Miami Metro News Reporting - Millicent.

" Jeg taler da pænt....ja vi fik mad...og du kan da stadig nå desserten også" Millicent lavede en lille grimasse.Hun havde aldrig helt forstået prostitution og hun ville en milliard gange heller lade sig banke gul og violet i gade arenaen, end at lade sig smide ned på et silke lagen af en tilfældig mand,med et afløb der skulle tømmes.næ nej...ikke her!
Millicent lavede et dramatisk og overdrevent suk.." Neeeej Auriel, det ville han da elske! Hva ror du selv?" Hun kastede en pude efter ham, og han overgav sig med hans ' kidding '

Nu blev hun lidt mere nysgerrig.Så der havde været nogle diamanter der faldt i hans smag, along the way....udover altså løse og korte relationer og bekendtskaber.Interessant.
Så blev hun lidt...tam.
" helt ærlig? Man kan da ikke skrue ned for følelser...på grund af en rynke" hun var ikke anklagende, mere...forundret pg måske forbløffet.Hun havde aldrig selv tænkt over det...mon hun også stoppede med at ældes? Ung for altid? Det var meget spændende, men var det godt i længden?" Du er bare ...typisk fyr....smutter igen...Cya" konkluderede hun, inden alvoren pressede på igen..." Auriel?" Lød det forsigtigt...." Hvad med blandningsracer...h ad med mig når jeg har min far der er engel? Stopper min aldring også" hun holdte vejret...og slap ham ikke med sine øjne.

Han trak på skulderen. Det var en anden tid. En tid hvor ingen aldringsprocess nok ville få ham henrettet. "Hvad skulle jeg have gjort? Mennesker bliver skeptiske når man ikke ældes. Desuden. Når det nu ikke gjorde ondt at smutte, hvorfor så blive?" Svarede han igen. "Udover det har der været småflirter... Intet seriøst."

Han kunne være en selvisk person. Hvis han gerne ville. Det var nok derfor han havde overlevet så længe. Han satte sig selv før andre. Det gjorde ham en narrøv ganske vidst ja, men som sagt hjalp med ham med at overleve i en verden hvor man måtte passe på sig selv.

"Jeg ved det ikke.. Det kommer vel an på så meget, men når du nu ikke har fået vinger... noget må du da have fået med" HAn trak på skulderen og fiskede en cigaret frem fra lommen.

" Jeg kan ikke sætte mig ind i den tanke gang? Den er for...plat...øh jeg mener for maskulin...same same but different" hun smilede overbærende til ham.
" altså...hvis det ikke gør ondt at smutte, så er der da et eller andet galt? Måske du så ikke var på den rette hylde, t
You know?"
Hun tyggede lidt på hans mening om hendes engle gener...." Så der er en mulighed for at jeg som en gammel rosin, kan stå og spejle mig og glæde mig over mine vinger? Eller stå om 50 år og være lige så spørd og lækker som jeg er nu.. ? Geewizz....hvad mon jeg skal håbe på der?" Lød det sarkastisk fra en smilende Millicent.

Hvornår var man selvisk? Hun havde også valgt sig selv frem for at lege caretaker over for sin mor24-7.
Var det selvisk? Hmm... Hun lavede et lille ryk med sit ansigt, det var som en stemme var ved at komme til live inde i hende.
" Auriel....flasken, please..nu? Den skulle ba væk....ligges til at sove.

"Ikke på den rette hylde... one more reason not to stay" Smilede han. "Men jeg tænker nogen gange på hende. Hvordan hun reagerede da jeg væk ... Hvordan hun døde?" Det hele var fortid nu, men af og til kom fortiden tilbage.
"Du kan ene op med hele muliviten og med ingenting også" Han stjal et blik på hende. Ikke en rynke eller gråt har af hvad han kunne se, men den alder havde hun vel heller ikke noget endnu. Han rynkede panden. Han var normalt ligeglad, men lige med Millicent var det en forfærdelig tanke at hun skulle blive gammel og grå.

HAn rakte hende hurtigt flasken efter at været blevet vækket fra hans tanker. "Her... Er du okay?" Han kiggede lidt på hende. Godt nok var alkohol da godt, men de havde da ikke travlt.

----
"Hmm... Lyder som det var et meget clean cut du lavede der" lød det en smule eftertænksomt. Selv havde hun styret uden om de faste forhold , mere eller mindre bevidst. Hun mente man skulle sige nej, indtil man var så hårdt ramt , at man sagde ja selvom man ikke havde lyst. Sådan vidste man at det bar stærke følelser der var på spil. MEN når det var sagt, så havde hun da været i nærkontakt med et par drenge , nogen der var søde og ja - kunne tilfredsstille hendes spørgsmål, bare lidt.
"Så satser jeg på min fars gode gener ... At tænke sig hvad jeg kam spare i huspleje produkter " smilede hun og blegnede så.
"Jeg har det... Fint" flasken blev sat til Millicents læber , og hun drak !
Et par matte øjne hvilede på Auriel, og med et kom hun på benene. Hun gik mod døren, åbnede den og trådte ud på gangen. "Hold dig væk fra mig" lød det lavt da hun talte til Auriel med en mørk stemme.

"De eneste cuts jeg laver er cleane" Svarede han bare. Han kørte en hånd igennem sit hår imens de gyldne øjne vilede på hende. Millicent minede på ingen måde om den pige fra dengang, overhovedet, men til gengæld minede hun ham en helt anden kvinde han engang havde kendt.
"Skål til englegener" Mumlede han da hun skulle til at drikke. Mest hendes gener, for han var ikke sikker på at han havde arvet nogle englegener, begge hans forældre havde været mennesker.

Han kiggede op på hende da hun rejste sig. "Hvor skal du hen?" Øjnene var forvrængt i et bekymret udtryk da han rejste sig efter hende. Havde hun fået det skidt? Han lagde sine hænder om hendes skuldre. "Hey, måske har du bare fået for meget for hurtigt, du er lidt spinklere end jeg er, har du det skidt?"

" Sikkert....men betændelse opstår let" og med det mente hun faktisk både i et kødsår men også i de flænger og skrammer selve kærlighedslivet kunne give.Sjovt som elskende kunne vende sig mod hinanden og med et blive hinandens største kritikkere....selv om forelskelsen var væk, kunne man vel forblive venner? But what did she know?
Hun skålede.." To angels" lød det blidt og hun smilede over glassets kant til ham .

Millicent stivnede da et par hænder blev lagt på hende, uden at vende sig lød en lille latter fra hende.."Auriel , var det? " hun drejede rundt og mødte hans blik..." har du en smøg.... Jeg kunne dræbe for en" lød det og hun lod blikket løbe op af ham.Så dét var Auriel....ja ja.

Han kiggede lidt skeptisk på hende. En smøg? og nu kunne hun pludselig ikke kende ham. "Det var dig selv der sagde det var en dårlig vane, så nej, jeg har ingen til dig" Mumlede han forvirret og kløede sig i nakken.
"Du lyder ikke som dig selv... Millicent?" Fortsatte han og slap ikke taget i hendes ene skulder. Hvad var der galt med hende? Okay mange havde en underlig reaktion på alkohol, men SÅ underlig? NO WAY.

"Måske skulle du lægge dig lidt, du virker ikke rask" Han puffede hende ind i værelset igen og lukkede døren bag dem. Det var nok bedst hun ikke begyndte at vandre forvirret omkring.

Først så hun på ham uforstående ...så begyndte hun at le...." Millicent? Hun er ikke her nu....vil du ligge en hilsen?" Sagde hun tørt, men først efter Auriel havde guidet hende ind igen.
" Din hånd! Det er sidste advarelse, prettyboy.." hun så ned på sin skulder og op på Auriel.
" Mit navn for en smøg?" Oh jo...hende her var smart....hun kunne ikke forstille sig at Auriel ikke var nysgerrig på hvem hun var, og hun ville fandme have en smøg, nu hvor det...eeeendeeeliiig var lykkedes hende at stikke af fra Millicent og komme ud.
Gud ved hvor længe hun kunne blive her, kroppen virkede til at have fået pænt med alkohol allerede.* tarvelige Millicent....den lille tøs*
Hun satte sig på sengen og sendte Auriel et blik..." Vand ...kaffe...something der fortynder alkohol, tak?" Og hvis han vendte ryggen til hende, ville hun gribe flasken og løbe ud og forsøge hælde den i toilet eller badekar.

"En hilsen?" Gentog han forvirret. Hov vent nu lige lidt. Hans gyldne øjne lå skarpt på hende. Lavede hun sjov med ham, eller var det seriøst? Han lavede en tør og ligeglad lyd inden han kiggede hen på sin hånd. "Ellers hvad ? Har du tænkt dig at slå mig?" Et tørt grin da han et kort sekund slap lidt mere aura ud, men slap så også. Hvem var den trunte? Hans fingre gled over den krøllede æske i hans lomme. Ikke meget for at give nogen af sine dyrebare væk.
"Et navn... og en forklaring på hvad der lige skete" Gav han igen, men rakte hende så en smøg. Der var noget helt gal her.

Han rakte ud efter cognacen og tog en slurk. Alkohol ville måske hjælpe. "Så gerne" brummede han irriteret og fandt hen til minibaren i et hjørne af lokalet. satsede på at hun ikke ville følge med i hvad han lavede. *Lad mig se... vandflasker? Nah... Vodka er da alkohol fortyndene ikke?* han smilede lumsk og nakkede hurtigt en lille flaske med det klare alkohol og hældte det op i et glas. Så gik han tilbage til 'Millicent'.
"Drik op" lød det og han fik rakt glasset.

" Der er ingen tvang, hun kan alligevel ikke høre dig nu, kun hvis jeg trækker hende lang nok frem, hvis jer er venlig.Lige nu sidder hun bare et sted i...mørket, hvem ved had hun laver?" Hun trak ligegyldig på skuldrene.
" Tro mig ...du vil slet ikke vide, hvad jeg vil gøre ved dig...lille knægt" lød det advarende imens hun så sig omkring.
Der var ..noget..i luften...HAM ...hvad helvede var han?! Hun måtte træde varsomt til hun havde mere information om ham, men det skulle hun nu nok snart få indhentet.
" Kom nu bare med den smøg .. Jeg skal nok tale" lød det en smule træt.
Hun tog sig til panden" jeg fatter ikke hvordan hun holder det ud.,..al det alkohol, jeg kan jo mærke at det hiver hende hovedpine"
Da Auriel vendte ryggen til hende, var hun ikke sen til at løbe ud og nærmest sætte cognacen ned i toilettet.Sådan!
Og så ind og sidde ned igen...hun rakte ud og modtog glasset med ' vand'
" hmm...hun er min sender...jeg taler og lever gennem hende.Mit navn er Roselia..." Hun så på ham og lo.." Jeg.. Bestemmer over Millicent " hun satte glasset til munden, forhippet på at holde Millicent væk, ved at fortynde alkoholen, drak hun det hele i en slurk, og først da hostede hun og stirrede arrigt på Auriel.
Hun rejste sig...langsomt....truende...og med meget lav dyb stemme talte hun " Åh...det var virkelig dumt af dig....så dumt så...dumt"

"Det må ikke være rart at sidde i mørket, er det der du normalt befinder dig?" Sagde ahn uinteresseret og reagerede ikke da hun tog cognacen. Millicent måtte finde en ny når hun en gang kom frem, for nu havde han en minibar. Dog elskede han cognac...
"Bestemmer... Jeg er ikke sikker på jeg tror dig. Måske er det dig der får hende til at drikke, men ligefrem bestemmer... det ved jeg nu ikke" svarede han trodsigt.
Han smilede lidt utydeligt og folede armene over kors imens han betragtede hende tage glasset op til munden. Åh ja, den gode følelse af sejr. Han smilede lidt bredere. "Åh, undskyld, måske vodka ikke fortynder alkohol? Min fejl" sagde han uden at ændre grimassen. "Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" Et tandsmil blev sendt hendes vej og auraen blev skruet op. Ikke drastisk, bare så det kunne mærkes noget mere, forhåbentlig give hende ide om hvad hun var oppe imod.

"Men fortæl mig... Du er altså inde i Millicent, og ved hvad hun føler hele tiden?" Han tog et par skridt tættere på "Og forresten skylder du mig en cognac flaske"

" Mørke....jeg har det fint i mørke..de rør ikke mig, men hun har lysets gener i sig og frygter mørket og det trange rum.Hun siger det er et forfærdeligt fangeskab.Vil du tænke dig....den lille kujon har sku tigget mig om ikke at sætte hende dér, men nu er det jo ikke som jeg ligefrem har et valg- eller skylder hende en skid."
Roselia tog sig til panden.De havde mange ens bevægelser , Millicent og Roselia.Mun en stemme en nuance mørkere og et mere skarptladt blik i øjnene kunne afsløre at det ikke var samme pige, hvis hun undlod selv at fortælle det." Kald mig ikke en løgner...kun svage folk dækker sig ind i en løgn..JEG bestemmer....og snart....snart..vil jeg tage min rettidige plads, og lille frk James kan blive i sin mørke krog af skam" lo Roselia...men kunne mærke at hun begyndte at blive døsig.Der var way to much alkohol i systemet nu.Fandens,det ville blive et kort visit ...denne gang.

Roselia så skarpt på Auriel " Sig nu ikke at du er træt af mit selvskab allerede!"
Hun fnøs....jeg kunne slå dig i gulve uden problemer...men jeg er sikker på...." Hun stoppede sin tale og så sig omkring i rummet.
HAN var...ikke en steriotyp fyr? Der hvilede noget i en...en rå styrke en utæmmet kraft, måske han havde kontrol, men den virkede meget voldsom og ...ja...hun skulle nok vide bare lidt mere, inden hun gik i krig med det formål at vælte Millicents konge dér.
Hmm.

" Ja...det kan man vel sige.." Hun sukkede og opgav at få vand.Hun kunne mærke at hun allerede var ved at skulle træde tilbage.Den irriterende unge til Millicent, var begyndt at kradse og kræve sin plads tilbage.
" Jeg kender til tanker og følelser...jmm...som overskrifter...jeg oplever ikke detaljer og føler hende ikke 24-7... Så var sku nok død af kedsomhed" hun lo og en hånlig klan blev efterladt oåi luften omkring hende," Ligesom med en avis....jeg får lige overskrifterne, og det er mere end nok...Auriel...."
Hun dumpede ned på senge og begyndte at tale på et fremmed sprog....et gammelt mystisk et.
Hun kunne nå at svare et enkelt spørgsmål....hvis han havde et- og hvis altså hun gad!

Bagefter ville hendes øjne lukke sig, med en svag verbal protest...og efter nogle sekunder, ville skikkelsen ligge med begge hænder presset mod sit hoved...jamre sig svagt og en monster hovedpine og ikke helt være klar over , hvor pokker hun nu lige var.....hukommelsen var...væk... Hun havde de her sorte huller ind i mellem , hvor hun ingen ting huskede om hvad hun fortog sig.
Millicent.

Auriel lavede en grimasse, men svarede ikke. Han var ikke helt sikker på om det var en joke eller virkelighed, en ond joke om ikke andet, men Millicent virkede ikke som en person der ville gøre sådan noget. Desuden kunne Auriel langt bedre lide den bedre halvdel end hende her... Roselia..
"Du er sikker på hvad?" Han smilede overlegent. Hun skulle da bare lige prøve at slå ham i jorden. Det var bare ærgeligt at han nok blev nød til at passe på kroppen, det var vel også Millicents.

" Overskrifter ? Så du ved når der er sket noget ...stort .... Javel.. " Svarede han og tænkte sig om. Han kiggede hurtigt hen på hende. Han havde da ikke nævnt hans navn havde han? Et forvirret blik. "Hey, hvad har du hørt om mig?" Svarede han. Hvor meget vidste den pige lige? Hun væltede rundt på sengen, og det fik Auriel til straks at være ved siden af.
"Hey? Er du okay ? Hey!" Men det virkede ikke til at der var kontakt. "Roselia? MIllicent?" Han bed sig i underlæben. ÅH nej, hvad havde han nu rodet sig ud i ?

Et skærpet blik kom til live, og hun sendte det til ham.
" Jeg ved godt du er...anderledes.Millicent har fortalt mig det, men ser du...hun forsøger at nedtone sine tanker omkring dig, af grunde jeg simpelthen ikke forstår? Hun har dig ikke kunne holðe væk at du er...anderledes....en engel af mystik, kalder hun dig." Roselia lo.
" Jeg ved sku ikke rigtig mere, fordi guldlok ikke forstår en skid, så kan hun jo ikke rigtig forære mig noget brubart viden- endu.Men...jeg kan se hvordan du intimiderer dine omgivelser...der er et eller andet farligt over dig, truende...." Roselia... blev døsig....
" Hun så er så....en håbløs romantikker....ved du, hun kan lide dig? Men du jubler over goldie, så skal jeg måske lige fortælle dig, at hun aldrig vil handle på sine tanker eller følelser omkring dig.Det er ikke hendes game." Hun var...væk.

En svag jamren...." stop med at kalde mig...Roselia? Hvor meget har du drukket!" Lød det spagt og Millicent fjernede hånden hun havde holdt foran hendes øjne.Hvorfor 'hang' Auriel nærmest over hende?? H ad helvede var der sket?

Han så ned på hende med et tomt blik. Det var svært ikke at opdage at der var noget anerledes over ham, men ligefrem 'en engel af mystik'. Okay, han havde ikke givet hende meget information omkring ham selv, men sådan foretrak han det nu. Han spærrede dog øjnene lidt op ved det næste. Romantiker? Hende? Nu måtte han le. Millicent havde da ikke... Eller havde hun? Han rystede på hovedet og så ned på hende da hun sagde noget igen.
"Det er dig der har drukket for meget! " Udbrød han småirriteret, men kunne ikke lade vær med at smile en smule.

"Og hvorfor har du ikke fortalt mig at du har en alternativ personlighed? Eller tog du pis på mig?" Han så lidt anklagende på hende og lagde en hånd på hendes pande. Hun var da lidt varm var hun ikke. "Har du feber?" Han tog sin anden hånd op til sin egen pande for at sammenligne, men det hjalp ikke meget, for hans temperatur var næsten altid meget høj.

Millicent havde svært ved lige at fokuserer ordenligt, så set tog en fem ti sekunder at få et skarpt syn tilbage.
"Drukket for meget?arh.. Det Lan du da ikke mene? " Millicent forsøgte rejse sig op ,men en følelse af svimmelhed overmandedes hende straks og kastede hende tilbage , ned i sengen.
Hun stirrede op på Auriel... Skulle det være en joke det der? Millicent vidste hun hørte stemmer, eller nærmere een stemme, men andre kunne altsår ikke høre den. Så hvad ham fablede om havde hun ikke den fjerneste ide om.
"Beklager ... Har kun min ene personlighed , sååå hende må du tage ril takke med!" Hun forsøgte lave lidt sjov, men en ret meget underlig situation, efter hendes mening. Måske han virkelig var meget dårlig efte at være besvimet?
"Millicent James" drillede hun, helt uvidende om hvad der netop havde fundet sted.

" hurts like shit" klagede hun, da Auriel ville mærke hendes temperatur. " Tror ikke der er feber " mumlede hun trodsigt. Hun gad ikke blive syg og slet ikke blive svækket i hans selvskab, nææ nej.

Han kløede sig lidt i baghovedet. Lettere forvirret. Nu kunne han pludselig kke finde ud af om det var ham selv der var den tossede. "Nej nej, du ændrede dig lige og fablede om at du hed Roselia og rente rundt inden i dig." Han kiggede forvirret. Det var sådan ikke. "Du sagde det var Roselia der bestemte og at jeg var en mystisk engel og... Nej... Jeg tror det var det hele" Han bakkede lidt væk fra hende igen for at skjule et rødt skær i kinderne.

"OG forresten skyldere du cognacen ud i toilettet, så du er er ansvarlig for en ny. Nu har vi kan minibaren, og de flasker er slet ikke store nok" Drillede han så. Han slap hendes pande og nikekde bare. hvis hun ikke ville tro hun var syg, so be it.
"Du har nok den underligste reaktion på alkohol nogensinde..." Mumlede han og satte sig helt op imens han lod en hånd glide igennem sit brune hår.

Millicents ansigtstræk stivnede, som var de hugget ind i marmor.Roselia! Han kendte navnet! Men hvordan?
Uanset hvad, så var Millicents situation gået fra dårlig til helt forfærdeligt, for et godt tegn kunne det umuligt være et godt tegn , at hun nu kunne tale så højt at det kunne høres helt uden for Millicents hoved.
Om det var chok, frygt eller en bøn om hjælp der stod tydeligst i hendes store øjne, da hun så på Auriel, var nok ikke lige til at at svare på.Alle tre følelser stod på ryggen af hinanden og masede sig frem for at komme ud.
"Du har hørt Roselia?...men...det kan da ikke passe" hviskede hun og lukkede kort øjnene igen.
langsomt krakkelerede marmoren i hendes ansigt,der faldt tilbage i nogle fortvivlede men bløde folder igen.Hun satte sig op, denne gang lidt mere langsomt , så blodet ikke forsvandt for hurtigt fra hjernen og svimmelheden ikke dukkede op.
Hun fulgte Auriels hånd med blikket og forsøgte imens at finde en forklaring på dette her.Men en kæmpe massiv mur, stod urokkeligt ivejen.
Hvorfor kunne hun ingenting huske.
"Hun fortalte dig at hun bestemte? Oh please....den lille intrigante..." Hun slog hånden op for munden, og vidste at hun lige have bekræftet at alt han havde oplevet var sandt.Bordset fra Millicent da aldrig havde hørt at Roselia ligefrem dukkede 'rigtigt op'.
En forfærdelig tanke sprang frem og hun var mildest talt ikke meget for at undersøge det nærmere, det mulige svar var ...horribelt.

" Du talte med hende? Auriel..der er noget helt galt...jeg..jeg kan slet ikke husk noget.Min hukommelse er ...væk.
Faktisk har jeg med jævne mellemrum en form for black outs, men..hvad...har jeg hældt cognacen ud? "
Hun begyndte at grine...en lidt fortvivlet latter "Ja...det må da være bevis for jeg ikke var...helt..mig selv" lød det tørt.
" Hvad har vi i den mini bar, jeg skal have et eller andet...noget halvt alkoholisk men også noget uden...juice ?"
Hun vidste gidt hun vrøvlede lidt, det hele var noget af en mundfuld som hun ihærdig forsøgte ikke at kløjes i.

Han kiggede hen på hende igen og fik lidt dårlig samvittighed. Havde han lavet en joke der gik for langt? Hendes ellers muntre træk havde formet sig så det lignede en såret hvalp. En fortvivlet, fuld og grædefærdig hvalp. Han havde næste lyst til at give hende et kram, og det var ellers ikke tit det skete.
"Er du okay? " Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men rejste sig hurtigt op og fandt noget juice til hende. Så satte han sig igen og lagde en hånd på hendes skulder. Hun virkede ikke ligefrem som personen med Skitzofreni, men åbenbart.

"Men du ved godt hvad jeg snakker om? du vidste hun var der?" Spurgte han og kiggede stadig på hende. Denne gang med et blik der undersøgte og prøvede at læse hende, men omen han gerne ville var hun en bog på oldgræsk for ham... Og det var længe siden han havde talt det sprog.

Han legede med en tanke i hovedet. Havde hendes far ikke været en falden engel? Det var aldrig bevist, men han havde set tilfælde af hvor flere generationer af en englefamilie havde et sort sort får. Hvis Millicent ikke passede på kunne hun selv udvikle sig til en falden engel.

Et lille nik bekræftede at hun stadig var okay, sådan til husbehov da.
Hun modtog juicen og drak grådigt af den, selv om den var meget kølig.
Hun lænede kort sin hoved til siden, og lod kinden hvile mod hans hånd på Millicents skulder.
" Ja...jeg kender hende godt" tilstod hun og tørrede sine øjne.
Det var første gang nogensinde, at hun fortalte om det her.Aldrig havde hun nævnt det...og aldrig havde hun troet hun ville.Det var ...frustrerende og sårbart.
" for omkring to år siden begyndte hun at tale til mig....i mit hoved.Først kun når jeg sov." Hun trak på skuldrene og sukkede" jeg troede det var drømme...men så var det hun også begyndte lige inde jeg sov....og lige efter....og hvis jeg var lidt træt.Jeg var så bange" hun huskede det kun al for godt." hun begyndte at komme ofte...og da det var modbydeligt, startede jeg at drikke og her fandt jeg er kur..ikke en skudsikker en,,,men en der holder hende meget i skak.Hun har svært ved at tage over nær jeg har pæne mængder af alkohol i min krop"
Hun fnøs....sikke en tøs hun var.
Enten med konstant alkohol ånde eller nærmest skitsofren.pest eller cholera.

Han nikkede og tøvede lidt. "Hvad for en engel sagde du din far var før han ... faldt?" Han kiggede ned på hende. Havde aldrig været god til sådanne situationer. "Og har du nogen ide om hvordan hun kan forsvinde? har hun nogensinde fortalt om det?" Han lod ubevidst en hånd stryge igennem hendes hår.

"Fryser du? Her" sagde han så og hev et af dynerne på sengen op omkring hende. Han betragtede hende stadig. Hun virkede så tapper, men lige nu? Det måtte være hårdt. Ikke at vide hvem man var. Om han var tilfreds med svaret eller ej, så vidste han da hvem han var.

"Skal jeg tage noget mad til dig? måske det hjælper... " Han rakte han efter maden og så spørgene på hende.

" Jeg ved det ikke, han oplyste ikke meget om den slags.Min mor lærte han først at kende efter han faldt, så det var sort of lidt af et tabu" hun følte virkelig at det var en kikset situation.
Og hun nærmest mærke hvordan øjenlågene svulmede op at væske efter tåre.Meget elegant.
Hun kunne mærke en modstand mod hans spørgsmål.specielt om Roselia, måske var det hende...inden i...der forsøgte få Millicent til at holde mund? Hun rystede nej med ansigtet og så en smule overrasket op, da Auriels hånd løb gennem hendes hår, som det havde gjort så ofte i hans eget." et sted i mørket....a blind spot...havde jeg kunne finde hende derinde, kunne jeg måske jage hende ud.Jeg tror virkelig ikke på hun er en del af mig!"
Hun fik en dyne omkring sig, og takkede nej til mad.Millicent sad og lignede en undskyldning dor et levende væsen da det bankede på døren.
Fedt, tænkte hun og tørrede næsen i dynen, hvilke kun var endnu et ucharmerende træk,selv om der ikke var noget at tørre af.

Døren gled på og ind trådte en smuk ung kvinde, nok lidt ældre...fem år ældre end Millicent.
Hendes lange røde hår, hang som bløde bølger ned af hendes ryg, og så ud som en solnedgang dansede i det.Hendes øjne var blå og læberne svagt rosa.Hun havde en pæn tækkelig kjole på og nogle blade i hånde, som Bertha havde bedt hende aflevere.
Hun smed dem dog fra sig, Natalie...da hendes øjne faldt på Auriel og hun styrtede ham imøde.
" Auriel...jeg troede aldrig jeg ville se dig igen..."

Millicent glanede fra den ene til den anden.

"Ah... " Svarede han bare og tænkte for sig selv. Han smilede opmuntrende til hende. Mest for at virke positiv. Prøve at muntre hende op. På en måde, så hun faktisk lidt sød ud i hendes ydmyge stadie.
"Hvis du ikke lader hende være en del af dig, så er hun vel ikke" Konstaterede han og lænede sig tilbage igen da hun sagde nej tak til maden. Han skulle ikke have noget selv alligevel. Han slap hendes hår med en glidende bevægelse og gned sig i panden. Han havde ramt det punkt hvor alkoholen var ved at aftage og han blev træt. Point of no return om man ville kalde det.

Døren gled op og Auriel løftede sit blik. Han spærrede øjnene lidt op og rejste sig så helt op. "Natalie" Svarede han og smilede til hende. "Smuk som altid. Det er længe siden" Svarede han og tog et skridt hen imod hende. Så vendte han sig rundt imod Millicent. "Millicent, det er Natalie" Han drejede om imod den rødhårede skønhed igen. "Og Natalie det er Millicent"

"Sandt" mumlede hun lidt forvirret , da hun ikke engang helt fangede meningen med det han sagde, kun konklutionen at hun ikke var en del af Millicent.

Da en rødhåret gudeskøn kvinde pludselig stod midt i deres stue, og halvt om halv havde klemt livet ud i et velkomstkram til Auriel, havde hun nær gravet sig ned.
Hun kendte ikke pige, men historierne løb og hun havde hørt om hende.
Natalie.Hjerteknuseren med et knust hjerte.
Rygterne sagde at hun havde meget få...kun to tre kunder på et år, og at de var faste kunder.Særlige.
Rygterne sagde også at hun i år ingen havde accepteret at modtage, da hun led af et knust hjerte.
Rygterne sagde at hendes sidste aftale havde været med en ung fyr.En mystisk mørkhåret fyr, med gyldende øjne og et stærk personlig.
Millicent fik et spekulativt udtryk,
Rygterne sagde også at Natalie havde fået en del af hans hjerte og havde givet hele hendes i retur, så nu ventede hun og mødtes kun med ham, selv om der kunne gå halve år mellem hans besøg.
Millicent forsøgte finde en grimasse,der ikke afslørede hendes tanker.Det var ham! Auriel....det måtte det være.
De kendte hinanden, meget godt...det var da tydeligt at se.Og han strålede jo nærmest.

Hun rystede dynen af sig, bandede indvendigt over at ligne crap lige præcis nu, hvor hun havde brug for hendes selvtillid skinnede som en nypudset mønt.Millicent blev dog siddende og med en lille dosis af kølighed i stemmen, svarede hun " Natalie...godaften....undskyld..men hvad bringer dig til vores værelse....sådan uanmeldt og uden at melde din ankomst en smule i bedre tid?" Millicents øjne lå fast på pigen, efteralt var hun jo braset ind, tænk nu hvis de havde været optaget af...tsk...det gjore man bare ikke.

Natalie så først forvirret ud, så brød hun ud i en sød latter.
"Guud ja, undskyld" hun tog sig til panden.
" det må du virkelig undskylde.Jeg hørte at Auriel var tilbage, så jeg løb herop...."
Hun flyttede sit blik hen på Auriel og blev helt varm i stemmen " Det er så længe siden.Hvordan har du det ? "
Hun rystede på hovedet, så de røde lokker synes at stå i brand." bertha skulle have sagt du ikke var alene.Hvem er hun?" Hviskede Natalie og nikkede diskret hen imod Millicent.
Desværre kunne Millicent stadig høre pigen, og hun måtte indrømme at hun ikke fandt det her særligt hyggeligt.
Tvivlen var udraderet i hendes sind.Natalies store romance var Auriel, og at dømme efter hans udtryk, var han hodt mok glad for at se hende igen.
Hun så tøvende ud, og kastede et kort blik på den lidt forvredet udgave af en pige der sad på senge, og besluttede sig så for at afprøve sit held.
" Hvis du har lyst Auriel...så kom ind til mig.Jeg giver en kop kaffe og du kan dortælle mig al der er sket?"
* kaffe?! Ha! Kaffe min bare r..* Millicent fnøs,men lydløst.