Miami Metro News Reporting - Millicent.

" hvad du gør med din kaffe? Nej...det ved jeg virkelig ikke?" Hun så lidt forundret efter ham, men straks efter blev smilet stort.
" Bailey! Wonderful.....hit me" lød det med begejstret stemme og hun sparede bestemt ikke på det, da kaffen blev fortyndet.
" det...det er også for....Roselia...hun kan ikke så nemt komme frem, hvis jeg drikker" lød det noget nær forpint fra hende.Hun hadede simpelthen den ide om en eller anden havde adgang til hendes indre...mest private tanker og som det ikke var alt rigeligt...kunne hun også blokerer for Millicents hukommelse og tage over hendes krop.Man kunne vel ikke bebrejde at hun fortrak Baileys og andre stærkere alkoholiske drikke også?

" Fortiden....." Hun pustede lidt op på sit ' pandehår' og så på ham.
" Hvad har du oplevet af dumme ting? Har du lavet noget kriminelt? ...hvad...?"

"Det er erfarede jeg... Hun hældte cognacen ud husker du nok...." Han løftede et øjenbryn og så på hende. Han savnede faktisk den cognac. Også var hun self også smuttet da hun fik lidt ekstra vodka. Han tog en god slurk af sin kaffe. Baileyen kølede den dejligt ned så man ikke brændte sig. Det havde han en tendens til når han blev for ivrig efter noget kaffe og energi.

"Kriminelt ? Har vi ikke alle det?" Han smilede og rystede på hovedet. "Jeg har oplevet mange ting i fortiden. Eventyr og skattejagter, men med tiden kommer der også mere hårde ting du ved" Han stirrede lidt ud i luften. Ja han havde da været på eventyr med de caribiske pirater med papegøjer og klap for øjet som sortskæg. Han havde været i væbnet krig som Nelson og Napoleon og han havde prædket filosofi som Sokrates, men han af vejen falmede eventyrene og ansvaret kom.

" Oh lord...det er da en kaffe der vil frem i livet" smilede hun og forsøgte at glatte ud fra deres...uheldige episode...som han naturligbis var helt ansvarlig for.Enhver vidste at man ikke fik fra en der lige have...fejlet...noget...og enhver vidste da også at man ikke talte om...andre..til en..øhh...venide....eller..bekendt når hun ehm...eller hvis man....NÅ! Men det vidste ALLE altsår! Så derfor var skylden hans.
Millicent ville dog gerne glemme det, selv om nåde hendes hånd på hans kind og hans læber mod hendes, ærlig talt stod printet noget så klart i hendes tanker.
Så hun lyttede istedet il hans stemme og hans svar.
" Ved ikke om alle har? Jo..et eller andet i de her dage..for mig er det nu mest al det her hunter noget" hun skævede til ham.
Hvad mon hans samvittighed bar rundt på.Hvor ville hun ønske hun kunne tage et kig ind i ham og se.....al muligt.
" Auriel? ..... Vil du love mig noget? "
Hun så lidt væk.det var det med at kunne se ind i ham...eller havde adgang til at se ind i hende der udløste hendes bøn.
" Hvis du...møder....Rose,ia igen, vil du så love mig at du...går?" Hun forsøgte fange hans øjne der..." jeg bryder mig ikke om nogen taler med hende, hun er jo ikke mig"

Han smilede af sin kaffe og kiggede hen på hende med hendes morgenhår. Det hele gav ham en varm følelse indeni og gav ham lysten til at blive her i sengen hele dagen. Måske liiiige lægge en arm omkring hende og måske ... SLAM. Hans bevidsthed i form af Millicent gav ham et slap i hans hoved. Nååårh ja det var det der skete når man kom for tæt på. Ved nærmere eftertanke måtte han hellere holde nalerne for sig selv.
Sagen var bare den at hans kind ikke brændte nær så meget fra
slaget som hans læber gjorde efter kysset.

Han var slået ud af sine tanker og hun sagde noget igen. "For at være ærlig ... Så nej ... Hvis hun kommer igen kan jeg ikke bare smutte og gætte på hvad hun laver med dig vel?" han drak koldt af sin kaffe. Ikke tale om at han bare ville ... Smutte.... Eller ville han ? Han var trods alt rimlig øvet i det.

Millicent var lykkelig over at det bare var dem muligt at sidde sammmen, her....og drikke deres kaffe, uden en slog den anden ned.
Hun havde været usikker på Auriels reaktion , hvordan han ville være overfor hende i dag? Selv om selve situationen sikkert svømmede rundt i deres tanker, var stemningen her og nu...dejlig.

- lige indtil Auriel afslog hendes bøn.
Millicent sukkede, fyldte det med dramatisk betoning og tappede lidt med neglene på sit krus.
" Auriel...du forstår ikke....jeg bryder mig ikke om at nogen ser mig, når jeg ikke er mig.
Det føles som.....sleepwalking...bare værre, fordi jeg taler og gør ting, hele tiden....og jeg kan ikke lige vækkes."
Millicent forsøgte igen..." Hvis jeg nu gik i søvne, så ville du jo heller ikke bare hænge ud med mig og se hvad jeg lavede af sjove ting? Du ville putte mig i seng igen eller vække mig? Og det kan du ikke med Roselia.....så må du....gå..eller...slå hende ud? Du har min tilladelse"
Hun ville da heller dysses ned, end at rende rundt og sige underlige ting.

Han rystede bare på hovedet. "Du ved godt at der er sager over hele verden hvor folk går i søvne og hopper ud af vinduer, eller slår andre ihjel ikke?" Han tog noget mere af sin kaffe. Godt nok var Roselia ikke som at gå i søvne, men han var nu under den opfattelse at hun sagtens kunne finde på at smide Millicent ud af et vindue, eller dræbe nogen. Noget han vidste Millicent aldrig ville tilgive sig selv.

"Du for mig ikke til at forlade dig. Og nej jeg kommer ikke til at slå hende, hun er jo dig... eller... " Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Han trængte vidst til et bad.

"Det er jo ikke fordi jeg ikke ved at det er dig nu vel? Jeg skal have det rigtig morsomt med at snakke med hende. Og udfritte indformationer omkring dig" Det sidste var sagt drillende med et glimt i øjet, men også med en bid sandhed. Han havde ikke kunne glemme hvad Roselia havde sagt om ham selv, og det var bestemt ikke enden på det her. Han skulle vide mere.

" jeg tror ikke at Roselia er farlig ligefrem" fast holdte hun og alene tanken om hun faktisk kunne være det, sendte en bølge af gåsehud ned af Millcents ryg.Hvordan skulle hun kunne styre...det...styrer hende?
" Jeg ville være mest glad for du ikke talte med hende, Auriel...for alles skyld.Og...det er du nok bare nød til at respekterer" prøvede hun once more, selv om hun mente at det nok var lidt som at råbe under vand.

Han fik hende dog til at smile, varmt...da han sagde at slå ikke var et alternativ.
Så blegnede det dog...ret hurtigt smilet, ved mindet om hun havde smækket ham en. og det væreste var..hvis den følelse dukkede op igen, så ville hun sørme nok lange ud igen, for den var slet ikke spor rar.
Kysset derimod....NEJ!
Næææ nej nej....den vej skulle j
Hun slet ikke ned af, og slet ikke med englen der.Selv om han var sød....når han ikke lige flirtede med andre, tænkte hun lidt bittert.

" Nej!" Røg det en smule hurtigt fra fad.
" Nej...det skal du altsår ikke.Og hvad mener du...vil du vide noget om mig, kan du spørge mig...ikke...hende.Hun VED integ anyway...sådan fungerer det ikke" håbede hun inderligt at have ret i.r
roselia ville da ikke sælge Millicent ud, ville hun? Millicent sukkede.* gu' vil hun da så!*

"jeg husker ellers instinktivt at være blevet truet på det groveste" fastholdt han stædigt og satte kaffekoppen fra sig på sengebordet. Han lagde sig lidt ned igen og trak dynen mere op omkring sig. Den varme trykke følelse af at ligge i seng var der intet der slog.
" jeg taler med hende hvis jeg har lyst til det. Det er jo heller ikke fordi vi planlægger et komplot imod dig vel ? Jeg tror bare det er en god måde at lure hendes svagheder på." sagde han roligt. Samtale var oftest den bedste måde at læse folk. Hvis de løj var det faktisk næsten nemmere end hvis de plaprede løs om sig selv.

Han blev næsten glad af at se hendes smil, men i takt med hendes smil var det væk igen. Sådan var verden. Piger måtte slå så tosset de ville. mænd blev sat for en domstol for det... Og de kaldte sig det stærke køn ... Ha !

"okay så ... Så spørg jeg bare dig. Fortæl mig Millicent. Hvad synes du om mig?" spurgte han drillende. Han havde en hel klar erindring om hvad Roselia havde sagt det punkt. Nu var spørgsmålet bare om Millicent ville sige det samme, men det ville hun nok ikke.
Kunsten var bare at finde den der løj af dem.

Hun spilede øjnene op ved hans udsagn.Det kunne vel ikke passe? Hvad havde Roselia egenlig helt precist gjordt?
"Hun ..truede dig? Simpelthen truede dig Auriel? Hvordan dog ? " hun så forfærdet på ham og mumlede " Det er da ...crap...jeg anede ikke hun kunne finde på det"
Hun så Auriel pakke sig ind i dynen.Hun kunne umuligt klandre ham for at synes hun var underlig.Men det var jo ikke hende der var noget galt med...det var Roselia....der lugesom gjorde noget forkert, hvis man så sådan på det.
Millicent blev lidt urolig , alene det at ordet plot imod hende var aktuelt at bringe på banen , uanset sammenhæng, var forudroligende.
"Guud hvor er du stædig.Mr. jeg gør hvad jeg vil.Du kunne da godtvære lidt...sød" små brokkede hun sig, og kunne slet ikke se hvilke interesser han kunne have i at tale med Roselia....ikke indtil han remsese op.
"Okay....en god pointe, hvis man kunne opsamle noget....som hvem hun er...og hvad hun vil...og ikke mindst hvordan jeg får hende f****** ud af min krop." Millicent rystede på hovedet og førte kaffe kruset til munden.

Millicent smilede først, men Auriel tørrede det godt og grundigt af.
"Hvad j—jeg synes om dig?" Stammed hun og følte sig slået i sit eget spil her.
"Har du snakket med hende om det? " lød det misbilligende fra Millicent.
"Ja det skal da nok få hende uddrevet af mit system!" Hun rullede med øjnene.
" Er det din plan ? driv hende væk med små kærligheds erklæringer" fnøs Millicent , men det var nu mest fordi hun ikke lige ville have spottet så meget direkt på sig.
Hun forsøgte den humoristiske redningsvest,den kunne holde mange over vanðe.
"Min mor har godkendt dig ...er det ikke nok?" Spøgte hun og håbede at undgå et mere direkte spørgsmål eller konfrontation.Hvad fanden havde Roselia brællet ud med? Hvis hun havde svagt at Millicent var tiltrukket af ham, ville hun blive sur.For det var da meget muligt at hun var det...men det gav ikke hverken Roselia eller Auriel lov til at snakke om hende....og det, vel?


————

" hun truede mig ! Med tæsk eller Whatever ... Ikke at det er en trussel imod mig, men den dag det er en lille pige hun truer er det ikke så fedt vel?" han gabte træt og kiggede imod vinduet. Hvis man rullede gardinerne for, så kunne man næsten tro at alt var fred og idyl som før, men med vinduet åbent, og det golde og øde ørkenlandskab derude, så ødelagde det den illusion, og så meget andet.

" så du ved ikke hvem hun er? Jeg er ked af det Millicent, men jeg er bange for at dem største sandsynlighed er at hun er skabt af dig og blevet en del af dig- ubevidst altså" svarede han betænkeligt og tog roligt lidt kaffe med Bailey.
Han rakte ud efter bailey flasken og gældende sidste dråber i sin kaffe.

" Så du indrømmer at det er små kærlighedserklæringer du tænker på ?" drillede han. Selvom noget inden i prikkede efter at tilføje 'det var det da i hvert fald ikke igår!"
Han smilede triumferende til hende, men på en kontrolleret måde. En måde der på alle måder ville skinne af en følelse af at have gennemskuet hende, også selvom han slet ikke var sikker i noget når det kom til Millicent.

Millicent glanede...og efter nogle sekunder begyndte hun at grine højt.
Det var da alligevel en smule komisk. "Hun truede dig....med tæsk? Hun er da ellers ikke ked af det? " små lo hun stadig.
Da det morsomme var udtømt, spurgte hun lidt mere alvorligt "Men hun prøvede vel ikke på noget? Hvad pokker skal jeg dog stille op med hende.?" Mumlede hun lidt til sig selv, og bemærkede at Auriel gabte.
Millicent rakte ud efter først en og dernæst endnu en pude, og smed dem bag hans ryg.Så kunne han lægge sig , hvis han ønskede—og stadig ligge højt,

Hun lænede sig selv op af væggen, og sad i skrædderstilling, med dynen over sine ben.
"Nej...jeg har ingen ide om hvem hun er.Istarten var det bare en hvisken....så blev stemmen mere tydelig...og nu..." Millicent gyste..."nu kan hun åbenbart kontrollerer min krop."
Hun kiggede næsten bange på Auriel.Hvis hun spekulerede for meget over det her...ville hun blive tosset.
Man skulle jo tro hun var...besat?

Besat eller sindsyg? Fedt valg der! Millicent skar ansigt..." Nej...nej...Auriel....hun er ikkke mig! Jeg er intet som min mor, vil du ikke godt lade vær med at sige det?" Bad hun .
Måske skulle hun opsøge en præst? Og se om hun kunne manes...drives ud ved en exorcisme.
Det var bare det...at Millicent ikke var religiøs, burde man ikke være det??

Tankerne flød en anden retning..." argh..naaa....nu skal du ikke komme for godt igang du" lo Millicent og strakte sig mageligt." Kærlighed....hvem ved egenlig hvad det er? Jeg har aldrig været forelsket....what do I know? .... Men du skal seriøst føre noget ved den aura, ellers vil du kun tiltrække små underdanige piger, da den faktisk kan være ret så skræmmende." Det var både sandt og en stor omgang dril.
Den VAR skræmmende.....men hun var ikke i tvivl om Auriel kunne tiltrække stort set hvem han ønskede.

Han himlede med øjnene. "jaja, jeg blev truet af en pige.... tilfreds ? " Vrissede han tilbage og tilføjede hurtigt. "Som om hun turde med den energi jeg udsender" Svarede han hende og blinkede til hende med et flabet smil. Roslia vidste uden tvivl at han sagtens kunne flå hende i stykker hvis det var det han ønskede at gøre, men guderne måtte forbyde at hun fandt ud af at han aldrig ville gøre det. Han ville vel også flå Millicent i stykker.

Han trak på skulderen ved emneskiftet. "Jeg ved snart ikke... Vi er vel alle lidt sindsyge ikke? Nogle mere end andre, men hey, så længe jeg er der til at sætte hende på plads kan jeg godt leve med det" Han mumlede dte sidste lidt kryptisk og tog mere af sin bailey kaffe. Den var ved at blive lunken og meget sød.

"Små underdanige piger... Bah.... Nårh ja, det skal du ikke tage så tungt, du er stadig ung med masser af muligheder for at finde kærligheden" prøvede han at opmuntre. Han spekulerede for sig selv. Gad vide om 'ens livs kærlighed' hentydede til den eneste ene mand nogensinde ville finde i sit liv, eller det hentydede til den man fandt i den menneskelige levealder, eller tidsalder? Sure, han havde da elsket nogen... Dengang han var menneske, men nu?

Millicent smilede og et drillende humoristisk skær vendte tilbage, i hendes lidt bekymrede øjne.
" hmmm....måske er hun ikke så ringe alligvel? Kan lide hende bedre allerede, tror jeg"
Det var kun for at spille lidt op til Auriel, at drille ham lidt, for hun ville til hver en tid gøre alt for at skille sig fri for Roselia, og bare det ikke ville blive brugt imod Millicent, af ' den pågående pige'.

Millicent havde mærket hans ord...sådan følt dem på sin krop.Det var faktisk rigtig sødt sagt.Og et lille smil spillede kort.ikke længe...for de vidste jo begge at det var ren fiktion.Han ville ikke være der...ikke længe og Millicent ville ikke længere have noget derbkunne styre Roselia....eller bare oplyse hvad Roselia lavede, for hun huskede intet af hendes gerninger selv.Kort...havde hun lyst til at kaste sig om nakken på Auriel og putte sig ind til ham.Bede ham om at blive og passe på hende, men....men hun vidste bedre.Hun var nød til at klare sig selv...som hun længe havde gjort.
Så med en lidt hæs stemme , gav hun bare ord til lidt af følelserne der rørte sig inden i.
"Du er nu sød....når ånden lige er over dig....Tak, Auriel" hun smilede skævt til ham, da han drak af sin kaffe.

"Oh,,,kærligheden....ja, men ved du hvad...,jeg søger den ikke, jeg tror den er mere til besvær end til gavn."
Hun trak på skuldrene....stort set uvidende om det meste....slev om hun havde kendt fyre...drenge...så havde de kun eksperimenteret en smule, og hun havde altid varpet dem væk, da violinerne udeblev og hun fandt dem alt dor...klodste og kedeligt.
" Vi kan starte med at hooke dig op....du har været omkring" hun lavede en grimasse og tænkte tydeligvis på Natalie,
" Så du lå vide hvad du kan lide?" Spøgte hun , semi alvorligt.

Han kiggede på hende med et sigende blik, men kommenterede ikke hendes pludselige følelsesskift i forhold til Roselia. Selvom han vidste det var for sjov. Ja hun truede ham. Big deal. Enhver kunne da se at en så skrøbelig pige ikke ville kunne lægge en finger på ham imod hans vilje.

"Tjo, når jeg gerne vil" Hans gyldne øjne ramte hendes et øjeblik. En illusion, ja. Det var ubegribeligt for ham hvordan han kunne blive ved at trække sig selv ind i dette net af forhåbninger, løfter og af følelser han ikke vidste han havde mere.... Men bare et kort øjeblik kunne han vel da for guds skyld bare lade sig selv nyde at han havde fundet noget... Eller nogen... Der gjorde bare lidt op for det hele. Også selvom han ikke vidste om hun ville være rådnet væk ligesom de andre om 100 år. "Jeg var trods alt menneskelig en gang ikke" Spøgte han med et smil og rakte sin hånd ud fra under dynen for at kærtegne hendes, men kun et kort øjeblik, så fjernede han sin hånd igen ved hendes ord.

"Hvordan ved du det når du aldrig har haft den?" røg det ud af ham med rynkede bryn. "Dog må jeg give dig ret. Kærligheden har isne eretsagelige veje" Han fnøs.

"Selvfølgelig ved jeg hvad jeg kan lide... Jeg er en dreng ikke?" Lød det til sidst som var det den mest åbenlyse ting på jorden.

Ja...nu skulle hun jo ikke sidde og heppe på Roselia, slet ikke men alle vidste at det ikke var den fysiske størrelse, men kløgt og intellekt og psyke der vandt en fight.Millicent prøvede selv at få de tre til at spille sammen når hun skulle bokse sine gadekampe, men det var bare så frustrerende svært at tænke og være klog nær slagene haglede ned over en, var det ikke?

Kort stoppede de energiske tanker, da hendes øjne stødte sammen med Auriels.
Millicent kunne klart mærke, hvordan han påvirkeðe hende på mange måde....med et blik eller bare et ord.
Men hvad hun ikke kunne afgøre var om det var godt eller skidt.Og hun kunne ikke bare slå hjernen fra og mærke efter, for følelsen var det samme...som nu hvor han strøg over hende hånd.Det føltes rart...dejligt...og med en appetit på mere, men samtidig trak hjertet sig sammen og det gjorde lidt ondt...på en ubehagelig måde...og pulsen blev høj, ikke noget hun ligefrem nød.

" Jamen....jeg kender bare ikke mange par hvor det er lykkedes at holde kærligheden intakt, og hbis man ved man ender med at skære en dyb flænge i sig slev....hvorfor så ' lege med kniven' til at starte med?"
Hun kendte godt svaret....kærlighed skulle kunne fremmane de mest utrolige følelser og tage en til uanede højder...åh jo...hun læste skam bøger....mange af dem.
"Desuden skal jeg ikke sættes i et bur....heller ikke et lavet af kærlighed." Lød det stædigt fra hende.

Hun blev både nysgerrig og lidt overrasket..." Nå...så det ved man instinktivt....når man er en dreng? Jeg mener nu en smule...dybere....end bare DET" forsøgte hun at forklare sig med, da det lød som de snakkede rimeligt uheldigt forbi hinanden her.Han var meget...lige til og på overfladen..,hun talte ...mere dybt...om egenskaber og sådan.
" argh....du er bare så meget ' male'" lød det anklagende i en let tone.

Han havde varsomt trukket sin hånd til sig. Forvirret over hvorfor han havde flyttet den til at starte med. Han skød skylden på trætheden også selvom han faktisk ikke var så træt mere. "Du kan da ikke basere det på hvad du ser andre gør... Tror du måske at du kan køre fordi du ser mig køre ? Nej vel ? Og desuden ville jeg være led og ked af at låne dig min bil..." Han sløsede lidt af emnet, men pointen var den samme.
Han sukkede lidt drømmene. Åh ja... Hvorfor lege med kniven? Han havde i virkeligheden ingen ide om hvorfor normale personer gjorde det, men han vidste udemærket hvorfor han vovede sig i byen med kvinder. Det var af samme grund mange mennesker gjorde de skøreste ting. Bonjee jump, paraglide, tivoli forlystelser, slå ihjel..

"'Hvorfor?' spørg du ? .." Han kiggede væk fra hende og lagde sig om på ryggen. Hænderne godt begravet bag hovedet en vilende position.
"Jeg at føle... Noget. Hvad som helst. " han smilede for sig selv. Det var hans grund, men nok langt fra de flestes grund.

Han så forvirret hen på hende? "Mener du mere end seksuelt? Det var da det jeg svarede på var det ikke?" Svarede han lidt irritabelt. Fordi han var en dreng var han ikke liderlig 24/7. Okay, han vidste måske også hvad han ville have på DEN måde, men det ændrede ikke svaret på det første. "Jeg ved da præcis hvad jeg vil have både i og udenfor sengen, men nu snakker vi vel udenfor" Drillede han med et hævet øjenbryn.

"En kvinde der kan give mig modstand. Hver dag, hvert minut, hvert sekund i resten af mit liv. En der ville få mig til at gå igennem ild og vand, ikke for min egen skyld, men for hendes. En jeg ville vågne op ved siden af, og ikke have lyst til at snige mig ud imens hun stadig sov... Det er lige hvad jeg leder efter" Blev det konstateret fra ham.

Hun behøvede ikke visuel kontakt med hans hånd for at kunne følge ændringerne , da han trak den tilbage.
Som en tyndt klæde af en mild brændende varme blev ført over hende, for til sidst at ende.sådan føltes det.
Hun trak vejret ind gennem næsen, dybt og ud den samme vej.Kontrol.
At han var a real pain i en diskussion, den havde hun efterhånden opfanget, og så alligevel overraskede han hende, gang på gang."Jeg kan godt køre din bil.. Og jo...det ER faktisk fordi jeg har set dig gøre det" lød det stædigt og hvad var der dog med mænd og biler...og især med deres manglende tillid til at kvinder kunne håndterer dem?
"Det er et stykke metal....jeg har kontrolleret værre" et lille glimt a morskab strålede fra øjnene.Han ville garanteret ikke kunne lide sin bil om talt sådan....ingen mand ville, og Auriels var enda noget særligt, som den var bygget.

Millicent gik i sving med at stable en hær af pude, om bag sin ryg, da Auriel smed sin ned på ryggen.Det passede hende glimrende at hun havde ' det bedste udsyn' når han lå dernede.
Noget i hans stemme ,trak i hendes opmærksomhed. " Ja...jeg vil gerne vide det....vide hvad du mener om det? Hvorfor hengive sig til noget man ved vil ende med at såre en.Det er lidt masochistisk."
Hun lyttede nysgerrigt og blev godt nok noget overrasket ved hans svar.
"For at føle....noget...Men Auriel...D-du har da ikke problemer med at ...føle? Har du" kom det noget usikkert fra hende.
Han virkede da ellers så...velafbalanceret? men det ville jo egenlig også være letteste sag i verden, hvis man intet følte, for så blev man jo ikke lige slået ud af kurs, vel?

Samtalen blev guidet i en lidt anden retning, ihvert en der meget hurtigt kunne blive en katalysator for eventuelle gen , sammenstrikket af blufærdighed eller generthed.
Auriel bed af hende, da han mente at have svaret tilfredsstillende, og Millicent lavede en afvisende næsenrynken, hun var sikker på hans tanker havde sværmet omkring helt andre ting end....egenskaber.
"Ja ja...det er fint...fiiiint Auriel " afbrød hun hastigt hans nye tale...."Jeg skal ikke høre om dine præferancer i.....sengen" lød det hurtigt og hvordan skulle hun dog kunne undgå ikke at blive ekstra rød i kinderne?
"Selvfølgelig... taler jeg..mener jeg ...udenfor..sengen " hakkede hun sig vej igennem svaret, og ville nok have taget flugten, hvis vejen var farbar, såfrem Auriel ville serverer de detaljer her, ligeud af landevejen ved højlys dag.

" Modstand....mon ikke det falder pigerne meget let i dit selvskab?" Drillede hun med et lille smil.
Hun forstod hvad han mente og det var et solidt svar faktisk...men fristelsen for at drille ham, var bare ikke til at stå imod, så hun gav den lidt mere gas..." jeg mener...med den mund du render rundt med, så burde den del vel ikke være svær at få indfriet?"
Hun så væk, for at skjule smilet i både øjne op på læberne.....hun vidste at fyre som ham , ville nedlægge piger og kvinder med få sætninger og hvis de endelig mødte lidt modstand, så var den sku ofte så hul....at den blev fremsagt imens pigerne smed toppen.Hun kom til at grine en smule....næsten uden lyd, men der var noget....underligt....ville man altid have hvad man ikke kunne få? Auriel var lækker, klog ,sød og havde en kant af noget farligt og hele aura tingen kørende, ikke mange ville være uinteresseret.....og han ønskede modstand....modspil.....en der kunne presse tilbage mod ham.En lille hidsigprop....men en med argumenterne på plads.
" Så må vi håbe du finder hende.....så du kan føle igen "
En pude blev send mod ham, og Millicent lo .
"Min mor bad mig engang om at jeg skulle sætte mig ned.Hun havde noget vigtigt at berette." Begyndte Millicent at fortælle.
"Vi fik sat og overfor hinanden , ved spisebordet...og jeg kunne se på hendes udtryk, at det var vigtigt for hun var alvorlig.Det er vel et års tid siden nu, vil jeg tro.Så sagde hun...Millicent, dette er vigtigt - og du skal forstå det jeg nu siger, hvis du vil gøre dig godt i livet . så løftede hun sin finger og viftede den imellem os...
Alle mænd ønsker kun EN ting, forstår du det? EN ting vil de have...det de ønsker er en luder i sengen og en madonna alle andre steder.. Det er til dato den eneste vejledning eller guiding jeg har modtaget i ' livets leg' , så ærligtalt har jeg en lille smule forsvar på, det lyder jo som ..et stort skuespil man skal optræde med ?"

"Hey! Min bil er ikke metal ! Og du kunne ikke køre den omså vejledningen blev læst højt for sig imens!! Bed han af hende med et skævt smil. Hans bil var en smuk jernhest af god klasse. Mange ville dø for sådan en ! ... Eller... Måske ikke dø... Det var jo ikke en porche. Men den var sikker og hurtig.

Han måtte le lidt da hun spurgte om han kunne føle noget. Selvfølgelig kunne han det. "Jo jeg er da ingen vampyr! Jeg kan føle varme, kulde, sorg som alle andre, men efter et stykke tid bliver det bare kedeligt ikke? " Han smilede udfordrende.

"Faktisk ville du blive overrasket over den mængde modstand som man ikke får i denne verden. Pigerne bliver løsere og løsere jo. Men jeg tror mere det et trykhedesøgende gen i har. I vil gerne have en der er skræmmende, en der kan holde alt det der ude på afstand, men det burde i passe på med, for en eller anden dag tager man monsteret med hjem istedet for drømmeprinsen." Drillede han i hendes retning.

"Din mor er charmende ... virkelig... Men hun har vel ret?" Han lagde hovedet lidt tilbage. "Jeg tror sku den er god nok den der med at man bruger livet på at lede efter sine forældre, og når man finder dem, så gifter man sig dem. Din mor er en underlig dame, men i det mindste er hun der. Jeg tænker stadig på min nogle gange" Han kiggede lidt frem for sig. Hun var for længst væk nu.

Mænd...de kunne forsvare deres biler med større i indlevelse end de forsvarede deres partner.
Hun smilede.Det måtte være noget biologisk....et transmitterstof i hjernen der var i ubalance, generelt hos fyre.
Det lød som en habil forklaring, mere eller mindre.

" Nej det er du da gud ske lov ikke....men ..." Hun studsede lidt og hang fast i hans smil.
Han var ikke så nem at tyde, vel
Men det skulle jo ikke forhindre hende i at forsøge...hun skulle bare lige finde den rette vej ind.

"Tryghedssøgende?" Hun smilede stort..."Ja...så er der stor variation på hvad man oplever som trygt, vil jeg mene"
Hun græskede hans ansigt lidt....og smilede igen " Og hvilken katagori er du så i Auriel? Drømmeprins eller monster? "
Han havde måske ret....men egenlig følte hun nu mere at pigerne var hurtige til at smide hæmningerne, ikke for tryghed, men for accept....for at føle sig attrådværdige og dermed have en vis social værdi.Det var der jo også en form for tryghed i....bare ikke den slag Millicent søgte.Hun var selvsimmer nok til ikke behøve en fyr, for at ' shine' og have værdi...og den tryghed hun søgte , var en der ikke ville trampe på hendes følelser og hjerte.

" Min mor....er sær. Og meget kontant.Men meget intessant , at du giver hende ret." Sagde hun og vidste ikke helt hvad hun skulle mene om den sag.
Var det hele et spil.... En stor teaterforstilling, for ingen kvinde kunne vel rumme både luder og madonnaen, eller hvad?
Måske?.. Hvis de 'pæne pige' var lære nemmer og lod sig guide, så kunne de hurtig komme efter det?
"Forhelvede da et samtale emne" mumlede hun .
" Din mor.. Fortæl mig om hende?" Bad Millicent, hun bød emne skiftet velkommen, og ville meget gerne vide mere om Auriel.

Ja hvilken kategori egentlig? Der var vidst ingen tvivl om at han ikke ligefrem, var prinsen på den hvide hest, men ligefrem et monster? Han var ikke sikker mere, så det ville han lade op til verden at bedømme.
"Det kommer vel an på så meget ikke?" Blinkede han til hende og begyndte at sætte sig op. De kunne ikke ligge her hele dagen. Vejen kaldte og dragede dem til. Las Vegas lå foran dem.

"Altså .. Ingen vil på længere sigt have en luder i fremtræden, men ingen vil have en madonna i sengen vel?" Smilede han og rystede på hovedet. Han havde fanget at hele sex emnet ikke lige var hendes ting. Han var faktisk helt i tvivl om hun havde noget erfaring på den front.

Hans mor? Hun var et svagt minde i hans erindring omen hans drømme stadig reflekterede hende. Han havde ikke set hende siden han var 21. Hun var blevet dræbt da hun ville forsvare ham efter lokale havde set hans vinger.
"Hun... jeg må ærligt indrømme at hun ligger godt gemt i erindringen, men hun havde de samme gyldne øjne jeg har. Hun var en god person, men døde da jeg var yngre. Oprindeligt egypter" Han rystede på hovedet og rejste sig op for at gå rundt i værelset og finde sit tøj frem. Han havde fået sin hævn over dem der gjorde det, men ikke på den engleagtige måde nogle måske ville have haft et godt øje til.

Hun hævede begge øjenbryn og udbrød øjblikkeligt.." Arh...det er da et undvigende svar det der.Burde det ikke være mere simpelt? Good guy eller bad guy...piece of cake, really"

Hmmm...så det var hans holdning? En smule tæt op af hans mors...men det blev meningen jo ikke mere fornuftig af.
Ingen kunne vel rumme det hele, og hvis konklusionen så endte ud i ' gift dig med en sød men røvsyg kvinde, og hent den gode sex ved siden af' - så skulle han da ikke undrer sig over hun ikke så det tiltalende i ægteskab.
" Faktisk er jeg fuldstænigt uenig i din holdning....der er masser af fyre, søde fyre, der intet har imod at man sammen lige skal lære det...og løsne lidt op....og øve sig lidt...og at man ..eller at nogen er en smule genert når det kommer til...den slags.Og så er der de fyre der som dig....bare ønsker...afregning" lød det kontant og hun smuttede demonstrativt ud af sengen, og begyndte at pakke frugter og brød og lidt konservet mælk og fløde ned i nogle papirposer.Det de ikke spiste, kunne de ligeså godt tage med , så havde de mere at væge mellem senere.

Hun lyttede med, men han fodrede hende ikke med mange oplysninger.Hun standsede op og så lidt på ham.
Da han var i færd med at komme på benene også, spurgte hun mere blidt..end da samtalen havde drejet sig om sex, " h ordan dødede hun Auriel?..... Og hvad med din far,lever han endnu?"
Hun spidsede læberne, da hun et par sekunder blev grebet af en tanke....
Det virkede som han holdte...ting....oplysninger...igen når hun snakkede med ham.
Ikke bare af en ' det rager ikke Millicent ' grund, men fordi han ikke ville ud med selve oplysningerne.
Det var naturligvis en mega teaser, for en der var skruet sammen som Millicent.Hvad lå der der i den aflåste kuffert, han slæbte hans fortid rundt i—og kunne hun få låst den op og tage et smug kig derned?

Han smilede skævt. "Ja det må du jo fine ud af" Svarede han bare. Han avr overbevidst om at han sagtens kunne lege drømmeprins hvis han var interesseret i det, men sagen var bare den at det var han ikke. Han var ikke perfekt. Han var selvisk og selvfed, samt havde et temperament som bare fanden... Det havde hele egypten i sin tid fundet ud af, men det havde også kostet ham en familie. Hans eget temperament.

"Det er ikke det jeg mener... Jeg mener at en kvinde bær holde hovedet højt som en Madonna. Ikke sælge sig selv til alle vel? Men når hun så finder en som faktisk ikke er hvem som helst, så skal forholdet jo ikke centrere om en snobbet pige med næsen i sky. Jeg tror luder er mere symbolsk for løssluppen. Ikke kun i sengen." Han overvejede det lidt. Det kunne godt være det ikke gav mening, men for ham gjorde det. Det var jo ikke sjovt at erobre en kvinde alle kunne erobre, men når man så havde hende så skulle hun jo også være der.

han sukkede opgivende og trak på skulderen. "En ulykke. " Var det eneste svar hun fik. Han kunne jo ikke fortælle hende at en farao for 4000 år siden havde pustet sig op.
"Far? Nej han er død ... Lige efter min mor døde, sygdom er jeg bange for. sammen med mine søskende".

Hun rullede med øjnene."Ærlig talt, så er jeg nok langt bedre til at håndterer et ...monstre...end en drømmeprins, jeg ville ikke ane what to do with him" smilede hun og rystede på hovedet.
Hun begyndte at samle lidt tøj og nips sammen,som det var lykkedes dem at sprede,trods den kort tid i værelset.

"Okay, når du siger det sådan...så lyder det mere fornuftigt, men Auriel..?"
Hun greb en børste og begyndte at tæmme det lange hår, en smule hårdhåndet, da hun var opslugt at deres samtale,og ikke på skændhedsplejen."- gælder det også for drege...eller er vi stadig så oldnordiske at drengen er cool hvis han lægger mange damer ned, og pigen er løssluppen hvis hun er med mange fyre.?" Hun pegede mod ham med børstens skarft..."Dét ....er dobbeltmoral...hvis du synes det, Auriel" der var mange issues i en lille hygge debat som denne, det måtte man sige.Hun smilede....klar til at lade det ligge.

En ulykke? ...og resten af familien dødede af sygdom, samtidig?
Hun så en kende desorienteret ud...hvilke sygdom , noget der smittede?
En smule fortabt, da hoved og hale gled ud i et...spurgte hun tøvende..."æhm..." Hun kradsede sig lidt i nakken..." de dødede....allesammen? M—men hvad fejlede de? Og din mor....hvilken ulykke?"
Hun rørte sig ikke ud af stedet, og de ting hun ellers havde pakket, var nu sluppet og stod på gulvet.
Havde han mistet hele sin familie...stort set samme tid?

Han hev sit tøj over hovedet og kiggede sig rundt. Burde de tage noget med ? Alkohol ? Mad? Så fløj hans gyldne øjne over på hende igen og han smilede flabet? "om det også gælder for drenge at være løssluppen? Nej da" Lød det koldt og roligt. Dobbeltmoralsk eller ej.
"Tænk på det sådan her..:" Blev han ved og rettede på tøjet. "En nøgle der kan låse alle låse op er en fantastisk nøgle, men en lås der bliver låst op af alle nøgler er ret ringe... Samme princip" Drillede han med et tilfredst blik.

"Jeg er ked af det snuske, men jeg er bange for at vi aldrig bliver enige om noget" Fortsatte han og tog et kig i spejlet for at sikre at hans hår ikke sad alt for slemt.

Der var mange tanker og følelser knyttet til hans familie, men de var en fjern fortid nu. Offer for en plage der har dræbt så mange mennesker at man skulle tro det var løgn. Og han skammede sig stadig over den. Udryddet eller ej.
"Det er ikke vigtigt. Man vidste ikke meget om sygdommen på det tidspunkt." Blev han stædigt ved. "Jeg vil helst ikke tale om ulykken" Han gav hende et fast blik.

E lille fnys, flød over hendes læber da hun så hans smil og hørte det ikke var gældende for drenge- og hun foldede armene...spændt på at høre helt præcist hvordan hun så burde se på det.
Helt forberedt var hun dog ikke....faktisk blev hun skak mat.Hendes u derlæbe røg lidt ned....og farven truede med at ulme i hendes kinder.
Hvad fanden var det for en metafor at slynge ud? Hun havde aldrig hørt den før, og blev en smule....eller ret meget mundlam.

Det var ikke sjovt!
Det var ikke sjovt at han stillede det op så....umådeligt irriterende flabet, og en smule halv frækt.
Hun fik et "pfffft " ud, men det var også alt, selv hans snuske måtte hun lade passere, da hun umuligt ville kunne overgå den alligevel....lige nu.
"Bare tag flaskerne...dem alle...." Mumlede hun, dét kunne de vel blive enige om.

Stadig lidt i ubalance over hans sejr før....måtte hun igen sande at han ikke gav sig let.
"Jeg ved en del om sygdom....inden min mor fik det dårligt....var det ofte hende folk kom til eller sendte bud efter, når sygdom havde hold i dem" forsøgte hun presse lidt, men ....sygdom,død og ulykke....det var vel til syvende og sidst privat....og med det blik han sendte, klappede hun i.

"Okay....men...så lad os se at smutte herfra...vi har det hele med nu" hun begyndte at samle tasker og poser op i sin favn...men inden hun var klar til at forlade gemakkerne, skrev hun en lang hilsen — og tak til Bertha og co.
og lagde den på sengen.

"Nu ved jeg det.....hvorfor i er så vilde med biler!" Sagde hun , da de stod ved hans dyt.
"Det er det eneste i kan få til at spinde....der ikke giver modspil og svarer igen, ikke? "
Hun åbnede døren, for at sætte sig ind.