A heavenly friendship(Hope)

Hun satte sig ned og nippede til sin drik, den var god, hun tog en dyb indåndning og snakkede lavmeldt og træt "Jo altså du ved vel godt at hvis en engel gør noget forkert kan det påvirke ham eller hendes tætteteste også?" Hope ventede ikke rigtig på svar, hun gabte og fortsatte "Altså ser du min far han gjorde noget forkert, og det endte med at han blev til en falden engle, det er derfor jeg har mine grå fjer og mine små revner, min mor stak af med mig kort efter han blev dømt, og vi er begge bare almindelige engle, men takket været min kære faders dumhed, kan jeg godt blive drevet af det onde, hvis jeg lader det lokke, det er dog heldigvis ikke rigtig sket endnu" Hun kiggede på ham for at fange hans blik, og tog en ny slurk af drinken. "Jeg prøver at holde mig til det gode, min mor har allerede mistet sin mand, hun behøver ikke også miste sit eneste barn" hun tømte glasset og vendte blikkede ubevidst imod sengen hun gnubbede sig svagt i øjnene og gabte nok en gang. Hun gav et træt og vemodigt smil fra sig, hun kunne godt mærke alkoholen på sin tomme mave og trætte sind.

"Hmm normalt, plejer ens forældres handlinger som sådan, ikke at påvirke deres efterkommere, men hvis din fader virkelig har gjort noget idiotisk, kunne det godt ske, at overhovederne valgte at straffe ham hårdere!" sagde han tænkende, efter hun havde fortalt sin historie om hendes vingers udseende. Hans øjne mødte hendes, da hun søgte hans øjenkontakt, og det gjorde at han hurtigt bemærkede, da hun ubevidst kiggede hen mod sengen, lige som han bemærkede at hun gabte, og overordnede virkede træt "Jeg tror ikke din mor har noget at være bekymret omkring, hun har en godhjertet og sød datter, der gør sit bedste for at blive, på den gode sjæls vej! Når det så er sagt, hvad siger du så til at låne min seng, så du kan få sovet ud? Jeg sover alligevel ikke, så jeg bruger aldrig sengen, medmindre der er nogen på besøg, som ønsker mit selskab!"

Hun smilede svagt, og kiggede ned, endnu en tåre steg op i øjenkrogen, men hun blinkede den hurtigt væk, hun huskede tilbage til den gang hun havde været en helt lille pige det var et svagt minde, men det var et godt minde, hun havde lagt i sin seng og var bange for mørket og lå knugede sin bamse, hendes mor var kommet ind til hende og havde lagt sig ved hende, for at skabe ro og tryghed, det var kort efter hun havde 'mistet' sin far.
Hun rev sig tilbage til virkeligheden og kiggede på Dust efter han havde nævnt det med selskab i sengen, Hope var trods alt stadig ung i sind, og hun smilede lidt drillende og spurgte "Og hvad er det så for en slags selskab du plejer at give?" Hun kunne mærke hun snøvlede lidt i træthed.

"Selskab i sengen, kan være meget forskelligt, alt efter hvem det er der spørg mig!" sagde han roligt, og tog en slurk af sin drink, der snart var ved at være tømt ud "Nogle ønsker mit selskab, så de føler sig trygge når de skal sove, mens andre søger mit selskab, så de har en der kan være behjælpelig med deres lyster! Og disse ønsker kommer, alt efter om det er en veninde, der ønsker trygheden ved en vens nærvær, eller en kvinde der ved hvad hun vil have, og som har fået øje på en som mig!" Dust præsenterede dette svar, på en måde der indikerede at han ikke var sådan en sjofel fyr, der kunne finde på at fortælle løs om hans sexuele oplevelser, til alle og en hver der ville lytte. Han var mere en gentleman, der forholdte sig diskret til den slags historier.

Hun smilede og nikkede forstående, Hope rejste sig og traskede sløvt hen mod sengen, hun vendte sig om mod Dust. "Du har vel ikke en natlampe eller noget der kan lyse svagt, ser du jeg sover ikke særlig godt når jeg er alene generelt, men mørke gør det kun værrer" Hun så lidt skamfuld ud da hun spurgte, hun satte sig på sengen og gav et svagt suk fra sig "undskyld, hvis jeg er til for megen besvær"

"Jeg har en lille luminire kugle, der kan lyse efter behag i ugevis! Den kan godt bruges som natlampe, hvis du gerne vil bruge den, og hvis det kan hjælpe dig lidt, kan jeg godt blive i rummet, så du kan føle trygheden ved en der passer på dig!" foreslog han, før han placerede glassene i opvaskemaskinen, og kom ind til hende mens hun satte sig ned på sengen. Han satte sig ved siden af hende, og strøg lidt af hendes hår om bag hendes øre, da hun undskyldte for måske at være til besvær for ham "Bare rolig du er ikke til besvær for mig! Jeg kan være meget behjælpelig, når der er nogen der har brug for hjælp, og spørg mig om det!" han tog en lille kugle frem, og lagge den på natbordet, hvor den straks begyndte at udsende et behageligt lys, der passede godt med styrken som natlampe. Han rejste sig op, og smilede et tomt smil til hende, mens han ventede en smule, for at høre om hun gerne ville have han blev hos hende, eller om hun godt kunne sove kun med natlampen.

Hun rejste sig fra sengen og knappede bukserne op, Hope havde aldrig været flov over, hvordan hun så ud, hun var velbevidst om at hun var en meget smuk pige, med en flot krop, hun trak bukserne af og lagde dem pænt sammen, hun kravlede under dynen og kiggede hen mod Dust der stadig var der og ventede på hendes svar. "Altså lidt selskab ville ikke være ringe" Hun gabte og strakte sig, satte sig igen op og førte hænderne om på ryggen, og med et snup fik hun lirkede bh'en op og taget den af uden at vise noget frem, hun lagde den pænt ved siden af sengen. Hope lagde sig ned og ventede på Dust's reaktion.

Dust var vant til at kvinder, viste ham den tillid at han godt måtte være tilstede, mens de smed deres tøj, så han reagerede ikke særlig meget på, at Hope smed bukserne foran ham, og tog hendes bh af uden at smide trøjen. Han satte sig ned ved siden af sengen, og lænede sig op af sengen, så hun kunne se ham i det milde skær fra luminire kuglen. Han vendte hovedet mod hende, og gav hende et smil "Sov godt kære Hope! Du kan være tryg her hos mig!"

Hun rystede smilende på hovedet, og klappede på sengen for lligesom at gøre tegn til at det ville være okay, hvis han ville sidde der, desuden brød hun sig ikke om at han skulle sidde dernede når han var så venlig at give hende plads, i hans seng. "Beom?" sagde hun sødt og uskyldigt, mens hun kiggede bedende på ham med store øjne.

Dust rejste sig fra gulvet, og satte sig ned i sengen, efter hun havde klappet på den, som tegn på han godt måtte sidde der, og sagt beom. Han strøg hende let gennem håret en enkelt gang, nussede hendes kind for at få hende til at slappe af, og smilede så til hende imens "Se så at få sovet lidt kære ven, du trænger til til det! Jeg skal nok blive her hos dig, så du ikke er alene!" sagde han roligt.

Hope's øjne gled halvt i hun gav et søvndrukkent smil fra sig og lagde sig ned hun havde ansigtet vendt mod Dust, hun trak vejret et par gange og efter få vejrtrækninger var hun helt væk, Hope befandt sig nu i sin egen lille verden.

Hun vågnede med et sæt kiggede sig forfærdet omkring, men da hun så Dust slappede hun igen lidt af. Hun havde bare haft en ond drøm. Hope gnubbede sig i øjnene og blinkede et par gange. "beklager" sagde hun lavmeldt.

Dust blev siddende på sengen hos hende, og så på hende mens hun lige så stille faldt i søvn. Han satte sig til rette således, at han sad ved siden af hende, lænet med ryggen op mod væggen, og på intet tidspunkt lukkede han et øje, da han af vane fra sit liv, aldrig sov på noget tidspunkt. Da hun vågnede med et sæt og kiggede efter ham, smilede han til hende og strøg hendes kind, med blide strøg, før han lagde en arm om hende, så hun vidste at hun var i trygge hænder hos ham.
"Bare rolig kære ven, du behøver ikke beklage over noget! Sov du bare videre, jeg bliver siddende her hos dig, og passer på dig!" sagde han roligt.

Hun kunne ikke dy sig, og rykkede ind til ham, hun var træt og døsig, og havde en stor trang for at få vist lidt omsorg for hende selv, hun var så vant til at hjælpe andre og vise omsorg for andre, at det var yderst sjælden hun fik nogen form af omsorg tilbage. Hun prøvede at slappe af igen, men det gik ikke helt så godt, hun blev dog liggende, hvor hun var. Hope kiggede nysgerrigt op på Dust. "Vil du ikke fortælle mig noget mere om dig selv?" Der gik et lille gys gennem hende, hun vidste ikke, hvorfor, men hun følte at der var nogen som holdte øje med hende, hun blev enig med sig selv i det nok bare var hendes fantasi der løb af med hende. Hope fortsatte med at snakke. "Altså det virker bare lidt mærkeligt at jeg ligger i din seng og sover ved dig, men jeg ved egentlig ikke det store omkring dig"

Dust smilede mildt af hende, da hun rykkede tættere på ham, han kunne næsten regne ud, at hun trængte til lidt omsorg, eftersom hun gav så meget til alle andre hele tiden, så han lagde sin arm om hende, så han kunne nusse hende på armen, mens de snakkede. Han ville gerne hjælpe hende, så hun kunne føle sig mere tryg, så da hun spurgte om han ville fortælle mere om sig selv, valgte han at gøre det, så hun vidste lidt mere om, hvem det var hun puttede sig op af.
"Som du ved, er mit navn Dust! Jeg er halvt skytsengel hvilket jeg arverde fra min fuldblods mor, og halvt skyggedæmon som jeg arvede fra min fuldblods far, og jeg havde en søster engang, men min familie er desværre gået bort! Jeg arbejder som dødens højre hånd, og er derfor det man kalder en grim reaper, og mit job er at hjælpe de fortabte sjæle over på den anden side, når de ikke selv kan finde vej, hvilket er et hårdt job, når nu der ikke er særligt mange andre reapere ude i verdenen!" fortalte han med en mild stemme, mens han blidt puttede hende lidt under dynen, før han begyndte at nusse hendes arm, så hun måske kunne føle sig mere tryg, mens hun lå her hos ham.

"Jeg fik evner som en grim reaper men blev ikke en som race, da jeg ikke ville miste mine forældres blods gave, i form af min engle og dæmon blanding! Før jeg startede som grim reaper, var jeg en stor forbryder, hvilket jeg blev af personlige valg, og jeg er den dag i dag, stadig kendt som dæmon sandet fra mørket, jeg bære sågar stadig den næststørste dusør på mit hoved, der nogensinde er blevet udstedt! Dengang havde jeg ikke grim reaper evnen, men jeg havde evnen til at styre sand, og jeg var lavet af sand, derfor blev jeg kaldt dæmon sandet fra mørket, da jeg var en skyggedæmon, og fordi jeg kunne styre sand med tankens kræft!"

Hun smilede og lagde hovedet helt ind til Dust, Hope lyttede nysgerrigt efter hvad Dust sagde og slappede af, hun trak på smile båndet da han nussede hendes arm, hun smilede lidt af de små detaljer han kom med.
Da han var færdig med at snakke vendte hun sig om på maven, men sådan så hun ikke havde hovedet nede i sengen, hun havde albuerne placeret i sengen og hvilede hovedet i hænderne. "Og hvad så med kærlighed, eller partner eller hvad du nu kalder det?" Hope var nysgerrig af natur og hun holdte sjældent igen med spørgsmål. Hun kiggede på ham med sine smukke grønne øjne, det lidt rodede hår og det krøllede blonde hår lå ned langs hendes ryg, mens noget hang om foran skuldrene.

"Hvad angår kærlighed, der er jeg lidt et specielt tilfælde! Jeg vil ikke lige frem sige, at jeg kan være særlig nem at være sammen med, på grund af mit liv og hvordan jeg har levet det! Men der er vist en, der ser ud til at kunne holde mig ud, og det er mit kære lille skytsvæsen!" fortalte han mildt, mens noget ved ham virkede varmere og gladere, når han snakkede om denne kvinde, som han kaldte for sit skytsvæsen "Ser du alle skytsengle, selv mig der kun er halvt skytsengel, vi bliver født til at beskytte en bestemt person i vores liv, men vi ved ikke hvem denne person er, før vi støder på dem ude i verdenen! Jeg har mødt mit væsen, som jeg skal beskytte, og allerede da vi mødtes, skabte vi et ret stærkt bånd, men hvordan det går mellem os, det er vores lille privat sag! Vi foretrækker at holde en hvis mængde privat liv, hvis du forstår, men vores forhold er ikke så fastlagt som sådan, så meget kan jeg hvert fald sige!"

Dust gav hende et mildt smil, mens han blidt nussede hende under hagen, efter hun havde lagt sig på maven, med hovedet i hænderne. Han strøg sin hånd igennem hendes hår en enkelt gang, og mødte hendes blik med de blinde øjne "Ville det ikke være en god idé, hvis du fik sovet ud kære ven? Det er sundt for dig, at få din skønheds søvn!"

Hun kiggede på ham, med store øjne alt det der skytshalløj var aldrig noget hun havde sat sig ind. "Hvad hedder hun, hvis jeg må vide det?" Hope rullede om på ryggen men der var nu et lille mellemrum imellem dem, hun følte lidt at hun pressede på, hun vidste ikke med hvad, det var bare en følelse hun fik. Hun lå og kiggede op i loftet, men kunne ikke falde i søvn, hendes tanker farede vidt omkring, og hun kunne ikke finde hoved eller hale i noget, hun var udmattet psykisk, men hun kunne stadig ikke sove. Hun vendte blikket tilbage mod Dust og kiggede undskyldne på ham.

"Hendes kalde navn er Vanillia, lige som mit kaldenavn er Dust! Hendes rigtige navn, foretrækker hun at kun få kender til, i modsætning til mig, der efterhånden har glemt hvad mit rigtige navn er, eftersom jeg ikke har brugt mit rigtige navn, i nogle årtusinder nu!" sagde han mildt, mens han nussede hånden gennem hendes hår. Han var ikke rigtig påvirket af, at hun var så nysgerrig, så han fandt hende ikke påtrængende, hvilket man et eller andet sted, måske godt kunne mærke på ham, hvis altså man kunne mærke den slags social opførsel, på andre væsner. Han så på hende mens hun lagde sig på ryggen, og prøvede at sove, men siden hun ikke faldt i søvn, kunne det måske være fordi, at hun havde svært ved at sove "Hvis det kan interessere en nysgerrig lille dame som dig, kan jeg fortælle dig om den bygning, jeg har ombygget og som er lige her i byen! Den er i stand til at rejse mellem forskellige dimensioner, hvor den hver gang vil stå det samme sted på jorden, alle dimensionerne er kommet lige så langt som vores, men de har alle udviklet sig på forskellige måder!"

"Aww det lyder så hyggeligt, romantik er lige noget jeg kender til overhovedet" hun himlede øjne, og kiggede beundrende på ham, hun kunne mærke at han ikke følte hende påtrængende, men hun kunne godt lide at blive bekræftet i at hun ikke, rodede rundt i noget som folk ikke ville snakke om, hun blinkede et par gange med øjnene, og hun nød at Dust nussede om hende, hun lyttede til det han sagde, siden hun alligevel ikke kunne sove mere, men stadig nød at ligge i den varme seng og slappe af, svarede hun blidt "Ja okay fortæl, det lyder mega intressant" hun gav et lille smil fra sig og kiggede mere studerende på Dust.

"Ser du, jeg fandt en bygning her i byen, et efterladt højhus der engang husede et rejseberau, som ikke rigtig kunne klare sig, på grund af de hårde tider der kom, omkring krigen og dens kølvand! Jeg valgte at give bygningen et nyt formål, men det krævede en del arbejde, for at gøre det ved bygningen, som den kan i dag!" forklarede han mildt, mens han nussede hånden hen over hendes arm. Han begyndte at fortælle om bygningen, uden at gøre det alt for indviklet, så han ikke skulle til at forklare endnu mere, for at hun kunne følge med i hvad han sagde "Jeg var nød til at låse bygningen af, fra og med 11. etage og opefter, for at kunne bygge et kontrol rum, der kunne rive et hul gennem alle dimensionerne, og transportere hele bygningen fra en dimension til en anden! Desuden var jeg nød til at tage højde for, at bygningen skulle stå det samme sted i alle dimensioner, og der skulle stadig være en version af bygningen, i den dimension som bygningen rejste fra, så det skabte lidt nogle problemer, som tog mig omkring et par hundrede år at løse, men til sidst lykkedes det mig at gøre det! Desuden skabte jeg en auto kontrol station, der står i entreen, som styre hele bygningen og får den til at rejse, hvis den registrere at den tager nogen med sig fra en dimension til anden, og den gør så man kan komme hjem igen, men det er meget tilfældigt hvor lang en rejse man får, for nogle gange kan den komme hjem på et par ture, mens andre gange skal man igennem 10 andre dimensioner, for at komme tilbage!"

Med et let smil på læben, så han på hende for at se om hun kunne forstå, hvad det var han forklarede hende. Han prøvede at gøre det så simpelt så muligt, så han ikke forvirrede hende fuldstændig, ved at forklare alt muligt, totalt teknologisk udviklet kloge Åge snak.

Hun spilede øjnene op og kiggede beundre på ham, hun var nysgerrig, men forstod dog det meste af, hvad han sagde. Hun smilede blidt til ham og gabte, hun kiggede rundt for at se om der ikke var noget så hun kunne se, hvad klokken var ved at blive. Da hun ikke kunne finde noget at kigge på gav hun op og trak dynen helt op til hagen, Hope begyndte at fryse, og dynen virkede ufattelig behagelig og tryg. Hun kiggede op Dust med store øjne, som om hun ville sige noget, men hun vidste ikke, hvad hun følte sig bare fascineret af ham, på en eller anden speciel måde.

Dust lagge godt mærke til at hun ledte efter noget, som hun ente med ikke at kunne spotte, så af rent instinkt, viste han hende et ur så hun kunne se hvad klokken var. Efter hun havde puttet sig under dynen, begyndte han at nusse hende med blide strøg gennem håret, mens de store øjne hun lavede til ham, indikerede at hun måske ville spørge om noget, men siden hun ikke gjorde, smilede han varmt til hende, og snakkede lidt videre.
"Hvis du nogensinde får lyst til, at besøge nogle andre versioner af verdenen, så bør du helt klart prøve den bygning! Den er lavet så du ved hvornår du er kommet tilbage til vores verden, men du må huske at nogle gange rejser den 6-8 timer efter, at den er ankommet til en ny, mens andre gange kræver den et eller andet nyt fra den verden den er kommet til, før den rejser videre!" sagde han mildt. Han valgte at lægge sig ned, så han nu lå ved siden af hende, han lagde sig på siden så han havde front mod hende, og en arm blev ført ind under dynen til hende, så han kunne nusse hende langs hoften. Dust var måske ikke så god til at føle, men man kunne mærke på ham, at det blev kompenseret gennem fysisk kontakt, da han virkede til godt at kunne lide at nusse om hende, og røre ved hende så meget som han nu kunne mærke, at hun tillod ham det.

"Det lyder interessant, vi burde gøre det sammen en dag" Hun smilede varmt til ham. Hope var en meget følsom pige og hun stolede altid på sin mavefornemmelse, den havde dog bragt hende i problemer et par gange, men det var altid endt godt, hvor end hun var havnet henne.
Da han lagde armen ind under dynen og begyndte at nusse hendes hofter, vendte hun ansigtet i mod ham, Hope løftede svagt op i dynen, af ren venlighed, og et spørgsmål uden ord om han ville med under den og ligge, hendes grønne øjne kiggede ind i hans, og der lå hun så.

"Hvis du har lyst til at tage med mig, kunne det blive en sjov lille tur! Man ved aldrig hvor lang turen bliver, før man kommer hjem igen, og der ligger virkelig nogle sjove udfordringer i, at komme til forskellige versioner af denne verden!" sagde han med et mildt smil på læben. Da hun løftede dynen, forstod han hendes spørgsmål, selvom ingen ord blev udvekslet mellem dem, hans skinnende røde pupiller blev rettet mod hendes grønne, så de mødtes og hun havde chancen for at se, hvordan mystikken i hans øjne afslørede, at der lå mange tanker bag denne skærende mystik, der kræsede om dette væsen, som hun tilbød at putte med.
Han lagge sig let ind under dynen til hende, og man kunne straks mærke, at der var en tydelig temperatur forskel på dem. Hvor hun var varm, og havde opvarmet dynen mens hun lå under dem, ville hun sikkert få bare et lille kuldegys, ved følelsen af hans kølige krop mod hendes, da han lagge sig ind til hende, og puttede sig med hende under dynen. Hans øjne mødtes med hende igen, efter han havde lagt sig til rette, mens hans hånd fandt vej rundt om hendes hofte, og blev lagt til rette omkring hendes haleben, som var det en ren refleks for ham. Man kunne mærke på ham, at krops varme var noget han nød meget, som om det var noget værdifuldt for ham, så at ligge med en yndig dame som hende, var noget han nød meget, selvom han ikke kom til at sove på noget tidspunkt.

Hun krøb helt ind til ham, selvom han var meget kold og hun fik et svag strejf af kuldegysning igennem hendes krop. Hun blev helt optaget af hans blik, og kiggede intenst ind i dem, hun mærkede hans hånd finde vej om til hendes haleben, og hendes kinder blussede svagt op. Hun smilede til ham, og lagde blidt sin lille feminine hånd på hans kind, hun kunne mærke hans kølige hud mod hendes varme. Hope følte sig tryg som hun lå der med Dust.