[Afsluttet] A snow storm? AND raiders, what the fuck. ( Violet + Kuuma )

område og omgivelser: gammelt jæger område med nogle solide jagt hytter spredt i vildnisset, ellers bare sne, sne og mere sne, dog nogle ubehaliget useendet sorte skyer, dog en meget stor vind så vel som små storm allerede.

tøj: tunge læder militær støvler med hvidt fur til og skjule med, tykke snow camo kamp bukser med ski underbukser inde under og ben skinner til og beskytte med i hvid, en tyk snow camo bomber jacket til slemt sne vejr med en hvid tshirt inde under og en tung sne hvid skud sikker vest ude på og albue beskyttelse, han har skiftet sin skelet maske ud med en tyk hvid elefant hue og med ski briller på med interfra rødt lys i som kan tændes og slukkes og en tung hvid hjelm med visir.

våben: sin M8A1 med snow camo og snow sight så vel som lyddæmper, og sin Tac45 med lyddæmper og en kamp dolk.

Han trampedet med en jævn traven igennem sneen, i en fast rytme, med sin taske med dåse mad på ryggen og sovepose så vel som medkit og ekstra patroner, og han skævede over imod de sorte skyer og kneb sine gule øjne sammen, for han traskedet videre igennem landskabet, og han nød dog stilheden udover vinden's hylen som gav ham lyst til og tude imod himlen men det kunne vente til senere, selv om han savnede sin elskede Alpha, med hende i sit hjerte og i sine tanker, traskedet han videre igennem skoven, forbi forfrøsne buske, træer, og andre ting, dog var der noget da varskodet ham, gjorde krav på han's opmærksomhed og pr reflex, slog han sikringen på sin riffel fra, og gik forsigtigt imod det da blafrede let i vinden, og han så roligt på et forfrosset lig af en ukendt mand, og han gad ikke engang tjekke pulsen, manden var frosset ihjel, selv om noget alligevel fik ham til og undersøge den døde, for at finde et skud sår, og han skævede stille rundt, han tjekke om manden havde nogen ejendele med intet, han var blevet plyndret, enten da han var i live eller da han var død, han vidste det ikke, dog ville han ikke tage nogen dumme valg, så han gik forsigtigt igennem landskabet, alene, som et spøgvelset, og dog efter noget tid, kunne han mærke snestormen komme som en bølge af kulde, sne og frost, og han slog sine briller til så han kunne se bedre, og han gik i jævnt trav videre, dog opfangedet han's briller noget, og han fokuserede lidt på det, en lav varme kilde, og han zoomedet roligt ind, en ukendt kvinde, ca 45 meter væk, og han begyndte at gå imod hende, med sænket riffel, selv om hun burde have svært ved og se ham, takke være han's udstyr, men dog gik han imod hende, i jævnt trav og opmærksom på sine omgivelser, dog kom duften af varulv igennem stormen imod ham.

Violet traskede tungt gennem den tykke sne med en uld trøje trukket godt om sig. hendes slidte rygsæk var tydeligvis næsten tom. hun havde ikke flere forsyninger og ikke noget mere varmt tøj og det virkede ikke som om at kulden ville blive mindre. hun var kommet godt på afveje og vidste at hun ville kunne støde ind i nogle af de mest farlige monstre derude, plus der kunne være meget farlige folk også. hun prøvede at komme i tanke om hvordan hun egentlig var havnet så langt væk fra sit usle dog varme hjem. hun sukkede svagt. pludselig kolapsede hendes ben under hende og hun faldt på knæ. riflen over hendes skulder lod hun falde til jorden, da den pludselig føltes så tung. langsomt kunne hun mærke hendes krop langsomt give op og lukke ned ude fra og inde. hun skulle havde forvandlet sig da hun havde chancen, en ulve pels ville havde været varmere. med rystende hænder tog hun sin taske af og åbnede den for at se om hun havde noget hun kunne styrke sig på, men den var uendelig tom. det pinede hende virkelig at indrømme det for sig selv... hun var færdig, dødsdømt. hun lukkede tasken og lod sig falde helt ned og ligge. det var iskoldt, men der var ikke så meget hun kunne gøre. hendes blik begyndte at blive sløret. et lille smil tegnede sig ppå hendes læber. dette kunne sikkert også blive en fin slutning.. hendes liv havde ikke ligefrem været nemt og ikke noget hun havde været synderligt glad for. så denne måde kunne vel være en god måde at forlade det på. en trist tanke men hvad kunne hun gøre.

Kuuma kom roligt nærmere for at se kvinden falde om i sneen, og han stormede roligt der hen for at se ind i det sløredet blik, og han bemærkede den tomme rygsæk og riflen, og han tog roligt riflen over skulderen, tasken under den ene arm, og han løftede så kvinden op i sin favn, og åbnede let sin jakke så hun kunne hvile på han's lettere varme brystkasse, selv om han mærkede kulden bide, dog ignoredet kulden, og gik roligt imod en hytte da lå nogle meter der fra ,ca 40 meter, og da han så døren, gik han roligt over og åbnedet den, og lukkede den hurtigt igen, for og tjekke hytten, som var lidt beskidt, men ikke meget, og han gik over til kaminen, lagde kvinden i den kolde sofa foran kaminen for og smide brænde ind og hælde lidt dyrebar olie på og tænde den, så da kom gang i ilden så hun kunne få varmen, og han mærkede varmen langsomt sprede sig, og han stillede hende's taske og riffel hos hende, imens han selv stillede sin taske ved siden af sofaen, og tog sin M8A1 kamp riffel ned fra ryggen og tjekkedet roligt hytten, imens han forseglede alle åbninger, så kulden ikke kunne komme ud, så vel som at kun hoveddøren kunne åbnes som han låste, og han gik så roligt tilbage og satte sin riffel ved siden af sin taske, og åbnedet den, fandt noget dåse kød frem så vel som grønsager og rent vand, og han tog så en gryde og lagde over ilden, åbnedet kødet og grønsagerne og hældte i, og tog så nogle krydderier og hældte i så da begyndte og sprede sig en god duft af en lækker gryderet, og han tog to skåle og to skeer, og satte på det lille bord, imens han roligt rørte rundt i gryden, og holdt øje med kvinden til hun skulle vågne.

Violet nåede lige at se en svag skikkelse for sig før det hele blev mørkt. hun vidste ikke om hun var vågen eller ej, for hun kunne høre fodspor, men intet se, intet føle og intet køre. hun kunne ikke mærke hendes krop eller noget. det eneste hun kunne registrere var tiden af fodskridt. og da de forsvandt var der ikke andet tilbage en mørke og tågede tanker. efter en lang tid bevægede hendes spinkle fingre lidt og hun kunne mærke varmen strømme igennem hendes krop. svagt åbnede hun sine øjne og så med et meget sløret blik rundt. hun så den slørede skikkelse side lidt væk fra hende. stille lukkede hun sine øjne, hvorefter hun igen åbnede dem. det gentog hun et par gange til hendes syn blev mere og mere skarpt. hun kunne nu så skikkelsen helt klart og duften af mad fyldte hendes næsebor fuldt ud. langsomt og lydløst satte hun sig op i håb om den fremmede ikke hørte hende. hun rakte langsomt udefter sin riffel, dog med blikket fast fokuseret på den fremmede mand der sad foran ilden. hun vidste ikke hvad hun lavede der eller om denne mand var venligsindet eller ej, men hun ville ikke tage nogen chancer. hvis hun hacde sit våben først havde hun en bedre chance for at vinde dette hvis han ikke var venligsindet.

Kuuma sad roligt og rørte rundt i maden, imens han så ind i ilden, og slappede af ved varmen, han havde taget sit udstyr af, så han sad i sin hvide tanktop, og sine ski underbukser, dog så det ikke blev imtimt, men fordi han ville svede, så han's panser og udstyr lå i en pæn sammen foldet bunke ved han's taske, han sad så roligt og nød varmen og ville ønske han havde haft en flaske vodka eller bare noget kakao til og varme over ilden, dog trak han på skulderne og klukkedet ved tanken, dog skævede han roligt tilbage da hun havde sat sig op, da han, takke være sine ulve sanser, havde hørt sofaen knirke meget let, og han så roligt på hende række ud efter sin riffel, så vel som at han vidste hun holdt øje med ham, og han sagde roligt.
''det ville være en dum ide og tage din riffel der, fordi jeg syntes det ville være nemmere og spise først, og snakke, istedet for at skyde hinanden, fordi hvis jeg ønskede dig død, hvorfor så ikke bare skære halsne over på dig imens du lå i sneen, eller simpelt brække nakken på dig? nah, jeg er ikke din fjende, men nok om det, maden er færdig''
han lød rolig og venlig, munter osse, imens han snakkede og tog en skål, og fyldte den med gryderet og tog en ske, han vendte sig så om og rejste sig op i sin fulde højde på 192 cm, så han's tattooveringer på armene kom til syne, så vel som de arrede og muskeløse overarme, og den kræftige brystkasse, et venligt ansigt's udtryk, de gule ulve øjne, og nogle få varulve karakter træk, dog gik han forsigtigt over og satte maden foran hende, lagde skeen i maden, og gik tilbage og tog selv en skål og fyldte den med mad, tog en ske og spiste lidt af den, osse for at vise der ikke var noget i maden da kunne skade hende, dog så han ud til og spise maden med stor glæde, imens han iagtog kvinden med nysgerrige venlige øjne.

Violet fik et lille chok da hun hørte hans stemme og hun tøvede i sin bevægelse mod riflen. langsomt træk hun sin hånd til sig og studerede manden imens hun skænkede mad op til hende i en skål og derefter satte sig tilbage. hun tog skålen op til sig og duftede lidt til den. mmh mad, det havde hun ikke fået noget ordenligt af i noget tid.. hun havde ikke haft så mange forsyninger med, da hendes rejse ikke havde været planlagt at være så lang. hun begyndte roligt at spise, stadig uden at havde sagt et ord. der sad hun i lidt tid i tavshed og spiste sin mad langsomt, dog med blikket konstant rettet mod dem fremmede mand. efter lidt tid kom der så endelig en lyd ud af hende "tak.. for mad og hjælp ude i sneen" hendes stemme var silke blød og de skinnende grønne øjne fik et mere skarpt blik, alt imens et lille smil formede sig på hendes feminine små læber.
Han var den første venlige varulv hun havde mødt længe. efter hun blev udstødt fra hendes flok mange år tilbage. havde hun ikke ligefrem været heldige med andre varulve.. eller andre i det hele taget.

Kuuma havde bemærket det lille chok, så vel som den tøvende ting i hende's bevægelse, og han sad roligt og holdt øje med hende imens hun langsomt havde trukket hånden til sig, og han sad roligt og spiste i venlig tavshed, imens hun selv duftede til sin mad som hun havde taget op i sine hænder, og snusedet til, og han så glad ud over, hun så ud til at kunne lide maden, og han sad bare roligt og ventede til hun havde spist, og han lyttede til hende, svarede venligt med sin dybe stemme, som afslørede en da vant til at råbe, eller bare meget stille.
''var så lidt, du så ud til og kunne bruge det, vil du gerne have mere? da rigeligt hehe, hvad lavedet du forresten ude i sneen, hvis jeg må spørge?''
han lød ikke truende, ubehøvlet, ikke som en da ville snage, men bare simpel venlig nysgerrighed, fordi man skulle være bindegal for at vandre ud i sådan et snevejr med det tøj så vel som de få forsygninger hun havde haft, og han sad venligt og havde han holdt hende's blik med sine gule venlige øjne i hende's skinnende grønne øjne, og han havde osse set det lille smil, og han vidste ikke om han skulle, dog tog han masken af så han's små brune, arrede ansigt kom frem, så man kunne se det venlige smil han havde, så vel som han's varulve træk i han's skarpe øjne, forude han's næse og kæbe parti.

Violet nikkede blot til at hun gerne vil have mere. hun vidste jo ikke hvornår hun sidst ville kunne få ordenlig mad, så heller udnytte det når chancen var der. hun rakte sin tomme skål frem mod ham og tænkte lidt over hans spørgsmål. hun var ikke sikker på om hun skulle svare og det var tideligt at se at hun tænkte meget over sit svar. dog holdte hun stadig øjenkontakten mellem de to varulves øjne. det undrede hende han var så tillidsfuld, for han virkede ellers som en der havde styr på at overleve. hun træk stille sine ben op til sig og lagde armene om dem med et let suk "jeg har de sidste mange år af mit liv rejst meget rundt for at se så meget er verdenen som muligt.. jeg havde ikke planer om at skulle havne helt her ude, men på grund af monstre og diverse menneske jægere der nu findes herude ja blev jeg drevet lidt for langt ud.." forklarede hun uden at komme alt for dybt i hvorfor hun egentlig rejste. hun så lidt på sine ting med et tænksomt blik "hvad lavede du herude?" spurgte hun så lidt fjernt, hvorefter hendes skinnende grønne fandt tilbage og så ind i de venlige gule øjne.

Kuuma så hende nikke og han smilede venligt til hende, og han så roligt på hende da han så tog imod den skål hun rakte frem, da skovlede han en ny god portion op, og rakte tilbage til hende, imens han rørte lidt rundt, så det ikke skulle brænde på, imens han lænedet sig tilfreds tilbage og spiste roligt af sin mad, dog havde han's øjne stadig et venligt udtryk, selv om de små mørke pupiller, gemte på en brutalitet, som man virkelig skulle være varsom med, men dog smiledet han ægte venlig,n imens han så hende lægge sine arme om sine ben med et let suk og han lyttede roligt og han svarede roligt.
''så du er en af de der vandrere? eller er du en eventyr? hmm? og tja da er mange menneske jægere her i området, tit raiders, så hvis du finder nogen da døde af skud, så vær opmærksom på dine omgivelser, og hav altid dit våben klar, okay?''
han lød venlig og dog alvorlig, som en da ville have han skulle huske han's ord, ikke for og være truende, men fordi det var et godt råd, dog så han roligt på hende da hun spurgte hvad han lavedet og han sagde enkelt.
''jeg er på jagt, hehe, på raiders, de har få gange godt udbytte, som man kan være bekendt og tage fra dem, og hvis de er døde, så beklager de sig ikke, og hvis de er levende, så sørge jeg for de er døde, og så gør jeg osse området lidt mere sikkert, hvem ved, måske redder det nogen's liv en dag, som det reddet dit liv''
han lød rolig som om at dræbe dem, ikke var han's problem, men han lød dog osse meget venlig, og han hørte hun lød lidt fjern, og han så blidt på hende med sine venlige gule øjne, og han spiste så lidt mere af sin mad.

Violet lyttede til hans ord og forstod hans opfordring som en god ting. hun vidste godt hun altid skulle være klar. hun var tit på vagt over for de fleste og der skulle meget til at hun ville stole på folk. selv hendes rednings mand var hun på vagt overfor, dog ikke noget hun som sådan vidste for ham. hun togimod skålen og tog en skefuld "jeg vil nok kalde det for en vandre.. jeg er ikke så eventyr lysten.." forklarede hun "og bare rolig jeg er altid på vagt.. min riffel har været min bedste ven den sidste lange tid" ssgde hun med et kort grin, hvorefter hun rystede lidt smilene på hovedet. hun havde stadig sine ben op til sig selvom hun sad med skålen. hun så lidt studrene på den fremmede mand hun endnu ikke anede hvad hed "det lyder som et godt formål.. jeg har set et par lig herude som nok godt kunne havde brugt din hjælp" sagde hun med et lille smil. hun mente det lidt i sjov. hun havde ikke den store medfølelse med allerede døde folk så hun så det ikke så upassende at lave lidt sjov med sådanne ting. hun spiste hurtigt op, hvorefter hun stilte skålen ved siden af sig "tak for mad" mumlede hun utrydeligt ned mod sine knæ, som hun igen havde lagt armene om. det var rart at have varme i kroppen igen, hun havde virkelig været heldig at den fremmede kom forbi lige da hun faldt om.

Kuuma så roligt at hun lyttede til han's ord, og han smiledet venligt og tilfreds, og han sad bare roligt og spiste sin mad, imens han skævedet ud af et vindue kort, for at se på kvinden igen, og han spiste roligt sin mad, og stillede på bordet, så han kunne rengøre den senere, han så dog roligt på hende og sagde venligt.
''det er fair nok, hehe, og hvorfor blev du så ikke hvor du kom fra? hmm?''
han lød igen venlig nysgerrigt, dog klukkedet han en venlig lyd og svarede blidt.
''det er godt, at være på vagt, hold dit våben tæt på dig, det kan altid redde en, og har du ammo nok til den riffel?''
han lød rolig og venlig, og han hørte hende's korte grin og grinte roligt med, imens han roligt smiledet blidt til hende, og han så roligt, vidste hun sad og studeredet ham, men om det var han's utallige ar på han's kræftige muskeløse arme, han's tykke hals, og lidt af brystet som var tøndeformet af muskler osse, som der var blottet dækket af en stram Hvid Tshirt, forude han's 5 ar i ansigtet fra en varulve klo, vidste han ikke, eller om det var han's militære tattooveringer da forklarede ham som veteran soldat, forude elite medlem af SCU enheden, men på han's ar hen over SCU enheden's tattooveringer, kunne det ses at han enten havde forladt dem eller noget, dog så han roligt på hende og han nikkede venligt og svarede roligt.
''ofre for kulden, sulten, og raiders, det er er barsk miljø her oppe, og tja de kunne godt have brugt min hjælp, men man kan ikke altid redde alle, så man må redde dem man kan''
han smiledet venligt til hende, og han sad roligt og lænedet sig dog tilbage, afslappet, imens han så roligt på hende, og han så hun hurtigt spiste op, og da hun sagde tak for mad, svarede han venligt.
''var så lidt, lille Ulv''
han rejste sig op i sine 192 cm's højde, og gik roligt over og tog skålen, og stillede dem ned i en pose, og hældte vand i, og lukkede den så det kunne bløde op, og han gik roligt over og satte sig igen, og så på kvinden han ikke kendte og han sagde høfligt.
''jeg hedder Ghost, fra eks soldat fra SCU enheden, men mit rigtige navn er Kuuma''
han nikkede som en høflig hilsen, imens han roligt iagtog hende med trænet øjne som en da vant til og holde øje med sine omgivelser på høj plan.

Violet rystede stille på hovedet hvorefter hun trak på skuldrene "jeg kan ikke side stille.. efter.. mmh.. ja jeg forlod min flok har jeg ikke kunne sidde stille.. jeg har et dejligt varmt hjem, men jeg mangler noget.. jeg tror det er det jeg vandre for" sagde hun meget ligefrem. hun fortalte sjældent nogen om hendes rejser, men nu han spurgte så pænt kunne hun vel godt fortælle lidt. hun så lidt på sin riffel. hun tog det til sig og tjekkede meget rutineret for patroner "jeg har lidt.. det blier svære og svære at finde mere ammunition til den" sagde hun med et lille skulder træk og stilte riflen fra sig igen. hun så lidt på ilden der varmede rummet op og smilte svagt imens hun lyttede lidt mandens stemme. hun sagde dog intet for at svare, dvælede bare lidt ved ordene. han virkede ret speciel, for han hjalp folk.. det var ikke sikkert hun ville gøre det for andre. hun så igen på ham med et studerende blik. for at få de ar og det udseende måtte man vel havde været igennem en del. hendes blik stoppede så på de 5 ar i hans ansigt som lignede noget klør kunne lave. hun studerede arene lidt. det kunne godt være varulve klør. roligt lagde hun sin ene hånd mod sin mave imens hun studerede mandens ar i ansigtet uden at sige noget. hun vågnede dog lidt op igen da han rejste sig op og stod foran hende i hans fulde højte. stor mand. hun så så lidt ned på sin hånd som hun langsomt flyttede. det gik op for hende hun var gået lidt i stå og ikke rigtig havde sagt noget "Violet.. ja violet" sagde hun lidt tænkene og så på manden med et tænksomt blik.

Kuuma så hende ryste stille på hovedet så vel som da hun trak på skulderne, og han svarede blidt.
''en lone wolf, antager jeg? eller du ikke lone wolf da du søger noget, eller nogen, hmm? lyder det rigtigt nok?''
han lød blid og venlig, dog nysgerrig osse, og han smiledet osse blidt til hende, og han så roligt på hende imens hun så på sin riffel, og han så roligt på hende imens hun tjekkedet for patroner, og han nikkede så roligt, rejste sig op og gik over til sin taske, og løftede den store taske op med en hånd, og lagde den foran sig, og han så venligt på hende og spurgte roligt.
''hva caliber bruger du? jeg har lidt af hvert, ved dog ikke hvor meget jeg kan give, men kan nok give lidt, måske kan det hjælpe på et tidspunkt''
han lynedet sin taske op, og rodet lidt rundt i en masse små poser der nede, imens han så hende stille riflen fra sig igen, og han smiledet venligt til hende, imens han lænedet sig tilbage, han havde bemærket hun studeredet ham, og han smiledet bare drillende til hende, som om de delte en usagt spøg, dog bemærkede han at hende's øjne stoppede ved han's ansigt, og han kørte roligt sine fingre hen over sit ansigt, han smiledet ikke helt så meget, dog lidt, og sagde så.
''gammelt ar, jeg jagtede dem, da gjorde mig til den varulv jeg er idag, og tja jeg fandt dem, og fik dem, imens de sov, men en af dem slog mig i ansigtet med sine kløer, og tja det er hvad jeg fik ud af det, men hvad pokker, har sku aldrig været en køn gut anyway''
han grinte muntert ved disse ord, og rystede muntert på hovedet, dog så han blidt på hende da han havde sat sig ned igen, og han bemærkedet hun så ned på sin hånd som hun langsomt flyttede åbenbart, dog kom han med en munter knurre lyd, da hun sagde sit navn og han sagde venligt.
''violet, en blomst, med en pæn lilla farve, om sommeren, inden krigen, som gjorde verden til hvad den er, hmm det passer godt til dig''
han lød alvorlig, dog osse meget venlig, og han så med et løftet øjenbryn og et venligt drillende glimt i øjet, ind i hende's grønne øjne.

Violet så lidt ned på sine knæ og smilte lidt af det Kuuma sagde "tja.. lad os bare kalde mig en enspænder.. selvskab har ikke været min stærke siden i langtid..." forklarede hun roligt, imens hun studerede varulven lidt. han var meget blid i hans måde at snakke på.. meget venlig og varm. det undrede hende stadig han var så hjælpsom, for hun havde endnu ikke oplevet at hjælpsomhed som sådan var en god idé. det plejede hvertfald ikke at gå hende godt når hun en sjældent gang i mellem hjalp folk. hun blev pludselig meget opmærksom på ham da han spurgte om hvilken caliber hun skulle bruge. han ville til at give hende, en helt fremmed pige, noget ammo?.. hun tav i lidt tid men sagde så endelig "30 caliber mener jeg det er" sagde hun lidt tøvene og lagde hovedet let på skrå "hvorfor tilbyder du mig det?.. jeg har endnu ikke gjort noget for dig?" sagde hun undrende. som overlever gav man ikke bare ud af sine ting.. det gjorde hun hvertfald ikke. hun havde aldrig delt ud af sine egne forsyninger og ammo.
hun så hvordan hans smil stille blev mindre og hans ord fangede hende lidt. så han havde slået varulve ihjel "så du er blevet forvandet til en varulv.. hmm jeg er født ind i det" sagde hun med et lille skuldertræk og smilte lidt til ham. dog forsvandt det smil hurtigt da hun hørte hvad han sagde om hendes navn. hun så underligt på ham i lidt tid før hun så lidt ned "blomster er tegn på fred og idyl.. det vil jeg ikke siger passer så godt til mig.." sagde hun stille og rystede lidt på hovedet "men tak alligevel.." sagde hun så for ikke at virke alt for negativ.

Kuuma sad roligt og så på Violet, imens han lyttede til hende, og han svarede hende venligt.
''det er ikke sundt for en's mentale helbred, tro mig, har været der, indtil jeg fandt min elskedet Alpha''
han lød henkastet, dog fuld af glæde og kærlighed, da han sagde han's elskedet Alpha, og han så venligt på hende for at kigge ned i sin taske, og han smiledet blidt til hende, imens han tog noget kaffe grus frem, og hældte i en kande, for at hælde vand i, en luksus han sjældent tog sig, for at stille over ilden, og dog løftede han blikket da han hørte hende sige 30 caliber, og han rakte roligt imod hende's riffel, og tog den i sin store hånd, løfteden den op som et stykke legetøj, og tjekkede den roligt igennem med et erfarent øje, og han tog en 30 caliber patron frem og ladte hende's riffel med den, og han rakte den så tilbage, og fandt en lille håndfuld 30 caliber patroner frem, 16 stk, og lagde på bordet til hende, før han roligt sagde til hende.
''fordi jeg tror på at da stadig er håb, i denne gale ødelagte verden, på at nogen som dig, måske enda mig, kan finde sjæle ro, som jeg fandt hos min Alpha, at vi finder vores plads i denne verden, og din er ikke i en grav, og dog behøver du intet gøre for mig, bare hold dig i live, og i kontakt med mig, nok er du en enspænder, men tja, hvem ved, måske kan jeg redde dig en anden gang, hvis behovet opstår?''
han lød alvorlig, dog venlig, imens han sagde det, han var en overlever, men han vidste osse hvordan han skulle skaffe sine ting, hvor han skulle lede, og hvordan han spottedet det, men når andre havde brug for ham, så kunne han finde på at hjælpe, nogen gange, dog hørte han hende og svarede roligt.
''yea, men på en måde, genere det mig ikke, hvem ved, hvad jeg kan mutere til, det må tiden vise, hehe, og må man høre ind til det, eller er det privat?''
han lød blid og venlig, imens han så hende's lille skuldertræk så vel som det lille smil, og han så venligt på hende med et dog alvorligt blik, og han sagde blidt.
''måske ikke, men fred kommer på flere måder, Violet, altid se tingene fra flere perspektiver end kun den ene fra sort og hvid, og tja Kuuma passer heller ikke til mig, det betyder stor bjørn, og ja er stor, men ikke så stor så jeg vil kalde mig selv en bjørn, men mine forældre havde vel en sjov tanke med det hehe''
han så blidt på Violet, og han nikkede høfligt og blidt.
''var så lidt, Violet, nogle fortjener fred, andre ikke, så tja, bare chill, hmm?''
han grinte muntert og tog et krus frem og stilledet på bordet, og så en til, og hældte så kaffe op i begge krus, for at stille den tilbage, og han tog roligt sin kaffe og nippedet til den bitre smag, og han sukkedet nydende, så dog roligt på ilden og lagde lidt mere brænde på.

Violet lagde hovedet let på skrå da hun kunne høre han kærlighed i stemmen til denne alpha. hun så lidt in di inden og tænkte lidt over det der blev sagt "din Alpha... hmm jeg er nu heller ikke enspænder med vilje.. der er bare ikke mange der bryder sig om min personlighed.." forklarede hun lidt fjernt, da hun tænkte mere over hans måde han omtalte sin Alpha.
hendes opmærksom blev dog fanget lidt da hun svagt kunne lugte kaffe grussen. hun så lidt på med undrende øjne, hvorefter hun så så på patronerne han lagde på bordet ved hendes side.. han gav hende faktisk patroner til hendes riffel.. det gav hende et svagt smil på læben. hun forstod ham ikke.. alt det han sagde.. han virkede så klog på verdenen og på livet, men hun kunne ikke helt forstå ham. han kendte hende jo slet ikke, men han mente stadig at hun ikke hørte til i en grav "du er en speciel varulv kuuma.. din måde at se på tingene på er underlig..men jeg lytter.." det var lidt hendes måde at vise hun tog det til sig han sagde "jeg skal nok gør mit bedste for at holde kontakt... men du skal vide jeg nok ikke vil være så god til det" indrømmede hun og så lidt ned på sine knæ hun var ikke god til sådanne ting.
hendes blik blev lidt fjernt, da han spurgte om han måtte høre og der gik lidt tid før hun svarede ham "jeg.. jeg kommer fra en stærk og meget stor varulve flok.. det er okay at være født ind i for du sikre dig overlevelse.. men.. tilgengæld skal man også ville ofre alt for sin leder.. det er ikke altid så nemt.." forklarede hun og så fjernt ud i luften. det var tydeligt at se hadet voksede i hendes blik. det var et ømt punkt.. et punkt der virkelig kunne gøre hende vred og rasende at tænke på. hun så ned på sine knæ igen stadig med det fjerne og hadefulde blik "jeg vil gerne give dig ret.. men jeg er opvokset med at leve i nuet og kun se tingene på en måde.. jeg er vokset op som en ulv og ulve tager ikke stilling eller ser tingene i forskellige perspektiver.. de leve i nuet og lever for at overleve" hendes stemme var lav og fjern. det var som om hun var kommet ind i en vredes tranche. hun hørte så endelig hans stemme og så lidt tænkene på ham. hunnikekde blot til det han sagde og tog den anden kaffe kop til sig, hvor hun tog en lille nip af den "ja chill.. ja" hendes stemme var faldet lidt ned igen og hadet forsvandt stille og roligt.

Kuuma sad roligt og så hende lægge sit hoved på skrå, dog smiledet han blidt da hun sagde han's alpha, og dog lyttede han roligt, svarede hende så der efter blidt.
''yea, min Alpha, Diana, kan dog ikke rigtig sige noget om hende, hvis hun ikke giver mig lov, og det kender jeg godt, selv om jeg selv var det lidt med vilje, havde det svært ved andre en tid, men tja jeg fandt dog ro i min sjæl, på en måde, men hvad mener du med at mange ikke bryder sig om din personlighed? du virker da meget rar''
han lød blid og venlig, for at trøste hende, dog så han hun havde et tænkende udtryk i ansigtet, ville ikke forstyrre hende ved hende's tanker.
Han så roligt på hende da han kunne se på hende's næse at hun kunne dufte eller lugte kaffen, kom an på hvordan man så på det, og han så roligt på hende's undrende grønne øjne, og han smiledet blidt til hende, nikkedet at det var okay hun tog imod patronerne, og han så det svage smil på hende's læbe, og han smiledet stadig tilbage, imens han sad lænet tilbage i sin stol, og tog en tår af sin kaffe, dog så han roligt på hende da hun sagde han var en speciel varulv, så vel som kommenterede han's måde at se tingene på og han sagde roligt et kort citat, han selv havde lavet.
''fjende blik, ej jeg viger.
med et smil på læben.
jeg kæmper med krudt og næve.
til den dag jeg finder hvile.
i Alpha's skød''
han lød rolig og venlig, imens han tog en lille tår af sin kaffe, og han så roligt på hende for at svare hende ordeligt.
''alle lære hele livet, man stopper aldrig, og jeg har langsomt lært at se livet på en anderledes måde, da det er en måde for mig at overleve på, at undgå den totalle sindsyge, selv om jeg stadig har mine øjeblikke hvor min galskab kan nå en hvis højde, dog skader jeg aldrig dem jeg kan lide, men alle andre, skal være forsigtige, men hav altid øre og øjne åbne, det kan redde en's liv, så vel som erfaring, hvis nogen vil lære dig noget brugbart om første hjælp, kamp, våben brug, så tag imod, men vær forsigtig med hvem du tager imod fra, FX hvad for erfaring i nævekamp har du, så vel som erfaring omkring våben brug, hmm?''
han lød venlig og undrende, imens han roligt så på hende, og han klukkedet muntert og sagde blidt.
''helt iorden, og bare rolig, hvis det går helt galt med kontakten, så finder jeg dig, vær vis på det, hehe''
han lød alvorlig, dog venlig, imens han roligt nikkedet blidt til hende, så hende kigge ned på sine knæ, dog ventede han blidt på hende da han så hende's øjne blive små fjerne i det, og han sad blidt, ville ikke forstyrre hende, dog lyttede han alvorligt til, sagde intet, han lyttedet bare, så vel som hørte hadet vokse i hende's blik, og han vidste det var et ømt punkt, da han havde set soldater med samme blik, dog svarede han hende blidt.
''lille ulv, du behøver ikke snakke om det hvis du ikke vil, men selv et betændt minde skal renses, men en anden gang, okay? jeg kan dog ikke sige hvordan det er og være i flok, da jeg er født på gaden i Occulta, som menneske, er opvokset der, sammen med min eneste veninde, som jeg fandt som ganske ung, og vi oplevedet mange ting sammen, gode som dårlige minder, og da vi var gamle sammen, meldte vi os til occulta militæret, special enheden SCU, Stealth Combat Unit's, hvor sammenhold betyder alt, så på en måde jeg kan sige at jeg forstår dig, fordi den øverste's ord er lov, og tja det reddet ikke mig, da jeg blev overfaldet, af varulve, som gjorde jeg er blevet til den jeg er idag, men jeg mistede min veninde, da hun ikke ville være varulv, og bad mig ende det for hende og så gjorde jeg som hun bad mig om, den gang min eneste veninde, og tja kan godt sige jeg har en ven eller to nu, og så min Alpha, men ellers kan jeg godt føle mig alene''
han så blidt på hende da han blev færdig, smiledet blidt til hende, ikke lige så meget som før, da var en lettere sorg i han's blik, trods han's venlige smil, som bad hende ikke bekymre sig, dog lyttede han roligt og svarede hende blidt.
''det er osse en god ting, fordi så kan man lettere overskue det store ene perspektiv, men man kan let overse de mange små, som kan være lige så vigtige, som det helt store, og tja hehe jeg er ikke vokset op som ulv, og du har en pointe der, lille ulv, men det er en god ting at kunne, det er osse godt at leve i nuet, men man må respektere fortiden, for at kunne leve i nuet, for at kunne gøre sig klar til fremtiden, fordi uden fortiden, til at forme dem vi bliver til, uden nuet til at leve i, og uden fremtiden til at ønske og drømme, hvor ville vi så være henne? hehehe''
han grinte muntert, imens han nippedet til sin kaffe, og han så blidt på hende da hun så ud til og være kommet ind i en vrede's tranche, og lige så hurtigt kommet ud af den, og han smiledet dog bare blidt, svarede hende varmt.
''man behøver ikke føle sig alene, selskab kan godt være en behaglig ting og det skulle komme fra mig ved eftertanke? men du ved, lille ulv, visdom's ord er ikke altid kloge ord, hehe''
han lød blid og venlig, imens han tog en lille tår af sin kaffe, og så ud til og slappe af, selv om han's øre bevægedet sig meget kort, frem og tilbage, næsten ubevægeligt, men dog bevæget de sig, og han's øjne var dog varme og blide.

Violet nikkede forståene til at han ikke måtte fortlle om hans Alpha, det var nu også helt iorden for hende. hun rystede på hovedet med et let ironisk smil og så ham ind i øjnene "jeg er ikke rar.. måske lige nu, men jeg har et ubehageligt temperament og min måde at snakke på et meget ligefrem og der er mange der ikke bryder sig om den måde jeg siger ting til folk på.. " sagde hun med et lille skuldertræk "du har ikke oplevet det endnu.. men jeg vil næsten tror du vil bliver lidt sur hvis du oplever det" sagde hun roligt og så lidt mod vinduet. hans venlige stemme og måde at snakke på, var hun ikke sikker på hvad grunden var til. han virkede ikke som en der burde være så 'vis' og venlig i sin måde at være på. men han havde sikkert også sider hun ikke havde set endnu.
hun tog patronerne til sig og fandt en æske i sin taske frem, hvor hun lagde den ned i. det var det eneste sted hun havde til dem lige nu, men det gik. hundes blik rettede sig mod ham igen da han sagde sit citat og det fik et ille smil på læben. dog sagde hun ikke rigtig noget til det. hun anede ikke hvordan hun skulle svare ham på det. men han havde vel ret i det, om hun så ville finde vilde vidste hun ikke. hun lyttede til hans stemme imens hun nikkede stille og blikket fokuserende ud af vinduet. hvis der var noget hun kunne lære om kamp eller overlevelse på alle måde tog hun altid imod, men hun stolede tilgængældt meget sjældent på folk og hvis hun endelig gjorde, gjorde hun også alt for at beskytte dem. hun så så ned på sine knæ igen. hun vidste hun burde svare ham, men hendes hovede ville ikke give hende et ordenlig svar til hende, så hun så bare op på ham igen og nikkede for at vise hun forstod hvad han mente.
hun lyttede til Kuumas fortælling og lagde hovedet let på skrå... han havde vidst også været igennem noget der kunne minde lidt om en flok, måske bare ikke så dyrisk som hendes. at slå en ihjel man holdte meget af kende hun goodt til og hun vidste hvor svært det kunne være.. hun sukkede så roligt ud og så ind i hans øjne med det studerende blik. hun lyttede til alt han sagde uden af sige en lyd. så mange ord, så mangen viden. hun tog sig let til hovedet. han var en kompliceret mand.. eller så var hendes hovede bare for enkelt "Kuuma.. kan vi ikke snakke om noget andet.. dette er for meget lige nu.. for mange minder.. for mange følelser.. jeg bryder mig ikke om det" sagde hun stille og slap sit hovedet igen. hun vidste han mente det godt og bare ville hjælpe, men hendes minder og vrede for de minder ville ikke lade hende tage imod..
hendes overanstrengte blev afbrudt da et brag lød udenfor. igen så hun ud af vinduet og med et blev alt hendes opmærksomhed flyttet mod vinduet. det var tydeligt hun var en ulv. alle hendes instinkter var rettet mod vinduet og hun var vågen som en hund på vagt "der kommer nogle" sagde hun meget monoton og rejste sig op, hvorefter hun langsomt gik mod vinduet, dog så hun ville være ude af sigte for eventuelt fremmede.

Kuuma så hende nikke forstående, og han smiledet glad over hun forstod, og han grinte muntert da hun rystedet på hovedet med et let ironisk smil, og han så hende roligt i hende's grønne øjne med sine gule øjne, og han lyttede roligt og han svarede så roligt og venligt.
''det kan godt være, det har jeg osse, har alle os varulve ikke det? og tja det genere ikke mig, hellere være ligefrem og ærlig, end diskret og løgn, så tja du skal ikke tro det genere mig hehe''
han lød glad og munter, dog så han hende's lille skuldertræk, så vel som hørte hende og han svarede hende blidt.
''tro mig, lille ulv, da skal meget til og gøre mig sur, og tja du har heller ikke oplevet mine.. dårlige sider endnu, men jeg har ikke i sindet at gøre dig fortræd, eller støde dig væk, da jeg kan lide dig, ikke sån lide lide, men jeg vil da helt klart brække halsen på nogen da skulle genere dig, hehe''
han lød glad og venlig, og han så roligt på hende imens hun så lidt imod vinduet, og han så der efter på hende igen, tog en tår af sin kaffe, og han sad roligt, holdt øje med hende med rolig venlighed.
Han så Violet, tage patronerne til sig, og han så æsken, så dog roligt på hende, imens hun lagde dem ned, og nikkedet blidt som det er godt, og han så hende's lille smil, efter hende's blik var blevet rettet imod ham, og han smiledet hemmelighed's fuldt, med en strøg af blid munterhed, dog kunne han se hun ikke vidste hvordan hun skulle svare, og han så hende dog osse nikke stille, til det med kamp træning og andet, han så dog roligt til imens hun så ud til og tænke lidt, og han så at hun så ned på sine knæ igen, han smiledet bare blidt til hende, for at vise at stilheden ikke generede ham, og han så roligt ind i ilden, dog så han hende nikke, og han blinkede drillende, for at lade hende vide at tilbudet om træning, stod ved lige.
Han så blidt på hende så vel som da hun lagde hovedet let på skrå, og han klukkedet let, imens han så ind i ilden igen, tænkte roligt på fortiden, dog skævedet han blidt til Violet, og kunne se ind i hende's grønne øjne, og han blinkede drillende igen, dog så han hende tage sig til hovedet, og han nikkedet blidt til hende og sagde venligt.
''hvad for kamp kan du så nu? nævekamp mæssigt?, det okay, lille ulv, det okay, bare slap af''
han lød kærlig, blid, og venlig, i et forsøg på at trøste hende, og han blev afbrudt, af et brag, og hurtigt stod han op, havde allerede taget sin M8A1 kamp riffel i hånden, og var igang med og trække i tøjet, så vel som udstyret, og han var hurtigt færdig, for at trække sin skelet maske på, og spænde sin hjelm fast og slå visiret ned, han så hende's opmærksomhed blive flyttet imod vinduet, og da kom en lavt truende knurren fra ham, ikke truende af hende, men af det da angreb dem, og han fulgte roligt med hende, og han dukkedet sig roligt imens han afsikrede sin M8A1 kamp riffel, og lænedet sig op af væggen, han nikkedet til hende og svarede stille.
''yea, lad os se hvem de er, og pumpe dem fuld af blå''
han sneg sig let med, og han lyttede roligt til vinden og lyden af lave tramp, og han skævedet kort op for at fare ned da et skud braget imod træet, og han rejste sig hurtigt op, i en glidende bevægelse, for at skyde tre hurtige skud, og da lød et skrig af smerte, og ophidsedet råben, han sprang hurtigt tilbage i dækning, og så roligt på Violet med sine gule øjne.
''nogen plan, lille ulv, eller skal vi bare dræbe så mange som muligt?''
han lød glad, rolig, kontrollet, munter.

Violet huskede alt hvad Kuuma havde sagt, men deres samtale var der pludsleig ikke rigtig plads til. hun studerde alle hans bevægelser og fik et lille smil på læben. han var vidst klar til at forsvare sig selv og hende.. hun så kort ud af vinduet, men sneen gjorde det svært at se. dog kunne hun godt så nogle mørke skikkelser. da det først skud ramte igennem træet, gik hun med hurtige bestemte skridt hen til sin riffel og fandt patronerne frem fra sin taske. hun fandt sig en god dækning samtidig med en god udsigt til vinduet. hun så lidt hen på Kuuma "vi tager så mange vi kan... helst dem alle.. og for at svare på dit spørgsmål.. jeg er god til nærkamp med både kniv og næver.. jeg sigter helt udmærket og hurtig og aftrækkeren.. så det burde gå" sagde hun roligt dog med et smil på læben. det var tydelig hun nød denne situation, selvom de var i livsfare og i undertal, så var disse tidpunkter der hun kunne føle sig mest i live og slippe sit indre dyr ud.
med en dejlig ro og sikker hånd ladte hun riflen, sigtede og skød, hvorefter hun satte sig ned i dækning igen. hun havde ramt det var tydeligt på råbene. hun så hen på Kuuma "skal vi bare angribe nu og se hvad der sker?" sagde hun rolig og lagde hovedet let på skrå, hvorefter der lød en masse skud mod dem.


//sorry lænden ^^

Kuuma sad roligt i dækning, og smiledet blidt til Violet med øjnene, han så dog roligt det lille smil, han bankedet muntert på sin tunge skud sikre vest, imens han skævedet over kanten, for at se, kunne dog ikke rigtigt se dem, udover sorte person, da bevæger sig tundt, og da han så hende bevæge sig over imod sin riffel, rejste han sig let op og skød imod dem, vidste ikke om han ramte eller ej, men ud fra banden, nogle smerte skrig, og han så roligt på Violet, da hun så ud til og være gået i dækning, satte han sig ned igen og bankedet let på sit magasin, og nikkedet tilfreds, halvdelen endnu, og han så roligt på Violet og han grinte muntert.
''ligesom jeg kan lide det, haha! og det er godt nok til mig, lad os nakke de narrøve og vise hvor skide dum en ide det er og provokere varulve HA!''
han hørte det rolige i hende's stemme så vel som hende's smil, han kunne fornemme hun nød situationen, og han så selv ud til og nyde den til fuldedrag, og han rejste sig let for at skyde imod de ukendte fjender igen for at høre mere råberi, få smerte skrig, dog nogle, og han's riffel sagde klik ved sidste kugle, hurtigt, meget meget hurtigt, klikkedet han magasinet ud, satte det tomme ned i et hylster efter at have taget et frisk magasin op, smækket i magasin kammeret, og trukket slæden tilbage så der var en kugle i patron kammeret, og han så roligt på hende, med et munter glød i øjet, og han hørte hende lade sin riffel, så vel som han så hende sigte og skyde, og han knurredet glad da han vidste hun havde ramt, ud fra råberiet, og han grinte stort, bredt, og komplet vanvittigt.
''altid, Lille ulv, hehe, lad os nakke de klovne med deres små pivskydere!''
han lød rolig, dog komplet glad, forude binde gal, imens han's alvorlige øjne dog gemte på et bæst, med en vildskab, da kunne være frygtenydende, dog for at blive til et muntert blik igen, og han grinte bredt da han hørte de masse skud imod dem.

Violet grinte lidt af den måde han var med på tingene. det passede hende meget godt at have fundet en som faktisk var lige så glad som hende for at dræbe fjender. hun sigtede igen og skød. "lad os spare lidt på patronerne.. og få lidt blod på hænderne skal vi?" sagde hun roligt og smilte til ham med det tilfredse smil. hun havde sat sit dækning igen, hvorefter hun fandt sin folk frem fra sin støvle.. hun vidste hun ikke havde noget beskyttelse på kroppen, men hun var hurtig så det skulle nok gå for dem. hun tog sin riffel over skulderen og sneg sig hen til døren sp hun ikke kunne ses ude fra. hun så lidt hen mod Kuuma og gjorde hentydning til hun ville gå ud. stille åbnede hun døren og meget hurtigt fik hun bevæget sig ud og ii skjul bag nogle kasser udenfor huset der blev skudt mod døren da der jo havde været bevægelse. hun så lidt hen mod de ukendte fjender, hvorefter hun så ind mod Kuuma "kom herud.. jeg kan stoppe tiden i en kort tid.. jeg som den eneste kan bevæge mig når jeg stopper tiden.. jeg kan trække dig med hen bag dem også tager vi dem der.. med?" sagde hun, dog ikke alt for højt da fjenden helst ikke skulle høre noget, men hun håbede virkelig på at Kuuma med sin gode varulve hørelse nok godt kunne høre hende. hun så mod fjenden igen, der var kommet en del tættere på. hun burde godt kunne nå derhen med ham i den tid hun kunne stoppe tiden.

Kuuma så hende grine, og han grinte glad tilbage, imens han hurtigt skød et par salver, dog uden at ramme, og han så roligt på Violet, da han hørte hende, og han svarede hende roligt.
''det lyder som en god ide, og hvorfor ikke? en til eller fra gør sku ikke forskel, haha!''
han smiledet bag masken, men han's øjne smiledet muntert osse, imens han satte sin M8A1 kamp riffel om på ryggen, og trak to kamp dolke, med sav takker på toppen, og et meget uhyggeligt skarpt blad som på en normal dolk, dog små krummet, så den lettere skære i kød, sener, og andre ting, som og han så roligt på hende selv gå i dækning, for at finde en dolk fra sin støvle, dog så han roligt til da hun tog sin riffel over skulderen, for at bevæge sig meget hurtigt fra sted til sted, og han bevægedet roligt sine øre, og han nikkedet tavst til hende, imens han roligt, ædret, sneg sig med hende, og han kom hurtigt tæt op til hende, imens han kunne høre de fortsatte med og skyde, og han sagde intet, ville ikke spilde tiden på ord, og han nikkedet bare til hende, ventede på hun satte tiden i stå, så de kunne give de narrøve en dejlig surprise.

Violet smilte skævt til Kuuma over det han sagde. det var godt de havde samme instilling til sådanne ting og de begge kunne nyde det og måske en dag for sjov ud af det. hun så så mod fjenden igen og prøvede at tælle hvor mange der var. hun så så lidt på Kuuma da han bevægede sig hen mod hende. hendes smil blev lidt breder da han var kommet helt hen til hende og da han nikkede, nikkede hun blot igen, lukkede øjnene og koncentrerede sig. da hun åbnede øjnene igen, var alt gået i stå og alt var stille. hun så lidt på kuuma der ligesom alt andet var frosset i tiden. hun tog så fat i ham og trak ham med hen mod fjenden. selvom tiden stoppede kunne kuumas ben godt bevæge sig, så det gjorde det en del nemmere for hende at trække ham med sig. hun fik dem begge om bag fjenden, men også kun lige i sidste øjeblik. tiden startede igen og med det samme sprang Violet på en af dem. hendes lille krop var meget hurtig og ædret så det gik ret hurtigt for hende. hun skar med et meget rent snit mandens strube over og lod sig falde ned sammen med manden. hun løb hurtigt mod den næste mand der lige nåede at opdage hende før hun huggede sin dolk dybt ind i maven på ham, hvorefter hun fik bidt sine skrabe tænder ind i halsen på ham som hun derefter rev et ordenlig stykke kød af. hun fik trukket dolken ud af hans mave og flyttet sig før han faldt ned. hendes ansigt var nu fyldt op med blod, det var tydeligt at se hun havde sit indre dyr til at styre denne kamp. hun så så hen mod den næste der sigtede på hende. der var lige lidt flere end hun havde regnet med.. omkring 7-8 mere. hun nåede lige præcis ikke at reager før manden havde skudt og ramte hende i venstre skulder, dog reagerede hun ikke på skudet. hun løb bare mod ham med et aggrasiv knurren og sprang på ham og som med den første fik hun skåret struben over på ham.

Kuuma så hende's skæve smil, og han grinte glad, imens han ville nøde de næste dræb, og han ventede roligt på hende, lod hende tage sin tid, og han så hende's bredere smil osse, og han smiledet tilbage med øjnene, dog forsvandt alt i et sekund eller det føltes alt, da han pludselig stod bag fjenden, og da ahn allerede så at Violet springe på dem, var han osse sprunget på dem, hamrede en dolk ind i ribbenene på en, mellem 3 og 4 ribben, så han faldt død om med blod løbende ud af siden, han sparkede en i ribbene, imens han holdt øje med Violet, og han nikkede en raiders en skalle for at kaste sin dolk ind i brystet på en som hævedet en riffel imod ham, og han så roligt til imens hun angreb, og han måtte blockere et slag fra en fjende, og han huggedet ud efter ham, dog hørte han braget fra vågnet, og duftedet blodet, han skævedet kort til Violet, så skaden, og han sagde dog intet, lod hende angribe, imens han i en galning's vrede, angreb dem, ved og hugge den ene i maven, og sprætte ham op, han trak dolken ud, og løb videre imod de sidste 5, for at sparke den ene i brystkassen så han faldt ned på ryggen, og han kastede så en dolk i halsen på en anden, og han trak hurtigt sin Tac45, og tømte hele magasinet i en hurtig serie skud, som fik de sidste 3 til og falde, og han genladte hurtigt sin pistol, gik fra person, til person, og skød dem en gang i hovedet, for at gå videre, og da han var færdig, så han roligt på Violet, gik roligt over til hende og sagde blidt.
''er du okay, lille ulv?''
kampen var hurtigt overstået, men han håbedet at Violet osse vidste det, så vel som forstod hun skulle have tilset sin skulder.