Miami Metro News Reporting - Millicent.

Han nikkede bare, til de ting hun sagde. Hendes far var her vel ikke mere, så behøvede
hun ikke gøre ham tilfreds mere. Det slog ham hvor meget han egentlig trængte til en smøg nu, men han ville ikke tænde en inde i bilen. Millicent ville nok ikke være helt tilfreds med at sove i et lag af røg hele natten.

Han lagde sig ned på ryggen og tog tæppet på. Han sov ellers aldrig liggende, men altid siddende. Kvinder skulle da osse altid have deres vilje... Men det værste var næsten at han ikke havde noget problem med at ligge her. Det var næsten hyggeligt og det skræmte ham en smule.

"Well, nighty" Mumlede han og lukkede øjnene.
Han gled væk igen. Væk til en verden fjern fra den der var nu. En middelaldrende kvinde med smukke træk og tykt brunt hår, samt ravgyldne øjne smilede ned til ham. Hun lo varmt og sagde noget utydeligt. Hun duftede sødt af honning. I næste nu var hun smuldret væk til støv og han kiggede forfærdet efter støvet der forsvandt i vinden. Der var flere mennesker omkring ham nu. De begyndte at smuldre væk, og det tordnede voldsomt. Regnede. Mudderstrømme og flodbølger over det hele, og pludselig var der stille igen. Han stod i et tomrum. som om han svævede et vindstille sted.
Millicent stod overfor ham, hun smilede og vinkede, men da han ville vinke tilbage smuldrede hun også. "Nej det var ikke meningen..." mumlede han, men vågnede i det samme han havde sagt det.

.................... kl. 04.14 ...........................

Han slog øjnene op. Det var ikke en drøm hun ikke havde haft før, og specielt kvinden med de ravgyldne øjne hjemsøgte hans drømme, skønt han ingen ide havde om hvorfor. Udenfor kunne han høre regnen trille ned langs bilen. Var det på grund af ham? Han var ikke sikker.

Først nu blev han opmærksom på den sovende klump der lå rullet op ad ham. Hun virkede kold. Instintivt lagde han en arm over hende, og prøvede at slappe af.
Lige så stille sank han ind i en drømmeverden igen. Med drømme om ravgyldne øjne og den søde duft af honning

.................. Kl.o4. 22..........................

Hun mærkede ikke tyngden fra hans arm eller varmen, til at starte med.
Søvnen var klart den forståelige årsagen til det, men alligevel ...efter nogle få minutter , havde varmen trængt igennem tæpper og tøj, og bredte sig nu på bedste vis , fra omkring hendes liv og ud til resten af hendes kølige krop.
Som var Auriel en radiator...eller måske nærmere en flamme og hun den lille myg...skubbede hun sig mere bagud, for at ligge helt tæt på ham ham- imens et tilfreds lille støn og et sageligt smil brød hendes ellers så neutrale sovende ansigt.
Hun var ikke rigtig vågen, hun ville ikke kunne huske at have puttet sig ind i mod ham, den næste morgen.. Ikke med mindre hun vågnede på på helt samme vis.

.....................kl.07.56.........................

Normalt var hendes drømme tomme..det vil sige, hun huskede dem simpelthen ikke.
Hun vidste at hun drømte, for det gjore alle, ellers ville man blive sindssyg.
Hun havde læst en del af Sigmund Freud....ja ja...hans analyser pegede alle i en og samme retning, og nogle fant det...for meget, men Millicent troede han havde en god pointe.Hun ville elske at bruge hans drømme annalyse til hendes drømme liv, og derfor var hun rimelig irriteret over hun aldrig kunne huske noget.Og hun havde aldrig kunne finde nogen forklaring på, i litteraturen på hvorfor.
Normalt vågnede hun også før en hvis herre fik sko på, men dette var åbenbart en dag for helt enestående og første gangsting.

Det var førstegang hun havde sovet i en bil. ( hun havde sovet mange andre steder, ofte bag containere, euw)
Det var førstegang hun havde sovet med en ( udover hendes forældre !).
Det var første gang hun sov så længe. Helt uden at have drukket alkohol ( en enkelt øl tæller altsår ikke )
Men det var så absolut første gang , hun vågnede på med en fyrs arm omkring sig.... * åh, gud..* tænkte hun..selv i sone tanker løb ordene deres vej, og Millicent kunne ikke fange dem.
Først hun helt stille lidt tid...og blev opmærksom på små detaljer..nysgerrig som hun nok var ..en smule.
Vægten af hans arm...hårene på den....hans hånd...
Hendes blik faldt på ringe .Den var meget anderledes....hvor mon han havde den fra? Hvad affektionsværdi holdte den for ham? Den var garanteret fra en pige, blev hun enig med sig selv om ...en smule misfornøjet.Måske kunne hun alligevel ikke lide den så godt...ringen.
Med en meget yderst forsigtig bevægelse tog hun ringen mellem pege og tommelfinger, og drejede en smule på den...kun for at se ' lidt nærmere på den' .
Ingen kærlige inskriptioner...men det kunne jo stå inden i.
Men der var mange mønstre og symboler? Hvad mon den lillae sten hed?
Hun var desværre ikke særlig velbevandret i stene...hvilke måske skulle rettes op på i fremtiden, for hun homdte nu så meget af dem.De var smukke og dejlige at røre ved...og ensomme....aldrig så man sten der hang sammen- hørte sammen i par, vel? Men deres egenskaber kendte hun ikke noget til.
Hun slap ringen og satte pegefingerens blomme lige ovenpå stenen.

......................kl.07.56 .....................

Dagen var så smut ved at pippe frem udenfor, men det var svært at bedømme inde i bilen. Den var stadig tykt panstret og intet sollys slap ind.

Auriel lå endnu dybt begravet i søvnen. Han havde aldrig været et morgenmenneske, men hvorfor skulle han også fokusere på at stå tidligt op, hvis han alligevel havde alt den tid i verden han kunne tænke sig?
Derfor havde han ikke opdaget endnu at Millicent var vågen.
Den store ring om hans finger sad solidt plantet og så snart hun rørte ved stenen ville den give et lille stød, som ved statisk elektricitet.
Auriel slog øjnene lidt op.
"Kvinde... Hvad har du gang i.." Mumlede han søvnigt og begravede ansigtet ned i den pude han havde ligget på. Havde det ikke været fordi han var træt, så havde han nok trukket ringen til sig, især hvis han vidste hun lp og studerede den, men søvnen sad stadig godt fast. Han var langt fra van til at vågne kl 8.

Et lille stød løb fra ringen? ...var det virkelig den ? og op igennem hendes pegefinger.
Egenlig ville hun havde sagt noget sjovt...måske noget i stil med ' dette er et røveri' , da Auriels søvndrukne stemme fyldte bilen , men Millicent blev dog så befippet ved stødet, at hun med en hurtig bevægelse slap ringen og hev sin hånd til sig.Hun lå stadig med ryggen til ham, da hun slap med den hånd hvis fingre havde duppet på ringen..og den anden hånd havdet et greb om hans håndled. Lidt forudrettet...som et barn der netop havde fået skæld ud over noget som en anden havde gjort, mumlede hun.."du gav mig stød!"
Det var jo en modificeret sandhed...det var jo ikke direkte Auriel, men hans ring der havde svitset hende, but still.
" jeg ville bare kigge" forsvarede hun sig..

Hans små lyde kunne tyde på han stadig nærmest sov, eller var ved at stoppe en pude i sin mund?
Nænsomt...uden at vippe hans arm , fik hun drejet sig , så hun kunne se ham...
Hun smilede, helt uden at vide det selv. Det var en...spøjs...fornemmelse sådan at vågne op sammen med nogen.
Også selvom det bare et sove og transport arangement, så var det alligevel...* FINT...DET ER FINT* vrissede stemmen, der var helt hysterisk ved tanken om hvilke ord Millicent selv ville kunne finde på at bruge om at vågne op med ham...med Auriel.

" Godmorgen..." Sagde hun blidt...og ventede på lidt reaktion.
Med en lidt mere fast stemme ,spurgte hun så.." Hvorfor giver din ring mig stød"

Han brokkede sig med nogle utydelige ord bag sin pude. Hvor han dog hadede morgner. Men i det mindste var der inden fugle til at pippe mere... I hvert fald ikke nogen der havde lyst til at pippe. De havde altid vækket ham dengang.

Han satte sig lidt og trak hånden og ringen til sig så snart han opdagede at hun havde pillet ved den. "Hov, ikke lege med de voksnes sager!" Vrissede han stadig søvnigt. Sådan var det. Ringen rummede en del mængde kraft og det var derfor naturligt at den udgav lidt når den blev berørt. Gav udtryk for hvor meget den kunne. Nu, da han havde fået de fleste af krafterne var der selvfølgelig ikke meget tilbage i den, men dengang han havde fundet den, og rør den. Det havde ikke bare svaret til statisk elektricitet, det havde slået ham ihjel og det var han ganske sikker på.

"Godmorgen?" Han kløede sig søvndrukkent bag hovedet. "Hvad ved jeg? Statisk elektricitet.." Løj han og orkede ikke at komme på bedre undskyldning på nuværende tidspunkt.

Han kiggede ned på sit ur i mørket. Klokken var kun 8. Dear God... Hvorfor var han vågen?!
"Please fortæl mig du ikke er sådan en af de personer som står tidligt op?! " Sukkede han opgivende og puttede sig ned under dynen.

Millicent rullede med øjnene...." de voksenes legetøj? " så blev hendes stemme honningdryppende " right...if you say sp...Daddy" hun rystede lidt på de lange lokker og rynkede svagt brynene ved hans forklaring.
" Statisk elektrisitet? ...ja..måske" medgav hun.
Millicent havde alligevel ingen anden forklaring på hvorfor hun havde fået stød , og havde fået masser af små "slag" på den anden måde, særligt efterår...der gik hendes hår amok og hun fik ofte små stød.....,men ..det havde nu bare virket...anderlede?

Millicent blev liggende, og kiggede nu op på Auriel.Selv om morgenen så han...sød ud, med sit strit hår.
Han fik hende til at grine og hun adlød, med alvorlig stemme " jeg er ikke en ad de piger der står tidlig op" hun smilte
"Satisfied?" Hun så ham dumpe ned under dynen igen.
Hun var normalt ret tidligt oppe, men det var nu mere fordi hun forår og sommer, mest sov udendørs....og så stod hun op med dyrene...eller de vækkede hende! Men når hun skulle jagt, var det også mest praktisk, der var et mylder af dyr early morning.
Men...og det var et sort men...hun holdte meget af at sove længe, når muligheden bød sig.
Spørgsmålet var så....skulle hun putte lidt længere eller stå op?

Millicent besluttede sig for det sidste, for så kunne hun også gøre sig istand, i fred
" ved du hva...imens du venter på tiden går...så smutter jeg ud og soignerer mig lidt"

Hun forlod meget hurtigt bilen, måtte på det nærmeste tvinge sig væk fra Auriel...hvilke pissede hende lidt af.
Årh herre gud...hun skulle ikke begynde på noget der, det ville være en død baby, inden den var født.
Hun havde sin taske med, og noget vand....fandt et lille læhjørne, bestående af buske...hvor hun kunne vaske sig , børste tænder og skite lidt tøj. Bukser forblev dog de samme, men den hvide skjorte blev skiftet med en sort, med en masse små knapper.

Han rystede på hovedet. Hun sagde hun ikke stod tidligt op, og alligevel ?! Men måske var det ikke det der irriterede ham. Hvad egentlig irriterede ham var at hun ikke blev liggende lidt her. Nu følte hans sig mest bare alene. Noget han ikke normalt mærkede når han rejste alene, men som han lå alene i mørket, så synes han faktisk det virkede mere ensomt.

Det var nok derfor at han striks imod sine egne instinkter satte sig op og lagde sit hår ned med en hånd. Det havde en tendens til at stritte frygteligt om morgnen.
Han steg ud af bilen. Solen der var begyndt at stå op sved i hans ravgyldne øjne. Han gabte højlydt og bevægede sig om til bagagerummet hvor han fandt noget frisk tøj frem og andre ting han brugte om morgnen. Gad vide om han kunne finde et vandløb et sted. Og gad vide hvor Millicent var blevet af? Hun havde nok fået samme ide.

Han smækkede bagagerummet og låste bilen, så begav han sig ind imod noget tæt bevoksning for at fine et vandløb.
"Millicent... Er du her?" Sagde han ud i bevokningen. Hans stemme var stadig søvnig. Han skulle nok have noget vand i ansigtet inden det gik helt væk.

Det føltes rart at få vand i ansigtet og blive frisket lidt op.
Hun redte håret med en børste og forsøgte at sætte det op i en knude i nakken, men resultater mundede ud i en masse lokker, der rendte deres egen veje og hang frit ,så hun måtte opgive og ak elastikbåndet om sit håndled istedet, og fokuserede i stedet på skjorten.

På sit andet forsøg i at få knapperne...eller hægterne som det egenlig var...til at passe, hørte hun hans stemme. Imens hænderne arbejdede med nærmest vampyrhast, kaldte hun igen mod ham..
" Her...herinde...vent lige ..to sek"
Satans til hægter...men skjorten var nu pænt samlet og afslørede intet, det var mere af...psykisk karakter..at hun helt ville være helt påklædt.

" jeg skulle lige friskes lidt op.Ville du ikke sove mere alligevel?" Spurgte hun lidt forvirret.
Hun håbede ikke at hun var årsagen til han var oppe.
Han skulle ikke tro...bare pågrund af de åndsvage fulge..at hun ikke var istand til at tage vare på sig selv.De havde overrasket hende, det var alt....så hvis nu han troede hun ikke kunne forlade bilen , uden at dø...så ville det blive en meget lang uge, mest for hende...men også for ham, da hun ofte stregede rundt...bare for at bevise at hun kunne.
Det var også årsagen til hun var stukket af fra Vladimir....det var jo ikke fordi han ikke behandlede hende godt.Han havde jo skånet hendes liv og det hele.
Men hun havde måtte bevise overfor sig selv...at hun stadig selv bestemte og at hun til hver en tid kunne forlade den bevogtede ' borg' - og derfor var hun stukket af.

Lyden af en stemme tæt på fik ham til at ændre retning og stod to sekunder senere ved siden af Millicent ved det lille vandløb. Han så stadig meget søvnig ud og hans hår strittede til alle sider. Han havde ikke rigtig ventet de to sekunder hun bad om, men det var nok mere fordi han var træt end så meget andet.
Så snart han nåede ud til hende knælede han ned ved siden af vandløbet og med et tilfredst suk dykkede han hele hovedet under vandet og op igen. Det skulle der til for at lægge håret ned. Han tørrede lidt af det kolde vand væk fra ansigtet, men lod ellers bare vandet fra hans hår løbe ned over hans t-shirt, han skulle alligevel skifte om lidt.

"Nu var jeg alligevel vågen. Jeg går ud fra at du finder noget mad, hvis jeg fixer et bål ved siden af bilen?" Han var mere klar i hovedet nu. Vandet gjorde godt og fik hans hjerne omdrejninger.

"Jeg smutter lige ind og skifter imellem træerne, så går jeg hen og laver det bål." Fortsatte han med et lille smil og samlede sine ting sammen for at gå ind imellem træerne. Hun måtte vel selv klare sig så. Hun havde trods alt sagt hun kunne skyde, så behøvede hun vel ikke hjælp.

HAn fik hurtigt skiftet til et par nye jeans og en sort sweater. Det var begyndt at være koldt ude og det var nok bedst kunne holde varmen. Så satte han af tilbage imod bilen.

" så meget for at gå pænt i snor" mumlede hun da Auriel dukkede op, inden den næste hægte var lukket.I stinktivt vendte hun ham ryggen og forsatte sit arbejde.
Igen fangede hun sig selv i at føle nærmest glæde ved hans selvskab, enda selv om ham kom på et tidspunkt hun lige havde bedt ham om at udsætte en smule.
Hun slog fast, at hun måtte have et forræderisk sind...eller hvilken del af kroppen hun tænkte med...hun nægtede at det var hjertet.Nægtede! Så derfor blev det sindet, da alle andre dele var helt uhørte også.Stædig kunne hun skam sagtens være.

" Mmm vandet er dejligt her" små sludrede hun og vendte sig igen, da hun var færdig...måbende stod hun og...ja, gloede- var vel ordet- på Auriel , nu med vådt hår og en semi gennemblødt tee.
Hun tvang sig til at se lidt væk og begyndte at samle sine ting...
" Jeg har set en bar overkrop før....og jeg lover ikke af dåne hvis du skifter bluse* drilled hun og smilede.

" mad...den klarer jeg" hun rakte ned efter sin bue og sine pile, og spændte også sin taske fast på ryggen.

" See ya honey" mumlede hun ironisk....og dappede afsted...væk fra sti og ind i mere tæt krat og skov.
Efter en 8 minutters hurtig vanden, havde hun fundet et sted hvor der var buske med efterårs bær...hun vidste ikek hvad de hed, men hun vidste at de smagte afsindig godt sammen med kanin.
Så hun begyndte at søge efter kanin eller hare spor, og da der var gevinst...satte hun sig til at vente...stille...lydløst.

.................. 1 time senere...........,,,

Fra hendes hånd dinglede en stk pelset og flået pænt stor .....fasan!

" ja...de små firbenet ville ikke frem i dag...men denne her spiddet på en pind og stoppet med dem her" hun rakte et lille klæde til Auriel, fyldt med bær..." Vil smage fortrinlig"

"Sure you have..." Drillede han hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Riiiight.".
Egentlig var grunden til at han ikke skiftede sammen med hende, ikke noget i stil med blufærdighed, mangel på selvtillid eller generthed. Der var bare det at han havde to store vinger der skød ud af ryggen på, og det var ikke ligefrem nogen han flashede med. Egentlig noget han helst holdt for sig selv. Der var kun en levende person ud over ham selv i denne verden der havde set dem. En person som det lige gik op for ham at han styrrede lige imod.

Bilen stod stadig hvor den skulle. Fast parkeret ud for buskende. Auriel kiggede sig omkring, Han måtte vel finde noget brænde ? Han gik ind imellem træerne igen og knækkede nogle grene af nogle døde træer. De burde være tørre nok.
Han samlede dem i en pyramide og kiggede stolt på sin kreation.
Et knips med fingeren og der var ild i dem.

*Hvor bliver hun aaaaaaf* Tænkte han sultent til sig selv, og undrede sig over hvordan det kunne tage så lang tid ! Han havde sat sig ved siden af bålet. Bare røgen nu ikke tiltrak noget? Endelig kom hun ud fra træerne og han rejste sig op for at gå hende imøde.
Fasan... Han kiggede et øjeblik på fasanen og var faktisk lidt overrasket over at hun rent faktisk havde nedlagt et levende væsen.
Han hapsede et af bærene og tykkede på den.
"Skønt ! Jeg går ud fra at du også kan finde ud af at tilberede?" Svarede han og kløede sig lidt fortabt i baghovedet.

Hun kastede et smil modelerret af ren selvsikkerhed af.
" Om jeg kan tilberede? Tsk....jeg er kvinde, er jeg ikke?"
Hun hyggede sig lidt ved sine egne ord....hun kunne tilberede kød....og kød...og...lidt andte småting....men de store kulminariske rettet og elegang bagværk...forget it.
Hun var måske all female, med ingen lille housewifee, ha! Men det kunne Auriel jo ikke vide noget om.
Millicent søgte kort i området og fandt en tilpas tyk pind...det ville kunne tåle at blive grillet.
Hun gennemvædet den med vand og forcerede fasanen , efter at have stoppet den til med bær og en smule urter hun også havde i sin taske, ned over den lille kæp
" Hvad piger dog må lide..." Små jokede hun imens og hentede så endu en øl, fra Auriels fine jordbærtaske.
Hun hældte det udover fasanen og dryssede den endelig til med salt...så var den klar.
" Her daddy, put den over ild" sagde hun og mente at så måtte han finde ud af af få den til at flagre over bålet.
Der lå en del store sten i morådet, de kunne bruges til at bygge noget op med, og holde den fast, ville hun mene.

Bålet var hyggeligt....hun plejede ikke at kunne finde ud af at lave ild, og derofr næd alle andre af hendes vildt, men sjælden hende selv.Hun spiste så det bræd hun kunne få i bytte.
Hun hev et flytes op af hendes rygsæk...." Vil du have det lunet eller spise det koldt til?"

Hendes blik havde meget svært ved ikke at kredse omkring ham.
Hun var begyndt at spekulerer over, om det nu også var fair at give hans aura hele skylden for det.Hun var ret sikker på en del af ansvaret lå hos hende.Hun rynkede brynene ved denne tanke.

"Jeg begynder at tvivle faktisk" Grinede han og kiggede sig omkring efter noget at sætte pinden op med. Hun virkede da rimlig fern til det. Han havde aldrig selv tænkt på at gøre pinden våd, så den ikke skulle brænde.

"To sekunder, jeg finder lige noget at sætte den over bålet med." Svarede han og begav sig hen imod træerne. Alt imens han overvejede snart at købe flere øl, med hende med ville det nok blive nødvendigt. Hun brugte det jo som både drikke og spise!

Lidt efter var han tilbage med 2 pinde. Hver med to grene der stak op. Der kunne fasanen nok godt sidde i.
Han stak grenene ned på hver sin side af bålet og satte 'spydet' med den kryderede fasen op på dem. Skulle man så vende den eller hvad? Det lod han bare hende om.
Hans mave rumlede og så snart hun kom med flutes hapsede han et og proppede et stort stykke i munden.

"Goldt' ar fint.." sagde han lidt kryptisk med munden fuld af brød.
Han stjal et blik på hendes lange gyldne lokker der virkede underligt tiltrækkende. Han slugte sit brød.
"Det klær dig... Med håret nede" Sagde han ligeud og skød hende et smil.

" perfekt" roste hun , da han vendte tilbage med de grene
der nu skulle agere grill stativ.
" der er meget bedre end sten, fordi vi kan vende fuglen som vi nu ønsker det, uden at skulle rive ned og bygge op hele tiden." Du er et rent naturtalent" hun klappede ham på skulderen, og trak så hagen lidt ind, da hun så på ham med et ubesvaret spørgsmål i sine øjne.
Hvorfor virkede han varmere end hende hele tiden? Ikke bare når hun var kuldeskær , men også nu? Hun samlede sine hænder og mærkede efter...nej, de var ikke spor kolde...og alligevel var han meget mere varm. Hmm.

Spyddet med piphans hang nu pænt, og Auriel havde munden fuld af brød.
Millicent sad og pillede i et stykke brød, men var faktisk ikke helt sulten.Det var en lidt kedelig secondær gevinst ved a flå en fugl og se på al det blod .Det tog liiige toppen af appetitten.Den skulle nok dukke op igen , men lige nu var den undercover.

Millicent skulle lige til at sige, at hvis han mente der var tid...kunne hun efter morgenmaden..se om hun kunne nedlægge noget mere.Så havde de selv mad til senere og måske lidt ekstra de kunne bytte og handle med, ved den næste by?
Men Auriel lukkede hendes mund, simpelt og effektivt med hans kompliment.
Hvis øjne kunne tale, ville hendes hviske 1000 søde ord til ham, med de kunne de ikke og hun priste sig lykkelig over dette fact.
Nu kunne hun da beholde lidt værdighed , hvis man lige så bort fra hendes øjne sikkert lyste op og en svag næsten usynlig nuance af rosa beklædte hendes kinder.Det væreste var...at hun selv fik en vild trang til at løbe hendes hænder gennem hans hår...ikke som en rutinepræget gengældt kompliment, men fordi hun virkelig havde lyst til at røre det.
" Øh..tak.." Hun så ned på sit håndled hvor elestikken endnu sad....og hun smilede.
*En lille smule heldigt at det drillede i morgens, haha...pas nu på min pige* lød stemmen inden i hendes hoved.

"Jeg ved det. Det må være noget medfødt " smilede han og drejede alligevel lidt på spydet. Han hapsede en bid mere af brødet. Dåsemad mættede bare ikke vildt godt, og han var hunde sulten.

"Selv tak." Svarede han og slog sine gyldne øjne hen på hende. Et sted oppe imellem de skyer der ellers altid erobrede himlen skød en lille solstråle igennem, og han kiggede overrasket op. I denne verden dækkede støvskyer næsten altid himlen. Det var sjældent man så solen i andet end de farver den afgav bag ved skyerne, men det var tydeligst når solen stod og når solen gik ned.

Solen fangede hans øjne og lyste dem op, men også blændede ham en smule. Så var den væk igen. "Hvor er din familie?" Spurgte han pludselig. Han havde hørt lidt om faderen, men ellers ikke noget.

// mine venner tilgiver dig aldrig dette :P //


Et øjeblik, ganske lille i det store sammenhænge- men længe nok til at mærkes som en evighed , når man som hun blev taget til fange, af de mest fængslænde øjne hun havde set ind i.
De var som flydende karamel iblandet guldstænk og de fik hende til at miste fokus...fuldstændig.
Hun havde set på ham, ind i dem før..men hun havde nok haft paraderne oppe, og lige nu ...i et afslappet øjeblik..havde han fanget hende hende med dem skødesløst nede, og så BANG.
Hun glippede med øjnene et par gange og det næste forunderlige skete, en stråle af lys, af varme...en fangearm af solens der indgød håb ramte ned på dem...nok mest på Auriel, og i det sekund var det som selve solen kom til live i hans øjne. Og hun måtte blinke igen.
" My God....selv solen elsker dig, hva?" Mumlede hun og rystede lidt på hovedet.
Det var ikke hverdagskost at se den efterhånden, og derfor virkede det både overvældende og humørløftende når det skete.I hvertfald på hende.

Måske var det også derfor hun afslappet besvarede hans spørgsmål og hendes familie? - eller måske havde hun bare lyst, der var jo en første gang for alting, ik.
Normalt var hun mere tavs end end en gravsten, når snakken faldt på , især hendes mor.
" ja..som du ved er min far væk, og hans del af familien , engle slænget , aner jeg intet om." Hun trak på skuldrene, så det udelukkede ligesom en farfar eller mormor at hygge med søndag eftermiddag.
"så er der min mor..Maria hedder hun. Hun arbejdede som reklame konsulent, indtil ...hun blev syg, og nu ....ja...nu laver hun ikke så meget mere"
Det var egenlig ikke fordi hun var flov over sin mor, at hun i første omgang fravalgte at fortælle at hun var psykisk syg, det var mere....en slags beskyttende følelse, et forsøg på ikke at udstille morderens pinsler og til tider nærmest sindsyge handlinger, som dengang da hun havde forsøgt at sætte de 12 spise gaffler fast i sit lår....og da Millicent efter næsten en times samtale , endelig havde fået hende til at forstå at det måtte hun ikke - og Maria havde lovet aldrig gøre det igen, for så at jagte Millicent rundt i deres lille stue med den hensigt at sætte dem fast i Millicents lår, ingen havde jo nævnt at det var forbudt?!
Millicent sukkede og forsvandt lidt ind i egne tanker.Hvordan mon hun havde det nu...hendes mor?

//Jeg ved det, men så må de kæmpe for det ikke ? xD //

Han hostede svagt og kiggede ned i jorden med et sagligt smil. Han havde en underlig mavefornemmelse. Mere fred med sig selv end han havde haft længe. Og solen bakkede ham vel op. Som et kys fra himlen og sagde 'Det blir' okay'. Men han kunne ikke tillade sig selv at slappe helt af. Ikke endnu. Ikke før han havde rettet op det hele. Han havde bare inden ide om hvordan.

"Nah, men vi har vores øjeblikke" Svarede han fraværende og kiggede opefter solen der allerede var væk igen. Han så på hendes skikkelse igen, og lagde hovedet på skrå. Han måtte til at tage sig sammen. Vågne op fra den drøm han havde kørt de sidste 12 timer. Der var bare noget facinerende over hendes uperfekte hår og væremåde, som han fandt.. perfekt? Stunning at least.

"Kræft?" Gættede han ud i det blå. "Bor hun i Miami? Hvis du vil kunne vi godt besøge hende?" Forslog han. Mere end nogen anden vidste han hvor værdigful tiden med sine nærmeste var, for pludselig var de væk.

// :P


Hvorfor undrede det hende ikke? Hvis nogen kunne have en relation til selve solen,himlen eller måske sågar stjernerne, så måtte det vel være ham.
" sådan er det...lykke kommer i glimt" smilede hun til ham , tværs over det lille bål.
Hun drejede en smule på spyddet, så varmen nu slikkede koncentreret , et andet sted på fuglen.
Millicent ånede dybt ind....hun kunne jo vælge at lyve og bare svare ja, det var jo ikke fordi han nogen sinde ville finde ud af det, eller møde hendes mor, vel...but still, noget ved ham bød hende at være ærlig , nu h or det ikke avre handlede om en eventuelt mafia kæreste, men om hendes mor.
" Ikke kræft, nej....det er mere...hun har ligesom mistet forstanden." Hun så væk fra ham og ned på fuglen, der lod sig grille.
" Istarten var det små flig af besynderlig adfærd...men det udviklede sig....og de sidste år har hun nærmest levet i sin egen verden.Meget af tiden ligger hun i sengen, og resten rumsterer hun i huset og laver...gud ved hvilke ulykker" sagde hun stille.
Der var en lille pause....så kiggede hun igen ind i hans øjne....og et lille stik af smerte gav ekko i hendes bryst.
Hvorfor gjore han det? Tilbød hende at tage hende til hendes mor? Og...han havde enda sagt ' vi' .
Ville han tage med...gå med ..ind? Hvad var hans bagtanke?
" Hun har intet af værdi" røg det ud af Millicent, hun havde levet så længe i forsvarsposition eller angrebspisition, så det at bare tage imod var lidt rustent.Hun fortrød med det samme, vidste instinktivt at Auriel bestemt ikke var sådan.
" Miami...ja. Gider du virkelig? " hun så helt henført på ham..." Det vil jeg virkelig gerne, jeg savner hende...og er en smule bekymret".

"Måske har du ret. Lykken kommer i ganske korte glimt, og man opdager ikke den var der før den er væk igen." Svarede han, men smilede tilfredst, til trods for at det nok ikke var dte mest positive udsagn. Når det kom fra ham var det positivt.

"åh..." Lød det fra ham og fortrød næsten han havde spurgt. Der var den der ting med folk der havde psykiske lidelser. De kunne ligesom se igennem ham. Se at han ikke var 'normal', den forstand der fik 'sane' folk til at tænke det nok bare var dem. Det havde de mennesker ikke. Han sank en usynlig klump i halsen. Selvfølgelig kunne de ikke se præcis hvad han var.

Han svang blikket over på hende og kiggede uforstået på hende. "Værdi? Seriously? " Han rystede bare på hovedet. Lidt skuffet, men han håbede ikke det kunne ses. Selvfølgelig var det sådan folk var her. Han havde bare troet, måske håbet, at hun havde set lidt anerledes på ham.

"Jo da. Det vil nok ikke tage mere end halvanden time at køre tilbage. Lad os køre så snart vi har spist så." Sukkede han og prøvede desperat at kigge i alle andre retninger.

" selvfølgelig har jeg ret....man skal bare være meget tålmodig, så skal den nok dukke op og skinne" smilede hun og kiggede lidt op på himlen, der nu igen var skyet som vanligt.
Hun så igen på Auriel og han så ud til at...havde det godt, hvilke gav hende en sær tilfredsstillende følelse i maven og fik hende til igen at kaste sig over fuglen,der ændrede grillstilling.

Omkring hendes mor,skete der noget med ham...en lille ændring...en enkelt streng på guitaren der ikke var stemt korrekt, og derfor ikke lød som den burde.
Millicent så på ham og prøvede at få ham til at forstå.Der var mange der veg tilbage fra dem der sagde og gjore underlige ting, de var vel....utrygge og måske enda bange for dem.Og efter gaffel episoden, havde Millicent også haft en smule svært ved at sove...og det var enda hendes egen mor!
" Auriel...hun gør ingenting....ikke mod dig, jeg lover dig det....ellers så har jeg min bue" forsøgte hun at tage lidt af spændningen af, ved at joke.

Om han blev skuffet eller måske vred over hendes bemærkning, kunne ikke ses på ham.
Tilgengæld åd hendes samvittighed hende op indenfra.
For helvede da...havde han ikke både sørget for handsker til hende, tag overhovedet, transport til Las Vegas og nu tilbudt at køre hende for at besøge sin mor? Og hvad var så takken?
At blive beskyldt for at ville stjæle.
* Du er så god... Du er simpelthen uovertruffen ...med en bue....og til at fucke up!* sagde stemmen både hårdt og hånligt.

Millicent...overskred en grænse, sin egen og sikkert også hans, da hun kom på benene, gik de få skridt over til ham og knælede foran Auriel.
Lige nu ville hun bare sikkre sig , at han forstod hun ikke tænkte sådan om ham.
Det havde været en instinktiv handling....en der sikkert havde været berettiget på de fleste...eller mange...men absolut ikke ham.
" Undskyld....det var absolut ikke min mening....j-jeg ved godt at du aldrig ville gøre sådan noget. Undskyld...du har ikke været andet end god ved mig, det er bare så...nyt og forfriskende, og jeg stoler på dig, okay?" Hun forsøgte med at lille smil, da hun lagde hænderne på hans knæ og skubbede sig op igen.

Mon man et sted uddelte medaljer til dem der jokkede i mest spinat?

Han havde aldrig været bange for nogen mennesker. Det lod hun til at tolke. Det var jo ikke forid han ikke kunne forsvare sig. Det var bare... Sidste gang han havde så meget som bumpet ind i en psykisk syg person på gaden, havde personen råbt op om Messias og herligdom. Ikke ligefrem en god episode.

"Det er jeg skam heller ikke bekymret for" svarede han roligt og trak på skulderen. Hvis det kom helt ud i det ekstreme kunne han jo bare fordufte.

Han spærrede øjnene lidt op da hun pludselig sad foran ham. Hun var meget tæt på. Han sagde først ikke noget. HUn burde tænke sådan. Han kunne sagtens snyde hende og røve hende for alt hun egede og efterlade hende på en landevej hvor zombierne snart ville fange færden. Sådan var denne verden.
"Nej det er okay. I denne verden er der behov for sådan en tænkning. " Svarede han bare og smilede skævt.

Nå ja, hun prøvede da fint nok. Og da hun rejste sig igen, ramte den søde duft ham igen.
"Er den ikke snart færdig?" Mumlede han og kiggede surmulende på fasanen.

Hun holdte øje med hans reaktion, og hun nikkede lidt for sig selv, da han tilsyneladende havde accepteret den.
Fint!
I princippet kunne hun være komplet ligeglad...tage imod hvad han tilbød og være parat til at forsvare sig, skiftede han retning.
Men så skulle hun ændre hvem hun var, og det så hun ingen grund til at skulle indlede sig på.
Hun havde ryddet pænt op, efter det rod hun havde lavet og satte sig derfor tilbage igen.

Men det var åbenbart ikke slut med det...hvorfor i al verden lød han nu...sur? Argh...mænd!
De var do definationen af umulighed, var de ikke?
" Øh...jo..den er vist klar.Nogle tallerkner eller noget vi kan bruge- og noget at skære ud på.." Bad hun imens hun fiskede sin kniv op af tasken...og lod flammerne slikke op af den i en rum tid, for at dræbe eventuelle bakterier, da den var blevet brugt til arbejdet med også den ferske fugl.

Når Auriel havde givet hende noget anvendeligt underlag, bukserede hun fuglen af spydet og skar den ud.
" håber du kan lide den " sagde hun lidt trykket, da hun lagde et stykke bryst på hans tallerken, hun forstod ikke den surmulende tone.Hun havde jo undskyldt.

"Du har da bare alt i den taske har du ikke?" Sagde han da hun hev en kniv frem fra tasken, men rejste sig hurtigt for at hente tallerkner og... Ja endnu en tallerken , for han havde vidst ikke skærebræt.

"Her." HAn rakte hende en af tallerknerne. "Jeg havde ikke lige andet" Han rystede på hovedet af sig selv. Håbløs kok.
"Undskyld, jeg er bare sulten" Mumlede han og smilede til hende. Og træt. Han var stået tidligt op. Tidligere end han plejede anyway.

"Lad os skynde os at spise så vi kan komme videre så" Bekendtgjorde han og hapsede noget fasan af det hun havde skæret ud, og tog en ordenlig bid selvom den var varm. Overrasket over at hun egentlig havde lavet noget godt, selvom det nu så meget prof ud.
"Jeg hader at indrømme det, men det er faktisk det bedste jeg har fået i lang tid" Grinede han og tænkte at så kunne han da f¨god mad et par gange denne uge.

Millicent kastede et blik på rygsækken.
" joo...eller det helt nødvendige, kan man sige.Modsat dig rejser jeg til bens og med vilkårlige transport midler, så jeg er nød til at have alt med mig.Så den er nøje pakket kan du tro.
Jeg var ellers meget fristet til at have to store kufferter med mig, tøj...du ved...make up...accesories..." Drillede hun..." Men det viste sig rimelig upraktisk, når man skulle udløbe zombies og andre ting , med dem i hånden"

" Dejligt du er sulten...bare tag for dig" selv spiste hun et lår,det var rigeligt....og hun var ivrig for at komme afsted.
" Det er fint hvis vi kør bagefter...hjemme kan jeg hurtig nedlægge mere mad, der ved jeg precis hvor de er.På nye jagtmarker, tager det altid længere tid for mig" forklarede hun.

Hun blev glad...faktisk ret glad, over han kunne lide det. Både fordi hun så kunne betale ham lidt tilbage, for hans venlighed.Men også af helt egoistiske grunde...hun ville gerne gøre ham glad ..og tilfreds.
Hvad var det for en behagesyge hun led af? Nå...men kendte man hende ret, ville den hurtig klinge af, hun var ikke just typen på det.Normalt.

Han trak på skulderen. Han foretrak nu at kunne sætte sig ind i bilen, frem for at løbe fra zombier, men så igen, han plejede altid at samle så mange af dem han kunne og brænde dem op. Jo flere væk jo bedre.

Han spiste hurtigt og en masse. Det var rart at slippe for lunken dåsemad, og kunne mæske sig i vildt. Efter 10 minutters spisning fik de hurtigt pakket sammen og sat sig ind i bilen.
"Ja tak for mad. Jeg kan mærke at det ikke er sidste gang du laver mad" Smilede han og satte bilen tilbage i kurs mod Miami.

"Jeg håber ikke din mor ikke kan lide fremmede. Ellers kan jeg godt blive i bilen hvis det er" Sagde han til sidst og kørte en hånd igennem det mørke hår.