pas på med hvilke dyr du ser på eller nærmer dig (Nochi)

”Sovet godt? Klart...” mumlede hun gnavent og sukkede. Hendes humør var ikke godt… langt fra…
”ja ja, mor.” drillede hun og ignorerede Nochi som prøvede at beskytte hende på en eller anden måde.

”Spændende og spændende… vil jeg ikke ligefrem sige, men tja. Nej, det er ikke spændende men det er mad så, jeg spiser det gerne.” Phoenix spise grådigt direkte fra dåsen og slikkede sig om munden. Bønner var ikke det bedste, men lige nu var det bedre end lommeuld og støv.
Imens Nochi satte sig ved hendes side så hun hen på ham og de røde øjne lyste svagt op, maden gav hende en smule styrke men ikke megen.
Lyset skar i hendes øjne og hun for sammen. ”Hvem.. Argh… mine øjne..” Bandede hun lavt og kneb øjnene hårdt sammen. ”Ikke gennemtænkt Nochi.” Mumlede Phoenix og stillede den tomme dåse fra sig. ”Hvor længe har jeg sovet?” Spurgte hun med Munden fuld af tørret kød. Det smagt fælt. ”Fy for fanden!” Bandede hun og slugte kødet alligevel.
”Kødet smager ikke godt, resten kunne smage meget bedre, men som sagt, mad er mad, så jeg skal bare æde lige nu.” Med hurtig hånd, fangede hun endnu en dåse med mad og varmede den. ”Godt så.. majs..” Hun åbnede indholdet og en rådden lugt sneg sig ud i rummet. ”Okay, pludselig er jeg ikke sulten mere.” Mumlede hun og strakte sig.

”Hvor langt er de der dimser? Eller folkene der ude?” hun nikkede hen mod døre og sukkede svagt. Søvnen havde godt nok givet hende, hendes kræfter igen, men ikke at det hjalp mega meget.. alt i hende skreg på en ordentlig søvn eller noget rigtig mad, men det kunne ikke lade sig gøre og desuden, skulle hun også snart hjem til hendes klan eller til militsen… og en undskyldning fra hende var nok også på plads. ”Tak Nochi, fordi du passede på mig.” Hun smilede skævt og så ind i Nochi’s klare øjne.

Nochi sad og så Phoenix spise. På en eller anden måde gjorde det ham glad at se hun var begyndt at få det godt igen. Selvom deres situation langt fra var god, kom der da alligevel et lille smil frem. Det var tros alt langt fra det værste han havde prøvede.

”Jeg ved det ikke.. vil gætte på 3 -4 timer… Men er ikke sikker… Har selv siddet og været meget inde i mis selv. Så har ikke rigtigt lagt mærke til verden omkring mig…”

Men hans smil forsvandt da den rådne lugt sne sig ud i lokalet… ”Ad, det burde du nok ikke spise…” Sagde han med væmmelse i stemmen. Og så Phoenix i øjne. Han hørte hende sige tak. Et stort smil kom frem og han tog sig til hovedet, kiggede væk og sagde ”Hehe, det var da ingen ting, glad for jeg kunne hjælpe!” Sagde han glad med et stort smil på læben. Han så over på Phoenix igen, ”Har du fået det bedre?” Sagde han spørgerne og så lidt mere bekymret ud, selvom et lille smil stadig kunne ses på hans ansigt.

”Ærligt talt har jeg ikke fulgt så meget med i hvad der skete der ud… Men det virker som om de har opgivet at lede efter os. De tror vi er flygtet… Og det kan vi selvfølgelig udnytte. Men tvivler på det bliver nemt at komme ud herfra…” Han så ned i jorden. Han prøvede at lytte, men der var intet at høre… ”Jeg kan ikke høre dem, måske betyder det de ikke er her. Måske er det vores tegn på at vi skulle komme videre?”

"Har fået det lidt bedre, men kunne godt bruge en rigtig seng, eller noget rigtig mad.. men skidt, må vente." Phoenix gabte og en fæl ånde bredte sig fra hendes mund. "Og en tandbørste ville gøre underværker, føj hvor jeg dog stinker ud af min mund." grinede hun og lagde hovedet tilbage, for at fokusere på hendes indre flamme, og kontrollere om den var okay og om hun kunne bruge den uden at skulle passe på, men det overraskede hende at flammen var så stor som den var, som om den var større end den plejede at være..
"underligt." mumlede hun og rystede den underlige fornemmelse af sig.

"Har du ikke fulgt med..." mumlede hun som en lille note til sig selv. "Well, vi kan jo finde ud af om de er der eller ej, men jeg er enig, vi skal ud her fra så hurtigt som muligt, godt jeg skifter til ulv, du holder mit tøj, og giver mig det igen når vi er ude, og du føler med, basta, du advare mig hvis du kan se, hører, eller mærke nogen som helts, som kan være i vejen for os."
uden at vente på svar, vente hun ryggen til ham og smed sit tøj, og skiftede til hendes ulve skikkelse.
Ulven kunne genkende Nochi's færd, og slikkede hans fingre spidser som en tegn til, at hun kunne huske ham.
med snuden puffede hun hendes tøj hen mod ham og åbnede munden for at udstøde en lille bitte lyd, så han vidste han skulle samle det op, hvis han da forstod hende.

hun gik hen mod døren og rejste sig op på hendes bagben og trykkede ned på dørhåndtaget. Døren åbnede med et lille klik og hurtigt smuttede hun ud på gangen og begyndte at gå, eller små løbe som hun rent faktisk gjorde. ikke en gang kiggede hun bag ud for at se om Nochi var med hende, det forventede hun bare han var.

Nochi stod igen og så Phoenix smide sit tøj. Dog denne gang vendte han hende ikke ryggen imens. Hurtigt efter stod der nu en varulv og kiggede på ham. Han smilede gladt til den. Han syntes den store hund var ret sød. Ironisk nok, da han tros alt havde brugt over halvdelen af sit liv på at slagte dem... Nochi samlede tøjet op efter hun havde puffede til det. Han vidste han skulle samle det op efter hun havde sagt det. Og han kunne huske det fra sidst det skete. Nochi forlede tøjet sammen og lagde det fint i en bunke, sådan at det var nemer at holde og det ikke blev alt for krøllet. Nochi tog tøjet under armen og gik efter ulven. Nochi havde fordellen at hans styrke rent fysisk log i hans hurtighed. Derfor fulgte han nemt med Phoenix der luntede afsted ned af gangen. Nochi fulgte let og elegant den store ulv hvorend den gik.

Ulven luntede frem. Der var ingen tvivl om at hun kendte stedet… underligt nok, men hun kunne nemt finde frem ad. ’Se hvis jeg nu går her hen, jamen så kommer jeg den her vej, og så kommer jeg hen hvor der gerne skulle være en nødudgang.. hvis jeg husker rigtigt… ellers ender vi midt inde i spise salen… ‘ Ulven fnøs og satte pludselig poterne i jorden.
En færd af menneske ramte hende og hun begyndte at knurre. En mand kom gående uden at have set op, men da han hørte noget knurre, kiggede han forvirret rundt og så en snehvid ulv med blottede tænder. ”FUCK!” Skreg han og smed hvad han havde i hænderne. ”ALARM! SLÅ ALARM!” Skreg han ud i gangene og mennesker begyndte at komme ud af rummene. Phoenix rystede og skælvede. Knoglerne blev længere og hendes pæls forsvandt delvist.
En ny forvandling var sat i gang. Denne kampform var cirka 2 meter høj. Hun stod på to ben og knurrede kraftigt. Dette var hendes kampform, den var stærkere, mere blodtørstig og handlede impulsivt. Med et kastede hun sig frem og tonsede imod menneskerne.
Problemet ved den her skikkelse var, at hun ikke kunne styre sig. Den ville dræbe og fortsætte indtil der ikke var mere at dræbe.
Med blottede tænder og klør fremme begyndte hun på sin massakre, men der var en ting hun ikke havde set, lugtet eller fornemmet. De våben der var, kunne trænge igennem den ellers hårde hud. Skud efter skud, ramte plet og trængte ind i hende. En enkelt kugle ramte rigtig i hendes krop. Lige i bryst kassen. Kampulvens hyl lød. En øre skingrende lyd, blandede med jordskælv. Phoenix vendte om og satte kurs mod Nochi. Ulven var vred og kuglen skulle ud hvos hun skulle se sig nogle forhåbninger om at fortsætte. Kuglerne fortsatte med at flyve om ørene på hende og ramte, aer til hende i ryggen.

Nochi fulgte let efter Phoenix. Og så sig omkring, han regnede med at Phoenix havde styr på hvor det var på vej hen. Men det burde han måske ikke have gjort. For pludselig befandt de sig i en meget presset situation. Han så hvordan Phoenix løb hovedløst ind i dem. Imens hun blev beskudt at de mange mennesker, Nochi vidste godt det var dumt. Så han fulgte ikke efter hende, men stod i dækning og overvejede hvad fuck han skulle gøre. Han vidste godt at det ville være selvmord at løbe ind i dem. Uden en plan… Han så hurtigt ud, og så hvordan Phoenix flåede folk fra hinanden, hvordan blodet sprøjtede rundt over det hele… Nochi vidste han måtte gøre noget, tog hovedet ind igen. Talte til 10, imens han samlede energi i kroppen. 60 % blev det til, også gik han ud, med et vredt blik i øjnene. Og hans oldgamle aura der blev betydeligt stærkere da han begyndte at bruge af hans kræfter. Nochi så med sine blå øjne på Phoenix der vente om, da hun var blevet ramt i brystkassen… Slemt… Det skar igennem Nochi, at se hende såret, med alt det blod… Det mindede ham for meget om det han havde set på slagmarken, hans kammerater der var badet i blod og faldt om for hånden af fjenden. Med det i tankerne sendte han hundredevis af små blod pikke ned af gangen rundt om Phoenix. Han kunne se hvordan de masse penetrerede de soldater der stod i åbningen, hvordan nogen af dem kastede sig til siden for at undgå ham. Han stoppede, og så på Phoenix, han kunne se at hun var blevet skudt i brystkassen. Det så slemt ud… Måske kunne han gøre noget? Måske kunne han hjælpe bare lidt? Han vidste at andre væsener healede hurtigere hvis de fik vampyr blod, og sammen med varulvens normale healing ville de nemt kunne stoppe det meste. Men imens han stod og så på Phoenix komme tættere og tættere på. Hvilket vil sige nu 8 meter fra ham. Kom der en kugle forbi og snittede hans højre arm. Han komme mærke at det var sølv, da det brændte helt ekstremt på hans arm. Nu 4 meter fra Nochi var Phoenix. Og Nochi tænkte ikke klart, han brugte sin hurtighed til at springe ind på brystet og klamrer sig fast til den store ulv. ”Phoenix, det er mig, jeg vil bare hjælpe dig”, sagde da han hang på hendes bryst. Der var måske kun gået få sekunder, men det føltes som minutter for Nochi. Han vidste at Phoenix ikke var sig selv, men hvis hun var blevet skudt med en sølvkugle, var hendes liv i farer. Så han brugte hans evne til at få blod ind i såret, hvilket kunne svige ret meget, skubbet kuglen ud, og efterlod lidt, sådan at det kunne hjælpe med healingen. Han hang stadig fast… Om han gjorde det ret meget længere vidste han ikke….

Da der pludselig var en vampyr på Phoenix’es brystkasse sortnede det hele for hende. Vampyr.. varulv.. vampyr… varulv.. DRÆB! Smerten der pludselig skød sig igennem hendes bryst, fik hende til at hyle endnu engang. Phoenix begyndte at ryste igen, men værre end før, som om hun lagrede energi, eller gik til en tredje forvandling?

den bløde sne kunne ses under hendes fødder, nogle steder var den dog rød… meget rød. Den lille pige stod med hvidt hår og forsvandt næsten i den bidende kulde. Det eneste der gjorde hende synlig, var de bloddryppende fingre. ”en hud så hvid som sne, læber så røde som blod…” Mumlede den lille pige… sætningen var fra et gammelt eventyr..
Den lille pige begyndte at gå, imens hun nynnede. Blidt og roligt, som legede hun med sine dukker.

Vildskaben skød igennem Phoenix og ignorerede den dumme vampyr. Hvis han kunne overleve, måtte hun vel slå ham ihjel senere.
Hun sprang ned på fire ben og begyndte at løbe hurtigere end nogensinde før. Hun bragede gennem den første dør, og den næste. Intet kunne stoppe hende… eller det var der faktisk. Rystelserne begyndte igen, denne gang kraftigere end nogensinde før… højlyt og bange begyndte en pipende lyd at finde vej fra hendes strube og ud gennem hendes mund… den store ulv blev mindre og mindre, samt mere menneskeagtig.
Den nøgen Phoenix skvattede om på gulvet. Hun så ikke for godt ud. De blege arme med skudhuls indgang, kunne ses kraftigt. De røde læber, åbnede sig svagt og hviskede: ”Læber så røde som blod..” Hun vidste ikke hvorfor, men det lød bekendt. ”Blod..” mumlede hun og krøllede sig sammen på det kolde beton gulv, men det skulle hun ikke have gjort. De åbne sår på hendes ryg strakte sig og åbnede sig mere op, mere blod.. et skrig skar igennem gangene. Ikke så kraftigt som før, men et mere dødsdømt skrig. ”hvid som sne, Rød som blod og sort som ibenholt.” mumlede hun og bed sig i læben. Ordene virkede betryggende… som en redning eller livline... Phoenix’es øjne glippede og lukkede sig. hendes mund åbnede sig svagt og et lille suk slap ud… næsten som om hun faldt i søvn.

//undskyld den korte længde :)

Nochi holdte godt fast, med liv og lemmer som indsats. Han kunne mærke hende ryste, da han hang på hendes brystkasse imens hun løb. Det gjorde ham bekymret.  Han kunne mærke at det blev værre og værre.  Hans ryg ramte jorden, da hun sprang ned på alle fire ben. Her var det først at det blev svært at hænge fast, men det lykkedes. Var svært men det lykkedes. Pludselig kom der nogle kraftige rystelser fra den store ulv, og en pipe lyd? Nochi blev hurtigt bange og sagde ”Phoenix? Er du okey? Phoenix?!” Mere nået han ikke at sige før at hun begyndte at forvandle sig tilbage. Han gav slip og landede hårdt på ryggen. Det gjorde ondt, og han brokkede sig højlydt. Men han stoppede ikke på grund af det, han farrede over til Phoenix, for at hjælpe hende. Han kunne se at Phoenix nu log på jorden helt nøgen og svag. Hun hviskede noget? Det gav ikke mening for ham, men det tog han sig ikke af nu. Lige nu havde hun brug for hjælp. Han brugte sine telekinetiske evner til at smække alle dørende i bag dem, som Phoenix havde braget op. Hurtigt tog han og løftede hende op fra gulvet, igen med sine telekinetiske kræfter og løb ind i nærmeste rum. Dette var et stort kontrol rum, men der var ingen mennesker eller andre væsner. Hurtigt smadrede han alle kamera han så, og lagde hende på en sofa han fandt op ad væggen. Her lagde han hende, med hendes eget tog og hans jakke og over sig. For at holde hende varm. Lige efter begyndte at fjerne alle kuglerne fra hendes krop via hans blodkontrol. Og igen, efterlod noget af hans vampyrblod derned. Da det var healende. Og sammen med hendes Varulve, naturlige healing burde det forhåbentlig virke godt nok til at rædde hendes liv. Han løftede hende op fra sofaen igen med sin evne. Og flåede stoffet af sofaen, for også at vikle hende ind i det. Han ville være sikker på at hun kunne holde varmen. Nu var det bare at komme ud. Hurtigst muligt. Nochi kiggede rundt for at finde en udgang. Men kunne intet finde sådan umiddelbart. Men fandt noget andet? En af skærmende havde en grundplan over basen. Og vidste med navn hvor alt var. De var faktisk meget tæt på udgangen. De skulle bare ud af bagdøren også ned for enden af den gang. Næsten ude!
 

Nochi stod lidt og så på Phoe, det gjorde ondt at se hende sådan… Virkelig ondt… Men det var derfor han var fast besluttet på at få hende ud i live! Han kunne nu høre mennesker bag ham. Han skulle skynde sig, så han skyndte hen til den anden dør, og han nåede kun lige at få Phoenix ud af døren, da mændene bag ham sprang frem. Han smækkede deres dør i hoved på en mand som formentlig gik kold efter slaget. Og lukkede deres dør bag sig. Han kunne se udgangen, og ved Nochi’s fordel var han hurtig, når han virkelig ville. Han var ikke ligeså stærk som andre vampyrer på hans niveau men helt klart hurtigere! Han havde Phoenix foran sig for at beskytte hende. Af god grund, for inden Nochi fik åbnet døren til friheden.  Kom soldaterne bag ham. Han havde allerede brugt nok af sin styrke til at flytte Phoenix, så han kunne ikke stoppe skaden af skudende Han fik 3 skud i ryggen, som gjorde helveds ondt. Et hørt skrig kom fra ham, imens han lykkede døren bag sig. Han brugte sine kræfter på at få en metalpæl væltet ned over døren, sådan at den ikke kunne åbnet indefra. Nochi kunne godt mærke at han var begyndt at være udkørt. Selvom han ikke vidste hvordan man kørte en bil, satte han Phoenix som mest af alt lignede en indbagt pølse i passagersædet. Uden helt at vide hvad han gjorde tænkte han bare hurtigt. Han vidste at man skulle dreje nøglen, også gøre noget ved de der pedaler for at få den til at køre fremad. Til at starte med trampede og trampede han på dem. Men intet skete. Han så rundt i bilen, og fandt den mærkelige stang i mellem sæderne. Han tog og rykkede den ind på plads og trampede på en pedal. Også kørte den endelig!  

Han kørte i godt en lille halv time inden han kørte direkte ud i skoven, i cirka 5 min for at efterlade bilen, og derefter tag phoenix i armende og begyndte at gå videre ud i skoven, uden bilen. Han gik i omkring 1 time, bare ligeud, indtil han kom til en mindre sø, han vidste ikke den var det. Men her kunne han heller ikke mere. Hans arme var virkelig begyndt at syre… Her lagde han hende ned på jorden ved søen, lavede et lille bål for at holde hende varm. Og lagde sig ved siden har hende på den hårde jord. Hun log blødt, det vidste han. Han havde tros alt pakket hende godt ind. Så skidt med hvordan han havde det. Han lagde sig bare og prøvede faktisk at falde i søvn, men selvom han var træt, og var øm i hele kroppen. Og havde store sår i ryggen, så kunne han ikke falde i søvn. En mindre bivirkning efter at have sovet i 20.000 år… Så Nochi ende med at ligge og se enden på Phoenix, eller himlen imens han slappede af i kroppen.

Da en skrap smerte ramte Phoenix i ryggen reagerede hun svagt ved at krumme tæerne og fingrene, men ellers var hun for svag til at gøre den mindste modstand.
Efter at smerten var holdt op faldt Phoenix hen i noget der mindede om dvale. Intet kunne vække hende. Hverken lyden af skuddene fra nogle våben eller Nochi’s skrig.

Et svagt hyl kom fra Phoenix da hendes ulve side reagerede på duften af skov. Hendes krop sitrede svagt, men faldt til ro igen. Skovens lyde beroligede den sårede varulv og på en måde skete der et eller andet inde i Phoenix, noget som ikke plejede at ske.
Med et slog Phoenix øjnene på og hylede højt mod himlen. Hendes menneske form var komplet, men hendes sindstilstand var ulv.
Med svage bevægelser rystede hun sit hoved og prøvede at skubbe hendes indpakning væk. Med et fandt hun sin stemme og bandede svagt. ”Jeg hader det her.” hviskede hun og vred sig. Et lille klynk af smerte lød fra hende. ”dumme smerte.” Hviskede hun og mærkede en tåre trille ned over kinden.
Hun søgte ikke hjælp ved Nochi, reagerede faktisk slet ikke på at han var der. Hun havde fået løsnet indpakningen så meget som muligt og havde nu mulighed for at rulle om på den anden side så hun kunne krølle sig sammen og sove stille.

”hvid som sne, Rød som blod og sort som ibenholt.” stemmen var blid og venlig. Det var en kvinde stemme. pigen drejede hovedet, men en hudfarvet plamage var kun til stede. Ansigtet og kroppen manglede, alt var sløret omkring hende. Moderen fortsatte med at snakke, men resten var helt væk, kun en svag summen kunne høres men intet andet.

Phoenix vågnede med et lille klynk og en svag hulken. Dette underlige minde var ikke til at sætte fingeren på. det virkede hjemligt og bekendt, men alligevel så fremmet og skræmmende. Phoenix rullede om på ryggen og fik med det samme øje på Nochi. ”ARGH!” Gispede hun og lukkede øjnene. ”Aldrig gør det igen… ikke forskræk mig på den måde.”