Den Russiske Satellit (Phoenix)

Evan blev bag motorcyklen. Selvom den ikke gav nogen reel besyttelse var den cover nok. Han sad på det ene knæ og kiggede over kanten. "Godt så, der er midst 8 direkte foran os. Sagde Evan.
Han forholdt sig passiv mens Phoenix talte med Amigo-medlemmerne. Han satte pistolen tilbage i bæltet og gik sin taske igennem efter det rigtige våben. Hans valg stod imellem en thunderstrike granat eller en wide-arc-melta granat. Egentlig var valget lige meget, meltaen ville kunne ramme dem alle, men den spredte stråling ville kun forsage overfladiske sår, samt ødelægge deres udstyr. Thunderstrike'en kunne dræbe nogle og lamme nogle andre men ville ikke kunne ramme dem alle. Desuden måtte han tage i betraktning at han måske ikke ville ramme det kan gerne ville. 
Han hørte hendes halvhjertede forsøg på at spille uskyldig. Hun kunne godt ha sparet sig, for selv hvis de troede på at de var her tilfældigt, så var Amigo's ikke nogen der sparede uskyldige, hvis der var chance for at de kunne saportere deres planer.
 
Han lagde også mærke til det tynde lag chakra der pludseling lå omkring dem, og som stammede fra Phoenix. Han havde ikke nogen anelse om hvad det var, men han havde et kvalificeret gæt. 
Han rejste sig. "I så fald er der kun en ting at gøre." Sagde Han, som svar på Phoenixes info om at de omringede ham og Phoenix. Der var et smil i hans stemme, som selv ikke masken kunne skjule.
"Hey, jeg kender dig!" Råbte en af dem længere tilbage i rækken. "You'r that Geek!" Evan var ikke sikker på hvad han syntes om at blive genkendt men fygten i mandens stemme var ikke til at tage fejl af.
"Yep." Sagde Evan. I dette øjeblik lavede han et nongelant kast med den tunge kapsel der indeholdt meltakernen. Lynhurtigt trak han frakken hen over Phoenix ansigt, og dækkede sine øjne med sin anden arm. Han viste ikke om hendes skjold virkede mod dette her, faktisk viste han ikke om det overhoved var et skjold, men et kort pust af kolosal varme fortalte ham at det ikke var meget beskyttlese mod melta-bølgerne. 
Han hørte alle 8 udstøde forfærtelige skrig af smærte, da melta-strålingen brændte igennem deres hud og øjne i et enkelt kort glimt.
Han slap Phoenix og så rundt selv. Alle modstanderene lå ned, med forfærtelige radiation-burns på alt fri hud. Selvom det ikke kunne ses, var deres våben ødelagte indvendig i de små mekanismer. Evans frakke ville beskytte Phoenix mod strålingen, der kun var overfladisk. Desuden var alle 8 amigos i live, om end vandsirede og muligvis permanent blinde.
"Nu!" sagde han, og sprang over motorcyklen. Mændenes skrig ville muligivs alamere flere af dem, så det var vigtigt at komme væk hurtigt. Han trak sin pistol igen, og befriede den første fra sine pinsler med et skud i hovedet.

Et råb der indikerede at Evan blev genkendt, fik Phoenix til at Se på ham, men det varede kort. Tingen som Blev kastet op i luften fik med det samme Phoenix’es opmærksomhed. Men hvad den kunne gøre fik hun ikke set. Det røde lindede virkede bekendt, og alligevel ikke… ”Hvad i?!” Hvæsede Phoenix, men de øredøvende skrig fik hende til at holde kæft.
Igen da klædet blev fjernet, så hun de mange skadede personer. ”Hvad lavede du helt præcist?” Mumlede Phoenix og rejste Hurtigt motorcyklen op igen. ”Anyways.” Mumlede hun og trak sin pistol frem, overskrævs på motorcyklen, begyndte hun at skyde, en efter en lige som Evan. ”Fart på!” hvæsede hun kraftigt. Da hun selv havde aflivet 4 Amigos, gassede hun op for motoren og kørte hen mod Evan. ”Spring, nu!”
I det hun kørte hen mod ham, lød et skud og en pustende lyd. Et skud mere og Phoenix mærkede noget i hendes ben. ”Yup, vi har travl igen, og vi skal have et nyt køretøj…” Hurtigt sprang Phoenix hen mod Evan og knurrede svagt. ”Enten, er her kommet forstærkninger, eller også er der nogen som din dingenot ikke slog omkuld.” Grinede hun glad og følte sig faktisk i live for en gang skyld… ”Godt, hvordan skal vi…” Phoenix’es stemme blev afbrudt ved at kugler fløj igennem luften fra alle sider. De skud som skulle have ramt Phoenix gik i gennem hende og hun stod urørt, på jorden, helt stille. ”Ja… øm… nej…” Mumlede hun og grinede igen svagt.
Med en lille bevægelse, snuppede hun sin pistol og gjorde hendes indre ild klar til at forsvare sig. ”Jeg nægter at dø til dem? okay?” Sagde hun stille til Evan og blinkede skævt.

//Jeg undskylder for at det er så mega kort, UNDSKYLD! Og at det har taget så lang tid, men jeg har nogle ting IRL som har gjort mig lettere forstyrret ^^’’ og jeg skal lige tilbage i emne-skrivningen. Igen 1000 gang undskyld for det hele, men håber du kan bruge det her ^^

"Melta granat" Svarede Evan "Nasty ting, men ikke lavet til anti-personel."
Han uddybede ikke nærmere. Der var ingen grund til at gå ind i en længere forklaring, siden de var nødt til at komme videre. Evan var i gang med at aflive de sidste med den lydløse gauss-pistol, da flere dukkede op på hans auspex, fra det sted hvor han formodede satellitten befandt sig. Der var kun fire, hvorfor var der kun fire?
Evan havde regnet med at der ville være flest af dem, ved selve satellitten. Var de på en eller anden måde, skjult for ham, eller også var der noget andet galt?
"Jeg planlægger også at vinde, men vi skal ikke bruge et køretøj lige umildbart. Satellitten er 60,3 meter i den retning." Sagde Evan og pegede.
Så fik Evan øje på en af dem. En stor mand, på mindst 200 kg, der brasede ud igennem de tætte buske. Han var udstyret med noget, som Evan identificerede som en Mk 5 Swarm Stubber. En bed munding på et tungt våben der blev hold i to hænder, og med en ammo forsyning der løb over i en rygsæk. Manden lo højt og trykkede aftrækkeren i bund, hvorefter en storm af projektiler blev affyret imod dem. Evan gjorde det eneste han kunne, og lod sig falde bagover. Ned bag den nu havarerede motorcykel. Projektilerne kunne rive igennem maskinen som var den lavet af papir, men hele bygen røg hen over hovedet på ham, han så ikke hvad der skete med Phoenix, men han gik ud fra at kuglerne ville passere igennem hende, som de havde gjort før. Derefter begyndte Evans hoved at regne, på egen hånd.
En Swam stubber, med standard mobil ammo supply, havde 7,21 sekunders ammunition  før den skulle genlades. Manden havde brugt 5,88. Hvis man gik ud fra at han havde haft den fyldt op da han startede.

Det ville sige at han ville ha'  1,33 sekunders ammo tilbage. Hvis han var klog ville han vente til Evan viste sig. Var manden dum ville han affyre imod Phoenix igen, hvis hun ikke allerede var ramt, eller også ville han affyre imod hvem end der gemte sig bag motor cyklen. Hvis han løb tør for ammunition, kunne han ikke forsvare sig, da det ville tage ham adskillige sekunder at finde et nyt våben frem.

”Hvis ikke vi skal br…” Phoenix nåede ikke at sige mere før det store brød kom frem, og hun spærrede øjnene op. ”Det ikke fair! Han er jo… hvad 4 gange større end os til sammen!” Brokkede hun sig og så det store våben.
Med det samme genkendte hun det. Mk5 Swarm Stubber. ’fuck.’ Nåede hun lige at tænke da Stormen af kugler fløj omkring hende. Hun søgte dækning i noget højt liggende græs, så hun ikke kunne ses. Dog var det ikke helt gennem tænkt. Der var noget over de kugler som hun ikke kunne tåle… måske var der sølv i eller var det græsset som var fugtigt? Måske var der noget havsten omkring hende så evnen blev slukket?
Men ramt var hun blevet. Hendes overarm blødte voldsomt, og indgangs såret kunne tydelig ses, det samme galt desværre også udgangs såret.
Phoenix bed tænderne sammen og bad til han ikke fandt hende, da hun rent faktisk kunne dræbes nu…

’Bare Evan kan slå ham ihjel… ellers… Det her har bare at lade sig gøre.’ Tænkte hun og skiftede stille til sin ulv. En flænsende lyd af tøj lød samt en uhyggelig knagen af knogler gav genlyd i den overraskende stille lysning. Det gjorde ondt på, men hun bed smerten så godt i hende som muligt.
Da den første forvandling var færdig, mærkede den truslen fra den store mand, og våbnet hjalp heller ikke. Ulven skiftede til den store kampskikkelse og farede frem fra det høje græs. Den to meter høje dræbermaskine tornede sig frem mod manden. Det vidt åbne gab og de store klør advarede omkring den skade de kunne for volde. Bedre blev det ikke da den udsendte et brøl af smerte over den nye flok kugler fløj gennem luften og bæstet ramte jorden med et hult bump.
Phoenix var ramt. Bæstet var løbet tør for energi og hun lå nøgen og ubevægelig på jorden. De mange kugler havde ikke boret sig ret langt ind i hendes hud, men nok til at blodet ville farve den omkring liggende jord rød.

Evan opfattede noget stort og pelset med Phoenix's biosignatur stormede frem et sted bag ham, og hamrede hen over motorcyklen med nogle meget dyriske lyde. Han hørte mere end så hvordan rockeren brugte de sidste 1,33 sekunder af sin ammunition. Han kunne næsten se timeren for sig, der ramte nul, hvorefter våbnet gav sig hen i en lang række klik. Evan rejste sig, nu uden frygt for at blive til sweitzerost, og indfangede scenen. Manden der stod triumferende med sit våben, og så grinene på den nøgne og liggende Phoenix. Evan overførte mere energi til sine ben, og sprang 6 meter frem. Manden blev tilsyneladende forskrækket over at blive angrebet på den måde, og forsøgte desperat og forgæves at skyde Evan med den allerede tomme swarm stubber. Da det ikke hjalp, og Evan stod foran ham, forsøgte manden at slå Evan med våbnet, der var stort of tungt, men Evan blokerede slaget med sin højre arm, der tog fra med en 'donk' Med vestre arm førte Evan gausspistolen op til mandens hage og blæste hans hjerne ud, næsten uden en lyd. Han skubbede manden bagover og løb hen til Phoenix. Han var meget bekymret og måske en smugle panikslagen. Hvorfor havde hun ladet sig ramme nu, eller havde der været noget ved dette våben, som hun ikke kunne forsvare sig imod. Evan viste ikke hvordan hendes evner virkede. Dette var en overnaturlig evne, som Evan kun havde fået at vide, stamme fra en eller anden frugt. Det kunne ikke være sølvkugler kunne det? Sølv havde en temmelig høj markedspris, så det ville koste flere tusinde dollars at fylde en swarm stubber, selv hvis det kun var hver tiende kugle. Han havde ikke ret lang tid til at undersøge Phoenix og tage en beslutning om sin næste handling.
Evans øje gav ham i løbet af få sekunder de informationer han skulle bruge. 42 indgangs huller, ingen af dem dybere end 2,1 centimeter. Pulsen var høj, men nogen lunde stabil. Evan var temmelig imponeret over hvor holdbare varulve kunne være.
Nu handlede det om at tage en beslutning. Han kunne trække sig tilbage med Phoenix, hvilke han nok blev nødt til, hvis hun skulle have størst mulighed for at klare den. Han havde ikke nogle præcise data om hvor hurtigt en varulv kunne heale sig selv. Han havde ikke nogen ide om de tilkommende tre signaturer, og hvad de var udstyret med. Desuden ville han skulle bruge mindst nogle timer på satellitten, afhængigt af hvor stor den var. Til dette formål skulle han bruge Phoenix, om ikke andet så som rygdækning.  

Evan tog sin frakke af og pakkede Phoenix ind i den. Han havde ikke mulighed for at se til nogle af hendes sår her, og som varulv ville hendes sår sandsynligvis stanse blødningen selv. Han samlede hende op, ikke ublidt, og spurtede ind i skoven væk fra de tilkommende skikkelser, han ville stanse når han var langt nok væk og tage sig a Phoenix så godt han kunne. Han kunne i hvert fald fjerne kuglerne fra hendes sår.

Phoenix lagde mærket til bevægelserne der var over hende, men det slørrede blik kunne ikke skille skikkelserne fra hinanden. Men hun håbede dog at det var Evan som fik skudt mandens hjerne ud og ikke omvendt.
Blodet var allerede begyndt at størkne og kuglerne var svagt begyndt at irritere hendes healings proces. ’Møg kugler!’ skreg hendes hjerne og hun prøvede forgæves at løfte hendes arm, så hun kunne nå en af kuglerne i hendes bryst.
Hun var dækket af sved og var i en feber lignede tilstand, dog var hjertet stabilt og det samme galt hendes puls. Hvis der bare havde var en sølv kugle i hendes bryst ville det svække hele hendes krop, men hvordan kunne han vide hun var en varulv før hun havde angrebet ham? Hvorfor var det nu lige hun havde ladet sig skyde på? Evan. Navnet gav genlyd i hendes hoved, og hun glippede med øjnene og fik svagt øje på den slørrede masse, som forhåbentligt var Evan.

Da frakken blev viklet om hende og han løftede hende op, kom der den række snerrende lyde fra hende og hun viste tænder. ”Av!” hviskede hun og bed sig i læben af ren smerte. Små sved dråber gled ned over hendes ansigt, da hun prøvede at nå en af kuglerne i hendes bryst. Men det lykkedes ikke at nå den før hun bukkede under af smerte. ”Fjerne… kugle… sølv… bryst.” gispede hun og lukkede øjnene i smerte. ”Nu!” gispede hun og vred sig i hans favn.
Svage rystelser gik igennem hendes krop, og noget der linede flimmer på en tv skærm, gled hen over hendes ansigt, inden det hurtigt forsvandt igen. Ulven ville frem, men den var stadig for svag til at overtage det menneskelige i hende.

Evan løb et par minutter for fuld hastighed. Hans ben bar ham frem som om de to ingenting vejede, men Evan viste at det ville koste senere. Han havde ikke mad nok med til at opretholde dette energiniveau ret meget længere.
Han hørte godt at Phoenix jamrede sig, han havde faktisk forventet mere af det, og han var ikke sikker på om det var fordi det var værre end frygtet eller om det var fordi Phoenix bare var en sej pige. Han håbede på at det var det sidste. Han tog turen i spring på fire-fem meter ad gangen indtil han ikke længere kunne opfange biosignaturer fra nogle andre end Phoenix og ham selv.
"Du må bide de i dig, lidt endnu." Sagde Evan uden at se ned på hende. Han havde travlt med at undvige træer og krat. Han fik i det mindste bekræftet at der var sølv indvolveret. Havde manden simpelthen fyld tilfældige sølvkugler ind imellem de normale, bare for en sikkerheds skyld? Evan måtte indrømme at det havde været klogt gjort.
Han var overbevist om at de havde detektions udstyr med dem, men han havde ikke nogen mulighed for at gemme sig for dem. Det ville kræve et fareday bur eller noget lignede for at blokere signaler fra sensorer, men en auspex kunne ikke narres så let selv hvis de havde et sådan bur. Han lagde forsigtigt Phoenix ned i skovbunden og pakkede hende ud så han kunne se rigtigt på hende. Frakken som hun lå på var allerede blodplettet, men da den allerede var rød kunne det dårligt ses.
Han genkaldte sig hvad hun havde sagt. Skud i bryst af sølv. Hendes stemme havde været utydelig, men han havde da forstået beskeden. Evan var mere bekymret for om hvor meget han kunne gøre ved det. Han var ikke læge og kunne sagtens gøre mere skade end gavn hvis han gravede for dybt. Men det ville på den anden side ende galt hvis han ikke gjorde noget.
"Phoenix... Phoenix!" Sagde han højlydt imens han tjattede til hendes kind, med venstre hånd. Hans højre var allerede ved at rode rundt i tasken efter værktøj, og hans medicin kasse.
"Du har 18 skudhuller i brystet alene, fortæl mig hvilken et der er af sølv… kan du det?"
Hans spurte meget indtrængende, og gentog om nødvendigt spørgsmålet. Han måtte være sikker.

Phoenix mærkede den kolde vind og den hårde skovbund under hendes krop. Smerte gled over hende og hun følte sig syg og svag.
De røde øjne der tideligere havde været så klare, var blevet matte at se på, endnu et tegn på kvæstelserne. Hun så på den utydelige og grumsede masse der var ved hendes side. ’Evan.’ Tænkte hun og kom da i tanke om at hun var nøgen, men lige nu kunne hun ikke koncentrere sig om at dække sig, men om at blive ved bevidsthed.
Da han tjattede til hendes kind, rystede hun svagt på hovedet og bed sig i læben. Et svagt mmm, kom fra hende inden hun glippede med øjnene og så på ham. Hun lukkede stille øjnene og snerrede. ”Venstre side, lidt over….” hun gispede og bed hårdt sammen så smagen af blod fyldte hendes mund. ”ned mod mit…” hun gispede endnu en gange og knep tårene væk. ”Hjerte.”
Hun kunne ikke meget længere, hvorfor havde hun dog ofret sig selv for ham? Så han kunne komme hen og gøre det af med ham? Eller havde hun taget munden for fuld?

En stille hånd bevægede sig op mod hendes krop, hun ramte maven og mærkede et af hulerne i hendes krop. Forsigtigt pressede hun uden på såret og op, en lille deform kugle poppede ud og et lille glædeligt suk slap ud.
Hvis bare Evan kunne fjerne de sølv kugler der var i hendes krop, ville hun selv kunne skubbe resten ud, og heale via hendes ulve fordele. ”Og.. øjnene… for… dig… selv.” gispede hun og prøvede at smile, men det gik hen og blev en grim grimasse, men stadig noget man kunne grine af.

Evan lod sin hånd søge hen over hendes bryst i venstre side for at finde det sted hun mente. Han var efterladt med lidt af et valg. Der var tre indgangshuller i dette område. Men Phoenix kunne sandsynligvis ikke komme det nærmere. De sad relativt tæt sammen.
"Her? Det må det være." Mumlede Evan, hans tendens til at tale med sig selv som han ellers undertrykte når han var sammen med andre vente tilbage i pressede situationer som denne. Men måske var det på en eller anden måde også henvendt til Phoenix.
Han indstillede sit øje på en bølgelængde der kunne se igennem hendes hud og se hvad det var han kiggede efter. Han lukkede samtidig det normale øje for bedre at kunne fokusere.
"Nej jeg skal nok kigge respektfuldt væk imens jeg udføre medicinske operationer jeg ikke er kvalificeret til." Sagde Evan, men et hint af humor i stemmen. Evan syntes ikke at han ville informere hende om at han kunne se igennem hendes tøj, når som helst han ville. Ikke fordi han benyttede sig af dette særlig ofte og som regel kun til at se efter skjulte våben. Han havde vendt sig af med det for flere år siden, i de tidligere teenage år.
"Hold i øvrigt op med det der." Sagde Han som kommentar til hendes selv fjernelse af kugler. "Dine hænder er møgbeskidte." Han tog en pincet fra medicinkassen og sprøjtede den med desinficerende væske, efter at have taget gummihandsker på. I mellemtiden granskede han de tre kugler. I teorien viste han ikke hvilken en han skulle fjerne men han kunne gætte. To af dem var gået længere ind end den sidste og den var desuden blevet helt flad, den var uden tvivl anderledes end de andre. Han gættede på at denne var af sølv. Heldigt for varulve var sølv ikke ret godt egnet til at lave patroner af. Uden at tænke for meget over hvor ondt det måtte gøre på Phoenix stak han pincetten ned i såret og fiskede kuglen ud. Det var en hel del lettere når man kunne se hvad man lavede. Han stod lidt med den og betragtede dens overflade. Han kunne ikke umildbart se om det var sølv, men hvis ikke det var ville Phoenix jo nok fortælle ham det, eller som et minimum ikke få det bedre.

”Stik nu bare fingrene ind og få dem ud!” knurrede hun næste lydløst og bed tænderne sammen. Hun ventede på at han ville presse kuglen ud, men der skete intet, og hun åbnede igen øjnene. Den grumsede masse som var Evan, sad åbenbart stille og kiggede på hende. En svag rødmen steg op i det blege ansigt og farvede hendes kinder rosa. ’Nøj hvor håber jeg du ved hvad du laver, ellers brænder jeg din røv når jeg har det godt igen!’ tænkte hun og stirrede op i den grønne top.
Hun smilede svagt, og en lille latter gled over hendes læber, inden hun gispede af smerte. Det var ikke helt gennemtænkt, men det skulle klares med humør, ellers ville hun gå kold.

”Jeg hjælper min… krop.” mumlede hun gispende og lukkede øjnene, og lagde hænderne langs siden, så hun ikke ville kunne pille i flere kugler. Den høje lyd af gummihandsker mod hud gav hende kulde gysninger, og en svag jamren kom fra hendes mund. ’ikke tænk på det, det skal nok gå, han er din ven, det er Evan.’ Remsede hun op i hovedet, og undertrykte et skrig da hun mærkede hvordan pincetten borede sig ind og fik kuglen ud.
Da den var trukket ud, kunne hun ikke lade være med at smile og grine stille. ”Tak.” hviskede hun og åbnede øjnene, hvor vand stille piplede frem. ”nu skal du bare fjerne en af dem der sidder i min ryg, for jeg kan ikke selv nå den eller skubbe den ud… oooog… du skal lige hjælpe mig med at komme op at sidde…” hun rødmede og frem kaldte en lille smule ild, som kunne dække hende ellers private steder.

"Nu er det ikke første gang jeg har været nødt til at fjerne kugler fra et skudsår" Sagde Evan, lidt mere muntert. Hvis hun havde energi til at lave jokes, så havde han mindre at bekymre sig om. "Men når det er sagt, så må du hellere finde ilden frem bag efter. For det er meget muligt at det går galt for mig."
"Hvordan hjælper det din krop at pille skud ud, hvis der går infektion i såret bagefter?" Spurte Evan.
Evan sukkede hvis hun kun mærkede en enkelt sølvkugle mere så var det snart overstået. Hun kunne allerede tale normalt. Desuden ville hun åbenbart op at sidde nu." Han satte sig på hug og tog fat om hendes skuldre der ikke var dækket af skudhuller.
"En, to, tre." Talte han, hvorefter han på tre, hjalp hende op at side, så han kunne komme til hendes ryg. Det var nemmere for alle på denne måde. Han undersøgte hendes ryg på samme måde som før. Kun fire skud huller her, og et udgangs hul fra en der havde ramt hende forfra og var gået ud på den anden side. Hun måtte have vendt sig om i refleks for at hverve sig bedre imod skuddene, eller noget i den stil. Han fik øje på det skud der til forveksling lignede den foregående sølv kugle.
"Hvis det ikke er den rigtige så sig til." Sagde Evan og stak pincetten ind, tog fat u kuglen og hev den ud, uden yderlige varsel.
Han rystede på hovedet over hendes barnlige forsøg på at skjule sin nøgenhed med ild.
"Har du tænkt dig at rende rundt i flamme bikini indtil vi kommer hjem. Eller vil du hellere låne min frakke?" Spurte han små grinene.

”Det siger du ikke doktor Evan.” mumlede hun og prøvede at slappe af så han kunne pille kuglen ud fra hendes krop.
Det var rart at Evan også jokede med hende i denne alvorlige situation, så stemningen blev lettet lidt.
Hun løftede svagt et øjenbryn og sukkede, da han spurgte om det var bedre at blive inficeret. ”jeg blive ikke inficeret, men skubber kuglerne ud så min krop kan koncentrere sig om at heale…” mumlede hun svagt og følte egentligt at hun gled en lille smule længere væk, lidt efter lidt.

Da han hjalp hende op og sidde, mumlede hun en lang liste af forbandelser, inden hun prøvede at smile og ignorere smerten, der brændte hen over hendes krop. ”tak.” gispede hun og prøvede at på det slørrede billede væk fra hendes nethinde. Hun prøvede at fokusere og få det normale syn igen, imens han kiggede og undersøgte hendes ryg.
Tankerne vandrede rundt i skoven. Deres egentlige mission var jo at finde satellitten og få den med hjem til Militær militsen, og ikke mere… ikke blive skudt… hun blev afbrudt af Evan der snakkede svagt, hun skulle lige til at spørge hvad det var, da hun mærkede en latterlig smerte og vendte sig om mod ham. ”Din!” hvæsede hun og knyttede sin ene næve inden hun slappede af. ”Advar mig da inden du gør det din torsk!” grinede hun og rejste sig op.
”Luk arret Evan.” grinede hun og strakte sig. Den veltrænede krop, afslørede en fin mængde af ar hen over hele hendes ryg. Samt en lille tatovering på skulderen som Dust havde lavet på hende for længe siden. ”Men din jakke er jo fuld af mit blod!” drillede hun og begyndte en lille ramse, så man kunne se hvordan kuglerne begyndte at nærme sig indgangs hullet og poppe ud.
Det så syret ud, og foruroligende, hvis ikke man var forberedt på det. Hun vendte sig om og lod ilden falde, så den nøgne krop igen var frit til syne.
De eneste sår der faktisk ikke ville heale helt, var dem som havde været af sølv. Med blide bevægelser lod hun frakken glide omkring hendes krop, og knappede den forsigtigt så man ikke kunne se hendes private dele. ”Nå, hvor langt er vi så fra den satellit denne gange?” spurgte hun med blidt stemme og så på ham.

Evan kluklo over hendes banden.
"Hvis jeg gjorde det havde det bare gjort mere ondt, jeg troede du var en hærdet kriger." Sagde Han drillende. Han holdt inde med sine kommentarer da hun bad ham klappe i. Imens Phoenix rejste sig op lagde Evan de ting han havde brugt ned i deres kasse igen, sammen med den kugle han lige havde fisket ud af hendes ryg. Han betragtede hende skille sig af med kuglerne. Det så bizart ud at se 38 kugler forlade deres skudhuller og lande på jorden, et syn han nødig ville gå glip af.
Evan ville ikke spilde tid på at fortælle hende at hun havde gjort det godt, eller sådan noget. For det første var han slet ikke indstillet på at opføre sig sådan, og for det andet ville Phoenix nok ikke sætte pris på det alligevel. Det gode ved jakker er at de kan vaskes. Den er desuden brandsikker så smid du bare med alt det ild du kan imens du har den på.
Evan forholdt sig nu til det de skulle gennemføre. De skulle tilbage til satellitten og på en eller anden måde få så meget af den med, som de kunne.
"1,36 km i den retning." Sagde Evan og pegede. "Give or take 73 cm." tilføjede han.  Det sidste var mest ment som humor, han beregning var ikke så præcis, men det var sjovt alligevel. De havde et lille stykke vej at løbe for at vende tilbage, og Phoenix havde ikke nogle sko. Han mente heller ikke at hun skulle bruge dem, men alligevel.
"Jeg overvejer at lokke dem væk fra målet, eftersom vi helst ikke skal gøre skade på det. Helst så få ad gangen som muligt, der kunne være fjender med langt værre våben end swam stubbers." Evan ville gerne høre hvad hun syntes inden de begav sig ind igen. De måtte helst ikke få mulighed for at få forstærkninger, for så var det ikke muligt at tage satellitten.

”Hvis du havde gjort det var jeg ikke blevet så overrasket din cyborg!” grinede hun og smilede ad ham.
Hun havde godt lagt mærke til at han så på hende imens hun kom af med alle kuglerne, og kunne simpelthen ikke lade være med at komme med en lille kommentar. ”Nåh, hvad kigger du så på denne gang?” spurgte hun drillende og kunne ikke lade være med at grine ad ham. Ja det så da lidt underligt ud af hun sådan bare kunne få kuglerne ud af kroppen, men det var nu en god ting at have lært alligevel.
Da han sagde det med at jakken kunne vaskes smilede hun svagt, og glædede sig over at hun kunne kaste med ild uden at frakken ville blive beskadiget. ”Fantastisk, og rød har altid været min farve!” jublede hun stille og så ned af sig selv. den røde farve var virkelig god til hendes lyse hud, og øjnene matchede overraskende nok… men det nu mudder plettet, blodplettet og hvide hår… ja… det så noget spøjst ud.
De røde øjne fulgte Evans finger og nikkede. ”ikke så langt igen, så der når vi jo hurtigt ud, og så præcis behøver du altså ikke at være! Jeg har det fint med cirka en kilometer den vej” sagde hun og lavede stemmen om for at lyde som Evan i sjov.
Med rolige øjne nikkede hun til Evan. Det var som om hun med et var blevet professionel. Hendes hjerne arbejdede på højtryk og hun kunne komme med nogle forskellige idéer, lige indtil han sagde at det skulle være så stille som muligt, og uden at de havde mulighed for at få forstærkninger. ”Nå, så røg min plan i vasken, men jeg er med på din idé da det er dig som har hjernen når det gælder teknologi og andre dimser, men jeg er klar.” et lidt sindssygt smil havnede på hendes læber, inden hun begyndte at gå i et roligt tempo, så de kunne snakke imens, de gik hen mod satellitten.

Evan trak på skuldrende, som svar på hendes drillende spørgsmål. Han havde lagt sit værktøj væk og fandt i stedet to energibarre op af tasken, fra en pakke hvor han havde 10 mere. Hans erfaring var at de gav den fornødne energi til at fortsætte, når han havde brugt for meget energi på en gang.
"Ja, jeg kan desværre ikke anbefale dens skrædder, jeg aner ikke hvor min far købte den." Svarede Evan, så pas godt på den. Han smed energi barren over til hende. "Til din chakra." Sagde Evan. Han viste at hun måtte ha brugt en del, men han viste ikke hvor meget hun havde i sig. Under alle omstændigheder måtte det ha tæret på hende at regenerere.
Evan begyndte at gå med hende, han gik rask til. Det var ikke så godt hvis fjenden fik mulighed for at mobilisere sig igen. Han sikrede sig at hans våben stadig virkede , og satte et nyt magasin i.
"Det værste er at jeg har massere af våben der nemt kunne tage flere personer ud, uden problemer, men jeg tør ikke bruge dem i nærheden af satellitten." Sagde Han. Vi skal lokke dem væk, men hvordan?"

(Det blev meget kort undskyld)

”Ja ja, skal nok passe godt på frakken.” Sagde hun stille og gav et let hop fra sig da han kastede baren hen mod hende. ”Tak.” mumlede hun og begyndte stille at spise af den. Det var godt med noget mad. Det var også først nu at hun havde brugt så meget energi, og at hendes mave egentlig var tom…
Med små bidder var hun begyndt at få det bedre i maven, men hendes to sår, var stadig ømme… som om de ikke ville heale ordentligt.
Phoenix småløb ved hans side. Hendes fødder rørte næsten ikke jorden før de var på vej op igen. Hun smugkiggede på Evan ind i mellem… der var noget over ham… noget hun bare måtte finde ud af. Hun tog sig faktisk i at stirre lidt på de blå markeringer der var i hans ansigt.
Hun kunne huske første gang hun havde set de blå aftegninger ude i ingenmandsland sammen med Dust. Det var lidt besynderligt at Militsen havde hyret ham til dette formål… men selvfølgelig, militsen var nu lidt underlig ind i mellem. Specielt i dette tilfælde…
Da han begyndte at snakke ingen, rev han hende ud af tankespindet og tilbage til virkeligheden.
Hun stoppede op og smilede stort. ”Jeg tror sku jeg har en idé!” Jublede hun og gav et lille hop fra sig. ”Har du en sniper i den dametaske du render rundt med der?” Drillede hun og gned sine hænder.
”Hvis vi deler os op, så kan vi omringe dem, og hvis du så har den der sniper, kan en af os tage nogen ud, imens jeg hæver varmen så deres radioer ikke fungere!” Det lød lidt underlig, men tja, det var da en plan ik?

"En sniper?" Sagde Evan. "Nej det er et specialvåben jeg ikke regnede med at få brug for." Han hankede lidt mere op i sin 'dame-taske'. Hendes drillerier satte hans sociale kompetencer på overarbejde. Det var godt at de to ikke så hinanden så tit, for han kunne godt lide hende. Men han var også ganske sikker på at hun ikke ville kunne holde ham ud hvis hun så mere til ham.
"Jeg kan måske gøre noget der kan være næsten lige så godt." Han begyndte at taste, og dreje på knapper, på siden af det kasseformede skydevåben.
"Jeg kommer aldrig op på den rækkevidde eller den træfsikkerhed som en sniper giver, men dette våben er lavet til at være ekstremt fleksibelt. Desværre er man nødt til at gå på kompromis med mange ting der er uønsket." Sagde Evan. Våbnet summede og klikkede, imens det omformaterede.
Nu hvor Evan måtte udtvære sin frakke, måtte han også undvære en del af sin rustning, som var sat fast uden på den, eller sad inde under stoffet. Han havde bare arme, hvilket gjorde hans venstre arm udsat. Han ville ikke have noget imod at være på baglinjen i deres næste angreb. De var nu inden for Evan sensor rækkevidde
 
Efter et kvarters rask gang begyndte de at nærme sig det sted hvor satellitten lå. "Skal vi gå et par meter til siden, inden vi går ind?" Spurte Evan. "Hvis vi kan skabe forvirring nok, så bliver dette en hel del lettere." Evan holdt øje med stedet. Der var ti biosignature lige nu. Det var flere end før, men det betød også at der ikke var så mange flere i skoven. De viste at de kunne komme under angreb når som helst, så de ville med sikkerhed.
"Der er 10, men jeg kender ikke deres præcise position omkring satellitten. Vi kan kun gå ud fra at de forventer vores angreb. De må ha vist at vi vendte tilbage, ellers ville de nok have ledt efter os.

Imens han tog det kasseformede våben og drejede på knapper kiggede hun nysgerrigt på det. ’hvad fanden skal det dog forestille?’ tænkte hun og kiggede undrende på Evan da han snakkede. ”Okay… hvilke ting skal tages i betragtning, og hvad filen er det for et underligt våben?!” hun lød forundret med et lille strejf af nysgerrighed. Hvordan kunne han ikke have et våben som en sniper, men sådan en?!

Da de var nået frem stoppede Phoenix op og nikkede til Evans ord, om at dele sig en smule og skabe større forvirring blandt de uvidende. ”Hvis du nu får din jakke igen, den vil sænke mig når jeg bliver til min reneste form, og skifter jeg til min ulv, så går den i stykker.” uden at vente på svar kastede hun hans jakke over ham, og lod ilden dække hende, det lignede en flammende kjole da hun var færdig med at forme ilden.
Da han nævnte de ti personer smilede hun lidt skørt og lagde hovedet på skrå. ”5 til hver, lyder da fair nok.” hendes rolige facade kunne snart ikke holde sig oppe længere, det sindssyge måtte snart lukkes ud.
”Hvis de forventer det, så må vi jo gøre det de ikke forventer, at lade os over give, eller, lade som om vi i det mindste gør det.” Hvis jeg kommer tættest på, kan jeg få smeltet deres våben, og radioer, så de er alene, så kan du jo komme og nakke dem.” det var jo en idé med lidt mere, og nu hvor hun kunne kontrollere ilden helt, ville det sølv de havde ikke kunne skade hende mere en et strå.

Evan så på hende, som om hun lige havde spurt hvad summen af 2 + 2 var.
"Det er det skydevåben jeg har båret hele tiden. Jeg brugte det ikke da jeg sad på motorcyklen, fordi det var for stort, så jeg tyede til pistolen." Sagde Evan. "Det, har en masse finindstillinger og er velegnet til forskellige formål, men det er ikke super godt til alle formål. Desuden vejer det 8,02 kg. så almindelige mennesker har svært ved at bruge det."

Evan vente sig imod Phoenix i tide til at få sin frakke i hovedet. "Tak." Mumlede han og gjorde et nummer ud af ikke at se på hende, imens hun stadig var i hendes Eva kostume. "Phoenix det er Amigos vi har med at gøre, de skyder os hvis vi forgiver at overgive os. Hvis altså ikke de forsøger at voldtage dig først. Men de har intet de vil have fra os så hvorfor skulle de tage fanger?" Evan tog et sidste tjek af sit våben, selvom det var komplet unødvendigt.
"Jeg kan nemt jamme deres radioudstyr, det tager kun et øjeblik." Sagde Evan. "Men det er nok alligevel bedst hvis du ødelægger det, prøv om du kan gøre det fra afstand, vi skal ikke have en gentagelse af den operation." Imens han talte hev han en antenne op fra et sted i tasken, han brugte den når han skulle sende signaler over længere afstande. Det krævede en del energi at have et konstant jamming signal kørende, men han havde et stort batteri med. Han indstillede radioen i sin maske, så den var klar.
"Lets do it." Sagde han og begyndte at løbe fremad, med sin generhvervede frakke blafrende om sig.

”Gjorde du…” Sagde hun stille og rødmede i flovhed over hendes egne ord. ”Pfff… vidste jeg da godt..” Mumlede hun. ”tror sku jeg fik en kugle i hovedet også.” den humoristiske sands hun ikke havde, var nu på sit højeste… hvorfor blev hun ved med at prøve at lave sjov?

”Så lidt.” hans nummer var lidt underligt, men selvfølgelig hun var jo i princippet helt nøgen, og Evan ønskede tydeligvis ikke at se hende. Så han måtte da selv bestemme, om han så ville eller ej. ”Hm… jeg klare mig, eller jeg skal nok overleve. Desuden, hvid de skyder de mig nu, kan de ikke ramme mig, ikke engang med sølv! Der var duk i græsset hvor jeg gemte mig før, og det neutralisere mine evner, så derfor kunne de ramme mig. Hvis de rammer mig nu vil jeg knapt lægge mærke til det.” En lille pause opstod da hun begyndte at tænke. ”Desuden, hvis de voldtager mig, så er det, det sidste de nogensinde gør.” et mildt grin slap ud over hendes læber inden Evan begyndte at snakke.
Hun nikkede og rullede med skulderne ind hun talte igen. ”Tror du, at du har noget der minder om det, som deres radioer er lavet af? det vil være nemmere for mig, da jeg så er sikker på hvilken varme temperaturen skal være på.” hendes røde blik så igen på Evan, og endnu en gang kunne hun ikke lade være med at se på de blå aftegninger i hans ansigt.
”Ses på den anden side.” Svarede hun glad og begyndte at løbe i den modsatte retning, inden hun lod ilden tage helt fat i hende.
Den orange skikkelse svævede gennem skoven og stoppede pludseligt op. Hun skulle have et mindre overblik over satellitten inden hun kunne gøre noget. Forsigtigt lod hun ilden dø og ulven kom til live. ’Du skal bare se dem, ikke angribe, eller gøre noget andet, bare få et overblik inden du gør noget.’ tænkte Phoenix og krøb frem. Trygget godt mod jorden kunne man ikke se den hvide skikkelse. Straks fik hun øje på deres radioer og metalliske våben, det var nu hun kunne smelte det hele.
Den store hvide ulv trak sig igen tilbage, og lod Phoenix komme frem. I skrædderstilling satte hun sig på jorden og lod ilden omslutte hende. Med lukkede øjne begyndte hun at fokusere på metallet og startede varmen. Hvis væsnerne ved satellitten ikke var varmefølende væsner, ville de ikke kunne mærke at temperaturen steg omkring deres våben, eller radioer. Dog var der to måske tre våben hun ikke kunne få til at klikke.
Da hun var færdig sendte hun en lille ild ulv ud i luften og hen mod Evan, for at signalere, at hun havde smeltet deres radioer.

Evan tænkte sig om. "Altså alle radioer virker i bund og grund på samme princip uanset hvad model det er. Jeg havde deres frekvens, men de skifter den efter algoritme jeg ikke er færdig med at dechifrerer endnu." Sagde Evan. "Det bliver nok heller ikke før de begynder at tale mere. Det lader til at de køre Radiosilence lige nu."
"Hvis du vil ødelægge maskineriet, så burte alt over 300 °C være fint, men hvis du vil være sikker skal du op over 1357.77° Kelvin eller 1084.62 °C alt efter hvilken enhed du foretrækker. Stort set alle ledninger indeholder kobber, men hvad printplader angår så holder de sandsynligvis ikke engang til 200 °C. Det er solidt militært udsyr, men det er ikke lavet til at slukke bål med." Sagde han. Han viste at han kunne have fortsat med sin forklaring men han viste at de ikke havde tid til det. Desuden fornemmede han svagt at Phoenix nok ikke var interesseret i en fysik lektion. 
Da Phoenix var løbet, mumlede Evan. "Den anden side af hvad?" Henvendt til sig selv. Han begyndte at gå fremad. Han viste at han ville blive opdaget hvis han løb. Han var så tung at det ville brage igennem underskoven som et løbsk næsehorn hvis han løb.
Efter kort tid var Evan ikke ret langt fra stedet. Han kunne se den kolossale varme signatur der måtte være Phoenix, og efterfølgende en række mindre signaturer i midten af lejeren. 
Han kunne meget bedre få overblik over deres mål nu. Der var ganske rigtigt ti af dem, fire af dem stod samlet, ved noget Evan gættede på var et feltkomfur. de seks andre var fordelt to og to. En af dem var placeret 11,4 meter over jorden og Evan gættede på en udkigspost.
Pludselig brød en tredje varme signatur væk fra den der måtte være Phoenix, og fløj lige imod ham. Da Evan mest så på et virvar af temperaturtilsvarende farver med sit mekaniske øje, så han med sit normale øje den lille ulveformede ildkugle. Han havde igen ide om hvad den betød, men han tog det som en opfordring. Enten var Phoenix blevet opdaget, eller også havde hun tænkt sig at angribe nu, og ville gerne have backup. 
Han stormede frem og skruede op for energiniveauet. Han mærkede sin potentia-coil, den dims der omdannede hans frokost til energi hans dele kunne bruge, blive varmere. 
Efter tre lange spring var Evan inde i lysningen. Han havde allerede låst sig ind på sit første mål og skød omgående imod det. Skydevåbnet der før havde været fuldautomatisk, var nu kun semiautomatisk, men var langt mere træfsikker med det enkle skud end ellers. Mandens ene skulder eksploderede der hvor skuddet ramte, og han faldt om med et brøl. Efterfølgende lød der en hul lyd fra skydevåbnets andet løb, og sekundet efter var halvdelen af lejeren dækket i tyk grå røg, da gasgranaten landede seks meter fra satellitten. En af Evans mest fortrukne strategier var at skabe et tykt røgslør som fjenden ikke kunne se igennem, selvom han kunne. Problemet var at det ikke gik så nemt. Selvom de bikers der havde automatrifler, ikke kunne se ham mere, så opdagede Evan hurtigt at der var en af dem, der stadig havde udsyn. Ud af røgskyen spang en meget høj slank kvindeskikkelse, som om den ingen ting vejede. På grund af hendes lange hvide hår troede Evan et øjeblik at det var Phoenix, men den kulsorte hud og skarpe træk, de lange øre og den imponerende højte afslørede en sortelver skikkelse. Det næste Evan oplevede var hvordan den lange pisk kvinden brugte i den ene hånd, susede tæt forbi hans hoved med et knald og en elektrisk summen der fik det til at ringe for hans ene øre. Han mærkede hvordan pisken flåede hætten af ham. Da han så den ordenligt viste han hvorfor, dette var en neurowhip. Den var sjældent dødelig med ved hjælp af elektricitet forsagede den ufattelig smerte hvis den ramte bar hud eller metalrustning. Han viste med det samme hvad der var sket. Da Evan ikke gik med metalrustning, havde hun med vilje fjernet hans hætte for bedre at kunne ramme ham.
"DIG!" Sagde hun med høj stemme der klang af sortelverenes barske, men melodiske accent. Pisken røg frem igen, men Evan afvergede den, ved at lade den harmløst ramme hans taske. Han viste at et enkelt snit i ansigtet ville sætte ham ud af spillet i flere minutter.