Lamb - and other animals (( Argentum))

...

Sent from Topic'it App

Millicent brændte for at forstå , hvad ordene betød. Der var bare ikke rigtig tid til at spørge ind til det nu, for deres gæst sad i stuen og nu skulle de 'lege alt er normalt' med Antonella.
Hun gav ham det sidste kram , før hun igen var ude af hans arme og nikkede glad op til ham.Hun vidste godt han kunne forsvare hende og massekrere det halve militær- det var mere det at hun ikke ønskede han skulle i kamp, og slet ikke på vegne af hende.

Det strenge blik han havde gav Millicent mod, fordi hun kunne læse styrken i det og vidste at han ikke selv var ved at opgive helt. Så det skulle nok gå det hele....især hvis Antonella også gik ! Men det så det nu ikke ud til hun lige havde planer om , så gavmildt blev mælken hændt i kaffen og de kunne vimse tilbage til stuen , til deres gæst. Millicent satte sig ned og krydsede sine lår, mens hun smagte på sin kaffe.

Antonella gjorde det samme .."perfekt, det en god kaffe" bekendtgjorde hun smilende, men blev så mere alvorlig ,da Argentum begyndte forklare.
"Oh...jeg er virkelig ked af det, jeg kondolere Millicent. Og undskyld alt mit pjat, men det er ikke hverdag at Jason har veninder med hjem og slet ikke nogle han ....drager omsorg for. Jeg vil naturligvis respektere du har brug for at sunde dig.
Millicent mumlede det var ok, og Antonella slog herefter over i noget random snak, omkring Nathan's nye sponsor og et julebal der var på trapperne.
Da kaffe bestod mest af mælk, var den ikke så varm for Antonella at drikke, så hun tog nogle store mundfulde og snart var kruset tomt.
Herefter vendte hun sig mod Argentum .."Følger du mig ud?" bad hun og hvis han gik med , ville Antonella give ham et lille kram og stryge en hånd gennem hans hår.
"Hey Jas' kan du ikke få hende til at bage dig nogle kager eller noget , du har tabt dig al for meget, og det går ikke .Jeg hilser Nathan fra dig" klappede hun ham på kinden, og det var tydeligt at hun holdet af Jason , det emmede fra både smil og øjne.

Inden i stuen sad Millicent og vippede med tæerne, og prøvede af få lammets op ærksomhed - mens Mary ignorerede hende.

På mange måder ville han ikke kunne gengive hans ord, ikke på et sprog hun ville forstå, på et jordisk sprog ville det have svært ved at give mening men det kunne hun jo altid for at vide, hvis det blev nødvendigt.
Krammet inden hun forsvandt var rart, hendes nærvær var egentligt mere rart end han ville give udtryk for, nok mere fordi han faktisk kunne være mere eller mindre hans draconiaske selv, han skulle ikke spille et menneske, selvom han havde menneskelige træt, så var der jo også bare mere end det, noget der ikke kunne forklares på jordiske normale måder.

Blikket gled over på Antonella da hun begyndte at undskylde, ikke fordi han ikke tog sig af Millicent men mere fordi Antonellas undskyldning var oprigtigt, og hendes næste ord trættede ham, alle havde åbenbart så travlt med hans privatliv at det virkede som om de glemte at leve deres eget. Nej han slæbte ikke damer med hjem hele tiden og havde heller ikke haft en trang til det i flere år, selvom ensomheden ind i mellem blev lang og han savnede selskab.
Så på sin vis kunne han godt forstå Antonellas interesse og nysgerrighed for Millicent, og hvad deres forhold helt konkret var, for det var jo bare den type person hun nu engang var.
Inden Antonella blev færdig med at undskylde var hans blik gledet ud af vinduet, og han var zonet helt ud fra samtalen og nuet, sad mere i egne tanker end noget andet.
De efterfølgende samtaler var han knap en del af, men det kunne han undskylde med den sygdom det nu engang lignede han led under.

Egentlig havde han knap drukket af kaffen den stod bare på bordet foran ham og den tid det tog Antonella at få tømt hendes kop ænsede han slet ikke, tiden var gået for stærkt og han havde ikke engang lagt mærke til at solen næsten var forsvundet, det var først da Antonella henvendte sig til ham for at tage afsked han fik løsrevet sig fra tankerne og han lignede en i et kort øjeblik der havde glemt de to kvinder inden han svarede.
”Ja selvfølgelig gør jeg det Nella”
Han rejste sig langsomt fra stolen og fulgte med hende ud, krammet blev kun kort gengældt, da han pludselig virkede træt.
Ikke en gang at stoppe hende fra at styge en hånd gennem hans hår stoppede han, hvilket han normalt ville have gjort.
”Hvorfor har i så travlt med hvordan jeg ser ud, jeg har det altså udmærket, du er ikke den første der siger til mig at jeg nærmest ser sygelig ud”
Han virkede en smule gnaven over de kom ind på hans udseende han vidste det jo godt at han lignede en der havde tabt sig og virkelig var syg.
”Jo… Ja hils nu endelig” Han bed hårdt sammen da hendes hånd rørte hans kind.

Da hun var kommet ud af døren og han var tilbage i stuen ved Millicent og det lille lam satte han sig igen i stolen, og lignede efterhånden en der var mere eller mindre færdig, og ødelagt, trætheden lyste ud af ham.

Da hun ikke led af overnaturlig hørelse , kunne Millicent ikke udgøre hvad stemmerne ude i gangen sagde. Hun var da ellers på en måde lidt nysgerrig , men nu måtte hun bare sidde pænt og vente til Argentum kom ind.
Millicent skulle netop til at spørge hvad Antonella havde sagt og om det hele var ok- men spørgsmålet blev på hendes tunge.De store øjne hvilede istedet på Argentum , da han satte sig.
Hendes egen træthed og behov for hvile var glemt , og det var hans tidligere faste stål blik også - pustet tilside af hendes bekymring.
"Det er sent...jeg holder dig oppe , undskyld" kom det istedet , selvom Millicent nu havde fået fint hjælp af Antonella til dette.

Mary havde rest sig og fundet Argentums ben , som den nu lå svøbt omkring.
Millicent kunne ikke lade være med at smile, for var det ikke bare ret typisk....lidt ligesom katte....de dyr fandt altid bare hen til dem der ikke gad dem , og Mary havde været vild med Argentum fra start af. Selv om hun stadig mistænkte ham for at se en saftig snack, når han kiggede på Mary.
"...er du okay Argentum ? Jeg ved godt du siger du er det, men ...argh det er bare så svært at forstå når du ser så nedslidt ud."
Millicent rejste sig , greb de tre koppers hanke og ville tage dem med ud i køkkenet.
"Mon ikke vi skulle sige godnat for i dag, og så ser vi i morgen hvad vi kan finde på ...?"  hun vidste ikke helt hvad de ord var udtryk for, mæske bare at hun søgte en løsning for Jason Stark   Så han ikke altid skulle skifte persona i hans Omnicorp ,men ville være istand til at forblive den samme Jason.
Og så ville hun selv samle sig og komme til kræfter efter at hun var kommet til at slå sin far ihjel....da Diana dukkede op med ham.

Ordene fra hendes mund lød kun som fjernt ekko, han var sikker på han kunne falde om og sove på stedet, blikket blev dog vendt mod Millicent inden han kort rystede på hovedet, de havde jo ikke holdt ham oppe, det var ham selv, han kunne have været alene og siddet på sit kontor, arbejdet på et eller andet nyt og glemt tiden, så det skulle Millicent ikke undskylde for.
”Nej du har ikke holdt mig oppe… Du behøver ikke at undskylde for det”
Kæmpende for at holde øjnene åbne, han var ikke sikker på han kunne nå op på kontoret, han var i bogstaveligste forstand nød til at lade op, hvilket var i maskinen han så ofte brugte. Bare en smule skulle han i den så forvandlingen fra syg til rask ikke blev for mirakuløs i hvert fald.

Han så ned på lammet der havde fundet hans ben.
”Hvad skal jeg gøre med dig dog, du kan ikke sove i min seng”
Langsomt gled blikket mod Millicent, selvom han vidste han var nød til at lade lammet binde sig og vende sig til ham, så var han også på nippet til at sige Millicent kunne sove med dyret den tid hun var her som straf for at give ham et kæledyr.
”Jeg er bare træt det er alt, det har været en lang dag, men eller har jeg det okay, jeg er hjemme og i live”
Smilet blev kun halvhjertet på grund af hans tilstand.
Lidt pris satte han på Millicent havde taget kopperne ud i køkkenet, for han havde ikke gjort det før morgenen efter, hvilket ikke ville have lignet ham at gøre.
”Måske ville det være en god idé så må vi se hvad… Ja dagen bringer i morgen.”
Han kom langsomt op af stolen og strakte sig.
”Jeg tror jeg tager en fridag i morgen, tror ikke jeg vil være i stand til at få lavet noget fornuftigt på kontoret alligevel”
Hvilket jo var sandt, hvis man skulle tro sygdommen så lignede han en der bare skulle være låst fast til en hospitalsseng.

”Jeg er ked af jeg ikke har noget at få gjort gæsteværelset parat havde ikke lige forventet gæster i dag”
Han så lidt skyldfølsom ud.
”Men sengetøjet er i bunden af skabet, og så må du bare lade som om du er hjemme”
Han vidste ikke om hun havde planer for at skulle følges op, men han var i hvert fald på vej op af trapperne, med en smule samvittighed over ikke at have været en ordentlig vært.

Millicent himlede med øjnene over hans bemærkning om at være hjemme og i live.
Så dét var tilstrækkeligt for ham ...bare at være i live ? Det var slet ikke godt nok for hende , for Argentum skulle være som han plejede - han skulle udstråle ro og styrke , og da slet ikke som nu hvor  trætheden og udmattelsen hang som en tung aura over Argentum."Geez, hvordan er du dog kommet på sådan en god ide!" lød det drillende, da han luftede tanken om at tage en fridag grav kontoret . Selvfølgelig burde Jason slappe lidt af og være hjemme, ellers ville det jo ende med folk blev bange for at finde Omnicorps CEO død i hans kontorstol, ik.
Om ikke andet så skulle han blive hjemme for af hun kunne få ham på rette kurs igen.

Millicent fulgte med op af trappen , og fejede hurtigt hans undskyldning væk med et håndvift.
Argentum levede i luksus , og hun i det jævne...så kontrasten var stor i levestandard .
"Jeg tror du glemmer at du taler med en pige der tilbringer en del tid i skoven og sover under stjernerne . Dette er nærmest ren luksus at få lov at lægge sengetøj på"[/i] smilede hun stort . Det var altid langt mere behageligt at jage i sommer halvåret .Der kunne kun kryb og biller genere.Om vinteren kæmpede hun med at holde sig varm , og det var forfærdeligt. Desværre var der også langt flere penge i at skaffe kød om vinteren , da det altid blev en mangel vare.
Hun lænede sig fremover og kløede det hvide lam, bag det ene øre.
"Jeg skal nok tage Mary i nat, så du kan få hvilet dig Argentum.Jeg har hendes tæppe og hun vil sove som en sten...det vil vi begge."  Millicent lænede sig frem og satte et let kys på hans kind, trak Argentum sig ikke væk. "tak..for det hele.Mobilen ...og ikke mindst at passe på Mary .Og selvfølgelig at jeg må samle mig lidt her i dit lille paradis."

Herefter ville Millicent forsvinde ind og lukke døren til.
Marys tæppe ville blive bredt ud på gulvet og mens den lille lagde sig til rette og lukke øjnene i, så ville hun selv få redt senge op og gøre sig klar til natten.
Der ville ikke gå mange minutter før den blonde jæger, ville befinde sig på drømmenes jagtmarker, og her var det sommer og dejlig sol.

//out.