A welcome party to a new vampire \\Edward\\

Tid: 22.36
Sted: The dark city. Byens skole og omegn.
Vejr: Klar himmel, næsten fuldmåne

En vampyr have taget noget fra Nochi, noget der havde betydning for ham. En halskæde med hans familielogo på. Han vidste ikke hvorfor vampyren havde taget den. Men han havde taget den ud af hans hånd, og løbet sin vej. Men Nochi var løbet efter ham. Så jagten havde endt med at varer i mere end 2 dage. Nochi vidste ikke hvem han var, dog vidste han at han var en vampyr. De kunne han se på de røde øjne og den blege hud. Nochi vidste at det måtte være en gammel og erfaren vampyr. Fordi han var hurtig, ligeså hurtig som Nochi. Og han kendte sin vej rundt i området.

Nochi havde jagtet vampyren i lang tid. Men var ikke træt i nu. Men det var den anden vampyr. Han var begyndt at blive langsommere og mere kloset. Derfor vidste Nochi at det ikke varede længe før han ville fange ham. Men han havde en evne til at forsvinde, en form for flash eller teleport. Dog var der stort mellemrum imellem han brugte det. Så det var svært at fange den. Selv om Nochi fik fat i den med sit blod, forsvandt den ud i den blå luft. Han vidste ikke hvordan, men den gjorde det. De havde løbet, og kæmpet i flere dage. Og nu var de kommet til en skole. En skole i the dark city.

Nochi jagtede vampyren igennem en af bygningerne ved siden af skolen. Vampyren løb ind i huset, og lavede en masse lam. Nochi så at den havde væltet nogle af møblerne i huset. Og efter var hoppet ud af vinduet med et stort brag. Man kunne se glaskårene flyve rundt om ham imens han var i luften. Han lande nede på gaden på alle fire. Lige ved siden af skolens mur på en mindre elegant måde. Den satte sine lange nagle ind i muren. Og brugte dem til at gavle op af muren og ind til skolen. Nochi var lige bag ham. Men vampyren havde et forspring. Da Nochi så det ødelagte vindue, vidste han at vampyren var hoppet ud. Og fulgte tankeløst efter. Dog havde Nochi meget mere energi så han hoppede så langt at han landede på muren. Og derfra kunne han se vampyren være næsten oppe ved skolen. Nochi løb videre efter ham. Nochi var en del bagude. Men så at han hoppede ind af et vindue og knuste glasset og videre ind på skolen. Nochi løb alt hvad han kunne for at indhente ham. Men var en del bagude. Men da Nochi hoppede ind af samme vindue, kunne han høre nogen oppe over ham. Vampyren var oppe på første sal. Nochi løb længe og kunne høre at vampyren lavede en masse lam over ham. Men endelig fandt Nochi en trappe op. Og løb op efter ham.  Der stod han. Kun nogle få meter fra Nochi. Men han begyndte at løbe igen. Nu var der kun 10 meter imellem dem. Og Nochi prøvede at fange ham med en lasso af blod. Men lige i det han blev ramt forsvandt han igen. Nochi stod nu midt på gangen på skolen, og vidste ikke hvor han skulle gå hen. Der var helt stille. Ingen lyde overhovedet. Nochi begyndte at gå hen af gangen, så lydløst som han kunne. Og fortsatte hans søgen på vampyren og hans halskæde.

Edward var i gang med sine forsøg han havde et tegn på at han havde fundet et nyt fag at studere på et senere tidspunkt da det tog nogle forberedelser og så var der sagen med klan lederen af lusus Naturae der var faldet syg og var døden nær så på nuværende tidspunkt, hans gyldne øjne skimmede hen over sit skrive bord hvorefter han forlod sit kontor for at gå ud til sine eksperimenter i glas huset der lå to lokaler fra der hvor han normalt boede og lavede sine mindre eksperimenter.

dette lokale var fyldt med planter og underlige små væsner der mest af alt lå som en mellem ting mellem en flager mus og en gekko. de gjorde ikke Edward noget men alle andre ville blive flået i stykker, deres mentalitet var som en piratfisks, de ville angribe i flokke og flænse deres offer i små ugenkendelige stykker kød på vægen. han lagde en halv patte gris ind til dem og de angreb den med det samme, det tog ikke mere end 5 minutter før den var helt fortæret og kun rester af et skelet som de ikke kunne fordøje lå tilbage.

han gik ud igen og så en person snige sig rundt og han gik ind af døren og så ham i gang med at snuse til alle hans ting, den blege hud afslørede ham men det skræmte dog ikke Edward han havde selv brugt 2 år på at studere/ dræbe dem så han var klar på hvad som helst. han gik tættere på ham og rømmede sig så "dette er ikke et sted for en blod suger" han smilede koldt men før han nåede at reagere forsvandt den indtrænende vampyr og dukkede op bag ham "måssske men jeg er sluten" han gravede sine hugtænder ind i Edwards hals og et skud af smerte og anger skød gennem ham, var det virkelig sådan dette skulle ende for ham, suget tør som en juice karton der var på sidste salgs dato, han smilede bare og trak den lille guld fløjte frem og pressede den mod hans læber og blæste med det sidste luft han kunne samle inden alt blev sort,dog kunne han mærke de rumlende fodtrin og han smilede sidst "jeg vinder altid" i samme øje blik kom Brutus den store kæmpe som han havde skabt, selv om hans store størrelse og hans muskuløse krop var hans sind ikke mere modent end en seks årig drengs, han kom ind gennem hullet i vægen der var efter Edward havde slået den ned så han havde mere rum at eksperimentere i. Brutus så fra vampyren til den livløse Edward og med sin store monotome stemme så han bare på Edward "hvorfor sover papa, papa kaldt han skal ikke sove" han vendte sig mod manden og tog et greb om hans hals og hans stemme var nu meget vred "VÆK PAPA NU" vampyren smilede bare smørret hvilket resulterede i at brutus kastede ham ned i jorden og nu var det ellers så selvsikre smil væk, Brutus blev ved med at hamre på manden indtil der kun var lidt tilbage at genkende af ham, resten var hvad man bedst kunne beskrive som fars. en anden mand kom ind og den barnlige uskyld kom op igen i ham "hjælp papa bebe den slemme mand fik ham til at sove og han ville ikke vække ham" hvis Brutus var i stand til at græde ville der nok strømme tåre ned af hans ansigt men det var ikke tilfældet da Edward havde opereret dem ud.

Nochi havde gået lidt rundt på skolen, i hans søgen efter vampyren. Men havde ikke været heldig, da han ikke havdet fundet noget. Men pludselig kunne Nochis gode øre høre en lyde over i den anden ende af skolen. Lyden var svag, men det var alt han havdet at gå efter. Så han skyndte sig derover. Da han kom tættere på, kunne han høre en banke lyd. Det lød som om nogen var igang med at slå med han hammer? Nochi stod nu uden foran rummet hvor det hele forgik. Han kunne høre at der var en person inde i rummet, og der lige var blevet smidt noget på gulvet.

Nochi gik igennem døren, og der blev han synlig for de andre. De kunne se en høj person med skulderlangt silkeagtigt blonde hår med lyse blå øjne og et meget muntert smil. Og med et kønt og elegante ansigt bag håret. Han havde sit normale tøj på, noget der mindede om et jakkesæt. En hvid skjorte og en blazer jakke smat bukser der matchede. Nochi stod i døråbningen og så situationen an. Han så en man lidt hvid i ansigt, med blod fra halsen. Og hvad så ud til at være hans vampyr, liggende på jorden i en meget dårlig tilstand lige ved siden af. Og nu så han den store mand stå over dem, som nu begyndte at tale til ham. Nochi svarede ikke den store mand til at starte med. Men gik ind i rummet. Og så på vampyren. Den så ud til at være død, den så ud til at havde fået mange tæsk. Og den var badet i blod, det så ud til at komme fra selve vampyren. Det var tydeligt at den havde fået så mange tæsk, at intet sad der var det burde på vampyren. Så Nochi konstateret hurtigt at den måtte være død. Så Nochi tog hans halskæde ud af hvad så ud til at være hans hånd. Og hurtigt lagde den væk i hans lomme. Nu så han op på den store mand, som igen bad om hans hjælp. Nochi nikkede svagt og begyndte at undersøge den anden.

Nochi så på manden som log ved siden af vampyren. Det så ud til at være et menneske. Nochi undersøgte hurtigt personen, og fandt ud af at han var død. Død af at vampyren havde suget alt blodet ud af ham. Det forklarede hvorfor at vampyren var badet i blod. Nochi hørte igen den store mand over ham bede ham om at gøre noget. Om at hjælpe dens far. Nochi vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han sad lidt og så på manden. Han havde ikke lyst til at hjælpe. Han ville bare hjem med sin halskæde. Men den store mand lød virkelig som om at manden betød meget for ham. Så Nochi endte med at få medlidenhed med den store mand. "Okey, jeg vil gerne hjælpe, så godt jeg nu kan. Men jeg kan ikke love noget. Okey?" Sagde Nochi hørt sådan at han var sikker på at manden hørte det. "Det kan godt se voldsomt ud, men alt jeg gør er at prøve at genoplive ham. Dog kan det godt tag noget tid før det tager effekt. Og det kan godt være at det ikke hjælper, men det er det eneste jeg kan gøre." Sagde han roligt, imens han rejste sig og gjorde sig klar.

Nochi stillede sig sådan at der var noget afstand til liget, og til den store mand. Han vendte sig imod dem og så den store mand i øjne. "Du skal ikke blive bange." Sagde han med et stort smil på hans læber. Og lige efter kunne man se en aura komme frem, rundt om ham. En tydeligt rød aura. Og lige efter blev hans øjne blod røde. Manden kunne tydelig mærke Nochis aura, og det ville alle andre lige i nærheden også. Nu begyndte Nochi at sende sit blod ud, det kom ud af hans armer og løb direkte ned mod manden på jorden. Han blev dækket af det energifyldte blod og lidt efter løb det ind i ham. Ligsom en svamp sugede han blodet til sig. Men kun nok til at han var fyldt med blod, de 3-4 liter som en normal person ville skulle bruge. Resten fløj rundt om ham og gav sin energi til ham. Da der næsten ikke var mere energi i blodet træk Nochi det tilbage. Og hans aura forsvandt.

"Så er der ikke andet at gøre end at vendte." Sagde han roligt, til den store mand. Nochi begyndte at gå lidt rundt i lokalet. Imens han så den store mand side se op sin døde far. Nochi brugte tiden til at læse nogle af manden papir. Og det blev hurtigt klart at han var en alkymist.

da Edward vågnede op var det ikke i hans laboratorie men i en stor mark, en mand på cirka hans alder stod lidt længere fremme og kiggede på ham "hey hvad er det her sted enlig" manden lidt længere fremme begyndte at grine lidt "hey det er alvor hvor fanden er jeg" han grinede højere og inden Edward vidste af det stod han foran ham "du" han prikkede Edward i brystet med en skarp finger "du er død og det her er hvad alle kalder venterummet, du ved inden du kommer til dødsriget" Edward tænkte sig om længe inden han så op og kom i tanke om hvad der var sket og mærkede efter bide mærker "pokkers også du har ret det var ikke en drøm så" manden så på ham med et forvirret blik "vent kan du huske noget fra før din død" hans ansigt skiftede til noget der lignede forvirring. Edward så bare på ham med en forvirring der kunne slå op til hans "tjo tja jeg husker noget skarpt der fløj lige gennem mit hoved" han vendte hovedet så man kunne se et hul der gik hele vejen gennem hans hoved "jeg mener at huske jeg var med i en Yakuza skud episode men ikke andet jeg tror en kugle må have ramt min hukommelse, når ja jeg er Kimmimaro men jeg blev kaldt Snake det er i hvert fald det folk neden under kalder mig" han bukkede dybt "ooook nå men hvorfor kan jeg så huske det hele" Snake lavede et tænksomt ansigt så hans ansigt sad i folder "hmm måske fordi du ikke skal dø endnu" i det samme splittedes den blå himmel sig og en rød hånd kom ud af sprækken "hey du skal ikke gå uden mig din lille lort" da hånden greb ham tog Snake fat i Edwards krave og hans hænder smeltede sammen med hans jakke sæt "ready for take off captain buzz kill" den røde hånd løftede dem op gennem sprækken igen.

han åndede dybt ind og hostede bag efter "hvem, hvad hvor?" han så rundt i rummet og så brutus lænet ind over ham "PAPA ER TILBAGE HURRA" han løftede Edward op og klemte ham ind til sig "Brutus Brutus sit giv slip et eller andet men du sender mig tilbage hvor jeg var hvis du ikke passer på" han blev sat ned med erindringer om hvad der skete på den mark, det havde føltes som en dag men viserne på hans lomme ur viste kun at der var gået en time "så det er sådan du bor tænk jeg troede du var lidt mere rodet" Edward så op og der stod en fremmed men det var ikke ham der snakkede, nej det var endnu mere underligt det var Snake "Snake" han stod med et reagens glas i hans hånd da han så op og smilede "YO" han så ned igen og rodede med noget mere. Brutus så meget forvirret ud "hvem snakker du til Papa" han så ned på Edward "når ja de kan ikke se mig før du kalder på mig" Edward frøs ved dette, hvad var det han mente med det, han rejste sig op "ikke nogen min dreng bare rolig" han gik hen til de fremmede "så det var dig der hentede mig tilbage, tak tror jeg nok, men at dømme fra det hele betyder det vel jeg er vampyr nu og s å må du jo være min skaber" han gav manden hånden "jeg er Edward Jaeger alkymist under Lusus Naturae og arving til tronen af klanen" han smilede til ham venligtog han mærkede spidserne af hans nye hugtænder presse mod hans læber. hans øjne havde skiftet farve fra den varme gyldne farve til en blød rød farve.

Nochi stod og læste en masse papir fra manden, som han havde læst sig til hed Edward. Edward så ud til at være en alkymist, eller det var det Nochi have regnet sig frem til ud fra det han læste. Imens han stod og læste om noget af Edwards arbejde, hørte han den store mand stå og råbe lidt af sin afdøde far. Han virkede virkelig til at holde af ham. Men efter lidt tid satte han sig ned vedsiden af ham igen. Men der gik hurtigt en lille times tid. Også hørte han den store mand begynde at råbe op igen. Denne gang var det bare meget anerledes. Det lød mere som et skrig af glæde, end et skrig af sorg. Som han ellers lige havde vænnet sig til. Han lagde papirene fra sig, og gik langsomt mod dem. Det så ud til at den før døde Edward nu var tilbage. Nochi stod stille og betragtede hvad han havde lavet. Det var første gang han havde lavet noget levende. Han vidste faktiske ikke at det var muligt, for ham. Men det så sådan ud. Edward gav Nochi hånden, og Nochi smilede igen.
"Ja det er mig der er din skaber. og ja... Du er vampyr nu. Det er denne mands skyld at jeg valgte at gøre det. Jeg kunne ikke bare lade ham i stikken." Sagde Nochi imens han kort vinkedede til Brutus.
"Ja hej Edward. Ja jeg fandt dit navn stå i nogle af papirene. Men hvad er denne klan du omtalte?" Sagde Nochi spørgerne. Han kunne se at han var blevet bleg, og havde fået røde øjne og hugtænder. Nochi stod lidt og så på Edward
[color=red "Når jeg, Jeg glemte det næsten. Mit navn er Nochi. Og ja, jeg er vampyr. Og jeg undskylder meget for alt det der er sket. Men det var ikke noget jeg havde kontrol over. Det var ham vampyren som gjorde det. Jeg ved dog ikke hvorfor. Han havde også taget noget fra mig, hvilket var grunden til jeg var efter ham. Og endte her. Måske gjorde han det for at få noget hurtigt energi? Men jeg ved det ikke. Men i ihvertfald, så endte jeg med at give dig livet igen. Men du skal være glad for at der virkede. Det er meget sjældent at der virker." [/color] Forklarede Nochi.
"Men nu hvor vi har præsenteret os, hvem er så manden bag dig? Og nu hvor vi alligevel er igang, hvad laver du så her?" Spurte Nochi. Imens han gik over til den store mand, som var Brutus. Men Nochi i nu ikke havde navnet på. Og begyndte kort efter at se sig lidt rundt i lokalet, og søgte  nogle svar om hvad Edward lavede.

// Du skal huske at du skal skrive til Medusa, nu hvor du har skiftet race. Sådan at hun kan ændre det der skal ændres. Og du skal jo nok også ændre din race inde på din profil.//

han så på ham bag brillerne, han gik hen til bordet og tog en flaske og rørte den rundt indtil den fik en lilla farve og vendte sig om med et smil "jeg er alkymist selvfølgelig" han tog en slurk af drikken hvor efter ud af ingen ting kom hans anden søn Vincent "skal du ikke introducere os far" han kom bogstaveligt talt ud af skyggerne som han var et med. der kom et lidt suk fra døren bag dem og hans eneste 'datter' kom ind af døren "du er altid så højlidt kære bror" hun kiggede ned på liget af vampyren "så det var den rumlen der jeg hørte" Edward rejste sig op "det er godt i er her for jeg har et arbejdet, en bande nær skolen har forvoldet problemer for nogle af mine klan medlemmer. dræb dem alle sammen" datteren og hans sønner nikkede og gik ud af døren uden nogen spørgsmål om hvad der var sket. han vendte rundt mod vinduet hvor en lille rød falk sad med et brev. han tog brevet ud af næbet på fuglen og gik hen til sit bord for og læste det hurtigt i gennem. han mumlede noget for sig selv hvor efter han gik hen til Nochi "hør her ok det kan være du er min maker men det betyder intet for mig, dog vil jeg bede dig om at komme med til et sted noget rejse her fra, i min nuværende tilstand er jeg ikke i stand til at kæmpe hvis jeg møder modstandere, jeg er sikker på dem jeg skal mødes med vil være villige til at belønne dig" han gik hen til en stand og tog en kappe samt en har og et tørklæde "se ikke så overrasket ud, jeg ved alt om alle racer og derfor ved jeg også deres svagheder, og hvor godt det end lyder at blive til aske er der ikke højt på min liste" han svang kappen og gik ud af døren "kommer du, de kan ikke lide at vente" han gik ned af trapperne og ud af døren.

Nochi blev overrasket da han så børene komme ud af ingen ting og introducerede sig. Han hilste kort, man sagde ikke noget specielt. Blev dog overrasket over hvor roligt Edward to det efter at blive en vampyr. Og på grund af det havde han hele tiden øjne på ham. Normalt ville folk reagere meget kraftigt på at være blevet vampyr. Da kun meget få syntes godt om dem. Men det var vel for det bedste. Så behøvede han ikke tag tænke på det. Nochi kunne ikke lade vær med at smile da han nævnte marker. Nochi vidste godt hvad det betød. Han havde dog aldrig regnet med at han ville blive sådan en, en dag. Men nu var dagen kommet. Og Nochi vidste også godt at instinktivt ville Edward nu se ham som en omsorgsperson. Lidt det samme forhold et barn danner med sine forældre i de helt tidlige måneder af deres liv. Og på grund af det, mente hans selv at han havde skabt noget der mindede om liv. Nochi følte sig stolt inden i. Det var næsten en faderlig stolthed. Et stort smil og et klædes udtryk spredte sig over hans ansigt og hans væremåde.

Imens Nochi stod og tænkte for sig selv, gik Edwards børn igen. Han syntes at det var lidt irriterende at de bare kom ind, og gik igen uden at sige noget. Men det var vel sådan at Edward havde opdraget dem. Noget af Nochis glæde forsvandt da Edward sagde at det ikke betød noget for ham, at han var blevet marker. Men han vidste godt inderst inde at der var et instinkt der bestemte det. Men han havde også selv et valg. Men det betød heller ikke så meget for Nochi. Han var glad for at han havde gjort. Men uden set hvad vidste han godt at han ikke ville kunne kontrollere Edward. Han var et frit væsen, der havde sine egne valg.

Nochi nikkede da han fortalte han var svag. Det kunne Nochi godt forstå da kroppen var igen eller lige havde lavede en forvandling. Og snakken om ”de” gav Nochi et forundret ansigtsudtryk. Men han forstod at han havde noget han skulle. Det havde nok noget at gøre med det brev han fik tidligere. Men han vidste det ikke med sikkerhed. ”Jo, lad os komme af sted. Så kan de jo fortælle mig lidt om de andre? Altså dem vi skal møde. Og lidt om hvorfor vi skal mødes med dem.” Sagde Nochi roligt imens han gik imod døren. ”Du føre an”

han smilede til Nochi foran ham "de er nok de mest kraftfulde mennesker i historien, de ti rådsmænd, du har vel hørt om de mennesker der tilkalder ånderne, de er nivauet under dem der kalder sig mage" han stoppede op og åbnede de store døre til skolen og gik ud af dem "de bruger elementerne til deres fordele, de kan manipulere elementerne, bringe en flod af mørke ud af ingenting og kvæle dig i din egen skygge eller brande dig med flammer varmere end helved selv. hvem ved hvad de vil med mig" han gik til højre af instinkt han havde aldrig nogen sinde været i deres hoved kvarter men der var en lille stemme i hans hoved der gav ham retnings bestemmelser til hvor de skulle hen. han gik ind af en side gade og stod foran en stor rets bygning "vi er fremme" han gik op til døren og kørte en hånd hen over en guldplade. en metallisk skraben og skuren kom fra døren da den gik op og en mand i en kåbe stod foran dem "velkommen Edward Jaeger og gæst vi har ventet i en rum tid nu" han viste dem ind i et mørkt rum. lyset blev tændt over et lille bord med et silke lagn hen over. en monoton stemme gav genlyd "Edward Jaeger vi er rådet for magi men det ved du, vi har set den gamle leder har efter ladt din klan i dine hænder at beskytte, derfor vil vi give dig det samme tilbud som han fik, du vil blive en hunter af første klasse, det vil sige du kan kaldes ud og dræbe de der bryder de tre love for magi" Edward nikkede og trådte frem til bordet og dugen blev fjernet "først skal vi give dig kræfterne, vores information viser at du ville blive en god elementralist derfor ligger der nu foran dig sten lavet af den stærkeste magi der fanger elementet i stenen, på den måde kan mages grave ind i dens kræfter og bruge elementet" Edward smilede og rakte sine hænder frem. to af stenene fløj op mod hans hænder og kolliderede med dem, da de gjorde det formede der sig en ring om dem og satte sig på hver af Edwards hænder "flammerne og mørket har valgt dig som deres mester, nu kommer det svære" Edward nåede ikke at reagere før flammer havde opslugt hele hans krop, en smerte som ingen anden ramte hans hoved, han havde læst det her i en bog, for at forhindre at folks evner blander sig med magien vil den selv slette alle andre evner, det vil sige at hele hans biblotek om alkymi ville blive nytteløse, lidt trist måske men det var en lille pris.
han rettede sig op på stedet efter at flammerne var væk igen "nu til vores anden forespørgsel, tag den gamle klanleders plas i rådet" Edward smilede og så ud i mørket og så på de 9 mænd der sad foran ham "jeg er meget beæret men jeg må afslå, dog vil jeg ønske noget andet, et sværd med kræften til at holde en menneske sjæl" de nikkede og et sværd formede sig af skyggerne, dens klinge var sort som natten og skæftet var rødt som blod "snake, hop ind i det her, det er ikke en menneske krop men det er bedre end du svæver rundt og smadre mine ting" Snake blev suget ind i sværdets knub i enden lyste op og den runde knub blev omformet til et kranium "hey hey test en to tre, oh yeah jeg er tilbage baby" Edward tog skeden og satte sværdet i den med et klik "der er ikke vi ville med dig andet end at give dig din første opgave" en rulle fløj ned i hans hånd "gør med ham hvad du vil men bring hans krystal tilbage" Edward nikkede og gik ud af det lille rum.

Nochi havde observerede det hele. Noget af en underlig opvisning. Det hele gik så stærkt, og meget formelt. Det lød næsten som om det hele gik efter et dårligt manuskript. Men hvad han var sikker på var at Edward nu var blevet leder og havde fået nye kræfter. Og nu havde han fået sin første mission som leder af en eller anden klan som Nochi ikke kendte til. Men den lød forholdsvis interessant. Måske ikke noget for ham. Men klart noget han ville lære mere omkring. Imens Nochi stod og observerede det hele tænkte han lidt på hans belønning som Edward havde talt om. For selvfølgelig var det noget han var interesserede i. Og han havde masser af ting i tankerne som ikke var materielt men mere information som han kunne bruge. Men det var noget han skulle finde ud af lidt senere. Nu var der noget andet der stod som første prioritet.

”Såå Edward, så er du blevet forfremmet? Dejligt ikke? Men det virker ikke som om det er dig som er leder. Men mere som et tool de udnytter. Men selvfølgelig er det bare set fra min synsvinkel. Jeg kender ikke engang til denne klan af din. Men ehm, hvad så nu? Du bliver vel næsten nød til at ordne ham der manden med den der krystal. Men du kan jo heller ikke bruge dine kræfter ful ud i nu. Kan du? Jeg mener, du har jo ikke engang prøvet dem. Det kræver nok noget træning. Men når det er sagt, vil jeg med glæde tag med dig. Tag med over til denne mand og hjælpe dig. Altså hvis du har lyst til at have selskab fra en gammel vampyr?” Sagde Nochi forklarende, imens han gik ved siden af Edward som var på vej ud af rummet. Nochi lagde mærke til sværdet i siden på Edward, som lyste svagt. Da han så det fik han et lille smil på læbe. Han vidste godt at det var et soul våben. Men et svagt et. Eller svagt i forhold til det han var vandt til fra sin egen tid. Men der var så også grunde til at de var stærke. Det var fordi at der var tusindvis af sjæle i dem. Og her var der kun en. Men måske var det meningen det vidste Nochi ikke. Det var nogle af tankerne der føj igennem Nochis hoved imens Edward gjorde sig klar til at svare.