Now is your Chance to be Generous and Dance - Argentum/Justine/Millicent

Wauw ...kunne een mand ændre stemningen i luften med bare få ord, så måtte det da virkelig være Argentum. Millicent skulede .
Vidste hun ikke hvad der var vigtigt endnu ? Altså, hun ville jo til hver en tid argumenterer for hun havde rimelig godt styr på de ting, men der var bare noget meget  formynderisk ...noget autoritært over måden hans stemme og tone fald mørknedes , så hun nærmest selv kom i tvivl om han kunne have ret? Desuden var hun stadig ung, så ingen kunne vel forvente hun havde svar på....alt.

Hun sukkede tungt og denne gang svarede hun ham .." Jov Mr.Stark jeg er her endnu...og jeg er dig eeeeeviiiig taknemmelig " glimtede hende blik mod ham, måske lidt trodsigt og ikke uden en vis udfordring i den måde hun svarede ham på - så påtaget underdanig - for man skulle ikke tage fejl af de lyse lokker og det milde væsen - Millicent kunne være egenrådig og umuligt at kontrollere....var ånden over hende. Så bare fordi hun vidste han ville misbillige det, spadserede hun ind i kontoret , masse sig ind foran ham med et ben så hun kom først og lænede sig så op af hans skrivebord, hvor hun foldede armene foran brystet.Måske 'kom hun enda til'  at puffe til en papirstak lige før de blev krydset - men hey ...uheld kunne jo ske.

" Hvad så Mr. Stark.... Skal vi se din frimærke samling nu ?" Hun drillede og vidste udmærket at han bestemt ikke havde lokket hende med op, for at lege forføreske....men den der....kontrolleret og styrende facon fik hende bare til at ville, argh  ruske lidt op i ham....få ham lidt i ubalance og at drille ham sådan enda på mandens eget kontor  - det ville han sikkert ikke kunne ignorere ?

Hun stod lidt i vejen for ham ved skrivebordet ...Argentum havde sat sig med næsen i noget arbejde og hendes nysgerrighed havde svært ved at sidde stille.
Hun begyndte at trippe og klikke lidt med tungen mod ganen.
" Seriøst? Hvad laver du ? Hvorfor kunne vi ikke blive nede ved orkesteret?" Begyndte hun at klage- men så lagde han endelig tingene fra sig på skrivebordet og et dumt slag blev langet ud i luften m ved hans ord.
Hun fik tåre i øjnene af dem." Argentum " hviskede hun hæst. "Hvad er nu DET for noget?" .
Han havde da ikke før nævnt at han var her på lånt tid? Hun pustede ud af næsen og mærkede uroen tage til inden i.
" HVIS du har problemer kan jeg hjælpe " meddelte hun. Ikke at hun vidst hvordan - men der var no Way hun havde tænkt sig at lade Argentum dø, og længere var den bare ikke . Hvad der så skete kom bag på hende. Millicent troede de var i gang med et alvorlig emne, og var ikke forberedt på pludselig at mærke det stål kølige skrivebord under sin ryg, og tyngden af Argentum over sig. Hendes puls racede derud af og hun ville have lagt hænderne på hans skuldre for at styre ham lidt af sig, med pludselig havde hun armene over sit hoved. Han var ikke brutal, holdte ikke fast så det gav smerte- men hun vidst instinktivt at dét han ville var at  sende hende et budskab.

Hun var så al for forvirret til helt at forstå budskabet. Hendes øjne gled i , som hans læber nærmede sig hendes øre men igen fik hans ord hende til at eksplodere.
Hun gispede, og et øjeblik efter slap han hende og fuldkommen upåvirket spankulerede han over og tog plads i sofaen.
Millicent fik hejst sig op fra skrivebordet og følelserne piskede rundt i hende.
Hun kunne vælge et humoristisk take på det her....han drillede hende måske, lavede lidt playback og slog hende i Millicents eget game- men han fik istedet rystet hende tilstrækkeligt så hun ikke længere havde helt styr på situationen....ham....eller sig selv, for den sags skyld.

" Hvad...skulle det til for ?" Hvæsede hun først og hev ned i sin lange kjole der var gledet lidt op.
Hun marcherede over til Argentum der sad i sofaen og med fingrene ville hun gribe fat i hans hår og ville tvinge ham til at se op på sig, skulle han ikke gøre det af sig selv.
" TIGGE ?" Hun gispede næsten igen og kun fordi hun også var ved at blive frustreret og vred kunne hun se ham i øjnene lige nu.
" Jeg formoder....det der var en fejl ellers skal du ikke bekymrer dig om dine piller ihvertfald  - men mere om MIG .... Hvad skulle DET til for " ville hun prøve tordne imod ham - faktisk havde hun glædet sig til at lange en skideballe afsted med mega styrke- der viste sig bare en smule mere svært end hun havde regnet med.Først dét med at han ville dø og SÅ dét der med skrivebordet...geeeeez hun havde da SLET ikke fået promiller nok til at håndtere denne aften.

Hun slap nu hans hår og ville gå mod døren... Tage flugten ud i sikkerhed , for lige nu kørte hele kontoret lidt rundt - hun så sig over skulderen ...så han trist ud ville Millicent helt sikkert havde det forfærdeligt når døren lukkede efter hende.
Så Argentum derimod ud som han havde fået et stik i hus , ville hun smække døren ud på sin vej, så ting og sager sikkert ville klirre et kvarter efter hendes exit, på hans kontor, mens hun ville bande hele vejen ned i elevatoren.

Millicent ville skylde sig tilbage til den skønne penthouse lejlighed , snuppe sine ting og tage hun på næste kapitel - i hendes historie.
Lige der ville hun benægte nogensinde at ville se Argentum EVER again - Hell hun ville benægte at jorden var rund ! - men ....nu gik det jo sjældent som Millicent planlagde vel ?

Da hendes fingre lukkede sig om hans hår skar han nærmest ansigt af smerte, hår-rødderne og stråene var så følsomme efter det lange liv på jorden at de blideste støg ville føles himmelsk men et greb om det som Millicent nu, ville været et helvede af smerte der ikke ville tage nogen ende,
Selvom han ville åbne øjnene ville kroppen ikke lade ham, også selvom han havde ladet hans krop op med radioaktivitet ville det kræve et årti eller to før smerten ikke ville påvirke ham så meget som nu, et område hvor han kunne leve med høj eadioaktivitet i skjul og få en del af hans oprindelige styrke tilbage, ville fjerne nogle af de bivirkninger jorden havde giver ham.

Smerten var så stor han ikke hørte meget af hvad hun sagde, hverken hendes ord, eller da hun forlod lokalitet, selv efter hun havde sluppet ham lignede han en der var i smerte.

Da smerten fortog sig var Millicent længe væk. Han rejste sig fra sofaen og stillede sig foran vinduet.
En ting lovede han sig selv da han stod og betragtede byen, hans hår skulle ikke længere være et våben mod ham, han ville ikke lade håret være det der kunne knække ham.
Endnu et resultat var der kommet ud af hændelsen fra før nu var katten ude af sækken om hun ville det eller ej

//out//