[Uafsluttet] Betvingelses træning(Dust + Phoenix)

Tid: eftermiddag
Sted: i skoven
Omgivelser: stille og fredelige
Vejr: skyfrit

En skyfri dag og en god temperatur, var gode vejrforhold til at træne i, hvilket var lige præcis det Dust skulle idag, sammen med hans foretrukne og for tiden eneste lærling Phoenix. Han havde sent hende en forholdsvis anonym besked med en sand falk, der var skrevet som et poetisk digt, der omhandlede hvordan sandet og ilden, mødtes ved den nye verdens grønne midt punkt, og udviklede naturens harmoni og liv, og det midt punkt var der Dust stod lige nu og ventede på hende. En hver der læste brevet, uden at kende Dust og hans tankegang, ville blot se det som et digt fra en anonym, men hvis en som Phoenix der kendte ham læste det, burde hentydningerne være ret klare, den nye verden var selvfølgelig den side af Amerika, som de havde bygget en vej til sammen, den nye verdens grønne midt punkt, hentydet til the heart of the jungles, og hun var ilden mens han var sandet, som mødtes der. Og den standfugl han havde sendt, havde haft hans third eje som et øje, hvilket betød hun bare skulle vise den en besked med, hvornår de skulle mødes, og så ville han med det samme vide det via øjet, før fuglen lod sig opløse til det sand den var lavet af, og derved kunne sporene efter ham let fjernes.

Dust var iført sit sædvanlige mellemstadie tøj, og han havde med bragt Samehada og Kubikiribocho, udover hans 3 daggerts der sad i hans bælte, men da han var kommet forholdsvis tidligt, havde han stillet sværdende fra sig, hængt sin long coat over dem og taget trøjen af, og hængt den over long coaten og sværdene. Han følte sig mere fri på denne måde, og det var denne frihed der var en del af det han havde lært, da han lærte om betvingning på hans sidste rejse, langt tilbage i tiden, det var endda også der han lærte nogle praktiske ting, som han ville træne Phoenix i, for han havde brugt tid på at lære datidens betvingere at kende, og der var ild betvingning en af typerne, og de havde nogle meget stærke kampteknikker, og i det hele taget betvingnings metoder.
Imens han alligevel ventede på at Phoenix kom, var han begyndt på sin egen jordbetvingnings teknikker, eller i hvert fald de basale bevægelser, for han udførte det ikke selvom han lavede bevægelserne, dette gjorde han for at træne i det og blive bedre, mens det stadig var muligt at komme hen til ham, for hvis han jordbetvang og var i sin egen verden, var det nærmest ikke til at komme hen til ham, og han ville da gerne have, at Phoenix kunne komme hen til ham, uden at komme til skade.

Tøj: En sort nedringet top, grønne bukser, sorte militærstøvler, en grøn vest, og sorte fingerløse handsker
Våben: et M16 gevær, 2 M9A1 pistoler og en dolk. Geværet er sat fast på hendes ryg og pistolerne, samt dolken, sidder i et bælte som er omkring hendes liv.

For nogle timer siden havde hun fået en anonym besked fra en sandfalk. Allerede inden hun havde læst beskeden vidste hun at den var fra Dust. Roligt læste hun beskeden og grinede for sig selv. Roligt fandt hun et stykke papir og skrev, at hun nok ville være der om 3-4 timer.
Phoenix vendte rundt på hælen og begyndte at råbe ud til hendes mænd, da hun var blevet beta hos The Wolf Clan.
Phoenix gik ind på sit værelse og fandt noget tøj frem som hun havde fået af Dust. Roligt trak hun tøjet på og satte hendes hår op. Det brune hår blev sat i en stram heste hale og svinede frem og tilbage da hun hastede ned igennem gangen for at komme ned til hendes Alpha.
”Ellie?” Phoenix bankede på hendes dør, og gik ind til hende. Roligt krammede Phoenix Ellie ind til sig og kyssede hende på hovedet. ”Jeg skal ud og træne, så jeg har givet Philip kommandoen. Jeg er tilbage inden længe.” Phoenix nussede Ellie over hovedet og forlod hendes rum.

Den snehvide ulv løb og løb, som om den aldrig kunne blive træt. Phoenix holdte, farten af en eneste grund, hun skulle se sin læremester. Det var nok ham, som kendte hende allermest… med undtagelse af Demian. Phoenix satte farten yderligere op da hun kom til den vej som hun havde været med til at bygge.
Hendes poter skrabede imod det hærdede sand og Phoenix skød med topfart hen over vejen.

Kort efter at hun havde forladt vejen fandt hun en smutvej, frem til junglen, hvor hun ikke ville være så nem at få øje på, som hvis hun løb direkte ind i mellem alt og alle.
Da hun nåede kanten af junglen, skiftede hun til menneske skikkelse og begyndte at følge færden frem til Dust. Det var længe siden hun havde været i junglen, og meget længe siden at hun havde befundet sig i dens midte. Sidste gang, var hun blevet jagtet…
En skikkelse i det fjerne, fik hendes opmærksomhed. Dust. Roligt og lydløst bevægede hun sig tættere på og så på de mange fagter og bevægelser han lavede. Hendes blik faldt med det samme på hans bare overkrop. Phoenix lænede sig op ad et træ, og så bare på Dust inden hun gik frem mod ham og begyndte at tale. ”Du ville mødes? Hvor brænder det?” Phoenix stod med et stort smil polstret om hendes læber og et venligt udtryk i hendes øjne.

Hans hud var som altid lig bleg, ja nærmest askegrå, som om hans hud ikke var istand til at optage solens, liv givende farve og vitaminer gennem huden, og hans krop var stadig en slag mark af ar, hver med deres historie om smerte, kamp, tortur, stædighed og vidnesbyrd om at Dust, var et levende tegn på at selv når livet var hårdest, så kunne man klare det hvis man havde, en vilje af ren og skær stål og ild, og en styrke og tankegang til at bakke det op med. Imens han trænede sine evner, uden rent faktisk at bruge de fleste af dem, var der stadig 3 ting han havde aktive, og det var hans aura sans, hans chakra sans og hans nyudviklede evne, til at se med fødderne ved at mærke når noget ramte jorden, og den treenighed af observerings evner gjorde, at han vågnede op fra sin træning, da Phoenix kom inden for hans radius, men det var først da hun var kommet frem til ham, at han stoppede med at træne, og vendte sin fulde opmærksomhed mod hende.

"Tja hvis du ikke har fyret op under noget, eller nogen for den sags skyld, så ved jeg ikke rigtig hvor henne det skulle brænde, men når vi har trænet kan det jo være, at det kommer til at brænde om ørene på os!" sagde han roligt, mens han gik hen til hende, så han kunne bedre kunne se hende i øjnene, og stryge en hånd henover hendes hoved "Det har været alt for lang tid siden, jeg har set dine venligtsindede øjne, og dit kære smil! Jeg må prøve at forkorte mine tidsrejser lidt mere næste gang, jeg kan snart ikke undvære min kære lærlings skøre indput i længere tid! Men tilgængel bringer jeg for længst glemte teknikker med mig, hvilket er grunden til jeg kontaktede dig, for det er tid til at vi træner din ild frugts evner, og bringer dig op på et nyt stadie!" han virkede oprigtig omkring det, at han syntes det var for lang tid siden han havde set hende, for som nævnt havde han været på en tidsrejse, siden sidst de havde set hinanden, hvilket var den gang de havde lavet vejen igennem Muernia, og det var alligevel kun en måneds tid eller 2 siden, taget fra dags dato og tilbage dertil. Han tog let hendes hånd, og tog hende med hen til det punkt hvor han lige havde stået og trænet, han smilede et tomt smil til hende.

"Jeg ved jeg er lidt direkte med at komme i gang med din træning, men efter jeg lærte de her teknikker på min tids rejse, har jeg rent faktisk været utålmodig omkring, at videregive dem til dig, for jeg har selv udviklet mig meget ud i brugen af min sandfrugt, og jeg tror virkelig du kan bruge det her til noget!" sagde han roligt, og tog en cigar frem som han tændte "Men først har vi stadig noget der skal fjernes, den dims der sidder inde i dig, jeg har gennem tænkt det i noget tid, og regnet ud hvordan jeg kan få den ud af dig, uden den gør noget skade på dig!"

Phoenix smilede skævt da han mente det ville brænde om ørene på dem bag efter. ”Jaja, rolig nu Mester.” Phoenix’es stemme havde en lettere spydig tone som hun ikke havde brugt i lang tid, da hun ikke havde mulighed for at mega spydig overfor folk hjemme i klanen.
En lettere rød farve fandt sted i hendes kinder da han strøg hende over håret. ”har man savnet sit beroligende stof?” Phoenix havde også savnet Dust, meget. Roligt lyttede lærlingen til sin mester og stod bare og ventede på at han kom frem til pointen. Da hun fangede det med at han havde nogle teknikker med hjem fra sin sidste tidsrejse, tænde sig et lille lys i hendes øjne. ”Gamle glemte teknikker i kamp? FEDEST!” Phoenix kunne ikke lade være med at smile. hun lavede et lille hop ad glæde og kunne ikke rigtig stå stille, hun ville i gang med det samme.
Sidst hun havde været så glad, var da hun fik beskeden om at hun var blevet beta, men den glæde var kort, for kort efter havde hun fået af vide at Kuuma var forsvundet…
Phoenix fik et lidt trist glimt i øjet men prøvede at gemme det væk under den oprigtige glæde som var at finde.
Roligt fulgte Phoenix efter Dust og klemte hans hånd svagt, hvor efter hun slap den og stak den ene hånd i lommen. Da hun så Dust’es smil, prøvede hun svagt at smile igen, men det lykkedes ikke helt og blev bare til noget der mindede om et lige gyldigt smil…

Med en roligt hånd kløede hun sig i nakken og nikkede til Dust. ”så du har set frem til at mødes med mig igen? Jamen det er jeg da meget glad for.” Phoenix rystede svagt på hovedet og smilede skævt. ”Jamen hvorfor så vendte? Jeg vil med glæde komme i gang og se hvad pokker det er der vil få mig op på et nyt stadie inden for min ild frugt! – uh, og jeg kan se du fik anskaffet dig en ny lighter.” Et drillende smil havde taget plads omkring hendes mund og var nu sendt til Dust. Hvordan havde hun kunne holde sin drillende side nede så længe? Hun havde ikke lagt mærke til hvor stor en del af hende der manglede af hende selv før nu, hvor siden fik frit løb.
”Fjernes? Hvad me… Nååååår.” Phoenix klaskede sig på panden og smilede. ”Jeg har selv undersøgt det, og hvis jeg bliver komplet til ild… ja… slut med Phoenix.” hun trak roligt på skuldrene og ventede til hendes mester fortsatte sin snak om at få sølv spyddet fjernet fra hendes hjerte. Phoenix ville faktisk gerne bare snakke med Dust inden de tog træningen op. Der var nemlig flere tanker i hendes hoved en der havde været før, og det var ikke så lidt…

"Det godt du glæder dig til træningen, for med denne træning lære du måske mere om dig selv og din ild frugt, og jo bedre du kender dig selv sammen med frugten, jo bedre en kæmper bliver du!" sagde han roligt, med et smil der indikerede at han skam havde savnet, hans lille beroligende lærling, og at træne med hende gav ham en hvis frihed, så det skulle nok blive godt at komme i gang med træningen igen, og visse hende de ting han havde lært i fortiden "Selvfølgelig har jeg da savnet min lille ballademager, hvad skulle jeg da gøre uden dig? Jeg ville da blive totalt sindssyg, hvis jeg ikke havde dig til at smile og lave ballade, så der kom lidt lys i mit mørke sind!" han opfangede hendes hjerterytme, og glimtet i hendes øjne, der indikerede et skift i hendes følelser, og han gengældte det klem hun gav hans hånd. Hun betød virkelig noget, for dette hjerteløse væsen, som hun kaldte for sin mester.
"Ja jeg kan jo ikke komme rendene til dig, hver eneste gang jeg skal have en cigar tændt, eller have dig gående i hælende på mig konstant for den sags skyld, selvom det sidste kunne være dejligt!" sagde han roligt, mens hun fik et af hans tomme smil frem på hans læber, da hun nævnte det med at anskaffe sig en ny lighter, da han kort mindedes at sidst de sås stoppede hans daværende lighter med at virke "Og ja det vi nu venter lidt på, er jo som du hurtigt har forstået, den dims du har siddende inde i dig, som du selv har regnet ud kan du ikke ødelægge den, ved at futte op under den for det ville af en eller anden grund, stadig gå udover dig selvom du er fuldt ud af ild, men efter jeg lærte jordbetvingnings teknikker i fortiden, gik det op for mig hvordan jeg kunne fjerne den fra dig, og samtidig sikre os begge at du ikke bliver skadet af den! Jeg kan lige vise dig, hvad det er jeg vil gøre, bare så du er forberedt på hvad der sker, jeg ved nemlig fra mig selv af, at hvis jeg ikke er forberedt på noget der umiddelbart ligner et angreb, så forsvare jeg mig instinktivt!"

Han satte cigaren i mundvigen, før han gik ned i knæ, åbnede hænderne så det lignede han ville lave et karatehug, og borede let hænderne ned i jorden med fingerspidserne først, til hænderne var helt dækket. Da han trak hænderne op igen, var der ingen spor efter hans hænder på jordens overflade, men hans hænder var dækket af hvad der lignede hærdet jord, han rejste sig op igen, og samlede hænderne ved håndballerne mens han rettede dem frem, mod et træ der stod lidt væk, hvilket forårsagede at jorden på hans hænder der var formet som hans hænder, og fulgte hvert eneste bevægelse af dem, blev sendt afsted stadig formet som hænder, og lige før jorden ramte træet, lukkede Dust sine hænder, så jorden gjorde det samme og greb om træet.
"Overordnet set, vil jeg gøre det samme mod dig Phoenix, bare hvor angrebet går igennem dig, så dimsen kommer med ud på den anden side af dig, så lukker jeg hænderne sammen, så når dimsen går af bliver den stoppet af jorden jeg betvinger, og så er du ikke kommet noget til overhoved!" sagde han mens han vendte sig mod hende, og gik hen imod hende "Med den dims ude af din smukke krop, kan vi træne langt mere frit og effektivt, for så er der ikke noget der hindre dig i at fyre op for ilden! Men før vi begynder træningen, er der så noget du vil snakke med mig om? Du virker som om, der er noget du gerne vil ud med!"

Han stoppede foran hende, tog et hvæs på cigaren og pustede røgen væk fra dem, før han strøg hendes kind med hans koldhudet hånd. Han så hende dybt i øjnene, og der var noget dybt at spore i hans tomme øjne, han ønskede at hvis hun havde noget på hjerte, noget der plagede hende på en eller anden måde, så kunne hun som han havde sagt før, altid komme til ham og snakke med ham om det, han kunne være som hendes personlige dagbog, der kunne snakke med hende, i stedet for blot at være den bog hun skrev sine problemer i.

Et lille grin slap ud ad hendes mund, da han brugte ordet: Ballademager. ”Søde, søde mester, det er ikke mig der er en ballademager, jeg er under oplæring til det, der er forskel. Og desuden aner jeg ikke hvor gal i hovedet du ville være hvis ikke du havde mødt mig i Vegas.” Phoenix blev mindede om den dag hvor hun blev slynget op ad væggen, uden at vide hvad eller hvem der havde gjort det, fordi hun intet kunne se.
”Jeg er enig, den sidste del er yderst fristende, men jeg har et ansvar at tage nogle steder.” Roligt trak Phoenix på skuldrene og prøvede at gemme hendes dårlige følelser væk…
”Jordbetvingnings teknikker… ahah… lige en ting mere, Please sig du har prøvet det før, jeg har ikke lyst til at være en forsøgskanin eller ulv, eller hvad pokker man nu siger.” roligt lagde Phoenix armene over kors og sukkede.
Dust som gerne ville havde fjernet dimsen, gav Phoenix en lidt utrygfølelse. Hun var ikke meget for at han skulle ind og pille ved hendes hjerte eller at en ting skulle tages væk fra hendes krop… hvad nu hvis det Dust gjorde gik galt? Hvad nu hvis dimsen gik af før Dust fik den fjernet? Ville hun kunne overleve det her?

Med hendes røde øjne, fulgte Phoenix hver en bevægelse som Dust lavede. Først undrede hun sig over at han kunne stikke hænderne ned i jorden uden at han lavede mærker… det var lidt underligt at han kunne det… men Dust var Dust, og ham skulle man ikke undre sig over, så ville der var opstå flere spørgsmål i hendes hoved end der var i forvejen… hurtigt rystede hun tankerne af sig og fulgte med i de bevægelser som han lavede. ’Så hvis jeg var træet, ville det der ske ved mig… GLEM DET MAKKER, jeg kan sku lide at være i live… ‘ tænkte Phoenix og sukkede svagt da Dust begyndte at tale til hende.
”Dust… jeg er ikke særlig tryk ved at du skal gøre det der… ikke at jeg ikke stoler på dig, fordi det gør jeg af en eller anden grund… det var ikke pointen… Pointen er at jeg ikke er tryk ved at du skal være så tæt på mit hjerte…” Phoenix så ned og begyndte at skrabe i jorden med den ene fod. ”der er noget jeg gerne vil ud med.” da Dust strøg hendes kind kunne hun ikke holde det tilbage længere.
Phoenix trådte helt hen til ham og lagde panden mod hans kølige brystkasse. ”Kuuma… han er væk…” Tåre begyndte at trille frem og ned over hendes kinder. ”Han er væk!” benene under hende begyndte at ryste, det varede ikke meget længe for hun ville falde ned på knæ. ”Jeg kan ikke klare ret meget mere. Først Jayden, så Kuuma, og… og…” Phoenix kunne ikke få ordene frem, der var sket så meget den sidste tid hvor Dust havde været væk. ”Jeg er så bange for at miste flere.” Dette var første gang Phoenix indrømmede at hun var bange.. Phoenix havde gjort det en gang før, men ikke på samme måde… ”Der er sket så meget siden jeg så dig sidst, så mange grufulde ting!” Hun begyndte at hulke svagt. ”Jeg… jeg… jeg kan ikke sige det…” Phoenix begyndte at ryste. Rystelserne fra hende var alt andet en normalt. Det var ikke dem som hun fik når hun skulle forvandle sig, det var hendes følelser der kom frem i lyset. ”Jeg kan ikke klare at der sker mere for mig…” snøftede Phoenix og trykkede hovedet ind mod Dust’es bryst.

"Søde jeg ville slet ikke have overvejet dennes teknik her, hvis ikke jeg havde gennemtænkt det fra ende til anden, ser du den dims der sidder i dig, sidder fast i din krop mens du er i kødelig form, og som du selv sagde så eksplodere den og dræber dig, hvis du skifter til ild form, og den samme tanker har jeg selv haft, så derfor kom jeg til at tænke på en af fordelende ved frugten, der er at så længe du er tør så går alle angreb rettet mod dig, lige igennem dig som var du et spøgelse, hvilket betyder at hvis jeg gør det jeg viste dig imod dig, så vil mit angreb gå direkte igennem dig, og alt der er inde i dig som ikke er en del af dig, vil komme med ud på den anden side, inklusiv den dims der er inde i dig!" forklarede han roligt, og tog et hvæs på sin cigar "Hvis du gerne vil have et eksempel, så synes jeg du skal bruge mig som forsøgskaniner, for selvom du har ild og jeg har sand, så fungere vores frugter på fuldstændig samme måde, udover lige evnen selvfølgelig! Så bare fyr en ild kugle eller 2 på mig, hvis altså du gerne vil!" han stillede sig med armene ud til siden, så hun frit kunne skyde på ham, hvis altså hun gerne ville afprøve hans teknik.

Dog da hun sagde at hun gerne ville ud med noget, og trådte hen til ham for at lægge hovedet mod hans bryst, efter han havde strøget hendes kind, lagde han armene om livet på hende, og lyttede til hvad det var der plagede hende. Han kunne mærke på hende mens hun snakkede, at hendes ben var ved at bukke under af rystelserne under hende, så han knugede hende forsigtigt ind til sig og satte sig ned med hende, så hun kunne sidde trygt og godt, i hans arme og på hans skød, han nussede hende trøstende på armen, mens hans anden arm hvilede rundt om livet på hende, han håbede det ville gøre det lettere for hende, at få denne tryghed fra ham af, han ville trods alt gerne hjælpe sin lille, ballademager under oplæring.
"Du må ikke være bange min kære Phoenix, selv i en hård tid må du se dig tapper og stærk, og se lyst på tingene, for ellers vil mørket have nemmere ved at nå dit hjerte, og jeg vil ikke kunne tilgive mig selv, hvis det nogensinde skulle ske for min yndlings lærling!" sagde han roligt, og knugede hende blidt ind til sig i et kram. Han havde en ret god ide om, hvad der kunne være sket med Kuuma, men hvorfor Phoenix virkede til at holde af ham, kunne han ikke helt greje lige som han ikke kunne greje, hvorfor hans veninde Diana havde været sammen med ham "Hvis du har brug for en pause fra alt det her, kan jeg tilbyde dig et nomade år i fortiden, så du ikke misser noget her i vores tid! Men udover det, så forstår jeg godt hvordan du har det, jeg mistede min familie den gang jeg var lille, så hvis der er noget jeg kan gøre for at hjælpe, så må du endelig sige til!" han nussede hende blidt op af ryggen, mens han lagde sin kind mod hendes hoved, så hun sad godt beskyttet hos ham.

Phoenix lagde hovedet på skrå og tyggede lidt på den information som han gav hende, angående det, som skulle kunne fjerne hendes spyd. ”ahah, det forklare hvorfor jeg ikke altid er kommet så galt af sted…” Mumlede Phoenix for sig selv og rystede kort på hovedet. ”Så det du siger, er at jeg ikke kommer galt af sted, når du kaster jorden mod mig? Argh… jeg får hovedpine af det her…” Brummede Phoenix og sukkede tungt. ”Jeg tror jeg forstod det, eller jeg er ikke helt fortabt i det du siger.” Et skævt smil blev sendt til Dust i mens hun snakkede.
Et jag af jubel gik igennem Phoenix, og hendes øjne strålede. ”Det skal du ikke sige to gange!” Roligt gik hun et til to skridt væk fra Dust. ”Godt klar?” Uden at vendte på svar, lavede hun to ildkugler og sendte dem direkte ind i brystet og maven på Dust.

Et lille smil dannedes om hendes mund da Dust satte sig ned med hende. Men det forsvandt hurtigt igen. Alt i hende var knust, intet var helt længere. Men trygheden som Dust gav, hjalp Phoenix med at tage sig sammen og se det i øjnene, som hun så gerne ville glemme. Ordene som blev sagt, trængte ind i hendes hjerne og plantede sig. ’han holder af mig… han vil ikke miste mig.’ Phoenix lukkede blidt øjnene da han knugede hende ind til sig. Et lille nik kom fra Phoenix og hun tørrede sine øjne. ”Jeg vil gerne have et nomade år, men jeg har ikke rigtig plads i mit hoved til at starte forfra et nyt sted..” Phoenix lænede sig ind mod Dust og tørrede hurtigt hendes øjne. ”Du forstår ikke det med Kuuma, vel?” Roligt trak hun vejret et par gange og begyndte at fortælle. ”Efter at jeg blev din lærling, tog jeg tilbage til Vegas for at få renset mit hoved. Jeg fulgte hovedvejen og stødte ind i Kuuma og hans deling.” Et lille grin kom fra hendes mund. ”Det første der skete var at jeg blev truet på livet, men da han indså at jeg var en varulv, som kun var bevæbnet med en enkelt pistol fik jeg ham overtalt til at jeg ikke ville gøre ham eller hans mænd noget. Øm… så var der en mindre slås kamp mellem ham og to mænd som jagtede mig, han hjalp mig og jeg stormede ud… øm…” Phoenix tog nogle beroligende vejrtrækninger og sprang frem i historien. ”Kuuma, har hjulpet mig rigtig meget, han har oplært mig personligt, han har været som en bror for mig…” Phoenix opgav at holde sig tilbage igen. Tårerne trillede stille ned ad hendes kinder og landede på hendes hænder. ”Og han er væk nu… jeg har ansvaret for Ellie, og for hele markmands delingen… Diana forlod os, jeg ved ikke hvorfor. Dust, hele klanen er ved at falde fra hinanden… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…” Mumlede Phoenix. Hendes tanker var blevet en smule klarer, men ikke meget, der var stadig noget som hun skulle have fortalt Dust, noget som hun ikke længere ville holde for sig selv.
”der er noget mere…” Phoenix tog en dyb indånding og lukkede øjnene. ”Det er sket igen…” tårerne begyndte kraftigt at løbe ned over hendes kinder igen. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sig det… eller hvor jeg skal begynde… det skete så hurtigt og jeg var under påvirkning af et eller andet underligt stof…” Roligt tørrede hun sine øjne og fortsatte. ”Jeg har ved et uheld, befriet en dæmon herre… jah, spæret inde og den slags… han stod i gæld til mig, men overholdte ikke vores aftale… Han… han…” roligt trykkede Phoenix sig ind mod ham og ville helst være et med Dust. ”Han gjorde det… han voldtog mig… flere gange… Dust jeg kunne intet gøre… jeg var under påvirkning af en masse ting som han havde sprøjtet ind i mig, Jeg var fanget hos ham… jeg kunne hverken skifte til Ulv eller være i min ild form…” svagt begyndte Phoenix igen at ryste og hulke. ”Jeg var så bange for ham… Jeg vil ikke møde ham igen… aldrig…” Det var lidt som om det at fortælle det til en, fjernede en sten fra hendes mave eller hjerte.

Han ventede med at forklare mere, indtil hun havde skudt på ham med ild kuglerne, og i det de burde have ramt ham, fløj de direkte igennem ham og ramte en sand mur Dust lavede, på den anden side af sig. Hullerne hendes ildkugler havde lavet i Dust, var omgivet af et par centimeter sand, mellem hullerne og resten af hans normalt udseende krop, og ret hurtigt efter hendes angreb blev hullerne fyldt med sand, som dannede de manglende steder af hans krop, så hullerne ikke kunne ses længere "Det her er praktisk talt det samme, som vil ske når jeg angriber dig, med de jord hænder jeg lige viste dig, så du er skam i sikkerhed min kære!"

"Et nomade år min kære, er lidt anderledes når du gør det sammen med mig, ser du det jeg havde tænkt mig var, at vi valgte en tidsperiode som vi så besøger i et år, og mens vi så er i den tidsperiode, rejser vi rundt i den verden fri for bekymringer, og det eneste vi skal tænke på er, at få gode oplevelser sammen på denne rejse! På den måde, kan vi slippe fri for denne vores tid, og du kan udvikle dig som person under min lære, uden at du vil misse noget som helst, her i vores egen tid!" han gav hende et blidt kys på hovedet, og lagde sin kind der igen, for at forsikre hende om at lige meget hvad ville hun ikke miste ham. Derefter lyttede han nøje efter, mens hun fortalte hvordan hun mødte Kuuma, og det gav ham en bedre forståelse for hendes forhold til ham, men da hun nævnte Ellie og Diana, var der noget i hans hukommelse der triggede.
"Diana forlod klanen, fordi den ikke længere var det hun havde aftalt med Kuuma, st den skulle være, hun aftalte med ham fra starten at klanen skulle være som en familie, men da hun forlod den var det fordi hun følte, at den mere var Kuumas personlige hær, end det var den familie for udstødte væsner, som hun ville være med i!" sagde han stille, og nussede blidt hendes ryg med den ene hånd, og tørrede hendes tåre væk med den anden "Og har du ikke mødt Nagato endnu? Han er Ellies gudfar, og derfor burde han havde ansvaret for hende, så hvis du ikke har mødt ham endnu, må det betyde at der er noget galt! Måske han er fanget i sin lampe et eller andet sted!" da hun nævnte det med voldtægten, kunne man se på jorden rundt omkring ham, at Dust blev hævngerrig, sand fik jorden til at sikre omkring ham.

"Jack white!" hviskede han vredt, da han vidste hvem det var hun snakkede om, men for hendes skyld faldt han til ro igen, for at kunne tage sig af hende, hun var den vigtigste lige nu "Min kære Phoenix dog, det gør mig ondt at høre at dette er sket for dig!" han mente det godt, selvom han ikke kunne føle noget, men han lagde blidt hendes arme om hans nakke, og holdt hende tæt ind til sig, let lagde han et lag sand om dem, så det føltes som om hun blev en del af ham, via et par store dejlige og trygge arme, noget af sandet skubbede hende blidt under hagen, så han kunne se hende i øjnene, mens han skiftede form til engle stadie, så hans vinger kom frem og hans aura blev aktiv og gav den varme tryghed, som hun havde mærket den gang de først mødtes og han passede på hende "Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne have været der og beskyttet dig min kære bøllespire, men hvis der er noget jeg kan gøre, for at hjælpe dig med at få det bedre, udover at give dig den nomade tur til fortiden, så må du endelig sige til! For kun du min kære Phoenix, kan gøre min hverdag lysere når du har det godt og er glad, så jeg vil gøre hvad jeg kan, for at se dit smukke og dejlige smil igen!" han gav hende et kys på kinden, som kun Dust kunne gøre det, med kølige læber og alligevel den dejlige aura, der gav det et dejligt eftertryk af omsorg for hende, og lysten til at passe på hende og give hende tryghed.

Et lille lys tændes i hendes øjne, da Dust forklarede nærmere hvordan nomade året fungerede. ”Dust. Det lyder skønt… men…” Phoenix rystede på hovedet. ”Det er bare, jeg vil ikke… og alligevel vil jeg gerne. Jeg kan ikke træffe nogen beslutninger lige nu, det har jeg for mange ting at tænke på til det lige nu…” med en lille trækken på skuldrene, sukkede hun. Alle hendes tanker vandrede rundt i hovedet på hende og forvirrede hende… Der var så mange nye spørgsmål, hvordan ville hun klare jobbet som Beta og samtidig være væk, når hun var hos Militsen? Kunne Ellie klare sig uden Phoenix som støtte? Hvorfor var Kuuma væk?
Da Dust snakkede om Diana spidsede Phoenix øre og lyttede koncentreret til ham. Diana forlod klanen fordi Kuuma brugte den som en hær? Jamen de beskyttede byen og hjalp til der hvor der var brug for dem… Uden at stille spørgsmål nikkede Phoenix, der var ikke så meget at misforstå ved det. Et lille smil spillede omkring hendes mund da Dust tørrede hendes tåre væk og nussede hende på ryggen. Dust var godt til at hjælpe Phoenix. Alt hvad der rørte sig, vidste han… ”Så Diana, efterlod os, fordi klanen ikke var som hun ville have den… hvorfor lavede hun så ikke bare om på den?! Klanen er på randen til at bukke under, det er to piger på 15-16 år som styre klanen, så har vi en fuglelignende dims på 5, Ellie’s mage på 18, og… jah… tror det var det… Det her går galt det ved jeg.” brummede Phoenix utilfreds og bed sig i læben.
Phoenix rørte svagt på sig da Nagato blev nævnt. ”Jo… jeg har mødt ham.. og lad mig sige på en pæn måde at det ikke var et godt første hånds indtryk… men Ellie er min Alpha og jeg har lovet Violet at beskytte hende med mit liv! Jeg har ansvaret for hende… ikke for klanen eller nogen andre, men Ellie.” Phoenix grinede svagt da hun blev mindede om hvordan hun sneg sig ind, og brugte Nagato til at få fadt i de penge som han lagde på bordet, ved en gang russisk roulette. Da han ”døde” skød hun kvinden som havde vundet og stak af med pengene… på en eller anden måde fandt han rent faktisk hende igen… Phoenix kunne mærke tårerne presse på igen. Ellie mindede hende om Kuuma… og Violet mindede hende om Demian… Hvorfor skulle hun være så uheldig over at alle som hun kendte havde forbindelse med enten Kuuma, Violet eller Ellie?

”Ja, ham…” Mumlede Phoenix svagt og snøftede en gang. Den vrede stemme havde fået Phoenix til at kigge en enkelt gang op, for at se hvad pokker der skete… hun havde aldrig hørt Dust snakke vredt eller i det hele taget vise følelser. En lille smule frygt var faktisk at spore dybt inde i Phoenix’es øjne, men det var kun en lille smule… og nok mere overraskelse end frygt. Hun lod Dust lægge hendes arme omkring hans nakke. Samtidig med at han knugede hende ind til sig, trykkede Phoenix sig ind til ham og lod flere tåre trille ned over hendes kinder. Da sandet omsluttede dem, gav Phoenix et lille hop fra sig. ’hvad i?!’ tænkte hun og stoppede straks hendes tåre.
Da han lagde noget sand ind under hendes hage, flyttede hun sig roligt uden at sige noget, forsigtigt prøvede Phoenix at smile, da hun så at han skiftede form. Stille så Phoenix på de store hvide vinger som han havde. Et lidt mere glad smil viste sig på hendes læber, da han sagde at han ville være der til at beskytte hende, men det stoppede ikke der. Imens Dust fortsatte, begyndte en svag rødmen at vise sig i hendes ansigt, men jo længere han kom frem i samtalen, desto mere rød i hovedet blev hun. Hun så roligt ned og prøvede at tage sig nok sammen til at se Dust i øjnene, uden at være ildrød i hovedet. Kysset som hun fik på kinden gav hende et lille chok, både fordi hun ikke var forberedt på det, og fordi han var koldere end hende. ”Tak.” Mumlede hun og gav Dust et stort kram, da hun havde vundet noget af sig selv igen. Den aura Dust udstrålede hjalp hende med ikke at være helt sønderknust. ”Du er den bedste.” Hviskede Phoenix og grinede svagt. ”Hvad skulle jeg dog have gjort uden dig? Seriøst… jeg ville ikke have haft min evne hvis det ikke var for dig!” et skævt og glad smil spillede omkring Phoenix’es mund.

Dust lyttede til hvad hendes nuværende svar, omkring det med nomade året var, og nikkede forstående til det, hun gennemgik trossalt en svær tid for tiden, så det var forståeligt at hun havde det sådan, men hans tilbud ville altid stå åbent for hende, hvis hun en dag valgte at hun havde brug for det, eller bare gerne ville prøve det. Hendes reaktion på hvorfor Diana forlod klanen, forstod han egentlig godt, han kendte Diana ret godt, og hendes tankegang kunne godt være årsag til undren hos andre, hvis ikke man kendte hendes måde at tænke på, og årsagen til hendes handlinger.
"Du må se det fra Dianas synsvinkel, for at forstå hvordan hun tænker og hvorfor hun forlod klanen, ser du hele klanens opstart var Kuumas skyld, Diana sagde kun ja til det fordi hun troede på, at klanen skulle være den familie hun aldrig fik, en familie bestående af udskud og frastødte, og det hele startede med et lille kuld af varulve, som ville udvikle sig til hovedracen i klanen, men ikke den eneste fordi alle racer skulle være velkomne!" sagde han roligt "Men som tiden gik, voksede klanen og den blev for stor til at blive, i skov området uden for Occulta, og det var Kuumas ide at de skulle overtage Hobour, og bo der som byens beskyttelse og Diana som leder, men allerede mens de boede i skoven, var Dianas sind blevet ustabilt! Ser du Kuuma og Diana kom sammen, men Kuuma havde billet uden om med Violet, og gjort hende gravid med Ellie, og det tillids brud kunne Diana ikke holde til, men det der virkelig skubbede hende, var da den der bloodking bande angreb byen, der gik det op for Diana at klanen var alt for armeret, til kun at være en familie agtig klan! Alle medlemmer var hvervet af Kuuma, han havde sine 2 kaptajner, sin lille privat hær af bikere der var under hans kommando, og han kørte sit eget voldelige spil, og opførte sig som det passede ham mod andre! Jeg var nød til at dræbe 3000 mænd, for at redde Hobour og jeres klan, og Diana ville ikke være med mere, for hun var måske leder af klanen men hun følte sig ikke som en del af den, for alle rapporterede til Kuuma, han var måske beta men han styrede det hele uden hendes rådførelse! Og siden nærmest alle i klanen var omvandrende soldater, på den ene eller den anden måde, så hun det som hans private hær, og det ville hun ikke være med til!" han så hende i øjnene, for at se om hun forstod det bedre nu "Og hvis klanen har brug for hjælp, så kan jeg hjælpe jer på rette spor, så længe jeg ikke bliver forbundet med klanen!"

Han så dog ud til at tænke over noget, da han hørte om hendes spøjse møde med Nagato, for sidst Dust havde snakket med ham fortalte han om et møde, med en smuk lille varulv, der var mere en ballade mager end man lige skulle tro, og hvis han ikke tog helt fejl kunne den varulv Nagato havde fortalt om, sagtens være denne kære varulv han sad og holdt om lige nu.
"Vent lige lidt, er du den forræderiske lille varulv han mødte, mens han spillede russisk roulette, som snuppede hele rovet da han lod som om, at han havde tabt spillet?" spurgte han med en antydning af et smil, der antydet at han fandt det ret morsomt "Nagato laver den joke engang imellem, bare for at få væsner til at vise sit sande jeg, hans reaktion på situationen ville have været anderledes, hvis ikke du havde skudt kvinden og skredet med indsatsen!" han nussede blidt blidt en hånd henover hendes hår, da hun responsede på Jacks navn, men efterhånden som han trøstede hende, kunne han se på hende at hun rødmede og blev gladere af hans trøst og aura, lyden af hendes latter og synet af hendes smil, fik han til at smile tilbage til hende, han gengældte hendes kram og fjernede sandet fra dem igen, da hun virkede i meget bedre humør nu.

"Der kan man bare se, der er mit dejlige lys i mørket, min kære yndlings lærling har det lidt bedre!" sagde han roligt, og lagde sin ene hånd i hendes skød, så han kunne stryge hende langs låret på ydersiden af hendes ben, da han ikke ville gøre noget for at nærme sig sexuele kontakter, efter hun jo var blevet voldtaget og han havde lovet hende for længst, at han intet ville gøre uden hendes gensidige tilladelse "Hvad siger min dejlige lærling til, at give hendes mester endnu et af de der dejlige store kram, og så kan vi få fjernet den dims fra din smukke krop, før vi glemmer den slemme verden for en stund ved at træne sammen? Lyder det som noget, min bøllespire af en solstråle gerne vil? Eller gemmer dit varme hjerte på mere, som jeg kan hjælpe dig med?" han lagde blidt en kølig hånd, fladt mod hendes bryst ud for hendes hjerte, mens han smilede mildt og varmt til hende, et smil han kun kunne præstere når han var engel, men som var det tætteste på følelsesmæssig udtrykkelse, han kunne komme.

Phoenix sad stille da Dust fortalte om hvorfor Diana havde forladt klanen. I Phoenix’es øre gav det faktisk mere mening for hende nu… ”Jeg kan faktisk godt se det med Diana.” Phoenix så Dust i øjnene og nikkede. ”Det der så var Dianas problem var bare at Kuuma havde taget styringen… og jeg forstår det skam godt, men Kuuma skulle jo sige det videre til Diana…” Phoenix sukkede opgivende og mumlede noget omkring at hun ville lave om på det der skulle ske i klanen. Klanen skulle blive Den som Diana ville have… ”Dust, i og med at du kender mig, er du forbundet med klanen, men jeg tror godt jeg forstår du ikke vil kædes sammen med nogen.” Phoenix smilede svagt og sukkede kort. ”Men du må gerne hjælpe mig, jeg skal bare lige høre Ellie ad inden jeg gør noget.”

Overrasket så Phoenix op på Dust. ”øm.. det kan nemt være mig. Men hey! Jeg havde mine grunde til det!” Phoenix lagde armene overkors og sukkede. ”Men ja, det var sikkert mig…” Hun sukkede og opgav at være i forsvar. ”jeg var måske heller ikke lige frem den søde artige pige… sno ham om min lille finger og der efter lade ham dø, skyde kvinden, tag rovet og der efter prøve at købe noget for chokolade mønter… Dust, det var ham som snørede mig, ikke omvendt.” et lille smil lod sig spille omkring hendes mund og hun så roligt ud i luften.

Et lille trist suk, kom fra hende da han fjernede sandet rundt om dem. Hun følte sig så tryg når hun var i favnen på Dust og ville helst ikke give slip på ham igen, aldrig…
”Jah, jeg har det bedre, og det kan jeg takke dig for.” Et lille skævt smil lagde sig i hendes ansigt og hendes øjne begyndte svagt at have en lille snært af glæde. Der begyndte svagt at skabes kuldegysninger hen over hendes lår da han strøg hende op og ned.
Svagt himlede hun med øjnene og rystede på hovedet da han snakkede til hende. ”Du er simpelthen for meget ind imellem.” Sagde hun roligt da han lagde hånden ved hendes hjerte. ”Du kan hjælpe mig af med dimsen og ikke andet, men du kan få et kram mere.” Phoenix grinede til ham og knugede ham i til sig. ”Tak for hjælpen, Dust.” kort nappede hun ham drillende i øret og flyttede sig fra ham så hun kunne komme op at stå. ”Men jeg vil med glæde komme i gang med at træne så jeg kan få nogle andre tanker end dem jeg har nu.” Roligt rakte hun en hånd ned mod Dust for at hjælpe ham med at komme op at stå.

"Tja det kunne være Diana skulle vide det hele, men Kuuma var trossalt ret afsporet, han truede blandt andet Davy Jones med, at erklære krig mod ham og hans besætning, med hele klanen og i samarbejde med Miamis lokale regering, blot på det ene grundlag at Davy og hans mandskab, kom i land og gik hen på en lokal bar, og væsnerne i New Miami blev skræmt af deres udseende!" sagde han roligt, og så hende i øjnene "Jeg har intet imod dit valg af venner og sådan, men Kuuma var måske ikke den mest egnede, grundet hans ekstremt voldelige tindenser, krydset med hans lave intelligens quificent og hans soldat træning, men det er op til dig hvem du viser tillid! Og i teorien er jeg ikke forbundet til klanen, udover den ene gang jeg reddet Hobour fra bloodking banden, ved at udradere hele lortet, jeg ville først rigtigt kunne forbindes til klanen, hvis der er angiveligt bevis på, at jeg hjælper jer på nogen måde! Men snak bare med Ellie om det, jeg kan tilbyde organisering, rådgivning og hjælp på flere punkter, der kan hjælpe jer med at få orden i klanen!"

"Tja man skal passe på, når Nagato spiller et spil hvor han kan dø i spillet, for det betyder som regel at han snyder, han er nemlig udødelig i kræft af hans lampe ånds evner, og det skulle ikke undre mig hvis de mønter du brugte havde været ægte, hvis du havde opført dig pænt overfor ham!" sagde han tænkende, og smilede drillende til hende "Men en bøllespire som dig, kunne ikke lade være med at lave ballade, kunne du vel?" han prikkede hende drillende på næsen, og lagde godt mærke til den snært af glæde, der var at spore i hendes øjne.

"Det er godt du har det bedre min kære, og ja jeg har det med at være for meget, det burde du af alle vide!" sagde han roligt, og krammede igen da hun knugede ham ind til sig, han nappede drillende igen på hendes øreflip, da hun nappede ham i hans øreflip. Da hun rejste sig op, tog han imod hendes fremrakte hånd, og kom hurtigt op på benene med hendes hjælp "Jamen så lad os da komme i gang, med at få fjernet den dingenot, og få sat gang i din træning, er du klar til at få den fjernet min kære?" han gik roligt ned i knæ, og gjorde det samme som sidst med at bore hænderne ned i jorden, trække dem op igen med jorden på, og rejse sig op igen, med front mod hende, han fyrede jord hænderne afsted mod hende, og så snart jord hænderne havde passeret igennem hende ved hjertet, lukkede han dem sammen mens de fløj videre mod et træ, og han ventede bare på at dimsen skulle gå af inde i jord hænderne.

Phoenix lyttede roligt til Dust og sukkede svagt. Hun havde intet høre omkring det med denne Davy Jones… så lige nu lærte hun faktisk noget nyt omkring Kuuma. Bare fordi man var lidt anderledes skulle man da ikke jagtes… eller trues for den sags skyld… Phoenix lagde roligt armene omkring hendes ben og lyttede videre til Dust. ”Dust, jeg viser ikke tillid til andre end mig selv… selv ikke en gang min Alpha…” Mumlede Phoenix. ”Og desuden, ved jeg hvordan Kuuma er, men han er god nok på bunden… jeg forsvare ham ikke… men jeg siger heller ikke, at jeg ikke kan lide ham… Argh…” Mumlede Phoenix og lagde hovedet ind mod halsen på Dust. ”jeg vil ikke snakke mere om klanen… vi klare os sikkert ikke længe… Både Diana og Kuuma er væk… alle de unge vil godt nok følge Ellie og jeg, mens alle de andre, vil forlade os, Dust, klanen er dømt til at gå under…” Phoenix mumlede stille en lang række bandeord og lukkede øjnene. ”Alt hvad jeg er med i går i opløsning…”

”Dust, du kender mig. Jeg aner ikke hvordan man opføre sig pænt.” Phoenix grinede svagt og rystede på hovedet, da han prikkede hende på næsen. ”Og nej, jeg kunne ikke lade være med at lave ballade, men det har jeg jo fra dig af.” Grinede Phoenix og rystede på hovedet. Det var ikke meningen at hun på det tidspunkt ville have lavet ballade, men fristelsen for pengene var stor, især da hun skulle have nogle nye våben på det tidspunkt…

”Ja Dust, jeg ved du kan være for meget, alt for meget ind i mellem.” Grinede Phoenix og smilede over at han nappede hende i øret.
Da Dust var oppe at stå, smilede hun svagt til ham og stillede sig bare med hænderne i lommen og prøvede bare at slappe af så hun ikke ville undgå at blive ramt af jorden som Dust ville sende i mode hende. ”Tror jeg… men man bliver sku da aldrig klar til at lade ens mester sende jord igennem en…” Phoenix rystede på hovedet og grinede svagt. ”Jeg er så klar som jeg kan blive kære mester.”
Phoenix så fast Dust i øjnene og tog en indånding inden de blev sendt mod hendes bryst. Phoenix gispede svagt da hun mærkede at spyddet, blev flået ud. ”Damn.. det var underligt.” Mumlede Phoenix og tog nogle vejrtrækninger inden hun så ned af sig selv. Hulet som Dust have lavet i hende. ”Øm…” Phoenix vendte sig om mod hænderne og hørte et lille klik. ”Nu tror jeg den er gået af…” Hun så roligt ned af sig selv igen og så hvordan ilden ordnede det hul der var kommet. ”Sejt!” Jublede Phoenix og forvandlede sig til en komplet ild udgave af sig selv. ”Skønt.” Mumlede Phoenix og slukkede sig selv inden hun smilede hen til Dust.

"Klanen behøver ikke falde fra hinanden, hvis bare der er nogen til at holde den sammen, og få den ind på rette spor igen!" sagde han roligt, og nussede blidt hendes kind "Bare fordi du er med i det, er det ikke derfor tingene går galt min kære, nogle gange sker det bare at ting går helt galt, så se det ikke som din fejl kære! Men du har ret, lad os ikke snakke mere om det for nu, du kan foreslå mit forslag til Ellie og lade mig høre nærmere om det, til den tid!" han kunne godt lide, at hun var kommet i bedre humør, efter deres snak om Nagato og hendes bøllespire opførsel var begyndt, hendes glæde var et godt tegn på, at Dust i det mindste gjorde noget godt i hans liv, og det at han kunne hjælpe hende når hun havde det svært, var langt bedre end aldrig at gøre noget som helst, for nogen som helst.
"En god læremester, ser noget af sig selv i sin lærling, hvis læremesteren altså har oplært sin lærling ordentligt, og fungeret som et forbillede for sin lærling, om det så er på et enkelt lille punkt, eller som en større helhed!" sagde han roligt, og smilede drillende til hende "Så at du har lært at være en ballademager af mig, må jeg vel se som et tegn på, at jeg har været en god læremester for dig indtil videre! Også selvom jeg kan være lidt for meget!" han rakte let tunge af hende, og smilede let til hende bagefter.

"Det ville overraske dig, hvor meget man kan blive klar til min kære lille lærling, tænk bare på at jeg ufortrødent, lod dig skyde ild kugler på mig uden så meget som at tøve ved tanken, eller bruge tid på at forberede mig på det!" sagde han med let smil på læben "Hvis bare man lære sig selv og sine evner at kende godt nok, så ved man hvornår man kan tage det roligt, og hvornår det er tid til at være mere påpasselig!" efter han havde sendt jord hænderne gennem Phoenix, hørte han godt den lille dims gå af indeni de sammen lukkede jord hænder, han kunne godt forstå at hun syntes det føltes underligt, at lade et angreb passere igennem hende, for det var ikke lige just en normal følelse, det var jo praktisk noget der strider mod et hvert normalt væsens logik, at lade noget som helst solidt passere gennem dem, og tage noget inde i dem med sig ud, på den anden side af dem.
"Klart det føles underligt nu min kære, men jo oftere du oplever følelsen af noget, der bliver fyret igennem dig uden det skader dig, jo mere vanligt vil det blive for dig at føle det!" sagde han roligt. Han smilede roligt da han så på hendes hul i kroppen, blive lukket og fjernet af hendes ild frugt, hvorefter hun nød endnu en gang at kunne forvandle sig til ild, og tilbage til sig selv igen "Endnu en gang kan min kære lærling, være fuldt ud sig selv, og frit forvandle sig til ild uden at risikere sit liv på det! Nu kan vi virkelig komme i gang med træningen, så hvad siger du til at lære de gamle ildbetvinger teknikker?" han gik hen til hende med rolige skridt, og strøg hende let ned af ryggen før han fortsatte hen til jord hænderne, som han åbnede for at se nærmere på dimsen, der havde siddet inde i hende. Han tog den med hen til hans long coat, og gemte dimsen og alle dens komponenter, i en lille plastik pose som han lagde i en inderlomme på hans coat, før han vendte sig mod hende igen.

"Godt så det her skal nok blive sjovt!" sagde han roligt "Ser du at træne dig i ildbetvingning, kommer til at være langt nemmere, end det var for mig at træne i jordbetvingning, for jeg har spist en sand frugt og sand er kun en andel af jord, men du har spist en ild frugt, og ild er lige præcis det du skal håndtere! Der kommer dog nogle special teknikker senere, som kommer til at blive svære, men det tager vi til den tid når vi er kommet så langt i din træning!" han gik lidt væk fra sine ting, mens han forklarede hvad de skulle træne "Det som vi skal lære gennem ildbetvingnings træning, er noget som vores frugt normalt ikke gør nødvendigt, for normalt er vores frugt opbygget på den måde, at vi kan betvinge vores kræft i passiv stand! Jeg behøver ikke bevæge mig, for at få sand omkring mig, til at svæve og forme sig efter mit behag, det samme gælder dig og din ild, men betvingere fra fordums tider, betvang naturen med bevægelser der gjorde, at de nemmere kunne fokusere deres angreb, de var svære at ramme end en der stod stille, og de havde langt mere kontakt med det element de betvang, og det er de ting vi kan bruge til noget, for det gør at du med din ild evne, kan bruge hver centimeter af din krop som angreb og forsvars middel, og hvis du skulle blive udsat for væske, der vil gøre at du kan blive ramt og skadet af angreb, så har du den fordel med dig, at du kan kæmpe effektivt mens du er i bevægelse!"

”Det kan du sagtens sige!” Sagde Phoenix og sukkede. ”Jeg har haft min evne i hvad 4 måneder? Du har haft… jah.. øh… jeg ved ikke hvor mange år du har haft den, men længere tid en jeg har haft min. Du burde jo kende evnen som dig selv, i forhold til mig.” Phoenix rystede på hovedet og vendte opmærksomheden mod Dust’es hænder.
Phoenix lyttede roligt til sin mester. ”Hvordan kan man vende sig til følelsen af at noget passere igennem en? Det vil da aldrig blive en naturlig følelse… tror jeg… nå, men du er den som har haft evnen længst, så må du vel vide mest.” Phoenix lagde armene overkors og smilede kækt til Dust. Hun ville enlige heller have omfavnet Dust, for at have fjernet noget af det eneste der havde trykket hende. Det eneste der ville kunne dræbe hende, og det eneste der fast holdte hende i hendes menneske form…
Et julelys tændtes i Phoenix’es øjne, da han spurgte om de skulle komme i gang med træningen. ”Om jeg vil i gang?! Det kan du æde din egen næse på at jeg vil.” hun rystede svagt da Dust strøg hende ned af ryggen, men hun gjorde ikke mere end det.
Phoenix lagde godt mærke til det som han lagde i posen. Hendes dims. ’Nej, jeg vil fandeme se hvad pokker det var!’ Tænkte Phoenix og gik hen mod Dust. Hurtigt som en tyv, snuppede hun posen og trådte nogle skridt væk fra ham. ”Det er da noget af en irriterende ting…” Mumlede hun og kiggede nærmere på det lille spyd.
Den lille dims var nok ikke mere en 1 tommer eller lidt mere, spyddet var smalt i spidsen. ”Sølv.” Bandede Phoenix og så den lille snor som var knækket, den som skulle have sørget for at hun var blevet spiddet. ”De er nogen forbandede idioter, som giver en god løn…” Mumlede Phoenix og sukkede. ”Hvorfor kunne jeg dog ikke holde mig væk? Forbandede nysgerrighed..” Phoenix gik hen mod Dust igen og lagde den tilbage i hans lomme inden hun så op for at møde hans blik. ”Undskyld, jeg skulle bare se det som var blevet placeret i mig… undskyld mester.” Phoenix så ned og følte sig lidt som et barn der var blevet taget med fingrene i den forbudte kagekrukke.

Da Dust begyndte at fortælle hende at hun ville have nemmer ved at lære de teknikker som han havde med til hende, end da han skulle lære det. ’Yes, noget jeg måske er bedre til end ham.’ tænkte Phoenix og fulgte hendes mester med øjnene. Hun lyttede opmærksomt og begyndte at trippe for at komme i gang. ’Argh, thi nu stille og lad mig nu prøve det du vil have mig til, jeg gider ikke lytte mere, jeg vil lave noget!’ skreg hendes hjerne, men uden på stod Phoenix helt stille og fokuserede på Dust. Hun ville suge al den viden til sig som hun kunne komme til…
”Så det du siger, er faktisk at vi kan forsvare os med vores frugt, selvom vi er på virket af vandet… gælder det så også for Havstenen?” spurgte Phoenix undrende og smilede svagt. ”Hvis det er, vil det så ikke sige at vi ikke har nogen svagheder?” med en rolig hånd frem manede hun en lille flamme og kiggede på den. ”Hvornår går vi i gang?” Spurgte hun glad og kvalte flammen inden hun så op på Dust med et stort smil.

"Jeg ved godt du kun har haft frugtens ild evne, i de der cirka 4 måneders tid, og jeg har har min i cirka 400 til 700 år, og jeg har aktivt brugt den i mange kampe, siden jeg spiste frugten dengang, men tro mig man vender sig til det efterhånden!" sagde han roligt med et smil på læben, da hun virkede utroligt entusiastisk omkring at komme i gang med træningen "Pas på med hvad du siger, jeg kan jo rent faktisk tage min næse af, og spise den hvbis jeg har lyst!" han tog sin næse af, og viftede den foran hende, mens den lavede sniffe agtige lyde, før han satte den på plads igen. Da hun snuppede dimsen, som han havde fjernet fra hende, for at nær studere den lille genstand, sagde han ikke noget til det, trossalt var det jo hende der havde gået rundt med den inden i hendes krop.
"Nogle gange kan det være sundt at være nysgerrig, og så længe du får en god løn for dit arbejde, og forbindelsen mellem os ikke bliver afsløret, så er det jo fint nok nu hvor den dims er blevet fjernet fra dig!" sagde han mens han lagde hovedet på skrå, og klappede hende let på hovedet "Og du behøver ikke sige undskyld, du var bare nysgerrig omkring det du havde siddende i dig, så i det her tilfælde er det godt at være nysgerrig, min kære lille lærling!" han nussede blidt hendes kind, for at få hende til at få det bedre igen, imens han smilede til hende.

"Desværre deaktivere havsten vores frugts evne, så hvis vi er i kontakt med det kan vi intet gøre, hvad angår det med at bruge evnen, men når vi bliver udsat for vand, bliver vores evne til at forvandle os til vores element, deaktiveret så længe vi er fugtige eller i kontakt med det våde, men vi kan sagtens bruge resten af vores evner uden problemer, så selvom du er våd kan du stadig styre og lave ild, du er bare mere sårbar fordi hvis nogen slår dig, så går angrebet ikke igennem dig!" forklarede han roligt, og stillede sig i jordbetvinger position "Her er lidt af det jeg har lært mens jeg var i fortiden, bare så du kan få en forsmag på, hvad for fede kreative ting du kan lære!" Dust stammede hårdt i jorden, så en stor klippe lignende jordklump kom op af jorden, og lavede en skubbe bevægelse med undersiden af foden, så den smadrede afsted og ødelagge træer på sin vej, da Dust satte foden ned igen bukkede Dust sig forover, og slog ned i jorden med næven, så en stolpe af jord kom op foran dem, som han slog til så den blev fyret afsted i skiver, for hvert slag han lavede. Han sluttede af med, at lave en opadgående bevægelse med hånden, så en håndstørrelse jord klump kom op, hvorefter han lavede kaste bevægelser mod et træ, så klumpen blev fyret af sted som skarpe klippe lignende dele, der borede sig ind i træet.

"Din evne er langt sejere, for hvor min evne har brug for omgivende materiale, så kræver din ikke andet end den ild, du selv kan frembringe mens du kæmpet, så dine bevægelser er anderledes end mine!" sagde han roligt, og smilede til hende mens han stampede i jorden, så det område de skulle bruge til træning var ryddet, for de ting han lige havde gjort "Godt det vi starter med er de basale bevægelser, og undervejs skal du prøve at slappe af, og føle ilden løbe ud gennem dine arme og ben, og videre ud af dine hænder og fødder! For at dette skal virke bedst muligt, skal du ikke kontrollere ilden når det har forladt din krop, men derimod mens det stadigvæk er i dig, og er på vej ud af dig! Prøv at lave de her bevægelser, i forsøget på at lave ild kugler!" Dust samlede noget sand inde i sin krop, og viste hende så angrebene. Med armene lavede han nogle stød fremad, så det var som at slå luften med håndballerne, og med fødderne sparkede han fremad, med hældende som slag punkt, og for at illustrere det hun skulle gøre, fyrede han sand kugler afsted mens han bevægede sig fremad, og viste hende disse slag.
"Prøv nu at gøre det samme!" sagde Dust let, og lavede nogle målskiver til hende, mens han trådte ud til siden, så hun kunne komme til "Angrebets styrke, ligger i din selvsikkerhed og focus, prøv ikke at tænke så meget over hvordan det skal gøres, men prøv derimod bare at føle det med kroppen! Og skyd de 8 målskiver med 2 ild kugler fra hver hånd, og fra hver fod af!"

Imens Dust forklarede at Havstenen godt kunne skade dem og sørge for at detaktivere deres evner, noterede hun det i sit hoved. Ikke være i kontakt med Havstenen eller blive ramt af vand.
Phoenix lod hendes øjne følge sin mesters bevægelser. Stenen der poppede op foran ham, den måde han sendte den af sted på, en søjlelignede form kom op ad jorden og Phoenix så forundrende ud. Hvordan var det dog lykkedes ham at lære alt det? det gav igen mening…

Uden indvendinger nikkede Phoenix. Da Dust forklarede hende at hun skulle fremmane den ild hun selv skulle bruge, smilede hun skævt. Det var rart at hun ikke skulle bruge sådan noget som træ, eller jord, men den ild hun selv var, kunne bruges.
Imens Dust lavede deres trænings bane så hun på sine hænder og koncentrerede sig kort for at finde den lille skrøbelige flamme som var i hendes indre. Den lille orange glød, flammede svagt op da hun prøvede at nære den. I næste nu var det ikke en glød, men en kæmpe flamme.
Hun afbrød sin koncentration da Dust igen snakkede til hende.
De røde øjne fulgte hver en bevægelse som Dust lavede. Det var lette, men alligevel var de tunge… hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre det?! Et svagt opgivende suk lød fra hendes mund. ”Jeg skal PRØVE og jeg kan ikke love det kommer til at gå godt!” Phoenix smilede skævt og tog nogle dybe vejrtrækninger inden hun førte ilden ud igennem hendes krop. Ned ad armen ud i fingerspidserne… men det blev ikke som Dust viste det.
Et orange glimt viste sig, og i næste nu blev Phoenix kastet tilbage. Et hårdt bump lød og Phoenix var blevet kaste 5-10 meter bagud. ”AV!” Hvæsede Phoenix og så på sine lettere afsvedne fingre. ”Det der var ikke fair! Hvad fanden skete der?!” Phoenix tog sig til hovedet og bandede inderligt. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi det hun gjorde var forkert… meget forkert.. ”Det her bliver jeg sindssyg af…” roligt stillede Phoenix sig igen klar og fokuserede på at lade ilden få frit leje. ”Vi prøver igen.” Men samme katastrofe skete som før.

”JEG KAN IKKE FINDE UD AF DET HER!!!” Hylede Phoenix op og lod hendes ild komme ud af kontrol. Det nærmeste træ flammede op. ”Jeg bliver fucking sindssyg af det her… jeg kan ikke finde ud af det..” ilden i træet døde langsomt ud i takt med at opgivelsen stod malet i Phoenix’es øjne. ”Undskyld mester, men jeg kan ikke finde ud af det…”
Phoenix satte sig tungt ned og mærkede det hele presse på inde bag hendes øjne…

Dust så på hende med et studerende blik, da hun prøvede at gøre som han havde vist hende, men da rakyllet fra hendes forsøg ramte hende selv, fik han et mere tænkende blik i øjnene, ikke fordi han var ligeglad med hende, for det var han slet ikke han ville hende jo det bedste, men grunden til at han begyndte at tænke sådan, var fordi han tænkte på, hvordan han kunne lære hende at bruge teknikkerne, på en mere kontrolleret og gangbar fremgangsmåde, så hun ikke røg på halen igen og mistede besindelsen som hun gjorde her. Hendes andet forsøg gik ikke meget bedre end første gang, og nu havde han en ide om, hvad der skulle til for at lære hende dette, så efter hun havde sat sig ned, gik han hen foran Phoenix, satte sig på hug foran hende, og så hende i øjnene.

"Phoenix jeg har brug for at du slapper af, og tager det helt roligt, jeg tror jeg har en ide om, hvorfor din ild er sådan ude af kontrol!" sagde han roligt, og rakte en hånd frem mod hende, da han gerne ville have at Phoenix tog hans hånd, for at hun kunne fokusere på ham og kun ham "På min sidste rejse til fortiden, hvor jeg lærte om de forskellige elementer, lærte jeg også at for hvert element er der knyttet nogle ting til, såsom følelser og sådan! Med ild følger der ret ofte følelsen vrede, der fodre ild og gør den ukontrollabel, vreden kan også gøre at en ildbetvinger har et grundlag for deres ild, men hvis en ildbetvinger har et andet grundlag til deresindre flamme, som foreksempel indre ro, så vil den indre flamme brænde meget mere roligt og stabilt, og din ildkontrol vil være mere håndterlig! Da du brugte den teknik som jeg prøvede at lære dig lige før, virkede din ild ukontrollabel og aggressiv, som om den var i vredens vold, og det fik mig til at indse, at du ikke gør noget forkert men at fejlen ligger hos mig! Jeg har ikke oplært dig ordentligt, ved at give dig de redskaber der skal til, for at du kan blive god til at bruge dine ild evner, så derfor vil jeg lære dig nogle ting således, at du får nogle af de redskaber der skal til, for at du kan få en rolig og stabil indre flamme, der kan flyde frit under din kontrol! Hvad siger du til at vi udnytter det at vi er i en fredelig skov, til at få fundet lidt indre ro?"

Dust så hende i øjnene mens han snakkede, og hvis hun havde taget imod hans hånd, var han begyndt at nusse hendes håndryg med tommelfingeren. Hans engle aura var også let aktiv, og gav en følelse af behagelig trykhed omkring ham, og hvis hun havde brug for det, indbød hans aura sådan en rar fornemmelse af, at hun gerne måtte rykke ind til ham, hvis hun gerne ville søge tryghed hos ham.