Miami Metro News Reporting - Millicent.

Auriel klappede hende let på ryggen med et smil og slap hende igen. Han vendte sig rundt og kiggede lidt skeptisk på Millicent. Hvad var hendes problem? "Slap af Millicent... Det var jo ikke fordi vi havde gang i noget uanstændigt vel?" Sagde han til hende og løftede et øjenbryn.
"Det er okay. Jeg har det helt fint, same as ever. Jeg havde ikke forventet at se dig her... " Svarede han. Faktisk havde han ikke forstillet sig at se hende nogensinde igen. Og slet ikke på en kro imellem byer.

Han ville ikke benægte det, jo han havde været sammen med hende. På flere måder end godt var, men det var altså kun sket et par gange i en periode, men det var efterhånden et par år siden.
Hun havde været i Miami, og det havde han også. Han var sikker på at ingen dreng ville bebrejde ham det. En fuld ung kvinde. En smuk kvinde. Hun havde været ny og interessant, og ganske fortabt i ham også, men efter et par dage havde han alligevel indset, som så mange gange før, at hun bare ikke var nogen han kunne forstille sig at tilbringe mere af sit liv med. Og derfor var han smuttet. Stået op, taget tøj på, og efterladt hende tilbage sovende i et billigt hotelværelse. Kun med en lille note med ordene 'Don't take it the wrong way sweety'. God, han var en nar. Han kunne godt selv indrømme det, men Natalie her synes ikke at bare den nag.

"Jeg er ikke sikker på Bertha vidste hvem jeg var...? Og Millicent er min veninde. Vi rejser sammen til Vegas lige nu" Svarede han roligt. Og så ned på hende. "Tjo, en kop kaffe? Hvad siger du Millicent? vil du med?"

Natalie førte en lang bugtende lok af det røde hår om bag sit øre og smilede til ham med nærmest hele kroppen.Hun kunne bare ikke tro sine øjne, at han....at Auriel...stod her ...lige foran hende nu.Og han lod til at være lige så indtagende,sød og dejlig....men hun vidste nu, at han var farlig,at han var en man brændte sig på...men den tid den sorg.Lige nu var det bare en gave at stå her i hans sevskab.

Millicent foldede armene over brystet.Dét gjore han bare ikke! Han irettesatte hende, ligeforan firebaben der.
Flot træk....fortæl at der intet er, og nedgør min lille NB om hendes uhøflige adfærd."Nej...det kan jeg love dig vi ikke havde" lød det fra en kuldebetonet stemme.
Allerede nu var hun noget oprørt.Over alt...og over intet.
Kunne man nu ikke engang få lov til at være trist i fred når man havde opdaget at der var mere end en, inden i ens krop?! Nææææ, det kunne man så ikke fordi han skulle stå og blamerer sig med en eller anden idiotisk redhead uden maner! Hun så irriteret væk og ud af vinduet.

" Det lyder godt...men kom nu med så kan du fortælle mig alt." Natalie så ikke så begejstret ud, da han tilbød Millicent at følge med, invitationen galdte kun ham , i hendes univers.Tilgængæld blev alt tilgivet fordi hun hørte at de kun var venner....der var intet,nada mellem Auriel og trunten der, så det var jo dejligt.
Måske hun alligevel kunne lokke et kys ud af ham? Og ellers bare svømme rundt i hans øjne, sålænge hun fik lov.

Millicent gloede surt på Auriel, men hendes stemme var sød....alt for sød, da ordene dryppede fra hendes mund.
"Drikke kaffe? Ej....det har jeg da virkelig ikke tid til nu, Auriel.Jeg har en del ting at tage mig af faktisk...øh..vigtige ting, men du skal da naturligvis smutte afsted.Så ses vi bare senere."

Hun vendte ryggen til dem uden at sige farvel til Natalie, og da de var gået og døren smækkede i, gnavede hendes samvittighed....kort,MEGET kort.
Hun var vred.

Hvad gik der af tid inde hos Natalie...1-2 timer...eller? Før end Auriel vendte tilbage.

Auriel kiggede lidt underligt på Millicent. Hvem havde tisset på hendes sukkermad? Eller overhældt den med sukker måske? "Vigtige ting? Tja... Prøv at få sovet, og kom og hent mig hvis der er noget" Mumlede han tilbage og fulgte efter Natalie imens de snakkede om hvad de havde oplevet. - Egentlig mest ham. Hun synes mere som den drømmende lyttende type. Så han snakkede om alt og intet. Mest intet.

Så da de senere sad og havde fået kaffe på hendes værelse satte han den tomme kop fra sig og kørte en hånd igennem sit hår. "Jeg tror hellere at jeg må smutte tilbage til Millicent og se hvordan hun har det" Lød det fra ham og han rejste sig op fra sin stol. Gad vide om hun sov? Eller måske bare sad og surmulede? Jesus, hvad var hendes problem?

Natalie greb ud efter hans hånd, og halede ham afsted da Millicent afslog.
Hun nød at tilbringe tiden med ham, og et spørgsmål pressede sig jo på.Et der omhandlede hvorfor han var smuttet på den måde, de havde jo trods alt delt mere end blot lidt kæl og kys, men været helt intime.Men...Natalie var i bund og grund en god pige, og hun vidste at intet ville komme ud af det, intet andet end at spolerer den gode stemning.Så hun var også large, meget large da Auriel ville tilbage til hans veninde og selv om hun havde lyst til tusind ting med ham, lod hun kun sine øjne fortælle det....og hun var sikker på han så det i dem.
" Det har været helt fantastisk at se dig igen, hvis du vidste hvor....hvor meget jeg har savnet dig." Hun gav ham et spontant knus.." hey Auriel? Don't be a total stranger, please" lød det fra hende, da han forlod hendes værelse.

Millicent havde taget et karbad, og det plejede at være det mest fantastiske i hele verden for hende.Det mest skønne og dejlige hun kunne forstille sig.
Men hun havde været ude af stand til at nyde det, og en irritation havde hobet sig op.
Hvad tænkte han på, at efterlade hende her! Lige efter hun havde æret besat! Invaderet af en alien eller en ånd...det kunne stort set være djævlen himself der var ude med snøren, men Auriel...han valgte at kissemisse med en X istede for lige at sikre sig at Millicent var okay.
Han skulle....han skulle lige sige et ord!
Hun var færdig med badet og stod netop påklædt og frotterede sit fugtige hår, da der var lyd ved døren.

Auriel smilede bare et skævt smil til hende. Han undgik helst at hun spurgte ind til hans beslutninger om at gå eller ikke. Så da hun lukkede døren bag ham blev han stående lidt. Natalie stod tilbage som et symbol på de rifter han af og til skabte omkring sig. Hos hende i mindre omfang, men nogengange var skaderne lidt mere omfattende. Med et suk rystede han på hovedet og bevægede sig tilbage imod han og Millicents værelse.

Han bankede på to gange, men tog sig ikke tid til at vente med at gå ind bagefter. han gik direkte ind. "Millicent? er du her?" Lød det fra ham da han lukkede døren igen bag sig. Han kiggede hen imod badeværelsesdøren hvor lyset var tændt inde og han kunne se en skikkelse gå omkring derinde. Fint hun var her.
To skridt senere dumpede han tungt ned på sengen og rullede om på ryggen. Han kiggede utålmodigt hen imod badeværelset.
"Hvad laver du derinde?" Han kiggede op i loftet igen. Var hun stadig muggen? eller havde det bare været udmattelse?

Oh...han var tilbage igen.
Hmm...ja ja, de havde vel næet det de skulle.
Hun var både lettet over at han var kommet hjem..eller kommet tilbage...og samtidig også umådelig irriteret på ham, på dem begge faktisk.
Hun kunne høre sengen give efter, da han øjnsynligt dumpede ned i den.Udmattet? Hvis han tændte en smøg, ville hun virkelig blive pissed.
" hvad jeg laver? Jeg er ved af kratte fugen ud mellem fliserne for at indlægge en med farven rød...og samtidig er jeg ved at parterer en pattegris....hvad har du lavet?" Lød det syrligt derude fra.
Hun gik dog ind i værelset, og meget demonstrativt, smed hun det fugtigt håndklæde lige ned i sengen, som forsøgte hun fremprovokerer ballade.

Han kiggede hen på hende igen da hun sagde noget, men svarede ikke. Hvad var det også for et svar anyways? Hun sukkede og nåede kun lige akkurat at flytte sig for et vådt håndklæde der kom flyvende. Han satte sig hurtigt op med en lidt irriteret mine
"Seriøst hvad er dit problem lige nu?" Gav han igen og kiggede trodsigt på hende. Meget ville han finde sig i, men det her ? No way.
"Jeg er væk i halvanden time og pludselig opføre du dig som om jeg har dræbt din kat eller noget?" Han sukkede og lagde sig hårdt tilbage igen på samme provokerende måde som hun havde smidt håndklædet.

En hårbørste blev fisket op af en taske og en anelse utålmodigt begyndte hun at rede den ublidt gennem sit frotterede hår." mit problem....jeg har da ikke noget problem.Alt er peachy " lød det tydeligt ironisk og hun sukkede da Auriel lod sig vælte ned i sengen.
" dræbt min kat? Ved du hvad 140 katte kunne være dræbt og stablet oven på mit lig, og du ville ikke vide en disse om det.-Og hvorfor? Fordi du havde tralt med at...ja, guderne må vide hvad med rødtoppen.Er du klar over jeg på det nærmeste lige var blevet besat ? Og så dropper du mig for...hvad? Lidt kys og kæl?"
Hun fnyse og var så gal så tårede begyndte at røre på sig.

Han himlede med øjnene af hendes temprament og skar en grimasse. "Hvad snakker du om? Jeg har ikke hjort noget som helst forkert ! Du sagde selv jeg skulle gå remember?" Lød det irriteret fra ham. Han satte sig lidt besværet op igen. Så hun troede han havde fjollet rundt med Natalie? Ha, hun kunne tro hvad hun ville. Det kom ikke hende ved alligevel.

"Desuden synes jeg måske jeg skyldte en gammel ven en kop kaffe, men det gør du ikke ? Tro hvad du vil" Han fnøs arrogant og kiggede væk. Hvor var sprutten når man skulle bruge den? Han ville meget hellere bare lægge hende fuld i seng end at skændes over et eller andet hun havde messed op i hendes hoved.

De første sætninger, dem hørte hun slet ikke.De blev blot puffet til side, da de slet ikke kunne passe ind i det lille sceneri hun nu var ved at opbygge.
Det var da muligt at hun slev havde sagt det, men det var en detalje der intet havde at gøre med det de talte om.overhovedet.
" En ven? Så du kysser alle dine venner? ....hvad er vi så....u- venner? " fnøs hun.
Hvis han ville bilde hende ind at han havde kysse med Natalie uden der var følelser i, så troede hun ikke på ham.
Hun stillede sig , med fronten mod ham.
" Pak dit fnys sammen! Hvorfor indrømmer du ikke bare at i har noget sammen?"

Han kunne mærke blodet boble under overfladen. Hun vidste jo ingenting den snothvalp. Han havde fuldstændig skudt Roselias ord ud af hovedet og kunne slet ikke finde en grund til at det gjorde hende så sur at han havde været inde ved Natalie.
"Hvem har nogensinde sagt at jeg har kysset den pige? Og hvad er det for dig anyways ? Jeg må vel kysse lige hvem jeg har lyst til!" Gav han igen og knyttede nævnerne ned langs siden. Han begreb ikke hvordan hun kunne gøre ham så vred, for det var han ellers sjældent. han holdt som regel overblikket.
"Har noget sammen? Med hende? Jeg har ikke set hende i flere år! Og sidste gang stod jeg op, tog tøj på og sneg mig ud, jeg synes nok jeg skyldte hende en kop kaffe, men hvis det provokerede dig sådan kunne du have kommet med! " Nærmest råbte han med en vred stemme.

Hun begyndte at grine....en glædesløs monoton latter, imens hun lagde sin hånd over brystet.
" Oh please....dont feed me that line, I har da vist gjort en el del mere end det" vrissede hun tilbage. og undlod i første omgang at besvarre hvad det kunne have af betydning for hende.
" Se...det så første gang du sagde noget klogt....du KAN da kysse lige hvem du vil, selv Mathilda! " lød det igen tørt, men så mistede hun den smule besiddelse hun end måtte have haft tilbage.
" Efter du havde smidt tøjet!" Hun stirrede på ham.Så det var sandt....det hele....de havde været sammen, og nu.....det havde de sikkert igen.
Hun vendte sig om og gik over til vinduet, ikke om hun ville tale med ham igen.Ikke før om 1000 år.Og han....han prøvede at bilde hende ind de ikke engang havde kysset.Det var jo....løgn.
Og alligevel lød det fra hende, desværre langt så hårdt som ønsket, men langt mere skrøbeligt..." Jeg..jeg er da...fuldkommen...ligeglad.Som jeg iøvrigt også burde være"

Han kiggede surt på hende og tøvede ikke med at give igen. Godt nok var han en engel, men han var også en der var skabt til at skabe kaos. "Ja det har vi faktisk. Ikke i aften anyway, men det var der ingen der havde sagt noget om i første omgang! Så du siger det er forkert af mig i min levetid at have smidt tøjet med en pige?! Nu må du stoppe" Han fnøs ufølsomt. Når man havde levet i over 4000 år, så var det svært at undgå det egentlig når folk snakkede så meget om det. Man blev vel nysgerrig!

"Du er fuldkommen ligeglad? Så forstår jeg ærlig talt ikke hvorfor det ville hisse dig op om jeg så havde haft sex med hende i aften!" Gav han hårdt igen og bestemt ikke lige så skræbelig som hun havde lydt. Han havde et temprament og når det kom frem var det hårdt.

Hvorfor hans ord skar i hende, vidste hun ikke - og hun ville heller ikke vide det.
Hun ville bare have det til at stoppe.
" Nå, men så HAR i jo været sammen, så lad dog vær med at benægte det". Måske hun var kørte i ring nu, men Millicent var begyndte at miste overblikket over situationen, men hvad værre var, over sig selv.
" Jeg gider ikke høre om hvor tit du smider tøjet...eller med hvem, så stop selv!" Langede hun ud efter ham igen, med oprørt stemme det matchede hendes sind.
Orgh...han blev ved! Han blev bare ved...med hans...sex.
" Auriel...nu stopper du!" Hun så trodsigt på ham, og hvis en usikker stemme kunne lyde advarende, så var det præcis sådan hun lød.
" Jeg gider ikke have dit snavsede vasketøj stukket op under næsen....og jeg...j-jeg...årgh,drop det.Bare drop det" lød en svækket protest.Hvis han pressede hende nu, ville hun enten begynde at tude eller blive virkelig alvorlig vred.Lige nu sad hun fastspændt i en underlig følelse, lige midt i mellem.

"Jeg benægtede det ikke. Det var en finere måde at sige at det ikke havde noget med dig at gøre så du skulle holde din næse ude af det!" Lød det vredt fra ham da han fik rejst sig helt op og stilte sig overfor hende. Det var bedre for ham sådan. Han var højere end hende og virkede derfor mere skræmmende på den måde.
"Du gider ikke høre om det?! Så lad vær at bring det på banen!" Lød det til sidst hissigt fra ham og han nåede ikke at sige mere end det før en lidt svag oprørsk stemme lød fra hendes side. Bad ham om at stoppe. Han sukkede lydløst og hans vrede faldt ned igen. Hvorfor var det egentlig han stod og råbte af en pige, der i forhold til ham selv, var fuldstændig magtedsløs. Ja, hun havde selv bedt om det, men betød det at han skulle give efter på den måde. En underlig følelse af en blanding imellem anger og forvirring ramte ham.
Hans tanker faldt tilbage på Roselia og hendes ord. Han stod og var den største nar. Råbte af en pige som formodede alle de ting, og som hende Roselia havde sagt havde en form for følelser for ham. Men hvad skulle han ellers gøre?

Det hele var lidt tåget og gik lidt stærkt fra der. Før han selv kunne nå at stoppe sig selv havde han pladseret begge hænder om hendes kinder og bøjet sig ned for midt i hendes sidste sætning at presse sine læber lidt agressivt ind imod hendes, men endog ikke en seksuel måde.

Hun vidste ikke selv hvorfor,men alt inden i føltes som det splintredes, eller som hun brændte op.
Det var ikke følelser hun før havde stiftet bekendskab med,de var ikke alene gjort ud af vrede.Vrede kendte hun udmærket, men den her vrede...,gjore ondt..ikke på ham den var rette mod, men mere mod hende selv.
Hun kunne ikke hamle op med ham .Ikke nu....hans aura forpurrede hendes tanker og som det ikke var nok, rejste han sig op og indtog også fysisk magten positionen.
Han havde ret...hvad sag var det af hendes?
Hun burde istedet tildele mere opmærksomhed til hvad der skete med hende selv, hvorfor hun pludselig havde det så elendigt over ham.Hun kunne da umuligt.....NEJ!
Hun havde afgivet et løfte til sig selv, at hun aldrig ville falde for en fyr og slet ikke...slet slet ikke Auriel.
Kunne han ikke bare stoppe nu, ellers ville hun begyndte at...kaste med et eller andet i bar frustration.

Hvad der lige skete, hvilken energi der flød mellem dem kunne Millicent ikke forklare.
Men da Auriel pludselig var over hende, og pressede sin mund til hendes føltes det som et tryk af Andy Warhole.
Der komme flere skygger og farverne skiftede til en kulør....ingen helt forstod.
Hun klynkede svagt bag hans læber.Instinktivt lagde hun hænderne i hans nakke hvor fingrene lukkede sig i hans mørke år, og rev i det.Betydningen af hendes reaktion , vidste hun ikke...hun reagerede ...der var ikke tid til at tænke.
Først da Auriel endte kysset, og Millicent med total forvirring så op på ham, gik de fra vrede til akavet.
Og det var nok hendes skyld,...hun kunne have taget det med lidt humor.Og hun kunne have spurgt ind til ...og forsøgt udredt hvad der skete mellem dem.
Men hun var for usikker på om isen kunne holde eller om den ville slå revner, og efterlade dem i det isnende vand.
Så istedet for at være modig og måske tage det kolde brus , hvis det kom, så stak hun Auriel en kæmpe lussing og med tårene løbende ned af kinderne truede hun " Du kan ikke kysse mig...forstår du det.?"
Imens kunne hun stadig fornemme hans læber mod hendes, og det var virkelig ....virkelig....et rod.Hvad skulle hun dog stille op? Hun var sikker på at hun ikke havde virket helt så ligeglad som hun havde håbet på.Hun skulede til Auriel. " Undskyld....jeg.....det kom lidt bag på mig" begyndte hun.

En ubeskrivelig følelse havde fat i ham og et øjeblik følte han næsten at han aldrig behøvede at trække vejret igen. Bare stå der. Sandheden og naturens kræfter kom dog tilbage da luften rente ud og han lænede sig lidt væk igen. Han vidste ikke lige hvilken reaktion han havde forventet, men nok ikke en så ... aktiv... en. Han havde aldrig været ret god til at løse problemer... eller ... problemer han ikke kunne sende 7 plager efter anyway... Så om det var en måde at løse problemet vidste han ikke.

En akavet stilhed fulgte et sekund eller to. Han kiggede ikke lige ned på hende, men havde først lige rettet sig op igen da en sydende lussing ramte ham fra den ene side og hele hans krop fulgte med i slaget. "Av for..:" mumlede han og gned på sin kind. Der gik endnu to sekunder inden det gik op for ham at hun faktisk havde slået ham. Han så uforstået ned på hende og mumlede trodsigt tilbage. "Jeg kysser lige hvem jeg har lyst til.."

Han tog et skridt væk og vendte sig rundt. Kunne ikke tage at se på hende lige nu. Han følte det ellers aldrig sådan her. Vred kunne han være. forvirret, men aldrig såret. Det skræmte ham.
"Anyways. jeg går i seng." Lød det bare fra ham og han bevægede sig ind på badeværelset for at skifte og børste tænder. Han smækkede hårdt døren bag sig.

Hun fortrød øjeblikkelig sin handling.Millicent var ikke voldelig anlagt, ikke meget da- men hun var bange for at blive opslugt af noget....eller....ikke at kunne kontrollerer hvad der skete, og kontrollen var røget af fløjten- fuldstændig her.
Ti fingre gled let over hendes læber, en smule ømme efter kysset.Hun var åndeløs.
" Auriel jeg..." Lød det da han sagde av. Hun ville have undskyldt igen...og igen....hvis ikke han havde slynget ud at han kyssede lige hvem han ville.Det fik hendes tunge til at slå knuder og ordene blev indenfor.Han var så....umulig, og een ting var sikker.Han kyssede ikke hende igen, med mindre han havde en tilladelse, skrifteligt...og i tre eksemplarer!
" Det tror jeg nok ikke du gør- længere" mumlede hun , men rejste sig op og forsøgte at nærme sig ham.
En rystende hånd blev holdt op mod hans kind " Auriel...please...undskyld" bad hun nærmest hviskende,men han trådte bare væk fra hende, med ordene at han gik i seng.Hun så ikke efter ham, men hørte døren smække ud til badeværelset.
* Jamen....storartet...det klarede du jo fint! En rigtig verdens dame...styr på det hele .Hvorfor slog du ham?* hun kendte ikke selv svaret...kun at al for mange følelser havde hvivlet forvirret rundt,og hans læber brændte på al for behageligvis, mod hendes, imens resten af hendes krop gjorde ondt.
Hun rejste sig og vandrede lidt uroligt rundt.Der var kun en seng! Men den var pænt stor,
Hun trak sengetæppet af og sørgede for, at den ene dyne lå klar til ham.
Hun slukkede for lys og krøb selv under den anden.
Sikke en forvirret dag.

Døren smækkede bag ham og sukkede for sig selv. Han lænede sig tilbage imod døren og tog sig til hovedet. Han vidste ikke om han skulle være vred eller såret. Der var bare et eller andet der brændte indeni. Han trak af sin t-shirt og lod sine vinger strække. De var rimlig store og kunne derfor ikke strækkes helt ud ved det lave loft. Han vaskede hurtigt sit ansigt og fik børstet tænder. Nød at hans vinger for en gang skyld ikke var pakket ind under flere lag, men sådan skulle de være. De var .. afslørende. På en måde.

Han fik t-shirten på igen og skiftede til et par løstsiddende bukser. Meget rarere at sove i. Spejlet foran ham reflekterede alt for godt de gyldne øjne der stirrede tilbage på ham. Det var lige fær han skræmte sig selv faktisk. Skikkelsen foran ham virkede ikke som... ham.. ikke mere.

Han låste sig ud igen og kiggede rundt i det mørke lokale. Millicent var gået i seng. Et enkelt blik på hende fik hans mave til at snurre sig sammen. En ukendt følelse. Ubeskrivelig. Han sukkede igen og overvejede hvor han skulle sove. Sure. Sengen var da stor nok til to, men han ville nok få endnu en lussing for at lægge sig ved siden af. Et fnys lød sarkastisk fra ham og han samlede den ene dyne og pude op for at lægge sig hen i sofaen og sove.

Det ville næsten være underligt havde hun været i stand til at falde i søvn.
Hun følte sig ikke engang dulmet af alkoholen længere, desværre.
Hun lå og lyttede...spidsede øre efter lyde ude fra badeværelset, og da døren gik op...lukkede hun øjnene i, som var hun blevet taget i at smugkigge ind til ham.
Det havde hun dog ikke gjort, trods alt da.
Hun hørte han nærmede sig....lyden af hans fødder , og så....et fnys! Hun røg op og satte sig...det var set ikke hende vilje..hun ville havde spillet død...eller idet mindste sovende! " Undskyld...jeg HAR sagt undskyld" lød det brødtynget fra hendes mund,
Hun så på puden og dynen under hans arm og vidste snart ikke hvad hun skulle sige til det.
De havde da sovet fint sammen i bilen, på dens bagsæde...uden problemer og den var. 1/20 mindre.
Men ...det var naturligvis før...Natalie...og før....før!
Hun sukkede og viftede irriteret noget hår væk.Det synes at være alle vegne omkring hende nu.
"Du kan sove her.... Jeg lover at jeg ikke bide.....eller slår" sagde hun og for første gang var der næsten tegn til et lille bitte smil.Men det var jo ikke sikkert at Auriel fandt det videre morsomt.
Hun vidste heller ikke om det var det smarteste, det hun vidste var...at lå han på sofaen kunne han ligeså godt ligge i et andet land— så langt fra hende ville han føles.Der var vel intet i vejen med at ønske tryghed, var der?

Han kiggede overrasket da hun fløj op igen. "Sig mig sov du ikke?" Spurgte han bare og lagde sengetøjet ned på sengen igen. Han orkede ikke at diskutere det. Han ville bare sove nu. Overgive sig til drømmeland.
"Bare du så ikke begynder at sparke..." mumlede han og lagde sig med dynen om sig og med ryggen til hende. Han vidste ikke hvorfor han spillede så tøsefornærmet, men det var det han havde lyst til. Og hun havde nu ikke været meget bedre.

Det var ikke fordi han sov med det samme. Han lå længe med en brændene fornemmelse i halsen og da han endelig faldt ind i en tilstand af vægtløshed, så ventede der kun drømme om gyldne øjne og brændene ørkensand. De var der hele tiden i hans drømme. Øjnene. Om det var månen, eller en sten i sandet, så var de der hele tiden et sted. Han gik rundt i ørknen nu. Stadig blodig i tøjet og ansigtet, men hans sår var væk. Han følte ikke smerte... Ikke varmen.. han følte ingenting. Var han død? Hans blik fladt på ringen. Han kunne da ikke være død kunne han? En lyd nærmede sig. Græshopper. Lyden blev højere og højere, og til sidst slog han øjnene op.

Han lå stadig med ryggen til den anden side af sengen og missede med øjnene. Lyset fra vinduet skinnede hans øjne i møde, som ellers lige havde vænnet sig til mørket som hans øjnlåg gav dem når han sov.

"Det tager altså lidt tid at falde helt i søvn - og du larmer " mumlede hun og blev en lille smule mere rolig , da han igen dumpede sengetøjet ned.
"Sparke? Nu skal du nok ikke føde mig med gode ideer , vel? "
Hun sagde ikke mere ... Ikke en gang et godnat blev der plads til . Auriel lagde sig , barikerede sig med dyne og vendte hende ryggen.
Hun kunne godt nok mærke sit hjerte , det gjore helt ondt. Eneste trøst bar han trods alt lå her.
Her som hos hende og ikke Natalie.
Her som ved hende og ikke i sofaen.
Men så var der vist heller ikke mere at finde glæde i her.
Hun lå et pænt stykke tid , ubevægeliges blikket på hans ryg , inden søvnen endelig shanghajede hende med.

"Godmorgen ..." Sagde hun stille. Hun sukkede ... Han var meget afvisende .. Stadig med ryggen til hende. Hun satte sin pegefinger til ryggen og prikkede let.
Hun var for træt og havde sovet helt enormt dårligt. Auriel havde sovet ... Hele morgenen anyway, noget urolig dog.Mon han drømte noget kedeligt ?
"Du sov uroligt ... Er du okay ?" Spurgte Millicent , og gabte.

Han missede igen. Solen irriterede stadig hans øjne gevaldigt og tvang ham til at vende sig om og kiggede på Millicent. Hun så nu sød ud med hendes morgenhår og lettere søvnigt blik. Havde hun ikke sovet? Godt nok så hun sød ud, men det var ikke noget han havde tænkt sig at fortælle hende any day soon.
"Ja... Drømme har det med at hjemsøge mig" Han fik et smil presset frem. Et lille et. Bare for at prøve at lægge igår bag sig. Han havde det skidt med det. På en underlig måde. Skuffet måske, men hans kind sved ikke mere i det mindste.

"Godmorgen.. Du ligner ikke en der er veludvilet?" Han trækte sig, men orkede ikke at satte sig op. Han var ikke en morgenperson og elskede at sove så meget han kunne, nu når han ikke skulle være opmærksom på om zombier indvaderede trucken han sov i. Istedet lå han i et varmt værelse.
Hvis han tænkte tilbage var det faktisk længe siden han havde delt seng med en pige uden at være mere intim med hende.

Hjemsøge ham? Det var ofte fordi man have en bunke af uforløste issues med sig i rygsækken, hvis man kontinuerligt drømte dårligt.Hun så let bekymret ud, og længtes efter ville åbne lidt mere op, og betro sig til hende.
Men efter deres afslutning sidste aften, skulle hun nok ikke forvente lige det, i den nærmeste fremtid.
"Det er da skod " sagde hun artigt, uden at forsøge udfritte ham om drømmenes indhold.Lige nu anyway.

Hun forsøgte istedet at opmuntrer lidt, og da hun var ekstremt dårlig til jokes, plejede det at få folk til at smile...lidt...omend det var overbærende." Sålænge jeg ligner en der er veludviklet...."drillede hun derfor og trak dynen lidt mere op omkring sig.Det var ikke en ide til at kigge, kun en joke.
Så gav hun ham dog et lille stykke af sandhed....inden hun forlod senge og gik over til døren og åbnede ud til gangen.
"Jeg sover dårligt...efter et skænderi" modificeret sandhed.Det var sjældent hun oplevede at skændes lige inden senge tid, men det var en pæn måde at sige ' jeg sov dårligt fordi vi to havde skændtes'.

Hun stak hovedet lige udenfor døren, og som hun havde forudset stod en ny vogn parat , dækket med kaffe,juice , æg og toast." Jeg tror jeg elsker Det sted her", lød det fra Millicent da hun greb om håndtaget, og styrede den inden for.
Uden at spørge ham, hældte hun kaffen op i to krus...rakte det ene til Auriel kravlede op tilbage i sengen, med sit eget i hånden.De kunne vel begge bruge en blid opstart på dagen, tænkte hun.

—og så stak nysgerrigheden af med hende.
" Du.....de drømme der......hvad handler de om?"

Han nikkede bare. Ja det havde skændes, men han havde ikke tænk sig at kommentere på det. Hvorfor skulle han det. Han så det stadig som uretfærdig behandling om det var igår eller om et år.
Et lille smil kunne dog ikke holdes tilbage da en morgenmads vogn holdt parat. Det kunne man kalde service lige efter hans hjerne. Han trak dynen lidt ned og satte sig op. Gned noget søvn ud af øjnene og tog imod sin kaffe. Den var endda stadig varm.

"Ved du hvad jeg altid gør med min kaffe på en dårlig morgen?" Han smilede lidt og satte koppen fra sig for at gå hen til barskabet. Ganske rigtigt fandt han en lille flaske med lysebrunt likør i. "Bailey er hemmeligheden" Afsluttede han og vandrede søvnigt tilbage til sengen og satte sig ned og tog dynen om sig igen. Kaffen blev igen aktiv i hans hånd idet han åbnede den lille Bailey flakse og hældte lidt i. Så rakte han den til Millicent.

"Fortiden... For det meste. Tågede minder og erindringer"