[afsluttet] I usually come and go then I bumped into you!(Kuuma + Vanillia)

Han stod stille og så på hende med sine varme blide øjne da han kunne fornemme hende's sorg, bag vreden, en ting han kendte af personlig erfaring, men han vendte så sit blik imod hende da hun rejste sig op igen, han svarede blidt til hende.
''er ikke blind, jeg ser en smuk kvinde, Nikita, nej det ikke freaky, det den du er, ligesom jeg er den jeg er, og i mine øjne er du smuk, så smuk''
han lød så sårbar, men dog fast, for at hentyde til han mener hvad han siger, for at understrege at han syntes hun er smuk, uanset hvad hun sagde, så ville han ikke ændre holdning, han ville altid syntes hun er smuk, han kunne osse fornemme hende's vrede og aura, dog undrede han sig ikke over hvad den var rettet imod, sikkert dårlige minder, men han så stille på hende imens han kun følte sin kærlighed vokse, da han kunne fornemme hun har haft meget modgang, og meget lidt kærlighed, han forstod hvorfor han elskede hende, fordi hun har modgang, som han har, og så må skæbnen have ført dem sammen tænkte han, dog syntes han det virkede dumt, men måske? han vidste det ikke rigtigt, og han kunne se hende's hånd oppe ved skællede, han vidste hvad hun mente og svarede kærligt og blidt til hende, for at trøste hende, og fordi han mente hver et ord han sagde, både før, og stadig nu.
''ja, Nikita, jeg syntes det er smukt, du er smuk, jeg har svært ved og finde ord for din skønhed, selv om du ikke selv vil indse det, men i mine øjne er du smuk, og er ligeglad med hvad nogen som helst siger, og nej det slet ikke freaky, på ingen måde, det er som sagt dig, det den du er, og det elsker jeg dig for, lige så vel som så meget andet og det vil jeg ikke ændre på, fordi det er mine følelser for dig'' han lød blid, omsorg's fuld, kærlig, fuld af kærlighed nu.
han så stille på hende da jakken faldt af, han stod som fortryllet da hende's krop kom frem, han kunne nu se hende's fulde skønhed og han mumlede som fortryllet, af kærlighed, glæde, omsorg, venlighed.
''det er smukt, fordi det er dit sande dig, det er smukt, fordi du er så stærk, det er smukt, fordi du er den du er og ingen anden, det er smukt fordi det viser hvem du er, og det er smukt alt sammen, jeg kan ikke se det slemme i det, det jeg ser foran mig er en stor skønhed, jeg kan ikke forarget mig over det, da intet at forarge over''
han lød kærlig og venlig, 100% ægte som han altid gør, da han kun kan se meningen i at være ærlig over for hende, om det så skal koste ham livet, han så blidt på hende's hånd, og kunne næsten dufte blodet, han satte sig blidt foran hende på knæ, og rakte sine hånder frem, som tegn på han gerne vil holde hende's hånd og slikke på såret for at få lov til at smage hende's blod, imens han's øjne viser stor kærlighed, glæde, tryghed, varme, venlighed.

Hendes øjne så på ham uden at blinke, så uforstående var hun til hans holdning, da der var kun en i denne verden, som havde accepteret hende, og det var hendes skytsengel. Hvordan skulle det være ingen for det seneste halve år, at der er dukket to personer op, som syntes godt om hende, når der ingen har været i de mange 6000 år?

Da ordene med at dette var hende, og derfor var hun smuk, var der noget, som dukkede op i hende.
Hun gik et par faste skridt imod ham med sin næsten nøgne krop.
"det her er ikke mig! Forstår du ikke? jeg er ikke et menneskeligt væsen, som dig eller nogen som helst anden menneskelige race. Jeg er...
Benene faldt sammen under hende, hvor hun sad ned mens tårerne rendte.
"Jeg er fanget i denne krop, pga nogle fiddlefucking forbistrede mennesker, som ikke kunne lade mig og min mor være i fred!
Blikket blev enormt fjernt, hvor hun så foran sig, da hun endnu var så lille, hvordan den store enorme røde krop faldt sammen pga den store magiske lanselignende våben, som skar igennem det ellers hårde panser. Hvor brølet fra hendes moders dødsbrøl rystede hele det store massive hjem, som havde udgjort hendes hjem.
Hvordan hun havde krøbet sammen i en lille revne i klippevæggen og havde håbet på, at disse ukendte tobenede væsner ikke ville finde hende, men skæbnen ville åbenbart noget andet. Så magikeren, som havde hjulpet krigeren med at slagte hendes mor, fandt hende og tvang hende via magi til at komme hjem, da en magikerne ville aldrig kunne sige til at have en magisk dyr som hende.
Men i sidste ende da hun blev større, sværere at holde styr på, så indså magikeren, at dette kunne ikke forsætte, så han bandt hendes kødelig legeme i denne krop.

Selvom hun vidste, at han ville kun gøre det for at være god og sød imod hende, så rystede hun på hovedet, hvor hun klemte sin hånd over nogle fugtige sten, hvor det blodrøde blod med et gyldent skær faldt ned på stenene, hvor nattens fugt straks begyndte at syde og at boble.
"Mit blod er over 100 grader, så jeg tror, at du kommer til at brænde på tungen.
Sagde hun med et blegt smil, mens hendes blik var på ham. Hvordan skulle han dog få hende til at stoppe med at elske hende, hun var ikke ligefrem kærestetypen.
Desuden fungerede hendes følelser noget anderledes og inderst inden håbede hun stadigvæk på, at hun kunne bryde denne lænkende forbandelse, så hun endelig kunne leve fri og være med en af sine egne arter. Men hun havde ikke hørt om et eneste rygte om dem siden mange hundrede år tilbage før krigen. Måske var hun virkelig den eneste, måske skulle hun give slip og finde sig en, som var et menneskeligt væsen, men hvad nu hvis hun brød forbandelsen? hvordan ville de nogensinde kunne leve sammen?
Mange tanker i den genre fløj igennem hendes hoved.

Han stod stille, alvorlig ved sine ord og sin kærlighed, imens han kunne fornemme hende's sind's stemning på hende's krop's holdning.

Han rykkede sig ikke ud af stedet, men nikkede med hovedet for at vise hende respekt, dog reagerede han's krop lidt på hende's duft, hende's næsten nøgne krop, og han's kærlighed til hende, så han rødmede svagt, men svarede blidt og roligt.
''det er måske ikke dig, og jo det forstår jeg, men det er den du er nu, og du perfekt som du er, og det vil du altid være i mine øjne, men hvis du vil det, så kan vi søge efter noget til dig, en kur, et serum, vi kan studere, vi kan forsøge at gøre dig mere menneskelig, hvis du vil have det, men i mine øjne er du smuk og menneskelig fordi du udviser stadig følelser, men jeg vil hjælpe dig til at finde en kur imod det, du fortjener medgang og kærlighed, ikke vrede, sorg, ensomhed, så jeg er klar på at følge dig til verden's ende, hvis det kan hjælpe dig, og jeg forstår dig, fordi jeg er ikke selv menneske, jo på en måde er jeg menneskelig, men når man er under den træning jeg var, jamen så da ikke plads til den slags, det ændrede din tilstedeværelse på, så jeg vil være klar til at hjælpe dig'' han lød oprigtig, venlig, omsorg's fuld, kærlighed's fuld, sørgmodig på hende's vejne, han kunne igen fornemme hende's sorg da tårerne begyndte at rende og da hun faldt sammen, han så trist på hende og satte sig ned, tæt op af hende, uden at røre hende, men for at sige *jeg er her for dig, Nikita*

Han sad stille og så på det boble, han nikkede så bare til hende og smilede stille
''det giver endnu en grund til at forsøge og hjælpe dig, Nikita, og jeg er klar, så søger vi efter noget at hjælpe dig med, men hvis vi ikke kan, tja så må det være sådan, men jeg forlader dig aldrig Nikita, selv om du måske ikke vil have jeg er i nærheden, jamen så vil jeg altid stå i din skygge, med min kærlighed og omsorg, klar til den dag du vil åbne dine arme, om jeg så skal vente til dommedag'' han lød oprigtig som altid, kærlig og sød, imens han blidt så på hende, han kunne stille se hende tænke en del tanker men forstyrrede hende ikke, han ville bare sidde tæt på hende, for at vise sin omsorg for hende, for at vise hun ikke behøver at være alene.

Ordet rungede i hendes hoved, som syntes at forstyrre det ellers rolige vandoverflade, som dækkede over hendes rene og flydende nitrogen vrede.
"Gøre mig menneskelig?"
Tænderne bed gevaldigt hårdt sammen, så hun næsten kunne føle, at hendes menneskelige hjørnetænder var ved at blive flækket.
Mens hans ord af strøm virkede på mytisk og næsten magisk vis på hende, hvor hun så det højere mål i hans snakken og ikke bare i detajlerne. Hun fik et tydeligt glimt, som næsten stod visuelt stærkt på hendes hornhinde, hvordan hans menneskelighed var blevet revet af for at gøre plads til militæruniformen.
Tankerne kørte og væltede rundt som en håndfuld hjælpeløse og forvirrede regneorme i en lille boks.

Blikket var vendt imod jorden, hvor hendes lande sorte hår dækkede og mørklagde hendes ansigt, hvor man kunne kun se glimtet af hendes lysende krybdyrsøje.
"Du må forstå en ting Kuuma.
Sagde hun lavt og meget monotont med en rungende alvor. Hun rejste sig op mens hovedet var rettet imod jorden mellem hendes fødder, men hvor hun så vendte blikket på ham. Hvor den manglende lyskilde gav hende næsten en fuldkommen flad skyggeskikkelse, som stod i kontrast til den stjernefyldte himmel. Det gyldne øje så på ham halvt sammenknebet med en stor intensitet. Hendes aura skød frem og som næsten gav en fornemmelse af, at hun var mange mange gange større end ham selv, når han så hende fra den vinkel.
"Jeg er ikke menneskelig og jeg ønsker ikke at blive menneskelig, for jeg er alt andet end det."
Hun gik ned på hug foran ham, hvor hendes blik gav hende et fuldkommen nattesyn, og hvor hun lagde blidt sin varme hånd imod hans kind. Den anden holdte hun et stykke under sit hoved imellem dem, hvor der lød et knips og en lille bitte flammekugle dukkede op i hendes hånd. Som lyste meget lidt op, men som gav omgivelserne en meget mørkere kontrast så det næsten lignede, at de var et sted, som var fuldkommen sort og hvor intet andet eksisterede end de to. Hendes ansigt blev lyst halvt op af det rødlige gule lys.
"Jeg bestemmer ikke over, hvad du vil. Men du må forstå, at dette du har set på min krop er intet i forhold til, hvad jeg i virkeligheden er. Jeg kan ikke love dig noget, ingengang at du får lov til at følges med mig, da jeg fungerer ikke som jer menneskelige væsner.
Hun gik i stå i sine egne ord, hvor hun i nogle få øjeblikke blinkede bare med sine øjne, mens hun prøvede at finde ud af sine følelser.
Kuuma mærkede den varme og energistrålende hånd imod sit hjerte og nok til hans store overraskelse, så mørkede han de rosarøde og sødmefyldte læber imod sin, hvor hendes anden hånd var krøbet om bag i nakken, hvor hun gav ham et stort intenst kys. Før det kunne blive mere end det intensfyldte kys, så trak hun sig tilbage, hvor hun igen tændte for lyset i sin hånd.
Kuuma ville højst sandsynlig kunne føle noget var radikalt anderledes, som om det kys ikke bare havde rørt hans læber og sikkert også hans kærlighed, men at det kys havde nået dybt ind i ham, som han aldrig havde mærket før, for han kunne mærke en underlig varme som et mærke i hans sjæl. Hånden blev lagt igen på hans hjerte og han ville føle, at dette sjælemærke blev ekstra varmt, men også noget andet var forandret. På en mytisk vis havde han en langt mere fornemmelse for hendes sind, han kunne bogstaveligt føle hans sjæl, som helt klart nok også ville overraske ham, da hun havde en meget stor og oldgammel sjæl. Hvis han så hende i øjnene, ikke nok med at man kunne se de følelser, som man normalt kunne se, når man kiggede i sjælens spejl, det var som om, han bogstaveligt kunne dykke ned i hendes hav i hende øjne og få et langt bedre billede af hendes følelser.
Et varmt smil gled på hendes læber.
"Du er nu blevet mærket, som nok er den eneste virkelige gave, som jeg kan give dig.
Hun holdte en lille pause, mens hendes fornuft havde endelig trådt frem og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor hun lige havde gjort det.
"Vores sjæle er nu forbundet. Du kan godt nok ikke læse mine tanker, kun fornemme på uendelig lang afstand min sindstilstand. Men jeg kan tilgengæld læse dine tanker, hvis du sender mig dem. Dette betyder, at du kan kontakte mig når som helst, næsten ligesom en skytsengel.
Uden at rigtig lade ham få chancen til at komme med respons på alt det, som der lige var sket, så rejste hun sig op, hvor hun lige sendte ham et mytisk smil med et endnu mere mytisk glimt i hendes øjne, mens halen slyngede fra side til side. Så hoppede hun hurtigt og elegant som en kat ned fra klippen, hvor hun tog sin sovepose og lagde sig i den og lukkede sine øjne lige ved siden af bålet.

Han så lidt forvirrede ud da hun tydeligvis ikke brød sig om det, han så stille ned i jorden, da han hørte hende og osse kunne høre hende's tænder kværne sammen, han blev rimelig urolig.

Han så blidt på hende, og rykkede sig ind til hende, om hun ville slå ham eller hvad hun gjorde, og så hende kærligt ind i øjnene med sine venlige, kærlighed's fulde øjne, han lyttede til hende, uden og afbryde hende, han så hende rejse sig op og han fulgte roligt med hende, han så hende kigge på ham og så hende igen i øjnene, han skævede på til himlen, og så stjernerne, han så der efter på Nikita, med et venligt og kærligt smil, ægte venlighed, kærlig, så vel som kærlighed osse, han ænsede knap nok lyset, det eneste han så var Nikita, kvinden han følger til døden ham tager, kvinden han elsker, han lyttede til hende og svarede kærligt.
''hvis du ikke ønsker det, så vil jeg heller ikke forfølge det, men det vil ikke ændre på mine følelser''
han lød fuldt ud ærlig, han satte sig roligt på hug lidt under hende, som tegn på hun var den dominerende, ulve ting, han blinkede overrasket ved hende's varmehånd, han puttede meget forsigtigt sit hoved til hende's hånd, og nød varmen, han bemærkede osse flammen, men for ham var verden der slet ikke, da var kun ham og han's kærlighed til Nikita, og så Nikita selv, men intet andet, kun de to, han så ind i hende's øjne med sine gule øjne, fulde af kærlighed, venlighed, glæde, det var ikke til og beskrive og han lyttede til hende, og svarede fuldt blottet for følelser af kærlighed, glæde, venlighed, omsorg.
''du må godt bestemme over mig hvis du vil, og det jeg så, som andre ser som freaky, ser jeg som skønhed, om du vil godkende det eller ej, og jeg vil aldrig blive skræmt væk af den du er, og jeg vil følges med dig, om mine fødder så ender med og forbløde af vabler og smerte, så vil jeg følge dig, om jeg så var på døden's rand, så vil jeg følge dig, fordi det er mit lod i mit liv''
han lød alvorlig lige så vel som fuld af kærlighed og fuldt åben for sine følelser, han bemærkede hende dog gå i stå i sine egne ord, da kom et lavt gisp, ikke af ubehalig eller chok, men et når man mærker den ultimative glæde og kærlighed, han blev dog i et meget lille mini sek chokeret, han besvarede dog hende's kys, imens han intet sagde til hende's hånd i nakken, udover han nød det, meget, osse hende's kys, han trak sig blidt tilbage da hun trak sig tilbage, forsøgte ikke og overskride hende's grænser, men han så på hende med større kærlighed og glæde, han ville aldrig glemme det kys, han ville hellere dø end og glemme det, han puttede sig meget forsigtigt, dog lidt på afstand, ind til hende, da han mærkede hende's hånd over sit hjerte, han mærkede en varm fornemmelse, i sin krop så vel som sjæl, han var overrasket over hende's sjæl, dog ikke bange, bekymret, han var dog beæret over at fornemme det, imens han's kærlighed hele tiden voksede, som Nikita burde kunne fornemme, han så hende kærligt i øjnene, imens han langsomt dykkede ned i hende for og lade sig opsluge af hende's sind, han så hende's varme smil, og smilede selv blidt tilbage og lyttede.
''det kan jeg mærke, og er taknemmelig for din gave''
han ville ikke presse på, han så kærligt i øjnene, imens han bare forsigtigt puttede ind til hende og så op på hende, han smilede blidt og svarede roligt efter og have lyttet.
''det kan jeg fornemme, og tja jeg vil aldrig være langt væk, altid klar til og følges med dig på din fært, om du vil have mig med eller ej, og du skal være velkommen til og læse mine tanker, jeg har ingen hemmeligheder for dig, og det er jeg glad for''
Han sagde dette, selv om hun rejste sig, så håbede han at hun ville have hørt ham, han rejste sig roligt for og gå over og lægge sig ved siden af hende, dog med nogle få censimeter imellem sig, dog kunne han mærke varmen fra hende's krop og han faldt roligt i søvn imens han puttede sig i sit tæppe, for at falde i søvn ved siden af hende, dog med sin M8A1 riffel ved siden af, klar til og springe op og skyde på alt fjendeligt hvis det blev,

Imens hun lyttede til hans ord, så hun ham dybt i hans øjne, hvor hun i forvejen havde kunne se dette buldrende kærlighedshav, men ved at have haft berørt ham og hans sjæl med sit specielle racelige kys/ånde, kunne hun se langt dybere i hans store gyldne øjne. Især kunne hun stærkt føle alle hans følelser, og hvor hun ikke kunne lade vær med at smile skævt for sig selv over, hvordan han følte overfor hendes egen store magt.

Hans stemme rungede stadigvæk i hendes hoved, hvordan kunne han dog være så forelsket i hende? Hun forstod det virkelig og absolut ikke. Kærlighed for hende, skulle bare ikke gives ud sådan uden videre, det er en alt for stor en gave og respekt og for den sags skyld ære til, at på under 24 timer vil man allerede kaste sig i døden for en anden person. Opslugt i sine egne tanker hørte hun først til sidst, at han havde lagt sig ved siden af hende men dog til hendes glæde et par centimeter fra hende. Hun var ikke et væsen, som var vant til at blive rørt som et tamt lam, hvis hun blev rørt, så var hun mere som et forskræmt kid og ville gøre alt for at komme væk, selv bide meget hørt efter vedkommende. For selvom hun savnede fysisk kontakt, så var den dør for længst blevet forseglet langt væk i hendes indre.
Men alligevel da hendes øjne blev virkelig tunge og i sin søvnige tilstand, så fandt hun sig selv alligevel rykke en smule ind til Kuuma, mens hun sendte en godnat tanke til sin kære skytsengel Dust, som hun ikke har haft set i lang tid. Hvem ved, måske vil deres vej krydse hinanden meget snart igen.

Solens strålede kravlede hungrende over himlens tæppe for at gøre krav på mere himmel fra nattens mørke. Så snart det var blevet lyst åbnede Nikita sine øjne op og fandt ud af, hvor tæt hun lå på Kuuma, på sin vis føltes det rart, men alligevel besluttede hun sig for at gennemføre den plan, som hun allerede havde udtænkt i går.
Roligt og yderst forsigtig, så han ikke ville vågne, kravlede hun væk fra ham i sin sovepose osv.
Hun mærkede den friske og kølige vind imod sin bare hud, som især sjældent fik nogen frisk vind, da den normalt altid var dækket ind.
Hurtigt men lydløst fik hun samlet sine ting sammen, bundet forbinding om de steder, hvor de skulle være, og hun så sig kun engang om imod Kuuma, som lå og sov så trygt, før hun forlod stedet og begyndte at vandre videre.

Når Kuuma vågnede på et eller andet tidspunkt, så ville han selvfølgelig se, at hun var væk. Men på hendes plads ville han finde en anden slags harddisk og et lille brev. I brevet stod der med en meget gammeldags skråskrift, som var smukt, men som man kun også lige knap nok kunne læse.

Kære Kuuma.
Jeg ved, at der er nok meget, som du ikke forstod, selv ikke hvorfor jeg forlod dig her mens du sov. Men du må forstå, at min fysiske fraværelse betyder ikke, at jeg hverken har glemt dig eller at du aldrig mere vil se mig, faktisk det stik modsatte. Men jeg har mine egne ting, som jeg skal have styr på, før jeg møder dig igen.
Ved din side ligger der en gammel harddisk men brugbar harddisk, som jeg har haft beholdt blandt alle mine ting. På denne ligger alle de informationer, som du skal bruge for at klare din mission.
Desuden vil du se, at min kære bil er efterladt i din varetægt. Lad nu vær at ødelægge den, for jeg har den intension at vende tilbage for at finde den i god behold.

Desuden prøv ikke at finde mig, selvom du nok har en svagelig fornemmelse for, hvilken retning jeg er, da som jeg sagde før, jeg har ting, som jeg skal have ordnet, og før du ved det, så står du ved min side igen.

Yours
Nikita

Han så blidt tilbage i hende's øjne, han kunne fornemme hun kunne mærke eller føle han's følelser, ikke hun havde de samme, men han var usikker, han havde aldrig prøvet det her før, han var dog fuld af varme, glæde, kærlighed, han var usikker dog, men han så hende smile skævt og han smilede skævt tilbage, han smilede blidt tilbage.

Han kunne stadig mærke varmen i sin krop, og han nød den, ikke på en pervers måde, men en sådan glad kærlig måde, han skævede om på Nikita og tænkte over hvad da mon gik igennem hovedet på hende, han ville dog ikke spørge, han vidste dog hun ikke ville røres, så han lå bare og nød varmen fra hende og den varme hun havde givet ham, han undrede sig dog lidt da hun rykkede tættere på ham, og han knurrede bare glad og faldt tungt i søvn.

Han sov trygt og tungt videre, indtil han åbnede øjnene lidt og undrede sig over at han kun kunne mærke varmen fra den glød han havde inde i sig, og han sukkede bare og skævede om for at se Nikita var væk, han bemærkede dog hurtigt harddisken og brevet, han satte sig op og strakte sig, for og tage brevet op og læse det, og harddisken i den anden hånd.

Han folede pænt brevet sammen og gik over til sin taske for at åbne den og finde en lille beskyttelses kasse frem som han åbnede med en nøgle fra en af sine mange lommer, hvor han's familie foto lå i, som han lagde brevet ned i og lukkede kassen igen og låste den, han gik over og begyndte og pakke sine ting sammen, imens han klikkede sit udstyr på, og han så udover det øde landskab og sugede frisk luft ind, så frisk den nu var, og pustede glad ud, han vidste han ville møde hende igen, og han ville være klar, så han tog sin M8A1 og spændte den fast og efter at have pakket hele lejren sammen, tog han sin Tac45 og satte i pistol hylstret, og spændte sin kamp dolk fast til låret, han trak sin skelet maske over hovedet og tog sin hjelm på for og trække sin hætte op og spænde sine briller fast, han gik så roligt over imod Nikita's køretøj og satte sig roligt ind i den og startede den, han åbnede sin taske og fandt en CD frem, klikkede ind i en afspiller som han håbede virkede, og da han hørte den velkendte lyd fra disturbed, klikkede han over så de spillede sangen Disturbed The Animal, og han knurrede glad, mest fordi han ville gøre som Nikita havde sagt, fuldføre sin mission, og så vente på hende, til de mødtes igen, forude at passe på hende's køretøj, så han kørte roligt afsted i høj fart, imens han nikkede let til musikken, imens han drønede imod byen, imod arbejdes's giveren, for at tage imod belønningen som han ville gemme.

-- nogle timer senere --

Han standsede foran huset hvor arbejde's giveren var, og uden så meget som at kigge på vagterne, stillede han køretøjet foran, tog nøglerne ud, og slukkede det hele, han så over og åbnede døren, trampede ind i huset, for at gå direkte over til manden, som havde en pose klar på bordet, nok med belønningen og han lagde disken på bordet og så på manden, manden sagde roligt til ham at belønningen var i posen, dog uden så meget som og se på ham igen, tog han posen, stoppede den i tasken, og trampede ud, hen til køretøjet, satte sig op, satte nøglerne i, startede den, tændte musikken og kørte hurtigt væk, ud imod det fjerne, for og søge arbejde, imens han ville vente på Nikita ville komme tilbage.

// out ^^ //