[Uafsluttet] Come here child.(Akemi/Akira og Dust)

Tid: aften
Sted: Blackwood
Vejr: skyfrit
Omgivelser: stille

En stille nat, som det væsen der gik igennem Blackwood skoven, og nød den kølige friske luft, der ramte hans lunger når han trak vejret. Han så op på himlen, hvor en bued måne skinnede mildt, sammen med dens tusindvis af små venner, der var stjerner som glimtede om kap, for at fange ens opmærksomhed, selvom det var svært med så mange konkurrenter.
Dust der så ironisk var navnet, på denne anmon med sandfrugten kræfter, var iført sit sædvanlige mellem stadie tøj, og selvom han havde løst tøj på under long coaten, påvirkede kulden ham ikke nok, til at få ham til at lukke hans long vist, da hans krop ikke producerede varme, og han derfor ikke registrerede kulden. På hans ryg, bar han 2 kæmpe store sværd, der henholdsvis hed Samehada og kubikiribocho,(forklaring kan ses i profilen) der så ud til at veje rimelig godt til, men han bar dem som om, de vejede lige så meget som en fjer hver.

Som han gik igennem skoven, mærkede Dust pludselig tilstedeværelsen af et fjendtligt væsen, og der gik ikke mange sekunder fra Dust opdagede det, til en kvinde i sort tøj og elefant hue, fløj frem mod Dust fra den trætop hun havde gemt sig i. Næsten hurtigere end man kunne nå at blinke, trak Dust skarpretter sværdet ved navn Kubikiribocho, roterede om sig selv en enkelt gang, mens han holdt det lange blad ud fra sig, så kvinden ikke engang nåede at lande eller røre ham, før hun blev hugget midt over, og de 2 krops halvdele ramte jorden på hver side af ham. Dette gjorde han uden tøven, uden så meget som at blinke med øjnene, eller overveje det mindste hvad det var han gjorde. Han var en hjerteløs morder, og det at dræbe gjorde han lige så let, som en træt person faldt i søvn.

Akemi var havde denne aften valgt at forlade huset i skoven, hvor hun boede bare for at gå en aftentur. Hun kunne godt lide skoven om aftenen, der var så behageligt stille, og i dag var det endda skyfrit nok til, at hun kunne se stjernerne. Dem kunne hun godt lide, de skinnede og var pæne. *Du burde se det her, stjernerne er virkelig fine i dag* fortalte hun sin bror. *Du bliver aldrig mindre barnlig, gør du vel?* spurgte hendes bror i et lidt køligt tonefald, men der var også spor af et smil i hans stemme. *Næh, det gør jeg nok ikke,* svarede hun og smilede uskyldigt. *Du ved godt, hvor mange gange din barnlighed har fået os i problemer ikke?* fortsatte hendes bror nu mere alvorlig end før. Akemi sukkede lidt. *Det ved jeg godt Akira,* forsikrede hun ham hurtigt. Hun elskede sin bror meget, men nogle gange kunne han simpelthen være så overbeskyttende overfor hende, faktisk var det en smule irriterende. 
En tid gik hun videre i stilhed, der var heller ikke et ord fra hendes bror i et par minutter. Men pludselig var der noget eller rettere nogen, der faldt ned fra en gren og landede perfekt på benene. Undrende lagde Akemi hovedet på skrå og så på den sortklædte person med store blå øjne, der havde en form for barnlig tillidsfuld glød over dem. "Hvem er du?" spurgte hun naivt. Hendes bor sukkede irriteret, hvis han havde kunne være her fysis, havde han nok grebet hende hårdt i armen og trukket hende væk fra den mulige fare. *Akemi kom væk derfra,* udbrød han, han lød stresset. Desvære nåede hun ikke engang at vende sig om for at gå, før et koldt knivbald blev presse mod hendes strube. Frygt...frygten tog totalt over nu, hun kunne ikke nå at gøre noget som helts, før hun ændrede sig. "Giv slip på mig!" udbrød Akira vredt og prøvede forgæves at kaste skikkelsen af sig. "Du gør min søster bange, jeg kan ikke lide folk, der gør min søster bange," sagde han koldt og kunne langsomt mærke vreden og irritationen vælde op i sig. *Vi kommer til at limboe igen,* lød hans søsters forfærdede stemme, lige inden han skiftede. Nu var tvillingerne igen på grund af stærke følelser fra begge parter fanget i en form for limbo, hvor de konstant skiftede og intet kunne gøre ved det. "Hjælp!" nærmest skreg Akemi ud i den mennesketomme skov, inden hun igen skiftede.

Dust mærkede at de var i nærheden, og om det ikke var hans første shingender registrering, i det sidste lange stykke tid, der stod med hvad Dust kunne forestille sig, var en partner til den tingest han lige havde hugget over, i 2 lige store stykker. Han gik roligt hen imod dem, da han var meget interesseret i, at møde den shingender han havde registreret, og i det øjeblik han så hvad der foregik, kunne han godt forstå hvorfor shingenderen, var gået helt ud af kontrol, hvad end der triggede ham/hende, havde den mørke skikkelse gjort det der skulle til, for at sætte gang i det.
"Det er ikke pænt, at gå rundt og gøre ungdommen bange på den måde, at true en shingender på den måde, burde faktisk være ulovligt, siden man så sjældent møder dem!" sagde han roligt, mens sand sneg sig op omkring shingenderen. I det næste øjeblik, blev Akemi/Akira beskyttet af sandet så de ikke kunne se, og den mørke skikkelse ikke kunne røre dem. Dust angreb hurtigt skikkelsen uden tøven, og kløvede ham på langs, med Kubikiribocho som han stadig havde i hånden, og så på ligdelene med et ligegyldigt blik, før han gik hen til shingenderen, og lod sandet forsvinde igen.

"I 2 har brug for at slappe af, fortæl mig hvad i hedder!" sagde han roligt, mens han brugte sand til at rense sit sværd for blod, før han satte det på ryggen igen, og stillede sig imellem shingenderen og liget, så de ikke kunne se det for ham "Jeg har ikke tænkt mig, at gøre jer noget ondt, jeg er blot på gennemrejse! Træk vejret dybt begge 2, og prøv at slappe helt af!" han dannede en stol af sand bag ved dem, så de kunne sidde ned, og få kontrol over dem selv.

Akira satte sig ned og sukkede. *Jeg advarede dig jo Akemi,* sagde han gennem tankerne, der så nåede den søster, han delte krop med. *Undskyld Akira," lød hans søsters skyldbetyngede stemme i hans hoved kort efter. Akira lagde hovedet på skrå og kiggede mistroisk på maden foran sig. Han ånede dybt ind og pustede derefter ud. "Hvorfor skulle jeg stole på dig?" spurgte Akira køligt. *Jeg stoler på ham, han har lige reddet vores liv,* brød Akemi ind. *Du stoler os på alle og en hver,* bed Akira hende hurtigt af. Det var bare godt, at det ikke var hende, der havde kontrol lige nu. Hun fik kastet sig selv ud i nogle dybt åndssvage handlinger alt for ofte og lige nu, kunne han da i hvert fald for en kort stund hindre hende i t gøre noget, hun ville fortryde senere. "Tak for hjælpen, men vi er nødt til at gå nu," sagde han i et stadigt køligt tonefald, hvorefter han gjorde mine til at rejse sig og gå.

"Du kan stole på mig, af en meget simpel grund!" sagde Dust roligt, mens han satte sig ned, i en sand stol der dannede sig bag ham, før han lænede sine sværd op af stolen, så han kunne tænde en cigar "For cirka 4 minutter siden, sprang en kammerat til den døde der, ned fra en gren for at angribe mig, og jeg dræbte ham uden et sekunds tøven! For blot 2 minutter siden, skar jeg det lig der midt over, igen uden så meget som at tøve et eneste sekund, denne gang for at redde dig, og den pige der gemmer sig indeni dig! Hvis og kun hvis, jeg ville dræbe dig shingender barn, havde jeg dræbt jer, i det sekund jeg havde dræbt den anden, mens i stadig var i limbo og mine chancer, var på sit højeste! Men tænk over at jeg lod vær! I stedet hjalp jeg jer, med at genskabe kontrollen over jer selv, så du nu kunne være mistænkelig overfor et væsen, der på et split sekund kunne dræbe jer, hvis det bliver det jeg gerne vil!"
Der var noget præcist og målrettet, over hans dog sindssyge logik, og det stod klart i hans følelsesforladte forladte øjne, at Dust ikke havde tænkt sig at dræbe dem. En røg sky forlod hans lunger, og den liflige duft af tobaksrøg, blandede sig med den friske luft omkring dem.

"Jeg har et forslag til jer shingender barn, et forslag der indbefatter jer begge 2, og derfor bør besluttes i enighed mellem jer 2!" sagde han roligt "Ser i grunden til jeg reddet jer, er fordi en shingender er meget sjælden for tiden, og jeg er i besiddelse af en evne holdig genstand, der blot venter på et par der kan overtage dem, og i denne tid vi lever i, er det nærmest umuligt at finde et par, der er egnet til den evne, med mindre væsnet er en shingenter som jer, der kan tage denne evne helt til tops! Så derfor vil jeg gerne tilbyde jer, en mulighed for bedre at kunne passe på jer selv, og jeg vil ikke have noget som helst for det!"

*Jeg sagde jo, at vi kunne stole på ham,* sagde Akemi triumferende, han kunne næsten høre det barnlige smil i hendes stemme. Han sukkede, men nikkede så. "Okay jeg kan se din pointe," mumlede han en smule uvilligt. Da han så nærmere på manden foran sig, gik det også op for ham, at han talte sandt, det var at se i hans øjne. Selvom de vr følelsesforladte, var der ingen løgn at spore i dem. I et stykke tid sad han bare uden at sige noget og lyttede til den underlige mands tale. 

Så en evne de begge kunne bruge til at passe på dem selv. Egentlig lød det jo godt, det kom dog lidt bag på ham, at han intet ville have for det. *Hvad siger du Akemi?* spurgte han efter en længere overvejelse sin søster. *Jeg synes det lyder godt, så behøver du ikke være så bekymret for mig konstant,* svarede hun i  et muntert tonefald, der hurtigt fortalte ham, at hun ikke havde tænkt særlig meget over, hvilke konsekvenser det her kunne få for dem begge. Men det ville også være meget ulig Akemi at tænke særlig meget over sådan nogle ting. Nok var hun klog, men hun var også naiv og så ofte først konsekvenserne af sine handlinger, når hun havde udført dem. Aligevel nikkede han næsten umærkeligt. Det ville være rart, hvis han ikke skulle bekymre sig helt så meget for hende som han gjorde.
Igen rettede han sit lyseblå blik mod manden foran sig. "Okay," sagde han kort.

Dust ventede tålmodigt på deres svar, han var bevidst om at han havde med 2 væsner at gøre, hvilket betød at de sikkert snakkede sammen, når nu hans tilbud galdt dem begge 2. Han iagttog dem mens de snakkede, og pustede en røgsky ud en gang imellem, mens han tænkte på hvor spøjs deres chakra var, når den på en eller anden måde, var delt op i 2 næsten identiske chakrae. Da Akira gav sin accept til, at de gerne ville modtage denne evne, nikkede Dust kort for sig selv, og rejste sig op med cigaren i mundvigen.
"Godt så, men til at starte med, kan vi jo lære hinanden bedre at kende, så jeg bedre kan tilrettelægge jeres træning, så den passer bedst muligt til jer!" sagde han roligt, og tog sine sværd på ryggen, før hans sand stol smuldrede bag ham, og blev til en bunke sand "Vi må hellere se at komme videre, inden liget begynder at tiltrække vilde dyr, jeg vil nødig udsætte jer, for unødige fare eller skade!" med rolige skridt, begyndte han at gå videre, i den retning han var på vej i tidligere, før ham var blevet forstyrret af fjenderne.

Hurtigt rejste han sig fra sandstolen, der smuldrede væk bag ham og forsvandt som om, den aldrig havde været der. Forsigtigt og stadig en smule mistroisk fulgte han efter manden gennem skoven. Han stolede ikke helt på ham endnu, hvilket Akemi hurtigt fornemmede. *Altså det kan godt være, du siger, at jeg er for godtroende, men kan det ikke have noget at gøre med, at du selv er for mistroisk Nii-Chan?* spurgte hun i et drillende tonefald. Hendes smil var næsten til at høre i hendes stemme. Det smil han aldrig ville komme til at se i virkeligheden. Hvorfor kunne de ikke bare have været født som normale tvillinger? Det gjorde ham trist at vide, at han aldrig ville møde sin søster andet end de få gange, hvor den telepatiske forbindelse kunne få dem til at mødes i drømme, og selv det føltes på mange måder bare ikke rigtig nok. Han rynkede panden i en irriteret form for tristhed og stirrede ligefrem for sig på et bestemt blad for at holde sine følelser under kontrol. Dog fungerede det ikke særlig godt, og hurtigt kunne han mærke sine følelser tage overhånd. Uden et ord bed han sig hårdt i læben for ikke at sige en lyd, han skulle  hvert fald ikke stå her og klynke. Langsomt kunne han mærke skiftet ske og efter få sekunder, stod en pige i hans sted.
Akemi lagde hovedet på skrå og så med store blå øjne, der lyste f en form for barnligt uskyldig nysgerrighed på manden, der gik foran hende. "Hej tak for de du hjalp os, undskyld på min brors vegne, han kan være lidt kold," sagde hun muntert, imens hun fortsat fulgte efter ham.

Et nærmest ubemærkeligt skift i shingenderens aura, indikerede at noget var ved at ske, og så snart Akemi havde fået overtaget ud af til, mærkede han skiftets forskels situation. Den aura de havde, som var så ufatteligt identiske på mange måder, havde nogle næsten ubemærkelige forskelle, såsom køns forskelle, og det faktum at hver deres aura, var en lille smule forskellige grundet det faktum, at de havde forskellige personligheder. Det var disse små detaljer der gjorde, at Dust ikke behøvede at se på Akemi, for at vide at de havde skiftet, han blev blot mere sikker i sin sag, da han hørte Akemi undskylde på sin brors vejen.
"Du behøver ikke undskylde, jeg forstår godt han er som han er, det skulle ikke undre mig, hvis din bror har livet kært, men holder af dig mere end noget andet!" sagde han roligt, før han holdt en kunst pause, ved at tage et hvæs på sin cigar og puste ud "Jeg forstår hvordan han har det, jeg ville stadig have været lige sådan, hvis min kære søster stadig havde levet! Men jeg lover jer begge 2, at jeg ikke vil gøre jer noget ondt, i er meget mere værd i live, end i er døde, så i er i sikkerhed mens jeg træner jer, og forhåbentligt er i meget stærkere efter træningen, så i er i god stand til at klare jer selv!" han smilede et følelsesforladt smil til hende, som om alt glæde og andre gode følelser, var fuldstændig slukket og forsvundet fra hans indre.

"Huskede jeg egentlig, at præsentere mig selv for jer?" spurgte han roligt, med et tænkende udtryk i hans ansigt, før han sakkede lidt bagud indtil de gik ved siden af hinanden, og holdt hånden lidt ud fra kroppen, så hun kunne tage den i sin egen og hilse på ham "Mit navn er Dust, også kaldt dæmon sandet fra mørket, men i kan bare kalde mig Dust! Hvad hedder du og din bror?" han var som skiftet i personlighed, for da han havde reddet dem, ved at dræbe den mørke skikkelse, havde han virket som en is kold morderisk type, men nu kunne man tydeligt mærke på ham, at hvis han havde haft følelser, ville han virke varm og imødekommende overfor dem.

Akemi smilede og gav ham sin hånd. "Jeg hedder Akemi, min bror hedder Akir, hvis du vil have et alias, kan man vel kalde os de forbandede tvillinger," præsenterede hun i et meget hurtigt tempo, som om hun havde fået alt for meget sukker eller noget i den stil. *Akemi, slap af,* formanede hendes bror i et køligt tonefald. Det var tydeligt, at han stadig ikke stolede særlig meget på Dust. *Mhhh, nej,* svarede Akemi bare drillende. Hun kunne næsten se for sig, hvordan han blev mere og mere frustreret og plantede en flad hånd meget hårdt i sit ansigt. Hun trak vejret dybt ind for at få sit tabte vejr tilbage igen, det var ulempen ved at tale så hurtigt. En tid fulgte hun bare med ham i stilhed og prøvede at ignorerer sin bror, der lige nu igen var begyndt at skælde hende ud for at være for barnlig. Det her havde de været igennem utrolig mange gange. Så selvom mange andre søskende nok ville hade det, havde hun det fint med det. Ligegyldigt hvad det skete, ville hun ikke kunne hade sin bror, og inderst inde vidste hun godt, at selvom han skældte hende ud ofte, havde han det på samme måde.
"Hey, hvad laver du egentlig i skoven?" spurgte hun efter at have tænkt lidt

"Jeg tror nu bare, jeg holder mig til jeres rigtige navne, det klæder jer en del bedre!" sagde han roligt, og smilede et tomt smil til dem, mens han trykkede hendes hånd da hun tog hans, for at hilse på ham "Og hvis i virkelig føler jer så forbandet, fordi i ikke er i stand til at se hinanden, har jeg en løsning til jer hvis i vil have det! Det er måske en super løsning, men jeg har et spejl jeg ikke bruger så meget mere, der viser det du har indeni dig, i jeres tilfælde hvis du tager det Akemi og ser ind i det, vil du se Akira og det samme den anden vej, på den måde kan i se hinanden når i vil!" han så frem for sig, med et tænkende blik i øjnene, da han mindedes hvad han havde brugt det spejl til, den gang i fordums tider.
"Egentlig nyder jeg bare, at komme her og mærke mørket og stilheden, omgive mig så jeg kan høre mine tanker, og hvad der ellers foregår inde i mit hoved! Jeg havde dog ikke regnet med, at jeg ville ende op med at finde dig og din bror, eller at jeg ville ende med at svinge et af mine sværd, for at sikre mig at i overlevede og kom uskadt med mig!" så mange tanker, strømmede gennem hans hoved lige nu, og han prøvede mere eller mindre at fokusere, på den samtale han havde med Akemi, og lade alle hans andre ting falde til ro, i hans labyrint af en hjerne.

Akemi så et øjeblik chokeret på ham, før hun igen smilede. "Det lyder som en god midlertidig løsning," sagde hun i et tænktsomt tonefald, som var meget ulig hende. *Ja der må jeg indrømme, at jeg vil give dig ret," sagde Akira. *Men jeg vil nu hellere kunne se dig fysisk,* fortsatte han i et meget alvorligt tonefald. *Enig,* erklærede hun hurtigt. *Men indtil vi måske finder nogen, der kan skille vores bevidstheder i to, er det vel en god løsning* funderede hun og fortsatte med at følge Dust i stilhed. De havde begge længe overvejt mulighederne for at blive spaltede og have to seperate kroppe, men det eneste de var kommet frem til havde altsammen været dybt ubehageligt og kunne i mange tilfælde resultere i død, hvilket de ikke ligefrem ønskede sig.

"Jeg har også andre teknikker, hvorpå jeg kan sørge for i kan møde hinanden, jeg har mine teknikkere der er i gang med forskning, i skabelsen af nye kroppe til sind eller væsner, der ikke er i besiddelse af en rigtig krop, om det så er en ånd, et spøgelse, eller som i jeres tilfælde et sind for meget, i den samme krop!" sagde han tænkende, og sugede et hvæs på sin cigar, så en røgsky kunne forlade hans lunger "Men der går nok lidt tid endnu, før den teknologi er fuldt udviklet, og at skabe en krop tager en hvis tid, alt efter hvor gammel kroppen skal være! Udover det har de også udviklet drømme maskiner, der gør det muligt for brugeren eller brugerne, at skabe og kontrollere drømme, således at flere væsner kan mødes i en drøm! Det kan man bruge, til utroligt mange nyttige ting, i jeres tilfælde ville i kunne møde hinanden i en drøm, og det ville føles for jer, som var det virkeligheden så længe i er der!"
Dust virkede til at køre ud af en tanke tangent, hans sind var meget mere afslappet, nu hvor han var ude på en af hans sjældne nat gåture, hvor han kunne få renset hjernen, og bare tænke på lige hvad der passede ham, om det så var åndede ting som eksisterede nisser, eller ting som det han gik og fortalte Akemi og Akira lige nu. Dette puste rum, han så sjældent følte han kunne tillade sig selv, fordi han så ofte havde travlt med sit liv, var en dejlig befrielse for ham, måske nogle gange en nødvendighed, der gjorde han langt nemmere kunne skabe overskud i sin hverdag, og nemmere kunne klare hans voldsomme livs, daglige og morderiske trummerum.

"Akemi fortæl mig lidt om dig selv, og din herlige bror der gemmer sig i dig!" sagde han roligt, og så hende kort i øjnene, mens de gik sammen "Har i noget hjem, og hvis ja hvor henne så? Hvordan klare i at holde jer i live? Hvordan er det egentlig, at være en shingender lige som jer?"

Akemi lyttede interesseret, imens han forklarede måder en shingender kunne blive spaltet til to personer eller møde hinanden i drømme på. Det lød sejt, men når hun tænkte over det egentlig også en lille smule skræmmende. Da han bad hende om at fortælle om sig selv og sin bror, stod hun et øjeblik og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. "Så interessante er vi egentlig ikke," lagde hun en smulle tøvende ud. "Vi er seksten år gamle og tror nok at vore aldring er stoppet nu...vores forældre døde for ti år siden, de blev dræbt af nogle mafia folk, vi er ikke helt sikre på, hvorfor de slog dem ihjel, men det gør i hvert fald, at vi ikke bryder os ret meget om mafiaen," fortalte hun. "Siden vores forældre døde, har vi klaret os selv, måske er det derfor, Akira er blevet så paranoid, jeg er ikke sikker. Men i hvert  fald har vi et sted at bo nu, vi fandt et forladt hus her i skoven for nogle år siden, og der er ingen, der har prøvet at smide os ud, så vi går udfra, det er okay, at vi har taget det. Det går fint med at finde mad og sådan noget, i hvert fald om sommeren. Der kan man finde ret meget at spise i en skov, det er sværere om vinteren...nogen gange har vi været nødt til at...låne folks ting," hun så ned på sine fødder, imens hun gik. "Det er ikke noget, vi er gør tit eller er særlig stolte af," skyndte hun sig at sige. "Hvordan det er at være en shingender?...tjaa for det meste er det vel okay. Man er ikke rigtig ensom, da man kan tale med hinanden via telepati...eller det kan vi i hvert fald, jeg ved ikke om andre shingenders gør det. Så er der også problemet med at limboe, du ved konstant skiften og sådan noget...det er ikke helt rart fortalte hun ham.

Dust lyttede til alt hvad hun fortalte, med en god interesse for, hvem de var og hvordan deres liv var. De havde mistet deres forældre, præcis lige som Dust og næsten på samme måde, bortset fra at hans forældre blev dræbt af lejemordere, som blev sendt af de øverste ledere for englene og dæmonerne, den eneste reelle forskel var bare, at de som shingendere stadig havde hinanden, hvorimod Dust havde mistet sin søster sammen med sine forældre, og havde mistet dem alle da han blot var 4 år gammel.
"Jeg vil mene, at når tyveri for overlevelsens skyld bliver nødvendigt, er det i mine øjne mere eller mindre en pligt, hvis man har livslysten i sig, og det synes jeg at mærke at du og din bror har i jer!" sagde han roligt, og nussede hende kort på hovedet, mens en røgsky forlod hans lunger "Mens jeg træner jer i den evne jeg gerne vil give jer, kan jeg jo lære jer andre praktiske ting, så i nemmere kan klare jer, såsom jagt så i kan skaffe kød, lidt planteologi så i nemmere kan skaffe sund mad i skoven, og undgå at spise det giftige, samt andre praktiske ting og sager! Kom her mit lager er lige i nærheden!"

Han lagde roligt armen om livet på Akemi, og løftede hende op, placerede en ilt maske foran hendes mund, der også dækkede hendes øjne, som var koblet til en ilt tank i hans longcoat, før han med hende under armen sank ned i jorden, som var de i hurtigt virkende kviksand. Efter lidt tid, hvor de bare havde gledet ned gennem jorden, kom de lige pludselig til et hulrum under jorden, hvor de dumpede ned gennem loftet, og Dust landede elegant og satte Akemi fra sig, før han fjernede ilt masken igen.
"Kom med herind, men rør ikke ved noget okay!" sagde han roligt, og gik ind i et stort tilstødende rum, fyldt med alt muligt opdelt i våben, forsvar, bestemte oprindelser, frugter og en masse andet.

Med forsigtig skridt fulgte hun efter ham ind i det tilstødende rum og spærrede øjnene op. "Okay wow," mumlede hun og kiggede imoneret rundt. Hvad i himlens navn var han egentlig for en person? Han måtte enten være utroligt paranoid eller en stor våbenentusiast eller noget i den stil Faktisk hældte hun mest til det første af grunde, hun ikke engang selv kunne forklare. Vent var det frugt ovre i det ene hjørne...hvorfor frugt. *Nii-Chan er våben og frugt en normal kombination?* spurgte hun i et muntert, men undrende tonefald sin bror. *Hvad snakker du om?* spurgte han til bare i et meget undrende tonefald, der næsten sagde noget i retning af, hvad helved er det for nogle piller du har taget? Akemi smilede. 
*Jeg tænkte nok at den kombi ikke var normal og nej jeg er ikke på noget,* sagde hun muntert og sted et øjeblik bare og så undrende ud i rummet, inden hun gik over til Dust.

Dust smilede kort, over den reaktion Akemi havde over synet af hans samling, mens han gik hen til det område af lageret, der var markeret som blandede artifacter, hvor han tog et fint håndspejl, lavet med håndtag og fine inskriptioner, hele vejem rundt om selve spejlet og på håndtaget. Da Akemi kom hen til ham, vendte han sig mod hende, og gav hende spejlet, mens han så hende i øjnene.
"Prøv at kigge i spejlet, og sig dav til din bror fra mig!" sagde han roligt, og smilede sit tomme smil til hende. Når endelig hun gjorde det, ville hun se sin bror i spejlet, og når de snakkede sammen selv gennem telepati, ville de opleve det som snakkede de med hinanden, over en mobil med en kamera samtale, men kun den der holdt spejlet kunne se hvad der var i spejlet, og spejlet viste lun hvad der var inde i den der holdt det.

Forsigtigt tog hun imod spejlet og holdt det op foran sit ansigt. Choket i hendes brors ansigt fik hende til at smile endnu mere, end hun gjorde i forvejen. *Hej Nii-Chan, jeg skulle hilse fra Dust...vent, hvorfor fuck står du på en blomstereng med en sø og alt muligt?* spurgte hun undrende og lagde hovedet på skrå. Hendes bror lo og smilede et smil, der llignede hendes eget meget. *Det skal du ikke spøger mig om, teknisk set er det her jo inde i dit hoved, du burde vide det bedre end mig,* svarede han drillende. Hun lo. *Så jeg har altså en blomstereng og en sø inde i mit hoved, det lyder af en eller anden grund ikke så betrykkende, så ville jeg hellere have et bibliotek ligesom dig,* sagde hun. Hendes bror stirrede undrende på hende. *Har jeg et bibliotek i mit hoved?* spurgte han og og så en smule alameret ud. *Yup, hvor tror du ellers jeg kan alle de sære referencer fra, de er stort set allesammen fra bøgerne inde i dit hoved,* sagde hun muntert, hvilket bare gjorde Akira endnu mere alameret. *Du burde nok gå tilbage til virkeligheden nu, inden det her bliver for sært,* sagde han. *Vi ses,* skyndte han sig hurtigt at tilføje. Akemi nikkede og rakte så spejlet tilbage til Dust.

"I kan bare beholde det indtil videre, hvis i gerne vil prøve det lidt mere, jeg bruger det ikke selv særligt meget for tiden, så det er iorden med mig!" sagde Dust roligt, da hun rakte spejlet tilbage til ham "Men skal jeg ikke fortælle jer om den evne, jeg foreslog at give jer tidligere, så kan i tage højde for, om det er noget i gerne vil have, eller om i er mere interesseret i at prøve noget andet? Imens hvis du er sulten, kan vi jo finde noget mad til dig, så du kan få stillet sulten imens vi snakker?" han så tænkende på hende, efter at have spurgt hende, om det med evnen og maden, for at høre hvad hun ville svare på det.

"Tak," sagde hun og smilede til ham, hvorefter hun forsigtigt puttede spejlet i den taske hun havde hængende over skulderen til at samle underlige ting i. Hvis der var noget hun elskede, så var det at finde sære ting til sin samling. Efterhånden havde hun et ret stor samling af sten, perler og endda nogle krystaler af forskellig art. Hun havde endda en krystal, som hun var ret sikker på var blevet udsat for store mængder radioaktivitet. I hvert fald så glødede den og skiftede farve hele tiden. Den var hendes yndlings ting. Da han tilbød hende mad, stod hun bare lidt og overvejede det. "Jo det lyder godt," sagde hun og sendte ham et smil. "Og jeg vil meget gerne vide, hvad det er for en evne," fortsatte hun lidt efter.

Han nikkede roligt, da hun takkede ja til maden, og lavede et nik med hovedet som tegn på, at hun skulle følge med ham, da han gik ud i køkkenet. Han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig ved kokke bordet, mens han fandt noget mad frem til hende, i det køleskab han havde stående, han fandt hurtigt noget kylling, ris og brun sovs, som han lavede til hende, og satte på bordet med bestik og koldt vand til.
"Nå men det var om den evne!" sagde han tænkende, mens han trak en stol ud til sig selv, og satte sig ned foran hende "Den evne jeg gerne vil give jer, er normalt en 2 mands evne, som betyder at den kræver 2 væsner, for at den fungere optimalt, og grundet dens udformning tænker jeg, at siden i er 2 i en, passer den så perfekt til jer 2! Ser du evnen er delt op i 2 dele: en passiv bruger, og en aktiv bruger! Den passive brugers funktion, er den vigtigste funktion der gør evnen er så god som den er, og den fungere på den måde, at denne passive bruger udsender et ekko lige som en flagermus, der responser på alting i personens omgivelser! Disse informationer sender den passive så til den aktive, via en form for telepati! Den aktives opgave er så at være kæmper, den aktive behøver hverken syn eller noget, da den passive klare sanserne, hvilket gør at kæmperen kan være langt mere fokuseret på at bruge vold og styrke! Den passive er mere sårbar, men siden i 2 er i den samme krop, kan i lære at styre begge dele, således at den af jer der har kontrollen af kroppen er den der kæmper, mens den anden kan være den passive!"

"Det lyder smart," sagde Akemi efter at have lyttet intenst i et stykke tid for ikke at gå glip af nogle vigtige detaljer. Hurtigt overførte hun de informationer, hun lige havde fået til sin bror via telepati. I et stykke tid fik hunn ikke andet end stilhed til svar, men efter at have overvejet det grundigt erklærede han sig ening i, at det var en god ide. *Vi bliver ligesom flagermus,* kommanterede Akemi muntert og han sukkede. *Hvornår lærer du at tage noget seriøst?* spurgte han køligt men alligevel med spor af et smil i stemmen. *Nok aldrig,* svarede den evigt sekstenårige blondine og smilede uskyldigt. Efter et par minutters diskuteren frem og tilbage rettede hun sin opmærksomhed mod Dust igen. "Vi synes det er en god ide," proklamerede hun og smilede.

Dust ville nok altid synes, at det var spøjst at snakke med en shingender, der holdt sin anden part informerede, omkring de ting han stod og snakkede med shingenderen om, han kunne ikke lade være med at bemærke det, hver gang Akemi stod i totalt stilhed, og snakkede via telepati, med hendes broder der gemte sig indeni hende lige nu. Men han skulle nok vende sig til det, selvom den tanke om at det var spøjst når Akemi eller Akira gjorde dette, nok altid ville være der bagerst i hans hoved, om han lagde mærke til det eller ej. Da hun proklamerede, at de syntes det var en god ide med den evne han foreslog, nikkede Dust roligt og smilede sit tomme smil til dem.

"Jamen hvor godt, så kom med her så finder vi genstanden, der indeholder eco fight evnen, som i snart vil være i besiddelse af!" sagde han og tog hende med hen, til den sektion der hed 'blandede genstande', mens han tog et par magiske handsker på, for at undgå at evnen blev overført til ham. Han tog noget ned, der lignede 2 statuer af guld forbundet med hinanden, med små guld stave imellem dem, den ene statue lignede en med åben mund der sad ned, den anden en fighter der stod op "Godt så find din bror frem, så meget som overhoved muligt for jer, og når i føler jer nogenlunde balanceret, så tag denne figur med en hånd på hver statue! Så snart evnen er overført til jer, kan i forberede jer på, at opleve en masse spændende form for træning, i nok ikke havde forestillet jer, selv i jeres drømme!"