(Færdig)En aften som alle andre - Eris

Tid: 22:33
Sted: En snusket bar
Vejr: kølig, overskyet
Omgivelser: folk der drikker

Det var en kølig torsdag aften. Luke sad som så mange andre aftenen før på den lokale bar og drak. Han var iført en langærmet, sort hættetrøje der dækkede hans arme og et par gamle, brune handsker. Derudover havde han et par slidte cowboybukser på og et par hvide gummisko der nok ikke havde lang tid tilbage.
Luke havde været omhyggelig med at vælge en påklædning der ikke viste hans nye robotdele. Han havde ikke informeret gutterne om at han var blevet cyborg, hvilket gjorde han i øjeblikket kunne lægge alle de andre ned i armlægning. De ville sikkert holde op med at vædde med ham hvis de vidst han var blevet ”fikset”, eller værre forlange deres penge tilbage.

Lige nu sad Luke med en smøg i mundvigen og et glas whisky i hånden. Han sad og stirrede tomt ind i væggen og lod alkoholen virke. Det var en af de mere rolige aftener, ingen slagsmål (endnu) og det mest spændende der foregik var nogle stykker der sad og spillede poker. Han havde takket nej, for han skulle gemme sine penge til en udrensning af sine nye lunger.

Eris havde stået i et mørkt hjørne af den (efter hendes mening) noget klamme og snuskede bar i godt stykke tid nu. Ingen lagde mærke til hende, men det skulle de heller ikke, ikke endnu i hvert fald. Hvorfor hun var lige netop her, vidste hun egentlig ikke rigtig. Hun kunne finde blod mange andre steder også, men det kunne jo være, at der kom nogle interessante folk forbi. Hun scannede rummet endnu en gang og fik øje på en mand, der havde undsluppet hendes opmærksomme gennemborende blik sidste gang, hun afsøgte det røgfyldte alkoholstinkende lokale. Der var noget over ham noget, der ikke var menneskeligt. Hun lagde hovedet på skrå og fæstnede sit nærmest lysende gule blik på ham. *Hmmm, han ryger, så jeg tror ikke rigtig, det er værd at tage hans blod* funderede hun, men hun fjernede ikke blikket.

Luke tog smøgen ud af munden og tømte det sidste af glasset. Han rejste op og gik hen til døren. Han tog et sug af smøgen og så tænksomt ud i mørket. Han bevægede sin fod frem og tilbage, mest for at tjekke at den stadig fungerede. Han gik hele tiden med følelsen af, at de fremmede dele pludselig ville holde op med at virke. Hvordan skulle han finde hjælp, hvis han ikke kunne gå? Han sukkede svagt.

Eris så den fremmede gå mod døren. Hans bevægelser...de var kunstige, som om han ikke helt var vant til sine lemer. Hun trak let på smilebåndet og fulgte efter ham forsigtig med stadig at gå i skyggerne. Dog lagde nogle få personer mærke til hende (måske ikke så meget fordi de hørte eller så hende, men mere på grund af rosenduften, der omgav hende, hvorend hun gik). De sendte hende dog kun undrende blikke som for at sige, "Hvad laver et lille barn på en bar og, hvad sker der for rosen i hendes øje?" før de igen optog deres forhenværende gøremål.

”Mh?” en duft af roser afbrød Lukes tankegang. Han så sig om i lokalet, sådan en duft passede ikke ind mellem sprutten og lugten af tobak. Han rynkede brynene da hans blik faldt på en ung pige.. ikke mere end de 12-13 år.. *Hvad i alvoerden laver et barn her?* tænkte han, og kom så i tanke om at han ikke selv havde været meget ældre, første gang hans bror slæbte ham med her ned.

"Nyahaha," lo hun svagt, da han fik øje på hende. Hun løftede hånden og vinkede. Hun lagde hovedet på skrå, og et uskyldigt smil trak i hendes mundvig. *Måske ville hans blod ikke være så dårligt alligevel, jeg er tørstig og træt af at vente* tænkte hun og stirrede undersøgende på ham. Så var spørgsmålet bare, hvordan hun skulle følge efter ham, nu da han havde opdaget hende...hmmm...det skulle nok gå, det var de færreste, der var bange for en lille pige. Man kunne så spøger sig selv, om det ikke var skræmmende og have en rose groende ud af øjet selv, hvis den der havde det lignede en lille pige. Men Eris slog bare tanken hen.

”Uhm…” Luke rynkede brynene da den lige pige grinede og vinkede. *Det var dog en mærkelig unge..* tænkte han og så sig lidt omkring, i søgen efter en der så ud til at havde taget hende med. De fleste opførte sig som om at hun ikke var der, eller også så de lige så forvirrede ud som han selv følte sig. Han vinkede prøvende igen og så lidt på rosen. ”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han.

*God damn it, jeg kan jo ikke tage hans blod her, der er for mange mennesker,* tænkte hun irriteret, men hun lod ikke følelsen skinnede igennem i hendes kropssprog. I stedet så hun op på ham med et sørgmodigt blik. "Mine forældre er væk, men jeg tør ikke gå ud og lede efter dem alene," hviskede hun. Hun ville have grædt for at understrege sin sorg, men efter som hendes race græd blod, og det så afgjort ville afslørre hende, gjorde hun det ikke. "Der er ingen andre der hjælper mig, de ignorrer mig bare," fortsatte hun og rettede blikket mod det støvede gulv. Et uset skummelt smil lagde sig kortvarigt på hendes læbe, før det forsvandt som om, det aldrig havde været der.

”Og du ledte her?” spurgte Luke og kastede et kort blik rundt i lokalet ”dine forældre drikker tit?” spurgte han og så undersøgende på den lille pige. Han orkede ikke rigtigt at tage ud og forsøge at finde tøsen forældre.. på den anden side var det også lidt underligt at efterlade hende her inde. Hvis alt gik galt kunne det være politiet kom og ledte efter hende, og det ville han ikke nyde noget af ”hvor bor du henne stump?”

*Åh nej,* nåede hun lige at tænke, før hun fik styr på sig selv. "I en lejlighed... det er ikke så langt her fra, tror jeg, men mine forældre var der ikke, da jeg kom hjem tidligere," sagde hun med skælvende stemme. "Hvad hvis de har efterladt mig? jeg vil ikke have, at de har efterladt mig," sagde hun, imens hun stirrede ned i gulvet og lød som om hun kvalte en hulken. Uden på lignede hun bare en stakkels fortabt pige, men indvendigt grinede hun manisk lige nu. folk var simpelthen så nemme at narre.

”Forældre går nogle gange fra en” sagde Luke og tændte en ny smøg ”man skal lære at kunne klare sig uden dem.. i sidste ende har du kun dig selv” han så undersøgende på hende ”så, du kommer jo ikke hjem af at stå og flæbe.. hvor gammel er du?” han var ikke den bedste til børn, og han vidste intet om at trøste dem. Han håbede han kunne forhindre hende i at lave en scene.. hvis hun virkelig boede i nærheden, kunne det være det bedst kunne betale sig bare at følge hende hjem.

"Eleve," snøftede hun. Den her fyr var sværer at have med at gøre end mange af hendes andre ofre. Hendes "fortabt lille pige"-nummer plejede ellers altid at virke næsten med det samme. Sikke en møgdag at støde på en af de besværglige på. Hun var for tørstig til at lege den her leg ret meget længere. Men hvis nu hun kunne få ham til at følge hende "hjem" eller noget i den stil, skulle det nok gå. Ellers måtte hun opgive og finde en mindre besværgelig person i morgen.

Luke stod og betragtede hende. Han hørte en politibil i det fjerne og så sig over skulderen. "Ok fint, men kun til du kan resten af vejen selv ok? Jeg skal ikke snakke med mor eller far, er det forstået?" sagde han og så lidt irriteret på hende. Måske kunne han finde en at tørre hende af på når de var kommet lidt væk fra baren "så skal du også få fødderne med dig" sagde han og gik ud af baren. "Så hvilken vej tror du det er?" spurgte han.

"Den vej," sagde Eris og pegede glædeligt ned af den mest mørke dystre og forladte vej, hun nogensinde havde set. Nu var det bare at komme væk fra menneskerne på gaderne, og så var der intet at bekymre sig om længere. *Nyahaha, det var også på tide, jeg er sulten,* tænkte hun glad. Hun passede dog på ikke at vise andre følelser end den falske tristhed, så manden ikke fattede mistanke om, at noget var grueligt galt. Hun gik foran ham indtil, hun pludselig standsede op midt i en total mennesketom gyde og vendte sig mod ham med et ubehageligt smil og et sindssygt glimt i det gule øje.

Luke så lidt skeptisk på den mørke gyde. *Hendes forældre er sikkert ikke rige.. de har sikkert efterladt hende, hvordan endte jeg som babysitter?* tænkte han frustreret med hænderne i lommen imens han fulgte efter hende. Da hun stoppede op så han sig lidt omkring "her?" mumlede han. Det så bare ikke rigtigt ud. Da hun vendte sig imod ham, gik han et skridt tilbage "hvad sker der her?" mumlede han forvirret.

"Nyahaha," lo hun og lagde hovedet på skrå. Hendes øje glimtede muntert, men stadig vanvittigt, da hun lagde mærke til hans overraskede udtryk. I stedet for at svare på hans spørgsmål, blottede hun sine hugtænder i et psykotisk smil. Alt det uskyldige over hende var forsvundet som dug for solen og erstattet af kold blodtørst og mordlyst. Hun begyndte hurtigt at arbejde på sine illusioner og kort efter brød hvide roser op af den kolde beton og snorrede sig om hans ankler, medmindre han var meget stærk psykisk, burde han ikke kunne flytte sig. "Nyahaha," lo hun igen

"Hvad fanden?" han så forvirret på blomsterne og gjorde som et hvert andet normalt menneske ville gøre.. han forsøgte at bryde det med fysisk kræft. Han havde ingen anelse om at det kun var noget han forestillede sig. "Lille freak barn?!" sagde han og så over på hende "hvad er det her for noget hokus pokus?"

"Nyahaha, noget du ikke kan bryde metalmand.# sagde hun og gik grinende af hans forsøg på at slippe fri frem mod ham. Egentlig vidste hun ikke helt, hvorfor hun kaldte ham metalmand. Det var bare et eller andet ved hans bevægelser, der minede hende om en maskine. Hun bottede igen sine hugtænder klar til at bide ham. Hun lagde hovedet let på skrå. "Det er næsten synd, at du skal dø, jeg havde det lige så sjovt," sagde hun i en falsk beklagende tone. "Men helt ærlig er alle lige så godtroende som dig, jeg mener....hvor nemme erI mennesker eller, hvad du end er lige at narre," fortsatte hun. "Mne forældre er væææææk, ingen kan lide mig buhuuuu... det er dog otroligt I falder stort set alle sammen for den," lo hun.

"Jeg vidste jeg ikke skulle have spildt min tid på at følge en snotunge hjem" vrissede Luke uden at stoppe med at prøve at slippe fri "det er hvad man får ud af at være venlig. Ingenting. Hvis du nærmer dig unge, så får du en knytnæve i fjæset" truede han og stirrede vredt på hende.

"Nej jeg gør ej," sagde hun køligt og ligegyldigt. Sekunder efter hun havde sagt det, brød nye roser frem og lagde sig om hans arme. Hun smilede koldt og vanvittigt. Gad vide om han nogen sinde ville finde ud af, at dette faktisk kun foregik i hans hoved. Hun håbede det ikke for, hvis han gjorde, var der ikke andet at gøre end at forsvinde så hurtigt så muligt. "Jeg skal jo også have noget at spise, forstår du nok, du var bare uheldig, at det lige blev dig, men vi er jo ikke alle vindere vel," sagde hun og smilede ubehageligt. Hendes øje flammede kortvarigt op i en blodrød farve "Nyahaha,"

"Lille freak!" sagde han højt og så forvirret på blomsterne. *Hvordan fanden kan de holde mig?* tænkte han. Så igen, magi kunne være tricky.. og det havde aldrig været noget han havde gået op i. Han så ondt ned på pige og holdt op med at gøre modstand "ok.. så lad os se hvad du kan" snerrede han.

"Yay," hun klappede i hænderne og hoppede op og ned. "Det er godt at være samarbejdsvillig, måske slår jeg dig ikke helt ihjel," funderede hun. Hun bevægede sin nærmest flydende tættere på ham og trak det ene ærme på hans hættetrøje op. "Æv, metal... ad," sagde hun skuffet. I stedet for at bide ham i armen stillede hun sig på tærer, så hun med nødt og næppe kunne nå hans hals. "Jeg kan altså ikke love, at jeg ikke slår dig ihjel," sagde hun muntert til ham. Hendes øje gløede rødt. Hun var så tørstig. Hun kunne næsten allerede smage blodet..hun kunne faktisk høre det under hans hud lig nuu.

Luke betragtede hende imens hun smurte hans ærmer op. For første gang var han rigtigt glad for at have fået nogle nye arme. Men selvfølgelig ville pigebarnet ikke stoppe der. Han havde efterhånden regnet ud at hun var en vampyr, og at hun havde tænkt sig at bide ham. Han så på hende idet hun kom nærmere hans hals.. han smilede svagt og gav hende en skalle!

"Av altså helt ærligt, hvad var det, jeg sagde om samarbejdsvije hva?" udbrød hun og tog sig til hovedet i smerte. I et kort sekund måtte hun kæmpe for at opretholde sin illusion, men til sidst fik hun styr på det igen. "Altså jeg synes jeg var så sød at give dig vælget om at forblive så irriterende der og dø, eller samarbejde og leve, men det var åbenbart ikke godt nok til dig," sagde hun og stirrede på ham med et blik, der syntes at bore sig gennem hans kranium. "Jeg hader folk som dig SÅ meget," udbrød hun. "Nu kan jeg ikke love dig, at din død bliver smertefri," fortsatte hun. Hendes stemme var nu blevet lav og ildevarslende. Rosernes stilke begyndte at brænde.

"Av.." mumlede Luke forvirret og så på roserne. *De brænder? Hvordan kan de brænde, jeg har ingen hud.. jeg er ren metal.. jeg burde ikke kunne mærke noget. burde ikke..* han blinkede kort med øjnene "de er ikke ægte" mumlede han forundret og så på roserne.