Miami Metro News Reporting - Millicent.

Hun sad lidt og funderede over hans ord, som havde sat en hel lille lavine af tanker i gang.
Det var som om to ...forskellige ting havde fusioneret i ham, og nu ikke lod sig adskille.
Det var sikkert ment som en slags nedtoning eller neddysning hans tale, men det virkede omvendt på Millicent.Det lød næsten advarende den del med ' sålænge den havde ham i snor, så legede han pænt' .
Hmm...hvordan legede han, hvis han ikke legede..pænt ? Millicent kastede et blik over på Auriel.
Hun havde kendt ham ganske kort, dog allerede snakket langt mere med ham , end hun normalt gav sig i kast med.Hun var ret åben når det galdt alle andre, men kunne meget hurtigt lukke døren i, hvis det omhandlede hende selv.sådan lærte man at beskytte sig selv....eller....det var i det mindste et forsøg på at gøre det.Alt i livet var en satsning, og hun måtte ærligt indrømme at hun kunne blive træt af det...miste lysten til at kæmpe, for var det ikke det...livet....en lang kamp? Hun havde i hvert fald kun haft små kørte perioder hvor blod ,sved eller tåre ikke var en hverdags ingrediens .Hvilke fik hende til at tænke på Auriel.....hvordan havde hans liv set ud?
Fester, glæde og medvind? Det var i den rolle hun så ham.På toppen af kransekagen, hvor han shinede med folks beundrende blikke hæftet ved sig.Millicent derimod, var pigen der helst ville se til fra baggrunden, men så skete der ting som at hun kom til at skubbe til kranse kagen så den væltede, eller at hun selv væltede ind i bordet med de eneste drikkevare der så lå spildt....ting....tilfældigheder....der betød at hun somehow alligevel endte med at ligge og rode rundt- på toppen af den skide kransekage.
Hun stak ham kruset...." tag nu for pokker og få dyppet den finger, det vil lindre følelsen af smerte" sagde hun og kneb øjnene sammen.
Var det ikke som noget begyndte at poppe frem i horisonten? Måske byen de netop havde talt om?

Han rystede på hovedet. "Nej det er okay, fingeren har det fint" Blev han stædigt ved. Den sved ikke så meget som den havde før, men han løj hvis han sagde at han ikke kunne mærke det. Det betød dog ikke at han ville stikke fingeren i vandet. Næ nej !
Længere fremme begyndte man at kunne skimte noget ude imod horisonten. Var det en by? Han kunne ikke rigtig se det, så det kunne lige så godt være klipper.

"Hey,.. Kan du også se noget derude ?" mumlede han og prøvede at fokusere på det samme tid med vejen. Hun måtte da vide hvordan den så ud hvis hun havde hørt om den. Han anede det personligt ikke. Hvis han havde været her før, så havde det været mange årtider siden, måske mere.

//sorry det er lidt kort :i skal lige nå at svare det andet også ;) //

Hun kneb øjnene samme, i forsøg på at fokuserer bedre.
Det var faktisk svært at gøre rede for HVAD det var der lå forude, og da de endelig kom tæt nok på ....kom et stykke nærmere, lignede det godt nok en by....men en meget besynderlig en, bvilke fik hendes øjne til at glane mod byen,
Om George Lucas havde skabt den, mente hun nu ikke- however kunne man sagtens sige at den mildest talt lignede den noget fra en Star Wars film.Husene var små sandfarvet bobler ." det ligner da en by....skal vi gå ind og få et måltide ? " lod hun ham vælge, imens hendes nysgerrige væsen begyndte at røre på sig.
Hvis han parkerede nær byen, ville han kunne se mennesker i nogle klæder, der mest lignede at de var med i en dokumentar om beduiner eller noget.
Der var også bure der hængte fra lofter og bjælker, bure der indeholdte de mest finurligt væsner og dyr , man kunne tænke sig.Det var lige i byens indgang.
Hendes øjne blev større....burde hun købe en Millies? Hvis de altså havde såds en grim lille laban? Bare for sjov ?!
Naaa...det var både for besværligt og dyrt at anskaffe en sådan.Fesuden kom man til at holde af dem.

Han stoppede bilen lidt uden for byen og gloede sammen med Millicent på byen. Små runde sandhuse og brune hætter kunne skimtes derinde. Mangefarvede dyr i bure og stander med noget der mindede købmandsvare i en underlig dimension. Han klikkede sin sele af og gnubede sig over den ene hånd hvor han havde brændt sig. Nu hvor de var her kunne de lige så godt se om de kunne finde noget mad, og ja, finde ud af hvad den flod der var, og hvordan de kom over.
"Lad os tjekke det nærmere ud" Han smilede opmuntrende til Millicent og steg ud af bilen. Han låste den efter hun også var kommet ud, og hele panseret klappede ned for ruder og andet. Man vidste aldrig om nogen ville prøve at bryde ind.

De nærmede sig med lange skridt byen. Husene var mindre end han havde forstillet sig på afstand, men han havde en ide om at de istedet for at være rummelige i toppen, istedet havde en meget stor kælder. Han synes at kunne fornemme at der var liv under husene.
"Skal vi spørge hvor vi er?" Han kiggede på Millicent. Ingen havde reageret på dem endnu, så han trådte hen til en noget der kunne minde om en buttet kvindeskikkelse, men hendes krop var dykket i brunt klæde. "Undskyld mig? Hvad er dette for en by?" Spurgte han lidt langsomt for at være sikker på at kvinden forstod.

Tilfreds over at Auriel var med på lidt eventyr, fulgte hun hurtigt efter ham.
Måske ...hvis de kunne finde en læge, kunne de bytte sig til noget salve til hans hånd? Hun havde naturligvis opfanget hvordan han gned den.Den smertede stadig, så tanken om at købe det lille kæledyr, blev parkeret.Der var simpelthen ikke råd til begge dele.
Millicent havde et vågent øje på den lille buttede kvinde, der nu vendte sig mod Auriel .
Hendes ansigt var en smule måneagtigt...altså meget rundt og blegt, men hendes øjne signalerede at hun va en mutant af en slags, de lignede mere en reptils øjne, end et menneskes.
" Kind Sir....de er i Blu Bell City, træd varsomt her.....her er mange potientiel fare" lød det kryptisk idet hun løftede en buttet hånd og hilste ham farvel.Millicent var åbenbart blevet usynligt.
" Selv de gamle kvinder har du et godt tag på, hva'" små drillede hun og begyndte at gå.
" uuhhhh lad os se hvilke farlige fare der gemmer sig her" lød hun komplet uintimideret.
" First stop....Doctors house" meddelte hun....og søgte rundt med øjnene efter noget der måske kunne give et hint....hvis de altså var enormt heldige.

Den buttede kvindes ansigt overraskede ham en smugle. Ærlig talt havde han ventet at se et beskidt lille ansigt af måske deforme propotioner. Han kunne ikke se hvorfor hun ellers ville hav skjult sit ansigt i en hætte, men hendes ansigt var derimod hvidt og rundt, og hendes øjne slangeagtigt smale. Mutanter.
"Blu Bell City.. træd varsomt? Hej vent lidt..." gentog han, men hun var allerede væk. Det virkede til at beboerne her ikke ligefrem var snaksaglige. At dømme efter kvinden, så var mange af dem heller ikke gæstfri. Måske var de i fare her? Men folk så så små og rolige ud i deres brune kåber.
"Gamle kvinder? Hende der var da nok kun omkring 50-60 stykker?" Smilede han til Millicent da hun sagde noget, men hans øjne udvidede sig hurtigt en smule da det gik op for ham hvad han havde sagt. Nej selvfølgelig var hun gammel i forhold til at Millicent var omkring de 20 og han selv skulle forstille at være nogenlunde det samme. "Jeg mener... Ja, som du så er jeg en hver svigermors drøm"

Han blev hevet med af Millicent der virkede ivrig efter at finde en doktor, og han måtte da give hende ret i at det ville være fint at snakke med et intelligent menneske og finde ud af hvor de var, men havde kvinden måske ret i at der var fare her? Han følte sig urolig.
"Er du sikker på at det er okay at blive her? du hørte hvad hun sagde."

Millicent forsøgte at genkende sig byens navn.Havde hun hørt om den før?
Nææ...der var ingen klokke der begyndte ringe og ingen historier der pressede sig på.
Så de måtte simpelthen bare sjusse sig en smule frem her.
" Ung...ej helt ærlig" mumlede hun og grinede..."Ja, en lille pyroman ....enhver svigermors drøm" drillede hun og hentydede til hans inferno , da han grillede zombierne og redede deres begges liv.
Millicent havde ikke glemt episoden.Og heller ikke hvor stort et stykke af Auriels kræfter og energi den havde spist.One fine day...skulle hun nok finde svaret på hvorfor han kunne det og hvad der egenlig var med hans aura?

På vej længede ind mod byens midte, vrængede hun let på næsen.
" Om jeg er sikker? Søger du garantier nu? Jeg aner intet om byen her men mon ikke vii klarer os.Ellers har vi jo altid dit lille ildtrylleshow" drillede hun og rakte begge hænder ligeud og lod som hun skød ild ud af dem." fed evne, Auriel....meget X men agtig " smilede hun og bemærkede et lille hus, hvor et rødt kors var malet på døren.
Hun greb fat i hans arm, men den hensigt at stoppe ham fra at gå videre.
" Se der....det kunne godt være tegn på en læge....eller at nogen var død....ja, eller at døden bor der? " hun så op på Auriel...." så hvad tror du..A,B eller C?"

Han gryntede flabet og svang hovedet lidt tilbage. Pyroman... Måtte han være fri. Han havde reddet dem begge, og var næsten omkommet af det! Eller ... Måske ikke, men han havde lidt overlast! "Tak? Men det er kun toppen af isbjerget, bunden er den der synker skibe" Svarede han lidt kryptisk og havde travlt med at kigge sig omkring. Han kendte egentlig stadig ikke hendes evne. Hvis hun altså havde en? "Millicent, hvad er din evne?" Røg det ud af ham. Han havde ikke rigtig tænkt over om det var for meget at spørge om, og egentlig ville han normalt hvis være ligeglad om det var.

Han stoppede op da hun hev i ham og de gyldne øjne ramte døren med korset.
Noget ramte ham ved det. Blod. Det var blod der var malet på døren. Han døsede hen i sine tanker, og kunne igen mærke sandet under sine fødder og en ustyrlig vrede i brystet. Han havde lyst til at dræbe, hævne, det var alt sammen deres skyld! Imellem en gammel bys gader gik han. han nåede til en dør, og lagde hånden på den, men idet han ville gå ind stod en rødlig masse klart frem fra døren. Blod. Han slap døren og gik videre. Videre hen imod andre huse, andre døre, ingen blod.
Følelsen af det kolde træ imod hans håndflade da han skubbede den op, og han løftede sin anden hånd ind imod huset, så et skrig. Et barneskrig.

Med et slog han øjene op da han opdagede at han havde lukket dem. Hna var tilbage, omen lidt forvirret. Det tog et øjeblik at komme til sig selv. Hvor længe ville disse minder hjemsøge ham?
"Øhhh hvad ? nårh ja..." Han vidste snart ikke. Det kunne være en doktor, men han gættede mere på en heksedoktor, det var højst sandsynligt også det tætteste de ville komme på den doktor i dette tilsyneladende primitive samfund.

"mmmmmnhh... B, jeg tror nogen er død" Svarede han bare og stirred elidt frem for sig.

Et lille smil dinglede rundt på læberne af hende.Måske forstod hun ikke lige helt hvord stort hans isbjerg var, men hun fangede udmærket betydningen ' you haven't seen anything yet , girl' var havd han sendte ud." ja ja...pral pral" pippede hun og trak så vejret dybt ind af hendes næse.
Så nu ville han kende hendes evne? Tja hvorfor ikke.Han var ikke på fjende listen , havde han været det, havde han valgt at fodre zombier med hende, var hun ret sikker på.Det ville havd vejret det oplagte, lige i den situation, men....han havde beskyttet hende.Som også ved den uderlige fuglemand.
" Den er ikke særlig...X man agtig, og ingenting værd i kamp- desværre" smilede hun til ham, nu et mere bredt smil." Men jeg kan holde alle forsøg på psykologisk kontrol eller manipulation af mit hoved ude, derfor er Roselia delen en smule intessant.Der må være huller i skjoldet, og kan jeg finde dem....kan jeg måske stoppe dem, og dermed tvinge hende ud?" Sådn lød Millicents håb for fremtiden, som hun sammen med hendes evne havde fået oplyst ham.
" Desuden påstår folk...at jeg kan udvide min evne til også at beskytte rent fysisk....et slags gennemsigtigt værn der omkranser migselv.....og andre når det er under total kontrol, men....deeet har jeg dog aldrig oplevet" hun vidste ikke om det var sandt...kunne en evne udvikles i stadier....som en pokemon? Hun smilede ved tanken....det ville være cool.Kunne hun beskytte noget rent fysisk med den, så gjorde den da lidt gavn.

" hmmmm B, okay....lad os se hvem der er død." Hun løftede hånden, og bankede på.
Der var fuldstændig tavst, kun en knirkende fra dørens rustne hængsler lød, da den gled op så de kunne træde ind.
Huset var mørklagt.Men man kunne fornemme der lå en skikkelse på sofaen.

Auriel der stadig var lidt paf fra hans lille "ud af kroppen oplevelse" nikkede til det hun sagde. Hun påstod måske at det ikke var godt i kamp at beskytte sin psyke, men der tog hun fejl. Det var i hvert fald en af hans eneste svaghederat kunne blive manipuleret med. Hans sind var ikke hårdt fra naturens side og hans englegener gjorde det svært at lukke andres tanker ude. "Jeg synes det lyder brugbart, men du kunne godt bruge dte fysiske skjold, så jeg ikke skal rende rundt og redde dig hele tiden" Drillede han og trak på smilebåndet.

Døren gled op foran dem og først var rummet helt mørkt, men da deres øjne så småt begyndte at vænne sig til lyset var det tydeligt at der lå nogen på en sofa derinde.
"Øhm.. Hallo ? Vi leder efter en læge ?" Prøvede han ind i mørket, men synes først ikke at få en reaktion derindefra.

Millicent rynkede på næsen .." Det er en meget defensiv evne...at have en der kunne skade sin modstander eller blot pacificerer ham ville ærlig talt være ret fint. Tak nu vores lille zombie attack.. Skulle jeg så hovere og sige ' ja det er da muligt i æder mig men mine bevægelser imens bestemmer jeg helt selv'? Arh den holder ikke " fastholde hun og ville meget heller kunne fyre ild af som Auriel eller kaste et hus ned over sin modstander.
Hun sukkede. ..." Det med skjoldet , det kunne være udmærket ...jeg har bare mistet brugsvejledningen til det". Hun gav ham et stort smil.
--
Reaktionen udeblev og Millicent havde ført hånden op og trukket den første pil fri. Buen var urørt og dermed ikke spændt. Hun hav Auriel et advarende blik. De skulle måske trække sig, inden et eller andet gik galt? En underlig lyd, dyrisk næsten , kom dem så i møde. Det viste sig at være en yderst besværet vejrtrækningen fra hvad der nu end lå på sofaen. Millicent frygtede der ikke var meget menneske i ' tingesten'
" hveeem er iiiii ?" lød en kold og hvislende stemme, fra mørket af.
"Nå da da ... Den taler da!, " hviskede hun og trak i Auriels ærme , inden hun fik buen af skulderen og pilen ført sammen med den. Overraskelser var ikke velkommende , de skulle skydes i sænk.

Han smilede af hendes ord. Defensiv, måske. Det kunne dog være en god ting til tider. "Ja jeg reddede os fra zombierne, men ærlig talt ville jeg hellere ædes end have nogen til at lege med mit hoved" svarede han med et suk. Godt nok var hans kræfter stærke fysisk, men hans englesind var meget modtagelig overfor mental indgriben.
"Desuden forklare den evne en del om dig. Jeg synes aldrig at kunne se ind i hovedet på dig" Lød det efter et par sekunder. Naturligvis havde han ingen evne der gjorde at han kunne se ind i folks hoveder. Derimod var han noget af en menneskekender, og han plejede at kunne analysere sig frem til hvem personen ved siden af ham var, men med Millicent?

Følelsen af hårene der rejste sig en efter en i nakken gav Auriel kuldegysninger og han frøs i døren inden det gik op for ham at det var en besværet vejrtrækning, så slappede han mere af, der synes ikke at være fare for at en person med det helbred kunne skade dem, men han lod alligevel Millicent have sin bue oppe, man vidste aldrig.
"Vi er engleeeee" Svarede han lige så vislende, men mere provokerende end kold som stemmen havde været.

I de korte sekunder Millicent pegede med sin pil på hvem end der måtte optage pladsen i sofaen, for nogle interessante tanker igennem hendes flittige hjerne broderi af tanker.
Var hun ikke til at gennemskue? eller ikke let at læse? Ingen var da mere ligetil end hun.
Hun funderede lidt over hans ord, og som vanligt med ham, var det svært at udlede om det var et godt træk eller et hun burde være foruden? nogle gange kunne de mest simple ting, være de mest kompliceret.
Millicent var en åben person, bare ikke når det kom til de mere personlige sider.De kort holdte hun tæt ind til sig, og kunne slet ikke se hvilken interesse de kunne eller burde have for andre.
Eller også ville hun bare ikke blotlægge sig og gøre sig sårbar.det var en barsk verden, den tilgodeså ikke små blødsødende piger med deres romantiske drømme intakt....som Millicent var, selv om hun ville benægte til al evighed.

Hun sendte et ´seriøst?´blik til Auriel, da han svarede sofasoverne frækt tilbage.Gud hvor den mand dog var en lille flab.Tænk hvis de nu fik ballade?
Stemmen fra sofaen blev helt klart en tone mere skarp, og Millicent kunne have losset Auriel i rven, for det var hans skyld, mente hun.
"Engle?...jameeeen kom da iiind.....hvad kan jeg hjææælpe med" lød det stadig sært læspende og luften føltes rimelig kølig.Millicents små hår på armene, begyndte at stritte...der var klart en sænkning af temperaturen.

Pludselig stod skikkelsen op....den virkede høj og tynd...og meget rundrygget.langt fedtet sort hår, hang i tunge snavsede guirlander ned foran ansigtet, og tilbød ikke et videre godt look for Auriel og Millicent.
"jeg skal nok hjææælpe jer....hviiisss i har ..penge?" kom det endeligt.

Auriel kunne ikke holde et smil tilbage ved Millicents utilfreds mine. Ja han var flabbet, so what? Han kunne tillade sig det.
Skikkelsen på sofaen havde rejst sig og en stank af noget der minede om syltede sokker gik dem i møde. *bvadrg,,* tænkte Auriel for sig selv og startede med at spare på åndedrættet. Den ranglede skikkelse foran dem minede ham om de mareridt som gyserfilm nogle gange havde givet ham. Hårene på nakken begyndte at rejse sig og han kunne mærke kuldegysningerne sprede sig. Nu ville den have penge for at hjælpe ! Nej hør nu! De havde få kontanter i bilen, men ellers intet, og hvad de havde skulle den ikke får.

"Vi har ingen penge" Svarede han før Millicent kunne nå at sige noget og skød hende et advarende blik. Ikke tale om at han ville betro sine sidste penge til dén.
"Er du læge eller hvad?" Blev han stædigt ved. Han følte sig ikke tryk i det hus. Måske var det kulden derinde. Auriel og kulde havde aldrig fungeret sammen. Det havde nok noget at gøre med at han blandt andet var ærkeengel for lys og varme. Det gjorde også at han følte sig kvalt i for meget kulde. Kulde og mørke svækkede hans krafter.

Gangen var usikker og meget kluntet, som skikkelsen bevægede sig nærmere Auriel og Millicent.
En rusten latter tog fat og varede nogle sekunder , før den igen stilnede af og der blev svaret med en mere hård stemme, end man lige skulle have troet." Nej! Læge er jeg ikke....men derfor kan jeg hjælpe alligevel.Men...det koster...penge eller....blod" 
Millicent så godt det advarende blik, og himlede med øjnene.Ved gud....ville den mand altid bestemme alt.
Det var luge før hun brød ind og tilbød den Penge, oven i købet Auriels , da hun ingen selv havde og hun tvivlede på at en tørret fasan vinge , fra hendes rygsæk, ville skabe den store lykke hos gespænstet her! 
En enkelt mulighed for at se dens ansigtet opstod, da en krogen hånd fjernede en af de tunge snavsede lokker og fedtede den fast bag ved øret.Ansigtet var meget gråt og meget tørt...og rynket.
Millicent trådte baglæns..* Blod...den vil have fucking blod.det er en udtørret vampyr! Åh...nej...den dræner os, hvis den får mulighed*
Hun slap ikke sin pil, men tvivlede stærkt på den ville dræbe en vampyr....ville den det, hvis hun skød den lige gennem hjertet? 
Hun skævede til Auriel.Skulle de forsøge at ligge den til evig hvile? Inden det løb ud af kontrol.
" Vampyr....en der burde være død....men ikke er det.What now Mr.Know it all ? " hviskede hun til Auriel.

Auriel lavede en forstyrret grimasse af væsenet viste sit ansigt. Den lignede lidt en rosin, eller en appelsin der havde ligget i solen meget længe. Det fedtede hår gjorde det heller ikke bedre. Auriel måtte selv læne sig lidt tilbage. Lugten derinde og kulden gav ham kvalme. 
"Min gode mand. Vi har ikke tænk os at give dig hverken penge eller blod. Tilgengæld har vi noget halvgammelt råvildt. Jeg mp bede dig træde lidt tilbage, og hvis ikke vil min veninde her spidde dig. We good?" Svarede han vampyren og viftede luften væk med en hånd. 

Han så hen på Millicent. "Hvis han prøver noget må du gerne skyde for min skyld" Svarede han lidt uroligt. Han havde en dårlig fornemmelse omkring dette væsen. Vampyren var jo helt udtørret. Hvorfor ville han vælge at lade vær, når der gik så mange mennesker rundt udenfor han kunne dræne?

Som havde hun kunne læse Auriels tanker, rettede Millicent blikket ned mod gulvet.
Selv om strengere efterhånden var utydelige, kunne man stadig sne at et pentagram var optegnet, med kridt. Noget med stjerner og cirkler og...tjavs.
Desværre anede hun intet om det...om sådan noget, og kunne derfor intet udrede derfra, men mon ikke det var årsagen til bæstet dér ikke kunne forlade hytten og der var malet på døren som advarelse mod at gå derind? En advarelse de netop havde overhørt.Fedt.
" Dyr" den rynkede på næsen." du vil give mig...ækle dyr?" Et lavmundet hiss, lød men den nikkede da og kort lyste dens gule øjne op.
" Skaf mig dyret....men hun bliver her imens....kun en af jer forlader huset"
Millicent skærpede sit sigte." jeg har ham....gå du bare Auriel"
Hvis Auriel ville hente deres døde vildt i bilen, ville Millicent opleve at så snart døren bag dem lukkede så talte vampyren på bulgarsk til fire, og hvor fem skulle komme, sprang han i et sæt over Millicent,der fyrede sin pil af med et skrækslagende skrig,der nær vækkede de døde.

Auriel rynkede næsen. Føj for en lugt, men i det mindste virkede vampyren til at overveje det. Han nikkede til Millicent og spurgte om hun klarede det for ellers ville han blive, men hun ville gøre det selv også måtte det bliver sådan.
Et øjeblik senere trådte han udenfor i en friskere og varmere luft. Han åndede tungt ind. Kulden var væk. Han krafter virkede bedre ude i varmen, Det var en af grundene til at han ikke brød sig om vampyrer. Kolde væsner.

Han gik med hastige skridt imod bilen. Han måtte hellere skynde sig hvis Millicent skulle være alene med den... ting.
han nåede dog knaprundt om hjørnet før et hårrejsende skrig fik ham til at snurre rundt som om det havde rystet ham helt ind til benet. Nogle få andre kiggede i retning mod huset, men ingen havde sat af så stærkt som Auriel. "Millicent!" Råbte han og ville have åbnet dåren, men hamrede istedet ind i den med en vældig kraft da den var låst og meget solid, så røg han lidt tilbage. "Millicent! Hvad sker der?!" Han hamrede på døren med sin vægt, men den virkede urokkelig.

Den yderste spids af det eneste der sikkert virkede som tiltænkt , på vampyren- hans tænder- kom i kontakt med Millicents hals .
Skrækken emmede imod fra hende, da hun troede det næste ville blive smerten fra deres ' stik' i hende, men istedet gled de blot ned af hendes hals og lavede et par ridser.
Pilen havde gennemboret hans hjerte og de næste sekunder jamrede han sig,hvilke hendes skrig totalt overdøvet. Så eksploderede han ... I atomer ... Desværre en slags blandning af støv og meget kraftig stænkede klisteret ' snask'- og det hele dryssede gavmildt ud over Millicent, eftersom han nærmest havde liget oven på hende.

Auriels stemme lød ved døren, og hun var hurtigt henne for at åbne. Da døren gled op stod hun indsmurt i grå væmmelse. Det kunne sagtens sammenlignes med at nogen havde vendt sig og i lårtykke stråler havde brækket sig ud over hende- dette var nok bare en smule mere ulækkert.
Hendes egen mave var i svært oprør.
Hun lignede carrie de King filmen , der var bare ikke ren blod hun havde været så heldig at få over sig.

" Ja? Løbet tør for sukker ?" Lød det tørt , da hun åbnede op.

Og bagefter ville hun tigge ham om t finde et sted at bade. Forhåbentlig ikke i det hus der! Næste udfordring var så om han forventede hun løb ved siden af bilen, for helt ærlig hun lignede ikke just en man havde lyst til at sætte ind i sin bil- eller have i en radius af 10 km nær.

Hans øjne spærrede sig op da hun udenvidere åbnede døren. Noget i ham havde været klar til, og ligefrem forventet at han ville blive nød til at smadre døren, men da hans hjerne trinvist fattede hvad der var sket. Millicent søllet ind, støvet og pilen på gulvet måtte han le.
"Du ligner noget katten har kastet op" grinede han hjerteligt på en måde man sjældent hørte fra ham, og på trods af den ulækre lugt og substans hun var smurt ind i, så måtte han give hende et tæt knus.

"Måske undervurdere jeg dig. Du kan jo godt selv." Smilede han og trykkede hende ind til sig, velvidene at den ulækre masse ville tvære hans eget tøj til, men hvad fanden, hun skulle alligevel finde et bad, så det skulle han jo nok også alligevel.

Hun stillede en ' No Shit?' Grimasse op, ved hans konstatering om ikke en gang katten gad at fordøje noget så slemt som hende og kunne have krøbet i et musehul .Selv om hun ikke var typen der tilbragte dagen med pudder kvaster foran et spejl, var hun dog kvinde til fingerspidserne og at se sådan ud...og hvad værre hva, lugte sådan foran Auriel , var bestemt ikke noget hun havde det fint med. Millicent blev derfor noget overrasket over ægtheden og det umiddelbare i hans latter og ikke mindst da Auriel halede hende ind i et kram.
Hvad der egentlige lige skete mellem dem , forstod hun ikke.
Og da de senere på deres færd , igen ville mødes hos Valdimir var det stadig en gåde for Millicent , en hun ikke kunne give et navn.
Men da hun stod trukket ind mod ham, omfavnede hendes arme ham og hun puttede sig ind til ham , panden boret ned i hans kraveben og var lykkelig over han var der.
Bagefter fik hun travlt med at slippe og bokse tilbage " Selvfølgelig kan jeg da passe på mig selv! - men inden vi finder et sted at bade , behøver jeg noget at drikke " hun smilede undskyldende , men om det skyldtes al snasket hun havde påført ham, at hun skulle have alkohol nu for at holde Roselia i ava eller om der var hendes lidt for appellerede kram ? det var nok svært at sige.

På trods af at der ikke gik mere end sekunder før Millicent igen boksede sig væk og proklamerede at nu ville hun have noget at drikke, så smilede Auriel stadig et lille hjerteligt smil. Det var længe siden han havde givet en person et ordenligt kram, som han havde ment, og som nogen havde svaret på. Og ikke destro mindre var han sikker på at hun som kvinde satte pris på at de nu begge var beskidte og lugtende.
"Det er i orden. Hvis vi kan finde noget Cognac er jeg på!" Svarede han og begav sig imod noget der kunne ligne et marked. Farverige fugle sad ved én bod, imens alle former for kryderier var ved en anden bod. Hvilken spøjs by, men det var helt sikkert at de ville kunne finde gamle spiritus flasker her.

"Hvad er du til ? Gin? whiskey? Rom?" Fortsatte han og kom til at røre ved hans slimede jakke, og måtte ryste hånden i væmmelse.

I en underlig lighthead'et tilstand , vendte det gode humør og energien igen tilbage til Millicent.
Hun lod blikket blive på Auriel et øjeblik. Ulastelig plejede han ell ers at se ud, selv når Millicent havde en fuglerede i håret eller ål i strømperne, var der knap et støv fnug på manden. Denne gang havde hun dig fået sat et spor på ham. Lugten synes mindre nu, måske var det som med hvidløg- når behagede lugtede bemærkede inden det? Hun sendte Auriel er stort smil.
" Cognac er mit fortrukne... Farven har en beroligende effekt" grinede hun fjoget, og det væreste var hun tante sandt. Det hele havde en smag af sprit hun ikke forstod at værdsætte ,så andre ting influerede hendes valg, når man nu ikke var så priviligeret at have diverse sodavand at mikse sprutten op med og gøre den lækker i smagen.
De forlod huset og boderne tog imod dem. Millicent kunne ikke se cognac mellem flaskerne der stod til skue, så hun indsnævrede valget , men lod Auriel tage det afgørende " mumm gin eller rom" blev der til.
" Du... Vi skal have skyllet vores tøj op, så enten skal vi finde et sted her , hvor vi overnatter og så kan jeg vaske vores tøj og hænge det til tørre? Ellers skal vi finde vand og parkere ved for natten?" Imens hun talte gik en mand forbi med en danse Bjørn i snor. " Nej... Nu har jeg fandme da aldrig" udbrød Millicent for sig selv. Tænk at behandle et så prægtigt dur sådan. Hun henvendte sig strakt til manden " Hey... HEY!!! Undskyld men hvad fanden er det der? "
Manden , en høj bredskuldret fyr men en lang latino hestehale i nakke, så på Millicent og gned sit sorte overskæg.
" en Bjørn ... Er du retarderet?" Lød det brysk fra ham. Han var tydeligvis ikke en der tog hverken indblanding eller modsigelse let.

Cognac var hendes fortrukne for farven? Han kiggede lidt underligt på ham. Selv foretrak han den fordi den varmede hele kroppen op. Han hadede at fryse. Han hadede alt koldt, og derfor var Cognac hans fortrukne valg.
Selvom han ikke sagde noget kunne han ikke lade vær med at lad et lille "heh.." Slippe ud i en munter tone sjældent set. Well ... Han havde altid selv sammenlignet hans øjenfarve med farven i Cognacen. En varm og flatterende farve.

Boderne synes at indeholde endeligt mange underlige ting, og selvom det ikke tog lang tid at finde en bod der solgte flasker, så lignede det meste ikke noget der var meningen skulle drikkes. Noget lignede fuglemøj eller opkast, imens anden næsten lignede smeltet sølv. Det eneste han selv synes at kunne kende flaskeformerne på var en meget gammel udgave af en gin flaske og en endnu ældre rom, der næsten lignede noget de kunne have drukket i middelalderen. "Jeg tror vi tager gin. Den rom har gæret nok til at slå dig ihjel!" Svarede han og betalte den lille tætte fyr i boden for gin flasken, efter at have peget og dirigeret manden hen til den. Da han endelig fik købt flaksen vendte han sig rundt og skulle til at svare på overnatningsspørgsmålet, men fandt istedet en stædig Millicent op af en meget stor og ikke venligt udseende mand med en bjørn i snor. Åh ja han vidste præcis hvad der var sket her.

"Undskyld mig, hun er lidt stresset, ved ikke hvad hun siger. Kvinder right?" brød han hurtigt ind og tog Millicent i hånden for at hive hende væk fra manden.

"Retarderet ?" Millicents stemme skiftede til en oktav højere. Hun hev en mundfuld luft mere ind for at følge op på mandens halv grove beskyldning, selv om hun nok så en smule underlig ud, klistret ind i vampyrens døde substans stads. 
Auriel dukkede op ved hendes siden og Millicents udbrud blev fastklemt i hendes hals, da hun drejede ansigtet og så på ham. 
" For Real ...ikke præmenstruel? Jeg mener ... I den tilstand er vi kendt for at kunne slå ihjel - og jeg sværger at lige nu..!" 
Millicent blev afbrudt af manden , der nu stod og nuldrede sin hestehale mellem nogle store fingre. 
" Kvinder... De sku ikke til at styre , jo ... Hvis de får en gang med den her" manden grinede kynisk og klappede med hånden på hans bukselomme . Der kunne en læder pisk findes, en han brugte til at irettesætte og holde bjørnen i skak med. 
" AURIEL!"  Brokkede hun sig. 
" Danse bjørne ... De behandles SÅ dårligt.. Vi kan da ikke bare ... Gå" Hendes øjne lå stift på manden med bjørnen.  Det var umuligt at tale med Auriel udenom mandens opmærksomhed, og derfor veg hun ikke med nikker fra ham og bjørnen. 
Luften blev øjeblikkelig tykkere af anspændhed , da den fornemmede at Millicent ikke havde tænkt sig at lade ham vandre afsted med hans Bjørn. Ikke hvis hun kunne finde på... Et eller istedet.