Miami Metro News Reporting - Millicent.

" velbekomme..ingen problem,det gør jeg gerne" tja , hvorfor skulle hun ikke det?
Nogle ting slap hun heldig over og andre var hun en direkte katastrofe til, så det galdt om at spæde ind , hvor muligheden var oplagt.

På plads igen i bilen, efter at have renset tallerkenerne pænt og pakket det hele sammen.
Millicent oplyste ham adressen, og var parat med guiding, hvis ikke han var bekendt med området?

Hun havde næsten lyst til at rulle med øjnene." Bare rolig...min mor vil elske dig"
Sandheden var at en ung flot fyr som ham, ville begejstre Maria helt til det ekstatiske og hun ville fejlagtig tro at Auriel var Millicents kæreste, uanset hvad Millicent ellers forklarede.
Fra omkring 16 års alderen, havde hendes mor været opsat på at få hende afsat, men Millicent var total afvisende.At blive nærmest foræret væk? Aldrig i livet...faktisk ville hun så hellere undgå livet, og det var en af årsagerne til hun stak af og begyndte at leve på egen hånd.
Hun vidste bare at det ville ende pinligt, men...det måtte de jo så bare tage som en oplevelse.

"Ah... Lad os nu se med det" Svarede han. Det var enten det eller skræmt fra hvid og sans.
Bilen trillede afsted langs de næsten ødelagte veje. Der var ikke mange mennesker eller væsner, som havde biler mere, og derfor var der ingen til at køre på vejene. De blev dækket med sand og det var svært at fornemme hvor man egentlig kunne køre.

Omtrent en halvanden time senere stod Miami forude. De store ødelagte eller slidte bygninger tornede sig op foran dem. I forhold til Vegas var Miami stadig meget hærget.

"Du må nok hellere begynde at guide mig nu" Sagde han så da de endelig nåede inden for de høje betonbygninger. Det var svært at se vejskilte og numre, de fleste var pillet ned.

Turen gik fint, uden nogen problemer og hun hyggede sig.
Da Auriel bad om direktion, pegede hun stille og roligt ud, hvilken vej de skulle- og ikke skulle, indtil de holdte foran et lille gult murstenshus.
Hvis man så bort fra vinduerne var nærmest ugennemsigtige af snavs og støv, var huset som sådan velholdt.Ingen knuste ruder...eller andet.
" Casa del la James" sagde Millicent forventningsfuldt, spændte selen op og steg ud af jeepen.
" Bær over med hende Auriel...hun mener ikke noget ondt" hviskede Millicent, da hun havde havet halet ham med over til døren, som hun fik låst op, med let sitrende hånd.
" Moar....det er mig..Millicent" kaldte hun og trådte inden for.

Det var en god dag for Maria, Millicents mor.
Hun havde både ryddet op og lavet kaffe....i det hele taget var hun oppe af senge, og så rimelig normal ud.En midelaldrende slank dame, med kort blond hår kom dem imøde, og hendes glade milde ansigt ændrede sig til først at være forbløffet - og dernæst begejstret ved synet af Auriel.
" Jamen....børn dog....kom inden for" inviterede hun og fremstod helt normalt.
Millicent gav hende et varmt knus og tørrede en tåre væk fra sine øjne.Det var meget længe siden hendes mor havde set ud til at have det så godt!
Inden hun kunne nå at præsenterer Auriel, havde Maria selv søsat både.
Hun nærmede sig ham...men meget undersøgende øjne...

" så.....du må være....min datters udvalgte....og hvad er så dit navn, unge mand?"
Maria rakte en hånd frem for at hilse behørigt på sin nye svigersøn...eller den eneste hendes kræsende datter havde taget med hjem, så det måtte da betyde at bryllup var nær!

Millicent så forfærdet på Auriel, og trak opgivende på skuldrene.

Det gule murstenshus formede sig foran dem og Auriel trak pænt jeepen ind til siden af vejen . Ikke at det gjorde noget, for der var ingen andre biler på vejen.
"James..." gentog han og antog at det var hele familiens efternavn. Han steg ud af bilen og da hun også var kommet ud og låste bilen efter dem. En handling der fik alle klapperne ned.

Han blev hevet med i retning af huset. Det var pænt veligeholdt i forhold til omstændighederne. Kun vinduerne var beskidte.
Han nikkede bare til at bære over med hende. Det skulle nok gå. Efterhånden som de nærmede sig huset prøvede han af alle kræfter ar dæmpe sin aura mere end han gjorde normalt.

Kvinden der pludselig stod foran dem virkede ikke spor forstyrret. Hun så nydelig ud og man kunne bestemt se lighedens imellem de to kvinder.
Et forlegent smil fandt frem på hans læber og han smilede overbærende til Millicent. hvordan var han kommet ud i at lege svigersøn??

"en fornøjelse at hilse på dem. Jeg er..." Han tøvede et øjeblik og tog hendes hånd, imens han håbede berøringen ikke ville blotte hans aura for meget.

"jeg er Auriel"

Maria gav ham et fast håndtryk og kneb med det samme øjnene lidt sammen , i et tænksomt udtryk. Hun åbnede munde, som for at sige noget...men intet kom ud.
Maria gav hans hånd et ekstra klem og sagde så endeligt " Auriel...velkommen søn" hun slap hans hånd men øjnene hvilede stadig på ham imens hun indledte en lille snak med sin datter.
" Det er længe siden Millie...." Lød det en smule anklagende fra den ældre kvinde, men ikke mere end Millicent slig armene omkring hendes hals og sagde " Jeg ved det mor...der har været så meget.." Med det mente Millicent egenlig at hun havde været anklaget for mord og var havnet i Vladimirs hænder, overladt til hans bestemmelser for hendes videre skæbne.Hun måtte opholde sig der, hos ham i en periode...indtil hun stak af, og havde været ude på egne ben ...ja i had...tre uger? Indtil hun mødte Auriel.
Maria misforstod, og tolkede det som om at tiden var gået med Auriel.
" ja min pige...det kan jeg forstå.....men du skal passe på ham her" hun gik lidt tættere på Auriel og kiggede nøje på ham, næsten med næsten helt ind i ham.
Millecent spærrede forfærdet øjnene op og hastede over for fysisk at trække sin mor tilbage , og sagde med gru i stemmen, omend hun næsten hviskede
" helt ærlig mor...skal du også lugte eller smage på ham, gider du lige!"
Maria rystede sig løs og så på Auriel , hendes øjne skinnede.." hun ved det ikke vel? Min lille naive datter har ingen ide om hvem du er, har jeg ret?"

Han smilede til kvinden, og da hun talte til sin datter kiggede han sig lidt omkring. Der duftede af nylavet kaffe. Nogen havde tydeligvis lige gjort rent og huset var pletfrit. Her virkede dog stadig en smule tomt, men det var vel bare det tomme ecco fra en forstyrret kvinde vandrende rundt alene i værelserne.

Han blev lidt overrasket da kvinden kom tættere på og spærrede øjnene op imens han lænede sig lidt bagud. Uden at tænke over det kiggede han advarende på hende. Hun kunne umuligt vide hvilken slags engel han var, ikke medmindre hun kunne læse tanker eller lignende selvfølgelig, men hun havde uden tvivl fornemmet at der var noget der ikke var som det skulle være.

Hans øjne lynede tilbage, men han forholdt sig rolig. Hans hænder var blevet en smule strammere, og hans Aura skinnede igennem da han roligt svarede. "Jeg ved ikke hvad de taler om frue, men jeg finder ikke deres datter naiv." Han vidste ikke hvad hun troede han var. Gud selv, djævlen, et monster, det var egentlig op til hende, men hun skulle ikke begynde at give Millicent dårlige indtryk.

Maria trådte hurtigt nogle skridt baglæns, som var hun blevet brændt.
Hun mumlede noget på latin og sagde så stift.." Jeg finder kopper til kaffen" hvorpå hun luntede af.
Millicent var hurtigt over ved Auriel.." Fredsforstyrre?....hvorfor ville hun dog kalde dig det?"undrede hun sig og begyndte undskylde for sin mor.
" Hun ser normal ud Auriel, men faktisk er hun meget syg...virkelig, hun aner ikke hvad hun fabler om, og kan sikkert bare mærke du har en ....kraftig aura"
Millicent så på ham...der var altsår også et eller andet ved ham, udover han var drop dead handsome, han have et lag af ...noget udefinertbart over sig, og det var nok det hendes mor også kunne mærke?.
Maria havde fået sat kaffe og nogle småkager frem og havde selv tavet plads.
" kom... Lad os snuppe en kop og så er vi snart afsted igen, promise" sagde hun stille og trak ham med over til sin ventende mor.
Da de havde sat sig , skænkede Millicent kaffen op til dem.
Maria , ja hun så ud til at have glemt hendes lille kaldenavn og smilede nu stort til Auriel...
" Nå...har i så sat en bryllupsdato...jeg mener.,.invitationer,kjole osv osv"
Millicent tabte skålen med småkager og som om hendes mor ikke var pinlig nok , gav hun den lige en ekstra skalle, da hun sagde " jeg håber ikke du stadig er jomfru ? Børn er vigtige Millicent"

Han nikkede til Millicent og tog sig til hovedet. "undskyld ... Temperamentet løb af med mig" sagde han så og fulgte efter videre ind i huset for at få kaffe.
Han var faktisk lettet. Hvis hun bare havde kaldt ham fredsforstyrre kunne hun ikke mærke så meget vel?

Det havde været længe siden han havde fået ordenlig kaffe og tog med det samme en stor slurk
, som han næsten fik gal i halsen da Maria sagde noget.
Han hostede lidt og kiggede på Millicent der virkede lige så lost.

"Nårh ja , vi regner med et halvt årstid. Og vi prøver skam ihærdigt med de børn" svarede han ironisk, men var næsten hundrede på at det kun var Millicent der ville fange ironien.

Sikke et pinfuldt besøg.
Millicent havde været sikker på hendes mor ville opfatte Auriel som en kæreste, men havde ikke lige forventet at hun ville være så direkte og indiskret i sine spørgsmål, det var så meget ikke iorden.

Taknemmelig for Auriel var istand til overhovedet at tale, fik hun selv lige sundet sig og brød så ind..." mor...det er altsår...rimeligt nyt, så hvis vi kan droppe den del af samtalen, du gør os bare forlegene" Millicent forsøgte at smile lidt og finde på et emne der ikke kunne gå galt.
" Vil i bo her...hos mig?" Spurgte Maria Auriel, og hun havde fået et anderledes blik...et mere snu et.
Millicent sukkede og besluttede de snart måtte afsted, hun kendte dette blik...

Auriel lænede sig lidt ind over bordet og kunne ikke helt tyde det snu blik i den ældre dames øjne. Der var noget bag. Hun spekulerede stadig over det før, det var han sikker på.

"jeg er en strejfer. Kan ikke blive et sted for evigt. Det er derfor vi har besluttet at leve og bo på vejen" svarede han udfordrende, og prøvede at gennemskue hvor hun var på vej hen. Han kunne ikke blive et sted. Så endte han med et komme til at smadre det. Det var jo derfor han ikke boede et bestemt sted. og egentlig også derfor han aldrig rigtig blev tætte med folk. De endte altid med at gå i stykker.

Han tog en slurk kaffe og nød den runde smag. Nu var det eneste han manglede en smøg. Han kunne mærke hvordan nigotinen boblede under overfladen.

Maria smilede, men det nåede ikke hendes øjne.
" en strejfer? Virkelig....det er jeg meget ked af at høre, ser du....så kan jeg desværre ikke vive min fatter til dig!"
Millicent så på Maria med et forundret udtryk, nu hoppede kæden da helt af cyklen.
Maria havde en kniv...bare en til smør...i sin hånd og hun begyndte at sidde og skære med den i bordets kant.
" Det går ikke Millie. .. Du skal være her, jeg kan ikke lade dig gå." Hun havde fået et sløret skær i øjnene og en mere skinger stemme.
" Du får hende ikke.. Aldrig.. Hun...bliver her...nu" Maria rejste sig og smed den lille kniv, og i næste øjeblik, stod hun ved køkkenskuffen og havde istedet en kød kniv i sin hånd.
" Auriel....du skal forlade os nu" sagde Maria med et tomt blik.
Millicent var bed at rejse sig...det her gik jo af helvede til.

Auriel løftede forundret et øjenbryn. Så det var det som det gik ud på. Han rejste sig op som Maria gjorde.
"undskyld, men jeg taget hende altså med igen nu her. " svarede han bare. "hun er nu nok hjemme til jul og andre højtider..." hans blik fulgte Maria der havde fundet vej til en køkkenskuffe. Han kiggede ned på Millicent, og lagde en hånd på hendes skulder da hun ville rejse sig, hvilket tvang hende til at blive siddende. "lad mig".

Med det samme Maria havde hevet kødkniven op skød en faretruende klar aura igennem lokalet. Der var inden flammer eller gyldne skær denne gang. Kun en gennemborende klarhed. "læg den fra dig. Nu." lød det kommanderende og han nikkede imod kniven.

Millicent tøvede, var det nu også det rigtige at lade Auriel tage de kampe her med hendes mor?
Men han besvarede selv hendes spørgsmål,ved at lægge hånden på hendes skulder og presse Millicent i stolen igen.Egenlig ville hun helst presses helt ned under gulvbrædderne, for det hele var noget anspændt, og Auriel havde åbenbart ikke tænkt sig at parerer ordre.
Han gav blot Maria igen og Millicent kunne med bekymret mine se til.Tænk at hun skulle have gjort alvor af hendes joke om at tage buen med, det var da sådan tragisk komisk.

Da Maria fremsatte sin indirekte trussel, blev Millicent helt bleg men før hun vidste af det, og inden hun kunne reagerer, skød hans aura ligesom gennem rummet og hun kunne ærligt sige at hun aldrig havde set noget tilsvarende....eller bare noget der mindede.
Hvad var det for vilde evner den engel havde? Han lød ekstrem bydende, og ingen tvivl om at Millicent havde gjort nøjagtig som hun fik besked på , nærmest uanset hvad han havde beordret i den tone ...men Maria var meget ustabil og reagerede ikke altid som andre.
Millicent holdte vejret..

Maria så forskrækket ud, og hendes blik veg ikke fra Auriel.
Hånden der strammede sit greb om kniven, begyndte at ryste.
Det var så tydeliget at der forgik en indre kamp i hende, hun følte sig beordret til at lægge kniven men hun ønskede det ikke.
Hun fik dog sænket armen så meget at hver gang hun viftede lidt med hånden, skar spidsen af kniven ind i hendes bukser og lår....og efter bare et par strøg havde den allerede lavet et lille sår.

" Auriel!"
Millicents stemme lød på kanten til ulykkelig, da hun så hvordan kniven hurtig leverede sår. Hvordan skulle hun forlade en mor i den tilstand? Og det var fuldkommen umuligt at tænke sig at blive. Pis.

Han betragtede kvinden. Han kunne jo ikke bare gå over og tage den ud af hånden på hende. Hans blik skød ned på Millicent. Hvad ville hun have han skulle gøre ? Hvis han satte sig ned igen ville Maria da for alvor begynde at svinge den kniv.

Han havde leget med hende indtil videre, men det så ud som om han blev nød til at blive ubehagelig. Sure , han var da en venlig person, men han kunne blive meget frygtindgydene når han gerne ville. Han var en klarhedens engel men også frygtens.
Den klare aura der før havde fyldt rummet stoppede med et og blev erstattet af en langt stærkere frygtindgydene aura. Den var langt stærkere og ville paralyserer alle omkring ham indtil han skruede ned.

"måske hørte du mig ikke Maria. læg kniven fra dig, også forslår jeg at du går i seng og falder lidt ned" fortsatte han roligt men bestemt. Ingen i rummet ville være i stand til at røre sig meget før hun slap kniven.

Millicent begyndte på " Mor altsår, hør nu her.." Men ingen synes at høre hende, Auriel og Hendes mor flyttede ikke blikket fra hinanden.
Så blev stuen overtaget af en forfærdelig stemning, selve luften blev truende og hver en partikel deri varslede ilde.Millicent stivnede....den kom fra Auriel, det var helt klart, det hele ligesom strålede ud fra ham, og overtog alt...hun kunne faktisk hverken tale eller rejse sig, viste det sig.
Hun var som lammet af ....frygt.

Maria stod som var hun spiddet fast .
Hendes øjne blev store og næsten helt mørke, hendes krop blev overbruset med hans aura, og hun oplevede frygt.Hun var realt bange for hvad han ville gøre...
Som under hypnose,svare hun med monoton stemme..
" Naturligvis Auriel...nu!" Og kniven blev sluppet....og ramte gulvet.
" Jeg tror jeg går ind og hviler mig....tag lidt mere kaffe børn" sagde hun mumlende,som forstod hun ikke helt hvad der trak i hende....og så gik hun helt af sig selv hen i sin seng, og lagde sig under sin dyne.

Millicent sad stille som en mus.Hun vidste ikke helt hvad hun var vidne til, og heller ikke om hun brød sig helt om det.
Hun kunne bedst lide at have kontrol....og Auriel var alt andet en en hun kunne kontrollerer.
" h-hvad lavede du lige der!" Lød det stille fra hende..." Kaniner op af hatten...? No shit?" Mumlede hun og hentydede til hans små trylletriks.

Auriel smilede tilfredst og lige så hurtigt som den var kommet var den skræmmende aura væk. Han satte sig roligt ned da Maria bevægede sig hen imod sin seng.
"Jo tak frøken James" Svarede han høfligt og tog noget mere kaffe. Han gjorde sit bedste for at lade som ingenting. Også selvom han kunne mærke Millicents blik på sig.

"Jeg har gode overtalelsesevner" Svarede han og trak på skulderen og snubede en småkage. "Måske burde du få din mor på behandlingshjem et sted.. Selvom det er svært at finde i disse tider" Vrøvlede han og færdiggjorde sin kaffe.

Han brugte næsten aldrig sine evner eller sin evne. De fleste ting kunne klares med hans aura alene. Det brugte han ingen krafter på, tvært imod. Når han ikke behøvede at holde den inde føltes et befriende for ham, men forfærdeligt for alle andre.

Millicent slog ud med hånden og ville lige give en noget mere uddybende udgave af hans 'overtagelsesevne, men noget fik hende alligevel til at springe det over, og hendes hånd fløj returo hendes skød. " you dont say" varden eneste hun så lige mumlede.
Hun hentede en flaske cognac, fra deres bryggers. Modsat Millicent rørte Maria aldrig spiritus , men hun havde heller ikke en irriterende stemme på besøg i sit hoved i ny og næ, nej.. Maria var generelt bare lidt småskør.

Millicent satte to glas på bordet, tilbød først Auriel ,men en gestus med flasken , og ellers skænkede hun bare til sig selv.
" Et hjem til hende, siger du ?" Millicent tømte glasset og hostede.
" jo... Jeg bryder mig meget lidt om tanken, men efter gafler og knive er blevet involverer , frygter jeg om hun selv er sikker. Men det koster en mindre formue nu, de anstændige og kærlige steder. Dem der ikke dryppede af korruption og lod deres beboere leve itriste kår og selv brugte pengende i stedet.
" Når jeg får råd ... Så " måske hvis de fik jackpot i Vegas, man kunne aldrig vide.
" nå skat, hvordan synes du så første møde med svigerfamilien gik " sagde hun alvorligt , i de to sekunder hun kunne holde tonen,inden hun brast i latter.

Han lænede sig lidt tilbage og undgik helt at snakke om hvad der var foregået. Der var ikke nogen der havde godt af en uddybning der !

"jo tak, bare fyld den op" sagde han til cognacen og tog en står mundfuld. I det mindste smagte den af alcohol. I modsætning til så meget andet proppet med det.
Han nikkede bare. Ja der var meget korruption. Han ville gerne hjælpe, men han havde hverken penge eller familie der kunne tage sig af Maria.

"Strålende faktisk " grinede han og rystede på hovedet. Han smilede for sig selv og tog en kage mere.

Hun ville ikke udfritte ham...eller jo, det havde hun da bestemt tænkt sig at gøre, men ikke nu og ikke her.Det skulle være når tiden var rigtig, for han holdte bare så meget igen overfor hende.
Millicent smilede lidt af ideen om et hjem af en slags. Den havde som sagt fordele og ulemper, hun kunne jo også godt lide tanken om hendes mor der stadig var i hendes barndomshjem...men hvis hun skulle blive der, ville Millicent måske snart være nød til at blive og passe rigtigt på hende....inden hun stak sig selv eller andre ned.

Hun satte sig og skubbede kagerne over til Auriel.
Det var en så absurd situation, at den var morsom faktisk.
Stakkels mand, sådan at blive beskyldt for både det ene og andet.Men en smule sødt af ham at han gav lidt igen.Han havde faktisk stået fast på han ville tage med med nu, uanset hvad...han have ikke sagt at hvis hun ville, kunne hun blive.
Jaja...hun vidste godt hun ikke ville komme over skulderen og blive slæbt væk, naturligvis ville han lade Millicent tilbage, hvis hun bad om det.
- men derfor var det alligevel lidt cool, at han modsatte sig hendes mors ordre.
Hun kiggede lidt på ham...måske lidt meget, inden hun spurgte
" Hmm....er der noget vi mangler eller kunne bruge til turen, for måske har vi det her?"
Selv skulle hun lige have noget rent tøj med....og måske et bad, inden de kørte.
" hvis du vil i bad, kan du godt? " så ville hun jage imens,
Hvis han ville.

"et bad ville faktisk være godt. " svarede han og nikkede, "Tjo hvis du bliver ved sådan så skal vi have mere alkohol med" drillede han med et smil og rejste sig.

Efter at have fået nogle instruktioner om hvor han kunne gå hen for at få det bad bevægede han sig imod badeværelset.Han var sikker på at låse døren ordenligt . Vi skulle ikke have at nogen kom ind og blev blændet eller noget.

Han hev sin trøje af og folede sine store vinger ud. Det var længe siden de havde fløjet. Han baskede lidt med dem så hans ben hævede sig fra jorden, men så stoppede han igen og folede dem ind.
10-15 minutter senere låste badeværelses døren op og en ren Auriel tråtte ud. "Millicent? Er du her?" lød det ud i stuen.

To fasaner og tre kaniner blev smækket ned i vasken, netop som han trådte ud af badet.
" yup....herude" råbte hun tilbage og og fik de rensede dyr lagt i noget embalage.
" hey" sagde hun med et smil og genkendte duften af hendes egen sæbe fra brusekabinen.
" Jeg tænkte at vi kunne tage fasanerne og to kaniner med til os selv, og så noget brød."
Hendes mor var alligevel ikke den store kødspiser, så en kanin var rigelig til hende.
Det hele var nu pakket ned, og en ny flaske cognac stod ved siden af, klar til afgang.
" Jeg skal lige skylles over også....min mor sover stadig, faktisk har hun slet ikke rørt på sig.Du kan eventuelt pakke tingene ned... Også lige den taske der, tak"
Auriel ville mærke at den vejede en del, Millicent havde overgået sig selv, og burde komme i guinnes rekord bog, for mest tøj mast ned på ingen plads.

Hun smuttet selv en tur under bruseren, og lidt tid efter stod hun med frotteret hår, ren og frisk og nu i en beigefarvet bluse og en lang kraftig sort nederdel. Hun behøvede ikke jage de næste par dage nu, så hun kunne ligså godt nyde at kunne være lidt feminin, når hun ikke skulle være i arbejdstøjet.

" Måske skal vi futte afsted? ...vi kan lige hviske farvel først?" Forslog hun.

Han nikkede og smilede til hende. Det gik stærkt med de nedlagte dyr. Imponerende. Så var der mad til de næste dage. Cognac flasken ved siden af tog han som 'vi drikker os fulde en aften' og han var helt med.

Det var rart at være nyvasket. Han fik kun ordenlige bade når han fandt et hotel eller var i sin egen lejlighed. Ellers var det en sø.
"okay jeg pakker" svarede han roligt og prikkede til den tunge taske.
Det varede ikke længe før hun var tilbage igen og han smilede til hende fra den anden ende af rummet. "looking good" lød det og han nikkede igen.

"jo hvis du føre an" grinede han tilbage.

Ja..måske skulle de have dobbelt forsyning af spiritus med, både til hendes ' medicinske forbrug' og til at hugge sig med.
Hun stak hurtig to flasker vin og en sixpack ned i en pose og rakte den med et uskyldigt blik til ham." Vi skal trods alt køre langt" undskyldte hun sig med.

Tilbage efter badet , blev hun lige rykket en smule ud af hendes komfort zone....Auriel der komplimenterede hende. Ja ja....det var da dobbelt så dejligt at gøre sig istand, når nogle bemærkede det, men det...det var jo ikke hans pligt at anerkende hende.
Damn...hun kunne mærke at det kunne ses på hende.Hvorfor kunne hun ikke bare...argh...nå, humor var vel et fint værn..." tak...don Juan, og din aura klæder dig godt" sendte hun retur, lidt usikker på det hele.Hun kunne også bare have sagt ' tak...det er jeg glad for du synes( hvilke jo var den skære og rene sandhed) og jeg har faktisk selv syet nederdelen'.
Det var en lille hobby, at sy ting der så lækre ud og klædte hende, fordi målene passede perfekt til kurverne...en lille fordel ved hjemmesyet.der var ikke kun s,m eller l at vælge imellem.

" ja...kom så.." Hun listede hen til sin mor, og rykkede blidt i hende.
" Mor....Auriel og jeg kører nu....jeg ....jeg har sat en kanin steg i ovnene...."
Hun lænede sig ned og kyssede hendes kind." pas nu godt på dig selv mor...lov mig det...jeg kommer snart tilbage" mumlede hun og var ved at blive en smule for berørt af at skulle forlade hendes mor.
" ok skat...." Mumlede Maria søvnigt.
" og Auriel....hyggeligt at møde dig, pas godt på min datter for mig, hun er en lille ulykkesfugl ser du....men hun mener det godt" Maria sendte ham et lille smil .
Millicent fik helt ondt i hjertet...hun fik en voldsom trang til at passe på sin mor og beskytte hende, rollerne var byttet om.I mange år havde Millcent ingen beskyttelse fået far hendes forældre.En syg mor og en forsvunden far.Hun følte sig som et barn inden i.
Hun så op på Auriel...de skulle afsted, nu..imens hun havde styrke til det.

Han fnøs bare og rystede på hovedet. Aura, jo tak. Synes hun virkelig han var så skræmmende? Han trak på skulderen og svarede bare: "Tak, den er osse tilpasset mig, så det er nok det" Med det lille glimt i øjet.

Han fulgte lydigt med Millicent ind til Maria der stadig sov. I gamle dage da han havde haft alle sine kræfter var han sikker på at han kunne have skinnet igennem og kureret det der. Klarhed i sindet. Men som tingene var nu ville han ikke bruge sine gamle kræfter hvis han havde kunne undgå det. Det virkede egentlig godt nok. Indtil denne lille ulykkesfugl fløj ind i hans liv. 'Jeg kommer snart tilbage' der var noget i den sætning der fik ham til at tænke på kvinden fra hans drømme. Med tykt kanstaniebrunt hår og gyldne øjne. Han kunne næsten mærke snorende fra sine sandaler om føderne og sandet på huden. 'jeg kommer snart tilbage'.
Han slog øjnene op da det gik op for ham at han havde lukket dem. Spacet out.

"Bare rolig Maria jeg skal nok få hende hjem igen" Han smilede til hende følte faktisk lidt sympati. Han kiggede ned på Millicent og var næsten forskrækket over at hun virkede trist. Ja de skulle afsted nu.
"Kom så smutter vi" Sagde han og for Marias indbildnings skyld fik han fat i hendes datters hånd og trak hende med i retning af hoveddøren.

Maria lukkede sine øjne, og gryntede noget usammenhængende om en kjole.
Millicent lagde sin hånd i Auriels uden at stille spørgsmålstegn, men hun fandt det både trygt og rart at lade sig guide ud...væk fra hendes mor, i den næste rumme tid.
Da de igen kunne indsnuse luften uden for, der egenlig ikke var så vanvittig frisk længere, følte hun sig en smule mere fri om hjertet.Det tog altid på hende og samvittigheden , plus bekymringerne synes at blomstre efter et besøg...men hun ville blive sig selv igen , meget hurtigt...hun skulle bare lige støve en hylde af, og ligge det hele på.
" Ja...og det var så min mor" sagde hun i et forsøg på at lyde muntret og havde ikke skænket det en tanke at Auriel måske bare holdte hendes hånd , for at please hendes mor.
Hun troede det var for at hjælpe hende ud...
Nu da de så var ude, trak hun sin hånd til sig, han havde vist nok gjort rigeligt med gode gerninger i dag.
" nå....det var så en hel dags setback i tidsplanen...tak " smilede hun og fik sat sig ind i bilen igen, så snart Auriel ville have åbnet.