Udbud & Efterspørgelse- Argentum/Justine Case

// mænd ! jeg ved man kan få farve fra boksen her, men det er besværligt når teksten Er skrevet på forhånd :) du må bare vente på farve til jeg skriver på ipad på normal vis, det er sjældent jeg bruger tastatur til dette anyway ^^
jason Stark -var din mund , du er en meget stædig og uartig mand nu- tænk at vende det døve øre til chatten :P. xD //


" Nej, du har helt ret. Vi kan da godt blive enige om at det er usmart med fordomme over en avis artikle og man skal som bekendt ikke tro på alt hvad de skriver vel " havde hun klappet på sin mave...eller skulle hun sige gravide mave for at føje journalisten måske.

At Argentums blik udfordrede og hans stemme ligeså, var en oversakelse.Han havde været mere eller mindre afdæmpet under smatlen, faktisk havde hun næsten mistænkt ham for kun at hmm og mmm på de rette tidspunkter kort tid før, men nu var de grønne øjne meget fulde af liv og meget direkte.
Kaffe koppen fik sig en surre tur, blev rullet fra side til side mellem hendes hænder i et forsøg på at trylle et kækt svar frem...men til hendes store irritation udeblev det bare.
" Piger generelt..øhm..jov måske deres tanker ,men jeg tror nogen gange selv at mit hoved arbejder en smule anderledes og mine ønsker er en smule anderledes end de fleste pigers er" lød det tamt.Ingen point der, og det vidste de begge, selv om hun forsøgte stirre lidt igen. Var det den fysiske del han havde i tankerne, så ville en undulat kunne give ham lige så gode svar som Millicent, da de havde ca samme erfaring inden for den del af hvad mænd skulle vide om kvinder og ´den slags´.

Snart ville hun dreje rundt for ham og modtage lidt feedback.
"DET GÅR AN? " havde hun udbrudt. Det var en af hendes bedste stykker tøj.To hele bukke og en hare havde den sådan set kostet.var han klar over hvor længe hunhavde skulle ligge på alle fire ude i skoven for den. På lur altså.
"Geez du er da krævende! jeg VED godt jeg er nød til at snakke med dem også, det var mere så...du ved...hvis de tog et billed og du igen blev hægtet sammen med mig."
Hun rystede på hovedet og måtte alligevel le. Hun var bestemt ikke meget forfængelig, stræbede stort set aldrig efter de smukke komplimenter,d a hun alligevel vandt dem hule. De blev slynget omkring i flæng, og derfor helt uden betydning, hvis man spurgte hende.Hun ville heller ses for den person hun var, end for sin barm , sit hår eller en smuk spadser dragt- så han fik blot smilet frem, trods hun drillede ham med sine ord.

Oswald var kommet, og Millicent havde fået øjnene af Argentum. OH please blikket blev sendt retur. Slog den mand sig aldrig lidt løs uden at holde på etiketten?
men hun fik stoppet sin fnisen og rankede ryggen.Sendte Argentum det mest lydige smil og blik...før hun smeltede sukker med sin stemme " Sir...jege r klar til afgang, hvis det behager dem" så gled hun forbi ham, og huskede at purre op i det mørke hår igen, før hun forsatte ud af døren med øget gangtempo , for at forsøge undgå endnu en skideballe.

Bilen satte i bevægelse og hun lænede sig tilbage i det store sæde.Ved siden af hendes ben stod den store bue og pile, som hun havde insisteret på ikke at ville komme med i bilen, hvis hun ikke måtte have dem med sig.Man kunne jo aldrig vide hvad og hvem man ville møde.de ville ikke være noget værd i kamp, hvis de var låst inde i bagsmækken på Argentums bil vel.
Med et lille suk slog hun øjnene op igen. Bilens rystelser gjorde hende søvning- måske fordi de sad på bagsædet?
"Jason...hvilke spørgsmål kan jeg forvente? Skal vi prøve gennemgå et par af dem, så jeg kan øve mine svar?Der ER en lille risiko for jeg får sagt et eller andet...spontant...hvis de for trykket på nogle forkerte knapper" drejede hun ansigtet og så på ham.

Hvad er det du taler om angående mænd?
Det er altså ikke svært du makere bare inden for (” ”) og så beder de den om at skifte farven, det så enkelt
Der har du til den helt hvide farven :P
Jeg er ikke stædig eller fræk frøken Santana, det må jeg indrømme, men ja jeg er god til at vende det døve øre til, eller dreje ting til min fordel :P //


Langsomt løftede det venstre øjenbryn mens hun talte og klappede sig på maven. Hans blik var ikke til at tage fejl af, han nød at have ret.
”Det er jo ikke ligefrem første gang jeg har ret, mens du har tilbragt tid sammen med mig vel, men det er godt du er begavet nok til at indse fordomme eller holdninger basseret på sladder artikler er en mindre god ting.”
Han havde holdt blikket på hendes hånd der klappede maven, inden han kort rystede på hovedet. Selvom der ikke var hold i den sladder med at hun var gravid, følte han sig alligevel skyldig i at det netop var hendes navn han havde brugt, ikke et synderligt venligt træk overfor hende.

Millicents overraskelse morede ham inderligt, på mange måder brød han de facader han havde sat op for at beskytte sig selv og være så privat, men med hende kunne han være mere løsluppen, for en hver udefra ville det sikkert ligne at det var to forskellige personer hun tilbragte tiden sammen med. Det generede ham egentlig ikke, folk måtte tor hvad de ville, men det der var problem var at han altid holdt sig ren, selv i kanterne, der var aldrig noget sandhed, når medierne kommenterede på hans liv, for der var ikke noget at sætte en finger på.
Det var han for gammel til, han kendte spillet lidt for godt.
Blikket blev sendt ned mod kaffekoppen mellem hendes hænder mens det blev snurret rundt, han smilede et kort og skævt til hendes hænder inden blikket blev vendt tilbage til hende.
Da hun begyndte at snakke om pigerne himlede han kort med øjnene, selvom han efter menneskers tidsregning var gammel var han stadig kun hvad der ansås som en teenager på Dragonia, og noget af det kunne stadig lyse igennem.
”Millicent det var ikke just det jeg mente med hvad du kunne lære mig, men det er gået op for mig du nogle gange er lidt af noget særligt, men det er noget specielt på en god måde. Du er fascinerende. ”
Hans stemme var igen rolig, nærmest en hvisken mens han talte, hans øjne var blevet mere neutrale den udfordrende, og provokerende gnist var væk. Som om nogen havde slukket på en kontakt.

Han betragtede hende igen mens hun igen drejede rundt om sig selv.
”Ja Millicent det går an til at vi kommer hjem til mig.”
Blot at sige de få ord ville vække en stor overskrift, han rystede på hovedet, nu måtte han lade være med at se spøgelser, men måske var det netop det der var problemet, hun var blevet fanget i hans verden, en verden han helst ikke ville have folk skulle fanges sammen med ham.
Hvis hun bare havde en idé om hvad hans garderobe kostede så ville hun da besvime, han fattede stadig ikke hans eget tøj var så meget værd, han var sikker på han ville kunne brødføde en familie i et år for den. Det var selvfølgelig ikke noget man snakkede højt om, men det var behageligt at gå i.
”Jeg er ikke krævende, eller ikke meget krævende, for jeg skal nok tage mig af det som er muligt for mig at kunne rede ud, resten er op til dig… Åh… Det var venligt af dig at tage hensyn til det, men tror jeg ville kunne rede det også ”
Han drillede lidt til sidst, det kunne også ses i hans blik.
”Men du ser godt ud Millicent, du ligner en der nærmest høre til ved siden af mig”
Han kunne ikke holde et smil, eller den lette latter tilbage. Jo hun så godt ud i den, og det gik an, og hun kunne også ligne en der kunne tage en plads ved hans side, selvom der var noget drillende kunne det sagtens høres at han mente de ord der kom over hans læber.

Han kunne ikke lade være med at smile efterfølgende da han kunne se det morede hende at spille lydig, og da hun purrede op i hans hård igen, kunne han ikke lade være med at smile, og ryste opgivende på hovedet.
”Millicent for pokker da du er for meget.”
Han mumlede det kun inden han selv fulgte efter Oswald og Millicent ud til bilen.

Buen havde han intet i mod var kommet med i bilen, den ville være nemmere at forklare end hvorfor der var kampesten og ild i bilen. Det var velkommen, Argentum gabte langsomt og strakte sig, inden han pakkede mobilen væk.
Det var en lettere træt Argentum der sad i bilen med Millicent, efter det stop ved caféen, selvom han forsøgte at holde fokus på hende var det besværligt.
”Det kan være alt, lige fra hvordan vi mødtes, og hvordan det er at være sammen med mig, om det giver dig problemer i hverdagene, alt muligt, og hvis du er rigtigt heldig, hvis der er unge journalister, af det kvindelige køn, Hvordan sexlivet er”
Selvom det sidste var ment som en spøg var det svært at høre da det kom ud i samme tone som resten.
Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene
”Hvis jeg var dig ville jeg se om jeg kunne få et par minutter på øjnene, vi kan være fremme senere, eller så sent at vi ikke kan nå Omnicorp i dag, og så ved jeg ikke om du vil tage hjem. Eller hvad du gør.”
Det var ikke fordi han ikke havde plads nok, men han ville give hende en mulighed for at tage hjem, og så mødes ved Omnicorp når det var.

// Det er jo ikke mig, men mit tastatur der fejler noget – det er jo åbenlyst (sådan da) XD kan godt lide din analyse ”kunne lide at spille lydig” XD meget rammende :P//

Facinerende? Argh sådan havde hun egentlig ikke tænkt på sig selv. Hun var ret lige til og spækket med en masse fejl og mangler- alt for drevet af følelser og passion, men også ønsket om at gøre ting godt og holde folk omkring hende glade. Beskytte de svage var noget der stod hendes hjerte nært- men hun var nu udmærket klar over hun kunne drive de flestes tålmodighed lang bort i stand, hvis de ikke lige lærte hvilke knapper de skulle klikke på, for at sætte Millicents små trip  på stand by, når hun blev for meget. Facinerende? Måske på samme måde som en lille naturkatastrofe på to ben, der kunne tale ? Hun smilede til ham, og lavede et lille ryst på hovedet, slappede mere af i kroppen ,nu hvor hun kunne se at hans udfordrende blik fordampede igen.

”Til vi kommer hjem til dig ? Du er vel klar over det lyder som du enten vil flå det hele af eller skrue mig ned  i en eller anden marengs kjole i tyl , så snart vi er hjemme hos dig ”  lo hun , da begge dele ville være under heftig protest. Det værste  var hun godt kunne forstille sig , hvordan han kunne  tvinge hende ned i en sådan kjole, i en eller anden sammenhænge, og se på hende med det der strenge blik- til hun gav sig og adlød…selvfølgelig ikke uden lidt småbrok i hjørnerne, det hørte jo ligesom til. Millicent tilgav dog hans
”det går an” replik, så snart han fik klemt ud hun lignede en der hørte til ved hans side. Hun forstod godt hvad han mente og det var måske det bedste kompliment for hende, i den her situation.  Der var ingen topmodel mål over hende, alene benene var for korte til den slags, men hun var også ganske sikker på at selv om Argentum måske nok kunne lide en smuk kvinde, som de fleste mænd kunne- så var det nogen andet…noget mere klassisk eller stilrent han ønskede skulle frankerer ham, hvis  det havde været sandt det hele, og ikke blot en illusion skabt af medierne. Det var i hvertfald det look hun havde forsøgt ramme.

Ude i bilen var det heldigt Millicent allerede sad ned, så kunne hun da ikke snuple , da Jasongik i gang med  at remse det ene problem op efter det andet. Hans bud på hvad journalisterne ville udspørge hende om.
Hun blegnede helt.”jamen, det er jo forfærdeligt. Jeg kan jo ikke svare sandfærdigt på NOGET af det” kom det helt spontant, mens det lyse ansigt igen fik lidt kulør over kindbenene.
”Seriøst…jeg kan jo ikke sige at vi mødtes da jeg er ulovlig skytte og fejlagtig antog dig for at skulle udlevere hemmeligheder fra militæret, til gengæld for en kostbar Millie ,vel?”  den lille grønne abeting, var i øvrigt for længst smuttet og Millicent mistænkte den for at være hoppet ud af tasken allerede da de befandt sig på diskoteket i Amarillo.   ”…Eller sige at det er yderst facinerende at hængeud med dig, da du både kan fortære vampyre OG forvandle dig til en farlig Dragonianer, vel ?" klagede hun videre og folde tvært sine arme foran sit bryst…” Og hvilke sex liv ? det er jo den del vi er kommet for at dementerer, det skal vi nok holde fokus på. Er det ikke nok at sige jeg slet ikke kende dig, at vi derfor ikke har haft sex, jeg …ehhh…hitchhickede og du gav et lift…og Oswald var her hele tiden” glimrende, mente hun selv. Men selvfølgelig var det ikke en skudsikker forklaring på nogen måde.

Hun sukkede dramatisk og lagde nakken tilbage, hvor et blødt læder sæde tog imod.
”Jo, jeg vil prøve hvile mig lidt .Noget siger mig der er en fordel at kunne samle tankerne , når vi skal face ulvene” hun silede da øjnelågene gled i og hun rettede lidt på sig, så hun sad enormt mageligt, og afslappet.
”hmmm nejeej. Kan ikke tage hjem, for hvis jeg gør det efter ikke at have set min mor i ugevis, så får jeg simpelthen ikke lov at gå dagen efter. Så jeg var alvorlig da jeg tale om at friske mig op hos dig, jeg håber da jeg kan crashe der- bare en enkelt dag selvfølgelig” efter besøget på omnicorp, ville hun kunne tage hjem til hendes mor og tilbringe lidt kvalitets tid med Maria.

Bilen ville have en søvndyssende effekt, som var man en baby der blev rokket blidt, i en barnevogn, så snart var hun slumret ind. Blev hun ikke vækket, ville hun døse hen til de ikke var langt fra Jasons hjem, og Oswald bekendtgjorde dette.
Allerede fra god afstand, kunne man se en horde af journalister, der alle var mødt op kun for at få en ting med hjem. Billeder og en ny artikel at fylde deres sladder blad med, af Omnicorps unge CEO  Jason Stark.
”oH my God” hviskede Millicent, og forsøgte ruste sig mentalt til hvad der ventede dem.

//Jeg er nu ret sikker på det er dig der fejler noget, og ikke dit tastatur.
Jeg er fantastisk til at ramme spot on. :D//


”Millicent, det lyder kun som du vil høre det, ikke som jeg siger det, at du tænker det er sådan jeg vil med dig er din hjerne ikke min.”
Hans blik fangede hendes og det blik han sendte hende ville sige nok, der var en del udfordring i det, for hvem vidste om hvorvidt hun havde givet ham nogle gode ideer. Det var nok ikke noget han ville trække op lige foreløbigt.
”Milli jeg tror ikke jeg har kjoler oppe i min lejlighed, men det kan da godt ordnes. Jeg kan da skaffe lidt til dig hvis det er sådan du mangler noget.”
Med ordende var det en ren drillende tone han talte i, og læberne der var i et drillende smil. Hans klukken var ikke til at tage fejl han drillede hende groft.
”Jeg skal da nok skaffe dig en nat kjole hvis du ikke har, du skal ikke tro jeg vil udnytte dit selskab uden at betale tilbage.”
Hans stemme havde skiftet nu var der intet drillende tilbage i den men seriøsitet.
Han var langt mere tiltrukket af en stilren og klassisk kvinde end en spinkel og underernæret model, en kvinde med bløde og let runde kurver, ikke kantet men heller ikke for blød, ikke at der var noget i vejen med det, for lidt større kvinder kunne også være tiltrækkende, men det var ikke hvad han søgte.  

Han elskede hendes reaktion det var en skam hun ikke havde stået op, det ville han have elsket, smilet der spillede over hans læber, det viste han mente hvad han sagde det var spørgsmål hun kunne blive udsat for, men det var nok ikke ligefrem det de var kommet for at vide.
”Jeg beder dig ikke ligefrem svare sandfærdigt gør jeg, jeg siger bare du skal tænke dig om hvad det er du siger til dem, og samtidig ikke virke som om det er noget du finder på.”
Han trak et øjenbryn op under det mørke hår. Mens han smilede så det nok ville have set en lille smule sjovt ud. Kuløren over hendes kinder fik ham til at smile.
”Nej det er der en skjulte sandhed ikke er en løgn fordi du skjuler løgnen i sandheden. Vi mødtes på en natklub, efter et forretningsmøde, og du var der for hyggens skyld.”
Han forklarede videre mens han betragtede hende. På mange måder var det sådan at den bedste løgn var en løgn skjult i en halv sandhed.
”Det er jo bare sådan det er fascinerende at være sammen med mig fordi jeg er en spændende person, fordi jeg gerne vil tage afstand til hvem jeg er, ved at være direktør for Omnicorp”
Det hele kom nemt fra ham ikke nogen tvivl om at hans stemme ikke afslørede ham i at det var improvisation, men flere århundreders øvelse skulle være betalt godt af.
”Vores sexliv er ikke det vi er kommet for at snakke om i dag, næste spørgsmål tak.”
Han trak på skuldrende som om det var det mest almindelige svar fra ham.

Han grinte kort over hendes dramatiske sukken og rystede på hovedet, det sorte læder sæde under dem ved den lune sædevarme.
”Du er velkommen til at hvile dig, jeg render ikke ligefrem nogen steder uden dig. Du skal ikke face ulvende endnu, eller i dag, vent til du har hvilet ordenligt.”
Argentum smilede over hende og rettede sig op så han sad mageligt og hvilede hovedet mod nakkestøtten.
”Så må vi håbe der ikke sker noget, at du jokker folk over tæerne ved at tilbringe tid sammen med mig. ”
Den rolige stemme blev lavere mod slutningen af stemme. Argentum foldede hænderne i sit skød og lod blikket hvile ud i luften.
”Jeg har plads nok til at du vil kunne tage dig godt af dig selv og gøre dig klar på alle måder, og crashe hvor du har lyst”
Blikket blev vendt mod hende og han smilede kort.

Da bilen begyndte at sagte farten og det blev tydeligere at det ville være svært at komme ind af hoveddøren lænede Argentum sig frem
”Oswald vil De køre ned i kælderen så vi kan undgå Journalisterne så må de få deres sladder i morgen ved Omnicorp.”
Han vendte blikket mod Millicent, han handling havde været for hende, han ville ikke have problemer med at svare på spørgsmålene men tvivlede lidt på om hvorvidt hun ville være klar.
”Vi sørger for du ikke bliver kastet for ulvende før du har fået lidt ordentlig søvn frem for bagsædet af en bil.”
Han smilede lidt over hende ord og rystede på hovedet
”Millicent tag det roligt, du skal bare tage det roligt vi skal først snakke med dem i morgen.”
Han ville ikke have hun skulle presses ud i det med det samme.

"Oh yeah...Dirty Millie ,That's me" rullede hun overdrevent med øjnene,  bare for at demonstrere hendes syn på den sag. Ingen grund til han skulle være i tvivl, når hun så let med blot et  himmelvendte blik kunne skære det helt ud i pap for ham. Kunne man ikke sige hun var ...serviceminded ?det lød da megeeeet  bedre  i hendes øre end at hun var  provokerende!
Hendes hjerne nægtede at tænke sådan, og hun besluttede at være yderst serviceminded og greb sig i at smile til ham, da hun bemærkede udfordringerne i hans blik.
Pokkers til mand. Smilet blev på læberne, selv om hun var træt.

"Måske din overbo har nogle ? Kjoler ..." Hendes øjne flammede kort op , triumferende .Han ville helt sikker huske deres lille snak om Storm og at pressen spekulerede i om han og Jason Stark havde noget sammen. Det var lige før hun kunne juble, og det var nok fordi han var så meget i kontrol og på forkant med ting, så de små mål hun fik ind , lod hun sig fryde over.

" Det her var nok det eneste pæne i min taske,  så skal jeg ikke have det på to gange i træk, får jeg nok brug for noget andet. Jeg ...skal dog nok betale dig tilbage." hun var ikke vild med at skylde eller  lade mænd betale for sig. Millicent ville gerne selv. Det gav hende en følelse af frihed der var tilfredsstillende - og man undlod misforståelser mellem folk. Eneste  lille issue var at hun ikke just havde et budget der tillod at købe en ny kjole IGEN, da hun næsten lige havde købt en. Hun skar ansigt og forsatte sætningen, som han ikke havde kunne nå at afbryde.." ..betale tilbage..men der bliver nok afregnet i døde dyr" hun hævede sine bryn og så frem for sig, pokermasken på plads og ja....sådan måtte det blive! Mange af hendes egendele var anskaffet sig ved at bytte sig til dem, for hvad hun fik nedlagt , efter en jagt .
Et almindeligt job var slet ikke hende. Millicent skulle have luft og frihed, natur og stilhed og hun var opflasket i skoven med en bue i sin hånd. Amors lille skytte , havde hendes far kaldt hende, selv om det nu kneb gevaldigt med at se kærlighed i det at dræbe uskyldige dyr, havde Millicent nu altid synes. For hende var det ren overlevelse, intet andet.
" om jeg mangler noget ? Jeg har da nogenlunde hvad jeg skal bruge. Problemet er bare jeg kan bare ikke rejse omkring med hele min garderobe.Derfor kan det blive lidt smalt med hvad jeg lige kan trække frem. Desuden har der været mere sammenkomst og by liv de sidste seks måneder end de sidste seks år, det har da også udfordret min garderobe " kløede hun sig i baghovedet og undskyldte indirekte.
Natklub, arrangementer hos Vladimir, dansen med Crasie, turene med Auriel , Millicent var ikke vandt til de ting, så Vladimir havde da også sørget for noget tøj. Han havde fyldt et helt klædeskab op, men hun havde bare brugt få kjoler og også efterladt det til ham....så kunne de nye gæster måske finde glæde i det. Hun betragtede ikke tøjet som hendes .
Hun sukkede tungt ved lyden af hans drillerier og hun vidste han virkelig morede sig ved at give hende en svingtur i følelsernes gynge. Hun var nød til at være kvik og skarp og det var en kunst når de lod til hele tiden at hoppe mellem alvor og sjov, for man skulle huske på at de stadig kun var ved at lære hinanden at kende.



Journalisterne ville nok gå hen og blive noget af en prøvelse, det kunne hun godt se.
"Bare du ikke forventer for meget af mig, og bliver skuffet, Argentum . Jeg skal nok prøve at svar så godt jeg kan og lyde overbevisende. Men jeg kan nok ikke indøve svar...og måske ikke lige sige det SÅDAN " lød en lille glad latter fra hende. "Virkelig....du vil have mig til at sige du er spændende dog interessant? Good luck honey ! Jeg synes du er meget sød og spændende, men ikke om jeg har tænkt mig at stå og sukke henført over dig i pressen, det må du få en anden til" puffede hun til ham.
Selvfølgelig ville hun rose ham som person , hun kunne ikke andet og det ville være nemt og sandt, men hun skulle jo forsøge undgå de troede på en romance mellem dem , så hun skulle jo vare sine ord, og hun var ikke sikker på 'viber ikke kommet for at tale om vores sex liv' ville aflive de rygter. Hun hævede et bryn og så på ham med en vurderende mine. " Så må vi snuse os frem , de æder os vel heller ikke ! Men gosh hvor er jeg glad for vi undviger dem lige nu, det er jeg virkelig taknemmelig for Jason" hun så til sin lettelse bilen drejede skarpt af og ned af en rampe , der ledte til en privat afgørelse og ned i en kælder hvor der skulle bruges et finger aftryk fra Oswald for at lukke op for et stort jerngitter.
Flere biler stod parkeret der, men Millicent spurgte ikke ind til det. Hun var træt , spændt og glad da hun tog sin taske og bue over skulderen og fulgte efter Jason Stark , for at træde ind på hans enemarker.

Der var en helt særlig buzz i luften denne aften. Den slags der var tilstede når man ventede på en filmstjerne, en rockstar eller en politiker der virkelig havde skidt i nælderne. Og så var der de karakter der bare stak ud, som nu den unge CEO for OmniCorp, Jason Stark. Medierne havde altid en føler ude når det kom til ham, og Justine havde fulgt ham fra afstand de sidste par år.
Hun var dog nyansat ...ferie vikar for en anden journalist og havde kun lavet et par gossip artikler her i byen  , alle med lidt kant - og så var det hun fik nys om Stark skulle til at være far. Den nyhed havde fået hende helt op på dupperne, og hun havde gennemgået alle interessante vinkler. For Justine var det en oplagt mulighed for lige at understreget hun var kommet for at blive, og gøre hendes kollegaer opmærksomme på hun ikke blot var et kønt ansigt, men en seriøs konkurrent til at få fat i lønkronerne. De fleste journalister var ikke på fast månedsløn, men fik gage efter hvilke artikler de diskede op med.
Og når man ikke have en sølvske gemt af vejen et hvis sted, så havde man behov for nogle gode historier og her stod hun så....på jagt efter en lønseddel der kunne give hende mad på bordet de næste uger, håbede hun for køleskabet var gabende tomt.
Baby artiklen havde dækket hendes gæld og opfølgeren skulle levere hendes mad, håbede hun da.

De var måske en 20-25 journalister fremødt, og det var en hel pæn flok. Nogle stod i små grupper på 3-4 og andre var faldet i snak 2 og 2 . De fleste kendte hinanden og var på fornavn. Snakken summede og en duft af kaffe hang over de aften klædte folk, der var klædt på ret ikke kunne bide dem i , nu hvor kulden så småt var begyndt at fylde aften temperaturen med dens tilstedeværelse. Også Justine havde en coffee to go i hånden, men hun stod nu for sig selv og spejdede ned af gaderne.
Den brune nederdel sad tækkelig omkring hendes liv og en al for stereotyp trenchcoat dækkede for en lille hvid bluse.
Justine var spændt, hun kunne mærke de små sommerfugle i maven og det slog hende at hun næsten glædede sig. Hun havde sine spørgsmål parat og hun så frem til at møde denne eftertragtede herre face to face og se hvad al hypen var omkring.
Hun var dog helt sikker på den bedste historie ville komme, hvis det var muligt at få hans åbenmundet veninde trængt op i en krog og tale med hende uden indblandning.
Uh alene tanken fik hendes øjne til at gløde. Hun slog blikket ned på sin kaffe kop...hvor mange bakterier min der var på sådan et krus ? Damn, nu mistede hun helt lysten til den kaffe .Skide nerotiske gener, mumlede hun .Justine gik hen for at kassere kruset og her så hun uf af øjenkrogen, den store velkendte bil....og hendes kæbe faldt til jorden med et overdøvende knald, da den i ly med natten forsvandt ned af en rampe...ud af syne...og efterlod hele pressen , uden et eneste ord til dem.
Han havde jo lovet !
Justine besluttede ikke at tippe sine kollegaer , hvorfor dog forære dem hendes spisebillet ? så hun svandt istedet langsomt væk fra hjorden og begav sig mod en it cafe, hvor hun connectede til wifi.
" ok ok....så kommer bjerget til mr. Stark " mumlede hun og lod fingrene flyve over tastaturet. Hun havde fortrukket at stille sine spørgsmål under åben himmel, men når det nu ikke lod sig gøre,  så måtte hun til plan b.
Der blev trykket Enter og beskeden blev fyret afsted...
Hvad er prisen for en invitation til OmniCorps velgøringsbal i morgen + en kjole ?
Låget blev lukket på den lille  labtop.
Hænderne blev sprittet af med vådserviet , og det samme blev den lukkede labtop.
Nu var der bare tilbage at vente.

Out :)