Miami Metro News Reporting - Millicent.

Han svarede ikke på det med sygdommen, men nikkede bare. Der var jo ingen mulig måde at han kunne slynge det ud uden at hun ville stille andre spørgsmål, og det var bestemt ikke hvad han ledte efter. Spørgsmål.
På hendes ord samlede han flaskerne i skabet og stoppede dem ned i en taske. Ja det kunne de blive enige om. Jo mere alkohol jo bedre.

han ventede tålmodigt imens Millicent skrev og sagde ikke andet end at hun skulle hilse fra ham i brevet. Det kildede i hans fingre efter at komme videre. Han var ikke den slags person der blev et sted, han skulle ud og se noget, ikke bare sidde et sted.

Endelig befandt de sig foran bilen og Auriel begyndte at stoppe bilen med det alkohol de havde taget med. Ind på bagsædet så dte var tæt på.
"Ahhh ja. Hvordan har du det med aldrig at ville kunne måle dig eller komme tæt på denne bil? Nogen bil overhovedet, du har helt ret." Drillede han med et sageligt smil.

Ih...nogen havde da fået det rette ben ud af sengen denne morgen.Det var ret tydeligt at Millicent var den der havde fået den dårligeste nats hvile og stadig var træt.
" ja? Og der har du så en LIVE årsag til jeg simpelthen ikke gider besvære med selv med små drenge det tror værdien i livet stadig ligge i en bil.....nøjagtig som da de var ...fire.
Hvis der var en gud, burde han godt trykke på cresendo knappen på jeres udvikling!" Vrissede hun og satte sig ind i bilen.
Med det samme rakte hun bagud, og snuppede en flaske...et eller andet..med et dyr på etiketten.Ligegyldigt...hun havde lært at smagen var en herlig bonus...eller kunne være det, hvis man var heldig...men det var effekten hun drak for.

"Nå men så kom ind og fyr op for din dame" drillede hun og tilføjede.."Det bliver også det nærmeste du kommer på en, de næste mange timer"
Hun satte sig mageligt tilrette...og begynd pille ved en masse forskellige knapper, for at finde noget musik.
Og selv om hun vidste hvilken knap det var...altså sådan cirka....trykkede hun løs...forhåbentlig til hans store irritation.
Noget sjovt skulle man have,
Endelig brød en guitar igennem ...og hun skilte låg fra flaske , og tog en slurk.
"Nå...hvad lyder dagens rute så på?..... Du siger bare til når jeg skal overtage rettet ikke?"

Han trak på skulderen. "Hey hey... Da jeg var 4 var sandslotte min obsession, ikke biler. God no." Svarede han med et smil og hoppede ind på førersædet ved hendes næste ord. Gud forbyde at biler havde været til dengang. Dengang gik man hvor man skulle hen. Med læderremme om fødderne. "Ja... Uha jeg er heldig... At sidde op ad dig de næste par timer yes.." Lød det ironisk og med himlene øjne.

Han fik sat sig ind og spændt sig fast. hans øjne udvidede sig voldsomt inden han begyndte at daffe hendes hænder væk "Fy! Fingrende væk ! Du ødelægger bare noget!" Udbrød han imens diverse viskere og jernklapper fløj frem og tilbage på ruderne. Han fik kæmpet hendes fingre væk lige efter musikken gik igang og sukkede opgivende. "Og tag din sele på frøken..." Mumlede han opgivende og satte motoren igang inden de trillede afsted.

"Vi kan køre det meste af dagen og tage en overnatning mere inden vi rammer Vegas. Det er sikrest at komme ind i byen i dagslys" Blev der svaret.

" Sandslotte.....havde du også en sløjfe i håret?" Drillede hun og forsøgte at se en lille nuttet Auriel på fire, for sig.
Men uanset hvor meget hun anstrengte sig, havde han en lille bil med i sandkassen.
" Du behøver da ikke lyde så ironisk" sagde hun henkastet og gassede ham.
Ingen ventede på hende og alle ville være komplet ligeglade, men det kunne han jo ikke vide, vel? " Jeg kan garanterer dig for at min forlovede ville give sin højre arm, for at have mig heeelt for sig selv i et par timer.Han er SÅ ked af al det arbejde der altid kommer i vejen for vores.....hyrdetimer" selv om Millicent forsøgte lyde alvorlig, kunne hun dårligt klemme det sidste ord ud...og det var enda selv om hun havde valgt sådan et ...pænt ord.
" Og...ja....der var vel nok omkring...tja en fire hjerter knust, det passer nok fint, da jeg accepterede Vlads tilbud, så du burde nok tag og indse HVOR heeeldiig..due-er ligenu" det sidste kom ud lidt rodet, da de på daværende tidspunkt kæmpede om radion.Han vandt kun, fordi et par enorme vinduesviskere, forvirrede hende et øjeblik.

" Ja ja..." mumlede hun og spændte sig fast.
" Nå...men det lyder vel som en fin plan" glattede Millicent ud.

Musikken var fin..og skulle hun være helt ærlig, var selvskabet skønt.
Hun kunne tilmed sidde og bare slappe af og nyde turen, eftersom hun ikke måtte køre....endnu.

"Pffft ja dril du bare, jeg var et nuttet barn ! " Lød det fra ham igen i en overlegen tone. Nu var det ikke fordi han ligefrem havde babybilleder, så der måtte hun stole på ham.
"Jeg aaaaner ikk ehvad du taler om" Lød det henkastet. Præcis i samme ironiske tone som før. Han himlede med øjnene. Dog med et lille smil i mundvigen. Så kørte hun på med den forlovede igen. jaja.

"Du strejfer mig som den meget kærlige person i et forhold, eller noget. Han savner dig sikkert mægtigt" Lød det fra førersædet og en stemme i hans hoved grinede sin røv i laser med et billede af Vladimir i en kirke ved at blive viet. Never gonna happen. Ever.

"Jeg har kun fine planer. Du kender mig" Smilede han selvsikkert ved det sidste.

Han skulle bare vide hvor nuttet hun fandt ham, så hun smilede ved hans påstand " Ja ja....du har sikkert æret sandkassens pride and joy " små lo hun .
" Havde du også sådan en underlig aura dengang?" Spurgte hun nysgerrigt og kunne ikke forstille sig et barn med en aura som hans.Den var....til en voksen fyr, med det underlige miks af uhygge,autoritet og tiltrækning....meget skræmmende.

" Jeg tror faktisk at afsavn er en kraftig underdrivelse,når vi taler om min kæreste.Du skal nok ikke ønske dig han høre dit navn i forbindelse med mig.....han er ekstrem jaloux, skal jeg sige dig." Hun holdte masken og forsatte så alvorligt som det nu lod sig gøre...men helt hvor meget det var, kunne man jo godt tvivle på.." Kærlig? Nej..nej....jeg er ben hår, du lader dig snyde af et mildt ydre....typisk for mænd ikke? At lade sig styre af det ydre" årh hvor hun hyggede sig, hun sendte ham et strålende smil....

" dine planer er helt skønne.....og kan du så sige mig hvorfor det ligner en sø der ....derude i horisonten? Der burde da ikke ligge noget her...eller burde der?" Hun begyndte at rode, med et kort Auriel havde i sin bil.Men kortet synes at vende på hovedet....eller var det spejlvendt....?

Han smilede varmt ja. Pride and joy indeed. Gode tider. Han rynkede derefter brynet ? Om han altid havde haft sin aura? Han tænkte tilbage. Han vidste ikke selv om der havde været strejf af skæbnens hånd i hans barndom. "Nej det tror jeg ikke... Jeg er ikke født sådan her. Jeg mener... med den her aura" Svarede han bare. Det var ikke kommet over en årrække eller en anden overgang. Det var kommet over et skæbnesvangert øjeblik.

"Aha..." Mumlede han og kiggede over på hende da hun smilede stort til ham. Det gav ham en følelse af fred indeni og en varm følelse i maven. Lige indtil hans hånd diskret rørte hans kind og han tvang sig selv væk fra den følelse. Stop det Auriel, du ved ikke hvad du laver.

"huh? en .. sø?" Han satte farten lidt ned. "Jeg synes ikke at huske en ... sø?" svarede han og kiggede ud imod horizonden. Og der i det fjerne. Bredte der sig en sø. Ikke til højre eller venstre side, nej hen over vejen. Auriel standsede bilen foran søen. Den sydede ondskabsfulgt.
"Hvad sker der her?" Mumlede han lidt forvirret.

Modstanden blev brudt ned , med et enkelt af de varme smil.
Man kunne godt se forskel, faktisk meget let på de mere arrogante og de varme.
Han pirkede til hendes nysgerrighed..." Du er ikke født med den? Heldig lotto kupon eller?" Spurgte hun lidt forundret.Hun vidste at der var adskillige racer og mutanter, men var de ikke alle født som sådanne ...og dermed lå evnerne i generne? Gud, hvor var hun uvidende.

Hendes blik fugte hans diskrete bevægelse....og han satte hendes tanker igang.
Det var som der skete så meget mellem dem, uden der skete noget.
En meget besynderlig ting.Andre gange kunne der ske vanvittig meget, uden der egenlig skete noget som helst.Hvor var det dog forvirrende.

Hun lagde kortet fra sig.
" ingen sø...ikke engang en å , her burde kun være en vej" lød det en smule bekymrende.
Da bilen standsede, åbnede hun døren og stod straks ud.
Buen og pilene, var halet med og hun satte hånden mod panden og spejdede mod vandet, der synes en kende muddergråt og underligt.Boblede ??
" Ja....så er det her du skal rulle en af dine meget fine ideer ud, sweetie....for jeg tror ikke vi kan svømme over det der...."

Han kom til at le. "Lottokupon?" Arghhh mon ikke det var så meget sagt. Han så det ikke ligefrem som en gave at leve se længe, se tingene visne omkring sig, men hvem vidste. Hvis det hensides var brændene helvede, så var han godt tilfreds.
"A blessing and a curse" Lød det så fra ham og han stjal et blik ned på sin højre hånd hvor den lilla sten skinnede tilbage imod ham.

Ligesom hende steg han selv ud af bilen for at se nærmere på "vandet" foran dem. Det grumsede vand sydede under overfladen og gav en afsindig dårlig lugt fra sig. Auriel hostede lidt "Blard.... Vi svømmer ikke... Og min bil kommer ikke en millimeter nærmere det der!" Svarede han og trådte lidt tilbage.
"vi må udenom på en måde. Hvor lang tror du den er?" Han tog sig til næsen for at holde lugten væk fra næsen, men at indånde det igennem munden var om ikke andet værre.

" a blessing and a curse...så er din evne hankøn ! Men...jeg har ingen ide om hvordan man...får...en evne, is man ikke er født med den, og ikke har vundet den i lotto?" Udfrittede hun ham, imens hun rynkede på næsen af den fæle lugt.
" For fanden da....det var dog forfærdeligt, hvad skaber sådan en flod...den stinker af levende lig" hun viftede nogle gang foran næsen, lidet det hjalp og sukkede så en smule mismodigt.
" Jeg har ingen ide...men kan vi ikke køre igennem, må vi flugte den på sidelinien, og håbe den ikke vare i dage vis." Hun trak på skulderen og så på Auriel.
Millicent havde ikke nogen bedre ide, men det ville nok koste en omvej. Og en ekstra overnatning, da enden på floden...eller mareridtet....ikke kunne ses så langt øjet rækkede.
" Vi kan lige så godt suse videre....jeg mener at vi kommer til en landsby,hvis vi kører vest herfra." Hun gik mod bilen igen....det var godt nok en omvej...og hvilke tilstand den lille landsby ville være i, det havde hun ikke viden om.
" Jeg kan lige så godt smage på noget af den der sprut" meddelte hun og spejdede efter deres lille lager i bilen et sted.

Han lagde hovedet lidt bag over og gned sig over nakken med et grin. "Hankøn? Tjo, men ligeså udmattende som en kvinde må jeg indrømme." Han blinkede til hende og sukkede så da han spejdede til siderne. Det ville jo tage timer at komme udenom dette. Måske vidste nogen i den landsby hun nævnt hvad den var? Hvis ikke de var begravet i den altså.
"Det lyder godt. Skynd dig ind i bilen, jeg kan ikke tage stanken mere" lød det fra ham og han satte sig ind på førersædet igen. "Hvis du finder alkohol, så find noget til mig også ikke?"

Bilen blev vendt imod vest og de begav sig atter afsted langs den sumpede flod. Han var aldrig stødt på sådan en flod før. Ikke ulækker på denne måde. "Hvor langt ligger landsbyen?" Han så hen på hende og kom til at smile. Fordrukne pigebarn. Han måtte indrømme at der var noget dragende over den måde hun synes at være lige så messed up som han selv var.

" Aner ikke hvad du snakker om" lød hendes svar, serveret med et skævt smil.
Hurtigt kom de på plads i bilen, og Millicent fik opsnuset en flaske barcardi spice.
Den havde en lidt krydderet og karsmelagtig smag, og var fortrinlig med cola...men også ren.
Hun tog et par mere eller mindre grådige mundfulde , inden flasken blev rakt ud mod dagens chauffør - endnu.
" emm...det er lidt svært at sige....men jeg vil tro nogle timers kørsel ? Hvis altsår du ikke køre i pensionist tempo hele vejen..." Hun viftede med hånden, som tegn på at ville have ' sin'. Flaske tilbage.
" Det var engang en lille hyggelig landsby, jeg voksede op med historier om den....der skulle efter sigende være meget magi i den, hvad end det så lige betyder?" Hun smækkede benene op i forruden , efter at have smidt fodtøjet.
" Clifford hed den vist....eller noget i den stil, hørt om den ?" Spurgte hun og og satte sig lidt skævt, for bedre at kunne se på ham.

Han tog imod flasken og tog en tår. Hans ansigt forkrampede sig i en sær grimasse og han slugte stædigt liqøren og rakte flasken til hende med et host. Føj. Den måtte hun hellere ind gerne beholde.
"Det kommer jo til at tage evigheder... " Han lænede sig tilbage i sædet og satte farten højere op. Man skulle tro at han var fyldt med tålmodighed efter så mange år, men som man måtte erfare, så var han ikke den mest tålmodige person i verden.

"I guess... Jeg har vel hørt lidt" Svarede han og måtte dog indrømme at han aldrig havde været der selv. Ikke hvad han kunne huske i hvert fald.

" åh...undskyld, glemte jeg at sige at den var stærk? Adults only" drillede hun, da han vrængede ansigt efter indtagelse af sprutten.
" Du er meget kræsen Auriel....når det kommer til sprut" sååå kunne han jo tænke over den( og Natalie.) hvis han ville,for tvetydigheden var klar nok, mente hun bestemt.

Med et hemmelighedsfuldt smil, tændtes der op for varmen i hendes øjne, da hun lagde op til en historie fra hendes barndom.

" Jamen...så skal jeg sætte dig lidt ind i den lille bys historie.Sagnet går på at alle mennesker eller væsner, der på en eller anden måde indeholder magi, ikke kan passere gennem den lille bys indgangsport! Hmm...man kan vel sammenligne det med en vampyr der ikke kan komme ind i et hjem, uden en invitation.Men..i dette tilfælde kan man kun inviteres ind af ...en man er særligt knyttet til som står på den rigtige side af porten og rækker sin hånd ud i en invitation.
Men....det er naturligvis også bare pjat.Rygterne siger også at unge piger bliver offeret til varulve eller andre frygtede skabninger ved midnatstide, sååååå alt i alt ikke den familievenlige hyggelige lille by, som reklamerne giver indryk af " små lo hun .

"Stærk? På sukker? Adder..." Hostede han. Forfærdelig smag. Bvardg! Han trak på skulderen. Kræsen? Måske. "Tja, måske i det lange løb ja" Lød det som svar også måtte hun selv tænke over den.

Imens meterne sussede forbi udenfor lyttede han til hendes lille historie. Det lød som noget fra en børnebog... Eller en gyserfilm, men under ingen omstændigheder ville de kunne komme ind hvis de nåede frem. De var jo begge engle, men var det så magisk? Han var ret sikker på han ikke selv ville komme ind i hvert fald.
"Er du sikker på det er en god ide at tage derhen. Byen eksistere jo nok ikke en gang, og hvis den gjorde ville vi jo ikke kunne komme ind?" Sukkede han fra bag rettet.

Hun skulede en smule til ham.
Var han ikke lige lovlig rap i replikken engang i mellem ?
Hvis han havde været en hund kunne man HELT sikkert IKkE lære ham at rulle rundt og spille død- det ville bare stritte imod hvert en gen i hans krop.
" Ja ja...ikke alle bryder sig om at kvinden har overhånden" skød hun ud i tågen, uden helt at viden hvad hun sigtede efter, men det var mest fordi....bare fordi...han ikke skulle ...vinde.

Hendes hånd kørte over et af de lysebrune øjenbryn....måske havde han ret?
Hvad hvis byen ikke engang eksisterede? De kørte og navigerede efter en barndomsfortælling og et slag på tasken, virkelig proff må man sige.
Alligevel kunne hun ikke rigtig slippe tanken, med mindre...." tja....med mind du bede kunne lide ideen om din bil igennem syrefloden dér, faktisk er den ikke helt dårlig" sagde hun tirrende med havde alligevel et blødt smil spillende omkring læberne.
" Vi kunne selvfølgelig vælge at overnatte i din frille her? Stoppe et sted og lave et bål....hvis du helst vil undgå at blive afvist ved porten?" Sagde hun drillende, men var dog alvorlig nok til at det kunne høres at det var et realt forslag.
Ingen sagde de behøvede at overnatte i en by, ikke med Auriels lille mirakle dyt.

Han slog hovedet lidt tilbage. Hende og hendes ordkampe. Som om kvinder nogensinde havde overhånden. Wasn't gonna happen. Never. Ever.
"Vi kan jo bare køre indtil vi bliver trætte og har vi ikke fundet det endnu må vi sove i bilen?" Foreslog han. Det var bedre at have noget at køre efter. Det gjorde det nemmere at udholde en rejse at have højdepunkter.

Han lod sine gyldne øjne stride fra vejen et sekund for at se over på hende. Han så tilbage på den sandede vej foran dem. Den mindede ham helt om tilbage i tiden. Han kunne næsten mærke sandet under sig igen. Hvordan hans krop var øm efter at gå langt og hans lemmer var forrevne. At kollidere med sandet og mærke solen bage ned. Hvordan den opvarmede alt metal.
"Av for fanden!" Udbrød han lidt lavt og trak sin højre hånd fra rattet. Han var vagt tilbage til virkeligheden af den sydende smerte af brændene varmt metal omkring hans finger. Den venstre hånd havde et fast tag i rettet, imens hans øjne undersøgte sin højre hånd. Den store ring brændte ikke nær så meget mere, men han kunne se hvordan huden under metalet var rødt og forbrændt. For satan.

Millicent smålo.
Var det stort set ikke den plan hun netop selv havde fremlagt? Han fandt den nok bare bedre, fordi han troede han selv havde opfundet den.Typisk en fyr når man tænkte over det.
" Det lyder da som en rigtig god plan" lød det meget meget sødt , og så var kursen dermed sat.
Selv var hun faktisk spændt på om de stødte på en by ved det navn, eller om det hele var flig af en fantastisk fortælling der engang var?

Efter en lille pause, med kun musik og bilens motor som eneste lydkilder, brød Auriel ind, men et udbrud.
Millicent blev forskrækket, selv om det var lavt, var det stadig et uventet AV , og der var noget galt med hans hånd.Hun skiftede straks stilling, så hun kunne nå at gribe om hans hånd , med begge hendes, og øjnene scannede den for et lille stik eller bid, i første omgang.
" H-hva pokker forgår der?" Lød det bekymret.Der var intet at se, og ingen summende dyr at høre, men Auriel var meget kraftigt varm og....hans ring...,huden der....så den brændt ud? Hvorfor så den brændt ud??" Hun sad med hans hånd, stadig, da hun undrende kiggede på ham..
" hold ind til siden, den skal i vand" kommanderede hun og slap modvilligt hånden, for at søge efter en vandflaske på det bagerste sæde.

Hans hånd sved som bare fanden og i et øjeblik ænsede han ikke at Millicent hev den til sig. Han sagtede farten en smule, men havde ingen intentioner om at stoppe bilen. Da det endelig gik op for ham at hans arm ikke var hvor han troede den var hev han den til sig igen.
"Nej den skal ikke have vand, det er ligemeget" Svarede han og lagde den om rettet igen med et forvredet udtryk. Av for fanden.

"Nej nej vi stopper ikke det er ikke noget" Mumlede han videre. Hvorfor opførte den sig sådan netop nu? Var det fordi han var på vej imod Vegas og et gammelt bekendtskab, eller var det noget i nærheden der blev advaret imod? Han havde ingen ide.

"Ræk mig sprutten vil du ?" Fortsatte han. Hvis hun rakte den afskyelige alkohol over ville han tage et par ordenlige slurke og række den tilbage.

Hendes øjne havde allerede fanget skaderne og det var en første grads forbrændningssår han havde...
Hvordan det kunne opstå, havde hun ingen forklaring på, måske det var en eller anden billig lorte ring han rendte rundt med.Selv om den lignede noget værdifuldt, kunne udseende udmærket snyde.
Hun stak bagenden ' op i vinduet' og fiskede efter flasker på bagsædet.
Hun havde to med sig, da hun ændrede stilling igen, og stak Auriel en whiskey, imen hun viftede en vandflaske i den anden." Jeg sagde der skulle vand på, fortrækker du at holde ind- eller hælder jeg bare her....inde i din dyrbare bil?" Pressede hun på.
" Hvor har du den ring fra Suriel? Anyway...så må den af nu, det kan du vel godt se" lød det mere blidt fra hende.
Han kunne jo ikke havde den oven på en forbrændt hud...det var da klart.
Hun gjore sig klar til i første omgang at tage hans hånd, og lade den kølige væske løbe ud over fingeren, hvadenten de sad i bilen, eller han sad med benene ud af sin bildør, og Millicent stod ved hans side.

Han stirrede lidt da Millicent mildest talt stak bagen i vejret. Hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af, også kunne han ellers kigge i smug. "tak" blev der sagt da hun rakte ham alkoholen.

Bilen stoppede omgående da hun truede med at hælde vand derinde. Det skulle hun ikke nyde glæde af, næ nej ! Han steg ud af bilen imens ham mumlede noget med "besværlige kvindemenneske, så godt da!". Med benene svunget ud over rakte han hånden frem så hun kunne hælde vand på. Gjorde hun det ville der lyde adskillige eder og forbandelser fra hans side. Hvorfor skulle man også hælde vand på ? Det gjorde jo mere nas end det før havde gjort !

"jeg fandt den da jeg var yngre. Omkring min hjemegn" svarede han og betragtede ringen. Det behøvede han da ikke lyve om. Den havde dens egen personlighed mente han. Var den ikke tilfreds ved den af ham som nu, eller hvad den nu havde gjort.
Han trak forskrækket sin hÅnd til sig da hun prøvede at tage ringen af. Havde hun rørt ved den havde hun helt sikkert mærket hans sædvanlige aura en smulekraftigere end før. Der gik et par millisekunder inden han sagde noget. "ringen bliver på" lød det så. Han havde aldrig siden han havde taget den på første gang ladt andre holde den. Ganske vidst havde han haft den af, men af lade en anden person røre ved den føltes næsten som at lægge sit liv og hjerte i deres hænder.

Hun noterede sig straks at hans bil var et kraftfuldt pressionsmiddel, det kunne jo blive relevant viden at gøre brug af ved andre lejligheder.
Ved hans bildør, lænede Millicent sig frem og tog hans hånd blidt, så den nærmest lå oven på hendes.
"Det vil nok gøre lidt ondt" lød det mildt , da hun tippede flasken , og lod vandet løbe ud over hans hånd, den forbrændte finger og hendes egen også.
Imens prøvede hun at forstå hvordan det var sket, men uanset hvordan hun vinklede og drejede det, så gav intet mening.
"Du fandt den? Hmmm interessant, har du nogen sinde fået den vurderet? Jeg mener, den ser dyr ud men alt der skinner er ikke værdifuldt" smilede hun og forsøg at lirke den af ham.
Auriel trak hånden til sig.... Og som før stirrede hun på am , med store spørgsmålstegn written all over.
"Okay...okay...den bliver" mumlede hun uforstående og ved en smule tilbage.Hans aura var ....overvældene...på en og samme til lokkede den hende nærmere, psykisk...selv om det havde en kant af noget hårdt over sig,der havde fået hende til at træde nogle skridt bagud.
"Jeg kan ikke gøre mere for dig....for fingeren" rettede hun sig selv og turde dårligt se på ham.
Hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men noget....et eller andet var altsår helt vildt ...helt vildt anderledes...med ham, og han forplantede en sær form for uro i hende.
" Hvis du ikke kan overtales til at tage den af, så kan vi ligeså godt komme videre, mente hun og skyldte sig i sikkerhed , tilbage på sit passager sæde, hvor en stor slurk af sprutten forsvandt ved hendes læber.
Tilbage i sædet sad hun lidt i egne tanker..inden hun indrømmede.." jeg har aldrig kendt nogen hvis aura ...ændrede sig, Auriel....er det når du er vred? Jeg ville jo bare afhjælpe skaden, you know" hun nikkede mod hans finger og kiggede på huden der.

Han række af bandeord undslap hans ellers sammenpressede læber da det kolde vand ramte hans ophedede finger. Han holdt fast ved at det var en dum tanke at hælde vand på, når dte bare fik det til at svide endnu mere.
"Den skal ikke sælges." Lød det måske lidt hårdt fra ham og han betragtede den gamle ring. Havde det ikke været for den var han for længst rådnet væk. Han vidste egentlig ikke hvorfor han var så øm omkring den, for egentlig havde han nok været bedst tjent med at leve et helt almindeligt liv uden. Sådan ville skæbnen bare ikke have det.
Han så hurtigt op igen. Hun var rykket lidt væk. Synet af det fik ham til at væmmes ved sig selv.

"Millicent. Undskyld. Jeg ved ikke hvad der går af mig. " Mumlede han og tog sig til hovedet. Sog taknemmelig for at hun ikke havde rørt ringen længere end at kunne mærke auraen, eller det håbede han da. Han havde før været ude for at andre væsner der holdt den for længe kunne få glimt med fra hans tidlige år , nogengange endda følelser.

Tilbage på passagersædet var fruen begyndt at drikke igen, hvilket nok ikke var en overraskelse for nogen.
"Den ændre sig af mange ting. Vrede, glæde, overraskelse. Generelt når jeg bliver distraheret. Min aura ændre ikke sig selv, men er en konstant. Det der ændre sig er hvor meget jeg holder igen af den" Han prøvede at smile til hende imens han startede bilen igen, men var ikke sikker på hvor overbevisende det var.

På passagersædet sad hun stadig og gumlede i sin utilfredshed med ikke at have fået ham overtalt til at tage den dumme ring af.H orfor mænd var SÅ, stædige havde hun ingen svar på, men hun vidste at hun havde ret!
Hun tænkte på hans undskyldning luge før, og på hendes svar.Hun havde ment det da hun havde svag ' Du behøver ikke undskylde til mig...jeg er ikke af glas, og slå ikke revner fordi man snærre....men....nogen gange ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre....eller sige til dig, det er en ...overvældende blandning af ...forskellige ting....med den aura der" havde hun ærligt forklaret, og forsøgt at undgå for længe øjenkontakt imens.

" Som en hund i snor....underkontrol, indtil du slipper den løs...så leger den frit" mumlede hun og løftede begge øjenbryn.Det var alligevel lidt....underligt, men temmeligt facinerende at han kunne det.

" Den burde i en kop vand...fingeren.Kan du køre med en hånd?" Afbrød hun sig selv, og var allerede i færd med at rode efter et termokrus hun kunne fylde med vand, så han kunne sætte det mellem hans lår og holde fingeren i.

Han stirrede tomt ud på vejen imens de bevægede sig fremad. Det var svært at vide hvad man skulle sige her, det var jo ikke fordi han ikke vidste at han var svær at være tæt på. Han var ikke ligefrem en forestående og "flink" person, og han kunne sagtens snerre hvis man ramte rigtigt, men specielt Millicent synes virkelig at kunne få hans sind i oprør, og få ham til at miste fatningen, som han ellers plejede at have på sin side.
"Ja .. Jeg ved det godt. " Svarede han. Om ikke andet var han nok det største offer for sin egen aura, og det besluttede han at udtrykke.

"Måske er det lige så meget mig der leger pænt, imens den har mig i snor. " Han smilede skævt til hende, men han vidste at hun kunne føle at han mente det. Det han havde var større end blot engle kræfter, og selvom hun ikke vidste hvad, så vidste han at hun havde fornemmet det. Det var noget der havde besat ham, og nægtet at give slip, ikke omvendt.

"Det er okay virkelig, jeg har ikke tænkt mig at have en kop vand imellem lårene imens jeg køre" kom han til at grine lidt.