[Uafsluttet] Overfald? ikke når jeg er her... (Akemi/Akira og Phoenix)

Tid: omkring 13
Sted: Blackwood
Omgivelser: ingen mennesker eller væsner som hun kan se
Vejr: tørt og solrigt.
Tøj mm. : sort top, grønne militær bukser, sorte militær støvler, grøn vest, et bælte med hendes 2 M9 og på ryggen har hun en M16

En blid vind bragte lugten af skov med sig. Phoenix gik rundt og nynnede for sig selv, i længere tid havde hun været restløs og ikke kunne finde hvile. Så nu var hun tage ud i skoven for at berolige sit indre ulve jeg. Her kunne hun måske slappe af og nyde solen.
Roligt satte Phoenix sig ned og lænede sig tilbage. Det var vidunderligt, her var ingen hun kunne høre og heller igen ukendte færde. Hvis hendes ulv kom ud lige nu, ville hun føle sig hjemme. ”Gør det, tag over og nyd den frihed jeg giver dig nu.” mumlede hun og tog sit tøj af. Kort efter at hun havde smidt tøjet, forvandlede hun sig til en snehvid ulv med røde øjne.
Ulven rejste sig op og rystede på sit store ulve-hoved. ’Løbe!’ skreg hendes hjerne i leg og med et var hun i spring. Ulven legede og havde det godt. Den kunne mærke græsset under poterne og vinden i dens pels. Hun hylede glad og logrede med halen. Venner. Hun manglede nogen og dele denne glædelige stund med.
Efter kort tid sukkede ulven, den havde det fantastisk og ville gerne bare sove. Det resulterede så i at Hun skiftede skikkelse igen.
Phoenix rejste sig med en dunkende hovedpine. ”Jeps, det er hvad jeg får ud af at være menneske og du er en ulv.” mumlede hun gnavent og rejste sig for at tage sit tøj på. Roligt satte hun sig ned igen og kiggede nærmere på hendes våben.
Langt borte kunne hun høre råben og nogle skud. ”Hvad i?!” Phoenix rejste sig og så op, det ville være nemmere at se noget oppe fra.
Hun kom hurtigt op og fandt en grin og sidde på. Ikke så langt væk kunne hun se en det der mindede om et overfald. 15 mand stod i en rundkreds om en skikkelse. Hun kunne intet høre noget af det der muligvis blev sagt, men en ting var sikkert. Det her kunne umuligt ende godt. Hurtigt trak hun sin M16, sigtede og skød. En mand faldt. Resten af mændene kiggede sig forbløffet omkring.

*Forhold dig roligt Akemi,* formandede Akiras rolige stemme i hendes sind. Hun nikkede kort, men det var svært, de var ved at hale ind på hende nu. Egentlig havde hun bare været ude at gå en tur i skoven. Hun elskede duftene, den friske luft og det faktum, at der ikke rigtig var andre at forholde sig til. På den måde kunne hun lette komme i kontakt med den elskede bror, hun aldrig ville komme til at møde i virkeligheden. De var de forbandede tvillinger. To bevistheder født i samme krop. Hun vidste ikke, hvorfor  de mange mænd havde uset sig netop hende, men de sagde, at de ville sælge hende som slave. Det havde Akemi absolut ikke lyst til, og hun kunne godt mærke at følelsen af modvilje snart ville overtage kontrollen over hende og derved få hende til at skifte. 
'Hun var træt...træt af at løbe. Til sidst gav hun op, og de mange mænd omringede hende. Den spinkle blonde pige med de store blå øjne så malplaceret ud der i midten af en ring af muskuløse mænd. "Vil I ikke nok gå væk?" bad hun hviskende og tog et par skridt tilbage. Mændene lo bare hånligt og en af dem trak en pistol frem og affyrede den. Heldigvis nåede Akemi at flytte sig. Frygten...frygten var ubærlig nu, hun ville ikke dø. 
Får sine forundrede forfølgeres øjne forvandlede hun sig pludselig. Skikkelsen foran dem var stadig blond blåøjede og faktisk ret feminin, men dette var ikke nogen pige. "I gør min søster bange," sagde drengen koldt til mændene, der blot lo igen. "man må ikke gøre min søster bange," fortsatte han og greb fat om dolken han havde i bæltet. Hands øjne lynede af had og vrede. Faktisk havde han tænkt sig at slagte alle de mænd lige nu og her, men han var uopmærksom på, hvor vred han egentlig var og grundet de stærke følelser, skiftede han igen. Men det stoppede ikke der. Grundet Akemis frygt var tvillingerne nu fangede i en konstant skiften frem og tilbage mellem hinanden, der ikke kunne stoppe. Mændene så et øjeblik bare undrende på det, der skete, men begyndte så at gå tættere på for at fange dem i deres svækkede tilstand.

Phoenix smilede svagt da hun havde sendt en kugle af sted. Men den ramte ikke hun måtte tættere på og se hvad fanden de mænd havde gang i. Hun hoppede ned fra træet og begyndte hurtigt og lydløst at snige sig hen mod ud kanten af lysningen. Hun kunne se personen som var en pige, nej en dreng, nej en pige… ’Hvad fanden?! Jeg er begyndt at se syner. Nå hul i det det ligner at han/hun har brug for hjælp.’ Hun trådte forsigtigt frem og smilede skævt. Hun lænede sig op ad træet og råbte: ”Nåå? Ser man det, hvad har vi her? En forsvars løs person om ringet af hvad 14-15 stærke mænd? Syntes jeg ikke er helt retfærdigt.” hun bevægede sig roligt hen til en høj muskuløs fyr. ”Kan i ikke stoppe?” hun smilede sukker sødt til ham og lignede en uskyldig pige.
” Hør her, du burde slet ikke være her, men siden du nu spørger så pænt, så nej.” han tog fadt i hendes arm og hen hende helt ind til sig. ”Men du virke til at være i go form, dig skal vi sq nik for nogen gode penge for.” hun rystede svagt på hovedet og trak sin pistol som hun ladede og satte den for hans tænding. ”Jeg tager hende med mig. okay?” hun smilede svagt til ham og trak armen til sig. Roligt tog hun den anden pistol og rettede den mod manden som var på vej hen mod hende. ”Godt i holder jer bare i ro og så kommer ingen til skade.” hun smilede ondt og da der var en person som prøvede at komme ind mod personen i midten smilede hun skævt og affyrede 2 skud og de to mænd som var tættest på hende faldt ned på jorden. ”Flere?” de kiggede alle sammen på hinanden og nikkede. 5 fyrer, gik ind mod personen i midten og 7 gik hen mod Phoenix, ’nå så det er sådan vi leger.’ Tænkte hun og stillede sig klare til at modtage nogle slag og sende nogle kugler af sted. Hun trykkede på en knap, på pistolen og sigtede ned mod deres ben og sendte 14 skud af sted. Alle skuddene ramte mændene i benene. De brokkede sig høj lyt og landede på knæerne. De 5 mand som var henne ved det ukendte væsen, havde dannet en mindre cirkel omkring. Phoenix satte i spring og løb alt hvad hun kunne. Hun satte af og landede på ryggen af en hun regnede med var lederen. Hendes arm fandt hurtigt vejen rundt om hans hals om hun trykkede ind, så han mere eller mindre hvæsede af hende. ”VÆK FRA HENDE ELLER HAM!” knurrede hun og kunne mærke at hendes skikkelse var begyndt at blive ustabil og at ulven var på vej.

"Hold jer væk fra min søster, eller jeg flår jeres struber ud," råbte Akira vredt, inden han igen skiftede til sin søster. "Vil I ikke nok lade os være?" bad Akemi og stirrede skræmt på de mange mænd, der havde samlet sig omkring dem, hurtigt blev hendes skræmte udtryk dog erstatet af Akiras hadefulde stirren igen. Dog var der pludselig noget, er fangede hans opmærksomhed. En pige så ud til at være kommet for at hjælpe dem. I hvert fald havde hun skudt mange af forfølgeren i benene og var nu ved at kvale deres leder. Et halvkøligt smil fandt vej til hans læber, og hans lyseblå øjne skinnede mistroisk. Langsomt kunne han mærke sig selv få mere styr på sine følelser og derved bedre kunne styre forvandlingen. *Hvad sker der Akira?* lød det spørgende fra hans søster i hans sind. *Vi får hjælp, tror jeg da,* svarede han og smilede oprigtigt, da han mærkede en del af sin søsters frygt forsvinde. Folk havde alt for let ved at vinde hendes tillid. Akira kunne ikke tælle, hvor mange gange det havde fået dem ud i problemer. Det var vidst egentlig meget godt, at det var ham, der var fremme lige nu, Ellers havde Akemi alt for let vist den fremmede pige tillid og eventuelt skabt problemer.

Phoenix, havde travlt med at holde et fast greb om halsen på deres leder. "Godt," brølede hun. "Så flytter i jer kraftæde! Og lad knægten være!" Hun så hen på ham med et kækt udtryk. "Se så at få røven med dig, nu!" manden væltede bag over og Phoenix blev mast ned mod jorden. "KOM VÆK!" Skreg hun af hendes fulde kræft, og det var nok til at fuglene i nærheden lettede fra træerne. manden under hende kæmpede for at komme fri, men det eneste som han gjorde var bare at bruge den luft han havde. "Lig stille." hvæsede hun og kunne mærke hendes ben gøre ondt.
"slip!" gispede han. Phoenix trykkede lidt ind mod halsen på ham og mærkede at han begyndte at blive mere slap. De mænd som stod i midten var helt opslugt af Phoenix og manden. Han var begyndt at være mere eller mindre blålig eller lilla i hovedet. "I er vel klar over at jeg sagtens kan gøre det ik?" Phoenix nåede ikke at fortsætte da der var en af de andre mænd var kommet hen til hende og tvang hendes arme væk, fra lederen.
"Flyt dig fra ham, og lad mig vise dig hvordan sådan noget her skal gøres.” han tog fadt i hendes arme og tvang hende ned at sidde på hendes knæ. "Nu er du vidst ikke så kæk længere.” han grinede ondt og så ned på hende. ”Slip mig.” hvæsede hun og prøvede at komme fri, men han vred hendes arme så hun bandede i ren smerte.

Akira havde sådan set vendt sig for at gå, da hun havde bedt ham om det, men hurtigt lagde ham mærke til, at hun kom ud i problemer med de tilbagevarende mænd. *Du bliver nødt til at hjælpe hende Akira, hun hjælp os, vi må give noget til gengæld* bad hans søster. Han sukkede og så på den mørkhårede pige, der lige nu befandt sig i en smertefuld armlås gennem sammenknebne øjne. Egentlig havde han mest lyst til bare at vende sig om og gå sin vej, imens mændene var beskæftigede med pigen, for ham var højeste prioritet altid at beskytte Akemi. Den tilfældige piges liv betød egentlig ikke noget for ham. Men samtidig vidste han, at det ville gøre Akemi ked af det, hvis han valgte at lade pigen dø eller noget i den retning, og han vidste også godt, at det ville være det rigtige at hjælpe. Hurtigt tog han den lille kastekniv, han altid havde på sig op af sin lomme og kastede den med øvet hånd mod manden, der holdt pigen, så den borerede sig dybt ind i den hånd, han holdt hende fast med, hvilket fik ham til at gispe i smerte og slippe hende.

Pludselig slap han hende. Phoenix reagerede hurtigt og flyttede sig, samtidig med at hun snuppede sin pistol, ladede den og skød. Hun ramte manden, som havde holdt hende fast, i hovedet. Hun smilede lidt, og nikkede til knægten. ”Se så at komme væg.” hvæsede hun og kom op at stå. Den anden pistol blev trukket og 4 skud blev affyret i retningen af drengen. Men ramte 1 mand som var på vej hen bag ham. ”Kom nu væk!” hvæsede hun igen og bakkede roligt baglæns, i retningen af skoven.
Phoenix var godt nok kun 16, men hun var rutineret. De skud hun havde affyret med pistolen, havde alle ramt. Og det lignede heller ikke at hun var rørt af situationen. Da hun var nået udkanten af lysningen. Vendte hun om. Hurtigt zigzakede hun ind i skoven og klatrede op i et træ, ca. 4 meter fra hvor hun havde været før. ”Godt, hvor helvede er den knægt, eller tøs, eller… jah… hvad fanden det nu var.” mumlede hun irriteret og kiggede sig omkring for at få øje på ham eller hende.
Hun tjekkede sine pistolers magasin og konstaterede at hun havde 20 patroner igen og 39 patroner til hendes M16. ”Jeps, der sker altid noget når jeg er her… fandens også…” mumlede hun og sukkede svagt. De mænd som var i live, var til gengæld, hårdt såret. Eller det der var værre.

Akira begyndte at bevæge sig væk fra stedet, der efterhånden var begyndt at ligne en slagmark. Køligt trak han den kniv han havde kastet efter manden ud af hans hånd, rensede den for blod og gik væk, inden han så meget som nåede at røre på sig. Pigen fra før var forsvundet, men han var sådan set ligeglad, hun havde hjulpet ham og hans søster, og han havde hjulpet hende til gengæld, det måtte være nok tilbagebetaling. Han havde absolut ingen planer om, at de skulle blive uadskellelige venner eller noget i den stil. Så med målrettede skridt begyndte han at gå ind i skoven i retning mod huset, hvor han eller måske rettere de boede. *Men Akira, jeg ville møde hende, hun hjalp os jo og alt muligt,* klagede Akemi. Et suk kom over hans læber. Nogle gange var hendes barnlige sind simpelthen så irriterende. De var seksten for himlens skyld, hun kunne godt tage at begynde at påtage sig en opførsel, der var passende for deres alder. Men han elskede hende nu alligevel på trods af hendes særheder eller måske var det netop på grund af dem. I hvert fald var det svært at hade en, man delte krop med. *Akemi, du ved godt, at det ikke er smart at stole på alle og en hver ikke?* spurgte han med et træt smil. *Jo, men jeg vil stadig gerne møde hende,* svarede hun stædigt.

Efter at Phoenix havde siddet i træet et stykke tid, fik hun færden af knægten fra før, hurtigt satte hun sin M16 tilbage på hendes ryg og sikrede sine M9, satte dem i hendes bælte. Hun sukkede stille og klatrede hurtigt ned fra træet. Hun ville finde den skabning og finde ud af hvad pokker det var som hun havde set tidligere
Hun snusede godt ind og kunne mærke ham tæt på. Hurtigt og lydløst bevægede hun sig i retningen af hans færd.
Efter at have løbet lidt tid, kunne hun se noget lyst hår. ”Hvordan var det lige at du endte i midten ad den kreds? Seriøst, jeg kender kun en som har været i nogenlunde samme situation, men det var bare militær folk der ville slagt mig.” hun grinede svagt og trådte frem så hun kunne ses. ”Men flot, det må jeg give dig, du må virkelig have pisset dem af.” hun lagde hovedet på skrå og kiggede på væsnet med et løftet øjenbryn.
”Men lige en ting mere, hvad er du? Jeg kan ikke genkende din færd.” hun trommede med fingrende på hagen og havde et mindre kækt glimt i øjet.

//undskyld det blev kort, men havde lige krea svigt ^^''

//Det er helt i orden ^w^//


Akira farede sammen og vendte sig hurtigt i retning af pigens stemme. Han havde ikke regnet med at skulle snakke mere med hende. *Hey Nii-Chan, nu har du bare at være sød overfor hende.* kommenterede Akemi i sit sædvanelige barnligt muntre tonefald. Han valgte at ignorere hende og lagde i stedet for hovedet på skrå og så på pigen med et nærmest gennemborende mistroisk lyseblåt blik. "Vi har ikke pisset nogle af, folk er bare idioter," sagde han køligt som svar på hendes første spørgsmål. "Og vi er en shingender," fortsatte han lidt efter stadig i det samme en smule ligegyldige tonefald. *Akira,* udbrød Akemi. *Hvis du behandler hende sådan, vil hun sikkert ikke kunne lide os,*. 
*Det betyder sådan set ikke særlig meget for mig, om hun kan lide os eller ej,* kommenterede Akira bare køligt.
*Nå æv, jeg troede lige, at vi ville få en ny ven i dag,* svarede Akemi en smule trist. 
Akira rynkede panden i en blandning af irritation og stress både en smule over sin søter, men mest over den fremmede pige og den pressede situation han få minutter før havde befundet sig i...og så bang skift. Der gik et par sekunder og så stod en pige på nøjagtig det sted, hvor han lige havde stået. "Hej," sagde hun og lagde med et muntert smil og et barnligt nysgerigt skær i de store lyseblå øjne hovedet en smule på skrå.

Da han køligt kommenterede på hendes spørgsmål nikkede hun kort. ”Jah, der er mange idioter i denne røv irriterende verden, men hvad fanden havde du så gjort? Fordi, som sagt er det ikke lige frem normalt, at være ene og alene, kun bevæbnet med en lille kaste kniv.” hun smilede kækt og lænede sig op ad et nærstående træ.
Hun så undrende på ham da han sagde race navnet. ”Shingender? Hvad fanden er det for en race?!” mumlede hun kækt og grinede svagt over hans ligegyldige tone. Han var mere eller mindre ligeglad med at hun var det, det var sjovt og hun kunne lige så godt få noget underholdning ud af det.
Men inden hun overhovedet nåede at provokere mere skete der noget underligt. Det der før havde været en irriteret fyr, var nu blevet til en tøs, med et glad smil og nysgerrige øjne. ”Hvad fanden?!” Phoenix gik roligt tættere på og kiggede på hende. ”Hej. Prøv lige at forklare mig hvad der sker lige nu, fordi det jeg så før var en pænt irriteret knægt, og nu ser jeg så en glad tøs… se det lyder jo helt sindssygt.” hun grinede ad sig selv og rystede på hovedet.
Phoenix rettede på hendes bælte så pistolerne sad rigtigt og hendes ekstra magasiner ikke faldt ud når hun løb. Hun gjorde det samme ved hendes, riffel der sad på hendes ryg. Hendes våben, var noget af det hun holdte allermest af. De blev pusset og plejet, hold rene og brugt ivrigt. Men det havde ikke al tid været sådan. Det var først da hun blev optaget i The Wolf Clan, at hun begyndte at bære mere end et våben. De havde foræret hende riflen og den ekstra pistol.

Akemi lo lidt en glad lys latter, der slet ikke passede sig for en, der få sekunder før havde været en noget irriteret fyr. "Yup du har lige snakket med min bror, han blev en smule for stresset, og så byttede vi plads, det sker tit, det er det, en shingender er," sagde hun smilende. "Men det er ikke særlig mange, der kender til racen, vi er ret sjældne, tror jeg nok," sagde hun i et tænksomt, men stadig muntert tonefald. Hun studerede kort pigen med nysgerrigt lysende blå øjne. "Du er en varulv ikke?" spurgte hun efter at have indåndet gennem næsen og opfanget noget dyrisk over hende. Hurtigt rakte hun en spinkel slank hånd frem og smilede bredt til hende. "Jeg hedder Akemi, min bror hedder Akira, tak fordi u hjalp os, hvad hedder?" alt dette blev sagt i et meget hurtigt tempo, næsten som om hun havde spist alt for store mængder sukker og nu havde svært ved at falde ned. *Akemi tag dig sammen,* sukkede hendes bror sttadig lettere irriteret. *Men det gider jeg ikke," svarede hun og smilede endnu mere.

Hun spærrede øjnene op da tøsen grinede og snakkede igen. ”Okay, så i er to personligheder i en krop, og i kan bytte plads…” hun tog begge hænder op til hovedet og sukkede. ”Jeps det er også helt normalt.” hun grinede og nikkede. ”i er sjældne. Jeg har ikke mødt andre end jer.. eller jeg har mødt andre, men ikke andre af jeres slags.”
Phoenix lagde hovedet på skrå og overvejede roligt om hun skulle afsløre hvad og hvem hun var, efter en mindre diskussion med sig selv, nikkede hun til Akemi. ”Jo, jeg er en varulv.” Hun så ned på hånden og tog den. ”Hyggeligt at møde dig Akemi.” hun grinede og snakkede videre. ”Jeg har mange navne. Men de fleste kalder mig Phoenix.” hun blinkede til hende og så rundt. ”Det kan være du er lidt mere snaksalig end din bror. Hvorfor og hvordan endte i, i den kreds?” Phoenix så nysgerrigt på Akemi. ’Hvor gammel er hun? 15-16? Cirka… måske.. nej… eller det kan da godt være hun er 850 men hendes aldring er stoppet der? Pas… hun giver mig hovedpine… ‘ Phoenix sukkede irriteret og smilede kækt til Akemi.
Phoenix snusede ind, og kunne ane en lille forskel på Akemi. Hendes færd var en smule anderledes i forhold til et almindeligt menneske.

Akemi stod lidt og tænkte over, hvordan hun skulle svarer på hendes spørgsmål. "Altså jeg var bare ude at gå en tur, og så kom de der mænd lige pludselig og sagde, at de ville sælge mig, fordi jeg er sjælden...det havde jeg ikke rigtig lyst til. og jeg blev sådan...ret bange, vi skifter ved for meget af en følelse, så min bror og jeg byttede plads, men han blev vred, fordi de havde skræmt mig og så begyndte vi ligesom at limboe, det sker nogle gange, du ved på grund af, at vi begge to føler for meget af en følelse," fortalte hun efter at have overvejet, hvordan hun bedst muligt kunne forklare det uden at smelte Phonix's hjerne.
//Undskyld det blev lidt kort ^^'//

I stilhed lyttede hun til Akemi. pigen snakkede jo ud i et væk... hun har spist for meget sukker. Da hun stoppede med at snakke begyndte Phoenix i stedet. "Tror jeg forstod det, og helt ærligt, så lyder det faktisk ret irriterende at bytte plads, da jeg aldrig kunne drømme om at skifte krop med nogen som helst." hun grinede svagt og studerede Akemi. "Hvor gammel er i?" hun havde stået og gættet lidt selv, men nu havde hendes nysgerrighed taget lidt over.
Et stykke væk kunne hun hører mænd brøle ordre og trampe igennem skoven. "Ikke for at stresse dig, men vi har fået selskab." hun smilede kækt til Akemi. "Jeg skal nok hjælpe dig." hun tog roligt fadt i Akemi's hånd og begyndte at løbe. "Vi skal væk fra stien. Kom." Phoenix kunne mærke hendes ulv reagere på faren som kom snigende. Og hun kæmpede med at holde styr på den. "Op i træet, op." mumlede hun til Akemi og smilede roligt. "Jeg ved du kan, kom." Phoenix slap hendes hånd og stillede sig klar hvis hun skulle have en heste sko til at komme op, men hvis hun godt kunne selv, skulle hun bare sige til, Phoenix lyttede hvis det var.