[Uafsluttet] Hvad så nu? (Demian, Konan, Eris, Maira)

Sted: inde i skoven ikke langt fra en lejer med raders
tid: mellem eftermiddag og aften
omgivelser: store tætte træer, natur


Demian lad på hug bag en af teltene og lyttede til de råbene raders der ledte ihærdigt efter ham. han så lidt ned på sit sværd og derefter på posen med forskellige våben og andre værdigfulde ting. de krystal blå øjne var helt rolige og der var intet tegn på frygt eller nervøsitet. han så roligt frem fra hans skjul og så to mænd ikke langt fra ham. langsomt kørte han en hånd igennem det snehvide hår, hvorefter han let træk hans sværd. sværdet var utrolig godt lavet og havde et flot drage mønster på klingen. han træk vejret roligt og langsomt listede han ind på de to mænd. med en hurtigt og elegant bevægelse svang han sværdet og slagsede de to mænds knæhaser så deres ben kollapsede under dem. den smukke og stærke klinge havde lavet et flot og ren snit. han gik mellem de to mænd der grammede sig af smerte, hvorefter han stak sværdet ned igennem deres kranier. han hørte så skud og så med det samme med lyden. han fik et roligt smil på læben og smuttede hurtigt hen og hentede posen med værdigerne i, hvorefter han med stor kontrol og elegance løb ud af lejeren med kuglerne flyvene om sig. i løben satte han roligt sit sværd på plads og blev hurtigt omringet af træer. træerne stod meget tæt og derfor var det et sværdt område at komme igennem, men Demian var en adræt varulv og fik snild bevæget sig mellem træerne. han så let tilbage og så en stor flok efter ham.. han så en stor maskine en efter en fælle træerne på få sekunder. roligt hævede han øjenbrynet og så frem for sig igen. han kunne høre maskinens larm og mændenes råben. dette kunne godt blive at problem. dog ikke noget han ikke ville kunne klare. hans blik skimmede alle træer om sig for grene for at se en gren man kunne hoppe op på, men træerne var ikke andet en en ren stamme med grene aller øverst, så det var ikke ligefrem muligt at nå en gren udover hvis man kunne flyve. han sukkede lav og så frem for sig med et rolgt blik. et skud ramte ham i armen og Demian stoppede brat op. han vente sig roligt om og stilte posen ned. let slog han hænderne sammen så et kraftfælt dannede et fuldt skjold om ham, så intet kunne røre ham og intet kunne skade ham. han så studerene rundt og prøvede at finde en løsning, alt imens den store flok af raders med deres biler og kæmpe maskine kom nærmere. nogle skud fløj forbi ham og nogle ramte kraftfældet som bare prallede af.


// håber dette er okay min krea er ikek så god ved mig fortiden Oo //

Iført et par læderbukser og en blå top,(lige som på billedet) med en sort long coat udover, der var dekoreret med blodrøde skyer og en lynlås i rød, kom Konan surfende gennem Blackwood skoven, på hendes hoverboard der havde det samme mønster, som hendes long coat. Af en eller anden grund, fandt hun ret ofte sig selv i denne skov, sikkert fordi hun godt kunne lide at der var så mange træer, der gjorde det mere udfordrende, at surfe igennem den i høj fart, så hendes skulder lange hår blafrede efter hende i vinden, lige som hendes åbne long coat. Men det skulle vise sig, endnu en gang at blive en af de gange, hvor hun tilfældigvis fandt sig selv midt i en kamp, for uden hun selv vidste det, var hun på ret kurs imod Demian med høj fart, og i det øjeblik han havde lavet sit kraftfældt af et skjold rundt om ham, passerede hun direkte forbi ham, og registrerede lyden af maskiner og våben, på vej den modsatte vej.
Det tog hende ikke mere end få sekunder, før hun stod lige foran raiderne, og med det samme udsendte hun en hård trykbølge, der skubbede alt lige fra skud og angreb, til maskiner, væsner og træer, væk fra hende i en radius af godt og vel 20 meter rundt om hende, så der med det samme blev ryddet en plads, rundt om hende, og jorden under hende dannede en halv kugle form, på grund af hendes evne baserede angreb. Konan vidste med det samme, at hun endnu en gang havde været uheldig, og var endt op i en kamp, så hun kunne lige så godt begynde at angribe med det samme hun kunne, inden raiderne fik taget sig alt for meget sammen, og det var så sandelig også hvad hun gjorde. Præcis 5 sekunder efter hendes første angreb, blev en dobbelt så stærk trykbølge sendt ud, så der nu var en åben plads med en radius på 40 meter fra Konan, man kunne kæmpe på, da alt inden for hendes angrebs vidde, blev revet væk fra hende, så træerne væltede rundt og til hendes fordel, fik beskadiget både modstandere og maskiner, og endda til hendes held, fik dræbt dem der var så uheldige, at lande under træerne der blev revet op med rødderne.

Eris løb yndefuldt som hendes race, havde for vane gennem skoven, da lyden af noget, der mindede umiskendeligt om kamp nåede hendes overfølsomme vampyrøre. Et vanvittigt Hugtandssmil fandt hurtigt vej til hendes blege læber. "Nyahaha," lo hun en let, uskyldig og dog komplet sindssyg latter. Hun skulle nojk få det sjovt i dag alligevel, hun havde ellers regnet med, at hun bare skulle kede sig, det havde hun gjort det sidste stykke tid. Men Eris var typen, der aldrig lod muligheden for at slå nogen eller noget ihjel gå sig forbi, så lyden af en slåskamp var sød musik i hendes øre.. Ivrigt og dog forsigtigt begav hun sig i retning af lyden og standsede først, da hun stod i udkanten af en løsning, hvor en helt masse træer var vælede, maskiner var slået i stykker og nogle døde raiders lå her og der på jorden. De raiders, der endnu ikke var døde rendte enten rundt og lignede høns, der havde fået kappet hovederne af eller var i kamp med to personener, der også var i lysningen. Eller rettere de prøvede at kæmpe. Nogle blev slået ihekj af væltede træer, der syntes at vælte ved en slags tryk bølge, der udgik fra kvinden i den sorte longcoat med de underlige røde skyer på. Andre stod og skød efter en ung sølvhåret mænd, men kuglerne syntes blot at prale af via en slags skjold, han havde om sig. Eris blottede sine hugtænder i et smil og hendes gule dukkeagtige øje lyste nærmest af vanvittig begejstring. *Det her ser sjovt ud,* tænkte hun glad, hvorefter hun nærmest spaserede ind og stillede sig lidt væk fra de to andre. Time to make some illusions,* tænkte hun munter og lod ved tankens kraft en hvide roser bryde op af jorden og sno sig om raiderens håndled og ankler, hvilket gjorde det umuligt for dem at flytte sig. Dog var det kun tre af dem, da det ville kunne tage alt hendes energi og derved slå hende ihjel, hvis hun brugte sine illusioner på dem alle sammen på en gang. Efter at have tænkt lidt over, hvad det nu kunne være sjovt at lav lod hun roserne og deres stilke bryde i brand, og raiderenes forundrede smerteskrig fyldte hendes øre. *tænk en gang, at noget, der ikke eksistere kan bringe nogle så meget smerte,* tænkte hun muntert.

//hvas hende der Maria har vist ikke tænkt sig at svare ^^

//Tænker jeg også, fortsætter vi bare uden hende eller?? :3

Jo sory. Bare haft. Travlt irl. Svarer i aften

Og glemt emnet :)

//Okidoki nwn//

Maria og hendes lille gruppe have på afstand set væsenerne kæmpe mod den mindre gruppe af mænd som så magtesløs ud for de 3 væsner de var endt i kamp med. Maria og hendes gruppe af venner var et godt stykke og alle udstyret til tænderne med Militær våben der lå i den store 4 hjuls trækker de var kørt igennem skoven med.
de have været i gang med og slå lejere da kampen var brudt ud Maria have set de 3 væsner slutte til kampen på afstand igennem hendes kikkert og have fået en dårligere smag i munden over kampen og andet ikke noget om kampen men da mændene begyndte og skrige af smerte uden grund blev det for meget for Maria hun fik mere end ondt af dem og med et trist blik nikkede hun til Mina som kiggede på Sita og Pan og nikkede. de rejste sig alle op og gik hen til bilen og greb nogle rimelig hardcore Sniper riffler frem de brugte tiden på ligge sig til rate og indstille deres våben mændene skreg af smerte og frygt.

Med et trist blik nikkede Maria og Sytematisk begyndte hendes 3 venner og åbne ild ikke mod
dem som de overlevende Soldater jagtet men mod Soldaterne. Maria have snakket om at aflive dem da de ikke have en chance mod disse væsner og hun have rat. De 3 væsner ville se Soldaterne falde døde om af skud men lyddæmper gjorde de ikke kunne hører hvor fra. eller se stik flammerne.
Mændene faldt om de væsner. Og maria så Ligende blive flere i antal og de levende stærk falde Lyden fra de små Puf og klik lyde fra Magasiner der blev skiftet lød nogle minutter end til Maria så den sidste Soldat falde og Maria nikkede til de 3 med stor præcision som om det var træning sprang de op og løb mod bilen hvor de smed deres våben ind og greb til mere nærkamps lignede våben Sita to hendes elskede Masada Streamline med alt dens udstyr på og smilet ved synet af den før hun sprang ind på bagsædet sammen med Mina som have skiftet sin sniper ud med en god velholdt Vektor med rødpunks sigte og lyddæmper. Mina som satte sig passeseersædet i bilen foran have grebet hendes elsket AK 5 og Maria selv hendes Tavor. Maria sad bag rattet og tænde bilen som rumlet men for langt til de 3 væsner ville kunne høre den.

Hun trykkede voldsomt på Speederen og mærket dækkende glide lidt før de fik greb i den bare jord og drænet mod der hvor væsender have slåset med soldaterne. de kørte noget tid og Maria nærmest Driftet bilen i mellem træende med en fart som selv fik sveden frem på hendes egen pande. efter nogle minutter i høj fart ville de væsner som var tilbage hører lyden af en Motor og kort tid efter se bilen komme kørende lige mod dem.
Maria kørte før hun kom til ligende der begyndte og komme frem og ræv voldsomt i Håndbremsen og drejet så bilen drejet til siden så den kunne fungere som dækning for 3 væsner de ville møde. da bilen holdt stille Sparket de dørende op på samme tid Maria fløj bag Motor hjelmen og hævet kroppen og sigtet ud mod de 3 væsner Pan stod med hende Klar med hans Vektor mens de to andre piger smed sig på Knæ og to sigte og med en Stemme lød det rungende fra Maria.
"vi ikke lintrasseret i kamp så lad hver med at angribe vi er ikke med dem i har kæmpet i mod men vi har en lejere ikke langt har fra og føltes os tvunget til og forsvarer os håber ikke i tager det personligt" det var tydeligt ordne var ment alvorligt. de 3 venner Maria have var mennesker men Maria selv var en skærs ilds engel men have lært og skjule hendes Aura rat godt. så for de 3 andre væsner den med skjoldet og de 2 andre ville hun have en rat mystisk Aura.

Demian nåede ikke meget mere før en fremmed kvinde kom til sygne. han snuste dybt ind.. mutant. pludselig blev det meget interessant da kvinden med en stor kraft fik væltet træer og mænd om kuld. det fik skabt en lysning lige der hvor de stod. hjælp? folk var venlige i dette opråde, de hjalp og det hele. det passede ham fint lige nu, så længe de ikke bad om at få noget igen. han holdte det usyndlige kraftfælt oppe de skudene stadig fløj omkring dem. ikke lang tid efter ramte en ny færd ham. vampyr. han så med det samme mod færden og fik øje på en lille pige. hun så ikke ud til at være bange. men hvis det var en elder så var hun nok også en del ældre end hun så ud. pludselig begyndte de mange mænd at skrige og råbe, som om der skete noget med dem. Demian så studerende fra mutant kvinden og den lille vampyr tøs. det så næsten ud som om han ikke behøvede at gøre noget, dog trak han sværdet, da det jo egentlig var hans kamp. skudsåret i hans arm generede ham ikke rigtigt, så han ville sagtens kunne bruge sit sværd. i det han ville til at slippe kraftfæltet og gå i kamp, faldt mændende døde omkring en efter en. sniper.. Demian brød sig ikke om sniper, i det hele taget brød han sig ikke om skyde våben. der var ingen ære i kampen hvis man brugte skyde våben. dog rystede han tankerne af sig og prøvede at finde ud af hvor skudende kom fra. der var dog ingen lyd. han rystede stille på hovedet og kom med et lille fnys. da alle mændende var døde lod Demian kraftfæltet falde og så derefter mod kvinden og pigen ".. har i nogle sniper venner i nærheden?" sagde han med en rolig, og med en sprød hæs stemme, hvorefter han så i retningen bag dem. han spidsede sine øre og snuste som en rigtig ulv ville gøre det, men der var ingen færd. de var vidst langt væk. ret hurtigt efter hørte han så endelig en bil, da han ulve hørelse var en del bedre en normales. og færden af mennesker og en lidt underligt duft ramte hans næse. nogle minutter efter fik han øje på en bil der drønede imod dem "der har vi dem jo.:" mumlede han for sig selv og satte sit sværd på plads. spørgsmålet var om de var ven eller fjende. da bilen stoppede og forskellige folk sprang ud og stilte sig i position, klar til at skyde dem alle, forlod et lille grin Demians læber. soldater, skønt.
roligt satte han sit sværd på plads "det er jer der sigter med våben mod os... det burde i måske ikke hvis i faktisk ønsker fred.." sagde han roligt, imens han stak en finger i skud såret, for at pille kuglen ud. han vidste ingen tegn på smerte stod bare og silte roligt. han fik roligt kuglen ud og smed den fra sig "men jeg kan kun tale for mig selv.. jeg er ikke ude på ballade, det har jeg slet ikke tid til.. men de to andre ja de må tale deres egen sag" sagde han roligt og nikkede først mod kvinden og derefter mod pigen, dog med blikket på væsnet der snakkede, hvis færd han ikke helt kunne identificere.

//Maria jeg regner med når din aura er skjult er hendes færd som engel vel også? :)

//man kan dæmpe sin aura, men man kan ikke gemme den nok til, at aura sansere ikke kan mærke hvad man er. ^^ Og Demian kropslugt kan normalt kun gemmes, på måder man kender til, i den irl verden. ^^

Konan fortsatte med at kæmpe, og de eneste lyde der var hendes skyld, var de lyde hendes modstandere eller omgivelser lavede, når hun lavede sine angreb, hende selv var hun som en smilende og sorgløs dræber, hun veg ikke tilbage for at vise en total mangel på respekt, overfor livet i sig selv og hun kæmpede skam godt. En af de mere underlige ting ved hende var, at hver gang det så ud som om hun blev ramt af et skud, lige meget hvad det var hun blev skudt med, så fløj skuddende direkte igennem hende uden at skade hende. Hun lagde mærke til vampyren der deltog i kampen, og fik folk til at skrive uden grund, hvilket Konan syntes så komisk ud, og de efterfølgende nedskydninger af fjender der kom, uden hun vidste hvor skuddende kom fra. Kampen sluttede hurtigt på den måde, og Konan så ligegyldigt på varulven, hvis kamp hun var endt op i, da han snakkede til dem.
"Jeg har ikke nogen venner, det ville være det samme som at interessere sig for verden, jeg foretrækker at være alene, det er en meget nemmere måde at leve på!" sagde hun med en glæde, der gjorde det underligt at tænke på, at Konan var totalt ligeglad med omverdenen omkring hende. Da bilen med dem der havde sniper skudt nogle af raiderne kom frem, og væsnerne var kommet ud af den, lyttede Konan til deres samtale men kun noget af den, for da Demian sagde det trossalt var dem der havde våben fremme, og det burde man ikke hvis man ønskede fred, så reagerede Konan på det da det gav mening "Hey ja for helvede, det sku da jer feje hunde der kommer rendene, efter at have skudt fjenden i skjul som små piger, og vifter med jeres åh så farlige våben, mens i snakker om fred! Fred findes ikke kun had og kaos!"

Mere havde hun ikke at sige i den sag, for hendes ellers glade udstråling ændrede sig drastisk, til en aggressiv og vred udstråling, hun løftede sin ene hånd og lavede en hurtig bevægelse op i luften, mod bilen som Maria og hendes følge gemte sig bag, og hendes evne gjorde at det hun ville med bevægelsen, skete lige med det samme. Hendes magnetlike evne ramte bilen, og fyrede den direkte op i luften, og videre om bag dem hvor den smadrede ned på hovedet, og at dømme ud fra Konans reaktioner, var det tydeligt at ordet fred pissede hende totalt af, og siden hun forbandt grunden til det blev sagt med Maria og hendes følge, var det dem hun var sur på. Konan svang en enkelt gang med hånden igen, så deres skyde våben blev revet i, hvis Maria og hendes følge holdt for godt fast, ville de flyve med deres våben, og hvis ikke ville våbnene flyve ud af hænderne på dem, og lande et eller andet sted bag ved Konan.
"Her kommer jeg flyvende i mine egne tanker, og passer mig selv, blot for at ende i en kamp, som i krystere slutter af som kujoner, ved at skyde dem på afstand med tøssede våben, hvorefter i kommer her og prædiker om at være i fred, mens i sigter på mig med flere tøssede skyde våben!" sagde hun vredt, mens hun svævede tættere på dem "Fred findes ikke, ellers ville verden ikke se sådan her ud ville den vel?" Psykotisk problem med ordet fred, kunne man godt sætte på listen over ting der gjorde, at Konan var som hun var, hvis ikke nogen fik hende beroliget snart, ville hun fortsætte med at angribe, og hvis de fik hende beroliget, ville hun hurtigt falde til ro og blive den glade pige, der var ligeglad med alting igen.

Eris var lige begyndt at gå i blodros og dansede nærmest rundt på den elegante måde, der kendetegnede hendes race, da hendes leg pludselig blev afbrudt af skud. "Ej æææv," klagede hun dybt irriteret, imens hun afsøgte området for at finde vedkommende, der havde været dum nok til at afbryde hende."Jeg er ikke venner med væsner, der er så tøsede, at de ikke engang kan se de folk, de slår ihjel i øjnene, imens de gør det," svarede hun, da varulven spurgte hende og mutanten, om de latterlige snippere var nogle af deres venner. Til sidst fik hun øje på en bil og nogle mennesker...og så en vis aura, hun ikke rigtig kunne sætte en finger på. I hvert fald så var den unge kvinde med det babylyserøde hår ikke en af Eris artsfæller, så meget kunne hun hurtigt regner ud. 
Sammen med mutantkvinden og varulvedrengen gik hun over til de folk, der så stupidt havde ødelagt hendes leg. 
Efter at have hørt på alt deres kvalmsøde ævl om fred, lyste hendes ellers skinnende gule øje kortvarigt op i en irriteret blodrød. Dog blottede hun sine hugtænder i et skinnende smil ved lyden af mutantkvindes svar til "fredskæmperene,". "Jeg kunne ikke være mere enig," proklamerede hun med sin kraftigt britiske accent og et hånligt blik til sniperene. Hendes smil blev kun bredere, da kvinden brugte sin evne på at smadre bilen ind i nogle træer. "Helt ærligt fred er en illusion og tro mig, jeg har styr på, hvad jeg siger, jeg har arbejdet med illusioner hele mit liv," sagde hun. For at understrege sine ord knipsede hun let og pludselig var der ild i skoven...eller sådan føltes det. Selv varmen og lugten af brændende træ, havde hun fået med. Efter et par sekunder, knipsede hun igen, og ilden forsvandt som dug for solen. "Fred er en lige så stor illusion, som den skovbrand var," sagde hun. "Og ikke nok med at i kommer her og prøver at bilde mig MIG ind, at en illusioner er virkelig, det var ikke nok for jer vel? Nej I skulle absolut også ødelægge et godt mord for mig tch," hun stirrede hånligt på dem og fremtryllede for at gøre hånen endnu værre en illusion af en kop te i den tomme luft. Hun tog en slurk af teen og vente sig så let smilende mod mutantkvinden uden så meget som at værdige den pinkhårede kvinde et blik. "Du ved, andre væsner ville nok bede dig om at køle ned nu, men jeg er ikke som andre væsner, så du køre bare...på den betingelse, at jeg må være med," sagde hun og fik tekoppen til at forsvinde igen.