[Afsluttet]A bloodred moon, a good or a bad sign? (Payne og Vladimir)

Payne fornemmede intet andet end hende selv, dybt begravet i resterne af vampyrens sjæl. Derfor opdagede hun ej heller, at de to søskende tog et smugkig med, nok mest for at hjælpe deres kærer broder Vladimir. Paynes øjne var stadig lukkede. Hun var forgabt og fordybet i sjælen, hvor hun grundigt havde gjort sit indhug. Faktisk kunne Payne godt selv fornemme, hvordan kroppen langsomt løb tør for.. liv. Hvordan den sank sammen mellem hænderne på hende, og det faktisk var hendes hånd om vampyrens nakke, der holdte det meste kørende. Men takket være sine overraskende kræfter, tiltrækkende natur, samt overlegne styrke sørgede hun for, at vampyren også fik del i det. Til sidste ende, hvilket tydede på snart at ville opstå for hans vedkommende.

Payne hørte godt stemmerne. Men blot om en svag, uforståelig hvisken bagerst i hendes eget hoved. Hun var betaget af vampyrens sind nu. De andre var væk. Opgaverne, minderne og smerterne fra tidlig. Men jo, så begyndte det langsomt at vende tilbage, og deres ord gav atter mening. Vampyren var så godt som hul. Hun havde tømt ham. Det var ikke første gang, at Payne havde tømt en person, langtfra faktisk. Men denne gang virkede det alligevel anderledes. Stemningen, der på trods af hendes kraftfulde aura, trængte igennem. Folk var oprørte, skræmte og betagede. Og pludselig var de alle sammen.. væk? Kun Malikan kunne hun fornemme for nu. Selv slangerne som hun endda ikke havde opdaget, var væk. Det var nok nu.. der var alligevel ikke mere tilbage.

Langsomt, og ganske nænsomt forekom det måske endda, fjernede Payne sig fra vampyren. Hånden der havde gledet kærtegnende over hans brystkasse, trak sig roligt tilbage, og lod sig slapt falde ned langs siden på hendes frodige figur. Den anden hånd blev, hvor den var. Stramt placerer omkring nakken på den hjernedøde vampyr. Blot en stor skal. Paynes læber trak sig helt fra hans, og hendes øjne lod sig åbne. Hvis man fik den helt rigtige vinkel til at kunne se dem, ville Paynes øjne faktisk virke fjerne, alt imens de skiftede og svømmede rundt i deres egen mørke sø. Det var næsten som om man kunne se arbejdet i dem, hvordan hun fortærrede sjælen i sin egen krop, mens et stort kattevenligt smil bredte sig hos hende. Smilet nåede lige at afsløre de to lidt for lange hjørnetænder som var poppet frem under forløbet, inden det forsvandt igen, og hånden slap vampyren, som øjeblikkeligt gik på knæ og faldt på siden som én stor sæk kartofler.

Payne trådte et enkelt skridt tilbage, fra det hjernedøde væsen der nu lå foran hende. Begge hænder hang ganske afslappet ned langs hendes sider, imens hun tavst stirrede på kroppen. Langt om længe rettede hun sig op, og rystede kroppen en lille smule, som en slags opvarmning, lige inden man skal i gang med et løb eller andet. Dernæst ville Malikan, måske endda Payne selv, kunne mærke, hvordan auraen nærmest trak sig sammen, og blev suget tilbage omkring hende som en svamp i et badekar. Selvfølgelig var hendes naturlige tiltrækkende natur der stadigvæk, og ville kunne føles af alle. Men i forhold til det, som folkene lige havde oplevet, var det næsten det rene vand. Men snart ville minderne glide bort, og auraen ville atter begynde at trænge sig på ens behov og ens sind.

Der lød et lille pust, da Payne fjernede en hårlok fra næsetippen, som havde forvildet sig fri under det heftige forløb. Endelige drejede hun det meste af kroppen mod Malikan, med et lille grin, næsten som et barn der bliver overrasket af sine forældre på legepladsen.

"Jeg beklager. Gik det over gevind?"

Stadig helt igennem afslappet fortsatte hun nogle få skridt hen imod elveren, som om hun først lige ville teste hans reaktion på alt dette, samt, at de nu var de eneste i rummet, udover vampyren.

"Hvad ærner skulle Vladimir egentlig? Vil jeg snart kunne se ham igen, eller har jeg noget på mit.. program?"

Kom det ud med et bedårende englesmil, som om intet af det fra før, netop var hændt.

Ja hvis nogen havde spurgt om vampyrens mening, ville man nok aldrig få et tydeligt svar, da midt i dette kaos ville han aldrig kunne beslutte sig om han ville leve eller dø. De varme læber imod hans var som en tiltrækkende varme som hev alle de kolde følelser væk. Alt det som end havde tynget denne vampyr, var nu væk som dug for solen. Det var også disse kolde ting, som havde holdt hans underbevidsthed nede og væk, mens nu da strengene var klippet over og portene var åbnet, så blandede alle dele af hans psyke sammen, og han ville aldrig nogensinde i sit liv kunne blive mere sit rigtige jeg end nu. Alle ting som ellers lå ukendt i underbevidsthedens mørke var nu fremme midt i spotlight, alle de ting, som han ellers ikke kunne forstå om sig selv, var nu så tydelig som stjernerne på den natteklare himmel. I de få sekunder kunne han se igennem hele sit liv, hvor alt gav mening og selvom det gav inspiration til at kunne leve videre, så var døden alligevel ikke så grufuld for ham, som han ellers havde opfattelsen af.
De gyldne sandkorn i livets timeglas faldt ned og nu var der næsten ingen tilbage, da sandet flød ud i havet af ingen ting. Kroppen begyndte at hænge, som om det var sandet i hans krop, som havde holdt ham oppe, men det gav ingen anledning til, at han ikke ville kysse hende videre. Så med sidste kraftanstrengelse holdte han fast omkring hendes nakke og presse sig ind til den sidste dråbe sand uden at blive svækket i sit greb, og da grebet forsvandt så var han død på stedet med et lykkelig udtryk i hans øjne, og hvor et smil var på hans blege læber.

Et eller andet form for gys gik igennem Malikans krop, da hendes kattesmil var vendt i hans retning, de skinnende hjørnetænder understregede bare det luskede som lå i smilet. Et øjeblik fik han et glimt af, det sammen luskede og snedige smil, som også kunne spille på Vladimirs læber, når han gjorde sit skakmat i kampen på at bibeholde eller skabe mere magt, eller bare udrydde sine fjender, som han var jo så god til siden at han har været leder i så lang tid. Hvis han ikke havde vidst bedre, så ville han da næsten kunne tro, at denne Payne kunne være en datter af Vladimir eller den kvindelige unge version af Vladimir.
Da kroppen faldt, så prøvede Malikan at holde sin opmærksomhed væk fra, hvordan han selv ville have det i sammen situation som ham, der var død nu. Han havde selvfølgelig ingen anelse, hvordan det var at få den fulde opmærksomhed fra en Succubus, da ingen succubuser har nogensinde vist ham interesse pga han tilbageholdenhed og fordi ingen kvinde ville have hans krop, så snart de så under de bandager. Men han havde stadigvæk sit begær, og den ville en Succubus altid kunne påvirke. Men alligevel ville ham og ingen andre kunne forstille sig, hvordan vampyren havde følt det i de sidste sekunder, da ingen har vendt tilbage fra de døde, når de er blevet ædt af en succubus. Da succubusen jo æder sjælen, så den ophører med at eksisterer. Hvordan vil det dog være, at total ophøre med at eksistere?? Malikan var ikke religiøs, men han vidste, at i visse tilfælde kan sjælen gå videre, til hvad havde han ingen anelse om, men hvis det var sandt, at man kunne leve videre, hvordan føles det at få ædt sjælen? er det psykisk smerte eller hvad er det? Mange spørgsmål gik igennem hovedet på den ældre sandelver, hvor hans opmærksomhed til Payne kom tilbage, da hun snakkede igen.

"Gik over gevind?... øhhhh jo det gjorde du vist, men bare rolig, der sker ingen konsekvenser sådan rigtigt ude over at folkene på borgen høre om det, og evt ingen vil melde sig som føde os dig."
Sagde han monofonisk og tydeligvis havde han ingen anelse, hvordan han sådan skulle forholde sig til det hele, så han var glad for at hun spurgte om noget andet, så han kunne tænke på noget andet.
"Vladimir er til sit daglige møde med befolkningen af dem, som end ønsker noget af klanen. Vi kan evt gå hurtigt op i salen, så du kan se det, men han er først færdig om ca 3 timer, og der skal vi finde rum til dig, hvis du vel og mærket vil have noget andet end det, som du vågnede op i, og så kan jeg ellers bare være din guide og vise dig byen, borgen, hvad end du vil"
Sagde han meget mere venligt og helt normalt, som før denne episode.

Til trods for vampyrens sidste forsøg, på tydeligvis at få mest mulig ud af dette 'smukke' øjeblik, virkede Payne alligevel ikke specielt berørt over det. Det var jo hverdag. Det duede ikke, at hun gav sig til at hulke snot og tåre, hver gang endnu et offer gik i gulvet. Så ville hun nok selv dø af sorg, inden der var gået et par uger. Succubuser var bare ikke skabt sådan. Men hun fornemmede de stærke følelser der svømmede rundt inde i vampyren. Hvordan hun lige netop havde nået at fuldende hans sidste øjeblik, inden hun kappede linen, og afbrød forbindelsen mellem ham og livet, og hende selv.

Den stærke fornemmelse af utilpashed strålede ud fra Malikan. Med det blik han sendte hende, kunne hun ligeså godt være et monster, der lige havde slagtet og sprættet en ko op for næsen af ham. Hvilket i sin sag, faktisk var rigtigt nok. Men alligevel var der et kort glimt af.. genkendelse? Payne nåede ganske kort at rynke de fine bryn, inden det mere roligt udtryk lagde sig over hendes blege ansigt.

Da Payne endeligt var trådte ganske nær elveren, og han havde fået fortalt hende om konsekvenserne, lagde et skuffet udtryk sig over hende. Det virkede som om, at hele hendes krop, nærmest trak sig en anelse skyldigt sammen. Øjnene blev dådyr agtige, og gik fra den varme indbydende mandelbrune, til den lidt køligere isblå farve, som stod klart frem mod den blege hud. Hun lignede i et kort øjeblik et mindre barn, der fik smidt en straf i hovedet, fordi at hun havde været uartig. En lille pige som ellers aldrig ville være uartig, der stirrede en anelse ned af, med sine våde dukkeøjne.

"Ingen mad?.."

Lød det hæst. Tanken om, at hun måtte tvinge maden frem på stedet, virkede underholdende. Men det ville sandsynligvis ikke blive velset hos Vladimir, og derfor måtte hun desværre holde en anelse lavere profil end ventet. Så derfor kom det lidt som en mindre lussing.

"D-Det er jeg ked af."

Payne forsøgte med lidt overdrevent skuespil, at lade sig mande op. Hun pjuskede let op i det mørke hår, inden hun forsigtigt smilede til den indpakkede elver.

"Jeg.. Jeg vil meget gerne se salen, hvor Vladimir befinder sig. Men efter dennne lille tur, er det nok bedst, at det bliver kort, så vi ikke forstyrre.. Eller.. Så jeg ikke forstyrre. Og jeg vil meget gerne se mit nye værelse. Og så eventuelt byen bagefter?"

Igen kom der et lidt udfordrende glimt i Pyanes øjne, da byen blev nævnt. Det var faktisk en mulig farlige opgave for Malikan at påtage sig, da ingen kendte Payne specielt godt endnu, plus synet af hendes lille show, der nok havde været lidt af en øjenåbner. Kroppen forholdt sig dog stadig passiv. Fingrene var foldet mellem hinanden, mens armene hang roligt, og hun generelt blot stod afventende. Ville han takke nej? Payne viste ingen tegn på at skulle ønske at skade Malikan i dette øjeblik.

Med sine observerende øjne kunne han så tydelig se, hvordan hele hendes krop skiftede taktvis holdning, da han havde fortalt konsekvensen, og han kunne ikke lade vær med at føle med hinanden. I et kort øjeblik ønskede han, at han kunne løbe den anden vej og slippe fra opgaven, fordi han i dette øjeblik vidste, hvor lidt hun kunne manipulere med ham. Blikket i hans øjne blev meget milde.
"Bare rolig, der er sikkert altid nogen der vil melde sig frivilligt, og jeg tror, at dem, som du havde valgt til senere stadigvæk vil, du må bare ikke dræne flere."
Sagde han med en mild streng stemme for at understrege, at det var stadigvæk vigtigt, at hun ikke gjorde det igen. Han kunne ikke lade vær med at have et ønske om at se et smil igen på hans læber, så derfor besluttede han, at hvis ingen meldte sig frivilligt, så skulle han nok finde nogen til hende, selv hvis det skulle blive ham selv. Hvilket han dog ikke regnede med, for han var ikke sikker på, hvor meget hun fik set, da hun fik sin opgradering under operationen.

"Nej nej du kommer ikke til at forstyrre ham, så det kan vi sagtens.."
Sagde han med et smil på hans læber, hvor han igen ville føre hende af sted. Da de kom ud i køkkenet var folkene fuldt i gang, men drengen stod med de to store bulldogs og ventede til de var kommet ud. Der var jo nogen, som skulle rydde op efter hendes "madsvineri". Der var nogle af de levende føde, som kiggede nysgerrigt efter hende og for at få konstanteret, om han nu virkelig var død. Lugten af frygt hang lidt i luften, men dog var det total panisk frygt, det var bare mere en ærbødig frygt, og de skjulte sig dog ikke for hende, så det var vist tydelig, at der måske stadigvæk var en chance for at hun kunne få frivilligt levende føde. Især da de senere ville få et glimt af det lykkelige smil på hans læber, da Payne og Malikan var gået videre. Rygterne var til Paynes fordel, faktisk var hun blevet mere attraktiv, da hvis de kunne få en garanti, at deres liv vil blive skånet, så ville det være en fantastisk oplevelse for dem. Men som steppebranden af rygter fløj igennem borgen, så var der endnu flere, som blev opmærksom på hendes tilstedeværelse. Fordi normalt var kun Vladimir, som var den eneste på borgen, som til tider drænede sine ofre fuldkommen, men det var stadigvæk længe siden. De fleste af de andre, som havde sammen rang som hende, havde været som et lille barn ved et kæmpe buffet af slik og kager, men hvor de følte, hvor forkert det var, hvis de tog alt, da det ikke var deres eget slik. Men Paynes gåpåmod uden at skænke en tanke om, at de levende føde var Vladimirs eller klanens ejendom, var noget, som mange ville ønske, at de kunne. Rygterne var dog ikke nået Vladimir, da han havde så travlt med andet.

De gik op på stue etagen, kunne Payne høre, at et eller andet sted var der mange mennesker som snakkede, og de kom til lille kort gang, som førte til udenfor. Mennesker og væsner stod i en lang kø ind igennem en dør, og flere af dem smalltalkede og snakkede med hinanden, mens de ventede til at blive deres tur. Flere vagter stod og holdte øje og evt gjorde folk opmærksomme på, at de skulle gå videre i køen, da samtalens opmærksomhedskrævende emne gjorde, at de ikke lagde mærke til køen var gået videre. Der var en anden dør, som var udgangen for de folk, som skulle ud, og det var af den vej Malikan ville føre dem igennem, da den anden vej var proppet af mennesker. Den bandageret hånd greb fat om håndtaget og døren svang op. Hvor Malikan fik hende ind, så døren kunne blive lukket. Her ville Payne nok helt klart blive total chokeret. Under hendes fødder lå kulsort marmor, hvor blodåre af røde farver snor og spredte sig hen af gulvet, hvor det sorte marmor var så blank, at man kunne spejle sig selv i det, men billedet blev sådan formørket, så det gav en effekt af, at man kunne se sin egen sjæl se tilbage på en.
Luften i rummet var varmt, men ikke trykkende og klamt, men man kunne helt klart føle, hvordan det var de ildsjæle i faklerne på væggene, som gav varmen i rummet. Men gulvet var utroligt nok ingen tvivl om det, især da man ikke kunne se, at det var lavet af flere dele. Men så var der en kæmpe form for lysekrone i dette 15mX40mX15m rum, som sad tæt på loftet. Men hvor det var formet som et stort øje, hvor lyset glødet inde bag ved, hvor lyset så reflekterede det matte glas i de forskellige øjen farver. Man følte helt klart, at man på sin vis blev overvåget. Men det var ikke det eneste. Ude over at man stod i det hjørne af rummet, hvor i det andet hjørne på sammen side stod en kø af mennesker fra den kø, som hun havde set tidligere. Så var væggene pyntet med store mørkerøde fløjlstæpper, som var bag ved nogle kæmpe store statuer. Der var 6 af dem, hvor statuerne var ca de 10 meter høje og forstillede ting, som var legender og andre ting fra den gamle tid. På hendes side stod den første statue, som forstillede en stor drage, som stod brølende, hvor de altfortærende flammer skød ud af dens gab og hvor et flammehav i en afbildning af vinger skød ud fra dens ryg. Man kunne næsten fornemme, at den virkede levende, da detaljerne var så skarpe og klare, at der var ingen tvivl om, at den kunne have været i live. Især da nogle af de små detaljer var pyntet med små klare sten i forskellige farver, som gav noget liv til det grå sten eller materiale, som den end var lavet af. Modsat overfor den snorede en drage sig rundt omkring en stolpe, men det var ikke hvilken som helst drage. Dens lange krop var som en slange, som kunne snore sig meget omkring, hvor dragens store fuldskæg og de lange overskæg var kendetegnet for denne kinetisk lung, en kinetisk drage, som nok de færreste nu til dags vidste, at der fandtes og havde været mange legender om disse væsner. I dens hule hånd fremstrakte den en kridhvid sten med røde blodåre, som mindede næsten om et æg. Mens dens mund var gledet op i et smil med nogle sylespidse tænder, men den virkede ikke farlig, hvis den nu havde haft været virkelig levende.
Den statue der stod ved siden af den kinetiske lung var en stor høj statue af en menneskekrop , men hvor hovedet endte i et ulvehovede, hvor den var pyntet med en enkel let gylden underklæde og hovedbeklædning, som virkede meget fremmedartet. Hvis man kendte til den, så var det forestillingen af guden Anubis, som stod for døden og balsameringen. Dens attitude var meget overvågen, næsten som en tålmodig vis mand, som vidste, hvad alles skæbner var.
Ved siden af den længst for enden af rummet stod en statue af mandelig figur, hvor vilde bølger omsvøbte hans ben og krop, og hvor der var udskåret fisk og andre havdyr, som brød ud af vand. Hans ene hånd holdte omkring en lang udsmykket trefork, hvor en gammeldags båd var spiddet fast i treforken. Ingen tvivl om hvis man kendte ham, at det var Neptun, den gamle græske gud af havet og vind.
Ved siden af den ildsprudende drage, der var en kæmpefigur, som virkelig stod i kontrast til alle de andre figurer, da den var meget udetaljeret, men hvor det forstillede en stor frodig/fed kvindekrop, hvor håret dækkede over hendes ansigt, og hvor arme og ben var skåret af. Dette var den ældste menneskelige afbildning af en gud, nemlig moder jord, som havde dengang i datidens stenalder mennesker præget meget deres liv og livssyn på livet og alt.
Den sidste figur var så en kvindelig meget smuk figur, hvor hun så meget smuk foran, men hvor mytiske kaotiske væsner brød ud af hendes ryg, og hvor endnu kaotiske væsner lå for hendes fødder. Hendes øjne skinnede fuldstændig af de lilla opaler i øjenhulerne, som syntes næsten at se på en pga lys reflektionen. Kaosgudinden var hun med det græske navn Eris, som kunne bringe kaos hvor end hun ville og kunne skabe væsner langt mere fantasifulde end den mest kreativeste menneskelige hjerne selv.

Men det som nok allermest ville tiltrække Paynes opmærksomhed, så ville det nok være den skikkelse forenden af rummet, hvor Vladimir sad på sin halvagtig trone og sad og lyttede efter en eller anden mand, som stod gulvet foran de få trin, som førte til tronen. Det som let kunne forveksles med en statue var den ene sovende slange, som lå snurret omkring hans stol, hvor derimod de røde øjne lurede i statuernes mørke skygger. Vladimir, manden selv lignede helt sig selv, og da han svarede et eller andet til den ældre herre foran sig, så bukkede den ældre herre sig taknemmeligt og var lidt febrilsk, hvor følelserne havde taget over og hvor han gik op og kiggede Vladimirs hånd. To vagter var ved at nærme sig, men Vladimir rystede på hovedet og klappede ham let på hovedet med et blegt venligt smil. Manden fik styr på sig selv og opdagede, hvad han havde gjort, hvor han stod overrasket over, at hans hoved ikke var blevet adskilt fra sin krop. Men Vladimir smilte bare blegt og viste med håndtegn, at han måtte gerne gå videre igen. Det var helt klart en blanding der var af folk, især hvis man så på deres følelser, nogle havde stor frygt, som om den ældre mand, mens de andre havde bare ærefrygt og respekt og påpasselighed overfor Vladimir. Nogle var lidt mere ligeglade og andre glædede sig til at møde ham. En ung kvinde med en stor hoste var den næste i rækken, hvor man ikke kunne høre herfra pga de snakkende folk, hvad hun spurgte om.

Payne nikkede yderst forstående, og sendte Malikan et lettet smil. Det var da altid rart, stadigvæk, at have elveren på sin side. Til trods for, at Payne havde en mission og utroligt mange andre ting at tænke på, kunne hun ikke undgå at respekterer elveren en lille smule. Eller i hvert fald forstå, hvorfor, at han var hos Vladimir. Det virkede som om, at vampyren kun ønskede det bedste, og de bedste, af dem alle.

"Selvfølgelig. Jeg vil ikke dræne flere."

Lovede hun smilende. Inden hun afslappet fulgte med elveren. Payne sørgede omhyggeligt for at holde sin profil, så neutralt som mulig, da folkene nok selv skulle få skabt deres historier, da det jo lød til, at de gjorde det. Payne ønskede derfor ikke at fremvise sig som påvirket. Og det var hun egentlig ikke. Som Succubus bestod hendes egentlige egenskaber i at berøve folk deres sjæl, skygge eller blod. Derfor kunne hun ikke tillade sig at blive berørt af for mange følelser, selvom hun faktisk havde direkte adgang til sit offers inderste. Ofte var det, at deres følelser og minder trængte sig på, hvis de var nær deres sidste livsgyldige dråber. I stedet vaskede hun sig kold for blottede følelser, og fortsatte roligt efter Malikan. Payne kunne dog, i den anspændte stemning, ikke undgå at kaste et kort blik mod de to 'bulldogs'. Hvor meget af den slags mon de havde oplevet? Var Vladimir en grådig mand når det kom til stykket, eller beherskede han tusind års selvkontrol? Det ville hun forhåbentlig snart finde ud af.

"Vidunderligt."

Da de først trådte ind til den lille mængde mennesker der ventede på at blive lukkede ind, tænkte Payne ikke meget over det. Faktisk, var hun ikke synderligt imponeret. Men det ændrende sig ganske drastisk, da hun bemærkede, at Malikan gjorde tegn mod et andet rum. Et rum som alle menneskerne tydeligvis gerne ville ind i. Payne lod Malikan fører hende ind i rummet. Payne nåede blot at tage et par få skridt, som tydeligt ville kunne høres med en skarp hørelse på grund af de høje hæle mod det hårde gulv, med blikket vendt kedsommeligt mod jorden, inden hun måtte standse sig selv. Gulvet.. Det var utroligt. Ganske langsomt fik Payne samlet fatningen, og løftede blikket op mod det enorme loft. Hun var fortryllet. Betaget! Rummet, statuerne, lysekronen. Det hele osede af skønhed. Payne kunne ikke skjule det betagede smil, der voksede sig frem på hendes læber. Og for en kort stund missede hun faktisk detaljen, at hendes mål var næsten præcis for snotten af hende. Men det ville alligevel være umuligt at røre Vladimir nu. Manden lod til at være topbeskyttet, og konstat overvåget.

"Det er jo.. Vidunderligt..."

Ordende fløj ud, inden Payne rigtigt nåede at tænke sig om. Flov over sin egen betagelse, sænkede hun atter blikket, og lod det fokuserer på Vladimir. Den mægtige regent. Det var helt tydeligt at se, at Vladimir vidste, hvad han lavede. Selv de lavstammede.. bønder, hvad man ville kalde dem, i denne situation, vidste præcis, hvordan det foregik. Og, hvad der villle ske, hvis det ikke gjorde. Ved synet af Vladimir, bemærkede Payne knapt sin egen hånd, der automatik fik kravlet sig op til halskæden, som hun langsomt foldede fingrene omkring. Blomsterduften var stadig tydeligt at huske og fornemme selvom, at det allerede virkede som en evighed siden, at halskæden havde været "i brug". Statuerne i rummet virkede smukke. Men også overvældende. Payne var faktisk i vildrede. Hvad forventede man af hende nu? På et sted som dette? I en situation som denne? Pludselig fløj billeder gennem hendes hoved. En domstol. Hvis Payne viste sig svag nu, ville det kun tage Vladimir et splitsekund om at signalerer det til vagterne, hvorefter de ville bruge hende som hundeføde.. Eller slangeføde. Uventet over sin egen forvirring trådte Payne et skridt tilbage. I hendes egne øre, lød skridtet meget højere end nødvendigt. Næsten som om, at hun med vilje havde stampet i gulvet, med de sortlakerede sko. Men.. Hvad sagde 'Han'.?

Mens de gik på gangene hen til salen, så kunne Payne måske ikke lade vær med at opdage eller fornemme den lille ca 2-3 fod høje stalker, som rendte efter dem. De barnlige store øjne kiggede rundt om hjørnet, mens de gik, og nogle gange kunne man høre barnelatters søde klang vibrerende igennem luften. Men man så aldrig rigtig kilden til disse højtonede vibrationer, som havde en høj resonans af den ungdommelige stemmebånd, da hende her havde skam blevet ekspert i kunsten i at kunne fornemme folks mistænkelighed, så før folk kunne nå at vende sig om, gemte den lille succubus sig, så man aldrig skulle have troet, at der virkelig havde været en som fulgte efter. Som Payne snart nok skulle finde ud af, jo mere tid hun tilbragte her på stedet, så kunne denne lille pige godt bruge mange mange timer på denne ny opfundet leg som stalker af sit høje og langt ældre idol. Malikan smilte bare ved tanken om hende, og vidste godt, at den lille pige var til tider noget af en ballademager, som var lige så god som Payne, hvis ikke bedre pga hendes i særdeleshed uskyldige udseende med de rottehaler, som bare var prikken over i'et i ordet uskyldig. Så var hun god til at lege uskyldig, som en engle blid lille pige. Han var ikke i det mindste tvivl om, at dette lille pigebarn ville Payne nok få set mere af til end hun nok ville. Men han kunne også forstå det, den lille pige ved navn Isabella har ingen succubus venner, ingen til at forstå hende, ingen til at forklare, hvorfor hendes krops udvikler så hurtigt og hvad indvirkning det her. Ingen som kan på sammen måde snakke og forklare hende, hvordan man fortærer sjæle, da succubuser og sjæledæmoner ikke har sammen oplevelser. Der er ingen, som kommer til at lærer hende fra starten af, hvad nogle af de gode tricks er for at forføre andre, alt dette må hun helt og i særdeleshed gøre helt alene. Men måske ikke alligevel, for selvom Malikan for længst havde fornemmet, at Payne var lidt koldhjertet eller overfladisk, men som vidste alle reglerne og evt snydekoderne for spillet forførelsen. Så var der måske stadigvæk gemt nogle ægte blødende følelser dybt nede under metalribbene.

Malikan var ikke overrasket over hende reaktion, sådan var de flestes reaktioner, hvilket er rets så normalt og gennemtænk fra Vladimirs side af for. For det første gav det en stor ærefrygt og en fornemmelse eller til tider en illusion, hvor stor og magtfuld denne klan er, plus så kunne han vedligeholde hans families arv i ære, og skabe en hvis automatisk respekt overfor denne Valentine vampyrfamilie, som godt nok stod lige nu uden efterfølger, da Vladimir endnu ikke har kunne forvandle nogen til vampyrer siden blodkrigen mellem de troedende og ikke troende vampyrer, som gav den konsekvens, at vampyrernes højeste præst lavede en forbandelse til alle vampyrerne for at stoppe krigen. Krigen endte brat, da man fandt ud af, at dem man forvandlede om forblev døde, eller så forvandlede de sig til halve hybrider, som ikke kunne overleve længe. Racens egen instinkter for at sørge for racens overlevelse trådte meget hurtigt i kræft, da nu kunne næsten ingen forvandle nogen som helst, og det havde tyndet godt ud i vampyrbefolkningen, som nu mest består af de ældste og stærkeste vampyrer, da ingen nye vampyrgenerationer er blevet skabt end de meget få hist og her. Vladimir havde halvt opgivet for mange år siden af flere årsager at få skabt en vampyr af eget "blod", for det første syntes han, at der ikke var nogen grund til at skabe en tronarvefølger, som kun komme overtage, for vedkommende skulle være af sammen vampyrblod, ellers ville familien uddød. For hvis han skabte en, så ville der være endnu større chancer for, at han kunne blive dræbt, da den unge vampyr ville sikkert i de år vampyrteenagerårene, hvor de er ved at løsrive sig fra skaberen for at blive selvstændige vampyrer, så vil han eller hun helt sikkert gerne prøve at bestræbe sig på magt ved at vælte Vladimir af tronen. Godt nok som maker kunne han beordre vedkommende at stoppe, men hvis han ikke nåede det, så kunne han sikkert ende med en pæl igennem hans knastørre hjerte eller få en eller anden form for forgiftning, som selv kan dræbe vampyrer.
Den anden ting var, at han simpelthen ikke gad anstrengelserne og først begynde på det, når han begyndte at føle sig ældre end han allerede var, og når der var krisetid, hvor det kunne ende med at han kunne blive dræbt. Men heldigvis stod ingen som fjender som trussel i hans regnskab, da Militær militsen i Occulta samarbejder han med. Selvfølgelig kunne der komme nogle galningen hist og her, som ville virke som små jordskælv og ryste i fundamentet af hele organisationen, men han så reel ingen rigtig trusler lige for øjeblikket, da hans mafia er jordskælvsikret mente han selv..
Men tilbage til sagen, han havde valgt for mange år siden lige efter krigen og faktisk under krigen at gøre hele sin organisation tydelig for omverden og placere sin magtbog midt i hjertet af gamblerens sjæl i afskygningen af en storby. Selvfølgelig tog det mange år, før det hele var færdigt især med de store statuer, som han havde nøje udvalgt, og især hvis man var en kender af disse statuer, så ville man måske kunne se det geniale mønster sammenhæng imellem figurerne.
Vladimir var ikke en mand, som behøvede luksuriøse ting eller opvartning eller andet i den dur, faktisk lige siden han var ung havde han hadet det. Men mange års tilvænning havde gjort tilværelsen tålelig og måske lidt behagelig? Han havde ladet sig tilvænne sig dette, da han ved, at selvom meget luksuriøse ting osv kunne pisse nogle folk af, så gav det et synligt status på magt, hvilket ikke ville blive betvivlet. Hvis man ikke kunne se tydelig, hvem lederen var, så var der ingen chance for, at man kunne bibeholde sin magt, da der kunne jo være nogen, der fik den lyse ide med at overtage styringen i stedet for. Så efter megen nøje beregninger osv, så havde han skabt sig dette rum, så det nemlig gav det bedst mulige indtryk. Det ville få folk ud af forfatningen uden at hverken skræmme dem eller berolige dem, men så ville det give det klare tydelige tegn på, hvad denne mafia havde af ressourcer.

De genklang af stemmer fra de mange mennesker gjorde dog, at alt det som Payne følte var bare fantasi af hendes paniske følelser. Men dog med en undtagelsen, da selvom Vladimir var meget koncentreret i samtalen om, at give et tilskud til denne kvinde for hendes medicin, som om nogle måneders tid ville føde en ung søn af gode arvematerialer, som tilgengæld ville arbejde for Vladimir, når drengen blev voksen. Selvom det var langt inde i fremtiden, og selvom medicinen ville være dyr, så vidste Vladimir, at ikke alt gik op i penge, selvom det faktisk også i sidste ende ville betale sig, hvis man beregnede dominoeffekten. Hvis han var god for folket, så var der større chancer for, at de ville være gode imod ham, og man kunne da aldrig sige nej til, at få en ung frisk ny mand blandt rækkerne, hvis han dog levede op til kravene. For som Payne selv tænkte og havde udregnet, at vampyren kun ønskede det bedste, og de bedste, af dem alle. Men duften og fornemmelsen af denne Payne kunne ikke undgå hans opmærksomhed selv uden hans søster hjælp. Læben trak op i et skævt smil, da blikket blev sendt ned ad imod hende, hvor han så tydelig kunne så, hvordan hun var blevet overvældet af synet, og især kunne han lide hendes tøjvalg. Ja den reaktion havde han ventet, men var det et snert af frygt? Han skubbede tanken væk og vendte blikket tilbage på kvinden foran ham. Igen selvom hans opmærksomhed var på den lungesyge kvinde, så var havde han ikke sluppet opmærksomheden fra hende endnu, og han kunne godt fornemme, at hun virkede "mæt." For hun aura virkede meget mere frisk og livlig, syntes han.
De røde øjne havde dog for længst, før han blev opmærksom, blevet rettet imod hende, og en lille lav hvæsen kom ud imellem hendes tænder, mens hun lå uroligt i mørket i den anden ende af rummet. De grå øjne vendte imod væsnet med de røde slangeøjne, og Diana kunne tydelig føle det, hvordan hendes broder kiggede på hende, så stærkt, at hendes nakke næsten ville have blusset op i flammer, hvis blikket kunne. En knurren af utilfredshed slap igennem hendes læbeløse mund, hvor hendes krop satte op i fart og bevægede sig i dør bagerst i rummet for at få sin utilfredshed ud i frustrationer i noget levende mad.
"Så du har ikke hørt om denne sal før? Ja man kan vist godt se, at du ikke har været så meget herovre på østkysten af verden. Når men som du kan se, så er han fuld igang med at skulle hjælpe alle disse mennesker, som står i kø. Så det var noget med omkring dit værelse? Vil du have det, som du allerede har nu, det gamle som du vågnede op i eller vil du sove nede blandt de ansatte nede under eller ude i byen?"
Spurgte Malikan venligt, mens han gjorde anledning til, at de skulle gå igen. Mens han tanker gled endnu engang hen over i undrelse om, hvorfor Vladimir lige havde valgt at give hende det værelse? Det var mange 100 år siden sidst, at den blev brugt, faktisk omkring de 1300 år af det som Malikan vidste af.
"Og var det en bytur, som du snakkede om"
Sagde han med et smil og der virkede noget spænding i ham, som om han meget gerne ville vise hende byen. Payne ville nok ikke kunne undgå at se, at denne sandelver var blevet rets så glad for hende på meget stærkt venneplan. Men ja det var hun sikkert van til som altid, men hun ville nok ikke kunne gå at undre sig, at selvom hun vidste, at han havde sine drifter og han lige en gang imellem fik ører som rødglødende juletræer, så var han faktisk meget stærk angående med at stå imod hende seksuelt set. Dog hvis hun nærmede sig mere ham med sine følehorn, så ville hun nok kunne mærke, at den drift han havde var et stort ældgammel tom brønd, hvor der faktisk virkede til, at ingen havde nogensinde fyldt vand op i den for at mætte den.
Malikan kaldte en vagt til sig og sagde stadigvæk med sin lette venlige stemme med et lille fjerstref af utålmodig spænding.
"Vil du hende Shimigamien? Vi skal ud i byen."
Vagten nikkede og gik sin vej og ca 5 minutter senere kom en kvindelig skikkelse, som ikke var til at tage fejl af, hvis man vidste, hvad en shimigami var. Dødsgud var ordets japanske betydning og det ildrøde aggressive hår lå bølgende omkring hende, hvor huden var dejlig solbrun, tegn på, at hun tit var udenfor i solen. En lille pigge halsbånd sad tæt omkring hendes hals, som alligevel ikke kunne skjule de stærke nakkemuskler, som lå under den. Det sorte læder agtig tøj sad så tæt på hende som vand næsten ikke kunne hamle op med, hvor de svulmende let-gyngende bryster var under den let åbne læder jakke. Man kunne næsten skimte hver eneste muskellinje på hendes krop og arme, hvor hun dog ikke var overpumpet som en steroidekilling, men en meget muskelstruktur lignende en af kampsportens tidligere mester Bruce Lee. Små fine ildrøde ræveører stak op igennem hendes hår og det sammen gjorde en fin puffede hale bag hendes ryk, som rokkede lidt fra side til side i takten med hendes hofter gyngende gang. Praktiske støvler sad fastklemt omkring hendes ben, som ikke gav en lyd fra sig, mens hun gik sin imponerende gang. Det kunne godt være at Payne var smuk for det var hun, men hende her var en anden form for skønhed med de ravgyldne øjne som kiggede med en utrolig stor selvtillid og kamplyst, mens hun så vurderende på Payne, som virkede rets så ukampdygtig i hendes fine tøj. For selvom Payne var smuk, så kunne mange også være tiltrukket af en virkelig viljestærk og fysisk stærk kvinde, hvor Payne jo næsten lignede en spinkel ung teenager ved siden af hende. Kvinden her som nu stod næsten flirtende op af Malikan, var der ingen tvivl om, at hun var en fuldblods skindwalker, hvor hendes krop var som et kæmpe sæt af millioner af legoklodser.
"Det var mig, som du ville have ikke?"
Sagde hun smigrende, mens hun pænt ignorerede den succubus ved hendes side, hvor fingeren let strøg over hans kind med bandagen, hvor de ulvelignende kløer var blanke i genskæret af lyset. Ude over hendes sorte tøj, så havde hun en sort lang blank shotgun på hendes ryg, hvor de meget store kaliber patroner hang i hendes bælte ved siden af 2 håndgranater, 2 store knive og 5 mindre kasteknive og to dobbelt pistoler. Hendes skridt var meget hurtige og smidige, da hun stilte sig et skridt bagud med ryggen ret, hvor hun var lidt over et hoved højere end Payne, hvor hænderne var foldet sammen i militærstil, hvor hun bare stod og ventede på en ordre. Dog var smilet på hende røde læber tydelig provokerende, eller var det? Det havde en undertone af det, som virkede til at være henvendt imod Payne. På denne såkaldte Shimigami, som hun blev kaldt for, var der en badge over hendes ene store kvindelig store runde kugle, som viste at hun var af væsentligt mindre rang end Payne, da hun var kun tredjerangs med en lille stjerne over. Skindwalkers havde altid en tildens til at ligne deres ynglingsdyr, og selvom ræve ikke længere eksisterede pga deres mutationer osv, så de var endt som en anden race, havde denne kvinde hørt siden hun var barn fortællinger og beskrivelsen af en ræv, og der var ingen tvivl om, at hende her var et selvstændigt menneske, som var en, som havde lært ved snu og list at kunne klare sig, hvor hun dog stadigvæk kunne spille bedårende til tider, og der var ingen tvivl om, at selvom hun ikke havde de "snydekoder", som succubus havde for at forføre folk, så kendte hun lige så godt som enhver anden kvinde, hvordan man gjorde det, og hun virkede helt klart til at gøre det udfordrende foran Payne. For Payne kunne nok mærke hendes lyster, som var lige så sulten som en glubsk ulv, som kunne æde meget mere end hvad et normalt dyr kunne, da den skulle kunne overleve op til en uge uden mad. Men da hun stilte sig der efter nogle sekunder, så fik hun helt kontrol over sine følelser på ægte militærvis. Men helt klart på den måde ørene var vendt lidt i Paynes retning viste, at kvindens opmærksomhed var på Payne.
Malikan blev selv en smule overrasket, han vidste, at hun var lidt af en type, som kunne lide at provokere en, om det så er på den aggressive måde eller den seksuelle måde, bare det havde sammen effekt, og han følte tydeligt, at selvom hun har virkede flirtende overfor ham, så brugte hun det nu imod Payne. Rygterne var nået langt, og hende her Shimigami, som ikke var så godtroende overfor nye "udvalgte" eller andre, som bare syntes, at de var bedre end andre, har helt klart nok give denne kvinde blod på tanden efter udfordring. Malikan ville helst ikke blande sig i denne kamp, han havde set nok af altødelæggende psykiske kampe som kvinder kunne lave. Fejlagtig troede mange mænd, at kvinder ikke kunne finde ud af at kæmpe, og de aldrig havde et hierarki. Så tog de fejl, for kvindernes kamp var så kompliceret, at mange mænd ikke ville fatte det. Det er derfor, at mænd har en tildens til at ikke forstå hentydninger fra kvinder, da kvinderne ligger så meget i det, som mænd ikke normalt ikke ville, og denne kamp var i hvert fald ikke en, han ville være kludedukke i. Det ville ende med, at han kunne være kludedukken mellem to store farlige ulve, som hev i hver sin ende.

Payne vendte sig ikke om. Faktisk fortsatte hun utrolig upåvirket, og viste ingen tegn på følelse, overfor deres lille stalker. Udover med øjnene selvfølgelig. Flere gange under turen formåede Payne at drejede øjnene unaturligt meget rundt. I nogle bestemt lysvinkler kunne hendes øjne faktisk godt virke en anelse skræmmende, da de let kom til at se helt unaturlige ud. Som om, at der i virkeligheden ingen liv eller følelser var i dem. Men Payne havde for travlt med at lytte, til at noterer sig den slags. Selvom de høje toner kom bagfra dem, forsøgte hun flere gange at dreje øjenene så meget, at hun faktisk ville få et lille glimt af den unge succubus. Og selvom det var spændende at møde en af sin egen art, kunne Payne absolut ikke se nogen grund til at skulle forfølges. Det gjorde hende mistænkelig for, om det var Vladimir der virkelig havde bolden i dette spil?

Det blik. I sin overvældende situation nåede Payne præcis at fange hans blik. Det varede højst et par få sekunder, men det var mere end nok til at kunne bemærke det smalle smil på hans læber, til trods for afstanden i mellem dem. Paynes syn var umanerlig godt. Derfor var det heller ikke svært at bemærke, hvordan den røde slange var tydeligt utilfreds med Paynes tilstedeværelse. Hvad filen havde det kræ overhovedet imod hende?... Ahem, videre. Malikans stemme vækkede hende fra den knagende undren, og frembragte endnu et smil, efterfulgt af en eftertænksom mine.

"Jeg har aldrig hørt om denne sal, nej. Generelt er jeg en smule.. ukulturel. Jeg ved ikke så meget om ting, hvor mange folk måber og udbryder 'kender du ikke den eller det?'"

Payne lo stille. Der var ingen skam i livet her. Hun var en arbejdskvinde. Der var ingen tid til at sidde blandt vennerne og hører myter og fortællinger, eller tage på biblioteket for at studerer om god gammeldags viden eller historie. For Paynes vedkommende var det meste hun studerede våben og kamp. Desuden havde hun tilbragt det meste af sit liv i træning. Mindst 100 lange år..

"Desuden kom jeg ikke så meget ud. Men det er vel derfor, at jeg så gerne vil se byen kan man sige. Og ja, der er pænt mange! Men med hensyn til mit værelse.. Er der et, som du kan anbefale? Jeg vil meget gerne hører din mening. Bare ikke nede i byen.. Jeg vil jo gerne kunne kontakte dig."

Det sidste ord, blev selvfølgelig fulgt op på, med et drillende blink på det højre øje. Det var også halvt om halvt sandheden. Byen virkede for udsat. Desuden kunne Payne, når det kom til stykket, faktisk rimelig godt lide lidt glamour i livet. Payne sendte ham et lille nik, som tegn på, at byturen stadig var et ønsket emne.

"Shimigamien?.."

Kom det som et mindre og undrende udbrud fra Payne. Åh skønt.. Da hendes øjne først fangede skikkelsen få minutter senere, sank humøret utallige grader. Den skønne følelse af sjælen der lige var blevet frarøvet den nu døde skikkelse, sank ligesom utallige grader. Payne havde ikke det bedste forhold til disse dødsguder. De havde aldrig tiltalt hende specielt og, hvis hun endelig havde været så 'heldig' at møde en, var det aldrig endt specielt lykkeligt. Dog så kvinden her ud til at kunne blive den værste. Malikan var ikke direkte Paynes. Og slet ikke på listen over fyre der skulle nakkes eller scores inden hjemturen. Men Payne havde absolut set sig fast på, at elveren nu hørte ind under hendes domæne/territorie. Og derind vadede andre ikke bare, medmindre de ønskede en seriøs omgang høvl. Derfor ville både Malikan og Shimigamien kunne fornemme et slags koldt pust. Payne strammede omhyggeligt hænderne sammen, til to hvide kugler, hvor kløerne pressede på for at vokse sig ud og blotte sig mod den rævelignendes ansigt. En lav brummen kom dybt fra Paynes strube, inden hun fik helt styr på sig selv. Kulden forsvandt i en mildere grad, alt imens Paynes smil voksede sig falskt mod Shimigamien.

"Det ville da være dejligt, hvis denne yndige Shimigamie kunne vise os vej. Tja, hun kunne vel være vores, hvad hedder det.. sporhund? Så kunne du og jeg, Malikan, jo altid følge trop bagefter. Jeg føler nemlig dit selskab yderst betryggende.."

Paynes lumske men bløde blik rettede sig øjeblikkeligt mod Malikan, alt imens hun kælende placerede sin hånd på hans skulder. Hendes stemme var ægte og fuld af varme og dybe følelser. Det var også en del nemmere, da Payne faktisk ikke løj. Hun ville hundrende gange mere, foretrække at følges med Malikan end med den.. den.. veltrænede ræv! Desuden lod begge parter til at kunne huske, at Payne faktisk havde set lidt af det under bandagen, men hun lod alligevel slet ikke til at ville lade sig påvirke af det. Tværtimod trådte hun sig faktisk et par skridt nærmere, den yderst venlige elver, blot for at mærke deres sider mod hinanden. Samtidig sendte hun et djævelsk grin i rævedamens retning. Tag den moster.

Det undrede Malikan, at hun ikke var kulturelt, hun lignede jo allermest en fin kvinde, som hørte til selskaber og sådan noget, men som han selv vidste, så var hun fysisk alt andet under overfladen. Mens hun havde ligget langt væk i drømmeland af bedøvelsesmidlets magt, så kunne han ikke have haft undgået at have haft set, at hvor veltrænet hendes krop var, som viste helt klart, at hun var militærtrænet.
"Jamen så har du i hvert fald noget, som du kan blære overfor de andre om.
Det gav et ryk i ham, da hun sagde med sin smigrende stemme, "jeg vil jo gerne have kontakt til dig." Det gav en underlig rislen ned igennem rygraden på ham, og hvis han havde haft den af metal, så havde den helt klart knaget. De små fine spidse elverøre blev lettere røde igen, og kiggede hurtigt omkring før han kiggede med tydelig undrelse på hende. I sit stille sind tænkte han, kvinder dog! Ikke til at forstå. Så han prøvede så godt, som han overhovedet kunne for at bare ignorere den bemærkning. Selvom nu vidste han dybest inde i sin sjæl, at han var screwed, da nu havde Paynes lange fangearme af aura og forførelse nået dybt nede og grebet fat om de svageste punkter, hvor han var nu blevet til en mindre uselvstændig dukke for hende.
"Jeg vil anbefale det fine værelse, som du selv vågnede op i, det er det bedste værelse i hele borgen eller i hvert fald det, som jeg ved af. Den har de bedste faciliteter og den bedste udsigt over den smukkeste del af byen.
Sagde han med en meget neutral stemme, som lød lidt falsk, fordi han gjorde så meget ud af at kontrollere den.

Ja nu var hun jo ikke ligefrem en rigtig dødsgud, men blev kun kaldt det af gode grunde. Men selvom Skindwalkeres ikke åd sjæle, så blev enhver sjæl påvirket af deres drab og hendes sjæl var nok lidt af et pragteksemplar angående med hvor mange liv der lå på samvittigheden, selvom kvinden ikke havde ligefrem en samvittighed overfor sådan nogle.
Smilet på de røde læber blev bare større, da hun kunne se, hvordan hendes tilstedeværelse påvirkede den succubus. Hun grinte højlydt inde i sig selv, hvor ynkeligt, hvordan kunne hun være en udvalgt? Jo hun er åbenbart udvalgt til at være den ynkelige, den gamle mand af en vladimir må vist have haft slugt sig et par søm eller blevet for senil på hans gamle dage. Shimigamien kunne helt klart fornemme og næsten bogstavlig talt lugte, hvordan denne kvinde havde afmærket Malikans som hendes territorium, hvilket bare var endnu mere en grund for hende til at være flirtende overfor ham. Hun elskede at være den lille gavtyv af en ræv, hun frydede sig over at stjæle maden foran andre, og selvom han ikke var mad, så var han i dæmonens øjne hendes ejendel. Et hånligt medynk blik røg hurtigt på Payne, hvor øjnene sagde så tydelig "Nååårrrhhh har du fået taget din sut fra dig, hvor syndt"
Malikan var tilskuer, og som en seer, som ser en serie, hvor man kan se, hvordan alle skuespillerne føler det osv, så kunne han tydelig se det lige så godt, som de to kamphøns kunne, og det fik ham lige til at synke engang. Hvor han for et sekund kunne føle de to sæt negle borer i hver sin arm og rive ham midt over, som en kludedukke!

Kvinden med det røde hår gav en lige så følelsesladet latter som hendes hår glødede, hvor hun grinte ikke særligt varmhjertet, men tydelig af hvor komisk hun syntes det var.
"Jeg er jeres lille kære bodyguard"
Hun rykkede tæt op af Payne, hvor hun automatisk så ned på hende pga hendes højde.
"Så lille fine prinsesse på ærten skal faktisk lede mig omkring"
Hvor hendes læber trak sig op i et ulvegrin, hvor hendes ulvelignende tænder blev blottet, og hvor Payne kunne se sit eget spejlbillede i hendes meget blanke gyldne øjne.
Et øjeblik gled Malikans øjne i som et suk, da han mærkede armen på hans skuldre, kampen var fuldt ud i gang, dette var den kolde krig! Ræven gloede olmt på hende for et øjeblik, hvor kinderne med de mange velplaceret fjerner syntes at næsten få lidt mere farve. Men så forsvandt de med et skævt smil, hvor øjnene tydelig sagde sit eget sprog. Bring it on bitch! Der gik en let kløen igennem hendes fingre, hvor hun havde lyst for et øjeblik til at blive happystabber. Ooohhhh hvor ville hun dog bare nyde at stikke kniven igennem dette fine kød på denne tynde kvindes krop, eller hvordan ville det dog ikke føltes at tappe den bitch med hendes dejlige babe på hendes ryg? Mange scenarier for igennem hendes hoved, som ikke blev mildere scene efter scene. Men selvom hendes følelser var som en vulkan og hun havde trangen og behovet for at dræbe, så satte hun alligevel en højere ære i at gøre hendes job, og hun besluttede, at jo længere hun holdte det pigebarn i live, jo længere tid ville hun kunne få lov til at pine og mobbe hende! Så det må koste, hvad det vil, for nu så hun Payne, som sit legetøj og ingen andre skal lege med hende end hende selv.

Malikan prøvede at stoppe kampen imellem dem, ved at begynde at snakke om noget andet.
"Når men vi skal afsted nu, mens natten er på sit højeste, der kan du rigtig få lov til at opleve byens fulde liv."
Sagde han med et smil, mens han begyndte at trække med hende udenfor. De kom først ud til den store have og gård, som lå foran borgen, hvor mange vagter vandrede omkring, og hvor en høj mur markeret skellet mellem by og grund. Ræven fulgte bare lige bag ved dem, mens hun havde et lumsk smil på hendes rosenrøde læber, hvor hun gik veltilfreds, mens hun sammentid holdte øje med alle omgivelserne for at nå at forudsige en handling, før den nåede at ske. Men så gik hun lige nogle hurtige skridt før de var på vej ud af porten, hvor der stadigvæk var en kø af mennesker. Hvor hendes læber var få centimeter fra Paynes.
"Jeg skal skam nok passe på jer, intet skal ske noget med min lille nye legekammerat"
Vagterne ved porten kiggede kun hurtigt, da allerede synet ved Malikan krævede ingen nærmere opmærksomhed, da han gik, som det passede ham. Men flere af vagterne, som havde hørt rygterne, kiggede en ekstra gang på Payne, hvor igen fokuserede på deres job. Vejen udenfor var i et stort t-kryds og den var total fyldt op med mennesker, hvor man ikke kunne se nattehimlen, fordi de mange lysende ting lavede en tydelig lys forurening, som ikke tillod lysende fra de små huller i det sorte tæppe komme igennem.
Det ville være noget af sådan et kultur chok at komme herud, for inden for havde der godt nok være nok af mennesker og væsner, men her var total proppet med mennesker i alle genre. fra små til store, fra dæmoner til engler alle færdes her for de utallige formål de end kunne have i byen. Men helt klart det mest dominerende mål var gambleriet, hvor grådighedens dødssynd havde for længst taget i næsten alle her i byen. Selvom de fleste mennesker gik i deres egne verdner og var ved at støde ind i dem flere gange, så var det tydeligt at dem, der end fik glimtet af Malikan eller badget på hendes tøj undveg dem med respekt. Herude var luften også fyldt med de mange sjæle, som var ødelagte af korruptionens mørke. De var på de fine gader, hvor de var de rige, som gamblede her, men hvor man i vinduerne kunne se letpåklædte kvinder friste enhver sjæl til at have nogle hyggelige stunder med dem for en sum penge.
"Hvis du skal gamble og har råd, så gamble helst her i disse gader, da det er langt bedre end de gambler steder længere væk fra byen. Las vegas er ikke en undtagelse angående med fattige væsner, og du vil se væsner uden det mindste tøj på kroppen fordi de simpelthen har tabt alt i spillet. Det er derfor mange står også i kø til Vladimir, fordi de gerne vil have betalt deres gæld af, da de har mistet alt og næsten alle stederne er eget af mafiaen."

En kvinde ca 10 meter væk ville nok ikke undgå Paynes opmærksomhed, da folkene undveg hende pænt, da hun havde to bodyguards bag ved sig, som var to yngere vampyrer, som var tvillinger, hvis man så nærmere på dem. Den ene til kvindens højre side var en kvinde med en meget stærk muskulatur og den anden var en høj mand, hvor de smidige bevægelse tydelig bevidnede, at han var trænet i hurtig nærkamp. Men det var ikke dem, som fangede interessen, det var den kvinde, som gik forrest imellem dem. En sort general militær hat med goggles pyntede hendes hoved, hvor de ildrøde halvlange fønix lignende hår bølgede under den. Strams siddende sort militær tøj sad på hendes krop, hvor hun gik med en fuldstændig yde som en leder. Men det som nok fangede Paynes blik var hendes øjne, de grønne øjne havde et underligt unaturlig skær, som tydelig bevidnede at de var falske, hvor øjnene næsten syntes at zoome ind på Payne, hvor et gådefuldt smil gled på hendes læber. Ræven havde set kvindens interesse, men vidste godt hvem hun var, så derfor rykkede hun sig kun en smule tættere på Payne, for at vise, at hun forsvarede hende, men ikke var nogen trussel for den kvinde. Hvad Payne også kunne fornemme, så var det hendes sjæl, som var så karakteristisk for hendes race. Sjælen var forkrøblede og mørk som en Clomans sjæl nu plejede at være. Sjæleædende væsner holdte sig helst væk fra Clomans, da de var et usselt måltid, da deres tit korte liv intet havde opnået for at fyldiggøre sjælen, og alle clomans sjæle var forpint af de mange psykiske lidelser, som prægede dem, fordi de aldrig havde haft en barndom, men som var født voksne. Hvis Payne dog havde mødt clomans før, så ville hun kunne mærke, at hendes sjæl virkede lidt mere stabil i forehold til andres, som bevidnede at hun var en ældre clomans. Kvindens slap ikke Payne med sit blik, før hun var gået forbi hende, og der var ingen tvivl om, at hun havde en vis interesse for Payne, god eller dårlig var dog uvist.
Kvinden kiggede tilbage igen, hvor Payne kunne føle, at hun kiggede på hende eller hun fik i hvert fald en meget ukendt opmærksomhedskrævende fornemmelse. Det var en dybtindtrængende følelser, der gik tydelig ned i hendes metalknogler, faktisk kun i hendes metaldele. Men når Payne bestod af meget metal, ville hun nok mere føle det som hele kroppen. Det var som et let klem, næsten når man gav et venligt hilsen håndtryk, som lige markerede ens tilstedeværelse, men som også anerkendte den andens. Hvis Payne vendte sig om, så ville hun se kvinden lige skæve med blikket, så hun lige nøjagtig kunne se Payne ud af øjenkrogen, hvor øjnene var knebet let sammen, og hvor et mystisk smil sad klistret på hendes læber.

Det blev blot til et skuldretræk, da Malikans ord, kunne betyde mange ting i Paynes eget hoved. Selvfølgelig havde hun været meget, meget langt væk under hele operationen, og derfor var hun ej bevist om, at Malikan faktisk havde set hende indefra. Som ordsproget jo så smukt lød; 'Skue ikke hunden på hårene'. Den havde Payne måtte sendte med milde tanker til flere af de folk, som hun havde socialiseret sig med, gennem sit forholdsvis korte liv.

Dog kunne Payne ikke undgå at mærke et bredt smil vokse, da den tydelige forandring trådte i kraft hos den nu højrøde elver, da ordene sank ind. Det var utroligt så lidt der skulle til ofte. Men, som det var let at føle hos Malikan, var han en tom, tom brønd. Måske.. Hun kunne hjælpe ham senere hen?

"Du lader til at have en fortræffelig dømmekraft, Malikan. Jeg vil gerne bruge det værelse så. Desuden ved du da, hvor jeg befinder mig så."

Taknemmeligt strøg hun en finger op over hans ørespids, alt imens hun fnes kort. Smilet blev dog fjernet, som dug for solen en ultra varm sommerdag, da ordene bodyguard blev slynget i ansigtet på Payne. Automatisk stivnede hendes bevægelse på Malikan, hvorefter han mere blev brugt som en slags støtte. Bodyguard?! De lavede sjov! Det skulle de bare.. Payne rettede sig op i sin fulde højde, der i sig ikke var særligt imponerende, men blev hjulpet lidt afsted. Det var næsten så man kunne se de spændinger der foregik i hendes kunstige øjne, da hun vredt gav sig i stirrekamp med den rødhårede dame.

"Bodyguard?.."

Kom det mere hvislende end ønsket, fra den strammede kæbe. Det var næsten lige før, at Payne havde taget sig selv i kæben, flået den af, smadret den i jorden, hvorefter hun hysterisk havde sparket livet ud af kvindemennesket foran hende. Eller smadret hende med metallet fra kæben.. Interessant mulighed.

"Jamen, det lyder jo vidunderligt. Jeg ser virkelig frem til at tilbringe noget tid i byen.. med jer begge to."

Paynes egne læber, gled tilbage i noget der skulle have været et falsk smil, men det blev nærmere et tættere forsøg på ikke at snerre af kvinden. Selvom Paynes tandsæt stadig var normalt, og næsten skræmmende hvidt, kunne man næsten se, hvordan hjørnetænderne meget langsomt gled ned i noget der kunne ligne en panters. Hentydningen taler for sig selv. Jeg. Slår. Dig. Ihjel. Bitch! Med et enkelt fnys trak hun sig tilbage, og placerede en enkelt arm omkring Malikan, iskoldt stirrende på Shingihamien.

"Ja, lad os endelig gå."

Mere eller mindre frivilligt blev Payne trukket med udenfor, hvor hun tilfreds med at være foran ræveskikkelsen, gav sig til at trippe roligt, med vuggende hofter selvfølgelig, lige ved siden af Malikan. Men i øjeblik, hvor et desværre allerede velkendt ansigt dukkede op lige foran hende, brød lidt af facaden. I en snerren, som kun ræven ville hører på grund af alle menneskerne, hvislede hun hidsigt tilbage, med de lange tænder advarende blottet.

"Lad os nu se, hvem der leger med hvem her!"

Øjnene stirrede stift med en hidsigt mørkebrun farve, inden hun fortsatte meget nær Malikan. Og hun blev ikke skuffet. Det var noget af et fascinerende.. chok.. at se en by som denne. Essensen af liv, sjæle og bankende hjerter næsten overalt, var som at sætte et menneske ind i et lukket rum, med flere hundrende radioer på fuld drøn, med hver deres kanalindstilling. Til en start var det næsten lige til at blive dårlig af. Især, da hun ikke kunne tillade sig at stikke af og udforske byen på hendes egen måde. Hun kunne heller ikke tillade sig at være direkte autoritær, da hendes mindste bevægelser, efterhånden blev opsnappet.

"Jeg har nu hverken de største behov for at gamble, eller rejse, lige for tiden. Men giver Vladimir så penge og midler til en enhver som spørger?"

En anden sær fornemmelse, der nærmest krøb op af Paynes hud, fik hende til at dreje hovedet, så snart svaret var smidt. Jo, Clomans havde Payne skam haft selskab af før. Men de var ikke noget hun specielt gerne omgik sig med. Deres sjæle var usle, og mørke, samt deres kroppe var som at spise.. dåsemad. Masseproduceret. Næ, så foretrak man langt hellere den luksus oppe på slottet, hvor alle midlerne stod frit til rådighed. Den eneste grund til, at Payne nogensinde skulle trække til så usle midler var, hvis hun pludselig skulle befinde sig i situationen i at bo på gaden. Der duer alt vel? Men nysgerrigheden pirrede Paynes egne lysebrune øjne. Hun kunne næsten selv fornemme, hvordan de gensidigt forsøgte at zoome ind på clomansen, alt imens hun pænt ignorerede ræven der pludselig trådte lige lovlig nær.

"Hvem er er det?"

Payne behøvede ikke at dreje sig. Tonefaldet og kropsproget indikerede tydeligt, at hun udelukkende spurgte Malikan.

Malikan kunne godt se, hvordan det hele var ved at frembruse eskalerende, hvor den iskolde mur af sne væltede ned af bjerget og bare var ved at blive større og større, især da Ræven ikke syntes at ville slippe sit nye legetøj, hvor hun blev ved med at poke, at gø og ruske med dens legetøh. Så da det sidste gø lød, som var nok lidt mere end nok for den kvindelig enlige ulv, som egenligt stod foran ræven, fik Malikan til at reagere.
"Ja hun er en bodyguard, men for mig, fordi jeg nemlig ikke kan kæmpe og forsvare mig"
Sagde han beroligende og så indtrængende på hende, hvor han så let tog hendes hånd og lagde den på hans overarm.
"Du kan selv mærke, der er ingen muskler her"
Sagde han med et smil, og hvis hun mærkede efter, så kunne hun faktisk mærke, hvor ultra tynd han var, for selvom elvere var tynde af natur, så var der næsten intet på denne knogle end hud og få tynde muskler. Men noget andet, som også ville forudrolige hende, så var det, at selvom knogler var hårde, så fornemmede hun næsten, at denne knogle var ikke almindelig. Den var af metal! Malikan vidste, at han måske kunne blive lidt mere afsløret for, hvad der gemmer sig under hans klæder. Men hellere det end at to kvinder komme til at splitte stedet fra hinanden eller evt ham selv. Dog var han sikker på, at selvom han havde været god til at skjule ting, så måtte Payne som cyborg have gennemskuet, at han selv er cyborg. De mandelformede øjne kiggede på hende, hvor følelser af genkendelse og en form for forventende forståelse, men også et blik der sagde, dette er imellem os to. Det var nok derfor, hvis Payne lagde to og to sammen, at han syntes, at have knyttet sig så hurtigt til hende, for han var selv cyborg, hvor han bare igennem mange år, siden han var lille, var blevet ekspert i at kunne skjule det for mennesker. Der var så nu to personer, som vidste, at han var delvis af metal, det var denne smukke Payne foran ham og så er der den gamle magtfuld blodelskende person, som dengang fik reddet ham fra den visse død og betalte for disse dele. De smertefulde minder dukkede op, hvor han huskede de mange år, hvordan han havde levet i smerter over de ødelagte nerver, som hele tiden gav ham kroniske smerter, hvor han siden da har udviklet en mild bedøvende medicin, som han tog hver dag. Men også hvordan det havde gjort ondt i starten, da han havde fået skiftet nogle af sine dele af sig selv ud med metallets kolde og uorganiske overflade.

Mens de gik i byen, kunne Malikan godt mærke, hvordan hun virkede meget anspændt, hvor han godt kunne gætte sig kilden ude over den Ræv lige bag ved dem.
"Du skal nok også få lov til at udforske byen for dig selv. Lige nu skal jeg bare sætte dig ind i tingene osv, så får du fri leje, du kan selv tage ude på dine egen missioner, men så vil den der badge dog lyse op, hvis vi har brug for dig. Dog ville jeg anbefale, at du blev her i byen i et stykke tid, så alle får kendt til dig og dit navn, da det giver dig fordele ved de andre områder vi ellers også har styringen, og jeg tror minsandten også at Vladimir vil have dig, at du bliver i byen, for jeg er ikke helt sikker endnu, hvad planer han har med dig.
Sagde han venligt og roligt, men hvor den sidste sætning var tydelig understreget af hans egen undrelse. For han havde virkelig ingen ide, hvad han ville, men det plejede man heller ikke før han selv afslørede det.

Ræven frydede sig over hendes opførelse, hvor hun næsten svævede gik på tåspidserne over den dybe tilfredsstillelse, hvor hendes smil blottede op i et stort sylespidst ulvesmil, da hun hørte Paynes snerren. Hvis det ikke var, fordi Payne kunne se det, så havde hun haft gnedet sine hænder imod hinanden med stor veltilfredshed. Men selvom Malikan lige havde fortalt, at han havde brug for hende til at forsvare ham, så vidste Ræven godt, at det var kun delvist sandt, da Malikan normalt aldrig tilkaldte en bodyguard, selvom hun vidste, at han ej var stærk. Dog havde hun total respekt for Malikan, at hun ikke ville ødelægge hans forsøg med at stoppe hendes og Paynes kamp imod hinanden. Respekten var velfortjent, da Malikan altid havde været ordenligt overfor hende, og havde aldrig blæret sig eller andet. Men ja hvad havde han at blære sig med egenligt? jo han var Vladimirs højre hånd, men det var tydeligt, at hans lægelige kunstskaber og viden for planter og andet kunne ikke kompensere for det, som lå under de klæder. Ræven havde flere gange prøvet at finde ud, hvad der er under de klæder. Men de få gange, hvor hun havde set ham alene kigge ud af vinduet på kæreste par og mennesker og sukke hjerteskærende med lige så udtryksfulde og følelsesladet øjne, havde fået Ræven til at trække sig tilbage fra sin nysgerrig korstog for at få tilfredsstillede sin egen egoistiske søgen.

Malikan smilte over hendes spørgsmål, dette var lige i hans ynglings element, hvor han elskede at hjælpe folk og stille folks nysgerrighed på de fleste områder.
"nej det gør han skam ikke, han er en forretningsmand. Han ved, hvad han skal have for tingene, og han ved, hvor han kan finde fortjeneste, hvor andre normalt ikke kan. De fleste folk, som kommer i gæld, skal arbejde for ham, så det er win/win situation for dem alle. Nogle betaler han gælden for, for at nemlig kunne få gælden betalt senere ved værdifulde tjenester. Nogle har selvfølgelig haft stukket af til den tid, men så fandt de tit dem selv i en menneskejagt, som ikke endte særlig godt for dem, hvis man kan sige det sådan"
Han havde ikke lige lyst til at nævne, at dem, som havde været virkelig storsnydere eller forrædere var blevet klynget på pæle og spyd hist og her på de store veje på deres territorium for skræk og advarsel til alt og alle for, hvad de i hvert fald ikke skulle gøre imod klanen.

Denne dåsemand var dog en meget delikat dåsemad, hvis man så det fra en skyggedæmon eller en succubus side af, hvis man så på en clomans skygger. Da clomans tit var så unge og led af de så mange utallige psykiske problemer, så fik de næsten alle en meget stor skygge, som var større end de fleste væsner normalt kunne opnå. Især det som var ekstra delikat, var at skyggerne var unge og friske, som fungerede ligesom ren sukkerfyldt chokolade. Som var så lækkert, at man ikke kunne få nok af det, men tilgengæld mættede det ikke som de tunge gamle skygger. Men det afholdte ikke normalt skyggeædende væsner fra at ville have dem alligevel og fortrække dem frem for andre.
Malikan kiggede bagud efter kvinden og så undrende nysgerrig efter det hoved med de ildrøde fønix hår.
"Hun er en meget betydningsfuld person, som du nok kommer til at se mere af, jeg tror, at hun er på vej op til Vladimir.
Sagde han tankefuldt mere henvendt til sig selv, og så blev han klar over hendes spørgsmål.
"Har du nogensinde hørt om klanen the Shadows of the ravens?"
Spurgte han nysgerrig, mens han så på hende. Ræven rykkede tilbage på sin plads få skridt bagved Payne. Hvis Payne havde arbejdet meget i underverden og i andre bandeklaner som The leones, så ville hun helt sikkert ikke have gået glip af at høre navnet the Shadow of the Ravens. Klanen kunne høres i næsten alle verdenshjørner i dette land, hvor der var ingen tvivl om, at de fortjente denne berømthed. Klanen var mystisk, og man havde ingen anelse, hvor stor klanen var. Men man vidste, at de havde tilholdssted i den utilgivelige ørken the bleeding desert, hvor de fleste holdte sig langt fra. De var kendt for deres mange meget kompliceret og svære missioner og kup, som de har udført, og man vidste ikke, hvad direkte formål de havde, men i hvert fald var deres medlemmer ikke utalentfulde og de siges at være håndplukket hver enkelte af dem af selveste lederen, som var det eneste kendte medlem af klanen. Dronningen Medusa, som hun også var kendt for, havde mange beskrivelser, men det ildrøde hår, det humørsvingende humør og clomans og cyborg oprindelse var nok ikke noget, som rigtig blev forandret fra beskrivelse til beskrivelse.
Denne kvinde kiggede dog tilbage med hende, hvor hendes hoved var kun lige knap drejet, så øjnenes syn lige kunne se hende ud af øjenkrogen. Samtidig følte Payne en meget underligt fornemmelse, nok noget hun har aldrig prøvet før. Den gik dybt nede i knoglerne, der hvor metallet sad under den silkebløde hud. Faktisk var følelsen kun i hendes metal, men da Payne havde metal i resten af kroppen, så kunne hun nok ikke undgå at mærke, som om det var i hele kroppen. Den ukendte følelse var ikke direkte dårlig, bare foruroligende. Den føltes næsten som et lille klem, når man gav et venligt gestus, og som hun også ville se, hvis hun kiggede bagud, så var der ingen tvivl om, at denne kvinde var grunden til denne fornemmelse. Men hvordan kunne hun det? Hun var bare en clomans, måske et eller andet apparat? Men intet var afsløret i det sammenknebet øjne, hvor et mytisk smil spillede på sine læber, og hvor hun lige tog fat i hatten og rykkede den engang ned i en venlig hilsen. Mens en mekaniske hale dukket frem fra hendes klæder og svingede legende frem og tilbage, hvor blikket vendte sig om og fulgte gåretningen.

Payne kunne ikke holde latteren tilbage. Iveren for at stoppe de to kamphøns, brusede ufrivilligt ud af Malikan, som en hane åben for vandet. Måske ikke på måden, så både dæmonen og ræven ville få det at vide. Men den måde, hvor han forsigtigt tillod sig selv at tage hende selv, og faktisk lade hende berøre hans krop. Godt nok med klæder imellem.. men det virkede som et stort skridt. For få minutter siden, havde elveren knapt kunne se hende i øjnene, hvis hun havde valgt at blinke til ham. Og i så fald havde han kunne sammenlignes med en tomat.

"Min kære Malikan.. Jeg er sikker på a-..."

Payne tav. Hendes hånd klemte hverken synligt eller synderligt hårdt, omkring den spinkle arm. Men alligevel kunne man fornemme, hvordan stoffede bevægede sig let, da hendes fingrene undersøgendes pressede sig nær huden. Dybere ind til det metalliske. Dybere ind til personen som virkelig gemte sig under klæderne. De mørke øjne lod sig spærre en anelse op, inden hun ganske langsomt drejede hovedet mod Malikans blik. For en gangs skyld, havde planen faktisk virket perfekt. Ræven var som skudt ud af dette univers. Malikan gav... mening. Deres 'stærke bånd' var allerede blevet forklaret af flere andre årsager. Men netop dette.. viste hende, at Malikan følte sig knyttet på et helt andet level. Såvel, som hun nu ville se ham i et helt andet lys. Måske var dette knap nødvendigt for missionen. Men det var en del af livet for Payne selv. Hun blev aldrig sig selv igen. Hun ville aldrig kunne mærke af følelsen, af en helt ren krop, hvor både organer og kød var fri for mekanismer og de forøgede goder. Men dette kunne hun nu.. sammenligne. Dybt fascineret af Malikans skjulte skikkelse, lod hun sin arm falde igen. Måske var der virkelig behov for at få fyldt den brønd op. Måske var der behov for.. et grundigt kig. Skumle planer blev lagt, bag milde øjne.

Dæmonen nikkede artigt, mens blikket kortvarigt fløj ned til badget som hang noget så fint. Selv elveren lod ikke til at vide, hvad hun skulle bruges til. Var det et godt tegn? Selv var Payne i tvivl. Forskellige scenarier af hendes forskellige legemsdele brugt som hundemad for Vladimirs to 'kæledyr' fik passeret gennem det metalliske hoved, inden hun forsigtigt rystede det af sig.

"Jeg vil formodentligt blive her i byen. Jeg føler mig ikke interesseret at skulle for mange andre steder hen. Måske en sjælden gang, i ny og næ, blot for en aftenturs skyld. Men ellers har jeg ingen ønsker om at opsøge stederne igen."

Svagt håbene om, at ordene ville give Malikan ro i hjertet, og få dem til at stole på, at Payne ikke havde planer om at stikke af til dumme sager, fortsatte hun roligt sin gang. Endnu engang fik hun koncentreret sig mere om at lytte til de nyttige ord, end til at studere alle de fremmede skikkelser og bygninger foran, bagved og ved siden af sig. Hun kunne ikke lade være med at le kort, da hun vendte sit smukke, blege ansigt imod ham.

"Tror du, at Vladimir har planer med mig? Som en arbejder?.. Indtil videre, har jeg forblevet meget anonymt, ikke at der er noget galt med det.. Men det virker som om, at vor kære Vladimir først og fremmest søger situationer, der gavner begge parter. Og jeg kan ikke se, hvordan jeg rigtig kan gavne ham. Endnu. Manden kan jo være klogere end rygterne går på."

Der var intet hoverende, nedgørende eller diskriminerende over Paynes ord. Blot ren, næsten barnlig nysgerrighed. Hvis der var de mindste ord, som hun kunne vriste ud af Malikan, ville hun bruge dem, til at forberede sig rent mentalt på, hvad Vladimir havde i tankerne.

"The Shadows of Ravens?.. Er det?.."

Igen fik Malikans ord hende til at reagere. Hun måtte virkelig til at styrer sine overraskede øjeblikke. Selvom Payne nok engang var hård som sten, og toptrænet, vakte hendes nysgerrighed, til hendes ærgelser, altid barnet frem i den dæmoniske krop. Det var som om en lille ny gnist tændtes, for hver gang folk nævnte farlige situationer, mystiske mennesker eller måske livstruende øjeblikke. Det var her Payne holdt sig selv igang. Hun levede i nuet. Ikke i fortiden. Nuet krævede mad og fare. Ikke at dvæle ved minder, ømheder og tanker. Derfor kunne hun vælge sig selv, til at virke så hård. Hun havde valgt at være intet mindre end konsekvent. Ville man have noget, måtte man ofre resten.

Med de tanker mødte hun atter kvindens blik. Tankerne der før havde kredset om Clomans afskyelige skikkelser var atter borte. Hvis dette var Medusa, som rygterne faktisk lagde op til, virkede hun pludselig langt mere interessant. De dufte, de øjeblikke hun fangede, ved stadigvæk at stirre, fik en underlig interesse til at vågne. Hvem var denne kvinde.. og hva-.. Ubehag. Payne trak hovedet lidt til sig, som en hund der havde slumret, og pludselig fornemmede en mørk skikkelse nærme sig. Ubehag. Meduse havde, eller rørte hende. Blikket fortalte det hele. Metallet knagede af ubehag, da Payne spændte efter i kroppen. Jo, alt var intakt. Men den omklamrende følelse af, at nogen lige havde lagt en klam hånd omkring hendes inderste, kunne ikke slippe. Hvad var der lige sket? Skyndsomt fjernede hun blikket, og hastede atter efter Malikan. Halen blev bevidst ignoreret. Pludselig følte hun sig meget, meget udsat. Denne tur måtte gerne snart slutte. Hendes skikkelse var også ændret. Hun virkede.. sammenkrøbet.

Mens han tog hendes fine hånd og lod den mærke hans krop ude på klæderne, så havde hans observerende øjne ikke sluppet hende. Han prøvede at sluge enhver detalje med hans grønne milde mandelformede øjne, fordi det var en vane, han havde skabt siden udlykken. Når man ikke kunne lege med de andre, så måtte man bare observere dem. De grønne øjne syntes at fornemme, hvordan hun blev lettere overrasket over hans reaktion, hvor han så lyttede til hendes søde stemme, hvor han kunne godt lide, hvordan hun udtalte hans navn på. Men helt klart den pludselig opbremsning kunne selv ikke komme uset forbi rævens snyde. Kvinden gloede med hovedet på skrå, mens hun så på en eller anden form for kontakt imellem dem. Hun havde lyst til at blande sig, ødelægge øjeblikket, men respekten for Malikan var større en som så. Så hun holdte sig tilbage, som enhver bodyguard skulle gøre, når master og de andre snakkede om private sager. Ørerne vendte sig i anden retning, hvor hun valgte at kigge på omgivelserne. Dog havde hun ikke indset, at kampen var tabt endnu imellem dem.

Malikan mærkede enhver trykken, som hun forsigtigt lavede, hvor hans øjne faldt roligt i et øjeblik og kiggede på hende med et mystisk smil i hans øjne af fortrolighed. Øjenlågene faldt roligt i igen, og hvis man kendte til katte psykologi, så blinkede kattene altid med vilje langsomt, for at vise, at de følte sig tryg ved det andets selskab, og de ikke følte, at de skulle holde øje med enhver ting for ikke at blive angrebet. En dyb vejrtrækning kom, da han så, at hun nu vidste det, hvor det kom mere eller mindre ud som et lydløst suk af en form for lettelse. Han havde ikke haft planlagt, at han skulle have vist det til hende, en hemmelighed, som han helst ville have holdt i hemmelighedens mørke, som ville følge som en stalker, som lige ville skabe den ekstra kontakt af måske venskab, men som ikke ville blive blottet for lyset.
Men det havde føltes lettere end han havde troet, at det ville være. Selvom han dog aldrig havde haft et behov for at fortælle det, da alderens visdom havde for længst gjort kål på sådan nogle følelse og desuden, så var han en ørkenelver, som gav en hvis anden tilgangsmåde og synspunkt på verden, som de fleste endnu ikke fattede.
Men ja den brønd var tom, men heldigvis var hans andre brønde overfyldte, hvor livsglæden stadigvæk var en del af ham. Hans tanker havde dog aldrig strejfet ham, at nyde lidt mere intim kontakt til hende, han havde kun fået røde ører af hendes smukke udseende og hendes påvirkning. Tankerne havde ej strejfet ham af gode grunde, som måske en dag Payne fandt ud af, hvis hun ville forsætte sine onde planer, som end rumsterede i hendes hoved.
Øjnene var milde og igen for et øjeblik kunne man blive i tvivl om hans køn, da øjnene var så milde, som man næsten kun kunne fornemme fra en kvindens side af. Der var ingen tvivl om, at hvis man så nærmere på hans tomme brønd og den psykologiske adfærd, at denne tomme brønd havde skabt en form for udslettelse af grænsen seksualiteten, hvor hans sindstilstand var hverken det ene eller andet.
Væsner og mennesker igennem tiden, som havde denne dobbeltskildring imellem begge, var enten blive halshugget eller indlagt på den psykiatriske afdeling i starten af 1900 tallet, men i andre tider især i fortidens lys, havde mange indviet dem selv til healing eller andre former, hvor de kunne hjælpe enhver. Da deres mangel var til gavn, så de bedre kunne behandle patienter uden at påvirke dem, eller kunne være lige det, som de end behøvede.

Han syntes at kunne fornemme, at hendes egen hjerne også knagede over, hvad den kære ældre herres planer var, og han ville ønske, at han kunne hjælpe. Men han var glad for at høre hendes svar, som hun selv havde forudset.
Den ren latter gled igennem hans læber bag det tynde stof.
"Jo jeg tror, at han har fundet gavn ved det, eller så ved han, at han kan bruge dig til noget. Du må tro mig når jeg siger dette, at han har et godt øje for muligheder i alt, selv for en meget ungt barn kun lige de 10 år. Som var mere skadet end godt var, som krævede atter dyre operationer efter operationer, da barnet havde faldet ned af en kløft, hvor umålbart radioaktivitet havde ligget og luret"
Hans øjne talte tydeligt sit eget sprog, at denne dreng var ham selv han havde omtalt om, men hvor han havde bare sagt barn, så han andre lyttere måske ikke ville gennemskue, at det var ham selv han talte om, da der var kun en håndfuld, som havde fået et glimt ligesom hende, hvad der lå under klæderne. De fleste så ham bare som en ørkenelver, som havde skøre tildenser med at iklæde sig i bandager, da de fleste ørkenelvere var lidt specielle.
Men øjnene fortalte også noget andet, de afspejlede en smule af en for længst overkommet smerte, som havde været større end hvad de fleste kunne fatte, hvad han havde haft gået igennem. Hans gang blev lettere, da han blev glad for, at hun spurgte om noget andet. Da han var ej så lykkelig for at skulle sige ting om sig selv, men han synes, at det var en vigtig pointe at fortælle, fordi dengang var der ingen, som havde fattet, hvorfor han havde dog reddet denne elverdreng. Men tiden skulle vise sig, og hvis Payne er nogensinde heldig og snu nok, så er der måske ikke en uopnåelig hemmelig at få frem i lyset.

Da hun jo lige gik ved siden af ham, så var hendes tilstedeværelse ham bevidst, og derfor var hendes overraskelse og ubehag ikke gået uopmærksomt forbi. En rislen gik igennem hans ryg af halvt metal og knogler, da han selv huskede sin første gang.
Hans øjne hvilede på hende, hvor han udtænkte den bedste måde, at hjælpe denne kære Payne.
"Bare rolig, det gjorde hun også ved mig første gang, jeg ved ikke, hvordan hun gør det, jeg har teorier om, at hun har en form for indbygget magnet, da selvom hun kan give det creeps hos almindelig folk, så har jeg aldrig observeret sammen reaktion, som hun giver til cyborgs, især cyborgs hun er intereseret i, som hun ikke har mødt før. Men jeg ved ikke hvordan hun gør det ærlig talt, da hvis det var en magnet, så skulle jeg og andre cyborgs i nærheden blive påvirket."
Øjnene blev smalle, mens tommeltotten og pegefingeren gled op til hagen, hvor han havde en eftertænksom mine. Noget ved Medusas interesse gjorde ham ikke rolig, men som sagt, så virkede det kun som en positiv form for interesse, så slemt kan det da heller ikke være eller kan det?
Det var endnu et menneske, som han aldrig har kunne finde ud af, hvad der rumsterede i hendes hoved. Da hendes meget anderledes og ødelagte psyke havde givet hende noget af et forsvar for at blive analyseret, da hendes humørsvingende humør altid ødelagde enhver teori og gjorde observatørerne forvirret.
Hans hånd gled op på hende skuldre og gav det et let beroligende klem.
"Du skal ikke tage dig af det, hun er en special kvinde, og jeg tror desværre, at hun nyder sådan nogen reaktioner som denne"
Ræven var for koncentreret på omgivelserne, så hun gik glip af alle de gode guldkorn i deres samtaler. Men der var ingen tvivl om, at Malikan havde hentydet til hendes sammenkrøbet kropsholdning, især da for hans øjne, så lignede hun næsten en blomst, som var falmet.

Mens deres sammentaler gled på de diverse emne og selv ikke en ræv havde opdaget, den lille skikkelse, som havde forfulgt dem. Den barneklare latter var lille mens hun løb legende efter dem, hvor latteren blev kvalt i byens egen larm. Med et brugt hun den nyopdaget medfødte evne, som skulle vise sig at blive meget nyttig som en succubus, især i voksen alderen. Enhver del af hendes krop blev usynlig også tøjet, men ude over det, så kunne hun også slå lugten af hendes krop væk, og afmærkningen af hendes aura. For en stund var hun væk fra verden og rævens observerende syn kunne straks fornemme den pludselig forsvinden af en eller andens aura. Øjnene gled omkring og enhver muskel var kampklar, men intet viste tegn på, at der var noget på fædre.
Selvom kroppen var lille, så var hun endnu engang et barn, og børn havde en utrolig god kondition især i denne verden, og deres smidighed var nu et barns, og så var hun oven i købet født som en dæmon, som gav hendes børnetalenter en helt anden dimension. De kornblå øjne havde, siden Payne var gået ud, kigget på hende med en totalt stor drømmende blik, især på hendes lille sløjfe i håret. Selvom hun er lille endnu, så var hendes talent som succubus for smag inden for god tøjstil og udseende allerede i gang med at udvikle sig. Der var intet vigtigere for en succubus end at være tiptop udseendet til hvad som helst.
Den usynlige barnekrop hoppede op leende, hvor lyden var skjult af hendes evne og greb fat i den fine sløjfe hårbånd, som Payne havde i sit hår, hvor hun landede foran Payne og gjorde sin tilstedeværelse kendt for sine omgivelser.
De skarpe krystalklare kornblå øjne kiggede på hende legende, og der var ingen tvivl om med det blik, hvorfor dæmonbørn var kendt som de værste børn at opdrage. Smilet var stort på hendes meget fine lille barnemund, hvor flere af mælketænderne var tabt, og hvor de nye hjørnetænder allerede var dukket en smule op, som engang skulle bruges til at bide hul på en eller andens hud og spise kødet fra knoglerne.
Mange sekunder gav hun ikke Payne og Ræven, som allerede havde taget sit spring efter hende, før pigen løb væk imellem folk leende.
En pige var ikke meget hurtigere end dem, men når der var folk overalt, og hun bare kunne smutte let imellem deres børn, gav en hvis meget stor fordel i forehold til dem. Hun skulle vise sig til at være rets så umulig at fange.

Til trods for, at Payne aldrig havde beskæftiget sig specielt meget med dyr, eller psykologi for den sags skyld, kunne hun sagtens fornemme, hvordan Malikans krop faldt til ro ved hendes milde berøringer. Elverens klare, grønne øjne var milde og på samme tid stærke. De udleverede mere eller mindre frivilligt alle følelserne hos Malikan, og serverede dem på et sølvfad på Payne. Men det var et fad, som hun ej måtte spise af. Kun studere det. Som en kunster der står klar foran maleriet, og den skønherlige jomfru der smider morgenkåben foran ham, og lægger sig til rette, måtte hun holde fokus og nøjes med at.. studere. Hun var kunsteren. Men hun var ikke tiltrukket, hvor hun ville kunne mærke det krible og kravle, visse steder i kroppen. Hun var nysgerrig. Interesseret og fascineret af Malikan på samme tid. Det kunne godt vise sig til fare for dem begge senere hen. Men Payne elskede en god leg, og at driste skæbnen et par dage om ugen. Hun sendte Malikan et mildt blik. Nok lod det til, at de kunne blive ved hele dagen, og udforske hinanden på nye niveauer, der slet ikke burde nævnes foran næsen på den irriterende rævekvinde. Ikke, hvis det stod til Payne i hvert fald. Den slags måtte der sørges for senere.

Atter måtte Payne dreje sit blik, og møde Malikans mystiske øjne, med sine egne blottet i forvirring.. eller retter forundring. Vladimir lod til at være en gavmild mand. Men jo mere hun kom ind på 'hans verden', jo mere lød det som om, at han havde øjne for at redde de rigtige. Vladimir var ikke kun boss, for at være boss. Han var ikke kun klog, for at kede sige, og han var bestemt ikke mægtig uden grund. Han var simpelthen.. mere. The Leones havde udtrykkeligt gjort alt, hvad de kunne, arbejdet på højtryk og søgt højt og lavt. Men de ville aldrig kunne sammenligne deres resultater, med de informationer, som Payne 'modtog' på denne tur. Men det ville ikke blive ligeså. Mange folk forventede, at Payne ville slå til så hurtigt som muligt. Men tiden gik ikke hurtigt her. Tingene tog hver sin tid, hvor alt blev gennemgået og perfektioneret. Noget hun faktisk gerne selv ville lære lidt af. Der ville nok gå en del længere tid, end nogen af dem havde haft i planerne. Tilbage til virkeligheden, vandrede hun stadigvæk ved siden af Malikan. Hendes øjne havde muligt et øjeblik virket fjerne, men ellers havde der ikke være andre tegn på, hvad hun lige havde drømt sig væk til.

"Også for de, som kun kræver en enkelt? Jeg stoler både på dig og Vladmir. I virker begge, som nogle kløgtige hoveder. Jeg vil vente tålmodigt og se, hvad vor kære Vladimir har i planerne. Måske vi kan opleve det sammen? De virker næsten lige så uvidende, som jeg, i denne sag, Malikan."

Payne nåyede nåede akkurat at sende Malikan et gavtyvagtig blink med sit venstre øje, inden de begge stødte på Medusa.

Da det værste kriblen var rystet ud af kroppen, forsøgte Payne værdigt, at rette sig op igen. Hun lignede næsten, den falmede blomst fra elverens tanker, der lige havde fået et skvæt vand, efter hans lille pep-talk. Og faktisk kunne Payne ikke lade være med at le. Latteren var perlende, uden onde tanker, da den alligevel var rettet mod Malikan. Det eftertænksomme udtryk, samt fingrene omkring hans hage, fik et kort øjeblik Payne til at visualisere elveren foran sig. Fri fra al bandager og smerte. Bleg og rank, med et stort blond fuldskæg om hagen. Blot tanken fik hende til at le, med et kønt smil smækket på læberne.

"Hun mangler nok bare en partner med de rette poler. Det kan være, at hun går og gennemtjekker alle de nye, for at se om der eventuelt skulle gemme sig en?.. Og det er skam i orden. Faktisk, kunne hun være en kvinde, jeg godt ville møde senere."

Payne der stadigvæk gik med sit tankefulde smil på læben, havde ej hellere opdaget den lille skikkelse, som ilede hastigt gennem de propfulde gade. Derfor opdagede hun først den lille yndige dæmonpige, da hun få sekunder efter, stod foran dem alle, og derved fik Payne til at standse, med hårbåndet i sin spinkle hånd.

"Næ, hov du!"

Der var en vist fasthed over stemmen, men i et kort øjeblik, havde man faktisk kunne ane et drilsk glimt i Paynes øjne. Åh minderne. Barndommen.. Så slørret alligevel. Men hun havde ikke tid til den slags nu. Hvert et sekund her var dyrebart. Barndommen var hun gledet fra, og nu galt det selv om at kæmpe med. Derfor sprang Payne uden videre tøven afsted efter barnet, da hun fornemmede den lille skikkelse stikke af i al mylderet. Pigen havde sine egne fordele ved at være lille og uskyldig. Og selvom Payne var en yderst spinkel kvinde, og til tider imponerende hurtig, hjalp hverken tøjet eller omgivelserne på hendes situation. I stedet rakte hun både ud med auraen, hvilket også måtte kompenseres ved at ignorere de mange sultne blikke der pludselig vendte sig, da hun stormede forbi, samtidig satte hun også sit imponerende syn og duft igang. Pigen måtte være her et sted.

Åben det var han ja, især da hele hans udtryk var meget fokuseret på hans øjne, da mangel på ansigtsmimik gjorde det svært for folk at kunne se, hvordan hans sindstilstand var. Desuden havde han intet imod at i sig selv dele sine følelser, for åbenhed på dette område var en stor del af ham selv som person.
Da de mandelformede øjne faldt på hendes øjne, blev han for et øjeblik overrasket, han var ikke sikker på, at den indskydelse, som for igennem sit hoved, var rigtigt. Men for en kort stund følte han, at ligesom han studerede lige så intenst hende, så gjorde hun det også. Øjnene blev smallere, hvor et morende glimt kom i hans øjne. Selvom hun var ung i forehold til ham, så var hun åbenbart ikke så fortabt, som mange andre unge. Et næsten usynligt nik lavede han med sit hoved, hun var nu blevet et ekstra fascinerende væsen for ham, og hans nysgerrige underbevidste side tog imod udfordringen af denne lille leg.

Malikan fandt sig selv med tungen hængende ud af halsen, eller det ville den, hvis stoffer ikke var i vejen, mens hans krop knagede både med metal og de gamle knogler, mens han løb med sin smidige krop. Han kunne aldrig hamle op med den veltrænede ræv, Payne og den smidige lille pige, da han aldrig havde trænet militærtræning i sit liv. Men heldigvis hans races fordele og nogen af de metaldele i hans krop, hjalp ham, så han kunne holde relativt trin.
Selvom kampen var sådan set afgjort imellem ræven og Payne, så havde ræve ikke indset det endnu, og hendes konkurrence instinkt flammede op, da hun så Payne løbe foran hende. Et legende smil kom på hendes læber, hvor hun var lykkelig over hendes evne. Nemlig alle de ting, som hun har på, bliver shapeshiftet med, så hun hverken mister tøj eller våben.
Så Payne fandt sig selv løbende, hvor en halvstor højrød ræv smuttede imellem benene på hende, hvor hendes nye krop kunne meget lettere løbe langt hurtigere end Payne. Men selv deres anstrengelser, så fik de aldrig fat i pigen, især da de kom for tæt på, så viste hun verden sin evne, hvor hun forsvandt fuldstændig fra jordens overflade, som om hun aldrig havde eksisteret. Lidt efter mens de alle stod nok rets så forvirret, fandt de hende igen ved hendes klare barnelatter, hvor hendes rottehaler hoppede straks op og ned, når hun løb igen på sine små ben.
Noget af et kulturskifte var det, da de gik fra de store fine menneskefyldte gader, de mindre rige også menneskefyldte gader, men før de måske opdagede det, så fandt de dem selv i Las Vegas' mange og meget skumle gyder, hvor der var mangel på mennesker og væsner.

De høje betonvægge og murstensvægge lå som høje murer og gav en klaustrofobisk fornemmelse, da man måtte kigge højt op for at se himlen, og hvor bredden ingengang var en kropslængde. Pigen kiggede bagud stadigvæk legende og stadigvæk ikke opmærksom på sine omgivelse, men hvor hun dog nåede at stoppe, før hun ville brase ind i den klamme fugtige murstensmur, hvor mosen groede i det bedste velgående. Hvor døde rotter og andre nu ugenkendelige ting lå i mudderet, da solens vanddræbende stråler aldrig nåede en meter ned i denne gyde, og der var ingen fliser, da de var for længst ødelagt af erosion og andre ødelæggende ting. Selvom hun var fanget, grinede hun bare med sin barnelatter, hvor hendes kornblå øjne skinnede af glæde.

Barnelatteren nåede dog ikke kun forfølgerne og Malikan, som kom forpustet hen til dem, hvor han måtte gå let i knæ og bøje forud for at få vejret.
"Hvor er det dog længe siden sidst, at jeg har overhovedet løbet. Mira, det må du ikke udsætte mig for igen."
Sagde han til barnet, hvor han først nu gav sig til at kigge på sine omgivelser, og så så dem, som også havde hørt barnelatteren.
Mens pigen havde løbet mere og mere ind i den meget mørke del af byens lever, hvor alt affaldet blev ført hen til, så havde nogen jagtvæsner blevet lokket til af denne rene og klare latter, hvor deres tænder havde løbet i vand i stride strømme, da barnekød var det fineste.
Højt oppe på muren, langs muren og nede på jorden bag ved dem stod ca 10 menneskelignende væsner, som var klædt i lasede tøj, som skjulte deres skikkelse. De fleste af dem havde sprunget fra tag til tag, da de løb efter dem og både Payne, Ræven og Malikan, havde ikke rigtig en chance for at opdage dem, da de var koncentreret på jagten. Desuden selv hvis Payne havde følt efter sjæle i nærheden, så var disse væsner næsten sjæleløse væsner, så man bemærkede dem normalt. En ultra høj piven, som gav alle så ondt i hovedet, at man måtte holde sig for øret, kom fra det ene væsen, hvor hætten faldt af og afslørede dens race. De katteøjne, de sylespidse tænder og deres meget muteret udseende gjorde, at der var ingen tvivl om, at disse væsner var de berygtede Screechers. Som siges at engang have været mennesker, da racen havde opstået, men hvor verden lige efter krigen havde så stor på hungersnød, at mange mennesker blev kannabilismer, især i en lille landsby, hvor de generation efter generation har spist ren og skær menneskekød og er endt med at blive denne monster race.
Skriget stoppede og hele den dårlige fugtige luft stod stille, hvor man kunne høre de klamme og klistrede vanddråber falde ned af væggen. Mens væsnerne stod stille som statuer med deres skinnende kattelignende øjne i allerklareste forskellige farver fra farvespektrummet.

Payne halsede afsted. De høje hæle under hendes spinkle fødder, generede hende ikke længere. De skræmte ting bort. Der var ikke mange folk, som ønskede at komme i vejen, når de kunne hører det spinkle "klak", som kom hver gang skoen ramte jorden under dem. Men til gengæld, hvis de så blev ramt, var det bare ærgerligt. Såvel, som det hele gik hurtigt med at komme derhen, gik det også hurtigt med at komme forbi. Paynes krop var spændt. Det var langt tid siden, at hun havde været ude på en ordentlig jagt. Egentlig behøvede hun slet ikke jage. Hendes race gjorde det utrolig nemt at skaffe mad på flere punkter. Men et par enkelte, meget sjældne gange, havde der været en kikset. Og Payne havde leende forfulgt person, indtil de enten var faldet om at udmattelse og druk, eller hun faktisk havde fået ram på dem før. Men det var altid sjovere at se deres ansigt efter en meget lang jagt.. Hvor de faktisk havde fået håb. Håb, som blev knust.

Tilbage til virkeligheden fokuserede Payne igen.. Og fik sig noget af et chok. En ildrød ræd pilede hurtigt ud gennem benene på hende, og hvem det så var, var ikke svær at gætte. Desværre gjorde hendes opmærksomhed hende lettere vaklende et øjeblik, hvor hun kort måtte snurre sig yndigt gennem luften, for ikke at brage direkte ind i en stor varulv. Det eneste han kunne nå at opfange var et et tykt slør af mørkt hår, og så et kort glimt af et drillende øje, før hun landede på fødderne, og øjeblikkeligt satte afsted igen. Malikan havde hun faktisk glemt alt om for et kort øjeblik. Det samme med ræven, hvis hun altså ikke lige havde tilladt sit flabede træk. Payne fik dog et opløftet smil på læben, da hun endelig lod til at have fundet pigen. Faktisk ikke så langt fra hende! Og så... Væk. Ganske langsomt sagtnede Payne farten. Hendes sanser var forvirrede og bedragede. De vidste, at dæmonen var i nærheden. Men hun kunne hverken føle eller se hende. Payne var lige ved at snerre i dyb frustration. Ikke, fordi at det egentlig var så pokkers vigtig. Det var princippet. Pigen var overraskende dygtig af sin alder. Men ak ja.. Dæmonbørn havde et stort rygte for at være drilske i mange, mange år efter deres fødsler. Dér! Som en hund ved lyden af en hundefløjte, drejede Payne igen hovedet mod den klare barnelatter, og fik øje på de hoppende rottehaler et godt stykke længere fremme. Hovedrystende satte hun afsted igen. Omgivelserne blev ikke engang skænket en tanke...

... I hvert fald ikke før, at Payne næsten skred ud i den ødelagte jord, da hun forsøgte at dreje ind af samme sti, som pigen. Med en hurtig bevægelse fik hun hevet sig selv op igen, da hun ikke var faldet eller gledet helt, hvorefter hun luntede ind af gyden. Mørket og fugten kunne føles i luften. Men Payne havde kun øje for pigen, der nu endelig var standset. Det var klart. Blindgyde. Malikans ord nåede hendes egne øre, samtidig med, at Payne sukkede tilfreds efter en stor portion luft oven på turen, og nærmede sig pigen.

"Mira?.. Yndigt navn du har dig der, kære. Men mon ikke den hårbøjle tilhører mig? Jeg er sikker på, at du selv har mange matchende. Og, hvis ikke, så skaffer vi dig en."

Payne lod sine sanser og øjne falde tilbage på det normale niveau, og tillod sig endda at sende Mira et lille smil. Hun var næsten helt hende ved Mira, og rakte prøvende hånden frem, for at modtage 'det stjålne', da hun krøb smertende sammen, med hænderne presset om ørene. Den lyd! Ganske langsomt, lidt efter den var stoppet, fik hun rettet sig op igen. Hendes hænder gled langsomt ned fra ørene, samtidig med, at hun så rundt på de 10 fremmede væsner. Screechers. Payne havde hørt om dem. Sågar set flere halvdøde til døde. Men aldrig selv mødt dem i levende live. Og da slet ikke i så vilde omgivelser. Hun var så godt, som fanget, med den lille fornemme gruppe. Men selvom hun ikke havde mødt dem før, var det ikke til at tage fejl af, at deres ankomst varslede ille. Hendes læber blev langsomt trukket tilbage over tænderne, hvor hun snerrede dybt, med tænder der nemt kunne matche, eller sågar udkonkurrere Screechers.

"Forsvind!"

Lød det hæst fra Payne. Hendes sind var i oprør. Selvom hun gerne ville og muligvis kunne beskytte sig selv, havde hun ingen idé om, hvordan man reagerede, under disse forhold. Det eneste hun håbede på i øjeblikket, var et par enkle ord fra Malikan, der som altid ville kunne guide hende. Metallet i Paynes egen krop spændtes, da hun pustede sig op foran pigen. Det virkede helt naturligt for hende, i det mindste at beskytte den lille artsfælle en smule. Hun sendte et kort blik mod Malikan og ræven, for at tjekke op på det hele.

Desværre for Payne, så var disse lydefterabere, hvilket ville sige, at hendes hvæsen er intet i forehold til deres. Den ene, som havde gjort opmærksom på dem selv ved sin piven, virkede tydeligvis til at være lederen. Selvom de til tider var snotdumme, så var deres samarbejdsteknikker langt mere bedre og forfinede en selv trænede soldater. Noget som syntes at være et smil var på dens læber, hvor den igen sagde en lyd, en stor brølen, som kunne minde om en løves kom ud igennem dens lille kæbeparti, hvor den smilte selvtilfreds. De kunne nemlig huske enhver form for lyd og de kunne redigere og forhøje den, som de end lystede. Lyden blev slynget igennem gangen, hvor den næsten for hvert slag imod muren slog ind imod den lydbølge, som var skabt fra den anden side af, og sammen skabte de en resonans, hvor det brøl fra kunne høres fra fortidens løver atter mange kilometer væk. Det brøl var nu inden i denne lille gang, hvilket nok var mindre behageligt for dem alle.
Den lille pige var total skræmt, og hun forsvandt for alle øjne og sanser. Væsnerne var dog ligeglade lige nu, da deres øjne var nu på den kvinde, som udfordrede dem. For Payne var pigebarnet ikke forsvundet, da hun kunne tydelig mærke, hvordan pigebarnets arme var slynget omkring hendes ben og klemte sig fuldstændig op af den.

Malikan, gud hvor ville han ønske, at han var en kriger, en jæger, en som kunne forsvare sig selv, men nææææhhh nej han havde svoret sit eget liv som en cølibat svoret, at han ikke ville rører en kvinde, nej han ville aldrig nogensinde af sin egen hånd tage et liv, kun redde. Men han vidste, at han havde indirekte været skyld i flere liv, og han ville hellere se de kryb død, end at se pigen, ræven eller Payne dø.
Øjnene blev lukket i for et sekund, hvor han genkaldte sig alle de informationer, som han vidste om dem og sagde så med en rolig lav ikke truende stemme.
"Der er to måder at dræbe screeters på, enten gør du dem så udmattede, da de forbruger langt mere energi end os, eller så skyder du den på afstand. Det er de færreste, som overhovedet kan kæmpe med dem på tit hold, da deres bevægelser er mange mange gange hurtigere end vores."
Sten og cement stykker blev hevet ned af tyngdekraften, hvor de landede midt i gaden, som var stille ude over de knappe vejrtrækninger. Når man så op, så var det tydeligt, at stenene havde faldet ned pga de screethers oven far havde boret deres tykke og skarpe kløer, som kunne borer sig i den skrøbelige og bløde mur, hvor de kravlede nærmere imod dem.

Ræven gik op til Payne, hvor hun så op med Payne med kamplystige øjne, men stadigvæk med fuld af kontrol. Med et forvandlede den røde rev sig om til hendes normale skikkelse, hvor hun allerede stod med sin lange blanke shotgun i hånden, hvor et stor smøret smil var på hendes læber.
"Hasta la vista, baby"
Sagde hun, hvor hun med en glidende bevægelse vendte sig om med nogen få skridt, så Payne og hende stod ryg mod ryg, hvor en af væsnerne faldt tungt ned, da haglene havde faldet over den. Dette var sikkert noget Payne kendte til som militærtrænet, at stå ryg mod ryg og forsvare hinanden.
Malikan så rævens plan, og han vidste, hvor pigen var henne, især da man kunne se på Payne kjole, hvor pigebarnet trykkede ind imod hendes ben, så han greb fat i hende, så Payne ville være fri for hende, og tog hende op i sine arme, hvor ræven gik et skridt fremad, og hvor de nu sammen udgjorde en cirkel til at forsvare Malikan og Mira.
Væsnerne var blevet chokeret over dette, især da de ikke havde forudset, at ræven var en shapeshifter. Så de tøvede for et sekund, før de nærmede sig tættere på og prøvede at ramme med deres kløer på den længst mulige afstand de kunne.
Ræven ville ikke skyde før en gjorde klar til at skyde, da hvis hun koncerterede for meget om den ene, så ville de andre springe fra de andre sider af.
Lederen havde helt klart fokus på Payne, hvor den holdte to screethers tilbage, så de ikke ville gå til angreb på hende. Det var ikke for ingen grund, at den var leder, da den lod tøjet falde af sin krop, så var den helt klart den stærkeste screethers af alle. Normalt var screethers meget tynde og spinkel, mens ham her var et brød med store muskler, tydeligvis en mutation, som sikker havde ført til hans abnormale kropsstruktur.
De andre prøvede at gå fra siderne af, så de kunne prøve at nå Malikan og pigebarnet.

et par endnu skyd fløj og borede sammen igennem de meget knoglede krop, så de manglede kun 7 ud af de ti, hvis Payne ikke havde fået fat i nogen af de nærmeste, som havde lige prøvet af ramme dem. Den store nærmede sig Payne, hvor den med sammen stemmeleje og det hele gentog, hvad ræven havde sagt.

Payne stod fast. Det høje brøl var en udfordring. Både for hendes superskærpede sanser, men også generelt. Hun følte sig for langt fra hjemmebanen, til at være helt sikker på ret meget. Nok havde hun trænet kamp meget af sit liv, men alligevel var hun ikke ligefrem blevet udfordret med denne slags. Så da hendes høje hæle skred lidt over den enorme trykbølge der blev slynget imod dem, da brølet lød, rystede hun kort på hovedet, som en løve der lidt fandt balancen igen, efter at have modtaget et slag i panden. Det mørke hår, som puffede let op omkring hendes spinkle, blege ansigt, kunne alligevel godt forveksles med en løvemanke, hvis hun blottede tænderne godt nok imens. Med brølet fulgte alligevel en undren. Burde andre ikke have hørt dem?.. Men nej. Atter slog virkeligheden til. Hvorfor i alverden risikerer sit eget liv, og sine egne lemmer, for et par vildfarne rigmænd? Selv, hvis nogen opdagede dem, ville de højst sandsynlig tage benene på nakken. Det havde Payne alligevel selv gjort. Ikke fordi hun var bange, men fordi det ragede hende en papand. Andre folks død var ikke hendes problem. Ikke før nu.

Paynes øjne glippede let. Pigen var atter forsvundet, men det havde hun egentlig ikke opdaget, før hun mærkede en barnlig krop, klamre sig til hendes slanke ben. Ansigtet blev meget kort vendt ned, da det ikke var sikkert at flytte blikket fra fjenden, og stirrede til sin undren på ingenting, før hun atter blev klar over, hvad pigen var i stand til. Gud, hvor hun misundte det pigebarn overraskende meget lige nu. Opmærksomt løftede Payne hovedet igen, og så sig omkring, på de nære mure over dem. At de var ved at blive overfaldet ovenfra, virkede ikke bedre, men ikke ligefrem overraskende. Den eneste mulighed de havde, var at følge Malikans ord, som faktisk ikke lød helt dumme.

"Well, let's do it then. De her kryb lader ikke til at være specielt tålmodige, og jeg har ikke ligefrem lyst til blot at løbe rundt i cirkler for deres underholdning.."

Og blot få sekunder efter, gjorde ræven en ting, som faktisk gav hende et par plus point hos Payne. Nok var hun aldrig en, som Payne selv personligt ville gå til, men alligevel fik hendes
pludselig og krigeriske handling Payne til at overgive sig til hende for en kort stund. Payne stillede sig korrekt, som ganske rigtig lært i sin militæriske træning, med ryggen til ræven. Dette virkede faktisk helt hjemmeligt, i et kort øjeblik, og på en så forskruet måde, at hun fik sig selv til at ryste på hovedet. Halen blev med et hurtigt smertelig grimasse tvunget frem. Måske kunne hun blot have lånt en af rævens våben, men i dette hektiske øjeblik, virkede halen, som en god løsning. Og smed de ellers hæmningerne. Paynes lysende skud fløj imod et par enkle til en start. Et par testere, for at se Screetherne an. Hun skød de få skud imod et par enkle styks, som havde vovet sig at nærme elveren og den lille dæmon. Pludselig blev hendes opmærksomhed rettet mod det nye blottede kød, som begyndte at vandre imod hende, med et irriterende perfektioneret tonefald, præcis, som rævens.

"Du var da ellers en klam fætter.."

Brummede Payne hidsigt, og affyrede et par enkle målrettede skud, imod den store bølle, som nærmede sig dem. Aldrig i livet, om den klammert skulle tæt på.

//Jeg beklager rigtig meget, hvis det er under min normale længde! Som du nok har kunne fornemme, er jeg lidt presset for tiden x__x

Et misundelsesblik blev sendt i retningen af Payne med hendes indbyggede våben, og væsnerne blev da også noget så overrasket over det, hvor flere peb af ren og skær smerte, da plasmaen glødende energi forkullede deres klæder og skin. Gangen blev fyldt med lugten af brændt kød og ja, selvom de alle larmede så meget herinde, så var de så dybt inde i slummet, hvor selv rotterne ikke gad at være her, da der næsten ingen levende sjæle kom her.
Store blanke sorte kløer greb efter pigebarnet arm og mærkede den bløde sarte hud under sin hånd. Et slag kom i nakken på den, hvor den krøb hurtigt tilbage, selvom slaget havde været svagt, men chokket havde været nok fra den gamle Malikans slag til at skræmme den væk. Især da deres ofre havde vist sig til at være langt mere aggressiv end forventet.

Skuddene ramte plet og især kunne man bevise det ved den sydende lyd af fedt der brændte og så lugten af det brændte kød. Men dens abnormale mutation havde givet dens nervesystem et pænt hug, hvor nerverne var næsten ikke eksisterende ude i de mange cm lag hud og muskler. Derfor reagerede den just ikke rigtigt, selvom dens sår begyndte at bløde med den klare røde vitale blod. Med et fik Payne set, hvorfor de var så kendte for, at man aldrig skulle i nærkamp, selvom der havde nok været omkring de 6 meters afstand imellem dem, så havde den rykket alle disse meter på to øjeblink, hvor dens massive hånd straks greb fat omkring hendes hals. Selvom ingen ord havde vekslet imellem væsnerne, så angreb de andre også aggressivt, hvor ræven blev rets så beskæftige med at holde de andre væk, og havde slet ikke opdaget, at det store væsen stod med dens store klamme hånd omkring Paynes hals, hvor den begyndte at løfte hende ubesværet, mens dens hvæsede med sine store kattelignende tænder og dens skaldede hovedet.

Payne bemærkede knapt de blikke, som blev sendt hende eller hendes mekaniske hale. Halen var egentlig Payne's eneste våben, som hun dermed konstant bar, og var derfor også utrolig dyrebar for hende. Det havde været en kostet mange resourcer og mange uger med smerte, men det havde været dem alle værd. Nu stod hun så her, og frydede sig over, hvordan hendes indre mekaniske dele endnu engang kom hende til gavn. Det var stadigvæk lidt af en process at få den "tryllet frem", og hun gjorde det helst kun af nød... Men dette virkede som det rette tidspunkt. Lugten af brændt kød og gammelt tøj skar i næsen. Det var svært at holde styr på, hvor mange der egentlig var døde ud af alle de Screethers, som de havde set, men Payne var sikker på, at hun mindst havde ramt et par stykker. Hendes skud var voldsomme og kunne til tider nemt være dødbringende.

Payne nåede lige at se, hvordan Malikan gjorde sit bedste for at forsvare pigen, før hun atter blev distraheret af det store lokum foran hende, som kom skræmmende hurtigt nær. Hun havde ramt ham, men det lod ikke til at have specielt stor effekt på bæstet for nu. Hastigheden overraskede hende, og før hun overhovedet vidste af det, mærkede Payne, hvordan Screetherens klamme hånd lukkede sig om halsen på hende, og derved næsten kvalte al hendes tilførsel til den dyrebar ilt. Da det ikke var længe siden, at hendes ribben var blevet fikset, mærkede hun allerede nu smerterne komme tilbage igen, som et nagende mén, som var alt for friskt efter hendes smag. Ræven lod ikke til at have opdaget hende, og Maliken var formegentlig flygtet afsted med pigen. Payne's eneste håb var hende selv. Med desperathed at spore i blikket, forsøgte hun at flå i Screetherens hånd, så den gav hende bare en smule mere ilt. Samtidig hvæste hun hidsigt, og sprællede som en arrig kat. Til trods for hendes skrappe militærtræning var hun ikke specielt vant til at løftes op, nærmest som en anden lille dukke. En idé slog hende pludselig. Mens hun utilpas vred sig, drejede hun hovedet så meget muligt, og snappede ud efter Screetherens hånd. Samtidig, da det formegentlig ville distraherer den, bøjede hun halen forbi sig, og hamrede metallet ind i maven på Screetheren, hvor hendes blades, som også hjalp lidt til, lige nåede at skrabe, inden hun affyrede et skud direkte ind i maven på Screetheren, i håbet om, at det kunne hjælpe hende selv.

Dybt nede i den dyriske øjnes hav kunne man næsten fornemme, hvordan dette dyriske væsen følte sig så overlegen, hvordan den selv forstillede sig, at livet skulle suse ud af den kvindelige krop. Så lige pludselig, som hvis kanonslag blev skudt ind i den mest stille skov, så forvandlede hele bæstets grimme udtryk sig om til et forskrækket ansigtsudtryk, da den pulsende plasma glødede nu ikke længere på dens hud, men brændte den op indefra. Få ting kunne beskrive sådan en smerte især for et væsen, som aldrig rigtigt havde følt smerte før.
Lynende hyl skar igennem luften med sådan en hvas kraft, at næsten alles trommehinder truede med at springe ud af kraniet. Payne var blevet sluppet, som nok var hurtigere end forventet, hvor hele denne store krop krøb sig sammen som et spædbarn. Ildelugtende blod skar igennem luften, hvor selv blodet brændte af plasmaens sollignende temperatur flåede i dens indre.
Alle schreechers stoppede selv op, selvom det var en god mulighed for at angribe, da både den lille uskyldige pigebarn, den forpustet og bange elver, en rød hidsig kvindemenneske med bloddæmonstemperament og nok også Payne holdte alle for deres øre, således at de reelt ikke set skulle opleve, at deres trommehinder lå midt på gydens mugne jord.

Lederen, som ellers havde ledt denne flok så længe, som havde fyldt denne floks maver og havde styret dem omkring i byen, lå nu og dødede i løbet af få sekunder. Payne, som et sjælefølende væsen, kunne ikke mærke forskel, om den var død eller ej, på alene det grundlag, at dens sjæl var forsvundet, da disse frygtindgydende og jagende væsner ingen sjæle havde.
Små cementblokke og murstensklumper trillede ned af de mosfyldte overflader, da de få schreechers tilbage flygtede væk, så hurtigt som de var kommet.
Igen var stilheden lagt over hele denne gyde, som ellers havde sprunget ud i et kaosfyldt atmosfære for få øjeblikke siden. Noget af lederens blod flød stadigvæk ude over det hele, hvor det meste af det store og gabende sår var så meget forbrændt, at selv ikke blodet kunne flyde ud.
Endelig kom der en lyd, en tung og forpustet vejrtrækning fra ræven, som ellers havde holdt vejet i ren og skær overraskelse. Militærstøvler lød hårdt imod en af de schreechers, som ræven havde dræbt, da hun ville lige tjekke, om den nu var helt død.
De gyldne øjne vendte sig hen på Payne, der var intet spor af konkurrence eller andet i hendes øjne, det var, som om deres tidligere psykiske blodfejde havde aldrig eksisteret. Et højt klik og de tomme patroner røg ud af hendes shotgun.
"Lad os komme væk herfra, inden de beslutter sig for at gøre hævn."
De gyldne øjne kiggede kun meget hurtigt på pigebarnet og Malikan for at tjekke deres tilstand, da hun ville ikke bruge tid på den, da alt i hende ville bare væk, som blev straks understreget af hendes meget hurtige og halvløbende gang ud af gyderne!
Det forskræmte pigebarn løb straks efter ræven lige i hælene, mens Malikan stod som svejset fast i jorden, hvor alle oplevelserne skulle lige trænge ind i den gamle elvers sind. De mandelformede øjne kiggede for et øjeblik ned på hans hænder, da han kunne ikke tro det! Malikan måtte personligt se, at om det var sandt, det som lige var sket. Smerten i knoerne fortalte om de enkelte slag, som han fik uddelt, således at de klamme kløer ikke skulle få fat i hans kære lille Mira. Hånden vendte sig hele tiden frem og tilbage, fra håndfladen til knoerne.
Der var ingen tvivl om, at dette var noget, som Malikan sjældent havde været udsat for.
Ikke fordi han ikke havde prøvet traumatiserende situationer før. Malikan havde haft dødende børn med alle deres livsvigtige organer halvt ude over sit eget skød, mens han med alt sin kunnen havde prøvet at hjælpe dem. Malikan havde i flere uger i træk prøvet at næsten ikke sove, da de dødendes skrig på hjælp altid tog hans opmærksomhed på nogle af de krigsfeltlejre, som han havde været til.
Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle føle. Aldrig havde han været i konkret i livsfare, men især havde han aldrig kæmpet mod nogen. Minderne, om at blive presset op imod en mur af de større drenge, mens han spinkel krop hang og dinglede, var et alt for godt et minde om hans uvilje for at kæmpe. Dog blev han dengang reddet af Vladimir, som fik mere end stoppet de drenge.
Et glød af både stolthed og noget andet var i Malikans øjne. Han havde reddet en lille piges liv ikke baseret på hans viden og kundskaber, men rent faktisk med hans egen krop!

Ræven var stoppet nogle meter længere nede af gyden, hvor hun havde fulgt sine næse imod den mere friske luft end den luft, som var kvælende hernede i gydeenden. For selvom Ræven ville mere end væk herfra, så var hendes stolthed hendes job, og hun ville aldrig svigte det. Men stadigvæk kunne hun ikke lade vær med at undgå at undre sig over, hvad elveren dog havde gang i.
Noget af stoffet fra hans ene hånd var gået op og efterlod lidt af huden blottet for enhvers blik. Malikan opdagede først nu, da selvom han havde haft fokuseret på hænderne før, så var det af helt andre årsager.
I stedet for at være febrilsk i gang med at sætte det på, så var hans hånd rolig, mens han løsnede det en smule for så at lægge det om igen. Huden var fuldstændig bleg, som bevidnede om den store mangel på sol, desuden var huden sådan underlig ry og halvrynket, næsten som overfladen på Walter, den muteret hund, som havde været knap så blød og fin, men meget læderagtig.
Elverøjnene faldt endelig på Payne, hvor han kunne se, at hun havde klaret dette store bæst helt og i særdeleshed alene. Hvad de ikke vidste var, at dette dyr havde dræbt mange gode folk, da de havde haft fundet sig selv i den situation, at skudene ikke var gode nok til at bore sig igennem dens læderpanser.
De sagkyndige øjne faldt på mærkerne omkring Paynes hals, som var kommet meget hurtigt, da den ikke ligesom havde haft sparet på kræfterne til at kvæle Payne. Payne mærkede hurtigt nogle forsigtige hænder på sin hals, hvor han nærstuderede de meget rødelige mærker.
"De forsvinder nok om en lille uges tid af sig selv, men hjemme kan jeg ligge noget bandager med specielle olier og det, så vil det næsten være usynligt i morgen.
Han spurgte hende spørgende om hun ville have det, mens han så bekymret på hende, da han ikke ligefrem synes, at det var godt, det som var sket imod hende.
"Men ja lad os ser at komme tilbage"
Malikan virkede faktisk ikke ivrig efter at komme videre, han havde stadigvæk en underlig følelse over ham selv.

Nok næsten lige så hurtigt, som de var kommet derind, var de kommet ud derfra igen til den menneskefyldte gade. Ræven regnede i hvert fald med at turen var stoppet for i dag, så hendes hale så man svaje fra side til side et par meter foran en imellem folkemængden. Pigen var allerede løbet på forskud, da hun kendte selv vejen hjem.
Malikan fulgte bare med på sine gamle knoglerne, hvor musklerne brokkede sig over de tidligere anstrengelser med løbet osv. Så derfor gik han noget langsommere i en besværet gang, hvor der var intet på hans kropssprog som fortalte, hvor ondt det gjorde ude over at han haltede og havde et måske lidt for neutral holdning.
Smerterne havde han til dagligt, især hvis han glemte sin medicin, således kunne han udholde en meget store smerte, hvor han var begyndt at indse, at de anstregelser, den høje adrenalin og de pludselige slag fra de screethers nok ville få ham til at blive sengeliggende for nogle dage, hans krop kunne absolut ikke tåle meget.
Tilbage var de ved porten til borgen, hvor der ikke længere var kø, da åbningstiden var blevet ændret, da Vladimir havde et møde.
"Jeg regner ikke med, at i har brug for mig længere.
Sagde Ræven nu med sit gamle provokerende humør, hvor hun kastede et udfordrende blik hen til Payne, men hvor hun hurtigt forsvandt.
Vagterne ved døren ind til salen var lige ved at stoppe dem indtil de så, hvem de var ved at se på Malikan og se på Paynes badge.
Der var langt mere stille herinde i salen, således dørens knirken genlød i salen, men hvor man stadigvæk lige kunne høre en kvindelig stemme og Vladimirs stemme. Man kunne tydelig se Vladimir stå ved siden af sin trone, hvor han vendte imod den kvinde, som Payne og dem havde mødt tidligere.

Lyden var nok for Vladimir til at blive opmærksom på Malikans og Paynes tilstedeværelse, men han stoppede straks sin samtale, da han lugtede den skarpe lugt af adrenalin, hvilket aldrig normal betød noget godt.
Kvinden med det halvkorte fønixbrændende hår vendte blikket bagud, og hun havde rent faktisk heller ikke behøvet at vende sig om for at se, hvem det var, da hun kunne genkende dem på rent og skær deres metalstruktur.
Selvom ansigtet var halvt henlagt i mørke, så glødede Medusas oliven øjne med en unaturlig glød af hendes mekanik.
Hvis Payne og Malikan hørte efter, så ville de lige kunne høre Medusas kommentar.
"Når man snakker om djævlen
Men hurtigt indså kvinden, at der var noget galt, da hendes ekspertise inden for kropssprog var meget stor, og man skulle nok være dum for ikke at ligge mærke til, at der var noget galt.
"Hvad er der dog sket?
Spurgte Vladimir roligt, selvom der var en undertone af bekymring, hvilket han håbede på ikke var afslørende overfor den kvindelige leder foran ham, men hun vendte bare hovedet imod ham med et smørret smil, hvor de sølvhjørnetænder var blottet. Vladimir gloede bare olm på hende for en kort stund, lige så meget, som han hadede denne kvinde, så meget vidste han alligevel, hvor meget han kunne gøre brug af hende. Man kunne sige, at Medusa og Vladimir havde et halvt had og kærlighedsforhold.

//ikke færdig//

Payne så schreecheren dybt i øjnene. Dens øjne bar sult, fryd og magt med sig. Selvom hendes egne øjne ikke længere var organiske følte hun hvordan det ganske, ganske langsomt begyndte at sortne svagt for hende. Selvom hun var stærk, så var angrebet kommet helt uventet, og havde taget hende på sengekanten. Samtidig var schreecheren både unaturligt stor men også umenneskeligt stærk, hvilket gav hende endnu færre chancer imod dens stramme greb om halsen på hende. Den dyrebare luft, som hun faktisk kunne få fat i, sugede hun grådigt til sig, samtidig med, at hun bed tænderne snerrende sammen, og fortsat vred sig med fingrene boret ned i hånden på bæstet.

Lige, som hun troede, at bæstet ikke kunne trække den længere, fik skuddet sin virkning. Der var succes at spore i hendes blik for en ganske kort stund, inden skriget og den nyvundet frihed ramte hende, som et hammerslag. Payne fløj derfor i luften, nærmest i slowmotion, som en yndigt faldende engel, før hun tumlede baglæns på den snaskede, ødelagte jord, med hænderne for ørerne. Endnu engang måtte hun tilfredsstilles med at rulle rundt på jorden, men hellere det, end at få ødelagt systemmet. Øjnene blinkede hektisk, og munden hev desperat luft ind, så hun kunne berolige kroppen igen, oven på den grimme tur. Lugten var dog så slem, at hun et kort øjeblik overvejede at droppe luften igen, og vente til, at bæstet var grillet færdig. Endelig virkede bæstet dødt nok. Payne sukkede lettet, og fjernede hænderne for ørerne, imens de trillende småsten omkring dem gjorde hende opmærksom på, at de andre schreechers faktisk var stukket af. Sikke en sejr. Småvaklende kom hun på benene, imens hun forsøgte at se ud til at trække vejret helt normalt igen, selvom det stadigvæk strammede ømt omkring huden på hendes hals. Forsigtigt forsøgte hun at børste kjolen ren, men noget af snasket lod allerede til at have sat sig så godt fast, at det krævede sæbe til. Det samme med et par lokker af hendes hår. Hun sukkede irriteret, og gjorde sit bedste, for at redde hvad der reddes kunne. Først nu bemærkede hun lyden fra ræven, som hun vendte blikket imod. Heller ikke hos Payne var der i dette øjeblik konkurrence at spore. Hun følte selv, at der var blevet bevist en smule fra begges side, men det betød stadigvæk ikke, at hun ville accepterer, hvis kvinden gjorde krav på Malikan senere hen. Apropos Malikan...

"Ja, lad os det."

Payne nåede kun at tage ganske få luntende skridt efter ræven før det gik op for hende, at hun faktisk ikke anede, om pigebarnet eller Malikan var okay. Hun standsede langsomt op mellem de døde kroppe, som hun lod til at balancerer imellem, med sine tynde højhælede stilletter, som forøvrigt viste sig at holde endnu, hvilket hun ønskede at takke mange for. Ud øjenkrogen så hun, hvordan Mira løb efter ræven, hvorefter Malikan blev stående tilbage. Hvad mon han lavede? Forsigtigt forsøgte hun at zoome lidt nærmere ind på Malikan, da det så ud til at studerer sine hænder. Var de skadede? Payne bemærkede dog ingen skader udover noget, som måtte være fra det, som han nævnte tidligere. Denne gang virkede han blot ikke specielt febrilsk med at skjule det igen. Payne sendte ham et skævt smil, da hun ikke vidste, hvordan hun egentlig burde reagerer i en situation som denne. Men meget mere behøvede hun tilsyneladende ikke at gøre, før Malikan var hos hende igen, hvorefter hun strakte halsen for ham. Hun rørte ikke muskel, da han gav sig til at nærstudere mærkerne på hendes hals. Det forklarede blot, hvorfor det var så filens ømt.

"Jeg vil meget gerne prøve lidt af din olie. Det er faktisk en anelse ømt."

Hun prøvede at lyde mere uskyldig end overrasket, men Payne var bare generelt... træt? Det var 2. gang på ganske kort tid, at hendes krop var blevet provokeret af to store bæster. Samtidig havde turen slet ikke gået, som ventet. Payne havde glemt alt om at suge indtryk til sig og følte derfor, at hun havde misset en del på vejen. Men Malikans iver smittede, og hun hastede med ham ud af gyden.
Dog da de kom ud på de menneskefyldte gader igen, sørgede Payne hele tiden for at holde trit med Malikan. Det var svært at sige hvorfor, men hun havde ikke lyst til at lade ham halte bagerst denne gang. Ikke engang selvom det fik hende til at virke blød? Hun fnøs lydløst af sig selv ved tanken. Blød? Hun var absolut ikke blød! Det var... for at overvåge en sammenfælle. Ja, cyborgs måtte holde sammen! Alligevel kunne hun godt have ønsket sig at snappe lidt mere af ræven da hun forsvandt, men Payne lod det blot være til et sigende blik og et kort nik.

Payne fulgte med Malikan ind i salen imod Vladimir. Hvad hun ikke havde forventet var kvinden, fra tidligere i dag, stå og snakke med Vladimir, som var det en ganske almindelige samtale, imellem to mennesker... Eller, ja næsten. Payne behøvede ikke være specielt opmærksom for at opfange den specielle glød hos kvindens øjne. Egentlig var hun meget interesseret i at finde ud af mere om hende og hvad hun lavede her hos Vladimir, indtil hun kom i tanke om, hvordan hendes kjole nu var blevet lettere snasket til og hendes hår sad i uorden. Payne skævede kort mod Malikan, imens hun kørte et par fingre gennem håret, og samlede ordnende til sig, inden hun igen mødte blikket hos Vladimir.

"Vi mødte nogle uventede... "folk". En folk schreechers lod til at have opfanget vores lille floks kurs, hvorefter de mødte os talrige, i en lukket gyde. Vi klarede det, med alle mand intakt."

Payne kunne ikke undgå at bemærke undertonen af bekymringen, som faktisk rørte hende på en eller anden måde, selvom hun umuligt kunne indrømme det overfor sig selv. Hun var nok nærmere mere irriteret over, hvor meget hendes egne ord, lød mere som en rapport til sin leder, end en simpel forklaring om et slags "baghold". Afventende stirrede hun på fønixkvinden og Vladimir, med øjne der tydeligvis ikke helt kunne finde ud af farvevalgte.

Der var ingen tvivl om, at kvindens gang tydeligt bevidnede, at Medusa var overhovedet ikke påvirket af Vladimirs dominerende attitude og aura, især da Vladimir lige skulle til at kommentere på Paynes og Malikans uheldige møde med screethers, men blev afbrudt af Medusa.
"Satans de rotter, jeg har aldrig brudt mig særligt meget om dem, de måtte mere end gerne blive pulveriseret, hvis det stod til mig
Et skarpt blik blev sendt imod Vladimir som en hentydning til, at han ikke gjorde sit job godt nok med at passe på sin by. Vladimir gengældte bare hendes blik med halvt sammenknebet øjne og hænderne bag ryggen med markeret skuldre.
"Når men du skal vel tage dig af dit pet her, så vil jeg lade jer i fred
De høje hæle lød imod det flotte marmor gulv og selve lyden af hendes støvler syntes at provokere og udfodre Vladimirs position. Medusa sendte Malikan et respektfuldt blik med et mytisk smil, hvor Malikan var på vej hen til Vladimir, men øjnene hvilede allermest på Payne, hvor hun lige stoppede ved siden af hende. Medusa lænede sin høje krop imod Payne med en halv bukkende kropsholdning og hviskede i hendes øre. "Det klæder dem at se deres kjole og skikkelse er beskidt, det afspejler dine skumle planer Slange.
De lange fingre med metalknogler pettede lige Paynes smukke hår, som nok var filteret og beskidt nu, og hvor hun så sendte et yderst mytisk smil med de skarpe sølvtænder, og der var ingen tvivl om, at det virkede til, at Medusa havde gennemskuet Payne, men hvordan? Hvis Payne ville sige noget nu, så mærkede hun, at hendes kæbeparti blev holdt fast, således at hun ikke kunne snakke eller sådan set sige den mindste lyd pga metallet i hendes knogler. Medusa pyttede fingeren foran munden med ryggen imod Vladimir som et sssshhhh, så ingen så deres udveksling. Medusa havde gennemskuet hende, især baseret på Paynes kropssprog, da det havde faktisk været et lidt vildt men kvalificeret gæt fra hendes side af, og selvom Payne måske kunne tage sig sammen og skjule det enormt godt bag en facade, så kunne Medusa gennemskue de flestes kropsprog, men stadigvæk hvordan kunne hun have haft gættet det?
Medusa slentrede bare videre ud af døren, hvor hun mere end kunne forstille sig Paynes ansigtsudtryk og hendes kaotiske følelseshav nu hvor Medusa gik og nu hvor Medusa havde gjort det tydeligt, at hun vidste, hvad Payne var. Lige siden at Medusa så hende sammen med Malikan, kunne mærke, at hun havde det tiptop cyborg dele i hendes krop af Vladimirs engineere, og at hun havde det specielle udvalgte mærke, så vidste Medusa der, at Payne var af special rolle for Vladimir . Men det som havde fået en vis klokke til at ringe i hendes indre var, at hun kunne mærke, at Payne havde andre cyborg dele i sin krop af også højere kvalitet, men som kun kom fra specielle engineeres som normalt kun arbejdede for bander imod Mafiaen.
Så da Medusa havde lokket historien ud af Vladimir med, hvordan han havde haft fundet pigebarnet, så havde hun været så tæt på at grine højlydt, da det var for åbenlyst. Medusa kendte mere end godt til den teknik der, da hun havde før selv brugt den i flere af de mange specialle og højkvalitets missioner, som hendes klaner til tider får. Selv havde hun haft gjort det nummer imod the leones for ca 6 måneder siden, så de havde nok adopteret hendes teknik, da dengang havde hun brugt en af sine medlemmer som lokkedue til at stjæle et gammelt kort fra det gamle Rom, som de havde haft på lager, som hendes kunde ville betale dyre domme for.
Medusas nysgerrighed for Payne havde lavet et overdimensioneret kvantespring, personligt ville hun ikke have Vladimir dræbt, men hun er da nu blevet meget interesseret i, at sådan en morder har alligevel kunne fange Vladimirs interesse, der måtte være noget specielt over hende, meget endda. Skumle planer begyndte at rulle i Medusas indre, mens hun gik videre udenfor med sine to tvillinge bodyguards ved sin side.

Vladimir stod lige også snakkede med Malikan, hvor han mere end tydeligt kunne se på sin gamle ven, at han havde det overhovedet ikke godt.
"Vi bør få ham hen på sit værelse hurtigst som muligt
Malikan stod bare og så på dem begge med et neutralt ansigts udtryk, men faktisk alt alt for neutralt. For et øjeblik svajede han, men de stærke arme greb den spinkel krop, som faktisk mindede mere om en barnekrop i Vladimirs arme, da Malikan var ultra tynd. Vladimir så på ham med en kold mine, men der virkede alligevel et eller andet bekymrende over det, især da han ikke ligefrem gav Payne særligt meget opmærksomhed, hvor han straks gik med hårde lakskos trin ud af døren og ned af gangen til sovestederne for vagterne. Der var en vagt, som opdagede Malikan og kom straks op til Vladimir og spurgte, om han skulle tilkalde hjælp. Men det matte blik og en lille affjedrende hånd fra Malikan talte sit tydeligt sprog, han ville ikke have lægehjælp. Efter 5 minutter var de kommet i et storm rum med masser af senge, som bare var det almindelig senge til når folk skiftede om at sove og som var for dem, som ikke havde behov for eget rum. Ved siden af det store rum var der et mindre et, hvor lokalet var delt op af mikro tynde vægge, som ikke gik til loftet, i hver af dem var der lige plads til et mikro bord, en stol og en seng. Vladimir vidste med uden tvivl, hvor Malikans rum var, hvor det var for enden af det rum, at der var en dør, hvor der var et 6mX6mX3 meter rum. Alle folk som ellers var i disse soverumme havde straks gjort honnør og stod oprejst for Vladimir, da det var sjældent, at Vladimir kom herned. Især stod en lettere nervøst, da han kun havde et par underhyler på og havde lige nået at få en hue over hovedet, så hans morgenhår ikke ville være for opmærksomhedskrævende. Men Vladimir gav dem næsten ingen opmærksomhed kun et enkelt nik og blik.
Inde i dette rum var der tons viser af ting, rigtigt mange bøger til loftet, skriftruller, underlige og smukke sten, men det var nu mest fyldt op med flasker af alle mulige slags og i et enkelt hjørne lå der lægeværktøj. Den spinkel krop, hvis øjne stadigvæk viste, at han var vågen, blev lagt i sengen, hvorefter at han havde et lille hosteanfald, hvor den spinkel krop trak sig sammen. Vladimir så bare på ham med et udtryksløst ansigtsudtryk, og der gik flere øjeblikke før han indså, at der var nogen som kaldte på ham over radioen.
"Kode 175 i blok AB2
den blev ved med at gentage sig, og Vladimir tog den sorte radio op i hånden og kiggede så på Payne med en alvor.
[colo=cyan]"Jeg er nødt til at tage denne, en af mine vigtige fanger har igen lavet visse komplikationer. Du passer på ham indtil da og jeg forventer en fyldestgørende rapport over det, som der er sket[/color]
Helt klart havde han skiftet tone overfor hende, for nu var hun ikke andet end en af hans normale undersåtter og dog alligevel ikke, for det var kun få, som han turde at overlade ansvaret til af malikan.
Malikan mødte Vladimirs øjne, hvor Malikan så på ham med et mildt udtryk og viste med hånden, at Vladimir meget gerne måtte gå, at der ikke vil ske noget og at Malikan har det fint. Det tog nogle flere øjeblikke hvilket fik igen radioen til at larme før Vladimir vendte sig om og smuttede ud af rummet.
Da rummet var forladt af selveste Vladimir, så rejste Malikan sig besværet op med ryggen imod muren og tog et tæppe omkring sig, som ellers havde ligget på sengen.
"Ville du være så venlig at give mig det vand, som er i den kande med den blomst der?
Der stod en blå høj kande på det, som nok engang havde været et skrivebord, da det var så overdækket, at skrivebordet var ugenkendelig. I den stod en enkelt hvid blomst på stilk med rødderne slået ud i vandet. Hvad Payne nok ikke vidste var, så rensede denne blomst fuldstændigt vandet og desuden gav vandet en mindre healende effekt.
Mens Payne nok gjorde det, som Malikan bad om, så sad han med blikket imod døren, hvor Vladimir havde gået ud af og tænkte fjernt væk i sine tanker.

Da Vladimir var den første, som havde udtrykt interesse og bekymring for både Malikan og Payne, så forventede hun også, at det var med ham, emnet gik, da hun havde afgivet sig svar. Og hvis hun skulle være helt ærlig overfor sig selv, så var hun heller ikke sikker på, hvordan hun skulle tackle en samtale med Medusa. Den kvinde gav hende stadigvæk kriblen i metallet. Så da Medusa pludselig tog ordet ud af munden på Vladimir, fikserede Paynes øjne sig straks på hende, i håb om, at der ville dukke et hul op, hvor Vladimir kunne smutte ind igen. Atter blev hun overrasket over Medusas stridighed og ligefrem overfor den gamle vampyr, da ingen af de ansatte nogensinde lod til at tale sådan. Nu var hun selvfølgelig heller ikke ansat, men rimelig meget mere.

Da Medusa lagde an til at gå, skulle Payne netop til at synke lettet sammen, før hun bed sig fast i ordet "Pet". Nej nu!... Men før hun overhovedet fik en chance for at forsvare sin stilling, ynkeligt indsmurt, snavset og skrammet, men stadigvæk højstående, lod Medusa sig bevæge i hendes retning. Payne stod artigt rank, med hænderne foldet foran sig, og betragtede damen komme nærmere, med et roligt blik, selvom hun egentlig havde lyst til at skule. Men da Medusa besluttede sig for at stoppe, liiiige ved siden af Payne, så kunne hun ikke undgå at mærke metallet spænde endnu engang, hvor det denne gang skyldtes direkte ubehag. Det næste der skete skabte direkte chok. For et øjeblik kunne man fornemme hvordan Paynes mekanik gik i lettere selvsving, imens hendes øjne rodede rundt i farverne, mens pupillerne trak sig sammen, da hun vendte dem mod Medusa. Paynes aura var for et øjeblik iskold, men meget urolig, hvilket man nok kun ville kunne mærke tæt på, trods hendes dæmoniske kræfter - hun forsøgte trods alt at bevare facaden bare en smule. Men hvordan vidste hun?! Hvorfra? Hvorfor ville nogen havde dolket Payne?... Hvor meget havde hun sagt?! Payne var i vildredelse, og skulle til at spytte ud med noget, som formegentlig var klogere gemt væk. Men det blev det også. Paynes kæber kæmpede bravt, men de var komplet låst. Ikke en millimeter kunne hun rokke dem. Hun endte med at stå lidt håbløst tilbage, halvvejs gloende/skulende efter Medusa da hun forlod rummet. Heks!

Tilbage stod hun med Malikan og Vladimir, som heldigvis var mere optaget af helbred end af hendes hysteriske men mutte anfald. Hun var stadigvæk yderst rystet over Medusas ord, men hun forsøgte at lægge en smule lå på sig selv, da der var vigtigere ting at tage sig til... Lige nu i hvert fald. Malikan så faktisk skidt ud, og nikkede bestemt til Vladimirs "ordre". Payne forstod hendes mangel på opmærksomhed fra Vladimir, da også hun, uden selvfølgelig at ville indrømme det over for nogen, end ikke sig selv, var en anelse bekymret for, hvad der kunne være sket for hendes glimrende "guide". Malikan havde vist sig at være en ven i mørket, selvom hun nok en dag måtte dolke ham i ryggen... Ak ja, sådan var det jo bestemt for hende. Hun rystede hurtigt de tunge tanker af sig, og fulgte hastigt med Vladimir, uden at tænke mere over sin egen tilstand. Halsen var glemt for en stund, men hendes mørke hår skjulte det også godt. På ganske kort tid havde Payne efterhånden fået set nogle steder See'ya Doma. Nogle fine, nogle udsøgte og så nogle mere afdæmpede, som det de netop var trådt ind i. Selvom de havde travlt, så tog Payne sig god notits af omgivelserne, og ikke mindst de folk som gjorde hornør, da de fik øje på Vladimir. En af dem var knap så heldig, og Payne kunne ikke skjule et smil over hans "klodsethed" ved at blive taget på sengekanten. Selvom hun så pjusket og halvbeskidt ud, så funklede hendes øjne i en atter klar isblå. Det benyttede hun til at blinke diskret til den omtumlede mand, inden hun forsvandt ind i Malikans værelse.

Imens Vladimir koncentrerede sig om at passe på Malikan, så holdte Payne sig pænt i baggrunden, så de to kunne få ro. Hun var aldrig den, som omgik de syge, det havde de så mange andre til. Desuden formåede hun sjælendt at skabe den rolige, ømme atmosfære, som de krævede, da hun altid havde så travlt med alt muligt andet - som nu, hvor hun gik og studerede alle Malikans spøjse sten og papirer. Først da hun bemærkede sig Vladimirs radio, endnu før han selv gjorde, fik hun vendt sig om, og stirrede forventningsfuldt på ham, imens han afgav sine ordre.

"Selvfølgelig, Vladimir. De skal ikke stresse... Malikan her er i gode hænder."

Uden at vide, hvor det rigtig kom fra, forsøgte hun sig med et kort opløftende smil mod Vladimir, inden hun så ham forlade rummet efter en god, lang, stille stund med den kvæstede elver. Hans tone virkede striks, men hun forstod hans skjulte bekymring for Malikan. Først et øjeblik efter den magtfulde skabning var gået, og hun havde ladet sig stå og glane lidt, vendte blikket tilbage til Malikan i forventning om stadigvæk at se ham ligge træt i sengen.

"Ja, selvfølgelig, kære Malikan. Hvad som helst som kan gavne dig lidt."

Payne gled blidt hen til det overfyldte skrivebord, og studerede det godt imens hun forsigtigt greb fat om vasen med begge hænder. Da hun ikke rigtig vidste, om blomsten var sart eller noget, så endte det med, at hun bragte Malikan selve vasen med blomsten i, så han selv kunne beslutte, hvad der skulle ske med blomsten.

"Vladimir virkede... bekymret."

Spændte øjne så på Malikan. Som han nok havde oplevet i mange år efterhånden, så havde Vladimir jo skabt sig lidt af en facade ude i det offentlige, men Payne var begejstret over at kunne opleve det hele indefra, selvom det krævede, at hun blev lidt beskidt og en smule øm. Apropos øm... Først der slog det hende, at den svidende/gnavende følelse omkring nakken ikke bare var et slag, men stadigvæk mærkerne fra det store bæst. Hun rullede kort med skuldrene, og skar en minimal grimasse, inden hun vendte tilbage til at betragte Malikan med hans vand.

//guf guf guf GUF!!! //

Før døren lukkede i kunne Payne høre det højtrystende og dog alligevel kvindelig grin, som Medusa slyngede omkring sig.
Den klodsede mand fik ildrøde kinder, som syntes at sprutte med rødhed, og så snart Vladimir var gået forbi tog hans straks hænderne foran sine private dele, da han syntes, at underbukserne stadigvæk ikke skjulte nok over for den kvinde. Det var ikke fordi der ikke var mange kvinder, som var mafiaens vagter, men det blik mindede ham om det, som han normalt ikke så i mafiaens kvinder.

Vladimir gav ikke rigtigt respons på det, som Payne sagde. Hans øjne var mest fokuseret på noget i det fjerne i hans minder, mens han til tider skævede til Malikan. Den magtfulde skabning forlod rummet med et nik i hendes retning, hænderne velplaceret bag ryggen og med skuldrene oppe. Der var ikke noget, som overhovedet afspejlede denne episode i hans holdning.

Malikan kiggede med milde øjne på Payne og kunne ikke lade vær med at grine lidt, hvilket førte til et lille hosteanfald. Han strakte sig efter et glas ved sengebordet, men kunne ikke nå den uden besvær, så enten ville Payne hjælpe ham eller så ville han selv nå den med besvær.
Han drak roligt, ikke grådigt som man normalt så væsner i nød gjorde. De få slurke fik hans krop til at summe mildt, som var pga den healende effekt.
Jeg har desværre glemt, at jeg er ikke en ung knøs mere, og som du jo ved, så skjuler mit mekanik min realle styrke eller rettere sagt manglen derpå, og turen havde været hårdere end jeg havde regnet med.
Sagde han med et mildt ansigts udtryk, hvor tankerne blev eftertænksomme.
[color=White]"Ja han er bekymret den gamle dreng. Du skal vide nogle ting om mig og ham for at forstå den gamle dreng der. Han er sådan set halvt om halvt som en far for mig og allerede en gang har han reddet mit liv og han har været rets så overbeskyttende overfor mig, da ikke nok med holder han af mig på sin sære måde, som aldrig bliver rigtigt vist pga hans kyniske jeg, men jeg er også symbolet på noget, som længere tungere end tungt.[color]
De grønne mandelformede øjne vendte over på hende og så vurderende på hende.
"Desværre kan jeg ikke fortælle hele historien, det må han selv gøre en eller anden dag. Ikke fordi jeg er bundet af nogen ord, men det er alt for personligt til at jeg kan tillade mig at gøre det.
Men i hvert fald min side af historien er, at da jeg var ca de 26 år, hvilket sammenlignet et menneske ville jeg nok højst være 13 år vandrede jeg for mig selv som altid. Vi ørkenelvere har det oftest med at vandre bare sådan for sjov midt ude i ødemarken. Det var en ellers sådan en god dag, hvor jeg vandrede til mit yngslingspot et stort krater fra en af fortidens megaatombomber. Du burde da have set nogle af de huller hist og her i verden, ikke?
Når men lige meget, desværre pga jeg var uhensynsløs, tog jeg fejl af mit trin, da jeg stod tæt på kanten og kiggede ned. Jeg kan stadigvæk huske skarpen af jord, sten og grus op imod min hud, da jeg gled langs kraterets væg og faldt ned ved bunden. Selve turen er ikke skyld i mine skader, det som var skyld i mine skader var Han kiggede på sin egen krop imod bandagen, hvor han på mytisk vis fik en trang til at pille bandagerne af.
"At bunden havde en radioaktivitet på over målbar, hvilket betød at jeg sådan set fik dødelig doser i løbet af få sekunder, hele min krop gjorde psykopatisk ondt pga radioaktiviteten, så jeg kan ikke huske så meget ude over, at jeg husker at jeg skreg. Kort efter kom en skikkelse og reddet mig og jeg vågnede først op på operationsbordet, hvor hele min krop var fuldstændigt skadet og lægerne og engineerene havde gjort deres bedste, men de kunne kun redde lidt og de vidste, at jeg ville dø af mig selv.
Vladimir var på mytisk vis stædig og nægtede at lade mig dø, så han fandt den bedste medichealer og betalte dyre domme for, at han kunne hjælpe mig med alt hans kostbare medicin, magi osv. Det er den sammen person, som er min lærermester.
Men ja for de snart lidt over 1000 år siden, der skete det, da verden var langt mere kaosfyldt end dette, hvor ressourcerne og pengene var mere en mangelvare, alle havde sagt til Vladimir, at han skulle opgive mig, men han nægtede, den dumme og i særdeleshed stædige rad nægtede det, selvom ja.
Hånden gled over på hans hoved, hvor han et øjeblik så tøvende på Payne og håbede på, at det ikke ville skræmme hende. Bandagen faldt af hans hoved og efterlod sig et ansigt, som havde den klassiske katteform som elvere og som sagt havde et potentiale til at være meget smukt som klassiske elvere. Men hele hans hud var meget meget lys pga. at huden ikke fik sollys overhovedet og pga arrene. Det var tydeligt, at det var gamle ar som var overalt. Malikan var alligevel rystet over, hvor let det var for ham at få det af og han følte sig lettet, da bandagen altid virkede så tæt, alt for tæt til en åben ørkenelver. Huden var som sagt fyldt med gamle ar, som mere eller mindre gav en mild bulede overflade med diverse snit og abstrakte mønstre. Elverens hænder tog også af for hænderne og lige de punkter han kunne.
"Selvom jeg ser sådan her ud, hvor ca 75% af mine knogler er skiftet ud, da de simpelthen rådnede væk af døde celler og kræftsvulste, De eneste organer som fungerer og ikke er blevet skiftet ud er hjernen, hjertet, mavesækken, delvist tarmen, de måtte forkorte den for at fjerne det skadet væv og en enkelt nyre.
Blikket forsvandt for et øjeblik væk fra Payne og kiggede på sine egne hænder, som stadigvæk gjorde en smule ondt
"Ved du, hvor meget jeg kostede? For Vladimir kom jeg nok til at koste i det hele ca 72 mio kroner. Men han har aldrig fortrudt det har han sagt. Men alligevel 72 mio kroner for at redde en sjæl? Det er meget, men alligevel ikke når redningen af mig reddet ham selv"
De arrede hænder strakte sig imod hende som viste, at hun skulle komme tætte på. Han tog en mytisk lilla sten ved navn ametyst, hvor han først lagde den ene hånd på hendes nakke. Til sikkert hendes overraskelse var hans hud faktisk blød og ikke klassisk hård som normalt arvæv var. Hans arvæv lignede halvt om halvt en blanding af hud, som havde været for længe i blød og så normalt ar. Stenen var i den anden hånd, som han lagde på den anden hånd. Hvis Payne sagde noget så ville han tysse på hende med læber som var meget små, da de aldrig kunne heale sig til den normale størrelse igen.
For Payne var det 100% volapyk det, som Malikan remsede op, men hans remsen havde helt klart en rituallignende stemning, som nok ville gøre det hele alvorligt og alligevel mytisk. Ud af øjenkrogen fornemmede Payne et lilla lys og som om der var en underlig tilstedeværelse i lokalet. Da Malikan stoppede sin remsen og tog hænderne væk og hoste en gang, så var smerten væk fra Paynes nakke. Før hun kunne nå at sige det, så sagde Malikan.
You are welcome.. Men jeg skal stadigvæk have smurt det mærke det rundt om halsen. Men først er jeg og evt du også nødt til at få noget mad. Han pegede imod et mindre skab, hvor hvis Payne åbnede, så ville hun blive mødt af en hav af sødelige frugtdufte. Indpakket i grønne blade var der diverse tørret frygter, sødeligt og saltet brød og andre spiselige sager, men intet kød andet end frugtkød var tilstede.
Hvis Payne ville rejse sig efter maden, så ville Malikan endnu engang opdage halskæden og i det øjeblik fik han indset noget, som han ikke havde indset tidligere. Øjnene knebede halvt sammen og han så i særdeleshed meget eftertænksomt på hende. Havde hun fået halskæden? nej det kunne hun da ikke.. Men havde hun så fundet den? Det var måske muligt, men havde Vladimir opdaget det? Nej det havde han sikkert ikke...

//Snaskeguf yourself! XD//

Mandens uheldige reaktion for nok for Payne. Selvom hun selvfølgelig godt kunne tage for sig af, hvad hun havde sat igang, så virkede tid og sted ikke helt til at passe sammen. Desuden ville det måske ikke lige passe Vladimir at observere det direkte, da det sidste gang var gået en anelse for hedt for sig. Men hun tog dog ikke Vladimirs fravær alvorligt, da hun var indstillet på, at det måtte kunne udnyttes på en eller anden måde.

Payne var der hurtigt. For en gangs skyld brød hun sig ikke om at se smerten hos en, men hun var sikker på, at det skyldtes, at de var en slags... holdkammerater. Til evig tid underlagt metallet, som hun havde kontrollen i deres krop. Måske ikke så meget hendes egen, men Malikan ville få det meget skidt, hvis det en dag svigtede. Hun hjalp ham derfor, ved forsigtigt at række ham glasset fra natbordet, med et lille smil som tilsvarelse til hans latter. Payne lo ikke så tit.
Vandets summende effekt på Malikan overraskede hende, men hun kommenterede det ikke, da hun stærkt formodede, at han vidste hvad han gjorde.

"Jeg synes ellers, at du var fantastisk derude. Vi havde nok ikke haft samme resultat uden dine handlinger."

Selvom Payne godt vidste, at elvere kunne blive meget gamle, så blev hun pludselig nysgerrig på Malikans alder. Han tiltalte sig selv, som om, at han var en ældre af slagsen, men det kunne selvfølgelig være noget, som alle væsner begyndte på, efter de første 1000 år. Selvom Payne "allerede" var 180 år gammel selv, hvilket jo svare til næsten to menneskeliv, så var hendes eget formegentlig først begyndt. Hun følte selv, at livet knap var begyndt ved de 200, og der var lang vej igen, før hun nogensinde kunne kalde sig selv gammel. Men hendes ungdommelighed styrkede hende kun, rent fysisk, men også i viljen efter at lære nyt.
Det næste overraskede Payne en smule. Vladimir... Som far? Til Malikan endda? Det skulle ikke tages bogstaveligt, men satte alligevel en masse tanker i gang hos hende. Og da hun ikke havde yderligere kommentarer, men blot var nysgerrig på elverens vise ord, nikkede hun smilende til ham, som tegn på, at han gerne måtte fortsætte.

De næste par minutter tilbragte Payne med at stå, med armene over kors, afslappet selvfølgelig, og stadigvæk snavset, men med hendes øjne, der fik skiftet sig til en behagelig varm mandelfarve voksede sig større og større ved Malikens ord. Hvilken fortælling! Og da Maliken "fortsatte sin fortælling" ved at nærme sig sin bandage, så var hendes spænding ikke mindre, tvært imod. Men bange var hun ikke, og der var ingen frygt i hendes øjne over at skulle se elverens sande jeg. Det havde hun skam ventet på. Hans ansigt endte dog alligevel med at overraske hende. Med tankerne på, hvad radioaktivitet kan gøre, så havde hun forestillet sig grumheder og gys af et ansigt... Men det var faktisk ganske klædeligt. Ja, huden var bleg og arret, men efter Paynes mening gav det ham karakter.

"Det gør mig virkelig ondt at høre, at du har skulle gennemleve al den smerte... Men jeg er sikker på, at Vladimir ikke har fortrudt en dag siden, at han reddede dig. Du er jo blevet et ganske vellykket resultat."

Hendes stemme var ganske mild, som hendes øjne flakkede rundt, og på skift studerede hans usædvanlige ansigt og hænder, samtidig med, at hun langsomt trådte nærmere ham. Først da hun ud af øjenkrogen kunne skimte en form for lilla sten vendte hendes fokus ordentligt tilbage, hvorefter hun pludselig mærkede en hånd mod nakken. Hvad øjeblikkeligt fik hende til at slappe af var da hun opdagede hvor blød Malikans hud egentlig var, trods arvævet og de mange års isolation.

"Malikan, du be-..."

Da han tyssede på hende, tiede hun straks. Der var ingen grund til at forstyrre ham i hans arbejde, da han tydeligvis gjorde dette af egen fri vilje. Hans læber var ret sjove at se på for hende, da hun havde set en del munde igennem tiden, men hun sagde stadigvæk intet - lukkede blot øjnene en smule i, og lod sig falde til ro i hans nærvær, imens ævl omkring hende blev remset op. Da smerten pludselig var væk, remserne var stoppet og lyset var væk tog hun mod til sig og åbnede øjnene. Men inden hun så meget som kunne takke ham, kom han hende igen i forkøbet. Payne fulgte straks hans anvisninger, og rejste sig, hvorefter hun bevægede sig mod skabet. Skoene havde hun ikke længere på, hvilket gjorde hendes bevægelser en del mere fri. Payne åbnede skabede, og bukkede sig ned, imens hun studerede alle de sjove "madpakker".

"Jeg er enig i, at du bør indtage en smule, men for mit vedkommende såe.."

Hun tav og rystede smilende på hovedet, med halskæden klirrende om halsen. Payne valgte en pakke med lidt sødt frugt i, og bevægede sig tilbage til sengen, hvor hun satte sig tæt ved siden af Malikan, så deres hofter lige rørte hinanden.

"Spis endelig... Og tak for hjælpen."

Hun rakte ham pakken, og da han tog imod, fulgte hun nysgerrig med i, hvad han foretog sig, imens hendes bløde hår gled ned på hans skulder, da hun placerede sit hoved blidt der. Hendes hånd bevægede sig en smule tøvende frem, og selv hvis Malikan var i gang med at spise, så ville hendes ene fingerspids prøvende glide henover hans håndflade, hvis han altså tillod det. Hendes aura var varm og kærlig, som med hendes berøringer. Der var intet som tydede på, at hun ønskede at gøre ham ondt eller lignende. Hun virkede derimod meget nysgerrig efter at studere ham tæt.