[Afsluttet]A bloodred moon, a good or a bad sign? (Payne og Vladimir)

"Nu smigrer du mig kære dukkebarn."
Sagde han med et varmt smil og med et glimt i øjnene, som man kunne se hos forældre, når deres børn var uviden på den søde måde. Ja for en elver var det en høj alder især i denne nye tid, hvor de fleste enten nåede at dø før tid, eller de sågar gjorde selvmord, fordi de ikke kunne udholde verdens grusomheder eller andet i den dur. Men det var kun noget, som skete hos sort eller lys elverne, da ørkenelvere som ham havde taget arvingen fra deres gamle artsfæller, skovelverne, og havde placeret deres kærlighed i denne kaotiske verden med dens helt anden natur og mangfoldighed.
Malikan så godt hendes overraskelse og grinte.
"nej ser ham ikke længere, har ikke gjort det i lang tid, men gjorde det dengang, da jeg selvfølgelig var så lille som jeg var, og han reddede mig jo og lærte mig en masse ting. Nu er jeg sådan set hans eneste ven, eller det, som end kan komme tættest på en ven.
Han sagde det sidste eftertænksom, da han selv ikke ligefrem kunne udregne Vladimir.

Igen måtte Malikan grine og ryste på hovedet, selvom han faktisk skulle til at sige noget slemt, så var der intet at spore, da Malikan havde forlængst accepteret tingene, som de er.
"Kan du se den ene ca 1,5 meter lang hylde med alle de flasker og planter. Hver eneste af dem er jeg nødt til tage en dosis af hver dag for at klare det. De første 3 er forbyggende imod radioaktivitet, da min krop kan absolut ikke tåle det, og fordi jeg konstant har rester af kræft i min krop, som det også virker imod. De 4 næste forskellige planter er for at styrke mit immunforsvar på forskellige måder, da mit immunforsvar blev ødelagt dengang, den er faktisk ikke eksisterende. De sidste 7 forskellige planter og flasker
Malikan stoppede op, hvor han sukkede, men alligevel kom med et beroligende smil, som blev sendt i Paynes retning.
"De sidste er diverse smertestillende, da så mange af mine nerver blev ødelagt dengang, og de bliver ved med at udsende smertesignaler. De er heldigvis specifikke, som fortidens medicin aldrig ville kunne hamle op med, således at jeg ikke er total følelsesløs, langt fra

Da Payne fik ordnet sin nakke kiggede Malikan ved siden af hende, hvor øjnene blev lukket og hvor han bukkede med hovedet, da han takkede den ånd, som lige havde hjulpet ham. Sådan var det, når man var master medichealer, man kunne meget med magi ved hjælp fra hjælpsomme ånder.
Malikan mærkede det kvindelig lår imod sit, hvilket fik hans øre til at blive røde efter en tankestrøm. Han havde jo aldrig ligget med en kvinde før og faktisk havde han aldrig rørt en kvinde før. Jo utallige gange havde han rørt en kvindes hud og rørt hende rets så intime steder, hvis det var påkrævet med hendes job. Han havde f.eks. kramset en før på passerne for at holde på pulsåren som havde sprunget, da en kugle havde gået igennem lige brystet på tværs. Men der havde han aldrig følt efter, han havde bare være fokuseret på sit job, så han vidste reelt ikke, hvordan huden på en kvinde føltes. Hænderne fandt hurtigt frem til maden, så han kunne beskæftige sig med det, da hans fantasi havde sprunget mange kvantespring foran ham. Det måtte være hendes tilstedeværelse! Han havde nok i snart over 500 år nok ikke tænkt på sådan noget, men alligevel, nu følte han sig som en ung knøs igen. Han vidste personligt selv at på størstedelen af hans krop var han følelsesløs mest pga ødelagte nerver men også de specielle smertestillingen som ramte specielle områder, mens i hans finger, der var han yderst følsom, det var også derfor, at han var så god til operationer, uden følelser i fingrene ville gøre hans fingrer nytteløse, som en død tunfisk.
Med en stemme som først var en bitte smule rystende, men som hurtigt blev normalt igen sagde han.
"Jeg ved godt, at i dæmoner ikke behøver at spise almindelig mad, og jeg ved godt, at sjæle ville altid være jeres ynglingsmad, men jeg synes personligt, at i går glip af noget, hvis i ikke smager på noget andet
I den pakke med frugt var der masser af tegn i diverse frugtfarver, hvor det var tydeligt, at hver lille firkant var hver sin frugt. Med smidige og i særdeleshed velfungerede fingrer, som syntes at bevæge sig med en yde. Især da han var så vant til at udtrykke sig igennem kropssproget, så var hans hænder en del af værktøjet til kommunikation, og i forvejen var han en meget øvet kirurg, så han var nok en kunstner i sig selv. Han spiste selv et par stykker, hvor han tydeligt prøvede at ignorere de blide berøringer og den følsomme aura fra hendes side af, men de højrøde ører afslørede alt.
En skrigende gul lille fingermad blev holdt foran Payne, for et øjeblik tøvede Malikan, da han skulle nærme med sine fingre imod hende for at give hende det stykke i munden, hvad nu hvis hun synes at det er ækelt? Hvordan kan hun affinde sig med hans udseende? han ligner jo et brandofre? godt nok vidste han selv, at det så bedre ud nu end det gjorde for lang tids siden, da hudens blege farve gjorde hans ar mere usynligt og fordi hans ar var blevet "bløde" af hans behandlinger osv. Men stadigvæk? hvordan kan hun godtage ham som en kvinde? Andet hvis hun gjorde det af ren medlidenhed.. Den sidste tanke skræmte ham halvt, da det var det sidste, som han ville have. Hellere blive gjort til grin og gjort nar af, det gjorde mindre ondt end at en gjorde sådan noget i medlidenhed, det var skammeligt og en plet på hans ære og selvrespekt.

"Alle fortjener da at blive værdsat lidt, ikke sandt?"

Hendes eget smil var også ægte, men alligevel kunne hun ikke dy sig, og sendte ham et kort blink med øjet. Payne var oprigtigt mere end taknemmelig for, hvad Malikan havde vist og fortalt hende. Det var den første person, hun i mange, mange år havde følt sig "knyttet" til, uden at det var tænkt på arbejdsmetoden. Alligevel overbeviste hun altid sig selv om, at arbejdet kom først, og forhold derfor ikke måtte blive alt for seriøse. Ligesom med cyborgen og hunden. Payne nikkede stille igen.

"Er det så… hvad man kalder venner for livet?"

Hun så nysgerrigt på Malikan. Hun havde flere gange hørt begrebet, men havde aldrig kunne forestille sig det. Hvem gad hænge på hinanden et helt liv? Hendes blik fæstnede sig hurtigt oppe på den omtalte hylde. Paynes øjne voksede atter af nygserrighed, overraskelse og… var det et sorgfyldt glimt? Væk var det igen. Der var så mange ting på den hylde, at Payne ikke engang kunne forestille sig at indtage nogen af dem på en uge. Malikan var måske ikke så skrøbelig og ustabil, som han så ud til - set på det psykiske - men han behøvede virkelig Vladimir end noget andet, og det havde aldrig slået fejl… i så mange år!

"Wow…"

Da Payne sad ved siden af Malikan, så var det selvfølgelig fuldt bevist, at hun valgte at sætte sig så tæt op af ham. Hun følte sig, overraskende nok, ikke den mindste smule frastødt af hans udseende. Hun havde altid været en nysgerrig sjæl, som gerne ødelagde tingene som barn, blot for at finde ud af, hvordan de fungerede. Hun studerede alting ting grundigt, for altid at have en slags backup inde i hovedet, hvis det blev nødvendigt. Hendes træning som Umbra havde også gjort det nødvendigt og praktisk. Imens Payne sad ved siden af Malikan var hendes blik fæstnet mod den lille pakke frugt. Sikke nogle farver!

"De ser nu ganske forunderlige ud, men jeg er ikke sikker på at-…"

Payne så næsten skeløjet ud, da et stykke skrigende gul frugt blev placeret ud foran ansigtet på hende. Payne havde faktisk aldrig indtaget nogen form for menneskelig føde, og det havde hun heller aldrig drømt om at gøre. Men det mad hun havde set gennem tidens løb havde dog ikke været så eksotisk og farvestrålende som dette. Det varede kun et øjeblik før hendes overraskede øjenbryn røg ned igen, og et lille smil trådte frem. Hun skjulte sin egen usikkerhed godt. Mon det smagte ækelt? Ganske langsomt åbnede hun for de blege læber og nærmede sig fingermaden. De perlehvide tænder kunne lige spottes under læberne, hvor hjørnetænderne var en anelse skarpere end hos flere andre væsner, bortset fra eldere selvfølgelig. Endelig nåede hun fingermaden, og de bløde læber lukkede sig forsigtigt om frugten, men strejfede selvfølgelig Malikans fingerspidser kort, inden hun fik trukket læberne tilbage igen, småtyggende på den mærkværdige frugt. I starten så hun lidt underlig ud i hovedet, inden hun fik sunket, men så skar Payne en grimasse og lo ganske kort.

"Øj! Det hviner!…" Hun smagte kort igen. "Sjæle er mere lette. Blod er tungere i smagen og i vægt, men dette føles bare som.. ingenting? En særsød fornemmelse?"

Forvirret over de nye indtryk rystede hun lidt på hovedet, hvilket sendte lidt af det bløde hår i Malikans retning. Da Payne var stoppet drejede hun ansigtet mod Malikan. Der var glæde og spænding i hendes øjne over at prøve noget nyt. Hendes øjne gav sig igen til at studere hans ansigt, imens hun lænte sig god ind mod ham.

"Fortæl mig Malikan: Hvad er din livret?"

Smilet på hendes læber voksede en anelse og igen kom de hvide tænder til syne, imens hendes mandelbrune øjne syntes at have placeret sig lige præcis mod ham, og blot slugte ham mere eller mindre bid for bid, detaljemæssigt.

Malikan kom med et lille grin.
"Venner for livet? Nej måske ikke helt, jeg har kun været en brøkdel i hans liv og jeg vil nok længe foregå før han nogensinde selv begiver sig af dødens vej. Sådan er det med de vampyrer, men jeg misunder dem ikke, det gør jeg skam ikke.
Blikket blev endnu engang eftertænksom, hvor hånden lige gled igennem en meget gylden blond tot, som gik foran hans ansigt. Malikan havde før bevidnet Vladimir være i en underlig tilstand, næsten depressiv ville Malikan nok kalde det. Men det var lang tids siden, eller var han bare blevet bedre til at skjule det?
Paynes aura maste sig på og fjernede hans dystre tanker, beroligende og behagelig var den. Han kunne godt indse, hvorfor mænd kunne næsten kaste sig i favnen på disse magiske og mørkets væsner.

Som en fuglekigger, som studerer lige så forsigtigt og roligt fuglene, så holdte Malikan blidt øje med pigebarnet, mens hun studerede de mange flasker. Et lille host pressede sig på og Malikan vidste godt reelt, hvor slemt hans tilstand var og ja uden Vladimirs mange finanser i starten ville Malikan aldrig have kommet på fode igen. Dog nu samlede han selv planterne og det, så det kostede ikke rigtigt noget, han var rent faktisk en meget billig udgift for Vladimir, da han havde længe været selvforsynende og utallige gange havde han reddet Vladimirs folk med hans kundskaber...
Det overraskede ham stadigvæk hvordan Vladimir havde den sans for forretning, var det nøjagtig det samme med Payne? Hvad ville Vladimir dog med Payne?
Ingen af Malikans tanker kom til udtryk, da Payne vendte blikket tilbage på ham med sit wow, da selvom Malikan var oftest ærligheden selv og så udtryksfuld, så havde han skam lært at skjule mange ting, mange livsnødvendige ting.

Malikan kunne ikke lade vær med at smile og føle sig rolig i hendes selskab især over hendes forsøg på at smage frugten. Men øj hvor lagde han dog så meget mærke til hvert eneste lille bevægelse af hende, læbernes sødme og fylde, de smukke og dog alligevel farlige tænder, som gav anledning til spænding, det meget bløde og finurlige hår, som indkransede hendes smukke udseende og blide og unge ansigt. Hvis han nogensinde havde været "normal", så havde han nok vist hende, hvordan en rigtigt gentleman elver havde forført en kvinde.. Fanget i sine tanker blev han først et stykke tid efter opmærksom på hendes spørgsmål.
"Min livret? Det ved jeg godt nok ikke, der er alt for mange ting, som er gode i dette liv.
Fingrene gled rundt om den meget blege hage med lyse bølgende striber på kryds og tværs af næsten lige så lyse ar.

et glimt lyste på i Malikans øjne.
"Hvad med at prøve din nummer 2 nye ting for idag?
Han gav ikke hende rigtigt tid til at svare og med støtten fra hans mekaniske dele rejste han sig op, selvom han burde ligge ned og ignorede de smertende og trætte muskler, som prøvede at ligge sig på tværs for at stoppe ham. Men smerten var bare en illusion, en livslang illusion, som han for længst havde beskæftiget bekendtskab med.
"Faktisk havde jeg fremskaffet dette til Vladimirs fødselsdag, men du kunne jo få lov til at smage det, som en god testperson, som godt kan lide Malikan tøvede for et sekund, ikke af frygt, men bare fordi han fik det malplaceret billede i hovedet af, at denne søde og forførende lille pigebarn kunne være noget af et bogstaveligt rovdyr.smagen af kød og blod

Malikan bukkede sig ned og rodede i det køleskab, hvor han gravede noget frem bagerst. I en fin tætlukket kuglelignende boks, som næsten lignede, at den var lavet ud af jord. Tog han den og proppede op på bordet, med en hurtigt bevægelse fandt han en større kniv blandt hans værktøj lige ved siden af ham, hvor han næsten med en mesterkoks sagkyndige elegance svingende kniven i luften og skar nogle fine snit med næsten kunstneriske bevægelser, da han var jo som sagt en kirurg med enorm erfaring inden for knive osv.
De grønne mandelformede øjne vendte sig hurtigt imod Payne med et skælmsk smil, før han åbnede op og så afventende på hendes reaktion.
En tågelignende damp sprang ud af denne jordkuglelignende boks, som virkede til at være en beskyttende indpakning, men den kravlede dovent hen over boksen og ned af bordet, hvor den forsvandt i luften.
Hvis der havde eksisteret amo'er, så havde der sikkert været en lugtsamo, som kunne skyde med pilen og få en person til at blive vild med duften.
Den var skarp, den ramte hårdt på en dybdegående måde og synes at påvirke hver eneste nervecelle, men hvad det bedste var, så var det den mest perfekte og mest duftende rå blod og kød lugt på en alligevel meget blod og sød måde, selv en ikke rå blodelsker ville elske duften, da den er sød, eksotisk og lokkende.

Mange væsner, som hende, ville nok have det meget svært med at ikke skulle straks hen og undersøge det og lige meget, hvordan hun ville reagere, så ville Malikan række ned og tage en fin udsmykket skål frem fra dybet af jordbeholderen. I skålen var der fine tegn af ultra blodrøde tern af noget, som kunne ligne en blanding mellem kød og frugtkød.
Malikan tog forsigtigt en tern frem og rakte den forsigtigt til payne, mens dens begyndte at droppe med herlige safter.
Hvis Payne tog imod den ville Malikan smile og vente spændt, mens Payne ville direkte blive angrebet eller næsten penetreret af en virkeligt sand smagsoplevelse. Det var den perfekte kødfulde og blodfulde smag, som Payne nogensinde ville smage og alligevel var den så let og elegant, at man ikke ville blive træt af den kraftfulde smag, som bare sagde spar 3, så man aldrig havde lyst til at sætte tænderne i noget normalt kød og blod igen. Det var den fuldendte, det mest luksuriøse smag nogensinde.
Malikan fik hurtigt proppet låget på igen og gjorde i hvert fald mine til, at Payne ikke måtte få mere, hvis hun virkeligt gerne ville det, som hun nok med garanti ville !

Payne nikkede stille uden rigtig at kommenter mere på det. Hvad kunne hun sige? Venskab var aldrig noget, som hun havde haft lyst til at studerer nærmere, for selv da hun havde været ganske lille, så var hendes venskaber altid endt i noget rod, fordi hun aldrig kunne holde styr på sin aura og evner. Mange venskaber var endt grimt eller skældt ud, så Payne havde mest holdt sig hjemme, hvor hun brugte tiden sammen med sin far. Det var sikkert også derfor, at hun foretrak enkle "kammerater" i dag, som hun blot kunne koste rundt med. For som Malikan sagde: Folk var der sjælendt så længe, som en selv, når man så ud til at være dømt ned af de eviges vej.

Selvom Malikan hostede, så valgte Payne bevist ikke at gå hen og tjekke til ham. Det ville virke overbeskyttende, og desuden havde elveren tydeligvis mere styr på sig selv, end hun havde. Da Payne så atter sad hos ham, tæt, side om side, var hun alligevel fuldt beskæftiget med at suge mest muligt ud af det sjove stykke mad, som han have givet hende. Frugten var blød, men der var alligevel lidt knas over det. Det var endda lidt vandet! Det eneste Payne i hele sit liv havde tygget i var kød, og det gav en hel anden følelse af fasthed i munden. Det her forduftede nærmest bare, eller smuldrede. Spøjst! Payne kunne godt fornemme, hvordan Malikan holdt øje med hende, men det generede hende langt fra. Som den lille pige, de havde mødt tidligere, så var hun selv også vild med lidt opmærksomhed, især når det var en, som kunne så meget spændende nyt. Hendes øjne fandt vej over til ham, da hun havde sunket og ventede på et svar.

"Men spiser du… kød? Har du nogensinde smagt blod?"

Payne kunne ikke dy sig. Det havde aldrig faldet hende ind, hvor forskellige væsners opfattelse af mad var. Mon elvere kunne leve blandt dæmoner og deres madvaner? Et nyt glimt og endnu en spændende idé fra Malikan fangede dog hendes opmærksomhed, og hun sad ivrigt lyttende. Men endnu før, at hun så meget som havde nået at nikke, var elveren afsted. Hun betragtede ham indgående, da han jo egentlig var sengeliggende, men så ud til at klare sig okay i øjeblikket. Hendes øjne voksede som Malikan talte videre.

"En… En gave til Vladimir? En fødselsdagsgave? Men må jeg godt det?"

Egentlig var det nok mere det faktum, at Vladimir faktisk havde en gældende fødselsdag, som muligvis blev fejret, der hylede hende ud af den. Hun prøvede at se den mægtige vampyrleder for sig, med en glitrende festhat og dansede gæster omkring sig, med flotter neonfarver og… ja, hvad gjorde man ellers? Men til sidst endte det med, at Payne i stedet for at være befippet, blot sad og småhoppede lidt af iver, da en tilstrømmende duft pludselig kom over fra Malikan. Hun havde aldrig set noget lignende, den jordting, som elveren så fint stod og snittede i oppe ved bordet. Payne fik lyst til at vælte bagover i sengen, og ruller sig rundt i duften, men beherskede sig og sad i stedet og knugede om sin kjole.

"Det dufter jo vidunderligt!.. Nej… mageløst! Nej, begge!"

Blussede det ud af hende, før det gik op for den lille dæmon, hvad hun havde sagt. Rødmende kinder dukkede hurtigt op, imens hun nulrede lidt med kjolen, og forsøgte at se rundt i stedet for op. Men alligevel kunne hun ikke dy sig ret meget mere, og fik rest sig op, hvorefter hun var ovre ved hans snittested på 0,5. Hendes pjuskede hår og levende øjne fik hende til at se endnu yngre ud, hvilket mange nok for længst havde opdaget. Payne ville aldrig få det helt modne udseende, medmindre hun sikkert skulle vente flere 1000 år, men hun beklagede sig nu ikke.

Payne var ikke langsom, og tog taknemmeligt imod det spøjse tern, som blev rakt hende. Det lignede frugt, som det hun havde set før, men der var noget "forkert" over det, som alligevel fik gjort, at hun uden tøven puttede det i munden. Der gik et lille øjeblik, hvor Malikans blik hvilede på hende, imens hun fik tygget løs, med god tid, før hendes øjne sprang op. Man kunne næsten hører fuglesangen fra hende, imens hun dansede let rundt, og standsede foran ham igen, imens hun fik tygget færdig. Som et barn der smagte slik første gang. Dette var i sandhedet et mirakel!

"Malikan! Det smager jo fantastisk! Jeg.. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Det er som kød… og blod, men så meget bedre alligevel! Årh, Vladimir vil elske det! Hvad er det?"

Paynes øjne var allerede begyndt at spejde efter endnu et stykke frugt, selvom Malikan havde lagt låget på, så var hun hurtigt helt omme ved ham, imens hun drillende viftede med hånden for at nå boksen, selvom Malikan sikkert prøvede at holde den væk fra hende, så ville hun stå helt tæt op af ham, imens et nærmest fortryllet blik var over hende. Det gik først langsomt op for hende, hvor tæt de egentlig stod, da Paynes iver havde resulteret, at deres kroppe stod mast helt tæt op af hinanden, medmindre Malikan flyttede sig, og deres ansigter var nærmest blot centimeter fra hinanden. Hendes mund lukkede sig igen, og smilet forsvandt lidt, men hun fastholde sit blik mod ham.

Malikan kunne ikke lade vær med at smile overbærende for paynes spørgsmål, han vidste godt, at de færreste vidste særligt meget om ørkenelvere, af gode grunde, da de var ikke en race, som normalt var så super sociale og oftest måske lidt for mytiske, selv for hans smag, da han var nok en af dem i den mere mere civiliserede og sociale ende, når han har levet det meste af sit liv på "borgen".
"Ja mange gange endda, du må ikke glemme, at vi ørkenelvere er intet i forhold til vores forhistoriske race skovelverne eller lyselverene.
hans stemme blev mere som en fortæller og automatisk var hans fingers underbyggende udtryk der straks i flere halv diskrete bevægelser.
"Vi ørkenelvere spiser faktisk generelt kød, vi har selvfølgelig en forkærlighed for frugter og det, men vi har tilpasset os denne meget planteløse verden, hvor ørkenen er moders jord største barn
Her fik Payne det i hovedet, som fik så mange væsner til at vige væk og ikke forstå ørkenelvere, selvom mange havde tilvænnet sig radioaktiviteten, ørken og steppen som lå overalt, så var mange langt fra glade, mens ørkenelverne var dem, som elskede ørkenen.

Malikan rystede bare på hovedet af Payne med et stort smil, da hun på den måde overrasket spurgte om hun måtte, og han undlod at spørge, selvfølgelig da. Han lagde også mærke til hendes undren, så Malikan tilføjede lige.
"Personligt må jeg dog sige, at han ikke bryder sig om princippet fødselsdage, og ingen afholder hans fødselsdag end mig. Faktisk ved jeg ingengang hvornår han blev født hverken som menneske eller vampyr, men ja kald det bare en årlig tradition for mig til at vise min taknemmelighed for ham. Men ja han ved personligt selv, hvor gammel han er og hvornår pga hans matematiske intelligens, jeg tror bare at han ikke har lyst til at blive mindet om sin høje alder. Desuden så virker det jo måske ikke særlig praktisk for en seriøs forretningsfest at afholde en farverig fest vel?

Et hjerteligt smil, som nåede ørene, tårnede sig på Malikans ansigt, det gav ham en dejlig glædelig følelse at gøre hende glad, hvorfor det vidste han ikke helt... Måske var det pga, at de havde så meget tilfælles, begge to et produkt af denne verden, begge udstødte på hver deres måde, hver måtte lide af metallets hårdhed og mange andre ting... Eller måske manglede Malikan bare noget selskab? Nej det måtte være mere end sådan noget trivielt.
Øjnene blev smalle af smilet fra kinderne, som pressede sig på, mens hele denne "scene" skete foran ham.

Hjernen var langt mere bagud end kroppen, som var straks sprunget i med begge ben i denne meget sensuelle tætte stemning, som hvis de havde haft været i vand. Alt for sent opdagede han, hvor tæt hun stod op af ham, aldrig havde han følt noget lignende... Med et forstod han, hvad han havde haft gået glip af i så mange år. Selvom Payne var på sin vis lige så overrasket som ham, så ville hendes succubus instinkter straks fortælle om hans egne impulser, som ræsede igennem hams krop fra top til tå. Men alligevel var ingen impulserne om at "kneppe" hende eller andet, som enhver andet hankøn ville have haft tænkt. Faktisk var alle de ting langtbortistan. Nej det var mere sensuelle impulser af berøring, tæthed og kæleri, som florerede i hans sind. Selv ville hun nok få et godt indtryk af med hans "kunstneriske" fingre, hvad de ville kunne formå, hvis han virkeligt ville.

Gid han kunne dykke ned i de øjne! Selvom Malikan reelt set var en svækling, så lige her og nu følte han sig stærk, som en mand ved siden af hende, han var ikke afskyelig, han kunne lige så godt ikke være skadet... Alt ville være, som det sikkert var i et eller andet parallelt univers, perfekt.. normalt.
Malikans alderdom  var tydeligt i hans øjne, men ikke på den tunge og næsten livsfortærende måde, nej han var gammel, men fyldt med visdom, en der havde levet længe, en der kunne sikkert tage enhver lille pige og give hende alle de eventyr, som hun end ønsker.. Sådan følte Malikan sig lige nu.
Roligt, langsomt og alligevel med så meget kontrol bevægede fingrene sig forsigtigt igennem denne stemning af "vand", og bevægelsen ville aldrig have ført til ringe på vandet, så rolig og elegant som den var.
Den blide hud rørte hendes lige så bløde hud, da fingrene begyndte at nusse hendes kind. For et øjeblik lykkede Malikan øjnene og nødt denne meget behagelige og varme hud under hans meget følsomme hånd og et eller andet drev ham endnu nærmere.
Men så kom der ringe på vandet, i stedet for at give det kys som Malikan for et øjeblik totalt hungrede efter, så mærkede Payne en pande imod hendes pande og kunne se de grønne intense mandelformede øjne, hvor der var en lettere rød glød i hans øre. Malikan trak så hovedet væk fra hende men havde endnu ikke sluppet hans hånd på hendes kind.
"Jeg kan ikke nænne at byde dig på noget, som du alligevel vil blive skuffet over."
Malikan så på hende med glæde, men der var alligevel et skær af dysterhed.

Payne var faktisk nysgerrig, mest pga. at hun ikke vidste specielt meget om elvere, generelt, i forvejen, og da slet ikke ørkenelvere, som efter sigende, godt kunne være nogle af de sværeste af forstå. Elvere var aldrig blevet set som en speciel stor trussel hos The Leones, da man ikke kendte mange steder, der gjorde brug af dem, andet end som healere eller snigmordere, da de blev anset for svage til specielt mange nærkampe. Selv hos The Leones mindes Payne kun at have oplevet 1-2 elevere i sin tid hos dem. Payen lyttede intenst til den belærende, med milde klang, der bredte sig i rummet. Malikan lod til at være forholdsvis ovenpå igen.

"Spiser du så kun det, som du har stående i skabet, eller laver køkkenet noget specielt mad til dig?"

Malikans eget smil smittede, og hun oplevede selv, hvordan hendes hvide tandsæt slap en anelse fri, da smilet blev endnu bredere, og en tand mere ægte. Det var rart. Hendes kinder havde en dejlig kulør, og for en gangs skyld virkede hendes krop en anelse mere løssluppen og menneske, end den overnaturlige elegance, som hun altid gik rundt med.

Paynes egen krop stod som naglet til stedet. Hun ønskede faktisk ikke at flytte sig, og Malikan virkede så opslugt, at hun knapt ønskede at trække vejret, for at bryde hans opmærksomhed. Hendes egne instinkter fortalte hende, at Malikan var rar… at var en ny tryghedszone. Ikke en ting, men alligevel en zone, som hun havde lyst til at opsøge. Hun mærkede også instinktivt impulserne fra Malikan, som hang det i luften foran hende. Hun trak vejret dybt, imens motiver gled for hendes blik, imens øjnene gled let i. Det overraskede hende dybt, at hun intet instinkt fandt hos Malikan om at ville "reproducerer". Men derimod var hans sind ikke kedeligt af den grund. Tvært imod forblev farven i Payne's kinder der lidt endnu.

Payne's øjne var meget vigtige for hende. Da det blev nødvendigt for hende, at få dem mekaniseret, så var det hende højeste prioritet at få dem til at ligne sine gamle, og se så ægte ud som muligt. Hun kunne se alt fra dybt bedrøvet ud til flammende rasende med disse, og det glædede hende sådan. Men ofte glemte hun selv, hvor mekanisk hun egentlig var. Det var også svært at se, da Payne skulle stå med siden til lyset, før man ville kunne skimte det meget svage glasagtige skær i hendes øjne. Malikans øjne var derimod så…. levende. Så fyldt med historie. Payne's krop skælvede let, ved følelsen af en ultrasensitive hud oven på hendes bløde kind. Hun lod hovedet give op, og lod kinden hvile imod hånden, imens øjenlågene gled let i. Deres ansigter nærmede sig hinanden, og Payne var klar over, hvad der ventede. Men hun ville det her! Men pludselig… stoppede det. Hendes mandelfarvede øjne gled langsomt op igen, og stirrede mod de grønne foran hende. Hendes blik var længslende, men mest af alt forvirret. Hun kunne ikke huske, hvornår det sidst havde kløet sådan af iver for at mærke en anden krop. Hans bløde hud… udforske den! Payne rankede let sit hoved, og åbnede munden, men han nåede at sige noget før hende. Atter så hun endnu mere forvirrede ud, men smilte alligevel let.

"Jeg forstår ikke, hvordan du kan skuffe mig, Malikan? Din krop er fascinerende… jeg frygter ikke ar. Jeg er bange for, at jeg ikke forstår…"

Hånden der stadigvæk hvilede mod hendes kind var varm, men hun fornemmede, at dens placering snart kunne ændre sig.

"Det er blandet, det er meget afhængig af, hvorvidt der er brug for mig eller jeg rejser rundt med Vladimir, som jeg så ofte gør. Men jeg fortrækker at tage min egen mad og lave min egen mad, når man har levet i mange år, så kan man sagtens lære at værdsætte ægte kunst inden for madlavning

Det hele var så instenst, så perfekt! Aldrig havde Malikan prøvet at opleve noget, som var så kødeligt, men alligevel så behagelig, fascinerede som dette! Han havde nok fået nok inspiration til at kunne skrive en bog om det "manden, der for første gang mærkede en kvinde"....
Men alligevel måtte han bryde dette magiske øjeblik, det ville være urespekløs af ham at ikke gøre hende opmærksom på de specielle omstændigheder.
Hånden var endnu på hendes kind, men hovedet faldt ned, hvor ørene var højrøde som, hvis det var barnerøve, som havde fået 1000 smæk, og selv ansigtets meget blege hud, som normalt ikke kunne få farve pga arrene, syntes at få en smule rød farve. Med et stort suk vendte han blikket op imod hendes uforstående blik og kropssprog. Noget i ham fortrød, at han havde ladet hende komme så nær, men straks rystede han det væk, det ville være en hån imod de gode ting i livet, hvis han tænkte sådan.
Et lille sørgmodig smil kom på hans blege små læber, og som hun havde forudset, så trak han sig et skridt tilbage, hvor han lige drejede rundt om sig selv for at få modigt tilbage også fordi han var så nervøs.
Ingen vidste hans hemmelighed undtagen to nulevende personer i denne verden, Vladimir og hans mester, som havde oplært ham i Medichealerens kunst.

"Nej selvfølgelig kan du ikke forstå det, det er rets så usædvanligt, det er nok bedst, at jeg viser dig det.
Begge arme faldt tungt i siden, som om det var selve hans pinlighed, som hang i hans arme.  Men så bevægede fingrene sig op til buksekanten og med et endnu suk, så trak han bukserne ned og kiggede til siden med det lange blonde hår, som skjulte nu hans ansigt.
Payne har nok aldrig set noget lignende i sit lange succubus liv..
Malikan kunne intet mere end sammenlignes med Ken dukken i et barbie univers, lige meget hvordan han så ud, så ville han til evig tid være forbandet til at kigge på Barbie, men ville intet kunne gøre, da han manglede det essentielle for at følge hans instinkter.
Malikan havde ingen mandelig kønsdel, der hvor der burde været noget at hænge både af de følsomme sække til staven og selv sågar til kønsbehåring, alt dette var erstattet af et hudlag ligesom resten af hans krop..
Det var som en eller anden form for syg joke, hvor gud havde lavet malikan og så ombesluttet sig og selected Malikans mandelige kønsdel og trykke "delete". Det var, som om den aldrig havde været der.
Med en meget tung og næsten hviskende stemme sagde Malikan.
"Jeg mistede den under ulykken... Radioaktiviteten havde gjort så meget skade, at den havde simpelthen ristet den ydre og mest sårbare dele af min krop væk."
Malikan vidste dog, at han var på sin vis heldig, da selvom han var omkring de 14 år i normale menneskelige år, så var han nok sammenlignet med et menneske kun lige knap de 7 år, hvilket betød at Malikan havde aldrig beskæftiget bekendtskab med sin diller, i hvert fald ikke på den seksuelle måde. Det var både en god og dårlig ting, det gode var, så vidste han ikke, hvad han havde mistet. Det er derfor, at hans hoved kan slet ikke forstille sig noget med at reproducere, da han har ingen realitetssans for, hvordan det føltes og hvor behageligt følsom den del var. Det negative var, at angiveligt skulle hans læremester have haft en mulighed for ved hjælp af ånderne til at få "groet" den frem igen, men det havde påkræver, at Malikan havde en vis kontakt med "den", altså at han havde været knyttet til den, som alle andre mænd var til deres kønsdel. Men den kontakt nåede Malikan aldrig at få, og desværre kunne hans læremester ikke hjælpe ham.
"Jeg har fået installeret en måde hvorpå jeg kan gøre mit nødtørft
Stadigvæk med hele hovedet gemt væk i skam og bag hans gardin af gyldent hår løftede han op i sin bluse, som endnu mere viste af hans arrede og meget blege hud. Der trykkede han på nogle bestemte steder, som om han trykkede på en kombination og et klik lød og Malikan kunne åbne en låge i hans hud. Malikan lukkede den hurtigt igen for at bare bevise det. Men Payne havde sikkert hørt om de "urin" systemer hvor den rensede ens urin så vandet kunne blive genbrugt og efterlod så urinresterne i pulverform og så kunne man tømme sin beholder med det.

"Det giver god mening. Det kræver vist lidt mere øvelse fra min side, hvis jeg skal kunne omgåes almindelig mad ordentligt."

Payne nikkede forstående, imens hun forsøgte at forestille sig selv, arbejdende i et almindeligt køkken. Ren og pæn, som man jo skulle være, de fleste steder hun var blevet informeret om, imens hun stod og forsøgte at identificerer noget, som skulle koges. Nej, hun gjorde, hvad hun var bedst til. At myrde. Bare tanken fik et lille smil frem. Mon nogle havde forudset det, da hun blev sendt ud i verden efter arbejde?

Malikans intense følelser var næsten overvældende for Payne. Oftest var impulserne, der hang i luften omkring mænd, lyst og grådigt begær. Hun forstod det godt. Mændende ville have hende, og de ville have deres lyster tilfredsstillet hurtigst muligt, da det var en pine for dem, at lade auraen fra hende pirre dem ret længe af gangen. Men Malikan… manglede grådigheden. Det var hans bløde, omsorgsfulde men alligevel lystige impulser der ramte hende. Alligevel virkede der til at være noget helt andet galt. Selvom Payne godt kunne forstille sig, at Malikan nemt kunne blive genert i en situation som denne, så var hans rødmen så voldsom, at hun tvivlede på, at det kun var hans tomme brønd der talte for sig. Alligevel kunne hun ikke undgå at stå en smule fortabt tilbage, da hånden gled fra hendes kind og Malikan trak sig tilbage.

"Viser mig? Hvordan vil du-…"

Paynes ord kom langsomt. Lidt for langsomt. Hun nåede ikke engang at tænke det hele færdigt, før hendes øjne fæstnede sig ved Malikans arme, der bevægede sig mod bukserne. Ville han virkelige?! Og før, at hun overhovedet havde overvejet at protesterer, så var bukserne nede. Hun forberedte sig på et et enormt behåret syn, et lille syn eller bare et eller andet! Men hun mødte… intet. I starten forstod Payne det faktisk ikke, og det var tydeligt at se, da hun kneb øjnene sammen, som om hun forsøgte at se noget, som hun før havde misset. Men da det gik op for, at hun faktisk ikke missede noget, åbnede hun forskrækket både munden og lyden. Det var som om, at hele hendes aura faldt på gulvet, men det var kun indbildsk. Payne trak overrasket en hånd op foran munden. Hun ville ikke grine, men var tydeligt i chok. Som Succubus var det som at få stillet en tallerken mad foran sig, men hvor maden ligesom manglede… i store dele.

"Malikan…" Paynes stemme var blot en skygge af sig selv. "Det… er jo… det er jo!-…"

Langsomt og ganske forsigtigt kom Payne til hægterne igen, som Malikan viste og forklarede. Pludselig følte hun sig meget heldig med sine mekaniske dele, der ikke så ud til at være en pinefuld forbandelse, som hos Malikan, der efterhånden var nødvendig af dem for at overleve. Payne sukkede tungt, og kørte en hånd igennem det filtrede hår. Hun havde fuldstændig glemt sit eget lidt småpjuskede look, siden hun ikke rigtig var blevet renset siden "styrtet".

"Hør… oprigtigt talt, så har jeg aldrig set noget lignende… og havde nok aldrig forventet det."

Hun sank en klump, men med et par prøvende skridt var hun henne foran Malikan igen. Payne følte sig ikke som sig selv. Faktisk havde hun i øjeblikket svært ved at huske; hvad var selv? Hun gav Malikan tid til at komme i tøjet igen, hvis han ønskede det, og bagefter lagde hun en blid hånd imod hans kind, hvorefter hun strøg over den sensitive hud med tommelfingeren.

"Um.. det var lidt af et chok. Det indrømmer jeg. Men… jeg gætter også på, at det var noget ret personligt, ikke sandt?"

Hun lagde hovedet blot en anelse på skrå, imens hendes øjne var skiftet til en mere intens blålig farve. Payne trippede indevendigt. Hun var aldrig den type, som folk inddrog i deres personlige liv, og da slet ikke deres dybeste hemmeligheder. Generelt havde hun ret svært ved at håndterer den slags. Som nu.

"Tak.."

Hendes læber var hurtigere end hans denne gang, og før han kunne nå at fortryde, så pressede et sæt bløde, varme, feminine læber sig imod hans egne følsomme. Payne lukkede øjnene i, og lod sig fordybe i at mærke den lette smag imod sig, imens hendes hånd stadigvæk holdt om hans kind.

Malikan smilte af hende.
"Nej du er fin, som du er, så kan du bare, hvis du virkeligt har pengene til det købe den frugt og viden om, hvordan den kan holde sig, som jeg gav dig før. Det er en unik kødædende plante
Malikan tog en bog på sit skrivebord og hurtigt og let fandt frem til den rigtige side. Bogen var gammel og alt var skrevet med håndskrift med en meget fin og tynd fin skrift, og hvis Payne kiggede nærmere på skriften ville hun se, at det var på et elvisk sprog, da elvisk havde sine egne bogstaver. Så pegede Malikan på et tegnet billede af en stor kødædende plante med et meget meget stort og tykt blomsterhoved.
"Den kan blive over 4 meter stor og dens bredde på blomsten de ca 1.5 meter. Den tager simpelthen og æder sit ofre, opløser vedkommende, og derfor den har sådan et tykt blomsterhoved med meget tykke blade, det er simpelthen fordi den opsuger alt blodet osv og fylder sig selv op. Det som så gør, at den smager så godt er, at normalt i blod er der affaldsstoffer osv, mens her filtrerer den blodet fra alt andet end blodet selv, så her får man den ægte og rene smag af kød og blod.
Sagde Malikan medet halvt stolt glimt i øjnene.

En tot af det sorte hår var gledet foran panden, da døren endelig lukkede sig og efterlod ham alene på sit kontor. En halvdyb vejrtrækning gled igennem de døde lunger, som i mange tusinde år ikke havde behov for ilt, men den dårlige menneskelige vane sad endnu fast i ham.
Nu hvor der ikke var noget, som kunne distrahere de grå og halvskinnende øjne, så kunne tankerne endelig begive sig tilbage på det, som var sket tidligere, hvilket fik Vladimir straks til at rejse sig og lakskoenes genlød bevidnede, at Vladimir gik ned af gangen for at personligt høre en opdate. En vagt kom hen til ham og ville forespørgelse om et eller andet, men Vladimir fejede ham af vejen og sagde, at han skulle bringe det videre til en anden kommandør over ham. Vladimir gad nemlig ikke blive forstyrret mere, da han endnu ikke vidste, hvilken tilstand Malikan var i...

Dette var uden tvivl hans mest pinligste øjeblik i hans liv nogensinde.. Intet kunne måle sig med det, simpelthen intet, og han krummede tæer for, hvordan Payne ville reagere.. Men han vidste, at folk ikke kunne forstå eller forstille sig, at en mand manglede de mest følsomme dele. det var ude for realitetssans, og derfor den eneste måde at virkeligt overbevise folk er ved at vise det.
Selvom han faktisk gerne ville observere, hvordan hun reagerede, så kunne han simpelthen ikke få sig selv til det! Han kunne kun sluge en klump i halsen og vendte på bødlens reaktion.
Men ja han havde ingengang behøvet at se hendes reaktion, da han kunne tydelige føle hendes aura føle ned, som en fugl fra himlen der fik et hjertestop. Plus han kunne næsten fornemme, hvordan hendes kæbe havde faldet.
Malikan havde ingen intentioner med at svare, da han selv var lammet af sin egen rødeglødende pinlighed.

Med et blev der kastet en spand iskold vand over ham.. hendes stemme... den bar ikke præg af foragt eller andet.. Skikkelsen kun nærmede sig, hvorfor? Den røde farve syntes at være langt mildere nu.. Nu var hans pinlighed erstattet med en forundret chok.. Chokket som ikke gav ham anledning til at overhovedet tage bukserne på, men hvad grund var der egenligt til det? Der var jo intet at se.
Den isnende chok blev brudt, da den varme hånd syntes at få den tilfrosset vandoverflade til at krakelere, hvor revnerne sprang lystig hen af isoverfladen.
Hovedet var tømt for tanker, kun følelserne af den kvinde som nærmede sig, var det eneste, som var i centrum nu. Malikan tænkte ikke... Han kunne ikke simpelthen ikke tænke.. Kun mærke, kun føle, kun fornemme....
Kun en halv gentagelse kunne blive frembrudt fra hans stemmebånd, som faktisk også var erstattet med mekanikken.
"ret personligt... ja..
Malikan ville aldrig i sit liv her og nu kunne gætte, at Paynes øjne var af mekanik, så intense og så smukke, som de var!
Malikan, som var tømt for tanker, gjorde ikke den mindste modstand med at kysse payne, faktisk mærkede hun hans arme omkring sig, som syntes at tage hende tættere til sig. Ironisk nok tidligere i dag havde en anden person gjort det samme og det havde endt letalt. Mens hendes kys syntes at gøre det modsatte, alle smerter var borte, han følte sig frisk og ung igen, nu hvor han stod med den mindre kvinde i sine arme, og hvor han kunne mærke hendes former imod sin egen krop.
Selv ikke dørens lyd distraherede ham, det var først, da han syntes at fornemme noget stirre hul i hans nakke, at han kunne løsrive sig fra hende og vende sig om og møde nogle helt grå øjne.

Vladimir havde lullet lige så fint med sine tanker om diverse ting, mens han havde begivet sig ned af diverse gange for at nærme sig Malikans rum. Lige før han havde åbnet døren, havde han ranket sig helt op og kommet med et lydløst suk. Han hadede at se Malikan i den tilstand, som han snart har set ham i mange gange, men det gjorde det ikke ligefrem mindre værre. Så med den ene hånd på ryggen åbnede han døren op og hvor han placerede den anden på ryggen, i hans ofte meget militær autoritetslignende stilling, men med et klaskede hænderne på lårbasserne, da det syn, som mødte ham fik ham simpelthen til at stoppe med at fortage sig noget som helst. De skulle væære lykkelige for at Vladimir var en vampyr, så han ikke behøvede a trække vejret, ellers havde de sikkert fundet familieoverhovedet af det Calvarinos liggende død i døren. Eller det var i hvert fald en mulighed, når Vladimir var ramt af sådan et chok. Faktisk var han så chokeret, at han ingengang nåede at vise noget rigtigt chokeret kropssprog, før indfasen af lammelsen satte ind.
De eneste ting, som indikerede, at han bogstaveligt var gået i stå, var, at han stod bare komplet stille som en statue og at han havde måske lidt for runde øjne, som stirrede. Det var højst sandsynlig kun få sekunder, men mange minutter føltes det,før livet syntes igen at kalde op opmærksomhed i Vladimirs krop.
"øøhhmmm.... mmmm.... øh.....
Var det eneste, som kom ud af hans mund, selv hans søskende i hans sind prøvede i hans meget blokeret sind at vække ham i live.
De grå øjne så bare ind i de grønne øjne, hvor Malikan selv kun var langsomt at begynde at få fyldt sit sind op med tanker igen, men som gik endnu langsommere, som hvis en flere biler hang fast i en lastbil og prøvede at trække den i den modsatte retning.
Et rysten på hovedet og armene blev placeret igen bag ryggen, hvor mange flere totter kom foran Vladimirs ansigt, men som syntes at være ikke eksisterende i Vladimirs bevidsthed. Alt var simpelthen gået i stå, det var sjældent at hans beregnende evner nogensinde stoppede, men alt gik bare i kludder.
Man kan just ikke sige, at der har været mange i dette liv, som har kunne gøre vladimir komplet mundlam. Men hans kolde og kyniske jeg slog dog igennem.
"Payne, jeg mangler endnu denne rapport og Malikan, du er sengeliggende, så bliv der!
Det sidste ord kom som et halvt smæld, ikke fordi han virkede vred, men bare chokeret.. Malikan slap Payne, trak hurtigt bukserne op og gik flere skridt frem imod Vladimir.
"Jeg kan forklar... Malikan blev afbrudt af Vladimir "Det er en ordre Malikan, du ved selv godt, at det er direkte farligt for dig at være stående nu.
Sagde Vladimir unaturligt neutralt, og mens Malikan fik mere sin bevidsthed igen, så kom smerterne også, og Malikan vidste mere end nogen anden, at hvis han overanstrengede sig, så ville det betyde mange flere sengedage end nødvendigt. Så Malikan nikkede bare og drejede straks omkring og satte sig i hans seng.

Så faldt de grå øjne på Payne, og ærligt talt havde Vladimir ingen ide om, hvad han skulle føle. Især ikke da han endnu havde de i særdeleshed meget grumme billeder af Payne, som sugede sjælen ud af vampyren, som Vladimir havde set igennem øjnene på hans søskende.
Prøvede hun at dræbe malikan? Nej det kan da ikke passe?
Vladimir valgte i stedet at give Payne et beordrende nik til, at hun skulle aflægge en rapport, selvom han inderst inde godt vidste, at hun endnu ikke var blevet sat ind i, hvordan de gjorde på stedet, men det var hendes problem lige nu!
De blege og kolde fingrer gled på det lige så kolde håndtag og lukkede døren. Hvor Vladimir begyndte straks at gå, hvor nogle af vagterne fra de små "gardins"rum havde kigget nysgerrigt med men trak sig hurtigt tilbage da skridtene var hårde fra lakskoene. Men kun to skridt to han før han simpelthen stoppede op og kiggede tilbage på døren. Havde han virkeligt set de to kysse og malikan i bar røv?
Et eller andet i ham sagde, at han havde set forkert, det måtte han! Så han vendte sig om og åbnede lige døren på halvt og så på dem begge, som sikkert endnu var påvirket af situationen. Endelig var hans evne sluppet fri fra chokkets lammende lænker og Vladimir kunne godt udregne, at det var sandt af det, som han havde set, hvori han så ingen grund til at se mere, så han lukkede døren i igen og mens væltede et hav af beregninger i hans sind..
Hurtigt fik han dog konkluderet, at det ville være umuligt, at hendes intentioner var at dræbe Malikan, måske fik hun medlidenhed nu hvor det var endt på en eller anden måde, at Malikan havde blottet sig, hvilket Vladimir endnu ikke forstod og ærligt talt faktisk heller ikke gad, hvad han gjorde med duller var hans eget problem... "Er du misundelig? Sagde den luskede slangestemme i hans sind. "Selvfølgelig er han ikke det, hun er bare et pigebarn intet andet!.... eller?
Vladimir følte to par tunge blikke i hans sind, som krævede svar, men Vladimir valgte fuldkommende at ignorere dem, dog havde deres tanker sat en spire i hans tankevirksomheds muldjord. Var han virkeligt misundelig? Han var da faktisk nu meget glad for, at Malikan endelig fik et kvindeligt selskab... Men stadigvæk? Hvad skulle han i det hele taget føle?

"Virkelig?"

Det varede ikke længe efter, at Malikan havde fundet bogen frem og var begyndt at bladre i den, at Payne stod nysgerrigt og stirrede med ned på den fine, elviske skrift, som strakte sig for hendes syn. Hun kunne tyde enkle ting, men hun generelt havde hun ikke den store forstand på elverens skrevne sprog. Hun foretrak at oftest at kommunikerer mundtlig, uanset racen. Hun havde dog altid holdt af bøger. Da hun jo ikke nødvendigvis fik lært så mange livspraktiske ting som lille, så var det, at fordybe sig i en fascinerende bog, noget som hun nemt kunne få det meste af dagen til at gå med… hvilket hun sikkert også nemt kunne komme til her. Payne studerede intenst tegningen af planten.

"Fascinerende! Du er altså lidt af en kvik sag, Malikan." Payne sendte elveren et charmerende smil.

Ligesom Malikan, så havde Payne sjælendt forestillet sig noget mere chokerende eller ligefrem gruopvækkende, end situationen som hun befandt sig i nu. Det var lige før, at man allerede kunne mærke sorgen og medfølelsen fra hundæmonen strømme imod elveren. Hvis Payne, som Succubus, var endt i elverens situation, så var hun nok for længst blevet drevet til vanvid. Det fungerede slet ikke med hensyn til hendes races levemåde og den måde, som hun foretrak sin kost på. Men Malikan havde ret: Payne havde slet ikke styr på, om hendes kæbe lå nede på gulvet eller ej.

Hendes hoved var ikke så tankeløst som Malikan's, men Payne følte sig draget af lyst, nysgerriged og medlidenhed efterhånden. Hun ønskede faktisk at trøste Malikan. Men som så ofte i hendes liv, så stod hun fortabt tilbage, og endte med at gøre, hvad hun i stedet var bedst til. Men da deres ramte hinanden, så fornemmede Payne, hvordan idéen måske alligevel havde været god, da hun mærkede elverens spinkle arme omkring sig. Hans blide forsøg på at trykke hende ind til sig, fik kysset til at fortsætte længere endnu. Payne var fuldt fokuseret på Malikan's nye tilstrømninger, og var også enormt stædig overfor sig selv, da hun netop ikke ønskede, at der skulle ske ham yderligere, selvom hun praktisk talt var i stand til at suge livet ud af den ødelagte krop på et øjeblik. Men midt i deres mixede tankeræs hørte Payne desværre heller ikke døren gå op, og anede derfor ikke den mægtige skikkelse, der pludselig tårnede sig op i døren.

Først da Malikan tillod sig at løserive sig fra Payne, trak hun sig lidt småforvirret tilbage, da hun ikke helt præcist forstod, hvad der var sket eller hvad der skete nu. Hun var nødt til at træde et skridt til siden, for at kunne se, hvad Malikan havde valgt at vende hende ryggen for, men det lignede faktisk, at Payne fik en usynlig lussing, da hun tumlede få skridt bagud, ved synet af Vladimir stående i døren. Hvor længe mon han havde stået der?! Payne viftede kort med armen, for at genvinde balancen, og lod dem så klaske ned langs lårene, imens de nervøst flåede i hendes kjole. Hun syntes uhyggeligt bleg, bortset fra hendes kinder, der nærmest så ud som om, at farven rød var malet på. Hendes krop rankede sig straks, da Vladimir omsider lod til at være kommet til bevidsthed, efter flere minutters akavet tavshed fra dem alle, og smældede ordre ud.

"J-javel hr…"

Payne skævede små-febrilsk til Malikan, men hun havde tilsyneladende, efter hans smag, rykket sig lidt for hurtigt ud af favnen. Men hun følte sig, som en lille pige, fanget med hånden i kagedåsen, og var derfor ikke selv til megen hjælp. Alligevel betragtede hun elveren, der prøvende nærmede sig Vladimir, men straks blev sendt tilbage igen. Ordren forstod hun godt selv. Payne havde været for nysgerrigt anlagt til at kunne indse, hvor meget deres tid sammen havde kunne skade ham, især da han jo VAR sengeliggende. Paynes øjne vendte langsomt tilbage, hvor hun stille gengældte hans beordrende nik. Hun forstod, at hun intet mere kunne stille op og at hun intet mere havde at skulle gøre her. Sikke en skøn første dag! Hun sukkede tungt, da vampyren lukkede døren og forsvandt bag den. Hvad i alverden skulle hun gøre nu?! Langsomt bevægede hun sig mod sine sko, som hun havde smidt for længst, men hendes bevægelser var nu en smule trance-agtige, da hun, som flere andre tilstedeværende, stadigvæk var en anelse rystet over, hvad der lige var sket. Hun rankede sig op, og sendte et sidste forvirret blik imod Malikan, der stadigvæk sad i sengen.

"Det… " hun sukkede igen "Undskyld, Malikan."

Og så var hun ude af døren. Payne var måske ret lille i forhold til de fleste væsner omkring sig, men hun forstod at bevæge sig rimelig hurtigt og ganske lydløst, som Umbra'er nu var trænet til. Desuden ønskede hun bestemt ikke, at den akavede stemning skulle trækkes mere ud. Hun fortsatte med bøjet hoved, så hendes hår dækkede for hendes øjne, og dermed undlod flere nysgerrige sjæle at få et ordentligt glimt af hende, da hun fortsatte med en rimelig fart imod sit værelse. Men rædslerne var ikke helt slut endnu. Netop som Payne anede, at der ikke var mange meter igen til hendes værelse, så hjalp hendes uforsigtighed, pga. hastigheden, og hendes rodede sind, hende nærmest at snuble halvvejs over en hvis storbarmet skikkelse foran sig.

Rævens smil generede hende voldsomt, og øjnene der før havde været en mat blå, for straks over i en isnende kulde, da ræven gav sig til at spørger ind til, hvad der lige var sket. Det var tydeligt at se, at hun lige var kommet fra Malikan's rum, da ingen jo havde set hende på borgen, siden de forsvandt. Payne snerrede hidsigt.

"Det kommer bestemt ikke dig ved! Hvis du vil have svar, så find selv ud af det! Eller nej vent… Lad være! Bare… lad MIG være!"

Og med de ord efterfulgt af isnende storm fra øjnene, gled hun udenom ræven og løb de sidste meter hen mod værelset, hvorefter hun smed sig indenfor og smækkede døren i bag sig.

// Out :D //

Malikan nikkede bare til Payne med et blik der sagde, selvfølgelig!
Faktisk var bogen skrevet af Malikan selv, det var faktisk rigtigt mange af bøgerne herinde undtagen nogle gamle sager, som Malikan eller rettere sagt Vladimir havde været heldig at anskaffe sig.
En lille rød glød i ørespidserne blev halvsynlig, da Payne roste ham. Så sagde han med et morende smil og pegede på sine såkaldte "armmuskler" og så på sit hoved.
"Hvor tror du ellers, at alle mine muskler er blevet af? Plus de mange år, som jeg nu har levet.

Både Malikan og Vladimir var i det øjeblik for chokeret begge og for fokuseret på hinanden, at Paynes vifteri og andet ellers normalt opmærksomhedskrævende bevægelse gjorde ikke nogen indtryk på de to.

Alle tanker var vendt tilbage, men endnu sad kyssets smag på Malikans læber, hvilket fik hans opmærksomhed til at vende sig imod den småfebrilske pigebarn, som var foran ham midt i noget skofumleri. I et øjeblik var hans sind fascineret af hende. I sådan et lille brøkdel af mit liv har jeg sjældent set så mange sider af en person. Nu hvor han tænkte over det, så havde han faktisk set hende uden tøj på, da han i hånd og hånd havde gjort perfekte underværker med den lille geniale dværg, hvis størrelse blev kompenseret for hans kunnen.
Hvordan skulle han nogensinde kunne beskrive hende med 3 ord? Jo nu vidste han det, Payne er Payne, så simpelt er det. Denne kvinde, som ellers kunne virke så kynisk, var mere nøgen foran ham lige nu end da havde ærligt talt havde fingrene inde under huden på hende. Det vakte noget i ham, denne nøgenhed, noget som var allerede blevet antændt før af hendes berøring.
Så smukt er det... Derfor undlod han at følge sin kriblende begær... Og lod hende gå med bare et mildt blik på hende.
Han anså ikke sig selv for at være den, som skulle være den til at gennembore hendes mødom. Nej ikke den bogstavelige mødom, da han ville nødigt tænke, hvor mange kvinder og mænd hun havde bag sig i hendes forholdsvise korte levealder... Nej Det skulle være en anden, som skulle bryde den psykiske barrier omkring hende. En barrier, som nok var skabt af fortidens barskhed, for at holde alt og alle ude.. Blikket syntes at kunne se igennem muren, ikke fordi han vidste hverken hvor Vladimir var. Men et eller andet i ham fik hans tanker henledt på ham. Tankevirksomheden drejede på sin rutsjetur i et loop og nu var faldet på Vladimir.. Hans reaktion? Selv havde han aldrig set ham sådan før... Et smil faldt på Malikans læber, mens hans hænder automatisk fandt noget af det oprullet forbinding på sengen, som han rent instinktivt begyndte at binde på sin blottede hud... Måske havde månen endelig faldet til jorden, så ulve endelig kunne nå den?
Malikan kom med et lille grin, mens næsten alle forbindingerne havde omslugt hans ansigt i det bløde fine lag. Så er spørgsmålet bare, hvem er ulven, og hvem er månen?

Vladimir selv var vendt tilbage til sit arbejde, og hurtigt syntes alt at være glemt. Men en sort dæmoniske skikkelse trådte frem for skyggerne og det var sjældent, at hun nogensinde kom frem af sig selv. Med en russisk tunge blev Paynes reaktion genfortalt, hvor Vladimir sad stille med sin fine flydende blækkuglepind endnu siddende i papiret. Langsomt flød den sorte blæk ud på papiret.
Et eller andet stak i ham, men før Diana nåede at sige noget i hans sind, havde Vladimir allerede forudset hendes træk og lukket hende i midlertidigt ude. Lakskoene lød endnu engang op af gangen, langsomt og roligt op af trapperne og til sidst foran døren til Paynes værelse. For et øjeblik blev øjnene knaldrøde, da et vampyriske tricks blev trukket frem for ærmet. Verden var i rene røde og sorte farver, men det, som lyste op som en sol, tilhørte Paynes krop, som lå på sengen(jeg antager, at hun ligger i skam i sengen XD)
Den grå betonsfarve med glød vendte tilbage og Vladimir bankede på, hvor han lige hurtigt rettede sit lange sorte hår. Selvfølgelig kunne man normalt aldrig sige, at Vladimirs ansigt var nogensinde "mildt". Men intet var til at spore på hans ansigt om den tidligere episode, og selv læberne havde en lille plus grade vinkel, som dog aldrig nåede op til øjnene, og endnu indhyllede han sig selv i sin vampyriske gamle aura, som det havde været hans jakkesæt.
"Jeg formoder, at de er vel klar til at anlægge rapport, bare fortæl hvad der er sket i dag, selvom jeg har allerede fået meget af vide fra frøken Ida Hanssel, bedre kendt som ræven eller shimigamien.
Vladimir anstrengte sig faktisk for at have en venlig og mere beroligende udstråling, således kom hans smil nogle grader op og hvorefter han inviterede sig selv indenfor(selvom det nu var hans egen værelse) og satte sig i den stol, som Payne tidligt i dag havde fundet ham siddende i bare uden slangerne.
Efter Payne havde fortalt sin historie havde Vladimir bare lyttet og noteret sig det hele i sit selv, hvor han ikke kunne undgå at smile en smule stolt af Malikans præsentation, men således var der faktisk også et glimt i øjnene af noget halvt stolt og halv mytisk af Paynes præsentation.
Uden et ord rejste han sig og gik imod døren, men så stoppede han op med hånden på dørkamen og med et blik vendt bagud, hvor man intet kunne se af hans mørklagte ansigt, som blev skjult af det sorte gardin, men med de glødende grå øjne, som for et øjeblik fik et skær af rødt og grønt, sagde han med en meget mytisk og næsten uhyggeligt klang, som kun blev highlightede af den russiske accent.
"Indtil videre skuffer de mig ikke Frøken De Niro og jeg håber således for både min og såvel deres skyld, at de ikke gør det."
men så vendte han ansigtet mere imod hende, hvor den naturlige belysning vidste hans blege ansigt frem.
"Men de må være sulten, vil du endnu have de to tvillinge clomans op, som du tidligere havde bestilt?
Vladimir antog at Payne måtte være rets så sulten, alt andet var underligt, så han lod hende ikke svare, men lukkede døren, hvorefter to letpåklædte clomanstøser, som Payne havde set tidligere under udvælgningen af "maden". De fnisede og var noget generte. De ville mere end gerne tillade Payne få en bid af deres unge kød, bogstaveligt talt! men først ville de lade sig injiceres med en sprøjte, som ville fjerne størstedelen af smerten, men langt fra helt, da de kunne godt lide smerten.
Som Payne hurtigt ville opdage, så bar deres hud intet præg af deres "erhverv", men det var, fordi, hvis hun spurgte, at en gammel opskrift på healing var blevet genvundet og udøvet, faktisk af Malikan, hvor man lå i et ultra specialt badekar med specielt mad, som kunne heale større kødsår efter en del timers tid. Ingredienserne var dog kun forbeholdt for Medichealers, da hvis det blev udført forkert, så ville det have den modsatte virkning.
Heldigvis for Malikan kunne han sagtens blande det i sit rum og lagde en blande det op i vandet uden at rigtigt behøve at anstrenge sig.
Hvis Payne mødte ham senere, så ville det være som om at den tidligere episode ikke var sket andet end at Malikan syntes at være en smule gladere, men tilgengæld stjal han sig til nogle eftertænksomme blikke, når Payne ikke rigtigt kiggede, som om hans hjernemekanik arbejdede med en hemmelig viden...

Rygterne om pigebarnet, som forlængst havde spredt omkring, begyndte at få nye og underlige højder af de nyeste episoder, især var Ræven noget af en spindoktor, når det kom til at spinde sin fjende ind i rygternes spind. Alle kneb tæller, i krig, I kærlighed og livet selv Tænkte Ræven for sig selv, mens hun sad på sin fyraften sammen med mange af vagterne og snakkede om alle de fine og/eller kendte væsner på borgen

//out//