Udbud & Efterspørgelse- Argentum/Justine Case

Hendes bekymrede panderynker fik ham til at smile. ” Du ved godt du får rynker ved at bekymre dig” Kom der langsomt fra ham med et blidt smil.
Han var ved at blive bekymret for at Pillerne var mistet. Han ville gerne have dem, de var en af grundende til at han kunne være steder med lav radioaktivitet i længere perioder.
Han ville gerne vide hvad der foregik inde i hovedet på hende, det var da klart at se der foregik noget. ” Millicent du sidder vel ikke og får nogle dumme ideer vel?” Hans stemme var rolig men stadig bekymret for hvad hun troede.
Blikket der hvilede på hende, var roligt men også afventende på hvad det var hun kunne fortælle ham.
” Det tænkte jeg nok, at jeg gjorde, men at du overlevede er så mig et mysterium, der var ikke ved at blive lagt op til noget vel?” Smilede han kort og for hovedet han kunne godt huske lige det.
” Skræmmende tror jeg de fleste ville vælge, hvis de kunne efter at have mødt mig” Sagde han kort med en lille træt latter, selvom han var afkræftet var der meget humør i ham, måske fordi han per instinkt vidste der ikke kunne ske noget. Han ville gerne have holdt hendes hånd, for at vide det var okay hvad hun havde syntes, han vidste det var skræmmende, han var vokset op med det, og kunne stadig huske den første gang han oplevede en forvandling som lille unge.
”Vampyr?” Udbrød han lavt, af overraskelse. ”Mødte vi en vampyr, det har nok ikke været et rart møde” Pointerede han.
Egentlig sad han bare og ventede, med en tålmodighed. ”Millicent det er okay hvis du ikke kan snakke om det, hvis det skete i nat.” Kom der så langsomt men optimistisk, han ville ikke have hun rodede noget frem hun ikke ville kunne klare så kort tid efter.

Duften der ramte hans næse fik hans tænder til at løbe i vand, og maven til at rumle meget. Han blik var meget rettet mod panden.
” Hvad har vi ikke?” Han lød igen panisk. ” Hvad… Gjorde jeg… Så jeg… Nej det kan ikke passe” Han tog sig til hovedet, og registrerede ikke at hun lavede sjov. ” HVAD KALDTE JEG DET?” Han sank en stor klump og hvis han ikke havde været så bleg så ville der ikke længere være nogen farver i hans ansigt.
Da hun kom til det næste med den anden forvandling åndede han lettet op. ” Åh fantastisk.. Men denne gang skal du fortælle mig hvad der skete, for det her ved jeg ikke med, jeg tror gerne jeg slog en vampyr ihjel i sær for at beskytte dig…” Han lød lettet, meget lettet.
” Engle forbudte… Hvordan skal det forstås, engle generelt, jeg har stadig ikke smagt, eller haft en ved samkvem... Men nu har jeg jo heller ikke haft samkvem… I et… Nej to århundreder.” Han så bare på palletten og rystede på hovedet over hende.

” Du ville have været død hvis jeg ikke havde så meget kontrol, hvis jeg mistede kontrollen sammen med dig og var alene, ville du være død” Hans stemme var alvorlig selvom han smilede over at hun var glad for han havde været det.
Langsomt rejste han sig fra sengen, og med hendes hjælp kom han over på en spisestol ” Det er mine piller, de gør jeg kan overleve uden at være i et område med en høj radioaktivitet.” Han begyndte langsomt at spise, selvom han var sulten ” Du skulle vel ikke have en hel ko og 5 liter vand?” kom der pludseligt fra ham.

Millicent smilede tilbage. Hun havde intet imod rynker, mere imod den forstilling om man altid skulle ligne en på 16 og være billed smuk, uden fejl.
Ingen var det, uanset hvad de selv skrev og sagde. Desuden ville 'smukhed' altid være diffeneret af øjnene på den der så. Selv havde Millicent et meget bredt syn på hvad smukhed egenlig var for en størrelse og da hun var i godt humør over at finde Jason vågen igen, drillede hun bare tilbage.
"Det kan være et par rynker vil være sundt....som kontrast til blondine håret " jokede hun med hentydningen til alle blondiner er dumme som en dør! og at folk med rynker besidder visdom.


Hun rettede sine øjne mod Jason der ville kunne se hun havde et  lidt fåret blik.
"Lagt op til...nej nej nej...du misforstår! Vi...vi skulle bare følges lidt snuplede hun over ordene.Hun var ikke typen på at gå med fremmed mænd hjem...hun gik egenlig heller ikke med dem der ikke var fremmed.
Men det var sandt at der var noget sært interessant over ham, måske at han var så mystisk .Hun havde aldrig før mødt en som ham. En dragonianer.Hun smilede til ham..

"lagt op til noget- altså ikke andet end du ville opføre et meget ....magic Mike danse nummer for mig....men som du sagde, i en voksen udgave" hun ville gerne have holdt masken, men kom til at flække i et al for stort smil- til det kunne være alvorligt.Nu skulle hun jo heller ikke få ham til at ønske sig tilbage i hans 'coma' , med al det dril.
"Jeg ved det ikke er normalt man overlever når du forvandler dig, du plejer at...øøhh...spise folk...men du lovede at lade vær, og jeg stolede på dig. Ja, jeg stolede på dig, selv om mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig

Hun smilede for sig selv,  og flippede noget mad på panden rundt, før hun igen lod alvoren trække ind, som skyer over hendes ansigt.
"Det hele var bare så....overvældende. Du var frygtindgydende, og alligevel...alligevel gik jeg tættere på dig hun næsten hviskede det sidste !for det var en gåde for hende selv. Frygtindgydende og smuk på samme tid.
Døden med en stor tiltrækningskraft ...helt unik.
"Du ...var galant, gjorde mig intet" nu havde hun heller ikke kunne høre den indre dialog der havde kørt non stop.
"..men så var det de to fyre kom. En vampyr og hans ven. Ja ven og ven - han slog ham ihjel, og så ..så ville han efter mig.Jeg tror han forsøgte imponerer dig, han fornemmede det vilde i dig, og ville imponerer dig. Men ...du lod ham ikke få mig" hun sank en klump ved alle de billeder der væltede ind over hende! og forsøgte alligevel at smile opmuntrende til Jason.
"Det hele endte jo godt...bortset fra du gik ud som et lys...Argentum" lød hans navn blødt fra hendes læber.

lagt op til noget- altså ikke andet end du ville opføre et meget ....magic Mike danse nummer for mig....men som du sagde, i en voksen udgave"[/color] hun ville gerne have holdt masken, men kom til at flække i et al for stort smil- til det kunne være alvorligt.Nu skulle hun jo heller ikke få ham til at ønske sig tilbage i hans 'coma' , med al det dril.
Hun ville have holdt sine hænder frem , som værn mod samtalen der nu fik en privat drejning. Men Jason så bare så ærlig ud, og så var det både sødt...og lidt sjovt, hvad han afslørede."i 200 hundrede år? Så må man da håbe den duer og ikke er...groet fast eller noget " hun lo nu ikke, med det var en lille drillende gnist i hendes blanke øjne, og hun kunne bare ikke lade vær at drille.
" Nu skal vi have dig på benene og tilbage i kampform, og SÅ finder vi en lille hotass veninde til dig. 200årtier er alligevel en pæn lille pause, du kan tillade dig en veninde, uden at det blakker dit ry" kom det så igen med det lille kække smil.

Millicent havde sat sig ned, på en lille stol overfor ham. Selv havde hun bare taget en flaske med alkohol med, til morgenmad.Hun skænkede sig et glas med cognac, hendes form for selvmedicinering. En nødvendighed for at holde Roselia væk , så det var aldrig for tideligt eller for sent at drikke alkohol, ikke for Millicent. Men lysten til det om morgenen var bare ikke ret stor. Så hun rynkede da også på næsen, da en stor slurk blev skyllet ned i svælget og gav hende varme og kulørte kinder, efter glas to.

Hun betragtede ham spise, og var han færdig med det ene blev noget andet diskret skubbet hen foran ham.Hun lo...."Nej...ikke en ko men vandet kan vi nok klare, for jeg har masser der kan rense det, så du drikker bare løs.
Men ...hvis du er alvorlig, hvis du behøver det så kan vi gå samme ud, og jeg kan nedlægge en ko for dig?" rent vand skulle hun kun bekymrer sig om, var hun i en ørken. For hvis der var vand, så kunne hun snildt få det drikke klar, selv i store mængder.Et smil bredte sig igen. Det lød som verdens dårligeste score replik ...'hvis du vil kan jeg nedlægge en ko for dig'  
Nogle gange havde hun bare de mest besynderlige samtaler.
Et suk fyldte lokalet. Hun vidste det. Vidste hun havde flirtet med døden i aftes, og vidste hun havde lagt sit liv i hans hænder.
Nu lænede hun sig lidt frem over bordet..."Men du HAVDE kontrol, og kontrol er en god ting, omsorg for andre er en god ting , og det er vigtigt at kunne bekymre sig og stille krav . Kærlighed ....til livet og til dem i det, er hvad det handler om. Du passede på mig, og jeg er dig meget taknemmelig. Derfor skal vi skaffe de piller...eller have dig til et sted med masser af radioaktivitet. Så må vi bare håbe jeg ikke gror en ekstra arm , eller muterer til en ninja turtle"
Det var gået op for hende at etuiet var nødvendigt at skaffe tilbage, så de skulle have lagt en Master plan.
"Så...hvad starter vi med? Skal jeg nedlægge et dyr til dig , eller gå i parken og søge efter dit etui? Er der andre måde de piller kan skaffes på ? Eller skal jeg tage dig til et radioaktivt område, til trådløs opladning!" Hun blinkede et par gange , og var fast besluttet på at hjælpe ham med dette her. Det var trodsalt for hendes skyld at han havde været forvandlet , hele to gange og dermed tabt ...strøm eller energi...kræfter, hvad mænd nu kaldte de ting.

Egentlig var rynker ikke noget der irriterede ham på nogen punkter, han var en smule træt af hans ungdommelige udseende.
På ingen måde var han tilfreds, med så høj en alder, og alligevel var der problemer når han skulle på natklub, selvom han ikke var ret meget for dem.
Argentum smilede bare til hende et smil, der forsøgte at vise, han havde det bedre end den aften hvor han faldt om.
”Ja måske ville det være smart med lidt kontrast”
Gik han med på hendes joke. Han forstod fuldstændig hvor hun ville hen.
”Men jeg er ret sikker på du alligevel, selv med de blonde hår, har en stor viden”
Han lagde hovedet tilbage og spændte kæberne. Havde jo oplevet hvad hun havde af viden fra før krigen.


Et lettet suk slap hans læber, og en tung udånding efterfulgte, som om alt luft i hans krop havde brug for at komme ud, og sukket ikke havde været nok.
”Jeg er så lettet over jeg ikke lagde op til noget”
Kom der langsomt fra ham, det lettede udtryk talte for sig selv. Han kunne ikke vise hvor lettet han egentlig var.
Det var jo ikke fordi Millicent ikke var en køn pige eller noget, men det var på ingen måde ham bare at tage med en hjem. Eller gøre noget før han havde været sammen med en person flere måneder.
Han kunne mærke en besynderlig varme brede sig under det smil han fik tilsendt, så kort valgte han at vende blikket mod hænderne han havde foldet mod hans skød.
En engel, så længe på jorden og alligevel ikke mødt en engel direkte, han havde hørt om dem, men ikke oplevet dem, men hun var ikke som han forventede en engel, måske det skyldtes menneske blodet der løb i hendes åre.

Denne gang faldt han ikke for den. Men en kort latter slap hans læber.
”Et magic Mike nummer siger du, det lyder ellers ikke som mig, men det skal da nok passe hvis du siger det”
Han forsøgte at give igen.
”Men hvis jeg tilbød sådan noget så har du sikkert nydt hvad du har set..”
Han lagde op til en ting og håbede ikke hun fangede den før pointen kom.
”Jeg har nemlig lagt mærke til hvordan du har tjekket mig ud, Så et voksent sjov fra magic Mike.. Så det ville du elsker”
Han var begyndt at give tilbage af samme skuffe. Da han hørte hendes latter slappede han langt mere af, selvom han ikke havde været så urolig som den første gang.
”normalt, det er sandt man ikke overlever, Ja jeg er en helt andet når jeg er forvandlet.”
Store øjne viste sig i hans ansigt, hvad han lovet at lade være, havde han.. Ja han havde været i kontrol under den første forvandling det kunne han huske.
”Stolede du på en totalt fremmed du ikke har mødt før… En der forklarede det ville være forfærdeligt, og ikke var sikker på han ikke ville skade dig?”
det hun sagde var kommet helt bag på ham, han troede han havde haft styr på hans hukommelse fra før blackoutet men nej det havde han ikke haft, ikke helt i hvert fald.

Den nye alvorlige mine på hendes ansigt fik hende til at ligne en mor type, men hun var vel ikke gammel nok til at være mor til nogen.
Men den måde hun virkede så autoritær.
Igen hendes ord gav ham et overrasket blik, var der så meget der var forsvundet. Nej dette kunne han huske, det havde været et sært øjeblik, men et roligt og glad øjeblik.
”Ja det kan jeg godt huske, tror jeg støttede dig, du var helt svag i knæene”
Han smilede egentlig var han ikke sikker på det var helt sandt, men alligevel var han sikker i sin sag.
Kun havde jo han egen synsvinkel, og der skulle han også holde instinkterne væk, holde Argentum væk.
”Nej jeg gjorde intet..”
Han smilede over hendes ord.
”Jeg er en mand af mine ord. Jeg hader at bryde min løfter”
Han rykkede lidt på sig.
”Selvom jeg ikke altid kan være helt enig med mig selv.”
Mumlede han med et smil,
”Jeg kan være en fandens stædig drage”
Grinte han så.
Et løftet øjenbryn rynkede hans pande, nu var det hans tur, men med hans alder og unge træk, bekymrede han sig ikke om sit udseende han vidste det nok skulle hente ham.
”To fyre.. En pestilens, blodsuger om man vil, og hans ven, men vennen var ikke en ven for han dræbte ham?”
En smule forvirret var han blevet, selvom han forsøgte at følge med.
”Ville han… Forsøgte han at få fingrende i dig?”
Rystelser gik gennem hans krop, intet alvorligt end en normal reaktion af vrede, ingen fare for forvandling.
”Imponere mig?… Hvorfor skulle han ville imponere mig?..”
Igen det gav ikke helt mening for ham.
”Det vilde i mig… Skulle han ville imponere mig fordi jeg har mit skjulte bæst?..”
Spørgsmålene væltede ud af ham som en syndflod eller et vandfald.
”Nej jeg har vel ikke ladet ham skade dig, alvorligt eller ville du vel ikke være her”
Han forsøgte at virke opmuntrende og ved god mod.
Lyttede til det navn hun brugte, et navn han ikke hørte med mindre han så noget i en person, hun måtte have gjort indtryk på ham, siden hun fik hans navn.
”Så kørte jeg tom for energi det er den eneste forklaring”
Han mumlede mest for sig selv.
”Løb tør for radioaktivitet i mit blod.”

Egentlig kunne han jo se han var gået en smule for langt, det var måske lidt lige på og hårdt, men det havde været væsentlig for deres samtale.
Han var afslappet omkring hende, der var noget dejligt ved hende helt bestemt.
”200 år, ja jeg har været hvad kalder i jordboer det”
Han ledte efter et ord men kunne ikke finde det.
”Groet fast og duer til noget”
Han skulle lige til at give igen men valgte at holde munden lukket, det kunne dog ses at der var noget der trykkede på for at komme ud.
Det var nemt at se den gnist der var kommet i hans øjne, ligesom flammerne om hans hænder virkede det til at være en rigtig ild.
”Nej tak, jeg har ikke brug for en hotass veninde, jeg er ikke den type..”
Han lukkede øjnene og tænkte bare tilbage. En tid hvor han havde været sammen med en, et forhold der havde været et årti, men bare det at han havde fat en i før krigstiden, selvom hun blev henrettet under krigen havde deres forhold været dybt, en forbindelse der havde været som et dybt venskab. Ikke noget sexuelt.
”Jeg har ikke brug for at være sexuelt aktiv”
Kom der bare kort fra ham.
”Jeg er den type der venter på den rette, en hvor følelserne går dybt, og man bare ved, her har jeg lyst til at være, bare være hvad hun har brug for.”
Hans blik mødte hende de grønne øjne der nu strålede af at han havde ment hvert et ord.

Igen havde han lyst til en bemærkning ligesom med rynken men denne gang beherskede han sig. Eller han forsøgte.
”Mennesker er sære, det skulle ikke være sundt at drikke så tidligt på dagen”
Han så egentlig bare på hende mens han tale med en seriøsitet der næsten kunne føles i luften.
”Det ender med at ødelægge din lever..”
Hans stemme var mere klar end den havde været siden han vågnede.

Maden blev nærmest kørt indenbords, ikke ret meget blev tygget men det blev slugt, så sulten var han, hver gang han tømte en tallerken kunne han bare følge med så længe der var mad, og hun havde mad.
”Så du kan ikke give mig en ko lige nu, så må jeg jo spise til der ikke er mere, og så må du skaffe en ko bag efter. Men jeg drikker bare, du behøver ikke rense det hvis det er Radioaktivt, det vil styrke mig en smule, jo mere Radioaktivitet jo stærkere er jeg”
Han så på hende men havde lagt gaflen fra sig, tygget af munden inden han talte.
”Jeg spiser lige færdig så må vi se hvad der er behov for, kan vi aftale det?”
Han så på hende og vendte tilbage til hans mad.
Da hun talte om at nedlægge en ko var han ved at kløjes i maden. Blikket blev vendt mod hende.
”Det er den værste scorereplik jeg har hørt, så jeg går ikke ud fra det var meningen det skulle være det”
Han vendte småt tilbage til maden da han var kommet sig over uheldet med maden.
Igen tykkede han af munden og talte langsomt.
”Vi må se om det bliver nødvendigt med en hel ko”
Hans blik mødte hendes det var nok en af de mere underlige samtaler han havde haft.
Hvad der foregik i hendes hoved var en gåde, selvom han egentlig var god til at læse ansigter og kropssprog, så var hun ham en gåde.
Da hun lænede sig frem lagde han gaflen fra sig, tyggede af munden og lænede sig en smule tilbage i stolen.
”kontrol det kan jeg ikke have haft… Ikke under den anden forvandling… Ikke da jeg dræbte vampyren.”
Øjnene gled en smule i, ikke fordi han ikke kunne se på hende, men fordi han prøvede at huske.
”Omsorg ja det er en god ting… Egentlig giver jeg dig ret i hvad du siger..”
Hans blik smilede ligesom hans læber, ville hun virkelig hjælpe ham med pillerne eller få ham til et område med høj nok radioaktivitet.
”Det er nemmere at se om vi kan skaffe pillerne, for jeg har ikke energi til at flyve nogen steder hen”
Kom der langsomt.
”Og jeg kan ikke have dig med, ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke vil se dig med en mutation.”
Klukkede han.
”Det ville nemlig komme til at se sjovt ud. En ninja turtle igen overrasker du mig med din viden fra en bedre tid”
Han nikkede erkendende.
”Mine piller er vigtigere end mad, de er specielt fremstillet af et materiale der er optimal ikke skadeligt for kroppen men høj radioaktivt så jeg kan tage dem, i nødsituationer, og lade op”
Han smilede
”Ellers skal vi til min lejlighed i Miami og så kan jeg lave en ny dosis.. Da der ikke er mange der kan overleve i kontakt med stoffet”
Grinte han.

// jeg kan ikke finde de firkantede paranteser på mit tastatur, så du kan ikke få farve på o.o
DER SKAL IKKE KOMMENTERES NU XD. prøver med lidt mellem rum, så tale stederne ikke drukner, jeg ved jo du er en strukturet herre xD //

Nogle folk vidste bare meget om alting.
De var belæste, var rige på erfaringer, havde oplevet og været vidne til en masse og kunne gavmildt dele ud af deres knowhow- til gavn og glæde for andre.Det var så dejligt.
Dem ...tilhørte hun så ikke, desværre.
Millicent var en assertiv pige, som en svamp kunne hun suge stemninger til sig, fornemme hvordan folk omkring hende havde det. Hun handlede ofte på baggrund af instinkt istedet for viden, og måtte tage en del skrald, og rydde op efter sig, når hun fik klumper i livets sovs. Men det var jo også en måde at lære på, og blive klog på - hvilke hun da også gjorde. Livets skole havde bare en anden måde at undervise dens elever på, end de fine vidergående uddannelser- men lektionerne var lige så værdifulde.

Blikket lyste skælmsk op, og hun måtte kæmpe for at smilet ikke skulle vokse sig al for stort.

" En fandens stædig drage, siger du , er du sikker på at det er drage generne du bør fokuserer på her ? ja det er det nok ..for tænk at det skulle overgå mig, at møde en stædig mand ....i er jo så sjældne" jokede hun og lavede en lille grimasse.

"De to fyre vi mødte var også stædige, og jeg tror....jeg ved det ikke helt, men jeg tror det var sådan en male ting, at ville imponerer dig, han fornemmede vist vildskaben i dig...du ved, det ene rovdyr til det andet.Jeg tror han havde forstillet sig i skulle dele mad...eller kæledyr...tror jeg faktisk han kaldte mig" lød hun lidt mopset.

Det var ikke så meget det at Vincent havde anset hele menneske racen for at være undeerdanig, for det vidste hun ikke var sandt- men at mænd stadig i dette årti , kunne anse og behandle kvinder som kældedyr, det var noget af et rødt tørklæde at vifte lige millicent om næsen.

Lidt nysgerrig havde hun foldet hænderne under hagen, og sad og lyttede med.

""geez det var længe alligevel, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.Det er jo en helt anden målstok , når man lever så længe som du, men derfor er 200 år jo stadig 200 år.
Savner du ikke ...en at holde om , eller holde af? "

Selv var hun nu ekstrem selektiv, og havde aldrig haft en problem med at være foruden en kæreste. Det var nogle gange en befrielse at man havde tid til at finde ud af hvem man selv var, og egenlig gad hun kun et forhold, hvis det bare viste sig at man ikke kunne komme uden om. Først der var foreelskelsen stor nok, til hun ville se den i øjnene...og indtil nu, havde hun ikke gjort sig nogle indrømmelser- ikke højt, men selvfølgelig havde hun en stærk mistanke , om æærkeenglen, den eneste hun havde kysset i hendes voksen tid. Men det kunne også være en heftig infatuation- hvordan skulle man kunne skælne?

"Det lyder fornuftigt , Jason ...jeg har det på samme måde som dig " medgav hun i en varm stemme, da hun fandt hans udsagn vældig sympatiskt.


Med alkoholen skyllet ned, tørrede hun med to fingre sine mundvige frie af den sprittede likør, der glinsende på læberne.

"Årh jo, der er næppe meget sundt i det, jeg må håbe mine engle gener kan give mig en øget modstand , så min lever ikke tager skade...nu kunne de ikke finde ud af at give mig vinger, engle generne- og noget gavn må de da lave "

hun trak på skuldrene med et vemodigt smil. Hun talte ikke så ofte om det, men efter den oplevelse de lige havde delt, og forvandlingen til Argentum, så virkede det som snyd ikke selv at fortælle , bare en smule. Så hun løftede derfor sløret lidt for hendes store forbrug af alkohol.

"Hun hedder Roselia...den ...ting...der tager over og styre mig, ind i mellem.Jeg kan ikke finde ud af at få hende til at forlade mig, men jeg har bemærket at alkohol holder hende nede.Hvis jeg har tilstrækkeligt med promiller i mit blod, kan hun ikke komme op til overfladen. Det er bare my bad luck, det ikke er marabou, med nødder, der holder hende væk"
prøvede hun at lyde mindre tynget.Der var dog ikke tvivl om Roselia var noget af en pestilens at have i livet, og Millicent gerne ville ryste frøkenen af...eller ud, hvad man nu lige sagde.

Fra en ko (Roselia) til en anden ( den ønskelige mad) skiftede emnet, og Millicent så helt perpleks ud.

" En score replik ? nooo det er SÅ meget ikke min stil. Altså at slynge omkring mig med den slags replikker- men hvis jeg skulle ville jeg gå efetr noget unikt- og jeg tror ikke skal jeg skyde dig en ko er så brugt igen, så måske var det en rigtig god icebreaker"
lo hun og prøvede at forstille sig alle de hævede øjenbryn, den ville udløse.
Millicent tog en gaffel og stak den ned i et stykke kød, på hans tallerken og stoppede det i munden.Talen lød derfor lidt ulden, trods hun holdte munden stort set lukket- eller måske netop derfor- da hun gumlede løs- mens hun talte.

"Så.. ingen ekstra arme eller nææser til mig , man kan ellers få nogle fede mutationer , har jeg hørt ! men så skal vi skal i parken og lede efter piller? eller til Miami siger du, der bor jeg hos min mor! Vi kan da øøh låne en bil, hvis det er og tage dertil sammen , hvis nu det ikke lykkes at finde dine piller?" hvad end han valgte , ville blive the way to do it.

//Jeg vælger ikke at sige noget Millicent, Vi har alle vores teknikproblemer ind i mellem. //

Hvad der foregik inde i denne kvindes hoved ville vise sig at skulle forbløffe ham gang på gang.
Hans viden kom jo på grund af hans høje alder, en alder der påvirkede ham, især fordi han var den eneste af hans race, Så at skulle vandre på jorden. Uden nogen venner eller familie at kunne dele livet med, de fleste jordboer, så han som mad.
Der var dog få undtagelser, ligesom Millicent overfor ham, der var noget ved hende, noget der var trygt, noget der ikke gav ham lyst til at fortære hende.
At vide noget om jorden, hvordan den fungerede havde han jo studeret gennem tiden, en fordel, selvom han så mærkelig, det vidste han, så elskede han at studere og tilegne sig meget viden, viden der en dag kunne få ham hjem.

Hendes blik, nu. Der var noget ved det, noget der ikke var helt så godt som han havde haft det bare to sekunder tidligere.

”Ja en fandens stædig drage.”
Kom der bare langsomt fra ham.
”Ja det er dragegenerne der dominere min stædighed.. Men nej selvfølgelig er der også andre ting der spiller ind…”
Hendes ord fik ham til at ryste opgivende på hovedet.
”stædige mænd.. Sjældne, tror bare du ikke har mødt nogen ordenlige mænd så”.

”Så du har altså mødt mindst tre stædige fyre.. På en aften, og vi er sjældne.”
Den smule han kunne give tilbage af hendes drillerier fik hun så også tilbage.
Det overraskede blik han sendte hende, var ikke til at tage fejl af, han anede ikke hvad hun talte om.
”Så en vampyr troede at han skulle dele mad med mig, fordi han kunne fornemme det dyr jeg gemmer på?”
Han var helt forvirret, og forsøgte at samle tingene sammen.
”Så han kaldte dig for mit kæledyr…”
Det kunne ses at han stod og tænkte.
”Jeg kaldte dig mit kæledyr, kan du huske det, man æder ikke sit kæledyr, og derfor ville jeg ikke æde dig”
Mon han havde hørt det. Var tankerne der løb gennem hans hoved nu.

Egentlig kunne Argentum ikke se hvorfor kvinder skulle behandles anderledes end mænd. For ham havde det aldrig været en stor ting, kvinde og mænd selvom der var en verden til forskel, så var begge køn mennesker, og jordboer, og derfor fortjente de samme respekt.

Mens hun lyttede observerede han hende egentlig mens han snakkede.

”Du behøver da ikke sige noget, det er der ingen der forventer.”
Et lille smil spillede om hans læber efterfulgt af en kort latter.
”Nej jeg syntes ikke det er så længe igen, for mig er år, jo ligesom dage for dig, jeg lægger ikke mærke til at tiden går, kan nemt glemme dage fordi jeg ikke behøver at tænke på at tiden passere sådan som den gør, det du skal lære i skolen som menneske, kan jeg jo vælge at sige jeg vil lære på flere år, Jeg lægger ikke mærke til at tiden går på samme måde som dig, de forandringer du ser på et år, dem ser jeg på et århundrede, nogle gange årtusinde.”
Han klukkede kort, det burde irritere ham at tale om hvornår han sidst havde været sammen med en af det modsatte køn.
”Jeg vil ikke sige det sådan, for mig er to hundrede år for mig, hvad to år er for dig.”
Kom der lavt fra ham.
”Om jeg savner en at holde om, eller holde af”
Han lod ordende ligge på tungen, tænkte sig godt om, før han ville svare.
”Jeg vil ikke sige jeg savner at holde af en, eller holde om nej.. Det vil jeg ikke”
Han talte langsomt nu.
”Fordi jeg ikke tror jeg kan finde en jeg ikke vil have en lyst til at æde, og som ikke dør fra mig efter nogle årtier, eller ældes fra mig.”
Efter han havde talt færdig faldt hans blik på hende igen inden det søgte mod vinduet.

Nej på ingen måde savnede han en partner, eller havde lyst til en. To århundreder uden en at have kysset, eller været sammen med havde faktisk kun gjort at han havde nået mere. Der var ikke nogen han skulle love noget, holde noget for. Den frihed som han nu nød, og hvad gjort for længe.

”Det er fornuftigt, jeg er en fornuftig person Millicent, men så er du jo også fornuftig hvis du har det som jeg”
Hans stemme var rolig, og venlig. Et smil spillede om hans læber.

Han rystede på hovedet over drikkeriet og spændte kæberne, han havde aldrig forstået menneskenes tendens til at drikke det stads.
Især ikke efter han havde set hvordan de altid blev når det var de fik alkoholen indenbords.

”Det er bestemt ikke sundt.”
Blikket hvilede bare på hende, en smule bebrejdende, men det vidnede nok mere om han ikke brød sig om at se mennesker ødelægge deres egne kroppe.
”Du må da håbe dine engle gener skinner igennem og skåner din krop mod de gifte du fylder den..”
Jo han lød bebrejdende, men ville hun dømme ham, skulle hun have lov til det.
”Så en vingeløs engel, men det er vel fordi du kun er halvt engel?”
Blikket var nu nysgerrigt.

Blikket hun gav ham, fik ham til at føle sig skyldig i at dømme hende, alle dem der havde et forbrug af alkohol havde en grund.
Langsomt følte han en trang til at trøste, eller bare vise at han ikke dømte som sådan.
Men det var at spore at han fandt det en skam at en kvinde i den alder hun havde ødelagde hendes krop.

Han rejste sig da hun skulle til at tale, for at stoppe hende. Det var ikke fordi han, at han ikke ville høre det. Men fordi han ikke følte hun skulle føle sig tvunget.
Hvis det var muligt ville han lade to fingre lukke hendes mund, ved at presses mod hendes læber.
Jo han kunne huske hun havde noget imod at blive rørt, men han ville hellere have hun var stille, og så ville han lade hendes problemer være hendes, hvis hun ikke selv ville dele det.
”Millicent, du er ikke den eneste der slås med en indre Dæmon”
Han forsøgte at smile.
Selvom han kunne mærke på hende at det var dybt om hende, langsomt bukkede han.
”Jeg takker fordi det er noget så stort, om dig Millicent”
Han så på hende de grønne øjne havde en flamme der ikke havde været der før.
En let latter slap hans latter over hendes sidste ord.
”Marabou, det ville da være fjollet, men en dejlig måde at få de gemte smerter væk.”
”Men ja det må være en god Icebreaker, det er ikke brugt så ofte tror jeg”
”Det kunne da godt være du ville score mig, nu har du jo skabt en historie om at jeg lavede et show for dig til voksne, såe en scorereplik er vel ikke det mindste for dig vel”
Han forsøgte at give igen for hvad hun havde gjort mod ham, efter han var vågnet.
Sluttede han, langsomt og smilede lidt.

Morede sig over hende opførsel da hun snuppede noget af kødet fra hans tallerken.
”Det skal du passe på med, jeg deler normalt ikke min mad”
Han grinte og betragtede hende mens hun tyggede løs.
Det kunne sagtens se ud som om der lå mere i det end hun sagde der gjorde.

”Nej jeg syntes du er køn nok som du er”
Hans blik faldt på hendes hænder, og efterfølgende hendes ansigt
”Du behøver ikke flere unødvendige kropsdele der ville ødelægge dit udseende, når du er en attraktiv ung frøken”
Men han trak ikke en mine mens han talte, eller tog en tår af det glas vand han havde stående foran sig.
”Så du bor også i Miami? Med din mor”
Det smil der lå på hans læber var ægte og venligt. At kunne bo nær ens familie. Det savnede han.
”Jeg vil gerne se om jeg kan finde mine piller først, og så kan vi se om vi kan leje en bil efterfølgende”
Kom der langsomt fra ham.
”Men det ville da være hyggeligt at kunne køre med dig til Miami”
Smilede han lidt.

Hans ord satte tankerne på arbejde.
Ordenlige mænd ? Hvad lå der i den betydning ?
Hun havde ikke socialiseret sådan intimt med mange, slet ikke og derfor kunne ikke drage de store paraeller på den front, men hun var da sikker på der både var spader og skønne mænd blandt dem hun kendte. Det var bare ikke i hendes interesse at afdække hvem der var hvem, men hun vidste i hvertfald at både Auriel og Dust kunne hun stole på. Trods Dust have en sort sjæl ind i mellem, så stolede hun på han aldrig ville sælge hende ud, men være en god ven. Auriel vidste hun ville være det. Men derfor var han da stadig noget så stædig.
Hun smilede . "Mon ikke mænd kommer i alle afskygninger og jeg kender nok en del af dem" det var så bare et skud fra hoften.Hun oplevede en lille modstand på at afsløre hendes manglende erfaring på mænd. Hun forstod dem simpelt hen ikke....ikke NOK ihvertfald.
Med et stænk af ironi , prøvede hun at se alvorlig ud, men smilet flakkede i de klare øjne.
"oh ja, dér var jeg da bare enormt heldig haha...ja , selvfølgelig kan jeg huske det, men det var i en anden tone du sagde det. Desuden fik jeg dig til at trække det tilbage, men bare for at du ikke skal misforstå , så er jeg ingens kæledyr" pegede hun med gaflen mod ham, før hun stak den i et lille stykke melon, der kom i munden.

Millicent syntes det lød vældigt ensomt , måden hans tanker snoede sig omkring emnet på, med en partner. Han havde en god pointe, og hun var ofte selv fristet af at smutte fra alt der mindede om romantiske tanker, blot for at skåne sig selv for alle de knubs den slag bare altid gav, uanset omstændigheder.
Men hver gang endte hun ud i at man ikke måtte undlade at leve sit liv fuldt ud , og at skære forelskelse eller enda kærlighed væk, ville være en synd af kaliber. For uden....hvad skulle man så med et hjerte?
Hun nikkede. Gav ham en bevægelse at hun forstod. Hun forstod nok til ikke at forfølge en diskution med ham om det- ikke lige nu- hun fandt det så flot at han havde åbnet sig, og så skulle takken ikke være et SLAM , en dør lige i ansigtet igen.
"Ja, jeg kan da godt se det kan give en slags bitter eftersmag, at vågne op den næste dag, og opdage man er kommet til at tage begrebet dessert liiige lovlig bokstaveligt, og har den den man elsker" hun skar en lille grimasse. Selv om hun drillede lidt, så var det faktisk ikke spor morsomt. Hun smilede forsognende...
" måske har jeg også dragegener? Siden vi er enige og meget  fornuftige BEGGE to, for onde tunger kunne godt finde på at påstå at jeg også er stædig" små grinede hun , for selvfølgelig havde de ret.Hun var lidt af en besværlig håndfuld, og hun vidste det jo godt. Hendes intentioner var gode, men så der bare altid de der små ting....ting der kunne ændre på afsættet og ændre outcommet...helt enormt forvirrende, men indtil nu var det jo gået alligevel .

"Med hensyn til vingerne, så tror jeg ikke det er fordi jeg er halvengel. Men mere at min far var sådan lidt...pushy. Han var en fallen engel, eller sort engel, jeg kender ikke helt nuancerne i dette. Men jeg ved at han ikke gjorde som han skulle og dermed fik en form for straf. Måske dette betød han pressede på for at jeg skulle shine twice as much, som en engle og jeg var kun et barn. Jeg kunne ikke honorere hans ønsker og følte mig helt uduelig, så de vinger kunne bare ikke presses ud af min ryg, uanset hvad jeg gjorde og min far begyndte at stråle af utilfredshed med mig. En ond spiral, for jeg følte næsten hvis ikke de vinger kom, kunne han ikke elske mig - så det hele gik i baglås.Og nu hverken vil jeg eller tør jeg. Jeg tror faktisk det gør vildt ondt at få dem ud nu. Så vil jeg ihvertfald bedøves først !" , næsten surmulede hun, da hun fandt senariet forfærdeligt , men hud der åbnede sig og vinger der kom ud læd bare ikke som en god måde at bruge en lørdag aften på.
Smukt som det var til andre. Helt unikt og kønt- så frygtede hun selv der ville komme nogle mærkværdige tingester ud af hende, lige som når kvinder fødte en vanskabning! Så var det vidt bedre og mere sikkert bare at knibe sammen, havde hun besluttet.

Snakken gik på alkohol, og Millicent var enig i hans måde at se det på. Men nu kendte han jo ikke til Roselia, og derfor havde han ikke alle facts at vurdere ud fra. Hun havde lænet sig mageligt tilbage, da Jason rejste sig, og øjnene blev et øjeblik større, da han trådte over , lagde fingrene på hendes læber og bøjede sig. Selvfølgelig blev hun helt tavs. Så Paf så hun glemte at puffe ham væk. Hun stirrede ind i hans grønne øjne og tanker om hans piller bare måtte findes, så gløden der var i det blik , bare ikke blev slukker - begyndte at springe rundt.
"En dag...skal jeg fortælle dig hvorfor, hvis du ikke selv finder ud af det.Det håber jeg dog ikke sker, så netop derfor. hun hævede glasset til en skål, selv om det lige nu slet ikke smagte hende.
"Jeg...jeg scorer ikke bare en mand fordi han er tiltalende! Eller lader mig dupere af han leger Magic Mike Er du klar over vi til sammen har nogle virkelige forfærdelige mad og drikke vaner, vi kunne da vinde en pris for det ? Mest utiltalende ...something something" ævlede hun løs og grinede af hans lille advarelse om at dele.

Millicent var begyndt at bære ud, de tallerkener der så småt var ved at blive tomme.
Dem med mad på, lod hun diskret stå til , ville ikke bære dem ud før hun vidste han var helt færdig."Tak...lige når det gælder lemmer og looks har jeg heller ikke den store trang til at muterer....med mindre man kunne få nogle ekstra store fine vinger" begyndte hun at grine.

"Skal vi ikke se at pakke os sammen så, og så kan vi leje en bil ? Første step bliver så parken for at søge efter dit etui og derefter går turen til Miami." en ting havde dog fået hende til at studse . Køre med hende ? Hun var en langt bedre passager end chauffør- men selvfølgelig kunne hun få en bil til Miami, med begge to levende. Sådan da.
Alligevel ville hun tjekke hans skills ud først , og hun ville også bruge pengene fra Dust til at lease en bil, hvis det var. Hun brugte nødigt af de penge, selv om det var en gave fra ham til hende. Millicent var overbevist om de penge en dag skulle bruges til et godt formål, og ikke bare til at gøre hendes liv sødt nemlig.

Egentlig kunne han forestille sig at hun ikke helt var med på hvad han mente.
Ordenlige mænd i den forstand at hun havde sagt at stædig mænd var sjældne.
”Du siger at stædige mænd er sjældne, og det jeg vil pointere. En ordentlig man kan og vil sætte foden ned, og stå ved hans holdninger og meninger.”
Blikket der var rettet mod hende, fast og bestemt, det var tydeligt at han mente hvad han sagde.
”Så hvis du mener at du er van til at en mand altid gør som du vil have, og er under tøflen, så vil jeg ikke kalde ham en rigtig mand.”
Det var vigtigt hun forstod hvad han mente.
Øjnene gled en smule i, mens han lod tankerne glide gennem, på ingen måde ville han lade en anden person have en magt over ham selv, så hellere kaldes stædig, og stå ved hvem han var.
Det var også der problemet lå i at han ville have den kontrol over hans egen krop, så han følte han ikke var under en andens nåde.
Han blik kunne ikke forlade hendes øjne, da hun forsøgte at se alvorlig ud, dog fik hun kun et smil hen over hans læber, grundet hendes øjne.
”Jeg siger ikke jeg ville kalde dig et kæledyr, men jeg vil gerne understrege det jeg mener, er at man ikke spiser sit kæledyr fordi man binder sig til det, og man binder sig til sin ven.
Og måske er jeg begyndt at se dig som en ven som man ikke æder heller. ”
Han blik var stadig venligt, men seriøst han mente hvad han sagde.

”Nogle mennesker vil måske tro at jeg er ensom og sådan, men jeg har det fint, jeg har ingen jeg skal forpligte mig til.”
Han havde jo haft mennesker og personer han havde været glad for, men det var bare sjældent at han kunne blive sammen med dem i mere end nogle år.
Dragonians var meget loyale og blev helst med den samme partner hele livet, så derfor var det vanskeligt eftersom han havde mistet hans mage, ved styrtet, så det var vanskeligt for ham at binde sig til en person igen.

”Nu ved jeg ikke om det har været så slemt før, at jeg har mistet kontrollen i søvnen, men ja det ville ikke være en særlig rart at miste kontrollen og vågne op til et blodbad.”
igen gled hans øjne i, mens han for sit indre blik spillede et scenarie hvor han vågnede op til sådan et syn, hurtigt rystede han billederne væk.
En latter slap hans læber, en latter der vidnede om morskab. Det var længe siden, han havde moret sig oprigtigt sammen med en anden person, inden mødet med Millicent altså.
”Jeg vil måske ikke sætte næsen op efter håbet om at have dragegener, bare fordi du er lige så fornuftig og enig med mig”
Han morede sig over hendes ord, igen et smil rystede han på hovedet.
” Onde tunger ville kalde dig stædig, det kan jeg nu ikke forstå. Jeg syntes da du virker til at være en velfungerende, ikke stædigt menneske.”
Hvad han svarede var let at høre der var mere til det end han egentlig sagde.
Hun virkede nemlig som en person der kunne være noget af en mundfuld for de mennesker der valgte at omgås med hende.

Interesseret lyttede han til hvad det var hun havde at sige. Hænderne blev foldet under hans hage mens han nikkede.
Øjnene var igen gledet i mens han lyttede, igen ikke fordi det var uinteressant men fordi det vækkede hans interesse.
”Det er heller ikke noget jeg kan hjælpe dig med, væsnerne på jorden er ikke lige min store passion, men jeres teknologi er nok mere”
Han fandt jordens teknologi som noget barnelegetøj. Det virkede jo også som om jorden var langt bagud i hvad han egen planet var, han ville være en hulemand når han kom hjem igen, hvis han nogen sinde gjorde det igen.
”Jeg er ikke den store ekspert i det område, så jeg ved ærligtalt ikke noget om det. Måske har du ret i det med vingerne, måske tager du fejl. Måske er det egentlig din frygt for smerten ved at vingerne skal frem der gør de ikke er kommet endnu.”
Han var på fuldstændig bar bund i den sag.
Hans telefon, han havde slet ikke skænket den en tanke siden han vågnede.
”Millicent min telefon… Den har vi… Jeg har den ikke på mig, og har ikke haft den siden vi var på klubben, eller nok mere siden jeg faldt om.”
Hans blik var en smule, hvad folk kunne gøre med den skræmte ham, i de forkerte hænder kunne det være et våben.
Egentlig kunne han godt se det for sig De store engle vinger stikkende ud fra Millicents ryg, det ville være en ting de havde tilfælles selvom han mere ville sammenligne sig selv med en dæmon mere end en engel.

De grønne øjne hvilede bare i de blå øjne, forventede han ville være blevet puffet væk, men da hun ikke gjorde det, smilede han skævt og rettede sig op.
Hun var for ham bare det største mysterium han havde været udsat for, hvad der foregik under de blonde lokker, han ville elske at vide hvad der foregik. Selvom han var godt til at genkende tanker hos folk ud fra deres udtryk, var hun som et blankt papir, en stor gåde.
”Millicent du behøver ikke forklare mig noget som helst, som jeg ser det, og som jeg lever, kan der går år før jeg ser dig igen, men nu ved jeg så jeg er kommet til at love dig en telefon som den jeg har, og derfor er jeg nødsaget til at møde dig en gang inden for den nærmeste fremtid, hvis du stadig er interesseret i den.”
Han smilede, han havde ikke glemt hans løfte, det tilfældige møde, at han havde åbnet dig op så hurtigt skræmte ham nu hvor han kunne tænke over det.
Den måde hvorpå hun var kommet tæt på ham var skræmmende, der var i sandhed noget ved hende, noget han ikke kunne sætte finger på, det var måske en del af den mystik og den gåde hun var for ham.
En smule forarget så han på hende, hvad mente hun med det, han følte ikke han havde sagt noget om det.
”Jeg tror jeg mener at du virkelig må elske tanken om at se mig som en magic Mike, siden du finder på sådan en historie at jeg har lavet sådan noget, og desuden har jeg også set hvordan du betragtede mig i min kampdragt.”
De højre øjenbryn blev løftet, en handling der skulle vise han drillede hende, men der alligevel var en smule seriøsitet over hans ord.

Maden blev forsat kørt indenbords mens hun ryddede af bordet, han kunne ligeså godt spise sig mæt.
”Jeg har et par vinger du må få, til billige penge, men der følger nu godt nok en drage krop med, og et forvredet sind. Men det er nu billigt sluppet for vingerne”
hendes ord om mutation fik ham til at smile.
”Måske er alle racer på jorden ligesom jeg, en mutation fra det normale menneske, der er foregået over flere generationer.”
Han tyggede lidt på hans egne ord, jo han var selv en mutation, men han blev jo styrket af den radioaktive stråling, men det var jo også flere år tusinde under den høje stråling.

”Hvis jeg må spise færdig først, jeg er stadig en smule sulten så kan vi godt tage i parken, for at finde min medicin”
Han brugte det ord fordi at på gaden når han havde brugt ordet piller troede folk der var tale om stoffer, hvilket ikke var tilfældet, for ham var det livsnødvendigt når han var væk hjemmefra i længere perioder hvis ikke strålingen var høj nok.
Mens han spiste og da resten af tallerkenerne var tomme rejste han sig.
”Hvad sagde du egentlig til dem i receptionen?”
Spørgsmålet kom pludseligt fra ham, det slog ham det måtte have set sjovt ud hvis den lille unge dame slæbte ham eftersig op til et værelse.

Millicent havde ikke helt opfanget at de talte lidt forbi hinanden .
Det var vel nok også kunsten at holde balancen, når man dansede på den tynde line mellem alvor og drilagtig snak, men hun standsede op - faktisk stod hun helt stille under Argentums faste blik, da han lige fik viklet hårknuden af misforståelser ud.
Hun sank en ekstra gang. Han havde altså en tildens til at kunne fremstå vældig myndig , og han fik hende endda til at nikke samtykkende , til hans udsagn.
Det var lige ved hun følte hun burde undskylde ,men det fik hun da holdt tilbage.
"SÅ mange mænd kender jeg nu heller ikke Jason, men jeg kan forsikre dig at ingen af dem gør som jeg vil have , ikke hele tiden.....men...men...hvorfor er de under tøflen, måske de bare vil gøre mig glad ?" hun kunne have bidt sig i tungen, for den bemærkning. Hun kunne godt fornemme der ikke skulle modsiges her, og hun var enig med ham....holdninger skulle man stå ved , ihvertfald de vigtige,dem der får det hele til at hænge sammen. ,en alligevel el kunne hun godt lide at en mand også kunne være eftergivende....og samtidig kunne markere grænser. Guderne måtte vide hun somme tider behøvede at mærke en grænse . Lidt som et barn , ik - grænser gav trykhed...så var kunsten bare at doserer dem korrekt , så de ikke virkede indskrænkende. Hun havde brug for grænser ...men også for frihed. Tavst så hun lidt på Argentum.

Hun begyndte at indse Argentum var meget anderledes , end dem hun normalt stødte på.Kæledyrs snakken fik hende til at klø sig i nakken mens hun åbnede munden for at tale. Lukkede den igen, med et opgivende udtryk og tog så endnu et skud..."Jason...med dén der tale, så har du altså ikke helt aflivet Kæledyrs teorien.Det håber jeg du selv kan se ? Nu jeg en ven du ikke må spise....ligesom et kæledyr man har knyttet sig til. trods alvoren fik det hende til at smile.
Metaforen var både så pokkers provokerende, så hvorfor han fik det til næsten at virke sødt var en gåde. "Så længe vi er enige om du ikke sætter gebisset i mig , så er det fint. Og du  behøver heller ikke lufte mig...måske lidt kløen på maven, men så det også fint" hun rystede på hovedet og tænkte kort over hvor tosset deres samtale måtte lyde, for den lyttende der kun fik et lille udsnit af den.

"Ensomhed er et bred begreb. Jeg tror mange kan føle sig ensomme, selv i et forhold. Nogle folk vægter arbejde mere end partner, nogle opgiver at arbejde for kærligheden, nogle glemmer de simple ting som at tale pænt og være opmærksomme på hinanden og andre glemmer at respekterer både sig selv og sin partner....arg jeg ævler, undskyld . Jeg tror bare det er langt mere ensomt at være i en relation hvor forventningerne og drømmene støder på grund " hun smilede svagt. Hun havde ikke prøvet det, men havde blot læst en del bøger fra den romantiske periode, og der var tons af litteratur om forhold som dette .

Hun himlede med øjnene, da han talte om hun var velfungerende og ikke spor stædig.
Han drillede hende nu, fornemmede hun.
Hun lavede en saks med to fingre og 'klippede' i luften  "Jeg har vel fortalt dig at på jorden er det tilladt at klippe tungen af frække mænd ?" hun var i fint humør, og ham kunne sikkert tåle lidt gas.
"oh no no no...jeg har SÅ meget ikke tjekket noget ud ! Men den dragt der er altså ret svær at overse, du kunne no også benytte en mere flyverdragt agtig en... Hvis du ikke var sådan en show off" ville hun daske til ham med et viskestykke.

Hun rejste sig for at hente hans mobil og ligge den foran ham.
"Jeg fik den med ! Så den skal du i det mindste ikke bekymre dig om. Det ville være dejligt med sådan en , så måske vi kan udveksle nummer før vi siger farvel ? ..desuden tror jeg du har ret, med vi gerne. Det psykiske pres og frygten for det gør NA's at få dem ud, har ikke været en god kombination, og nu må de bar blive derinde , nu vil jeg slet ikke have dem ! ...jeg kan jo få et billigt lidt siger du ...for hvilken pris ?

Millicent lod ham spise, og satte en ny tallerken frem med mere mad. At han havde appetit var kun godt, når han var så afkræfte. Hun lyste op  " At det var din polterabend. Du vil være overrasket over hvad man kan slippe afsted med, under den overskrift. Men den søde stuepige , kunne dårligt løsrive sine øjne fra dig, Dragonianerdreng.....så vær forsigtig hvis hun tilbyder roomservice".
Millicent var gået i gang med at rydde op efter dem, og stoppe tingene , de personlige egendele, ned i taskerne. De kunne ligeså godt trille langsomt afsted- når de altså havde fået fundet en bil.

”Jeg siger ikke du kender mange mænd, jeg siger heller ikke at de muligvis ikke gør noget godt for dig.”
Langsomt rystede han på hovedet. En smule opgivende men der var stadig noget over ham når han talte.
”Der er intet i at ville gøre en anden person glad, men at være under tøflen, fordi man ikke vil stå fast ved sig selv.”
Han blik var stadig fast og målrettet, det var klart han stod fast, ellers ville han ikke snakke sådan som han havde gjort om emnet.
”Millicent det eneste du skal vide er at om du er ven eller kæledyr for mig, så æder jeg dig ikke. Jeg æder ikke mine venner, eller mine kæledyr, jeg har fået en connection med dig der gør at jeg ville få det dårligt.”
Han rystede på hovedet, tænk at de ikke kunne få rundet det af.
”Selvfølgelig sætter jeg ikke tænderne i dig, det ville være meget forkert.”
Hans højre øjenbryn røg op i panden på ham.
”Kløes på maven, er du sikker på det er noget du ønsker jeg gør?”
Et smil og et kort ryst på hovedet fulgte kommentaren.

”Ja ensomhed kan være og er et bredt begreb. For mig er den ensomhed ved at vandre alene, være den eneste af min race tilbage på jorden, vi kom fire og ja.. De overlevede ikke styrtet, min partner.. Min rigtige partner.. Var med i det..”
Han så ned og spændte kæberne, ligesom hænderne blev knyttede, det var et tab han aldrig var kommet sig over.
”Det er ensomhed, at være den eneste, det man kendte for længst væk, for langt væk.”
Han øjne gled i, og en tåre pressede sig på bag øjenlågene.

Selvfølgelig drillede han, hvorfor skulle han ikke det.
Igen bragte hun en latter frem i ham, selvom han var afkræftet morede han sig.
”Du skal lige vide at den regenerer igen, så det ville være spild af den tilladelse du har.”
Han rakte tungen frem så hun kunne klippe den af hvis hun ville. Han kunne ligeså godt hoppe med på spøgen.
”Så du siger altså du slet ikke har tjekket mig ud, for det ved jeg er løgn.”
Hans blik fæstnede sig til hende, nærmest som om de borede sig ind, ind hvor han ville søge efter sandheden.
”Den er svær at undgå, den brænder ikke op og den tilpasser dig min krop, om det er menneske eller drage.”
Han så ned af sig selv.
”Den skjuler mere end hvis jeg ikke har den på.”
Han mærkede dasket med viskestykket, og overvejede i et kort øjeblik at springe op, lægge hænderne mod hendes hofter, løfte hende op, og give hende en kort svingtur. Inden han ville sætte hende ned igen.

De grønne øjne fulgte med Millicent da hun rejste sig og til hans mobil lå foran ham.
”Tak fordi du kunne finde den og så min pung.”
Et taknemligt smil spillede om hans læber.
”to ud af tre mulige er ikke en dårlig ting ”
Drillede han nærmest med et smil.
”Jeg kan kun være taknemlig for at du fandt den.”
De øjne der hvilede på hende var ikke til at tage fejl af.
”Du har ret i at jeg ikke skal tænke på den.”
Øjnene faldt tilbage på den inden han nikkede.
”Det ville være smart hvis du skal have en telefon lige som denne, selvom jeg skal finde en anden energi kilde, du vil vel ikke have en lille reaktor til at drive den.”
Den var på ingen måde skadelig på omgivelserne men han ville da hellere skifte den ud med et batteri der drev den.
”Det Kan vi diskutere hvad prisen på et pr billige vinger skal være”
Grinte han kort for sig selv. Rystede på hovedet.
”Om det gør nas eller ej tror jeg faktisk kommer an på mentaliteten.”

Argentum så overrasket en smule skræmt ud da hun nævnte det med polterabend.
”DU GJORDE HVAD? ”
Underkæben hang nede på hans bryst, hvis den havde kunne. I et kort øjeblik glemte han alt om maden foran sig.
” Min polterabend ligefrem.”
Egentlig havde han aldrig forstået hvorfor det skulle fejres, men det var vel hans opdragelse, og den kultur han selv kom fra. Selvom han for længst havde vænnet sig til jorden var der meget han ikke kunne sætte sig ind i, det var en af delene.
”Roomservice er jo ikke nødvendigt med dig rendende du ligner jo næsten en lille stuepige, og personlig kok.”
Måske havde han ikke fanget hvad hun mente, så samtalen kunne hurtigt tage en drejning.
”Så godt ser jeg vel heller ikke ud når jeg er bevidstløs.”
Hans fingre blev ført over de let spidsede øre, som håret nu dækkede.
Argentum betragtede hende mens hun ryddede op, hans tømte den sidste rest af mad fra tallerkenerne, da han var færdig. Begyndte han at hjælpe.
” Jeg skal ud og have fat i et nyt jakkesæt.”
Ikke fordi han ikke kunne lide det erstatnings tøj Millicent havde fundet til ham, men det var bare ikke helt ham.
” Er vi ved at være klar til at tage af sted så, nu hvor jeg er færdig med at spise?”
Langsomt fik han pung og mobil i lommerne.

Hun var tilfreds med konklusionen, at man ikke måtte sætte tænderne i hende.
At hun så ikke følte sig helst overbevist om Argentum ikke helt havde droppet kæledyrs teorien , det var en anden sag. Millicent Smilede .Der var ikke grund til at svare ham yderligere, selvfølgelig skulle han ikke klø hende på maven. Det skulle ingen, for hun ville da gå til grunde af grin. Hun var helt enormt kilden, og ville helt klart opleve det som et forklædt kildeangreb.

Millicent så de ændringer hans krop fortog, da Argentum talte om ensomhed.
Hun var en empatisk sjæl, og behøvede ikke mange ord fra hans læber eller mange minutter før hun havde fornemmet essensen af hans tab, og hvad det betød for det han nu førte, her på jorden. Hun pressede læberne samme. Hun ville gerne vide mere om hans partner, men lige nu var det ikke tidspunktet.Han skulle bare vide at hun lyttede, og det ville han kunne se i hendes ansigt. Se i det lette slør af sørgmodighed der kort gled ned over hendes blik, da hun nikkede til ham.
--
Stemningen lettede igen og Nysgerrigt tog hun et kig på hans tunge.
"Arh du får lov at beholde den, men regenerere den virkelig? gør...alt det ved dig ?"
Det var alligevel ret esjt, stod det sådan til- hun var sikker på mangt en rigmandsfrue ville misunde ham den evne, når man tænkte på hvad de brugte af formuer på at få manicure og kunstige negle, der knækkede.
Hun skød blikket ned på sine egne negle. Ikke nedbidte, den vane havde hun ikke- men de var holdt rimelig korte- grundet livet som jæger og lak var altid lys og diskret. Kun ved festligelejlighedder kunne der komme mere pow på, men nu var der lagt mellem festene , i den her grå verden efterhånden.

Med et sart rosa skær over de lyse kindben, havde hun forladt samtalen om hans bodypaintet dragt, Magic Mike ideen og et billed af ham afklædt ved motel bordet. Den slags skulle hun slet ikke i gang med, hendes liv ....hendes måde...hun gik ikke rundt og tjekke mænd ud eller kastede sig for deres fødder. Faktisk forsøgte den lille jæger at undgå det så meget som muligt, og drømmen om en lille tryg familie med hus, baby og vovhund var godt begravet et sted som ingen så det.Det ville alligevel aldrig blive til noget. Intet kunne holde til livet på jorden her, sukkede hendes hjerne ,mens hjertet sad og surmulede over at blive ignoreret.

Samtale om mobil, var et lagt mere sikkert emne og Millicent smilede ind i hans grønne øjne. "Det er bare irriterende jeg overså dit etui! Det havde været endnu mere vigtigt at få det med, men det anede jeg jo ikke.
Hvad angår en mobil, ville det bare være helt fantastisk om det lod sig gøre. Jeg har ikke forstand på hvad der gør den holder på strøm eller energi- så hvad der er i og hvad der driver den er ligemeget, altså bortset fra der ikke lige er en stikkontakt midt i skoven, hvis vi kan tænke den del ind?"

Hun var allerede begyndt at mase sine ting ned i den al for lille taske, mens de snakkede.
" Jov, polterarbende ? easy now...ikke VORES , de tror du skal giftes med en kro pige fra Miami faktisk. Det røg ligesom ud af min mund. Hun hedder Alyette og er meget yndig- bære allerede dine børn. Trillinger" blinkede hun til ham.
jaja, når hun først skulle forsøge lyde overbevisende , så kunne fantasien godt stikke lidt af med hende, men de havde da købt den, med en bemærkning om det var forståeligt at man gik til den på sin polterarbend, når man ventede trillinger med en pige på kun 17, som man havde vundet i poker.
Men i denne verden skete der langt større og mere underlige ting, og Millicent kunne se vældig overbevisende og uskyldig ud- hvis hun ville.

"jeg er klar ! men du vil handle først ?" hun lod blikket glide ned af sig selv, ned af de lyse shorts og den røde kort ærmet skjorte. Hun var a bit underdressed, til at følges med ham, skulle han i jakke sæt. Og den eneste kjole hun havde med sig, var den hun havde haft på da hun mødte ham på diskoteket.Den lå nu samenkrøllet, i bunden af hendes taske. Hun rankede ryggen og smilede. Hun var god nok som hun var- og ellers var det jo Jasons problem, ikke hendes vel ?Sålænge butikkens personale ikke bad hende vente udenfor altså - for kort tid efter , ville de befinde sig midt på hovede gaden. Her var et væld af butikker, lige fra almindelige med hverdags tøj, til de absolut mere eksklusive af slagsen.
Hotellet var betalt, og de var klar til Miami, så snart Jason havde fået hans shopping gen tilfredsstillet.
" Det ER altså ikke hver dag at en pige skal med en fyr ud, fordi han skal shoppe tøj" talte hun sine tanker ud , og nikkede mod alle de farvestrålende store lokkende vinduer.

Det var let at se at hun var tilfreds med den afrunding deres samtale fik, hvilket var nemt at forstå, hvem ville ikke være tilfreds med det, at få at vide man var forsikret i mod at blive spist.
På ingen måde så han hende som et kæledyr, men måske var det nemmere at droppe emnet og komme videre frem for at skulle gennemgå det hele en gang til.
Nu ventede han så bare på at få at vide om hvorvidt hun skulle kløes på maven, måske var der en jordskik han ikke var stødt på før, fordi den var så sær.

Argentums øjne åbnede tårende var forsvundet, men hans krop spændte, hver en muskel var spændt.
Da hun pressede hendes læber sammen betragtede han dem bare, han rejste sig og gik langsomt hen mod vinduet. Til venstre for vinduet så den venstre hånd lagde sig op af vindues karmen, mens han så ud på verdenen udenfor. Et Lettere trist suk slap hans læber.
” Stibiuma”
Kom der lavt fra ham. Den højre hånd blev lukket hårdt i.
”Hvorfor gjorde du det?”
Han var bevæget sig ind i sig selv, lige nu ænsede han ikke Millicent.
Styrtet, skrigende hvordan hans med rejsende mistede livet, selvom det ikke skulle have været muligt.
Argentums øjne gled langsomt op igen, da han vendte sig mod Millicent var gløden i de grønne øjne næsten væk, han gik hen til bordet igen, med langsomme skridt, ikke noget der havde lignet ham.
--
Langsomt nikkede han til hendes spørgsmål. De grønne øjne livede en smule op igen.
” Ja alt regenerer ved mig, noget langsommere noget hurtigere, selvfølgelig ved en halshugning er det den sikre død.”
Hans Blik faldt ned på hans hænder.
”Noget som en finger vil tage et pr dage, det samme vil tungen, og det kommer an på hvor stor en del der bliver mistet, og om jeg kan stoppe blødningen inden jeg dør.”
Kom der en smule optimistisk.
”Men som med det radioaktive niveau i min krop, køre det jo med samme proces, jo svagere min krop er, jo sværere er det at regenerer tilbage.”
Han klukkede lidt.
Da hun egentlig havde givet ham lov til at beholde tungen smilede han og rystede så på hovedet over hende.
”Jeg er da glad for at du vil lade mig beholde min tunge, det godt.”
Han lod kort hans tunge fugte hans læber.
”Ja jeg kan regenerer jeg er et kæmpe firben med vinger, Fjolle, du kan jo se jeg ikke ligner en der er ret gammel selvom jeg har rundet to år tusinde”
Han sagde det som om det var det mest naturlige i verdenen at han kunne lappe sig selv sammen.
Egentlig fulgte hans blik med hendes ned på hendes negle.

Et smil spillede over hans læber grundet hendes kinders rosa skær, havde han ramt rigtigt.
En latter slap hans læber efterfølgende. Den kulør morede ham, Argentum havde ramt rigtigt, dette gjorde kun at han morede sig endnu mere.
"Hva Millicent sidder du og får nogle specielle billeder i hovedet?"
Selvom han var en ældre herre havde han jo også brug for at more sig, og hun havde moret sig nok på hans bekostning.
Han vidste der blev lagt mærke til ham, og at fornemme hvordan hun nærmest kogte lige nu var morskab nok i sig selv til en hel dag.
"Bare rolig, den skjuler hvad den skal."
Han så ned af sig selv, tøjet hun havde købt var faktisk godt nok, det var jo til at pressen muligvis ikke ville lægge mærke til ham. Hvordan ville det ikke komme til at se ud.

"Millicent rolig, der er ikke sket noget, jeg er jo stadig i live."
Forsøgte han at opmuntre hende med en rolig stemme.
Nej han havde ikke hans piller, men Argentum var da kommet sig over den uheldige episode i parken.
"Du skal tage det roligt Millicent, bare fordi du ikke kunne finde mine piller, du vidste ikke de var der, så jeg kan ikke bebrejde dig noget at du ikke kiggede efter dem.

Nej jeg vil da ikke sige det er lige meget med energikilden i din telefon, et batteri der kan holde flere dage uden strøm, ville være mere passende end en energikilde der kan slå dig ihjel."
Hans egen mobil røg fra den venstre bukselomme op i venstre hånd.

Han betragtede hende mens hun pakkede, selv havde han ikke noget tøj, eller personlige genstande andet end det han havde haft på sig.
Sådan var det altid når han rejste.

"Millicent du har sat mig i en forfærdelig situation, hvis nogen fra personalet genkendte mig, eller genkender mig nu"
Den seriøsitet han udviste, ikke noget i hans blik eller stemme afslørerede at han havde syntes det var morsomt.
"Du er ikke klar over hvad du muligvis har gjort vel?"
Han begyndte at vandre frem og tilbage over gulvet.
"Millicent du er godt klar over jeg skal forestille at være 23, jeg kan ikke blive gift med en mindreårig, ikke engang i en for dæk historie, og da slet ikke med en der skulle bære mine børn"
Han stirrede frem for sig mens han gik hen over gulvet.
Argentum kunne allerede se overskrifterne
Han rystede på hovedet for at få dem ud af hovedet.

"Nej bare lad os komme af sted, jeg skal have et nyt jakkesæt, men jeg kan vente til vi når Miami så kan jeg få min skrædder til at sy et."
Ja okay måske var det ikke nødvendigt at få en skrædder til at sy ens tøj, men der var ikke andet han havde brug for. De blendede lidt mere ind i mængden med i denne beklædning. Penge var ikke et problem men han havde levet så længe at han ikke havde noget at spendere dem på andet end på teknologi og videnskab der skulle kunne få ham hjem igen.
"Vi skal heller ikke ud og shoppe endnu, ikke før Miami i hvert fald nu skal vi bare lige have fundet mine piller, og ellers skal vi bare til Miami."

Hendes øre opfangede det fremmedartet ord...sprog..som hun tænkte nok var hans moderssprog. Der var ikke rigtig noget der mindede om det i hendes eget ordforråd, så hun ville spørge ind til det senere, men det lød mere som noget Argentum havde udtalt for sig selv, end til hende så Millicent ville vende tilbage til det.

Argentums evne til at regenerere var imponerende og passede til den stilrene , kontrolleret og meget kvikke mand. Hun var ikke overrasket.
En eller anden evne til at tale med skovens dyr havde bare ikke ligget naturligt hos ham. Sådan en ville hun derimod selv elske at have.
Hun sugede til sig hvad han berettede, lyttede og havde interesse i at lære mere om ham , men også bare generelt.
"Jeg kan se der måske skal andet end en lille saks til så. hun smilede og blev så alvorlig igen ."...Det er en stærk evne , et godt forsvar at have. jeg er glad for du har den, det betyder du kan passe godt på dig selv!" slog hun fast Og mærkede tilfredsheden over dette, som en god fornemmelse i maven.

En lille morende grimasse faldt kort over de bløde ansigtstræk , af hendes da han sammenlignede sig med et firben. Hun ville ikke sige mere, men hvem var så lige Kæledyret nu? flakkede morskaben i det klare blik. Desuden var det godt at se hans gnist vende tilbage. Minderne om alt han savnede , havde slukket gnisten kortvarigt, hvilke hun havde set.
Det ville nok vække en del opsigt, hvis hun spadserede ned af gade med sit kæledyr i snor....i hans sorte bodypaintet suit, hendes kinder blev varme og han så det.
"Nej nej....ingen billeder overhovedet, det er intetviftede hun både billed og emnet væk, men hånden foran sin næse.

Mobilbatteriet kom igen på tale og hun måtte da lige stoppe op og glo lidt dumt.
Manden havde ligesom en ret god pointe,der ikke kunne modsiges.
Hun nikkede lidt fåret til ham. Ingen grund til at prøve modsige her. Når han havde ret så havde han ret, og selvfølgelig var det bedre end en oplader der gav mobilen en masse krudt, men sugede hende selv 'kaput '.

På deres vej afsted , tabte han hende igen.
Hun skævede til Jason og prøvede at aflæse ham.Han gav ikke så meget væk, andet end han ikke så sur eller utilfreds ud. Han fortalte bare hvad han syntes.
"HAR JEG REDET VERDENS MENS DU SOV ELLER NOGET ?! Argh hvis du mener det med trillingerne , so what ? Du er da ikke første fyr i verden der har gjort en meget ung kvinde gravid . Jeg er sikker på motel Mutter overlever din skandale. Måske ende du kommer med i hendes bønner fremover? Oooh Mighty Lord- protect this Young man and deliver him from evil....and make all the Young women to stay within to feet from him ". Hun overdrev max og drillede ham ved at folde hænderne til bøn. Hun havde selv ikke et kristen ben i hendes krop. Eller nogen andre religiøse for den sags skyld.
Hvorfor han mente det skulle være et problem kunne hun ikke se.
Ikke endnu .

Med det indbydende gadebilled , som et lokkende tag selv bord - tog han hendes hånd , mentalt og rev hende væk derfra. Ikke shoppe? Men ?
"Ai - og det siger du først nu !" jaja det havde nok været smart at tjekke om pillerne var der føst, men nu fablede han om skrædder og shit , som penge hang på træer i Jasons have.
"Godt så ! Kom ikke og sig jeg ikke kan adlyde så , nu gør vi det på din måde. Parken efter piller og SÅ shopping , i Miami

Der ville ikke gå lang tid , før de begge stod i parken, nær det store springvand , med snuderene nede i græsset, søgende efter Jasons etui.

Han så på hende mens hun talte om hans tunge, langsomt rystede han på hovedet, hun morede ham, fascinerede ham på så mange måder.
” Måske den er ikke så effektiv igen, jo den sørger for at min hud er glat ud hel, og jeg ikke behøver hjælp fra en doctor men prisen er ligesom med min evne til at manipolere med elementerne efter eget ønske, Det kan dræbe mig, når jeg ikke er stærk nok, det kræver den sammen energi som hvis såret skulle heale af sig selv.”
Mens han talte fornemmede han kun hvordan han følte han afslørede for meget af sig selv så han tav.

” Så du siger der ingen billeder er i dit hoved, af det vi snakkede om?”
En latter det var så tydeligt hun ikke talte helt sandt.
” Vi konstaterede på klubben at du var en forfærdeligt løgner.”

” Batteriet skal køre i lange perioder uden at skade dig, og det vil være for farligt at forsøge med vores prototype af energi kilde, faktisk meget genialt, jeres film tilbage i år to tusinde, geniale, lidt af den teknologi vi har på vores planet, og et menneske der har skabt det.”
Han mumlede for sig selv.
” Men det skal ikke være et normalt batteri der skal lades op hver anden dag, eller time.”

Hans hænder var placeret i lommerne på de busker Millicent havde købt til ham, Hans kæbe linje var en smule mere markeret grundet det at han spændte i den mens han lyttede til hende.
” Millicent det er ikke sjovt, på nogen måde. Du skaber problemer for mig”
Hans blik afslørede nu foragt ved hendes historie.
”Du kender mig ikke godt nok… Jeg har altid forsøgt… Altid været inden for lovens rammer, så nej Millicent jeg ville være den sidste der ville være med en mindre årig. Især med den alder jeg har.”
Han bed hårdt sammen og kæben begyndte at gøre ondt. Han knyttede hænderne i lommerne.
” Jeg er direktør for et selskab, Millicent, et selskab jeg har skabt fra bunden af tilbage i 1960, og kun jeg har stået i spidsen for det, vi har arbejdet med teknologi fra hvor jeg kommer fra, jeg arbejder på at komme hjem, vi blev sat meget tilbage efter 3. verdenskrig.”
Hans øjne gled i mens han gik, hun havde virkelig skabt problemer for ham.


Han betragtede butikkerne de passerede, alle de butikker, men ikke noget der direkte vakte hans interesse. Blikket faldt ned på fortovet mens de gik.
Hvorfor var der ikke kommet et gennembrud endnu, alle de penge der blev sat i den forskning, Så gik her med hende og ledte efter piller.
” Det er jo først nu det har været relevant Millicent. Ikke fordi jeg har hemmeligheder for dig da.”
Han lyttede til hendes stemme, en latter slap hans læber. Hans skrædder syede egentlig alt hans tøj. Det var den nemmeste måde at have hans stil og leve på den måde folk forventede af ham.
Altid den samme skrædder gennem hele hans tid på jorden, en lille skrædder forretning, ejeren kendte ham under alle hans alias, eller forgængeren havde også haft kontakt til ham.
” Har jeg på noget tidspunkt sagt du ikke kunne lytte eller noget?”
Hans øjne hvilede på hende mens han talte.
” Ja mine piller, og så en tur til Miami, det skal da nok gå hen og blive hyggeligt.”
Et smil spillede om hans læber.

Argentum ledte en lidt diskret måde, han fornemmede intet fra pillerne, hvilket ikke undrede ham, pillerne var beskyttet.
” Millicent, de bør være der hvor, mit tøj gik i stykker”
Det ville være det eneste der gav mening at de var hvor der ville være størst chance.
Med lettere forsigtige skridt gik han langs stien. En måde hvorpå hans hukommelse måske også kunne komme tilbage.
”Hvor gik vi hen af da vi stødte på vores venner?”
Han så sig tilbage over skulderen mens han talte.

Med en smule stædighed , overhørte hun bemærkningerne fra Jason.
Man skulle vælge sine kampe, og når hun vidste han ville vinde , var der vel ikke rigtig grund til at forsætte ? Ja, det skulle da lige være at forsøge rede sin ære, men hvis de ikke forlod samtalen , så ville hun nok bare ende op med at miste endnu mere af den. Tænk hvis manden kunne se hendes tanker ! Men hvad forventede han ,når han rendte rundt i et kropssnært Batman spandex outfit.... Og så ...sådan...ud ?!
Millicent klappede i , blikket hvilede på ham et par lange sekunder, da Jason satte punktum med de  'allerede havde konstateret' hun var forfærdelig til at lyve.

Mens hun gjorde klar, ryddede op og pakkede sammen , fulgte hun Argentums tanker .
Hun lyttede til hvordan de bugtede og snoede sig, da han legede med ideer til hendes batteri. Hun forstod han gerne ville hjælpe, men havde slet ingen fornemmelse af hvordan det var muligt for ham.
Først da indholdet af dets snak  havde ændret sig , og hun pjattet havde prøve underholde ham med  hele polterabend ideen, at Millicent fik færden af noget hun ikke anede.
Det var ikke så meget hans ord som Jasons blik der fik Millicent til at stoppe op.
Selv om det var som hendes hjerne strittede imod , så måtte hun alligevel forholde sig til facts."Du er ...direktør?" hun gned et par fingerspidser over hendes pande. Følte sig ilde til mode over misbilligelsen i hans blik.
Årh ...det hele gav jo mening . Han var bange for at der skulle opstå en skandale ?
Tænk hvis nyhederne fik fat i dette. En smule klemt og trængt op i en krog, langede hun ud efter ham, verbalt.
Ikke alvorligt , der var stadig et stænk af humor og nok mest lidt trods.Hun ville ikke have ansvaret for hans ry...ikke hvis det kunne undgåes. "Hvis du er direktør, er det så ikke lidt uansvarligt at rende rundt og smide tøjet ...alle steder" ikke ulig et forudrettet barn , så hun på ham.
Og hun så lidt mere...lidt længere.
Så begyndte brikkerne at lægge sig. En efter en.
Stark. JASON STARK. DIREKTØR!
Oh. OH SHUTE.
"Du ham! Single fyren for det dér store it agtige firma ...efterstræbt singlefyr med lommerne fulde af guld.
Det hele gav mening nu.Den aura af kontrol hun hele tiden fornemmede hang omkring ham, var ikke helt forkert. Han var vant til at have ansvar og træffe beslutninger.Det flotte jakkesæt, det udefinerbare. Direktøren for det hele. Hun huskede ikke detaljer om hans firma, men hun kunne nu huske hans navn fra de kulørte sladder blade.
Altid skrev de om hvor dygtig han var....altid fiskede de efter detaljer fra hans privat liv og altid kunne man se ham med en ny skønhed ved hans side, eller helt alene.
"Vi må bare håbe at motel Mutter ikke kunne genkende dig, jeg kan godt se hvordan der KUNNE risikerer at komme ...lidt...øøhh...ud af det her prøvede hun med sit bedste smil. Typisk for hende at jokke i spinaten , når hun forsøgte at løse et problem.
Selvom Millicent hverken var interesseret i guld eller singlefyre, og derfor aldrig havde brugt så meget tid på den kulørte gossip, så undrede det hende at hun ikke havde genkendt Jason straks hun så ham. Nu hånede hun så at personalet her heller ikke gjorde. Tænk den kendte forretningsmand var....Dragonianer!


Tidshop til parken.
De søgte og søgte, og Millicent begyndte at blive urolig.
Rasteløsheden indfandt sig og hun virkede utålmodig.
"Hvor vi gik hen ? Det hele ser jo ens ud Jason , såååå.
Derhen!" pegede hun ham vej, med lidt held var det ca der de havde kæmpet mod Vincent og hans døde boyfriend. Hun gøs og gned sig over de bare gåsehudsramre arme.
"Det føles en smule ...ubehageligt at gå her igen" tilstod hun , og måtte finde sig i de billeder der blev fremprovokeret af de kendte omgivelser, de nu var i.
"De burde være her omkring, det var her du skiftede..form igen"
Hun begyndte selv at søge, men halen i vejret, efter det lille etui.

” Du spørger om det ikke var uansvarligt at smide tøjet, nej, i den situation var vi alene og derfor ikke en fare for en skandale, men en historie om at jeg skulle være forlovet med en 17 årig pige som venter mine børn, det ville være svært at forklare sig ud af, især hvis pigen eksistere og er gravid.”
På ingen måde var hans stemme hård, den var rolig og kontrolleret, ligesom hans øjne der ikke afslørede ret meget, andet end at han ikke morede sig.
Nu smilede han da hun endelig genkendte ham.
En stille latter slap hans læber.
” Vi laver andet end bare it, men ja telefoner tv og computere er hovedformål, men biler og andre motoriserede køretøjer er noget vi er begyndt at fifle med, og undersøge, det har sine fordele at være mig, især når man tænker på hvordan jeg kom her til, jeg skal bare have en energi kilde, og vores motor til at fungere.”
Mens han talte blev hans stemme lavere som om han begyndte at tale mere til sig selv end til Millicent.
” Du vil nok opdage på din tur rundt med mig, at jeg er en meget privat person, du vil kun kunne skrabe i overfladen af hvem jeg er. Ja lad os håbe ingen genkendte mig ligesom du ikke gjorde”
Hans øjne gled kort i mens han lagde fingrende under hagen, det var altid vigtigt når han ikke var i Miami at ingen vidste hvem han var, derfor alle de aliaser, men Millicent havde fået hans nuværende navn, det navn han valgte da han startede firmaet, et firma der havde fungeret siden Krigens start.






”Jeg beklager at du skal gennemgå det igen.”
Hans stemme var rolig men han brød sig ikke om tanken om at hun skulle gennemleve det endnu en gang.
”Du er velkommen til at vente uden for parken Millicent. ”
Igen var hans stemme rolig men denne gang var den nærmest bedende om at hun ville lade ham lede alene så hun ikke skulle gå rundt med billederne igen.
Han vendte sig i den retning hun pegede og begyndte at undersøge det, for at finde hans etui.
” Jeg tror dig når du siger at det er ubehageligt at gå her igen.”
Han ville ikke kunne forestille sig det, og var på sin vis glad for at det var ham der ikke kunne huske det, men lige nu ville han gerne bytte med hende.
” Jeg håber vi finder dem, ellers er der nogen der kommer til at dø af en høj radioaktivitet”
Han stemme var en smule urolig, men han forsøgte stadig at vis den kontrol han burde have.
Han ville kun se hurtigt efter var de ikke at finde ville de to nok ikke finde dem, og så måtte han jo lave en portion mere.
Han ville kun give det et pr minutter mere højst 10 minutter men så måtte det også se om de kunne komme til Miami.

"Hvis pigen eksisterer og er gravid ? "
Millicent måbede . Havde Argentum ikke lige sagt at han ikke havde haft en partner i 200 år? Hun spidsede læberne, og tankerne accelerede.
Der var jo folk der ....lavede.. børn .
Altså lavede børn , som i  advanceret microinsimination. Havde han fundet en rugemor så han kunne blive far ?uha - det tude hun slet ikke spørge om og sålænge hendes lille opfindsomme undskyldning ikke kom længere end til kro mutters øre, så var alt jo også godt.

"Yeah..jeg begynder at huske det designer og producerer meget stilrene advanceret ting, men kun l de meget velstillet" drillede hun , men det var jo sandt. I den her verden havde selv en gammel udstødning stor værdi, og det var nok den dekadente overklasse som Vladimir f.eks tilhørte, som der havde råd til det moderne og flotte hitech. Hun skævede til Argentum ...Jason Stark.Great , nu hang hun igen ud med overklassen, et sted hun absolut ikke havde noget at gøre.
Nå men det ville hun nu ikke holde imod ham, ikke alle kunne jo være proletar- nogle skulle være direktøre- smilede hun af sine egne fjollede tanker.
"True m du har en stor fordel når man tænker på hvor du er fra.Men du har så også betalt en ekstrem høj pris for din sucess ....når man tænker på hvor du er strandet, alene" og skulle hans kompensation måles i guld, ville det være prisløst .Så hun undte ham alt han havde.
" Jorden ville være et mere fattigt sted uden dig, jeg er glad for du er her" mumlede hun og lod samtalen ende.


Tilbage i parken blev de blonde lokker rystet igen, fra side til side.
"Kunne da ikke drømme om at vente uden for parken .Helt ærlig, vi er her for at lede, og to sæt øjne er dobbelt så effektive" desuden var det højlys dag , så ingen vampyre burde kunne skabe problemer for dem nu.
"Så du er meget privat ? Nå...men det kan vi da lave om på i Miami, jeg er rigtig god til at få folk til at knække. Du ved ...bryde sammen " hun rettede sig op og holde pause i sin søgen. Med en dyb mande agtig stemme rømmes Ehud sig og skulle lyde som 'alle de mænd der var bukket sammen ' .
"ååååghh Millicent....jeg vil fortælle dig ALT om mig..hvad jeg tænker, spiser, synger og hvor tit jeg klipper mine tå negle, ALT ...hvis bare du vil holde 5 minutters pause med at tale, så jeg kan hvile mine øre" hun grinede.
"Så, nu ved du hvad du har i vente på turen til Miami"
Hun slog klik med tungen, sikker på hun havde overhånden lige nu .

Hun så noget der blinkede under en busk, da solens stråler have genspejler sig deri.
Hun rakte en hånd frem og skubbede en mindre gren til side.
"Du....Jason, jeg tror jeg har den ! kom og se!"
Var det den , så ville de kort efter sidde i en eller anden bil, med snuden mod Miami- byen med hendes barndoms hjem og nuværende hjem...men også byen for Jasons imperium og bopæl.

”Ja er det ikke en kvinde De selv har fundet på Millicent? ”
Hans blik hvilede på hende, det var tydeligt hun begyndte at tænke, så det knagede det kunne ses.
En klump satte sig fast i hans hals, hvad foregik der inde i hovedet på hende, var hun ved at smide en ny skandale ned i hovedet på ham.
Han ville forsøge at gætte sig til hvad hun havde gang i.

”Millicent, jeg tror jeg skal gøre det klart, jeg ville aldrig nogen sinde kunne gøre en jordbo gravid. Jeg… Min slags kommer fra æg. Vi bliver ikke født på samme måde som i gør. ”
Hans kæber spændte, han blev nød til at forsvare sig selv, han drømte ikke om børn, ikke på jorden i hvert fald. En blandings race, men først skulle han finde en person der ville kunne bære et barn af hans slags, hvilket ville være umuligt for en jordbo, troede han. Måske en kvinde af hans slags kunne. For kvinden blev befugtet og lagde ægget efter samkvem.
En måde hvorpå det kunne eksperimenteres med ville være etisk ukorrekt selv på Dragonia.

”Egentlig er det ikke avanceret på nogen måder, det er bare et materiale der kan modtage et signal fra vores satellitter og derved koble på vores netværk, ingen strøm så længe satellitterne kan modtage et signal, og det kan de over alt, med mindre man befinder sig i et rum der er isoleret med bly.”
På ingen måde ville han gå i dybden med måde det fungerede på og smilede venligt til hende.
”Når du siger velstillede hvad mener du så, at det er et dyrt produkt?
Det er vi faktisk ikke, vi har brug for pengene til videre forskning, og det er et fantastisk overvågnings system”
spøgte han kort med et smil, jo prisen var måske en smule i overkanten, men de arbejde da på at sænke prisen på deres produkter.
”En fordel måske, men du kommer ikke frem bare fordi du har en plan eller et produkt, der skal arbejdes hårdt, og du skal slå til på de rette tidspunkter, i mit tilfælde når verdenen skreg på bedre teknologi. På den måde kan man fremme sit produkt, og så skal man være sådan at der først kommer en udvidelse når andre er ved at følge med.”
Det var i hvert fald hvad der havde virket for ham gennem tiden.
”Prisen jeg har betalt var høj, for høj ja, og det må jeg leve med, at jeg muligvis ikke ser min familie igen, men jeg lever, og har en mulighed hvis alt lykkedes for mig som det skal.”
”Ja firmaet er faktisk et godt skalkeskjul for vores egentlige mål. At designe en maskine der kan få mig hjem, og da min teknologi fik mig her til, vil min teknologi få mig hjem igen.”
Hans ord var velvalgte og svage, nærmest umulige at høre, selvfølgelig havde der været en bagtanke med at give jordens hans egen teknologi, selvom den var primitivt anlagt, de var så langt bagud, at det var skræmmende, en stenalder nærmest, og al den ødelæggelse de pålagde deres eget hjem, troede de at de ville komme ud og se universet på den måde, ved at ødelægge dem selv først. Tåbeligt det var hvad det var, men den sidste verdenskrig havde gavnet ham, nu kunne han da færdes nogle steder uden at bekymre sig om at falde om.
Nu måtte han le, ved hendes ord. De grønne øjne mødte kort hendes ansigt med et smil.
”Det er jeg nu ikke sikker på den ville være, jeg er ikke så speciel”
Argentums blik faldt ned mod jorden.


”Jeg ville ikke bede dig gå med hvis jeg havde en ide om hvor skræmmende det egentlig har været Millicent. Det må du forstå. ”
Hans stemme var en smule ru, nærmest som om det irriterede ham at snakke om.

”Ja en meget privat person ikke en gang min PA ved ret meget om mig. ”
Når man talte om solen, mobilen ringede fra en lomme.
Han ignorerede den i første omgang mens han talte med Millicent.
”De kan bare forsøge at snakke, bare De er stille. Så jeg kan lave mit arbejde, så skal det nok gå. De kommer ikke til at få meget ud af uanset om De så snakker voldsomt eller højt, jeg er van til at omgås med personer der ikke altid har noget interessant at sige. ”
Selvom han var direktør, nød han at forske endnu mere og designe, de produkter der blev fremstillet.
Langsomt fik Argentum sig bevæget over til stedet hvor Millicent stod.
”Det har du ret i, pas på med ikke at røre den, hvis låget er åben.”
Han bøjede sig ned, samlede det lille Etui op og gik et pr skidt væk fra hende.
Han åbnede det og tog så de sidste små piller op, inden han slugte dem.
”Om nogle minutter skulle jeg se mere normal ud, eller i hvert fald mere frisk.”
Telefonen ringede igen. Denne gang tog han den lyttede kun og spændte kæberne. Inden han lagde på.
”Håber du har en forklaring klar til når vi når til Miami”
Var alt der kom fra hans læber. Inden han selv foretog et opkald.
”Missi… Find alt der er hver at vide om en Journalist ved navn Justine Case”
Hans stemme var mere rolig.

Den klokkeklare kvindestemme der talte havde en elektronisk undertone.
”Hr. Stark. Vi var ved at være bange for at vi ikke ville høre fra dem igen”
Han ignorerede den omsorg.
”Missi.. Justine Case”
Kom der langsomt fra ham igen.
”Selvfølgelig hr.”
Lød det tilbage.
”Tak.. Og Missi, varm lejligheden op, og gør du ved hvad klar, jeg er ret… Afkræftet. ”
Hurtigt afsluttede han opkaldet.

Han brugte lidt tid på at lave nogle søgninger, nu ville det være perfekt at få noget baggrunds viden om Millicent.
Nu skulle hun selv rodes ud i noget hun ikke havde bedt om, og det var altid rart at have noget på folk man fulgtes med.
Inden han pakkede telefonen væk, tjekkede han lige sine E-mail, og som ventet der var E-mailen fra Justine Case, et hurtigt svar blev fældet til hende, inden det blev sendt.


//OOG Det blev liget et lidt hurtigt svar, undskyld ventetiden.//

// det er da et dejligt svar, intet at undskylde :) //


Hun HAVDE set transformationen, og hun vidste han var mere Dragonianer end mand, men alligevel ?! Hun forstummede i adskillige sekunder, hvor hun blot så på ham og forsøgte forstå hans ord.
"æg?jamen... Hvad betyder det ? Bliver i så udklækket som små mennesker på størrelse med en tommel- eller ? "
Der var da sket underlige ting, menneske børn var jo også små celler der så udviklede sig i kvinden, og skulle sandheden frem så tanken om at affyre et æg da mere tiltrækkende end en 3,5 kg baby så de kvindelige Dragonianer havde da intet at klage over. Hendes kinder havde fået et rosa skær og hun mumlede for sig selv "Nå...men så fik jeg da lige spoleret lysten til blødkogt æg fremover med de associationer. Vi kan da lave en kontakt annonce ? Sød kærlig pige med lyst til at lægge et æg søges ? Det må da være muligt ...jordboer har da også æg , så hvis...Eh...nå, men det HAR de altså " var hun tæt på at rode sig ud i lidt for sjove detaljer.

"jo,det er da dyrt, mobiler og pc'er koster sørme da meget.De fleste folk som mig, kæmper for at få dagligdagen  til at hænge sammen- og en pakke cigaretter er luksus, Vi arbejder hårdt og længe, for få penge eller bytter os til ting, så jeg er da hel seriøs når jeg siger at det kunnet overklassen der kan tage sig sådanne goder, generelt. Måske jeg skal præsenterer dig for arbejderklassen en dag mr. Stark- så du kan se hvordan pøblen lever?" selvfølgelig var stemmen varm og fuld af drillerier. Men detektor da klart at Jason havde helt andre livsbetingelser end f.eks Millicent havde. Hun overvejede hvad hendes mor, Maria dog ville sige til at møde ham? Maria troede Millicent var giftet væk til Auriel, men Maria troede så meget underligt, sådan kunne hendes sygdom vise sig.
På en måde var det ...mindre fornøjeligt at høre hele Jasons liv handlede om en ting, hvordan han kunne returnere til Dragonia. Var det  så slemt for ham, at han ikke bare kunne slappe af og nyde det her? Hun gippede med vipperne og anerkendte hans talent, men hun hørte også hans drøm om at vende tilbage og forstod at han nærmest intet fortog sig,der ikke pegede i den retning eller omhandlede det." Jason...du har lavet et lille imperie her ...på jorden, kan du ikke bare slappe lidt af og nyde det, efter alle de år ?" Ville stemmen lyse af empati for ham, men også en lille udfordring.For det var ret spils af hans tid at bruge den hele på at prøve komme hjem, istedet for at leve livet her ..og nu, syntes hun.

"Selvfølgelig er du speciel...på mange områder oven i købet og nu skal du bare se at få stoppet de piller i halsen , så du kan blive dit for fight igen"


Glad over etuiet var fundet og kuløren begyndt at vende tilbage i Jasons kinder, blev hun helt af sig selv i et skønt humør.
Hun nikkede mod hans lomme , da han ikke tog den.
"hey...jeg ved du er oldgammel men du er da ikke død, tag bare mobilen? " men det gjort han ikke, og hun satte hænderne i siden , en reaktion på hans hans forslag ."Hør ...det er mulig at kvinderne på Dragonia er både enestående og fantastisk...jeg mener ...æg og det hele...men jeg tvivler altså på de både kan snakke løs Og være stille på samme tid , jegkan i hvertfald ikke.
Skal jeg ... Skal JEG køre hvis du skal arbejde samtidig ? Så vil jeg da bare lige minde dig om at skrive testamente før vi smutter overdrev hun sine manglende talenter.
Hun kunne da godt køre bil ! Den bevægede sig da og indtil nu var ingen døde undervejs.

Jason svarede endelig den insisterende mobil og det var da ikke fordi hun NØD at lytte med , men hun stod altså lige ved siden af , så det kunne ikke indgåes og derfor blev hun ufattelig nysgerrig.
"Hvad mener du med en forklaring klar ? På hvad  " uden at vide hvorfor følte hun sig provokeret muligvis fordi han helt sikkert sad inde med mere info end han gav til hende. Millicent skulede. " jeg BOR i Miami , min ikke jeg kan håndteret alt den by kan byde på? lød det lidt trodsigt.
Hun bevægede sig ud af parken nu med tanker i fuld hopla.  
Soo hvem er missi og hvad skal du med en journalist , miss case ? egenlig troede Millicent på det var arbejdsrelateret, men man kunne jo aldrig være sikker.
Hun fangede også han var afkræftet stadig og for han ikke skulle føle sig 'lille' forslog hun at de tog en hvile pause når de havde kørt en times tid .
En kaffe tår og strække benene lidt , en god latté til deres lille Road trip.

Den reaktion hun kom med, fik ham til at smile, samt at udstøde en latter der ikke kunne holdes tilbage.
”Du har set en kvinde der er gravid, du skal forestille dig vi er en smule større end en normal baby når vi klækker. Så nej ikke små hønseæg… Æg på størrelse med en kvindes mave.”
Han kunne igen se hun tænkte, det endte aldrig godt når hun tænkte, det måtte han snart skrive sig bag øret.
”Millicent, vores æg er ikke noget man skal ønske sig at ville opleve, han kunne lige så godt understrege det med det samme. Mænds æg er fulde af pigge, der er rettet op ad, så vi ikke skader vores mor, kvinders æg ligner store ædelsten”
Han betragtede hende mens han tænkte tilbage på de æg der stadig ventede på at klække, to æg om dagen klækkede der på Dragonia, altid en mand og en kvinde, klække partnere, der søgte hinanden. Det hørte sammen og skulle være sammen.
”Du tror jeg ønsker at være en faderlig figur på jorden, når jeg ikke engang kunne passe på min mage, min bror og hans mage”
Han bed kæberne hårdt sammen, vendte blikket væk fra hende og lagde den venstre hånd omkring den højre overarm.

”Som jeg sagde Millicent, så forsøger jeg at gøre så mine, eller Omnicorps produkter kan ejes af alle, ingen burde være bedre stillet i forhold til andre, familier, venner, kærlighed, bør kunne forholdes samles selvom man bor i hver si ende af landet.”
Hans motivation i den sag, var at han stadig ikke havde fået kontakt med hans forældre eller hans slags. Det ville han gerne at andre kunne slippe for.
”Jeg ved der er folk der skal arbejde hårdt for deres dagligdag, Det er faktisk dem der er mit hovedformål at får med, måske ikke med de dyreste modeller, men kan jeg få dem med vil mit mål være nået.”
Det blik han sendte hende var overraskende hårdt. Argentum så sammenbidt ud. Selvom han kunne høre hun lavede sjov, var hans stemme ikke i samme tone, der var alvor i den.
”Har du glemt hvor jeg kommer fra, Jeg har arbejdet mig til alt jeg har, spillet et spil der kan vise sig at give bagslag. Jeg ønsker at folk skal komme ud af det slum de lever i, jeg har en vision, men om det kan lykkedes bliver vanskeligt, med bander, kriminalitet det er ikke nemt.”
Den alvor der strålede ud af ham, han ønskede jorden tilbage til en bedre tid, en tid han var svagere, måtte skjule sig mere, men det ville være vanskeligt, og måske for meget at forlange at det ville kunne lykkedes.
Mens han lyttede til hendes stemme fik hun ham til at smile, han vidste det var tydeligt at han gerne bare ville hjem, og måske morede det ham at hun ikke forstod sig på det, hvordan ville hun have det hvis hun blev strandet et sted, hun ikke kendte til, måtte se familie og kærligeden brænde i resterne af transportmidlet. For at vandre alene i hvad der måtte føles som en evighed, uden at kunne kontakte hvad man efterlod. Han skulle kun have været på rekognoscering for at se om jorden havde samme forhold som Dragonia.
Da han talte var hans stemme tør, og hans kæber var blevet spændte inden han talte.
”Millicent det er ikke bare fordi jeg ønsker at komme hjem, jeg havde min bror og hans mage samt min egen med på rejsen. Vores familier ved ikke hvad der er sket, fortjener de ikke at vide besked… Fortjener de ikke at vide hvad der er sket med deres børn. Det vil jeg mene at de gør. Mit imperium som du kalder det, er kun for at jeg kan vise dem og fortælle dem hvad der er sket, når det er overstået går turen på at få mig hjem, Jeg nyder min tid her, men jeg høre ikke til her… Jeg trænger til at komme hjem, helt hjem. Jorden er for krigsramt, for såret.”
Hans stemme blev formørket mens han talte, i sær det sidste, jorden ville have været tæt på udslettelse efter den tredje verdenskrig.
”Har du nogensinde set andet end Amerika? Har du set den verden I lever i, I kan ikke færdes uden for landets grænser, og selv inden for grænserne er der steder i ikke ville kunne overleve, hvad er det for et sted at leve, og i stedet for at gå sammen for at skabe en fremtid der kan blive bedre, forsøger i at udradere hinanden. Det forventer du jeg vil forblive og se på. Når jeg dør vil der ikke være mere tilbage af min slægt, og jeg kan ikke skabe en familie på jorden.”
Dette var et ømt punkt for ham at tale om, Han ville ikke kunne gøre en jordbo gravid om han så ville, og hans chance for at skabe en familie på dragonia var forsvundet med resten af besætningen hans bror og hans mage.

”Jeg er nok mere speciel end du kan forestille dig Millicent, og mere er der ikke at sige i den sag.”
Han havde allerede slugt pillerne og lignede en der forsøgte at knække nakken på sig selv, inden det ville se ud som om han testede kroppen om den fungerede som den skulle, lignede en der skulle fordele energien der fyldte hans krop.

”Oldgammel siger du, jeg er ikke gammel i forhold til de ældste der nemt kan blive ti årtusinder.”
Han smilede over hendes reaktion.
”Du må kun tale hvis du vælger at være stille, eller dæmpe dig en smule.”
Han lukkede øjnene ganske kort.


”Hvad du skal have en forklaring klar til de må vi finde ud af, jeg ved det ikke selv endnu, ikke andet end du er blevet indblandet, og skal redde dit og mit navn, du rodede mig ud i det her, og jeg trak dig med ned.”
Han ignorerede hendes sidste ord og begyndte at gå selv. Mod udgangen.

På en tilfældig café

Mens han sad og stirrede ned i bordet uden at have bestilt noget at drikke mærkede han mobilen i hans brystlomme begyndte at vibrere igen.
Han tog den op og stirre kun kort på den.
”Ser man det, Millicent, håber du har fået arbejdet på din historie.”
Han rakte hende telefonen og artiklen fra frk. Case prydrede skærmen.
”Nå hvad siger du?”

Æg ...på størrelse med en mave ? Millicent så lidt misfornøjet ud ved den information , og som om det ikke var nok - så skulle der lige dét ind med med piggene.Hun gøs og
Nu så hun helt forfærdet ud. "Så allerede fra begyndelsen kan drengene stikke ...og pigerne ligner ædelstene. Du gode . mumlede hun både bjergtaget og med lidt modstand, for det hele var totalt fremmedartet og hendes forstillelsens evne blev virkelig presset nu. Det var jo grotesk, når man kom fra ...jorden ...men hun kunne bare ikke lade vær med også at blive fascineret. Og en smule tiltrukket af hans planet.
Måske...måske en dag det blev muligt at komme med Jason og besøge Dragonia? Hvis han fik styr på flyvingen og fik opfundet hvad han behøvede ? Jaja han skulle selv ham til familien, og ikke have hende med på slæb, men det kunne da være han fik transporten til at glide så godt, at det ikke var et problem at rejse frem eller tilbage, og så kunne Millicent måske komme til kaffe på Dragonia, spandt hendes tanker nogle søde fantasier.

Selvbebrejdelse.
Hun så på hans ryg og trådte nærmer,for at kunne klappe lidt forsigtig på hans skulder.
"Nej , jeg tror ikke du ønsker være en faderlig figur ...ikke her ..jeg har forstået du bare gerne vil hjem og jov Jason, selvfølgelig fortjener de at vide det.Men Hør...'du skal ikke have dårlig samvittighed over at have overlevet. Det er ikke din skyld og du er ikke almægtigt . Nogle ting er simpelthen bare ude af vores kontrol" lød det meget stille. Uden hans familie til at lette den del af hans samvittighed og uden dem til at støtte ham, samles om ham var det klart at han rettede det hele ind mod ham selv. Sorgen, vreden og bebrejdede sig selv.

Blikket blev først hårdt da talen faldet på hvem der havde - eller ikke havde råd til at handle med Omnicorp. Sjovt nok stirrede hun bare stædigt og udfordrende tilbage, for den type uoverensstemmelser om penge , kunne ikke ridse hendes hjerte. Hvorimod samtalen et minut tidligere havde en helt anden effekt, da den sneg sig ind i de tynde følelsesmæssige lag.
På en måde var det befriende at kunne skærme sig lidt bag holdninger og synspunkter, det virkede bare mere sikkert og derfor skiftede snakken hurtigt til Omnicorp.
Desuden havde hun ret. For mange levede på gaden og kunne dårligt købe mad, så hans smukke udstyr var det et fintstykke vej til at få fingrene i, som hun så det.
"Det er gode visioner og tanker du har, du bygger dit imperium på et meget sympatisk fundament" rundede hun af, for den del kunne de enes om.

Smilet voksede og der blev rystet på hovedet, nej.
"Aldrig. Har stort set ikke være længere end mine ben har kunne transporterer mig, udover en fast rute mellem nogle af de større byer.
Har du ? Er der skønt ?" drømte hun sig væk i fantasier om et mere blidt og morsomt liv, et uden radioaktivitet og hungersnød. Et uden slaveri og ....idet hele taget et mere romantisk og varm sted. Men man skulle nok bo i en bog for at finde det .

"Dæmpe mig en smule ? You have got to be kidding ...me?
Hvis Jason troede han skulle til at opdrage på hende, så var det nok held i uheld at han havde en evighed og tusinder af år, for det var ikke så nem en opgave, som man lige skulle tro.
Derfor havde han skam også bla. fået opridset hendes syn på soap operas, loppemarker, jeans , The Amigoes og militær militsen, da de nåede frem til en cafe.
Millicent havde nøjsomt undladt at oplyse at hun var eftersøgt af militær militsen og en af de hovedmistænkte i den daværende general Zolners forsvinden.
Som pacifist var hun bare ikke generelt glad for mi,især, og den del havde hun brugt fem kvarter på at fortælle Jason om.Stakkels mand.


Millicent havde fået en latte og noget brød. Hun var ved at plukke sit brød med to fingre og havde netop stoppet en bid ind i munden, da hun gumlende lænede sig forover , med blikket retten ned på mobilen , for at tage et kig på den.
"Hvad er det? mumlede hun og trak den til sig.
Hendes øjne blev store og brødet lagt på bordet, oven på en servicet.
Et par gange fløj hendes øjne over teksten, og ordene forvirrede hende. Aldrig havde hun været i kontakt med blade eller magasiner, og Millicent tilhørte arbejderklassen, ikke den del man skrev om.Ikke den del der kom i bladene. Og hun var bestemt ikke vant til at blive udstillet. "...men...men hvordan kan de tro det er MIG. Vi har jo ikke ...jeg er ikke ...ååååh nej!" pegefingeren havde peget på skift mellem dem inden hun lagde hånden mod sin pande og stønnede højlydt . Klagende.
Hun puffede mobilen tilbage og rettede sig op.
"Det der....det må du da gøre noget ved ! Det da ikke MIN skyld. Det var DIG der besvimede og jeg skulle jo finde på noget. Men ...hvordan har de mit navn? Jeg sagde jeg hed Santana på krogen, ikke Millicent.
Hun så på ham , nysgerrig og en smule udfordrende.Jason var medie Darling, han vidste vel hvad man skulle stille op med den madamme, miss Case.
Så gik endnu et lys op for Millicent og hun blev helt bleg."Årh nej....militsen! Jason , der er noget du bør vide. På en måde leder militæret lidt efter mig " om han allerede vidste det? Men det skulle undre Millicent.

//Undskyld det korte og krea løse svar... tror jeg skylder det... //

”Ja dæmpe dig det vil gøre det godt, det er en ting du bør lære fremadrettet. ”
Han havde lukket af for hendes opremse af holdninger for de forskellige ting, han sad bare og hmm’ede og mmm’ede, på forskellige tidspunkter hvor det passede.
”lyder da veldigt interessant Millicent. ”

Argentum betragtede bare Millicent mens hun plukkede brødet i stykker, ikke at det gjorde ham sulten, men nu havde han også spist en ordentlig omgang inden de kørte.
Han lod hende overtage hans mobil, lænede sig tilbage med øjne der gled i, ventede på hun ville forstå hvad det var.
”Det finder du nok selv ud af hvad det er.”
Et smil kunne tydelig ses på hans blege læber Han åbnede øjnene for at se hendes reaktion.
Smilet blev kun bredere, så kunne det måske give hende en lærestreg i at vare hendes mund og så lige tænke før hun begyndte at snakke.
”Det er det medierne gør… tegner selv de streger de vil… Tænker ikke rigtig over om de træder folk over tæerne. Det er forfærdeligt, Der var på et tidspunkt de troede jeg var til mænd. Fordi jeg ikke har haft en partner i en evighed. ”
Smilet blev kun større en smule mere tilfredsstillende.
”Hvad er det du vil have mig til at gøre. Dette er din historie Millicent. Det er dig der har startet de rygter. For at beskytte mig, men det er pointen at, okay det kan måske forsvares at du ikke genkendte mig. Det du gjorde var dog tåbeligt. ”
Da hun spurgte til hendes navn så han bare ned på telefonen.
”Det var nemt nok at finde dit navn og dine oplysninger Millicent, det er ikke besværligt når du ved hvor du skal lede, jeg kan finde alle dine oplysninger. Stamtræ der er ingen hemmeligheder for Missi. ”
”Du skal vide jeg hader at være i medierne, men med det jeg laver, er det besværligt at undgå det, jeg hader at være ansigtet ud ad til når det kommer til præsentationerne af vores produkter. ”
Han lod hænderne foldes hen over bordet og bed hårdt sammen så kæbemusklerne fremstod under huden.
Det var noget han vidste der var et sats, men de ville kun vide at hun var sammen med ham, men inden de kunne møde op på kontoret eller hans lejlighed, skulle hun helst have været uden for fare.
”Det ved jeg, men det var et sats jeg tog, og skal gerne tage konsekvenserne af det valg. ”

// Hvis du undskylder for dine svar en gang mere , så sætter jeg julemusik på autoplay i vores emne . Dine svar er gode ! :p //


Hun kunne ikke tro det. At medierne havde fået skruet ingenting op til noget helt enormt stort , var da bare Way over the Hill.
Hun pressede sine læber sammen i frustration, og gned sig i panden.Hun skulle liiiige tænke - Både over journalisten som i den grad havde fået det hele i den gale hals, men også over Jason der synes at have taget den opdragende attitude på . Ha ! Den skulle han nok komme til at smide , som en varm uld strik en overhed sommer dag. Hun lod sig nemlig ikke dirigere og det ville blive ham der skulle få kastanjerne raget ud af medie ilden. Det troede hun fuldt og fast på.

Smilet brød frem , og hun blev mindre anspændt i hele kroppen, hvilke kunne ses da skuldrene nu ikke længere sad oppe under ørene, men faldt ned ad , som hun løsnede op i dem igen. Jason havde nævnt nogle af de personlige artikler, dem med rygter om ham , Omnicorps  hotte CEO der skulle være til mænd.Hun smilede lidt for stort, til at være helt anstændigt.
"Åh ja...dem har jeg sådan set også læst. Jeg tror enda du blev kædet sammen med en eller anden fodboldspiller ...ham fra Miami hurricanes...gjorde du ik ... Hvad hed han nu ? Jonathan Storm ? Også en flot fyr , husker jeg korrekt.
Var der ikke en overskrift der hed "Jonathans bedste scoring og så var der et billed af jer to nede under ?
Millicent lænede sig veltilfreds tilbage og rakte ud efter hendes latte.

Men der skulle også gøres noget ved den her artikel , og Argentum virkede tilbagenholdene.
Hun vred sig en smule i sit sæde, da han stadig virkede som han helt bevidst gav hende en lektion , ønskede hun selv skulle tage ved lære og rydde op selv. Argh , var det nu også nødvendigt ?
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagerer på det. Humor? Vrede ? Egenlig var hun bare forvirret , og havde både lyst til at provokerer lidt men samtidig også til at gøre ham tilfreds - og hun tvivlede stærkt på de to ting gik hånd i hånd for ham.
Tøvende forsøgte hun guide ham ind på 'hendes små stier'
"Altså....få det til at forsvinde? Give dem de rette facts, eller opdigtet info  der er bedre end dem her i hvertfald - du må da vide hvordan man gør ? Jeg har da aldrig talt med en rapporter før!

Et højt tungt suk , lod hun ud og lagde hovedet lidt på sned. Hun søgte hans blik .
"Hør...Argentum , jeg lover jeg nok skal gøre alt hvad jeg kan, for at få det her bragt iorden . Og at jeg vil passe på hvad jeg siger fremover, men det hele gik lidt stærkt og jeg var påvirket af ...ja af at se din forvandling OG næsten at blive middag for vampyr Vincent , så sorry hvis du ikke bryder dig om min historie om polterabend og giftemål....men jeg anede jo ikke du var kendt og det dermed havde interesse for medierne. Undskyld "
Hun puffede til sin tomme tallerken , så den placerede sig på bordets midte .
Rejste sig op for at smutte på toilettet, inden der nok var afgang.
"Smutter lige ud og netter mig lidt, og så tager vi den sidste bid frem til ...din lejlighed ? Jeg håber jeg må låne dit bad, det trænger jeg til !"
Kort efter sad de igen på bagsædet af Jasons bil, mens hans chauffør sad foran og styrede dem sikkert til Jasons udvalgte destination. Og dér var en mindre hope af presse ved at være mødt op. Heriblandt en ung ny journalist , Justine Case .
Hun var sulten og meget forhippet på at få Jason Stark personligt i tale.

//Jeg bestemmer vel selvom, om jeg vil undskylde og ingen julemusik er tilladt før d. 23. december. Nej de er ikke altid gode. //


Argentum foldende hænderne og lænede sig ind over bordet inden hans hage lagde sig til hvile over dem.
Det var tydeligt at se at noget gik Millicent på men han kunne på ingen måde sætte en finger på hvad det var, selvom han forsøgte at læse hendes ansigt, begyndte det at blive mere vanskeligt. Selv havde han også tankerne på artiklen og journalisterne, men nok på en lidt anden måde, det var trods alt bare endnu en sladder artikel han skulle arbejde sig ud af. Regnede han med at hun kunne håndtere mediernes søgelys, og håndtere de blodtørstige journalister, det ville han nok sætte spørgsmålstegn ved.

Han kunne tydeligt se hvordan hun morede sig over den måde medierne havde tegnet et billede af ham på, et lettere tungt suk slap hans læber, det var ikke lige den drejning han ønskede deres samtale tog en drejning i mod.
Igen lænede han sig tilbage i sædet og lod blikket hvile på hende, med en dyb vejrtrækning fyldte han lungerne mens knoerne blev en smule hvide, da han havde løsnet hænderne fra hinanden og knyttede dem, efter at de var blevet ført under bordet.
”Lad være med at bringe det op, det høre vi stadig for, og han er forlovet med en model, så det har bare været rygter. ”
Han rystede på hovedet og spændte kæben, han havde svært ved at håndtere den form for rygter, ikke at de satte spørgsmålstegn ved hans sexualitet men at de udtalte sig om hans privatliv uden at vide noget om det. Det gik ham på.
Argentum valgte at overhøre hvad det var hun sagde han vendte blikket mod det nærmeste vindue, lukkede af.

Blikket faldt tilbage på Millicent mens han ventede på hvad hun egentlig havde at sige, artiklerne om han privatliv var ofte uden indhold af facts og hold, det var ofte opdigtet eller sladder.
I hans øjne var det nødvendigt hvis hun havde en tanke om de skulle ses igen uanset hvad baggrunden var, så blev hun nød til at lære medierne at kende, for det ville ikke være den sidste artikel der ville omhandle dem. Så det var vigtigt at hun kunne snakke med journalister eller håndtere pressen.
Han blik var roligt og smilende han kunne se hun ville opnå et eller andet.
”Hvad er der Millicent, bare kom med det, du behøver ikke skåne mig for dine tanker.”
”Du vil gerne have jeg får artiklen til at forsvinde og det kan jeg sagtens, men det kommer an på personen der har skrevet den, nogle gange er det sværere at få dem til at slippe hvad de tror der sælger godt”
Hans blik var roligt uden den mindste smule afvigelse fra hendes blik.

Han smilede til hende og rystede på hovedet
”Millicent jeg skal nok tage mig af det her, det er ikke noget du skal bekymre dig om. Jeg ved det må have været besværligt eller hårdt at skulle tænke klart efterfølgende, og jeg var muligvis og har været for hård ved dig… Jeg er godt klar over du ikke genkendte mig ellers havde vi ikke siddet i denne situation, og jeg tacklede det jo forkert. ”
Han smilede lidt til hende, og da hun puffede til hendes tallerken klukkede han småt
”Det er okay, jeg bliver bare siddende lige her og venter på dig.”
Han lænede sig længere tilbage i sædet og lukkede øjnene mens hun gik mod toilettet.
Inden hun kom for langt væk nåede han at svare hende angående badet.
”Det skal nok kunne arrangeres, men du må vide jeg ikke har noget tøj du efterfølgende kan bruge, hvis dit tøj skal vaskes eller noget.”

Han sad igen med hans telefon i hænderne og arbejde, eller anskaffede sig egentlig viden om hvem der befandt sig ved Omnicorp. Han arbejdede sammen med Missi i stilhed.
Selvom han nok havde noget at snakke med Millicent om.

// Kan ikke finde de firkantede paranteser på mit apple tastatur , og du siger IKKE noget ! men derfor er der ikke farve på o.o

Og så vil jeg gerne lige, HELT uden at spille kønskortet, fortælle, at chatten forleden slog fast at det var et STORT FY ar give beslutningsret til en fyr. Den censorerede det faktisk, så det der med du selv må bestemme...?? :P //



Hun lo lavmeldt.
"Really en model ? ai det er da SÅ åbenlyst bare et cover.Er du kar over hvor mange homoseksuelle der gifter sig og enda får børn, bare for at have facaden intakt ?"
Det var klart et dril, hun havde ingen fornemmelse af denne Storm, men Argentum virkede da ikke til at være til mænd. Omen Vincent havde haft en vældig stor interesse i at imponerer Jason, havde Vincent opfanget noget som Millicent ikke havde ? Hun hævede et bryn .

"Ok..du skal lære 101 ting om kvinder...og jeg ..jeg skal bare lære om pressen !" lød hendes konklusion med et lille glimt i øjet.

Ved tale om bad , skyndte hun sig at forsikre ham..
"Det skal du slet ikke tænke på, jeg har masser af tøj med i min rygsæk" ok masser og masser var nok ret overdrevet, men hun havde da NOGET. Han ville ihvertfald ikke komme til at opleve Millicent spankulerer nøgen rundt, det var ikke hendes stil.Men udsigten til et ordenlig bad og til at slappe af, var dejlig og hun så frem til det.

Mæt i maven, rejste hun sig for at forlade ham for et øjeblik.
Hun purrede op Jasons mørke hår da hun gled forbi ham, på sin vej ud til the little girls room.Hun vidste at de fleste fyre ikke var vilde med det, så et tilfredst smil lå på læberne, da døren til Toilettet blev skubbet .
Efter at have klaret hvad naturen nu bød, brugte hun lidt tid på at duppe vand i ansigtet, og tage et kik på sig selv. En smule mørke rander under øjnene var resultatet af de sidste dages stradbasser og måske et lille vægttab, som egenlig var uønsket .
Nå , men med hendes appetit skulle de kilo nok returnere ligeså hurtigt som Skywalker kunne svinge et lyssværd.
Normalt ville hun være komplet ligeglad med make up under en dag som dette.Men hun var begyndt at forstå de ikke ville være alene ved ankomst til Miami, men at pressen ville lege velkomstkommite. Og for jasons skyld, kunne hun jo ikke stige ud og ligne en huleboer. Hun kløede sig distræt på kinden, før hun åbnede op for sin taske, og begyndte at trække indhold op af den. Det var helt utroligt hvad man kunne få plads til , når man som hun havde skulle pakke alt sit habengut i en lille taske-helt fra barnsben af. Hun var blevet ret ferm til det efterhånden.
Ud af tasken kom en midnatsblå spadserdragt med lange ærmer og en tækkelig V udskæring ved brystet. I livet var et lille sort flet bælte med en fake sten i.
Fødderne stak hun i et par flade sorte ballerina sko. Det var alligevel for meget med en høj.Kun hvis han sendte et underligt blik eller sagde noget ville hun bytte dem ud. Håret blev redt igennem og denne gang mere sirligt flettet, til den hang lang og stram ned af hendes ryg.Makeup blev lagt, men som altid diskret og enkel og hun undlod rouge, da den ville komme helt af sig selv-var hun overbevist om.
Hun så en ekstra gang med et kritisk vurderende blik på sit spejlbilled. Jov, det var godt nok nu. Hun lignede mere en præsentabel pige fra et ok socialt level. Ikke en velhavdende da hun ikke havde hverken guld eller andre juveler på, men en ok borgerlig pige lignede hun mere end den afslappet lavt bemidlet jæger engel, der altid kom i problemer.

Under forvandlingen havde hun funderet lidt på Argentums ord.
Han ville få det hele til at gå væk, det var sådan hun hørte det. Hun hørte dog også en lektion , en formaning om at tage ved lære og gøre det bedre næste gang. Det var alligevel pokkers som han kunne sige alt det....uden egenlig at sige ret meget, ik .
Hun måtte huske ikke at lade sin spontanitet og sit temperament komme til syne, men fremstå som hun var i kontrol når hun mødte pressen med ham. Ellers ville de helt utilsigtet forærer dem deres næste artikel, og det var hverken Millicent eller Argentum interesseret i.

Hun kom tilbage og tog ikke plads ,men lavede en lille piruette omkring sig selv.
"Går det an? ...altså til pressen ?" afventede hun dommen.

Chaufføren trådte netop ind af døren, rømmede sin hals og lød yderst formel da han adresserede jason.
"Mr.Stark , ønsker de at overholde tidsrammen, så er det tid at forsætte turen nu Sir ?"
Millicent kom til at fnise.Det var jo lige før manden gjorde honør.
Men der gik ikke længe før de sad i bilen, på det store brede bagsæde af læder og næste stop ville være Miami, enten ved hans hjem eller Omnicorp.Hun regnede med de tog til ham først, for aftensmad og et ordenligt clean up.

//Jeg siger ingen ting, jeg har trods alt radiotavshed, såe… :) Men der er altså andre måder at få farve på selvom du ikke kan finde dem :P

Du ved vel også godt at kønskortet er ugyldigt, det stod i nyhederne i går :) hvad angår chatten har jeg det efterhånden sådan, man kan ikke stole på noget der kommer ud af pigers mund, (hvis du fangede den :P ) så hvad i har besluttet i chatten vender jeg det døve ører til. :) //



Da han lyttede til hendes latter, kunne han ikke holde et smil tilbage.
”Det tror jeg så ikke du skal sige til ham, hvis du støder på ham, han er ret nærtagende. Det er ikke en ret god ting at have de fordomme før du har mødt ham vel. ”
Han smilede selvom han forsøgte at lyde alvorlig, Millicent var et underholdende selskab. Det var svært at løbe fra. Alligevel var der noget ved hende, der gjorde at han holdt sig på vagt, måske var det at hun var sværere at læse end han først antog da de mødtes. Hans kæber spændtes et kort sekund.
Især hendes løftede øjenbryn satte gang i hans tanker om hvad der foregik i hovedet på hende.

”Ved du hvad Millicent, jeg tror jeg ved det jeg har brug for at vide om kvinder, med mindre du kan lære mig mere, men det kan jo være at jeg tager fejl, og har brug for at vide mere, om enkelte personer… Ja du skal bestemt lære at håndtere pressen.”
Hans blik var udfordrende og provokerende ligesom hans stemme.

Han blik var overrasket da hun talte om tøjet, det tog en lidt uventet drejning.
”Hvad, det var ikke sådan ment, det var mere, rent og varmt tøj er vel lidt mere behageligt end beskidt og krøllet”
Han lagde hovedet en smule på skrå, havde hun tanker om hvorvidt han ville vinde noget ved den situation hvis hun tog et bad i hans lejlighed, han kunne have nægtet det hende, og det ville være nemt nok at skaffe tøj til hende, ligesom hun havde anskaffet ham tøj.

Han betragtede hende mens hun forlod ham for at komme mod The ladies room.
Hvordan kunne en person være så fascinerende og træls på en og samme tid, han rystede på hovedet da hun purrede op i hans hår, men sagde intet til det, det kunne han gøre når hun kom tilbage igen. Argentum havde det ikke godt med folk rørte ved ham ikke uden hans tilladelse, selvom han havde lukket munden på hende, ved at læne sig ind og lægge en finger mod hendes læber, så måske var det en tilbagebetaling.
Mens Millicent var ude af hans synsfelt røg mobilen tilbage i hånden ikke at han ikke kunne leve uden den, men der var ting der skulle arbejdes på.
Et julearrangement for de ikke så godt stillede, det var svært nok at finde deltagere til sådan noget. Nogle mennesker kunne være så snævert synet.
Det var dog ikke det eneste der blev arbejdet på, han så på resultaterne for motoren der skulle bringe ham hjem, men først skulle den sættes i fartøjer på jorden så de kunne køre rundt, og der skulle snart undersøges for mulige stipendie modtagere, fremtidens hjerner i hjem der ikke havde råd til skoler.
Hans kæbe spændtes, i sådan en situation var han glad for at han ikke kunne få gråt hår.
På mange måder var han bekymret over hvad der skulle ske med Omnicorp den dag han ikke længere var på jorden.

Argentums telefon var lige blevet pakket væk få øjeblikke inden Millicent kom tilbage.
Hans blik gled op og ned af hende, okay måske ville det virke nedladende men hun spurgte om hans mening.
”Det går an til vi når min lejlighed og du kan komme i bad. Pressen burde ikke interessere sig for hvad du har på, men mere hvad du har at sige.”

Argentums blik gled hen  på chaufføren, det var lige før han havde glemt ham, et smil spillede om hans læber.
”Oswald… Vi er klar så snart vi har fået gjort frøkenen færdig med hvad hun skal.”
Han hentydede til Millicent der lige havde været væk, men det kunne han jo ikke vide. Langsomt kom Argentum på benene og rettede lidt på tøjet, mere af vane end noget andet.
Det var tydeligt at høre hendes fnisen og han rystede på hovedet.
”Millicent altså”
Han vendte blikket mod hende, det virkede strengt, et blik der sagde opfør dig så ordenligt.
”Oswald jeg skal lige hjem inden vi tager ind til Omnicorp.”