Udbud & Efterspørgelse- Argentum/Justine Case

De dyriske øjne hvilede på hende observerede hende, ledte efter tegn på svaghed fra hende, de dyriske instinkter havde taget over, selvom sindet stadig var menneskeligt, kunne han mærke en større og større kraft der pressede på mod hans eget, dyret ville frem.
Han indåndede forsat hendes duft mærkede hvordan hans mundvand begyndte at løbe.
Hendes bevægelser blev nøje studeret af ham, hendes bryst der hævede sig ved hendes vejrtrækninger blev studeret og talt for at få hans sind til at blive roligt.
Han kunne fornemme den stemning han lavede, den var naturlig han var et monster og skulle se sådan, men han forventede også at hun ville løbe skrigende væk, men hun stod stille foran ham.

Argentum betragtede hende mens hun tænkte, eller det antog han at hun gjorde, på grund af hun blev fjern, det opfattede han det som.
”Beklager det med dit kæledyr” Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det kom bag på ham, han blik var overrasket da øjnene nåede hendes, han ville se hvordan hun håndterede at snakke om det. ”Men det er ikke… De fleste spiser altså ikke deres kæledyr, og du er ikke min frokost i dag” Hans stemme blev mere fattet denne gang.
Han havde ingen intention om at æde hende denne gang, det var bare hun skulle forstå hvordan det ville komme til at føles for ham.
Så selvom hun ville have været et bytte under normale omstændigheder, så kunne hun frit gå videre når det tog afsked, det ville han ikke have noget problem med.
Det var dog en anden der ville, kæberne ville ikke holdes i ro, de ville flå i hendes kød, mærke blodet der ville flyde når han rev et stykke af hvis han ikke vare valgte at sluge hende som hun var.

Måske var afstanden til dyret i ham en dårligere ide end han først havde antaget, for uanset hvad tid det var på dagen eller måneden, skulle han leve med de dyriske lyster, en af grundene til at han havde valgt kødets lyster fra, det var for farligt at lade det monster han var få frit spil.
At hun ikke løb skræmte dyret i ham, hvorfor, var hun så ivrig efter at blive ædt, Han var imponeret over hvad det var hun havde gang i, han var sikker på en hver anden ville flygte med tanken om at se sig tilbage ville koste dem livet.
Hendes blik kunne mærkes hvordan de gled over hans skæl.
Hendes berøringer satte gang i flere tanker, om hvad det var hun prøvede på, testede hun hans grænser eller forstod hun muligvis ikke hvilken fare hun svævede i så længe kroppen og dyret skreg efter at få hende.
For hver en berøring der gled over hans krop fra hendes fingre fik de store muskler til at trække sig sammen og blive spændt. Han kunne ikke se andet end hende nu. Hendes nærvær vakte en savnet følelse i ham, alle de års isolation fra andre mennesker havde sat tydelige spor.
Selvom han ville, havde han ikke kræfter eller kontrol nok til at han kunne fjerne sig fra hende, så han blev stående.
Han havde stadig ikke kontrol nok over hans krop til at han kunne rykke sig fra hende. Hans krop spændte, maven var helt stram ligesom resten af hans krop under hendes berøringer.
Halen piskede stadig hen over jorden indtil han løftede den op for at få lidt ro på den.

Et smil der viste de spidse tænder der nu var i hans mund viste sig da hun pressede læberne samme, han kunne se spørgsmålene i hendes blik, og det fik ham til at smile mere, et smil der nu fik hans ansigt til at ligne et bæst mere end før.
Det var ikke svært at se at han påvirkede hende, skræmte hende ville han kalde det, men han kunne ikke gøre andet, for mange bevægelser fra hans side kunne få det til at falde fra hinanden, boltret fast på stedet det var egentlig hvad han var.
Han kunne fornemme hun krøb en smule sammen.

Hans blik hvilede ind i hende det dyriske lyste igennem, den unge mand hun havde mødt var næsten forsvundet ind bag monstret.
Alt han kunne var at stå stille med armene om hende for at støtte hende, forhindre hende i at falde. Det var det han kæmpede for at beholde.

Menneske sindet hamrede mod den væg som monstret havde lagt om sig, han forsøgte at få kontrol tilbage, være menneskelig, der var ingen tvivl om hvad han foretrak den gang de var en, men så længe han var på jorden ville det være for farligt, han ville være farlig for alle omkring ham, hele den kamp der foregik i hans indre, fik ham ikke til at lægge mærke til hvad det var hun foretog sig.
Hendes ord om at bade, ramte ham som hvis han havde løbet hovedet mod en mur, eller hvis det havde været en normal person, hvis han ønskede at løbe mod en mur ville han have gjort hans hud uigennemtrængelig først.
Han kom til sig selv igen menneskelig mens han lyttede. ”Så du vil ikke ud og bade nu, selvom det er så varmt som det er?” Smilet var menneskeligt igen, det var tydeligt kroppen var mere afslappet end før, der var ingen anspændthed at føle.

Mens hun sad på bænken var hans blik rettet mod hende, han ville være sikker på hun var i en sikker afstand fra ham.
På ingen måde ville han skade hende, så længe der var en rest af kontrol tilbage i hans krop, alligevel skulle hun være bange eller nervøs når dyret i ham reagerede som det gjorde. De reaktioner han opfattede fra hende henne fra bænken var at hun faldt mere til ro, bare det at hun blev mere roligt hans vejrtrækning faldt i takt med hans puls.
”Alt er okay for nu Millicent… Eller det bliver okay, når jeg ikke længere har lyst til at flå dig i stykker” Han forsøgte at smile, eller få sig selv til at grine, ikke fordi det var morsomt, men fordi latteren ville få ham til at slappe af, og jo mere afslappet han var jo mere kontrol kunne han vinde.
Skridtene han tog væk fra hende for at forvandlingen ikke skulle ramme hende.
Forvandlingen ville koste meget denne gang det vidste han, det havde krævet energi at holde dyret i skak mere end det havde gjort da sindene var et. Han huskede det.

Dengang forvandlingerne ikke krævede energi, den gang de ikke tappede ham.
Jorden havde påvirket ham negativt siden landingen, mistede folk han holdt af, mistede den styrke han havde haft, nu var han kun en skygge af det, han engang var, den lave radioaktivitet på jorden havde frarøvet hams hans evners fulde potentiale.

Endnu en gang begyndte jorden at ryste under ham, vandet brød tyngde kraften og svævede, vinden tog til, og flammerne omsluttede ham, sprækkerne der kom i jorden under ham, da forvandlingen var gennemført en den voldsomme eksplosion der afsluttede den.
I stedet for det dragelignene væsen der før havde været der stod nu den unge mand igen.
De grønne øjne strålede, af skyld han var bange for han havde skræmt hende eller gjort hende bange, givet hende et voldsomt chok. De bad om tilgivelse da blikket blev vendt mod hende.
”Undskyld hvis jeg gjorde dig bange eller noget Millicent, men jeg troede jeg havde advaret dig, og du er den første der har overlevet at se en forvandling” Det sidste fik ham til at smile, for selvom han havde været tæt på at give efter for at flå hende, havde han kontrol over sig selv til at modstå fristelsen.
Den usundt lignede blege hud lyste nærmest op ligesom hals skæl havde gjort det før.
Tænderne der mødte hende i et smil var stadig spidse men langt mindre skræmmende, håret var uglet som om vinden havde godt fat i det, det gave ham et mere ungdommeligt udseende.
Kun dragten han altid gik med dækkede hans krop, men omsluttede den stadig tæt, ingen synlige tegn på at den lige havde været udvidet til noget der kunne være løgn, ingen spor af at halen eller vingerne i den heller, den tilpassede sig hans krop, som var den skabt til ham.
Han bevægede sig langsomt hen mod bænken med hans tøj, og Millicent, han ville være sikker på hun var okay, og så ville han iføre sig sit tøj igen så der ikke ville opstå en akavet stemning mellem dem.
Han ville sætte sig ned ved siden af hende hvis hun tillod det.

Hvorfor hun havde følt det nødvendigt at sætte ord til hendes barndoms minde, at beskrive kanin episoden overfor ham, kunne Millicent ikke forklare.
Den havde efterladt et varigt indtryk i hende, og dengang som nu virkede det grotesk. Hun huskede stadig kvalmen , måden hendes mave truede med at vende sig imod hende og spytte det hele op, da hun så blodet klistre ind i den kridhvide ellers så smukke pels. Og hun huskede hvordan hun havde oplevet det samme, da hendes forældre uger forinden havde afsløret at den spiste kyllingelår, realt var et kanin lår. Kaninen Cotton, for det ikke skulle være løgn.En af Millicents kæle favoritter.
At denne unge flotte mand , var noget så ekstraordinært som en dragonianer , og derfor kunne forvandler sig til den kæmpe af et menneskelignende frygtindgydende dyr, virkede ligeså grotesk.
Den unge mand var et forvrænget image , et dyrisk levende maleri af noget smuk og forfærdeligt , og som Argentum ikke kunne adskilles, forstod Millicent heller ikke at adskille det smukke fra det gyseligt- det smeltede sammen for hende .
Det groteske og farlige , blev noget at efterstræbe, på en
besynderlig vis.
Det bevirkede , at Brækfornemmelser optrådte der ingen af, maven virkede ikke oprørt .
Ikke udover at den snørrede sig sammen, når han gennemborede hende , med sit opsigtsvækkende blik.
" Tak " lød det lavt, det måtte således dække både hans beklagelse over oplevelsen , og også forsikringen om hun ikke var hans måltid.
Man kunne godt beskylde Millicent for at være en smule naiv, men hun troede på ham. Fornemmede at Argentum ikke holdte noget tilbage for hende, eller at han ihvertfald ikke løj. Holdte tilbage gjorde de vel alle , i et eller andet omfang, især når man var et ganske nyt bekendtskab.

Som hun sad på bænken , genfandt hun langsomt de forskrækkede kræfter , der havde været stukket af og gemt sig, under hans forvandling. Det tog sin tid, men hun kunne mærke at den vattede fornemmelse i hendes knæ , blev erstattet og hun ville være i bedre stand til at gå, uden at slingre al for meget rundt. Hun takkede tavst den gud hun ikke troede på, og børstede distræt hendes kjoleskød krølfri , så glat det tynde midnatsblå stof nu tillod .

" geez...dit valg af ord, dramatisk !" Mumlede hun, da Argentum kunne fortælle slt var fint , om lidt når lysten til at flå hende, var fordampet.
Humoren var en del af hende, men tag ikke fejl.
Det betød ikke , at hun ikke gysede horroficeret ved hans ord - det betød blot at hun forsøgte skærme sig fra uhyggen , ved at bruge humoren som distance skabende.
Selvfølgelig hjalp den kun lidt , humoren - og så snart elementerne igen rasede , og Millicents vantro øjne lå på det hele, ville hun få et helt fortabt blik , over al den voldsomhed der herskede i dens rå og uregerlige form.
Så stod han dér igen. Fyren.
Jason Stark.
Millicent bemærkede hun skælvede, men det varede kun få sekunder.
Hun kørte et hånd op over sin pande , og lod den hvile lidt, før den igen dumpede ned lidt tungt, i hendes skød.

" Ja,jeg var advaret. Tak " kom det fortumlet.
Hun måtte da lige samle sig, før hun var i stand til at sige noget der klingede mere sammenhængende.
Hun lod ham klæde sig på, imens hun undersøgte sine fingre negle nøje, for at give ham privatliv imens .

" Bodypaint...det ligner du er bodypaintet" brød hun alligevel tavsheden, med et smil.
Hun var jo ikke blind vel ?
Han tog plads ved hendes side og Millicent flyttede på sig, så hun sad lidt skråt- med ansigt mod ham.

" J-jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det var ....voldsomt....og helt ekstremt fantastisk ..m-men...jeg ved ikke om jeg turde igen " lød det ærligt.
Det havde været dragende men hun havde også fornemmet risikoen ved det hele, og meget havde hun ...men en dødstrang var ikke blandt.

" ... Men det var også fantastisk , tak " indrømmede hun.
Hun ville ikke sige det, ikke indrømme det men Millicent var nok lidt stolt over ikke at være gået lige i brædderne, eller løbet hylende væk.
Hun var blevet der, og været modig. Stolet på Argentum.
Lagt sit liv i hans hænder og blevet belønnet herefter.
Hun var også stolt over at være den eneste der havde overlevet- selv om hun SLET ikke brød sig om at gå i detaljer med hvad Argentum dog havde lavet med de andre, dem der IKKE havde levet til at fortælle om ham.

Hun rakte langsomt ud , fangede et blad Og trak det ud af det pjuskede mørke hår.
Vinden havde været på spil.
" Såå....du kan kontrollere alle elementer ? Kan du flytte en bunke jord hvis du ønsker det, eller tænde et bål - eller er det ikke sådan det forgår ? " listede hun et par små spørgsmål afsted.

Stemmer i det fjerne , båret afsted af en mild brise , ville nå dem.
De var ikke længere alene i parken. Det var skidt. Hvor længe var det stået på? Millicent drejede ansigtet og så spørgende op på ham.
Skulle de blive og forsøge tjekke hvad personerne måtte have set- eller ikke set.
Eller skulle de tage benene på nakken og søge mod byen påny , i skjul og dække blandt de mange?

Egentlig kunne han godt forstå hvorfor hun havde reageret som hun gjorde efter den fortælling.
Det var ikke svært at se og høre det havde påvirket hende den oplevelse.
Selvfølgelig havde han hørt lignende historier, men det han mest havde hørt når der var blevet talt om kæledyr, var det bånd der blevet dannet mellem ejer og kæledyr.
Selvom han havde svært ved at sætte sig i hendes sted, de følelser der måtte have løbet gennem en under sådan en oplevelse, sorgen over at vide man havde mistet noget nogen så som en del af sin familie, men der måtte vel også være en form for vrede over at vide hvad en forælder havde gjort. Følelser man først ville forstå når han havde stået i situationen, selvom man kendte til følelserne, som sorg og had, eller vrede ville man ikke forstå følelsen af at miste en person eller et kæledyr der er en nær før man selv havde stået i situationen, men en ting var vel bare at miste, en anden var at skulle spise det bagefter.
Tankerne fik ham til at ryste på hovedet, umenneskeligt, men sikkert komisk over at en så stor øgle teede sig menneskeligt.
Igen havde han fået et indblik af den unge kvinde der stod over for ham, en kvinde der sikkert stadig havde et liv foran sig, et liv der sikkert ville være fuld af smerte, svigt sorg, men også gode ting, hun var stadig ung, og kunne nyde ungdommens glæder, forelske sig, slå sig ned, få børn. Tanken om at hun kunne blive gammel, finde en partner der ikke ville skulle gå videre en evighed uden hende, fik ham til at smile, ja hun havde et liv der var værd at leve.
Han vidste jo han kunne gå rundt næsten 8000 år endnu før alderen ville sætte spor i hans ansigt.
På mange måder bekymrede denne unge kvinde man, han manglede den voldsomme reaktion, et opstød eller et skrig, en bevægelse for at søge væk fra ham.
Komme på sikker afstand, på alle måder ønskede han at han kunne læse hendes tanker, men det var et dilemma for ham, for han var glad for at hun tydeligt var fascineret af ham, af hans forvandling, hendes lyst til at vide mere om ham, hvad han var for en.
Aldrig havde han følt sig så interessant som han gjorde nu, i hendes selskab.
Tanker blev røstet væk mentalt. Det menneskelige i ham fik mere magt hun holdt dyret på plads selvom det stadig kiggede frem når han var mindst forberedt.
Dette skræmte ham men han kunne ikke sige noget om det, tænk at hun kunne holde hans fokus så fastrettet at dyret blev gemt væk.
Var det egentlig ham der skulle flygte, lade vingerne bære ham væk fra hende.
Nej nu var han her og på mange måder nød han det.
Selvom der ingen tydlige tegn var på frygten i hende, eller at hun var utilpas, var det til at føle, nærmest så han kunne række ud og skubbe til det.
”Ved ikke om man skal takke for det” Han lignede en der var eftertænksom mens han svarede, trak tiden nogle sekunder før det endelige svar egentlig kom. ”Okay måske skal man takke for ikke at blive en andens frokost, men alligevel, er der ikke rigtigt noget at takke for” Han blik hvilede forsat bare på hende, men mere menneskeligt end dyrisk selvom det gule farve stadig herskede mere end den hvide.

Selvom hun ikke havde siddet på bænken længe var det tydeligt at der allerede nu var ved at ske en forbedring af hendes tilstand. Det var tydeligt, hun så allerede bedre ud.
Han forstod hende godt, han var sikker på han havde været blegere end han allerede var hvis han havde stået overfor det hun lige havde gennemført.
Det havde han, men han havde jo på alle tidspunkter været indforstået med det, vokset om med det, men første gang man oplevede forvandlingen udefra, var skræmmende, mareridt de næste mange uger, hvis ikke måneder, men der oplevede man det også som helt lille ikke mere end en nyfødt.

”Åh bare rolig, jeg kunne have valgt langt mere skræmmende eller dramatiske ord” Stemmen var rolig behersket, lav som om han forventede lysten kunne blusse op igen, ved den blotte samtale om det.
For nu var den dog væk, eller mindre end før.
Han havde lavet sjov for at vinde kontrol over sig selv, kontrollen var alt for ham, hvordan han kunne befinde sig i et socialt liv.
Selvom han lignede sig selv med den blege hud, de sorte hår, de grønne øjne, var der noget galt, huden var mere bleg end før, han havde forvandlet sig, og ikke den skinnende kulør der indikerede at huden var uigennemtrængelig.
Argentum kunne sagtens selv mærke fejlen, den kamp der havde været i det indre, samt forvandlingerne havde tappet ham for energi.
Ikke et godt tegn hvis han var begyndt at miste kulør, så havde han brugt for meget af den energi der flød gennem ham, den der kunne holde ham i live uden mad.
Selvom han blik var blevet en smule sløret kunne han tydeligt se de skælv hendes krop gav.
Den dårlige samvittighed skyllede ind over ham. Burde han ikke have forudset det, at hun sikkert ikke havde været stærk nok, ikke noget negativt, men han havde haft forberedelser, det havde hele hans folk, men han kastede hende direkte ud i det.
Blikket fulgte hendes hånd, da den lagde sig på hendes pande, smilede han lidt, egentlig håbede han at hun ville komme sig helt oven på chokket, og at hun ville være okay.

”Men jeg kan sige du stadig tog det bedre end nogle af os gør, selvom vi kan forberede os” Smilet der var over hans læber kunne ikke skjules, og det kunne høres i hans stemme. Han var stolt over hun havde overlevet forvandlingen, endda to af slagsen uden at besvime eller skrige.
Da hans tøj var kommet på og blevet rettet til, selvom skjorten var blevet krøllet var det næste utydeligt at det havde været taget af hans krop.
Selvom han værdsatte hendes forsøg på at give ham privat liv mens han havde klædt sig på ville han hellere have haft hendes opmærksomhed, ikke fordi han søgte hun skulle se hans krop, men fordi hun var et rart selskab at være i.

Ved hendes brud på tavsheden grinte han, og blikket i hans øjne var blevet overrasket over det var de ord hun havde brugt.
”Hvor kom det fra?” Overraskelsen var tydelig i hans stemme.
”Bodypaintet?” Han så spørgende på hende, et blik der søgte forklaring.

Smilet der før havde været om hans læber forsvandt, han havde skræmt hende, mere end han først antog.
”Du… Du behøver ikke se det igen, håber jeg, for det kan være det er under nogle andre omstændigheder så” Hans stemme var rolig, ligesom hans øjne, den glød der havde været der før var forsvundet, sporløs, som om alle mure var blevet rejst igen.
”Der er ikke ret meget fantastisk over at være et monster, eller kunne blive til et, måske er forvandlingen flot, men den er stadig dræbende, ligesom resten af mig” Hans kæber spændtes efter han havde talt.
Han vidste det, han skulle ikke have gået med til det, jo han forstod hun ikke turde se det igen, og han havde ikke planer om at vise hende det igen, medmindre det blev en nødvendighed.

Et lille smil spillede om læberne, et kort et af slagsen, ligesom det glimt der var i hans øjne, han var egentlig glad for at hun var okay, men også at hun syntes det var en fantastisk oplevelse det han havde vist hende ”tak, men tror ikke fantastisk ville kunne beskrive det” sagde han så langsomt.

Hendes hånds rejse mod hans hår blev nøje fulgt af hans blik, han overvejede at rykke sig, men valgte at blive siddende.
Bladet hun trak ud, fik ham til at smile.
”Ja… Jeg har godt styr på element kontrol” Hans blik blev næsten tomt mens han snakkede videre. ”Jeg ville sagtens kunne flytte en bunke jord, tænde et bål, skaffe vand, lave en vind, Det er det basale du snakker om” Han lød ikke bedrevidende, men han forklarede heller ikke direkte i detaljer, enkelt. ”Der er flere måde hvorpå jeg kan manipulere med dem, nogle er mere farlige for mig end andre, og nogle er farlige for mine omgivelser” Denne gang ville han være sikker på, forberede hende på hvad der ville kunne ske hvis hun fulgte efter ham for at se.

Blikket blev vendt i retning af lyden, havde han misset dem før. Nej så god var hans hørelse heller ikke, bedre ja, men ikke vanvittigt, han ville skulle fokusere hvis han skulle have hørt dem tidligere.
Argentum vendte blikket tilbage mod Millicent, kunne se hendes spørgende blik, Han vidste ikke om han skulle blive siddende, hvad ville se mest mistænkeligt ud, hvad ville være klogest, hvor meget var der blevet afsløret, den kærtegn der havde været mod hans anden krop, den misforståelse ville se voldsom ud, men endnu være den misforståelse hvis de gik, det ville få folk til at tro der havde foregået noget, som ikke var sket mellem dem.
Øjnene gled i, mens han tænkte, hurtigt kom han op på benene og rakte ud efter hende, han havde besluttet sig, det var dumt at friste skæbnen mere og vise hende hans andre tricks med elementerne nu.
Det måtte vente.

Om man skulle takke eller ej ? Hans blik hvilede forsat på hende og fik Millicents øjne til at flakke lidt , skiftede fokuspunkter i hans ansigt og flyttede sig fra det ene øje til det andet og så søgte de hans mund ...og tilbage til Argentums blik.
Takke ? Det var ikke just sådan at hun havde gjort sig tanker om det, tanker om hvad man sagde når folk proklamerede de nok skulle undlade at spise en .
Bevares, hun var da stødt på væsner, som zombier og schreechers der kun havde et mål , nemmelig at fortære hende. Men de var jo anderledes fra ham.
De var hjerne døde skabninger og de ville uden tøven , gå målrettet efter at sætte alle til livs, som de nu ville møde på deres vej- ukritisk.
Disse væsner handlede pr instinkt og ikke efter nøje overvejelse - og de prøvede heller ikke at træffe et valg ,eller kontrollerer drifter....de kastede sig bare frådende over alt , med en bankende puls.
" Mon ikke det er det høflige at gøre ?" Ville hun møde hans blik med.
Hun lagde hovedet lidt på sned , hvilede undersøgende i hans øjne. omen kun for et øjeblik . Selv om hans øjne var mere menneskelige end før, mere rolige nu , så hang  det reptile, det dyriske stadig ved dem. Den gule farve havde en  alarmerende effekt.
Hun hev lidt vejr ind, en ekstra mundfuld - lidt ilt til lungerne og til hjernen.

Millicents øjne fungerede som et barometer , en visning af hvor stort en overraskelse han gav hende. De blev større og mere åbne, når han diskede op med reaktioner eller sætninger hun ikke lige havde et modtræk til og ikke havde forventet at møde.
Hendes fantasi var enten ikke fyldig nok til at gætte på , hvordan han ville kunne beskrive trangen til at flå hende, mere dramatisk - eller også var det hendes forsvarsmekanismer der stod og holdte fantasien for døren nu, med det resultat at hun var i stand til at blive siddende på den lille bænk, uden at pile afsted ....væk fra ham og væk fra alt hun ikke forstod.

Midt i al det forunderlige og forudroligende hun skulle fordøje, fik han hende til at le. Det var måske slet ikke hans hensigt, men det føltes befriende, selv om det ikke var højlydt og meget - men mere et lille privat grin , så løsnede det op i de anspændte muskler. De ting man ikke forstod kunne bare godt virke komiske- og man kunne komme til at le. Andre igen blev vrede , og tog afstand fra ting de ikke forstod. Som når man tog afstand til fremmedeartet kulture eller andre  religioner.
Millicent var rimelig bevidst om sine egne begrænsninger , og at le lidt af dem betød bare hun blev let om hjertet og det gav plads til at føle sig stolt og det hjalp jo også altid  lidt på alvoren - at man kunne se det komiske.
" Ja, forberedelse har jeg i hvertfald ikke haft. Så jeg er meget glad hvis jeg har bestået eksamen og været en god elev " brød et smil igennem , for det var bestemt første gang hun havde haft en mentor af den kaliber. Hvordan mon der vár på Argentums hjemsted ? Hvordan blev de små dragonianer forberedte, og levede de sammen i små familier, meget lig den livsførelse man kendte til på jorden ?
Der var nok ikke så stor forskel igen, når alt kom til alt , for Argentum virkede ikke til at have vanskeligt ved at passe ind, han faldt helt naturligt ind i- men nu havde han sådsn set også haft nærmest en evighed til at tilpasse sig, hvis han havde oplevet 1 verdens krig her ,  baskede hendes tanker  rundt, som små sommerfugle, mens han klædte sig på.

" Arh ! Så det er alligevel lykkedes mig at finde noget du ikke ved ? " flammede en lille udfordringen i Millicents klare øjne. Hun smilede .
" Bodypainting er når dele...eller hele ...ens krop bliver dekoreret med maling.
Det kan være ensfarvet men også males så det til  eksempel ser ud til man er påklædt, men i virkeligheden så er man helt bar. Det er vel nærmest  en form for kunst, da nogen kan man opnå et flot resultat. Og ja...siden din dragt , du ved...ja , den ligner bare den er bodypaintet på !" Blev forklaringen til hans spørgsmål, inden finger neglene fik en omgang grundig kig igen, ikke at de havde ændret sig betydeligt siden et halv minut , kunne hun slå fast.

Millicent lod snakken om forvandling fade ud, for hun have set ændringen i hans blik og ønskede ikke vade rundt i det. Hans udtryksløse øjne, føltes som hun fysisk fik et skub væk - og hun ønskede det egenlig ikke, så derfor blev emnet lagt til siden, for nu.
Hun var ikke frastødt af ham, eller fandt ham et stort uhyggeligt monster. Det skulle hun nok understrege for ham , men det måtte blive senere. Hun skulle lige have helt styr på sig selv, så virkede det mere troværdigt.
Hun var jo 'bare' utryg ved at være omkring  så voldsomme kræfter, og at hans instinkter havde vildt meget lyst til at 'flå Millicent fra hinanden ' skubbede det ikke i en bedre retning.



Millicent løsnede det lille blad, der langsomt begyndte dale ned , enda med et lille loop undervejs. Ok, så havde hun en ide om hvad han kunne, sådan da.
Hun opsummerede .
" Så...det du siger er , at du er Pocahontas, i en extended version ?
Elementernes Messi ?" Ja , det gav jo fin logik i Millicents hoved, når man stillede det sådan op.


Mens stemmerne kom nærmere , var de stadig lidt i skjul af mørket. Trods det var en sommer aften og nætterne var mere lyse, skærmede det 'tynde lag' af mørket nok til at forhindre et ugeneret syn.
Det ville dog ikke vare længe , før de ( forhåbentlig ) nyankommende , ville kunne træde frem og nå deres synsfelt,- Millicent holdte derfor vejret.
Hun fulgte hans  tavse overvejelser, vidste han fortog en vurdering- dog ikke hvodan den lød. Da Argentum kom på benenen og rakte ud efter hende, lagde hun hurtigt sin hånd i hans, og ville lade ham styre i hvilken retning han havde bestemt sig for.
Formentlig helt ud af parken, gik hendes gæt på.
Med de hvide sko's høje hæle, kunne hun ikke gå så hurtigt som måske ville have været hensigten her, men stierne de fulgte var af småsten og grus, og ikke velegnet til de feminine sko.
Så Argentum måtte finde sin i et almindeligt tempo, at spadserer i.
Dette betød, at stemmerne halede ind på dem. 'gæsterne'  havde mere fart i deres trav, og Lyden af deres sneakers der sparker gruset op, kan høres et stykke bag Millicent og Argentum.
Det kan nu udlades at det er  to mænd. En smule højtrystet ....beruset...at dømme ud fra deres lidt sløret og påvirket tale. Den ene har åbenbart sagt noget sjovt, for det udløser et brøl af et grin , hos den anden.

Millicent fik en bad vipe over de to mænd der virker påtrængende.
Påtrængende , selv om de hverken havde anråbt Argentum eller hende, eller gjort noget forsøg på kontakt. Påtrængende fordi de var kommet meget tæt på, på meget kort tid, og nu virkede til at være kun et lille stykke bag dem,
I en ellers helt Tom park.
Det er nok bedst ikke at invitere til kontakt, lød tankerne - så Millicent turde dårligt vende sig om og kigge eller tjekke HVOR tæt på de egenlig var ?
Hun havde også bemærket Argentums kulør , han var påtaget mere bleg og Millicent trak blidt i hans ærme. " Hey..Jason..Argentum..er du okay? du ser lidt blegnæbet ud !" Faldt ordene bekymret ud .

Bladet fulgte han med øjnene mens det dalede han smilede og lod det kort blæse op i øjenhøjde på dem igen efter loopet. ”Jeg ville ikke kalde mig en pocahontas eller en Messi” Sagde han så langsomt. ”Messi er da også langt efter din tid, gik han virkelig så meget over i historien siden du har hørt om ham” Stemmen var mild og venlig overrasket over hun kendte til ham.

I den tid han brugte på at overveje muligheden for bare at forvandle sig igen og flyve væk med hende, blive stående, eller søge tilflugt i et befolket område.
Godt klar over at han ikke havde den bedste tid i verdenen til at vælge var beslutningen faldet på det var bedre at få hende i sikkerhed, selvom han ikke var i tvivl om at hun kunne forsvare sig selv hvis det kom til stykket, det var mere for hans skyld, han ville ikke risikere at han mistede besindelse og også angreb hende.
Han gik måske lidt hurtigere end der var muligt i hendes høje hæle, men det gjorde han god for ved at når han følte han kom for langt foran satte farten ned til han ikke længere trak i hendes hånd.
Stemmerne der kom nærmere voksede i styrke, gjorde ham kun bekymret for stemmen i baghovedet, dyret eller monsteret ville frem var klar til kamp, hans krop var klar sanserne var i fuld gang.

Argentum gik hele tiden og lyttede efter de to fyre der gik bag dem, selvom de måske ikke hvad anråbt dem endnu, var der noget der sagde ham at det kunne gå hen og blive grimt hvis de to fyre kom tættere på dem.
På mange måder ville han have Millicent af vejen, muligvis ved at sende hende ind i et befolket område og så smutte fra hende for selv at finde ud af hvad de to mænd ville, men samtidig ville han også sørge for hun ikke kom noget til på nogen måder.
selvom det ikke ville være smart stoppede han op og så på Millicent ”gå videre og lad være med at kigge dig tilbage eller bliv stående her sammen med mig og vent… Så kan vi se om de vil noget, eller også må vi tage den som den er og kan gå videre hvis de intet vil.” Hans næver lukkede sig og selvom han blev en smule mere bleg, begyndte en lille flamme at brænde i hans hænder. Et tegn på at han var klar hvis det brød ud i en konflikt.
”Jeg ved godt jeg er bleg, men jeg er bare lav på energi” Hvordan skulle han ellers forklare det, han var lav på radioaktive omgivelser, ikke at han selv blev det, men som et batteri kan lades op, kunne han også, på den måde ville han måske være et batteri for radioaktivitet, lade den radioaktive energi op i hans krop hvorefter han kunne forvandle sig eller manipulere elementerne.
”Det går lige” Var hans eneste ord.

Millicent havde fået en smule overskud skrabet sammen igen, ihvertfald tilstrækkeligt til at kunne give Argentum et stort smil. Han virkede afslappet nu hvor han igen ikke skulle kontrollere hans indre dyr, og ikke var på nippet til at flænse hende, eller nogen anden. Det glædede hende at se.

" Du har lige afsløret min mest pinlige passion! " udbrød hun leende og kløede sig i panden.
" jeg ELSKER  ting der er lidt kitch og at læse om de gamle idoler. Messi var en gud for mange fodbold elskende fyre....og piger.. Så jov , ham kunne man ikke komme uden om dengange i 2015 -20 stykker- og hvis jeg ikke tager helt fejl så vandt hans hold en ret stor tunering back then " lød det random , og hun vidste godt hun kunne drive folk til vanvid når først hun begyndte på sine historier og anekdoter fra tiden der engang var.Så derfor bremsede hun sig selv, holdte historierne inde.

Millicent gik afsted i det dobbelte i tempo , som Argentum. Mindst.
Hun trippede afsted så godt det lod sig gøre , og havde han ikke haft hold i hendes hånd så var hun ganske givet sakket håbløst bagud. Han sørgede dog for det ikke skete.
Hun var den indirekte årsag...skoene den direkte ...til fyrene nu hastigt halede ind på dem.

Argentum standsede brat op  og hun gik nærmest ind i ham. Det lod til han havde gjort sin mening op, hvordan de skulle forholde sig, til de to muntre 'forfølgere'.
Millicent mærkede hvordan hendes gener begyndte at vride sig ved hans første forslag.

" Are you kidding me? Jeg har da ikke tænkt mig at gå fra dig " lød det lavmeldt tilbage. Selv hvis han havde dikteret hende ...beordret hende...ville hun da aldrig kunne have adlydt og bare gå, uden at se sig tilbage. Så hun var oprigtig glad over det var et valg mere, og naturligvis blev det dette hun greb.

" Je-jeg bliver her " meddelte hun og mærkede hvordan hendes hånd gled ud af hans. Hun så ned , og opdagede flammerne han havde fået frem
Shit. Han forventede åbenbart seriøst ballade.
Hvorfor havde hun nu ikke sin bue og pil? Havde hun haft det, så havde hun kunne negle dem fast til et træ, så let som amen i kirken.Ej hvor hun ærgede sig .
Istedet kunne hun så stå her, mere eller mindre effektiv.

Luften gik ikke just ud af bekymringen , da Argentum blev mere blegnæbbet.
Hun var slet ikke sikker på han var ok, trods hans svar. Det var ikke så forsikrende,vel ? Hun stillede sig tæt ind ved ham, foldede sine hænder bag ved ryggen og begyndte at skrabe casual med skosnuden,  ned på stien.
De ville ligne et par der stod og snakkede , hvis altså ikke lige man opdagede de knyttede hænder , på hendes 'kavaler',der indeholdte dansede orange flammer.

De to beruset skikkelser var nu en to meter fra Argentum og Millicent.
De sagtnede farten og den ene, en mørkhåret Fyr med skulder langt glat hår der var samlet i en hestehale, og et meget markeret lidt slidt ansigt- skubbede med skulderen til sin makker.

" Næææ Vincent , har du set...vi har fået gæster! Kan du hilse pænt på dem " lød det og han strøg en hånd med hele tre tykke guld ringe, over hans hoved, hvor håret sad stramt samlet.
Vincent havde et  mere androgyn udseende , hvis man så bort fra han var ligeså bleg som Argentum og havde nogle ekstra lange hjørnetænder der var meget iøjenfaldende når han smilede, så ville han havde været en smuk mand.
Hans stemme havde en melodiøs klang da han rettede opmærksomheden mod Argentum.

" Godaften min herre. Tillad mig at undskylde for min ven Trent her, han er ikke så velopdragen, som din veninde er. Han har ikke lært kunsten at Tie endnu" lød det og et sæt meget blå øjne blinkede til Argentum. I næste øjeblik- før hverken Argentum eller Millicent kunne nå at diske op med tiltale, så var der bevægelse i vinden og nogle udefinerbare lyde.

Det næste de kunne se, var Vincent der med tommel og pegefinger tørrede sine mundvige rene fra en mørkerød substans.
Millicent stivnede. Hendes blik blev mørkere Og pulsen steg så hendes hoved hamrede.For fødderne af Vincent lå Trent. Ubevægelig ....livløs?
Millicent reagerede instinktivt, hun faldt sammen i knæ og nærmest kravlede over til den ubevægelige Trens, der havde to små huller i hans hals, hvor blodet nu havde begyndt at koagulerer.
Hun rakte med rystende hænder ud efter hans håndled , for at tjekke om der var puls.
Vincents så med forargelse efter Millicent og vrængede på næsen.

" Mennesker!" Lød det hånligt fra Vincents velformet læber.
Hånligheden var dog forsvundet da han sekundtet efter havde blikket på Argentum og Vincent sniffede luften ind.

" Hvad er du ilddreng? bestemt ikke en race jeg før har smagt, hvis du opfører dig pænt, vil jeg lade dit kæledyr leve....måske " trak et sadistisk smil op, og forvrængede det ellers kønne androgyne ansigt.
Millicent slap håndledet , og kigge sig tilbage over skulderen . Hun fangede Argentums blik, og rystede på hovedet . Hendes øjne var sorte af angst. Vampyren havde lige slået sin ven ihjel- med sådan en hast at de intet kunne nå at gøre...hvad nu? Hvad skulle de gøre , de måtte forsøge ikke at lægge sig ud med ham .
Millicent var begyndt at søge grunden omkring  dem efter et stykke træ skarpt nok til at penetrere vampyren - robust nok til ikke at knække i forsøget...og skulle den usynlige nål virkelig lokaliseres i høstakken, så skulle hun bare være hurtigere til at snuppe den , end en vampyr. Vandtæt plan ....

Det var tydeligt at se hun var begyndt at få bedre over hvad der lige var sket, det smil hun sendte ham bevidnede det. Argentum smilede tilbage et venligt og roligt smil, øjnene var grønne menneskelige igen intet dyrisk, intet der viste en lyst til at dræbe på nogen måde.

”Så du siger jeg har afsløret din hemmelige og pinlige passion” En let latter slap hans læber igen ikke noget ondt men i morskab, hun var da en fascinerende kvinde fuld af mange overraskelser.
”Jeg vil ikke sige Messi var en gud, for som mange var enige om Cristiano Ronaldo var verdens bedste, men det mener jo så også at Messi var af en anden verden, han var noget særligt og kom frem med sin debut tilbage i 2004 og vandt prisen som bedste fodboldspiller i verdenen fra 2009 til 2012 og allerede i 2007 og 2008 var han en af de tre bedste i verdenen og lå også i top 3 frem til 2015 med to anden pladser i 13 og 14, og ja han var med til at sikre F.C. Barcelona nogle titler men det var ikke kun enkelt mands præstationer skal man huske” Han fandt det faktisk underholdene at han kunne snakke med om det, men nu levede han og oplevede det dengang ”Og med den store turnering du mener er Champions League” Pointerede han roligt med et lille smil.

Argentum kunne sagtens mærke at han hele tiden var ved at trække fra hende men sørgede hele tiden for han ikke var mere end deres armes længde væk fra hinanden. Han kunne ikke lide at de to forfølgere kom nærmere men brokkede sig ikke han kunne ikke se hvad det skulle hjælpe.
Han kiggede sig ikke over skulderen, men måden de kom nærmere var ikke betryggende.
Langsomt begyndte han at overveje om det ville være hurtigere at løfte hende op og flyve væk med hende, hvis ikke det krævede for meget af ham, men han var bange for at den mængde af radioaktivitet der var tilbage i hans krop var på bunden, fra nu af ville han kun blive mere bleg.

Da han standsede og fornemmede hun var ved at gå ind i ham følte han sig en smule utilpas over situationen var han villig til at lade hende komme i linjen for monstrets angreb og vrede hvis det kom til det. Nej egentlig ville han have hun kom af vejen hurtigst muligt så hun ikke ville blive fanget i krydsilden.
Men da han så på hende og han så hvad hun udstrålede. Rystede han på hoved den diskussion ville han tabe på forhånd.

”Nej jeg er ikke den type der siger sådan noget for sjovt” Kom det bare fra ham han forsøgte at være rolig men at han var bleg på grund af hans lave energi niveau gjorde vanskeligt at være rolig skulle han forsvare hende eller angribe forfølgerne han kunne ikke gøre begge dele det var han for svag til, Han kunne se på hende han blev nød til at give hende de muligheder som hun fik, ellers ville han ikke kunne få ro.

”Millicent du må forstå at jeg ikke ved om jeg klare dette her” Hans stemme var forsat rolig og så ned på hans hænder inden han slukkede flammerne det var vigtigt han sparede på energien.
Han var ikke just glad for at hun valgte at blive men, det var hvad hun havde valgt og så måtte han gøre det bedste for der ikke skete dem noget.

”Du behøver ikke være bekymret over mig” Kom der langsomt fra hende, egentlig havde han det fint, men følte sig sløj og svag.
Hans hænder lagde sig om hende da hun stillede sig ind mod ham, flammerne brændte ikke længere så han ikke skadede hende.
Vejrtrækning forsøgte han at holde rolig, intet der kunne give væk han var bekymret over situationen.
At stå sådan med hende fik hans puls til at stige, hun gjorde det vanskeligt at fokusere, så mange år siden han havde haft så tæt kontakt med en anden person, og så en kvinde.

Argentum begyndte at ryste ikke af frygt men mere af irritation, det var det her han frygtede, en konfrontation. Manden der skubbede til sin makker fik Argentum til at trykke Millicent mere end mod sig.
Langsomt faldt hans blik ned mod hende.

Begge mænds stemmer fik Argentum til at spænde i kroppen hans hænder begyndte at blive varme, ikke et godt tegn, hvis han mistede besindelsen nu, ville det være tabt, men skulle han lade elementerne føre vejen eller var det bedre at uskadelige gøre manden med hugtænderne, duften af vampyr nåede hans næse hans tænder blev blottede, og jorden begyndte at ryste, hans forvandling var ved at ske, Millicent ville være bedre med at komme væk fra ham, hans hænder strammede sig mere om hende.

”Godaften..” Kom der sammenbidt fra ham han fandt ikke denne mand som godt selskab ”min veninde her er bare lidt stille i fremmed selskab” Han nåede næsten ikke at gøre sætningen færdig før de underlige lyde og bevægelser.

Argetum forsøgte at holde fat i Millicent så hun ikke ville komme noget til, vampyren havde vækket hans uro, han ikke i den selvkontrol han ville have. Jorden tog til i rystelser og vinden gjorde det samme, flammerne voksede også fra hænderne ”Mennesker er stadig mere værd end du er blodsuger” Han rolighed var væk, ligesom kontrollen ”Millicent” Sagde han for at hun skulle se om hun bare kunne komme længere væk fra ham hvis det gik galt og han mistede den kontrol der holdt forvandlingen i skak.

”Du kommer ikke til at røre flere i aften eller nogen sinde hvis du så meget som prøver at røre hende” Hans stemme var dyrisk nu han var sikker på det ville ende galt. ”Du skal bare gå og ikke vise dig for mig igen hvis du har dit ynkelige liv kært!” Der var ikke længere noget menneskeligt i stemmen mens flammerne bevægede sig længere op af hans krop, ligesom jorden der revnede væk fra ham og vinden tog til ”Du kommer til at fortryde du mødte mig nu.” Kroppen voksede mens håret groede baglæns.

Millicent var fornøjet over Argentum kunne og ville tale med. De fleste plejede at se dumt på hende, ryste deres hoveder på en lidt overbærende måde , når hun begav sig ind på de oldgamle emner, især dem om sport eller musik.Men altså, hendes normale omgangskreds i teenage årene bestod jo heller ikke af væsner med mange år på bagen.Millicent var ikke så vidende at hun kunne huske detaljer. De tal hun huskede var sikket også helt forkerte,så det var mere oplevelsen af det, følelsen af dét, der hang ved hende- som tyggegummi under en fodsål.
Ivrigt nikkede hun. " Helt enig, det er altid en holdindsats...ligesom med politik, arbejderne er intet værd uden direktøren- og omvendt. Men derfor kommer man ikke uden om Messi var spektakulær. Jeg var ikke på Team Ronaldo" lo hun og huskede også det var hele barcelonas hold, eller en 11-12 ud af 17 der blev udvalgt til verdens bedste hold- skulle man selv sammensætte det. Tallene var sikkert helt gale, men igen....budskabet hang ved.Den ubekymrede tid med samtale ebbede ud, og snart befandt de sig i en noget mere alvorlig situation.


Millicent lå på knæ, ved den livløse krop og angsten stod malet i hendes ansigtstræk.
Først troede hun at det var hendes egen kropslige reaktion, hendes egen skælven og rysten i de svage knæ som hun fornemmede .Men det gik snart op for hende, at det var jorden hun fornemmede ryste under sig, og også hvad det betød.
Argentum var under forandring.
Hendes blik lå limet til ham, og hun vidste ikke om hun skulle grine af lettelse eller græde af skræk , over de synlige forandringer hun igen var vidne til.Ville HAN kunne klare endnu en transformation, nu hvor hans energi var lav ?
Ville HUN overleve det ? Hun havde følte sig langt mere sikker, da huun stod trykket ind mod Jason...Argentum...end hun følte sig nede på jorden. Det var måske en falsk tryghed, men den havde været rar. Instinktivt begyndte hun at trække...nærmere kravle og bakke ..baglæns,men at bevæge sig viste sig et dårligt valg.

Vincent var ikke faldet på halen over Argentums respons. Den narcissistiske Vampyr var utilfreds med at hans egen interesse og nysgerrighed for den nye og fremmedartet duft der lå over manden, ikke blev gengældt.
Vincent var normalt center for hans eget lille univers, og det var ham ganske uforstående at han ikke var det for den fremmed mand . Irritationen groede som ukrudt, inde i ham. Det kunne jo skyldes den blonde lille legekammerat som lå ynkeligt på jorden? blev hun taget ud, så fik Vincent både respekt OG opmærksomhed, det var da en win win, konkluderede hans malfungerende døde hjerne.Han havde opfanget mandens trussel og trods han stadig smilede sit groteske smil, var det noget mere stift i det.

"Hør...pas nu på ik , du får intet ud af at spænde ben for mig" lød hans tale, med en melodisk bizar klang.samtidig blev Millicents bevægelser opfanget, og selv om Vincent var blevet skubbet lidt ud af balance, ved den dyriske og besynderlige forandring der var ved at ske, så kom i vampyr hast over og greb fast i Millicents hår.Det blev rullet omkring hans spinkle velplejet hånd, og nærmest trak hende op på fødderne, mens Milliicent sparkede ud efter hans skinneben, med den høje tynde hæl.

Vincent kunne ikke holde sin koncentration. Han havde i alle sine vampyrår never ever set mage. Det var som luften og alle elementer omkrig dem kom til live, og manden han trodsede var ved at skifte ham, som en slange, men det var til noget han aldrig før vat stødt på.

" Stop det, eller jeg skiller din dukke ad, startende med hovedet" kom vampyrens modspil. Stemmen lød som de første lyde af et begyndende tordenvejr, som et menneske øre kunne opfange. Vampyren blottede hans tænder. Det ville dog ikke kræve tænder, bare et solidt ryk med hans hånd, at knække Millicents hals, for bagefter at befri kroppen for hele hovedet.
Den ene hånd pressede mod Millicents skuldre og krop- den anden med håret snoet omkring, havde lagt fladen mod tindingen på Millicent.
Musklerne spændtes i hans hånd og han begyndte at lægge pres mod hovedet-langsomt så fyren kunne nå at fortryde,men hårdt nok til Millicent var begyndt at tigge ham om at stoppe, og tåre af frygt trak sorte spor fra mascaraen , ned af de nu kridhvide kinder.
"Se...den anden vej..løb" bønfaldte hun så brat Argentum, som hun pludselig ikke kunne bære skulle se hende dø.Hun var holdt op med at tænke rationelt, og var ved at panikke bigtime.

Selvfølgelig kunne han snakke med, han havde oplevet det selv, der var ikke ret meget sport han ikke havde set eller hørt om og Messi var en af de sports stjerner man ikke kunne komme udenom hvis man interesserede sig i sport. Gennem tiden havde han egentlig haft en del hobbys alt fra at dyrke sport, designe bygninger, op starte firmaer, men med den tid han havde levet på jorden var det måske ingen undskyldning at have en formue som han havde når man så på det store perspektiv at han havde taget en del uddannelser og tjent penge uden rigtigt at bruge nogen.
Men alligevel det var fascinerende og havde altid fascineret ham sport siden han har kunne følge med fra næsten starten af de moderne sportsgrene.


Alligevel var det sporten der havde interesseret ham mest, når det gjaldt statistikker og tal. ”Ja en arbejdsplads fungere kun sammen som en helhed, ligesom et sportshold” Sagde han så langsomt og gav hende helt ret i hvad det var hun sagde. ”Nej Messi var noget helt særligt, og som du kan høre er jeg heller ikke helt selv team Ronaldo” Sagde han langsomt og trak på skuldrende ”men begge spillere leverede så meget godt.” Hans lod ordende hænge i luften for at ende samtalen der.




Hele verdenen omkring ham blev mørk. Argentums sind blev opslugt af det mørke han havde forsøgt at fortrænge.
Stemmen der talte i hovedet på ham han kunne ikke andet end at lytte han var lammet, alt den træning og selvkontrol, og så skulle en vampyr lige komme når han var mindst i kontrol, fantastisk.
Forandringen forvandlingen var allerede sat ind, dyret jublede nu ville det endelig komme frem *Ja giv slip lad mig vise hvem vi er, lad mig gøre hvad vi kom for så mange år side, lad være med at skuffe vores forældre, vores race* Forfærdelig var den hans sind fik kuldegysninger. Et forfærdeligt sind at dele krop med, hvis bare de havde været i balance *Du ved godt jeg ikke kan… Det er forfarligt for vores krop…* Det var hans eneste argument og det havde altid været nok, jorden var ikke klar til dem før nu.
Hvis bare han kunne få Millicent væk inden forvandlingen indtraf fuldt ud og han ville være en fare for hende også, for første gang var han oprigtigt bange for at gøre et andet menneske ondt.
Hvorfor skulle de to individer hvor af den ene nu lå livløs på jorden og den anden viste sig at være en blodsuger.
Han var i tvivl om hvorvidt dyret kunne holdes i skak, nu spørgsmålet var om han var stærk nok til at dræbe blodsugeren og så falde om af udmattelse eller om han kunne forsætte.


På ingen måde ville han give den vampyr hvad han søgte, han vidste tænderne ikke kunne trænge gennem hans hud så længe han var i sin forvandlede stadie eller hans hud var uigennemtrængelig, men hvor længe kunne han opretholde det uden det ville koste ham livet.
Argentum stirrede på vampyren inde fra flammerne han kunne se irritationen alt hvad der foregik i hans ansigt var tydeligt, et smil spillede om læberne der var blevet hånlige og nedgørende, vampyren var kortfattet og snævert synet mentalt note til bæstet der observerede ham, smilet blev breder, nu begyndte sulten at vises på det ansigt der snart ville være en drages.



”Du beder mig passe på, når det er dig der vil blive fortæret hvis du ikke forlader dette område nu” Stemmen var på ingen måder menneskelige det kom som en hvislen fra en slange men også et brøl når han talte, det eneste menneskelige i det var at det var til at forstå hvad der kom ud af munden på ham.


”Du kan bare prøve at skille hende ad, og så får du at se hvad der sker” Den dyriske stemme som et brøl der havde en hvislen bag sig, var kold. De reptilagtige øjne lyste gult og grønt i noget der kunne dræbe eller skræmme de modigste mænd. Der gik ingen tanker gennem hans hoved andet end at flænse og flå vampyren i stykker.
Argentum måtte se til på sidelinjen mens hans krop ville forsøge at flå en vampyr i stykker.

Selvom forvandlingen stadig var i gang og flammerne omsluttede mere af hans krop, og brændte mere af hans tøj. Jorden forsatte med at ryste og sprække, ligesom vinden tog til helt upåvirket var flammerne om hans krop. Selvom de var længere væk fra springvandet, begyndte vandet at hejse sig op, dette var på ingen måde kontrolleret som sidst. Skællene voksede ud over hans krop fra hovedet og dækkede ham fra top til tå. Halebene begyndte at vokse til en længde af 2 meter ligesom kroppen voksede fra 1,85 til 2,10 hovedet blev tog form efter et reptil kranie.

Argentum ænsede slet ikke hvad det egentlig var Vincent havde gang i, selvom han var klar over Millicent blev brugt som et våben mod ham, kunne han ikke selv gøre noget han måtte vente til hans energi niveau gik i nul, eller næsten i nul.
På ingen måde havde han fokus på hende da hun bønfaldt ham om at flygte, forvandlingen var på et stadie hvo han havde mistet kontrol, der var ikke længere noget han selv kontrollerede det var alt sammen bæstet nu.
Eksplosionen fra forvandlingen gik mere end de ti meter ud før alt inden for femten meter ville blive ramt, han havde ikke længere kontrol over bæstet.

Det dragelignende væsen tornede sig op vingerne baskede. De sorte skæl glimtede i det svage lys. Han tog et skridt mod vampyren og vred i skuldrende som om han varmede dem op.
”Slip hende nu!” Der var intet til overs i stemmen budskabet var tydeligt, og truslen lurede. Slip eller dø.

Vincent fulgte forvandlingen med et kynisk udtryk. Han havde ikke regnet med at støde på noget så unikt og sjældent , som en race han ikke kendte . På samme tid var det også gået op for vampyren at det nok ikke var held der tilsmilede ham, for selv om han var lidt af en samler, sådan en der tog souvenirs fra de forskellige ofre og racer han udså sig - så begyndet det at se ud til han faktisk godt kunne have undværet mødet med Barbie og hendes drage dukke Ken.
Som forvandlingen skred frem og udviklingen af en drage formede sig, var der ikke nogen vej ud. Tidsfristen for at byde på en øl var forlængest overskredet og Vampyren måtte berede sig på kamp.
Han havde stadig pigen der duftede af engle, fast i sit greb. Parat til at slukke for livsgnisten i de tårevældet våde øjne. Hun var begyndt at kede ham.Vincent tog et kort kig ned på hende. Hvorfor skreg hun ikke ? det iriterede ham. Ikke engang et ordenligt angstens skrig kunne man efterhånden være sig sikker på. Og Vincent elskede ellers når hans offre skreg. Det gav blodet sin helt egen servering, som når vin fik et krystal glas.
" Slip hende? Jamen hvis du ønsker det, tsk tsk !"
Med en irriteret og sarkastisk bevægelse, slyngede han Millicent til siden, som var hun en raggdoll, han
Han drejde ansigtet og så ind i dyrets sennups gule blik....det var tydeligt at en afgørelse skulle finde sted.NU.

Nu var det den eller ham. Hvordan man så nedlagde krybet ? var det halsen han skulle gå efter at knække ? Nej...han fik en bedre ide.
Den marmors agtige hånd, rakte bagud og ned i bukserne.En dolk blev halet op og taget ud af skeden. Hvis ikke det var den horrificeret sandhed, og et spørgsmål om liv og død, ville både dragonianer og vampyr se elegante ud, på hver deres måde. Men nu var det helt som at vidne et film Noir. bizart og sælsomt.
Bedre blev det ikke at Vincent lettede fra jorden, hvirvlede rundt et par gange og med hævet hånd ville han så flyve skævt ind mod ...dyret...og sigte efter at hugge dolken i hans venstre bryst.

"Auch..aiig" og et par andre eder lød svagt fra de blege læber da Millicent landede en 22 meter fra mændenes kamp arena.
Millicent kom op og sidde på knæ.Med nervøse hænder gned hun på sine arme.Håndfladen synes at dumle de mange afskrab hun nu havde på arme,ben og den venstre kind, selv om smerten og ømheden synes kun at være tilstede, langt væk.
Nu var hun optaget af Argentum der var fuldt forvandlet, og en vampyr der lettede fra jorden.
En smuk sene- og noget af det væreste hun nogen sinde havde set også.Hun havde aldrig set Argentum in action, men skulle man dømme af udseende eller måle mændenes...tænder...så ville han være en sikker vinder.
Og hvad så...når han var SÅ meget dyr, ville han så opsnuse hende bagefter , for dessert? Og hvis nu vampyren tog ham ud ? " Årh nej nej nej nej " mumlede hun , som hun ligende en total idiot, da hun på alle fire begyndte at kravle mod et budskas, for at vrikke sig ind under .
Selv om hendes popo stak lidt ud, var det eneste forsøg på gemmested, da hun fornememde at eksplosionen af urkrafter allerede var sat i gang- et sted bag ved hende.Millicent var ingen kujon, og heller ikke typen der ville svigte en ven- men selv om hendes hoved og krop var i panik tilstand og i krise, så havde hun fornuft nok til at vide at der var absolut ingenting for hende at bidrage med , i en kamp på det niveau. Her kunne hun kun forsøge ....ja , passe på sig selv.Så her lå hun, som en skræmt lille kanin, under en busk og krattede med neglene i jorden. Bange.

Argentum kunne kun se ud af sine egne øjne, når han forsøgte at tale kom der intet over læberne, ingen kontrol over egne handlinger.
Kun svagere blev hans sind i takt med dyret overtog, den resterende del af hans energi.
På ingen måde ville dyret have undgået denne konfrontation, en krop, et adskilt sind, dyret havde lige så meget magt, men Argentum var for svag til at kunne modstå dyret der ville ave en konfrontation. Måske var det ikke dyret, de var jo samme person samme skabning.
Måske dyret kun fandtes i hans underbevidsthed. Hans begær og dyriske følelser og lyster, hans instinkter, en personlighed skabt af benægtelse af hvem han var, hvem han i virkeligheden var.

Sindet i hans dyriske krop var klar til kamp, det havde det hele tiden været siden det gik op for ham at det var en vampyr der fulgte efter dem, måske havde han hele tiden vidst det, duften var jo ikke til at tage fejl af, var det grunden til at han stoppede op.
For at mindske lysten til at æde Millicent, det kunne altid være en undskyldning for den kamp der skullet til at finde sted.

Bag de dyrisk gule øjne, med de grønne reptilagtige pupiller, kunne han kun se til mens Vampyren stadig holdt fast i Millicent, et indre skrig, menneskeligt men intet kom ud over læberne, begæret, og dyret havde blokkeret ham, intet var han i stand til.
Kun at være tilskuer til hvad der kunne være hendes død, samt hans egen.
Vampyren blev irriteret det kunne han dog se, men håne ham for at det ikke gik som han ville have det var umuligt.

Da han hørte stemmen, selvom det var fjernt frygtede han hvad de skulle ske med hende.

Da hun blev slynget gennem luften blev det for meget for ham, Det brøl han sendte ud i sindet slap hans læber, for første gang i hvad der havde føltes som en evighed havde han omfavnet hvad han var. Begæret var en del af ham dyret var ham.

”Det vil blive den sidste person du kommer til at gøre ondt”
Stemmen var ikke længere kun dyrisk, stemmen havde en undertone af menneskelighed over sig.

Brølet havde sat gang i noget, noget Argentum aldrig havde oplevet før sten og løst jord begyndte at flyve op som om tyngdekraften ikke påvirkede dem, de fløj rundt om ham som et skjold.
Flammer begyndte at flyde fra hans krop dannede ringe mellem de ringe af sten der fløj op over hans hoved, godt en halv meter før de faldt til jorden og gentog sig selv, flammerne gjorde nu det samme, men i stedet for at falde blev de opløst slukkede og en ny ring begyndte.
vandet fra springvandet, flød hende over jorden og begyndte samme tur som ilden, vandet fordampede når det steg op hvor flammerne forsvandt, og stenene faldt.
Det eneste der bare blæste op var vinden det dækkede bare hans krop men stærkere vindstød tog til når vingerne slog, vinden var så kraftigt nu at små personer ville blive blæst væk.
Intet han gjorde var under kontrol, dette var instinkter for at overleve.

Det var nu eller aldrig hvis han skulle dø ville han stå ved og dø ved at tage den vampyr med sig.


En fordel havde Argentum over denne Vincent, han havde nedlagt en vampyr før og ladet kødet og knoglerne glide gennem hans system.
Ikke hans favorit føde, men det kunne være værre, de smagte gammelt, hengemt en smule råddent, men ikke desto mindre kunne det gøre han kunne overleve en uges tid uden at skulle spise igen, fordelen ved at kunne fordøje som han gjorde, ligesom en krokodille eller slange, godt nok ville han være noget doven de næste par dage, efter et måltid, men ellers kunne han spise som menneske men spise ofte i mindre portioner.

Selvom han var ved bevidstheden nu og kunne styre hans krop var sindet stadig i oprør, det kunne ikke være rigtigt, han var for svag til at kæmpe det var tabt for ham, mørket omsluttede ham, da dyret tog over igen.

Da dolken blev trukket var Argentum igen kun passagerer i hans egen krop. De store muskuløse vinger baskede igen mens musklerne i kroppen blev spændt, halen slog langs jorden utålmodigt. Kunne vampyren ikke bare får det overstået, han havde set frem til et slagsmål som dette så Millicent ikke ville blive foder for ham.
Begæret efter en engel havde tabt til hans valg om at han ikke ville skade hende.
Hvordan mon det ville se ud fra en udefra synsvinkel Millicents for eksempel. Argentum selv kunne se det fra første række var en del af det selvom han intet kunne stille op.

Da Vincent lettede fra jorden, forsøgte Argentum at beskytte sig, han løftede hænderne op foran ansigtet. Men kroppen reagere ikke.
Bag kroppen af det dragelindene væsen hvis man havde et fantastisk syn, et umenneskeligt syn.
Som en fantom skygge kom den menneskelige krop til syne, hverken tydeligt men heller ikke svagt.
en manifestation af kroppen og hans sind, alt det der kunne se på fantomskyggen var hvad der inde i hans sind.

Vampyren kom nærmere og Argentums hænder søgte tættere ind mod brystet, men kroppen reagere ved at slå vingerne hårdt frem og så lukke dem tæt om kroppen som et ekstra skjold.
Han var sikker på at når han havde kontrol over Elementerne ville hans hud blive gennemboret af kniven.
Ingen ide havde han om at instinkterne og trangen og lysten til at overleve havde vækket hans kræfter som han havde mistet ved den lave radioaktivitet på planeten, den sidste rest af energi ville blive brugt på at overleve uanset omkostningerne.
Kniven ville gå gennem vingerne men knække mod brystet på ham.


Hvad der skete med Millicent ænsede han ikke, det eneste der skete det eneste han kunne se var vampyren der kom i mod ham.

Hvad hun så var kun toppen af det enorme isbjerg.
I sin underbevidsthed var hun klar over det, der havde hun forstået omfanget af hans komplekse art, i tilstrækkelig grad . Men det var ikke omformateret til viden og forståelse i bevidstheden - ikke endnu. Hun skulle have det serveret i små mundrette størrelser, for ikke at kløjes i det.
Den voldsomhed og det brutalitet , som den intelligente og dragende fyr indeholdte, skulle indtages langsomt. Manden og bæstet , som han havde forklaret det.
Men for hende var de en og samme person. Hvad der forgik inden i Argentum, den voldsomme kamp om plads , og den råhed som dyret- eller den anden side af Argentums personlighed indeholdte , var tildels mørklagt for Millicent, trods alle Argentums advarelser.

Fra sit skjul i buskene, kunne hun titte ud og forsøge danne sit et overblik over situationen, men hvad hun så fik kun verdenen til at spinde rundt og rundt. Alle elementer opførte sig...underligt...som i en film, en fortryllelse og Argentum var ikke længere Jason Stark, men den farlige skabning, der var i kontrol.Et mageløst med særdeles skræmmende syn...*Pocahontas the fuck* tænkte hun , indianer pigen nåede jo ikke ham til fodsålerne.

Sådan så det ud , fra hendes vinkel. Alt der forgik inden i ham , var et blindt vindue , der ikke var for hende at kigge ind af.
Hun gøs istedet.Overvejede om det her overhovedet var noget hun burde være en del af, eller om hun burde tage flugten imens de var opslugt af hinanden, de to mænd.
Men hun sad som neglet til stedet. Det var vel hendes angst der talte, ikke hendes fornuft ?
Hendes hovede ville enormt gerne finde en måde at hjælpe på, eller også var det hendes hjerte?
Det hele var så forvirrende, og idet samme følte hun det kolosale vingesus, der rev det lyse hår i alle retninger Og fik det til at blæse hende halvt omkuld . Selv den tyk grenet busk knagede og bøjede sig for den kunstige vind, lavet af Argentum.
Hun måtte knibe øjnene sammen, for at kunne se i modvind.
Hun så de prægtige vinger lukke sig omkring den forvoksede krop og skærme Argentum , men hun så til sin rædsel at vampyrens kniv huggede ned i ham...ned i vingen og Millicent begyndte at skrige. En gren knak over hendes hoved, i forsøget på at rejse sig op. Millicent havde været for hurtig og havde ikke omtanke for sine omgivelser og de tykke grene der var ret over hende. Mens hun gned sit hoved , holdte hun skarpt øje med Argentum og vampyren. Et par store sten blev samlet op. Tunge som en i helvede , var de og med en i hver hånd begyndte hun at vakle fremad igen.

Vincent så vantro til , da hans dolk måtte give op, mod et sten hårdt bryst.
Selv om vingen på ...tingen...var skadet, var han alligevel bekymret over bladet ikke havde kunne forvolde mere skade. De syleskarpe tænder blev blottet i en snærren. Så måtte han jo bare gøre det på den gammeldags maner, og dræne idioten for blod- og med den størrelse var der jo til et helt festmåltid, skulle han mene.
Dolken blev kasseret, smidt ud til højre Og Vincent skiftede plads , hvis Argentum blinkede. I næsteøje blik, ville et sæt tænder fare mod det stykke blottede hals Argentum havde , for at hugge til. Som en slanges bid...hårdt og precist- nådesløst.
Den indbildske vampyr havde slet ikke overvejet om det ville lykkes...ikke seriøst.Han var VINCENT VON DITTMING for pokker , og ham skulle man ikke tage pis på.

"AAARGGHGG" kom en dyrisk klagen og et frustreret brøl, da de perlemorsagtige hjørne tænder mødte en modstand de ikke kunne nedlægge. Tænderne knak og splintredes i mange stykker.Det samme gjorde vampyrens værdighed. Vincent fløj chokeret et par meter baglæns. Dette var jo en skændsel. Hans tænder ! Det døde blod rejste en syndflod af vrede i vampyren og de smukke androgyne træk, blev en forvrænget uhyggelig maske , da han med alt han havde farede mod Argentum. Alle tanker var døde, kun instinktet herskede. Han ville gå efter hovedet, se om han kunne få armene omkring nakken og klemme livet ud af den skid.
* undgå vingerne...og tænderne * blinkede alarmen i hans hjerne der nu kørte på autopilot.
Ud af øjenkrogen så han fyrens kæledyr komme stavrende, som en anden Bambi.
Lille lede sæk! Han kunne nakke hende først, bare for at ydmyge hans modstander- nedgøre ham. Og da først sten susede forbi hans kind , og ville have ramt havde han ikke flyttet sig i luften- da skiftede han retning og susede i retning af Millicent,der ærlig talt så ret fortumlet ud.

"ARGENTUUUUM ....JASOOOON " sKreg hun efter ham for hjælp, da hun snurrede omkring og ville forsøge at løbe fra en flyvende vampyr. "JASOOOOOOOOON" hylede hun igen....og så forsvandt jorden under hende, og en snøftende Millicent mærkede gruset mod hendes næse og kind.

”Du kan ikke trænge gennem mine skæl med sådan en billig klinge” Bæstet talte med en stemme der blandede et brøl og en hvislen.
Vampyren troede åbenbart ikke på ham da han mærkede klingen bryde gennem vingen, egentlig var vingerne kun for at give vampyren et håb om at han kunne skades direkte.
Da kniven gav op mod hans hud grinte han.
Dyrisk og ondskabsfuldt en ond latter, en latter man ikke kunne forvente fra det menneskelige sind, men nu hvor der kun var bæstet.
Argentum mærkede hvordan hans styrke svandt minut for minut.
Han måtte snart give op. Mørket der lukkede sig tættere om han.

Nej han kunne ikke give op ikke så tæt på en der havde været venlig, efter så længe i mørket, han kunne ikke lade hende komme til skade.
Hvis bare bæstet kunne se det.


Sagtens kunne han mærke tænderne der knækkede mod hans skæl, men de brød ikke igennem. *Pokkers to blå mærker* Var alt hvad han kunne sige til sig selv.
Tænderne ville ikke efterlade noget alvorligt på hans krop, ikke noget der ville tage livet af ham i hvert fald.
Et forpestet smil lå over læberne, viste de tænder der kun ville en ting, at flænse i vampyren.

Argentum kunne se, hvad det var Millicent havde gang i, ud af øjenkrogen.
Menneskesindet stod og skreg, *Lad nu bare være Millicent gør ikke noget dumt, jeg skal nok klare mig* Hans stemme var panisk, og hun ville ikke kunne høre ham dyret ville ikke lade ham tale.
*Lad nu være med at forstyrre os* Stemmen dyrets stemme, den skræmmende blanding af et brøl og en hvislen.
*Lad hende gøre hvad hun vil, det gør kun vi kan få overtaget* Alt i mens hans anden stemme talte stirrede Hans menneskelige sind bare på Millicent fortabt over ikke at kunne stille noget op for at tage vampyrens opmærksomhed fra hende.
*Du kan ikke bare lade hende lege lokkedue* Han var ved at gå i panik, hjælpeløs var han uden den store kontrol han var van til at have.

Da Vincent forsøgte at skifte retning mod Millicent i luften, gik der kun endnu mere panik i ham, en panik der lod ham handle et kort øjeblik, hænderne forsøgte at lukke sige om anklerne på vampyren for at holde ham fra hende.
Hænderne lukkede sig men mærkede hvordan anklerne og fødderne på vampyren gled ud mellem dem.
*F?ndens til blodsuger* Bandede han kort for sig selv.


Langsomt vendte han hovedet mod de to skikkelser, som noget fra en gyserfilm, der nu rodede rundt på jorden. Det var tydeligt han reagerede på hendes skrig, da han lod jorden åbne sig op og danne en beskyttende barriere om hende. Et brøl slap hans læber da vingerne hurtigt lavede to slag der bragte ham tættere vampyren og Millicent der lå under to væge af klippeblokke han havde fremtvunget.

Hans vinger bar ham den korte afstand hen til vampyren hvor hans arme ville lukke sig om vampyren og kløerne på hans fingre ville lukke sig i skulderen på ham, hvorefter han ville slynge ham væk, gennem luften med flammerne dansende omkring ham.

Vincent skulle ikke have lov til at gøre et andet menneske ondt og nu hvor hans tøj ville stå i flammer ville Argentum lade ham få et valg han kunne flygte eller dø.

Kæberne slog hårdt sammen han ville snart være nød til at gøre det af med vampyren ellers ville forvandlingen tage livet af ham.
Blikket ville dræbe hvis det kunne.

Flammerne dansede stadig omkring hans krop ligesom resten af elementerne vinden forsatte at komme i stød fra hans vinger. Ukontrollerede kræfter var hvad han havde med at gøre.

Jorden rystede da han forsøgte at åbne et hul som han kunne fange vampyren i inden han ville fortærer ham.

Vampyre var kendt for deres sublime evne til at agere følelseskoldt og ligeledes kunne multitaske , og pakke deres bevidsthed tæt omkring flere ting, på en og samme tid.
Vincent var ingen undtagelse, men det der netop nu...lige i denne situation var anderledes, var at vampyren følte sig latterliggjort. Som når man vandaliserer noget smukt, noget unikt og det var jo intet mindre end en skændsel.
Han var en skændsel! Og de knækkede tænder synligt bevis på hans modstanders overlegenhed. Raseriet der kogte i Vincent , nu årsag til han ikke længere var i stand til at opretholde den ellers så skudsikkre face.
* Billig klinge, billig klinge * gav det ekko i hans hoved.Han var blevet hånet og gjort til grin , og nu skulle den lille kælling bøde.
Hun skulle splintres , som hans tænder og så kunne også hun ligge for udyrets fødder ...ha !

Fråden var i mundvigen på vampyren, da han vristede anklerne fri. Hans vrede var enorm og hans tempo imponerende. Men en kraftig snerren nåede hans glasagtige spidse negle at strejfe kvinden, og de trak røde spor over hendes arme, før hun forsvandt og Vincent et sekundt gloede dumt.
Jorden havde åbnet sig og suget hende ned.Jorden havde revet hende ud af hans hænder, og et arrigt hvæs blev sendt afsted , som et slags kampråb. Han havde ikke planer om at opgive jagten , på hvad han nu anså som hans bytte. Hovedattraktionen.



Millicent mærkede de store rystelser kun sekunder før jorden brød op.
Hun havde lige sat den ene fod i jorden, i sin flugt - da hun faldt forover og det hele sortnede. Langt væk, i en tågedis af mørke og frygt, blev hendes bevidsthed indkapslet- imens den opsprættede ru asfaldt, sten og grus satte mærker på de blottede hud arealer, og gav knubs der hvor tøjet beskyttede en smule.
Bag hende lød frygtelige lyde, men det hele virkede  så film agtigt. Som en film hun ikke turde kigge på, og vilkårligt foldede hun hænderne beskyttende over sit baghoved, mens hun klemte øjnene i.
Hun vidste at det var afgørende , ikke kun for Argentums liv, men også hendes eget - hvem der kunne trække sig som sejrherre. Vampyren eller dargonianeren?


Vincent krummede de lange slanke fingre , gjorde sig klar til at falde forover, ned over pigen for at lade de knivspidse negle , skære sig igennem hendes lyse kød og flænse sener og arterier op. Kunne han få et blod bad ud af hende, et freaking springvand af den søde røde juice, ville han . Bare for den visuelle effekt. Bare for det vulgære...bare fordi han kunne.
Og For at tvære hende ud i fyrens ansigt, so to speak.

Han nåede kun at tænke tanken, før en råstyrke rev ham tilbage og han måtte finde sig slynget gennem luften.
Vincent begyndte at baske med armene, helt ukontrolleret. Hans tøj stod i flammer og varmen slikkede op af hans fejlfri hud og truede med at destruerer ham. Vampyre og ild var et no go, og lige så effektivt som en træpæl gennem det døde hjerte.
Dyriske hyl og uudholdbare hvin fyldte luften omkring dem, da Vincent landede på sine ben , et godt stykke derfra. Ilden stadig levende.
"ILD...ILD.." lød de forpinte skrig, og han kæmpede forsat med at slå ilden til døde. Nu var ved at trække sit tøj af. Alt i alt et grusom syn.

Sekunderne stod stille.

Vincent vidste han ikke kunne slukke ilden. Fik han ikke hjælp til dette af den fremmed, ville han som sidste handling tage kvinden med sig i døden.
Sidste udlæg , sidste forsøg. Han bevægede sig over mod hende, denne gang i et mere menneske kompatible tempo, da han allerde var svækket. Kunne han bare nå derover, så ville ilden også fortære hende.
Men nu rystede jorden også under ham, og Vincent måtte falde forover, på helt samme måde det var sket for Millicent.

Satans. Ham kunne høre menneskepigens snøften , høre hende forsøge at røre på sig, og forsøge komme op.
Men han kunne ikke selv, for bag sig fornemmede han en skikkelse der tronede sig op.
Den sidste tid var kommet.

Kun Argentums krop der var under instinkternes kontrol kunne være så hånlig og kold, og ikke værdsætte den modstander og sjov en vampyr kunne være for instinkterne var alt underlegen.
Vampyrens tænder og kniv havde kunne tage livet fra Argentum hvis ikke kroppen var i den balance og instinkterne gjorde at de hele virkede som det skulle, som om hele hans races evner fungerede som de skulle, som om Jorden ikke havde svækket ham som den egentlig havde, han havde styrken han var sit gamle jeg, det jeg han havde manglet i nogle næsten to årtusinde.

Lyden da Vincents negle gled over Millicents hud, og efterlod de røde spor, gjorde et brøl igen slap hans læber en brøl fra en svunden tid, som i de gamle film når en drage eller Dinosaur gav et brøl, et brøl der ville få alt hår på kroppen til at rejse sig.

Rystelserne kom efter han havde stampet i jorden for at beskytte hende, det lille klippe shelter skulle kun skærme hende mod Vincent i nogle sekunder, sekunder hvor Argentum ville kunne nå frem og sætte et dødsstød ind.
Det liv Argentum havde fået på jorden havde egentlig aldrig givet mening, så hvis det var sådan det skulle ende, så ville han bare omfavne døden så kunne han måske få lidt fred fra den evighed han følte han havde gået alene. Selvom han vidste han skulle dø før eller siden, han vidste han ikke ville kunne besejre døden når alt kom til alt var han stadig dødelig.

På ingen måde kunne denne Vampyr få lov til at komme forbi Argentum, og komme nær Millicent der i denne situation virkede ret forsvarsløs og skrøbelig, hun virkede som et skrøbeligt menneske, et væsen der så let kunne skades, og tilintetgøres.
Derfor ville han gøre alt hvad der stod i hans magt for at forsvare hende, og hvis det kostede ham livet så var det sådan det var.
Dog var det ikke ham selv der kæmpede det var de dyriske instinkter, en frygt boblede egentlig også i det sind der var menneskeligt, hvad når det var slut, ville bæstet have energi nok til at gå efter Millicent, tanken var skrækkelig, selvfølgelig ville der ikke være energi til overs, han var afkræftet og kunne falde om hvornår det skulle være.
Da Argentum havde flået Vincent væk fra Millicent med flammerne om hænderne og sat ild til det tøj som Blev båret af Vincent.
De forpinte skrig fra Vincent fik Kun dyret til at smile endnu mere grumt. Jorden rystede nærmest under hans morskab ved den latter der slap ham. Men kun den totale chok tilstand hvor hele kroppen var i balance, hvor det var instinktive handlinger.
”Ja ild… En effektiv måde at gøre en pestilens som dig til ingen ting, Jeg har neutraliseret dig” De kolde øjne lyste af had. Flammerne der stadig dansede omkring hans hænder kunne han komme nærmere Vincent ville han sætte ild til resten af vampyren.

Argentum betragtede vampyren hvis tøj brændte og et sultent og ondt smil spillede om læberne Da jorden åbnede sig og slugte Vincents fødder. ”Jeg gav dig muligheden for at forlade stedet uden nogen skulle komme til skade” Kæberne klappede efter han havde talt.
Argentum stod bare passiv i det mentale fængsel der var oprettet til den del af sindet der ikke havde kontrol.

”JEG BAD DIG LADE HENDE VÆRE!” Den Dyriske røst der kom over læberne da han stillede sig bag vampyren og lagde en fod mellem Skulderpladerne på vampyren, langsomt bøjede han sig ned. Et fast greb omkring håndledende på ham, med flammerne dansene omkring hans hænder, Lænede sig ned mod øret. ”Nu kan du få lov til at mærke smerten ved at være forsvarsløs”
På alle måder var Argentum enig mes bæstet, han havde forsøgt at skade Millicent, der var ingen menneskelighed tilbage i det blik, da han rejste sig op og trak vampyrens hænder med sig.
Ved det første knæ han hørte forsatte han med at trække til, som om han ville rive armene af Vampyren, hvilket egentlig også var hensigten.
Han ville flå vampyren i stykker og brænde dem en efter en, til der ikke var mere tilbage.

// haps

Et utæmmet had og en kold massiv råstyrke, mødte den brændende Vincent, da Argentum stod overfor ham.
Hvad kunne Vincent sige ? intet- han havde overvurderet egne evner , troet dragemanden var til at nedlægge, men det havde været en fatal fejl- så han nu.
Vincent kunne intet sige, han VAR advaret om at lade dukken være - og desuden var både trang og behovet for at skrige hans nærtstående død ud, ved at overtage Vincent. Overtage og blotte ham for al vampyrisk stolthed og strippe ham for værdighed.
Den værste måde at forlade et evigt liv på, havde Vincent altid ment.

Vincent vidste at kampen var ovre, så snart ilden tog til og bragte hans klæder i flammer.Snart ville også han , bryde ud i lys lue og han kunne egenlig kun bede til det ville ske snart.En hurtig uigenkaldelig død.
Men en stærk fod placeret mellem hans skulder blade, fortalte ham at så let skulle hans exit ikke blive. Vampyren snerrede , blottede hans syle i munden , men energien og styrken var allerede druknet i flammer og røg, omkring ham og han måtte føje foden, og bukke fremover.
Vincent skreg, et vanvittigt og hårrejsende skrig, der havde døden hængende i hver en tone. Hans lemmer blev revet fri af hans torso, og smerten var snart alt Vincent, den gamle og stolte vampyr nu var blevet til. Smerte og sidenhen aske,der blandede sig med ilden.
Lugten var forfærdelig, rådden.

I det ly som Argentum havde skabt til Millicent, kunne hun følge med i alle de rædsler der udlevede sig, et lille stykke derfra. Brølene, skrigene og de horrible lyde at legemesdeled er blev adskildt og flået fra hinanden.
da knæk lydene var begyndt, kunne hun mærke hvordan instinkterne i hendes menneskelige empati og sikkert også engle generne , rev i hende. Hun var ved at fare op og tigge for vampyrens liv, men det var et al for blødt hjerte der ønskede det, fornuften forstod hvad der skulle til. Forstod det nødvendige af at udslette ham, helt.
Hun dækkede forsat sit hoved med hænderne, især ørene- imens kroppen skælvede og rystede .Det føltes som ....king kong, den store farlige abe , der gik amok for at passe på hans lille menneskepige, fordi han ikke ville miste hende- men risikoen for selv at skade hende , var tilstede hele tiden- og selvom hun var taknemmelig over Argentums indblanding, at hun havde overlevet mødet med Vincent- ville hun så overleve mødet med dragonianeren, der nu havde taget komplet over ?
Hun vidste det ikke, og lige nu virkede det hele som hun befandt sig i et grusomt maridt. King Kong var en hygge bamse, ved siden af dragonianeren , og han var langt mere frygtindgydende end hun havde kunne få sin forstand til at tage ind.

Der blev stille, og hun ønskede at kunne klikke sine hæle samme, som Dorethy i the wizzard of OZ, og så forsvinde .
Men hun lå bom stille...lyttede ...frygtede.

Langsomt kom der liv tilbage i de stive bange ekstremiteter, og hun fik fat med fingerspidserne , på et stykke jordkant, og trak snude op over- for at kunne kigge ud.
Aske og røg hang i mørke skyer, og fik hendes næse til at rynke sig i væmmelse.
Men vampyren var ikke længere en trussel- ever- og DET var en stor lettelse.
hendes blik søgte Argentum....hvad med ham ?

Efter At vampyren var tilintetgjort og Argentum bevægede sig over mod det ly Millicent var blevet smidt i. Jorden rystede under ham. Klipperne de beskyttede Millicent blev fjernet og jorden blev løftet op igen.
Skridtende der blev taget var tunge, Argentum kunne mærke hvordan sindet, det menneskelige sind blev  mørkere, livs kraften var ved at blive suget ud af ham, Kroppen havde sejret men begge sind var på vej ind i mørket.
”Den Vampyr kommer ikke til at kunne røre nogen igen, heller ikke dig” En træt men stadig dyret der talte. Der var ikke energi til at dyret kunne angribe Millicent selvom den havde lyst. Det menneskelige sind Jason som Millicent kendte ham som var lettet over energien var så lav, nu skulle de bare holde sig i live, lade kroppen op.
*Tak fordi du ikke lod hende komme til skade* Var alt hvad Jason kunne præstere at sige til dyrets instinkter.
*Jeg ville gerne, men der var en konkurrent der skulle udryddes først* Argentums dyriske tanker var skræmmende selv aftaler de havde været enige om ville han bryde.
*Jeg brude have vidst der var en hage for at du kunne være så enig med mig, du er umulig* en træt mental latter blev mønstret.
*Vi er umulige, vi er den samme selvom du afskyer mig, den du er, DEN du virkelig, glem aldrig hvor du kommer fra, du er ikke som disse skabninger, du er mere end dem*
Hvordan kunne to sind være så forskellige måske var det ikke jorden der havde gjort ham svag, men i virkeligheden hans menneskelige følelser der havde splittet ham ad i to sind Den tanke blev hurtigt skubbet væk.

Forvandlingen var ved at ske i et langsomt tempo, den sidste energi han havde tilbage blev brugt for at forvandle sig til hans menneskelige skikkelse.
Da mennesket stod der igen, var det kun iført den sorte og lille kampdragt der ikke bar spor efter hullerne til vingerne eller halen, den var som malet på kroppen lige så tæt siddende som før forvandlingen.
Argentums dyriske følelser lagde sig tilbage i dvalen nu hvor truslen var overstået. Millicent Han måtte se hvordan hun havde det, måske var det ly for farligt, der var ikke mere energi
”Millicent… Er… Du.. Er du der?” Hans svage stemme den menneskelige stemme Jason var tilbage efter at være fanget i sit eget hoved uden magt over kroppen. ”Er du… Okay” Han kunne mærke hvordan han var ved at besvime han havde brug for at sætte sig.
Vaklende halvvejs mod hendes ly faldt han sammen, en næsten uhørlig vejrtrækning og næsten ingen puls var hvad der ville møde den der ville undersøge ham.
Inden det blev mørkt nåede han lige at se en skikkelse røre på sig, et svag smil pyntede de nu helt hvide læber.
Farven var væk fra uden, nu ville en albino sige han var hvid, lignede mere et genfærd end noget der var i live.

Den dyriske stemme, så fremmedartet og grotesk, fortalte hende hun var i sikkerhed.I sikkerhed fra vampyren. Det var i den grad sært blive beroliget af noget så eksplosivt farligt, og stemmen bragte da også gåsehud frem, der kriblede sig vej, ned af ryggen på Millicent.
Men snuden oppe over klippegraven, kunne hun se forvandlingen, følge med i hvordan den enorme skikkelse af både dyr og mand, begyndte at tage mere form af menneske igen. Jorden gav sig, adlød hans bud og hun vidste instinktivt at rystelserne betød jorden igen var i bevægelse, ligesom Argentum selv.Hun ville skulle bruge LANG tid på at forstå hvad hun havde oplevet og set, denne aften.

Millicent kæmpede sig op på albuerne, netop som Argentum kaldte ud efter hende.
"Jason...her ! Jeg...jeg er okay" stønnede hun afkræftet  og udmattet.
Det var godt nok ikke hver dag hun var ved at stille træskoene, og heller ikke hverdag hun blev en del af et levende mareridt, og det betød major ubalance i hendes indre.
Hun var ikke en sej og kølig action trunte, hun blev både bange for at dø og for at andre skulle komme til skade.
Det spæde smil der så dukkede frem på hans læber, gjorde dog op for AL det forfærdelige - og  inden i Millicent faldt tingene stille og roligt på plads.
En ny ven, en hun ville være der for , en der havde fundet en særlig plads hos hende.....Jason Stark.


Men på det tidspunkt, hvor hun næste regnede med de kunne få lov at hjælpe hinanden på højkant, i ro og mag....og hun kunne prøve få styr på sin uro og angst....der faldt han jo sammen foran øjnene på hende, og hun kæmpede sig hurtigt på benene , og fandt plads ved hans side.
"JASON ! ...." der blev tjekket for respiration og puls, og hun kunne konkluderer at der var liv, men godt nok en noget afkræftet udgave. Åh nej- hun kunne ikke bære at se ham så svækket. Tårene pressede sig på, krævede at blive udløst og selvfølgelig måtte hun slippe dem fri, da hun bøjede sig ind over hans kridhvide ansigt.
Hun førte håndfladen over hans blege pande, og ned af Jasons kind, hvor hun med tommelfingeren strøg over hans overlæbe.
foruroligende var det. Jason var helt væk.Hun måtte få ham et sted hen, hvor hun kunne tage sig af ham .Give ham noget at styrke sig på. Men hvor ? Selv boede Millicent i Miami, der kunne hun ikke lige spadserer til med Argentum over skulderen, og Millien i den røde taske, svingende fra den ene arm.
Hun lænede sig ned over ham, og hviskede ved Argentums øre.." Bare rolig...Argentum...jeg får os væk herfra, jeg lover det. Jeg passer på dig, bare...bare bliv her"lød det lidt kikset, da Argentum ikke så ud til at være på vej nogen steder hen, fysisk da.

På vakkelvoren og svækkede ben, for Millicent omkring og samlede sammen , hvad de skulle have med. Argentums pung var det eneste der havde overlevet forvandlingen i 2 omgang, alt andet lå flænset og helt ubrugeligt på jorden.
hendes egen taske, blev tjekket for at se om Millien var ok, og det næste chok opstod, da hun kiggede ned i en total tom taske. SHIT.
der var desværre ikke tid til at gøre mere ved det nu, for hun måtte se at få Jason med sig væk herfra. Det var kun et spørgsmål om tid før folk ville komme rendende, og begynde bore i , hvad der var sket.

Efter nogle desperate opkald, lykkedes det Millicent at få fat på to gamle venner, der  boede close by. De hjalp med at få Jason ind i en varevogn, og op på Millicents hotelværelse.
Det så ud som tre buddies havde været på druktur, da de slæbte Argentum mellem sig, op på første sal, hvor Millicent havde indlogeret sig.Godt nok blev der kastet MEGET interesseret blikke efter den sorte 'bodypaintet' herre - men Millicent viftede dem væk med en kort forklaring om en vild og våd polterabend, hvilke folk slugte rådt, uden at tvivle.

Efter bare 30 min,kunne Millicent trække et tæppe op, og stoppe det godt ind under den sovende Jason.
Hun anede ikke hvordan hun skulle få bragt energi i ham, så hun fandt sin cognac og fugtede en klud med den stærke vædske. Imens hun selv drak af flasken, for kontrol og styrke, duppede hun med kluden under hams næse, for at se om der kom en reaktion. ellers ville hun lade ham hvile ud.[/color]

Den livløse krop der lå på jorden, med den svage næsten umålelige puls og et åndedrag der næsten var ikke eksisterende virkede det som om han var ved at tage afsked med den jordiske tilværelse på Jorden.
Den 1,82 meter lange slanke men muskuløse krop på 92 kg på grund af densiteten på hans krop, den tættere knogle og muskler struktur.
ingen reaktioner da hun rørte ved, først hans pande, videre ned over hans ene kind, for til sidst hans overlæbe.
Alt var lukket og slukket oppe i hovedet på ham, kroppen var i gang med en total nedlukning, det han havde brug for nu ville være hans piller, hvilket ville have ligget nær hans pung. Hvis ikke den var blevet sparket væk under kampen.
Ingen reaktion var der da han blev ført ind i varevognen eller op på hotel værelset, ikke engang d cognacen blev duppet, ikke en eneste lille reaktion fra øjenlågene eller fingrende som om hele kroppen var lammet.
Pungen hun havde samlet op ville være tungere end en normal pung, da den var foret med bly, for at kunne modstå radioaktiviteten. Pengene der lå i pungen rendt hurtigt op i et lille 4 cifret beløb, bare i kontanter.


2 timer senere.
Stadig ikke nogen reaktion, der indikerede at han var i bedring. Huden var begyndt at få en smule mere marmoragtig farve som var en sund kulør for ham, den var på vej tilbage i stedet for den spøgelses hvide farve med en tone af grå over sig.


25 timer senere. (Fra den totale mørklægning af kroppen, og sindene).
Huden havde fået den farve tone som efter den første forvandling. Kroppen var begyndt at vågne op en smule, og vejrtrækningen var blevet mere normal men stadig svag, ligesom pulsen kun var forbedret en smule, men sindet var begyndt at vågne så småt.
Ikke nok til at der kunne være kontakt mellem dem, mørket der omgav sindene var trykkende, ubehageligt, som når man har fået slået luften ud af sig allerede mens man kæmper for at få vejret.


35 timer senere. (Fra den totale mørklægning af kroppen, og sindene).
* Hvorfor er her så mørkt hvor er vi?* Jason var så småt begynd at kunne mærke kroppen, en pegefingeren på venstre hånd rørte på sig.
* Okay jeg er i live, men svag, hvad skete der?* Det sidste han huskede var at han havde mødt en ung kvinde. Millicent, Han havde afsløret sig som hvad han var, men det var det sidste han erindrede. Alt efter det var mørkt.
Hvorfor var han så svag, Havde hun gjort noget ved ham, NEJ det kunne hun ikke, det havde været en hyggelig aften. I hvert fald hvad han huskede.
* Har du gjort noget ved hende? * Han søgte efter sit andet jeg Argentum svarede efter nogen timer, eller sådan føltes det, uden for hovedet var det ikke mere end nogle sekunder.
*Jeg ved det ikke, men hun duftede anderledes, hvem var hun?*
Så det der var sket, var at han havde mødt en mystisk kvinde, hvordan eller hvor mindedes han ikke rigtigt, hvor var han henne, denne følelse var bekendt men også fjern, Det var ikke sket i et århundrede, hvad havde udløst det sidste gang, hvis bare han kunne huske det, finde hoved og hale i det.
Han måtte finde kvinden, han måtte finde Millicent hun måtte have svar.
Alt var stadig mørkt. Hvorfor ville kroppen ikke reagere, han havde kunne bevæge en finger, måske var det ikke ham, måske var det kroppen der var ved at vågne.
*Mit hoved, hvorfor er jeg lukket inde.. Har du gjort det her mod mig, der er ingen hale, hvorfor har jeg ikke… DU… HVAD HAR DU GJORT VED OS… DU HAR LAMMET OS* For første gang følte han sig panisk, han kunne ikke se hvor han var, der var ingen krop der reagerede på hans forsøg på at vågne.
*HVORFOR… HVORFOR TROR DU DET ER MIG… VI ER EN OG SAMME PERSON… DET KUNNE LIGESÅ GODT VÆRE DIG!*
Overraskelsen ville have været malet i hans ansigt, Selvfølgelig havde Argentum ret, Selvfølgelig havde han ret, Jason var bare mere menneskelig, efter at have vandret på jorden så længe, derfor kunne det ikke være ham. *Nej det kan ikke være mig, jeg tager jo afstand til de ting, du ved jeg forsøger at holde dig fra alt det her, så der kun er mig.*


Den diskussion der gik rundt i hovedet på ham stop på i 3 timer før han begyndte at røre mere på sig. Øjnene begyndte langsomt at reagere, selvom ledende var stive bevægede fingrende sig så småt, øjnene blev langsomt åbnet, lyset brændte eller var det mørkt, et par gange missede han med øjnene lå bare stille i nogle minutter, mens han sundede sig, let, vinden mod kroppen, eller så meget den kunne når han var i kampdragten, Hvor var hans tøj henne. Hvad var der sket, han satte sig op, hænderne blev hurtigt ført til hovedet.
Svimmelheden fik ham til at føle han skulle brække sig. Men intet kunne komme ud, hvor længe havde han været væk. Langsomt og usikkert kom han op på benene, stivheden vidnede om hvor længe han egentlig havde været væk. Det var mere end en dag, det kunne han da se, Det var lyst nu, men så stiv var han ikke efter kun et par timers søvn, og det var hen af formiddagen ifølge uret han kunne skimte ud af øjenkrogen, hvor var han henne. Et hotel værelse lignede det men han havde ikke bestilt et. Så det var ikke hans, måske havde han glemt det, nej hans hukommelse hvad det angik fejlede ikke noget, men alligevel manglede han jo nogle timer.

Med usikre skridt bevægede han sig rundt for at undersøge rummet, tøj, han manglede tøj, Godt han var alene, hvis han var vågnet op sammen med en havde han været panisk for hvad der kunne være sket.

Tiden havde været endeløs lang.
Kun nødtvungen havde hun forladt hans siden, var hun gået fra sengelejet og havde klaret andre presserende opgaver. Hun havde ængsteligt fulgt ham gennem hver en time, hvert et døgn- i en pinsom tilstand og ventet på et tegn , på en ændring der kunne forsikre hende om at Jason var helt okay og bare skulle have ro og hvile, til at komme sig.
Meget sparsomme observationer, som en svagt ændring i hans kulør og en mere tydelig puls m havde været alt hun kunne klamre sig til. Der var ikke tal på de gange Millicent havde stået med en fod halvt ude af døren, for at hente en læge og bringe til ham- men hun var bange.
Bange for hvad de ville sige og bange for hvad der kunne ende med. Hun havde aldrig set en dragonianer før, og det havde de fleste andre ligesom heller ikke, og bekymringen gik på om de kunne fejl behandle ham ? Men mest bange var hun for de ville tage ham med...udføre eksperimenter på en enestående art, og det var en risiko hun ikke var villig til at løbe, ikke så længe der var liv i hans krop.

Millicent var løbet tør for ...alt.
Mad, drikke, alkohol you name it.
Hun var gået et smut ud for at handle, og selv om chancen for Jason skulle vågne lige den lille time hun var afsted, blev vurderet til minimal- så havde hun alligevel efterladt en lille note , ved siden af ham på sengen.
For at berolige  ham , og for at forhindre han stak af, hvis det kunne undgåes.
Millicent havde to bæreposer med vare , en i hver hånd og så en pose med herre tøj.
Hun havde sjusset sig til hans størrelse , men havde en god ide om det ville passe ham.
Det var ikke et lige så stilfuldt  jakke sæt, som Jason havde haft på da hun rendte ind i ham, men det var et par pæne jeans, en kortærmet skjorte i hvid og en Bordeaux trøje, han kunne slænge over skulderen, hvis han ønskede. Så var der underbukser, sokker og et par brune lærreds sko. Hun havde måtte holde et papir op mod den 'sovende fod' og med sin eyeliner , havde hun tegnet omridset og fremvist i skobutikken.Ekspidienten havde spurgt om det var en joke. Den slags var hun vist kun vant til at se , i børnestørrelser- men Millicent havde forsikret hende om det var sandt og for at viske mistænksomheden ud , i ekspeientens al for nysgerrige blik - havde Millicent rodet sig ud i en meter lang forklaring o. At hun havde en bror der sad i kørestol, og var delvist lam efter et par blodpropper og al for meget radioaktivitet. Hun var vist også kommet til at nævne han havde fået en tapperheds medalje for tro tjeneste i Occulta , og et par andre små ting- og det endte med hun fik et par lækre støvler med , til den skadet militær veteran i kørestole. Helt gratis.

Med posen rumsterende foran sig, famlede hun med dørens håndtag for at lukke sig ind.
Det lykkedes også...efter lidt bøvl, og hun snuplede næsten inden for, med poser der fløj i alle retninger....men det skyldtes nok mest at hun så Jason, oppe....stående....i live...og glemte at holde fast i hankene. Så mens frugter trillede til højre og venstre i det lille værelse, lyste hun op og kunne først kun få hans navn ud "Jason !!
Så kom hun dog i bevægelse , fiskede poserne med hans ting op og rakte frem mod ham, mens hun begyndte sine spørgsmål..."Godt at se dig oppe, er du okay ? Hvordan har du det? Er du tørstig? Hovedpine ? Jeg har mad med , hvis du er sulten ?Hvordan føler du dig ?...... Åh for fanden, jeg har da været så nervøs for dig"
Selv var hun i fin stand. Alle hendes skræmmer havde fine tørre sårskorper på, uden nogen tegn på infektion i dem.

Noten der lå ved siden af ham i sengen havde han endnu ikke opdaget, han havde ledt efter hans tøj siden han kunne komme på benene.
Han manglede hans ejendele, pung, piller og tøj, hvor kunne det have været henne. Havde han mistet det, pillerne ville ikke være noget værd andet end døden for dem der tog den hvis de ikke kunne tåle radioaktive ting.

Langsomt gik han hen mod det vindue, stadig vaklende stod han op af væggen og betragtede udsigten.
øjnene gled langsomt i. Ikke noget bekymrende, men fordi han stadig ikke var særlig stærk eller fuld af energi.
Langsomt vendte han sig om med ryggen mod væggen og gled ned på gulvet, han skulle ikke have rejst sig, knæene blev trukket op under sig og hovedet blev lagt ned mellem dem.

fem minutter sad han sådan og der var ikke sket ret meget ændring på hans krop. Stadig den halv marmor hvide hud med det grå skær over sig. Kravlede han hen mod sengen da han havde fået samlet lidt kræfter.
Noten der lå på sengen blev samlet op da han var kommet hen til sengen, og opdaget den. Langsomt blev de rystende hænder lagt om papiret, og fingrene lukkede sig om den.
Øjnene gled over ordene på papiret.

Jason,

Du er i sikkerhed her.
Værelset er mit, du er på Motel Great Northern, og…. Bliv endelig her!
Jeg er kun lige et hurtigt smut ude, efter fornødenheder.

~Kærligst Millicent

Han læste beskeden igen og rystede kort over hele kroppen, Hjertet gav smerter, hvor var pillerne henne.
Han måtte snart have dem, hvis han skulle komme sig hurtigere, end de 6 dage der kunne gå. Lige nu var han ingen ting værd.
Med papiret i hånden lod han benene hænge ud over kanten som om han ville op og stå, han så over mod døren.

Lyde kunne høres på den anden side, Hvem der, ville han have sagt hvis det ikke føltes som om hans hals var så tør.
Skridtene kunne høres og stoppede foran døren, han forsøgte at tænde flammerne omkring hænderne, men intet skete, Hvad var der galt med ham.
”Jeg må være mere afkræftet end jeg regnede med” Mumlede han for sig selv.
Han måtte komme væk her fra, han ville kun være et problem når han var så svækket, men han ville heller ikke kunne efterlade Millicent uden af han havde fået nogle svar fra hende.
Da håndtaget blev trukket ned og Millicent nærmest snublede ind var der en glæde ved at se hende det var ikke bare et set up, men hun var virkelige, som han huskede hende, men hvorfor huskede han hende så godt, når det føltes som en drøm det han havde oplevet inden han vågnede.
Lyden af hendes stemme, fik ham til at smile, et svækket smil, men at høre hende tiltale ham som hans menneskelige jeg, havde nok betydet at han ikke havde skræmt hende synderligt, selvom hun nu vidste hvem han virkelig var. Blikket der havde hvilet på hende vidnede om den høje alder, der var træthed at spore og stor smerte.
Alle hendes spørgsmål fik ham til at himle med øjnene, selv da hun spurgte om han var sulten svarede han ikke for maven der rumlede afslørede ham, den rumlede højt nok til kunne høres over til hvor hun stod.
”For det første, jeg tror jeg har det godt, men jeg er ikke sikker, jeg er træt og lav på energi. Så jeg mangler mine piller, har du set mit tøj, pung og en lille bly beholder?” Han måtte lige have svar på det før han kunne komme videre med besvare hendes spørgsmål.
”Jeg er sulten og tørstig som du nok hørte” Han forsøgte at smile til hende.
Hvordan kunne hun vide at han havde hovedpine, hvis ikke dårligdommen stod ud af ham, men hovedpinen var det mindste af hans problem, smerterne i brystet var værre. Men det kunne han ikke sige endnu, ikke før han fik svar på hans piller.
Hvad var der sket siden hun var bekymret havde de ikke først lige mødt hinanden i går aftes, på en natklub og havde forladt den sammen.
Så mange spørgsmål, hvad var der sket mellem dem siden han var på hendes hotel værelse uden hans tøj.
”Hvad er det der er sket, jeg kan ærligt ikke huske noget af hvad der er sket siden vi mødtes omkring klokken 00 i nat.” Han stemme var svag men alligevel den friskhed der havde været i den inden han var besvimet.

Jaja , at han ikke var en  fontaine af ren energi , det kunne hun jo godt se- men Millicent var så glad over at han var kommet til sig selv, og ikke var ukontaktbar længere.
Millicent fik lukket døren til, og trippede over mod sengen, smilende og lettet om hjertet.
Væk var nu den  pæne kjole, og hun var nu bare iklædt nogle jeans shorts og en rød lille skjorte bluse, med hægter hele vejen ned .De sorte klipklapperne svippede under hendes hæle, som hun kom ham imøde.
"Jeg...jeg har din pung et sted...men jeg fandt ikke ikke noget etui...og dit tøj, ja det duer ligesom ikke mere, derfor .." hun samlede tøj posen op , med det nye herretøj og rakte den til ham.
På ingen tid fulgte hans pung efter, da Millicent vidste nøjagtig hvor den var, hvor den lå og ventede på ham. Hun havde været MEGET nysgerrig, men have ikke kigget i den, ikke ret meget i hvertfald.
Men hun vidste den imke rummede noget etui, og hun kunne heller ikke mindes at have set et, da de var i parken.
Hun forsøgte visualisere sig til hvad det var for et etui af bly, og hvad der var i det?
"Jeg har ingen ide om hvad det er for et etui, men mit gæt er at det stadig ligger i parken , et eller andet sted? Det blev jo lidt vild

Hun nikkede ...yup han var hungry like the Wolf...og hun begyndte at samle frugter og andre sager sammen, få dem op fra gulvet og arrangeret på det lille køkkenbord.
Hun kunne også høre hans mave, høre dens beklagelser og smilede til ham..

Snakken bevægede sig videre og Millicent så overrasket ud , da han proklamerede  ikke at kunne huske spor, ikke siden midnat.
"Så.. Du husker intet siden midnat ? Jamen Jason ?! Årh nej du har jo glemt ...ALT  så" hun blinkede et par gange og rettede lidt på hestehalen, der var holdt  sammen af en rød elestik! på toppen af hendes hoved.
"Tror vi skal se at få lidt mad og drikke i dig så. Skal det være english breakfast eller noget  med....kød ? ville hun spørge ind  til! og dernæst begynde at kokkererer til ham.Hun var en kegle i et køkken, men når man var sulten, så kunne selv hendes mad nok klemmes ned, mente hun.
"Jeg ...vil da gerne fylde dine huller ud, men det er altså en voldsom mundfuld , bare så det bare så du ved det?!
Vi havde forladt klubben sammen ,og du....du havde vist mig hvad du er.,.em dragonianer hun smilede skævt og forsatte med at skære nogle stykker frugt! ud i tern.
"Christ ...det var vildt...DU var vild, Argentum ! spandt hun hans navn , og skar videre..." vi mødte tilfældigvis også en vampyr og hans ven,begge to ikke så rare...du øhhh....ordnede den situation
Hun prøvede virkelig at undgå de ubehagelige detaljer og det fact at hun havde været skræmt fra liv og sans, men selvfølglig havde hun været det. Og var det stadig. Argentum...Jason ...var en magtfuldt fyr og hun vidste nu man ikke skulle spøge med det dyr sind han også besad.
"Troe jeg skal have en drik - want something ?"

Jason sad bare stille på sengen da hun kom ind, ikke med et stort smil der var stadig spørgsmål hvad var der sket, hvordan var han kommet her.
Havde hun noget med det at gøre, hans manglende hukommelse.
Blikket hvilede bare på hende mens hun lukkede døren. Langsomt fulgte han hende med øjnene, det var tydeligt at hun var lettet.
Selvom hun ikke var iført kjolen var hun da stadig en ung og flot kvinde det var da tydeligt. Lyttede til klipklapperne der svippede mod hendes fødder. Mens hun kom nærmere ham rykkede han instinktiv længere væk ind til han sad op af hovedgærdet eller væggen.
”Min pung det var da altid noget, men Mit etui er nok det vigtigste, jeg tror ikke jeg holder længe uden…” mere nåede han ikke at sige før han hørte det næste. ”MIT TØJ!… Hvad er der sket med mit tøj siden det ikke duer mere?” Udbrød han en smule overrasket, hvad var der sket med hans tøj, han forsøgte at tænke tilbage på den aften.
langsom tog han i mod posen med tøj og betragtede det, ikke hvad han normalt ville gå i, nej tøjet var ikke ham, alligevel smilede han glad, det var sødt af hende at sørge for tøj ” Tak.. Det er sødt af dig Millicent” sagde han med et lille skævt smil.
Han tog i mod pungen og lagde den ved siden af sig på sengen uden at åbne den, han var ligeglad med hvad der var i den, pengene havde aldrig sagt ham noget, de var ikke vigtige, det eneste de reelt skulle bruges til var forskning der skulle hjælpe ham med at komme hjem igen. Der var kun et fire cifret beløb i kontanter, et kørekort, hævekort og nogle medlemskort, samt et kort til virksomhedens nøglekort.
Det etui han søgte var vigtigt for hans overlevelse, det var vigtigt, men han kunne ikke bebrejde hende, hvis han havde kunne huske hvad der var sket.
”I parken, jamen jeg tog da mit tøj af da jeg forvandlede mig gjorde jeg ikke?” Han var forvirret, det kunne da ikke være rigtigt hvis den var faldet ud under forvandlingen, men igen var de tilbage i parken hvad skete der så mens de var der. ” Hvad blev lidt vildt?” Han forstod ikke. ” Millicent jeg er ikke helt med vil du ikke forklare” Han så på hende med et blik der vidnede om at han ikke var klar over hvad der var sket.

Han så ned og tog sig til maven da den rumlede, Egentlig var han glad for den hvide kulør, han rødmede ikke, så den situation hvor maven rumlede så højt der var pinlig gik ham ikke på.
Blikke blev vendt fra maven til Millicent igen.

” Millicent, jeg kan huske vi mødtes på en natklub, og snakkede om et dyr, du troede jeg var din kontakt person. Vi forlod klubben og gik i parken, jeg ved jeg forvandlede mig, viste hvem jeg i virkeligheden er, og du overlevede for vi har denne samtale nu. Men hvad der skete efter min forvandling er væk, jeg aner ikke… Jeg har ingen ide om hvorfor jeg er her uden mit tøj, har vi lavet et eller andet, for det ligner mig ikke, at være sammen med en jeg lige har mødt” Det var tydeligt at han havde hukommelsen med sig fra inden den første forvandling men derefter, væk. Hans stemme vidnede også at han ikke var typen der ville tage en pige med hjem lige efter at have mødt hende.
”Mad… Jeg spiste da i går.. Ikke meget men burde ikke have mad før om en uge, men hvorfor er jeg så så sulten” Mad ville være en god ide, men han burde ikke være sulten.
” Mad er mad, men jeg er sammen med en engel, og hvis jeg er så sulten hvorfor er du så i live.. Mit løfte, det ved jeg godt… Men du ved vel også jeg ikke altid har kontrol når mit dyr vil frem og lege” Hans stemme var langsom, lige nu så længe han var så sulten var maden lige meget hvad det var. ” Jeg er ligeglad med hvad jeg får lige nu, jeg har mere brug for det etui” Han ville ud og lede efter det, men da han forsøgte at rejse sig, kom kvalmen tilbage igen med det samme. Hastig røg han tilbage i sengen og tog sig til hovedet.
” Huller hvad har vi da… Hvad..” forvirringen og kvalmen lyste ud af ham.
Mens han lyttede begyndte billeder at komme tilbage vampyren og vennen, han knyttede næverne, han havde været ved at slå sig selv ihjel for en pestilens og det kunne have kostet dem begge livet.
” Er du sur på mig over at jeg… du ved kunne have dræbt dig, jeg var vel ikke ligefrem i min bedste og mest rolige side…” Mumlede han langsomt og lukkede øjnene, han ville ikke kunne se på hende mens han lyttede han syntes selv han virkede skræmmende og han så det fra første person han var van til det, men at skulle se det ude fra, det måtte være endnu værre.
” Du er sikker på jeg ikke skadede dig på nogen måde” Selvom han var svækket virkede han bekymret for hende.
Hvor kom den bekymring fra, han tog sig til brystet ikke smerten denne gang, men for at føle om det var der bekymringen kom fra.

Med bekymringen manifesteret i to tre små rynker i hendes pande, lyttede hun efter.
Hun forstod at det var temmeligt uheldigt at etuiet ikke var kommet med, men ikke helt hvorfor. Han var vel ikke på stoffer ? Hun rynkede de lyse bryn .
Nej ...han lignede bestemt ikke en misbruger , hvis de da ellers kunne genkendes- og han opførte sig bestemt ikke som en, for Argentum var langt mere kontrolleret, det var åbenlyst.
Hun gav ham tid, før hun forsøgte hjælpe ham med at få et hold på, hvad der var sket efter deres lille klub møde.
" Jov... det er sandt Jason , du viste mig hvem du var...hvad du er, og ...og den del gik fint nok. Overvældende var det, og " hun gned sin pande med to fingerspidser og forsatte så " ..og noget skræmmende at hilse på..dig , Argentum" hun smilede svagt og betragtede ham?Hun ville helst ikke have han troede hun syntes mindre om ham, grundet hans race- men hun kunne ikke skjule at ham var frygtindgydende i den form, det ville jo være latterligt at forsøge - for var man ikke skræmt af af en dragonianer, så ville hun vove og påstå man havde forlagt sin hjerne et sted.
"... Men det gik fint , Jason....indtil vi mødte den her vampyr og hans ven...der...der skete der noget .
Også Millicent gennemlevede oplevelse en gange mere, lydene og den brændte lugt.hendes hånd strøg over de lange røde striber , efterladt af Vincents negle, men hun vred sig lidt i ubehag over minderne.


Hendes øjne blev større , og maden hun var gået igang med blev vendte to helt unødvendige gange på panden,meget hurtigt.
"du tror ...NEJ NEJ NEJ...DET HAR VI DA IKKE....altså det var da dig selv der flåede det af og insisterede på episode tre , Magic Mike xrated , kaldte du den !" hendes spøgefulde sind kunne ikke modstå at drille den meget korrekte herre, men hun slap ham hurtigt fri af krogen igen. "endnu en forvandling Jason...denne gang i alvor og der var ligesom ikke tid til at fjerne noget tøj. Du slog ham ihjel...Vincent. Vampyren.
Du ...jeg tror du gjorde det for mig, du reddede mig ihvertfald! Og derfor kan du godt glemme ALT om at spise mig Jason Stark... Argentum... Engle er strengt forbudt nu!" lød det ganske bestemt, mens en palet kniv blev viftet mellem dem.

Han fik dog et smil frem hos hende, meget hurtigt bagefter. Hun kunne høre hans oprigtige bekymring.
Millicent skruede ned for komfuret og gik over for at sætte sig ved hans side.
"Hør....du har intet gjort, var det ikke for dig ville jeg være død ...vampire dinner...og alle skrammerne er kun overfladiske, Og fordi jeg var så klumset at falde lidt.
Kom nu med hen, og få lidt mad. Og så fortæl mig hvad der er med dit etui. Måske kan jeg prøve at søge efter det i parken, hvis det virke,og er så vigtigt for dig" ville hun tilbyde , og prøve hale ham op, og over på en spisestol, så hun kunne sætte en tallerken fyldt til randen , foran ham med hvad end han havde ønsket ( engle undtaget) samt noget at drikke , som han ønskede.