pas på med hvilke dyr du ser på eller nærmer dig (Nochi)

Nochi så at Phoenix blev slået ud af manden og at hun nu log på jorden. Nochi så vredt på mændene, imens de fik nogle andre til at samle hende op. Imens de andre mænd samlede Phoenix op, gik den lille rødhåret mand over til Nochi og begyndte at snakke til ham.
"Og hvem er du så? Har hørt om hende, men dig har jeg ikke set før?" Sagde manden imens han satte sig på hug for at se Nochi i øjne. Nochi så vredt på ham, da han havde mistet respekten for dem efter hvad de gjorde. Igen følte Nochi en stor lyst til at slutte mandens liv med det samme. Da han faktisk havde muligheden. Men han vidste ikke hvordan han skulle komme væk derfra, når alle de andre stod og så på. Så Nochi valgte at ignorer ham og se væk i stedet. Manden så opgivende på Nochi og skulle lige til at sige noget. Men så blev han afbrudt af den store mand som brød ind. Han slog Nochi hårdt i baghoved. Han blev slået med bagsiden af en AK47, lige i nakken. Dog besvimede han ikke med det samme. Men fik så ondt i hoved at han råbte højt,
"ARR!!!" og faldt ned på maven. Det sidste han så var at Phoenix log i armene på en stor mand som var på vej over til nogle biler. Lige efter han havde set det, fik han et slag til. Alt blev sort.

’Hvor pokker er jeg? Hold kæft hvor gør mit hoved ondt… Hvor er Nochi?’ Phoenix satte hænderne mod det der føltes som noget beton af en art. Hun åbnede prøvende øjnene og så ned i gulvet. Det hele drejede rundt i hovedet på hende. Hvor var hun?
Phoenix så prøvende op og så ind i en gå mur. ”Hvad fanden?” mumlede hun hæst og prøvede at se op, men det hele snurrede for hendes øjne og hun begyndte at få kvalme. ”Okay, det her er ikke godt.” mumlede hun og holdte det hun havde spist tidligere nede. ”Ew… jeg har det elendigt.” hun brokkede sig og vendte sig om på ryggen så hun kunne se op.
Et lille for m for vindue sad øverst oppe. Hun drejede hovedet og sukkede. ”Jeg hader det allerede.” hun satte sig prøvende op og satte hoved ned mellem knæerne og prøvede at få svimmelheden væk.
Hun snusede ind og fik færden af Nochi. ”Nochi?!” mumlede hun og rejste sig for hurtigt op. Han var i et hjørne i det rum hun befandt sig, hun fik taget et skridt og faldt ned på jorden. ”av, av, av…” mumlede hun irriteret og kravlede hen mod ham.
Da hun var en lille meter fra ham sagde hun: ”Nochi, Nochi, hallo?” hun kravlede helt hen til ham og satte sig ved siden af ham. Forsigtigt rørte hun hans arm og så at blodet ikke var stoppet. Hun så roligt på hans ansigt og rørte forsigtigt hans kind. Hun så blidt på ham og sank en klump, han skulle bare være i live… hun ville ikke være her alene… slet ikke hvis der kun var mænd.
Forsigtigt flyttede hun sig så hun kunne ligge ned ved siden af ham i mens hendes hoved hvilede på hans ene lår. ”Jeg hader mit liv i dag…” mumlede hun og gabte svagt, hun ville bare sove… og sove… og aldrig vågne mere…

Nochi vågnede med et sæt. Han rystede kort og kraftigt da han vågnede. Log på ryggen og så direkte op i loftet. Hans sår på armen var healet, man blodet var stadig ude. Det dækkede hele hans arm samt var kommet en del på gulvet. Han havde lidt ondt i hoved, og forstod ikke helt situationen. Han log helt stille i noget tid, og så op i loftet. Han prøvede at få alle sine sanser igang igen, sådan at han kunne mærke hvordan han selv havde det og havde en ide om hvad der var omkring ham. Det tog ikke lang tid, før Nochi følte at han havde fået kontrol over hans krop igen. Der kunne han mærke at han ikke havde sin jakke på. Samt hans sko var væk? Han forstod ikke helt hvorfor de havde taget det. Men det interesserede han heller ikke lige nu. For han begyndte at tænke på Phoenix, hvor var hun? Han prøvede at sætte sig op. Der kunne han mærke at der var noget ved hans låg. Og først der realisered han at Phoenix log lige ved siden af ham. Han kunne se at han havde fået lagt en del blod på jorden og han var også smurt godt ind i det. Men med en lille håndbevægelse, fik han blodet til at samle sig og forsvinde ind i hans arm. Han havde ikke længere brug for det tænkte han.

Han så over på Phoenix, som stadig så ud til at sove. Hun så træt ud, selv i søvne. Han sad lidt og overvejede om han skulle vække hende eller ej. Han tænkte at hun sikkert havde brug for søvnen. Men hun ville sikkert også gerne have at hun blev vækket sådan at hun vidste at han var i live. Nochi valgt at lade hende sove, sådan at hun var udhvilet til hvad end skulle ske dagen efter. Nochi lagde sig på ryggen, med hænderne som pude for hoved og så op i loftet. Han sov normalt ikke, så han havde masser af tid til at tænke over tingene.

Phoenix sov, og sov. Hun dømte ikke og følte heller ikke noget. Det kolde gulv og den klamme luft sagde hende intet. Hvordan kunne hun ikke drømme, eller føle noget i drømmen?
Hun mumlede svagt i søvne og brokkede sig lidt over hendes hoved og at hun havde ondt i maven. Hun kradsede fingrene mod det kolde betongulv og for op.
Hun satte sig op og stirrede hen mod væggen hun havde været ved før. Langsomt kom hun tilsig selv og tog sig til hovedet. ”Jeg syntes ellers at jeg sagde jeg ikke ville vågne igen…” mumlede hun svagt og sukkede tungt. Hun drejede forsigtigt hovedet og så på Nochi. ”Hey, har der været nogen?” hun tog sig til bag hovedet og mumlede noget det kunne fornemmes som en ed.
Langsom rejste hun sig op og så ned af sig selv. hun lignede sig selv og havde det hun plejede at have, undtagen hendes våben, hvad hun enlig var lidt sur over, men der var et våben de ikke kunne tage fra hende, men ingen vidste hun havde det.
I blide bevægelser gik hun rundt og studerede rummet. Kvadratisk, et vindue, 4 går betonvægge… intet andet.
”Hvor fanden er vi enlig?” hun gik hen mod Nochi og satte sig op ad vægen ved siden ad ham. Hun hadede at være fanget som et dyr… hadede det som pesten. Hvis hun var samme sted længe nok, ville hun gå amok på stedet. ”Nochi… hvor er dine sko?” hendes stemme var undrende og et strejf af morskab, var at finde i hendes stemme. Det kunne da godt være at der ikke var sket det helt store, men at tage hans sko?! Ha!
”Hvad har de ellers snuppet?” hun prøvede at holde et grin tilbage men en lille finsen fandt alligevel vejen ud af hendes mund. ”Undskyld, men det er lidt underligt.” hun grinede svagt og hende røde øjne havde en lille kækt glimt i hendes øjne.
Det kunne godt være at det så lidt sort ud for dem, men der var nu noget som lyste det hele lidt op… og lige nu, var det at Nochi ikke havde nogen sko.

Nochi kunne mærke at Phoenix vågnede, og vendte sin opmærksomhed over på hende. Da hun satte sig op, skubbede han sig selv ind til væggen, for at sidde op. Nochi så over på Phoenix og sagde ”God morgen, sovet godt?” Sagde han med ironi i stemmen. Da han selv kunne mærke hvor dårligt han havde ligget på betongulvet.

”Nej der har ikke været nogen i nu. Men de kommer nok på et tidspunkt. De har sikkert nogle planer for os. Men hvad det er, har jeg på en eller anden måde ikke lyst til at finde ud af.” Sagde Nochi og så ned i gulvet. Det var første gang siden han vågnede for nogle år siden at han havde været i fangenskab. Men så længde at de ikke begyndte at torturere ham, ville det være et luksus ophold i forhold til det han havde prøvet. Og den frugt afspejlede sig lidt i Nochis ansigt, og lidt i stemmen.

”Jeg ved ikke hvor vi er, men nok i deres base eller noget ligne. Det ville nok være det mest logiske sted at tag os hen. Men jeg ved det enlig ikke.” Sagde han og så på Phoenix.
Men da Phoenix spurte om hans sko, kunne han selv ikke holde et grin inde.
”Jeg ved det virkelig ikke, Det var nogle fine læder sko som jeg har haft siden jeg blev 300. Hvilket vil sige at de er over 20.000 år gamle. Men de ligner meget dem fra denne tid. Måske manglede han bare nogle nye?” Sagde Nochi og så på sine fødder. Han bevægede sine tær lidt, og grinte.
"Men måske finde jeg dem igen."

Da Nochi talte til hende, knurrede hun svagt ad ham og sagde med overdreven glæde. ”JAH! Jeg har sovet fantastisk… hvad fanden tror du selv?” Spurgte hun med en lettere kold stemme. ”Nochi, ik’ tirre en træt varulv, det svare til at skyde sig selv i foden, og der efter at gnide salt og citronsaft ned i.” hun så på ham med et skævt smil.
Phoenix så roligt på Nochi da han kiggede ned i gulvet. ”Ved du hvad, det har jeg heller ikke… men enlig vil jeg gerne ud..” Hun lagde en hånd på gulvet og lukkede øjnene. Der var intet hun kunne føle… intet… ikke den mindste form for varme…
Phoenix åbnede øjnene og kunne mærke at hun ville ud, og hun havde da også en plan, men hun var ikke sikker på at Nochi kunne overleve den… ’Glem det, det er ikke en mulighed… du er ikke stærk nok til ikke at lade den brænde ham… han vil ikke kunne holde til det… GLEM DET!’ skreg Phoenix til sig selv, men noget fik Phoenix til at vende sig imod Nochi og se på ham.
Det noget, var den smule frygt i hans stemme. hun nikkede stille og så på Nochi med et lille smil. ”Nochi, rolig nu, så længe vi ikke bliver skilt ad, så klare vi os nok.” Phoenix puffede forsigtig til ham. Det hele skulle ikke se så sort ud, selvom de så blev skilt ad måtte de begge klare sig og komme ud, gerne i live…
”Over 20.000?!” Phoenix så overraskede på ham. ”Hvor gammel er du knægt?” hun grinede svag og rystede på hovedet. Det var ikke nyt at se væsner der var så gamle, men det var stadig lidt underligt, hun ville jo selv blive ældre men ikke på samme måde som de andre væsner…
”Lad os håbe du finder dem, ellers bliver det en kold fornøjelse.” Hun blinkede svagt og rejste sig op.

”Nå men vi kan…” Phoenix blev afbrudt af en underlig lyd. Phoenix kiggede forvirret rundt og smuttede hurtigt over i mod Nochi. ”hvad fanden er det?” Hun kiggede rundt og bandede svagt. ”Det her kan umuligt være godt…”
På den modsatte side af Phoenix og Nochi, begyndte et hul at danne sig… en åbning som om det var en dør..
”nå i er vågnet. Folkens kom og pigen og knægten.” En stor og bred mand kom frem i åbningen. ”ikke igen…” Mumlede Phoenix og knurrede truende da 4 mand kom gående hen i mod dem. ”Hold jer væk i forbandede kødklumper!” hvæsede Phoenix og kunne mærke trangen til at skifte form eller flambere dem alle…

Nochi sad ved siden af Phoenix og snakkede stille og roligt. Da åbningen vidste sig kunne Nochi se det skarpe lys igennem sprækken. Der gik et koldt gys i gennem ham. Et flashback til de mange uger han havde brugt som tortur offer. Med den udholdelige smerte smerte han havde gennemgået som ung. Derfor så Nochi rædselsslagen ud da døren åbnede. Og han var klar til at forsvar sig hvis det var nødvendigt. Nochi kunne se lystet fra bag døren. Og en skikkelse som vidste sig at være en mand. Nochi så stramt på manden da de fik øjenkontakt med hinanden. Nochi kunne høre hvad Phoenix sagde. Og sagde lige efter hende noget på et oldgammel sprog. Som nok ingen af dem der var tilstede ville kunne forstå. Han sad og forbandede dem langt væk, og sagde at han ville flå deres indvolde ud inden de nogen sinde fik lov at gøre ham, eller hans ven ondt.

Manden så underligt, og foravet på Nochi. Men det stoppede ham ikke. Han gik lige mod Nochi. Men en af hans venner lige bag ham. De tog mænd stillede sig på hver side af Nochi og tog Nochi under armene og løftede ham op fra gulvet. Nochi strittede imod, slog og sparkede men det så ikke ud til at virke. Da de var meget større og stærkere end ham. Han overvejede at flænse dem på stedet. Men han tænkte at det ikke var tid til at gå offensiv. Også selvom han havde utrolig lyst til at gøre det. De tog Nochi og bag ham ud af rummet.

Phoenix knurrede groft ad manden og hans ven da de var på vej hen mod Nochi og hende. lige før havde hun godt se den rædsel der havde været malet i ansigtet på Nochi, og Phoenix blev en smule bekymret for om det ville svække ham eller hindre ham i at være modstandsdygtig... Phoenix knurrede igen og bakkede væk fra de to mænd der gik efter hende. "rolig vilde ulv, rolig, vi vil bare temme dig..." manden havde store sorte øjne og en lille tatovering på halsen, som lignede manden med leen. "hold dig væk fra mig!" hvæsede Phoenix, men da Nochi blev løftet op og båret væk, så Phoneix ikke lige frem glad ud... Langt fra... "Nochi?" hviskede hun irriteret og bandede lavmeldt af de to mænd, men det hun ikke havde lagt mærke til var, at den ene mand, havde bevæget sig om bag hende. Pludselig blev et stykke vådt stof hold for hendes næse og mund. Phoenix blev overrasket og gispede, som resulterede i at det hele slørede sig for hendes syn og hun begyndte at blive svimmel. "rolig vilde ulv vi vil bare hjælpe dig med at slappe af..." Phoenix kunne mærke at hendes ben gav efter og at hun blev lagt ned på gulvet. Hun blev ved med at høre stemmen som bad hende være rolig... Sætningerne gentog sig gang på gang...

De to mænd samlede den bevidstløse Phoenix op fra gulvet og bar hende ud ad døren. Roligt og forsigtigt gav den ene mand sig til at binde Phoenix'es hænder og fødder sammen med noget tyk ræb, hvor der var flettet søvtråd ind i, så hun ikke skulle skifte form.
Efter kort tid blev Phoenix sat på en stol og bundet fast til den så hun ikke kunne gøre noget. Langsomt begyndte Phoenix at komme til bevidstheden, men hun var meget omtåget og rundt på gulvet...

De 2 mænd der havde samlet Nochi op bar ham ud af lokalet. Af en uvist grund havde de ikke bedøvet ham. Men selvom han sparkede og strittede imod under hele turen, rokkede de 2 mænd sig overhoved ikke. Men i al forvirringen, lagde Nochi godt mærke til hvilken vej de gik, og hvis han kunne, prøvede han at se ind og ud af døre og vinduer. Sådan at han havde en ide om hvor de var. Ham mumlede småting til sig selv, da han begyndte at falde lidt til ro, da situationen begyndte at se håbløs ud. Lige meget hvor meget modstand han gjorde hjælp det ikke. Det indså han efter et kort stykke tid. Men næsten i det sammen sluttede turen, da han blev sat på en stol midt i et stort lokale.

I lokalet var der masser af mennesker. Nogen med våben og andre havde ikke. Nochi blev sat på en stol næsten midt i lokalet. Stolen var lavet til at holde personer fast, da der var håndjern indbygget i stolen. Og Nochi fik dem på med det samme. Nochi testede gærdernes styrke. Det var muligt at bryde fri. Men de var så stærke at det ville grave en del. Men det var muligt.

En mand i jakkesæt, en anden person Nochi ikke havde set før kom over til Nochi med en anden stil i hånden. Han satte den omvendt overfor Nochi, og satte sig selv på den.

”Så, hvem er du så? Dig har jeg ikke set før? Er du endnu en af Pigens venner?”

Inden Nochi nåede at svare så han at 2 mænd kom bagerne på Phoenix ind af den samme dør han kom fra. Nochi reagerede ret kraftigt på at de havde bedøvet hende. Men de vidste Nochi ikke.

”Havde har i gjort ved hende!” Råbte Nochi og i sit vredes udbrud, lod han sig rive med. Han udstødte en stærk men mørk og ond aura.  Dog forsvandt den ligeså hurtigt igen som den var kommet.

”Svar mig!” Råbte Nochi igen, men manden sagde intet.

Phoenix kom mere til sig selv da hun hørte Nochi. ”Nochi?” spurgte hun stille ud i rummet og fornemmede med det samme, skikkelser i rummet. ”Nochi, hvor er vi? Hvor er du?” roligt prøvede hun at komme væk fra stolen men mærkede med det samme at hendes hænder var bundet på ryggen.
”Hvad sker her?” Mumlede hun og vred sine hænder. ”Nochi?!” sagde hun mere panisk og mærkede en hånd på hver sin skulder. ”Slip mig.” Hvæsede Phoenix og rystede svagt. "Knægt, hvis du holder af hende, svare du på mine spørgsmål, uden tøven ellers sker der noget slemt ved hende." manden lavede et kast med hovedet over mod Phoenix.
Fyren der stod med hænderne på Phoenix’es skuldre havde fundet en lille kniv frem og lod den flade side gilde op ad halsen på hende. ”Lad mig så være!” hvæsede Phoenix endnu en gang, og vred sine hænder. Da fyren nåede hendes kind, vendte han bladet, så den skarpe side blev trukket langs hendes kind, og skar. Uden så meget som at fortrække en mine, søgte hun Nochi’s blik. ’Nochi, lad være med at svare på noget.’ Tænkte hun og håbede et eller andet sted, at han kunne føle eller fornemme tanken…
Da kniven slap hendes hud, sukkede hun lettet og mærkede svagt, blodet glide ned over hendes kind, inden det størknede. Den flænge som kniven havde lavet, var allerede ved at lukke sig sammen, grundet hendes evne og at hun var en ulv.
”Jeg er ikke som andre, hvis du regner med det, er du ikke helt rigtig i hovedet.” En lille rød glød dannes i hendes øjne og et grumt smil, var omkring hendes mund.
"Få hende til at tie stille, hun forstyrre mig." sagde manden kort og kontant. Igen blev den lille klud holdt for hendes mund og hun blev slået en gang i maven så hun gispede og mærkede den bedøvende lugt. ”Nochi, lad være…”

Manden drejede hans ansigt over mod Nochi. Nochi kunne tydeligt se mandens ar under øjet. Det lignede at han havde været oppe og slås med en ulv. Det var et dybt ar, som havde skadet hans venstre øje. Måske var han blind på det, måske ikke. Det var ikke til at sige. Men det gav manden et barsk udseende. Noget andet som Nochi lagde mærke til var at han var den eneste af dem i jakkesæt som så ud til at kunne kæmpe. Han var stor, havde mange muskler og havde en pistol i siden. Han tog sin cigar ud af munden, pustede rågen ind i ansigtet på Nochi. ”Så knægt hvad bliver det til? Lyst til at sludrer lidt?” Sagde han roligt, da han tydeligvis ikke vidste at han potentiel var i farer. Han vidste ikke hvad både Phoenix og Nochi var i stand til.

”Hvad i al verden vil du have ud af mig? Jeg ved intet som du muligvis kunne bruge?” Sagde Nochi vredt, imens han så over på Phoenix som nu så ud til at sove, men om hun gjorde det vidste han ikke. Manden blæste noget mere røg ud af munden, og fik det til at dække Nochi’s ansigt. ”Du arbejder for Mafiaen ikke? Det var derfor i var i skoven, da i har nogle operationer kørende i skoven. Vi ved ikke hvad, men det er det vi håber du kan fortælle os…” Sagde han og sluttede af med at puste en gang til. Mand så ikke ud til at undre sig over at Nochi ikke hostede på grund af røgen. Så han måtte vide noget omkring Vampyrer. At det ikke nødvendigvis trak vejret.

Nochi sad lidt og tænke over hans spørgsmål, han kendte godt til Mafiaen, til Vladimir. Men havde endnu ikke snakket med ham personligt. Han havde faktisk aldrig været i kontakt med nogen fra Mafiaen. Måske var det på tide at ændre på det?
”Jeg ved ikke hvad du snakker om, jeg er ikke en del af denne mafia. Hvorfor ville du dog tro det?”

”Klassisk stil, vampyr, stærk, og følges sammen med den der ulv. Kender hende ikke selv, men det lader til at nogle af drengene har haft problemer med hende før. Så alt tyder på at du er mafia, ellers er du ramt af sort uheld. For alt tyder på du er.” Sagde han, og denne gang pustede han røgen ud til siden. Og ikke ind i hoved på Nochi.

”Jeg har intet med dem” Sagde Nochi lige inden han blev afbrudt.

”Jeg gider ikke høre på det der pis!” Råbte han.

”Nu fortæller du mig det jeg gerne ville høre, ellers skær jeg halsen over på din veninde!” Sagde han vredt og pegede over på Phoenix.

Nochi vidste overhoved ikke hvad han skulle gøre. Han så ikke mange muligheder, end at fortælle ham det han ville høre. Problemet var bare, han vidste det ikke… Men en anden plan var der altid. At gå offensiv, men for at det var muligt, måtte han vække Phoenix. Så Nochi sendte omkring en halv liter blod ud af benet, som løb ud af buksebenet. Det begyndte at sprede sig til en meget tynd linje, som løb hurtigt over gulvet hen til Phoenix. Det løb op af benet på stolen og ind under hendes tøj. Der begyndte det stille og roligt at kilde hende, sådan at hun forhåbentlig bille vågne efter kort tid. Indtil da, ville Nochi fortælle manden det han gerne ville høre.

”Okey… Okey, bare lad hende være! Jeg skal nok fortælle det jeg ved! Der er en bakketop, ikke langt derfra hvor vi blev taget. Der ligger der en underjordisk hule som de bruger som base for et eller andet. Det er alt jeg ved!” Sagde Nochi hysterisk, sådan at det virkede mere ægte. Manden kastede et blik over på nogle af hans mænd, som så ud til at gå videre med den information Nochi lige havde givet dem.

”Se det var ikke så svært! Nu kan vi komme videre med vores liv alle sammen. Eller det fleste af os.” Sagde han og så ondt på Nochi. Hurtigt gik han over til mændene i jakkesæt og de alle begyndte at gå ud af lokalet. Nu var der kun de 4 store mænd som bar dem ind i lokalet tilbage…

En underlig kildende fornemmelse var over alt på Phoenix’es krop. ’hvad sker her? Hvad er det? få det til at holde op… ’ tænkte hun og vred sig lidt. Men manden bag hende holdte hende fast.
Phoenix åbnede forsigtigt det ene øje og så hen mod manden og Nochi. ’hvad laver han? Hvad snakker han om? Nochi, det her får katastrofale konsekvenser for os… ‘ tænkte hun og bed tænderne sammen da manden bag ved hende, kort klemte hendes skuldre og forlod rummet, efter manden med cigaren.

Phoenix rettede sig op og så rundt for et overblik over de folk der var. De fire store mænd var tilbage. ”Nochi.” Sagde hun hæst og rystede på hendes hoved. En stærk hovedpine var indtruffet da hun var blevet bedøvet. ”Nochi, sid stille.” Phoenix lukkede øjnene og hendes bare hud var begyndt at gløde svagt. Varmen hun lavede fik ræbet til at brænde og det sølv der var til at smelte så hun var fri. Hun fjernede hurtigt hendes hænder fra stolens ryg og sprang hen mod Nochi.
”Hvad pokker var det du fortalte dem?!” hun tog fadt i hans ansigt og så ham direkte ind i øjnene. ”Du aner ikke hvad der sker når de kommer tilbage.” et lille smil dannede sig omkring hendes mund, da hun kom i tanke om det som kunne ske. ”Hvis de ikke kender min svaghed, vil der ikke ske mig noget, men du vil måske ikke klare den på samme måde.” Hun lagde svagt hovedet på skrå, da en bevægelse bag Nochi fangede hendes opmærksomhed. Hun flyttede sit hoved, så hun kunne hviske til Nochi. ”Sid helt stille, ellers brænder du dig groft, stol på mig.” Roligt satte hun sig overskrævs på hans ben og smilede. ’1, 2, 3.’ Talte hun inde i sit hoved og lukkede øjnene og knugede Nochi ind til sig så han ville være i sikkerhed.

Rundt om dem, begyndte temperaturen at stige faretruende højt, og de 4 mænd fandt hurtigt ud af hvad der skete.
”hvad fanden sker her?! Hvem i alverden laver al den varme?!” brølede den ene af dem. Men inden han kunne nå at se sig om var to personer allerede dejset om af varmen. ”dig! Det er dig er det ikke?! Vag…” han nåede ikke længere i sætningen inden han også faldt om på jorden.
Phoenix slap varmen omkring Nochi og hende selv. roligt så hun rundt og så tre skikkelser, men hvor var den sidste mand? ”Stak han af?” mumlede Phoenix og sukkede svagt. at holde varmen væk fra Nochi havde taget en del af hendes energi. Hun lagde hovedet mod Nochi’s skulder og trak vejret dybt et par gange inden hun rejste sig op. ”og for at svare på hans spørgsmål, så var det mig.” mumlede hun svagt og lagde en hånd på hver af den metal bånd som holdte Nochi’s arme fast. Båndende smeltede stille og roligt, og kontrolleret.

”Godt, vi skal væk her fra og det er nu.” hurtigt sprang Phoenix hen og gennemsøgte mændene for ting der kunne bruges, der var 3 pistoler, 6 magasiner og en enkelt dolk. ”Her.” Phoenix stak en pistol i hånden på Nochi og smilede. ”klar på noget spændende?” grinede hun stille og en lille glød viste sig i hendes øjne.

Nochi var overrasket over pigens evner. Han havde nu oplevet lidt af vært sammen med hende, men han kendte stadig ikke til hendes evne. Hvilket bare vidste at han stadig havde meget at lære omkring hans nye ven. Men i realiteten, vidste han faktisk slet ikke så meget om hende.

Hun gav ham en pistol i hånden, og Nochi så hende underligt i øjne. Han havde prøvet at skyde med dem før. Men han var elendig, kunne ikke ramme en væk som var lige foran ham.

"Ellers tak, Phoenix. Men jeg kan ikke finde ud af at bruge jeres hånd holdte kanoner. Jeg er tros alt fra en anden tid. Så meget af jeres teknologi kan jeg ikke helt finde ud af at bruge." Sagde han og pænt lagde den fra sig.
I stedet fjernede han Blodet fra under hendes tøj, som hun tilsyneladende ikke havde lagt mærke til. Han prøvede at gøre det uden hun lagde mærke til det, men han vidste ikke om hun gjorde eller ej.

”Men ehm, nu hvor vi har tiden til det.” Sagde han og begyndte at gå op til hende.

”Vil jeg tillade mig at stille dig nogle spørgsmål. Hvorfor tror de at det er Mafiaen som løber rundt i skoven? Er det overhovedet dem? Eller er det dig?”  Sagde han og så mistænkt som på Phoenix.

”Nu gav jeg dem et random sted i skoven, og du sagde at de ville komme tilbage? Jeg føler lidt der er noget du ikke fortæller mig?” Sagde han og søgte øjenkontakt med hende. Han prøvede at få hende til at fortælle det hun vidste. Da Nochi troede at hun skjulte noget.

Phoenix stod stille og lyttede til Nochi snak om at han ikke kunne skyde med pistol. ”Fint, mere til mig.” Sagde hun glad og tog det magasin som sad inde i pistolen. Den kilderne fornemmelse var til bage på hendes krop og hun kløede sig på maven.
”Underligt.” mumlede hun svagt og rystede på hovedet så hendes hvide hår fløj uroligt rundt om hendes hoved. Med rutineret hånd satte hun magasinerne fast i hendes pælte og fast gjorde den ene pistol ligeledes. Hendes hænder vidste hvad de skulle gøre og havde ingen problemer med at finde pladserne.

Hun rettede sig stille op da hun hørte Nochi begynde at snakke til hende igen. ”Tid, drøm videre.” Mumlede hun og smilede skævt, imens hun betragtede ham.
En bleg farve erstattede Phoenix’es ellers glødende ansigt. ”øm…” Phoenix klemte nervøst om den pistol hun holdte i hånden. Hvad skulle hun fortælle ham? At hun vidste hvad der foregik, eller skulle hun stikke ham en hvidløgn?

En lille krampagtig bevægelse undslap hendes ellers stille ydre, da han bragte det med bakken på banen. ”jeg behøver ikke fortælle dig alt, jeg ved knap nok hvem du er, så hvorfor skulle jeg dog fortælle det jeg ved her? Var?” Phoenix smilede skævt og gik helt hen til ham så hendes ansigt ikke var mere end et par centimeter fra hans. ”Desuden, aner jeg ikke hvad du snakker om. Jeg er 16 hvor meget tror du jeg kan nå at lave?” Hun lod blidt en finger glide ned over hans kind og smilede.
”Nochi, jeg er en pige med et twist og nogle gode forbindelser, jeg kan mange ting.” Roligt lagde hun hovedet på skrå helt henne ved ham, og var ikke mere en nogle få millimeter fra ham. ”Men du leger med ilden, og den brænder hårdt.” hun vendte rundt på hælen og grinede svagt.
”Men jeg vil anbefale at vi kommer af sted inden så længe, ham den 4 mand smuttede jo, kom.” hurtigt smuttede hun ud af døren og ned af gangen.

Nochi sagde intet, han stod blot med et kæmpe smil på læberne under alt det Phoenix sagde. Han stod og tænkte det var godt at pigen var så selvstændig, og ikke bare lige stolede på fremmede. Det gjorde jo kun at hun ville klare sig bedre meget bedre i verden. Men til gengæld gjorde det ham meget mere nysgerrig efter at vide hvad der forgik. Men det måtte han prøve at finde ud af senere. For nu så det ud til at de skulle væk herfra.

Men alligevel kunne han godt se hendes pointe i at hun nok ikke kunne havde nået at lave særlig meget når hun tros alt kun var 16. Men hvorfor reagerede hun så sådan som hun gjorde? De virkede alligevel som om hun skjulte noget for ham…

*Smiler stort* ”Jamen du føre an så” Sagde Nochi og lod hende går forrest, da hun tydeligvis havde travlt.  Men Nochi behøvede ikke rigtigt at løbe efter hende. Da han naturligt var meget hurtigere end hende i menneskeform på grund af at han var en vampyr. Han gik efter hende igennem døren, og gik lige bag hende hele tiden.

Da Nochi gav hende lov til at føre an, smilede hun kækt og satte i hurtigt løb ned af gangene og drejede enkelt gang til højre, inden hun stoppede op foran en dør.
Phoenix snakkede ikke og gjorde ikke tegn til noget, hun ladede den ene pistol og sparkede døren ind. ”Ingen rør sig!” Brølede hun. 4 mænd for sammen i stolene og grinede svag ad hende.
”og hvorfor skulle vi så ikke det? søde skat, vi er 4 og i er to.” manden rejste sig op og smilede stort. ”Sæt dig ned igen!” Inden manden nåede at reagere, affyrede hun et skud ned mod hans ene fod, og ramte. ”Sæt dig!” ”AUUUU!” hylede manden og faldt ned på stolen igen. ”andre der har noget at sige?” spurgte Phoenix venligt og smilede stille. ”Godt.” roligt trak hun den anden pistol, og ladede den. ”Indstil radioen, NU!” Phoenix gik hen bag en anden mand og pressede pistolen ind i tændingen på ham. ”Gør det, eller jeres ven her, får lidt luft i hovedet.”
De tre andre mænd, begyndte at taste på knapper og drenge på nogle andre dimser. Phoenix overvågede en hver bevægelse og skævede ind i mellem hen mod døren. ”Nochi, hold øje med døren, kommer der nogen, skal de stoppes.” hendes stemme var hård og kold, alt andet end hvad den havde været da de var i skoven, hvor Phoenix havde følt sig så lille og så skrøbelig. Dette var en militær trænet pige og ikke en fjollet teenager. ”Få så noget fart på! NU!”

Da mændene var færdige, smilede Phoenix glad. ”Se det var ikke så svært.” Rolig fjernede hun pistolen og vinkede de 4 mænd op at stå. ”Hold hænderne bag hovedet og gør det jeg siger.” de fire mænd gjorde det og så lettere nervøse ud.
Phoenix satte den ene pistol tilbage i bæltet. Hurtigt snuppede hun en mikrofon og drejede på nogle få knapper så den fangede det rigtige signal. ”Phoenix her. I er nød til at få fingeren ud og komme væk fra området, en lille gruppe er på vej mod jer, og i har ikke just lyst til at møde dem. Jeg gentager kom væk der fra nu!” Phoenix stod i kort tid før en lys stemme lød over radioen. ”Det er mod taget, vi flytter os. Slut her fra.” Phoenix smilede og sendte 2 kugler ind mod radioen og drejede væk fra den kanal som hun befandt sig på. ”Godt, sæt jer igen!”
Mændene gjorde det og Phoenix smilede svagt. ”Jeg er færdig her.” Phoenix smilede stille og forventede af en eller anden grund, at der var nogen som var på vej, enten var det fordi der var så stille eller også var det bare en fornemmelse som hun havde i kroppen…

Nochi var lige bag hende hele tiden, da de kom til lokalet som tilsyneladende var et radiokontor. Nochi stod og betragtede situationen, man han indså hurtigt at Phoenix havde fuldt kontrol over det. Han begyndte at tænke over de ting som hun måtte havde været igennem. Hvor meget havde hun oplevet for at gøre hende til den hun er i dag. Selv havde han oplevet meget, han havde tros alt levet i en tid hvor krig var hverdagen for mange. Og det havde været med til at gøre ham til den han var i dag. At tabe venner og familie, at se dem man holder af, blive taget fra en gør ondt. Men er med til at gøre en til det bedre. At vinde og overkomme modgang havde gjort ham stærk. Men hvad havde hun været igennem? Det var et spørgsmål Nochi blev ved med at stille sig selv, imens han så hende pege pistolen imod mændene. Han brugte lang tid på at se på Phoenix. Også selv efter hun havde bedt ham holde øje med døren. Han stod bare op af dørkarmen og holdte øje med hende.

Men til hans overraskelse gik der en mand forbi lokalet, til at starte med så manden intet. Men ud af øjenkrogen så manden et eller andet, og vendte om igen. Ide han kom hen til døren slog Nochi ham så hårdt han kunne i ansigtet. Sådan at han gik i gulvet med det samme. Nochi’s finger begyndte at gøre ondt, da den havde fået et knæk af at ramme ham på næsen. Og manden begyndte at bløde ud af næsen lige efter. Men Nochi stoppede blødningen med hans evne, og satte ham op af væggen bag døren. Men hans finger gjorde stadig ondt.

Inden han havde fået set sig om, var Phoenix færdig med radioen og begyndte at skyde den i stykker. Han lagde mærke til at manden han havde slået ud havde nogle forskellige ting på sin uniform. Noget lignede skyde til mandens pistol, og det andet var 2 grenader. Der var mere men det vidste Nochi ikke hvad var. Nochi havde dog tidligere mødt en person som brugt grenader, og derfor kendte han godt til dem samt vidste hvordan de virkede. Så han tog dem begge op i takt med at Phoenix havde bedt de 4 mænd som at sætte sig ned. ”Se jeg har fundet nogle af de her granader (udtaler det forkert). Det skulle ikke være noget vi kunne bruge vel?” Sagde han med et skævt smil da det det tydeligvis var et retorisk spørgsmål

Den knækkende lyd Phoenix havde hørt var kommet fra Nochi’s hånd, men hun havde ikke tid til at gøre noget ved den, så han måtte vente til senere. Hendes røde blik faldt på manden og på Nochi. ”Sådan, man er måske hårdt slående?” drillede Phoenix og rystede på hovedet. ”De granater, kan vi godt bruge og jeg har den perfekte plan til det.” Phoenix smilede skævt og opfangede en bevægelse i nærheden af hendes hoved.
I en hurtigt bevægelse vendte hun sig om og affyrede to skud af som borede sig ind i mandens bryst. ”Dumt træk.” mumlede hun og så på de tre andre, er vi færdige?” spurgte Phoenix og smilede skævt. Hun tog fadt i armen på Nochi og trak ham ud på gangen.
Med en rolig bevægelse lukkede hun efter dem, hendes hænder blev placeret på døren og hun lukkede øjnene. Det metal som sad på døren begyndte svagt at smelte, og inde i rummet, lød en panikslagen stemme. ”luk os ud.. please…” stemmen døde hen og der lød nogle bump inde fra rummet.

”Godt, lad os komme væk her fra jeg skal ikke nyde noget længere.” sagde hun hårdt og smilede skævt til Nochi. Med hurtige skridt begyndte hun at løbe ned af gangen. Støvle trampende fra hende gav genlyd. Hendes sanser var på det højeste. Alt i hende var klar.
Stemmer fangede hendes opmærksomhed. ”Fuck.” det hun kunne høre var 5 eller 6 stemmer. Men der kunne nemt være flere. De ville ikke vinde. Hun greb fadt i Nochi’s ene arm og åbnede en smal dør. Rummet de befandt sig i var ikke ret stort. Hun lukkede hurtigt, men lydløst døren og stod helt op ad Nochi. Hendes hoved var ikke langt fra hverken døren eller Nochi. ”De skal væk hurtigt… gerne nu.” mumlede hun sammenbidt og smilede skævt.
Det var som om Nochi’s nærvær beroligede hende. På en måde som ingen anden, hun var fattet og rolig, men det skulle man jo være, hvis det ikke skulle gå galt.
Forsigtigt åbnede hun døre på klem, og en tyk røg klemte sig ind i rummet.
”Phoenix og vampyren er stukket af, de er ikke længere hvor de blev efter ladt.” stemme tilhørte den mand som var stukket af, da Phoenix slap fri. ”vi aner ikke hvor de er blevet af…”

Nochi fulgte efter Phoenix ned af gangene, han hørte tydeligt hendes støvler som gav genlyd i igennem de lange gange. Nochi grinede også lidt over at hans egne fodtrin blev overdøvet af Phoenix støvle. Hvilket fik ham til at lyde lydløs. Hvilket han uforklarligt nok fandt komisk. Selvom de var i en meget farlig situation, nød han det på en måde lidt. Det var tros alt det her han havde brugt hele sit liv på. Kæmpe og slås. Efter han vågnede for nogle år siden havde han ikke prøvet at løbe rundt i fjendtligt territorium siden sidst han var i krig. Som var over 22.000 år siden. De var måske ikke i livs fare, men det var stadig tættere på end han havde været længe. Og det fik ham til at føle sig hjemme. På grund af det gik han og smilte under det meste af ture igennem gangene.

Men hvad der mere kom som et chok for ham var at han gik og havde det faktisk meget godt midt under disse omstændigheder. Tanker fløj igennem hans hoved, imens de løb igennem flere og flere gange. Men da Phoenix trak ham ind i et rum havde have han slet ikke opfattet hvad der skete. Han havde gået i sit eget hoved, og ikke tænkt så meget på omverden. Hvilket gjorde at han ikke lagde mærke til der kom nogle. Nochi var chokeret over at han ikke havde holdt fokus, og derfor indså han hurtigt at han måtte begynde at tag situationen lidt mere seriøs ellers kunne det ende galt. Derfor fik han et lidt mere seriøst ansigtudtryk da han pludselig stod i lokalet samme med Phoenix. Han kunne mærke hvordan spændingen steg, og hvordan han mere og mere havde lyst til faktisk at lade sine evner løs.

Nochi stod tæt ved hende for at de ikke blev adskilt, hvis noget uventet pludseligt skulle ske. Han så hende åbne døren, og derfor hviskede han til hende "Hvad ser du? Er de der i nu?" Sagde han og lagde ikke mærke til den tykke røg som kom ind i lokalet. Da han tros alt er en vampyr som normalt ikke reagere på almenlig røg og lige. Men efter lidt tid, fangede det hans opmærksomhed. Og på grund af at han vidste at Phoenix havde ild evner, tænkte han at det nok var hende. ”Phoenix? Er det dig der leger med ilden?” hviskede Nochi til hende.

Da Nochi talte til hende knurrede hun svagt ad ham, men da han blev ved vendte hun hovedet væk fra døren og lagde en hånd over Nochi’s mund. Hendes røde øjne kunne nemt ses, i mørket og stirrede ind i Nochi’s.
Roligt lænede hun sig frem ad, og da hun var ved hans øre hviskede hun.”Klap i ellers finder de os din klap hat.” hurtigt slap hun ham og rystede på hovedet. Det var ikke hende der lavede røgen. Roligt og meget forsigtigt snusede hun ind. Det var cigar røg.
Der stoppede nogen lige ude foran døren. Med en hurtigt bevægelse greb hun Nochi’s arm og trak ham hen i hjørnet af rummet. Det var godt nok ikke mere end et par meter fra døren, men det var nok… Phoenix lod døren stå på klem, da det at lukke den, ville afsløre dem.
Hun stod inderst i hjørnet, med Nochi foran sig. hans mørke frakke kunne beskytte dem, hvis lyset var slukket. Phoenix stod helt stille og ventede på enten at der ville komme en eller at snakken ville fortsætte. ”jeg ved altså ikke hvor de forsvandt hen! Da varmen begyndte at stige, smuttede jeg. Jeg ved godt alt det hun kan, og hvilke konsekvenser man får hvis man er i nærheden af den pyroman, hvis man ikke er beskyttet eller at hun er gjort neutral! Men der var ingen som gad høre på mig, da jeg sagde hun var farlig var der? Nej! Den tøs kan ikke lide van, hvis hun bliver overdækket med vand, kan hun ikke lave ild ud fra hendes krop, men hun kan stadig styre varmen rund om sig.” Phoenix stod stiv som et bræt og trak vejret besværet. Røgen gjorde ikke det hele meget bedre, men hun prøvede da at holde sig i ro, imens fyren der ud fortalte alt om hendes få svagheder. ”Hvordan kan han vide alt det?” mumlede hun og besluttede sig for noget idiotisk. ”men det eneste der virkelig kan gøre hende neutral er… ARGH! HUN ER HER!” manden hylede panikslagen op og skreg i smerte.

Ude på gangen stod ikke mindre end 7 personer. Der var ham manden som sladrede om Phoenix, 4 agenter, manden med cigaren og en general.  "en der gider slukke ham, for den ild?" spurgte manden som havde set både Nochi og Phoenix bundet fast. Generalen prøvede at smide vand på ham, men ilden blev ved med at brænde. ”eg vidste det! jeg vidste det! Det er hende hun er her! Argh!” skreg manden og faldt ned på gulvet.

Phoenix lukkede øjnene og fokuserede på at få manden til at tie stille og får afsluttet hans tale strøm. Manden skreg og pludselig var det slut. Hun havde fået gjort det af med ham. Da Phoenix åbnede øjnene så hun op på Nochi, med et svagt smil. Hendes øjne var blanke og hun havde ingen kræfter i kroppen længere. At fast holde den ild som skulle gøre det af med manden havde taget hårdt på hende. ”Nochi, jeg kan ikke holde mig oppe…” mumlede hun meget svagt og tog fadt i hans skulder for ikke at falde ned på gulvet. ”Jeg… undskyld mester...” mumlede hun og hendes ben gav efter under hende. Hele hendes krop gav efter for hendes vægt. Hun hev fadt i Nochi’s jakke og bed tænderne sammen. ”Nochi, de må ikke finde os, det må de ikke, jeg kan ikke forsvare mig. Nochi, jeg beder dig, de må ikke finde dig og mig.” Phoenix kunne mærke hun var svag, og hun var ikke meget for at indrømme det… men hun kunne ikke forsvare sig hvis de kom ind, ville de nemt kunne over mande Phoenix og Nochi.

Nochi stod og hørte efter hvad de sagde ude på gangen. Men pludselig blev der holdt for hans mund og nogle røde øjne stod foran ham. Han så ind i dem med sine blå øjne imens han hørte Phoenix stemme. På grund af hans spørgsmål lukkede Phoenix munden på ham. Hvilket chokeret ham lidt da han ikke talte højt, og de larmede nok til at han nok ikke blev hørt. Men det var stadig risikabelt at tag chancen. Så han forstod godt hvorfor Phoenix gjorde det. Men han var stadig ikke helt tilfreds med det. Og derfor mumlede han surt til sig selv "Du minder mig om min mor!". Men pludselig stoppede nogle lige uden for døren og det gjorde at Phoenix trak dem begge ind bagerst i lokalet. Nochi stod igen lidt forvirret da han ikke forstod hvad hun havde gang i. Han vidste godt det at der stoppede en foran døren. Men han mente ikke det var nødvendigt at gå helt væk fra døren. Men hvis det var sådan Phoenix ville have det, kunne han ikke se nogen grund til at sige hende imod. Men nu kunne Nochi høre mandens stemme, som fortalte meget om Phoenix's evne. Hvilket Nochi fandt yderst interessant, da han gerne ville lære mere om Phoenix. Men inden han nåede at slutte begyndte han at råbe op af smerte. Og hurtigt så Nochi over på Phoenix, og der kunne han se hun koncentrerede sig om et eller andet. Som han hurtigt regnede ud måtte være at brande manden.

Men Nochi blev først rigtig bange da Phoenix var færdig. Hun så ud til at være så svag at hun ikke kunne stå selv. Nochi grab hurtigt om hende og støttede hende sådan at hun ikke faldt. Han hørte hendes ord om at de ikke måtte blive opdaget. Hvilket gjorde ham rimelig fast besluttet på at det skulle de ikke blive, for Phoenix's skyld. Han hjælp hende ned og side, sådan at hun sad op ad væggen.

Mændene var blevet meget mere bange end de var før, de havde tros alt lige set en af deres egne brande op. "Fuck! Fuck! Fuuuck! De dræbet ham! De fucking dræbte ham!!" Råbte en af agenterne. Og blev hurtigt efterfulgt af de andres bekymrende nødråb. Men manden med cigaren stod stille og overvejede situationen. "Altså han nåede at fortælle os hvordan vi stopper hende når vi finder hende ikke? Så vi skal bare finde hende. Han fortalte også at hun måtte være i nærheden" da manden sagde det gik der et gys igennem Nochi. Havde han regnet det ud allerede? Nej det var umuligt. Men de vidste at Nochi og Phoenix ikke var langt væk. ”Ja! Vi giver de røvhuller vad de fortjener! Ingen brander mine venner og slipper levende fra det!” Sagde en af agenterne imens han gik videre ned af gangen sammen med en anden.

Nochi havde ingen ide om hvor mange der stadig var der ude. Han kunne stadig høre fodtrinende fra dem som var på vej væk. Men alligevel følte han at han blev nød til at gøre noget. Noget som kunne få deres opmærksomhed væk herfra. Pludselig kom det til ham, ’ granaterne! De kunne bruges!’ tænkte han og fandt dem begge frem og lagde dem på gulvet.

Nochi tog og sendte flere liter blod ud, på gulvet lige der hvor granaterne var. Og fik blodet til at samle dem op. Hurtigt men lydløst begyndte han at give blodet nok energi til at han kunne kontrollere det uden nogle former for besvær.
Også gik det løs. Hurtigt, begyndte blodet at flyve op i loftet for at blive splittet i 2 også flyve afsted ud af døren langs loftet. Dem som stadig stod ved døren så ikke ud til at reagere, og derfor regnede han ikke med at de så noget. Blodet fortsatte ned af de gange de havde gået tidligere, da de var de eneste han nogenlunde kunne huske, sådan at han kunne styre blodet uden at støde ind i for mange ting. Selv det at transportere granaterne larmede den del, da de af og til støtte ind i væggen.

Da han mente det var kommet langt nok ned af gangen, sprang han den første granat. Han havde ingen ide om den ramte nogle, eller om den overhoved lavede skade. Men han kunne nu høre at dem uden foran døren begyndte at løbe mød eksplosionen. Den anden granat blev sendt over til det han trorede var det rum de blev afhørt i, og sprang den anden granat der. Om det var det rigtige sted vidste han ikke. Men nu var der i det mindste ikke nogen lige ved dem. Nochi gik over til døren for at lytte… Der var ingen. Hurtig, men så lydløst som muligt lukkede han døren. Og låste den med den låsemekanisme som sad i døren. Han tændte lyst i lokalet for at se hvor det var de var hende. Og kunne nu se at det så ud til at være et lille lagerum.

Imens Nochi brugte granaterne havde Phoenix fået sig skubbet helt ned at ligge. Hun havde lukket øjnene og fokuserede på sit inderste. Roligt faldt hun i det der mindede om trance. Hendes hjerte slog langsommer og hendes hjerne arbejde ikke længere. Blodet i hendes krop løb også langsommer, samt hendes vejrtrækning som næsten stoppede. Alt i hende sparede på energien og opbyggede nu.

Der var noget som rystede. Noget som gav varme. Det var farligt… lige som hende. Phoenix vågnede fra hendes trance og åbnede øjnene på klem for at se Nochi stå op vendt mod noget fugtigt. Hun lagde sig bag over igen og lukkede øjnene hendes kræfter var ikke kommet endnu. Hun var stadig tømt for energi. ’Nochi… han skal hjælpe dig ud her fra. Han vil gøre det, han vil beskytte dig, det så du.’ Sagde en stemme i hendes hoved.
Senen ned ved det rum hvor de var blevet fanget udspillede sig for hendes øjne. Hun så Nochi bede dem lade være med at skade Phoenix. Hun så den måde det ville være sket hvis ikke Nochi have sagt noget, eller hvis de havde været i rummet endnu.

Endnu en eksplosion vækkede hende. ”hm?” hun åbnede øjnene og så rundt i rummet. Døren der blev lukket, fik hende til at fare sammen. ”Nochi?” Spurgte hun bange ud i rummet. ”Nochi, hvor er du?” Hendes stemme var panikslagen. Havde han efterladt hende?
Da lyset blev tændt skar det i hendes øjne. Hvem tændte lyset?! Hun gned sine øjne og rystede på hovedet. Med et fik hun øje på Nochi. Hendes eneste udvej. ”Nochi.” Hviskede hun og ignorerede omgivelserne. Phoenix kom vaklende på benene og brugte væggen til at komme frem mod ham. ”Nochi, jeg troede du efterlod mig.” Phoenix tog vaklende nogle skridt uden at bruge væggen. Hendes ben var usikre og hele hendes måde at bevæge sig på var usikker.
Da hun var helt henne ved han greb hun ud efter hans frakke. Hun trykkede sig ind mod ham og rystede svagt. Hendes ellers varme krop var is kold. ”Nochi, hvad sket der, hvor er de? ” spurgte hun stille og så op på ham.
Det der før havde været en farlig pyroman, var blevet lige så skrøbelig som is. ”Nochi… jeg er bange.” Mumlede hun og tog sig til hendes hoved. ”Hvad skete der? Hvorfor gik jeg ud? Jeg kan huske vi var her… så var der et skrig, og… så er resten sort…” hun lukkede øjnene og klaprede tænder. ”Er her ikke koldt?” Mumlede hun og lagde sine hænder mod Nochi’s brystkasse.

Nochi havde næsten lige tændt lyset, da noget nyt chokerede ham. Phoenix var i gang med at reje sig op. ”Phoenix, set dig ned” Sagde han helt bekymrede. ”Du burde slappe af!”. Men mere nåede han ikke at sige eller gøre inden hun havde rejst sig op. ”Nej selvfølgelig har jeg ikke efterladt dig! Hvorfor skulle jeg nogensinde gøre sådan noget imod dig?” Nåede han at sige inden Phoenix kom helt hen til ham. Hun trykkede sig ind mod ham, han omfavnede hende let. Men kunne mærke at hun rystede. Han kunne mærke hvordan hun var blevet virkelig kold. Hvilket gjorde Nochi bange. Det var aldrig et godt tegn. ”Bare rolig, jeg er her. Jeg skal nok beskytte dig.” Sagde han og så på hende. Hun så ikke godt ud.

Nochi så hurtige flashback af de mange personer som han havde oplevet dø i hans arme.  Venner og familie havde han mistet imens han holdte dem i hans arme. Nochi så igen ned på Phoenix som rystede og tænkte ’Aldrig mere vil jeg opleve det igen… Om jeg så skal brande stedet ned skal du nok overleve!’ tænkte han for sig selv. Nochi vidste ikke hvor slemt det var, han var ikke læge. Så han antog det værste.

”Jeg finder noget at varme dig med!” Hurtigt så Nochi rundt i lokalet som var et lagerum. Han kunne se kasser med forskellige ting i. Og heldigt for dem var det i den bagerste del af lokalet en kasse med noget der lignede brugt tøj.

Imens Nochi støttede Phoenix, hjalp han hende over imod den kasse som det gamle tøj var i. Det gik noget nemmere nu hvor hun fik noget hjælp, men langt fra godt… Han tog sin frakke og lagde den på gulvet, op ad den bagerste væg. Det gjorde han fordi Phoenix skulle ned og side på den. Han satte hende op af væggen. ”Sid her 2 sekunder så kommer jeg igen med noget varmt til dig.” Derefter gik han over for at tag det gamle tøj som bestod af gamle trøjer og ligne. Han tog det hele op af kasse og lagde det lige ved Phoenix. Lagde noget af det ved siden af hende. Forsigtigt prøvede han at guide hende ned og ligge på tøjet som log ved siden af hende. Og lagde de sidste over hende. ”Så sover du bare, jeg skal nok beskytte dig imens.” Sagde Nochi imens han satte sig i hovedenden, her kunne han bedst holde øje med Phoenix. Han så ud i rummet, det var forholdsvis rodet. Det så ikke ud til at være andet end henlagt kasse, med alverdens underlige ting i. Nochi kunne sad i lidt tid og så ud i lokalet. Der var så stille… Den eneste lyd kan hørte var Phoenix åndedræt. Han så ned på hende, det lignede hun sov. Men var ikke sikker. Han strøg et hår væk fra hendes ansigt ”Sov du bare… Lige så længde du behøver. Jeg bliver ikke ældre alligevel” Mumlede Nochi til sig selv, inden han sendte en bloddråbe over på stikkontakten for at slukke lyset igen…

Phoenix rystede på hovedet da han spurgte hvorfor han skulle forlade hende. ”For at rede dig selv.” hun rystede på hovedet og smilede svagt fa han lagde armene omkring hende. Nochi var rar. Han ville beskytte hende. En lille varme kom fra hende da han sagde at han ville beskytte hende.

Imens Nochi placerede hende på hans frakke fulgte hun hver bevægelse med øjnene for at se hvad han dog fandt på. Hun regnede med at han ville lave noget som mindede om en seng… men tøj var måske ikke lige det hun havde tænk man kunne lave det af.
Da han guidede hende ned at ligge krøllede hun sig sammen så hun kun ville beholde varmen fra sin krop. Da han bad hende om at sove første gang nikkede hun og sukkede svagt. Hele hendes krop var øm og alt skreg på at blive varmet. Men langsomt begyndte varmen at berolige hende. Hun kunne fornemme Nochi sidde og holde øje med hende.
Tanker fyldte hendes hoved, om hendes mester, om Nochi, Demian, Ellie… alle folk. Hun så deres ansigter og kunne mærke at hun ikke ville give slip. Hun ville ikke forlade nogen af dem… ingen skulle forlades lige nu…
Phoenix vågnede af Nochi som begyndte at snakke til hende. ”Hm?” Phoenix så op. Hendes blanke røde øjne søgte Nochi’s blå. Blå øjne. Hun kom i tanke om Demian’s krystal blå øjne og smilede. ”Nochi. Jeg kan ikke sove… men..” Phoenix sukkede og nikkede. Hun havde ikke kræfter til at svare ham igen. Phoenix lukkede øjnene og påbegyndte trancen igen, for at spare på hendes energi og samle den.

Efter en lille halv times tid slog Phoenix øjne op og så rundt. ”min stakkels ryg.” mumlede hun og strakte sig. Hun mærkede hendes hånd ramme ind i noget varmt. ”øh… Nochi?” mumlede hun og satte sig op så tøjet han havde lagt over hende. ”Tak.” Phoenix smilede til ham og rejste sig op. Roligt pustede hun ind i sine hænder og mærkede varmen fra en lille flamme. ”Det virkede.” mumlede hun og begyndte forsigtigt at gå frem mod den første kasse. Hendes ben var stadig usikre, men hun svajede ikke længere, og hendes gang var mere målbevidst.

Da hun kom frem mod en kasse og rakte ned i den. Phoenix kunne nemt se rundt i rummet selvom der var slukket. Hendes hænder stødte på nogle dåser og hendes hænder greb grådigt omkring en af dem. MAD! Hendes mave larmede og hun flåede dåsen op. Hun stak fingrene ned i dåsen og trak nogle bønner op. ”Bønner… fint.” mumlede hun og varmede sine hænder op så bønnerne kunne få noget varme og smage bedre. ”hey Nochi?” Spurgte hun ud i mørket med en svag stemme. ”Skal du have noget?” hendes stemme bare en lille glæde over imod ham. Han havde sørget for at hun havde været i sikkerhed.

Nochi havde siddet i noget tid og set ud i det tomme lokale. Han kunne høre hvordan folk gik forbi lokalet ude på gangen. Hvordan de snakkede om at både Nochi og Phoenix var flugtet fra stedet. Han sad længe, det føltes som en evighed. Men pludselig kunne han høre Phoenix give lyd fra sig. Og kort efter kunne han mærke at hun ramte ham i siden. ”Godmorgen, sovet godt?” Sagde han med et stort smil. Han så at hun begyndte at rejse sig for at gå over mod nogle af kasserne. ”Pas nu på, du ender bare med at komme til skade” Sagde han halvt grinene. Da han fandt hendes gang lidt komisk. Selvom den var meget bedre en før.

”Hvad finder du? Noget interessant” Sagde han, og hørte lige efter at det var bønner. Nochi rejste sig op, og gik over og satte sig ved siden af Phoenix. ”Ellers tak, er ikke sulten. Så du spiser bare til du springer!” Sagde han glad og smilte til Phoenix. Nochi tog og kiggede videre nede i kassen. Der var 3 andre dåser. Men han kunne ikke læse hvad der stod. Så Nochi sendte igen en lille dråbe blod over for at tænde lyset. Lyset var skarpt, så hans øjne gjorde ondt. Men det forsvandt hurtigt igen. Nu kunne han se at det var nogle flere bønner, majs og en med noget røget kød.  

”Der er flere hvis du er mere sulten” Sagde han og stilede dåserne ved siden af hende. Uden at spise noget selv, sad han bare og så på Phoenix. ”Smager det godt?” sagde han lide ironisk.