What do u say u R? ~Athan

Eithan ser på hende. "Mange mindre racer. Dem jeg nævnte er de mest kendte. Jeg kan ikke helt huske alle svagheder, men vores er de mennesker vi passer på. Vores styrke er mennesker og Ærkeengle. Vi får kampgejst ved en Ærkeengles nærvær. Man kan kalde det en påmindelse om hvad vi kæmper for. Vareulve er det sølv. Vampyr er sollys." siger han og kniber øjnene sammen i tanker om svagheder. "Nogle andre Skytsengle og og endnu et stærkt minus."

"mange mindre racer? hm ok tror jeg nok." Hun lyttede til de svagheder han kunne huske. Det var dog ikke mange, men nogle måder var det da. Hun betragter ham bare mens han taler og tænker. Hun havde regnet det ud med skytsengle og deres menneske, men ja. Hun bed sig i læben og så ned af ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. Hun var pænt træt stadig, men vil ikke vise det. Hun kunne dog ikke holde sit gab inde, og hun holdte sig for munden imens hun gabte. Hun så igen stile på ham.

"Hvad med at du sover lidt?" spørger han og og trækker en dyne op over hende. Hans sanser er i højste beredskab. Han ville ikke slippe hende af syne igen. Ikke det næste lange stykke tid. Han sukker tilfreds og ser ned på hende. Eithan smiler et af sine sjældne smil.

Hun rystede på hovedet. Hun vil ikke sove nu. Hun kunne ikke, på trods af hun var træt. Der var sket så meget inde for det sidste døgn her jo. Hun havde fået en skytsengel, hun var blevet fanget og pisket, og så redet ud af det af Eithan. Hun bed sig i læben og sukkede stille. Hun lagde sig dog ned igen, og lagde stille hovedet på hans bryst. Hun lagde sig helt ind mod ham, for af en grund fik det hende til at følge sig mere sikker. Han fik hende til at føle sig sikker. Hun lukkede stille øjnene og faldt i søvn.

Eithan smiler og lægger en stærk og beskyttende arm om hende og hiver dynen tættere om hende. "Gid jeg kunne tage dig væk herfra. Hjem til min hytte og den lille by jeg bor i." tænker han og stryger hendes hår væk fra ansigtet. Han virker træt, men hvem ville ikke det i hendes sted? Fået sin Skytsengel og alt det pis de gjorde ved hende. Han kunne ikke lade være med at knurrer dæmpet. Hvis det stod til ham skulle de mænd selv smage deres medicin.

Hun drømte en smule uroligt om alt det der var sket. Det virkede bare anderledes i hendes drøm. Meget mere uhyggeligt end det havde været i virkeligheden. I hendes drøm blev hun ikke redet, og mændene brugte hende som de lystede. I søvne puttede hun sig mere ind mod Eithan, og man vil ikke lige kunne se på hende, at hun havde en dårlig drøm da hendes krop virkede helt rolig udenpå.

Eithan ser ned på hende. "Amber?" hvisker han og putter sig sammen om hende. Hans vinger strækker sig ud over dem. Man ville ikke kunne se dem. "Hey. Det er bare en drøm." mumler han og holder hende tæt ind til sig. Han kender selv alt for godt til mareridt.

Da Eithan putter sig sammen om hende, falder hun mere til ro, og hendes drøm forvandler sig til en bedre drøm. Hun drømmer af en eller anden grund at hun kan flyve. Hun har dog ingen vinger eller noget. Hun kan bare alligevel flyve hvis hun tænker på det. Hun smiler stille i søvne. Der er mere fredfyldt i hendes drøm nu, end før.

Eithan sukker dybt. Han er så træt, men efter den lille udflugt i nat nægter han at sove før han har Amber et sted hvor han ved der er sikkert. Søvnen har dog så småt vundet. Han lukker sine øjne og sover kort efter, men ingen kan komme til Amber. Hans vinger er låst fast, så hvis man ville have hende skal man brække dem.

Amber vågner tidligt næste morgen. Hun ser rundt stille, men kan ikk se så meget da Eithans vinger er rundt om hende. Hun vender hovedet, og ser op mod ham stille, og smiler. Hun er glad for at han stadig er hos hende. Det virker dog som en drøm på en eller anden måde.

Hans ansigt fordrejes i en grimasse og han knurrer noget på latinsk.
I hans drøm:
En lille Eithan ser med tårefyldte øjnene op på sine ældre brødre. "Please. I må ikke gå!" tigger den lille engel og slår armene om deres ben. Hans to brødre ser på hinanden med et opgivende blik. Deres lillebror har nægtet at lade dem gå. "Eit. Vi er nød til det. Det er vores job." sukker den ældste, Cariol. Eithan ryster blot på hovedet. De vrider sig fri og får deres vej mod en mørk afgrund. De falder.

Hos Amber:
Eithan skriger med sin stemme og sjæl. Tåre strømmer frit ned af hans kinder.

Amber så på Eithan. Han virkede til at have en ond drøm? Hun bed sig i løben, ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Hun ligger bare og ser på ham, men da han skriger og hans tåre triller ned af hans kinder, bider hun sig hårdt i læben. Hun skubber til ham, blidt, for at vække ham fra hans mareridt. "Eithan, vågn op, du drømmer" Af en eller anden grund begynder hun at ae ham over håret. Hun kan ikke lade være med det.

Han falder til ro og vågner stille op. "Amber." gisper han og ser på hende med røde øjne.aldrig før havde han været så glad for at se en andens ansigt. En andens og ikke en engels. "Vækkede jeg dig?" mumler han og tørrere tårerne væk.

Hun så på ham da han vågnede. Hans øjne var helt røde. Var det mon fordi han havde grædt? Hun bed sig i læben, og rystede stille på hovedet. "Var vågnet lige før du blev urolig" sagde hun stille. "Men... hvad drømte du egentlig?" Hun så på ham med et blidt blik. Hun havde lyst til at give ham et kram lige nu, for at han eller de kunne falde til ro eller noget.

"Mine to ældste brødre. Cariol og Latan. Deres forsvinden." mumler han og fjerner sine vinger fra dem. Han svinger benene ud over sengen og sidder sammenkrøbet med hænderne i skødet. "Tre uger senere fandt man dem. Dræbt." hvisker han. "Jeg var kun 230. Det ville svarer til en på 4 ."

Hun nikkede stille. Han havde drømt om sine to brødre som forsvandt. Hun bed sig i læben, og anede ikke hvad hun lige skulle sig til ham. Hun blev bare liggende, men da han fjernede vingerne satte hun sig op og så på ham. Hun lagde stille en arm over hans skulder. "Det gør mig ked at høre det." sagde hun stille. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sig.

Han smiler træt. "Det er jeg også." Eithan rejser sig og går hen til et vindue. Han ser ud over byen. "Er byen altid så stille?" spørger han og læner sig op af en karm efter han har trukket sin trøje af.

Hun kunne se på ham at han så træt ud. Hun sukkede stille, og så på ham da han rejste sig op, og fulgte hans gang med blikket. Hun trak stille på skulderne af hans spørgsmål. "For det meste tror jeg nok." svarede hun. Hun bider sig i læben, og ser på ham mens han trækker sin trøje af. Hvorfor? Hun bider sig i læben, og ser ned af, men skæver op til ham. Hun kan se hans mave nu. Han har en virkelig flot krop lige ud fra det hun kan se, og hun rødmer ganske let over den.

"Jeg ville overvejer at flytte hertil,og dog." Han husker hytten hjemme nordpå. "Mit hjem nordpå." mumler han og strækker sin krop. Muskler falder på plads og han gaber så højt at man skulle tro at han er i familie med løverne.

Hun bed sig i læben. Overvejede han at flytte her til? "Hvorfor vil du flytte her til?" spørg hun stille. Måske vil han sys det er et dumt spørgsmål, og hun bider sig i kinden. Det var helt sikkert et dumt spørgsmål. Hun ser ned, og trækker sine ben op til sig i sengen. "Hvor nordpå boede du før?" Det er meget forsigtigt stillet, da hun ikke aner om det er noget ham måske ikke vil snakke om.

"Holde bedre øje med dig og jeg bor oppe nær en Seattle i en lille by. Ikke mange mennesker." siger han og stryger sit rodet hår væk fra ansigtet. Øjnene farer rundt og ser ned på gaden under dem. Folk er ude nu og går rundt omkring. Han åbner vinduet og byens lyde møder ham sammen med sine dufte.

Hun sukker over sig selv. Selvfølelig vil han svare det, at det var for at holde øje med hende. Hans by lød dog også meget hyggelig, at der ikke boede så mange mennesker der oppe. Hun var dog vant til denne by her, så ja, ellers kunne hun måske ha flyttet med ham, men hun havde jo stadig sin lejlighed med sin kat i. Ja hun kunne tage katten med, men hvad nu hvis den ikke vil falde til det nye sted? Hun vil hellere blive her. Hun smiler stille da han åbner vinduet så noget luft kan komme ind.

"Hvad smiler du af?" spørger Eithan nysgerrigt og ser sig over skulderen. Hans muskuløse skuldre er bærer næsten usynlige ar der ligner sværdhug. Hans øjne glimter og han smiler sit skæve smil.

Hun ser på ham da han snakker, og ryster stille på hovedet. "Ikk noget" Hun smiler ikke af noget bestemt faktisk. Hun bider sig i læben, og betragter ham stille mens han står ovre ved vinduet uden nogle trøje på.

"Hmm-hmm." siger han og går ud i køkkenet. "Du ved at du altid kan sige din mening, ikke? Det har aldrig skadet nogen." siger han og roder rundt efter morgenmad.