A heavenly friendship(Hope)

"mmm" mumlede Hope som svar til ham, hun vendte blikkede tilbage mod loftet men da hun alligevel ikke rigtig havde lyst til at sove mere steg hun ud af sengen og tog sit undertøj på, hun tøffede stille rundt og endte med at sætte sig på gulvet ude i køkkenet, hun sad bare og stirrede ind i væggen, og små frøs, hun følte sig underligt tilmode og håbede på at Dust ville komme ind og sætte sig ved hende, eller måske bare få en kop kaffe. Hope havde en stor svaghed for kaffe.

Dust fulgte den yndige Hope med øjnene, da hun rejste sig og forlod værelset i sit undertøj. Han kom selv ud af sengen, og fik grebet sine bukser som det første, før han kom ud og fandt hende, siddende ude på køkkengulvet. Han hentede et tæppe til hende, som han blidt lagge om hendes skuldre, så hun ikke frøs så meget, gav hende et let kys på kinden, og satte så noget kaffe over, før han satte sig ned ved siden af hende, og strøg hendes kind en enkelt gang.
"Er der nogensinde nogen der har fortalt dig, at du er dejligt selskab?" spurgte han med et let smil på læben "Det er faktisk rart for en som mig, der normalt lever alene meget af tiden, bare at have nogen man kan sidde og snakke med! En dejlig ung dame som dig, der viser nysgerrighed, er faktisk rart for en gangs skyld!" duften af kaffe, spredte sig lige så stille mens maskinen boblede derudaf, og så snart kaffen var klar, var han ikke lang tid om at skænke en kop op til dem hver, og spørge hende om hun ville have noget i kaffen.

Hope var normal en engel der bare holdte sig så vidt det var muligt for sig selv, så hun kiggede op mod ham og svarede. "Det er ikke særlig tit jeg er sammen med andre, altså udover når jeg skal" Hun trak vjret roligt og lydløst, hvis det ikke var for den bevægende brystkasse, ville man tro hun ikke trak vejret.
Hun rystede på hovedet som svar. "Jeg foretrækker min kaffe sort" hun gav ham et lille smil og trak tæppet tættere sammen om hende.

"Så er vi vist ret ens på det punkt, jeg er heller ikke lige frem et socialt væsen! Men for mit vedkommende levede jeg også meget i skyggerne, og den slags påvirker en meget! At møde et kært væsen som dig, minder mig om at der også findes lys ude i verdenen!" fortalte han roligt, og smilede til hende for at se om det opmuntrede hende lidt, at han prøvede at være sød ved hende. Ved lyden af kaffemaskinen der var færdig med at lave kaffe, rejste han sig op og tog et krus frem, som han hældte op i før han rakte krusset ned foran hendes ansigt, så hun kunne få fat i det. Han ventede til hun havde taget imod krusset, før han satte sig ned således, at han sad ved siden af hende, men vendte den anden vej, så de vendte mod hinanden. Han strøg kort hendes ben, på en måde der godt kunne tyde på, at han gerne ville fortsætte det de havde lavet før inden i sengen, men han stoppede sig selv i det, da han ikke vidste hvilket hunør hun var i, og derfor ikke ville lægge op til noget, han lige havde ødelagt for dem begge.
"For at skifte emnet lidt væk, fra de mere mørke aspekter af livet, hvad siger du så til, at vi snakker om noget mere hyggeligt? Du må spørge om lige det du har lyst til, og hvis du tillader det, er jeg nysgerrig omkring at vide mere om dig! Jeg ved allerede at du er en nysgerrig og sød ung dame, og jeg ved at du har evnen til at gøre mig meget betaget af dig, men hvad mon der ellers ligger bag dit kære ansigt?" spurgte han nysgerrigt.

Hun tog imod kaffen, og mærkede hans hånd på hendes lår, hun tog fat i hans og flettede fingre med ham, hun kiggede på ham. "Hvad mener du med at jeg gør dig meget betaget af mig?" Hun var så nysgerrig, det var i hendes natur. Hope tog en slurk af sin kaffe, mens hun ventede i spændning på svaret. Tæppet gled ned og blottede hendes skulder, men hun magtede ikke til at trække det på plads igen.

"Du er da også så nysgerrig, din skøre lille engel!" sagde han med et roligt smil på læberne, mens han nussede sin tommelfinger hen over hendes håndryg, efter hun havde flettet fingre med ham. De blinde øjne, så godt at tæppet gled ned af hendes skulder, men de missede ikke i retning af det, da han havde fikseret sine øjne på hendes, hvilket han efterhånden havde lært var en god måde, at kommunikere med andre på, da det skulle hjælpe folk med at tro på, at han var med i deres samtale "Jeg er betaget af dig, fordi du er så kær, nysgerrig og jeg har fået det indtryk af dig, at du har et godt hjerte, der kommer til udtryk, gennem din personlighed og opførsel! Selv har jeg det problem, som du nok har lagt mærke til, at jeg ikke lige frem har særlig meget hjerte i mig, det tætteste jeg kommer på at virke kærlig og glad, er når jeg aktivere min engle aura, og den slags virker som du nok ved, ikke lige frem på alle væsner der lever her i vores verden!"


Som hun nok havde mærket på ham, siden han slukkede sin engle aura, havde han ikke lige frem nogle følelser i ham, der kom intet i hans stemme eller smil, selvom han kunne smile på bestemte måder, og en af de ting som de færreste trak sammenhæng mellem, så var lidt af grunden til at han manglede en normal kropsvarmen, også at han manglede følelser. Det var denne mangel på følelser, der var lidt af grunden til at han var fascineret af hende, det var ikke heller grunden til det, men det var noget af det, for som det stod nu med ham og hans følelsesregister, så var det tætteste han kunne komme på rigtige følelser, uden at have dem eller være sammen med hans skytsvæsen, det var ved at lære hvordan man imiterede dem, og fik det til at se ud som om, at han havde dem, hvilket han måske kunne lære, ved at se på hende og være lidt i selskab med hende.

Hope grinede og rejste sig."Du er en spøjs type til tider" Hun satte koppen på bordet, og bevægede sig lige så stille rundt i rummene. Hun tog tæppet af sig, og lagde det pænt fra sig, hun lod en hånd rode gennem sit efterhånden lidt små fedtet hår, hun sukkede og kløede sig blidt på maven, hvor hun efterlod små røde streger. Hun lod sin hånd glide over hendes mave og rettede blidt på kanten af hendes undertøj. Hope strakte sig kiggede ud af vinduet, og håbede der snart ville ske noget.

"Ja det er jeg og du ved det!" sagde han roligt, og smilede lidt til hende. Dust rejste sig op, og gik hen til Hope efter hun havde lagt tæppet fra sig. Han lagde blidt armene om livet på hende, og krammede hende let, da han godt kunne lide hendes krops varme "Jeg tænkte på, at hvis der ikke er stemning for, at vi går ind i seng igen, hvad siger du så til at komme med mig, ned i det laboratorium jeg har liggende, under den her bygning? Det er dernedde jeg har min læge forskning kørende, så måske en healer som dig, kunne være interesseret i at se hvad jeg laver, af skøre ting dernedde?" han smilede lidt til hende, mens han nussede hende på maven, imens de stod og snakkede sammen.

Hopes øjne blev store da han nævnte laboratoriet, men hun nød hans hænder på hendes mave. Hope vendte sig hurtigt om, hvilket resulterede i at Dusts hænder hvilede på hendes læn. Hun kiggede ind i hans øjne, mens hendes lyste af nysgerrighed og hendes fingre begyndte at dirre af lyst. Hope sprang op og svingede benene om Dust hun holdte godt fast rundt om ham. Og alt hendes energi var kommet tilbage.

Hans lille forsøg på at få hende op i godt humør, virkede overraskende bedre end han havde regnet med, da hun lyste helt op af nysgerrighed, og bogstaveligt talt endte med at hoppe på ham. Han reagerede nærmest af vane hurtigt, ved at flytte hænderne fra hendes læn til hendes mås, da hun hoppede op og svingede benene om ham, så nu sad hun i hvert fald sikkert på ham. Han gav hende et kys på halsen, mens han gik hen til væggen, så han kunne støtte hendes ryg mod den, og hun kunne "sidde" lidt mere behageligt, i den position hun nu var hoppet ind i.
"Jeg tænkte nok at det var noget, der kunne sætte gang i en nysgerrig ung dame som dig! Hvis du ønsker det, tænkte jeg at lave en lille sammensætning af ting, du kan bruge når du skal ud og hjælpe dem, der har brug for healere som dig! Jeg har efterhånden fået finpudset så meget af det, at det er klar til at komme ud i verdenen, og det ville være en ære hvis du ville blive den første bruger, for så er der også det mere grund til at vi ses, når du skal bruge en genopfyldning!" sagde han med et smil på læben, mens han holdt hende ind mod væggen, så han kunne bruge sin ene hånd, til at nusse hende op af siden. Man kunne godt mærke på ham, at han gerne ville gøre det færdigt som de havde startet, men hvis hun gerne ville ned i laboratoriet, var han frisk på at tage hende med derned, og vise hende at det ikke bare var humbug han sagde til hende, for at gøre hende i godt hunør

Hope sendte et drilsk blik fra sig, og kyssede som Dust tidligere havde placeret på hendes hals, kunne stadig mærkes. Hope kyssede Dust, lige så stille og blidt, mens hans hånd nussede hendes side. Hopes tanker var over det hele, hun var klar til at hoppe fribilsk ind i sengen igen, men lige så nysgerrig efter det Dust nu havde fået tændt hendes ivrige nysgerrighed med. Hun valgte dog at lægge armene over hans skuldre og blidt nusse ham i nakken. Som om at han lidt måtte vælge, hvor længe hun skulle være oppe ad væggen, eller hvor han ville hen, ned i kælderen eller ind i sengen.

Dust kyssede blidt igen, mens han med kærlig hånd masserede hendes bryst, da han helt klart gerne ville have hende med ind i sengen igen, nu hvor hun viste mulighed for, at være frisk på at springe i kanen med ham. Da hun lagde armene om skuldrene på ham, og gav ham valget om hvad der nu skulle ske, kyssede han hende blidt ned af brystet til han fandt hendes brystvorte, som han blidt slikkede og nappede lidt i, mens han masserede hendes bryst, og holdt sig tæt ind til hende, så hun sikkert kunne mærke, at han var ret så opstemt, på ideen om at hoppe i seng med hende lige på stedet. Han stoppede dog sig selv, flyttede sin hånd fra hendes bryst til hendes mås, og placerede et kys bag hendes øre.
"Jeg tror jeg vælger at tilfredsstille din nysgerrighed først, så kan vi altid fortsætte det her senere, hvis der stadig er stemning for det!" hviskede han blidt i hendes øre, før han kyssede hende en sidste gang på halsen, og gik ind i soveværelset med hende i armene, så han kunne sætte hende på sengen "Find du lidt tøj, så kan vi komme ned og se hvad vi kan gøre, for at opfylde din dejlige nysgerrighed!" han gav hende et sidste intimt kys, før han slap hende, og ventede til hun slap ham, før han fandt sin trøje, og fik den på så han var klar til, at tage hende med ned til laboratoriumet.

Hope skulede til Dust, men accepterede dog at hun måtte blive tilfredsstillet på en anden måde, og senere på en anden måde igen. Hope trak hurtigt i tøjet satte håret op i en rodet knold, og drejede på diverse øreringe og tjekkede de alle stadig var der. Hope kiggede over på Dust, og rettede på bh stroppen der var gledet ned, hun hun fjernede en lok der var strøget ud af knolden, og gik hen til Dust. "Skynd dig" hviskede hun i hans øre og kyssede ham på kinden.

Dust smilede roligt til hende, da hun bad han skynde sig, for han havde godt lagt mærke til da hun skulede af ham, over hvad han havde valgt. Han greb sin le som det sidste, før han lagde an til at de kunne gå nu, og derefter gik han mod døren, greb nøglerne på vejen og holdt døren for hende, før han selv gik ud og låste efter dem. Han tog hende med hen til elevatoren, og trykkede på kælder etage knappen, så de blev ført derned.
Nede i kælderen, gik han hen til hvad der lignede en tilfældig væg, for det almindelige øje, han holdt sin le frem for sig, og uden varsel trak bladet sig ind i håndtaget, der derefter ændrede form, så han nu stod med et sværd der lignede en kæmpe synål. Han satte spidsen af nuibari mod et bestemt punkt på væggen, og nærmest tegnede et mønster, ved at følge linjerne mellem stenene, indtil væggen reagerede på sværdet og mønsteret, ved at åbne sig og vise en gemt passage bag sig. Lys der var indbygget i væggen tændte, i takt med at Dust tog Hope med ned af trappen, og væggen lukkede bag dem efter de var inde. Da de kom ned for enden af trappen, var der en laboratorie dør, som Dust åbnede for hende, og bag den åbnede sig et stort laboratorium, fuld af teknologi, hvor meget af det så ud til, at holde hans projekter kørende.

"Velkommen til mit livsredder laboratorium! Hvis du leder efter en kur mod noget, er der en god chance for, at du kan finde den herinde! Føl dig velkommen til at kigge rundt, men pas nu på med hvad du piller ved!" sagde han roligt og kyssede hende på kinden, efterfulgt af et smil til hende.

Hope små løb ind i laboratoriet, lidt uden at tage notits af hvad Dust sagde til hende, hun for fra den ene ting til den anden, prikkede på diverse ting, og fandt så noget nyt der vandt hendes interesse, det var som at se et lille barn med julelys i øjnene, der lige var trådt ind i en slikbutik, dette var Hopes slikbutik. Hun kiggede med store øjne over på Dust som så lettere forvirret ud, hun grinede svagt. "Det her er jo utroligt!" Hope gik med langsomme skridt over mod Dust.

"Jeg tænkte nok du ville kunne lide det, min kære!" sagde han med et roligt smil på læben, mens han gik mod hende, samtidig med at hun gik imod ham, så de mødtes på midten. Han strøg blidt hendes kind, mens han så ind i de nysgerrige øjne "Nu ved jeg ikke om du foretrækker en taske, eller en mere praktisk lille beholder, men jeg tænker at jeg laver et let transportabelt sæt, og lægger den ned i en taske, sammen med nogle ekstra forsyninger, samt de objekter der er en smule for store til sættet!" foreslog han roligt, mens han lagde armene om livet på hende. Dust havde allerede nogle brugbare ting i tankerne, som han var sikker på kunne bruges, selv i nødsituationer hvor hun skulle reagere hurtigt, for at hjælpe den tilskadekommende.

"aha" sagde hun stadig lidt chokeret over, hvor fantastisk det var hernede. Hope gav et smil fra sig."Kom med det, overrask mig" Hope mærkede hans hænder omkring hende hun lagde panden ind til hans brystkasse og trækkede vejret stille og roligt. Hun havde det rart i hans selvskab og var meget afslappet omkring om ham, hun havde normalt ikke så let ved bare at stole på folk, måske det var på grund af det der var sket på sygehuset der havde rørt hende.

Dust strøg blidt en hånd gennem hendes hår, mens hun stod med panden mod hans brystkasse, og han tænkte på nogle af de ting, som han skulle bruge til at lave hendes healer taske. Han gav hende et hurtigt kys på hovedet, mens han krammede hende, før han tog hendes hånd, og tog hende med ud på laboratoriets lager, hvor han stillede de ting der var færdige, og som han ikke kunne rette mere på. Han tog en slags mindre skulder taske i sort, som han startede ud med at fylde, med nogle brugbare sår salver, forbindinger, og diverse ting der kunne bruges, til hurtigt at fikse nogen op med, hvis hun skulle møde nogen på sin vej. Derefter tog han en sort rygsæk, som han lagde nogle ekstra forsyninger i til skulder tasken, før han hændtede noget der lignede en kniv transporter, med en tilhørende lille maskine til, som han lagde på et bord, så han kunne rulle transport beholderen ud, og vise at den havde 2 rækker med 10 kanyler i hver, som alle indeholdte noget der lignede levende væske.
"Jeg har de her 2 sæt i et til dig, som nok kræver lidt ekstra forklaring! De ting jeg har givet dig indtil videre, er salver og ting som du kan bruge til hurtigt at hjælpe folk, når der er brug for det, men det her sæt indeholder noget til nødsituationer, hvor skaderne er slemme, og der af en eller anden grund er brug for, at skaderne bliver ordnet på stedet, eller noget i den dur!" forklarede han roligt og smilede lidt til hende, før han begyndte at forklare hende, hvad kanylerne og det håndbare apparat kunne "Som du kan se, er den øverste række kanyler røde ved hovedet, mens den nederste er grønne! De røde kanyler indeholder nanoteknologi, der kan heale sår og organ beskadelser, mens de grønne kan fixer knogler! Når du skal bruge kanylerne, skal du først sætte en kanyle i holderen på apparatet, give en blodprøve fra den skadet som skal ind i bunden, og når apparatet siger den er klar, giver du den skadet indsprøjtningen, så klare nanoteknologien resten!"

Hun lod en blid hånd køre over en af kanylerne, og hendes øjne var store som et dådyrs. Hope kiggede op på Dust "Men hvad med dig, det er jo dine opfindelser?" Hun forstod ikke, hvorfor han bare ville give alt det her til hende, mon der lå et eller andet bag det. Hun blev pludselig lidt skeptisk, hun ville ikke sætte sig i nogen form for gæld, eller noget i den stil. Hun kiggede stadig på ham, med nu lidt fortvivelse i øjnene.

"Bare rolig, jeg har opfundet den her teknologi, for at hjælpe healere som dig, med at redde liv og hjælpe andre væsner, så jeg giver dig det her udstyr så du kan bruge det! Og siden du bliver den første, til at bruge det her uden for mit laboratorium, så kan du være min afprøver af teknologien, som gengæld for at du får det med dig!" sagde han roligt, og smilede til hende, for at berolige den fortvivlelse han kunne se i hendes øjne. Han ville ikke have at hun betalte for det her, eller stod i gæld til ham, da det her ikke handlede om penge, men derimod at afprøve teknologien ude i den virkelige verden.

Hope nikkede og som tegn til at hun forstod, et lille nys undslap hende, efterfulgt af en gaben. Hun blinkede en tåre væk der var kommet under gabet. "Hvad er klokken?" spurgte hun, hun var lettere forvirret med tiden og var efterhånden ikke sikker på hvad der var nat eller dag, hun vippede roligt hoved fra side til side, og hørte de små knæk, hun kiggede over på Dust.

"Den er nok ved at være omkring 3 om natten!" svarede han roligt, mens han pakkede kanylerne sammen igen, og lagde dem ned i tasken, sammen med den tilhørende DNA maskine. Han havde en enkelt ting mere til hendes healer kit taske, som han gik hen og hentede, denne lignede mere en slags skumsprøjte, med en tynd åbning og tilhørende 5 ladninger "Jeg tænkte vi kunne smutte op i lejligheden igen, men før vi går tilføjer jeg lige en sidste ting til din healer kit taske! Det er en sår fyldnings masse, til hvis du får brug for den, og den bruges ved at du fylder et sår med massen, som så tilpasser sig såret og efterligner den tilskadekommenes kød! Men det her er kun en midlertidig løsning, da den hjælper med at holde kroppen lukket, indtil den udløber maks 4 timer efter brug, hvorefter den så vil falde af igen som et brugt plaster! Den kan dog redde liv!"


Han lagde den ned i tasken, sammen med genopfyldningerne og den transportable nødpakke, lukkede derefter tasken og tog den så med sig, da han gik hen til Hope, og lagde sin arm om livet på hende, mens han så hende i øjnene.
"Og nu er det vist på tide, at få din nysgerrige mås op i sengen igen! Vi kan altid gå herned igen en anden gang, men indtil videre må du se dig tilfreds med de ting, jeg har vist og fortalt dig, lige for nu!" han gav hende et kys på kinden, før han lige så stille lage an til, at de kunne gå sammen op i lejligheden igen.

Hope lyttede til det han sagde, men sagde ikke det store som svar. Hun kiggede dog på tasken han svingede over skulderen. Og da han valgte at de skulle op og mente det var sengetid for hende, lagde hun hovedet tilbage så det lange lyse hår nåede ned til lænden på hende, hun følte sig som en normal pige måtte føle sig når hun var 16 og var gammel nok til nogen ting, men mor og far stadig havde for meget at skulle sige. Hun trippede dog stille og roligt fremad, men gav et sidste blik over skulderen til det nærmest magiske laboratorie hun for en kort stund havde fået lov til at se og indhalere. Hun kiggede op på ham. Og gav ham et lusket blik, inden hun fortsatte med at gå fremad.

Dust smilede roligt af hende, og hendes luskede lille blik som hun sendte ham, mens hans hånd gled ned på hendes mås, som fik et drillende klem, hvilket kunne indikere at han ville lave andet i sengen, end bare at putte hende så hun kunne sove. Han havde trossalt stadig lyst til at gøre frække ting ved hende, efter hun havde vist ham sin lystige side, da han nævnte laboratoriumet. Da de var kommet tilbage op i lejligheden, holdt han hende ind mod sig, så hun stod med ryggen mod ham, han strøg hende blidt op af maven, og lagde sin kind mod hendes.
"Jeg tænkte på, hvis altså du ikke er for træt, så kunne vi jo hoppe ind i sengen, og bruge den til nogle sjovere ting, end bare at ligge og putte!" sagde han mildt, mens hans ene hånd strøg op af hendes mave mod hendes bryst, mens den anden søgte mod hendes bukser, som let blev åbnet.

Hun gav et lille selvtilfreds smil fra sig, da han snakkede til hende, med lukkede øjnede svarede hun "Snedigt". Hope trak sig dog ud af hans greb, bare for at være lidt drilsk, han havde jo nærmest sagt at hun skulle i seng. Hun bed sig svagt i læben. Og kiggede på ham, men hun kunne ikke holde masken, og gik stille omkring i rummet, hendes energiniveau var på en og samme tid højt, men også lavt. Som om at hun kunne løbe et marathon, men også bare sove i 3 dage uden problemer.