Den Russiske Satellit (Phoenix)

Tid: 6:00 Sharp!
Sted: Occulta Millitary Airforce Base
Vejr: Ikke perfekt, en smugle meget sidevind, men i det mindste regner det ikke.

Det lille mødelokale var temmelig koldt og udenfor var det stadig mørkt. Evan strakte sig og gabte. Han følte sig søvndrukken men det var også temmelig tidligt på morgnen. Lokalet var meget kedeligt indrettet, med kontormøbler. I hjørnet stod en kaffemaskine og boblede. Evan, der sad og pillede ved knapperne på en bordventilator af ren og skær træthed, ønskede at den snart ville skynde sig at blive færdig. Der stod også en lille transistorradio hvor speakeren læste nogle sports resultater højt. 
Ved den anden side af bordet sad en mand i hvid skjorte, med Militær-Militsens logo på og bladrede i nogle papirer hvor han engang imellem satte et hak eller tilføjede en note, med en kuglepen. Evan var ikke helt sikker på hvad han egentlig var, enten var han menig, en kontorarbejder eller noget i den retning. I hvert fald var det var ham der havde vist Evan ind i dette lokale, og bedt ham om at sætte sig her for at vente.

Evan havde lagt frakken hen over stoleryggen på den stol han sad på og hans rygræk stod op af væggen. Han havde desuden en ganske almindelig T-shirt med et dumt metallisk mønster påtrykt, store posede mørkegrønne bukser i kraftigt ildfast stof, og et par almindelige men ret store vandrestøvler.
I dette øjeblik lignede han meget den 16 årige teenager han faktisk var, med morgenhår og det hele. Som alle teenagere havde Evan ikke noget problem med at blive oppe til klokken 'Alt for meget' men skulle han tidligt op så var det ikke så nemt.
Han havde ikke nogen våben på sig lige nu. Han var blevet bedt om at aflevere dem i skranken, så de lå nu sammen med den uheldige menig der havde taget imod dem, med et blik som om han var bange for at de hjemmebyggede og farligt udseende våben ville bide ham.

Militær-Miltisen der af og til hyrede folk udefra til at dække opgaver som de ikke havde mandskab til, eller som de bare ikke ville bruge deres egne ressourcer på. Evan havde udført opgaver for dem før, men han havde glemt hvor forbandet tidligt om morgnen det altid skulle starte. Han havde parkeret sin bil i en garage og udfyldt nogle papirer inden han var klar til briefing, som skulle forgå herinde lige om lidt.

Klokken var lidt i 6 da der lød en hård banken på døren. Phoenix brummede svagt, de havde lovet hende at hun kunne få fri… desuden var det mandag og de havde hende kun i weekenderne. ”PHOENIX! Se så og få din røv ned i møde lokalet! Der er en mission til dig, og du skal være der om præcis 4 minutter! OP NU!” Stemmen grinede og Phoenix bandede svagt. ”Og jeg ved han vidste det… idiot.” mumlede Phoenix irriteret og løb hen til hendes skab for at finde sin sorte heldragt frem, hun rystede den svagt og så hvordan støv og snavs fra hendes sidste mission dryssede ned fra den og landede på jorden. ”Jeps, så meget for ikke lige at gide gøre den ren…” Brummede Phoenix og tog den tæt siddende sorte dragt på.
I en god fart, fik hun sine støvler og handsker på. Rolig snuppede hun sit bælte med sine pistoler og spændte det rund om hendes hofter, snuppede hende gevær og satte det fast på hendes ryg. Kort kiggede hun sig i spejlet, rettede på et mærke som indikerede Militsen, så det sad lige. I en enkel bevægelse samlede hun det delvist brune og hvide hår i en hestehale så hun så nogenlunde præsentabel ud.
Hendes røde øjne faldt på uret over døren. 30 sekunder til hun skulle være det og få hendes informationer. ”FUCK! Det skal den lille… Argh!”
Phoenix sprang ud af døren og var nær løbet en af aspiranterne ned. ”Flyt jer! Skrid, væk!” De folk der stod i vejen for hende blev skubbet væk eller løbet ned. ”Det her skal du få betalt!” Råbte Phoenix imens hun løb forbi det kontor han sad på. Han havde aldrig kunnet lide hende, eller der var ikke nogen som kunne lide hende her, men det var fordi hun var en varulv og ikke passede ind sammen med menneskerne

Phoenix løb forpustet hen til skranken og spurgte hvor hun skulle hen. Den menig der sad og holdte øje med nogle hjemmelavede våben, pegede over mod en trappe. ”Der op og til venstre.” Hun nikkede og smilede svagt, der var noget ved de våben som hun genkendte.
Med få skridt sprang hun op ad trappen og bankede på døren. Kokken var lige slået 6 og hun åbnede døren. Phoenix så på knægten og grinede svagt. Evan. Sidst hun havde set ham var sammen med Dust og de skulle bygge den vej.
Men smilet forsvandt da hun så manden i den hvide skjorte. ”Hvad handler det her om?” Phoenix lukkede døren og satte sig på en stol ved siden af Evan. ”Og bare lige for at få en ting på det rene. I kan ikke først give mig fri og der efter, ombestemme jer. Jeg lå i min seng for 5 minutter siden og sov, jeg vil gerne bare lige have det af vide 10 minutter inden jeg skal være her.” Phoenix sukkede og bandede svagt. ”Undskyld, men i har vel fundet ud af at man ikke bare skal irritere en kvindelig varulv.” hun lagde armene overkors og lænede sig tilbage i stolen.
Det kunne godt være at hun var en del af Militsen og at de havde en lille knap så de kunne slå hende ihjel, men hun havde vel lov til at brokke sig over at blive vækket ved at en idiot hamre på døren og råber at hun skulle stille klar om 5 minutter i den anden ende af basen.

Evan var næsten faldet i søvn igen, med hovedet hen over boret. Han havde været oppe siden klokken fire, så det var ikke så mærkeligt. Hvis bare den kaffe snart ville blive færdig. tænkte han. Han fik øje på noget der hang på væggen, en gammel Uncle Sam-plakat i en ramme.
Da døren blev åbnet registrerede Evan det kun halvt. Han havde ikke nogen ide om hvem der lige var kommet ind ad døren, ikke før hun talte. Han satte sig op med et spjæt "Phoenix?!" Sagde han overrasket. Han havde slet ikke tænkt over at hun jo måtte være her, hvis ikke hun var afsted. Han betragtede hende bare imens hun gav manden i den hvide skjorte et møgfald.

"Phoenix, du er i militæret og ikke på spejderlejer. Jeg skal nok fortælle dig hvornår du har fri og hvornår du ikke har og lige nu har du ikke." Sagde manden i den hvide skjorte Han talte med en meget mere brysk stemme end han havde brugt overfor Evan, så Evan så en smugle overrasket ud over tonen, men sagde ikke noget. "Du har titlen som den bedste pilot her, så du må hellere leve op til det." Han tav og så lidt på Evan og Phoenix efter tur. "Jeg har fået at vide at i to har arbejdet sammen før - er det korrekt?" Spurte han.
Evan der manglede enhver form for militær disciplin sagde bare "Øøh ja, det er rigtig nok." 
Manden skulle lige til at forklare hvad opgaven gik ud på, da Evan afbrød ham. Ikke ved at tale men ved at rejse sig og skænke sig selv en kop kaffe.
Manden rømmede sig, og så bebrejdende på Evan. "Hvad - jeg lytter." Sagde Evan.

Manden sukkede og fortsatte. "For ca 6 timer siden styrtede et ukendt fartøj i Blackwood mod syd." Begynde han. "Fartøjet er ikke et af vores, og formodes at være en gammeldags satellit." Han klikkede på en fjernbetjening han havde haft i hånden og et enkelt billede tonede frem på den hvide væg bag ham, fra en projektor i loftet. Billedet viste tydeligt et eller andet der kom faldende med høj fart hen over himlen, mod jorden. Billedet dansede som om det var taget med et håndholdt kamera. "For to timer siden kom banden The Amigos, med en udmelding. De påtager sig enhver ret til sattelitten og beordre alle til at holde sig fra den. Vi har grund til at tro at den indeholder noget meget vigtigt, så jeg vil have jer to til at skaffe den satellit, eller det den indeholder med tilbage." Han holdt en dramatisk pause.

Phoenix løftede kort øjenbrynet da hun så han lå halvt ind over bordet, men da det gik op for ham det var hende, prøvede hun lidt at ignorere det overraskede udtryk hun fik fra ham, men forgæves…

Da manden i den hvide skjorte gav hende klar besked, klappede hun i og nikkede kort, selvom hun indvendigt var ved at sprænges.
Phoenix sukkede stille og nikkede igen til at hun var den bedste pilot. Selv syntes hun det var pænt fedt at være den bedste pilot efter kun en måned med intensiv pilot træning, men det var nu ikke kun på trænings banen hun havde kæmpet, selv når træning var over var der kamp. Hun havde været oppe at slås en del gange og den vej igennem skabt sig en smule respekt, men langt fra alle fattede hvem og hvad hun var.
Da han stillede dem et spørgsmål nikkede Phoenix og kom til at smile over Evan. ’Du hører ikke til her, klap hat… ‘ tænkte hun og lagde ansigtet i alvorlige folder.
Da det lignede at han skulle til at forklare hvad de skulle, rejste Evan sig op og manden rømmede sig. ’Evan for en i helvede!’ skreg hun inde i sit hoved og var klar til at springe på ham hvis skjorte-dyret bad hende om det.
Endnu et grin prøvede Phoenix at undertrykke da Evan kom med en kæk kommentar. Det var virkelig svært at holde masken over for Evan og han gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende.

Phoenix nikkede stille, da han begyndte at give dem information om hvad pokker de skulle være her så tidligt for. ’En satellit er faldet ned fra himmelen, vi skal hente den og bringe den med tilbage, The Amigos vil helt klart have tingen for sig selv så der vil være nogen som vil overvåge den.’ Phoenix var med så langt, selv om hun ikke kunne se hvorfor pokker Evan skulle være her, og hvordan pokker havde de fundet frem til ham?!
Blackwood… det lød bekendt i Phoenix’s øre. Hun havde været der adskillige gange, men det var også der Dust havde sit hemmelige lager… var det virkelig satellitten de skulle ud til eller var det noget helt andet de havde i tankerne?
Roligt vendte Phoenix tilbage til den virkelige verden, mangen holdte den lille Pause og Phoenix så sit snit. ”Okay, men hvorfor kunne ikke sende nogen af de andre? Ikke at jeg ikke er glad for, at, i har valgt mig… men der er flere professionelle end to personer på 16 år.” Phoenix så alvorligt på manden og fortsatte. ”Inden jeg kan tage af sted har jeg brug for en halv time til at fikse den knægt, jeg skal ikke ud sammen med ham, hvis ikke han kan se klar ud, desuden skal jeg have noget at spise.” Hun sukkede stille og lænede sig tilbage i stolen igen.

Manden i den hvide skjorte så på Phoenix. "Jeg sender ikke nogle af de andre, fordi du beder om det." Sagde han. "Jeg sender Evan fordi han har det niveau af ekspertise indenfor feltarbejde og som mekaniker, desuden har han tidligere vist at man kunne stole på ham..." Ved denne bemærkning sendte Evan, Phoenix et tandsmil, der dog hurtigt falmede igen ved mandens næste bemærkning. "Desværre er han også flyvsk, og udisciplineret. Jeg sender dig med fordi jeg vil have nogen fra militsen med, til at holde øje med ham, og du har jo arbejdet med ham før. Desuden er du en dygtig soldat, som jeg er sikker på er opgaven værdig. Desuden tror jeg at det ville være godt for dig at tage et ansvar, uden en overordnet til stede. Hvis du ellers er færdig med at stille dumme spørgsmål så har i nu, en time til at få ordnet det i skal ha ordnet. Jeg vil se jer i luften om en time, er det forstået? Der står et fly parat til jer." Mandet tav og betragtede de to.

Evan stod bare med sin kaffekop og så på manden. Han havde raplet det hele af sig i en lang køre, uden at falde over et eneste ord. 
"Du siger da vel ikke at du overlader styringen til hende?" Spurte Evan.
Manden gav et lille fnys fra sig. "Jo Evan, du er ikke militær-mand og du er ikke i miltisen, så jeg giver kommandoen til hende." Sagde manden.
Evan så ikke ligefrem begejstret ud, men han sagde ikke noget. Han var i tvivl hvad angik Phoenix's lederegnenskaber. Han vente sig mod hende og spurte. 
"Hvad mener du egentlig med at du vil fikse mig?" Spurte han, som om han egentlig ikke rigtig ville høre svaret.

Imens manden snakkede om Evan gloede hun på ham med et ligegyldigt blik, selvom det var svært at holde masken.
Men hun klukkede lidt for sig selv da skjorte-dyret kritiserede Evan. Ellers sad Phoenix bare stille og roligt og lyttede. Hun skulle ikke ud i flere problemer end hun var i. ’Mere ansvar?! Seriøst, fyren mener tydeligvis at jeg er en latterlig unge som ikke burde være her… nah, burde jeg nok heller ikke være men det er en anden snak.’ Tænkte Phoenix opgivende. Hun havde da ellers ansvar nok… både ved Militsen og hjemme i the Wolf Clan, men fint, hun skulle nok vise dem.
Da manden spurgte om de havde forstået det nikkede Phoenix kort og rejste sig op klar til at forlade lokalet, men Evan havde åben bart ikke fattet det hele.

Da Evan begyndte at stille spørgsmål sukkede Phoenix opgivende. Der var en time… en time var præcis nok til at tjekke flyet, få noget mere passende tøj på og spise en smule mad. Men hun elskede at se hvordan Evan reagerede, da manden gjorde det klart for ham at Phoenix havde styringen.
”luk ædespalten, og følg med.” Hun tog hans jakke, der lå over stolen, og snuppede hans rygsæk som lå op ad væggen. Hun nikkede kort til skjorte-dyret, smed jakken over hendes skulder, tog fadt i Evans T-shirt og trak ham ud af døren. ”Af sted.” hun slap ham og lukkede døren. ”Hm… en anden gang så holder du din… ” hun sukkede stille og rystede på hovedet. ”Jeps, hej Evan.” hun rystede opgivende på hovedet og grinede svagt. ”hm… jeg fik vidst det forkerte ben ud af senge.” hun grinede kort ad ham og rystede på hovedet. ”Godt lad os komme af sted og lad mig give dig nogle ting.” hun tog hans rygsæk på den ene skulder og begyndte at gå ned ad trappen hen mod skranken og så på den uheldige menig. ”Evan lige 2 sekunder.” Hun så på menigen og snuppede kassen med våbnene og så på menigen som brokkede sig over at hun tog den. ”Han skal på opgave, sammen med mig, tag dig sammen.” hun knurrede svagt ad ham, da dette var et af de mennesker der ikke lige frem kunne lide hende.
”Godt.” Hun stak kassen ind i hånden på Evan og smilede svagt. ”Den vej.” hun pegede ned af gangen og begyndte at gå med en høj fart, for ikke at spilde tiden.

Da Phoenix næsten var kommet hen til hendes værelse, hørte hun en af de andre aspiranter. ”Hey, se hunden er kommet ud af hundehuset! Har du fået dit kødben? Skal du have en lille lufte tur?” Phoenix knurrede svagt og prøvede at ignorere det, men da de begyndte at bjæffe af hende sukkede hun og satte tasken på gulvet og lagde jakken over tasken, hun smilede kort til Evan og så undskyldende på ham.
Med et var hun henne ved knægten og hurtigt fejede hun benene væk under ham. ”Hvad sagde du til mig?” Hun satte et knæ ned i maven på ham og trykkede til. Han gispede svagt af det hårde tryk han fik. ”Ikke noget! Jeg…” Phoenix afbrød ham ved at give ham en syngende lussing. Han hylede på og Phoenix grinede svagt. ”Hold din kæft ik?” hun rejste sig og gik roligt hen i mod Evan.
Hun tog fadt i døren og svang den op og trådte ind.
Værelset var enkelt, men stadig stilfuldt. En enkelt seng, et grønt skrivebord, en kommode og et spejl. Mens væggene havde en lidt kedelig farve. ”og det er så min hverdag…” mumlede hun mut og sukkede stille. ”Godt jeg skal have noget andet tøj på.” hun smuttede hen til hendes kommode og hev en skuffe med tøj ud.
Hurtigt fandt hun en sort top og et par grønne camouflage busker. ”Evan? Hvordan pokker fandt de dig? Jeg hørte godt at du har arbejdet for dem før, men hvad fik dem til at vælge dig?” imens hun snakkede havde hun sparket sine støvler af og var halvt i gang med at tage hendes tøj af.

Da Phoenix kun stod i undertøj trak hun sine bukser på og låste hendes bælte fast så hun var bevæbnet. Hun rettede sig roligt op så man kunne se den ene af de 3 tatoveringer hun havde. Den lille der var rundt om hendes navle, den lille sorte spiral, bevægede sig svagt når hun trak vejret og nå hun bevægede sin krop..
Hun drejede sig rundt så hun stod med ryggen til ham, for at finde en sports BH at have uden den almindelige BH. Da hun vendte sig blev den store sorte tatovering der dannede en måne af spiraler og snoninger, meget tydelig at se.
”Hm… hvor pokker har jeg nu lagt den… gr… jeg kan da heller ikke finde en skid!” knurrede hun af sig selv, og fandt enlig den sorte sports BH. ”så mangler jeg bare lige have det sidste ordnet og så skal jeg fandeme have noget at spise.” hun fløjtede stille og roligt som om hun slet ikke havde været oppe at toppes med en af fyrene ude foran døren.
Hurtigt snuppede hun den sorte top og en lille grøn jakke, hoppede ned i hendes støvler og så roligt på Evan. ”Klar?” hun grinede svagt og ventede på en eller anden kommentar fra ham.

Evan fulgte manden med øjnene da han forlod kontoret og lod mappen med oplysninger om missionen ligge på bordet. Hans blik faldt på Phoenix hvis ansigts udtryk kunne sammenligenes med en tordensky. I det mindste havde hendes ankomst fjernet hans umildbare træthed for en tid, eller også var det kaffen. Han skulle lige til at sige noget til hende men blev afbrudt da hun tog hans taske. "Hey, jeg skal nok selv tage..." Han blev afbrudt da hun hev ham i kraven. "Av... Hey..!" Sagde han da han hastigt fik stillet sin kaffekop fra sig, så hurtigt at kaffen skvulpede ud og tilsølede servietholderen på bordet. Hvis det ikke havde været for hans arm-extention i højre arm havde han ikke nået at gribe fat i missions papirene før han blev slæbt uden af døren, heldigvis fik han fat i den med den forlængede arm, der klikkede tilbage på plads igen. 

Hun skulle lige til at give ham en opsang over et eller andet, men han afbrød hende. "Hvad med et hej?" Spurte han hende, med en attitude der antydede at han mente hun var hysterisk. "Holder min Hvad? Hvad har jeg sagt?" sagde han indigneret. Han hørte hende sige at hun havde fået det forkerte ben ud af sengen, og mumlede lavmældt for sig selv "Det lyder snare som om du har malere i entreen". Da hun åbenbart ikke svarede gik han med, hun gik meget hurtigt og han forstod ikke helt hvad hun var utilfreds over.
"Phoenix... vent dog lidt!" Sagde han og småløb efter hende. Hvad var der dog i vejen med hende? 
Menigen i skranken så ud til at ha' blandede følelser over at Phoenix tog kassen med Evans våben. På den ene side var han glad for at slippe af med dem, og på den anden side var brød hans sig vist ikke om at lade dem ude af syne. Evan tog forundret imod kassen, der var kun to pistoler i den samt den sammen byggede automatriffel og granatkaster. Han havde ikke taget det tunge skyts med fra bilen. 

Evan blev småchokeret over at høre den måde de andre soldater talte til Phoenix. Han sagde ikke noget for hun lod til at have sin egen måde at håndtere situationen på, desuden skulle der helst ikke blive slåskamp. Soldaterne kiggede kort på Evan, men skulede mest til hans højre arm, det var synlig på grund at T-shirten. Den var også meget forskællig fra de fleste bionics siden det så ud som om nogen havde boltet eller limet metaldele på hans egen arm, istedet for bare at være en metal arm. En af dem forsøgte at spænde ben for ham da han gik forbi, men opnåede kun at slå sit skinneben mod metalpladerne under bukserne. "Av for helvede... Freak!" Sagde soldaten og ømmede sig. "Vær du glad for det ikke var mit andet ben." Sagde Evan, med et drilsk smil.
Sandheden var at det ikke ville have gjort nogen forskæl hvilket ben han havde ramt, men det var sjovt at se soldatens ansigtsudtryk ved den nyhed.

Evan fulgte efter Phoenix ind på hendes værelse. I hans øjne var der meget tomt, og her lugtede som om nogen lige var stået op, herinde. Men her var hyggeligt, fredeligt og i Evans øjne var her både rent og ordenligt. "Hvad mener du med 'Hvodan fandt de mig?' Jeg har da en telefon." Sagde Evan. Det havde ikke været nogen dramatisk oplevelse at blive ringet op, og tilbudt et job, hurtigt og enkelt uden nogen dikkedarer. "De ringede bare til mig." 
Han gjorde sig umage for ikke at kigge for meget mens hun skiftede tøj, men det var svært. Han fandt en løsning ved at kigge ned i sin taske. Han trak en sammenrullet bylt, der viste sig at være hans carbonmesh-rustning. Ugenert tog han sine bukser af, han havde boxerbreafs på indenunder og hans ben var lavet i samme snit som hans arme, hvorefter han to de armerede bukser på. Han tog også sin T-shirt af, og erstattede den med den armerede vest. Han havde en veltrænet brystkasse hvor højre side havde samme blå tatoveringer der matchede og mødtes dem han havde i ansigtet, ved halsen. Han så på hende da hun kom med sit vredesudbrud om ikke at kunne finde sin BH. "Husk også nogle tamponer, det lyder som om du har brug for dem." Sagde han og grinede for sig selv. Han viste det var dumt at sige, men det var hans form for humor. Han sagde ikke noget til at hun gerne ville have mad først, han havde ikke selv fået morgenmad. Han smed bare sin frakke over skulderen. tog sine våben op af kassen og satte dem på plads. Tasken tog han over ryggen. "Jeg er klar, sagde Evan da han smed tasken på ryggen. Kassen lod han stå.

Ude på gangen havde de soldater der havde genere dem før, heldigvis stukket piben ind. Evan blinkede en enkelt gang til dem med sit hvide øje, hvilket de ikke lod til at kunne lide. "Taler de altid sådan til dig?" Spurte han Phoenix da de var kommet uden fro hørevigide. "Eller er han barre en gammel kæreste der er sur? - Hvor er kantinen?" Tilføjede han.

Phoenix så godt at menneskerne prøvede at få Evan ned på gulvet ved at spænde ben, og der kom der også et lille grin fra hende da Evan sagde en lettere flabet kommentar.
Mennesker kunne være så onde mod andre, som ikke var som dem selv. Hver gang Phoenix prøvede at irettesætte dem blev det hele værre, men hun fik nu hjælp alligevel. Den mand hun først mødte, efter at være vågnet af bedøvelsen, tog sig af hende her, han kunne godt lide hende, men om det var fordi hun havde en hvis fordel, eller medlidenhed, vidste hun ikke.

Phoenix sukkede opgivende til Evan. ”Nej… hvordan fanden fandt de frem til dig. Det er nok ikke bare lige: ’ah, ham der ser stærk ud, ring til ham’. Vel…” Phoenix smilede skævt og vendte sig rundt igen for at smide sin dragt hen i nærheden af spejlet så hun senere kunne gøre den ren.
Phoenix betragtede imponeret Evans cyborg dele. ’Wow… det der er pænt awesome.’ Uden at overbeglo ham, betragtede hun hans ben og arm, det var et underligt snit… det lignede noget som var limet sammen eller noget hvor man fandt tilfældige dele og der ved satte dem på og brugte dem.
Da Evan kom med sin kække kommentar til hende sukkede hun opgivende. ”Ar, hold din kæft Evan.” Hun prøvede forgæves ikke at gine over ham, men det lykkedes helt.
Hun så at han gjorde sig klar til at smutte, imens tog hun den sorte stramt siddende top på og hendes jakke, så man ikke kunne se hendes juin mærke på skulderen.
”Super lad og skynde os ned til kantinen og få noget mad, så jeg kan tjekke flyet, så jeg ved hvordan man flyver det.” hun smilede let til Evan og smuttede ud på gangen og lukkede døren efter dem.

Hun stak hænderne i lommen og trak på skulderne. ”Det du så i dag, var ingen ting.” hun gik i et roligt tempo og rystede på hovedet ad ham. ”Nej, det er ikke en gammel kæreste, din idiot, jeg har ikke nogen ekser. – kantinen er nede af gangen, til venstre og ind af den store dør til højre.” hun smilede kort og fortsatte med at forklare, så det måske kunne give mening for ham. ”her er væsner ikke rigtigt velkommen, alle ikke menneskevæsner ser dem her helst som døde eller i fangenskab, jeg er kun kommet her ind da jeg har nogen fordele, som mennesker ikke har. Jeg kan se om natten, det kan de ikke, og jeg er hurtigere og mere adræt, plus jeg har, 2 andre skikkelser at kæmpe i, men ingen af dem har set mine skikkelser.” hun trak kort på skulderne. ”Så her er jeg en freak som ikke hører til, men alligevel er de glade for at jeg er her… og så er der nogen mennesker der godt kan lide mig og acceptere mig, men det er omkring 5 personer.” hun grinede svagt og drejede ned af en gang der gik til venstre. ”Ind her.” Roligt åbnede hun døren ind til en lettere fyldt kantine og lugten af med fyldte hele rummet. ”hm… mad.” hun smilede for sig selv og gik målrette hen mod det lange bord, dækket op med alt den mad man kunne spise.

Phoenix snuppede en bakke og begyndte at snuppe forskellige ting som; groft brød, juice, kød pålæg, smør, mælk med mere.
Da hendes bakke dækkede hendes behov gik hun over mod et bord hvor ingen mennesker sad eller noget andet. Dette var et af de steder hun var mest ud sat. Ikke på træningsbanen og ikke når hun fløj, det var nærmest barnemad i forhold til noget af det hun gennemlevede her.
Hun satte sig roligt ned og begyndte at spise med stor appetit. Den Phoenix Evan havde set sammen med Dust, var langt fra den samme som var her. Her havde Phoenix disciplin og hårde ord, samt en hånd eller to der fløj igennem luften, hvis folk sagde noget forkert til hende.

Hun så roligt op på Evan. ”Hvad var det du tog inde fra mødelokalet? Evan, hvis du får mig i større problemer end jeg allerede har, skal jeg nok banke en eller flere tænder ud på dig.” Der var ikke en antydning af sjov og ingen kække glimt i hendes øjne. Hun ville bare gerne vide hvad pokker det var, han havde snuppet.

"Nårh du mener første gang jeg udførte en opgave for dem." Sagde Evan smilende, mens han rodede i sin taske efter sin rustning. "Tjo... Den første gang var jeg sådan set bare assistent for min far... hvad har jeg været, 11 år. Bare rolig vi var ikke i fælten dengang, jeg arbejdede bare for min far i et laboratorium, i et facilitet... Ved du hvad? det er faktisk et godt spørgsmål." Sagde han tankefuldt. Det var som om han ikke helt selv viste hvad han havde lavet. Evan smed bukserne for at skifte til de andre, og hørte hendes kommentar. "Jeg ved godt de ikke er så pæne, men det virker godt, alt det der virker, er inden i." Sagde han og slog let på en plade på låret, inden han trak bukserne på igen. Han brød sig ikke rigtig om at folk kiggede for meget på hans dele. Det betød ikke så meget når det var armene men benene var ikke så pænt lavet. Evan gik normalt ikke så meget op i æstetik, men det betød alligevel noget.
Han grinede da hun grinede. Han havde egentlig forventet at hun gav ham et drag over nakken, men hun havde åbenbart valgt at fortolke hans kommentar som om han forsøgte at fortælle hende at hun var hysterisk, hvilket jo også var det han havde gjort. 
"Du viser vej." Sagde han. "Men ved du da ikke hvordan man flyver det?" Spurte han.

Evan fulgte Phoenix mod kantinen. "Hvis ikke det var en gammel kæreste, hvorfor opføre han sig så som en?" Spurte Evan, mens de gik ind i kantinen. Han lyttede til hendes problemer uden at sige noget, mens de valgte deres mad. Kantinen var halvfuld, men den militær disciplin man ellers så her var ingenstæder at se herinde. Her var støjende, latter, vrede stemmer, råb og generel uorden. Evan var imponeret over deres energi på denne tid a morgnen, de fleste var kun et par år ældre end både Evan og Phoenix. Han valgte en hel del brød, forskelligt kødpålæg, røræg og mælk. Han var nødt til fordele det på to af de små morgenmads tallerkener for at få plads til de hele.
Han satte sig ned sammen med Phoenix ved et bord uden andre. Det var tydeligt at Phoenix ikke blev budt velkommen af de fleste her. 
"Jeg gad vide om jerlogi har nået med deres dårlige opførsel at gøre." Sagde Evan da hun afsluttede sin tale. "Det er selvfølgelig ikke nogen undskylding, men det er en forklaring."

Det to ham et par sekunder at komme i tanke om hvad hun mente på kontoret. "Nårh - du mener denne her mappe." Han fandt den frem fra sin taske, hvor han havde lagt den da han skiftede tøj. Uden på den grønne mappe var der en mærkat med et nummer, Even regnede med var missionens navn, og dagens dato. "Jeg tog missions mappen på vej ud." Sagde han. Ærlig talt viste han ikke om den mappe var tiltænkt dem. Nu da han tænkte over det ville manden med den hvide skjorte not have givet den til dem, hvis den var. På den anden side havde han ikke taget den med sig da han gik. 
Han åbnede mappen uden at tænke mere over det, og blev mødt af et stort rødt CLASSIFIED stempel henover en blank side. Han ignorerede siden, det var jo deres mission, og gik videre til næste side, som var et luftfoto af det sted hvor sateliten var faldet. Der var et aflangt krater, som om den var blevet sparket til af en kæmpe og var landet her. Der var væltede træer ned langs dens spor, og det lille satelit vrag lå for enden. 
"Her er i hvert fald alle de infomationer vi har brug for." Sagde han smilende.

Da Evan fortalte at han havde lavet noget for dem før så hun over på ham over den ene skulder. Uden at kommentere det han sagde, nikkede hun bare stille. Han lød lidt ligesom en rigtig teenager, en der havde tankerne alle andre steder end han enlig burde have. Det kom et lille smil frem om hendes læber da han stillede sig selv det samme spørgsmål. Han var vidst en rigtig teenager… alt andet end det hun selv var..
Hun smilede svagt ad Evan da han mente hans ben ikke var pæne. ”Evan tag dig sammen, det virker, om det er pænt eller ej, desuden gå folk her ikke synderligt meget op i hvordan du ser ud, men om hvem du er og hvad du er.” hun trak kort på skuldrene og prøvede svagt at smile som om det ikke betød noget om hvad eller hvem du var…
Hun nikkede kort til ham da han bad hende vise vej, men hun grinede svagt over hans spørgsmål. ”Der er en grund til at jeg er den bedste pilot, jeg kan flyve alle flyende her inde, selv den store wingma, men det jeg skal er at tjekke den, sørge for at alt fungere og se hvilken en det er jeg skal flyve. Personligt håber jeg det er en af de små men ellers må det gerne være F-16 eller LM F-16c.” hun trak stille og roligt på skulderne, da det faldt hende naturligt at snakke om fly og om deres måde at fungere på, men Phoenix gad ikke gå i detaljer, Evan fattede nok ikke det store af hvad hun sagde alligevel.

Hun sukkede opgivende over hans spørgsmål og smilede svagt. ”Fordi han er en idiot på to ben der er ikke kan lide mig. Derfor, også tror jeg, at jeg måske kom til at såre hans stolthed, da jeg nægtede at gå ud med ham… men seriøst, det vil aldrig nogensinde fungere. En varulv og et menneske, glem det… og så er jeg mere eller mindre optaget.” hun smilede skævt og rystede svagt på hovedet over den oplevelse der dukkede op i hendes hukommelse.
Da de begge sad ned og Evan kom med noget som hun ikke helt forstod, kiggede hun roligt på ham. ”Jerlo-hva-for-noget? Kan man lige få den på et sprog jeg forstår?” hun smilede skævt til ham og begyndte stille at smøre et stykke brød, og puttede derefter noget kødpålæg på.

Da Evan fandt mappen frem sukkede hun irriteret. ”Evan for en i helvede…” knurrede hun svagt og så ned. ”Du får skylden hvis vi bliver opdaget, til, gengæld får jeg straffen… hurra.” Phoenix stemme var hadefuld og vred. Hvis Evan fik hende ud i problemer skulle hun nok sørge for at Evan led, hvad end det måtte koste hende.
Selvom Phoenix var en smule sur over at han havde taget den rykkede hun tættere på ham, så hun så skulder mod skulder for at se hvad pokker den indeholdte.
Hun knurrede svagt da han bare åbnede mappen og begyndte at kigge på hvad pokker det var. ”hvad i…” hun snuppede fotoet og kiggede nærmere på det. Var det den lille dims de skulle finde og tage indholdet med hjem?
’det ser da ikke særlig besværligt ud… men der kan selvfølelig ske mange uventet ting… ‘ hun sad lidt og betragtede billedet da en vældkendt og farligfærd sneg sig ind i rummet. Phoenix kiggede med det samme op og fik øje på en af dem der havde kontrollen over hende. ”Fuck.” mumlede hun hurtigt, snuppede mappen fra Evan, stak fotoet ind i mappen igen. Hurtigt proppede mappen ind under hendes jakke og lynede den op til hendes hals. Hun drejede hovedet ind mod Evans øre og hviskede: ”Hvis de mænd kommer her hen, siger du intet med mindre du bliver spurgt.” Hun fjernede sig roligt igen og smilede stille til ham.
Forsigtigt skævede hun hen mod de 3 mænd der var på vej hen i mod deres bord. ’arg, bare jeg ikke har gjort noget forkert… ‘ hun sad over var lidt nervøs over at de gik så målrettet mod hende.
En dyb stemme kaldte hendes navn og Phoenix så op. ”Phoenix, nu viser du at Militær Militsen er bedst, forstået?” Phoenix nikkede.

//Undskyld jeg mente Jaloux... Jeg kan ikke stave T.T//

Evan så vantro på hende. "Når du siger F-16, mener du så det 1000 år gamle fly-design, med den håbløst forældede jet-motor?" Evan var ikke flymekaniker, og kunne ikke bygge et fly fra bunden. Måske kunne han fixe et der var gået i stykker, men det kom vel and på hvad der var gået i stykker. Motorer og den slags var derimod universel mekaniker viden. Han forberedte sig på hendes utilfredshed over hvordan han talte om F-16 flyet. 
"Shut up - har i en Wingma?" Spute han. "Dem kan der ikke være mange af." Sagde han. "Hvor er den?"
Wingma'en fangede hans interesse, det var et ret stort fly. Han havde ikke set et, for der var ikke ret mange af dem.

Evan skyndte sig at rette sig selv. "Jaloux -*host* - Jeg mente Jaloux. Undskyld min Bio-Lung, driller en gang imellem." Han slog sig tog gange på brystbenet for at rette den. "Men hvorfor kan du ikke date et menneske?" Spurte han. "Jeg forstår godt at han er en idiot hvilket er grund nok til ikke at gå ud med ham, men du kan da ikke skyde skylden på at han er et menneske. Medmindre Lycantropi er sexuelt overført eller sådan nået?" Evan lo for sig selv over den sidste kommentar, men var ellers seriøs når han talte. "Hvem er du ellers sammen med?" Spurte han.
Evan smurte sig selv en sandwich med skinke og æg, rigeligt mayo, lidt salt og pepper. Han begyndte at spise. Hans manere var ikke noget der kunne præsenteres til en fin fest, men han spiste pænere end de fleste herinde gjorde. Han håbede at de ikke ville ville blive generet af nogle af de andre mens de spiste, men når Evan havde sit udstyr på, syntes de fleste at han så skræmmende ud, især hvis han havde masken og hætten på hvad han dog ikke havde nu. Desuden havde han jo den den temmelig skræmmende riffel siddende i en rem om skulderen.

Evan bladrede videre fra det store billede til et hvor der var zoomet længere ind, men også meget mere uskarpt. På det tidligere billede havde sattelitten set lille ud, men her så den ud til at være temmelig stor. "Jeg kan ikke se noget som helts på det her billede, men den er større end jeg troede den var." Sagde han. "Er det et russisk flag jeg kan se der?" Spurte han og pegede på en rød og blå pixel klump, på den ene side af sateliten. Evan nåede ikke videre før Phoenix rev mappen væk. "Hvad sker der?" Spurte Evan, men fik så øje på tre mænd, der måske var officerer. "Hvem er de?" Spurte han Phoenix. 
Evan gjorde hvad han fik besked på og sagde ikke noget da Phoenix fik en formaning fra en af mændene. Det handlede åbenbart om at hun skulle bevare Militsens renommé. Han havde heller ikke noget at tilføje på den konto.
En af de andre af de tre, en lidt fedladen mand med skægstupspe og et temmelig dårligt forklædt mekanisk øje, sagde. "Du må ikke ha' det skydevåben herinde." Han pegede på Evans bastard af et våben. Evan kiggede op fra sin mad. Han havde ikke set et skilt hvor det stod, og han var ikke den eneste herinde der havde våben med. "Men... du har selv en revolver." Sagde Evan uforstående til manden.

//Nåå, gør ikke noget ^^//

Hun rystede svagt på hovedet. ”Der er nogen ombyggede F-16 fly, bedre motorer, stel, hjul og alt det andet. Men det er ombyggede F-16 fly.” hun smilede stille. ”Desuden er det ikke så ringe at flyve i en god gammeldags F-16, den er ikke så avanceret eller noget i den stil. Men det er anderledes at prøve sådan noget.” hun smilede stille prøvede at holde hendes utilfredshed på et minimum så det ikke ville ende, som med skjorte-dyret.
Hun smilede skævt ad hans spørgsmål. ”Jah, jeg har en wingma, men den er lidt uhandig at flyve rundt med, med mindre du skal transportere ting eller folk.” Hun grinede svagt og fortsatte stille. ”Som det ser ud lige nu, skulle den være i zone 1 ved hangar tre, det var der jeg landede den sidst.” hun så stille hen på Evan og forventede en eller anden mistro til hende, men den var god nok. Phoenix var en af de eneste der fløj med den, det var hendes lille skattebasse og hun elskede at flyve med den. ”Og for at svare på hvor mange der er. Så er der 2 som vi kender til. Den her og en nede i Nord Amerika, og den i Nord Amerika, den fungerer ikke, og bliver vidst brugt til et eller andet vare tegn.. tror jeg.” hun trak på skuldrene ved den sidste del af sætningen.

Da han hostede, smilede hun svagt. ”Jeg kan ikke date mennesker, for der er regler for varulve og sådan noget. Vi har nogen lidt andre… ting… at døje med.” hun så roligt på ham og daskede ham på skulderen. ”Evan for fanden.” hun grinede og rystede igen på hovedet ad ham. ”Det har slet ikke noget med sagen at gøre.” Hun sukkede opgivende, men der var nu alligevel et kækt glimt i øjet på hende da hun snakkede til ham. Hun så roligt ned og sukkede svagt, det var et stykke tid siden hun havde snakket med ham, og hun savnede ham kraftigt. ”Se her kommer det lidt mere kompliceret ind i billedet.” Hun så roligt på ham og sukkede. ”en fyr der mere end en gang har redet mig for at dø og noget i den stil.” hun grinede svagt og rystede på hovedet. ”Demian. Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvor henne han er, men taget hjem, det tvivler jeg kraftigt på. Og jeg tror han er min mage.. jeg er ikke sikker da vi slet ikke har snakket om det eller noget i den stil, men kærester tror jeg vi er… hvis ikke så mager.” hun nikkede stille og så roligt på Evan. ”Gav det mening eller er du mere fortabt end før?” stemmen antydede at hun drillede ham, og det gjorde hun da også, men om han forstod det eller ej, var vel op til ham selv at finde ud af.

Hun så roligt på det billede Evan holdte og brummede lidt. ”Pas, jeg har ikke styr på sådan noget… det er mit hoved sku da ikke stort nok til, det er proppet med alt andet end flag.” hun så roligt rundt og sukkede svagt. der var ikke rigtig mere plads i Phoenix’s hoved, det var overfyldt nok i forvejen…
”3 højt stående personer der ikke kan lide mig.” mumlede hun som svar til hans spørgsmål om hvem de var. Den ene af dem var den mand der vækkede hende i morges, den anden som havde talt til hende lige nu var en hun kun havde hilst på en gang før, og den tredje mand… jah han kunne ikke rigtig udstå Phoenix.
Hun bandede indvendigt da den tykke mand snakkede til Evan. Folk som ikke var i militsen måtte ikke bære våben, med mindre de var under opsyn. ”hr. officer, jeg er blevet sat til at holde øje med ham og vi skal på mission om nøjagtig 35 minutter.” Hun så roligt op på ham med et tomt blik, men manden overhørte det Phoenix sagde og gloede på Evan. ”Du skal ikke svare igen.” Hvæsede han. ”Hvad fanden, din lille usle cyborg.” hans stemme var gået fra lettere irriteret, til rasende.
Phoenix så sit snit og tog fadt i Evan. ”Hvad var det jeg sagde før?” Hendes stemme var rasende og hun havde ændret sin personlighed. ”Hold din kæft og giv mig den riffel.” Uden svar hev hun den af hvor remmen var og sukkede irriteret. ”Phoenix, du sagde du havde ansvaret for ham. Hvad er det for en mission?” Stemmen var høflig og Phoenix så op, en mand mere var kommet hen til deres lille flok. Sergent Collins. ”Ja, jeg har ansvaret for ham.” hun sank en gang og tog en dyb indånding. ”en ukendt satellit er faldet ned i Black Wood, og Evan og jeg er blevet sendt på den opgave at bringe den eller indholdet her til.” hun så alvorligt på Sergent Collins og på de 3 andre fyre. Hun så roligt på officeren som mumlede sammen og nikkede kort. ”Du kan beholde dit våben, men Phoenix bære det.” uden at de så på Evan vendte de rundt og gik ud. ”Tak, Sergent Collins.” hun smilede svagt og nikkede til ham. Kort nikkede han igen og smuttede.

”HVILKEN DEL AF AT KLAPPE I FORSTOD DU IKKE?!” Hun slog ikke Evan hårdt men nok til at han burde ømme sig lidt. ”Det var så tæt på…” hun sukkede irriteret og så på Evan for at få en forklaring.

"Ærgeligt at det ikke er den vi skal flyve i." Sagde Evan. Han gik ikke ud fra at de ville sende et så stort og værdifuldt fly ud til sådan en lille ekspedition. Evan tænkte at de nok skulle tage et transportfly, nået der kunne lande uden en landingsbane. Medmindre selvfølgelig at de blev smidt ud med faldskærm. Det håbede Evan ikke at de blev, for han var tungere end han så ud til. Men det ville heller ikke give mening. De skulle jo afsted igen, og det var kun de to der blev sendt afsted. "Kun to af dem." Gentog han, som et ekko. "Og kun en af dem virker." 

Evan forstod ikke helt. Hun måtte ikke date et menneske på grund af en eller anden regel. "Det forstår jeg altså ikke, du må ikke date et menneske på grund af dit temperament? Hvem har dog besluttet det?" Der var så mange mærkelige regler alle vegne. Det var også en af grundene til at han aldrig i sit liv kunne mælde sig til Militisen, han ville ikke kunne tåle at skulle underligge sig disse alle regler, han ville blive kvalt. Hvad Evan ikke viste var at det lå dybt begravet i hans design, ikke at følge reglerne. Hvis man kun fulgte reglerne, så var men et samlebånd og ikke en opfinder. Evan var skabt til at skabe nye ting, ikke til at masseproducere det samme. Det var også en af grundende til at han kun befandt sig i byerne i korte perioder ad gangen, ellers ville det gå galt for ham, på et eller andet tidspunkt. Hvis der var en regel, så var det Evans opgave at bryde den, ellers kom man aldrig videre.
"Du svarede mig ikke på mit spørgsmål." Sagde Evan. "Kan lycantropi overføres på den måde?" Evan fik pludselig et drilsk smil om munden. "Det var måske sådan du selv fik det?" Drillede han. Han ville ikke blive forbavset hvis hun slog ham igen, men det ville være det værd. 

Evan var klog nok til ikke at svare igen, endnu en gang da den tykke mand blev rasende. Med sit varmesyn, kunne Evan se mandens temperatur i andsigtet stige med ca 6 grader, da han blev vred. Det morede ham voldsomt, men det lykkedes ham at lade være med at grine. Desværre var der nok en hvis morskab at spore i hans andsigt, hvilket ikke blev mindre sjovt af at se Phoenix te sig som en skræmt menig over for de tre herre. Evan var klog nok til at undlade at nævne at det var dumt at bruge ordet 'Cyborg' som et nedsættende ord, når man selv havde et dårligt camoufleret mekanisk øje. Men han fik dog sagt. "Ja ja... i kunne da ha' sat et skilt op." Han mærkede at Phoenix nærmet i panik hev i hans våben og vippede skulderen så hun kunne tage det. Heldigvis dukkede en fjerde mand op og forlangte at vide hvad der forgik, før Koporal Gal-I-Hovedet kunne nå at blive endnu mere vred. Phoenix fik lov at tage vare på Evans våben, men det gjorde ikke noget. Han havde to pistoler under frakken og Evan så ingen grund til at informere officerene om dette. 

Som forventet gik Phoenix løs på ham så snart de andre var gået. "Hør... Du sagde selv at jeg kun skulle tale, hvis de talte til mig. Ham den tykke talte til mig, så jeg svarede ham." Sagde Evan. "Jeg ville bare høre hvad reglen gik ud på, hvad er der galt i det?" Spurte han. Det var ikke hele sandheden. Evan brød sig ikke om at blive set ned på. Ham manden kunne bare ha' talt ordenligt, men det var altid kommandoer her og kommandoer der. Han satte faktisk sit liv på spil for dem og deres penge, så havde de bare at opføre sig ordenligt. "Må jeg i øvrigt få min riffel tilbage nu?" Spurte han, selvom han godt viste at han ville få så stort et NEJ at det ikke ville kunne være i lokalet. "I hvert fald så pas på med den. Den kan godt finde på at være lidt vild og utilregnelig over for fremmede." Evans overbevisning om at selv mekaniske ting kunne have deres egen vilje og personlighed, kom tit til udtryk på den måde. Men de ting han lavede eller modificerede havde også en tildens til at have deres egen vilje. Det var i hvert fald Evans opfattelse, samt andre der havde erfaring med de ting han havde lavet.

Hun klukkede stille af Evan. ”Nej, det er ikke på grund af mit temperament… Vendt, du har ikke set skyggen af det jeg har i mig endnu… men pointen er ikke det, og det nogle regler der er i mit kobbel… og dem overholder jeg ellers bliver jeg smidt ud og det her jeg ikke planer om lige i min fremtid. Desuden er det bedst på den måde, da mennesker også er så skrøbelige og nærtagende…” Hun smilede stille og så frem for sig. Hun ville dog blive smidt ud hvis Alpha’en og Beta’en fandt ud af havde hun havde lavet sammen med Demian og hvad hun havde foretaget sig med Dust
Da Evan spurgte om Lucanthropy, blev overført via sex eller kys, grinede hun hult.”Det overføres blod til blod, og du skal være døden nær, hvis det nogensinde skal kunne lade sig gøre.” Hun daskede til Evan da hun hørte den sidste del af sætningen. ”Sjovt, men jeg aner ikke hvordan jeg er blevet varulv… født som varulv eller forvandlet til en.. pas. Men der er ret så mange ting jeg ikke ved. Min hukommelse er ikke den mest hjælpsomme og jeg kan kun huske hvad der er sket de sidste to år af mit liv..” hun så roligt på Evan, med et venligt blik og grinede svagt. Det kunne godt være at hun gerne ville kende til sin fortid og sådan, men det var ikke noget Phoenix stak næsen så højt op efter længere. De mange spørgsmål der blev udløst hver gang hun prøvede at komme i tanke om hendes fortid.

Da han stillede spørgsmålet grinede hun svagt og al den vrede og det raseri der havde været der før, forsvandt som duk fra solen. ”For det første Evan, det var hvis du blev spurgt. For det andet, er der intet galt i det, men man stiller ikke spørgsmål til officeren, man adlyder dem bare uden at kommentere det.” Hun drejede hele kroppen i mod ham og fortsatte, ”Desuden skal du være glad for at der ikke skete noget her inde… og jeg er nu ret glad for at Collins, trådte op og hjalp. Han er en af de få som har bakket mig op fra starten og hjulpet mig igennem træningen her inde.” hun smilede stille og roligt, men der var nu et nervøst glimt i hendes øje, da hun var i tvivl om, om hun ville blive straffet for at Evan var ulydig og svarede igen.
Hun grinede stille til Evan og rystede på hovedet. ”Evan hvad tror du selv? og nej det må du ikke, men så snart vi har forladt dette rum må du, så du må skynde dig at spise, så du kan få hende igen.” Hun smilede stille og nikkede roligt til hans snak om at hun skulle passe på den. ”Skal jeg nok, men hun har bare at opføre sig ordentligt.” Sagde hun med en venlig stemme og lagde den ved hendes side, så løbet pegede beg ved hende.
Phoenix kaldte altid våben ’hun’ fordi det for hende gav mening at et våben kunne være lige så farlig som en.

Da Phoenix var færdig så hun på uret, cirka 25 minutter til de skulle være i luften og tage af sted. ”Godt, skal vi se på den skat vi skal være i?” hun rejste sig stille op og satte bakken på plads ved en vogn hvor tallerkner også skulle stilles.
I et roligt tempo gik Phoenix hen mod døren, men da hun kom ud, fik hun færden af en bekendt fyr. Dette kunne umuligt ende godt. ” Hm, der har vi jo den dumme køter .” Grinede en person som stod lidt længere hende ad gangen. ”Go dav til dig også, nr. 80.” hun stillede sig lidt udenfor døråbningen og smilede svagt. ” har du spist alt maden eller er der stadig noget tilbage til os andre?” Han grinede svagt og gik hen mod Phoenix og stillede sig foran hende. Han var et hoved højere end Phoenix og stank langt væk af sved og sprut. ”Har du nu drukket igen? Er det ikke straf bart?” grinede Phoenix og så op på ham. ”Nu skal du til at passe på med hvad du siger nr. 42, husk der er en som skal flyve jer ud mod Blackwood.” Phoenix banede svagt. ’Please sig det ikke er ham som skal flyve os… ‘ bad hun inde i sit hoved.
Phoenix var kendt som The Best Pilot eller som nummer 42. nogle få kaldte hende ved fornavn, men det var kun officeren eller andre vigtige personer.
”Nå, skrid med jer, jeg skal ind og se hvor meget rod du har lavet.” mumlede han. Hun drejede sig om mod Evan og skulle lige til at fortælle ham, at de skulle se at komme videre ind der ville ske noget som Phoenix ville fortryde. I det nummer 80 så det, skubbede han til Phoenix. Hun prøvede hurtigt at rede hendes balance, men den var fuldkommen ødelagt af skubbet, så det resulterede i at Phoenix knaldede hovedet ind i Evans. ”Av! Nummer 80 din idiot!” bandede hun og gned sin pande. ”på et eller andet tidspunkt, myrder jeg den dreng.” hvæsede Phoenix og bandede svagt. ”kom.” hendes stemme havde mistet den glæde der havde været der før.
”For resten, her.” hun rakte ham riffelen og smilede svagt. Hun havde jo lovet ham at han måtte få den tilbage. ”Kom, jeg skal væk her fra så hurtigt som muligt.”

Phoenix satte igen i gang med at gå, hurtigt lynede hun jakken ned og vendte sig i mod Evan igen, ”Her gem den ad vejen så ingen kan se den.” hun så på ham med et lettere kommanderende blik. Hun ville bare gerne have at denne mission var så hemmelig som mulig.
Phoenix drejede ind ad en gang da hun havde gået et stykke vej. Hun åbnede døren indtil en hangar og så en stor BCK, stå og fylde rummet. ”YAHU!” jublede Phoenix og grinede for sig selv. Dette var en af de ynglings flyvende transport midler. ”Godt, hvornår tager vi af sted og hvordan pokker kommer den der uset igennem et større landskab uden at blive opdaget?!” Phoenix løb hen mod maskinen men stoppede sig selv da hun så flere mennesker så og snakke. ”Hvad pokker sker her?” To af menneskerne smuttede hen mod Phoenix og begyndte at forklare hende at de skulle ned til den hemmelige base, og de to bare skulle droppes ud over det område de skulle hen.

Det var ikke lige hvad han havde forventet hun ville svare. Han havde forventet endnu en af hendes skideballer, men hun forklarede bare hvad han havde gjort galt. Der var et eller andet ved sergenten der havde ændret hendes humør. "Hvad mener du med ikke at stille spørgsmål?" Spurte Evan. Det lå ham så naturstridigt at han nægtede at acceptere det. Man blev jo ikke klogerere hvis ikke man stillede spørgsmål. "Desuden, hvad skulle der være sket? Vi er i en kantine og jeg tager ikke imod ordre fra ham." Sagde Evan, han brød sig ikke om at blive talt ned til, og han brød sig ikke om at blive kaldt cyborg på den måde. Især ikke af en der ikke var for fin til at få sig et nyt øje, i stedet for at gå med klap for ligsom de rigtigt hardcore Anti-augmentation typer. Det var nogen mennesker, Evan ikke kunne forstå. De typer der hellere ville sidde i kørestol end at få sig et par nye sunde ben. Så var der de hykleriske typer der fik sig et nyt øje, men alligevel opførte sig som om de var 'Hele' som de havde det med at kalde sig selv. I Evans hoved ville han med glæde få sin venstre arm skåret af, hvis han kunne få en der var lige så god som den højre, syet på i stedet for. Hvorfor overhoved stoppe der, han havde plads til mere end to arme. En tanke han tit havde gået og leget med, men det var noget man ikke bare sådan lige gjorde. 

"Det er en han." Sagde Evan da Phoenix omtalte Evans konfiskerede skydevåben som hunkøn. Evans lidt mærkelige syn på teknologi gjorde at han tit lagde meget personlighed i sine kreationer. "Jeg har ikke givet ham et navn endnu, da jeg brugte ham i sumpen, var han nærmest helt ny." De fleste ville nok ikke ha' gættet at det var et nyt våben Evan havde brugt. Hans temmelig grove håndværk havde det med at fremme funktion i forhold til form. "Så pas i hvert fald på med ham. Så længe du ikke trykker på noget, så sker der ingenting." Evan var ikke sikker på hvad der ville ske hvis en fremmet brugte rifflen for ingen andre end Evan havde skudt med den. Men på den anden side så havde den kæmpet side om side med Phoenix før, så det skulle ikke undre ham om den ville makke ret. "Det her er en hun." Sagde Evan og trak en tung sort pistol, der var nået firkantet i det, fri af den magnet der fastgjorde den til hans bælte. "Dette er Bertha, en fuldautomatisk, trafsikker og pålidelig dame." Sagde han og lagde Bertha på bordet så Phoenix kunne få lov at se.

Da Phoenix sagde at de skulle til at afsted, var Evan ikke helt færdig. Han gjorde ikke nogen indvendinger, for han var sådan set heller ikke sulten længere. "Sure." Sagde han bare, stadig med mand i munden. Han tog sin bakke med højre hånd, og spiste videre på den sandwich han ikke var færdig med i den venstre. Han satte bakken skødesløst fra sig på vognen, så bestikket klirerede mod tallerken og det tomme glas væltede. Stadig spisende fik stoppede Evan op da han kom ud på gangen efter Phoenix. Hun var åbenbart stødt ind i endnu en af sine kollegaer. Han betragtede optrindet, han viste at det sikkert ikke var andet end den samme fjendtlighed og racisme de var stødt på tidligere. Han gik bare over og stillede sig ved siden af Phoenix og manden, en hvis hr. 80, lod ikke til at bemærke ham. Han kom til at tage fejl, med hensyn til at det blev et fredelig opgør. Da de vente sig om at gå skubbede han Phoenix ind i Evan så deres hoveder stødte sammen. "Av! Hva helvede." Sagde Evan og tørrede lidt mayonnaise af kinden fra hans sandwich som han havde været ved at tage en bid af. Hr. 80 vendte ryggen til og lo af dem. Evan var lige ved at tage sig i det, men han gav efter for fristelsen. "Det slipper han ikke afsted med." hviskede Evan til Phoenix. Evans arm-extension foldede sig ud, hurtigt som en huggende slange og ramte hr. 80 hårdt i ryggen med flad hånd. Hr. 80 faldt forover og landede på linoleumsgulvet med et dunk. "Av for satan!" Råbte han højt, og rullede om på ryggen, mens han ømmede sig og skar ansigt. "Du er jo fucking sindsyg!" Evan kiggede afslappet på ham, som om han var lige så overrasket over at manden var faldet. "Det er squ da ikke min skyld du ikke kan stå på dine ben. Jeg kan for helvede da ikke nå dig herfra." Evan vendte sig om og kunne ikke undertrykke et smil, da de begyndte at gå videre. Der havde ikke været andre på gangen, og dem i spisesalen havde kun kunnet se hr. 80 der faldt forover fordi hans krop blokerede for udsynet. 
Evan tog smilende imod sin riffel igen. "Tak." Sagde han. "Hvad mente han egentlig med at nogen skulle flyve os derud? Jeg troede at du skulle flyve os derud." Han tog imod mappen som Phoenix bad ham holde, uden indvendinger. Hvis Evan blev taget med den, kunne han tale sig ud af det, men Phoenix ville blive måske blive straffet hvis hun blev fanget med den. Han lagde den ned i sin rygsæk.

Få minutter efter åbnede Phoenix døren ud til hangaren. Det føltes lidt som at træde udenfor, eller snare ind i en stor garage. Skiftet i temperatur og luftkvalitet var mærkbar og lydende herinde skiftede fra et indelukket lyddæmpende offentligt rum, til rungen skabt af taget, larm fra forskællige maskiner, biler og fly blandet med råb fra mennesker. 
Han hørte Phoenix juble da hun så den flyver der stod i midten. Det fly passede meget godt til deres formål. Det var rigelig plads til en satellit, selv hvis den skulle vise sig at være dobbelt så stor som antaget. Evan kendte ikke modellen men det så ud til at være i nogenlunde stand.
"Godt spørgsmål." Sagde Evan undrene. Det lod til at der var flere der skulle med dette fly, mange flere. Da Phoenix spurte ind til hvad der forgik svarede manden. 
"Vi lander ikke i Blackwood, der er ikke nogen gode steder at lande." Sagde manden. Han så ud til at være omkring 50, havde overskæg og en cigar i munden. Desuden havde han en frisk gemytlig stemme og så ud til at være rar nok. "Vi sender jer to ud i faldskærm." Evan så uforstående på manden, der måtte være sket en fejl. 
"Hvor dan havde i tænkt jer at vi skulle transportere en satellit af ukendt størrelse uden flyet?" Spurte han. 
"Jeg ved ikke hvad det er for en sattelit, det er sikkert classefied så hold hellere mund med det. Der står en jeep med pickup lad til jer inde i flyet, bare rolig kammerat." Sagde manden.
"Men Black wood er flere hundrede kilometer herfra, vi kan ikke køre den lange vej tilbage." Sagde Evan. "Vi bliver indhentet."
"Altså rolig nu." Sagde manden afslappet. "I skal kun køre til Den Hemmelige Base, så bliver i fløjet med jeres last hjem. I får en last minute briefing i flyet, se nu at komme ombord vi skal være på start banen lige om snart." Han lod ikke til at ville diskutere det mere, så Evan vente sig mod Phoenix for at få hendes go. Han havde glemt at man i Militsen aldrig fik den fulde historie fra start. Der var altid briefing nummer 1, 2 og 3 samt de-briefing 1 og 2. Hvorfor alle disse møder.

Hun smilede stille over at han ikke forstod det hun sagde helt. ”Du må ikke stille spørgsmålstegn ved dem eller deres dømmekraft. Det svare lidt til at man siger sin skaber eller ens øverstbefalende i mod. Det svare til at vi, soldater, er våben og ham som har kommandoen beder os holde op med at skyde fordi vi vil ramme servile, men hvis vi skyder dem er der en hård straf for os, det er lidt samme situation her. Forstår du eller er det helt henne i hegnet?” hun smilede stille til ham og hørte hans næst spørgsmål.
”Ja, vi er i en kantine, men dette er militærets ejendom og vi befinder os her. De han ikke noget at skulle sige til dig, mens jeg er påtvunget til at adlyde dem. Det der ville være sket var: jeg ville blive straffet grusomt og du ville være smidt ud og du ville ingen penge få, imens jeg… jah, bliver straffet, om det er i offentligheden eller om det er på mit værelse ved jeg ikke.” Hun nikkede stille og af ventede en nærmere reaktion fra Evan, da dette godt kunne lyde en smule skørt… men det var Militsen de havde at gøre med, så, der var en grund til at det lød skørt…

Hun smilede svagt da han påpegede det var en han. ”Jamen så må du skynde dig at spise så du kan få ham igen.” hun lagde trykket på ham og smilede stille ad Evan. Denne knægt var vidst lidt mere end underlig… men det var bedre end at han var en af de der stille typer der ikke havde et gram personlighed.
”Var det første gang du brugte ham? Seriøst? Du lignede en der havde brugt ham mange gange.” Phoenix kiggede kort nærmere på våbnet og smilede svagt, det lignede ikke et nyt våben, men fair nok, han mente det var nyt og han var nok også den der havde mest styr på det.
Igen… flere våben. ”Hun er flot..” Da Evan lagde hende på bordet knurrede Phoenix lavt. ”Skal hun også konfiskeres? Evan, seriøst. Lærte du ikke noget?! Du må ikke have våben på dig, og at du så trækker et mere frem… Evan tænk dig lige om…” Hurtigt snuppede hun Bertha og trykkede den ind i mod maven på Evan. Hun lænede sig ind mod Evan og hviskede lavt i hans øre. ”Tænk dig om inden du gør noget så dumt igen.” Hun trak sig væk fra ham igen og begyndte igen at spise.

Hun grinede lavt da Evan hviskede til hende. ”Jeg er enig.” Og inden hun nåede at se sig om, lå han lige så lang han var nede på gulvet. Phoenix prøvede så vidt muligt at holde et grin tilbage og komme væk så hurtigt som muligt.
Da de var uden for hans hørevidde grinede Phoenix, og kunne næsten ikke stoppe igen. ”Evan for fanden, genialt.” hun klappede ham på skulderen og grinede stille. ”Nu slipper jeg så for at skulle tænke på den nar.” hun smilede kort til ham, men morskaben forsvandt da han spurgte hende hvad han havde ment.
”Det jeg tror han mente, var vel at han mente jeg ikke skulle flyve eller der var nogen som skulle smide os af… ærligtalt så ved jeg der virkelig ikke, Evan.” hun så roligt på ham med et fast blik.

Phoenix nikkede stille, men hele hendes indre frøs til is da han sagde de skulle springe med faldskærm. ”Vi skal springe ud med hvad?! Oh fuck…” bandede Phoenix og så roligt på manden, hun havde ikke noget at skulle have sagt så Phoenix snerpede munden sammen og lyttede uden at kommentere det.”Evan, klap i, og hvis vi bliver indhentet, må vi jo bare slå fra os.” Phoenix stak hænderne i lommen og nikkede stille til det sidste manden sagde.
Da Evan så på Phoenix sukkede hun og smuttede ombord i BCk’eren. Hun skulle ikke flyve den… hun skulle springe ud fra den… hurra. ”Evan, kom.” hun satte sig tungt ned i en af sæderne. ”Det her bliver en lang dag…” sukkede hun. Der var cirka 4 minutter til de skulle være i luften.

Alle menneskerne hoppede ombord i maskinen og snakkede mumlende sammen. En pige der sad overfor Phoenix, gloede på hende. ”Hvad er dit problem, tøs?” Spurgte Phoenix hårdt. Hun så hurtigt ned og vred sine håndled.
”Phoenix, ikke tal til hende på den måde, hun er ikke i Militsen.” Phoenix gloede ondt på den fyr der havde forsvaret hende. ”Jeg taler til hende, fordi hun glor på mig, ellers havde min tone nok ikke været så hård, og makker, hør du skal ikke forsvare hende når jeg har en højere rang en dig.” Hun lænede sig tilbage og kunne mærke folk så på hende. ”I skal ikke glo på mig… godt nok er jeg en pige men hold øjnene for jer selv, i er i militæret ikke på udkig efter næste date.” roligt lagde hun armene overkors, og faldt hen i noget der kunne minde om søvn.

"Ja ok." Sagde Evan modløst. "Måske straffer de dig, for de ting jeg gør, det er ikke rimeligt. De har dog ikke rigtigt mulighed for at fyre mig. Hvis de havde mulighed for at sende deres egne mænd istedet for mig, så gjorde de det." Fortsatte han. "Jeg er 'impulsiv', 'egenrådig' og kendt for ikke at følge bogen." Evan lavede quotemarks i luften med fingrende på ordene impulsiv og egenrådig." Desuden var der jo risikoen for at han beholdt en del af hvad de fandt, hvis der var noget der fangede hans interesse, men det sagde han ikke højt. "Fint jeg skal nok lade være." Sagde han, selvom han udemærket godt viste at det ikke ville holde en meter.

"Jeg har lavet ham, og det var første gang han blev brugt til rigtig kamp. Jeg har da testet ham." Sagde Evan. Han forventede ikke at hun ville flække på langs over pistolen. "Sagde han ikke at det kun gjaldt rifflen?" Spurte Evan. Selvom han lige havde lovet ikke at være ordkløver med officerens ordre. "Du kan da godt konfiskere det, hvis du kan ha dethele. Ud over denne har jeg en Gauss-pistol, adskillige forskællige granater og en enkelt blitz-pind." Sagde han. "Tag det roligt de er jo gået." Fortsatte han, med et grin om munden.
Han tog sin pistol tilbage da hun forbarmede sig og lod ham beholde pistolen. "Ja ja." Mumlede han. 

Efter at ha skubbet hr. 80 fortsatte han sammen med Phoenix ned ad gangen. "Det er muligt, hvis han skal med må vi finde os i ham, men det tror jeg ikke han skal." Sagde Evan. "Hvis han skulle ville han ikke gå ind for at spise nu, det ville han ikke kunne nå. Han ved godt at jeg skubbede ham, han ved bare ikke hvordan, så du skal nok forberede dig på en eller anden hævn." Sagde Evan. Han var i alt for godt humør til at bekymre sig om det, han havde spist, fået aflad for sine frustrationer over militær basens regeltæthed. Nu skulle de afsted ud og lave noget spænende. 

Evan var ikke vild med ideen om at de skulle smides ud i flere kilometers højde men tav, i en jeep. Der var nok alligevel ikke noget at gøre ved det. Han gik ind i flyet efter Phoenix med en mine der antydede at han ikke var helt tilfreds. De passerede den store jeep der stod fastgjort til gulvet. Den havde en enorm faldskærm i en kasse på ladet. Han satte sig på sædet ved siden af Phoenix med sin taske mellem sine knæ. Han tog sin rebreather op af tasken og tog den rundt om halsen så den klar til at tage på. Han var lige ved at spænde sig fast da en fjeder lige pluselig sprang i Phoenix. "Phoenix dog." Sagde han overrasket. Han kiggede over på den skæmte pige, hvad lavede hun her? Da Phoenix var holdt op med at råbe og så ud til at være døset hen, hviskede han til hende. "Hvis du vil undgå alles opmærksomhed, så lad være med at råbe." Sagde han, som om det ikke var indlysende. Han var selv vandt til at folk gloede på ham. Han begyndte at forstå hvad hun mente når hun sagde at varulvens temperament lå lige under overfladen, hele tiden. Han kunne ikke lade være med at spekulere på hvad der ville ske, når hun virkelig blev presset.
Endelig begyndte de at bevæge sig og snart var de i luften. Der var ikke nogen vinduer i dette fly, så Evan havde ikke så meget at kigge på, eller lave. De havde mindst et par timers flyvning fra Occulta til Blackwood. Flyet larmede en del, og der var ikke noget rigtig kabinetryk, selvom de fløj lavt var det stadig ikke behageligt. Evan havde i det mindste sin ekstra lunge at trække på, men det var mest trykforskællen i ørene der generede.

Da Evan lavede gåseøjne, smilede hun. ”Er det dine egne ord eller er det noget du bliver kaldt?” Phoenix lagde drillende hovedet på skrå blinkede kort til ham.
”Lad være med at sige noget du ikke mener, du kan ikke holde det.” Hun grinede stille og skævede til Evan, Phoenix, havde det sjovt i selskab med ham… han var ikke så stram i betrækket som andre og han sagde jo hvad han mente, og han pakkede det ikke lige frem ind…

Phoenix nikkede stille da han forklarede hende at han havde brugt ham før, men kun som afprøvning og ikke som et rigtigt våben.
Phoenix skubbede sin bakke med mad frem for sig og lagde panden ned mod bordet og banede svagt. ”Nej, Evan…” hun så på ham med et sløvt blik. ”Du må ikke have våben på dig overhovedet, ikke en gang en kniv, eller en kanyle, ikke ET.” hendes stemme var ikke lige frem venlig, men heller ikke fjendtlig, nok nærmere opgivende med et lille strejf af irritation. Hun sukkede opgivende og lagde hovedet ned mod bordet igen. ”Du bliver min død…” mumlede hun og grinede svagt.

Hun nikkede og krydsede fingre for at nummer 80 ikke skulle med dem, så ville det da først ende galt… hun grinede svagt og fløjtede stille. ”Der er mange her inde der vil tage hævn over mig, nogen vil fordi jeg er bedre end dem, andre fordi jeg har tævet dem, hvis de har lagt sig ud med mig.” hun trak roligt på smilebåndet og fortsatte. ”Der var faktisk en episode, her for ikke ret lang tid siden, hvor jeg smuttede, efter at jeg havde sendt en på skade stuen med en brækket arm og tror også han havde et blåt øje, jeg slap heldigt og havde et flækket øjenbryn og en flækket læbe.” hun grinede stille og tænkte videre over havde der var sket den da, hun havde ikke været så heldig efter at hendes fly var blevet skudt ned og… kuldegysninger spredte sig i hendes krop og hun rystede svagt.

Hun grinede svagt over Evans lettere overraskede udbrud. Hun havde temperament lige under overfladen, så en forkert bevægelse fra pigen og Phoenix ville være over hende. Hun sukkede svagt da hun næsten var faldet i søvn, men slog øjnene op da Evan snakkede til hende. ”jeg stikker dig en flad hvis ikke du klapper i, Evan.” hun smilede ondt over mod pigen og fangede hendes bange øjne. Phoenix’s blik ændrede sig hurtigt. Pigen mindede hende om en hun kendte. De gule øjne… de mindede hende om en varm følelse og om en sød ven. Ellie. men pigen var ikke Ellie…
Da de var i luften gik hun hen til pigen og smilede venligt til hende. ”Undskyld, jeg ikke snakkede så pænt til dig, men jeg har haft en lidt dårlig morgen.” Phoenix tog fadt i pigens hage og smilede glad til hende. ”Nummer 65, hvad laver hun her?” Fyren ved siden af pigen så på Phoenix og begyndte at snakke. ”Hun er en indtrængen, på en eller anden måde er hun kommet igennem zone 1 og er kommet uset ind på vores base, ind til hovedbygningen.” han lænede sig tilbage og Phoenix så på pigen. ”Sej, det må jeg give dig.” Phoenix strøg kort pigen over kinden og nussede hende i håret.
Hendes ansigt ændrede sig hurtigt og blev en stram og kold maske. ”Hvis nogen af jer tror jeg er et blød dyr, kan i stå frem og derved se om jeg er et.” Alle så ned og Phoenix, smilede tilfreds.
Hurtigt satte hun sig ned og spændte sig fast. ”Se jeg kan være flink… og jeg hader det som pesten, men hun er et væsen og hun er en Shingender, og er ekstremt farlig hvis hun bliver vred, eller bange.” Phoenix snakkede mere til sig selv end til Evan.

"Jeg læste den psykologiske evaluering, de har lavet af mig." Sagde Evan. "Det er jeg dog ret sikker på at jeg ikke måtte læse den, men hvem ved." Evan havde også en teori om at der var noget de ikke havde fortalt ham. I rapporten blev han omtalt som "Subject 2". Det ville ikke ha undret ham hvis ikke han havde et sort og neonblåt jumpsuit i børne størrelse, i sin bil, med selv samme påskrift på bryst og ryg. Han anede ikke hvor det kom fra, kun at han havde haft det gemt væk i en kasse i al den tid han kunne huske. "Det er bare som om at de holde øje med mig. Altså mere end man burde med en teenager der bare forsøger at klare sig selv." Sagde Evan. 
"Ok... Jeg skal gøre midt bedste for ikke at gøre dit liv værre end det er i forvejen, hvordan lyder det?" Spurte han.

"Jeg har en mono-sleben kniv, og et par skalpeller." Sagde Evan. Disse regler begyndte at irritere ham. "Jeg har desuden et med-kit, med et par skarpe genstande i." Sagde han. "Desuden har kantinen frivilligt udleveret denne." Han tog spise kniven op fra bakken mellem tommel og pegefinger, og lod den falde tilbage på bakken. "Jeg leder bare efter en konsekvent regel." Han trak på skuldrene og spiste videre.

"Hvorfor gjorde du det?" Spurte Evan. Phoenix var en gigantisk humørbombe, men at brække hans arm. Selvom Evan havde selv havde skubbet hr. 80 så var der langt fra det og til at sende ham på hospitalet. "Hvordan formår i at kæmpe samlet mod nogen som helst når i slås indbyrtes" Spurte han. 

Evan studerede pigen. Hendes anatomi var temmelig fremmed hvis man undersøgte hendes biosigns. Det var ikke et mønster han kendte så godt, så det tog ham lidt tid at genkende det. Hun var en Shingender gik det op for ham, da hans øje faldt på et stykke krystalagtigt på hendes hud lige over håndleddet som han først troede var et smykke. Hun... hvis det da var en hun var åbenbart mere end hun så ud til. "Nej!" Sagde Evan bestemt. "Jeg stikker dig én, hvis du ikke køler af!" Sagde Evan hårdt. Det lod til at han var den eneste i kabinen her der stadig turde sige hende imod.
"Det værste der kan ske er at hun skifter køn i løbet af turen, ret fascinerende faktisk." Sagde Evan. Han mente det udelukkende ud fra et biologisk perspektiv. "Gad vide hvad hun er i stand til, og gad vide hvad der skal til for at forsage en forvandling." Sagde han.
Pigen ville ikke kunne undgå at bemærke Evans blik. Han var ikke ligefrem diskret, når det gjaldt undersøgelser.

Hun så undrende på ham. ”Ikke læse den? Hvorfor ikke? Eller vendt, hvad for dig til at tro du ikke må læse den?” Det kunne godt være at Phoenix kom med mage spørgsmål, men ellers hobede de sig op og hun ville sprænges af nysgerrighed og problemer… der skulle hun ikke hen igen.
”Jamen… det kan jo være de har en eller anden forbindelse til dig… hvad ved jeg, men det kunne godt lyde sådan… eller de er bange for at du muligvis kunne blive en trussel for dem..” Hun så på ham med et tænkende blik og smilede svagt. Der var mange spændende ting ved Evan… mange nye og underlig ting ved ham…
Hun lo for sig selv og sagde med en glad stemme: ”Klart, den er jeg med på, men hvor meget skal vi væde på at du alligevel gør det værre?” Det var ikke ondt ment, men der var bare nogen ting han ikke helt forstod på samme måde som militære folk, og det kunne nemt skabe problemer for hende…

Phoenix, sukkede opgivende og bandede lavt. ”Evan, ret dig nu bare efter den generelle regel, ikke nogen våben, og det er alt fra ny skikkelse til stik våben.”Det var nærmest umuligt at blive klog på Evan, eller lære ham noget nyt eller fortælle ham hvad han skulle gøre. Men Phoenix gjorde da et ihærdigt forsøg, for at få ham til at forstå hvad pokker han måtte og ikke måtte gøre.

Phoenix grinede svagt. ”Hvis der er 3 mennesker mod en varulv, så gør man det der skal til for at overleve, men læg dig ikke ud med en varulv når den er i undertal, så bliver den aggressiv og går amok, men de 3 bøffer kunne da bare lade være med at overfalde mig fordi jeg er bedre end dem til at flyve, så jeg gjorde det af ren og skær selvforsvar…” hun trak stille på skuldrene men smilede stadig, som om hun var glad for at have gjort det… det havde givet hende respekt for nogen af de unge drenge men langt fra dem alle…
”Se det er en enkel forklaring, jeg er ikke i felten sammen med alle andre, jeg skal kun udføre missioner der handler om at bringe en ting til et andet sted, det er primært det jeg laver, det og så flyve i felten, men der er jeg solo flyver.” Hun smilede stille og grinede svagt, der var ikke noget bedre end at flyve solo og ikke bekymre sig om andet end det.

Phoenix så overrasket på ham da han sagde hende imod, hendes ansigt var stramt som en maske, men der var et glimt i hendes øjne. Dette glimt var der ret sjældent, det viste kun respekt. Ren respekt til Evan.
Et lille skævt smil tegnede sig om hendes mund, så Evan kunne se at hun forstod ham.
”Evan, den skikkelse hun befinder sig i nu, er en mindre farlig skikkelse, det er typisk den skikkelse der er farlig som gemmer sig, ind til den ydre skikkelse ikke længere er tryg. Sådan er det i hvert fald typisk, men der er slevfølelig dem som skifter ved nat og dag, samt varme skift. Men hende her er jeg ikke sikker på.” Hun grinede svagt til Evan da hun fik et ordentligt glimt af hvordan an sad og gloede på hende. ”Har du overvejet om du skræmmer pigen Evan? Du overbeglor hende jo nærmest.” Phoenix’s stemme var lav, så kun Evan burde fange det hun sagde.

----2 timer og 50 minutter senere---

”Phoenix og dig den anden ind i bilen med jer, der er cirka 3-5 minutter til i skal af.” Stemmen kom fra nogle højtalere over dem. ”Super… Evan du køre.” Phoenix løb hen til vognene og sprang ind på passagersædet, så Evan var tvunget til at køre.. men de ville sikkert ikke komme ned på jorden i live hvis det var hun skulle kører…

"Sikkert af samme grund som at jeg ikke må læse om den mission vi skal udføre. Jeg bliver træt i mit hoved af alle de hemmeligheder." Sagde han. "Desuden hvordan skulle jeg dog være en stor nok trussel?" Spurte han. "Nej for hvis vi vædder så stopper du mig ikke før jeg gør noget dumt." Sagde han. Evan var bekymret for hvad der ellers blev holdt skjult for ham. Det var mærkeligt at tale over ting der egentlig ikke havde bekymret ham før nu. Han gad vide om det var muligt at få fat i dokumenterne. Evan var ikke nogen hacker og desuden var de fleste af disse ting nedfældet på godt gammeldags papir, netop af denne grund. 

"Så jeg skal tage alt mit udstyr og min ene arm, og ligge det hele et sted hvor alle kan komme til det?Ikke tale om." Sagde Evan. "Næste gang spiser jeg ude på gangen." Det var som om de ønskede at han skulle bryde reglerne. Han var glad for at han ikke var en del af Militsen, han ville dø hvis han skulle overholde alle disse forbud. 

"Hvad er det her for et sted?" Spurte Evan indigneret. "Hvordan kan tre mennesker overfalde dig fordi der er en ting du gør bedre end dem? Så gør de det oven i købet når de godt ved du kan tæve dem." Evan var begyndt at tro at denne Milits var ved at gå helt til rotterne. "Ok, så giver det mere mening." Sagde han. "Så giver det også mere mening, hvorfor du er på denne mission." Evan havde spekuleret over hvorfor de havde valgt hende, men nu kunne han godt se det. "Du arbejder som regel ikke med andre medlemmer, du er vandt til at udføre transportopgaver og du har arbejdet sammen med mig før, så du ikke fik et chok over min mangel på disciplin." Han kluklo.

Evan så hende i øjnene. Hun var ikke kun vred på ham, men han viste ikke helt hvad hun så var. Til hans store overraskelse reagerede hun ved at gøre som han bad om. Hvordan i alverden havde han tøjlet den ulv? Han måtte hellere tage mentale noter til hvis det skete en anden gang. 
"Jamen så lad os da håbe at hun bliver i den skikkelse." Sagde Evan, uden at se væk fra pigen. Evan havde kun sin maske om halsen, og hætten havde han stoppet ned i sin krave så den ikke skulle være i vejen når de skulle ud og springe. Han men hans hvide øje og blå tatoveringer var måske skærmmene nok. 
"Jeg kan vel ikke gøre noget mere skræmmende end at råbe af hende og tage fat i hendes ansigt." Svarede han igen, men senkede alligevel blikket. "Vi skal sidde her et par timer, så et eller andet skal jeg jo lave."

Da kaldet kom over radioen et par timer senere, registrerede Evan det ikke med det samme. Han sad med sin data-slate og spillede skak mod maskinen. på niveau 5 vandt han for det meste, men tabte af og til. Niveau 6 kunne han noglegange vinde over. Niveau 7 vandt han aldrig over. Han så op, da Phoenix for ud af sit sæde og tog passagersiden. "Ja... du er moden nok til at være leder." Sagde Evan sarkastisk. Det var ikke højt nok til at man kunne høre ham fra bilen, men manden der sad ved Evans anden side, faldt om ad grin. I det omfang man kunne falde om, når man var spændt fast på den måde. 
Han rejste sig op og gik langsomt over til jeepen mens han lagde data-slate'en væk. Han satte sig tungt ind på føresædet. "Jeg troede du var pilot, er du ikke bedre kvalificeret til at lande en jeep fra 4 km's højde?" Spurte han. Nu havde hun jo selv bedt om det. Evan var en god chauffør men han var også temmelig hasarderet og fartglad. 
Imens to mænd var ved at frigøre bilen fra gulvet råbte en mand til dem. "HØR EFTER! Om lidt åbner jeg bagklappen på flyet! Når den er helt åben skal du bakke ud så hurtigt som muligt. Faldskærmen åbner automatisk, den bruger en springladning så lad være med at blive forskrækket når i høre et lille knald." 
Evan kunne mærke at han blev nervøs, dette var alligevel noget nyt. Han satte bilen i bakgear og tog sin maske på. Han havde spændt sig godt fast, det var indlysende. 

Da døren endelig blev åbnet, og der blev givet grønt lys trådte Evan speederen i bund. Motoren brølede og bilen skød bagud, ud i den tomme luft. Han mærkede suset i maven og hvordan han blev vægtløs, da de begyndte at falde med meget høj fart. "Waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaahuuuuuuuuuuuuuuuu!!!" Var det eneste han kunne sige inde bag masken. Vinden hylede og rev i hans hår og tøj. Her var koldt af helvede til, men det ville nok ændre sig.
Hvad manden havde kaldt et lille knald, lød mere som et kanonskud. Faldskærmen folde sig ud på et par sekunder, og det gav et ryk i hele bilen, der knagede faretruende. Faldskærmen var enorm, og var farvet lysegrå så man ikke kunne se den på himlen. "Hold da helt kæft." Sagde Evan da farten tog af, og de begyndte at dale, istedet for at falde. Han så ud som en der lige havde oplevet den vildeste forlystelse, nogensinde. En blanding af frygt og henrykkelse.

Hun sad bare og lyttede til det Evan sagde. Hun kunne ikke helt forstå hvilke hemmeligheder?” Phoenix tog en ske og kørte den lidt rundt i hendes mad i mens hun snakkede. ”Evan, du er en knægt der ved rigtig meget om våben, du er mekaniker, og folkene her hyre dig. Det er der det hele ligger, kan du ikke se det?” hun så spørgende på ham og smilede svagt. ”Hvis du ville og havde tingene til det, kunne du gøre dig selv til et mester våben, en der ikke lige frem er nem at få ned med nakken.” Der var glæde i Phoenix øjne, på hans vegne.
Hun klukkede ved det sidste han sagde, men nikkede. ”Du har ret, så vil jeg først stoppe dig når du har kvajet dig.” Phoenix klukkede for sig selv og så op igen.

Phoenix, lod bare Evan snakke, men kom i tanke om at han havde stillet hende et retoriskspørgsmål. ”Evan, de vil bare ikke have at deres gæster skal være trusler.” Hun så på ham med irriteret blik, men hun gav Evan ret, det var ikke lige frem verdens bedste idé ikke at have sine våben på sig, og slet ikke når det var op til en mission…

”hvad der her er? Dette er et pænt diktatur, andre spørgsmål?” Phoenix lød lidt som en hypper tur guid, som ville fortælle om det mest, latterligste sted på jorden. ”tja, tror bare ikke at nogle mænd kan holde til at jeg er bedre end dem efter kun en måned, når de har været her altid, men tja.” Phoenix trak skødesløst på skuldrene og smilede stille, hun var ikke overrasket over at hun havde været i slagsmål med flere fyre her ind, det havde Sergenten allerede fortalt hende inden hun var kommet… men det var nu stadig forkert…
Da Evan snakkede om at give mening, stod Phoenix af. ”a’ hva’ gir’ mening?” Phoenix, spekulerede lidt over hvad pokker det kunne være som gav mening for ham, og ikke for hende… men det kunne være rigtig mange ting… Mens Evan forklarede det, kunne hun godt se at det faktisk gav mening for ham. Det var faktisk ret indlysende…

Imens Evan snakkede blegnede hun. Eller det var nok nærmere at hun blev kold over for Evan det næste stykke tid. Phoenix, var elendig til at omgået andre former for levende væsner. Hun gik ofte over deres grænser eller råbte ad dem. Så hvis man var en sart sjæl, skulle man ikke tilbringe tid sammen med hende… ikke uden en god advokat…

Phoenix, kunne hører en eller anden grine helt vildt og drejede hovedet efter lyden. Det var manden ved siden af Evan. ”Hvad fanden har den knægt nu sagt?” mumlede Phoenix, med et glimt i øjet.
”Evan, jeg har ikke kører kort og jeg aner ikke hvordan man køre. Stik mig et skyde våben og jeg kan bruge det fejlfrit inden for 15 minutter… okay måske ikke fejlfrit, men tæt på… men nej, jeg kan flyve en maskine med vinger og ikke hjul…” Hun smilede glad og spændte sig godt fast så hun ikke ville falde nogen steder, når de kom ud i luften.
Phoenix, proppede hendes hår ned i hendes jakke og lynede den godt til sådan, at hun ikke ville fryse. Phoenix lyttede stille til manden. ’Et lille knald… hvor meget han mund under driver?’ Tænkte hun og rystede svagt på hoved.

Phoenix blev forskrækket da han trådte speederen i bund og kørte bag ud. Da bilen var ude af flyet kunne Phoenix, mærke at morgenmaden vendte sig i hendes mave og gerne ville ud, men Phoenix nægtede at kaste op…
Vinden var kold og rev i hendes kinder. Hun hørte godt Evan der skreg af glæde eller noget der mindede om det, men Phoenix koncentrerede sig bare om ikke at få besøg af morgen maden igen.
Phoenix fik et chok, da faldskærmen foldede sig ud. ”Jeg syntes han sagde det ville være et lille knald?!” Bandede Phoenix og klamrede sig til sædet da Faldskærmen foldede sig ud. ”Er det sådan noget du vil prøve igen?” Spurgte Phoenix, drillende og grinede stille. Det med forlystelser, var ikke noget Phoenix, var fan af… og slet ikke noget med at falde lang…

"Hvis jeg var så stor en trussel ville de ikke have lukket mig ind af hovedøren." Fastholdt Evan stædigt. Selvom det sikkert ikke var sandt. Det var ikke i orden at blive ansat, og så begefter blive udsat for smålige officerer.

Evan gik ved siden af Phoenix. Han havde ikke flere spørgsmål, så han tav. De lange hvidskurede gange med linoleumsgulv, lignede hinanden så Evan var nu ikke helt sikre på hvor de gik. Han var temmelig sikker på de havde passeret barakken og det kontor hvor de havde fået deres briefing, inden de nåede hangaren. 

Nu da de sad i bilen føltes det meget som om de skulle skydes af med en kanon, eller sådan noget. Det vakte temmelig stor bekymring, men han måtte vise tillid til udstyret. Man kunne ikke forvente at noget udstyr ville rede ens liv, hvis man ikke var villig til at have tillid til det. Dette beroligede Evan en del. 
"Der er ikke behov for noget legitimation, det hvor vi skal køre." Sagde Evan. "Det handler kun om hvor vidt du kan få hende her til at køre fremad. Men hvis ikke du kan de, så gør jeg det gerne." 
Han gjorde klar, og satte tasken fast i et par stropper så den heller ikke fløj nogle vegne. 
"Jamen så syns jeg at du skal prøve med gauss-pistolen. Den er lidt af en udfordring, men jeg tror godt du kan." Det sidste sagde han mens han tog masken på, så den sidste del lød en smugle som om han talte gennem en gasmaske, hvilket han teknisk set også gjorde, det var bare en smugle mere tydeligt.

"Ja... det troede jeg også at det var." Sagde Evan, han havde helt mistet vejret af alt den spænding. "Du må være tosset, jeg vil aldrig mere forlade et fly, medmindre det holder stille på jorden." Sagde han. Bilen knagede stadig faretruende men det holdt dog. De gyngede også en hel del stadigvæk, og der var ikke rigtig noget at gøre ved det, anden end at vente på at det holdt op. Det var meget koldt heroppe, og det blæste en del. De drev sidelæns henover bar jord neden under dem og man kunne se skovbrynet, men fra denne højde var det umuligt at bedømme hvor langt væk det var. Evan mærkede at trykket steg, fordi det poppede ubehageligt i ørene. Evan gabte, sank og tyggede på ingentin, kort sagt brugte alle tricks for at udligne trykket. Phoenix var sikkert vandt til det. Han holdt fast i rettet og slap for sjov koblingen, så forhjulene drejede formålsløst rundt. "Så er der jo intet andet at gøre end at vente." Sagde han.

Hun grinede svagt over det han sagde og rystede på hovedet. ”Jeg ved intet om biler eller om hvordan fanden man sætter den i gear eller noget i den stil. Det er der problemet ligger.” Mumlede hun og rystede på hovedet at hendes uvidenhed. ”Og Evan, du sætter bare fart på, jeg stopper dig ikke.” Hun smilede kækt til ham og bed sig i læben. Phoenix, elskede fart og det vilde selv om der var nogle ting hun stad af ved og så dan noget som at falde langt ned, var ikke hendes kop te.
”En gauss-pistol? Kan du lige forklare mig nærmere hvad det er når vi er kommet ned på jorden igen?” Phoenix var faktisk interesseret i et nyt skyde våben og nu da Evan så samtidig foreslog et kunne hun da lige så godt prøve det.

Phoenix grinede bredt da Evan ikke ville forlade et fly hvis ikke det var på jorden. ”Så slemt var det da heller ikke…” men det var ikke sandt, Phoenix’s mave vendte og drejede sig stadig.
Phoenix, satte hænderne op til hendes ansigt og prøvede at få varmen, men vinden blev ved med at blæse den væk. ”rådden vind…” mumlede hun og lukkede øjnene for at brede et felt om både hende og Evan, så det var så forbandet koldt. Da hun fandt en måde at holde dem rundt om dem. begyndte en varme stille og roligt at brede sig omkring Phoenix, og over i mod Evan.
Trykket kom langsomt stigende i hendes øre, men hun skulle kun gabe en gang før trykket forsvandt og hun igen havde det almindelige tryk for ørene. Den eneste grund til at det var sådan var fordi hun plejede at være i luften.
”Nej, det er der vel ikke, mumlede Phoenix og drejede hovedet hen mod Evan, så hun slap for at se på den gyngende jord. ”Okay, for at få tiden til at gå, kan jeg jo spørge dig hvad du har lavet siden vi sidst skiltes.” Phoenix, smilede venligt til ham og prøvede at pakke militærfacaden ned, da hun ikke var ved militsen længere. Phoenix, havde omkring 4 facader i sin personlighed og alle var til for at beskytte hende og sørge for at ingen kom til skade. Den ene hørte til ved Militsen, en anden hørte til hos The Wolf Clan og den tredje var hendes almindelige jeg og til allersidst, hendes kærlige personlighed, som 3-4 personer havde set og haft at gøre med…

"Man skulle tro, at det at køre bil var noget man lærte i Militsen." Sagde Evan. "Til en anden gang, trykker du på den venstre pedal og flytter på gearstangen." Sagde Evan. Han havde selv kørt bil siden han var tolv. Ikke lovligt, men det havde aldrig generet ham. 
"En gauss-pistol, den virker vej hjælp af elektromagnetisme i stedet for krudt." Sagde Evan. "Du kan få lov at prøve den når vi når ned på jorden. Han nød den varme hun fremkaldte. Der var temmelig koldt ellers, selv med Evans frakke.

"Hvad jeg har lavet?" Spurte han. Han tog sig lidt tid til at tænke over det. "Jeg har lavet det jeg plejer at lave. Jeg var et smut i Las Vegas for at finde en maskindel jeg maglede. Derfra fortsatte jeg lidt nordpå igen, og cirklede tilbage imod Occulta, da jeg fik en besked fra Militsen". Sagde han. "Mit liv er ikke altid fuld af fart og spænding. Hvad med dig?" Spurte han.

Det tog dem godt og vel en halv time at nå jorden. Det gav et hårdt stød i bilen da den ramte jorden, hvorefter faldskærmen faldt ned over bilen. "Damm it." Sagde Evan. Hvis han havde været forudseende nok, så havde han måske kørt lidt frem, så faldskærmen var landet bag dem. Han steg ud af bilen og arbejdede sig ud under faldskærmen til han nåede kanten. Han kiggede sig omkring i den ødemark de var landet i, og fik øje på skoven. "Hjælp mig lige med at trække denne her af." Råbte Evan til Phoenix og greb fat i stoffet for at trække det væk.