pas på med hvilke dyr du ser på eller nærmer dig (Nochi)

Tid: Høj lys dag. klokken er nok 12
Omgivelser: Mange træer, dyr m.m.
Sted: I en skov
Våben: 2 M9 håndpistoler
Tøj: Sort top, grønne militær bukser, sorte militær støvler.

Phoenix var for engang skyld ikke i problemer. Hun gik roligt i mellem træernes stammer og fløjtede stille. Hun havde sin ene pistol i hånden hvis nu et dyr skulle komme for nært.
Hun havde ikke set hvad denne dag ville bringe, men lige nu var der ikke ret meget at lave... så hvis der skete det mindste, var hun på.
Hendes skridt var hurtigt og lette. Hun havde fundet et bytte. Da hun var tæt på dyret skød hun, men ramte ikke da vinden var i ryggen på hende. "Det skulle jeg have tænkt på..."
hendes form havde været stabil de seneste dag, hun havde været vred, sur og bange, men intet var sket.
Flere fugle fløjtede og vinden blæste blidt, alt var fred og idyl. Det ville hun gøre noget ved. Et lumsk smil dannede sig på hendes læber. En hurtig bevægelse og pistolen var rettet mod himlen og hun skød. Der lød et højt brag da hun trykkede af. "Hmm..." fugle fløj op fra træerne. Dyrene der havde været tæt på hende, var enten løbet fra vid og sans eller kommet for at se hvad der havde larmet sådan.
Nogle ulve var kommet for at se hvad der var sket og knurrede lavt, men hendes gode hørelse opfangede den og hun knurrede advarende tilbage til ulvene. De kiggede undrende på hende da hun kravlede ned på alle fire og viste tænder. Den største af ulvene trådte frem og besvarede hende. Han var stor og hun var lille, Phoenix vidste hvordan hun skulle gøre og krøb sammen. Hun viste underdanighed og kravlede langsomt frem, slikkede den store han på hagen og blev godkendt.
Ulvene viste at hun var god kendt ved at hyle højt og længe. Phoenix forstod og istemte hylet. Man måtte kunne høre det langt væk.
Da Phoenix satte sig ned lagde en karamel farvet ulv sig på den ene side af hende. Roligt brummede hun af den og lagde sig ned på ryggen. De andre ulve fandt hendes selskab behageligt og lagde sig rundt om hende, så de lavede en rundkreds om hende og den karamel farvede ulv.

Nochi var på vej hen til en mindre og forladt by. Han ville til byen for 2 ting. Han ville lære om hans familie og der var et register i byen hvor der kunne muligvis være noget som  han kunne bruge. Og den anden grund er at de har et gammelt bibliotek.

Nochi ville ikke spilde en dag på at gå uden om skoven, så han tog genvejen og gik igennem skoven. Han mente selv at der ikke ville være nogle problemer med at tag igennem skoven. Og det var der heller ikke til at starte med. Men da Nochi langsommere kommer længere ind i skoven begynder der at være flere og flere tegn på dyreliv. Han begyndte at kunne høre nogle ulve hyl i de fjerne men det tog han sig ikke af. For det var langt. Nochi ignorerede fleste af lydene og går uden om de dyr som bliver synlige. Men da han kommer langt ind i skoven, høre han en lyd han ikke har hørt før. Eller han have ikke hørt den længe. Lyden af små unger. Ikke menneske men ulve. Måske kunne han ikke lide de vokse ulve. Men de små var meget søde.

Nochi går stille ind i skoven, og væk fra stien. Han måtte gå igennem buske og ligne for at komme frem til lyden. Grenene knækkede under ham. Buskende larmede da han skubbede dem væk, for at komme igennem. Men han gik hen imod lyden af hvalpe. Og ganske rigtigt, var der 3 små ulve unger. Der var 3 sorte unger. Nysgerrig som han er, gik han tættere på deres hule og prøvede at hilse på dem. Men det havde de ikke lyst til. De løb hurtigt væk. De løb længere ind i skoven. Nochi står helt underforstået at de løb væk, men står stadig og kigger den vej de løb. Til hans store overraskelse havde moren sneget sig ind på ham. Da han vidste at det var moren ville han ikke angribe. Så han valgte at løbe. Men hun fulgte efter. Nochi kunne løbe hurtigt. Men han kom ikke væk fra den før han var omringet. Ulvene havde samlet sig i en flok rundt om Nochi. Uden han havde en mulighed for at komme ud. Der var 9 ulve. Alle rundt om ham. De begyndte at knurre, gø og hyle hørt sådan at alle kunne høre det.

Nochi så ingen anden udvej end at kæmpe.

Imens Phoenix havde ligget stille, kunne hun høre en der bevægede sig. Personen tænkte ikke over hvor han gik eller hvad han trådte på. "Hvem er den idiot..." sukkede hun og rejste sig op. Hun var ikke den eneste der hørte det.
De andre ulve så op og snusede op i luften. Den store han ulv brummede og begyndte at løbe hen i mod lyden. Uden at Phoenix havde set sig om løb hun med, men hendes skridt var ikke hurtige eller lange nok. Så den store han ulv gav en ordre til at den karamel farvet skulle lede hende på vej.

Da Phoenix kom frem til stedet kunne hun se en skikkelse der stod på to ben. "Hvad i..." hun knurrede og bjæffede til han ulven. Han kiggede på hende og knurrede igen. Phoenix gik truende hen i mod ulven og knurrede advarende. Han ulven kunne se at hun mente det alvorligt og trak sig lidt, ikke meget, men nok til at Phoenix blev ved med at knurre. De andre ulve veg fra hende når hun gik frem mod dem. Da hun var nået hen til manden, kiggede hun på ham. "Hvad har du gang i?" hendes stemme var kold og hun stod med korslagte arme. "Det var ikke smart, men hvad gjorde du?" hun lagde hovedet på skrå, man kunne ikke lave så meget ballade og få et helt kobbel frem og hyle, fordi man kiggede, men hvad havde han gjort?
Bag ham kunne hun se en af de større ulve snige sig ind på ham. Roligt gik hun frem mod ham, skubbede ham til siden og knurrede vredt, hvor efter at ulven lagde sig fladt ned på jorden. "Du må virkelig have provokeret dem." et lille smil tittede frem på hendes læber da hun godt kunne komme i tanke om nogen ting han kunne havde gjort, men for alt i verden håbede hun at han ikke havde gjort noget der var så slemt. Langsomt drejede hun sig i mod ham og trak pistolen. "Godt, nu fortæller du mig hvad du laver og hvordan du er endt her, ellers bliver det værst for dig selv."

Nochi var omringet af ulvene, så han gjorde sig klar til kamp. Den store han ulv stod stor og stolt og var klar til kamp. Den tog ikke øjne fra ham. Men inden de nået at angribe ham, inden han nået at angribe dem. Så var der noget der fik deres opmærksomhed. De kiggede væk. Og den store han ulv, træk sig lidt. Nochi blev chokeret over at nogen fik den til at trække sig. Hvem kunne det være. Men han forblev tavs. Han kunne nu høre at det kom bag fra. Han kiggede sig over skulderen, og der gik en pige? Hun spurter ind til hvad han lavede. Hurtigt efter træk hun en pistol og peget den mod ham. Nu var en irriteret over at der nu var en pistol peget med ham. Og forundret over hvem denne pige var, siden hun kunne få ulvene til at trække sig. Nochi stod lidt og overvejet situationen. Hvordan skulle han reagere? Han valgte at kommunikere med pigen, og svare på hendes spørgsmål.

Han stilede sig ret op og ville presenter sig selv. Han kiggede hende ind i øjne og sagde
"Hello. Mit navn er Nochi No Ketsueki Shukun."
Dette sagde han med en rolig og venlig stemme. Han ignorerede tydeligt at der var en pistol rettet imod ham. Men han virke lidt bekymret over ulvene som stod bag ham.

Hurtigt efter svare han igen.
"Jeg er på gennemrejse igennem skoven. Da jeg gerne ville spare en dags rejse. Og der er en lidt mere pinlig situation, når vi snakker om hvordan jeg endte her. Men kort fortalt, så hørte jeg lyden af ulve unger. Og ville over og se dem for mine egne øjne. Da jeg så dem, fik jeg lyst til at hilse på dem. Men de havde de ikke lyst til. Så de løb deres vej. Men inden jeg vidste af det stod moderen bag mig. Men da jeg vidste det var moren, og jeg ikke ville tag moren fra ungerne. Valgte jeg at løbe. Men hun løbe efter mig, og tog venner med. Også kom du inden vi gik i totterne på hinanden." Sagde han med en lidt mere almindelig stemme, da han tydeligt syntes det var en lidt akavet situation.

Han kiggede lidt rundt og så på ulvene som stadig stod rundt om ham. Men han prøvede at holde fokus på hende. Han stod tålmodigt og ventede på et svar.

Da han snakkede kiggede hun på ham med et fast blik. Hun ville gerne tro ham, men var det nu sandt det han sagde? hun valgte at stole på ham og skubbede de mange tanker til side. "Goddag Nochi." hendes tone havde forandret sig meget, der var noget varme over den. Og hun sikrede pistolen da han havde talt færdig. "Du er ret dumdristig. At nærme sig ulve er dumt." hun smilede med hele tandsættet. "Men at nærme sig ulve unger, er en meget dårlig ting, med mindre man vil dø." en hurtig tanke slog ned i hende. "Vil du gerne se ulveunger tæt på?" det smil der havde været bredt blev lidt mindre.
Langsomt satte hun sig på jorden og kiggede op på Nochi. "Sæt dig ned så viser jeg dig noget du vil elske." hun kunne godt ligne en vild-tøs, bukserne var blevet beskidte og hendes negle var ikke vedligeholdt. Så alt i alt lignede hun en pige der var vokset op blandt ulve. Det var hun også næsten.
Imens hun ventede på at han satte sig ned knurrede hun til de andre ulve der samlede sig bag hende så han ikke ville føle sig omringet og havde mulighed for at gå.
Efter et stykke tid bjæffede hun hen i mod ulve moderen og 3 sorte ulveunger kom løbende hen i mod hende. Hun lagde sig ned på ryggen og de 3 unger kastede sig over hende.

Nochi nået ikke at svare på de mange spørgsmål der blev stillet. Man han kunne ikke lade være med at smile under det hele. Han lagde mærke til at hun havde meget hun lignede var en vild-tøs, En som levede af naturen i naturen. Hendes bukserne var blevet beskidte og hendes negle var ikke vedligeholdt. Det var lige det modsatte af ham selv. Han var i fint tøj. Noget der mindede om et jakkeset. Det var rimeligt vedligeholdt, dog var det lidt beskidt. Han lagde hurtigt mærke til at ulvene samlede sig bag hende. Hun var ligsom en leder for dem. Eller sådan virkede det. Den store han ulv, var måske lederen. Men hun så ud til at havde en del at skulle have sagt i folken. Det slog det ham. Hvordan kan et menneske bog sammen med ulve?

Da modren kom frem, sammen med sine unger. Begyndte han næsten at grine, Han kunne ikke tro sine egne øjne. De små ulve var nu fremme. Og nu kastede de sig over pigen. Det var et underligt syn. Han sagde ikke noget. Han kiggede bare ned på dem imens det fortsatte lidt. Der efter prøvede han at få kontakt til en af de små ulve. For det var jo tros alt deres skyld at han var havnet her. Eller måske var det mere hans, men det var på grund af dem. Fordi han ville hilse på dem. Han vidste ikke helt hvorfor. Men det havde han bare lyst til.

Ulveungerne, var virkelig søde. Det var værtfald hans mening. Da han prøvede at få deres opmærksomhed skete der ikke noget.
"De er virkelig søde." Sagde han med et smil på læben.

Men så var er noget der slog ham. Hun levede sammen med ulve. Ulve lever kun med ulve. Så måtte hun være en varulv!

Nochi ændret fuldstendig ansigtudtryk, og så mere vredt på hende.

"Så du er en varulv?"

Sagde han imens han så s sig omkring. Han blev dog sidende. Og studeret dem. Ulvene. Og hende. Han havde sin baggrund med dem. Han havde sin historie. Men det var 22.000 år siden. Havde de virkelig ændret sig så meget ? Han vidste ikke hvad han skule tro. Men han holdte sig lidt til sin viden om dem. Om at de var nogle blodtørstige krigere. Men han var villig til at lade tvivlen komme hende til gode.

Hun smilede til ham da han sagde hvad han mente om dem. "Ja, elsker at lege med de små." hun grinede da en lille ulv med lidt for store porter kom hoppende hen i mod hende. De var søde og hun kunne lide at de legede med hende, men morskaben stoppede da han spurgte om hendes race.
"Ja." sagde hun hårdt og vippede de små af sig. Hun rettede sig op og så på ham med et borende blik. hvis han ville hende noget ondt ville han fortryde det, der var stadig en flok bag hende.
den store han ulv knurrede lavt og Phoenix rejste sig op. hun knurrede og viste tænder af ham. Han skulle ikke prøve på noget. "Hvad ved du om varulve?" hun stod med ryggen til ham og stirrede på den store han. Hvis han undveg hendes blik havde hun vundet og hun ville ligge øverst.
Men det varede ikke længe før han gav op og lagde tungt hovedet ned på forpoterne.

hendes hoved drejede roligt, da hun vendte sig om, for at høre hvad han ville sige til hende.
"Mener ikke jeg har sagt hvad jeg hedder. Mit navn er Phoenix." hun sagde det en sød tone, men man skulle ikke glemme at hun var bevæbnet.
hun smilede sødt og lod den ene hånd glide hen over hendes bælte, hvor de 2 M9'er sad, klar til brug.

"Hvad jeg ved om varulve? Enten er det meget ellers er det intet." Sagde han imens smiledet forsvandt fra hans ansigt. Man kunne se at han blev lidt bedrøvet over at snakke om det. Men han fortsatte.

"Jeg har min historie med varulve. Jeg er ikke her fra. Der hvor jeg plade at leve, var mit folk i konstant krig mod varulvene. De havde de været i langtid før jeg blev født. Så jeg har ikke oplevet andet. Jeg har faktisk kun set meget få varulve. Da jeg ikke måtte gå ud af byen, fordi det ville være for farligt. Så jeg er opdraget til at holde mig væk fra dem. Jeg har lært og læst en masse om dem. Kender en stor del af deres historie. Og hvordan di udviklede sig før i tiden. Men de har ændret sig. For dette var for mange, rigtig mange år siden. Og det ser ikke ud til at tingene er som de plejede at være. En masse ting har ændret sig, så hvorfor skulle varulvene ikke? Jeg lærte at kende dem som det rene dræbere, mordere uden lige. Nogle dæmoniske væsner som dræbte forsjov. Jeg ved at de lever i folk, og for det meste sammen med normale ulve.
Men alt det ved du jo godt selv."

Sagde han med en forholdsvis seriøs stemme. imens han forklarede sig.
Da hun efterfølgende sagde sit navn gentagende Nochi sig selv. "Hej og mit navn var Nochi" Stod han med armene overkors og sagde med en bedstem stemme.

Han var efterhånden van til akavede situationer, på grund af hans små eventyr. Men alligevel var han meget anspændt. Og det blev ikke bedre af hun begyndte at føre hånden over sine pistoler. Men han spillede kold og ignoreret det.

Han så sig omkring, så på dem, så på sig selv og på himlen. Det var tydeligt at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre.

"Men hvad laver du så her ude. Et ensom menneske eller en ensom ulv? Lever du her ude? Uden nogen andre? "
Sagde han spørgerne, imens han kiggede over på ulvene bag hende.

Da Nochi snakkede, så hun at han blev bedrøvet, men hun lyttede uden at kommentere det. Imens han snakkede kunne hun mærke en uro blandt ulvene. 'hvad sker der?' Hurtigt skannede hun området. Der var intet... hun vendte igen opmærksomheden mod Nochi. "Ja, jeg ved en del om varulve... måske lidt for meget." hun sukkede tungt og smilede skævt. "Så du lærte at vi dræber for sjov? hm..." sagde hun tænkende. "Tja, nogen gange gør vi det, ellers er det, det rene selvforsvar." hun gik hen i mod ham med forsigtige skridt.

"Og jeg lever ikke her, jeg lever hos min klan." Hun smilede koldt og stoppede op. Hvad skulle hun gøre? Bekræfte hans teori om at de var mordere? nej. "men som sagt, jeg bor hos min klan, og der er jeg kaptajn. Hmm... og på det her tidspunkt, plejer jeg at være i problemer, men det er jeg ik, så jeg tog en fridag og gik på opdagelse. der er mange andre end mig, tror vi er omkring 300 eller noget i den stil." Hun så på ham og gik tæt på ham. "Hvorfor spørger du?"

Ulvene rykkede uroligt på sig og deres øjne flakkede. "Der forgår et eller andet... men hvad ved jeg ikke... okay... jeg ved vi ikke har kendt hinanden, men nu må du lige holde mit tøj." Hun smed sin sorte top hen i mod ham og det samme med støvler og bukser. Hun satte sig ned på jorden, kun iført sports-bh og trusser.
Svajt begyndte hendes skikkelse at blive størret. 'rolig nu Phoenix, lad den få kontrol.' efter et kort stykke tid, begyndte hun at stønne af smerte. Musklerne forandrede sig, knogler og skikkelsen krummede sig sammen. Pels begyndte at vokse ud. Et enkelt skrig af smerte slap ud.

En stor hvis hun ulv, rejste sig op og knurrede svagt af Nochi. 'Hvor skal vi hen?' knurrede den store han ulv. 'væk.' et enkelt ord der betød så meget. Phoenix gik langsomt hen i mod Nochi og satte sig ned foran ham. 'hvordan skulle hun fortælle ham noget? var det over hovedet muligt?

Da Phoenix gik imod ham tog han et enkelt trit tilbage. Det var nu tydeligt at han ikke længere følte sig helt tryk. Og nu var Nochi også begyndt at kigge rundt. For hvad end ulvene hørte burde han også. Men han hørte intet. Var det bare ulvende der var noget galt med? eller var det ham der ikke kunne høre det?

Nochi nikkede da han hørte at hun levede hos sin klan. Og kiggede over på ulvende
"Dem? Er det din klan?" Sagde han lidt bebrejdende. Og brugte kropsmimik til at hentyde til ulvende bag hende. Men da hun sagde at de var omkring de 300, gav han hende et skeptisk blik.

Nochi tænkte 'Enten er hun ikke helt mentalt stabil. Ellers er jeg på vej ud på dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde.

Han tænkte sig om, og så over på de andre ulve bag hende. "Tror ikke jeg ville efterlader en kvinde alene i en skov. Men hvis du er sammen med 300 andre. Tror jeg ikke du er alene. Tværdigemod så er det mig der følger mig alene nu."

Kort efter kunne Nochi fornemme at der var noget der ikke helt var rigtig. Og det vidste sig at være rigtigt.
Kort efter smed kvinden tøjet, og Nochi blev ret så overrasket."Arr.. Ohh.. Ohm.. Ja. Jaa.." Nochi var ret så forvirret til at starte med. Kvinden smed tøjet. Og sagde at han skulle samle det op. Så det var det han gjorde. Og holde det i hans arme. Dog vidste han ikke hvad han skule gøre med det. Så han stod bare med det i armene.

Han så forvanlingen, hvordan hun gik fra at være en køn kvinde til at hvid ulv. Det var første gang han så forvandlingen tæt på. Ikke noget han kunne tænke sig at opleve.

Han så den færdige forvandling. En varulve. Den vendte sig om mod ham. Man kunne se at han ikke var tryg ved situationen. Og at han var klar til at løbe, eller forsvar sig hvis det blev nødevendigt.

Han så hende sætte sig foran ham. Nochi så på hende. Så på hende i et lille stykke tid. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Det var første gang han var så tæt på en varulv. En varulv som var levende.

"Såå, hvad sker der så nu? Var der en grund til du forvandlede?" Sagde han forvirret. Imens han stod med hende tøj i armene.

Hun grinede højt og rystede på hovedet, men med et blev hun alvorlig. "Nej, jeg lever hos The Wolf Clan. Der er jeg lige under Betaen. Men de ulve her," hun pegede rundt og smilede svagt. "Dem har jeg bare lige sluttet mig til... eller jeg er blevet deres Alpha, eller Beta... for det plejer at være en hun ulv der styre flokken... Blev der svare godt nok på det spørgsmål?"

Hun grinede svagt. "Her er der lige knap tyve... men okay, jeg ved sq ikke hvor mange helt præcist og hvis man tæller de ulve som stadig er små, er der mange flere." hun rystede på hovedet, som om hun morede sig over hans spørgsmål. Der var så mange og de var så enkelte. "Hør her mester, jeg er ikke bare en forsvarsløs kvinde. Det kan godt være jeg kun er 16, men jeg har oplevet lidt af det hele, så pas på med hvad du siger, ellers bliver det værst for sig selv." Sagde hun hårdt og smilede kækt.

Da han snakkede til hende lagde hun hovedet på skrå og kiggede væk. Hvordan skulle det her fungere?
Hun sendte en ordre til han ulven og bad ham om at føre koblet til hulen. Et enkelt blik hen imod Nochi og han gjorde det. 'Så langt så godt... hvad nu?' hun fnyste en enkelt gang og så på ham. Han var forvirret. Det morede hende en smule. 'hehe, du ser lidt forvirret ud... hehe.' tænkte hun og kom på en idé.
Hurtigt satte hun tænderne i det yderste af hans bukser og hev en smule i ham. Der efter slap hun ham og lavede et kast med hovedet. han skulle i sikkerhed, væk her fra.
Langsomt luntede hun hen i den mod satte ende af lysningen. Hun hoppede igennem busken og kiggede efter Nochi. Det her skulle nok forvirre dem som larmede og gjorde de andre ting som kun hendes øre svagt kunne opfange.

Nochi nikkede. "Jaa det giver mening. Så ja det besvarede mit spørgsmål" Sagde han roligt. Nu forstod han sammenhængen. Og kunne bedre forstille sig et helt billede af situationen.

Nochi begyndte at få at kæmpe smil på læben efter det hun sagde. "Hahaha" Grinede han højt dog kort. "Ja det indtryk har jeg fået. Du ser jo ud til at klare dig ganske godt, sammen med din klan. Så der er intet problem." Sagde han med ærefrygt i øjnene. Imens han så rundt på dem alle og betragtede dem. Det var en fin lille flok ulve. Det syntes Nochi ihvertfald. Han stod og betragtede dem og deres sammenhold. Det var længe siden han havde været en del af en klan. Det var snart over 22.000 år siden. Man kunne så hvordan Nochi blev fraværende i en kort periode på grund af at han stod og tænkte op noget helt andet. Han stop og mindedes om sin barndom i klanens skød.

Efter forvandlede hun sig, og satte sig foran om. Han var forvirret og bange. Men blev hvor han var. Nochi blev hurtigt rolig, og begyndte at slappe lidt af igen. Men han undrede sig over hvorfor hun sendte de andre ulve væk. Skulle der til at ske noget som de ikke skulle se? Han så sig omkring. Men så intet andet end dem forlade stedet. Han fik et lidt mere forundret ansigtsudtryk. Hun kunne ikke lade vær med at tænke. 'Hvad ville der ske nu? Hvad var hendes plan?' Han så sig omkring. Men han kunne ikke se noget der ikke brude være der.

Hun satte let tænderne i han bukser, og hev en smule. Nochi blev ikke bange men han var parat, hvis hun prøvede på noget. Kort efter gav hun slip, og Nochi forstod nu at det var et tegn på at han skulle komme. Han skulle følge efter hende. Nochi stod lidt. Han tænkt, og overvejet om han burde følge med. Men hans nysgerrighed efter at vide mere om varulven var bare for stør til nogen anden overvejelse. Så han gik med lette skridt over mod busken. Imens han så sig omkring. Han bar hendes tøj i armene, og kiggede efter hende med hans dybe blå øjne. Og kunne svagt se hende på den anden side af busken.

Da Nochi prøvede at gå igennem busken til hende brugte han sin svage evne, telekinese til at beskytte sit tøj med. Han fik grenene til at blive så meget mere tilbøjelig til at give efter. Sådan at hans tøj ikke tog nogen skade af at gå igennem. Man kunne næsten ikke se at han havde gået igennem en busk.

Ham kom over på den anden side af busken og så efter Phoenix.

Hun kunne se at han var på vej hen i mod hende. 'hvordan skal han følge dig? du er for hurtig.. han er for langsom. Hvad vil du gøre?’ stemmen i hendes hoved spurgte hende. 'Jeg ved det ikke, men kan prøve at sætte farten ned, men stadig hurtigt nok til at holde ham i sikkerhed...' svarede hun og fnyste svagt af stemmen.

Da han var kommet i gennem kiggede hun på ham med hendes røde øjne og lavede et kast med hovedet. Langsomt begyndte hun at lunte hen over jorden. Den letteste vej ville være den sti der var gennem skoven, men der ville de også være udsat... 'hvorfor kunne han ikke være ulv...' tænkte hun og kiggede hen over hendes ene skulder.
Hendes øre fangede en lav lyd og hun begyndte at knurre advarende. En mindre kanin hoppede ud af en busk og Phoenix rystede på hovedet og fokuserede på en anden lyd. den var lav, men høj nok til at advare hende. 'køretøj. stor.' hun åbnede øjnene og begyndte igen at gå i et rask tempo.
'Han skal følge med ellers kan det ende galt... og det vil være min skyld... måske skulle jeg bare efter lade ham.. NEJ, vær' flink i mod ham.' hun peb til ham og sprang over en lille å der krydsede hendes vej gennem buske og kradt.
Det her skulle bare lykkedes. Det var den eneste tanke hun havde lige nu.

Alt kunne afsløre dem, den mindste lyd eller et forkert skridt, kunne få katastrofale følger, men hvordan skulle hun fortælle ham det? Det anede hun ikke…
Larmen blev tydeligere og nu burde Nochi også kunne høre det. Der var flere end en. Der var to… nej, tre. Der var tre køretøjer på vej i mod dem. Nu skulle der fart på.
Hun bjæffede ad Nochi og satte mere fart på. ’kom nu for en i helvede.’ Tænkte hun og sprang over en lille fordybning i jorden.

Nochi gik stille igennem skoven, han vidste ikke hvad der der i vejen. Men han kunne se at Phoenix var bekymret over et eller andet. I starten vidste han ikke hvad, men han kunne fornemme at der var noget galt. Og lidt efter kunne han høre det, han kunne høre at der var 3 biler i nærheden. Han begyndte stille at løbe, bare for at komme op på siden af Phoenix. "Hvem er dem i bilerne?" Sagde nochi spørgerne. Men kunne hurtigt, se at hun bare ville væk "Okey, lad os bare komme væk. Du føre an." Sagde Nochi roligt og begyndte at løbe en hel del hurtigere. Hun vidste at han kunne løbe ligeså hurtigt som hende. Så da hun kom op på siden af ham, satte han tempoet lidt op igen. For vise hende at han godt kunne følge med. Dog blev han hurtigt overhalet igen, men det var nok også det bedste da det var hende der kendte vejen.  Det viste sig hurtigt at de kom til at løbe forholdsvis stærkt, og Nochi fulgte godt med. Selvom han ikke var en varulv, så var han ligeså hurtig som en.

Hun rystede på sit store hoved, da han spurgte hvem der var i bilerne. 'Hvor skulle jeg vide det fra? jeg ved bare at de ikke er venlige...' tænkte hun og kunne se at han ville hurtigere af sted. Et svagt glimt kom frem i hendes øjne. 'Hvordan?' det var det eneste spørgsmål hun ikke kendte svaret på.
'Hurtigere!' Skreg en stemme i hendes hoved. De var tæt på. Hun satte mere fart på og overhalede Nochi.
Pludselig drejede hun skabt, jorden stod ud til siderne, fra hendes poter da hun satte i løb igen. 'Vi er der næsten... næsten.' sagde stemmen i hendes hoved.
Et lille smil havnede i hendes øjne da hun fik færden af de andre ulve. Hun hyldede svagt. Kort efter kom to ulve og sluttede sig til dem. "Hvem er de? hvad vil de?" spurgte den ene. "Ved det ikke, men de er ikke lige frem legekarmarater..." Hun kiggede på Nochi. Han havde hendes tøj.

Da de var kommet hen til en hule stoppede Phoenix op og lyttede. Larmen var stoppet. 'Åh, nej... det kan ikke være godt.' tænkte hun og kiggede efter Nochi. Igen tog hun fat i hans bukseben og hev lidt i det. Lidt efter stoppede hin og tøffede om bag noget kradt. 'Nu lader du så bare mennesket tage over... på tre… en, to, tre.' hun slappede af og klynkede svagt.
Smerten var som ild. Den spredte sig fra hendes indre og fortsatte ud i tær og fingerspidser. Hun brændte indvendigt.
Muskler forandrede sig, knoglerne blev korte og smallere. Hun hyldede svagt og faldt sammen.

"Av for en i helvede mit hoved... det gjorde nas..." mumlede hun og slog armene om sig selv. Hun var blottet. Hendes hud var øm og sad for stramt, det kløede over det hele og gjorde ondt. "Nochi, må jeg få mit tøj?" spurgte hun med svag og hæs stemme.

Da de stoppede stod Nochi og så sig tilbage, han tænkte over hvem mon de var? Og hvorfor var de i skoven? Phoenix gik ind i en busk, og Nochi stod og underede sig over hvor hun var på vej hen. Da hun begyndte at sige underlige lyde af smerte var han ligeved at løbe ind for at se hvad der skete. For at se om hun havde brug for hjælp. Men han kunne skimte ulve skikkelsen, som han så blev mindre. Derved vidste han at hun var ved at blive menneskelig igen. Da hun spurte efter sit tøj, begyndte han at smile.  Nu forstod han hvorfor han skulle holde hendes tøj. Sådan at det ikke gik i stykker. Han gav hende det forsigtigt. Efter at have givet tøjet til hende. Begyndte Nochi at se sig omkring. De var ved hulen og han begyndte at udforske området omkring den. Der var forholdsvis tæt skov omkring den. Nochi tænkte 'Det var da godt hun kendte stedet, ellers havde vi aldrig fundet det.'

Efter han havde set sig lidt omkring, sagde han højt "Dejligt sted du har dig. Ikke nemt at finde. Dog stadig ikke usynlig." Sagde han imens han kiggede ind i skoven. "Men hvem var det vi løb fra? Hvis vi ikke ved hvem det er, hvorfor løber vi så?" Sagde han imens han vendte sig om mod den busk hvor Phoenix havde været i.

Hun smilede svagt da hun fik sit tøj. "hader det her..." mumlede hun og kravlede ned i hendes bukser, tog trøjen over hovedet og satte den på plads og snørede sine støvler. Langsomt kom hun ud af busken og satte sig på jorden foran den og klynkede svagt til en af ulvene. Den lagde ørene ned og kravlede hen til hende. Det var en af de ulve der havde vist hende vejen. Pelsen var rug og havde en karamelbrun farve.

Hun smilede svagt og så ned. "Jeg kender ikke til det her sted. Det gør de." Hun nikkede rundt og lagde hovedet på skrå. Den hårde facade som han først havde set, var væk. Hun var en sårbar lille pige. Hendes smil var sødt og skrøbeligt, som en glas-dukke.
Hver gang hun havde skiftet var hun i den tilstand. Alt og alle kunne gøre hende bange. Hun var som en lille pige på 8 eller 10. Lille og bange.
"Vi løb fra faren. Er det ikke enkelt at se? kunne du ikke høre dem?" Hun kiggede på Nochi, med hendes røde blik. "Jeg kunne høre biler... eller Mamaer, de er tre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det... men lyden er ikke til at tage fejl af, de er på udkig efter nogen. Hvis jeg kunne se deres køretøjer, eller deres mærke, kan jeg sige hvem og hvad de er, men jeg har ikke noget af det." Et lille uskyldigt smil spillede om hendes læber.

Træerne bukkede blidt i viden og bladene bruste så blidt. her var fred og idyl, men det ændrede sig da et skud brød stilheden. Ulvene søgte ind i hulen. Phoenix kiggede op og rejste sig lidt for hurtigt. Hun landede på jorden og smilede svagt. "Hør, de kommer." hun lagde hovedet på skrå og kiggede på Nochi. "Sikkerhed." Igen rejste hun sig op, men denne gang langsommere og tog blidt fat i Nochi's arm, hun trak lidt i ham og slap så igen. Ulvene pep, efter hende.
automatisk, besvarede hun deres pippen og gik efter dem.

Hulen, der uden på så lille ud, var det langt fra. "Wow." hviskede hun og lagde hånden på en af ulvene som støttede hende, så hun ikke ville falde.
lyset var stærkt i starten, men længere inde i hulen forsvandt lyset. Hun kunne ikke se noget. Men følte og lyttede sig frem. "Nochi?" spurgte hun svagt også forvirret rundt.
Tungt satte hun sig ned og lænede sig op ad væggen. Den kolde overflade kølede mod hendes brændene hud.

Nochi stod og så sig omkring da skuddet føj igennem luften og ramte et træ bag ham. Han så hurtigt over på stedet hvor skuddet kom fra. Men der var ingen. Men man kunne høre deres råbben inden bag træerne. Og at de kom tættere på, men man kunne stadig ikke se dem. Men det var et spørgsmål om tid, får de ville være her. Han så Phoenix falde og skulle lige til at hjælpe men han var for langt væk til at nå det inden hun selv kom på benene. Han stod stadig der ude da hun løb forbi ham, men kunne mærke at hun ville have ham med ind i hulen. Men han nysgerrighed fik ham til at blive lidt i nu. Han hørte Phoenix's fodtrin bag sig og kunne nu svagt skimme mændene foran sig. Der var en del han kunne ikke helt se hvor mange. Men han indså at han nok blev nød til at søge dækning ligesom de andre. Da han vendte ryggen til at begyndte at løbe begyndte der at flyve skud efter ham. Han var hurtigt og derfor var der svært at ramme. Men selv ikke det kunne redde ham fra at blive ramt. Nochi blev ramt i skulderen og var lige ved at flade på grund af salget. Men han var kun nede og rører med alle fire ben, og kom hurtigt op igen og kom helt ind til de andre.

Han hørte Phoenix's stemme længere ind i hullen. Det svage lys i hulen gjorde at det var meget mørkt. Og at det var svært at se noget. Han fandt frem til dem ved at uheldigvis komme til at puffe til en af ulvene med sin fod. Den gav et lille piv fra sig, og Nochi undskyldte hurtigt. Men gik målrettet videre.

Men det kom et lille "arr" fra ham da han fik rykket sin arm på en måde var det gjorde meget ondt. Han så sig rundt. Men kunne kun se svage se et omrids af hvad der var omkring ham. Han så hvad han mente var Phoenix der sad op af en væg. Han gik over og satte sig ved siden af hende. Han satte sig ned, og prøvede at danne sig et overblik imens han mærkede på hans arm. Han vidste at det ikke var alvorligt. Men han undrede sig over hvorfor det gjorde ondt. Normale kugler ville ikke skade ham når han havde sit normale forsvar oppe. Men dette gjorde ondt. Han kunne bruge sin evne til at kontrollere blod. Til at få blodet i hans blodåre til at skubbe kuglen ud. Men dette var ikke tilfældet, den havde ikke penetreret hans hud. Derved gik det op for Nochi, det var ikke normale kugler. Det måtte være lavet af et eller andet specielt som havde særlig effect på ham. Og måske ville det også have det på Phoenix. "Jeg ved ikke hvad det er eller hvem det er vi har med at gøre. Men de har specielle kugler. Så vi skal være ekstra forsigtige." Sagde han til Phoenix imens han mærkede på hans arm. Han kunne bruge armen lidt mere nu. Men det var stadig bagrenset.

"Hvad gør vi? De ser ikke ud til at være vendligsindet. Og ser ud til at de er på vej ind efter os" Sagde han imens han så på Phoenix i mørket. Han kunne ikke se hendes ansigt da det gik i et med mørket. Men han kunne se hendes øjne. "Forrasten, du så ikke ud til at have det så godt får, hvordan har du det? Det taget vidst meget på jer varulve at skifte form." Sagde han rolig

Phoenix kunne godt høre Nochi ømmede sig, men over hvad? Var han blevet ramt? Hvordan? Der var flere spørgsmål som fløj gennem hendes hoved da det enkelte ’arr’ blev sagt højt.
Da han satte sig ned ved hendes side smilede hun svagt. Det kunne godt være at de kun havde kendt hinanden i få timer, men Nochi stolede måske på hende og der kom en fantastisk idé til undsætning, eller det var måske en binde gal idé som måske ville få dem begge dræbt, men hvis de overlevede ville hun kunne slagte klanen med hendes egen… men det krævede at Nochi ville være med på idéen.
Da Nochi snakkede nikkede hun stille. ”Det undre mig heller ikke hvis de har specielle kugler, men hvordan kan du vide at de er specielle? Og hvad var det før? Er du blevet ramt?” Hendes stemme var spinkel og skrøbelig. Hun kiggede på hans ansigt men kunne ikke se nogen af hans ansigts træk.

Hun smilede lidt, så man kunne se hendes tænder. ”Jeg har en idé, men det kræver at du stoler helt 100 på mig og det er ikke sikkert at vi kommer ud i live, men jeg håber stærkt på det.” Hun grinede let, men blev så alvorlig igen. ”jo, øm… Hvis de er efter os, vil de nok gerne have fat i os, og jeg tænkte lidt på om de ikke skulle have lov til det… så kan vi se hvem de er, hvad de vil og sådan, mens vi på en eller anden måde kommer væk igen… jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde.” det sidste sagde hun meget lavt, så han ikke skulle bakke ud af hendes idé.
Da han spurgte hende om hun havde det godt, smilede hun svagt og grinede lidt. ”Jeg har det fint, eller det har jeg om noget tid, når jeg har fundet mig til rette i min krop, så jeg er lige lidt skrøbelig her det første stykke tid.” Hun nikkede svagt og sukkede dybt. ”Det tager hårdt på en varulvs energi at overvinde ulven i en selv og tage styringen og hvis man så samtidig skal holde ens mennesketanker i ulve-formen er man meget træt… Så lige nu ville jeg helst bare sove, men pga. de der idioter der ude, kan jeg ikke.” mumlede hun og kløede sig på armen, hvor huden var lidt for stram.

”Jaa jeg blev ramt, stod lidt for længe og så efter dem. Men det er ikke noget alvorligt… Grunden til jeg ved de er specielle er fordi jeg blev ramt… Det er den korte forklaring. Vi har ikke rigtigt tid til at dele livs historie lige nu.” Sagde Nochi imens han så mod udgangen. Han kunne svagt se lyset men kunne ikke se dem i nu. Dog kunne han høre dem. Der var en del. Alt for mange for dem. De var klart i undertal.

Imens han sad og så mod udgangen hørte han Phoenixes ide om at overgive sig. Han vidste ikke helt om han kunne lide den. Det var ikke hans type a plan, men igen han ville gøre det for overlevelse.
Det der nok overbevidste ham var at han ikke vidste hvor mange de var, så det var dumt at starte en kamp med dem. Desuden vidste han ikke hvordan Phoenix havde det. Hun sagde hun havde lyst til at sove. Hvilket nok indikerede at hun var træt. Så der var måske ingen anden udvej end at overgive sig. Da de ikke ville kunne forsvare sig ordentligt.

”Jo, okey, vi gør det. Vi har nok heller ikke den store chance hvis vi starter en kamp med 30 mænd med fuldautomatiske våben. Og specielle kugler. Men hvad er så planen sider vi bare her og venter på at de kommer? Eller hvad havde du tankerne?”

Imens Nochi sagde det, fik han ide som han måske kunne udnytte. Han evne var tros alt at styre blod. Så han fik det til at bløde meget der hvor han var blevet ramt, der var huldet i hans tøj var. Derved kunne han spille såret, og altid have noget blod klar til kamp. Han fik det til at bløde sådan at der løb en del bød ned af armen på ham. Det så ret voldsomt ud, men det var også den effekt han ville have. Og op grund af det ville han virke som om at han var svag. Og det ville give overraskelses momentet hvis det blev nødvendigt på et tidspunkt.

Hun nikkede kort da han snakkede. ”Du har ret…” roligt kunne hun mærke hvordan huden kom tilbage på sin plads. Den var ikke stram og kløede ikke længere. Roligt kiggede hun i samme retning som Nochi og kunne høre dem der råbte og trampede rundt der ude.

Hun smilede svagt da han kom med nogle spørgsmål. ”Tja… vi kunne jo bare lade os fange.” et kækt smil gled hen over hendes læber og det var tydeligt, at hun var ved at være tilbage i sin egen krop, igen.
Hun kom på en fantastik idé eller det syntes hun selv.
En enkelt gang piftede hun. Ulvene så på hende. Svagt knurrede hun ad dem. De søgte ned i den anden ende af hulen og krøb sammen. ”Godt det var så en del.” mumlede hun og fik øje på alt blodet. ”Øm.. hvad foregår her?” mumlede hun og kiggede på ham med store øjne. ”Det kan umuligt være sundt…” Men inden hun fik muligheden for at reagere lød der råb ude fra.
” Der er nogen inde i grotten! Ind og se efter!” brølede hen mand. ”og det var vist vores stik ord.” mumlede hun og krøb indtil Nochi så hun ikke virkede farlig.
4 bevæbnede mænd kom ind og sigtede på dem. ”Ingen røre sig! bliv siddende!” råbte ham fra før.
Phoenix fortrak ikke en mine, men smilede svagt. ”der er to væsner. Den ene kender jeg færden på, men den anden er ukendt” sagde han højt og gik roligt hen mod Nochi og Phoenix. ” Denne gang slipper du ikke fra os.” han henvendte sig til Phoenix, men hun grinede ad ham og himlede kort med øjnene. ”Jeg er sluppet fra dig et par gange. Tror nu godt jeg kan gøre det igen.” mumlede hun og mærkede en hård smerte på kinden. ”Hold kæft.” Han tog hårdt fat i hendes arm og førte hende ud af grotten.
” Det er tøsen fra The Wolf Clan! Deres Alpha Giver nok en god sum for hende! Ham den anden må vi se, hvem er. En eller anden ind og hent ham!” To mænd blev sendt ind efter Nochi imens Phoenix’s hænder blev bundet. Hun himlede med øjnene og blev smit om bag en bil. ”I har da heller aldrig hørt om manere!” Råbte hun og grinede ad dem.

Nochi sad og så hvordan de tog Phoenix og førte hende ud. 2 mænd kom ind til Nochi med en lommelygte, og så op ham. "Nå så det var dig der blev ramt! Hahaha! Du er sgu da også en idiot! Du stod bare der! Hahaha!"
Sagde den ene af mændene og så på den anden som stod ved siden af ham og grinede. Men efter den første havde talt færdigt sagde han "Vi må nok hellere tag ham med. Men vi skal nok hjælpe ham lidt. Han se ud til at være såret."
"Hahaha hjælpe ham? Han må sgu klare sig selv, om han så skal kravle ud af grotten!" Sagde han og sparkede Nochi i siden, og gik sin vej. Manden der blev tilbage stod som et stort spørgsmålstegn. Han så ikke ud til at forstå situationen. Han så efter sin ven, og derefter ned på Nochi som log og ømmede sig efter det hårde spark. Han rystede på hoved, og hjalp Nochi på benene. Nochi var nu ret forvirret over situationen. Hvorfor ville en af fjenden hjælpe ham? Han støttede ham, og holde ham oprejst. Nochi kunne godt selv gå, uden problemer men det var en del af hans plan at virke såret.

Da Nochi kom uden for sad Phoenix på jorden bagbundet. Hvor der gik en masse mænd rundt omkring lysningen. Alle med våben og forskellige niveauer af udstyr. Nogle med næsten intet og nogle udrustet til tænderne. Nogle af mændene så underligt på Nochi og manden som hjalp ham. Men helt uden at sige noget satte han Nochi ved siden af Phoenix, og bandt hans hænder sammen.
Nochi så på Phoenix, og sagde "Dine venner har altså dårlige manerer..." Sagde han sarkastisk. Og så op på nogle af de mange mænd ser nu stod rundt om dem.

Hun så undrende på Nochi som blev hjulpet ud af grotten. Hun så roligt på manden og nikkede kort til ham. ”hey, hvis det havde været mine venner… nej, det tør jeg slet ikke tænke på.” hun grinede svagt og rystede på hovedet. ”nej, jeg har stukket af fra denne militære enhed, et par gange… det er en lokal patrulje som tilhøre den by som du var på vej ned til. Og på en pæn måde, vil jeg nok sige at han der har bundet mig… ham har jeg været i nærkamp med og tja.. jeg vandt, men det fortæller jeg måske om en anden gang…” hun skulle til at sige noget mere da en stemme tårnede sig ud i lysningen. ” Se så at få jeres røv i gang. Jeg betaler jer ikke for at pille navle! Og sørg for at de to snus haner ikke stikker af! Vi skal bruge dem begge.” Phoenix, rystede på hovedet og lænede sig op ad Nochi. ”to Sekunder.” mumlede hun lavt mod Nochi’s skulder. Hun satte sig til rette helt op ad ham, så det bare lignede at hun gerne ville hjem og ikke kunne lide at være her. ”Kom nu..” mumlede hun svagt og ramte hans hænder. Roligt fik hun fadt i knuden og begyndte at binde den op. ”Godt, hold fadt i rebet og lad som om du er fanget.” hun pressede rebet ned i hånden og rettede sig lidt op så hun var tæt ved hans øre. ”Godt, vendt til du har fået et signal fra mig.” hviskede hun.
” Hey! Hvad fanden har i gang i? hvem har sat dem sammen?!”Manden løb hen mod dem, men Phoenix sad stadig helt tæt op ad ham. ”Forhold dig rolig.” den store mand tog fadt i hende. ”Nej! Lad være! Jeg beder dig! Lad mig være hos ham! Please!” hun kæmpede for at han ville give slip på hende. I sin kamp for at komme hen til ham så hun ham i øjnene og blinkede en gang, for at han skulle spille med. ”Lad mig være hos ham!” ” HAHA! Vores lille djævel har fundet en noget specielt.” han grinede blot mere ad hende og hev hende et stykke væk og gennem gik hende hænder. ”Nå, så du ville ikke stikke af. ” manden rystede på hovedet og gik over til Nochi. ” Hvem fanden i helvede er du?” han grinede svagt da, han så hans arm. ” Er det dig som bare stod og så på? Ha, det der havde du fortjent.” han stoppede og så på Nochi for at få et navn.

Nochi så hvordan at han løftede Phoneix op, og så på hende. Han kunne mærke hvordan at han blev irriteret over at han gjorde som han gjorde. Det var ikke sådan at man behandlede en dame! Men Nochi var ikke i en position til at gøre noget.

Nochi sad på den hårde jord, og så op på manden som stod over ham. Nochi kendte ham ikke og derfor sad han og stigered på ham. Det ansigt han så foran sig, ville han ikke glemme lige foreløbig. Men normalt glemte Nochi heller ikke særlig meget. Så Nochi sad og ville memorerer hans ansigt. Sådan at han altid ville kunne genkende ham vis han nogen sinde så ham igen. Ville han vide hvem han var, og efter hvad han gjorde idag. Ville afgøre hvad Nochi ville gøre næste gang han så ham. Vis det en dag ende med det.

Han så på Nochi og råbte "Og hvem fanden er du så?" Sagde han og gav Nochi en flad. Nochi så vredt på manden. Han vidste ikke helt hvordan at han skulle reagere. Men han kunne mærke hvordan vrede brølede frem i ham. Nochi havde allerede nu muligheden for at dræbe manden. Da han bare kunne skyde ham med blodet fra han arm. Men han valgte at lade vær. Han vurderede det til at være for fagligt at gøre nu. Da de mange mænd omkring dem så på. Han valgte istedet at svarer manden i hans spørgsmål.

"Hr... Navnet er Nochi. Og det er en fornøjelse at møde dem. Jeg havde givet dem hånden, men det er desvære ikke muligt." Sagde Nochi med et smil på læben. Han kunne høre nogle af mændene omkring dem grine. Og tilsyneladende kunne han også høre det. For han vendte sig om, og råbte af dem "Syntes i det er sjovt?! Hvad med i satte jer ind og holde ham med selskab imens i bliver tæsket af resten? uhm? Ingen? Tænkte jeg nok.." Sagde manden højlydt til mændene omkring dem. Men igen kom Nochi med en hurtig kommentar. "Hey, vær søde ved dem, de har ikke gjort noget. Desuden hvis det ikke var for dem, havde du allerede været d... " Nochi nåede ikke at blive færdig inden han fik et slag i ansigtet. Denne gang med en knyttet hånd. Nochi så ikke begejstret ud, men det så heller ikke ud til at rører ham særlig meget. Manden gik rundt om Nochi, og smilede. "Hehe.. Du er en flabede en.. Lidt ligsom den veninde... Men sådan er det nu, så må vi jo bare lære jer at opføre jer pænt ikke?."

Da manden gav Nochi en flad snerrede hun ad ham. Nogle folk omkring Phoenix så på hende. De havde troet at hun snerrede af dem. hendes øjne lynede, og det var ikke kun på grund af at Nochi havde fået en flad. Nej, hun var blevet behandlet som en sæk kartofler…
Men hendes vrede forsvandt lige så snart, Nochi havde været flabet. ’du leger med ilden Nochi, og du bliver snart brændt.’ Der dannedes sig et stort og lettere ondt smil om Phoenix’s læber.
Da Nochi kom med endnu en kommentar så Phoenix sig rundt. Hvis der ikke var flere af menneskerne, havde de en lille mulighed for at slippe væk. Hun sad og spekulerede på deres svagheder og stykker, men hun blev revet ud af tankerne da hun hørte endnu et slag. ”Hold dig fra ham!” snerrede hun hårdt. På ny begyndte hendes øjne at lyne, men da manden ignorerede hendes snerren ad ham, og snakkede videre med Nochi råbte hun: ”Hold dig fra ham dit bæst!” Han vendte sig om og smilede svagt. ” hva’ sagde du?” han grinede og viftede to mænd frem.
Den ene af de to mænd havde et langt ar tværs over hans ansigt, mens den anden var både lille og rød håret og begge havde en AK47 i hånden. ”tog tøsen og stil hende for and flaben.” de to mænd nikkede.
Ham med arret hev hende op at stå so hun kunne gå hen foran Nochi. Uden at protestere det mindste satte hun sig foran ham på knæene. ”Dig,” han pegede på ham med det røde hår. ”vi skal have dem begge ind i køretøjerne og de skal helst ikke kunne røre sig. Hvordan vil du få dem der ind?” manden svarede at han ville slå dem bevidst løse og derefter slæbe dem ind i bilen. ”Så gør du det. Det kan være i lære noget af det her.” den sidste sætning var mere til Nochi end den var til Phoenix, men det var en advarsel.
Med et fattet blik så hun på Nochi og nikkede som tegn til ham, men kort efter at hun havde nikket havde den rød håret fyr, slået hende i baghovedet og hun var faldet forover. ”Av…” mumlede hun og det hele var blevet sort. Nu var det så bare op til Nochi, hvad ville han gøre nu?