Lamb - and other animals (( Argentum))

"ja...men nu er vi jo sådan set i nutiden, ik ? Jeg ser heller ikke dig lege hulemand - men du da velkommen til at trække i et lille klæde om livet og lade skægget stå" drillede hun lidt. Men pointen var alligevel trængt ind, selvfølgelig kunne den være ud, men hun fandt den jo bare så lille og alene i verdenen."Uld?...jo er det ikke et krydderi fra indien?" stak hun tilbage.Måske skulle hun en dag hive ham med ud i den virkelige verden, der hvor folk, inklusiv Millicent, måtte kæmpe for føden, så skulle hun sandelig vise ham uld...blod , hud og involde...når hun havde nedlagt et bytte.

Hun fnes.Tanken om han rendte rundt med et skilt der proklamerede hendes tilbagevenden i lejligheden, var da eller morsom. "see...så tror jeg ikke vi skal bekymre os! Ellers kan vi altid inviterer din overbo ned...Storm...så er jeg RET sikker på det vil tage fokus fra mig" grinede hun og vidste den del ville småirriterer ham, men han havde nu kun glæde af af få tankerne ledt bort fra hans planer om at forsvinde fra jordens overflade. "Bare ud af af nysgerrighed, hvis du forsvandt som Jason, hvad ville du så hedder når du vendte tilbage? Angel, Antoine eller måske Fernandes? " havde han overhovedet gennemtænkt det ? Hun vidste det ikke var første gang han havde lavet det stunt, så det måtte formodes det efterhånden var ren rutine for ham...men et navn var alligevel meget personligt- og hun kunne ikke tro han kunne finde et der ligesom passede til ham- hvis han smed det nuværende ud.

Snakken var igen tilbage ved emnet "Hvor overnatter Millicent", og hun blev kort tvunget frem og presset tilage igen af selen, da han remsede hårdt op.
"Hva..mener.." der opstod et par sekunders total forvirring, da hun blev kommanderet ud, og hun så han forlod bilen.
"geez...mercy on my soul" mumlede hun for sig selv, da han klikkede bæltet åben, så hun var nød til at svingede benene til siden og selv stå ud af bilen. Der var vist ikke tvivl om han ønskede hun skulle adlyde nu.
Hun lagde armene omkring sig selv, og så op på ham. Det føltes mere køligt nu, luften og hun registrere hun følte sig nervøs. Og så alligevel ikke, for der var noget tilstede i både øjne og stemme, noget andet end hans strenghed og trang til at have fuld kontrol ( som hun mistænkte ham for). "Undskyld ...men ...det er jo ikke sådan noget man bare lige svinger ud. Hej hvordan går det, jeg har et lam til dig og så har min mor iøvrigt lige skudt min far, da han kom ud af flasken." hun så ned på sine fødder. Andre kom ud af skabe...typisk at hende far skulle komme ud af en flaske, det var så langt mere kompliceret.
Hun holdte stadig om livet med venstre arm, mens højre havde sluppet , for at klø sig på næsen."Tak" lød det lavmeldt, og langsomt løsnede hun sit hold om sig selv.
"Du ved...jeg er ikke så vild med at tale om de ting, ikke at de er hemmelige.Men jeg tror ikke min mor er så glad for hun kom til det, så jeg føler jeg udlevere hende lidt." der blev trukket på skuldrene og hendes blik ville møde hans."Selvfølgelig er du min ven, men prøv lige at huske at jeg trådte ind på dit kontor , så du lignede en der var død og det stjal sådan set al mit fokus - også fra min lille 'familie situation'.
Hvis du nu får mig hjem, og giver mig den store latte jeg virkelig savner- så kan jeg fortælle dig lidt mere om det.Hvis du har lyst?" forslog hun , og lænede hovedet lidt til siden mens læberne formede et svagt smil.

"Derfor er det stadig et lam med uld han skal nok holde varmen."
Hans blik ændrede sig ikke mens han talte til hende om Lammet.
"Tro mig hulemænd er alligevel før min tid. Dem oplevede jeg ikke. Men lader skægget stå, jeg kan ikke gro skæg har aldrig kunnet det vi er en hårløs race der kun har vores hår på hovedet, vores øjenbryn og øjenvipper"
Ham løftede et øjenbryn mens han talte, mere om hans race mere om hvad han egentlig var.
Om Lammet skulle være inde eller ude gik ikke ham på, med tiden ville han nok elske lammet og nyde dens selvskab, men ligene kunne han bruge den til at pirre og tirre Millicent.
Igen blev et øjenbryn løftet mens hun talte om uld.
Hvorfor kunne hun for en gangs skyld ikke bare være en god og artig lille pige der ikke forsøgte at tirre ek sivende drage der bare ventede på en smut ud og sætte tænderne i hende.
"Du er for meget ved du godt det?"
Han kunne nærmest se lysten lyse ud af hende om at han skulle med ud, hvilket ville give hende en overraskelse hvordan troede hun han havde overlevet i en tid hvor hans intelligens ikke kunne vises frem uden han ville blive brændt ikke at det ville skade ham.

Han fandt hendes fnis sødt, piget og så meget Millicent. Lige i dette øjeblik var han muligvis glad for han ikke kunne se Millicents tanker. Et kort gys ville være strøget gennem ham hvis han ikke havde siddet bag rattet.
"Min overbo held og lykke med det. Du er velkommen til at hente han ned, men mener du ikke underbo."
Rettede han hende, tænk hun huskede så forkert.
"Det kan være du ikke kan få den kære Storm ud af hovedet Millicent, du måske vild med ham?"
Hun skulle ikke prøve på at smide brænde på det bål det kunne han ikke lade hende tillade sig.
"Men du skal lige huske på Storm er forlovet med en kvinde, og han ville aldrig lade hende smutte fra sig."
Han var glad på sin vens vegne det var rart at se ham så glad og lykkelig for at have den udkårne ved hans side.
Hver dag han var på jorden og de fleste var planlagt længe før de kom. Det eneste han ikke havde forudset var Millicent der kom ind i hans liv på den måde hun gjorde.
"Det er egentlig et let spørgsmål, men du får det ikke at vide. Normalt ville min afgang betyde alle bånd ville blive klippet så du kommer ikke til at vide hvad mit næste navn bliver."
Det kunne han vel lige så godt få sagt så det var ude og hun vidste det.
Han havde det hele planlagt så der var ikke mere at sige om det emne.
Men med lammet ville han nok være nød til at gøre det anderledes end normalt.

Da hun stod foran ham og holdt om sig selv så han på hende en smule bekymret.
"Nej det er ikke noget man bare smider i hovedet på nogen, men havde du sagt du havde brug for et sted på grund af familiemæssige problemer havde jeg måske reageret anderledes Millicent. Jeg ville gøre det for en ven, min dør er åben, men at de kommer og siger lad os bare tage hjem til dig, og sige du jeg vil vare have liv til at sove under dit tag som om det er en selvfølge"
Han tog et skidt nærmere og hvilede blikket på hende.
En dyb indånding blev taget da hun løsnede grebet om sig selv han lyttede til hende. Ganske kort rakte han ud efter hende, men nærmest i samme øjeblik hånden bevægede sig blev den kaldt tilbage igen, og han lod være med at række ud efter hende.
"Millicent det drejer sig ikke om hvor vidt du kan lide at snakke om det, det handler om at jeg ved at du ved at du kan stole på mig, og at du ikke behøver skjule noget, havde du sagt du virkelig manglede et sted at sive grundet de problemer her så havde det været som sagt, så havde jeg forstået det og ikke tænkt på at det ville betyde noget for Mig om Justine skriver noget. Jeg ville gerne sætte mit omdømme på prøve for dit velvære"
Ordene kom uden at han længere tænkte over dem, det var tydeligt at han ville have hende til at forstå hvert ord var ment og ikke bare sagt.
Hans grønne øjne hvilede direkte i hendes blå da hun talte im at komme ind og drikke en matte hos ham, hvilket fik ham til at smile og. Varme en smule op.
"Hop ind igen tror du har snakket alvorligt nok lige nu.
('Han havde kun fået hende til at stige ud af bilen, af den grund hvis han havde haft en voldsom trang til at omfavne hende eller hun havde brug for et sted at falde til ro.
Han åbnede døren for hende og lukkede den igen efter hun havde sat sig ind inden han selv fin om bilen for at sætte dig bag rattet igen.


Det slog han da han havde snakket og hvis han skulle have lammet, og bygget havens eller græsområdet indtil det var færdigt havde han brug for en til at passe lammet mens han arbejdede og sådan, måske jan skulle få ansat en til at gøre det.
"Hvis jeg nu havde en der kunne passe Lammet indtil græsområdet er færdigt. En til at gøre det stuerent og lufte det så ville det være rart, gad vide om jeg kender en der mangler et sted at sove eller bo de næste uger mens det sker. Så kunne det jo aftales."
Han skævede til hende ikke for at insinuere han havde hende i tankerne til det, men det var et forsøg på at hun kunne få et midlertidigt job, og sted at bo indtil hun følte sig klar til at komme hjem igen.

Nogle samtale emner skulle bare ikke forfølges , og selvom der hang en frisk bemærkning og dryppede fra hendes læber , blev der ikke kommenteret på en hårløs race. Hun kiggede nu heller ikke på ham, men smiledetavst da hun kun i tankerne sagde at han da måtte spare en formue i brasilian wax.

Argh ....selv når hun mente at have krammet på ham,  så gik det alligevel lidt galt .
Hun rullede med øjnene , på dramatisk sæt og overdrev på det kraftigeste da hun medgav "Ja ja, din underbo Nathan Storm så! det var i grunden underligt som hendes underbevidsthede ønskede han skulle bo ovenpå Argentum og ikke under, i hendes tanker dannede pics hvor Storm kom ned af trappen og ikke op, når han skulle besøge Argentum. Men da Argentum ligesom boede i penthouse hyblen , så var dette ikke korrekte billeder. Hun skævede til ham ,"Arh...Nathan virker da meget venlig , men jeg er da ikke interesseret  i ham, eller i at nappe ham fra hans kæreste. Jeg er mere typen der værner om folks forhold....alt jeg kan , for jeg synes der er for lidt looooooove i den her verden."[/i] haha...sådan ...han kunne beholde Storm selv , altså 'medie beholde' - hun vidste jo udmærket han ikke var til fyre .

Hænderne blev kort trommet mod Millicents lår, før hun udbrød.."Ok...nu skal vi ikke kun finde kaffe til mig , men også en ny underkæbe for jeg har lige tabt den jeg havde !" hun stirrede på Argentum. Selv om han stadig havde et afkræftet og svækket ydre, så fik hun næsten lyst til at springe over på førersædet , klemme sin ind mellem rat og mand , gribe fat i hans skjorte krave og ryste ham. "HVAD MENER DU MED JEG IKKE FÅR DET AF VIDE?" det var ikke fordi hun råbte, men sætningen understreget markant, og hendes utilfredshed fyldte hvert eneste ord ud.
Det kunne da umuligt være hans hensigt ikke at fortælle hende det? "Underkæber er dyre...jeg ville overvejer om det nu er smart ikke at indvilge mig i den plan ?" små knurrende hun , hvis Argentum troede hun ville blive vifte af så let, så var han helt gal på den.

--

Ude på vejen føltes luften mellem dem, så underlig ladet med noget hun ikke vidste hvad var. Det var som der skete en masse forskelligt på en gang, og inden hun nåede 'at fange og se nærmere på det ' så var det slut, eller erstattet af noget nyt .
"Tak..jeg ville blive meget glad. Godt nok sover jeg jo oftest i det fri, skoven eller en forladt bygning, men uanset hvordan man vender og drejer det , så er det bare usikkert og utrygt.Det giver en overfladisk søvn." hun forklarede med en hurtig bevægelse af hånden. På almindelige gode dage havde hun efterhånden lært sig at køre på fuld blus, trods den lette søvn. Så gik hun i dvale , når hun kom hjem. Hjem til hendes mor.
Men når hun havde personlige issues, som nu hvor Maria havde skudt Calvin,  så var hjernen mere slidt , tankerne fandt ikke ro og fred og hun kunne udmærket mærke hvordan det sled mentalt. Hun behøvede derfor mer søvn .Og Argentums hjem var et sikkert sted, og han var en af de få som hun virkelig stolede på.
Lettet , blev hun plantet i bilen igen og de var endelig klar til at komme videre.
Der var ikke lang vej tilbage, kunne hun se på omgivelserne. Det gik opad nu...op til de velhavende , der hvor broer var bygget oppe i luften , broer til at forbinde de dyre huse og lejligheder.Faktisk smart, for det umuliggjore det stort set for tyve at snige sig adgang."Jeg kan da godt blive et pr dage, bare for at hjælp til ?" forslog hun glad. To uger ville være for længe, da hun altid blev rasteløs og der var også andre aftaler og en levevis at tage hensyn til. Men det lød dejligt med et par dags fri fra det hele.Hun kunne genkende hans bygning..og skimtede mod den prangende top, da bilen nærmede sig. En umiddelbar tanken poppede frem og ud af hendes mund..."Fejrer man egenlig jul på Draconia? Og i så fald hvordan ?"

Mens han skævede hende og kunne se den tilfredstillelse ved hendes uudtalte comeback rystede han på hovedet, han valgte at lade samtalen dø ud der da det ikke virkede til at hun havde mere at sige.

Den rullen med øjnene hun burde passe bedre på med sådan en atitude, den ville ende med at få hende i mange problemer især når hun var i nærheden af ham, han kunne sikkert finde mere end en måde at gøre livet surt for hende på så det ville være bedst bare ar opføre sig ordentligt.
"Ja min underbo ikke mere end det"
Han kunne da ikke fordtå hvordan hun havde glemt hans lejlighed, faktisk var der mere end en etage fra hans lejlighed og ned til den næste, etagen under ham blev egentlig brugt til vand beholdning til de bassiner i hans lejlighed og Storms ikke praktisk for storm men sådan havde det nu været.
"Nej du er vel ikke interesseret i ham, det så heller ikke sådan ud til det val du var med til vel"
Han giv igen som hun prøvede, selvom hans svar ikke var et direkte angreb eller noget.

Den trommende rytme mod hendes lår fik ham til at vente på det udbrud hun sikkert ville komme med ikke at han kunne tage meget hensyn til det.
"Du kan få en seng og kæben fra lammet når det passer dig så hvis det er nødvendigt med en nu underkæbe, for tror ikke du kunne finde på at ville slagte det for en ny kæbe. Men sengen og din friskhed han vi da snakke om"
Egentlig kunne hun vel være ligeglad med hvad han gjorde med sit liv, og hvis ikke kunne han være ligeglad med hendes mening om hvad han gjorde, hvis han skulle være streng så var det jo kun et spørgsmål om tid før han var på vej væk, væk fra livet som Jason Stark, men også væk fra jorden.
Hvis ikke planen om at komme fra jorden lukkede kunne det være forsøget gjorde en ende på hans liv, så hun kunne vel være ligeglad. Måske ville det være svært at forstå for hende men han kunne have mange grunde til ille at fortælle hende det.
"For det første kommer det jo ikke dig ved hvad jeg laver med mit liv"
Han tog end dybere indånding før han forsatte
"For det andet står jeg ikke til ansvar overfor dig"
De grønne øjne skiftede til en mere kold og hård glans
"For det tredje tror jeg ikke jeg ville skylde dig den forklaring, i det du sagde jeg skyldte dig det at tage imod lammet"
Han vendte hovedet mod hende
"Og for det fjerde, tror jeg ikke jeg skylder dig mere efter at jeg lader dig overnatte i min bolig"
Hvordan kunne han få sig selv til at være så
Modbydelig overfor hende, hun var sikkert bare bekymret for ham, hvilket han i givende situation virkede til at være ligeglad med.

Han drejede ned i parkeringskælderen og parkerede bilen på dens sædvanlige plads. Slukkede motoren og kom ud af bilen. Hun havde vel ikke tænkt det her ordentlig igennem, han skulle vel låne hende tøj igen medmindre hun havde glemt noget sidst hun var der.
Han gik hen mod elevatoren noget af set sidste han havde sagt i bilen hang stadig i luften omkring dem, selvom stemningen havde ændret sig da de havde stået på vejen og han havde haft en trang til bare at holde om hende og knuge hende ind fordi hun fortalte om familie problemerne.
"Julen er et af jeres tiltag det er ikke noget vi fejre. Det er først noget jeg er begyndt at holde efter jeg kom
Til jorden. Men jeres julestemning har ikke bidt af på mig så ingen træer ingen pynt, men der er da gaver til personalet på Omnicorp og der er pyntet af hensyn til mit personale."
Sagde han da han steg ind i elevatoren og dørene gled i de var på vej op til hans lejlighed.

"Oh please ? Jeg var da ikke interesseret i Storm ! Han er kendt og velhavende, derfor sværmer folk om ham, men nu skal der altsår andet end lidt Star glitter og en tung tegnepung til at vække min nysgerrighed " kvidrede hun, uanende om hans tavse tanker om hun ikke burde rulle med øjnene.

" Jason...det er muligt vi dele personlighed Mary og jeg. Blid som et lam, du ved " klappede hun sig selv på brystet.."Men anatomisk er vi ikke heeeeelt ens, og vi passer ikke kæbe sammen" rullede hun igen med øjnene, bare fordi han var så enormt stædig at det føltes helt naturligt og på sin plads at gøre.

Millicent havde lænet sig frem i sædet, og rettet på skoens ankelrem.Tungt lod hun sig falde bagud, da han begyndte sin hjerteløse opremsning, og igen skar hun en grimasse mens hun lyttede til hans punkter. Syrligheden flød i en sød symfoni med ironi i hendes stemme, da hun svarede ..."fire ? Kun fire punkter! Der skal mindst otte til , før det har betydning for nogle som helst. Vi er vel venner ?" prøvede hun ham af. Millicent undlod helt og aldeles at komme ind på alle hans grunde, for selvfølgelig havde manden da ret. Det var ikke hans sag, og han skyldte hende ingenting....men det var teoretisk...praktisk fungerede hun anderledes, så det måtte han lære at leve med, eftersom hun ikke var parat til at give ham lov til at dø.
"Ellers må vi jo gå efter udelukkelses metoden, hvis du ikke vil give os en venne label, og ja....jeg er RET sikker på jeg kan overgå dine fire punkter. Lad os se.... 1 jeg er ikke din rengøringskone.
2 jeg er ikke kommet for at rense din swimmingpool ....3 jeg er ikke din personlige shopper , for så var du klædt lidt mere Street " rakte hun ud og trak ham i jakkens revers, med et lille drillende smil. "fire....jeg er heller ikke din sekretær og feeeeeeeeeeeem" hun trak lige tiden ud, for drama effekt " jeg er bestemt heller ikke ansat til lave el installationerne i Omnicorp....ergo, vi er venner og venner fortæller hinanden ting ! "


Hun steg ud af bilen, og fulgte efter ham til elevator og ideer til hans hjem.
"Det vil sige du fejre jul, men pynter ikke op? Det lyder da lidt trist. Der er stadig noget tid til jul endnu, så måske kan vi nå at finde en lille julekugle til dig et sted" smilede hun og så ned på Mary , som hun havde vækket og fået trukket med sig. I sin taske havde Millicent det mest personlige grej, men der var rigtig nok kun plads til skiftetøj helt inderst, så Argentums tanker var ikke helt fejlagtige, hun havde ikke lige tænkt det hele igennem. Måske var hun mere påvirket af drabet på hendes flaskefar og moderens besynderlige reaktion efterfølgende, end hun havde indset .
"Har i så nogle andre søde traditioner , nogen der hylder blondiner måske og siger i skal byde dem på gløgg?" gav hun ham et stort smil, og så sig om i den enorme lejlighed. Den så vist stort set ud , som da hun var her sidst. Mon hans kontor stod åbent? Han havde nok ikke regnet med hun kom jo.

”så du siger du ikke er interesseret i ham ligefrem Millicent”
Lettere skeptisk så han på hende med et løftet bryn. Han var nu ikke helt sikker på hun fortalte hele sandheden men der var jo ikke rigtigt noget han kunne gøre ved det.
”Jeg er da godt klar over du ikke er den type pige der bare kan tiltrækkes med en stor tegnebog”
Langsomt rystede han på Hovedet over det.
Det måtte hun jo selvom, han skulle ikke styre hende og hun skulle ikke stå til ansvar overfor ham på nogen måde.

”Jeg er nu ret sikker på jeg kunne få det til at passe med et par indgreb og du ville slet ikke kunne mærke forskel.”
Han så ind i de blå øjne med et blik der var hårdt, bestemt men også træt.
”Nej måske ikke endnu, men som sagt vi kan ordne det så det sikkert kan.”
Blikket bliv vendt væk fra hende igen. En dyb og træt indånding var hvad Argentum tog, langsomt lod han øjnene glide i, kun i få sekunder, intet der satte deres liv på spil mens han kørte.

”Jeg kunne komme på flere men det var lige de mest væsentlige.”
Han lagde hovedet let på skrå da hun nævnte ordet venner, egentlig var han ikke sikker på hvad han ville kalde det her.
Storm var en ven, en person han dagligt var i tale med, en person han kunne sætte sig ned og bare føre en afslappet samtale uden alle formaliteterne.
Med Millicent var han nød til at være forsigtig, med ikke at miste kontrollen over sig selv i det mindste så hun ikke kom til skade.

”Hvorfor skulle det være trist ikke at pynte op til julen, Hvorfor skulle jeg gå med på alt der opreklamerede tam tam, der kun er til for at få folk til at bruge flere penge, det er den eneste højtid med undtagelse af Halloween hvor folk virkelig stadser ud, men Halloween er kun en aften folk har pyntet og jul er over en måned, så jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle være med på det”
Han lød ikke irriteret men det ville være tydeligt i hans stemme at han ikke gad bruge mere tid på den samtale.
”Der skal ikke findes nogen julekugle til mig tak.”
Det var ligesom det nu var det lukket og slukket, den samtale.
Da blikket blev vendt mod Millicent og Mary gik det op for ham lammet manglede et nyt navn, og han havde da også tænkt sig at få det gjort, men skulle nok ikke lige snakke for højt om det lige nu. Så det måtte vente en dag eller to endnu.
”Nogle traditioner som at hylde en blondine, nej vi fejre vores guder, Ja flertal, vi har en del faktisk og de bliver fejret på forskellige tidspunkter af vores år.”
Han sukkede kort da hun nævnte gløgg selvfølgelig havde hun vel tænkt dig det, men det måtte hun så nyde alene.
”Nej vi fester ikke med gløgg”
Kom der roligt med et skuldertræk, hans kontor var efterhånden altid låst når han forlod det.

Nathan Storm var bestemt da interessant, men på samme måde som et kulørt ugeblad var det.Der var skat intet romantisk i hendes interesse for Storm, så hun smilede blot til Argentum.Det var lige før det var sjovt , hvis nu han troede hun var lidt lun på Storm, måske ville Argentum blive misfornøjet ? Hun blev dog glad inden i, da Argentum højt kunne bekræfte han vidste hun ikke var typen der blev tiltrukket af penge, luksus eller magt- det var en personlig egenskab hun faktisk var ret stolt af, så var der så mange andre hun ikke lige havde lyst til at bryste sig af.

"Argh " klagede hun , da han gav hende billeder for øjnene, af hvordan han ommodellerede en kæbe, for at den skulle passe til hende. Hun glemte alt for ofte dyret i ham, den voldsomme og farlige del . Hvorfor ? Undrede hun sig.
Måske havde hun al rigeligt i at holde styr på det farlige som manden i ham repræsenterede ? Måske var dragen bare så stor en mundfuld, at hun måtte ford'je den i små mundrette portioner, så hendes forsvarsmekanismer arbejdede på fuld tryk, når hun var sammen med ham- og alligevel slappede hun så dejligt af. Sjove modsætninger. Millicent krympede sig en smule i sit sæde. Det faste hårde blik , gik ikke ubemærket hen og da hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle stille op med det, blev det ignoreret så godt hun nu kunne.

" jeg tror du trænger til den kaffe, mindst lige så meget som jeg gør Argentum. Du burde virkelig holde lidt mere fri end du gør" . Der var hverken medlidenhed eller bedreviden i hendes ord- blot en nøgtern konstatering i han arbejde for meget, og skulle huske at tage pauser.
Han havde netop haft øjnene lukket , et par sekunder men det var længe nok til at Millicent havde lænet sig anspændt frem i sædet, og haft blikket stift mod trafikken på vejen. Ikke at der var mange bilister på ruten her, da de nu var ved at være fremme ved den sidste bid vej, op til Argentums residens.


Hun fik ham lokket til at snakke om guderne fra hans planet, og selv om han ikke diskede op med føngslende detaljer , så var hun alligevel facineret af at høre ham berette. Måske hun senere kunne lokke mere ud af ham, hun ville gerne vide mere om hans herkomst, gik det op for hende selv.
Selv elskede Millicent julen , men hun forstod godt den ikke var tiltrækkende for alle.
Det var nærheden og hyggen , som hun holdte meget af og den ønskede hun bare også for Argentum, især når han sad der så afkræftet at se på.
" Hvis vi kan skaffe de krydderier jeg skal bruge, vil jeg gerne forsøge lave dig en hjemmelavet gløgg, hvis jeg må ?" Spurgte hun tøvende. Hun var ikke glad for at skulle bede om lov til at bruge af hans penge, men hun havde hverken råd eller mulighed for at gå ud nu og købe ting som nelliker og kanel...eller mere vin end det hun brugte til at sætte Roselia i skak med. " Måske ville du kunne lide den ?" Forslog hun forsigtig og satte taskerne fra sig, i hans entre. Millicent satte sine sko , og det føltes godt at træde ned på de bare fødder. Hun bøjede sig forover, løsnede Marys kæde og så til at det lille lam , luntede afsted, lavede et lille legene hop og satte i løb ind mod stuen. Millicent lo og så på Argentum. " Du...hør...tak for ikke at nægte at tage imod Mary, jeg ved helt ærlig ikke hvad jeg ellers skulle stille op. Jeg har ikke mulighed for at have hende med mig, og har ikke råd til hun kan bo på pension....og " det ville jeg egenlig heller ikke nænne. Så at hun kan bo trygt og godt her, er jeg virkelig meget glad for. Så kan jeg også komme og besøge hende, ik ?" Hun kom op på tåspidserne og ville strække sig for at sætte et kys på hans kind, bare et hurtigt let et, da hun stadig huskede den lille...episode...på hans kontor, i forbindelse med ballet- selv om de begge gjorde deres ypperste for ikke at nævne den. Hun kunne dufte en svag parfumerede cologne, den samme han havde haft på ved ballet og som hun nu genkendte som ham. Hun smilede og bevægende sig ind mod stuen , for at se efter hvad Mary var i færd med .

Om han ville bestille vin og krydderier til hendes gløgg eller ej, så ville Millicent rigtig gerne begynde med en god gang kaffe. Og måske en kort lille mikro lur der kunne forebygge hun faldt i søvn med åbne øjne ! Så kunne de måske også få lidt ud af aftenen, evt se tv ? Hun havde ikke set tv i en evighed, det var afslappende at se film. der kunne man le af andres komplicerede liv og kiksede handlinger- og blive befriet en tid, for sine egne.

Well...han kunne nu benægte alt han ville, men et imperium som Omnicorp byggede ikke sig selv, og skulle man tro aviserne,  så var Omnicorp i stadig vækst. Hun vidste at Argentum selv var hoved drivkraften bag nye opfindelser og produktudvikling, da han havde afsæt i lærdommen fra Draconia, men udover dette han sad jo også med direktør og stifter kasketten på- så han var en arbejdsom herre.
Hun sagde ikke mere , da hans egen vurdering var dén der havde betydning. Var han tilfreds,  så ville hun ikke klage.

Gløgg serveringen havde Millicent ikke tænke igennem og afslaget fik et tvivlsomt udtryk frem.
"Oh, det havde jeg så glemt . Tager du ikke engang et enkelt glas vin ? Det er faktisk ikke meget alkohol der er i ellers kan jeg jo koge det op så det futter af .Det skal man normalt ikke,  men for dig vil jeg gøre en undtagelse.Det er formentlig det tætteste jeg kommer på julehygge i år" Hun tænke sig om og fremlagde så den sidste mulighed hun lige kunne komme på, for at få an til at ville smage ."Alternativt kan man lave den på alkohol fri vin , det har jeg aldrig prøvet men det er da en mulighede vi kan afprøve ?" hun klappede ham på skulderen og drilleriet kunne høres i hendes stemmen, da Millicent svarede  "Argh ... så du har flere monstre der vil sætte tænderne i mig?" men så var hun hurtigt afsted , ud mod køkkenet efter kaffen, før han kunne nå at kommenterer på den lille bemærkning.
Da hun vente tilbage i stuen, havde hun et krus med dampende varm kaffe i begge hænder. Den med sort kaffe satte hun foran Argentum og den lyse med mælk , smagte hun selv på. " Kaffe er altid bedst når man har selvskab, og jeg må sige det er ret fikst du kan brygge den , før vi overhovedet er kommet hjem" smilede hun og trak brynene let sammen, ved synet af hans ternet hjemmesko.
"Jeg sværger - du må altså finde nogle andre hjemmesko, du ligner en på 80! Se her ....!" hun satte sig i den brede sofa og trak knæene op, så hun sad som en lille havfrue. "Prøv lige det her, sæt dig som mig .Det er afslappende og hyggeligt og så behøver du ikke hjemmesko " prøvede hun at rede han fra den kæmpe modemæssige brøler, da ternede futter lignede.
Hendes blik blev fanget af skærmen der lyste op, og hun så kanalerne skifte for hendes øjne, til det landede ved en film. En julefilm, for det ikke skulle være løgn men han zappede videre til news, hvor en ældre kvinde omkring de 70 var i færd med at fortælle om hendes romance med en vampyr.

Millicent kunne ikke lade være med at smile. Der var et eller andet ved damen der virkede besynderligt, som hun ikke talte sandt.Millicent havde hørt rygter om at vampyrenes havde indledt en kampagne,der skulle få dem til at lige harmløse romantiske mennesker med en sjæl der bare ikke ville brænde ud. De ville ændre på deres bloddryppende image og virke mere som kølene skøde hunde . "Har du også hørt de rygter ? At vampyren forsøger ændre deres image ? Man skulle da n,sten trp den gamle dame var et led i dét stunt. Hvad jeg ikke forstår er hvorfor de gør det- hvad er formålet ?Alle kender til vampyre Og hvordan de lever. Og de er jo ligesom alle andre racer, halvdelen er fredeligt og civiliseret og resten er farlige, grådige folk der lever efter deres impulsive drifter" små tænkte hun højt. Der havde også været adskillige zombienangreb, den seneste tid. De angreb næsten altid i flokke og udgjorde på den måde en væsentlig større trussel.
Blikket hvilede på ham, afslappet som han sad Og ikke lignede en der var bange for noget som helst. "Har du selv oplevet problemer med zombies, enten her eller på Arbejdet?" spurgte hun ind, og bemærkede journalisten på tv havde smækket et søjle diagram op, der visualiserede antal angrebs forsøg og i hvilke områder.

Om han benægtede noget ville han ikke kunne sige noget om, han følte sig ikke vanvittigt stresset, så der var vel ingen grund til at tage unødvendigt fri, en gang i mellem tog han sig jo en længere ferie, mens han planlagde den næste karakter han skulle fremtræde som, ikke noget der på nogen måde generede ham, måske mere det at han var nød til at tage afsked med folk som han af og til holdt af, som med Millicent, hun var nok en forbindelse han havde svært ved at slippe.
For hvis han ikke holdt fri, ville han jo ikke kunne stå med hende her i lejligheden eller sige ja til at kunne tage sig af det lille lam, der nok skulle have ændret navnet, da det jo var en han.

Det tvivlsomme ansigt gik ham på, det betød som regel hun havde et eller andet i gærde. Hendes ord var lige ved at få ham til at lægge en hånd for hendes mund så hun ikke ville være i stand til at ytre et ord mere.
"Det er okay du ikke kan huske det med alkohollen det er måske ikke noget du er van til at folk takker nej, til dig."
Det sidste tilføjede han som en lille provokation, for at tirre hende en smule.
Ved hendes spørgsmål angående vin rystede han langsomt på hovedet.
"Ikke et eneste glas vin eller andet der indeholder alkohol."
mens Argentums blik hvilede på Millicent spillede der et kort smil om hans læber, det var tydeligt der var mere ro og afslapning over ham nu hvor han var i lejlighedens trygge rammer. Et sted han ikke behøvede skjule sig eller spille en karakter.
Alle hendes forslag og så havde hun svært ved at opfange at han ikke havde tænkt sig at give hende en mulighed for at lege med den skæbne der kunne få hende dræbt.
"Ja det ville være en mulighed hvis ikke det var fordi jeg uanset hvad ville være for bekymret for at jeg ville ænde med at være skyld i din død, jeg vil helst ikke tage chancen."
Hvorfor kunne hun ikke forstå han satte mere pris på hende levende og som sig selv, som menneske, end som et frådende monster han i virkeligheden gik og skjulte for hende.
Hendes dril gik ikke ubemærket hen, da hun smuttede havde han allerede et svar på læberne men inden det blev udtalt var hun væk, ja der var flere monstre i ham der ville sætte tænderne i hende.
Men det var nu ikke sådan et svar der havde ventet hende hvis hun var blevet så hun kunne høre det.
Da hun kom tilbage fra køkkenet var han i stuen og fjernsynet skiftede allerede mellem kanalerne uden han havde fjernbetjeningen i hænderne, det nye samarbejde med deres tv og telefon gjorde fjernbetjeningen unødvendig.
Blikket blev vendt fra tv'et mod Millicent da hun satte kruset foran ham, da hun satte sig ned i den anden ende af sofaen lænede han sig tilbage hvilede hovedet mod ryglænet, ja hun havde ret i at kaffen var bedre i et godt selskab, men lige nu i dette øjeblik følte han sig ikke som et godt selskab for Millicent, han kunne mærke hvordan trætheden allerede nu begyndte at melde sig, en bivirkning af hans forsvindings historie og den svagere krop, hans øjne gled kort i mens han lyttede til hende.
"Det kan du have ret i at den er, nej det er ikke fikst det er faktisk bare et samarbejde ligesom mellem vores telefoner og tv, så har vi også til vores mindre elektroniskeapparater"
Flød det over læberne selvom hans øjne stadig var lukkede.
Da hun nævnte hans hjemmesko åbnede han øjnene og så ned på sine fødder, inden han rystede på hovedet.
"Det kan godt være jeg ligner en på 80 med dem på, men de her hjemmesko har været igennem meget, de er måske endda ældre end dig, og normalt trækker jeg ikke folk med hjem så de kan se dem, og så er de behagelige at gå i"
Det blik han sendte hende var streng mere i håb om hun ville lade hans valg af tøj være i fred, men sådan ville det nok ikke blive, hvilket han havde ret i da hun forsatte. Da hun sagde han skulle sidde som hende rystede han på hovedet og himlede med øjnene over hende.
han kom i tanke om noget fra snakken ude i gangen.
"Du sagde den gløgg ville være det tætteste du kom på julehygge. Men er det ikke en skik man også får gaver."
Han gjorde klar til at rejse sig fra sofaen inden han forsatte.
"For det minder mig om at jeg har noget til dig, noget jeg lovede dig da jeg mødte dig første gang."
Han forlod stuen for at gå op på hans kontor, låse sig ind finde den lille æske der havde ligget der siden de tog til bal ved Omnicorp og som egentlig bare havde ventet på Millicent.
Da han kom tilbage havde han stadig æsken så hun ikke kunne se det.
"Ved der er tid til, og ved du havde fået det lovet for længe siden."
Han rakte hende den lille æske der indeholdt den seneste udgave af omnicorps telefon.
"Jeg håber du kan bruge den Millicent."
Det kort smil spillede over hans læber mens han ventede på hendes reaktion.

Var det virkelig det eneste der var af nyheder, så var der intet ved det, det var efterhånden længe det havde kørt med den kampagne hvilket der var begyndt at gå ham på, ikke fordi det var slemt at de ville ændre deres image, men som før i tiden der var bare altid få der ødelagde det for så mange andre.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal syntes om det Millicent, mest fordi som du selv siger der er altid nogen der ødelægger det for andre, 90% af dem kan leve et normalt liv som mennesker, men de sidste det er dem der kommer i fokus og viser billedet af vampyrer. Sådan var det med muslimer en gang, og sådan vil det nok altid blive ved med at være."
Langsomt blev hovedet drejet mod Millicent igen. mens hun talte om zombier rystede han på hovedet.
"Måske er jeg for blind til at lægge mærke til det her, eller også er os der er lidt mere priviligerede villige til at kunne betale for et ordenligt forsvar så vi ikke bliver påvirket af det på samme måde. "
Det var ikke fordi han skulle lyde selvhøjtidelig, selvfølgelig havde han både set og hørt det men det var ikke noget der havde påvirket ham ved lejligheden eller omnicorp.

Millicent var kvik nok til at fange de små provokationer som nu det lille simple spørgsmål , han smed hendes vej . Han var da også bare morsom var han ikke ? "Nej da, ingen kan da sige nej til mig ? hun tjattede til ham med sin hånd, på hans overarm , uden at bruge kræfter da hun nødigt ville slå den af så svækket han så ud, tænkte hun drillende for sig selv, men højt fik han tilbage en ironisk bemærkning,der dog var rimelig tæt på sand ..."Det ville bare ligesom kræve jeg spurgte om dem og tror det eller ej, så render jeg ikke rundt og spørger folk om alverdens ting.Jeg er ret god til at klare mig selv " okay okay ..  god og god..,det kunne diskuteres , men hun havde da klaret sig indtil videre , om end det tid,ugerne havde kostet et lag tæsk , når hun i de mest mørke tider havde været nødsaget tik at deltage i gadekampe. Havde hun egenlig fortalt Argentum om dén del af hendes liv ? Det mente hun ikke talen var kommet ind på , så den havde han til gode.

"Jamen , jeg er modsat andre også ret glad for mit liv,  så mange tak for at passe på mit liv !" ..igen...havde hun lige på tungespidsen, da billeder pludselig dukkede ud af minderne om mødet med Vincent og Argentum der havde kæmpet imod ham, for til sidst at redde Millicent, ved at skabe revner i jorden som beskyttelse ,før vampyren havde kunne gøre det slut på hende.

Tilbage i sofaen gik snakken med så sludder og hygge. Hun lod for et øjeblik sine øjne hvile på ham, lod sig igen slå af hvor træt og udkørt han fremstod for hendes menneske blik, og selv om Argentum havde livet at hans helbred ikke var i fare, så kunne hun ikke slippe den indre uro, og begyndte som afledning at drille med hans hjemmesko. "Okay okay...I get it...don't mess with The slippers" holdte hun hænderne op i beskyttelse foran sig og smilede varmt til ham, for at bløde dte hårde blik af hans lidt op."...og her har jeg hele livet gået og troede man ikke skulle komme imellem en mand Og hans måltid....og så har det hele tiden været hans slippers " kom hun alligevel til at sige , og greb ud efter en sofa pude,for at daske den blødt mod hans mave.

Millicent lænede sig tilbage i sofaen, trak benene lidt og op kiggede diskret efter hans reaktion, for hun ville rette sig op og sidde pænt- så han utilfreds ud. Ellers ville hun beholde den 'hjemvandte' og uformelle 'henslængen' i sofaen.
Kort drejede hendes øjne op mod loftet mens hun løb gennem det ocean af traditioner , en årstid som julen medførte. Det var så mange at vælge mellem.
Hun smilede ..."Der er jo så mange, gaver ja og så der juletræet. Især kan jeg lide når man får fat i de ægte grønne grantræer....kunstig hvide plastik træer er ikke lige mig. Og Jov gaverne .....en opmærksomhed , en kærlig tanker ...det søde traditioner, ik" hun spærrede dog øjnene op, da han havde rejst sig og selv om Millicent noget så gerne ville være voksen og ligeglad, så kunne hun bare mærke de små spændte bobler i hendes mave, for hun havde ingen ide om hvad han talte om. Så da Argentum kom til sige med æsken på ryggen, satte hun sig op og så formentlig meget ung ud, mens hun pressede læberne mod hinanden  i spænding.
"Tak...men..." hun strakte hånden ud, for at modtage pakken og det smukke design af mobilen, skinnende op til hende. "Argentum " mumlede hun, for ja...nu huskede hun godt de havde haft en samtale om det, men hun havde sådan set hverken forventet at han ville bokstaveligtalt bar give hende en. Hun var opdraget til man byttede sig til ting. Den ene tjeneste var den anden værd- for at overleve,
og kun Auriel havde givet hende en gave før. Den lille smukke 'stjerne himmel' der hang om hendes hals i en sølvkæde. Hun kæmpede med at bryde celofanen op, så hun kunne få den ud og tage et ordenligt kig på den. Men da det tog mere en to sekunder, lagde hun den fra sig på sofaen - for at komme tæt nok til at sluåynge armen omkring Argentum i et vældigt Knus. "Tak, Argentum.....tusind tusind tak...om jeg kan bruge den ? Er du tosse da, jeg ved jo at jeg vil kunne få forbindelse uanset hvor jeg er! Den vil jo ikke vare kunne bruges til underholdning, i de lange ensomme timer- men også til at rede mit liv, hvis jeg kommer i nogle uheldige situationer!" hun satte et lille kys på siden af hans hals, og trak sig så forlegent hurtigt væk. Han skulle ikke misforstå og hun ville ikke sende forkerte signaler, men ,...hun boblede af glæde, tænk han havde husket det og haft hende i tankerne.
"Jeg har så ingen gave til dig...pokkers!" blev der så mumlet, og hun så op på ham. "Ja...andet en Mary der, men jeg har på fornemmelsen det ikke rigtig tæller" lo hun og satte sig igen. Hun satte sig og ventede på om han kom med nogle instrukser. "Kan min chip overføres eller kør den på fingre aftryk ? Hvordan skal jeg liiige gribe den an?" hvis han viste hende det ville hun igen lade sig glide tilbage i sofaen, og begynde at trykke på et par taster, bare for lige at afprøve den, mens hun forsatte zombie snakken...
"Jeg tror det er sikkerheden her og livet du lever der holder det skærmet fra dig.Jeg har selv oplevet større grupper af dem, og jeg synes det forværres. Men du har ret, ligesom med vampyrene så manipuleres vi af medierne , alt efter hvad de ønsker vi skal tro. Men jeg er alligevel en smule bekymret for hvad der skal ske...hvad der vil ske.... Vladimir sidder ikke længere på magten, og mange vil mene det er godt ...jeg er usikker, for hvad kommer der istedet ?" spekulerede hun højt, mens hun beundrede mobilen og trykkede på den igen.

Det blik han sendte hende med det hævede øjenbryn sagde nok mere end hans ord gjorde. Var hun ikke Van til fyre sagde nej til hende, det overraskede ham egentlig ikke, det var vel naturligt en køn pige som hun nu engang var sikkert kunne vælge og vrage som hun ønskede det.
Alligevel var der noget ved hendes ord der fik han til at hæve brynet, hvis ingen sagde nej skulle hun da ikke miste den glæde.
"Åh jeg er nu ret sikker på du får nej hele tiden, måske især så længe du er i selvskab med mig"
Det var et bestemt blik der blev sendt hendes vej inden han vendte blikket væk for at himle med øjnene.
Ja Millicent var køn og han var sikker på hun inderst inde vidste det men han var også sikker på hun ikke udnyttede det og misbrugte det.
Da hun puffede til hans arm rykkede han sig en smule ikke væk fra hende men ubevidst en smule tættere på hende, mere for hvis hun forsatte så ville han ikke være bange for at give igen.
Han var ikke skrøbelig bare fordi han så sådan ud, han var ret sikker på han ville overleve et sammenstød med et tog uden de større skrammer hvis hans energi var nok til at han kunne hærde hans hud.
"Så du er sikker på jeg ville sige ja til alt du spurgte om uanset hvad det var?"
Nu var det et skeptisk blik der hvilede på hende.
"Du spørger sikkert alle om de ikke vil give en drink eller et måltid mad, måske endda en seng at sove i."
Kun lette drillerier nu ikke meget andet røg over de blege læber.

"Hvem ville ikke være glad forbudt liv du er jo bekendt med mig og i nærheden af Nathan Storm"
Drillede han med et smil og varme øjne, ja han vidste hans personlighed og humør kunne skifte retning ligesom en hårnål.
"Det da ikke for at passe på dit liv, det er for ikke at skulle finde en ny rengøringshjælp og veninde"
Ja det med rengøringen ville egentlig først give mening når hun havde fået gaven, men det ville hun først opdage da.
Han kunne nærmest se hvad der skete bag de blå øjne.
"Millicent det er ikke for sjov når jeg siger at jeg er farlig"
Han lukkede øjnene det var farligt for hende at være i nærheden af ham.

"Det er også måltidet bare se hvad der skete med den sidste der forsøgte at komme mellem mit måltid og mig"
Han løftede et bryn ja det var morbidt sagt men det var jo sandt det havde været meningen med Millicent hun skulle have været er måltid og nu var hun en ven.
"Så pas på med hvad du siger"
Nu var stemmen drillende men også varm han var afslappet rolig, men de varme hjemmesko var rare i den tilstand hans krop så ud til ar være i.
"Så behandle mine slippers ordenligt"
Kom der roligt fra ham da han gengældte hendes smil.
Puden havde han set komme men reagerede et sekund for sent da den ramte hans mave. Rystede han på hovedet over hende før han overvejede hvad han skulle gøre. Pr automatik fik hun en pude samme vej.

Da hun satte dig vendte han blikket mod hende sagde intet så heller ikke streng ud hun kunne ligeså godt gøre sig det behageligt, for det plejede han selv at gøre, normalt halvt lå og halvt sad han i sofaen men med Millicent i den var det nok ikke det bedste valg.
Det var ikke fordi han søgte hvilke traditioner hun kunne komme i tanke om men fordi han havde gaven til hende.
"Jamen nu er det ikke fordi jeg har andet til dig en gaven, jeg har ikke et juletræ eller andet til dig som julepynt så det må du drømme om"
Da han kom tilbage og så hende, smilede han og rystede på hovedet.
"Millicent lad være med at takke det var jo en aftale vi indgik"
Han mærkede hendes arme om sig og den brændende følelse da hendes læber ramte hans hud.
Da hun trak sig væk rystede han på hovedet.

"Jeg ved ikke om det er årsagen men uanset hvad er det da okay at nogen ikke mærker det vel"

Millicent vidste godt hun ikke tilhørte  den flok af kvinder der hele tiden søgte komplimenter eller skulle have deres udseende bekræftet- hun var vel på en måde ligeglad hvad folk syntes om  hendes ydre...de fleste folk ihvertfald. Hun lod tænderne kort synke ind i hendes kind. Hun ville anerkendes for hvem hun var - men hun  ville bedrage sig selv, hvis hun påstod at den fysiske tiltrækning ikke også havde en rolle at spille , for der var altid en x factor - men for Millicent var personlighed et langt større lod på vægten- dét var ihvertfald ikke usandt. Og hun var ikke let at gøre indtryk på, det var hun også klar over. Hun slap de mere seriøse tanker og stak Argentum et stort grin. "Ja, det tror jeg du har ret i. Min NEJ dosis bliver da fuld ud dækket med dig, men pas nu på  for jeg har hørt at det er farligt at overdosere...man kan ligefrem dø af det" drillede hun.

Millicent himlede med øjnene af hans drilleri... " Oh ja, jeg er en rigtig lille tiggerprinsesse , og du har da virkelig truffet en giga fejl beslutning, ved at prøve få mig til at lege din stuepige ...vi taler episk stor error" drillede hun tilbage, og lænede sig i sofaen, og nød blødheden mod hendes ryg. "Du har dog ret, for livet hér slår godt nok den kedelige skovbund og de hårde sten man man læner sig op af " sukkede hun med magelig stemme.
Hun forsvarede sig med begge hænder oppe, da en pude kom retur lige så hurtigt som Mary kunne gumle et plante blad i sig. Millicent modstod lysten til at angribe ham  med endnu et pude smæk, og besluttede at det var en lille sejr til hende, at han ikke havde overdænget hende med vand denne gang, som han havde gjort i køkkenet under hendes sidste visit....han var angst for angreb nr to kunne falde , det var han helt bestemt , andet kunne det jo ikke være .Hun smilede selvtilfreds til ham, og satte med langsom bevægelse puden fra sig, som ville hun illustrer at et nyt slag kunne tildeles ham, any given time han ikke lige opførte sig ordenligt.

Med den nye mobil , i et nænsomt greb i hendes lyse hånd så hun ned på den , næsten med kærlighed i hendes blik. Hun lyttede kun halvt med for Millicent var allerede i sving med at forsøge finde måder at kunne glæde ham på , så hun blev lidt fraværende og ukoncentreret ,da Argentum talte om alvoren i han kunne skade hende. hendes fingre var begyndt at glide over den smukke skærm, for at lokalisere søgning på nettet. Hun kunne ikke lige smutte ud og købe ham en gave, da hun hverken havde kontanter til det og faktisk ikke havde nogen ide om hvad Argentum kunne mangle . Hun begyndte alligevel  at taste- på google og skrev ... gaver til den eftertragtede ungkarl .Hendes søgning blev dog ikke fuldført, ihvertfald så hun ikke dét resultatet der ellers lyst op fra skærmen i hendes hånd . De blev  forstyrret af lyden fra hans dør klokke. Hun rettede sig op og så med store øjne på ham. Millicent kunne pludselig føle hendes puls helt  i halsen, havde militæret endelig halet ind på hende nu ? Et lidt forskræmt udtryk havde placeret sig i hendes øjne, da hun næsten hviskede fra hendes læber.."Vventer du besøg ?"
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op  men hvis Argentum bevægede sig mod sin dør, ville Millicent forsøge hive sofaen et stykke ud fra væggen og bagefter forsøge skrue bagdelen ind og  klemme sig ned bag ved den.
Blev hoveddøren  åbnet ville en køn velkendt ung dame befinde sig bagved. Hun hæve sit blik fra det blanke dørskiltet og se op i hans øjne. Begge hænder holdte hun bag ved ryggen og et forlegent smil ville stråle Argentum i møde.
"Undskyld Jason, men Nathan er ikke hjemme endnu og jeg er løbet tør for...sukker.,..du skulle vel ikke kune låne mig en kop " den ene arm blev ført foran og hun fremdrog en  fin lille porcelæns kop , der ville blive viftet frem og tilbage foran Argentums næse.

"Du er nemlig en lille tiggerprinsesse, som beder mig tage sig af dit kæledyr og invitere dig ind i varmen så du kan få ordenligt mad og en ordenligt seng at sove i, så er det vel også kun rimeligt du betaler en smule tilbage."
Det var lige før han ikke kunne holde masken og var derfor ved at bryde ud i en latter.
"Man skal passe på man ikke vender sig for meget til det, for så er det svært at slippe igen."
Langsomt lod han hovedet hvile mod ryglænet.
Han havde overvejet at smide vand i hovedet på hende men det ville have betydet rengøring og han ville være sikker på hun ville undgå at skulle rydde op efter hendes dryppen i lejligheden.

Det glædede ham at hun tog så pænt imod mobilen, og han håbede hun forstod at han ikke forventede at få noget igen af hende, andet end at hun ville passe på den og ikke misbruge den.
Men hendes måde bare at blive så optaget af telefonen som hun gjorde bekymrede dog ham en smule, da det kunne tyde på hun var i færd med et eller andet.
Langsomt var han begyndt at åbne munden for at sige hun intet skulle give ham, han ønskede kun hende glad, og nu havde hun jo også en måde at kontakte ham på, selvom han nok ikke regnede med meget kontakt efter hun ville tage afsted igen.
Da dørklokken lød og han ikke nåede at komme med hans ord til hende, han så måske ligeså overrasket ud som hende hvis ikke mere.
Han ventede bestemt ikke besøg, men han havde en ide om hvem det kunne være hvis det endelig skulle være.
"Nej jeg venter ikke besøg, men alligevel er jeg sikker på hvem det er."
Han bevægede sig ud mod døren, bag sig kunne han høre hvad Millicent havde gang i, hvilket sikkert ikke ville gøre situationen bedre.
"Millicent der skulle helst ikke ske dig noget, der er kun få der har adgang til den her etage"
Mumlede han inden han åbnede døren. Synet der mødte ham på den anden side af døren fik ham til at ryste på hovedet.
"Antonella Hvad laver du."
Han så på den unge kvinde der ikke hav ham tid til at tale færdigt.
han lod en hånd glide hen over det korte og mørke hår som om han overvejede situationen.
"Hvad har du givet Sebastian for at få at vide jeg har gæster?"
Sebastian var dørmanden der sørgede for der ikke kom fremmede ind der intet havde at gøre i bygningen.
Han blokerede stadig døren og overvejede om han skulle lukke hende ind og få det hele overstået.
"Du ved jo godt Nathan ikke indtager tilsat sukker medmindre det er yderst nødvendigt, og det ligner heller ikke dig at bede om sukker"
Han var begyndt at smile over situationen.

Millicent valgte ikke at gå dybere ind i den samtale. Hun var ikke så forhippet på at blive nød til at indrømme han måske havde en pointe, en lille bitte en bare.
Han havde nemlig ret i at hun lod til at læne sig en smule mere mod ham, mod hans goodwill, end der var naturligt for hende .Normalt var der et langt mere uigennemtrængeligt panser sirligt på plads omkring hende, men allerede efter deres første møde og episoden i parken, hvor hun havde set hans ægte form , havde hun sænket paraderne- helt uden at være opmærksom på det. Men hvorfor ? Hun fandt det bare ...rørende at han turde betro hende med den side og den hemmelighed, og at han var så nænsom med hende, når han så let som ingenting kunne skade hende, hvis det var hans ønske.
Hun stolede på ham, og hans personlighed var bare af en støbning hun befandt sig godt i selvskab med- trods hans lille uvorne vane med altid at ville have ret og irettesætte hende. Men den kunne hun sikkert ændre på, ad veje- tænkte hun og smilede ved hendes egne ideer og tanker.

"Jaaaa...jeg kan sagtens forstå man kan blive afhænig af både tryghed og mad " sagde hun med en smule sarkasme i lyden af sin stemme. Det var sikkert ikke lige DET Argentum havde ment, men nok mere mageligheden der lå i det.Guld og luksus ....var man da en idiot hvis man takkede nej til, især i en verden som denne.Alle behøvede tryghed og mad på bordet, og tilhørte man minoriteten der selv havde alt man behøvede, så kunne man med de overskydende penge hjælpe andre på vej. Så naturligvis ville man ikke takke nej. Hun var bare ikke af den mening at guld og diamanter gjore et hjerte glad, det ville bløde og græde over de samme ting regardless- og man kunne føle sig helt ligeså ensom i en velpolstret sofa af læder, som i en skovbund.....sofaen gav bare ikke insektbid og grøn bagdel.

Millicent var nogenlunde klemt i spænd mellem væg og sofa, så det meste af hende var uden for synsfelt for deres ubudne gæst, formodede hun.
Hun kunne mærke hvordan musklerne spændets i hendes krop, der ellers lige nød at være lidt afslappet.Millicent bandede tavst over at hendes bue var et sted i entréen, gemt af vejen i hendes taske.Den ville hun ønske hun havde kunne få fingrene i, hvis nu det viste sig at være militær peeps der trængte sig på. Hun sendte kort @Aaron en tanke, for det var lang tid siden de havde været i kontakt. Var han stadig en del af Militsen, og ville han i så fald kunne gøre noget for hende, måske hjælpe hende ud af deres søgelys ? naaa...det eneste der ville kunne det, var hvis Nikon Zolner himself blev tryllet frem, så generalen ville kunne oplyse gud og hver mand om hendes uskyld. Millicent holdte vejret, og sad stille som en mus- da Argentum lod døren gå op.
What? Antonella ? ...

Antonella sendte straks et smil der emmede af pure innocence, til hendes overbo.
Så sænkede hun den lille kop til sukker og lavede en surmulede trutmund, da hun gled forbi ham , og ind i entréen. "Jas' altså....hvad tror du om mig ? .....30 dollars" brød de rosamalet læber ud i et bredt smil, da hun forsatte sin gang ind mod hans dagligstue. "Så....hvem er hun ? Må jeg hilse på din veninde? " Antonella standsede op, på dørtrinet til stuen og så på Argentum. Hun trak kort i hans ærme og vidste man ikke at hun var forlovet med Nathan, så kunne man næsten tro at der var en smule anklagende tone i den feminine stemme, da hun forsatte.. "Jeg...jeg troede faktisk ikke du så nogen ? Nathan...Nathan har sagt du ikke er interesseret i at date?" Antonella strøg det lange mørke hår , tilbage over skulderen så det hang glat ned over hendes ryg og dækkede for den hvide kjoles ryg udskæring.

Millicent havde ikke meget luft omkring sig, men sad klemt op mod væggen. Hun turde ikke bevæge sig, af frygt for lyde eller revnet kjolestof- det ville jo virke akavet og se helt forkert ud- så hvis nu bare Argentum kunne få kvinden ud...væk...tilbage i hendes fine lille lejlighed , hvor hun kunne afvente Nathans hjemkomst- så ville alt jo være peachy perfekt.
Hvordan mon hun så ud? Millicent kendte kun Antonella fra de kulørte blade ,men de kunne jo snyde. Hun klemte øjnene sammen for at fokuserer og så....ben ! hun kunne kun se ben ! Hun kunne se de slanke læg og spinkle fødder af Antonella, i et par høje mørkeblå sko. Meget elegant...meget model agtig, ihvertfald tyndere end gennemsnittet - det var let at se, selv i skjulet fra sofaen.

Irriterende det var hvad det var da Millicent intet sagde, hvorfor kunne hun ikke bare indse og indrømme at han havde ret, kvinder hvorfor bruge så meget tid på dem.
Lettere opgivende rystede han på hovedet, det generede ham ikke rigtigt at hun spurgte ham om husly, det kunne man spørge alle sine venner om i teorien, og han følte sig en smule beæret over hun var kommet til ham trods afslutningen på det sidste møde, og starten på det, at hun så stadig var villig til at være i hans selskab, men hun skulle passe på ikke at få det for rart omkring ham, da han ikke regnede med at han skulle blive meget længere, men sådan havde det været i flere år, og så var hun i en konstant fare i hans nærhed, så længe han forsøgte at holde den primitive del af sig i skak.

Hvis hun antog det var guldet og den luksus han hentydede til så kendte hun ham ikke godt, han havde arbejdet for alt han havde, i mere end et menneskeliv, han havde hentydet til den komfort, den ro det gav at have en dagligdag der fungerede, en dagligdag hvor man altid vidste der var noget at komme hjem til, ja han havde ikke fundet en at komme hjem til men han havde heller ikke gjort et ihærdigt forsøg på netop det, ja han havde råd til at kunne leve som han gjorde, men han brugte jo flere af sine penge på andre end ham selv.
den formue han havde opbygget eller arvet fra sig selv hvordan man nu så det, den gav kun økonomisk sikkerhed, det gjorde han kunne have tag over hovedet, han kunne have lavet en jordhule, ladet pengene stå og forsvinde af sig selv.
for det eneste han ønskede for sig selv var en enkelt billet tilbage til Draconia.
Han brugte jo ingen penge til at købe sig til venner eller selskab, han brugte det som en måde til at spærre sig inde, derfor så mange aliasser folk kunne se han lignede sig selv, men når han var ude og bare glemte alt om Omnicorp så var det mere reelle venskaber der skulle skabes.
"Jeg mener det at jeg står op om morgenen ved jeg har et arbejde jeg ved jeg tjener lidt, jeg har et hjem at komme hjem til, et hjem der stiller de fleste behov jeg har, der er mad, der er komfort, der er rent vand, pengene jeg har, har jeg optjent på reelvis, der er intet kriminelt her, jeg har ikke snydt mig til dem, jeg har ikke behov for at have mine penge, hvorfor tror du jeg smider dem efter hospitaler, skoler, plejecentre, steder der hjælper samfundet."
Han var begyndt at lyde irriteret nu, han havde aldrig haft intentionen om at han skulle have hvad han nu engang havde, han ville have været tilfreds med en mindre lejlighed måske en landejendom med store åbne arealer, et sted han kunne koble fra, det her han nu havde var for livet han havde bygget op om sig selv, den virksomhed han havde.
og han tog bare notis af hvordan rigmænd tilbage i tiden havde levet og nu gjorde han det samme.
Hvis hun spurgte ham om det var sådan her han havde levet på Draconia så havde han svaret nej med det samme, han havde så forklaret hende at hans familie faktisk kom fra ret almindelige jobs, de tjente så de kunne overleve og havde plads nok til de fire de var.
Han var tilfreds med at bo her og leve som han gjorde, men han ville ikke dømmes for at han havde set en ide i teknologien fra Draconia, og gav jorden den teknologi.
han havde ikke gjort det for pengene, men for en mulighed for at komme hjem.
"Jeg gav jer hvad jeg gjorde for at kunne komme hjem til min familie, og jeg vil nyde godt af at jeg har sendt jer flere hundrede år ind i fremtiden med min teknologi, så jeg hurtigere kan komme hjem, at i så vælger at udslette jeres eget hjem er jer der er en primitiv og inkompetent race"
Det var efterhånden tydeligt at høre når han gravede i det at han ikke havde meget til overs for jorden.
"Jeres planet var engang så smuk, og i valgte at ødelægge den".

Ja lige nu vil jeg sådan set tro alt om dig, din nysgerige model. Har du ikke noget tøj du skal prøve eller sådan noget"
om hun fangede den dobbelte betydning af model var han ikke sikker på. Argentum lød endnu mere træt da hun gled ind forbi ham, nærmest opgivende, måske mest fordi han var sikker på Antonella ikke ville forlade lejligheden før hun havde fået hvad hun ville have.
"Så slap du da billigt var det ikke 150 sidste gang, du kunne bare lade være med at være så pokkers interesseret i hvad der ikke vedkommer dig"
et af de meget mørke øjenbryn blev løftet mod hende.
Da Antonella fingre lukkede sig om hans ærme sukkede han opgivende hvorfor skulle de igennem det igen, hvor mange gange skulle han sige det også til hende.
"Jeg ser heller ikke nogen, og jeg dater heller ikke nogen, ligenu har jeg besøg af en nær ven der har familiemæssige problemer, og havde brug for et sted at være fordi vedkommende ikke kunne være hjemme."
Han kunne ikke sige det var et dødsfald der var grunden, det var ikke hans opgave at videregive den information og slet ikke til Antonella.
"Men hvis du ikke har noget imod det så vil jeg gerne have lov til at hvile mig og så kan Nathan og Dem komme til frokost i morgen eller når vi finder tid."
De grønne øjne blev næsten gennemborende det var tydeligt han lige nu bare ønskede Antonella accepterede hans ord.

Han forsøgte ikke at skæve til sofaen hvor Millicent sad klemt, hvorfor hun gjorde det var ham stadig en gåde, han ville måske have valgt et bedre skjulested med mere plads, men det måtte hun selv om, hvis Antonella blev så var der ikke meget at gøre med mindre Millicent ville findes.

Argentums tonefald blev punktummet for den første del af samtalen. Hans irritation var egenlig helt unødvendig, for havde Millicent troet at han var en selvoptaget storsnudet pengegrisk fyr, så havde hun næppe kastet sit venskab ned over ham. Hun var helt klar over han var så meget mere end penge, og et sted inderst inde vidste hun også at han kun havde et formål med det hele- at hjemvendte til sin egen planet....hvor trist hun så end følte omkring det. Hun studsede over hans  i valgte at ødelægge den , for hende bekendt havde hun ikke stemt ja tak, til den sidste krig der ændrede så grusomt på planeten, jorden.  Men hun vidste en rask lille diskution omkring dette, ville ende ud i detaljer om ...hårlak og meget andet, og ville hun nok ikke kunne vinde.

Om det så var at vinde at side fastklemt mellem væg og sofa, deeeeet var hun heller ikke så sikker på.En smule morsomt var det da, da hun kunne se hvor komisk hun måtte tage sig ud. Derfor håbede hun virkelig på at Antonella hurtigt ville tage sine tynde model stænger og valse ud, samme vej som hun kom- det gjorde intet for en piges selvtillid at sidde i spænd, kunne hun hermed slå fast og var begyndt at føle sig lidt åndssvag dernede.  

Antonella lo, "Og hvad har DU så betalt for at få ham til at indrømme det? Jeg tror han har en helt god timeløn, hva"
Hun lod til at overveje Jasons forklaring, men besluttede så ikke at tage den helt for gode vare. "Et dødsfald siger du ? men Jason...jeg fik af vide at det er den samme....gæst...der har overnattet her tidligere og med mindre familiemedlemmer er død....to gange ? Så tror jeg måske der er mere til din forklaring" lo hun igen og tog sig et kik omkring .  "Jov, næste års bikini mode, er du interesseret ?" Drillede hun tilbage i et muntret tonefald.
I første omgang bemærkede Antonella ikke sofaens lidt pudsige skæve placering,  men blev distraheret af hans invitation , som hun modtog med iver ."Det lyder da pragtfuldt, vi sige ja tak !" Accepterede hun den straks. Jason skulle jo nødigt nå at trække den tilbage. Deres små middage og  frokoster  aftaler var nu altid hyggelige- ingen pinlige tavse stunder og ingen formelle kedelige samtaler, men bare afslappet venne snak. Mest mellem Nathan og Jason da venskabet var opstået mellem dem , men Antonella satte nu også pris på det og var efterhånden blevet et naturlig medlem af venskabet.
Et sidste nysgerrigt blik blev sendt afsted , udover stuen og den høje brunette fik et lettere forvirret blik, da hun denne gang  opdagede Mary. Mary stod lige så stille og gumlede på et grønt blad, fra en stor gulvplante. Antonella trådte tilbage, et par skridt  og pegefingeren strittede mod dyret..."Ja..Jason...hvad laver det dyr i din stue?!" Hånden lagde sig over hendes bryst og Antonella kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede al for hårdt. Hun var ikke helt...skal vi sige fortrolig...med dyr.

Nede bag sofaen var Millicents ben begyndt at brokke sig over at skulle være i den samme ubekvemme stilling. Hun mærkede hvordan en krampe i hendes læg begyndte at tage til, og vidste at det ville være et spørgsmål om sekunder før følelsen var uudholdbar. Hun var NØD til at række sin hånd ned , for at gnide og presse den mod hendes læg, i et forsøg på at bremse eller udsætte den smerte som krampen ville betyde. Det betød at sofaen rykkede sig , godt nok kun nogle centimeter, men den rykkede sig og samtidig med hun pressede hånden mod læggen, tog smerterne fart på og eksploderede i hendes ben. "Auch" mumlede hun, på samme tid sofaen bevægede sig og samme tid at Mary løb hen mod den.

Antonella veg tilbage og greb ud efter Jason..."var det..åh gud...TALTE den lige?" Lød hendes stemme skingert , mens hun krampagtigt holdt fast i ham, som var han tømmerflåden på det iltre hav.

Den rene latter fra Antonella fik ham til at himle med øjnene ikke fordi den irriterede ham mere fordi hun trængte sig ubehageligt på lige i den her situation.
"Jeg behøver da ikke betale for at få sådan noget ud af personalet, jeg snakker da bare med dem."
Himlede han med øjnene mens da hans blik faldt på hende over det næste der kom fra hendes mund bed han sammen. nu var det et stramt udtryk der mødte modellen.
"Ja et dødsfald, hvem snakker om sidste gang hun var her at der var tale om et dødsfald der, måske faldt jeg i snak med hende og tilbød hende en tur hjem til Miami fra Armarillo fordi hun skulle til Miami, og da vi nåede Miami var det så sent at jeg tilbød hende et sted at sove, og nu er der blomstret et venskab mellem vedkommende og jeg, ligesom det venskab jeg har med Nathan."
Det var tydeligt at se at det gik ham på at han skulle bringe sin forbindelse til Millicent op, for hvad skulle han sige, jeg er sammen med pigen jeg var til bal med, fordi jeg viste hende hvordan jeg rigtigt ser ud, og reddede hende fra en vampyr, og tog hende med til ballet fordi hun fandt optegnelser for den da hun var her.
"Næste års bikini mode siger du. Jeg tror ikke en bikini ville klæde mig voldsomt."
blikket faldt på sofaen han var allerede begyndt at finde på en forklaring om hvorfor Millicent lå gemt bag sofaen. den stod helt forkert nu i forhold til rummet og han glædede til at kunne få den tilbage på plads.
"Jamen så må vi jo finde en dag du ikke skal prøve tøj og jeg ikke skal prøve at overtage verdenen med elektronik"
Han nikkede så var det da sat på plads at de havde en frokost aftale de tre, hvilket også var tid siden sidst.
På ingen måde havde glemt Mary men han smilede da Antonella opdagede ham.
"Mit nye kæledyr lader det til, der er nogen der tror jeg bliver ensom, så jeg fik den lille fyr der, fordi der kan være så ensomt i den her lejlighed"
Langsomt lod han sig sætte på hug for at se om lammet ville komme over til ham, og på den måde ville han tage lammet op og nusse ham bag øret.

Da lammet ikke kom hen til ham rejste han sig op tids nok til at høre Millicents stemme og se Mary løbe hen mod sofaen, Antonellas greb i hans arm fik ham til at kaste et blik på hende.
"Selvfølgelig sagde den intet Ella, men tror den hørte noget kendt"
Han skævede til hende

Antonella kendte Jason rimeligt godt .Både igennem hendes egen relation til ham, men naturligvis var kendskabet  blevet mere detaljeret ved at lytte med på random snak , når Nathan talte med...eller om hans bedste ven. Så hun nikkede bare , stadig med et drillende smil omkring de feminine blødt buet  læber. Antonella vidste nu godt at Jason ikke var ved at installere en "friend with benefits" i hans lejlighed.Det var simpelthen ikke hans stil. Jason havde for meget klasse og ønskede for meget privatliv til det ville ske , mente hun. Antonella havde ikke før nogen der var så interessant , og hun tænkte at hans tilbagetrukkende facon og manglende lyst til at lade folk komme helt nært bevirkede at hun bare langsomt blev mere og mere nysgerrig på ham....og fik mere og mere lyst til at vinde hans anerkendelse. Hun havde aldrig snakket med Nathan om lige dén del , for han ville med garanti misforstå det og Antonella var jo ikke ude på at indlede en affære med Jason....det mente hun da ikke ihvertfald. Men derfor var han også den bedste flirt , for hun var tiltrukket af ham.. .og også ret sikker på han aldrig ville give efter og kastesig over hende.Jason ville aldrig indlede sig med hans vens forlovede , det vidste hun.Hun klappede ham på skuldren "Ja ja da, det må jeg vist så have en snak om med vores ven dernede" lo hun af deres lille interne spøg om hvordan de lokkede sladder og oplysninger ud , om hinanden.

Antonella lod som om hun tog en meget grundig vurdering af Jason, og trommede et par fingre mod sin hage, for at se eftertænksom ud. "Ved du hvad....jeg tror sørme du har ret! Bikini er slet ikke dig, men jeg er sikker på jeg har et par speedos....et sted...så du kan få dem, og så trækker jeg i en bikini... så kan vi tage et selfie " pjattede hun, men kunne nu godt lide tanken om at skulle prøve alt mulig tøj foran Jason, og så skulle han vende tommelen op eller ned, om hun skulle beholde det eller ej. Sådan noget kunne hun aldrig lokke Nathan til, han skulle altid se , læse eller tale om sport- hvis altså ikke han trænede eller havde en kamp at spille.Ind i mellem kedede Antonella sig lidt.

Det var  ikke kedeligt at se det lillelam , pile hen mod Jason dog. Antonella trådte dog en smule tilbage da dyret fik hende til at føle sig utryg. "Godt ! Jeg var helt bange for det var en mutant af en art....dem har jeg det ikke så godt med, det er jo helt umuligt at forudsige hvad de kan finde på , og hvilke evner de måtte have" stønnede Antonella, men hans lille brug af kælenavn til hende, fik dog de anspændte skuldre oppe under hendes øre, til at falde ned tildeles almindelige position.
"Jeg er bange for jeg ikke helt forstår..." kom det forvirret fra Antonella , da hun så på skift mellem lammet og Jason.

Bag ved sofaen var der også en smule usikkerhed, den gik dog mere på om hun skulle forsøge gøre sig usynlig eller komme frem. Den ene del virkede umulig og den anden utiltalende .Millicent følte sig dum og kejtet , men jo længere tid der gik, ville den følelse bare blive større og Nathans veninde var endnu ikke søgt mod døren, til Millicent store irritation. Og da Jason nu nærmest virkede som han helt havde glemt hun sad bag sofaen , og istedet hygge fjollede med Ella så følte hun sig presset til at komme frem. Det var også bedre end at Mary begyndte at trække i hendes hår lige pludselig.Så langsomt begyndte sofaen at bevæge sig ved Millicents hofter der puffede til den, og så dukkede den blonde hårtop frem, og resten af Millicent bagefter. "Eh....jeg tænkte om nogen ville have kaffe?" Lød det .....efterfulgt af et øjebliks stilhed, mens hun flyttet på en forvildet hårlok der hang og spærrede for hendes ene øje, efter at have ligget på alle fire med hovedet nedad .

"Det bør du nok hellere gøre med det samme komme afsted ned og hav den lille snak med ham."
Igen en kort hovedrysten fra hans side.

Kort blev de grønne øjne vendt mod loftet i en opgivende grimasse det var tydeligt at han havde opgivet den samtale allerede inden den for alvor gik i gang. Et par speedos ligefrem hvad var det dog for nogle tanker der kom gennem hovedet på den kvinde.
"Er du godt klar over hvor irriterende du kan være hva."
De grønne øjne faldt på Antonella igen selvom han ville have hende ud af lejligheden så Millicent kunne komme frem fra sit skjul.
Han var ret sikker på han ville undre sig over hvad hun tænkte hvis han havde en ide om at han skulle sidde og bedømme hendes tøj valg på den måde som hun forestillede sig det, og han ville nok have det underligt i situationen.

Han tog Mary op i sin favn og begyndte at kæle det lille lam bag øret for at holde det i ro og lade det vende sig til ham, og hans opmærksomhed, hvilket den nok ville få en del af.
"Det er ingen mutant her udover dig. han gør dig intet han er bare et lille ordinært lam ham her"
Han havde en drillende tone fordi han havde lagt mærke til hendes reaktion overfor lammet.
"Men Ella tror du ikke det er på tide at du kommer videre med dine prøver, end at stå her og få Nathan til at tro du har en affære han må være på vej hjem nu."
Han havde ikke glemt Millicent men da hun kom frem fra hendes skjul så han alligevel overrasket ud.
"Ella må jeg præssentere Millicent. Millicent Ella Nathans forlovede."
Han lignede ikke en der var skyldig eller havde haft noget at skjule.
"Du må ikke spørge mig hvad det er Millicent lavede bag min sofa for jeg har ikke selv nogen ide, men jeg håber da hun fandt hvad det var hun ledte efter siden den nu står så skævt som den gør."
Han sendte Millicent et streng blik.
"Nej der er ingen der har brug for kaffe måske dig men Ella var på vej videre"

"Argh altså , jeg ville ønske jeg aldrig havde fortalt dig det, kunne du ikke bare gå hen og glemme det" sukkede Antonella over hans drilleri og huskede kun al for tydeligt den dag at Jason havde set hendes øjne skifte til den unaturlige lilla farve , som hun fik når hun ikke kunne holde  den muterede form begravet ,men lod den komme lidt fri. Det havde været sådan en sjov dag, og han havde fået hende til at glemme alt om 'ikke at være helt sig selv'. Hun ville ikke have folk kendte til det, for det ville nok ikke ligefrem fremme hendes modelkarriere,der ellers gik så fint nu.
Hun betragtede Jason med det lille lam og smilede.."Jeg kan se den ser ....eh...tilforladelig ud , ihvertfald så længe du har styr på den. Har den et navn ?"  hun nikkede af hans forslag og var ved at vende om på hælene, for at lade Jason og kæledyret få lidt fred. Nu havde hun også fået tillusker sig en invitation,  og så. Ikke hun få mødt den hemmelige gæst der, var hendes plan. Men netop da , satte sofaen i bevægelse Og Antonellas udtryk ændrede sig til ren forbløffelse da en blond lige tonede op bagved.
Hun begyndte at grine....og så op på Jason.."Åh du kan da tro nej...jeg er SÅ meget på dén kaffe" og så ville hun sætte kurs mod Millicent med hånden fremme..."Antonella hedder jeg egenligt ...det er faktisk kun Jas' og Nathan der kalder mig Ella" sagde hun og gav Millicents hånd et tryk. "Du er meget velkommen til at lave mig en kop kaffe, det kan jeg da godt lige nå inden Nathan er hjemme igen" hun  så på Jason med en smule udfordring i blikket og satte sig så ned i hans sofa, som Millicent netop havde skubbet til, og tog plads selv om den stadig stod helt skævt i stuen nu.

Millicent så helt betuttet ud som hun stod dér mellem Argentums strenge blik og Antonellas høje grin. Hun trak undskyldende på skuldrene til Argentum  og hun havde allerede besluttet hun ikke var fan af Ella , der var bare noget forstyrrende over hende og måden hun sagde ting på. Bevares....det var lidt klemte omstændigheder de blev præsenteret under, men det var jo egentlig kun fordi Millicent havde frygtet det var Militæret der kom efter hende. "Antonella...hyggeligt at møde dig, og ja..jeg havde tabt mit ...armbånd...NU laver jeg lige den kaffe., ik ? ....Jason, kommer du lige med ?" lød det fra Millicent , da hun hastig satte mod køkkenet.
Derude 'smækkede' hun løs med skabene og fik sat kaffen over meget hurtigt.
"Mmm hvor er der noget med promiller jeg kan duppe i den kaffe, jeg frygter lidt Roselia lige nu" snakkede hun med sig selv, og trak så en flaske ud fra et skab, og viftede med den i hånden , over mig Argentum. "Er det okay jeg napper den Jaaas'" smilede hun drillende mod ham. "Hvor godt kender du lige dén Ella pige, hva? Kan man stole på hende? Jeg er lidt bange for hun om en kaffen tid , suser lige op og tilkalder militæret, hvis hun genkender mig altså" hun kæmpede lidt med proppen på flasken, enten var hun for distræt og utålmodig eller den var irriterende stram.[/b][/b][/b]

"Du ved hvad man siger, mænd glemmer aldrig. Så jeg tror der går længe inden det forsvinder ud af min hukommelse desværre Ella."
Han vidste hun ikke brød sig om den del af sig selv, ligesom han skjulte hans Draconianske rødder for næsten alle andre end Millicent. Hun var den eneste der vidste hvad det var han bar rundt med indvendigt, og i Antonellas situation kunne han relatere til det, det var måske det der havde gjort hun for en kort stund havde glemt alt om hendes mutation netop den dag, der var en der havde forstået hende oplevede det samme.
De havde begge et liv der kunne blive ruineret hvis deres rødder blev offentliggjorte.
Mary lå stadig i hans favn og blev nusset bag øret, og nappede ham i hans ikke noget hårdt.
"Hans navn er Mary de troede hun var en pige, men jeg har overvejet at give ham et lidt mere mandligt navn, der passer bedre."
Det var ikke fordi han ikke nød at være i selskab med Antonella men lige nu havde han en gæst der sad bag hans sofa og sikkert følte sig glemt.
Den grimasse der lagde sig over Argentums ansigt var sikkert prisløst der var nok ikke noget der kunne erstatte det.
"Selvfølgelig vil du have den kaffe nu."
Han lød opgivende og rystede på hovedet
"Nysgerrige model "
Sukkede han opgivende og var ikke sikker på om nogen hørte ham, han lod Mary komme ned på gulvet så han kunne rende over til Millicent.
Han fulgte kvindernes introdution af hinanden og selvom Antonella så ud til at nyde det ligende Millicent en der ikke var helt glad ved situationen næsten utryg ville han sige.
Den ændrede tone fra Antonella lød en smule uvenlig i hans hoved, måden hun sagde Millicent bare kunne lave en kom kaffe
"Vær så god ved hende Antonella!"
Hans blik,meget bekymrede blik, fulgte da hun forlod stuen for at gå ud og lave kaffe, da hun næsten Kommanderede ham til at følge med gik han med, uden et ord, det var først da han næsten var ude af syne han vendte sig mod Antonella og med et blik der nærmest dræbte for at understrege alvoren i hans ord der fulgte.
"Bliv siddende, og jeg mener det Ella"
Han forsvandt ud af syne kun for at nærmest støde ind i en bekymret og stresset Millicent. Han stod og fulgte hende med øjnene stadig et bekymret blik.
"Millicent er du sikker på det er en god ide?"
Han gik nærmere hende og stillede sig ikke mange centimeter fra hende.
"Millicent hvem er Rosalie, og hvorfor frygter du hende?"
De havde kun strejfet hendes andet jeg kort og lige nu følte han at han havde brug for en forklaring.
"Kunne du ikke valgt en billigere whiskey end den?"
Han lød ikke irriteret men mere som om han morede sig over hendes dyre smag og hun tog den bare, han fik den nok ikke selv drukket.
Hende snak om Ella overraskede ham en smule, måske endda på en negativ måde, var hun i tvivl om hans dømmekraft af venner.
"Millicent slap af. se på mig."

Hvis hun stoppede med at slås med flasken ville han stille sig op af et af skabene og holde blikket på hende.
"Millicent jeg er her okay, jeg vil ikke lade noget skade dig okay, jeg vil ikke lade det komme så vidt."
Han lød bekymret


Hvis ikke ville han tage flasken fra hende og derefter stille den på bordet for at lægge to hænder på hendes skuldre.
"Millicent jeg er her okay, jeg vil ikke lade noget skade dig okay, jeg vil ikke lade det komme så vidt."
Han fjernede den ene for at lade den hvile mod hendes kind.
"Millicent hør her jeg stoler på Ella og jeg stoler på Nathan de ville ikke gøre noget for at ødelægge vores venskab"
Han trak hende ind i et kram og trykkede hende ind mod sig.
"Jeg passer på dig intet vil gøre dig ondt i mit selskab"

Antonella var kommet efter sukker , nå ja og en smule sladder men hun havde ikke turde håbe på en jackpot. Hun var da ved at revne af nysgerrighed over hvad der forgik i Jasons lejlighed , og genkendte var blondinen med det samme. Det var hende der havde været i bladene for lidt tid tilbage, hende de hævdede bar på Jasons tvillinger. Nathan havde dog forsikret hende om at Jason ikke skulle være far og at han slet ikke havde et romantisk forhold til Millicent James. Antonella måtte indrømme at hun slet ikke kunne få det til at hænge samme at den selv samme pige nu var dukket op bag sofaen , efter tydeligvis at have ville skjule sig der- og mens Antonella desperat forsøgte vride sin hukommelse for hvad ellers hun havde læst om Jason og Miss James, så havde hun nikket til Jason og sendt ham et smil til forsoning.
"Selvfølgelig skal jeg nok være flink, jeg er bare lidt.....overrasket" og så satte hun sig lydigt og  til de alle tre forsvandt ud i køkkenet. Antonella længe sig tilbage i den magelige sofa, og ventede spændt på 'næste kapitel' skulle gå i gang.

Ude i køkkenet stod Mary pænt ved Argentums ben, næsten som en lille lydig hvalp.
Dens sorte øjne skiftede fokus mellem Argentums buske ben , den nu suttede på og så mellem Millicent og ham, som om den kunne følge med i samtalen og dens indhold.
Argentums spørgsmål gav et lille sæt i Millicent og hun stoppede op. Hun så på ham og rynkede på næsen " Det er sandt, jeg har vist kun fået nævnt hende ikke givet dig så mange detaljer vel ? Roselia ...hvis du synes jeg er en håndfuld så vil du nødigt møde hende, men kan jeg vente med at fortælle mere om Roselia til vi er alene ? Det vil ikke være så smart at slå hul på lige nu" hviskede hun og skævede ind mod stuen. Millicent plejede ikke at fortælle om Roselia, men Auriel havde mødt hende, og Edwin havde hun fortalt alt hun selv havde af oplysning, viden og information  omkring Roselia - men Argentum burde måske kender til  det ? Ihvertfald ville hun ikke lyve for ham .Millicent  skammede  sig ikke over Roselia da hun ikke mente det var noget hun selv kunne gøre for men det var bare ikke så tiltalende ikke selv at være i kontrol så derfor ville hun gerne af med hende.

"Sorry..,de ser alle så dyre ud" vippede hun flasken igen og kunne mærke at hele situationen lige nu, føltes lidt ude af kontrol. Hun havde stadig ikke fået sovet og hvilet ud, så måske var hendes udmattede væsen med til at øge spændingen Og gøre hende mere hudløs? Hun kunne mærke hvordan hendes greb om flasken blev al for stramt, og hendes krop sitrede, men hun var ikke i stand til at stoppe. Hun kunne mærke hvordan Argentums hænder løsnede hendes fingre fra flaskehalsen Og tog den fra hende, og mærke tyngden af hans hænder ned mod hendes skuldre efterfølgende.
Hun fik en smule mere jordforbindelse af den handling.
Millicent lyttede til hans ord, men tog dem ikke ind, hun vendte istedet hovedet væk kg så ud til siden, som for at vise hun ikke troede ham Og ikke var overbevist.
En hånd lagde sig på hendes kind og hun rettede sine øjne mod hans- hørte Argentum gentage sine ord, at hun var i sikkerhed og hvor ville hun dog gerne stole på det.Hun havde følt sig sådan...i sikkerhed...lige indtil dørklokken havde lydt, så havde den aktiveret hendes overlevelses instinkt . "Jeg er ikke den store 'stole på' type, verden er kaos out there" hviskede hun Og lod sig trække ind i et beroligende knus. Millicent viklede sine arme om ham og lod sig berolige af varmen fra hans krop  , lige her og nu i nogle sekunder bare.
Millicent behøvede ikke mere  , og sitrede ikke længere da hun slap ham Og trak sig ud.
Hun blinkede et par gange , overrasket over han kunne dæmpe hendes uro men også bevidst om hun stadig ikke nærede den samme tillid til Antonella , som han.
Millicent var produkt af også at leve  et 'gade liv' , dog Eat dog var det hun kendte til.  Selvom hun så det gode i mennesker Og var villig gerne selv løbe risici for at hjælpe folk  der var i nød , var hun ikke naiv og Antonella var ikke i nød. Millicent havde ikke lyst til at skulle krydsforhøre af militsen , så hun ville få sit forsvar op, også selv om Argentum lovede Antonella var til at stole på. Du kan jo ikke æde hele militsen , hvis de pludselig dukker op " smilede hun op til ham og rystede løst på hovedet før hun rakte ud efter flasken. Hun ville hælde i hendes eget  krus, hvorefter kaffen blev fyldt i alle de tre kopper. "Tager du jeres med ind ?" Spurgte hun og tog en dyb indånding , rettede sig op . "Og Lad os så  gå ind til Antonella."

Mary luntede bagefter Argentum og satte sig ved hans ben igen. Millicent skævede til lammet og overvejede for første gang seriøst om det virkelig var etrigtigt lam? Den havde ihvertfald en god evne til at lære og adlyde, men måske havde hun bare fået et meget kvikt lam ?!
Antonella så på Jason og brød stilheden. "Altså, jeg vil ikke ligge skjul på jeg er nysgerrig Jason, jeg kan jo genkende din veninde fra artiklen om babyerne, men jeg regner ikke med hun er her for at indrette baby værelser"  lo Antonella og smagte så på kaffen.
"Jeg undskylder hvis jeg trænger mig på og skal nok drikke ud hurtigt, så tager jeg istedet for Nathan med i morgen og vi kan alle fire få hygge snakket , alle dine venner jo venner af os" slog hun fast med en imødekommende stemme, til Jason.

Om Millicent var jackpot var han ikke sikker på, især hvis man vidste at Millicent og Argentum på ingen måde havde et forhold der strakte sig til længere end et venskab. Selvom der havde været de rygter der for længe siden var blevet afvist.
At det så var Antonella der var kommet var han så en smule træt af men mest af alt kunne han stole på at hun intet ville sige, især hvis militæret ikke skulle vide noget om hendes mutation, hvilket de nok ville få nys om hvis hun sladrede om Millicents placering hos ham. ikke fordi han ville sladre det vidste hun så længe man selv havde hemmeligheder skulle man ikke forsøge at få fat i andres.
"Jeg mener det Ella lad det ligge"
Han så ned på Mary da han fulgte med ud i køkkenet.

"Mary ikke mine bukser, jeg skal nok finde noget du kan gumle på om lidt."
Han smilede ned til lammet og kunne ikke holde en lille latter tilbage ikke høj nok til det kunne høres i stuen. Mest af alt havde han lyst til bare at sende lammet ind i stuen så han bare kunne snakke med Millicent i fred, men det ville nok ikke være smart med Mary i samme rum alene med Antonella efter hendes reaktion på dyret.
De grønne øjne var igen faldet på Millicent og den urolige og bekymrede mine var tilbage, som en lille skygge lagde en pande rynken da hun rynkede på næsen.
"Du har ikke fortalt meget mere end du kan holde ro på hende med Alkohol selvom jeg ville tro det var med til at gøre hun kom frem."
Han lød stadig bekymret og lyttede fokuseret på hendes ord.
"Du er ikke så meget en mundfuld som du måske selv tror du er, og det er dine ord ikke mine jeg kan ikke sige jeg ikke vil møde en person jeg ikke har haft mulighed for eller kender noget til."
Der var et lille smil over de blege læber, men han havde sagt til hende før han ville ikke presse informationer ud af hende de skulle komme når hun var klar, og hvis det ikke var smart at tale om det nu fordi de ikke var alene ville han lade det ligge for nu.
Han var ret sikker på hun vidste han kunne sætte sig ind i det ikke at have kontrol, han rendte direkte rundt på et monster der ikke ville tøve med at flå hende hvis det fik chancen hun havde selv stået over for det bæst han skjulte med alt den selvkontrol.

"Millicent jeg driller dig, slap af du drikker den bare, for jeg gør det ikke, og så tit for jeg ikke gæster."
Han smilede til hende et ægte varmt smil, Det var så tydeligt han bare skulle have smidt hende i seng da hun trådte ind af døren, hvorfor lod han sig overtale til andet. han så det strammere greb om flasken og bekymringen var hurtigt tilbage, hun skulle i seng og der skulle ikke gå mange minutter før hun lå det.
Om han følte sig irriteret over hun ikke reagerede på hans ord, som han havde forventet, selvom det ikke var den største reaktion havde han da forventet et lille smil og et tak, men den nærmest afvisnede reaktion gik ham på.
De grønne øjne hvilede i de blå et bestemt blik målrettet blik var hvad der mødte hende et tegn på der var liv inde bag den syge og svækkede facade han havde vist hende. Han lovede der ikke ville ske hende noget den første aften de var sammen den dag i Armarillo hvor hun så den sande del af ham den del der blev undertrykket så hårdt.
"Millicent da jeg forvandlede mig for dig lovede jeg dig der ikke ville ske dig noget, jeg lovede der ikke ville være noget der skadede dig, det står jeg stadig ved"
han lyttede da hun forklarede hendes tillidsproblem.
"Jeg ved hvordan verdenen er, Jeg valgte at stole på dig blindt endda den dag, jeg viste dig noget der ville betyde din død."
da han havde hende inde i krammet hviskede han noget på sit modersprog for hende ville det lyde som reptilske hvislen og klikken men en grov oversættelse ville være, hvor lyset går og mørket følger, vil liv gro og liv visne, i et univers af kaos, er tillid en sikker havn, tro da på jeg vil være en havn i dette kaos, han holdt hende tæt indtil hun selv søgte væk, Han var klar over hun ikke havde forstået hans hvisken og det ikke havde ændre på hendes tillid til ham, men hvad han lige havde lovet hende var bindende han ville sørge for der intet ville ske med Millicent på grund af Antonella.
"Jeg kan måske ikke æde dem alle sammen nej, men tro mig jeg kan tage så mange med i forsøget som det er muligt, og måske ville jeg kunne give dig tid nok til du ville kunne komme væk" Der var ikke spor af morskab det var alvorligt det han havde sagt.
"Antonella bruger mælk og sukker hun er nemlig for fin til at drikke den sort, og gerne meget mælk mere mælk end kaffe helst"
Han forsøgte at få en lille latter frem hos Millicent, på kort tid fik han gjort Antonellas kaffe klar så han kunne følge med Millicent ind i stuen.

På vej tilbage til sofaen sikrede han sig at Mary var med det lam skulle ikke vandre rundt og ødelægge alle hans ting, om han så skulle se hvad han kunne få lært det lam efterfølgende var noget andet, han skulle nok få den opdraget ordenligt.
"Det er rigtigt Millicent er moren til mine opdigtede ufødte børn, og nej hun er her ikke for at indrette noget. Som sagt oplevede Millicent et tab af et familie medlem, og derfor har jeg som ven tilbudt hende hun kunne sove her, så længe hun ønsker det."
Han så mod Millicent for at sikre sig han ikke havde sagt for meget eller noget der gjorde hende utilpas.
"Du ved jeg ikke har noget i mod dit selskab Ella men jeg tror Millicent regnede med hun kunne få fred og ro til at få samlet tankerne og følelserne igen"
Han vidste ikke om det ville være en god ide med både Nathan og antonella rendende hvis Millicent var så bekymret for Militsen.

..


Sent from Topic'it App