[Uafsluttet] Dream Salling(Dust + Eris)

Tid: aften
Sted: Blackwood
Omgivelser: totalt stille
Vejr: skyfrit

En røgsky forlod hans mund, og lugten af cigar kunne duftes omkring ham, og ved siden af ham, lå en bevidstløs ung mand der ud fra hans tøj at dømme, kunne være en rigmands søn eller arving af en rigmand. Dust var som altid, klædt i sit sorte tøj og bevæbnet med hans 3 daggerts, der sad gemt i hans bælte under long coaten, samt Samehada og Kubikiribocho på ryggen, og Kiba fordelt et på hver ben.(se profil for forklaring) I denne nats anledning, havde han sendt bud efter Eris, hendes evner inden for illusionering, kunne blive meget hjælpsomme på denne opgave, men i denne sammenhæng var der også et par ting, han var nød til at lære hende, før opgaven rigtig kunne gå i gang.
Lige nu stod han og ventede på hende, han havde kun sendt et brev til hende, der rimelig kort havde nævnt at han skulle bruge hende, i forbindelse med en mission organisationen havde fået, og at hun skulle komme til den destination han stod på lige nu, i den mørke del af Blackwood skoven. Hun burde nemt kunne finde frem til ham, hans aura udstrålede en meget mørk og kaotisk ondskab, der lige som ham var meget karakteristisk, og derfor nemt kunne skilde sig ud fra denne aftens mørke, og blive brugt som pejle mærke for væsner, der rent faktisk ledte efter ham og kendte hans aura.

Han tog roligt cigaren op til munden og tog et hvæs på den, og så ned på rigmands sønnen, da han rokkede lidt på sig i hans bevidstløshed, men der kom ikke mere ud af det, end at han lavede nogle underlige lyde, og derefter lå han bare stille igen. Dust ignorerede ham igen, og fortsatte så med at sanse efter om Eris kom inden for hans sanse radius, da han gik ud fra at hun snart måtte være fremme, så de kunne begynde på at få hende sat ind i situationen, og komme i gang med selve missionen.

Eris smilede da hun pludselig fornemmede Dust aura i den kølige aftenluft. Kulden og sindssygen stod tydeligt at læse i den.  Hurtigt kom hun ned fra det træ, hun havde siddet i og begyndte at følge auraens spor for at finde ham. Faktisk vidste hun ikke rigtig, hvad han skulle bruge hende til her til aften, men efter indbrudet i zone 1 var hun ret sikker på, at det nok skulle blive spændende. På sin nærmest springende barnlige måde løb hun gennem den mørke skov, som hun næsten følte hun kendte ud og ind nu, faktisk var det her, hun brugte det meste af sin tid for tiden. Hendes hvide kjole lyste nærmest op i mørket og gjorde sikkert, at et hvilket som helst rovdyr ville kunne se hende. Men selv ikke det mest udhungrede rovdyr havde særlig meget lyst til at sætte tænderne i denne sære lillepigevampyr, hendes aura var for sindssyg og underlig. Så selv i sit hvide tøj kunne Eris let forblive sikker i skoven.
Efter noget tid nåede duften af cigarrøg hendes næse og blandede sig med duften af roser, der fulgte hende, hvor end hun gik.
Hun fandt Dust stående i venteposition ved siden af et dødt menneske. Nej vent...han var ikke død, ikke så meget som en dråbe blod var at se.Han rørte let på sig og mumlede et eller andet, sov han? hmm underligt. I et par elegante springende skridt var hun ovre ved siden af Dust og smilede med nysgerrig sindssyge op til ham. "Hej igen," sagde hun let med sin umiskendeligt britiske accent.

Dust kunne mærke hende på lang afstand, den umiskendelige aura kun Eris kunne have, og efterhånden som hun kom tæt nok på, kunne han dufte hendes rosenduft der umiskendeligt indikerede, at det kun kunne være hende der nærmede sig. Efter episoden i zone 1 var der sket lidt af hvert, det havde vist sig at det våben projekt Dust havde været ude efter, ikke længere var noget de kunne bruge til noget, så set fra den vinkel af, havde turen været lidt spild af tid, men på den anden side havde turen resultere i, at de havde fået lavet ravage i zone 1, dræbt flere militær folk, og Dust havde fundet sin lille rose i form af Eris, der nu var det første fuldgyldige medlem af hans organisation, så for ham havde turen ikke været helt spild af tid.
"Jamen hej igen!" svarede han roligt da hun stod ved hans side, han strøg roligt en hånd igennem hendes hår, mens han så hende i øjet "Godt at du havde lyst til at komme, endnu engang har jeg brug for dine specielle evner, min kære lille vampyr! Har du lavet meget ravage, siden sidst jeg så dig?" Dust virkede sjældent som typen, der brød sig om andre væsner, men Eris var trossalt heller ikke hvem som helst, han så på hende med mindst lige så meget sindsyge, som der var inde i hende, så for andre ville det være som når et normalt menneske, så på et andet normalt menneske, og derfor kunne han godt lide hende.

"Denne her gang, er opgaven nået anderledes i forhold til, hvad vil lavede sidste gang i zone 1, så før vi går i gang med selve opgaven, vil jeg lige sætte dig ind i situationen, så du er mere på hvad der skal gøres, og hvordan det skal gøres!" sagde han roligt, og smilede tomt til hende, mens han skoddet sin cigar, hvorefter han samlede den bevidstløse mand op, og satte en iltmaske foran hans mund "Men først skal vi lige ned i hulen, så hold fast i mig og hold vejret!" han rakte en arm ud, så hun kunne tage fat om hans hals, og han kunne lægge armen om hende, før han sank ned igennem jorden med dem begge, indtil de kom til et rum hvor han landede elegant på gulvet, og satte hende fra sig. Der var masser af plads derinde, midt på gulvet stod der 3 læggestole klar, hvor der imellem 2 af dem, stod en åben kuffert med en slags indbygget maskine i, designet til at være i den kuffert.

Eris smilede. "Tjaaa, der er faktisk ikke sket så meget for mig siden et par drab her og der, men...du ved...ikke det helt store," sagde hun og så en smule undrende på den sovende mand, før de sank ned i jorden. Det at holde vejret var for hende en smal sag, da hendes race egentlig ikke behøvede at gøre noget så trivielt som at trække vejret. Hurtigt så hun sig omkring i det huleagtige rum og konstaterede, at det ikke rigtig virkede som sidst. Måske havde han flere af den slags rum, det anede hun faktisk intet om. En smule undrende så hun på de tre læggestole. Måske havde det noget med den sovende mand at gøre. Eller ja selvfølgelig havde det noget med den sovende mand at gøre. Havde han ikke været brugbar, havde Dust nok slået ham ihjel i stedet for at lade ham sove. Nu var det ikke fordi, Eris kendte alt til Dust, men hun mente nok, at hun kendte ham godt nok til at vide, at han ikke var typen, der lod et ubetydeligt menneske leve og tilmed slæbte rundt på ham. "Sååå, hvad har du brug for mig til denne gang?" spurgte hun med en næsten barnlig nysgerrighed.

"Hmm det lyder som om, du ikke har lavet så forfærdeligt meget, siden sidst jeg så dit kære ansigt! Jeg troede ellers, at du gerne ville have genoprejsning af dit navn, så verden på ny frygtede bloody rose, eller var der noget jeg misforstod der?" spurgte han roligt, og smilede tomt til hende, før han gik over til en af de yderste liggestole og lagde manden i den. Langs væggene stod der borde, med alt muligt teknologi, værktøjer og medicin, og Dust gik hen til et af bordene, tog en kanyle frem og fyldte den med sove middel, som han gik hen til manden med og gav ham, så Dust var sikker på han blev ved med at sove.
"Denne gang, skal jeg bruge dig til at plante en kompliceret illusion i denne mands hoved, der får ham til at fortælle mig hans hemmeligheder når han vågner, men det bliver på en lidt anderledes måde, for vi skal nemlig bryde ind i hans drømme og gøre det!" sagde han roligt, mens han satte sig på den midterste liggestol, og lavede en gestus mod den sidste, da han ville have Eris til at sætte sig der "Den maskine der ligger i kufferten her, gør det muligt for os at komme ind i drømmen, og styre den som det passer os, men vi får kun et forsøg så jeg må forklare dig hvordan tingene fungere før vi går ind, og så må vi finde ud af tingene under vejs, når vi er kommet derind!"

"Du misforstod skam ingen ting," agde hun muntert. "Jeg har bare været lidt i det mere diskrete hjørne på det sidste af grunde, jeg ikke engang selv har helt styr på," fortsatte hun i et tænksomt tonefald. Da hun hørte, hvad han ville have hende til lyste hendes ansigt dog op i begejstring som en psykotisk version af et lille barn julemorgen. "Så du vil have mig til at bryde ind i den mands hoved og krænke hans privatliv på groveste vis...SEJT," sagde hun og hendes gule dukkeøje skinnede med en nærmest uhyggelig intensitet. "Kun et forsøg når, men det gør det jo bare sjovere," sagde hun i et stadig muntert tonefald. Hun ikke så meget som forsøgte på at være alvorlig. Faktisk var alvor over hovedet ikke rigtig hendes kop te. Hun havde set alt for mange grav alvorlige old tusse gamle vampyrer i den tid, hun havde haft med sin skaber til, at bryde sig særligt om det. Det havde også været dumt af mange af dem at begynde at mobbe hende med, at hun var fanget i en lillepigekrop i alt evighed. Lad os bare sige, at mange magtfulde vampyrer aldrig forlod hendes skabers hus, hvis de først havde gjort det. Hurtigt flåede hun sig selv ud af sin tankestrøm og satte sig i den ubesatte læggestol. "Så flere ting jeg skal være opmærksom på?" spurgte hun.

"Hmm det kan vel være godt engang imellem, at holde sig bare lidt diskret once in a while, man behøver jo ikke føre sig frem hele tiden!" sagde han tænkende "Så hvorfor kende den større grund, når diskretion gør det muligt at slappe af, når ellers man har lyst til det?" Dust smilede tomt, over hendes reaktion på hvad han ville have hende til at gøre, det at hun syntes godt om tanken, beviste blot endnu engang hvorfor han syntes om hende. Da hun spurgte, om der var flere ting hun skulle være opmærksom på, tænkte han det lige hurtigt igennem, for at sikre sig han kunne svare ordentligt på spørgsmålet.
"Når vi kommer ind i hans drøm, bliver jeg drømmens arkitekt altså ham der kan forme drømmen, du vil stadig have dine illusions evner, men da du manipulere med sindet, ville det tiltrække opmærksomhed fra drømmen, hvis du var arkitekten samtidig med du lavede illusionen!" forklarede han roligt "Ser du når vi er der inde, vil hans hjerne lave en drøm, der ligner et sted i den virkelige verden, og derefter vil hjernen automatisk fylde den, med projektioner af folk han har mødt, og hvis arkitekten ændre for meget i drømmen, lægger drømmeren mærke til at der en fremmede, og vil derfor lede efter os og prøve at få os ud ved at dræbe os! Men bare rolig hvis vi dør derinde, vågner vi bare op herude igen! Men udover det, så skal vi finde projektionen af ham selv, og det er den du skal pille ved!"

"Oh kan godt se det ville blive lidt noget skuddermudder, os illusionister har det med at fucke med folks hjerner om så vi vil eller ej," sagde hun i et muntert tonefald. "Så jeg skal reelt bare pille lidt ved hans underbevidstheds version af ham selv og få ham til at fortælle ting...lyder sjovt nok...Jeg har aldrig sådan afhørt folk før," sagde hun med en munter tænksomhed. "Og drømmen kan bare komme an altså mig for den ikke ramt så let på, jeg er ekspert i ting, der ikke er virkelige og drømme er, som vi alle ved ikke virkelige," sagde hun, og hendes øje glitrede sært. Hun så lidt rundt i det underlige underjordiske lokale opslugt i de forskrugede tanker, der var i hendes hoved. "Neee Dust, hvilke hemmeligheder har han, der er så vigtige, at jeg skal gå ind og smadre hans hjerne?" spurgte hun lidt efter interesseret.

"Tja jeg tror det bliver sjovt at se, om han ender op som en totalt hjernedød zombie, eller om han bliver hjerneskadet af det, og måske bliver totalt grinagtig, når din illusion ophøre med at virke på ham, men så længe din illusion virker indtil jeg har fået det jeg skal bruge, så ender vi med et veludført og betalt job!" sagde han tænkende, og smilede et tomt smil til hende "Det er forståeligt du ikke før har afhørt andre væsner på denne måde, for det her er første gang det nogensinde bliver gjort sådan, den drømme maskine der er nemlig ret ny opfundet, og den er skabt af mine forskere! Maskinen kan bruges til utroligt praktiske ting, så som udvikling af kamp teknikker, plantning af ideer i andres hjerner, indbrud i andres underbevidsthed hvilket er det vi skal, og andre drømme relaterede ting, og en af de praktiske ting er at man i drømme, har 12 gange så lang tid, som man har i den virkelige verden, så mens man er derinde så er det sådan, at 5 minutter i virkeligheden svare til 60 minutter i drømmeverdenen! Men et af problemerne med det er bare, at når man bryder ind i en andens drøm som vi skal, så hvis offeret har set foreksempel mig og de ting jeg kan, så kommer der en projektion af mig derinde, som kan de samme ting som han har set mig gøre, nu har han godt nok ikke set mig, men jeg ved ikke hvem han har set, så det kan sagtens være vi støder på stærke væsner derinde! Så indtil vi finder hans drømme projektion af ham selv, skal vi helst forholde os roligt, så vi ikke skal jagte ham med farlige projektioner efter os, fornvi kan ikke nakke dem, men de kan nakke os ud af drømmen!"

Dust så lidt på hende, mens hun sad med et sært glimt i øjet, og lignede en der var godt begravet, i tanker der kun kunne være gakked og forskruede, hvis han ikke tog helt fejl af hende. Det var trossalt hendes gakkede og sygelige personlighed, der havde gjort at han havde taget hende med til zone 1, for ikke at forglemme at han kaldte hende for familie, og havde taget hende med i hans organisation, hun var trossalt en stærk lille galning.
"Den her fyr er fra the Amigos, og som du måske ved er der noget krig i gang, mellem the Amigos og klanerne på vores side af Amerika, så derfor skal vi håbe fat i de informationer, den her fyr har i sit lille hoved!" sagde han roligt "Og hvis han er af nogen betydning, tænkte jeg vi kunne indlevere ham til nogen på vores side af Amerika, indkassere dusøren for hans rang, og så splitter vi pengene mellem dig klan kassen og mig!" som et spøgelse ved siden af Dust, dukkede et stort hvidt smil og et par grønne øjne op, efterfulgt af det kattehoved det sad på og den tilhørende krop, kattens pels var stribet i skiftevis lilla og blå, og katten lignede i allerhøjeste grad Filur katten fra 'Alice in Wonderland' eventyret.

"Nå her gemmer i jer små venner, undskyld forsinkelsen!" sagde Cheshire og svævede hen til Eris, for at se nærmere på hende mens han hang og dinglede i luften, og lignede en der lå på en usynlig sofa "Jamen goddavs lille dame, mit navn er Cheshire den eneste ene filur kat, af racen forsvindings væsen hvem er du monstro?" han rakte sin pote frem mod hende, mens han hilste på hende og stadig smilede stort.

Eris hørte godt efter, imens han fortalte hende, hvad den til syneladende ligegyldige rigmandssøn var for en type. "Aha en mafioso, ja jeg skal da ikke leg hellige og ikke bruge muligheden ved at indlevere ham på et tidspunkt...ikke fordi penge betyder særlig meget for mig,men bare for at se hans fjæs. Tænk at blive udleveret til sine fjender af en, der ligner en tolvårig pige," hun lo lidt en manisk og underlig latter, der ikke passede til hendes lillepige udseende. 
Eris så ikke den mindste smule chokeret, da en stribet kat pludselig befandt sig i luften. I stedet fandt et smil, der næsten kunne matche kattens vej til hendes blege læber. Den bog havde hun godt nok læst meget fo et par hundrede år siden, da hun stadig boede i England. Faktisk helt tilbage til dengang hun stadig var et menneske.
Stadig smilende rakte hun katten sin gravkolde hånd. "Eris Vermilion," sagde hun med sin kraftigt britiske accent, som hun aldrig havde fralagt sig, selvom det var flere hundrede år siden, hun sidst havde befundet sig i sit kære England

"Uhh jamen så er du Bloody Rose, dig kender jeg godt, du er den der søde lille pige ser dræber folk, efter at have givet dem en rose!" sagde Cheshire ekstatisk glad, mens han roterede rundt om sig selv, så hans stort smilende ansigt drejede foran Eris, som et overglad lykkehjul "I din storheds tid, havde jeg masser af sjov med, at placere dit varemærke hos tilfældige folk, bare for at se om de panikkede over det, og hvis de gjorde fik jeg mig et godt grin! Og hvis de ikke flippede ud over at du måske kom, skete det nogen gange, at det skabte splid mellem ægtefolk og kærestepar, andre knaldede bare det var kedeligt!" han svævede en tur rundt om hende, så hun sikkert kunne dufte, at han duftede af sødt slik, før han landede oven på hendes hoved let som en fjer, og dejligt varm lige som hans pote, da de lige havde hilst på hinanden.
Imens tændte dust en cigar, og lod dem snakke sammen, Cheshire var blevet hans følgesvend, og var lidt det bedste svar på en god samvittighed, Dust overhoved kunne få. Den stribede og buttede kat, legede lidt med noget af Eris hår, mens han lå med maven mod hendes hoved, og smilede glad som nærmest ingen kunne efterligne, selvom mange var tæt på.

"Eris du kommer fra England ikke? Et hyggeligt lille sted, det var faktisk der jeg mødte en te drikkende hatte mager, og hans fanatiske tosse af en ven, den fyr var jo et omvandrende nervevrag, en tosse uden lige med en besættelse der bestod af te, og det at kaste testel efter andre, når de ikke kom til tiden!" sagde han glad, før han lagde sig på hendes hoved, så hans store grønne øjne var lige foran hendes øjne "En eller 2 sukkerknalder? Eller er du allerede så sød, at du ikke behøver sukker i din te?"

Eris smilede bredt og blottede sine hugtænder. *Siden hvornår er jeg havnet i Alice i Eventyrland?* spurgte hun muntert sig selv. "De fleste ville nok sige, at jeg ikke er sød nok to sukkerknalder tak," sagde hun med sand engelsk høflighed til den spøjse kat, der ligenu befandt sig på hendes hoved. "Man tænker ellers ikke lige en katteperson, når man ser dig," sagde hun muntert henvendt til Dust. "Men tjaa, vi sindssyge folk er vel alle fulde af overraskelser," fortsatte hun lidt efter i et tænksomt tonefald. 
Lidt efter rettede hun igen opmærksomheden mod pelskumpen af en kat. "Men ja jeg er fra England født ret tæt på buckingham palace faktisk," fortalte hun den. Hun smilede, da katten nævnte en gal hattemager. "Min mor ville være flejnet, hvis jeg smadrede testel," sagde hun. "Hun kunne i forvejen ikke særlig godt lide mig, så hvis jeg også smadrede hendes testel, var jeg nok blevet sat på gaden," sagde hun i et muntert tonefald, der ikke passede til den dystre udmelding.

"Ikke sød nok? Jamen lyt aldrig til de fleste, for de er sikkert mere til kaffe, de fleste siger at jeg ikke eksistere, og det er da helt sikkert det modsatte af sandheden, så hvis de fleste siger du ikke er sød, så må det betyde at du er det modsatte hvilket betyder, at du må være søde nok!" sagde han tænkende, og smilede legende mens han prikkede til hendes næse, som om det var noget sjovt katte legetøj "Din mor lyder kedelig, hun burde have puttet mere sukker i sin te, og leget mere med mænd eller sådan noget!" imens smilede Dust sit tomme smil, Cheshire havde altid været glad for folk, der stammede fra England, og han nød at snakke med dem når han mødte dem.
"Tja jeg har det med dyr, som jeg har det med ting, hvis det er magisk og specielt kan jeg lide det, og Cheshire her er det eneste eksisterende forsvindings dyr jeg har mødt, så derfor er han noget særligt, og jeg kunne da ikke lade vær med at finde ham!" sagde han roligt "Men ellers ja, vi sindsyge væsner er som regel spændene, for vi ender altid op med at gøre noget, som andre overhoved ikke forventer!"

"Ja ikke? Jeg fatter ikke, hvorfor de fleste afskyr folk som os," sagde hun henvendt til Dust imens hun lod en hånd glide gennem kattens pels. "Men i hvert fald, kan jeg godt lide din kat," sagde hun muntert smilende. "Nee Chesire, hvis du eksistere og den gale hattemager eksistere, eksistere den røde dronning så også for, hvis hun gør, vil jeg gerne have en meget alvorlig samtale med hende om, hvorfor hun absolut synes røde roser er bedre end de hvide," sagde hun endnu engang henvendt til katten, hun havde på hovedet. Hun smilede til den et smil der på engang var fuld af uskyldig nyssgerighed og komplet rablende vanvid. "Fordi helt ærligt røde roser er en smule overvurderede efter min mening," fortsatte hun i et muntert tonefald med en undertone af kølig misbilligelse.

"Nej hende ved jeg ikke hvor kom fra, det jo unaturligt at have et hoved, på størrelse med en snarligt eksploderende globus badebold!" sagde Cheshire tænkende, og spandt glad af at blive nusset "Men jeg giver dig ret i det med roserne, de fleste tænker det som noget romantisk, så det sikkert totalt definitivt tegn på noget dårligt! Sikkert sådan noget som utroskab, dårlige undskyldninger og andet åndet!" imens de snakkede, blev Dust'es askebægre sat væk ved at sand løftede det væk, for det var ved at være tid til at de kom i gang med arbejdet, da de ikke kunne blive ved med at holde ham sovende, ellers ville han komme for dybt ind i drømmeland.
"Nå Cheshire, du må snakke med Eris senere, vi skal i gang med at pille ved den fyrs drømme, så imens vi er derinde vil jeg gerne have, at du holder øje med at han forbliver sovende, indtil vi andre er kommet ud derinde fra!" sagde han roligt, og pegede på fyren da han nævnte ham, før han åbnede kufferten med maskinen i, og koblede fyren til med en dims, som han klistrede på pulsårene på håndledet, før han rakte en til Eris "Her sæt den fast til håndledet, og læg dig godt til rette, så gør jeg maskinen klar og henter min hypnosten, før jeg kobler til og starter maskinen!" han satte maskinen sådan, at Dust kunne starte opvågnings programmet inde fra drømmen, før han rejste sig op og hentede sin hypnosten.

Da han satte sig ned igen, havde han en stærk og tynd sort snor i hånden, som var bundet fast til en lille donut formede sten, med rune skrift tegn overalt på den, så den lignede et gammeldags hypnotisør redskab. Han satte dimsen på sit håndled, og satte sig i skrædder stilling, før han nikkede til Eris som tegn på at nu startede de, og han tændte så maskinen, og begyndte at hypnotisere sig selv. Hvis Eris lukkede øjnene, burde maskinen hjælpe hende ind i mandens drøm, og det ville gøre at søvnen kom af sig selv, men hvis hun ville kunne hun også se på Dust'es hypnosten, og lade sig hypnotisere sammen med ham, så de gik af samme vej ind i drømme verdenen.
Inde i drømmen, var det som at være i virkeligheden, men også lige som en drøm var det som at dumpe ind, lige midt i handlingen på en film, og det var svært at huske hvordan man var endt der, hvis man ikke var forberedt på, hvad det var man var gået med ind til. De stod på et gade hjørne, i en by der lige så godt kunne være New York år 2000, og alle dem der gik rundt derinde, lignede nogen fra den mere suspekte del af verdens befolkningen, da det var mandens basale omgangs kreds, og derfor den slags væsner hans hjerne, lavede projektioner af.

Eris smilede og vinkede farvel til sin nye fluffede ven, inden hun satte elektroden fast til håndledet, som hun havde fået besked på. Det her skulle nok blive interessant, hun havde aldrig været inde i andres dømme før. Og i hvert fald havde hun ikke prøvet at smadre folks psyke på den her måde før. Altså hun havde ødelagt mange hjerner, men aldrig på denne måde, måske kunne det blive en vane. Hun smilede og blinkede kort, inden hun fik øje på stenen i Dust hænder. 
Nærmest instinktivt satte hun sig til at stirre intenst og ublinkkende på den, indtil hun mærkede søvnen komme og lukkede øjnene.
"Nå det gik smertefrit," sagde Eris, da de pludselig stod på et ikkeeksisterende gadehjørne. Hurtigt børstede hun nogle indbildte støvkorn af sin snehvide kjole og så sig smilende omkring. 
"Well de mennesker han omgiver sig med virker ikke ligefrem som nogen, man inviterer til teselskab ," kommenterede hun i et en smule tørt tonefald.

"Hmm jeg giver dig ret i, at hans form for selskabelig omgang, ikke lige just er noget af særdeles interesse, det ser ikke ud til at det her bliver alt for svært ud!" sagde han roligt, og gik lidt fremad, væk fra gadehjørnet og ud på vejen, hvor han kunne se sig lidt bedre omkring "Det ser ud til vi bliver nød til at lede efter ham, men han kan ikke være langt væk, det her er hans drøm så han må være inde for matriklen af den her by, ellers ville det blot være mærkeligt, at vi endte op lige præcis her!" han lavede et nik med hovedet til Eris, som tegn på at hun skulle komme med ham, mens han gik hen til fortovet igen.
"Når vi finder dagens lille offer, er det op til dig at bearbejde hans hjerne!" sagde han roligt, og så på Eris "Jeg tænkte at din illusion skulle fungere på den måde, at når vi kommer ud af drømmen igen, og han vågner og ser på mig, skulle illusionen gøre noget i retning af, at han tror mit ansigt er ansigtet på den som han stoler mest på, samtidig med at illusionen giver ham en utrolig træng, til at fortælle mig alle de hemmeligheder han går og gemmer på! På den måde skal jeg bare spørge ham om det jeg vil vide, og så fortæller han det, bagefter skal illusionen faktisk bare virke som en virus der selv destruere, og tager hans sind med sig i graven, på den måde er han sat ud af spillet uden problemer!"

Eris fulgte, som hun fik besked på med Dust henover fortovet og så lettere misbilligende på de mange skummelt udseende mennesker. "Deres tøj er bare enormt klicheagtigt, de ligner noget fra en eller anden gammel mafiafilm, eller sådan noget," påpegede hun med et hånligt snøft, inden han begyndte at tale, og hun selvfølgelig hørte efter. Hun hørte efter i stilhed og nikkede her og der som tegn på, at hun havde forstået, og han godt kunne fortsætte sin instruktion. Langsomt lyste hendes ansigt op i et barnligt og dog ubehageligt smil.
"Det lyder interessant, jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men det burde kunne fungere," sagde hun tænksomt og bed sig let i læben med en hugtand. 
"Jo det skulle nok kunne lade sig give sig," proklamerede hun smilende efter at have gået en tid fuldstændig fordybet i tanker. 
"Det er en illusion der koncentere sig meget, om det han ser, så jeg skal bare have ekstra fokus på hans synsnerver...og så er der selvfølgelig det med at overtale ham til at fortælle dig ting, det er nogle bestemte centre i hjernen...jo det burde gå fint," mumlede hun mere til sig selv end til Dust. Hun virkede lidt som en, der terpede en ekstra gang, ti minutter før en svær matematikprøve eller noget i den stil.
Til sidst holdt hun dog op med at mumle og vendte sig mod Dust med et øje, der skinnede som tusind julelys og et strålende smil på læberne. Hun klappede let i sine blege barnehænder og hoppede op og ned på stedet et par gange. 
"Jo, jo, det kan helt sikkert lade sig gøre, ih altså, hvor bliver det her bare sjovt," sagde hun, før hun pludselig kølede ned igen og fortsatte med at gå og samtidig så søgende rundt i sine omgivelser som en kat på udkig efter en uheldig mus.

"Tja måske de er indrettet efter hans interesser, drømme afspejler ret tit noget der er forbundet til ens følelser, foreksempel når man har et mareridt er det ens frygt der spiller ind, når man drømmer om en man synes godt om er det kærlighed, så måske han kan lide gamle mafiafilm eller noget i den stil, og det afspejler sig herinde i hans nuværende drøm!" forklarede han roligt med en tænkende mine. Dust vidste tydeligvis ret meget, om hvordan man håndterede en drømme verden, han havde trossalt også prøvet det her en del, så han havde god erfaring med at analysere de drømme han var i, for at lære mere om den der drømte drømmen. Han smilede roligt til hendes proklamering, og lyttede til hendes lille snak med sig selv, han kunne høre på det hele, at hun havde god forståelse for hendes evne, og hvordan hun skulle special designe hendes illusioner til offeret.

"Det her bliver en speciel opgave for dig, for du skal designe den illusion så den rammer flere steder, i det menneskelignende væsens hjerne!" sagde han roligt med et smil på læben "Den del af hjernen der arbejder sammen med øjnene, den del af hjernen der indeholder personlighedens grundlæggende idealer, for ikke at glemme central punktet i hans hjerne, hvor selve virus delen skal selv destruere hans hjernes 'indmad' så at sige! Så jeg håber du kan udvikle dig med opgaven, og få det bedst mulige resultat!" han så sig lidt omkring, og tydelige tegn begyndte at vise sig, tegn på om de kom nærmere eller længere væk fra målet, men at dømme ud fra disse tegn vidste han nu, at de var lidt ude på et sidespor.
"Vi er vist lidt på et sidespor!" sagde han roligt og stoppede ved et lyskryds "Prøv at se på de omgivende detaljer mod den vej, kontra detaljerne der er i den retning!"han pegede til højre ned af den ene vej, og til venstre ned af den modsatte vej "Den vej til venstre, er langt mere detaljeret jo længere derned af man kigger, mens den til højre virker mere sløret og dårligere lavet, jo længere man kigger ned af den! Drømme og mareridt kan bedømmes, på samme måde som når man ser på kvaliteten af et computerspil, jo bedre kvaliteten og detaljerne er jo tættere er man på målet, og omvendt jo dårligere detaljer jo længere væk! Drømme er trossalt bedst der hvor drømmeren befinder sig, og jo længere væk fra drømmeren man kommer, jo mindre vigtighed ligger hjernen, i de omgivne detaljer man kan se, da det er der drømmeren befinder sig, hvor det vigtige foregår!" han begyndte at gå hen af vejem til venstre for dem, mens han holdt øje med området, for at se hvordan detaljerne blev bedre, da det var dem der anviste hvor offeret befandt sig henne.

//Hey undskyld sen besvarelse, har haft ret travlt :3//

Hun lyttede grundigt til alt, hvad han fortalte hende og smilede alt imens. "Jeg har aldrig direkte destrueret nogens hjerne før, det lyder sjovt," funderede hun og tog et par springende skridt, før hun nærmest lavede en piruette i luften og med en unaturlig elegance landede pænt på fødderne igen. "Jeg kan se, hvad du mener, det er lidt som i et computerspil," sagde hun tænksomt, da han udpegede, at de befandt sig det forkerte sted i drømmen. "Så må vi vel bare gå den anden vej ikke sandt?" uden at vendte på svar drejede hun i en glidende bevægelse om på hælen og begyndte at gå mod venstre i stedet for højre. Hun bevægede sig med springende barnlige skridt, men samtidig på en måde, så hun forblev uset af den falske menneskemængde, der omgav dem. Det ville nok virke mere end en smule underligt at se en hvidklædt tolvårig pige nærmest danse sig vej gennem en gruppe mafiafolk. Efter noget tid stoppede hun op på et gadehjørne, og hendes gule øje lyste kortvarigt op i blodrødt. Hun trak vejret kraftigt ind gennem næsen. 
"Jeg kan lugte ham," hviskede hun og pegede mod et sted forude. "Den vej," sagde hun i en sikker, men ikke kommanderende tone. Hun greb Dust's ene hånd og nærmest trak ham af sted med en styrke, der på mange måder gjorde det tydeligt, at hun ikke var nogen helt almindelig tolvårig.

Dust smilede roligt over hendes sygelige tankegang, det behagede ham faktisk ret meget, at have en partner in crime som hende, der lige som ham havde en komplet forskruet og sygelig tankegang, der fik en sindssyg person til at virke som en komplet normalt person, når man altså sammenlignede. Da hun uden problemer forstod hans forklaring, hvad angik det at analysere andres drømme, for at finde ud af hvor drømmeren var, fulgte han blot efter hende mens hun gik mod det punkt i denne drøm, der var bedre lavet end der hvor de lige havde befundet sig. Hun virkede nærmest som skabt til denne slags missioner, hendes store forståelse af hvad han fortalte hende om drømme, sammensat med det faktum at hun var illusionist, som lige nu befandt sig i en animation af nogens sind, det kunne jo næsten ikke være bedre. Eller jo det kunne det, for hvis hun kunne finde ud af at special designe den illusion, som han gerne ville have hende til, så ville hun være helt og holdent perfekt til informations uddrivelses missioner, hvis bare han brugte denne søvn maskine, og så ville de kunne tjene ufatteligt meget, på at gennemføre mange flere af den her slags opgaver.

"Jamen hvis du kan lugte ham, så må vi også være meget tæt på målet, for i drømmeverdenen er de 5 sanser bedst, når man er tæt på drømmeren, når man er længere væk fra drømmeren, virker ting som lugtesansen nærmest slet ikke!" sagde han roligt, og lod hende tage hans hånd og føre an hen imod deres drømmende mål "Eris når du går i gang med vores mål, vil jeg gerne have du husker en ting mere! Lige meget hvad der sker omkring dig, så fokuser på det jeg vil have dig til at gøre med ham, lige meget hvad der sker rundt omkring dig! Drømmerens projektioner, vil sikkert begynde at angribe os, i det øjeblik du begynder at pille ved drømmeren, i et forsøg på at få os fremmede legemer ud af hans sind igen, men som arkitekt skal jeg nok gøre mit, for at holde dem på afstand mens du arbejder!"

Eris trak smilende af sted med Dust samtidig med, at hun lyttede til, hvad han fortalte hende. "Okay, jeg skal nok passe på og kun koncentrerer mig om ham," sagde hun og rettede kortvarigt sit skinnende gule øje mod ham. "Så kan du koncentrerer dig om selve drømmen, imens jeg smadre drømmeren hjerne ikke?" hun lo og fortsatte med at gå. Lugten af målet blev gradvis kraftigere jo tættere på, hun kom. "Hans blod lugter underligt, måske er det fordi, vi er i en drøm, men det lugter i hvert fald ikke, som blod plejer," sagde hun tænksomt konsterterende. 
Hun standsede et øjeblik og så rundt på folkemængden. Til sidst faldt hendes blik på en mand, der lignede rigmandssønnen til forveksling...hans drømmejeg.
"Der," sagde hun stille og pegede med en slank bleg finger på ham. 
"Well, tid til at arbejde," hviskede hun. Hun lod sit øje glide i og åbnede sin bevidsthed for at kunne komme i kontakt med målets og derved pille ved hans hjerne.
Først satte hung gang i at manipulere med synsnerverne, så han automatisk ville se Dust, som en han stolede på. Simpelt nok, ikke super energikrævende. Så gik hun videre til at manipulere med det faktum, at han skulle have lyst til at fortælle Dust alle sine hemmeligheder. Noget mere energikrævende end det første, men det skulle nok gå. I bagrunden synes hun, at hun kunne høre lyde, sikkert drømmen, der begyndte at opfatte ændringer, men hun lukkede det ude og koncentrede sig dybt om opgaven.
Til sidst kom det, der skulle få hans hjerne til at selvdestruere. Det var nok noget af det mest krævende, hun nogensinde havde været udsat for, men udfra, hvordan hans bevidsthed reagerede lykkedes det.
Hun glippede med øjet og svajede en smule grundet det relativt store energitab.
"Sådan der, jeg tror det virkede," hviskede hun.