[Uafsluttet] Et interessant væsen(Autumn + Dust)

Tid: eftermiddag
Sted: et sted langs floderne
Vejr: Solskin og hvide skyer
Omgivelser: fredelige

Dette var en god dag, Dust havde valgt til at tage ud og lede, solens varmende stråler skinnede ned mellem trækronerne, vejret var dejligt behageligt og lunt, og kun få hvide skyer, bevægede sig dovent hen over himlen og kastede små skygger ned under sig. Dust var som sædvanligt i mellemstadie, og var derfor iført sort løst tøj, et sort bælte med et sølv dødningehoved bæltespænde, samt hans 3 specielle daggerts i, udover dette havde han sin sorte long coat på, og han havde idag medbragt Samehada og Kubikiribocho.(se forklaring i profil) Med ham var hans gode følgessvend Cheshire, en butted han filurkat med lilla og blå stribed pels, der svævede ved siden af Dust med hovedet forest, og lignede den der lå i en sofa, da han havde forpoterne under hovedet og svævede med hans buttede mavse i vejret, da han nød solen mod hans krop og nød vejret, som det var lige nu.

"Hvad er det egentlig vi laver herude, på sådan en super dejlig dag hvorfor tager du ikke bare en fridag, så vi kan slappe af og nyde vejret?" spurgte Cheshire med et smil, der gik så stort så man skulle tro det var løgn.
"Fordi det måske er dage som i dag, hvor det er nemmest at finde den kvinde, jeg leder efter idag!" sagde Dust roligt, med en stemme der indikerede en påfaldende mangel, på følelser i hans hjerte.
"Nåå ja det er jo derfor vi er her idag!" sagde Cheshire med et lummert smil på læben "Fortæl mig lige, hvad er det for en lille dame, du har sat dig for at finde denne gang?"
"Jeg leder faktisk efter en kentaur kvinde, jeg har hørt flere historier om at hun har lavet ballade, og nogle af øjenvidnerne jeg har fundet på min vej, har fortalt om en yndig dame på en mærkelig hovedløs hest, mens andre fortalte om en kvinde der flygtede ind i skoven på en hest!" sagde Dust roligt og tog et hvæs på den cigar han gik med "Andre øjenvidner har kun set kvinden, mens de har hørt lyden af klove mod jorden, så det mest logiske må være at hun er en kentaur, og det finder jeg ret interessant!"

Dust'es blodrøde så rundt da han kom til floderne, som han begyndte at følge, og der var et underligt skær over hans øjne, og skæret havde en blanding af flere faktore. De var mælke agtige som om han var lidt blind, grundet han havde vendet sig til at se med fødderne, pupillerne virkede meget små som om det hvide havde overtaget, grundet det faktum han var vant til at se folks chakra signatur, og sidst men ikke mindst, så var hans pupillers blodrøde farve ufatteligt heftig i forhold til normalt, da han var vant til at se andre væsners art ud fra farven på deres aura, så hans følelses tomme øjne var meget bemærkelsesværdige. Men disse 3 faktorer gjorde også, at Dust så sine omgivelser med fødderne, der formede et billede for hans øjne, og når han så på andre væsner så han deres omrids i deres auras farve, og han kunne se chakraen strømme gennem deres kroppe, igennem hvad der lignede blodåre i hele deres krop, han kunne godt stoppe dette ved at fokusere, og så blev hans øjne også normale, men det ville også gøre at hans 3 veltrænede sanser, inden for aura sansning, chakra sansning og det at se med fødderne, ikke længere var i hans øjne så længe han fokuserede på at kontrollere det.
Med et stoppede Dust op, og stoppede Cheshire med en hånd, mens han så længere hen af flodbredden. Han kunne se det sammensatte omrids af en halv hest, og en halv bloddæmon kvinde, og at dømme ud fra den naturlige chakra strømning og aura, var han sikker på at denne yndige skabning var født sådan. Han smilede et tomt smil for sig selv, og slukkede sin cigar så den ikke påvirkede kentaurens næse, eller mulige syn på ham, før han langsomt gik hen mod hende.

Autumn befandt sig et lille stykke ud fra flodbreden. Det meste af hendes fire ben var skjult under vandet, men kroppen var stadigvæk godt synlig. Hun sjoskede et par skridt længere ud, imens det kølige vand kæmpede om kap med varmen i hendes krop, der blev vedligeholdt af den usædvanligt skarpe sol, der kun ind i mellem, blev blokeret af en sky eller to. I hånden havde hun en vandflaske, som hun forsøgte at fylde med det mere eller mindre ferske vand. Hun vidste, at der kunne lure mange grumme ting i vandet, men i dag, når solen skinnede klart, så blev det meste skræmt væk af hendes skygge, samt hun kunne se frem for sig.

På ryggen bar hun sin bue, sit pilekoger og sin armbrøst, hvor hendes normale skuldertaske hang på en gren på et træ lidt længere bag hende, i sikkerhed for vandet, da der lå mange værdifulde urter og andet godt i den, som helst ikke måtte blive vådt. Hendes ansigt var fokuseret, men mildt, da hun for en gangs skyld nød de naturlige lyde omkring hende. Vandets stille rislen, fugle i træerne, samt et par lyde længere inde fra skoven, som formegentlig var nogle pattedyr, der spadserede omkring… men var det stemmer?

En pludselig urolig røg over hende, men hun skjulte den godt. Der var noget som nærmede sig hende, og hun kunne mærke, at det føltes forkert. Vandflasken blev hurtigt fyldt, og hun vendte rundt, og travede tilbage til bredden igen. Netop som hun kom op på land, rystede hun kroppen godt, hvorefter hun fik fat i sin taske. Hun opfangede først et glimt af den fremmede skikkelse, da han begyndte målret at spadserede mod hende. Hun bakkede et par skridt, så hun stod præcis midt på breden, mellem skoven og vandet, imens hun fiskede sin bue op bagfra, og placerede en pil, så den var rettet mod Dust.

"Ét skridt nærmere, fremmede, og jeg skyder dig og din lille pelskugle!"

Selvom den svævende kat var et yderst mærkværdigt syn, selv for Autumns vedkommende, så anså hun tydeligvis Dust for en større trussel. Hans aura forvirrede hende voldsomt, da den ikke gav hende noget præcist svar om hans herkomst. Hendes ansigt var fortrukket i en bitter mine, da hun egentlig mest skævede til de enorme våben, som han bragte med sig, og egentlig virkede mest truende med. Hendes korte hale piskede uroligt bag hende, selvom hun ikke var bange, blot anspændt. Hendes holdning var rank, trods den tydelige mangel på tøj, da det blot var et minimalt slags "panser" der dækkede for hendes mere kvindelig områder, og armene stærke og præcise.

Dust'es øjne fulgte hende, som hun fyldte sin flaske med vand, før hun kom op på land og tog sin taske, og det var først der hun virkede til at lægge mærke til ham, for da han gik mere direkte mod hende, trak hun sin bue og pil. Han kunne godt mærke på hende, at hun fandt ham som en trussel, trods det faktum at han havde taget Cheshire med sig, men det var også forståeligt med de sværd han havde taget med sig, sammensat med hans nuværende mørke og farlige udseende, så derfor valgte han at gøre noget, for at gøre ham selv mere tillidsfuld at se på.
"Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget ondt!" sagde han roligt, mens hans udseende ændrede sig sammen med hans aura, så han fik mere pænt og hvidt tøj på i stedet, smukke hvide engle vinger voksede ud på hans ryg, hans sorte hår med den røde stribe skiftede, så hans hår blev skinnende hvidt og hans øjne blev varme og milde, samtidig med at han fik en varm og venlig aura. Man kunne nu tydeligt mærke hans skytsengel side, med den mørke skyggedæmon side gemt stærkt afvejen, så man ikke helt kunne bemærke den så let.

"Jeg er blot kommet, for at møde en sjælden skønhed som dig, og jeg håber du vil tage imod mig med åbent sind!" sagde han med en mild og varm stemme, mens han smilede let til hende. Han var stoppet da hun bad ham om det, og lige nu svævede Cheshire hen bag Dust'es hoved, lagde albuerne mod hans hoved og potterne under sit eget, mens han betragtede Autumn med et stort hvidt smil, og nysgerrige grønne katte øjne "Tro mig, hverken Cheshire eller jeg selv, er kommet for at gøre dig noget ondt!" sagde Dust mildt.

Autumn fnøs kort, hvilket mere lød som et fornærmet prust. Tillid var aldrig noget, som hun havde haft meget af, og manden havde specifikt gået mod hende, hvilket betød, at han ønskede kontakt med hende. Men hvorfor?

"Men du har stadigvæk tænkt dig at gøre noget…"

Det var blot en tvær konstatering, som blev bekræftet efterfølgende, da Dust pludselig skiftede karakter foran næsen på hende. Den første tanke der ramte hende, imens forvandlingen foregik for øjnene af hende, stadigvæk imens hun stod med buen spændt, var at væsnet var en Shapeshifter. Men auraen var for ren og det samme med udseendet, så det måtte være engel. Men det burde være en umulighed. Da det hele var overstået virkede Autumn ikke synderligt imponeret, men lod i det mindste til at have sænket buen en smule, imens hun løsnede lidt op for grebet. Dog skulle der ikke andet til, end den mindste fjendtlig bevægelse, før hun var klar til at fyre en pil gennem hovedet eller hjertet på ham.

"Nu har du mødt mig, fremmede. På hvilken måde skulle jeg tage imod dig? Du er mig et ukendt væsen, både med navn, race og sind."

Hun fjernede ikke buen helt, men valgte at holde den foran sig, som advarsel til Dust. Hendes ansigt var ikke længere bittert, men mistroen strålede tydeligt ud af hende, imens hendes mørke øjne skiftevis studerede katten og Dust. Hun flyttede let vægten rundt på hovene, og gjorde et kort kast med hovedet, så håret kom om på ryggen igen, og hendes front blev endnu mere blottet.

"Både ja og nej, jeg har ikke specifikt tænkt mig at gøre noget ved dig, nu hvor jeg endelig har fundet dig, på den anden side kunne jeg godt tænke mig, at finde ud af mere om dig, du er årsag til stor nysgerrighed for mig, og derfor er jeg kommet hen imod dig, trossalt er du den eneste af din art, og man må da sige at du er et utroligt bevis, på eksistensen af kentaurer i denne verden!" sagde han let, og tog så sine sværd af efter han havde forvandlet sig, satte dem op af et træ og gik lidt væk fra dem, så han ikke kunne nå dem da han satte sig, med benene liggende over kryds, og hænderne velplaceret i hans skød, så han blot virkede mere harmonisk at se på "Hvis du vil give mig en chance for at snakke med dig, lover jeg at blive siddende lige her, under hele samtalen og så er det op til dig, om du vil komme tættere på eller gå længere væk fra mig!" tilføjede han med et smil på læben.

Hans kat Cheshire, svævede lydløst ned fra hans hoved og landede i Dust'es skød, hvor han lagde sig godt til rette, stadig med øjnene rettet direkte mod Autumn, da han også var meget nysgerrig omkring hende, og lige som Dust ville vide mere om hende.
"Lad mig så præsentere mig selv, nu jeg er så ukendt for dig kære Kentaur, mit navn er Dust, jeg er de fleste steder kendt som dæmon sandet fra mørket, min race er en blanding af skytsengel og skyggedæmon, og jeg har på sinde at lære dig at kende så godt som muligt, med håb om at vores bekendtskab vil udvikle sig, til et bund solidt forhold af en eller anden art, men selvfølgelig for at vi kan lære hinanden at kende, bliver det på dine premiser, da det trossalt er mig der er kommet til dig, i søgen efter mere viden!" præsenterede han høfligt, med en stærk indikering i stemmen om, at han udviste respekt for hende som en ligeværdig "Med mig har jeg her Cheshire, min gode følgessvend og filur kat, også kendt som et af de meget få væsner, der går under kategorien forsvindings væsen! Han er et venligt sindet gemyt, lege syg og til tider en være drillepind, men ellers rigtig hyggelig at snakke med!" Cheshire nikkede med hovedet, samtidig med at han sagde at det var hyggeligt, at møde en kvinde som Autumn.

"Finde ud af mere om mig? Til hvilken nytte? Forskning?… For uanset hvilke informationer du søger, lille engel, så koster de."

Hun lod ikke til at være specielt interesseret i at udleverer for meget om sig selv. Det kunne også være farligt. Dust var en komplet ukendt personlighed for hende, og hvad det så ud til, så kunne hun ikke hamle op med hans kræfter i denne tilstand. Hendes positur blev hurtigt opmærksom og agressiv igen, da hun så ham trække sine våben fri. Men da han ikke gjorde andet end at sætte dem mod et træ, sukkede hun opgivende over den sære nysgerrige personlighed, og satte buen på plads igen, efterfulgt af pilen i pilekoggeret. Hun lagde armene over kors, men blev stående på samme sted, da det ikke lige var sådan for hende at sætte sig ned.

"Du bliver bare siddende der."

Solen bagte på dem begge, og det eneste som gjorde, at Autumn blot lod sig stå her, udsat og stegende var, at hendes krop stadigvæk var dækket af et lille lag vand, som holdt den mere eller mindre kølig, samt de små vanddråber fik lidt af hendes pels til at blinke. Hun holdt skarpt øje med katten, imens den svævede ned i skødet på Dust.

"En skytsengel og en skyggedæmon? Det burde ikke være muligt! Engle og dæmoner er naturligt afvigende for hinanden, og jeg har aldrig hørt om afkom derfra før… I hvert fald ikke på den måde."

Autumn vidste godt, at hun ikke selv kunne tillade sig at tale om naturlige skabninger, for hvad var hun selv? Og hun kunne heller ikke påstod, at Dust løj, for her sad han jo. Men det virkede stadigvæk så syret for hende, der havde tilbragt en del år i naturen, og oplevet lidt af hvert, at det kunne lade sig gøre. Autumns kropsholdning blev reserveret, og hun fnøs kort igen.

"Navnet er Autumn, men et forhold skal du ikke regne med. Hvilken som helst form for binding er imod min holdning og tro, og desuden, så har du intet tilbudt mig endnu, så jeg stoler ikke på dig."

"Jo ser du unge dame, udover at du er en yderst sjælden art, og et yndigt eksempel på kentaurernes skønhed, så kan jeg også se på din aura at du er halvt bloddæmon, hvilket betyder at du som jeg selv er en blanding, og af en yderst sjælden art, og jeg er tiltrukket af væsner som dig, der er sjældne og indeholder gode potentialer!" sagde han roligt, mens han strøg Cheshire hen over hovedet og ryggen, så han spandt og slappede af, mens katten stadig så på Autumn med nysgerrige øjne, og et stort smil på læberne. Dust nikkede blot, da hun sagde han skulle blive siddende hvor han sad, han havde da heller ikke intentioner om at flytte sig, da han var interesseret i at komme tættere ind på livet af hende.

"Ja normalt er engle og dæmoner, fjendtlige overfor hinanden og faktisk, ses jeg som en vederstyggelighed i renblodet engle og dæmoners øjne, men mine forældre elskede hinanden og fik mig og min søster, men de blev alle 3 dræbt af lejemordere sendt af englenes leder, og dæmonernes tidligere leder!" forklarede han roligt, og så hende i øjnene da hun præsenterede sig selv, hvorefter hun sagde noget der fik ham til at smile "Cheshire kunne du ikke hente den taske og pakke jeg gjorde klar, før vi drog herud i denne skov?" Cheshire nikkede og sagde at det kunne han da godt, før han forsvandt i den blå luft, han var trods alt en forsvindings kat. Da katten kom tilbage igen, havde han førnævnte taske og pakke med, og tasken duftende langt væk af saftigt og lækkert kød.

"Jeg går ud fra du er af Liparies troen, og det må betyde at du ikke vil tage imod denne ene gave, der er en taske med det lækreste kød der kan findes, tilberedt og klart til at spise, så mørt at det smelter på tungen, for så vidt jeg husker skal du kunne klare dig selv, og må ikke tage imod noget du selv kan skaffe, så den taske beholder jeg selv, men pakken her ved jeg du godt må tage imod, for den indeholder noget meget unikt, du måske kan få brug for, hvis du vil skjule dit sande smukke udseende!" sagde han roligt, og holdt pakken frem. Hun måtte selv komme og tage imod den, hvis altås hun ville have den, for hun havde trossalt sagt han skulle blive siddende "Indeholdet er en halskæde, der kan få dig til at ligne et fuldt menneske, det er et gammelt kentaur relikvie, der har været forsvundet i over halvandet årtusinde, og jeg tænkte du ville acceptere det, som en gave der kan skabe en bedre stemning imellem os!"

En skrigende ildhårfarvet kvinde løber febrilsk og hysterisk igennem skoven lige forbi de to væsner og forsvinder hurtigt igen.

//sorry XD Kunne ikke lade vær, jeg vil bare lige konstantere, at jeg stalker jeres emne og jeg ved, at i kan tage en joke XD Så tag jer ikke af mit indlæg XD XD XD //

//din skøre stalker skid XD Er vi virkelig så interessante? XD

//Jeg er da beræret over at blive stalket… Er det normalt? xD//

"Du kan læse auraer…"

Konstaterede hun tørt. Autumn ville aldrig sige det højt, og bestemt ikke foran Dust, men hun var faktisk overrasket over hans "evner" allerede. Han lignede ikke de væsner, som hun normalt mødte ude i skoven. De fleste overvejede hun blot at skyde ned, så de kunne slippe for fremtidige lidelser på grund af deres arrogante eller inkompetente hjerner - gudskelov var Dust lidt anderledes.

"Kentauere ser man ikke mange af, det er rigtig nok. Men det med bloddæmonen, det kendte jeg skam udmærket til. Efter så mange år, så kan man ikke ignorere sig selv længe af gangen."

Kattens smil forvirrede Autumn en smule. Hvorfor blev den ved med det der? Hun trak kort på skuldrene, stadigvæk med armene over kors, og skrabede kort i jorden med en hov. Hun stirrede på Dust, men med et noget roligere blik end tidligere.

"Det lyder som en tragisk kærlighedshistorie. De trodser, hvad de har fået fortalt og lært, får drømmefamilien og ender op døde. Men du er da det levende eksempel på, at sære, men mirakuløse ting kan ske."

Det var tydeligt, at hun forsøgte at komme med lidt… "trøst"… til Dust's historie, men det var utroligt dødt for følelser, så det virkede næsten ironisk. Autumn kendte ikke til det med at have folk tæt på sig, og da slet ikke familie. Og den eneste, som hun faktisk havde givet en chance, havde døden taget fra hende. Så hun havde ikke meget tilovers for det mere. Hendes pupiller udvidede sig en smule, da katten kom tilbage med de to nye genstande, og hendes næsebor udvidede sig kort, imens den tillokkende duft af mørt kød strøg mod hende.

"Det er sandt, at jeg er en troende af Liparies og ikke må tage imod dit kød… Men lad mig se halskæden. Jeg har stadigvæk svært ved at tro dig, Dust."

Ganske langsomt begyndte de fire ben at bevæge sig hen mod Dust, indtil hun til sidst stod ca. en halv meter fra ham. Han blev nødt til enten at rejse sig og række hende den, eller kaste den op til hende, da hendes hestekrop gjorde hende noget højere end hans siddende positur. Da Autumn fik fat i pakken, åbnede hun den langsomt, for derefter at tage smykket op, og studere det nærgående.

"Læse dem lige så godt som jeg kan se dem, mine øjne har efterhånden påtaget sig mærkningen af, at jeg har kunnet sanse andres aura i så mange år af mit liv!" sagde han med et mildt smil på læben. Dust var ikke lige typen, der blærede sig med de evner han besad, for han havde nok i det faktum at han selv vidste hvad pokker han var i stand til, men når det så var sagt, så kunne Autumn hvis hun valgte at lære Dust bedre at kende, hurtigt finde ud af at Dust nok langt fra, var lige som en af den slags væsner, hun normalt stødte på herude i skoven. Han var et udspekuleret, overintelligent, hævngerrigt væsen, med et sind mindst lige så skiftende som hans skift mellem hans stadier, for lige så voldelig og blodrus lysten han kunne være, lige så god kunne han også være mod andre, hvis han syntes om dem.

"Jeg kan jo ikke andet end give dig ret, det er ret svært at ignorere sig selv hele ens liv, så det ville da kun være underligt, hvis du ikke selv vidste at du er halvt bloddæmon!" sagde han tænkende, og så hende i øjnene da hun snakkede om hans forældre. Det sidste hun sagde med, at han var et bevis på sære og mirakuløse ting kunne ske, det gav ham noget at tænker over, som han ellers aldrig havde tænkt over, i hvert fald ikke på lige præcis den måde "Lige som dem har jeg vist trodsighed, og endda udover store grænser på flere punkter, men jeg har aldrig set mig selv på den måde som du nævnte der, da størstedelen af dem jeg har mødt, altid har sagt noget andet!"

Da hun gik hen til ham og stoppede en halv meter fra ham, for at få fingrene i den halskæde han havde med til hende, rejste han sig let op og tog et skridt hen imod hende, så han stod omkring en håndsrækning fra hende. At dømme ud fra hans engle aura, der var mere påvirkende når man var så tæt på ham, så havde han stadig intet ondt i sinde, og hun ville kunne mærke det med det samme, hvis han på noget tidspunkt fik den intention, i stedet var hans engle aura varm og behagelig, den indikerede tryghed og følelsen glæde.

"Jeg må indrømme at du er endnu mere fascinerende tæt på!" sagde han mildt, og tog let hendes hånd og lagde pakken i den. Halskæden var utroligt velbevaret, en af fordelene ved de gamle kentaureres smykke håndværk, der gjorde at det holdt meget længere end normale smykker, selve det otte kantede vedhæng bar dekorative kentaur mønstre, og en sjælden sten i midten, og kæden var lavet med feminine tegn, der betød at halskæden var lavet til en kvinde. Ifølge kentaurernes myter, blev lige præcis denne halskæde lavet til en betydningsfuld kentaur kvinde, men den skulle eftersigende have været forsvundet i over 3 årtusinder. Imens hun nær studerede halskæden, kunne Dust ikke lade vær med at nær studere hende, han stod ikke og overbegloede hendes overkrop, som en eller anden pervers stodder, men derimod var det mere hendes krops strukturering, og han virkede yderst fascineret af hende, som var hun en af de smukkeste væsner han nogensinde havde set.

"Halskæden virker på den måde, at kun en kentaur kan bruge dens magiske effekt, og når du har den på, så skal du bare røre den sjældne sten i midten, så ændre den din krop til en to benet, når du vil være dit smukke jeg igen, gør du bare det samme så ændre den dig tilbage!" forklarede han med et mildt smil, mens han igen så hende i øjnene "På den måde kan du nemmere snyde andre, og eftersom en normal kentaur kan løbe meget hurtigere, end de fleste menneskelignende væsner, kan du hurtigt skifte med halskæden og slippe væk!" han tog let tasken med kød i, og satte den foran hende "Jeg ved ikke hvordan du har det med den situation, men så vidt jeg husker må du ikke tage imod kødet, men du må gerne stjæle det fra mig, eller tage det til dig selv hvis nu jeg har glemt det!" tilføjede han henkastet, og trådte lidt væk mens han så henkastet væk og lod som ingenting.

//Du må virkelig undskylde tiden! Jeg har været så meget væk på det seneste, at jeg slet ikke har haft mulighed for at komme nær en computer. Men jeg skulle meget gerne kunne kæmpe mig tilbage nu :) //

"Aha?"

Autumn hævede et mørkt øjenbryn, som stod i kontrast til hendes overraskende blege hud, da hun jo brugte næsten hvert minut af sin dag i solen, når det lod sig gøre. Hun bredte armene kortvarigt ud, før hun placerede hænderne på de smalle "hofter".

"Hvad ser du så her?"

Hendes spørgsmål var nok mere en slags ligegyldig test, end oprigtig interesse. Autumn var udmærket klar over, at hendes aura var mørk… men ikke så mørk, som den engang kunne være. Hun mødte uden tøven hans blik, og trak kortvarigt på skuldrene. Hendes øjne funklede svagt i solens lys, og de får dråber, som var tilbage i hendes pels funklede som stjerner i natten, når hun trak vejret.

"Størstedelen har nok ikke ønsket at indrømme det. Størstedelen har været skræmt af fakta og ting, som de ikke har kendt magen til før… og er man først opdraget med den ene ting i livet, så klæber man sig til den, uanset hvor meget man selv vælger at benægte det. Det vil altid være en del af jeg'et, men blot underbevist."

Dust's engleaura var ikke kraftig, men det var alligevel nok til, at hun i sin underbevisthed mærkede hvordan noget kom krybende. Men det var alt for tidligt, og hun nægtede at vie helt, uden at have studeret, det tydeligvis magtfulde smykke, ordentligt. Hun fnøs, dog med et smil.

"Det er du ikke den første, som har udtrykt. Dog er det en af de pænere måder jeg har hørt det på, og du forsøger i det mindste ikke at rage til dig fra starten af…"

Hendes tone blev en anelse bitter i det sidste. Hun virkede måske ikke specielt fjendtlig, hvis ikke, hun havde været så vagtsom, som da hun fik øje på Dust. Mange år på bagen, med forskellige oplevelser gjorde, at hun efterhånden havde sine regler for fremmede. Uden sine våben var hendes udseende elegant og uskyldigt. Og sin uskyld havde hun for den sags skyld endnu, selvom der var få, som havde forsøgt anderledes. Dog havde folk sjælendt nået ret langt, før de havde fået en hov i kuglerne eller mistet en hånd eller to. Autumn nærstuderede indgående smykket, imens hendes krop stod rank foran Dust. Selvom ca. 95 % af hendes barm og overkrop var blottet, så var det ikke noget, som hun tænkte dagligt over. Hun havde naturen på hendes side. Der groede en slags skjold lignende materiale på hendes krop, som gik svagt henover hofterne og lige præcist dækkede det nødvendige af barmen. Det kunne fjernes, med lidt besvær, men det ville hurtigt gro tilbage igen. Dog smertede det, hvis hun forsøgte, så hun så ingen grund til det. (Du kan nok se hende tættere på her ) Desuden bar hun horn, hvilket nok også var en kende usædvanligt for en kentaur.

Omsider fjernede hun blikket fra halskæden, og stirrede på Dust igen, da han begyndte at tale. Dog så hun aldeles forvirret ud, da Dust pludselig skubbede tasken frem, og korrekt fremsagde noget fra hendes tro, hvorefter han lod hende "udføre" det, hvis hun ønskede. Hvad i alverden?

"Er dette et form for trick? Hvorfor tilbyder du mig alt dette?… Halskæden er formuer værd, og du… du lader mig bare stjæle!? Er den en slags skør bivirkning ved dine splittede sind… Dust?"

Hun strakte armen ud foran sig, og lod blødt halskæden dumpe sikkert ned på de bløde tasker. Faldet var ikke hårdt, og hun var sikker på, at den ville lande godt. Men alt dette virkede forkert. Hun vil ikke kunne være sig tro mod sin gud, hvis hun fulgte Dust's instrukser nu. Det virkede bare… mærkeligt! Hendes sind var splittet, og hendes blik kæmpede mod mistroen.

"Hvorfor spilde tiden, på ligegyldige spørgsmål du allerede kender svaret på, når du lige så godt kan spørge om noget, der rent faktisk interessere dig?" spurgte han mildt, med et glimt i øjet der indikerede, at hendes attitude havde afsløret hendes manglende interesse, for svaret på det spørgsmål hun selv havde stillet "Men hvis det gør nogen forskel, så finder jeg det ret tiltrækkende, at du er halvt bloddæmon og halvt kentaur, din mørke aura har et forfinet og specielt touch, grundet din levevis og særlige art!" hans smag inden for væsner var meget særpræget, men helt klart også markeret af det faktum, at han havde en særlig interesse, for sjældne væsner som Autumn og ham selv. Derfor var han så venlig og godsindet mod hende, og af samme grund så nysgerrig omkring hende.

"Jeg har efterhånden lært af mit liv, at det ikke er alle der klæber sig til det de har lært i deres barndom, eller i deres liv for den sags skyld, personligt har jeg udviklet mig meget, og jeg har mødt nogle stykker i mit liv, der også har udviklet sig meget, men udover det giver jeg dig fuldstændig ret, der er utroligt mange der er låst fast i det de har lært, under deres opvækst!" sagde han roligt. Han vidste at han ikke skulle skrue for meget op for sin engle aura, da den havde en dårlig indvirkning på dæmoner, så siden hun var en halvt dæmon kunne det ene med, at hun kunne føle ubehag ved hans engle aura hvis den var for stærk. Men som det så ud nu, virkede hun ikke til at føle ubehag ved hans aura, så han holdt den bare på det nuværende niveau og derunder, for da kunne han virke mindre faretruende, ved at udvise en mere mild og godsindet karakteristika.

"Jeg siger det fordi jeg mener det, og for at være ærlig så er jeg ikke kommet, for at forgribe mig på dig, hverken sexuelt eller for at tjene penge på dig, som var du en anden præmie hest!"

Han holdt mund mens hun nær studerede halskæden, da hun skulle have lov til at gøre dette i fred, så hun kunne være sikker på om det var det rigtige. Imens kunne han da ikke lade være med at lægge mærke til, hvilken stolthed der var over denne prægtige kvinde, hendes menneskelige del af hendes krop, var kun meget lidt dækket til af noget der så ud til, at vokse ud af hendes krop, men alligevel stod hun foran ham uden at virke genert, eller selv det mindste påvirket af det, som om det virkelig var naturligt for hende, lige som det var naturligt for et menneske at bære tøj. Han valgte at ignorere sin lyst til at gå rundt om hende, for at se nærmere på hende fra andre vinkler, da han gerne ville vinde hendes tillid, før han placerede sig uden for hendes bedste synsfelt, for ikke at glemme at han undervejs, ville ende med at stå bagved hende, og hvis hun før havde oplevet væsner, der ville rave til sig af hendes godter, kunne det jo godt være hun ikke ville have ham der, når hun ikke havde tillid til ham.

"Nej det er ingen bivirkning, det er bare heldige dig der møder glemsomme mig, og så falder vi i snak, fordi du er en smuk kvinde og jeg er nysgerrig, omkring hvad en smuk kvinde som dig, går og laver her i skoven!" sagde han henkastet, mens han samlede halskæden op, åbnede den fine lås og med bevægelser der tydeligt viste, at han ikke ville gøre hende noget ondt, lagde han halskæden om hendes hals og lukkede den, før han smilede let til hende, og vendte så ryggen til hende "Jeg gider ikke have tasken længere, så tag den eller lad vær jeg er ligeglad! Jeg har mere af den slags hvor det kommer fra, spørgsmålet er om du har lyst til det, eller om du hellere vil have noget andet?" han så om på hende, og selvom de lige havde mødtes, virkede han til rent faktisk at prøve på at blive hendes ven. Han respekterede hendes tro, han tvang hende ikke til noget, og han prøvede virkelig på at få hendes tillid på hendes præmisser, og lige nu var det op til hende, om hun ville give ham en chance for at blive hendes ven.

"Du skal vide, at mine interesse, andet en for overlevelse, er forholdsvis begrænsede, lille hybrid."

Autumn afsluttede det med et tvetydigt smil. Det var egentlig svært at tro, men hun var faktisk ganske tilfreds med sin tilstedeværelse. Den var faktisk bedst, når hun fik lov til at holde sig på afstand af folk og reagere, leve og spise i fred. Det virkede måske kedeligt for mange, men det havde virket for hende i mange år, og det var noget, som hun kunne forholde sig til - dermed grunden til hendes tro.

"Åh, du skulle bare vide…"

Igen forsvandt smilet ikke helt. Selvom hun foretrak ensomhed, så var ord rart engang i mellem, så hun fik det finpudset. Hendes øjne spejdede kort mod solen, og et minimalt gylden skær gled over hendes øjne, imens de blev knebet en anelse sammen, hvorefter hun gned hænderne omkring de små horn, som om, at de pludselig generede hende.

"Du skal vide, at der engang gik teorier om et underbevist jeg. Dine drømme osv. Uanset, hvad du har lært dig til i dag, så vil din fortid altid være en del af dig, og dukke op før eller siden. Vi kan ikke kontrollerer centeret, men det jagter os ofte i drømme, hvor vi knapt genkender os selv."

Autumn old sine slanke fingre glide henover metallet.

"Det regnede jeg nu heller ikke med."

Det var tydeligt, at Autumn ikke anså Dust som fjendtlig mere. Nok bare en spøjs, mixet forbipasserende. Hun havde aldrig gjort sig specielt meget i forhold andet end engang i fortiden… men det var flere hundrede år siden. Hun behøvede egentlig ikke studere Dust specielt meget, da hans udseende virkede ganske neutralt, men det var helt sikkert, at der var langt mere spændende på øverste etage.

"Jeg… jager? Vandre? … Overlever?"

Autumn lod Dust for en gangs skyld få sin vilje, og lod sig stå stille, imens han kom nærmere hende med halskæden. Dog var det en spøjs fornemmelse, da halskæden lukkede sig om hendes hals. Hun lod hånden hvile over den.

"Det er jo gaver!"

Med en prusten, som svar, og vandrede hen mod tasken, som hun gav et ordentligt puf med hoven, så tasken trillede et stykke ind i skoven. Hun stirrede forarget efter den, men sukkede så.

"SÅ… Det der er ikke en gave. Det er et fund. Men halskæden… Det er min ejendom, da det er kentaurnes ret."

Det var det bedste hun kunne komme op med. Halskæden vakte helt sikkert stor nysgerrighed hos hende, og kødet duftede fantastisk, og hun kunne ikke komme på andre muligheder, end hvad hun havde sat sig for nu. Autumn rettede på sin taske, og stirrede en anelse henkastet på Dust.

"Nå… Men hvad har en hybrid som dig, så planer om nu? Du har trods alt fundet mig, men du vil mig intet"

//Hallo? oO//

"Så burde du måske udvikle dine interesser med en, for nu har du mødt mig, og jeg er langt fra kedelig!" sagde han roligt. Dust var en mand af større interesser, for det kunne godt være han ikke havde en helt masse af dem, men dem han nu engang havde, var af den slags som havde store indehold, så det var ikke bare simple interesser, der lige så godt kunne være dagligdags beskæftigelser, og siden han havde fundet hans skytsvæsen, havde han som sådan masser af tid, bare han sørgede for at hans kære skytsvæsen havde det godt, og ikke gik bort hvilket der sikkert skulle meget til, før det skete.
"Jeg har faktisk tænkt på, og det er kun hvis du gerne vil selvfølgelig, om du gerne vil med mig til mit jungles hideout, jeg har et par ting jeg lige skal have ordnet der, før jeg skal videre med mit liv?" spurgte han roligt, efter han havde givet hende halskæden på, og hun på sin egen spøjse måde havde sørget for, at hun kunne acceptere den taske med kød, han havde medbragt for at give hende.

//sorry det er så kort, men blev ret blank omkring hvad jeg skulle skrive

//Jeg beklager meget, hvis mine svar forvolder dig kreativitets-bevær… Er der noget, som jeg kan gøre? :)//

"Jeg ville være svag af sind, hvis jeg lod enkelte væsner ændre mig, hver gang jeg mødte et nyt… Men ja, du er speciel, Dust. Og de fleste civiliserede mennesker ville sikkert kalde dig underholdende."

Autumn foldede atter armene over kors, imens hun betragtede Dust og hans lille, mærkelige kat. Hun nægtede at give sig for hans ord, da de ingen mening gav for hende, men hun kunne dog ane noget pointe i dem. Hun havde måske ikke en filens masse interesser, men så meget var der heller ikke at lave for et væsen, af hendes kaliber, der havde valgt livet udenfor civilisation, hvilket betød, at hun måtte gøre alt fra bunden, og det kunne godt tage sin tid.

"Ja, jeg vil gerne være interesseret i at studere dit hide-out i junglen. Men hvad skal du videre med, i livet, siden du allerede er så vis og speciel?"

Autumn hævede et øjenbryn, der for en gangs skyld, fik hende til at se interesseret ud. Tanken om at få mulighed for at kende Dust's lokationer bedre, fik hende også til at føle sig bekvemt med ham i nærheden, da hun ville vide, hvor hun havde ham. Autumn havde ikke selv nogle specifikke områder, endnu, men hun holdt sig nu mest i Junglen eller The Land of Fire, og hvis nogen prøvede på noget lusket der, så stoppede hun det, med alt hvad der stod i hendes magt.

Imens Dust fik tid til at tale færdig travede hun roligt over mod busken, hvor tasken med kød lå placeret. Hun knælede kort, og fiskede tasken op, hvilket betød, at hun kort havde ryggen mod Dust, og stadigvæk var på vagt pga. det, inden hun atter vendte sig om igen. Ugeneret stak hun en hånd ned i tasken, og gravede et stykke kød op, som hun snuste til, inden hun kylede tasken over ryggen, til den anden, og åbnede gabet, så de drabelige tænder kom til syne, inden hun kastede kødet inden, og slugte det som en anden haj.

"Hvor til så?"

//Blank igen? oO

"Jeg tror nu der er mange, der ville tvivle lidt på den udtalelse, da mere end halvdelen af dem jeg har mødt, er død for min hånd fordi de bare var født under en uheldig stjerne, men hvis du vil finde mig underholdende har jeg intet imod det, når blot det betyder, at du ved jeg ikke vil gøre dig noget ondt!" sagde han roligt. Dust kendte til den slags liv, som Autumn havde valgt, for det var lige præcis sådan han levede, når han tog en af sine nomade rejser til fortiden, for at få lidt fred fra denne tids kaos og strabadser, og også derfor vidste han at det nogle gange kunne være rart, at lærte nogle at kende, som man rent faktisk kunne vise lidt tillid og bare være sammen med, uden de større problemer.

"Selvom jeg er vis og speciel, så har jeg stadig flere opgaver jeg tager, for folk der har lyssky opgaver der skal ordnes, og så har jeg et par våben jeg måske har opsporet!" svarede han roligt, mens han betragtede hendes kentaur bagdel, i takt med at hun gik ned i knæ, og samlede tasken op. Det var ikke fordi han var den type der tændte på dyr, men i hans øjne var der en stor forskel på rene dyre arter, og væsner der kun var delvist dyr, lige som foreksempel en kentaur. Da hun tog kødet op, virkede han ikke det mindste påvirket, af hendes måde at spise dem på, han kunne selv se ret Freaky ud når han spiste, så hvorfor skulle han beklager sig over andres måde at spise på? "Det er ikke så langt herfra, kom med så kan vi snakke på vejen!"

//sorry det sene svar, har været lidt travlt optaget af arbejdet ^^

//Tråden er afsluttet :)//