What do u say u R? ~Athan

S: En bar i The New Miami
T: Eftermiddag
V: varmt da det er sommer
O: nogle få personer hist og her.

Det var et lille stykke ud på eftermiddagen, og Amber, en ung menneskepige på de 19 år, gik stille gennem byens gader. Hun anede ikke hvor hun skulle gå hen. Hendes kæreste havde ikke været hjemme i nogle dage og det undrede hende, og gjorde hende nervøs. Var der mon sket ham noget? Nej han kunne sagtens passe på sig selv, var hun sikker på. Hvorfor havde han så ikke været hjemme længe? Hun var nervøs for han havde forladt hende, men vil han det uden at sige det til hende først? Hun var ikke sikker på det. Hun var ikk sikker på noget mere snart med ham. Hun vidste hvad han var, men han kunne sagtens ha hemmeligheder for hende jo.

Hun vil ikke hjem, ikke endnu i hvert fald, men skulle hun tage på en bar? Hun overvejede det kraftigt, og gik så mod en bar, og ankom hurtigt til en. Hun havde planer om at drikke sig så fuld hun ikke kunne stå oprejst bagefter, men var ikke sikker på om hun kunne klare dette. Hun gik dog op i baren, og købte 5 shots hun hurtigt hælde i sig. Derefter bestilte hun bare en ganske almindelig drink og begyndte stille at drikke af den mens hun stille så sig rundt i kroen.

Eithan går gennem byen iført stram t-shirt og en par flænsede bukser. Hans sandaler er slidte, men han har ikke råd til et sæt nye. Hans hvide hår er flettet stramt. Han ser rundt med et suk. Han er ny her. Rejser fra sted til sted, men han ender altid hjemme i sin hytte nordpå. Uret på hans arm bipper at det er tid til at hvile. I årevis har ledt efter sin Soulmate. Den person han skal beskytte og vogte over. Han ryster på hovedet. Måske et par drinks ville hjælpe?

Han går ind og sætter kurs direkte mod baren. "En Aqulia." mumler han og sætter sig med et suk ned i stolen. Han ser sig om og får øje på en ung pige. Hans sjæl begynder straks at slå kolbøtter. "Hvad i..." han blinker med øjnene. Han gisper og griber fat i bordpladen. Mange ser hen mod ham.

Amber opdagede en ung fyr komme ind i baren, men tog ellers ikke rigtig notits af ham, og så rundt på de andre. Kendte hun mon nogle her inde? Det så ikke lige sådan ud, og et tungt suk undslap hende. Hun tog en stor tår af sin drink, og mærkede et blik som hvilede på hende. Hun drejede hovedet og så lige på fyren som for lidt siden var kommet ind i bare. Hun hævede et øjenbryn og så undrende på ham da han blev ved med at se lige på hende. Hvorfor stirrede han på hende? Hun bed sig i læben en smule nervøst nu, og så ned. Hun drak noget mere af sin drink, og manglede kun en lille smule mere af den nu. Hun skævede igen over til manden. Han så en smule sjov ud med hans lange hår, men det klædte ham. Han så heller ikke ud til at være rig, da hans tøj var slidt temmelig meget. Hun følte sig en smule utilpas efter hånden ved han kiggede sådan. Hvad var der mon med ham? Eller var det noget med hende? Hun så igen væk fra ham, og ned i sit glas i stedet for.

Han ser ned i bordpladen. Kun da her virkelig være sandt? Skal han vogte over hende. Han ser atter på hende. Ville hun tro på hvis han fortalte hende sin sande tilstedeværelse? Han sukker og rejser sig op og går hen mod hende. Han stopper fire stole fra hende og sætter sig ned. Han gnider sine øjne. "Hey." siger hn lavt og ser på hende ud af øjenkrogen. Han tager sin pung op og skriver et seddel på et andet sprog. Folk begynder atter at passe sig selv, men der nogle der stadig skæver over til ham i ny og næ. Eithan har set de blikke pigen sendte ham. Et blik man fik når man var lidt underlig.

Hun prøvede at glemme han var der, og vil ikke se mere over på ham, og prøvede bare at koncentrere sig o at drikke det sidste hun havde i sit glas. Hun satte glasset på bordet, og valgte at lade den ene albue hvile mod bordpladen, og hovedet opgivende hvilende i hånden. Hun fornemmede at han kom tættere på, men hun tog sig ikke helt af ham, og bestilte en drink mere. Var ligeglad med om hun drak sig fattig. Han vil ikk være der hjemme, og hun prøvede at glemme det lidt. Hun tog en stor tår af sin nye drink, og så stille over mod manden da han talte. Snakkede han til hende? Det virkede det til umiddelbart. "Øm hey" sagde hun tøvende og så på ham. En let nysgerrighed kom frem i hende. Hvem var denne mand her mon? Hun anede det ikke, men noget i hende sagde, at hun skulle lære ham at kende. Han vil på en eller anden måde kunne hjælpe hende.

Han ser på hende. "Mit navn er Eithan." siger han og kører sit glas rundt på bordet. Hans brune øjne skinner. Udenfor begynder heden for alvor at tage til. Han ser ud med rynkede bryn og hans læber næsten trukket til tage i en lydløs snerren. Han ryster det hurtigt af sig og svinger sit hoved mod pigen. "Hvad ved du om The Elder og Dæmoner samt deres slags?" spørger han og trækker et løs stykke hår om bag øret. Han kan mærke sine vinger presse på. Det kan kun være hende.

Hun smilede stille til ham da han præsenterede sig selv. Hun nikkede stille. Skulle hun præsenter sig selv ogs? Hun var en smule usikker, men valgte så også at sige hvem hun selv var. "Hyggeligt at møde dig Eithan. Mit navn er Amber" sagde hun stille. Hun så ned, men så på ham igen kort efter. Han var på en måde spændende af en eller anden grund. Hun betragtede ham mens han så ud, og forstår ikke hvorfor han ser ud på den måde han gør. Hun så på ham da han spurgte om det han gjorde. "Øm.." sagde hun. Hun vidste hendes kæreste, eller ex var det måske snare, ikke havde været et menneske. "Jeg ved ikk så meget om dem, men er sikker på de eksister." sagde hun så tøvende. Hvorfor vil han vide dette her? Hvad var han? Hun havde en fornemmelse af, at han ikke var menneske, men hun anede ikke hvad han var. Men han var ikke ond, eller det troede hun ikke. Hun så på ham.

Han ser rundt. "Du ville tro at jeg er vanvittige." mumler han og ser ned. Han rejser sig og og går hen for at betale. Et stærkt lys bryder ud fra hans skuldre og Eithan knurrer lavmælt nogle ikke særlige pæne ord. Kaster en seddel hen til hende. 'Du nægter sikkert at tro det, men jeg er din Skytsengel. Din beskytter.' står der på den. Eithan er allerede ud i baggården og folder sine flere meter lange vinger ud. Han flakser et par gange med dem. "Gad vide om hun tror på mig."

Hun så undrende på ham ved hans ord. Det kunne han da ikke vide om hun ville? Han var jo ikke hende, og kendte hende jo heller ikke. Hun så på ham da han rejste sig op. Vil han gå? Hvorfor dog det? Var det hendes skyld? Og i så fald, hvad havde hun gjort mod ham? Hun ser på ham da han knurre nogle ord hun ikk kan høre. Hun griber sedlen han kaster til hende, og ser undrende på den, og ser så på ham da han begynder at gå. Hun folder sedlen ud og læser det der står på den. Hun stivner kort, og forstår det ikke helt. Han er hendes skytsengel? Passer det? Hun ser igen op, og bed sig i læben. Hun vil høre mere om det her, og rejser sig op. Hun er ikke helt vant til at drikke, og kan let blive fuld eller halvfuld. Hun vakler da hun rejser sig, men finder balancen hurtigt, og går ud i baggården. Hun ser sig rundt, og får øje på ham. Han står ikke så langt der fra, og med vinger? Den del med engel må vel være sandt så? Men var han hendes skytsengel? Hun valgte at tro ham, og gik stille over mod ham, ikke sikker på hvad hun skulle sige til ham. Hun bed sig derfor i læben. "Jeg tror på det" sagde hun stille, ikke sikker på om han vil kunne høre det, men hun var ikke sikker på hvad hun skulle bruge en skytsengel til lige umiddelbart. Hun var jo ikke i fare eller noget lige nu jo?

Eithan ser på hende. "Gør du?" Hans muskler slapper af. Det er sjældent at folk godtager deres beskyttere så hurtigt. "Bare sådan ud af det blå?" Han kan ikke fatte det. Solens hede er stadig på sit højeste og han ryster sine vinger. "Jeg hader denne hedebølge." Zmumler han lettere irriteret. Han ser nøje på hende. "Du ved også hvad det indebærer at have en skytsengel." Hans forældre døde begge da han var lille. Mange af hans venners forældre dannede par med deres menneskes ægtefælles beskytter. Eithan har aldrig rigtig tænkt på det og han har heller ikke rigtig lyst.

Hun så stille på ham. Hun vidste ikke helt hvorfor hun troede på ham, men noget i hende sagde, at hun skulle. Hun nikkede stille. "Ved ikk helt hvorfor. Men du har vinger, og så går jeg ud fra du er en engel, for tror ikk dæmoner har hvide vinger, og er det ikk noget med engle ikke må lyve?" spurgte hun tøvende. Hun betragter ham stille. Med hans flotte hvide vinger. Da han spurgte hende om hun vidste hvad det indebar at have en skytsengel, rystede hun på hovedet stille. "Nej ikke rigtig" sagde hun og bed sig i læben mens hun stille så på ham imen.

Eithan ser sig om. "Jeg kan føle dig. Dit humør og alt det halløj. Jeg skal beskytte dig for alt i verden." siger han dybt alvorligt. Det er nu et stykke tid siden han sidst har hørt fra Ærkeenglen, men han frygter det værste. Han sætter sig på en tønde. "Spørg løs. Du har sikkert spørgsmål, ikke?" Hans unge sind prøver at fange hendes humør.

"Føle mig? og mit humør?" mumlede hun stille. Det var en smule surrealistisk for hende lige nu. Hun ser stille på ham mens han snakker færdigt. Hun ser på ham da han sætter sig på en tønde. Hun bider sig i læben, og er ikk sikker på hvad hun først skal spørge om. "Du sir du kan føle mig? Altså du ved hvor jeg er? Hvordan virker det? Kan du hele tiden føle mig, eller er der tidspunkter du ikke kan føle mig på?" startede hun med at spørge og nåede så til sit andet spørgsmål. Hun havde et par stykker hun vil ha han skulle svare hende på. "Hvordan virker det med mit humør egentlig? og hvis du kan, hvordan er mit humør lige nu så?" vil hun vide. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun selv havde det lige nu. Hun var trist og en smule forvirret over hun ikke havde hørt fra sin kæreste i noget tid. Hun bed sig i læben og sukkede tungt af det.

"Kan du egentlig ogs høre mine tanker så eller hvad?" spurgte hun. Hun var nervøs over svaret på dette, for nogle ting skulle han ikke vide. Hun vil ha sine tanker for sig selv. Hun så stille ned af, men så kort tid efter op på ham igen. "Hvis du fejler og jeg dør, hvad så med dig?" spurgte hun ham noget forsigtigt.

Eithan ryster på hovedet. Han burde have forudset disse spørgsmål. "Ja. Jeg kan føle hvor du er og hvis nogle ville dig ondt. Jeg ville altid føle dig. Lige meget hvor du er." Han tænker lidt på hendes næste spørgsmål. Han er nød til at vælge sine svar omhyggeligt. "Jeg kan læse dine tanker og tale til dig gennem dem. Du ville ikke kunne tale til, men dit humør er svar nok. Jeg ville ALDRIG snage i tanker der ikke vedkommer mig. Det er et løfte." svarer han og rejser sig. Lydløst går han hen til han står to meter fra hende. "Det her lyder hårdt, men dør du, ville jeg dø af sorg og i smerte." hvisker han og et klart lys omringer dem. "Og angående dit humør er du trist og forvirret omkring noget med en du holder af." svarer han medfølende.

Hun lyttede stille til det han fortalte hende. Hun var glad for, at han ikk vil snage i hendes tanker. Hun var dog ikke helt sikker på, hvad hun syntes om han altid vil kunne finde hende. Det vil vel både være godt og dårligt på en gang nok. Hun sukkede stille. Hun så på ham da han sagde han også vil dø. Hun vil ikke ha nogle døde fordi hun døde. "Vil ikke være skyld i din død." sagde hun stille, og så ned. Hvorfor havde han egentlig valgt at beskytte hende? "Hvorfor valgte du mig?" spurgte hun stille. Der var også noget andet som nagede hende lige nu. "Hvis jeg blir forvandlet til en vampyr eller varulv, vil du dø af det?" hun vil vide det. For hvis nu en forvandlede hende, uden han kunne stoppe det, vil hun så være skyld i hans død eller vil han overleve det?
Da han til sidst svarede på hvordan hendes humør var, så hun ned og bed sig i læben. Var hun så tydelig at aflæse, eller kunne han virkelig fornemme det?

"Din ville ikke være din skyld. Gud har bestemt det." siger han og stryger tøvende hendes arm. Hans ældre brødre og søstre har altid snakket om at få et menneske at beskytte. Eithan var kun en lille engel da hans yndlingsbror døde af sorg. Det havde ramt ham hårdt og gør stadig ondt. Han ser op på himlen. "Kære broder. Hjælp mig." tænker han og ser på hende. Han rynker brynene let. "Jeg kan virkelig fornemme dig, og nej. Du er svær at læse for andre." Han går tilbage til tønde og sætter sig. Han tager en lommekniv frem fra en bukselomme. "Om du bliver vareulv eller vampyr spiller ingen rolle." siger han og ser på hende. Hans brune øjne skinner af troskab. "Jeg ville aldrig forlade dig. Jeg ville hellere dø. Du er mit menneske. Din jeg har viet mit liv til at sørge for. Og jeg er ældre end jeg ser ud til." mumler han.

"Gud har bestemt det?" Hun var ikke troende, så hun var ikke helt sikker på om hun troede på gud eller ej. Vidste han at hun ikke rigtig troede på gud eller var det lige meget? Hun sagde dog intet om det til ham. Hun så på ham da han strøg hendes arm, og hun lod ham gøre det. Hun betragtede ham stille da han så op mod himlen. Hun så på ham da han så på hende, og hun smilede et forsigtigt smil til ham. Hun bed sig i læben da ha sagde andre ikke kunne læse hende. Eller havde svært ved det.

Da han gik tilbage til tønden ser hun på ham. Overvejer at gå over til ham, men blir stående. Hun nikkede af det han sagde, og var glad for det. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun stille, og så på ham. Han lignede kun en på omkring hendes egen alder.

Han studerer sin kniv og skæver til hende. "1400 år." siger han og trækker på skuldrene. "Jeg voksede op med sagn om de ældste Ærkeengle, mine brødre, og Gud vor fader." Eithan puster en tot hår væk. Det var sommetider træls med langt hår. Solens hede aftager efterhånden og og hans tanker vandrer let, men holder stadig et let øje med Amber. Han ville ikke have hende til at føle sig for overvåget, men han kan ikke lade være. Han ser hurtigt op da et vindpust får hans fjendealarm til at ringe.

Hun så overrasket på ham, og det var lige før hendes mund også stod åben af overraskelse. "Waw 1400 år er meget." mumlede hun stille. Hun lyttede stille til det han sagde, og forstod ikke helt det han fortalte. "Var dine brødre ærkeengle eller..?" Hun forstod ikk helt den del, og hun så forvirret på ham. Et stille smil fandt vej til hendes læber da han pustede noget af sit hår væk. Det så en smule sjovt ud, men hun var ikke sikker på hvorfor helt. Han så faktisk okay ud med det hår han havde. Det klædte ham faktisk syntes hun. Hun var dog ikke altid til fyre med langt hår, eller det var der ikke noget der hed faktisk. Der var intet bestemt udseende hun gik efter, kun personligheden, og hvordan personen behandlede hende. Hun var dog ikke sikker på hvad hun skulle sige til, at han hele tiden holdte øje med hende. Hun sukkede stille og så ned. hun mærkede vindpustet men tog sig ikke synderlig meget af det.

"Alle engle er på beslægtet, men Ærkeengle og Skytsengle. Vi er de ældste. De allerførste var Michael,Lucifer,Raphael og Gabriel. De er væk. Nu har vi Auriel. Den eneste nuværende Ærkeengel." mumler han og snuser lidt til luften. Han rynker på næsen og ser på hende. "Syntes du 1400 er meget. Jeg er blandt de yngste." klukker han. "Også den hurtigste." Hans vinger folder sig atter ud og flakser et par gange og skaber en blid vind. Han smiler venligt. "Du kan altid gå hvis du vil. Folk strømmer efterhånden ud i den nu kølige sol. Eftermiddag lakker nu hen mod aften. Han tager noget papir frem og skriver sit mobilnummer og hans hotel. "Ser ud til at jeg bliver hængende." tænker han mildt. "Bor du her i byen?" spørger han henkastet.

Hun lyttede til det han fortalte. Hun havde ikke tænk over at alle engle var på bølgelængde som han kalde det. Hun nikkede stille til det. Hun så på ham da han snusede til luften? Havde engle forbedrede lugtesans eller hvad? Hun var ikk klar over det, og ville spørge ham om det, da han talte igen. "for mig er 1400 år meget" sagde hun stille og så på ham. Hun så på ham da hans vinger lavede en blid vind. Hun ville egentlig ikke gå som han sagde hun kunne. Af en eller anden grund vil hun blive her. Hun betragtede ham skrive noget på noget papir. Hun bed sig i læben da han spurgte om hun boede her i byen. Hun nikkede stille. "Ja i en lejlighed med..." Hun standsede og så ned en smule trist over at tænke over hvem der havde boet med hende. Hun måtte nok tænke at det kun var hendes lejlighed nu, og ikke deres mere. Han var her jo ikk mere. "Glem det" mumlede hun lavt, og hendes stemme rystede en smule ved tanken om ham.

Hans hoved giver et ryk og han ser op på hende. Han fornemmer hurtigt hendes humør. "Amber. Er du okay?" spørger Eithan bekrymert og rejser sig op. Han går hen til hende og stiller sig på passende afstand. Han kan mærke hun ked af noget.han glemmer alt omkring sig og rækker ud efter Amber med sin sjæl. Det er som et blidt strejf af en behagelig sommervind. Den dejlige følelse af at varme. Han skærmer dem med sine vinger.

Hun kan fornemme hans blik på sig, og bider sig i læben. Hun nikker stille, selvom hun er trist over hendes kæreste ikke er her mere, og hun ikke aner hvor han er henne af. Hun sukker tungt af sig selv. *Ex, i er højest sandsynlig ikke sammen mere, når du ikk har set ham længe* sir hun til sig selv i tankerne. Hun vil have ham tilbage da hun savner ham forfærdelig meget. På trods af måden han behandlede hende på, men hun havde selv gået med til den måde, så hun skulle ikke brokke sig over den.
Hun ser stille op på ham da han kommer over mod hende. Hun forventer lidt at han vil give hende et kram eller noget, men det gør han ikke. Hun mærker så et eller andet inde i sig, og bliver kort forvirret over det. Det er dog beroligende, og hun tager stille imod det. Det fjerner en smule af hendes sorg, men ikke den hele. Langt fra. Hun er stadig ked af det og trist. Hun lukker øjnene og sukker stille, og prøver at lade det gøre hende glad, men det er ikke helt muligt.

Han omfavner hende blidt. "Du kender sorg. Jeg kan mærke det." hvisker han og slipper hende. Han folder sine vinger væk fra dem og lægger en hånd på hendes skulder. "Vil du med ud og spise? Du bestemmer." siger han med et smil. Han har ikke spist et rigtigt måltid i flere dage. Hans sidste måltid var et æble og lidt vand fra en flod nær hans hytte. Hans penge er næsten sluppet op, men har lige nok til at give en frokost. Han trækker sine vinger ind så de forsvinder ud af syne. "Jeg kender selv alt for godt til sorg." tænker han og stiller sig ved hendes side. Klar til at følge hende. Klar til at lade hende være hvis det er det hun ønsker.

Hun stivner kort da han omfavner hende, men slapper så en smule mere af, og nyder han gør det. Hun nikker stille til det han sir. Ja hun kender til sorg. Hun bed sig i læben, og så stille op på ham da han lagde sin hånd på hendes skulder. Hun lyttede stille til hans tilbud, og nikkede stille. "Jo tak, vil jeg gerne." sagde hun stille. Hun anede bare ikke hvor de skulle spise henne, og kunne bedre lide andre bestemte den slags, da hun var vant til at lade andre bestemme over sig. Det var det hendes ex havde gjort. Bestemt over hende når de var sammen hjemme i deres lejlighed. Hun så stille på Eithan.