Dance for life, dance for death, dance for someone.... (Millicent)

Påtrængende larm, tjekkede melodier og svingende ben... Nærgående stemmer, smilende latter og kastende kys på kinder og munde... Regnbuesnuancerede tøj, farvestrålende lys og lokkende mad... Glimtende smykker, kønslige feromoner og masende albuer... Ødelagte sjæle, hungrende lyster og befriende kærlighed....
Det kølige glas var midlertidigt det eneste harmoniseret i Crasies kaotiske sansehav, som blev abnormt meget påvirket af alle de mange sanseindtryks. Kirsebær røde læber greb fast om kanten og lod den gyldne væske falde, som det havde været søuhyret imod en lille robåd, i hvert fald var den gyldne og aromatiske væske væk.
En rysten på hovedet og verden syntes at være en smule mindre kaotisk, eller måske var det bare en osmotisk effekt forårsaget af den kære væske, hvor væskens kemiske kaos udlignede verdens kaos... Eller måske var hun bare træt.
Ametyst lilla øjne faldt på sine omgivelse igennem en stor smuk, men vældig tykt hår, som lå som en løves majestætiske manke. Gud hvor var hun glad for hendes hår lige nu, den gav hende den betryggende hættelignende fornemmelse.
*Hold nu op Crasie, det er jo meningen, at du skal hygge med folk, socialisere dig! Ikke noget med at gemme dig som altid, der var en grund til at jeg forbød din hætte, den skræmmer folk og plus isolerer dig selv*
Crasie smilede for sig selv, mens hun hørte Isabella med en mere streng stemme inde i sit hoved. Bod bartenderen troede, at hendes reaktion var forårsaget af et eller andet med ham, men Crasie måtte komme med en undskyldende forklaring om, at det ikke involverede ham, hvilket var sandt, men ikke når hun undlod den detalje, at hendes morende smil var forårsaget af en stemme i hendes hoved.

Rundt snurrede hun elegant af den primitive barstol, hvor folk ellers stod i kø omkring hende og straks kastede sig over den frie barstol, og nu opdagede hun endnu engang, hvor glad hun faktisk havde været for at have haft siddet på den primitive og halvt vippende barstol.
Normalt skulle mennesker passe på, at når albuerne slyngede omkring med de dansende kroppe, så ville de have chancen for at ramme en i maven, i Crasies tilfælde var det i hovedet.
Derfor holdte Crasie sig også på fortovet med sin krop på lige de ca 145 cm, stående og studerende på de mange mennesker og såvel væsner, som hyggede og dansede midt på gaden med en herlig lokkende musik. Selv Crasie kunne ikke benægte, at hendes krop instinktivt ville danse med.
De sorte behandskede hænder holdte trygt omkring den sorte lange stok, som endte i en beskyttende sølv spids og i hovedet, som var gemt under hendes behandskede hænder, endte den med et panterhoved med fine små udskårede tigerøjesten belagt i dens øjne og en grøn jadesten i  dens gab.

Hånden gled igennem hendes manke af ravnesort hår og hendes fine sorte tophat blev rettet på plads, hvor hendes milde runde ansigt blev blottet for de mange festlige lamper og lys, og hvor de lysende ametyst øjne var endnu tydeligere.
*Hvordan skal jeg nogensinde kunne danse i den mængde der?*
Spurgte Crasie i sig selv, og hvor normale folk intet svar ville få tilbage andet end deres egne tanker, så kom den sødmefyldte og charmerende stemme frem.
*Hey det er ikke mit problem, jeg ville jo ingen problemer have haft, vel?
Sagde Isabella drillende, mens hun sank dybere ned i bevidsthedenshav til der, hvor grænsen mellem det lysende bevidsthed og ulmende ubevidsthed lå.
Crasie måtte indrømme for sig selv, at faktisk havde hun lyst til at danse for en gangs skyld.. Måske skulle hun bare vente til, når de satte en mere lavpersonsvenlig sang, måske kom der en folkedans her snart?
The new Miami var især kendt for, at de havde bevaret og opfundet mange nye slags folkedanse for at blandt andet holde på moralen siden den store krig. Især electro jazz var det helt store hit.
Måske var det derfor, at hun alligevel havde valgt dette tøj? Crasie fortrak tøj, som skjulte hende, gjorde hende anonym, men crasie kunne ikke benægte at hun elskede dette tøj. En sort smuk elegant gentlemans agtig og dog alligevel enorm kvindeligt jakkesæt smøg omkring hendes krop, hvor den mørkegrå skjorte gik i godt sammenspil med det sorte slips og jakke. Tophatten var en af hendes dyrebare og selvfølgelig slap hun aldrig sin kære sorte stok med meget fine aftegninger af lilla "blodåre".

Kjolen fra hendes rygsæk.

Det var som at blive trukket op af en mørk hat , og plantet direkte i et festfyrværkeri af et eventyr. Et indbydende kapitel  pyntet med glitter , guirlander  og gajol shots.
Tankerne i den blonde kvinde luntede hen til en meget gamle film med Mickey Rouke , Vilde orchideer .
En meget sexet film, med en del åndeløse scener fra gade fester hvor der var flere kvinder iklædt små korte kjoler og iført smukt dekoreret  masker, hvilke gav et dekadent præg over hele  scenen. Ligesom nu, kunne de nysgerrige øjne konstaterer, som de sugede hele gade billedet grådigt til sig.

Hun havde altid fundet den slags masker både sensuelle og spændende, lidt som kvinder dressed a little male like. Måske var det bare ideen om at man kunne dække noget, skærme sig fra noget - uden egenlig at skjule noget som helst ? Et lille lækkert paradoks.
Selv havde hun trukket en kjole op af rygsækken , og et par aften pumps og lige nu kunne hun kysse gud og hver mand , SÅ glad var hun over at hun ikke have kasseret ideen med at tage det med sig, da der var temmelig meget pladsmagel i rygsækken!
Nu lå den dog gemt, og hun havde bare sin lille håndtaske med.

Duften omkring hende var krydderet .  De store opsatte grill boder fristede unådigt  ganen og  var klart stimulerende,  for man fik lyst til at sætte bisserne i en af de store grillede koteletter .
Hun sank lidt mundvand . Der var egenlig ikke  andet end røde tal på den økonomiske bundlinie, så der skulle ikke frådses.
Alene at unde sig selv en fest , var nok lige i overkanten, men .....all Work and no play makes .....a hell of a dull life for a young Woman,soooo here she was.

Hun skød hagen lidt op , og snusede ind . Det var kun ude i periferien den krydderet duft var dominerende, for nu havde den ændret sig , var mere sødelig , mere parfumeret end før. Her bar den også præg af kvindernes pudder og makeup, samt duften af ren sved fra de ivrigt dansende.
Var man lidt af en daredevil tog man nemlig chancen og bevægede sig længere ind i den tætte crowd af festende  folk , meeeen man skulle vide at det ikke  var helt foruden risiko. Både drinks , dans og sågar en opmuntrende håndfladen greb på en bagdel kunne man risikerer at støde på! Smil der ville lokke en til at deltage og lange blikke der inviterede til et close op og personligt møde.
Hun smilede imødekommende , glad til hvert et af dem, men der blev ikke holdt nogen øjenkontakt og smilet ville være  flygtigt .Hun havde ikke spor interesse i at indlede samtale eller indgyde sig hos nogen.
Blot lidt musik og et stort hiv af det glade liv, så hendes lunger kunne fyldes med glæde og hun kunne puste lidt af al det triste ud, som en grå uvelkommen sky af røg.

Den sorte kjole lå som et blødt værn om de kvindelige kurver , bakke  og dale stod ikke i skjul hos hende. Kjolen var et kopi af en designer kjole, og det lange blonde hår simpelt flettet ned af hendes ryg, hvor den hang som en lang pisk.
Øjnene var trukket op med sorte og grå farver , kinderne afslørede hun ikke var vant til at feste og slet ikke alene  da der lå et svagt naturligt  rosa skær over dem ,  som fint matchede hendes smilende læber.
Hun måtte vrikke og åle sig i gennem den dansende flok, og havde nu lagt sin kurs mod de flydende vare.
For skulle hun vælge mellem en kotelet eller en balje alkohol,  så var der ikke de store overvejelser at gå igennem der.
Millicent James , all alone ....på høje hæle i Miami by night- jamen DET kunne da kun ende godt !


// postet for Millicent , da hun er børnesikret for tiden :)

Trampende fødder i alt for smalle og høje sko... Glasklare latter og alkohol tunge stemmer... Et flyvende knytnæve, som heldigivis hurtigt blev stoppet i dens gang, da en øretævesprovokerende bemærkning om hans kæreste fik de røde lamper til at gløde.
Verdenen var helt anderledes, når man så den fra næsten en barns højde på knap de 145 cm, hvor de høje kvindeben syntes at sidde fast på stankelben, så høje som de var.
Heldigvis gjorde hendes høje hat hende mere tydelig blandt mængden, men nogle gange måtte Crasie ty sig til et "venligt" men bestemt slag på benet for at få en til at flytte sig. Hurtigt var den tophat bærende kvinde kommet op på en "ø", som bare var et fortov, men hvor alle folk omkring hende var roligere med blikkende ind imod deres samtalespartner eller med en længselsglød i deres øjne, som søgte en mulig partner bare for at have en enkelt dans med.

Ikke lang tid fik Crasie lov til at stå der og studere folk som altid, før den meget markante musik blev tæmmet og på en talerstol dukkede en lettere beruset borgmester op med et meget højtidigt smil, som måtte have haft brudt en naturlov så høj som den var.
Med den velkendte hosten startede borgmesteren med at snakke.
"Jamen mine damer og herre, hvor er det fantastisk at se på denne glade folkemængde og alle de gæster, som er kommet langt vejs for at deltage i vores ydmyge årsfest"
Det ene ben syntes at have blevet halvt opløst af alkoholen, da han måtte lige gribe ekstra fast i talerstolen for at holde sig på plads, mens vagterne længere bag ved ham stod som alvorlige statuer.
"Nu hvor alle har forhåbenligt fået lidt at spise og drikke, så vil vi for alvor åbne festen op med en af vores mest kendte folkedanse Øjnene blev smalle for en stund og hvor kroppen lænede sig en smule mere over talestolen, mens brikkerne i hjernen skulle lige samle sig med usædvanligt meget høj koncentration.
"og i nye gæster, vær ikke bange, det er en meget simpel dans og i alle vil se lige dumme ud!"
Grinede han højt for sig selv, hvor han dog lige hurtigt tilføje.
"og dog alligevel fantastiske, så ryd fortovet og gør plads til dem, som vil deltage.

Folk gik op på fortovene, og hvor alle de frivillige ofre valgte at blive tilbage og dannede to linjer med ansigterne imod hinanden. Vejen blev altid ryddet i proportion af hvor mange deltagere og lige nu syntes der at være abnorm mange, så lige meget om man var genert, så havde man nok mindst 60 andre dansere, som alles  andres opmærksomhed kunne blive vendt imod.
Fødder var frosset fast... Crasie måtte lige selv kigge engang ned på sine fødder for at sikre sig, at de nu ikke havde haft slået rødder i jorden. Crasie var ikke genert! Men alligevel var det skræmmende dette her. Var det folks blikke? Var det folks tanker som hun frygtede? Nej. Det skræmmende var at bare for et øjeblik give slip på sig selv og nyde det.
Med et stort suk fik hun kommet op på den ene række, som blandt en af de sidste, som så skulle stå i enden.

I hovedet gennemgik Crasie dansen. Dansen var måske besvær at beskrive, men havde lidt struktur som en lanchier, hvor man var delt op i grupper på 8, men så havde den elementer af de klassiske nordiske folkedanse, hvor alle endte med at danse med alle, og så skulle man lige smide en masse håndfulde meget svingende bevægelser fra klassisk swing, som blev opfulgt af meget rytmisk elektroniske lyde, som gav den swingdansen et særligt præg.
Der var ingen tvivl om, at hvis man havde lungeproblemer, hjerteproblemer eller andre fysiske komplikationer, som gjorde, at man ikke kunne lave noget med særligt meget fysisk aktivitet, så skulle man holde sig fra elektronisk swing, da alle de hurtige swing moves krævede sin fysik, som dog enhver almindelig dødelig kunne nogenlunde holde flere danse.
Hvad Crasie elskede ved denne dans var, at når der var tempo på, så glemte man hurtigt sig selv og sine tanker, bekymringerne blev vasket borte, da alle de sanseindtryk fra sin egen svingende krop overtog enhvert rum i hovedet til dårlige tanker.
Crasie bemærkede at hun stod ved siden af en almindeligt udseendet mand, hvilket fik hende til at prøve at ligge mærke til de andre omkring hende, men så begyndte musikken.

//Det her er musikken https://www.youtube.com/watch?v=5ueJ4-lTa1s //[/color]

Millicent nåede endelig op til en bod, hvor udskænkningen var det kolde øl fra fad.
Hun fik købt sig lille og selv om hun normalt ville fortrække at drikke af flaske eller glas, så passede plastik bare bedre til en fest som denne. Hun tog et kik på den næsten malt farvet øl hvis lyse skum have et to centimeter højt dække på toppen . Den så lækker ud.Millicent smagte på den og veltilfredsheden fyldte gane og svælg. Ved første chance havde skummet lagt sig over hendes amorbue , som et net lille overskæg.
Ølsælgeren og Millicent udvekslede et morende blik da hun med pegefingeren strøg sit 'skæg' af og bagefter suttede det af sin pegefinger .

I det samme blev musikken sænket og erstattet af en høj skinger GRRRIIII lyd fra højtalerene .
Mange folk skar ansigter eller ligefrem tog sig til ørene.
Lyden blev efterfulgt af et *buuuv buuuv* lyden af en finger der duppede på en mikrofon nogle gange, før endelig en mande stemme væltede ud af højtalerne med et "Hallo ...hallo? Er der lyd på ?"
De lo de begge samtidig af den SÅ typiske opstartsbesvær og ølsælgerens lænede sig over disken og oplyste Millicent.." vores borgmester! Det siges han er glad for vin..men " ølsælgeren trak på skuldrene , og vendte så tilbage til sit job, for at lange den næste fad afsted til tre unge knægte ,der dårligt havde fået stemmen i overgang.

Millicent der stod og henslængte sig over baren, sendte drengene et strengt misbillingende blik.
De burde jo og spille fodbold et sted eller sidde og game ! men ak....kunne man egenlig bebrejde dem at fest og en øl havde mere appeal? Nej - egenlig ikke vel.
Så Millicents strenge maske, krakkelerede fuldkommen og hun endte alligevel op med at kaste et lille blik , et smil til dem og blæste enda et luft kys til den mindste og mest bumsede af dem- hvilke gjorde knægten tomatfarvet og fik ham til at tabe et par af hans mønter, imen hans to venner så måbende til.
* Fedt Millicent.... Nu skal du omgåes drenge på 12 for at have upperhånden * himlede hun af sig selv! men kun for sjovt . Hun havde nemlig besluttede at tage invitationen til sig, om en dans .
Why the hell not?
Hun var kommet for at vaske det triste af- og det skete altså ikke ved at syg en jakke af al det triste og vade rundt i den!

Der skulle ske noget andet , bare for een enkelt aften ville hun gerne slukke for den kontakt der leverede strøm til hendes hjerte.
Hun var en smule vred på mænd.
På Zolner der havde bailet ud og taget røven på hende.
På Dust fordi hans skuespil havde sneget sig under huden på hende og han havde sendt hende væk velvidende at hun ingen steder havde at gå - og hun var da også vred på Auriel....fordi...ja der VAR virkelig mange grunde hun kunne finde på at være vred på ham over, skulle hun sige det selv! men lige nu var det fordi han blev ved med at spøge rundt i hendes tanker og meget ubelejligt optog dem.
Det havde Millicent slet ikke lyst til. Auriel var...han var så..ARGH !

Med et lille fnys tømte hun sin øl, masede kruset og smed det i en skraldespand.
Hun klappede med hånden et par gange på disken inden hun skubbede sig væk- og begyndte at gå imod fortorvet.
Det var længe siden hun havde fået alkohol, og Millicent var klar over det det krævede en gippernakker jævnligt, og gerne det mere stærke, skulle hun være sikker på at beholde sit sind , for sig selv og ikke lade Roselia komme til.

Nu var hun kommet ind til kernens af det hele.
Hun anede intet om hvad der lå i vente, eller hvad type dans der skulle leveres- men hendes eventyrlyst var aktiveret, hun kendte ikke et øje her så hvorfor ikke bare slippe tøjlerne - just a little bit ?
Millicent stillede sig op i rækken , og udvekslede et par fraser af høflighed med side folkene.
Tværs over for Millicent, faldt hendes blik på en meget smuk kvinde.
Millicent spidsede læberne og en lille rynke kom over hendes næseryg.
Havde hun set kvinden før?
Der var noget over hende , hvorfor virkede hun så bekendt?
Ikke ret høj var hun ...naaaa Millicent ville have kunne huske hende, havde hun set hende før, var hun sikker på.
Millicents læber, rettede sig ud i et anerkendende smil.
Hun kunne godt lide kvinden var iført habit og en høj hat. Det var modigt og vældig trendy. Det fik hende til at stå ud i mængden.
Millicent kunne lide....når folk skilte sig ud. Sålænge det var for noget godt!
Hun ville gerne havde brugt lidt mere tid til at lure lidt på kvinden og de folk omkring hende, men
Musikken brød nu fri.

Millicent tog en stor dyb indånding for at berolige sig selv lidt .Hun rystede sig, løsnede op for muskel spændningerne og lod så musikken komme til....lod den indtage sindet og indvirke så man slap sine tanker fri , lod dem galoperer som vilde heste over en slette.
Millicent havde et meget musikalsk sind - hvilke ærgelig nok var mere end man kunne sige for hendes stemme.
men rytme boede bare i hende, så hun ville give sig hen- og egenlig bare forsøge gøre som de andre, da hun ikke selv kendte dansens særtrin, eller havde fornemmelse for hvornår man skulle hvad.
Hun swingede derfor bare med, måske en smule mindre vildt men tilgengæld med bløde rytmiske bevægelser, og en hånd der ville knipse med i takt.
Desuden sad musik i folks øjne, havde hun altid ment.
Så der ville man nok finde hendes drømmende blik , liiiige på spring til at blive sat fri.
Og når friheds trangen lurede SÅ ivrigt, ville de kloge nok vide at der et sted dybt derinde -også lurede en stor sorg.
Men lige nu var Millicent engageret i at overgive sig til dansen og musikken, hun rakte sin hånd ud, parat til at ligge den eller tage imod hvilke dansepartner man nu skulle i lag med.

Selvom sangen havde en gammeldags klan med en hvis modernet præg, så elskede Crasie sangen. Hvorfor? Det viste hun ikke, måske var det hendes ivrige hobby med at søge tilbage til storhedstiden fra før den store krig. Alle gammeldags ting fra før "ulykken"  var Crasies store passion, måske var det, fordi hun kun var født efter krigen, født var nok ikke lide ordet, men det er en anden historie.
Måske var det den samme trang, som alle andre havde med at finde paradiset? Måske var det bare at have noget i livets flaske, så den ikke stod tom... Eller måske var det hendes trang efter tryghed, som fandt gamle ting fascinerende, da de syntes at være uforgængelige siden, at de havde overlevet så længe...
Hvad det end var, så havde Crasie hverken mulighed eller tid på at besvare sine indre spørgsmål, da hurtigt krævede en ældre kvinde hendes opmærksomhed foran sig, hvor man venligt præsenterede sig for hinanden, før man fandt sig selv i en svingende dans.

Morskaben var en knitrende fornemmelse i hele hendes krop, hvis det havde haft været elektricitet, så havde smålyn stået ud fra hende. Men alligevel var der kun et skævt smil på rødlige kvindelige læber uden makeup, men som alligevel stod i en fin og naturlig kontrast til huden og dog allermest de lysende lilla øjne som rene ametyst sten.
Mange hænder fik Crasie danset med og hvis hun skulle være ærlig, så huskede hun ingen af sine tidligere partnere i sin morskab, men da hendes øjne skævede til siden til den partner, hun snart skulle ende med at svinge rundt med, så var der et eller andet som syntes at stoppe tiden for hende.
Rundt fløj den piskende blonde hale, som faktisk et tidspunk var tæt på at ramme Crasie i hovedet. Et charmerende smil var kalkeret på den fine hud, og de vrikkende hofter viste tydeligt, at hun var ivrig i sin dans.
Crasie kunne ikke forklare det... Var det hendes kvindelige intuition eller var det bare noget indbilsk?
Kvinden var smuk, hun så glad ud og der var ingen som ville antage hende for at være andet end en lykkelig kvinde. Hovedet blev rystet engang, før hun prøvede at stjæle sig til endnu et blik af denne blonde kvinde.
Crasies øjne fortalte hende intet, men alligevel blev der ved med at være denne stikkende fornemmelse i hendes brystkasse, at der var noget galt, at den ivrige smukke og morende dans var kun et dække for noget.
Crasie intense opmærsomhed på denne kvinde gjorde, at et hvis bestemt kvindemenneske vågnede op i Crasie, som så ud af de samme øjne som Crasie.
"Uh hun er en lækker steg!!"
Crasie ignorede hende, da hun var endnu fastlåst i sin tankegang, som gik ude over hendes motorik og var tæt på at få hende til at vælte, hvis hun ikke lige nåede at genfinde balancen.
"men ja noget synes at være galt, måske er hun bare ensom og mangler noget "kvindeligt selskab"
Isabella kunne næsten ikke have haft sagt det sidste mere slesk end en meget pervers mand, hvor "giften" af Isabellas personlighed bredte sig, og Crasie så ud af øjenkrogen at noget af hendes flotte sorte manke var begyndt at blive fin og glat med det meget flotte røde hår.
Med tænderne bidt sammen, som fik hendes partner til at tro, at han havde gjort noget galt, fik Crasie skubbet de "lystige" følelser væk og sagde skarpt inde i sig selv.
Du skal ikke have lov til at skubbe mig væk hvergang du ser noget fristende kød! Det er min tid og du skal ikke ødelægge denne fest ligesom alle de andre gange!!
Crasie vidste, at hun havde sagt det måske lidt for skarpt overfor den følsomme Isabella, som havde forsvundet som dug for solen. Men det måtte Crasie udrede med hende senere, men ikke nu.
Men ja måske havde Isabella ret? Måske var denne kvinde rigtigt ensom og dækkede det med at virke som det modsatte.

//muhahah jeg tænkte på dig, da jeg hørte denne sang, og derfor valgte jeg den :3 pga lyrikken :) og rytmen og musikgenren passer stadigvæk :D https://www.youtube.com/watch?v=2-oKQEn2QBE//

Den tempofyldte musik stoppede for en kort stund før den skiftede om til en anden sang i nogenlunde den samme genre. Alle trådte til siden for at få sig en ny partner og her stod Crasie ansigt til ansigt med den blonde kvinde. Nej hvis det skal være korrekt så ansigt til mave/brystkasse. De lilla øjne kravlede op fra maven til de mødte kvindens øjne, hvor hun derefter bukkede sig på klassiske gentleman manér med hatten taget af.
Crasie vidste faktisk ikke, hvad der gik af hende, men hun havde lyst til at præsentere sig ordenligt for hende.
"Jeg er Crasie..Der var en tøven, da Crasie havde intet efternavn, men så sagde hun bare hurtigt.
"Du ser ny ud her i byen, selvom det ikke virker til at gå i vejen for dine dansetrin
Sagde Crasie mens hun rankede sig op i sin fulde "højde" og mødte igen kvindens øjne, måske var Millicent begyndt at huske noget om hendes mission, hvor Vladimirs stemme havde sagt disse detaljer. "udseende sådan set udkendt... Lilla øjne... Lille højde... måske dæmon? vi ved ikk..
Den sortbehandskede høj kørte hurtigt igennem håret, hvor det runde og kvindemoden ansigt blev mere tydelig.
Næsten alle her, som dansede lignede nogle unge midt eller før i tyverne, nok fordi mange af dem var af ikke menneskelige racer, hvis gener havde stoppet deres aldring.
Selv med Crasies fuldblodsdæmon, så havde hendes aldring først stoppet her i starten af 40'erne, som gav hende en vis moden kvindeligt look.
Sangen lagde op til at de skulle begynde at danse nu og her lagde Crasie mærke til kvindens race. Hun havde den meget menneskelige udstråling og "sårbarhed", som mange stærkere racer nok ville kalde det for, men alligevel var der denne flimrende fornemmelse over hende, som synes at stråle med en indre lys indenfra. Crasie behøvede ikke at gætte, da hun skulle bare føle efter den lille del af hende, som straks begyndte at slå alarm instinktivt. Hun var delvis engel...
Men ikke fordi det generede Crasie, da hun havde forlængst isoleret sig fra hendes races mange regler, og såvel også samfundet normer, når hun krøb væk i sin lejlighed i the Dark City.

Både film og bøger havde den egenskab at de kunne tage Millicent ved hånden og lede hende andre steder hen , væk til et andet sted hvor hun på empatisk vis istedet levede sig ind i de andre karakteres liv- ve og vel.
Men især musik kunne være en katalysator og forløse følelser af enhver slags.
Og musikken kunne tage hende til fange , med dens lokkende og inddragende rytmer.
Millicent blev fanget.
Hånd mod hånd , lod hun sig føre og lod dansen gå, alt imens hun hengav sig.  
Smilet kom let frem og hver eneste partner i dans, fik et dybt , dog kort kik ind i hendes klare øjne, før hun ville slå blikket ned, væk fra dem.

Ved takt og sang skift, skulle en større rotation finde sted og Millicent fandt sin plads.
Hun kunne godt 'mærke' dansen , men var i en ok form og havde absolut intet besvær med een mere , faktisk var hun begejstret ved tanken herom.
Hun elskede at havde det sjovt , at danse og more sig.
Hvornår hun sidst havde haft mulighed ?
Åh Gud , det føltes som en evighed siden. Det havde været ved Vladimirs lille bal , hvor hun udstyret med maske og fin kjole , var stødt ind i Auriel, igen.
Sikken en omgang hjertebanken, det havde medført.
På alle måde.
Personligt for Millicent og .... Ja ... Det var sket en del ved det bal , men der var da endt godt ! Auriel var blevet frikendt for mordet. Hun huskede dog alt for tydeligt følelsen af at fortabe sig i hans gyldene øjne og - desværre - også de fæle gloser der var langet ud , da de skildres igen. Dengang havde Millicent forladt borgen i en slags protest til mændene - over Vladimir og Auriels tortur af ' synderen'.
Med Auriel i tankerne , gled Millicents blik ned til hendes nye partner og hun hun spærrede straks øjnene op.
Kvinden fra før stod foran hende og Millicent blev med det samme smitter af hendes imøde kommende hilsen. Millicent smilede glædeligt og matchede med et lille knejs, da kvinden svang hatten af og bukkede i en hilsen.
Millicent kunne godt lide hendes særpræg og desuden havde hun venlige øjne.

Et lille nik og Millicent rakte sin hånd ud til dans og præsenteres hurtigt sig selv. " Millicent .... Jeg er nu fra Miami men mere udkanten - byen er ikke mit.... Domæne" smilede hun og musikken var nu startet op påfø fuld drøn.
Med øjnene på opdagelse i Crasies ansigt , blev Millicent mere og mere interesseret i kvinden.
Det var jo ikke bare at hun var køn - det var der så mange der var , og den overfladiske beauty havde nu aldrig været i stand til at vække en særlig interesse hos Millicent.
Nej - Crasie her havde en helt særlig karisma.
Der VAR bare noget over hende og selv om  Millicent først ikke lage regnestykket korrekt sammen , lurede det så småt i hendes baghoved. Hun måtte kende den kvinde - men hvor fra ?

" Well ... Crasie , Let's give'em something to talk about , skal vi ?" Millicent ville med glæde ligge sin hånd i den handske beklædte hånd af Crasies, og med en lidt legesyge glimt trådt frem nu , ville hun begyndte at rokke lidet med til beatet.
Var Crasie med på den , ville Millicent efter lidt sving om , blive så dristig at træde uden for 'geled' og inviteret med bevægelser , Crasie til at føle hende i noget der mindede en smule om en old fashion charlston.
Næsten som fra den store Gatsby glans periode.
Enkelt omkring dem , ville danse op og rundt om dem danne en ring - og klappe en smule med.
Et sted bagved havde borgmesteren fået stoppet lommelærken hans , tilbage i vesten og vidste ikke helt hvordan han skulle tackle at 'nogen dansede udenfor ' - det kunne han ikke mindes var sket før- og det så ud til at flere begyndte at joine den nye dans? Måske skulle han ikke have en SÅ stor lommelærken , begyndte han at gruble.

Millicent lo og kastede nakken lidt bagover , før hun mimede MIAUUWW til Crasie , der forhåbentlig var med på legen - og dansen.
Ellers kunne hun meget vel være ved at bestille en mental undersøgelse til Millicent ?

Midt i al 'balladen ' og stort set i sangens slut , ramte indsigten som en boomerang , og Millicent fandt at omgivelserne satte i omdrejninger , som var de en karrusel omkring hende.
Crasie ... Dæmonen !!! Hende der kunne trylle med illusioner ! Hende Millicent skulle lede til Vladimir! For Gods Sake !! jeeeez
Crasie var DEN Crasie!

Millicents hånd lagede sig over hendes pande. Hvad gjore en klog nu ? Og så var der al det Dust havde fortalt Millicent. Om Crasie og især om Lillith!
Oh sweet Jesus - var Crasie ude på numre nu ? Lod hun blot som hun smittede sig med Millicent ?
Millicent besluttede at det nok var på tide at lokke lidt Info ud af Crasie.
Hvorfor var Vladimir interesseret i hende ?
Hun måtte virkelig huske at være mere specifik i sine ønsker om information - for nu legede hun sig over ikke at have nok !

Kommer du ikke lige med mig ? lød det en smule kort og åndsfraværende da hun allerede var begyndt at bekymret sig.
Hun ville trække Crasie med sig til er sted hvor de kunne tale mere frit.
Bag sig efterlod de en 'øselagt' dans , da ingen mere dansede efter reglerne men havde kastet sig ud i en passioneret freestyle nu , hvilke fik borgmesteren til at duppe svedperler af hans pande og isse.

//Undskyld at emnet blev langt, men jeg måtte stoppe Millicent i at nå at spørge ind til Crasie og samtidig ville jeg lige føre emnet videre, så du reelt havde noget at besvare :D//

Det milde smil gav kulør på det runde og fyldige ansigt. Man kunne aldrig nogensinde sige, at Crasie var en fed kvinde, men ej lille og tynd, for ellers ville hun alt for meget have mindet om en stor dukke pga. hendes højde. "En kvinde med fylde! Næsten ligesom en lille kromutter" Havde en hvis mand engang sagt til hende, de lange øjenvipper rørte hurtigt hinanden et par gange, da blikket flakkede for et kort stund, mens mindernes kløer prøvede at trække hende ned i den sorte kulkælder.
Men så gled de lilla øjne med det gyldne skær over sig hen over på det indbydende og smilende ansigt, Hvis selv hende med en stor byrde selv kan være så glad, så kan jeg også!.
Smilet blev vinklet flere grader op ad efterfulgt af et svar.
"Jamen de syntes da ikke til at være et fortabt lille får her i folkemængden, frøken Millicent
Der hang en tyk gammeldags gentlemands accent over Crasies stemme, hvor hendes egen opmærksomhed faldt på klangen af hendes egen stemme, som fik hende til at bryde ud med et lille grin. Crasie elskede at spille gentlemand, personligt var det ikke, fordi hun havde noget imod at være en kvinde, eller at hun var en eller anden crossdresser, da ellers ville hun ikke have haft valgt det kvindelige jakkesæt, men ja der var bare en vis charme over det, ikke?
Dog studsede Crasie selv over, at Millicent ikke havde sagt sit efternavn, men med et træk på skuldrene forsvandt de tanker, da Crasie havde jo ikke ligefrem budt op til at sige det fulde navn, nu hvor Crasie selv ikke havde sagt sit eget.

"jeg tager mere end gerne imod udfordringen! Så skal de bare passe på, Frøken!
Sagde Crasie med et krystalklart smil, og til enhver anden tid ville Crasie have sat bremsen i og stået af rustjebanen og ladet de andre køre videre, når det kom til at være i "centrum". Måske var det den betryggende engleaura? Nej det kunne ikke være det. Det måtte være pigebarnets egen karisme, som næsten "forførte" Crasie. Måske er det sådan at være mand I isabellas selskab, man ved ingengang, at man sidder fast i forførelsesnettet, og hvor man er så blind for sine egne usædvanlige handlinger?
Men ja Crasie var vel lige så dum eller næsten dummere som de forførte mænd, da selvom hun var kommet til den anerkendelse, at hun gjorde noget ude fra sit normale handlingsmønster, havde hun så intentioner om at stoppe? Klappesalven lød højere, mens spørgsmålet i hendes sind hang i luften.Oh hell no she won't stop!

Crasie havde aldrig haft en rigtig "dansepartner", jo hvis hendes tøjstativ derhjemme talte som en dansepartner, så havde hun masser af erfaring. Crasie opslugt at musikken, de sortbeklædte hofter som svingede, at underbevidstheden i symbiose med instinkterne tog over, at måske selv nogle af de straight kvinder, i danseringen omkring dem, ville ønske, at "forførbar" Crasie havde været en rigtig mand, og ikke en kvinde...
Bogstaveligt talt var Crasie i denne sindstilstand med på den væreste, Millicents miauw bød bare på mere sjov og ballade, hvor responsen blev et hjertelig grin og mere indbydende dans.

Hvad hverken Millicent eller Crasie havde nogen som helst anelse om, så var Millicents valg at føre dem ud af danserækken et skæbnesvanger valg... Dominobrikkerne faldt, livets flod buede nu i en anden retning, vejen delte sig og alt skiftede.
Et bleggråt øje faldt på de to dansende kvinder, hvor han knap kunne se dem for menneskemængden og den tykke røg fra hans cigar. Den knækkede læbe bappede videre på cigaren, mens det eneste fungerende øje tilbage i kraniet var voldsomt fokuseret på kvinderne. Ingen ord behøvede at blive sagt højt, da den høje og bredskuldrede indianske mand, som nogle ville betragte meget handsome, fulgte altid, hvorend hans masters blik end faldt.
Et par smilerynker kom i ansigtet på den indianske mand, da han selv nu fandt de samme mål, som hans maker, hvis eneste øje skiftede om til højblodt, da de vampyriske evner trådte til og alt blev set i blodrøde nuancer.
Nu ville enhver sikkert antage, at den mindre mand med det endnu mindre kønne ansigt med mangel på sit venstre øje og hans langt fysisk kønnere "vampyrbarn" så på disse kvinder som føde, men nej andre planer formede sig i hovedet på dem. Blod kan man skaffe alle vegne, hvis man gad enhver slags kvalitet, men skønhed og nogle gode danserinder var langt sværere at få fat i.. Hvor mange penge kunne man tjene på dem? Et par fine herre med mørke sind ville sikkert smide mange penge efter for at få dem som private "kæledyr".
For et kort stund faldt det bleggrå øje på hans næsten 2 meter høje indianske vampyrbarn i et herligt vestligt jakkesæt og det lange sorte hår stramt siddende i en hestehale, og kun et nik blev vekslet imellem dem, hvorefter indianeren gjorde tegn til to andre, som ligesom dem havde stået og holdt øje efter bytte, som ikke var indbygger af The New Miami, da ingen ville så "rigtigt" savne dem.

Rytmen, som havde følt næsten som selve jordens puls, begyndte langsomt at dale, hvor glædelige råb, fnisende kvindestemmer og grin var som et usymetritisk og larmende kor. Et par sveddråber tiltrak Crasies opmærksomhed, som forsvandt med en enkel tørrende bevægelse med ærmet.
Smilet sad højt og fastspændt på Crasies ansigt, da hun ikke syntes at kunne få den ned, selv hvis hun prøvede hårdt.
Crasie havde overhovedet ikke lagt mærke til Millicents sindsskifte, før der var en underlig klang ved hendes spørgsmål. Alarmberedskabet buldrede straks frem og Crasie fik lysten til at trække hætten over hovedet, men ingen hætte var der til at redde hende.
Et træk på skuldrene og et spørgende ansigt var hendes eneste respons på Millicents adfærd, som var mærkeligt i Crasies øjne.

Hurtigt kom de til et meget mere fredeligere område af festen, som var lige udkanten af det store plads ved indgangen til en gyde. Hvis Millicent havde den mindste tvivl om, at Crasie virkeligt var den, som hun var. Så ville Millecent nok ikke blive i tvivl, når hun så den stok, som Crasie havde lige hurtigt hente, da den havde Dust nok også fortalt om.
Hvilket måske ville få millicent til at mindes om, at hun skulle Lokalisere Crasie og så derefter trykke en bestemt kombination på apperatet, som ville give besked til the Calvarinos om hendes mål, og derefter ville en ny ordre komme. Hvis millicent gjorde det, så ville hun meget hurtigt kort efter få en kortfattet "besked" på hendes personsøger
"Mission 39D52. Crasie. Meget farlig. Dræbt omkring 150 calvarinos soldater over flere omgange. Missionens mål er derfor at elimenere hende
Millicent ville sikkert få flashback til da Vladimir gav hende denne personsøger og spurgte om hun nu var helt sikker på, at hun ville have missionen, men hvor Vladimirs "redning" havde fået skyldfølelsen op i Millicent til at sige ja. Der havde været noget mystisk over Vladimirs skæve smil og ellers normalt kyniske øjne, ja næsten som om det var en test, et forsøg.
Crasie havde dog ingen ide om, at hun havde haft dræbt så mange folk(faktisk utallige flere), da hun havde jo just ikke været sig selv i de situationer med de højrøde katteøjne, sortbølgende hår og dødbringende skønhed som en black mamba.
Da de begge stod der, så opdagede Crasie et gyldent hår på Millicents kjole.
[color=purple]"Lad mig lige fjerne den[/url]
Sagde Crasie yderst venligt og lod som om hun smed håret, men rigtigt beholdte hun den skjult i hånden og lod hånden falde naturligt ved hendes lomme i hendes lille fine pund og smed den i der. Nu havde hun i hvert fald muligheden for at bruge sine fulde illusioner på Millicent, da nu var Crasie varsom over hendes pludselig skiftende adfærd.
Måske ville millicent nå at sige et par ubetydelige sætninger eller et par ord, som aldrig ville give mere mening, da den pludselige afbrydelse stoppede enhver mulighed for at give de talte ord den mening, som Millicent end ville.
Afbrydelsen kom i form af en fin kanyle, som sad dybt i Millicents fine hals med en ultra hurtig virkende søvnmiddel. Crasie, som dog havde placeret sig lidt længere væk, så dette ske af den arret mand med det manglende øje. Frygten krøb lige så hurtigt frem som hun fik sin stok frem og slåget sine lange knivspidser ud, men lige meget hjalp det, da hun ikke nåede at vende sig om for den skyggedæmon, som pludseligt dukkede op bag hende med endnu en kanyle.
Først virkede det som om at alle verdenens farver blev forstærket, derefter meget tåget og så slukkede lyset. Men Crasie fik et ordenligt kig på den store "handsome" indianer, som satte en kædereaktion i Crasies meget omtåget bevidsthed. En hvis rødhåret kvinde dukkede op og alle gerningsmændene så meget undrende til den sovende flotte blondine men hvor den anden kvinde nu var blevet til en høj og smuk rødhåret kvinde, men de kunne bruge hende alligevel, og sikkert sælge hende til en endnu højere pris end forventet med den skønhed.

Millicent ville nok vågne op med en meget kvalmende fornemmelse, som om hun havde drukket sig mere end fuld igår og var derfor vågnet med kollasale tømmermænd. I stedet for at finde den soveplads, hvor Millicent end normalt ville vågne op i, så var gulvet under hende klamt og fugtigt. Luften var klistret af kælderlugt men såvel også af adrenalinfyldt sved, hvor kilden kom fra de ca 3 andre kvinder i alle aldre, en sågar på kun knap de 9 år, som var de eneste vågne blandt alle de 12 kvinder i rummet. Kulden fra lænkerne ville nok tage hurtigt ens opmærksomhed. Ved siden af Millicent lå en rødhårede kvinde, og alle de andre kvinder virkede således lige så ukendte, undtagen nogle ansigter, som Millicent sikkert havde set til festen.

Millicent var ret udmærket når det kom til at benægte tiltrækning, af sensuel, erotisk eller begærlig karakter.
Hun havde meget tidligt ubevidst bygget en mur omkring sig , en mur der tog til til i højde hver evig eneste gang , hun modtog faderens misbilligelse og mentale hug , over ikke at være god nok.
Selvfølgelig var kærlighed mellem datter og far ikke af sensuel natur, men den var nær og stærk - fra Millicents side og til at begynde med også fra hendes far. Så hun lærte indirekte at det var meget bekosteligt at elske. Og selv om Millicents kærlighed til verden , mennesker og dyr groede som var det ukrudt, så vandede hun ikke sig selv i den process.
Så hun var blevet en lille autodidakt ekspert i at undgå at sætte label på de ting hun følte , hvis de rakte ud over normalt venskab.
Måske var hendes sind derfor sårbart over for Roselia.
Hun var Millicents alter ego, eller måske en der havde besat hende? Millicent selv hældte til det sidste.

Nå- det var en anden fortælling.

- men Millicent morede sig stort og kunne rigtig godt lide Crasie , hendes udstråling og facon. Det vækkede en lyst til leg, nysgerrighed og ..... Desværre også alvor , nu hvor hun havde fundet ud af HVEM Crasie var.

Da pigerne havde trukket til siden , og opnået en smule privat grund til at samtale , blev Millicent næsten helt trist om hjertet.
Hun havde taget forbindelse , som lovet og modtaget den nødvendige Info.
Og needles to say, den huede hende ikke.
Millicent stolede på sin intuition og hun kunne lide dæmonen foran hende. Det ville gøre ondt hvis hun vise sig en con artist , og en der tændte på drab . Men Millicent havde ordre hun ikke bare kunne sidde over. Hun ville meget nødigt svigte Vladimir.
Nuuuu var det bare sådan at Millicent meget ofte ikke valgte at tage motor vejen der lå klar , pænt asfalteret og tastet ind på gps.
Så hun noget hun mente burde tjekkes ud , ja så ville hun ændre sin kurs , og sikkert finde sig selv på nogle snore små grusveje, mere besværlige at komme frem på.
Men sådan var det bare med hende.

Hun tænkte tit uden for boksen , og dermed var hun både den mest forudsigelige men også uforudsigelige unge dame , at støde på. For good and for worse.
Og hun kunne jo ikke bare klemme livet ud af Crasie , fordi en gammel vampyr havde bedt om det.

Tag ikke fejl- hun kunne lide Valdimir.
Hun huskede da han kort havde lade hende se bag den smukke maske af status og magt , og lade de menneskelige følelser vise i ansigt og øjne . Han havde dér vundet Millicent over. Ved at lade hende komme det stykke tættere på , ved at vise hende tillid.

" Crasie ..jeg er nød til " nåede hun at sige i en varm tone , før hun viste ren chok og uforståenhed i hendes øjne der så på Crasie , opspilet og bange.
Hånden var blevet ført til halsen og fik trukket ud , hvad hun liiige nåede at identificerer som en lille kanyle , skudt afsted som en pil.
hvor ironisk- slået med sit eget fortrukne våben- før alt eksploderede i et farve orgie - og så lå hen i mørke.

Mørke ... Årh Gud hvor det var svært at få øjnene åbnet! Hun ville gerne lige have en time mere på den anden side .... Og en kold zero! Mon hun havde noget chokolade i sin rygsæk forresten ? Millicent slog øjnene op og hvad hun så , fik ikke just jaget hovedpinen væk.
" hvad pokker ?! " mumlede hun og måtte bruge lidt energi på at hive det sidste hun huskede frem.

Millicents øjne finkæmmede hurtigt kælderen , udsøgte detaljer og ledte efter svar .
Hvorfor ønskede nogen at gemme hende i en kældre ?
De var ikke i occulta , ikke hos militær militsen. Been there done that. Og der så bestem ikke ud sådan her.

Hun var lettet over Crasie ikke var at finde , men det gav hende en fæl mistanke , da det udelukkende var kvinder der var fanget her.
Og et barn , Millicents øjenbryn blev trukket sammen i en alvorlig mine.
Et barn for helvede da !

En skønhed lå med hendes lange silke bløde røde hår spredt ud , som ild flammer omkring et klassiske smukt og sensuelt ansigt.
Millicents mave snørrede sig sammen , og hun savnede pludselig Auriel helt enormt meget.
At krybe ind i hans arme lige nu.
Gemme sig i jeepen med ham og trykke på alle de forkerte knapper i instrumentbrættet- før endelig panseret gled over bilen og hun ville være i sikkerhed.

Men hun blev også vred.
Hvem end der troede hun skulle lege slave tjener dukke pige , ville få en slem overraskelse . kvinde undertrykkelse var ikke på Millicents hitliste. Og hun var så ikke med milde øjne på den slags.

Hun kom op og sidde, og forsøgte at få øjenkontakten med en af de andre piger.
" Hvem har puttet os herned ? Og hvornår kan vi forvente de er tilbage? Har de våben ?" Flød spørgsmålene lavt fra hende.
Havde hun stadig sit apperat , ville hun taste Til Vladimir:

Ændring af planer . Crasie er forsvundet og jeg er fanget i en kælder et sted. Kan du finde ud af hvem der har skudt bedøvende i mig , og hvordan jeg kommer ud ? - Millicent.

Hun sukkede. Hun HAVDE faktisk håbet på een dans mere !

I et smukt victorialignende rum badet i pejsens smukke lys lå Isabella med det blødeste skindguldtæppe under sig. De dansede flammer lod sine lysende fingre danse legende over den lyse hud, som fik en fortryllende klang af flydende guld. De blå øjne var fikseret på de smukke flammer, der ivrigt prøvede at mime skønne ballerinaer. Men allermest var de fokuseret på flammerne for at drage opmærksomheden væk fra de varsommeskridt der nærmede sig. For alt i verdenen prøvede at hun spille kostbar, ingen skulle tage hendes opmærksomhed imod hendes vilje! Hun var jo trosalt en fin og uvurderlig dame.
Men alligevel måtte hun undslippe en frydfuld støn, da mandelige fingre valsede over hendes blottede talje og mave for hendes højrøde undertøj.
Den maskuline og varme krop lå tæt op af hendes krop og noget af det lange sorte hår kildede hendes øre, så de lysende højblå øjne måtte vende sig bagud, hvor de så på den smukke rødelige hud, som stod i fin kontrast til de brune øjne og det sorte lange og utæmmelige hår, ligesom en mustang. De røde læber skulle til at smage hans læber, mens hun mærkede den valsende hånd udforske andre steder, så vågnede hun med et af en spørgende kvindelig stemme.
Selvom kulden fra gulvet og kæderne indgød en masse ubehageligeheder, så var isabella for træt og smadret til ville gide noget som helst... Men hey vent, kender jeg ikke denne stemme?
Med sammenknebet øjne fik hun rejst sig op, hvor håret lå uldret overalt på hendes overkrop og gav en vis dækkende lag over den enkelte natkjole, som just ikke overlod så meget til fantasien. De blå øjne blev fikseret på Millicent, som om det var det eneste punkt i hendes hjerne, som ikke kørte rundt i ring i hendes tømmermandslignende tilstand.

Som Millicent havde fundet hurtigt ud af, så var alle ejendele undtagen hendes tøj taget fra hende, således kunne hun ikke meddele den kære gamle havenisse om sin situation, og det ville have været lige meget anyway, for de lå i en betonskældre, hvor i væggene var der støttende jerngitter, som fungerede ret godt som en faraday cage, intet signal ville kunne undslippe fra dette sted.
Nogle af de andre kvinder var også begyndt at vågne op, da en meget tynd 18årig pige vågnede op, gav hun sig straks til at skrige og råbe med lungernes fulde kraft på hjælp, hvilket hurtigt fik vækket alle de andre tømmermændspåvirkede kvinder.
Med en grimasse vendte Isabellas ansigt imod den skrigende pige og sagde med en skarp tone.
"Stop med at skrige inden vores hjerne falder ud af vores øre!
Pigen blev stille i få sekunder før en højlyd gråd blev erstattet med skrigeriet.

På den anden side af Millicent var en korthåret militærlignende kvinde der sad og så på de andre og så på døren med et skarpt høgblik og meget alvorligt ansigt. Lavmælt og monotont sagde hun til Millicent.
"Nu kommer de sikkert ind og føre hende væk, da de ikke kan lide besværlige piger

Imens på den anden side hørte Millicent en meget tung og udmattet stemme fra den rødhårede kvinde, som hun jo aldrig har haft set i sit liv..
"hey! Jeg kender jo dig.. men hvorfra?
Det sidste var mere henvendt til sig selv, men før hendes tågede hjerne overhovedet kunne nå til en eneste konklusion, så blev døren i den modsatte ende åbnet voldsomt op i en høj skarp metallyd fra dens hængsler. Ind kom den store vampyriske indianer og en eller anden skummel udseende mand, hvor de meget små horn i hans pande tydelig indikerede, at han var af dæmonisk afstamning.
Indianeren havde en dyb og dog alligevel syngende stemme, men man var ikke i tvivl om, at han var alvorlig.
"hvem råbte?
Næsten alle af kvinderne og de unge piger var vågnet helt op nu, og hvis de ikke var, så var de i hvert fald blevet helt friske af den rungende og dødsensalvorlige stemning nu. Ingen af pigerne eller kvinderne rykkede sig, og den grædende pige prøvede at dæmpe sin gråd, men det var meget svært.
Millicent hørte en raslen ved hendes side, som kom fra den militærlignende kvinde med kort hår og tanktop, som pegede med lænkerne om hænderne imod den grædende pige.
Indianeren så på militærkvinden og så hen på den grædende pige, og selv gik straks til hende og hev hende om som en lille dukke. Lige meget hvor hårdt pigen prøvede at slå, så kunne hun intet gøre andet end at hænge som en sæt kartofler over hans ryg.
men før han lukkede døren bag sig vendte han sig om og sagde.
"Vi vil ikke have flere problematiske kvinder, så hvis i ikke opfører jer ordenligt, ja så ville i ønske, at i aldrig havde været født
Da den grædende pige hørte dette begyndte hun at skrige igen med lungernes fulde kraft, hvor dæmonen lukkede døren, men hvor han lige først spyttede i gulvet ca 2 meter væk fra Millicent og Isabella. Skriget dødede meget hurtigt ud kort efter døren blev lukket i.

Da Isabella først havde haft set indianeren var hun blevet fascineret af ham pga hendes "hede" drøm, men hans alvor skræmte hende fra vid og sans, så hun havde en voldsom slem psykisk kamp med sig selv for at fjerne hendes frygt. Instinktivt klyngede hun sig op af Millicent med ansigtet gemt i hendes arm, hvor frygten stille og roligt begyndte at aftage, da som Isabella mere end vidste, så var det på ingen måde godt, at Stine ville tage over! Den del af Crasie er overhovedet ikke brugbar i sådan en håbløs situation, hvad værre er, så er hun oftest linket til den meget mere mørkere side af denne pentagonpersonlighed.
Isabella fjernede nemlig sin frygt ved at fokusere på Millicents kvindelighed og den herlige parfumerede kvindelig lugt, som fik drev andre følelser op i Isabella, som var stærkere end frygten.

Millicent måtte igen ærge sig over at finde hendes ting var forsvundet.
Og over at hun igen ikke havde sin bue og pilekoger med sig. Hun måtte altså se at finde et alternativt våben og lære at mestre. Bue og pil var et sikkert træf, når hun var på større områder og altså havde det med sig.
Men der havde efterhånden været et par situationer nu, hvor hun manglede det.

Det gippede i Millicent og hendes bedøvede krop trak sig sammen , da den unge kvinde begyndte at skrige som en sindsyg.
" Sshyyssss....du ...vær stille ...shyssss vi skal nok" begyndte Millicent , men den smukke redhead , skar igennem med en irettesættelse af pigen.
Millicent drejede hovedet mod militær look alike kvinden  og studerede hendes ansigt. " Hvem kommer ?" det lod til at denne kvinde havde været her længere end de fleste i rummet, der først netop var ved at ramme overfladen. De var alle blevet drugged, og slæbt herned.

Hun ændrede sit fokus og så med milde øjne på skændheden ved hendes side.
Millicents øjne flakkede kort af forvirring over hendes ord . Havde de mødtes før?
Sjovt....for Millicent kunne slet ikke trække noget som helst op af mindeposen , der skulle indikerer det.
" Nej...jeg tror desværre ikk.." Så kom afbrydelsen og
Millicent blev ligbleg da døren blev smækket op, og to meget opsigtsvækkende mænd indtog lokalet.
De lignede nogen fra en Tarantino film, og var det ikke for den aura de kastede af sig af ondskab, ville især indianeren være et pragteksemplar af et mandfolk.
Men Millicents tanker summede slet ikke om den del, udelukkende om overlevelse , det var eneste priroitet nu.

Hendes hjerne var på overarbejde i at prøve at finde ud af hvad pokker hun skulle gøre.Hun var også på vej at række en hånd op og sige at det var hende der skreg, for at skærme den skrækslagende pige, men hun nåede kun at hæve hånden i luften, ordene sad fast med frygtens klister, i hendes sammensnørret hals, og imens havde militær kvinden udpeget den desperate unge pige.
Millicent drejede hovede væk, da de slæbte pigen ud, skrigende og kæmpende.
Hun kunne mærke hun fik kvalme af væmmelse og bekymring og det  blev bestemt ikke mindre da en alarmerende stilhed tordnede frem , kort efter.
I det mindste havde hun fået en hurtig død.
Millicent lagde en hånd på sin pande og rystede på hovedet.
Hun burde havde lyttet til Auriel, han havde sådan set advaret hende om dæmon missionen var for farlig. Men helt ærlig, hvem skulle tro hun ville finde sig selv i sådan forfærdelig en situation ?

Millicent blev opmærksom på de lyse kvindearme der havde et greb om hende og det rødpjuskede hårmanke der lå presset op af hende.
Pr. Automatik løftede hun en hånd og strøg over håret. Det var blødt og meget velplejet , og mere feminint end de øvrige i rummet.
Hvis de skulle sælge kvinderne her, burde Millicent først og fremmest bekymrer sig for hende her, for hun var by far den mest opsigtsvækkende. Alene at hun sad der i natkjole ,der afslørede al for meget af hendes kvindelighed til hun kunne gennem sig i mængden.
Millicents asymetriske kjole var nu heller ingen flyverdragt, men hun følte sig alligevel påklædt.Der var heller ingen flænger i den .
" Jeg er nød til at prøve at finde ud af hvad der forgår . Hvis jeg nu prøver at komme ud herfra og få nogen i tale, så skal du sørge for at alle herinde forholder sig i ro. Det duer ikke vi kriges indbyrdes , er du med ? Kommer de til age uden mig....ja eller med mig....så instruerer du dem alle i at se ned i gulvet, så snart de kommer ind. Ingen gør noget for at provokerer dem. Især dig " hviskede Millicent, og strøg endnu en gang sit hår over det røde bølgehav.

Så kom hun på benene, og med lidt vaklende skridt, gik hun over til døren.
De høje sko og resterne af stofferne i hendes system, gav hende en usikkerhed og upræcises og hun undervurderede skam ikke det farlige ved at træde ud af mængden, eller ved at risikerer at provokerer dem , ved at kræve opmærksomhed og ....ja stille krav.
For hun begyndte banke...hamre på den store dør og råbe ud ..." Undskyld....HEY....SORRY ...men jeg TROR der er sket en MISFORSTÅELSE HER ....KAN JEG TALE MED CHEFEN .....TAK...." hun bankede og råbet det samme et par gange mere! før hun vendte sig mod gruppen af folk, fangede den rødhårets øjne og trak på skuldrene. Det ville ikke være første gang Millicents plan ikke ligefrem bar frugt.

Badende i dette hav af sanselige indtryk - hvor den varme hud føltes som en hovedpude - hvor duften var et minde om hjem kære hjem - hvor de kærlige strøg over håret var som en vugges indbydende kald på søvn - var Isabella næsten ved at falde i søvn.
Men så skar alvoren i hendes stemme, som hvis en meget kold brise havde sneget sig under dynen, igennem Isabellas falske tryghed.
De store blå øjnene blinkede flere gange, da Isabella satte sig op med fokus på Millecent, ligesom når en fuld person virkeligt prøvede at koncentrere om noget, som lige pludseligt var blevet meget svært. Ethvert ord trængte ind, men ordene skulle åbenbart først et par gange runge frem og tilbage i hovedet, før det gik op for Isabella, hvad Millicent ville - og så viste det sig til at være for sent.
Militærkvinden rystede bare på hovedet og grinede for sig selv, da hun åbenbart havde overvurderet den blonde kvindes hjernevirksomhed.

Millicent kaldte på vagterne.
Siddende og derefter kravlende rundt på alle fire hen imod døren i en meget forvirret tilstand mumlede Isabella halv højlydt for sig selv.
"Nej.. Jeg kan jo ikke finde ud af sådan noget... Skal vi ikke bare vente?... Crasie skal nok løse alt!
Sagde Isabella til sidst skarpt og kiggede op på Millicent, hvor nu var forvirringen forsvundet. Isabella kunne ikke vide hvad Millicents reaktion ville være, når hun sagde Crasies navn højlydt. Millicent ville højst sandssynlig blive vold forvirret. Men Isabella var faktisk ligeglad for nu havde Isabella endelig en af sine mere "skarpe" moments, hvor de krystalklare blå øjne faldt på den spytklat, som dæmonen havde efterladt sig.
Med en stor grimasse stak hun sin lange femine finger med en spejlblank højrød negel ned i det slimede spyt, som stank langt væk af dårlig mundhygeijne.
I et øjeblik satte Isabella op og så spyttets meget langsomme og slimede gang glide ned af hendes finger, med lukkede øjne og med den anden hånd for næsen indtog hun spyttet uden nogen kunne nå at stoppe hende.
De fleste af kvinderne lagde ikke mærke til det, da de havde faret sig sammen af frygten for at vagterne ville komme når som helst pga Millicent. Men nogle gloede rets så meget over at se denne meget skønne kvinde sidde der og indtage spyttet.

Med en grimasse, som viste mere end tydeligt, hvor hæsligt det var, vendte hun blikket op imod Millicent og sagde.
"Nu har vi måske chancen, hvis bare Crasie kom tilbage!
Selvom Isabella var jo den samme person som Crasie, så havde hun bare ingen anelse, hvordan hun skulle bruge deres evne med illusioner, fordi Isabella kunne kun bruge den underbevidst, hvis hun vidste hvad den andens lyster var, så kunne hun tilpasse sit udseende af sig selv, men det skete bare automatisk. Mens bevidst manipulation var så fjern for hende som en by i rusland.
dog vidste Isabella hvordan evnen fungerede, og hvordan den blev stærkere ved at have en "ejendel" fra vedkommende, og hvad var bedre end at indtage det!
Så nu sad Isabella bare på knæ ca 1.5 meter væk fra Millicent og ventede på Crasie skulle komme tilbage, som en eller anden Geisha, som ventede tålmodigt.
Dog var der en nervøs trækning i Isabellas ansigt, da hun ikke ligefrem følte, at Crasie kunne overtage hende ethvert øjeblik, faktisk følte det som om, at Crasie var længere væk end den by i Rusland!

Millicent kaldte på vagterne.
Siddende og derefter kravlende rundt på alle fire hen imod døren i en meget forvirret tilstand mumlede Isabella halv højlydt for sig selv.
"Nej.. Jeg kan jo ikke finde ud af sådan noget... Skal vi ikke bare vente?... Crasie skal nok løse alt!
Sagde Isabella til sidst skarpt og kiggede op på Millicent, hvor nu var forvirringen forsvundet. Isabella kunne ikke vide hvad Millicents reaktion ville være, når hun sagde Crasies navn højlydt. Millicent ville højst sandssynlig blive vold forvirret. Men Isabella var faktisk ligeglad for nu havde Isabella endelig en af sine mere "skarpe" moments, hvor de krystalklare blå øjne faldt på den spytklat, som dæmonen havde efterladt sig.
Med en stor grimasse stak hun sin lange femine finger med en spejlblank højrød negel ned i det slimede spyt, som stank langt væk af dårlig mundhygeijne.
I et øjeblik satte Isabella op og så spyttets meget langsomme og slimede gang glide ned af hendes finger, med lukkede øjne og med den anden hånd for næsen indtog hun spyttet uden nogen kunne nå at stoppe hende.
De fleste af kvinderne lagde ikke mærke til det, da de havde faret sig sammen af frygten for at vagterne ville komme når som helst pga Millicent. Men nogle gloede rets så meget over at se denne meget skønne kvinde sidde der og indtage spyttet.

Med en grimasse, som viste mere end tydeligt, hvor hæsligt det var, vendte hun blikket op imod Millicent og sagde.
"Nu har vi måske chancen, hvis bare Crasie kom tilbage!
Selvom Isabella var jo den samme person som Crasie, så havde hun bare ingen anelse, hvordan hun skulle bruge deres evne med illusioner, fordi Isabella kunne kun bruge den underbevidst, hvis hun vidste hvad den andens lyster var, så kunne hun tilpasse sit udseende af sig selv, men det skete bare automatisk. Mens bevidst manipulation var så fjern for hende som en by i rusland.
dog vidste Isabella hvordan evnen fungerede, og hvordan den blev stærkere ved at have en "ejendel" fra vedkommende, og hvad var bedre end at indtage det!
Så nu sad Isabella bare på knæ ca 1.5 meter væk fra Millicent og ventede på Crasie skulle komme tilbage, som en eller anden Geisha, som ventede tålmodigt.
Dog var der en nervøs trækning i Isabellas ansigt, da hun ikke ligefrem følte, at Crasie kunne overtage hende ethvert øjeblik, faktisk følte det som om, at Crasie var længere væk end den by i Rusland!


"HEY..HALLO!" forsatte hun ufortrødent sin hamren på døren.
Det var meget muligt at militærtrunten sad og lo af Millicent, der stod i sin stramme kjole og høje hæle , og forsøgte at opfinde en ny dyb tallerken- men det var jo ikke fordi kvindens seje militær look var dem meget til hjælp vel ? og Millicent fandt ikke ideen om at side stille og gøre absolut intet andet end at vente på at blive hentet, særlig tillokkende. Måske de selv kunne selv skabe nye og uafprøvet handlemuligheder, ved at optræde lidt.....anderledes ?

" UNDSKYLD MEN VIL I.." hun blev afbrudt, ved den smukke kvinde ,der kom kravlende på alle fire nu. " Vente ? nej...jeg tror ikke det er r en god ide...m-men..." forstummede Millicent og skar en uforstående grimasse.
Hvad pokker mente hun med Crasie? KENDTE hun hende? eller hvad forgik der lige ? Var det hele et set up ?
Inden Millicent nåede at sende sine spørgsmål afsted, måtte hun med væmmelse se den klistrede snotklat, blive skrabet op og suttet i sig, af skønhedsdronningen.
Millicent tog en dyb vejrtrækning og højre hånds fingre, gled op til venstre øre, hvor hun gned på sin øreflip , som hun lige skulle tænke over det sælsomme syn.
det hele virkede som en film noir, af David Lynch - hvor intet af det der skete gav nogen som helst mening. Nu manglede der bare at en kanin kom hoppende igennem lokalet....eller to dværge der så helt ens ud !Millicent fnøs stille , men kom så i omdrejninger...

" Nej...nu må du virkelig holde op med det der.Er du helt ok ? Crasie er IKKE her , hun danser sikkert et sted og har det herligt ,helt uvidende om det her". Millicent håbede hun havde ret.
Millicent ville så trippe over til Isabella hvor hun langsont sank sætte ned på knæ.
lårene blev blottet et godt stykke op, som kjolens stof trak sig sammen, og de sorte skosnuder blev overfladisk skrabet mod kælderens gulv af sten.
Med hænderne placeret på Isabellas kinder , ville Millicent læne sig frem og nærme sig Isabellas ansigt, almost som skulle hun ville kysse hende.
men Millicent havde lært at skulle man tjekke for feber, lod man sine læber presse let mod patientens pande, og hvis den var varmere end læberne, så var feber tilstede som symptom på der var sygdom.
isabellas pande virkede bare ikke varm, og Millicent trak sig tilbage igen...med bekymring i hendes øjne.
Ingen normale ville æde spyt som var det en klat is, vel ?
Og hvad var al det snak om Crasie ? Millicent kom på benene igen, med ordene " Hvis du æder meer snot så kvæler jeg dig, det er ikke gangbar stil " og Isabella fik et advarende blik.

Der kunne jo gå panik i hele molevitten,passede de ikke lidt på. Flere af kvinderne var krøbet sammen i små grupper, og de virkede en smule skræmte af Isabellas underlige opføresel...men også af Millicents ide om at tiltrække vogternes opmærksomhed.

men det var for sent at ændre på, for lyden af tunge vrede skridt, kom nu nærmere og nærmere.
Døren ville blive flået op, og kvinderne var ikke længere alene i rummet.
Millicents hånd der ellers skulle til at banke videre på døren, faldt dødt ned langs siden. Hun glanede lidt på mændene. Måske det havde været....dumt alligevel ? Et kort blik på Isabella og Millicent rystede på hovedet. Kvinden sad så stille, næsten underdanint...afventende som ventede hun på en ordre. Christian Freakin Grey ville eksploderer af glæde over hende, nede i hans legerum- for gennem Millicents tanker, inden lyden af deres fangevogtere jog tankerne væk. Millicent begyndet at fortryde...
Nå....men no use crying over spilt blood, eh ?

" Undskyld...undskyld for støjen, det er jeg meget ked af. Men jeg ville høre om det var muligt at komme til at snakke med...eh...din chef ?" begyndte hun . Millicent ville ønske hun lød både tough og barsk, men hun kunne da godt selv bruge ørene og allermest løs hun som en mus der peb sin bøn frem, og lagde den i hænderne på sin bøddel.

//hvorfor er de to første afsnits en kopi af noget af mit emne?? XD //

Isabella rystede stædigt på hovedet
"Nej, Crasie er lige her! Hun skal bare stoppe med at lege gemmeleg!
De nervøse rynker i ansigtet var blevet tydeligere og desperations næsten opgivende mathed var gledet over de krystalklare øjne.
Langsomt blev den nervøse desperate udseende byttet ud med en lettere forvirring og målløshed, Vil hun virkeligt kysse mig? Øjnene blev fikseret på læber, men til sin ærgelse ramte læberne panden..n I sit hoved nåede hun lige at tænkeNej nej pigebarn, det er det helt forkerte sted, hvis du skal forføre en kvinde!
Isabellas eneste respons på Millicents "trusle" var en kluklatter, da det var vist lidt for sent, hvor mange kropsligevæsker havde Isabella ikke "optaget" igennem tiden? Dem både af mindre og bedre kvalitet? Men mad er mad, og i sidste ende er seksual begær det samme om det så er fra en grim eller en pæn person.

Hvis man lige skruer tiden nogle få minutter tilbage, så havde vagterne sat sig ved et rundt bord, hvis overflade var pyntet med røde, hvide og sorte farver fra de mange kort på bordet. Grinende over, at have set det pigebarn straks besvime ved et meget lille slag(efter deres mening) i hovedet, og hvor hun var blev ført væk til "strafferummet", satte de sig til rette ved bordet og akkurat som de løftede de skjulte kort i hånden for at endnu engang prøve at vinde hinanden i poker, så lød der igen larm nede fra gangen.
Vagt 1"Det var da satans!
Vagt 2"Hvornår lærer de kvinder ikke at være hysteriske!
Dæmonen."Hey det er bare deres gener, og så ville vi jo ikke have grund til at slå dem, ikke?
Vagt 2"Bossen bliver så glad, hvis han hører om det her!
Vagt 1"Hør lige efter"
Straks lagde de mærke til noget ved stemmen, det var ikke en desperat skrigen som før, det var just heller ikke så "bange", det var en krævende stemme, lyden af en kvinde, som ikke var blevet sat på plads endnu.
vagt 1"det var da satans.
Dæmonen"Krævende kvinder er værre end hysteriske kvinder
Vagt 2"Måske skal vi personligt straffe hende? ikke overlade det til bossens-dinse-af-anden-hudfarve

Glade var de overhovedet ikke for at forlade deres spil igen, eller alle undtagen en. Et lystig look, som nok kun kunne afstamme fra en sadistisk holdning, var afspeljet i meget mørke øjne, som var indrammet i det klistrede hår, som nok var blevet sat et par gange eller to på plads ved brug af hans orale væske. Dæmonen elskede besværlige kvinder, intet bedre end at se gejsten forsvinde fra deres øjne.
Dæmonen var bag de to andre vagter, og hans øjne var først fokuseret og interesseret i pigebarnet med den asymmetriske kjole, men så faldt hans øjne på noget andet. Den røde farve var som månen for en møl. Et grumt smil havde næsten en lodret vinkel på det ikke just veltrimmet halvstubbede ansigt, og smilet blev just ikke særlig kønne af gullige tænder med en næsen lysende grønlig mugfarve mellem tænderne.
Nu var han fuldkommen ligeglad, hvad de to andre vagter ville gøre imod den blonde tøs, sikkert fange hende og give hende noget tæv, bare sålænge han fik hende her for sig selv... Pludseligt forsvandt han bag ryggende på de to meget frembrusende og bredskuldrede mænd, men som just ikke var af en mere renlig kvalitet end dæmonen selv.
I en verden, som knap de færreste nogensinde havde været i, vandrede dæmonen i skyggerne, hvor fysiske barrier just ikke var et problem. Ud fra skyggen bag Isabella, ligesom da han stak sprøjten i halsen på Crasie, manifesterede han sig ud af skyggen. Et par af de helt unge piger gav et hvin af forskrækkelse over hans pludselige fremtræden, mens Isabella var så fokuseret på at på en eller anden umulig måde at få fat i Crasie, at hun aldrig opdagede nået som helst før smerten tog hendes opmærksomhed.

Opspirrende øjne fik lige pludseligt udsyn til den dæmoniske herkomst, da den stærke hånd med et høggreb havde tvunget Isabellas hoved bagud, mens den anden arm havde låst hendes arme fast bag på ryggen. Af ren skræk blinkede Isabellas øjne overhovedet ikke og det isnede i hele hendes krop, da det krævede just ikke fantasi at se, hvordan hun ville komme under en "kærlig hånd" hos ham, hvis han udfoldede sig.
Hvis Millicent gav nogen lyde fra sig, hvad der end skete mellem hende og de to store skumle mænd, så ville Isabellas blik flytte sig imod hendes retning, da hendes frygt var ikke kun baseret på hvad manden bag hende ville gøre imod hende selv. Nej noget værre var på vej... Blikket faldt ned på hendes hår med den gyldne flammelook, hvis spidser var begyndt at blive mørkere og mørkere.

Voldtægt var ikke ligefrem noget, som denne pentagonpersonlighed havde det godt med, især ikke den meget sadistiske af slagsen.
Dråben blev så, da han lod sin hånd glide fra hendes hals, over den gennemsigtige røde natkjole med de naturlige smukke bryster til den bløde tajle, hvorefter hånden gled over den nederste sted af maven, hvis illusioner ikke ligefrem afslørede de markante og grumme ar over livmoderen, som afslørede en skæbnesvanger fortid.
Som bæreret der flød over, blev dæmningen brydt dybt inde i hjerteste mørkeste krog. Ondskaben inficerede alt i den søde kvindesind, og hadet var brændstoffet, som et enzym der fik alle reaktioner til at gå langt langt hurtigere. Med hadet, ondskaben og personlighedsskiftet kom straks kraftfulde illusioner, der fik alle i rummet til at intet se, kun kulsort mørke, og vor kilden tydeligt udstrålede med dæmonisk magt. Den eneste der kunne se, det var Lillith og Isabella, hvor Isabella mærkede tydeligt, hvordan hun havde mistet magten og vidste 100%, hvad Lillith tænkte, følte og ville gøre!
I mørket hørte alle dødsskriget, hvis frekvens var et bevis på, hvilket smertehelvede en hvis person oplevede mellem dem alle. Og lyden var straks efterfulgt af den meget ubehagelig lyd af væv, muskler, sener og knogler der blev flået fra hinanden.

Alt dette havde nok varet knap 2-4 sekunder, før alle personerne i rummet kunne se igen, og det var kun takket være Isabella, da Lillith havde tænkt på at efter hun ville flå manden fra hinanden, så ville hun lade alle andre lide og lade Millicent blive den sidste, da Millicents hidtige gerninger har afpejlet en personlighed, der højst sandssynligt ikke ligefrem ville have det godt med at stå magtesløs og se alle omkring sig dø, især uskyldige...
Som lilliths tvilling var Isabella den eneste der kunne matche Lilliths følelser, da Crasies måde hvorpå hun næsten har et personligt korstog imod de seksuelle drifter og sørgede for at glemme minderne, så fik Isabella sin kraft ved at bestå af den meget meget stærke drift, som eksisterede i alle, som var lige match med hadet der boede i Crasie. Der er ingen grund til, at selv magtfulde mænd kunne gå i knæ ved noget så simpelt som sex...
Så alt i alt endte det med at Isabella fik magten før hun ville forsvinde helt fra bevidsthedens overflade, som der normalt skete, når Lillith fik magten.

Men hvad alle personerne så i dette rum, var nok ikke et kønt syn. Det var jo som sagt sket så hurtigt, at faktisk var dæmonens hoved endnu i luften med blodet flyvende efter sig, som de flammende gnister efter et stjerneskud. De to vagter så det skam også, og i deres hoved var pengene ikke det værd for at de skulle lade livet, så de forsvandt nok lige så hurtigt, som de var kommet, andet hvis der kom "forhindringer".
Mange af pigerne skreg og Isabella så på sin blodtilspøjtede kraft og bloddryppende hænder med øjne så store som rundetårn.

//jeg har svaret nu og jeg håber at du er tilfreds! Jeg føler mig noget rusten! :D//

// det er lækkert som altid - og med lillith i aktion , hva ! Ikke hver dag man får se hende :) //

//ville bare lige være sikker på at informere dig om, at der er intet svar i dit indlæg, ikke fordi det gør noget! :D Bare hvis du nu sad og ventede på mit svar, mens jeg venter på dit svar :P //

// hentyder du jeg fucker up og både indsætter ekstra indlæg OG glemmer mine egne ? Whatever gave you THAT idea, girl :P
Det var da fordi dit indlæg var så skide godt , at det bare MÅTTE med igen :) XD

Håber du havde den bedste dejlige jul og kom godt ind i 2015, kærlighed herfra til dig !//


Millicent strøg en hånd hend over den ildrøde prærie af lokker, som Isabella havde og prøvede at trænge igennem , gjorde et forsøg på at finde ind til lidt fornuft hos hende.
" Det ville være dejligt , om Crasie var her- men jeg HAR  set efter , og hun er her altså ikke. Og der er hverken et garderobeskab hun kan gemme sig i, eller besøge Narnia fra....og ingen  senge at ligge under. Its just...us... Men det skal nok gå....det lover  jeg " ville hun gerne gøre et forsøg på at berolige Isabella, med en varm omsorgsfuld lav stemme, og en hånd der strøg ned af hendes venstre kind.

Millicent ville stadig gerne vide , hvordan relationerne mellem den smukke rødhåret pige og Crasie hang sammen?
De måtte være stærke , siden det var Crasie hun vedblev talen om, nu hvor hun måtte være meget skræmt.
Millicent hev en mundfuld klam indelukket kælder luft ned i brystet og foldede sine arme over det tæt siddende sorte kjolestof,der var spændt ud over brystet.
Det var svært at tage brugbart bestik af hele situationen her, for de var som at skulle lægge et puslespil man ikke kendte motivet af - og gøre det med bind for øjnene.
For mange skjulte motiver og hensigter fra deres kidnappede og Isabella der opførte sig mere underligt end Lady Gaga, og hér taler vi altså om en kvinde der iklæder sig en kjole syet af friske koteletter , så dét sagde en hel del.
Hun rejste sig igen, da der ikke var feber symptomer at handle på, bag den lyse pande og var på vej mod døren, da lyden af afstraffelse nærmede sig.


Millicent blev ufrivilligt en del af en film, hun gerne ville have undværet.
At se mændene...deres smil , deres fremtoning og især deres kolde øjne ...gjorde hende bange. At se den samme mand, der havde stukket nålen i Crasie  fokuserer på Isabella, og lægge hænder på hende, ændrede de bange anelser og gjorde Millicent skrækslagende . Det hele skete som i slowmotion, hendes hjerne var for langsom til at omsætte hvad øjnene tog ind. Det skulle igennem et filter...en slags beskyttelse, så hun ikke bare resignerede og opgav, og tog flugten ind i sig selv- som offrer ofte ville.

Vores små reptil hjerner, de vil enten reagerer med kamp eller flugt, er vi truet.
Og Millicent kunne ikke flygte nogen steder hen...heller ikke ind i sig selv, for synet af manden der var over Isabella , dannede små bobler af ufortyndet vrede i hende.
En trang til at stå op og forsvare det uretfærdige og lægge sig imellem skubbede angsten bagud og gjorde hun ikke blev helt handlingslammet og apatisk,
Hun vidste at det ville forringe egne chancer, men tænkte ikke kun på sig selv nu....hvis ikke de stod op for hinanden, kvinderne i denne kælder , fanger der så ud til at dele samme skæbne- hvem skulle så stå op for dem ? Ingen vidste jo de var taget hertil, befandt sig mod deres vilje her.
Ingen vidste at Millicent var , i hvertfald.
Beslutningen var truffet, før hun selv opdagede det og  det kostede en lille hær af bandeord fra de lyse læber, samtidig med hun så stormede mod dem, for at blande sig , for at kaste sig ind i den ulige 'kamp'.


Desværre var det en ret slatten storm....for to tre skridt fremme, havde en solid arm fra vagt 1 grebet fat i Millicent og halet hende baglæns, lige ind i armene på vagt to.
Med kun en hånd, kunne han holde begge Millicents, bag ved hendes ryg og de var spændt så hårdt, at den voldsomme smerte der gennemsyrede hendes arme, fik hende til at skrige og tro at den ene arm måtte være brækket et sted- eller gået ud af led ved skulderen? Noget var helt forkert med den da.

Kort mødte hun Isabellas øjne, da de havde fundet vej for at se hvad der skete med Millicent. Millicent var på randen til at trippe.
Hun ønskede ikke være en pjevs, men selv hendes kreative hjerne kunne ikke finde en vej ud af det her. De andre kvinder sad som sten, bange for at røre sig, ville ikke risikerer at skille sig ud, at blive en del af konflikten og dermed blive genstand for mændenes vrede og gale leg.
Der var kun Isabella og Millicent...mod tre store brutale mænd, en meget ulige kamp. Især når Millicent ikke have en evne der kunne bruges til angreb og kamp, men kun til psykologisk forsvar.
Ja ja....en ironi det var...hun kunne beskytte sig mentalt mod indtrængende forsøg.

Man kunne ikke manipulerer hende til at føle eller gøre noget, ikke styre hende som en marionet- dejlig evne !
Men den forhindrede ikke at Roselia..,en ånd eller hvad fanden hun var , kunne trænge ind og overtage HELE Millicent, Se DET var da ironi på højt plan. Det irriterede hende helt enormt meget, hun var virkelig vred ...på kanten af hysteri nu. Hun løftede højrebenet lidt op, og knaldede så sin sylespidse skohæl , lige ind ind vagt to's knæ.
Han brølede utilfredst og slap sit greb lige nok til at Millicent kunne vriste en enkelt hånd fri af ham.

" hvad helvede din lille luder" tordnede vagt 2 mod Millicent - og det ville kort efter runge fælt i Millicents hoved og flimre for de klare blå øjne. Hun kunne ikke helt fokuserer og stille skarpt , da hans knytnæve rystede hele Millicents ansigt, med dens styrke mod hendes kind.*KNALD*
" Je...jeg....årh ....rigtig mand...hva" prøvede hun stædigt at håne, selv om hun kun var oprejst nu, fordi vagt 1 holdte hende oppe. Han stod stadig bag ved hende, men hænderne under armene på Millicent, der var lidt af en ragg doll at se på nu.

Som i en tåge, fornemmede Millicent at noget var ved at ske.
Man kunne næsten smage det i luften, i stemningen .... " something wicked is comming this way " småsang hun halvt omtåget  efter slaget , med en mekanisk stemme.
Uhyggen hang tungt i luften, og selv hendes vagter synes at bemærke den.
De tøvede nogle sekunder med at forsætte de tæsk der ellers skulle hagle ned over den spinkle lyse krop, de holdte oprejst.
Millicent troede at det var hende der nu gled helt bort, da alt blev sort.
Det var bestemt ikke fordi hun var mere modig end de andre piger, skriget sad bare fast i hendes hals, da grusomhedene lod sig udspille i mørket.

Man kunne høre hvordan nogen næsten smæskede sig igennem kød, ben og knogler og skildte det hele ad.
" åhh gud...åhh gud..." Bad Millicent hjertenskærende da hun sank i knæ ned på gulvet , som en slatten spaghetti.
Det lød som hendes vagt var blevet slynget ind i en væg og havde fået revet et par legemes dele af.
En blodig vind, var eneste tanke i Millicent. Det virkede som en eller anden...hurtig som en vind , men langt mere bestialsk og stærk end en vampyr farede rundt - eller sendte en kraft rundt, en energi....en der gjorde det af med dem alle.

Med dem alle! Millicent rullede sig sammen som en kugle og beskyttede sit hoved med hænderne. Hun lå og vuggede lidt frem og tilbage , og kæmpede for ikke at miste grebet . " you can do this you can do this you can do this" messede hun melodisk og sagte . Det blev ved til lyset vendte tilbage. Måske det blot var de 2-4 sekunder, men det var de længeste i hendes liv, og hun følte mindst  en evighed passerede forbi, før rummet igen var oplyst af de små elpære, der dinglede ned fra loftet og de igen var istand til at se.

Millicents øjne blev så store som te kopper, da de så hovedet flyve gennem luften.
Fejlagtigt var det ikke hendes vagts grimme fjæs, og alle andre synes også være i et stykke....det hele var bare gået så stærkt så det havde haft en følelse af døden var alle steder, men ....dæmonen var nu et hoved mindre, og da hans knold landede med et BOINK på gulvet, rullede et par meter som en anden bowling kugle og landede for fødderne af en buttet ung pige , hvis små mørke krøller begyndte at danse , da hun skræmt rystede på hele kroppen og skreg sin væmmelse ud .

Millicents blik lagde sig på Isabella. På hendes hænder og især hendes øjne.
Isabella så lige så forbløffet ud som resten af flokken, og Millicent var hurtigt ved hendes side og krævede en forklaring.
"Hv..hvad Jesus???hvad skete der lige ?" lød det rystet fra hende.
Da vagterne var optaget af at hviske sammen, havde de lige nogle sekunder for dem selv, regnede Millicent med .
Vagterne havde stukket hovederne sammen, Sikkert for at afgøre om de skulle hente back up eller føre pigerne der synes årsag til al balladen , til deres chef.

Millicent havde været mørklagt , ligesom resten af kælderens fanger og vogter.
Det var et stort setback- for havde hun haft sit syn havde hun genkendt Lillith.
Dust havde advaret hende, dengang på kroen , da de rejste rundt.
Han havde sagt at hun skulle udvise stor omhu, for fandt hun Crasie skulle hun tage sig iagt for Lillith, og så havde han vist et billed af hende.
Men endnu anede Millicent ikke hvem hun havde været i selvskab med.
Endnu anede hun ikke Crasie var et sted 'derinde' -  det eneste hun vidste var at de var seriøst på røven, og at hendes venstre arm hang lidt anderledes og gjorde fortvivlende nas.
For satan hvor en cognac ville være at dø for nu.

Musklerne sad fastspændt i chokkets greb, hvilket langsomt forsvandt efter Millicent kom hen til hende, men lavineeffekten var næsten værre, da hele hendes krop begyndte at ryste voldsomt, mens adrenalinen endnu flød på rød-alarm-niveau. Med store anstrengelser fik hun vendt hovedet imod Millicent, mens hendes arme var endnu stadigvæk fastlåste foran sig. Med al kraft i verden prøvede Isabella at tage kontrollen over hendes stemmebånd og læber, men det blev kun til en remse af hakken af ord, som grovhakket grøntsager.
"De-de-det var.... Lil..lith... kraft....
Nåede hun at sige, før hun rystede endnu voldsomt på kroppen og måtte begrave sit hoved i armenes favn.
Imens havde vagterne taget beslutningen, hvilket nok ikke ville være til chefens tilfredsstillese, da de simpelthen sagde op på stedet og skyndte sig ud.
Med stor beslutsomhed prøvede Isabella at piske sin frygt væk, men det krævede abnormt stor koncentration, hvilket gjorde, at hun ikke ligefrem var til at rigtigt komme i kontakt med første mange sekunder.
Det var først, da lyden af millitær-kvindens stemme henvendt til Millicent, at Isabella begyndte at slappe mere af. Hun stod ved den frie udgang med et alvorligt og noget skræmt udtryk i hendes øjne.
"Du har været heldig, at din plan har lykkedes. Men du overlever ikke uden et våben både for vagterne men skam også hende!!"
Isabella så udforstående op på den anklagende pegefinger, der syntes næsten at prøve at gennembore hende på afstand.
Alle andre i rummet havde jo haft skyklapper på, som havde været på Lilliths kommando. Men i denne verden eksisterer der nogle enkelte personer med en langt større psykisk defensiv evne end Millicents, som gav totalt immunitet for enhver psykisk evne. Dette havde selvfølgelig gjort, at hun havde set det hele!


Militærkvinden havde blevet på sin plads, selvom hun havde det skidt med at se de to kvinder ende i en situation, som hun kendte alt for godt til. Tæt på var hun ved at rejse sig, da vagterne skadede Millicents skuldre eller arm, og mens Isabella var fastlåst i rovdyrets greb. Men handlingen blev bragt afbrudt, da hun så, hvordan denne smukke og ellers meget uskyldigt udseende kvinde pludseligt blev til noget, som måtte være den næsten rene modsætning.
Blodskinnende katteøjne, som uden tvivl vil hjemsøge hende - Kløer som ville kunne selv flå igennem en elefants kranium - Sort hår som synes at have en virkning som intethedens mørke afgrund. - Men mest skræmmende af alt var det den isdronninge-lignende kynisme hightlighted af frydens altfortærende lyster, mens denne kvinde, som pludseligt havde groet sorte katteøre og hale, bare roligt med et nik, var det mest skræmmende af alt.... Især når noget så simpelt som et nik åbenbart kunne med psykisk magt tvinge hovedet af dæmonen til at løsrive sig fra sin krop på brutal vis

Militærkvinden begyndte at løbe i en retning af gangen, hvor Isabella vente sine meget store dådyrsøjne, som kun kunne have lighed med en ultra nuttet animepige, vendte dem imod Millicent, hvor den lyse smukke farve syntes at trække alt den opmærksomhedskrævende magt fra det tilsprøjtede blod på hendes hænder.
Nogle af de andre kvinder så sit snit til også at løbe både for at slippe fri men også at komme væk fra det uforklarlige som end lige var sket i rummet, mens halvdelen af de andre, især de meget yngre, turde endnu stadigvæk ikke at rejse sig og løbe.. Hvad nu hvis det hele bare var en stor ond joke?

//ja det er med vilje, at det ikke er så langt :) Jeg prøver lidt at undgå at komme til at styre historien for meget ved at skrive om en masse ting, som der sker forud :3 //

//Nu er det langt tids siden, at du har haft besvaret dette emne og jeg ved, at du har svaret mange mange andre siden da. Jeg havde ærligt talt besluttet mig at intet sige, især da jeg havde haft spurgt dig to gange om emnebesvarelsen var fin.
Men ja kunne ikke lade vær mere.
Så ærligt talt, er der noget galt med mit emnesvar eller hvad?? (For af det, om jeg husker af, så havde du lettere undgået de to gange, hvor jeg havde haft spurgt) ^^//

// nej da :(

Men jeg troede slet ikke du ville emne for tiden o.o
Jeg lover at lave svar så hurtigt jeg kan - du må da ikke tro der er noget galt ! Egenlig troede jeg bare det lå længere nede på din liste ---- laver det senest mandag ! Tilgiv mig.

// jeg er virkelig ked af hvis jeg fik dig til at føle der var noget galt..
Du ved jeg er vild med dine puppet Master emner, og jeg er ked af hvis det ikke skinner tydeligt frem - men så er det ihvertfald sagt nu.
jeg elsker mit emne med Crasie

XD

//Jeg har jo ikke på noget tidspunkt sagt, at jeg ikke ville emne eller i hvert fald ikke ville emne vores emne o.o Ja jeg havde det travlt og har det sådan set mere end nogenside :) Men det betyder da ikke, at jeg stadigvæk ikke vil? plus mine flere gange stikken til omkring vores emne burde have bevist min motivation. Men lige meget anyway ^^

Og nej du skal da endelig ikke skynde dig, det er der da ingen grund til at gøre. ^^ Og ja selvfølgelig ligger det nede under f.eks. min "admin emne" med Xexillia og så plot med Payne. Men de to ting er også kun i top prioritet, da den ene er vigtigt for Xexillias karakter, det andet med Payne er fordi det er et plothistorie, som kommer til at føre til world event.(godt nok først om lang tid pga emnet er langt)
men ellers har vores emner aldrig ligget dårligt på min prioritetsliste ^^//

Trods chokket og fortvivlelsen hang som en tung sky over det hele, kunne Isabellsa få ord godt trænge igennem og ind til Millicents bevidsthed.
"Lillith...så det ...OH MY GOD..for shits sake" mumlede Millicent, der var i fuld sving med at lægge de sidste brikker i Isabella puslespillet.
Så havde hun jo fortalt sandheden all along.
Crasie VAR derinde et sted, for hun. Vidste at Lillith var en del af Crasie. Dust havde bare ikke fortalt at en rødhåret skøndhed også var. Måske han ikke havde mødt Isabelle? Ihvertfald mente han ikke hun var farlig, men havde advaret på det stærkeste omkring Lillith.
Millicent rakte ud og trak Isabellea ind i et halv knus, idet hun holdte lidt beskyttende over Isabellas hoved, da Millicents armen lagde sig oven på Isabellas.
Sikke en omgang.

Smerterne i Millicents arm var endnu nogenlunde dækket af den voldsomme adrenalin og et kæmpe udslip af endorfiner , som hendes krop selv producerede.
Det ville først blive uudholdeligt, når Millicent engang slappede af og fandt tryghed igen-  det var komisk at stå her og håbe på smerter , længes efter kun at skulle deale med den fysiske smerte- men den kunne hun stå imod , hun vidste den ikke kunne true ...kun gøre ondt.

En puslen og en trampen tiltræk opmærksomheden, da vagterne resolut forlod kælderen. Deres kollegas hoved ,der nu lå og stirrede tomt op på dem, var eneste motivation de behøvede for at stikke af. De havde mønter nok til at kunne betale sig ombord på et skib, og sejle til andre himmelstrøg- således at de kunne undgå straf for at svigte deres herre....eller det var i hvertfald hvad de håbede at kunne. Så de overlod biksen , men åbne døre- da de havde travlt med at komme afsted, og ikke se sig tilbage.
Millicents øjne søgte militærpigens.
Hun havde set hvad der skete! Hvis Millicent havde været mere fokuseret og opmærksom- hvis hun havde ØNSKET at se, så havde hun også kunne holde sit mentale skjold HELT på plads, og nydt showet fra front row.Men hun var tavet med bukserne nede, og havde været  stiv af skræk- hvilke betød hun var forført af illusionerne...til en hvis grad.
Kvindens ord hang nogle sekunder mellem dem- lå ligesom i luften - imens Millicent kneb øjnene en smule sammen, og bed indersiden af sin kind.
Hun arbejde på at tage oplevelsen ind men på samme tid at få et fugleperspektiv over deres lorte situation, der dog lige var lysnet væsentlig, da vagterne forlod den synkende skude. Var det det....en synkende skude ?
Millicent medgav pigen .."Ja..det var heldigt ...men våben ? Hvor skulle vi få dem fra ? Det er jo ikke fordi her er et prangende udvalg"
Hun havde løsnet sit knus om Isabella og ladet hende glide ud af sin favn.
Millicent og slog ud med hånden i rummet, for at understrege hvor nøgent det var.
Total fravær af våben.
Den lidt sammentrukket grimasse hun havde, aftog af et forbløffet udtryk, over Militær pigens afslutning.
" Så...du tror jeg skal have våben ...grundet hende ?seriøst...øøhh...mon ikke jeg VAR død nu så!"
Millicent kunne godt mærke en klam frygt prikke til hende.
Det VAR jo sandt, Isabella var årsagen til det forfærdeligt det lige var sket.
Men som Millicent så det...var hun også årsag til alle pigerne nu, var i stand til at tage flugten ud af dette helvede, da vagterne var skræmt væk.
Og det var DET fokus Millicent holdte sig, da hun så ind i Isabellas øjne.
De virkede meget rene, på en måde en kontrast til den yderes sexede og smukke kvinde, men Millicent kunne bare ikke få sig selv til at tro at Isabella ville Millicent noget ondt.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at sige.."Godt...ikke flere lege nu, jeg tror vi skal se at komme ud herfra, før døren smækkes i igen- og så skal vi måske lige se om vi kan opsnappe hvilken idiot der har sat det her i gang !"
Der var to ting på Millicents liste af to do ting....eller tre faktisk.
1. Få styr på sig selv, og genoprette en smule balance inden i.
2. Få Crasie bragt frem og fragtet til Vladimir- og sikre sig alt var ok og Vladimir ikke ville hende noget ondt- men nu også at denne Lillith ting ikke åd Vladimir ! Suk- det havde lydt som sådan en enkel opgave, dengang hun accepterede den !
3. Få info om hvem det asshole var der havde masterminded dette misbrug af piger, for nu var det en personlig interesse for Millicent  at få ham ned med nakken.
Det var mulig at hun hverken var den stærkeste  eller den mest kampøvede person- hun var heller ikke den klogeste eller den mest beregnende lille kriger- men hun var lige så opsat på at bremse ham og stå op for kvinderne som en lille arrig bulldog,en der bare ikke ville slippe buksebenet, fik den først fat.
Så man skulle ikke undervurdere den blonde unge pige, med det bløde hjerte.
Var grunden god nok, kunne hun klare at få hænderne beskidte.
Hun greb fat i Isabellas hånd..."Så det afgang rødhætte lød det med fornyet kraft og optimisme, fra Millicents læber.

//Emneafslutning

Millicent og Crasie slipper ud derfra, dog kommer de uden tvivl til at støde på indianeren, hvor Isabella måske får nosset sig sammen og bliver til crasie igen, dog ikke uden hård kamp. De ender sikkert med, da Crasie er såret og de finder ud af, at de var blevet holdt fanget under the dark city, at den sårede Crasie(såret pga kampen) fører dem hen til hendes hemmelige lejlighed, da hun ville nægte at få hospitalisk hjælp i the new miami(da hun vidste at hun var eftersøgt). Lejligheden ville være stoppet med gamle ting fra før krigen fra top til tå, et meget proppet fortidsmuseum alt fra cd'er, teknologi, tøj, bøger(især bøger), film, dvd'er, blue-ray, VHS'er, spillemaskiner, alt der er gammelt fra den tid af.
Efter at Crasie har taget nogenlunde af sig selv, så indser Millicent helt klart igen, hvad hun uden tvivl har prøvet at benægte/glemme, så var det den besked, som Millicent havde fået på sit lille apparat fra vladimir
""Mission 39D52. Crasie. Meget farlig. Dræbt omkring 150 calvarinos soldater over flere omgange. Missionens mål er derfor at elimenere hende"

Sikkert efter en snak, hvor Millicent hurtigt finder ud af, at crasie faktisk ingen ide har og og fuldstændigt NÆGTER sine andre personligheder undtagen isabella, at det var uden tvivl ikke Crasie som selv havde gjort disse ugerninger, men noget andet i hende.
De har uden tvivl en lang snak, måske også hvor Millicent kan finde genkendelse i Crasie det med at blive overtaget af en anden personlighed uden at vide det osv.

Millicent beslutter nok uden tvivl at ikke vil følge ordren og så må tage konsekvensen med Vladimir, hvorfor hun har fejlet sin mission(og måske lyve lidt om det, især hvor Crasie bor og det)

//Lyder det som en fin afslutning?? :)//

//Sådan runder vi den af ! Og det fedeste lille bonus er at jeg i et andet emne har talt om hvordan Millicent har en lille spøjs hobby / interesse i gamle ting, så hun ville bare elske Crasies lejlighed .
Jeg kan lige forstille mig hvordan de har hygget sig :)