En ensom vej (Pixy)

Tid: Tidlig aften
Sted: Midt på en landevej, i et ødet område.
Omgivelser: Marker og lidt skov. Mange små veje føre ind til hovedvejen.
Vejr: Lettere overskyet.

Det er en mindre hoved vej som føre længere ud på landet. Vejen er lang, og der er mange små veje der føre ind til den. Området har intet til mild radioaktivitet. Markerne eller hvad der er tilbage af dem er blevet til sletter. Hvor der er et begrænset plante liv. De små skove ligger med varierende mellemrum. Og i forskellige størrelser, langs vejen. Vej er lang, og ødelagt. Det er lettere overskyet men det ser ud til at det trækker op til regnvejr.

Nochi gik ned ad vejen. Han gik med et lille kort som han havde fået af en mand i en af byerne længere væk. Han gik alene og fløjtede for sig selv. Han havde sit sædvanlige tøj på. Noget der mindede om et jakkesæt. Det var ikke i stykker men det var lidt støvet. Han havde ikke andet med end det med. Han var på vej over til et hus, hvor der efter hvad rygterne sagde, skulle være noget af stor vadi. Han vidste dog ikke hvad det var, men det havde fanget hans interesse.

For Pixy var landevejen næsten hjem. Hun havde intet fast sted og overlevede ved hvad hun kunne finde, stjæle og bytte sig til. Det var den eneste form for tilværelse hun kendte til og hun lod ikke det halvdårlige vejr slå hende ud, selvom hun gik med et sammenbidt udtryk. Når man var alene på de øde veje der det altid et godt træk at se ekstra hård ud. Det var ikke til at sige, hvornår der kom nogen eller hvad udfaldet ville blive.
Hun var klædt på til regn og blæst og selvom tøjet var godt slidt var det holdbart og beskyttede hende mod vejret.

Nochi havde gået længe, og gået i sine egne tanke endnu længere. Men hvad var nu det?  En person som gik på den ensomme vej ligsom ham ? Det var da belejligt. Nuchi vidste dog ikke om han skulle sige hej eller ej. Og om personen skulle den samme vej. Så Nochi gik videre, forbi sidevejen som personen kom fra. Han gik videre. Og så at personen skulle den samme vej som ham. Han var dog langt foran. Det var kun ganske svaret han han kunne se personen. Så han valgt at gå videre for noget tid. Dog efter en lille times tid, hvor personen stadig gik efter ham. Valgt han at stoppe, og vente på personen. Han satte sig på en sten i vejsiden. Markerne, eller sletterne som de var blevet til efter krigen. Personen kom på tættere på, og Nochi sad lidt spændt på hvilken interessant person som han nu ville møde.

Pixy så op og fik øje på en anden. Synet fik hendes hjerte til at slå hurtigere et par gange inden hun slappede af. Den fremmede var langt fra hende og så længe der var en sikker afstand mellem hende og andre følte hun sig sikker nok, selvomom andre på vejene altid øgede hendes opmærksomhed. Især når de var alene som hende eller i mindre grupper.
Det gjorde hende ikke noget at de skulle samme vej, så længe afstanden nogenlunde forblev den samme. Man var nød til at accepterer andre, det var utænkeligt ikke at møde andre når man flakkede rundt. Det måtte være et flertal af befolkningen der trampede vejene flade.

Hun stoppede for et øjeblik da hun opdagede at han havde sat sig til at hvile, men kun for et par sekunder, så fortsatte hun med at gå. Hun skulle videre lige meget hvad og formentlig var han bare træt og havde behov for at hvile sig. Men hun holde øje med ham som som hun nærmede sig og afstanden langsomt blev mindre mellem dem.

Nochi sad længe og ventede på personen skulle komme tættere på. Han havde ikke travlt. Og det ville da være mere hyggeligt at gå sammen med en anden. Det var ihvertfald hans mening. langsomt kom personen tættere på. Og han begyndte at kunne se at det var en kvinde. En kvinde det gik alene? Hun måtte være speciel. Eller ville hun aldrig gå alene, med alle de bander rundt omkring. Hun måtte havde sin egen måde at forsvare sig på.

Lige inden hun kom frem til han rettede han lige på tøjet. Han skulle jo se helts præsenttabel ud. Han så op på hende og lagde mærke til at hun var klar til regnvejr og blæst. Hun var godt klædt på. Men det så ud til at vejret holde lidt i nu.

Da hun kom op til ham rejste han sig op. Og ville præsentere sig.

"Hej, mit navn er Nochi. Jeg så vi var på vej den samme vej så jeg ville vente på dig, sådan at vi kunne følges. Det er lidt mere hyggelidt at følges ad, end at gå hver for sig."

Sagde han med et smil på læben, mens han kiggede hende ind i øjnende med hans dybe blå øjne. Han havde sit forholdsvis fine jakkesæt på. Stod med helt ret ryg og ville give kvinden hånden. Han viftede sit lange blonde hår væk fra ansigtaede sådan at hun kunne se ham bedre.

Han stod afventende og så på hende.

Pixy holde blikket frem for sig og så kun på ham ud af øjenkrogen. Øjenkontakt kunne være farligt. Det kunne det at undgå øjenkontakt også... Man måtte finde sin strategi og holde sig til den. Det satte altid hendes adrenalin ekstra i gang, når hun mødte andre. Netop fordi man ikke kunne gætte hvad udfaldet ville blive.
Da han rejste sig op var det tydeligt at han ville hende et eller andet og hun var nød til at stoppe også. Hun havde allerede vurderet ham på afstand og behøvede ikke tage ham i øjensyn nu.
Hun stod lidt, han havde ret i hvad han sagde. De havde gået længe og leget at den anden ikke var der, men det var bedre at gå i flok.
"Det kan vi godt. Jeg hedder Pixy."
Hun begyndte at gå igen og ventede på at han kom op på siden af hende.
"Hvor skal du hen?" spurgte hun.

Nochi så glad på kvinden som svare ham, og lukkede øjne kort og smilede. Da hun var kommet op på siden af ham begyndte han at følge hende. Han sagde ikke noget i de første mange meter, men så tog han sit kort op og svarede hende.

"Jeg er på vej til et hus længere ude af vejen, de skulle være efterladt men indholde noget af stor vadi. Jeg ved dog ikke hvad men det lyder interessant ikke?"

Sagde han imens han vidste kortet kort til kvinden.
På kortet var det tydeligt at der var en dags rejse i nu før han ville være det. Og at han skulle igennem en støre skov som kom længere fremme. De ville nok nå den omkring 4-6 timer fra nu. Hvis de blev ved med at gå.

"Men hvor er du så på vej hen? Det er ikke hverdag man ser en kvinde gå rundt ud på sletterne uden nogle ledsagere? Der kunne jo komme banditter eller ligne?"

Sagde han imens han begyndte at kigge på pixy for at finde et våben eller ligne. Det var tydeligt at han undere sig over hvorfor en kvinde gik her ude uden nogen form for beskyttelse. Men han vidste godt fra sig selv, at man skal ikke bedømme bogen på dens udseende, for man ved ikke hvad indholdet er.

Pixy lyttede til ham, men havde øjnene på vejen. Først da han nævnte præcis hvorfor han ledte efter huset, så hun på ham med et spørgende og nysgerrigt blik.
Hun fik et hurtigt overblik over hans kort. Hun skulle igennem den samme skov og var faktisk glad for at hun havde en at gå med, når de skulle igennem.
"jeg skal til en by på den anden side af skoven, der er stadig et par dage til jeg er der.. Jeg havde en buggy, men den brød sammen i går. Men jeg er vant til at gå..." Hun smilede bittert.
"Det lyder som tidsspilde det du har gang i, men også spændende nok. Et forladt hus.... Hvad kan det skade?"

Nochi nikkede forstående da hun sagde hvilken vej hun skulle. Og begyndte at kigge efter skoven. Landsskabet var så fladt at man kunne se langt. Men der var intet at se i nu.

Nochi nikkede igen forstående da hun sagde at det var spild af tid. Men han svare hurtigt igen

"Det er måske spild af tid, men hvis man ikke prøver, vinder man intet. Så jeg satser på at der er noget. Noget jeg måske selv kan bruge. Eller noget der kan sælges. Også er det et lille eventyr i sig selv at drage så langt ud i ødemarken. Så man får sig en masse oplevelser og møde nye og spænende mennesker." sagde han med et lille glimt i øjet og kiggede kort på Pixy.

Nochi begyndte at snakke om alle mulige ting, som vejret, naturent omkring dem og byen hun var på vej til. Og imens han snakkede nærmede de sig skoven. Da de var 10 minutters gang der fra, kunne de tydeligt se det meget høje træer søge op mod skyerne. Man kunne høre fuglene synge i udkanten af skoven. Hvordan skoven var næsten uberørt. Men kunne se hvordan buske og træer havde søgt ind mod vejen, derfor var der ikke meget plads at gå på længere inde i skoven. Man kunne tydeligt se at skoven var meget tæt. På grund af de mange buske og træer som voksede frit. Og man kunne fornemme regnen var på vej.

Nochi så sig hurtigt bagud, og nikkede. "Yup, så har regnen indhentet os." Sagde han med en lidt bedrøvet stemme. Og ganske rigtigt kunne man se regnskyerne komme tættere og tættere på. Og kort efter kunne man høre regnen falde ned bag dem. Nochi satte tempoet op for at komme ind i skoven lidt hurtigere for at få lidt læ mod regnen.

"Lad os komme ind i skoven. Så vi får lidt læ." Sagde han imens han satte tempoet op.

"Er der plads til en til?" spurgte Pixy ud i det blå. Nochi fik undersøgelsen af et gammel hus til at lyde spændende, selvom hun stadig var sikker på at det ville være spild af tid. Det betød ikke noget for hende om der var noget af værdi. På trods af bedre vidende, var hun ikke materialistisk.

Hun så på ham med et håbefuldt udtryk. Hovedet var lidt på skrå og der var et lille smil. Hun forsøgte at efterligne hans optimisme i håb om at det ville få ham til at sige ja.
Det gjorde hende også mindre på vagt at de gik og småsnakkede om ting det ikke var særlig vigtige og kunne snakke sammen. Hun var stadig på vagt, men nu var det mere omgivelserne hun var opmærksom på fremfor ham.

Pixy smilede og fniste. "Kan du ikke lide regn?" Hun satte dog farten op for hans skyld, så de kunne lægge afstand til det dårlige vejr indtil de nåede skoven. Som cloman kunne hun holde til det længe og de nåede hurtigt skoven.

Nochi blev glad da hun spurte om hun måtte komme med. Og sagde med stor optimisme i hans stemme
"Ja, selvfølgelig! Det vil kun gøre det hele meget mere interessant!"

Man kunne se at Nochi var blevet glad, da hans før så store smil var blevet endnu støre.

Da Nochi satte tempoet op var han glad for at Pixy gad følge med for hans skyld. Han kunne godt se ar hun ikke behøvede at gøre det men hun gjorde det.

Store rødder begyndte at stikke op af vejen. Og store stykker af asfalten var skubbet op af rødderne, så de var svært at komme frem. Man måtte gå uden om de store stykker asfalter. Og skulle se sig for, for ikke at falde i rødderne. Det gjorde at deres tempo blev sænket lidt. De store træer som rejste sig op mod skyerne var sprunget ud for ikke så lang tid siden. Så hele skoven var grøn af blade fra alle de mange træer og buske. Man kunne høre fuglene synge og de fløj højt oppe i træerne. Man kunne næsten se de mange farver nogle af fuglene havde.

Nochi fik igen et lille smil på læben da han så de grønne skove og de mange dyr. Det mindede ham om hans tidligere hjem. Dengang hvor han boede ude i en skov, i hans families store slot. Som var omgivet af skov og dyreliv.

De var kommet lidt ind i skoven da man begyndte at kunne høre regnen ramme de første blade bag dem. Nochi vidste at skoven var tæt. Men den ville ikke være tæt nok til at beskytte ham mod regnen. Regnen betød som sådan ikke noget for ham. Han havde bare ikke lyst til at blive våd. Så han så opgivende på regnen da den kom tættere på. Og gav et lille suk fra sig.
"Hmm så kan vi vidst ikke løbe fra regnen mere." Sagde han stille og roligt.

Imens tog hans kortet op en sidste gang for at være sikker på at de var på rette vej. Og det var det. Så lagde Nochi kortet ned igen. For at undgå at det blev vådt.

"Yay." Pixy jublede og klappede svagt i hænderne i et hurtigt tempo, mens hun lavede små hop med samlede ben. Det var altid rart at lave nye venner, hvis det var det de kunne kaldes. De var i hvert fald ikke 'mulige fjender' mere. Hun begyndte at nynne svagt, godt tilfreds med situationen

Hun så op mod himlen mellem træerne, da regnen begyndte. "Så længe det ikke er syreregn." blinkede hun til ham og smilede et barskt tandfuldt smil. Hun rakte håndfladen ud og fangede nogle dråber.
"Jeg elsker duften af nyfalden regn. Gør du også det? Det gør alle..." Hendes stemme var overraskende blød og melodiøs og hun havde et næsten drømmende skær i øjnene.

”Nej der er ingen der kan lide syreregn” Sagde Nochi roligt. Imens han også kiggede op i himlen på regnen, Han kunne mærke vandet ramme hans ansigt, Det var et stykke tid siden han havde mærket regnen mod hans ansigt. Men det var fordi han plejede at holde sig indenfor når han vidste at det ville regne. Men her kunne han ikke gå indenfor. ”Ja, hvem elsker ikke regn” sagde han med en vis optimisme i hans stemme.

Nochi og Pixy havde gået i måske 4-5 timer. Og nu var der kun 1 time cirka til at de var der, efter hvad Nochi havde regnet ud. Det havde hjulpet en del at sætte tempoet op. De havde indhentet en hel del tid.  På den tid var de kommet længere ind i skoven. Skoven var blevet tættere og tættere, men der var nu også tegn på flere og flere dyr. Man kunne tydelig høre fuglene synge over dem, selvom regnen faldt ned over dem. Man kunne se dyrene løbe længere inde i skoven, og lede efter ly for regnen. Nochi gik stille og kiggede efter dyrene. Han kunne høre dem. Og en gang imellem kunne han lige skimte dem. Men han kunne se ikke dem direkte.

En lille times tid efter, begyndte skoven at tynde lidt op. Der blev mere og mere mellemrum imellem træerne. Og det var tydeligt at de snart var der, fordi man kunne skimte en lysning længere fremme. Og lyden af dyr var blevet mindre. Men nu kunne man høre lyden af vand. Da de kom lidt længere frem kunne de se en mindre å løbe igennem skoven. Og hvordan stigen begyndte at følge åen. Og endnu længere oppe kunne de nu se huset. Det hus som Nochi havde snakket om. Det så ud til at være et stort hus. Det var et 4 etages hus, hvor der hørte en side bygning til, som var en del af en vandmølle. Hele området var tæt bevokset af træer og buske. Dog var det et hegn rundt om området der hørte til huset. Så der var der ikke mange træer, men der var der meget højt græs i stedet. Huset så ud til at gammelt. Men det så ud til at stadig kunne holde til en del.  Man kunne ikke se ind i huset da det nu var nat. Og der intet lys var i huset. Dog stod de stadig uden foran lågen som var en del af det 2,5 meter høje hegn som omringede hele området rundt om huset. Så måske ville de kunne se mere når de kom tættere på.

”Nå, så er vi her. Hvad siger du? Det er da et gammelt hus. Men husk at vær på vagt. Vi ved ikke hvad der er inde bag hegnet.” Sagde Nochi imens han prøvede at åbne lågen men den så ud til at være låst.
Nochi kiggede ind på det gamle hus med et undersøgende blik ”Gad vide om de gamle beboere stadig er her?” Sagde han roligt imens han prøvede at spotte et eller andet inde bag hegnet.

På trods af de rosende ord var Pixys glæde for regn stoppet for længe siden. Selvom hun var klædt på til lidt af hvert kunne hendes tøj ikke skærme hende for et timelangt regnvejr. Det var skabt til at kunne holde hende tør, til hun fandt læ. Mere læ end der var under trækroner.  Det fugtige vejr fik hende til at føle sig elendig til mode, men der var ikke så meget at gøre ved det. Af sted skulle de jo.


Hun smilede lettet da de nåede huset. Det så spændende ud, det måtte hun indrømme. Men det lignede også noget der burde være blevet ryddet for alt brugbart for længe siden. Hun gav ikke meget for Nochis kloge ord eller størrelsen, der kunne gemme hvad som helst; et større monster eller en hel bande. Lige nu ville hun bare ind i tørvejr og finde noget de kunne fyre op med. Om ik andet kunne de pille nogle planker ud af af husets stakit.
“Det tror jeg ikke.” Men hun lød ikke sikker, da hun hviskede det. For det var udelukkende noget hun baserede på ønsketænkning, og så heldig var man sjældent. På den anden side havde hun ofte overnattet i forladte huse, som hun havde delt med lidt af hvert. Og så længe man ikke generede hinanden kunne man godt lades som om man var den eneste der var der.

Hun begyndte at gå op mod hoveddøren. De kunne selvfølgelig vente til det blev lyst, men ærlig talt ville hun hellere ind nu end senere.

Nochi fulgte efter Pixy, op mod hoveddøren. Da de kom der op, virkede stedet til at være helt dødt. Der var intet liv i huset, eller i området rundt om dem. Nochi tog i dørhåndtaget, men den så ud til at være låst. Nochi stod og prøvede at åbne døren, ved at hive lidt mere i den. Og endte med at han begyndte at prøve at slå den ind. Men den virkede til at være sat meget godt fast. Måske var den gået i baglås, ellers var den måske blevet blokeret? Det var nogle af de tanker der fløj igennem hans hoved da han stod ved døren. Klokken var mange, og regnen gjorde det ikke bedre. Og både Nochi og Pixy ville gerne ind i huset. Men døren ville ikke rygge sig. Nochi endte med at blive ret irriteret over at døren ikke ville åbne sig, og derfor begyndte at prøve igen, med at slå døren ind. Men det virkede ikke. Lige meget hvor mange kræfter han brugte. Han begyndte at give nogle små støn fra sig, da han ramte døren. Men den ville ikke rygge sug. Han ender med at spørger Pixy til hjælps. Og de prøver så sammen at få døren op.

Det ender med at lykkedes for dem! Døren sprang op, og de kunne se absolut intet inde i huset fordi det var så mørkt. Nochi kunne se lidt, på grund af hans gode øjne. Men ikke andet en mørke og nogle vægge. Nochi gik igennem døråbningen og ind i huset. Man kunne høre det gamle gulv knirke under ham. Og hvordan det gamle træ igennem hele huset gav sig på grund af vinden. Samt man kunne svagt se måne lyset igennem vinduerne, som var meget beskidte. Og derved kom der kun lidt lyst igennem. Men det lys der kom igennem ramte ind på det gamle gulv, som tydeligt var halvråddent. Det lyste også ind på noget der lignede en gammel kamin, hvor der stod et væltet bord ved siden af. Det var tydeligt at der havde været nogen før for at tag alt der var brugbart. Men efter hvad Nochi havde hørt så burde der stadig være noget af værdi. Hvilket var grunden til at han overhoved var kommet.

Nochi gik videre ind i huset og ville se sig lidt omkring. Den første dør førte lige ind i det gamle køkken. Det var meget rodet, da næsten alt der virkelig kunne bruges var væk. Men der var sted nogle skuffer, enkle knive, gafler, gryder og ligne rundt på gulvet. Men kunne se hvordan nogen bare havde taget alt de kunne. Han gik og så sig lidt omkring i køkkenet. Men intet specielt faldt i hans interesse.

”Der ser ikke ud til at være meget her. Men måske ville det være bedre at lede efter ting i morgen. Men vi burde nok lige tjekke hele huset. Sådan at vi ikke får uventet gæster i nat.” Sagde Nochi da han gik ind i mod hvad der så ud til at være en stue.

Pixy stod et par sekunder indenfor døren for at vænne øjnene til det pludselige mørke. Hun forventede stadig ikke at finde noget. Ikke noget brugbart, om noget ville de støde på andre flakkere eller vilde dyr. Hun fulgte opmærksomt efter ham, mens hun lyttede efter lyde der ville afsløre andres tilstedeværelse. Hendes sanser og nerver var på højkant.

I køkkenet gik hun direkte efter det område hvor de store kødknive kunne vær blevet opbevaret. Måske var der efterladt nogle, da knive ikke var en af de ressourcer der var sværrest at få fat i. Hun flåede irriteret en skuffe ud og lod den flade på gulvet med et brag, da hun ikke fandt noget brugbart. Hvis der var nogle i huset der ikke havde været klar over at de var kommet, var de klar over det nu.
Hun vendte sig mod ham med et skuffet udtryk og fugtige øjne.
"Det her er dumt!" vrængede hun og jokkede tungt ud af køkkenet. "Jeg går ovenpå." Hun ventede ikke på ham, men var allerede på vej ovenpå i et hurtigt tempo.

Nochi stod i Stuen, og så sig omkring. Pixy var lige løbet ovenpå, og han kunne tydeligt høre hendes skrig ovenpå. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, der så ikke ud til at være meget i huset. Men hvorfor havde han så hørt at der skulle være noget? Men han satte sig for at undersøge huset. Måske var det mørkt men hans gode øjne kunne se forholdsvis godt i mørke. Han gik videre ind i huset. Ind til noget der lignede en anden stue? Det var ihvertfald et stort rum. Har log der tæpper på gulvet, der var møbler men mange af dem var væltet, eller rykket rundt. Nochi gik længere ind, og så noget rødligt på nogle af tæpperne. Det så ud til at være blod! Nochi stod lidt og så sig omkring. Der var ingen. Han satte sig ned på hug, for at se på blodet. Det tørt, men så heller ikke ud til at være meget gammelt. Måske nogle dage? eller nogle uger? Han vidste det ikke helt. Han lagde mærke til at der var ingen vinduer i rummet. Hvilket måtte sige at det log midt i huset. Han gik over til en dør som førte videre i huset. Lige inden han tog i håndtaget, kunne han høre et lille bum. Som om noget faldt ned på gulvet. Han stod lidt og lyttede og overejede om han skulle åbne eller ej. Det kom et bum til, og i det åbnede han døren. Døren gav et stort bang da den ramte væggen bag den. Det Nochi så var ikke noget specielt. Det var et gammelt børneværelse som var en del rodet. men der var ikke taget nået fra det. Hvilket undrede Nochi, da hele huset så ud til at være røvet. Nochi gik lidt længere ind i værelset, og så meget af lejetøjet. Det så ud til at være et drenge værelse. De mange aktionfigurere og andet legetøj log lidt overdet hele. Det så næsten ud til at nogen havde lejet med det for nyligt? Nochi gik hurtigt ud af rummet igen. Der var ingen grund til at være der. Men lige da han lukkede døren igen. Hørte han det samme bum inde bag døren...

Pixy brugte ikke lang tid på de forkskellige ødelagte værelser Dem der havde været i køkkenet havde også været her. Det hel lå splittet ad. Komoder hang med skufferne åbne, hvis de da ikke lå på gulvet i flere dele. Hun sparkede til dem og løb videre til det næste rum. 
Hun var hurtig færdig med sin søgning. Hun gav sig heller ikke rigtig tid til at tjekke noget. Smed eller sparkede til det, for at se om der var noget under.

Trapperne knirkede under hendes hurtige fødder, da hun var på vej ned igen. Måske havde Nochi mere held end hende. Og i så fald skulle han ikke proppe det i sine egne lommer uden hendes viden. Hun var kommet 2/3dele ned af trappen da hun hørte et bump efterfulgt af noget der godt kunne være en dør der smækkede. Hun stoppede op og lyttede efter flere lyde. Fodtrin eller stemmer der ikke kunne være Nochis.
"Nochi?" kaldte hun lavt og for gik det sidste stykke så stille hun kunne på de møre trin.

Nochi gik rundt i huset. Han skulle ikke ind i det rum igen. Men nu vidste han at der var noget ved dette sted der ikke var rigtigt. Steder så forladt ud men der var noget ved det der sagde ham at sådan var det ikke. Han gik ind i det rum der var forbundet med terrassen. Hele rummet var helt ødelagt, bogstaveligt talt. Gulvet var revet op nogle steder, væggene var der ikke ud til haven, og der var et store huld der var halvt inde i huset og halvt ude i haven. Alt var ødelagt i lokalet. Men det mest underligt var at man lagde slet ikke mærke til det ude fra huset. Eller fra de andre rum. Det var som om det var landet et missil i i huset. Men uden at spring eller noget. Han vidste det ikke med sikkerhed. Men det var en teori han var kommet op med under omstændighederne. Men hvordan var dette forbundet med det han hørte tidligere. Han gik lidt længere ind i rummet for at se sig omkring. Og derfra kunne han se ud i haven. Det var et lille skur, men ellers var der bare det høje gras og træer. Og i baggrynden kunne han igen se det høje hegn som var rundt om hele huset. Efter lidt tid besluttede han sige for at undesøge hullet. Men da han kom tæt på, kunne han se at det var 3-4 meter dybt og at der var ingen ting i det.

Han kunne nu høre Pixy's fodtrin bag ham. "Se, det ser ud til at noget er landet her. Men hvad end det var så er det væg nu." Sagde han roligt til Pixy som stod i døråbningen indtil rummet.

Pixy gik over til ham med et uforstående blik. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på det sted han talte om. Og hvad så? Hun fnøs og kedede sig allerede. Hun kunne ikke se hvad det kom hende ved. Der var sikkert mange der kom og gik og nogle af dem havde alt for store ting med sig. Bare det faktum at huset var ryddet fra al brugbart bekræftede det faktum.
"Der  er ikke noget spændende ovenpå." skiftede hun emnet til.
Hun nåede lige at få sagt ordene, da der lød et højt smæld af en dør der gik i, fra etagen ovenpå og hun fløj instinktivt sammen og så sig over skulderen. Hun slikkede sig om den halv åbne mund og blinkede med store øjne.
"Jeg kommer lige deroppe fra..?"

Nochi så undrende på Pixy, hvis hun lige om der oppe fra. Hvad var det så det larmede sådan? Var det det samme der larmede inde i det rum Nochi tjekkede før? Nochi vidste ikke hvad der forgik men det var ikke normalt. Han rejste sig op og så på Pixy.

”Hvad var det?” Sagde han underne. Imens han så sig omkring, Han så hurtigt ud i haven, igennem de store huld i væggen. Der var et eller andet der fangede hans opmærksomhed der ude. Han vidste ikke hvad. Det var bare som om der vare noget derude som fangede hans opmærksomhed. Men hurtigt prøvede han at ignorere det, og så tilbage på Pixy,

”Skal vi ikke gå op og se? Måske var det bare vinden? Hvis vi er heldige…” Det sidste sagde han med lidt bekymring i stemmen. Han havde ikke lyst til at der skulle begynde at komme en hel masse underlige væsner efter dem. Det var ikke lige det han havde brug for lige nu. Og det regnede han heller ikke Pixy havde brug for.
Nochi gjorde tegn til at han ville begynde at gå ovenpå. Da han gik forbi Pixy spurte han om hun ville med?

”Kommer du?” Sagde han som en hurtig kommentar.
Imens han var på vej op, lige da han gik ud på gangen. Hørte han igen døren smække. Og næsten lige efter kunne han svagt høre det lille bum inde fra det samme rum fra tidligere. Nochi stoppede op og så over på Pixy.
”Jeg ved ikke helt hvad. Men der er noget her i huset. Der er noget som ikke burde være her.” Sagde han imens han så ud til at være lidt utryk. Der var spor af frugt i hans øjne da han sagde det.

Pixy trak på skuldrene. Der havde intet været deroppe, bare det faktum at hun var kommet ubesværet op og ned, samt havde gået rundt og larmet deroppe bekræftede hendes påstand i at de var alene. Hun skulede op på 1. sal. Hvad pokker bildte den sig ind at være sådan? Hun delte ikke hans bekymring. Faktisk var hun mere tvær over den mærkelige lyd, end bekymret.
"Ja jeg kommer." svarede hun ham med et fnys der var rettet mod huset, mere end mod ham. 
Hun var ved at blive rasende over den mystiske lyd af smækkende døre. Det kunne dårlig nok være vinden, for så meget blæste det slet ikke.
"Vi ved godt du er her, dit fuckhoved!" råbte hun aggressivt op af trappen. Hun var ligeglad med at han var en anelse utryg ved situationen. Hvis der var nogle ville hun gerne bluffe dem til at tro at de havde overhånden. Og der var det at virke aggressiv ofte en god ting. 
Hun løb højlydt op af trapperne igen og ventede på ham.
"Vi kommer efter dig!"

Nochi så Pixy's reaktion, og begyndte at grine lidt for ham selv. Han så det som at hun overreagerede lidt. Hun stormede frem, og larmede, hvor han selv mest var til at snige sig frem og se tiden an. Men nogen gange var det bedst at fange folks opmærksomhed, og vise at man ikke var bange. Så måske havde hun ret. Men selvom de 100% var opdaget listede han stadig frem. Eller måske ikke ligefrem listede, men prøvede at lave så list lam som muligt. Pixy ventede på Nochi, og derfor endte han også med at gå først ind i rummet. Der var mørkt, da lyset blev blokeret af gardinerne. Underligt nok var de sat for vinduet. selvom at Pixy havde været her oppe og nok havde trukket fra. Men alligevel var der trukket for. Nochi havde gode øjne og kunne se nogenlunde i mørket. Men det var langt fra optimalt. Han kunne svagt skimte nogle møbler og ligne i rummet. Efter et han havde fået sig et hurtigt overblik gik han over og trak for. Lige i det han trak fra, var det som om en skygge gik fra den ene ende af rummet til den anden. Den forsvandt bag døren, der hvor der stadig var skygge. Men tilsyneladende også et skab. Fordi det skab blev skubbet og faldt ned over Nochi. De ramte ham i ryggen og tog ham med ned. Nu log Nochi under skabet, og havde overhovedet ikke overblik over situationen. Og var helt rundt på gulvet, da skabet ramte ham i hoved. Men på grund af at der nu var lys i rummet. Kunne Pixy se en kat lignede skikkelse stå oppe på skabet som var oppe på Nochi. Den stod og så ned på Nochi som log og ømmede sig under skabet. Det svage blå lys kom ud af dens øjne,kiggede efter kort tid over på pixy. Den stirrede lige ind i hendes øjne, imens den stod på skabet som log ovenpå Nochi.