What do u say u R? ~Athan

Hun smilede stille til ham, og nikkede stille. Det havde han nok ret i det vil. Da han havde betalt for maden og spurgte om hun selv kunne finde hjem her fra, nikkede hun. "Sagtens." sagde hun, ikke sikker på om hun skulle tage hjem eller ikke. På en måde gad hun ikke være der hjemme, men vidste ikke helt hvad hun ellers skulle lave. Hun så på hm stille.

Han skriver hurtigt sit nummer ned. "Du ringer bare. Lige meget hvilket tidspunkt okay?" siger han og og rækker hende papiret. Han fører hende tilbage mod indgangen. "Vi ses igen. På et tidspunkt." siger han og blinker. Han går langsomt ned af vejen og fløjter en gammel melodi i takt til hans skos klappen.

Hun ser på ham da han skriver sit nummer ned, og hun tager stille mod sedlen, og nikker stille til det han siger. Hun vil helst ikke ringe om natten selvom han sir det er okay. Hun følger stille med over til udgangen og nikker til det han sir. "Ja vi ses igen på et tidspunkt nok." sagde hun og så efter ham da han gik. Hun overvejede om hun skulle blive ude lidt endnu, eller tage hjem, men endte med at begive sig hjem af i stedet.

Han ankommer til en forladt bygning og smutter op på anden sal. Han finder en gammel seng og smider sig på den. Hanholder sit sind åbent og sin mobil på lyd. Han døser hen og mumler noget på latin. Hans mobil ringer og ser på den. Lucio står der på screen. "Lucio?" "Der er problemer." "Jeg er ikke din udsmider." "Nogle fyre ville prøve at få dig indmeldt ti politiet." Eithan springer ud af sengen og kikker ud. Ganske rigtigt. Der holder fem politibiler. Han styrter ud af bagdøren og gennem byen. Han taber sine sko og skærer sine fødder på glasskår.

Hun sukker stille, og fortsætter hjem af, og når snart sin lejlighed. Hun ser sig kort om inden hun låser døren til trappen op. Aner dog ikke helt hvorfor hun gør det. Hun går stille ind, og op på den etage hun bor, og lukker sig ind. Hun ser sig rundt, og lytter. Måske er han kommet hjem? Hun kan dog intet høre, og hun sukker stille. Hun tager sine sko af, og går ind i soveværelset hvor hendes kat ligger i sengen og sove. Hun smiler blidt af den.

Han dukker op under Ambers vindue. Han kaster en enkelt sten. "Hey." kalder han lavmælt og går hurtigt ind i skyggerne. Han har ingen interesse i at blive fanget. Han sætter sig på hug og venter. Hans lyse hår falder ned om hans skuldre. Han ser blodet omkring sine fødder. "Helt ærligt." snerrer han og river sine trøje i stykker og binder det om fødderne.

Hun har næsten lige sat sig i sengen da hun høre en lyd ved vinduet? Hun rejser sig og går over til det og åbner det. Hun ser ud af det, og ned på gaden. Hun kan ikke umiddelbart se nogle der nede, og undre sig let. Hun kigger dog efter igen, og ser nu der er en person i skyggerne. Hun er ikke sikker på hvem det er, og bider sig en smule nervøst i læben. Hun overvejer at gå ned og se hvem det er, men ved ikke om det er en god ide. Hun valgte i stedet at råbe ned til personen hun ikke kunne se hvem var, grundet han stod i skyggen. "Hvem det?" Hun lyttede stille efter et svar fra vedkommende.

Han træder af skyggerne og smiler undskyldende. "Jeg mente ikke at komme så sent." siger han og ser ud på gaden. "Jeg bliver jaget." siger han som forklaring til sin opførelse. Han ønsker ikke at rode hende ind i det her, men disse fyre bruger beskidte tricks. Han nægter at lade hende komme noget til. Han ser sig om i gyden og rynker på næsen. Han lugter af røg og gammelt mad.

Hun ser ned på ham og opdager hvem det er. Hvad laver han dog her? Hun havde ikke haft nogle følelser som han kunne ha reageret på, havde hun? Hun ser undrende ned på ham. Hun hørte det han sagde. Han blev jagtet? Af hvem dog og hvorfor? Hun så kort ned igen. "Bliv der" råbte hun til ham, inden hun lukkede vinduet, og gik så ned til hoveddøren hun åbnede for ham. Hun så sig kort rundt da han var kommet ind, inden hun lukkede døren, og fulgte ham op til hendes lejlighed. Da de var kommet ind så hun på ham. "Hvem r efter dig og hvorfor?" spurgte hun og så lige på ham.

"Jeg ved ikke det ikke med sikkerhed." siger han og går ind i stuen. "Hvis det er dem jeg tror det er, ville have hørt om dig og ville bruge beskidte kneb for at få fat i mig. Og det betyder blandt andet også at bruge dig." mumler Eithan koldt og sætter sig på en stol. "Jeg beklager at jeg kommer på dette tidspunkt, men vi Skytsengle har en instinkt vi ikke kan modsige."

Hun nikkede stille til et han fortalte. Så han vidste ikke hvem der var efter ham? Da han sagde de vil bruge hende til at få ham, så hun ned og bed sig i læben. Var hun i fare nu? Hvad vil de gøre hvis de fangede hende? Hun så stille op på ham. "Hvis de fik fat på mig, hvad vil der så sket?" spurgte hun forsigtigt, nærmest tøvende. Hun vil ikke ha de brugte hende, for at få ram på ham. Hun så stille på ham da han satte sig i en stol. "Det vel okay i guess." sagde hun og kørte en hånd gennem håret. "Hvilket instinkt har i?" spurgte hun. Wilfred, en sort og hvid kat kom ind i stuen til dem. Han så på manden som den ikke kendte, men gik alligevel over til ham, og hoppede op i hans skød for at ligge sig der. Amber grinede af ha, og rystede på hovedet. "Undskyld. Han plejer ikke bare at ligge sig på fremmede." sagde hun og så på Eithan med et lille smil om læberne over hendes kat, som nu lå i hans skød.

Eihan smiler og nusser katten. "Han er da bare sød." siger han og ser på Amber. "Hvis de fik fat i dig, ville jeg komme i fuld kampberedskab og det gør mig sårbar. Og angående vores instinkt. Kald det en sjette sans når det komme vores mennesker ved." siger han og spinder inde i struben. Han ser op på Amber. "Hvad hedder han?"

Hun smilede stille af synet. Det virker også som om Wilfred kunne lide det, da han spandt højlydt af at blive aet. Amber så ned ved det næste han sagde. Vil han altid komme efter hende? "Jeg vil ikk kunne li det hvis du døde i et forsøg på at rede mig." Mumlede hun lavt. Hun ser op på ham da han spørger hvad katten hedder "Øm Wilfred." sagde hun stille, og katten så dovent over på hende, og det fik Amber til at smile stille.

Han smiler. "Du ville opdage at jeg kan være ret smart." siger han med et skælmsk blik. "Da jeg var yngre kunne det tage flere timer at finde mig og endnu flere at give mig et bad." griner han og læner sig mageligt tilbage. "Jeg var en plage når til kom til sådan noget."

Hun lyttede til det han sagde, og et smil voksede sig frem på hendes læber af det han sagde. "Det lyder.... Interessant" sagde hun stille. Hun sukkede stille, og var ikke sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv af en eller anden grund. På den ene side havde hun lyst til at sætte sig på gulvet, men det vil nok virke en smule mærkeligt, vil det ikke? I stedet satte hun sig i en stol ikke så langt fra den han sad i. Hun kløede sig let i håret, og så stille på ham. "Hvis jeg en dag blir fanget af nogle.." sagde hun stille. "Skal du ikke bare komme uden vider lige meget hvad. Vil ikke ha du dør i forsøget. Vent i stedet, og find den bedste måde." hun bed sig i læben og så ned. Hun vil af en eller anden grund ikke ha, at han kom til skade på grund af hende. Hun var dog ikke vant til folk vil dø for hende på den måde, og det skræmte hende en smule at han uden tøven vil dø for at rede hende.

"Hey Amber. Jeg er din Skytsenge. Jeg ved hvad jeg gør. Nogenlunde." siger han og smiler. "Jeg har lagt planer og taktikker. De kommer bare." brummer han og lukker øjne. "Kan jeg låne sofaen i nat?" spørger han og åbner et øje på klem.

Hun bed sig i læben. Kunne ikke rigtig li hans nogle lunde af en eller anden grund. Hun nikkede dog stille af ham. Hun så på ham da han lukkede øjnene. Var han træt eller noget? Det var trods alt også ved at være sent. Hun nikkede stille til hans spørgsmål. "Ja du må godt låne sofaen i nat." sagde hun. Hun var glad for han blev her natten over, for set nu nogle kom efter hende i nat? Hun bed sig i læben ved tanken.

Han sætter blidt katten ned for så bevæger sig hen og smider sig så lang han er på sofaen. Et tungt pust slipper forbi hans læber. Lejeligheden har en beroligende duft og han falder straks i søvn. Det er dog ikke rolige drømme han har. Han begynder at vride sig i fantomsmerter.

Wilfred miavede utilfreds da han bliv sat ned på gulvet, og luntede ind i soveværelset i stedet, og hoppede op i sengen. Amber så kort på Eithan da han smed sig i sofaen og hurtig sov. Hun smilede stille af ham. Tænk man kunne falde så hurtig i søvn. Hun rystede stille på hovedet, og rejste sig stille op for at gå ind på sit værelse. Hun ligger ikke mærke til hans urolige drøm da hun allerede er på sit værelse da han begynder at vride sig. Amber sidder lidt og kæler med sin kat, inden hun beslutter sig for at sove. Hun ligger sig i sengen og falder lidt efter i søvn.
Hun vågner dog brat ved en eller anden har en hånd om hendes mund så hun ikke kan skrige. Da hun er rimelig døsig endnu, når personen at få hende med ud af vinduet og et væk fra lejligheden, inden Amber går i panik, og prøver at slippe løs, men det er umuligt for hende.

Eithan vågner op med et sæt. Han gnubber sine øjne og lunter ind i Ambers soveværelse. "Amber?" spørger han. Da intet svar kommer vågner han for alvor op. "Hey. Hvor er du?" Han roder værelset igennem. Han opdager vinduet er åbent og styrter hen til dig og kikker ud. "Crap." knurrer han han og springer ud af vinduet imens han folder sine vinger ud. "Amber!" råber han og begynder at løbe ned af gaden.

Hun anede ikke hvor de var på vej hen af med hende, og hun kunne ikke anet end blot at følge med dem. Der var ingen folk der de gik, og de var snart ved en forladt bygning de gik ind i. Manden så på amber stille og hev hende med over til en lem i gulvet. Han åbnede den og gik ned med hende, hvor han spændte hende fast til en væg der var kæder på, så hun ikke kunne flygte. Endnu en mand kom ned til dem. Han så kort på Amber og hendvendte sig så til den anden mand. "Så det er altså tøsen?" Manden som havde fanget hende nikkede. "godt." sagde manden som havde spurgt, og den første mand gik op og lukkede lemmen ned til dem. Der blev dog ikke mørkt. Manden som var blevet tilbage satte noget tape om hendes mund så hun ikke kunne skrige. Han fandt en pisk og Amber blev med et panisk og prøvede at komme fri, men forgæves. Manden grinede blot af hende, og gav hende et slag så smerten jog gennem hendes krop. Der var dog også noget andet over smerten som hun faktisk godt kunne lide. Det mindede hende dog om hedes ex af en eller anden grund og hun blev trist over det.

Eithan brøler sit vrede ud til byen. "Eithan dit fjols." mumler han og går hen og sætter sig på en bænk. Han lukker øjne og fokuser på kun på hendes sind. "Hvor er du Amber." hvisker han stille i hendes tanker.

Manden så stille på hende, og smilede så pludselig uden en grund. Hun slog hende igen, hårdere denne gang så et lavt støn undslap hende på trods af tapen. Hun lukkede øjnene og lod hovedet ned af. Det var dog ikke det smarteste da hun fik et nyt slag meget hårde. Manden rystede på hovedet af hende, og lagde den pisk han havde lige nu. Amber åbnede øjnene og så manden tage en ny type pisk, og hun gyste over den. Hun kendte den godt. Det var en tyrepisk han havde taget nu, og hun vidste den vil gøre meget ondt. Hun anede ikke hvorfor de vil piske hende på denne måde? Var det for at pine Eithan på en eller anden måde? Hun var bange for at være her, og hørte svagt Eithan i sit sind spørge hvor hun var. Hun kunne dog ikke svare ham tilbage, og troede da han kunne finde hende altid. Var det ikke det han havde sagt til hende tidligere i dag? *Red mig* var den eneste tanke som for gennem hende, men han vil nok ikke høre det.

Manden foran hende stod blot og betragtede hende, som om han prøvede at finde ud af, hvor den store tunge pisk skulle ramme Amber. Han sukkede dog og rystede på hovedet stille. "Det her duer ikke" hørte hun ham mumle, og hun begyndte at håbe han vil lade hende gå. I stedet gik han lige over til hende, og flåede hendes bluse af hende så hun intet havde på overkroppen. Han smilede stille. "Se det var straks bedre" sagde han, og Amber gik mere i panik nu. Han samlede pisken op, og slog hende lige over brysterne hårdt. Han slog igen over hendes bryster og smilede af det, men var tydelig ikke tilfreds endnu. Hun gik igen hen til hende, og fik det sidste revet af hende så hun nu intet havde på. Han lænkede nu hendes ben så de var spredte, og gik tilbage og tog igen pisken. Denne gang ramte han hende lige på fissen med en meget hård kræft. Det var tydeligt han ikke var et menneske. Hans plan var, at hun ikke skulle kunne gå efter han var færdig. Dog ikke for evigt, men kun så englen vil ha mere besvær ved at få hende med.

Eithan stormer mod det sted hvor han kan fornemme hendes sind. Da han ankommer lister han op på taget og ser ind gennem en rude. Han ser hende blive pisket. "De har begået en stor fejl!" snerrer han og rækker ud efter Ambers sind og beroliger hende. "Jeg er på taget. For hold dig i ro." mumler han i hendes tanker og omfavner hendes bevidsthed blidt og beskyttende.

Manden så på hende stille, og slog hende samme sted endnu hårde, og havde amber ikke været lænket til vægen, var hun faldet sammen. Manden slog igen, med samme enorme kraft som før. Hvis det havde været muligt, havde amber skreget op. På trods af hun kunne lide smerte, så var det her en del. Hun var ikke i tvivl om, at de kunne påføre hende mere smerte end hun fik nu. Hun lukkede øjnene i, og endnu et slag ramte hende. Hun fornemmede dog noget beroligende i sit sind, som ikke kunne være andet en Eithan. Hun faldt en smule til ro, og mændene lagde straks mære til det, og smilede stille. "Tror vi har besøg" sagde den ene af dem, og de andre nikkede. De var klar til at englen kom, og den ene af mændene satte hurtigt notet på Amber, så de kunne spore hende. Det var dog så småt, at man ikke vil ligge mærke til det, hvis man ikke vidste den var der, og ud over at være en sporingsmikanisme, kunne den gi personen stød.