[Afsluttet]its time to start my plan! let chaos begin(Dust og Eris)

//That moment, når jeg har metal i min rygsøjle xD//

Eris sad bare stille og lyttede til hans fortælling, indtil han tav. "Du har vel ret, måske burde de ikke alle sammen dø," erkendte hun tænksomt. Så nogle mennesker var altså okay? Det havde hun aldrig gættet. Hun havde ind til videre været af den overbevisning, at når mennesker ikke engang kunne redde deres døtre fra at blive kidnappet, var de for svage til at leve alle sammen. Men måske tog hun fejl. Hun brød sig ikke rigtig om tanken, men det kunne meget vel være. "Sååå den her Isabella, du har tænkt dig at bryde ind i Oculta for at finde hende, det bliver farligt," sagde hun i en munter tone, der overhovedet ikke passede ind nogle steder. "Må jeg komme med?" spurgte hun lidt efter med et øje, der skinnede i forventning.

Dust så direkte på hende, da hun spurgte om hun måtte komme med ham, når han gik efter at bryde ind i Occulta. Han havde godt nok planlagt længe hvordan han skulle gøre det alene, men der havde han ikke haft nogen konkret grund til at gøre andet, end at bryde ind, lave kaos i hele lortet, og derefter skride igen, men nu skulle han ind og overtale et levende væsen til at komme med ham, og derefter finde ud af hvordan han skulle sikre sig at hun kom med ham ud, så allerede der havde han en stor ting der skulle ændres i hans plan.
"Hør kære jeg har allerede en plan for hvordan jeg kan komme ind og ud af byen, og allerede den plan skal ændres grundet den kvinde, som jeg gerne vil have over på min side, og med mig ud!" sagde han roligt og så ind i hendes øje "Hvordan ville du foreslå, at jeg skulle få dig ind i byen? Jeg ved at du kan snyde dig gennem tjekpoint områderne, ved at lave illusioner på på dem omkring dig, men jeg går ikke udefra du har nok energi, til at lave det hverken på så mange på en gang, eller i lang nok tid til at slippe væk fra deres race tjekker dimser!" han virkede ikke ond da han sagde det, han virkede bare mere tænkende over, hvordan pokker han skulle indføre hende i hans planer.

//Jeg vil lige pointere for jer, at lige om lidt kommer en ingame artikel om jer, hvor pga jeres indtræden så får i skylden i General Zolners forsvinden ^^ Og desuden ville jeg også lige pointere af det, som jeg har læst af, så virker Eris' evne meget overpoweret. Og jeg kunne godt tænke mig at vide svagheden på den ^^ (send over pm) //

//Undskyld det sene svar...efterskole and stuff :3//

"Det er okay," sagde Eris og smilede. Et øjeblik virkede hun som den lille pige, hun egentlig burde være. Der var ingen tegn på sindssyge eller had i det smil. Det var bare et uskyldigt helt almindeligt smil, som nogle nok ville betegne som værende nuttet, hvis de ikke vidste, hvor hurtigt hendes personlighed ofte skiftede. "Bare fortæl mig alt om det, når du kommer ud," sagde hun, og hendes øje skinnede sært. "Der må være pænt mange folk at slå ihjel," funderede hun lavmælt og hendes smil ændrede sig til sit sædvanelige sindssyge selv.
Hun sad et par minutter i tavshed fordybet i sine tanker, indtil hun pludselig kom i tanke om noget.
Eh...Dust...vil du love mig noget?...Kan vi godt ses igen...på et tidspunkt?" spurgte hun og stirrede indgående på ham med sit lysende gule øje. Hun havde aldrig mødt nogen, der værdsatte hende på den måde han havde gjort, så hun var hurtigt blevet enig med siig selv om, at det ville være trist, hvis det var slut nu.

Dust nikkede roligt til hendes svar, da hendes forståelse for situationen var en god ting, og hvis han havde haft følelser af nogen art, ville han som nok have fundet hende nuttet i den tid, hvor hendes smil passede til den alder, hendes fysiske udseende havde. Men som altid var der ingen respons at spore i ham, ingen følelser at se i hans øjne eller det tomme smil han sendte hende, kun ren og skær tomhed et tydeligt tegn på, at Dust var et ensomt væsen, med kun et formål for øje. Det var underligt at tænke på, hvad mord kunne gøre ved andre væsner, nogle fik traumatiske tindenser af det, og levede i frygt resten af livet, nogle andre blev drevet til ren og skær galskab af det, og vandrede rundt i denne verden med det, indtil de dræbte selv eller blev dræbt.
Og så var der typer som Dust. Et væsen der fandt mening med sin ensomhed, og lod sig formørke af hævngerrighedens ensomme og kolde veje, et væsen der dedikerede hele deres liv til det ene formål, at dræbe dem der dræbte de eneste han elskede. Dust var måske et mystisk væsen, men det blev man når man nåede til hans punkt i livet, og ensomheden havde en stor indvirkning på hans liv. Ved lyden af Eris stemme der sagde hans navn, vendte han igen sit blik mod hende, og lyttede til hvad hun spurgte ham om. Hun ville gerne mødes med ham igen. Det var sjældent nogen ville det, mest fordi han enten havde dræbt dem han mødte, eller kun havde mødt dem for at slå en handel af med dem.
"Jeg vil finde dig igen Eris!" sagde han roligt, og så ind i hendes ene øje "Når jeg har fundet ud af, om denne Isabella stadig er et eksistentielt militær våben, eller om det bare er pis og papir! Så vil jeg nok finde dig igen, lige meget hvor du nu kunne finde på, at rende rundt og gemme dig! Det ville være synt at lade en som dig, med sådan en fin gave du har tilegnet dig, forsvinde ud i det rene ingenting, bare fordi denne opgave er færdig! Jeg tror ikke du har fuldendt dit fulde potentiale endnu, og det skulle ikke undre mig, hvis du stadig har nogle hemmeligheder gemt i dig!"
Han lavede et nik med hovedet, for at angive at hun skulle følge med ham, før han roligt begyndte at gå væk fra militærbasen, mens han tog en cigar frem og tændte den, så den kunne hænge i hans mundvige.

Hun rejste sig op fra sin plads på jorden og fulgte nærmest springende med ham. Hun var glad lige nu...oprigtigt glad...ikke bare vanvittig, hun kunne ikke huske, hvor længe der var gået siden, hun havde haft det sådan sidst. Det var også længe siden, hun ikke havde vendt sig mod en person, hun havde snakket så længe med. Havde Dust været en anden person, eller måske bare en anden type person, ville hun nok have prøvet at slå ham ihjel på nuværende tidspunkt. Om ikke for andet så fordi hun oftestest kedede sig noget så gudsjammerligt i andre væsners selvskab. Men Dust var, som Eris så ham ikke nogen kedelig person, og hvis hun skulle være helt ærlig tvivlede hun også på, om hun overhovedet ville komme levende fra at prøve at myrde ham. Det havde hun så heller ikke nogle planer om, så det kunne sådan set være ret lige meget..
"Hvad mener du egentlig med hemmeligheder?" spurgte hun efter at have gået i tavshed et stykke tid. Eris var ret sikker på, at hvis hun havde hemmeligheder, ville hun være mere end klar over det, men lige nu var hun en smule usikker.

Det undrede ham faktisk lidt, at Eris ikke opførte sig lige som plejede overfor ham. Dust havde selvfølgelig tjekket op på hende, før de var taget ud på denne opgave sammen, og han havde hørt rygter om, at hun havde en tendens til at angribe andre væsner, når hun fandt dem kedelige, men det gjorde hun ikke mod ham. Måske mente hun det virkelig, det hun lige havde sagt om at hun ville ses med ham igen en dag, så hvis hun rent faktisk talte sandt, skulle han nok opfylde hendes ønske.
Dust missede kort med øjnene mod hende, da hun spurgte ham hvad han mente med hemmeligheder, og det var der egentlig en god forklaring på. Han havde gennem sin leve tid opdaget, at han selv havde nogle overraskelser gemt i sig, som han ikke havde troet et han havde, og måske situationen var den samme med Eris. Rent sinds mæssigt, kunne hun jo godt minde ret meget om ham, så det kunne jo sagtens være at hun havde nogle hemmeligheder i sig, som hun måske ikke engang selv kendte til, og som kunne være noget af en fordelagtig side af hende selv.
"Det jeg mener er, at du kan have nogle hemmeligheder gemt i dig, som du måske ikke engang selv kender til, det kan være hvad som helst lige fra en evne du ikke vidste du havde, eller et utroligt potentiale der bare skal plejes for at blive til noget stort!" forklarede han roligt, og lod en røgsky forlade hans mund "Lad mig give dig et godt eksempel! Der var engang for lang tid siden, før jeg sådan rigtig begyndte at drikke alkohol, og derfor ikke var særlig vant til at håndtere det i kroppen, når jeg indtog det, at jeg opdagede noget specielt ved mig selv! Jeg skulle dræbe en rigmand, men for at komme ind på livet af ham, var jeg nød til at lade som jeg havde noget til salg, som han ville have! Jeg fik aftalt et møde med ham på en bar, og det gik skam også strygende lige indtil, jeg indtog min tredje gang varm sake! Fordi min krop ikke vidste, hvordan den skulle håndtere det, blev jeg ret hurtigt fuld, og da først jeg blev fuld begyndte jeg ar rasere stedet, med sådan en effektivitet at ingen kunne stoppe mig! Den dag fandt jeg ud af, at jeg gemte på en hemmelighed! Jeg er et geni til Suiken kamp, der betyder den fordrukne næve, og jeg har aldrig nogensinde trænet i det!"

"Oh ja okay, det kan jeg godt se," sagde hun efter at have lyttet til hans historie. "Hmmm, men jeg har ikke tænkt mig at begynde at drikke, helt ærligt synes jeg, at alkohol er utrolig overvurderet," funderede hun. Så en skjult evne..det kunne da være meget praktisk. Der var selvfølgelig bare det der med at finde den. Hun gik i tavshed ved siden af ham i et stykke tid fordybet i sine egne rodede tanker. "Såå, har du nogen planer for, hvad du stiller op med hende der Isabella?" spurgte hun. "Jeg mener jeg tror, det ville blive svært at omprogramere en person, der adlyder alt, hvad menneskerne siger," tænkte hun højt. Hende Isabella kunne virkelig nå at blive en besværlighed på et eller andet tidspunkt. Men selvfølgelig kunne hun ogs blive et godt kort at kunne spille, forudsat, at hun overhovedet eksisterede. Eris stolede ikke helt på zone 1 historie, der var et eller andet underligt ved den. Men så kunne man så også spøger sig selv, om der ikke var noget underligt over hele zone 1, og den eksisterede da, det var helt sikkert.

"Tja vi er jo alle sammen forskellige, og derfor hvis man gemmer på en indre hemmelighed, er der også en stor chance for at den er noget andet end min, foreksempel du er jo på mange punkter anderledes end mig, så derfor er der en statistisk chance for, at hvis du gemmer på en fordelagtig hemmelighed i dig, kan det sagtens være noget helt andet end min juiken kampteknik!" forklarede han roligt, og så på hende, for at se om hun havde forstået hvad han mente. Hvis hun endelig havde lyst til at prøve at finde ud af, om hun gemte på nogen hemmelighed, kunne hun endelig godt spørge ham, hans interesse i hende var forholdsvis god, og han kunne godt tænke sig at finde ud af det selv.

"Jeg har en ide om, at denne Isabella er blevet designet til at være et levende våben, men hvis jeg er heldig har hun en selvstændig tankegang, og det vil gøre situationen en del nemmere for mig, for så kan jeg prøve at inficere hendes sind og plante en ide i hendes hoved, hvorefter jeg kan fodre pågældende ide med min ondskab!" sagde han roligt, og smilede et lumsk smil "Men som sagt påkrævet min plan, at denne Isabella rent faktisk eksistere! Jeg har en ret stor mistillid til militæret og deres systematik, men hvad kan man også forvente, når største delen af lortet bliver styret af den menneskelige race?" han tog endnu et hvæs af hans cigar, og så på Eris med et tænkende blik. Hun var en spøjs lille dame men han syntes om hende, hun havde potentiale til at blive til noget stort, hvis altså hun havde lyst til at blive til noget stort.

"En eller anden dag overtager væsnerne verden bare vent," sagde hun med et hugtandssmil. " jeg er ret sikker på, at menneskeracen snart ikke vil kunne klare den her verden særlig meget længere," fortsatte hun. "Specielt ikke, hvis du indfiltrer Oculta og nakker deres hemmelige våben fra dem...ha jeg gad godt se deres ansigter," hun smilede ved tanken. Hun kunne lige se det for sig. En masse snotforvirrede mennesker, der alle sammen rendte rundt og blev slagtede af deres eget våben..ha...dumme svage mennesker.  Hun gik et stykke tid i tavshed. Egentlig anede hun ikke, hvor de var på vej hen, men hun var faktisk ligeglad. "Hey Dust, hvis jeg har en hemmelig evne, hvad tror du så det er?" Spurgte hun efter at tænkt lidt. Han virkede som om, han havde ret godt styr på sådan noget, så hun kunne lide så godt spøger ham.

"Væsnerne har allerede overtaget planeten, hvis man ser på de nuværende faktorer, kan man se at menneskeracen er i mindre tal, i forhold til den samlede mængde af væsner, der lever på planeten!" sagde han roligt og stoppede op midt i det hele, efter de var kommet så langt væk, at Occulta var ude af syne "Selvfølgelig er der nogle racer der er i mindretal, i forhold til den menneskelige race, når man tager dem ud enkeltvis, men det opvejes af det faktum at hver enkelte race er langt stærkere på flere punkter, end menneskeracen er fra den naturlige side! Og stort set alle væsner, som er som menneskene kalder det 'menneske lignende' væsner, har de samme muligheder for at bruge våben som menneskerne har, så vi er dem langt overlegne! Hvis bare en af de større klaner, erklærede krig mod menneske racen, ville menneskeracen lide ufatteligt store tab, og sikkert være på kanten af udryddelse!"
Hans indsigt i hvordan verden fungerede, kunne virke ret overvældende hvis man ikke havde regnet med, at Dust var andet end bare en psykopat dræber med en plan, men hans intelligens quifitient var langt højere, end hvad mange egentlig skulle have troet i hans tilfælde. Men man sagde jo som regel også, at nogen af de klogeste væsner, som regel havde nogle underlige særheder, og i Dust'es tilfælde var hans intelligens en del af grunden til, at han var lidt af en sindssyg psykopat.
"Tja hvad angår dig, og den hemmelig evne der muligvis gemmer sig i dig, så kan det nogle gange være svært at gætte hvad det er, før man rent faktisk opdager det!" sagde han tænkende, og tog hende op under armen, gav hende en fullface gasmaske på ansigtet med ilt tank, før han begyndte at sænke ned i jorden med hende. De bevægede sig gennem jorden, som om den flyttede sig lige rundt om dem, ind til de kom til et hulrum nede i jorden, hvor de faldt igennem loftet og han landede sikkert på jorden "Hvis jeg skulle give et umiddelbart forslag, kunne din gemte evne måske have noget at gøre, med den illusions evne du har indlært dig! Illusions evner har noget at gøre med sindet, som regel forblændet en illusion offerets øjne, ved at bryde ind i hjernen og få hjernen til at tro, at offeret ser noget der ikke sker i virkeligheden, så måske din evne kan have noget at gøre med at bryde ind i hjernen! Men selvfølgelig det kan også være noget fysisk, såsom at du kan være utroligt god til en form for normal taijutsu, eller hvis du er heldig den stærke Hyuga taijutsu!"
Han satte hende ned igen, og tog masken af hendes ansigt, før han gik roligt hen og satte sine sværd fra sig, sammen med de andre sværd, så der stod alt i alt 7 sværd ved siden af hinanden.(se forklaring på dem i min profil tekst) hulrummet de befandt sig i nu, lignede som om det var designet til at være et gemmested, der var møbler og teknologi så man kunne komme i kontakt, med den ydre verden og få in for aktioner hvis man ville.

//Hello again Dust sorry for the long wait efterskole and stuff :3// Eris så rundt og smilede et imponeret hugtændssmil. "Det her sted er sejt," sagde hun og lod sit lysende blik glide rundt over alt i den sære undergrundshule. "God jeg glæder mig til at se, hvordan folk reagerer, når de finder ud af, hvor meget vi har smadret," sagde hun lidt efter begejstret. Hvis der var noget hun elskede, så var det at se mennesker, når de var forvirrede, bange eller endnu bedre en kombination af de to ting. " i øvrigt kan jeg godt lide ideen om at kunne bryde ind i floks hjerner...det kunne gå hen og blive ret brugbart en dag," sagde hun og lagde tænksomt hovedet på skrå. "Bor du egentlig her?" spurgte hun lidt efter.

"Jeg bor ingen steder, jeg kan ikke tillade mig at blive de samme steder på land, i alt for lang tid af gangen, det her er blot en af mine gemmesteder!" sagde han roligt, mens han hængte sin long coat op, så hun kunne se hans dødelig blege arme, der havde tydeligvis smertefulde ar, fra hænderne og videre op under trøjen "Jeg flytter lokation en gang imellem, for at gøre det svært for potentielle fjender, at opspore hvor jeg opholder mig for tiden, så jeg har den her slags gemmesteder, gemt over hele kontinentet, og jeg bruger en gang imellem steder som hoteller og hostel'er!"
Han satte sig ned på sofaen, og strøg en hånd gennem sit hår, så det stof der sad rundt om hans hoved, for at dække hans pande og var gemt under hans hår, blev blottet et lille stykke tid, ind til hans hår faldt ned igen og dækkede det, så det næsten ikke kunne ses igen, i hvert fald ikke så meget.

"Det kunne i hvert fald være interessant, at finde ud af om du havde nogle specielle evner, men jeg har desværre for travlt for tiden, til at optræne dig til noget særligt!" sagde han tænkende, og smilede et tomt smil til hende, mens han så på hende med sine følelsens forladte øjne.

Eris satte sig på gulvet overfor sofaen og trak knæene op under sig. Hun så uudgrundeligt på Dust og smilede et lige så følelsesforladt smil som det, han sendte hende. "Jeg har ikke engang tal på, hvor længe jeg har levet Dust, alt tid i verden er mit, jeg kan godt vente," sagde hun, hvorefter hendes pokerface failede, og hun igen smilede sit sædvanelige psykotiske smil. "Altså medmindre nogen selvfølgelige prøver at slå mig ihjel, men det er der ikke særlig mange, der er kommet fra i et stykke, jeg har skam ikke tænkt mig bare sådan at give op uden at kæmpe imod," sagde hun i et tænksomt tonefald. "Vi kommer sikkert til at være nævnt over alt om bare et par dage, så kan folk da endelig finde ud af, at jeg ikke bare er en myte," mumlede hun mere til sig selv end til nogen andre. "Folk vil lære at frygte mig igen, det gjorde de engang, de var faktisk ret meget klogere i den tid," fortsatte hun tænksomt. "Ja faktisk ville det have været meget bedre for menneskene, hvis de var fortsat på den måde," funderede hun. "Men altså selvfølgelig havde jeg taget deres blod om så, de var kloge eller ej," sagde hun og smilede et uskyldigt smil, der ikke passede ind nogle steder.

"Jeg har allerede fundet mit skytsvæsen, så så længe ingen af os bliver dræbt eller på anden måde dør, så er vi begge 2 evigt levende væsner, så når vi kommer dertil skal det nok blive din tur, til at blive en af mine lærlinge!" sagde han roligt, og satte sig til rette i sofaen, med det ene ben over det andet, og lænet tilbage mod ryglænet på sofaen, mens hans tomme øjne blev fastholdt på hende under hele samtalen "At rette et mord mod os, ville være som et dødsønske, jeg har en ide om at du lige som jeg selv, er den type der ikke viger tilbage for at dræbe i et forsøg på at overleve! Selvom vores evner og race er så forskellige, har vi stadig en ting til fældes! Vi er survivers, og en hver der prøver på at betvivle det, ved at prøve på at komme os til livs, vil blive trampet ned på vores vej!" hans øjne var stadig fæstnet på hende, mens hun sad og funderede, og hendes ord om at hun nok ville blive kendt igen, når folk hørte at hun var indblandet i dette angreb, fik ham til at tænke. I så meget af hans liv, havde han sørget for at tvetydige signaler blev sendt ud, så der var mange der troede han var en myte, og nogle der vidste at Dust var en eksistentiel trussel. Men han kunne ikke blive ved med at gemme sig, han havde kun gjort det for at kunne nå sine hævngerrige mål nemmere, og snart var der ikke længere nogen grund til at gemme sig, han skulle snart ud i den virkelige verden, og lade den vide at Dæmon Sandet Fra Skyggerne, var en regel trussel og han skam var i levende live.

"Hvis du ønsker at verden ved, at du ikke blot er en myte, men derimod et rigtigt levende væsen, ved jeg hvordan du bliver kendt igen!" sagde han roligt, med en mørk og skummel undertone i hans stemme, der tydet på at Dust udmærket godt vidste hvad han snakkede om "Først, dræber du en helt masse væsner, uden der er nogen der kan bevidne at det er dig, og efterlader en bestemt signatur der kan bruges, til at forbinde dine drab med dig! Derefter, finder du dig en velbefolket by, alt efter hvilken du nu synes at finde bedst, og det skal gerne være en der kender til dine drab og signatur, og der begynder du så at dræbe nogen, hvor der er nogen der kan bevidne at det var dig, og du bruger din signatur, så de kan forbinde dine tidligere drab med dig, og for hvert vidne der ser dig, sørge du for at gøre så stærkt indtryk på dem, at de aldrig glemmer hvem du er, og inden for kort tid vil du være kendt af denne verden, som en regel trussel!" bare den måde han sagde det på, fik det til at lyde som om han nød strategisk fremgang, inden for kaos og død, og det burde stå fuldstændigt klart, at han rent faktisk nød det.

"Du lader til at have prøvet det mange gange," sagde hun og så med et smil på ham. Hun sad lidt i stilhed og funderede over hans ord. En skytsengel huh?Spøjst...hun kunne egentlig ikke se ham som typen, der kunne leve med, at hans liv afhang af et andet væsens ve og vel, men hun kendte ham jo heller ikke videre godt endnu, nu hun lige tænkte over det. Men hun var nu alligevel glad for at have mødt ham. Selvom han virkede kold og følelsesløs det meste af tiden følte Eris, at han forstod hende på en måde de fleste andre ikke gjorde. Måske var det netop deres fælles følelsesløshed/sindssyge, der gav hende den følelse, hun var ikke helt sikker. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede indgående på ham med sit nærmest dukkeagtige gule øje. "Har du haft mange lærlinge? Og hvor er de så henne nu?" spurgte hun og smilede et smil, der ville have set uskyldigt ud, hvis man ikke kendte hende.

"Jeg gjorde det et par gange nogle forskellige steder, den gang jeg brugte 300 år i en anden dimension, og dengang jeg var i fortiden, så jeg er efterhånden ved at være erfaren med, hvordan man opretter et ordentligt ry som farlig psykopat!" sagde han roligt, med hans øjne fortsat var fæstnet på hende, og duften af cigar røg, lige så stille spredte sig i hul rummet, i takt med han røg sin cigar, som han askede en gang imellem, i det askebæger der stod på sofaens armlænd. Hvad angik hans lærlinge, så havde han efterhånden haft nogle stykker, han tog trossalt en pige og en dreng hvert århundred, et par enkelte ekstra indimellem, så han var oppe på 3 for hvert århundrede, men det havde han kun gjort en gang før, og var på vej til det igen i dette århundrede, så han havde kun haft 2 secret lærlinge i sit liv.
"Jeg har et par tidligere lærlinge fra år 2000 eller deromkring, et par tidligere fra en anden dimension, og nogle lige for tiden, så jeg har dem skam spredt udover rum og tid, mens nogle af dem desværre er døde!" sagde han tænkende, og lagde hovedet lidt på skrå "Jeg er ikke så god til at binde mig til andre væsner, faktisk har jeg kun mødt mit skytsvæsen, som den eneste jeg har kunnet binde mig til, så jeg lider ikke rigtig af noget, når mine lærlinge dør eller noget! Jeg tager dem som regel, fordi jeg finder dem specielle, fordi der er noget unikt over dem, og siden du bære disse unikke tegn, kunne du godt få en lærlinge plads, når jeg har en fri!"

Eris sad stille og hørte godt efter, hvad han sagde. Så han var en tidsrejsende huh? sejt, og så havde han enda også rejst i andre dimensioner. Gad vide om de andre verdner var ligeså fucked up som deres egen. Og Dust var ikke den eneste, der havde svært ved at binde sig til folk. For, at Eris skulle kunne respekterer og kunne lide en skulle der oftest være noget virkelig sært over personen, ellers endte hun altid bare med at kede sig, og det var, når Eris kedede sig, at hun var farligst for dem omkring sig. For det var tit der, hun pludselig begyndte at myrde folk eller lignende bare for at få afløb for sin kedsomhed. Det ville sige, at for at Eris skulle kunne lide en, skulle de helst være lige så eller mere sindssyge, end hun selv var. Og det kunne til tider være svært at finde sådanne folk, hvilket resulterede i, at Eris havde langt flere fjender end venner.

Et smil fandt vej til hendes læber, da hun hørte det om lærlingepladsen. Hun rejste sig fra gulvet og gav ham et kram. Egentlig ikke, fordi hun sådan helt vidste, hvad meningen med et kram var, men hun havde set mennesker og andre væsner kramme hinanden, og de virkede altid enten glade taknemmelige eller lignende. Hun trak sig dog hurtigt væk igen og satte sig tilbage på gulvet.

Dust havde godt nok, ikke lige regnet med at få et kram, men han kendte betydningen af den slags ting, da han vanligt brugte kram på forskellige måder, så han gengældte hendes kram og strøg hende kort på ryggen, indtil hun havde sluppet ham igen, så hans øjne kunne følge hende, der satte sig ned på gulvet igen. Han tog endnu en cigar frem, da han var praktisk talt stærk vane ryger, en ting han havde taget til sig, da det var en af de ting, der fik ham til at føle at han holdt hans fars minde i live. Han tændte cigaren, og lod den side i mundvigen, lænede sig frem mod Eris, og så hende i øjnene med et tænkende blik.

"Jeg har været gennem mange ting, og har brugt meget tid på at finpudse mig selv, som det våben jeg er blevet til i dag, og nogle gange er det godt med lidt adspredelse, igennem blandt andet at have en lærling, det giver en mulighed for at træne på andre måder, og blive mere bekendt med andres evner!" sagde han roligt, og pustede en tyk røgsky ud, mens han fastholdte hans blik rettet mod hendes øjne "Men når det så er sagt, er der en ting jeg gerne ønsker svar på, fra din side af Eris! Hvis der skulle opstå en krig, ville du så være på min side, eller ville du være imod mig?"

Spørgsmålet kom egentlig lidt bag på hende, så hun brugte noget tid på at tænke over det. Hun lagde ansigtet i alvorlige folder og så indgående på ham. "Jeg er et udstødt væsen Dust, de fleste bryder sig ikke om mig, så det er vel kun naturligt, at jeg ville vælge at abejde sammen med et væsen, der faktisk respektere og acceptere mig," sagde hun tænksomt efter en længerevarende stilhed. Hendes alvorlige ansigtsudtryk smeltede væk, som om det aldrig havde været der, og hun blottede sine hugtænder i et smil. "Så jeg er på din side selvfølgelig," uddybede hun lidt efter og så på ham med et øje der skinnede af den slags munterhed, man kun ville kunne finde hos en komplet galning.

Det lumske smil på hans læber var ikke til at tage fejl af, Dust var i allerhøjeste grad tilfreds med det svar Eris kom med, for det at han kunne være sikker på, at han havde hende på hans side, var i den grad noget, Dust kunne bruge til noget. Hun var en brugbar brik i hans spil, en medsammensvoren med et højt potentiale, når det kom til flere slags opgaver, da han på den mission de havde været på, havde set hvad hun kunne i kamp, og som illusionist var der andre potentielle opgaver hun kunne bruges til, så som snigmord og overraskelses angreb, den sidste i allerhøjeste grad, hvis hun var god til at bruge, det lille pige udseende Eris besad. En røgsky forlod hans læber, før han igen begyndte at sige noget.
"Jeg ved præcis hvordan du har det kære Eris, og derfor acceptere jeg dig også mere end nogen anden, jeg har selv oplevet meget i mit liv!" sagde han roligt, og rakte sin hånd frem mod hende, som at forsegle en uudtalt aftale, der omhandlede at de 2 kunne arbejde sammen, bedre end de kunne arbejde sammen, med nogen anden "Jeg kan umuligt vide hvad du har oplevet, før du selv fortæller mig det, men hvis jeg endelig skulle kalde nogen for familie, ville du være den første jeg tænkte på! Vi skal nok få det sjovt for fremtiden, når vi arbejder sammen!"

Eris smilede uskyldigt, rakte sin lille blege hånd frem og tog hans. Familie huh? Det lød fint med hende. Hun havde ikke haft nogen, der var værd at kalde familie siden hendes skaaber, og det viste sig endda, at selv hun ikke var til at stole på. Men noget sagde hende, at Dust var anderledes, at de havde for meget til fælles til, at han ville have lyst til at forlade hende og overlade hende til andres nåde. Nej det virkede han ikke som typen, der ville gøre...med mindre selvfølgelig,at hun virkelig fik gjort ham pissed, men det havde hun sådan set ingen iintentioner   om at gøre. Hun lagde hovedet på skrå og blottede sine hugtænder i et smil. "Vi ville være en meget underlig familie," kommanterede hun.

Han trykkede hendes hånd, da hun tog hans rimeligt stærkt byggede mandehånd, i hendes fine lille dame hånd, og lænede sig så tilbage med et lumskt smil på læben. Han havde skam ikke tænkt sig, at vende sig mod hende, medmindre hun virkelig gav ham en grund til det, for en illusionist som hende, kunne virkelig være langt mere brugbar, ved siden af en i stedet for overfor en, når man stod i en kamp situation.
"Jeg ville til hver en tid hellere vælge, en familie bestående af underlige og stærke væsner som os, frem for en familie bestående af kedelige væsner, eller det der er en hel del være!" sagde han roligt, og rejste op for at gå hen til et lille barskab "Kan jeg byde på en drink, som en lille forsegling på begyndelsen, af vores lille familie? Eller vil du hellere foretrække, at sætte tænderne i mig, og få dig et friskt måltid mad?"

Eris blottede sine spidse tænder i et smil. "Er det normalt, at familier drikker hinandens blod?" spurgte hun muntert i noget, der var ment som en joke. "Men når nu du spøger, så kunne jeg godt bruge noget blod," fortsatte hun, og hendes øje lyste kortvarigt rødt, før det fik sin sædvanelige gule farve tilbage. Med små nærmest forsigtige skridt gik hun over og stillede sig foran ham. En spøjs person som Dust måtte have noget specielt blod. Eris var typen, der godt kunne lide at opdage nye ting. Så at smage blod fra en, der var en  blandning af to så modstridende racer som dæmon og engel var ikke noget, hun havde tænkt sig at lade sig gå forbi. Igen smilede hun og tog fat om Dust's håndled. "Det her kommer måske til at gøre ondt, men jeg regner med, at du har prøvet langt værre ting," sagde hun og smilede sit underlige smil, før hun blottede hugtænderne og plantede dem i hans håndled. Blandingen af engle o  
g dæmonblod var underlig. Faktisk en smule ligesom ham noget, der nok i følge mange ikke burde eksistere. 
Da hun havde fået nok blod, trak hun sig og kørte bagsiden af sin ene hånd hen over sin mund for at fjerne de sidste rester af blod. 
"Tak," sagde hun og smilede uskyldigt til ham.

"Vi er ikke lige just, hvad man kan definere som en normal familie, så hvorfor skulle vi agere som om, vi rent faktisk var normale? Det ville jo være underligt!" sagde han tænkende, og så ind i hendes øje med et blik der indikerede, en ro som man ikke kunne finde hos nogen, der var lige så sindssyge som Eris og Dust. Han var helt klart noget for sig selv, et væsen der virkede så chaotic-evil som ham, men samtidig kunne virke som om, at alt det man opfattede ved første øjekast, kun var en illusion han lagde over andres øjne, for at dække over en endnu større genialitet, der steg udover de fleste væsners fatte evner.
"Et bid fra et kært lille væsen som dig, er som et myggestik for et sovende menneske, så spis du dig bare mæt!" sagde han roligt, og gjorde ingen modstand da hun tog hans håndled. Han sørgede for at gøre sig fast, i det øjeblik hun satte tænderne i ham, så hun bed ned i fast kød, i stedet for solidt sand, og fugten i hendes mund hjalp ham til, at holde sig i fast form, indtil hun var færdig med at spise "Jeg har i øvrigt et forslag til dig, mens du alligevel er hos mig, og jeg stadig husker det!" tilføjede han med et tænkende blik i øjnene, mens han gjorde sig det behageligt i sofaen, og hendes bidemærker forsvandt med det samme, da han gjorde sit håndled til sand og samlede det igen.

"Jeg er i gang med at starte en organisation, bestående af de stærkeste væsner jeg kan finde, som er villige til gøre noget for at opnå mere med livet, end blot et kedeligt kaotisk liv, i denne fucked op ødelagte verden, og du min kære lille Eris, har ved denne mission vist mig, at du har et meget stærkt potentiale, som jeg virkelig kan bruge til noget! Så hvad med at blive en del af min organisation?" han så dybt ind i hendes øje, mens han afventede hendes svar, og han virkede til at være fuldt bevidst om, hvad hun var for en, og alligevel var der ikke den mindste tvivl at se i hans øjne om, at han ville have hende med i organisationen, da hun så sandelig havde bevidst sit værd overfor ham.