What do u say u R? ~Athan

"Du ved det ikke? Lad os tage på Babunioas Pizzaria." smiler han ogbegynder at lede dem gennem byen. Folk omkring kaster et par få blikke. Han kan se flere Dæmoner og Vareulve blandt de almindelige mennesker. Han kan ikke lade være med at snerrer lavmælt. Han ser på Amber med bekrymert og vagtsomme øjne. Man kan efterhånden hører cikaderne i træerne. De ankommer til restauranten. Den er lille og behagelig. Eithan skanner hurtigt efter den tjener han kender bedste. Får øje på ham. "Lucio!" åkander han. Tjerneren vender sig om og griner. "Eithan?" Han kommer hen til dem. "Du fandt dig en pige?" griner han og Eithan ryster på hovedet. "Nej. Kan du huske hvad jeg sagde for et par år siden?" "Eh?" "Hun er min Soulmate. Hende jeg skal beskytte." Lucios øjne lyser op. "Årh. Ja. Denne vej." Han begynder at gå ind. Eithan ser spørgende på Amber.

Hun nikker stille til hans forslag af sted, og følger bare med ham hen til det sted. Hun ser dog på de forskellige folk mens de går der over, og mærker enkelte som stirre på dem, men hun aner ikke hvorfor de gør det. Da de kommer der over ser hun sig kort rundt, men ser med et ryk mod tjeneren Eithan kalder på. Hans navn minder smertende meget om hendes ex's navn og det gør hende mere trist til mode ved lyden af det navn. Der mangler kun nogle få bogstaver, og så havde de hans navn. Hun bider sig i læben, og ser ned. Lytter stille til det de snakker om, og følger stille med da de bliver vist hen til et bord.

"I kalder når I er klar." siger tjeneren og går hen til en familie ved et bord. Eithan ser på Abmer. "Du vælger lige hvad du ville have." siger han og rækker hende et menu-kort. Han tager selv et og begynder at kikke. "Det må jeg sige. Du tager det med alt dette overnaturlige meget godt." smiler han og ser rundt. Vampyrerne dukker nu også op og søger ind til befolket områder. Eithan kan ikke lade være med at mærke efter sin lommekniv. Han lader sit nu delvist løse hår falde ned omkring sit ansigt.

Hun nikker og ser stille efter tjeneren da han går, inden hun stille ser tilbage på Eithan. Hun tog imod menu-kortet og kigger det igennem selvom hun har en anelse om hvad hun vil have. Da han talte så hun op på am og lagde stille menu-kortet fra sig på bordet og nikkede stille. "Ja, men kærest.. mener ex var ikke menneske." svarede hun stille. Hun kunne dog ikke huske hvad hans race hed, da den var så speciel som den var. "Han var en specielrace af en slags." mumlede hun stille, og var næsten sikker på, at Eithan nok ikke vil kunne lide hendes ex, da hans job havde været at lokke folk i døden. Hun havde ikke haft noget imod det af en eller anden grund, for hun var sikker på, at han aldrig vil ha gjort hende noget, selvm han kunne.

Han nikker forstående. Han ser på nummer 13. En pizza med salami og salat. "Hvad kunne du tænke dig?" Eithan ser på Amber. Hun er stadig trist. Han rækker atter ud efter hendes sind og strejfer det spørgende. Han har lovet ikke at snage i hendes private tanker, men han er nysgerrig. Hvem er hendes ex? Folk strømmer nu ind. Eithan ser sig om og ryster på hovedet. Det var godt de kom før.

Hun sidder lidt og ser rundt, og svare så på hans spørgsmål. "Spagetti og en cola tak" Hun elskede spagetti, og var glad for mange steder serverede det. Der var godt nok flest pizzaer her, men også andet så som spagetti. Hun så på ham da hun igen mærkede ham, og sukkede stille. "Sorry jeg er trist." sagde hun stille, og så ned. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham noget om sin ex, hun var dog næsten sikker på han vil vide noget, hun vidste dog ikke helt hvad.

"Jeg forstår." siger han og smiler. "Hey." kalder han og rækker en hånd op i vejret. Lucio kommer hen og smiler. "Klar til bestilling?" "Jep. To gange spagetti og en cola samt en 7up." siger Eithan og giver ham menukortene. Lucio nikker og tager imod kortene og går. "Ville du fortælle mig hvorfor?" spørger han blidt og bedende.

Hun så stille på ham mens han tilkalde den samme tjener som før. Ham hvis navn mindede hende så frygtelig meget om hendes ex's navn. Hun lyttede dog til det han bestilte og var overrasket over at han også vil ha spagetti. Ambers blik følger Lucio da han går. Hun ser over på Eithan igen en smule tøvende, men nikker så stille. "Min ex, eller det tror jeg er det vi er, forsvandt for nogle dage siden. Han har intet sagt til mig, hverken at han vil slå op, eller at han vil forsvinde, så er urolig over der er sket ham noget, men er ikke helt sikker." sagde hun stille, og så på ham mens hun talte. "Og den tjener som du åbenbart kender, kan gøre mig trist som du nok lagde mærke til eller noget. Hans navn minder mig for meget om min ex, Lucious" svarede hun, og så ned i bordet.

Han stivner. Den lød ikke helt normalt. "Det gør mig ondt." siger han og ser på Amber. "Lucio er en god ven. Han har reddet mig ud af kattekniber før. Og du sagde at Lucious ikke havde slået op med dig. Der er stadig håb." siger han beroligende og smiler da en tjenestepige kommer med deres drikkelse. Han tager en lille slurk af sin.

Hun så han stivnede, og hun sukkede kort. "Det er okay" sagde hun stille, og lyttede til det han fortalte hende om Lucio. Hun var dog ikke helt sikker på, hvad hun skulle sige til det. Endnu et suk undslap hende da han sagde der stadig var håb. "Af en eller anden grund har jeg det som om, der ikke er noget. Han er væk, og jeg vil aldrig se ham igen." sagde hun med en lav stemme. Hun var såret, og det kunne man tydelig høre på hendes stemme, og hun var tæt på at græde, men nægtede. Han skulle ikke skylde hendes tåre. Hun så op på tøsen som kom med deres drikkelse, og smilede venligt til hende. Smilet var dog ikke ægte, men virkede ikke til tøsen opdagede det, da hun venligt smilede tilbage inden hun gik igen. Amber tog stille rundt om sit glas, og tog en slurk af colaen.

Han rækker fuldt ud efter hendes sind og omfavner det. "Du klarer det godt." smiler han og deres mad kommer. Eithan begynder at spise, men hans sind er stadig fokuseret på hendes. "At blive efterladt gør ondt." siger han og tager en skefuld i munden. Han skæver kort til hende. "Men du ville hele." tilføjer han lidt efter. "Jeg ved det trods alt selv." tænker han hårdt og såret. Hans blik bliver koldt og han stirrer nedvpå sin mad.

Hun mærker ham, og lader ham trøste sig en smule gennem hendes sind. det er dog en lidt mærkelig måde sys hun, men vel bedre end ingenting. Hun vil bare ønske, at han ikke behøvede bekymre sig over hendes følelser. Det føltes for mærkeligt, i betragtning af de lige havde mødtes. Hun sukkede lavt til det han sagde. Hun syntes ikke selv hun klarede det godt. Hun så ned på maden, og tog en mundfuld af det. Hun nikkede og så op på ham. "Ja meget." sagde hun og så ned i bordet så man ikke kunne se de få tåre som fandt vej til hendes øjne. Hun var dog ikke så sikker på det sidste. Det føltes langt fra sådan. "For at være ærlig" mumlede hun stille "Tror jeg ikk du vil bryde dig om ham speciel meget" Hun undlod at sige hvorfor. Vil han vide det, måtte han selv spørge ind til det.

Han hæver et øjenbryn. "Ikke?" Det vækker han interesse. "Og hvorfor ikke det?" Han tager endnu en slurk af sodavanden. Han kan ikke tro det. Hvorfor skulle han ikke kunne lide hendes fyr. Han trækker sit sind tilbage og læner sig mageligt tilbage i stolen. "Hvad har han gjordt galt?"

Hun så ned og bed sig i læben. Hun skulle aldrig ha nævnt det. "Fordi du er en engel, og derfor vil du ikk kunne li det." sagde hun stille. Hun regnede ikke med han vil blive glad for, at hendes ex havde lokket folk i døden, og nok heller ikk måden han havde behandlet hende på. "Det han gør.. Han" hun tøvede. "Han lokker folk i døden, men jeg aner ikke hvordan han gør det." sagde hun stille. Hun vidste det lå til hans natur at gøre det. "Og den måde han behandlede mig på mens vi var sammen." Hun så stille op på Eithan.

Eithan knytter sine næver. Hendes ex behandlede hende skidt. "Der kan man se." mumler han og nipper lidt til sin mand. Folk begynder at rejse sig. Nattens folk overtager nu døgnets sidste timer. "Hvad laver du til hverdag?" spørger han for at falde lidt ned. Der er ingen grund til at hidse sig op over noget der er sket. Hans spagetti er blevet kold og slatten.

Hun så han knyttede hænderne, og hun fortrød lidt hun havde sagt det. "Det er okay" sagde hun stille, for at prøve at få ham til at falde en smule ned. Hun havde intet haft imod måden han havde behandlet hende på, men andre vil nok ikke kunne lide måden. Hun spiste stille sin spagetti. Hun så op på ham lidt efter da han spurgte hende om noget. Hvad hun lavede til hverdag? Ja det var jo lige det. "Øm ikk rigtig noget." sagde hun stille, og så stille ned.

"Ingenting? Ingen venner at hænge ud med?" Eithan læner sig lidt frem. Han kunne ikke tro det. "Der må da være noget du fordriver tiden med." Han folder sin hænder sammen. Han brugte selv meget tid sammen med sine ældre søskende da han var 450 år. Flyve over aftenhimlen og nyde månens stråler på deres vinger. Opdage nye stjerner og drille de ældste engle. Han kan ikke lade være med at smile. Det tider var blandt de bedste.

Hun tænkte sig lidt om. "Var for det meste hjemme, men nogle gange sammen med nogle veninder, men ja." Hun tog noget mere at spise. "Og når vi begge var hjemme, bestemte han hvad der skulle ske. Han bestemte alt når han var hjemme." hun vidste ikke hvad Eithan vil sys om det, men hun så bare ned på sin mad og spiste mere af det, og tog så noget at drikke.

Han nikker stille Det her har givet ham noget at tænke over. "Så nu bor du alene?" Okay det lød dumt. Han ryster på hovedet. "Sig til hvis jeg spørger for meget. Du kan og altid spørge indtil mit liv. Okay?" Eithan skubber sin tallerken fra sig. Der ligger over halvdelen af hans mad endnu. Sodavanden er drukket. Han puster ud og gnider sin ene håndflade hvor der løber et stort rødt ar.

Hun var så vant til at skulle svare på de fleste spørgsmål, så det lå nu naturligt for hende. Hun smilede stille over hans spørgsmål da svaret næsten var klart. "Ja jeg bor alene, eller nej, jeg bor med min kat." sagde hun og smilede stille til ham. "Det er okay" sagde hun. Hun var ikke meget for selv at spørge ind til folk. Hun så ned. og spiste mere af sin mad. Hun var ved at være mæt, men vil spise så meget hun kunne, da det her trods alt var hendes livret.

Han kunne ikke lade være med at smile. "Det er ligefør du kan slå Carcirol i at spise spagetti." griner han og ser rundt. Der er nu kommet fire vampyrer ind og sætter sig ved et bord to fra deres. Han lægger hovedet let på skrå. Han er ikke vant til så mange nye indtryk.

Hun så på ham. "Hvem er Carcirol?" spurgte hun og så på ham. Hun anede ikke hvem det var. Hun følge stille hans blik over på fire personer som sætter sig to borde fra dem. Hun aner ikke om de er mennesker eller ikke er det. Hun spiser mere, og mangle nu kun en smule, men må give op der. Hun bunder resten af sin cola, og ser stille op på ham.

"Carcirol. Han er...var.. en af mine ældre brødre." mumler han og ser ned i bordet. Carcirol. Den beskyttende bror. Eithan kan mærke en tåre triller ned af sin ene kind. Han tørrer den hidsigt væk. "Regningen." råber han og finder sine sidste penge frem. Der er lige nok til i dog og i morgen ser det ud til. Lucio kommer hen og rækker ham regningen.


//Hvordan får man billeder ind på sin profil?//

Hun bider sig i læben og ser ned. "Undskyld jeg spurgte om det." sagde hun stille. Hun ved ikk om hun lidt fortryder at ha spurgt om det. Hun bliver bare siddende da han ber om regningen, og betaler den. "Tak for mad." sir hun stille, og ser op på ham forsigtigt.

//du kan bruge tinypic.com til det//

"Det gør ikke noget. Det ville være underligt hvis ingen gjorde." svarer han roligt. Han betaler og begynder at rejse sig. "Det var så lidt. Kan du finde hjem herfra?" Han rækker en hånd til hende. Han gnider sit højre øje med den frie hånd.