[Uafsluttet]Du er nu min fange(Dust + Prismia)

Tid: aften
Sted: the forbidden forest
Omgivelser: naturlige
Vejr: fornuftigt

Endnu en tur til en magisk skov, der på så mange måder adskilte sig, fra en hver anden skov her i Amerika, grundet dens farverige natur, der så karakteristisk skilte sig ud. Der var endnu ikke nogen der helt konkret kunne forklare, hvorfor denne skov havde helt andre farver, end nogen anden normal skov, men mange var dog enige om, at stedet stadig var meget smukt. Dust havde ikke været i denne skov, siden dengang han tog herud for at finde Cheshire, en butted filurkat med et humør som en glad tosse, og som han havde kendt igennem lang tid, og mange tider. Nu var Dust vendt tilbage til denne smukke skov, i forbindelse med en opgave han havde taget, der påkrævede at han skulle bruge en sirene, og det bedste laboratorie han havde til den opgave, lå tilfældigvis gemt under the forbidden forest, hvor han også havde hørt at en sirene skulle have slået sig ned for tiden, i det flod område der passerede igennem denne skov.

Op af jorden steg en mørk skikkelse, der først så ud til at være lavet af sand, men efter han trådte op af jorden, der blev efterladt urørt af at han var kommet op af den, kunne man se at han lignede mere en hærdede forbryder iført sort løst tøj, et stort tykt læder bælte, med et sølv dødningehoved bæltespændet der havde rubin øjne, og 3 daggerts siddende i bæltet, en sort long coat udover hans magre krop, og på hans ryg bar han Samehada og Kiba sværdene, som han fandt mest brugbar, til indfangelsen af et væsen der mest levede i vand.
Dust så sig roligt omkring, med hans følelsesforladte og blodrøde øjne, for at orientere sig om hvor han befandt sig henne, i forhold til hvilken retning han skulle hen, før han begyndte at gå mod den nærmeste flodbred. Han regnede med at sirenen, måske ville afsløre sin position ved at synge, når hun fik øje på ham, men hvis det ikke var tilfældet, måtte han jo bruge sine jæger instinkter til at finde hende. Han stoppede da han nåede ned til bredden, og så på vandet der bevægede sig dovent forbi, de sidste stråler fra solen der var på vej ned, genspejlede sig i vandets overflade, og lyden af nogle enkelte fugles sang kunne høres rundt omkring, her satte Dust sig ned, og begyndte at lytte efter om der var nogen sirene sang at høre.

Prismia sad på bunden af floden og kedede sig reelt ret meget lige nu. Med et suk lod hun kammen lavet af koral glide gennem det nærmest lysende platinblonde hår endnu engang. Der skete bare ingen ting på det her sted lige nu. Der kom aldrig nogen forbi, hendes undersåtter var ved at være ret udsultede, og de kedede sig allesammen lige så meget som hun. Pludselig opfangede hun dog bevægelse fra overfladen....sådan lige omkring flodbreden. Et skævt smil trak i hendes mundvig....stakkels lille overfladevæsen. Langsomt begyndte hun at svømme mod overfladen, som hun kort efter brød gennem.

I begyndelsen lagde hun ikke mærke til nogen, men efter at have kigget lidt rundt fik hun dog øje på en høj skikkelse i en lang sort frakke. Hans øjne lyste blodrødt i mørket. Sikke en skummel type. Når, men det kunne sådan set være lige meget, hvordan det stakkels overfladevæsen så ud, hvis alt gik som planlagt, skulle han dø lige om lidt. Hun smilede, lukkede øjnene og gav sig til at synge.

Til at starte med skete der ikke så meget, Dust sad blot der og ventede i naturens lyde, men så efter få øjeblikkes venten, var der noget der brød vandoverfladen, et menneskelignende væsen der kun kunne være sirenen, og det blev bekræftiget da hun så ham, for hun begyndte straks at synge en sang, der virkelig lokkede ham til at gå ud i vandet. Men der var 2 ting der hjalp med at lade være, hans viljestyrke der fik ham til at kæmpe imod, og hans bevidsthed om at han ville drukne på stedet, fordi han havde spist en djævlefrugt. Langsomt rejste Dust sig op, mens han ihærdigt prøvede at ignorere hendes sang, og sand der føjede hans vilje hævede sig omkring ham, og begyndte at svæve mod sirenen, mens noget andet af sandet formede sig som plader, som Dust kunne gå på, mens han gik hen imod Prismia.

"Bare drop dit forsøg på at synge mig til underkastelse, jeg er kommet her for at indfange dig, så jeg foreslår du overgiver dig nu, ellers vil jeg fange dig med vold!" sagde han bestemt, og stoppede på en sandplade der svævede, et par meter væk fra Prismia. Sandet omkring ham svævede faretruende mod hende, klar til at pågribe hende, hvis hun valgte at være modvillig overfor ham.

"Så det du beder mig om er altså at lade sig gå fri og lade mine tjenere sulte og tilmed tage med dig, som en fange?" Spurgte Prismia med en form for ophøjet ro, der ikke rigtig passede til situationen, hun lige nu befandt sig i. Hun så på den rødøjede mand og smilede sødt til ham, et nærmest drømmende smil. "Jeg må indrømme, at jeg til en vis grad beundre din viljestyrke stakkels lille overfladevæsen," så hun med en stemme, der klingede som sølvklokker og underbevidst lovede alt muligt, der ellers virkede uopnåeligt. Hun så sig omkring. "Hvad er det i væsner finder så ret ved jeres tørre hjem? Jeg fatte det simpelthen ikke, det ville være så meget lette for dig, hvis du bare sluttede dig til os her nede," sagde hun og lod ubevidst sine slanke blege fingre glide gennem det lyse hår, som hun flettede med forbavsende hurtighed. "Men hvis jeg nu tog med dig, hvad er der så i det for mig?,2 spurgte hun.

"Nej det jeg beder dig om, er at følge stille og roligt med mig, fremfor at blive fanget med vold, det vil spare mig for noget tid, og så kan du undgå at dit folk kommer unødvendigt til skade!" sagde han roligt, og trak sine Kiba sværd(se forklaring i profilen) der lyste op, da elektriciteten begyndte at strømme igennem dem. Hvis hun tænkte sig lidt om, ville hun vide at hvis disse sværd rørte flodens vand, ville strømmen i dem sprede sig ud i vandet, og riste alt levende i en større omkreds omkring dem "Hvis dine såkaldte tjenere sulter, så kan de spise af mine fanger, det ikke lige just svært at skaffe levende og menneskelignende væsner!" hans sand begyndte at svæve ned mod hende, mens det samlede sig til en slags båre lignende plade, som hun kunne kravle op på, hvis hun altså frivilligt gik med ham.

"Der er skam intet stakkels over mig lille sirene, jeg er en af de største levende trusler på jorden, så det er nok det sidste jeg er!" sagde han roligt, og gik ned i knæ for at se nærmere på hende "Jeg bliver heroppe af samme grund, som du bliver dernedde i vandet, fordi det er sådan vi er indrettet! Det burde virkelig ikke være så svært at forstå! Og hvad der i det for dig? Hvad skulle der være i det for dig, når jeg bare kan tage dig med mig, hvis det er det jeg vil?"

"Aha, så det er sådan vi leger nu hva?" spurgte hun tørt. "Du kan da umuligt have særlig mange venner," fortsatte hun, imens hun kravlede op på den underlige sandplade. Kortvarigt forsvandt hun i et sølvfarvet glimt. Da hun kom tilbage var hendes hale erstattet af ben, og hun var iført en lang lyseblå kjole. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til ham. "Såååå, hvem har sendt dig for at få fat i mig og, hvad skal disse utvivlsomt irriterende typer bruge mig til? Er det forskning igen?" spurgte hun og tog et par vaklende skridt frem. Af en, der virkede meget elegant i både udseende og påklædning var hendes bevægelser ikke videre graciøse, men dette skyldtes blåt det faktum, at hun ikke var skabt til livet på landjorden. "Min slags blev fremstillet i laboratorier, de fleste af fortællingerne om sirener er det pure opspind, vi startede som clomans...du er en blandning," hun trak vejret ind gennem næsen. "En meget usædvanlig blanding endda...engel og dæmon," hun smilede smørret til ham.

"Hvem siger også, at jeg er ude på at få venner?" spurgte han roligt, og rettede sig op mens hun kravlede op på sand pladen, og skiftede fra hale til ben "Jeg er jo kun en afskygelighed i de fleste væsners øjne, og både engle og dæmoner er ude efter mig i forvejen, så det ikke lige just nemt nok til at starte med!" sandet der holdt dem oppe over vandet, begyndte at svæve mod det sted han var kommet fra, og selvom hun nu havde ben, så det ikke ud til det var noget hun var særligt vant til, så da de kom ind til bredden, formede sandet sig under hende så hun blev placeret i en siddende stilling, og blev båret efter ham, mens han selv trådte ned på jorden og begyndte at gå ved siden af hende.

"Dem der sendte mig var kvindelige kriger typer, og de har ikke sendt mig for at fange dig, de hyrede mig til at skabe en genstand, der kunne skabe forvirring i en fjendtlig lejr, og siden din sang kan gøre den slags, så kom jeg efter dig!" sagde han roligt, og fremdrog en cigar, som han tændte og tog et par hvæs af, før han sagde noget igen "Jeg ved hvordan din art blev skabt, jeg har nær studeret det lidt, og man må sige at jeres skabere nåede langt, med lidt magi og teknologi sat sammen! Men hvor jeres skabere nåede til, der kan jeg udvinde lidt af jeres art, uden at gøre endvidere skade på jeres eksistens!"

"Well hellere kvindelige krigere end en helt masse andre typer," sagde Prismia med et nærmest dødt ansigtsudtryk, imens hun svævede af sted ved siden af manden i den lange skumle frakke. "sååååå, du har altså reaseached huh? Det forbavser mig, at du kunne finde noget, det forskningsprojekt var top hemmeligt og, hvad angår forskerene så lad os bare sige, at eksperimentet gik lidt for vidt," hun lo lidt en fin let latter, der nok ville have lydt sød, hvis man ikke havde den ringeste anelse om, hvad hun mente. "De var virkelig ikke særlig kloge, når det kom til stykket de forskere, jeg mener, de overvåget os så længe, og de havde ikke den fjerneste ide om, hvad vores naturlige diæt var, tsk sikke en skam for dem," hun rullede lidt med øjnene og smilede et overbærende smil. Hun lagde hovedet på skrå og studerede indgående Dust med et smørret smil på læben.
"Nå, skumle rødøjede sirenefangende mand i en sikkert meget varm frakke, hvem er du så? Du kan vel godt se, at jeg ikke kan blive ved med at kalde dig det?," sagde hun i en spørgende og på sin vis drillende tone.

"Jeg har mine måder at skaffe informationer på, man starter bare med alle rygterne, de indeholder altid et gran af sandhed, så går man videre til computer arbejdet, og skam hacker alle steder der kunne have interessante informationer!" forklarede han roligt, og stoppede op da de var kommet til det sted, hvor Dust var kommet op af jorden tidligere "Jeg har efterhånden lært mange måder, hvorpå man opspore informationer om andre væsner, og da jeg lige som vidste det jeg skulle bruge, var i ret nemme at følge, i efterlader trossalt et spor af forsvundne væsner, og lig på bunden af havet!" han samlede hende op fra sand pladen, og holdt hende så hun ikke rørte jorden.

"Hold vejret!" sagde han roligt, og begyndte at sænke ned igennem jorden med hende, og fortsatte sådan omkring 100 meter, indtil de kom ned gennem loftet på hans forbidden forest hideout, hvor han elegant landede på gulvet, blot for at gå hen til et bassin der stod i hans laboratorie, der var 2 tredjedel af hendes højde, og hvis hun var i midten af bassinet var der lidt over en armslængde, fra hende og ud til kanten, og så var hele bassinet lavet af skudsikkert glas "Her kommer du til at være, mens jeg arbejder på redskabet, når du skal sove kommer du over i et stort akvarie! Jeg sender en bekendt ud til der hvor jeg fandt dig, med nogle menneskelignende væsner, så dine tjenere kan få noget at spise, imens du er fanget her hos mig!"

"Og mit navn er Dust, det er korrekt jeg er en engel og dæmon blanding, og velkommen til dit hjem for det næste stykke tid!" sagde han roligt, mens han sænkede hende ned i bassinet i hans laboratorier.