Now is your Chance to be Generous and Dance - Argentum/Justine/Millicent

Hvilke problemer hun rodede ham ud i ? Oh please, tænkte hun og pressede læberne sammen for ikke at le. Hun var måske lidt af en problem magnet, hvilke var en smule ironisk egenligt. Mange hun kendte beskrev sig selv på netop den måde, og så rendte de selv rundt og slog på kæben, startede brænde og opførte sig provokerende.Millicent mente ikke at de var problem magneter, de havde bare en virkelig dårlig opdragelse hjemmefra og forsøgte skabe opmærksomhed om dem selv, på en dum måde, ikke at det lå som et videnskabeligt fakta, men var blot hendes egen personlige fortolkning af observationer hun selv havde gjort.
Ironien bestod i at hun faktisk ikke ønskede at være i orkanens øje , hun befandt sig bedst som tilskuer, men alligevel endte hun lige midt i det hele...han gang på gang på gang...hun tiltrak de pokkers situationer, som et lys tiltrak myg.
Men det havde hun da ikke tænkt sig at give Argentum ret i alligevel, så hun klemte den lille latter inde og undveg hans øjne istedet.

Nu var han ved at tø en smule op og hun kunne ikke holde sin latter inde . han var da bare sjov med det tempel! En kvinde med kæmpe diamanter dinglende fra hendes øre, og en smykke halskæde med sten der mindede om fugleæg ( ifølge Millicent ), vendte sig om og kiggede en smule misbilligende på Millicent, men om det var hendes frie latter og mindre stive etikette  der ikke passede fruen , eller om det var at hun lagde beslag på Jason Stark vidste Millicent ikke. Hun kom til at blinke til damen, der vendte sig om med et lille fnys. "Ja, det havde vel været ret og rimeligt om du havde det!" lo hun færdigt , og håbede at Argentum ikke havde set hendes lille 'ting' med 'æggedamen'.

Auch- det stramme greb og en irettesættelse , betød at han havde set det.Hun fik lyst til at protestere og fortælle at det var ægget der startede, men hun mumlede et jaja til ham istedet, mens en lille hævn overfor den rige frue var begyndt at røre på sig.Millicents hjerte kunne være en smule rebelsk, og selv de pæne piger havde brug for at markerer sig , og fik hun mulighed, ville hun helt sikkert kommenterer på den meget specielle kæde. Den var så grim at man simpelthen kun kunne havde den på for at prale med sin formue, ellers kunne Millicent ikke se hvorfor man ville hænge sten så store som hønseæg omkring en rynket hals...

Hun fulgte efter Argentum , eller...han tog hende med, da han stadig ikke havde sluppet hendes arm. Hun lage godt mærke til at nogle hviskede og at et par journalister fik gang i deres cam. Men de var mere professionelle i deres optræden , og det ville sikkert blive en mere normal dækning end den af Justine Case, tænkte Millicent. Hun nikkede til Argentum og svarede så med lav stemme "Hvis din Bingo partner kan overgå Nathan Storm, så er jeg meget nysgerrig hvem det er " det var delvist sandt. Generelt var Millicent fuldkommen ligeglad med penge og folk blev ikke bedre mennesker af at være rige, så de fik ikke ekstra kredit fra hende, grundet en formue.
Men Nathan Storm var et idol for mange, på linie med popstjerner og selvfølgelig var det morsomt at komme tæt på sådan en størrelse, if only for a night.

Nathan Storm, skrev hans navn på de blanke pics, hurtigt og øvet. Han tog sig tid til at hilse og veksle et par ord med hver enkelt.De havde betalt for et meet and greet, og dette var deres alene tid med ham, udover han ville være til rådighed ved selve ballet, efter middagen.Der ville han socialisere og mingle, som aftenens øvrige gæster.
Nathan havde set sin ven  som denne aften også var hans chef, komme over. Han kendte godt Jason og vidste en del om ham, men ikke hvem hans gæst var.
Efter at have signeret endnu et billed , meddelte Nathan der blev en kort pause.
Folk blev dog stående , og ventede tålmodig, for ikke at overgive deres plads i rækken til en anden.
Nathan vendte sig om og rakte hånden ud mod Jason .
"Jason ! Velkommen hjem igen, havde du en god tur?"  han ville modtage svar og forsætte..."Det tyder på en god aften , ik?' han talte om alle de fremmødte, og at der ville blive et godt overskud når fremødet var så massivt.Så spurgte han endeligt "så...hvem er din ledsager?" han ville ikke fremstå for nysgerrig, men Nathan VAR nysgerrig. Hun virkede anderledes...atypisk for et selvskab som dette, var de vibes han samlede op.

“Ja jeg ved det et helt tempel til gudinden Millicent, det må så være mit næste store projekt. Hvad ville du sige til det?”
Han vendte blikket mod hende med et let udfordret smil, han havde langt fra tænkt sig at bygge noget som helst til hende, og da slet ikke et tempel. Nej hvis han skulle bygge noget til hende ville det være langt større, bare for at gøre hende pinligberørt.
Hun skulle ikke tro hun kunne slippe billigt, det havde han jo ikke nogen interesse i.
Men han skulle også passe på ikke at skræmme hende væk, så samtidig var han jo også nød til at opføre sig ordentligt overfor hende.

Han var klar over det var det rene guf at han næsten trak af sted med hende, og han var også ved at løsne grebet, men han kunne vel ikke tillade sig at efterlade hende alene på gulvet. Hvilket netop ville være at efterlade hende for løverne, hvilket han havde lovet hende at han ikke ville gøre, hvad hun gjorde og endte ud for når dette var slut, kunne vel ikke være hans problem længere.
”Som jeg sagde tidligere spiller jeg ikke bingo, så tror ikke jeg topper Nathan Storm lige med det samme men skal nok sige hvis der sker noget på den front.”
Som han havde det, penge var ikke et problem men han ville ikke bruge bare for at bruge, jo hans tøj var skræddersyet. Men udover det brugte han ikke for at bruge men hvor det var nødvendigt, havde han brug for ET par nye sko når de gamle var nedslidte så købte han et par.

Han kunne ikke lade være med at more sig over Nathan det var lige ham at elske rampelyset, men nogle opsøgte det og andre gjorde ikke. Så jo det overraskede ham ikke at Nathan havde sagt ja til at deltage, selvom han ikke fik meget ud af det.
Argentum tog den fremstrakte hånd fra sin ven og trykkede den.
”Turen var udemærket, men længere end jeg havde håbet på, men sådan kan det jo gå.”
Han forsøgte at holde et smil og en latter tilbage, ja så meget Nathan Storm at nyde en aften fuld af menneskers selskab.
”Jo en god aften skal det nok blive, men jeg har en mistanke om at du er et større midtpunkt end vores telefon her til aften.”
Han kunne joke med Storm fordi han kendte Jason godt nok til at vide at opmærksomheden egentlig ikke gik ham på, for ham handlede det mere om at samle ind så verdenen i det mindste kunne komme tættere på fordomstid. Selvom det var en lang tur, og svært en mand at ordne. Så hvordan det skete var jo egentlig det vigtigste.
“Min ledsager her til aften, det er ingen ringere end min forlovede Millicent Santana Jasmes.”
Han himlede kort med øjnene og vendte blikket mod Millicent for så at lade det glide tilbage til Storm.
“Men vidste du ikke jeg var forlovet Nathan, for det må komme som en ligeså stor overraskelse for mig.”
Han slap Millicents arm.
“En aften går man i seng single og så den næste er man åbenbart forlovet.”
Han vendte sig mod Millicent.
“Vil du uddybe for min ven eller skal jeg Millicent.”

Hun så på ham , og selv om de bare jokede med ideen så fandt hun alligevel tanken om et tempel temmelig skræmmende . "Jeg ville blive den mest ulykkelige pige i Miami, hvis du gjorde det" klemte hun ud og vred lidt i skuldrene ved tanken. Templer, tilbedelse og opsigt var bare faldlemmer som man før eller siden ( sikkert mest før) ville ryge igennem, for ingen kunne gøre sig fortjent til dette.Ingen var mere end andre, eller mere værd.Og selv rummede hun alt for mange knaster i træet, til at bryde sig om opmærksomhed...den var der jo ikke kun når man shinede i momentet, næææ nej den var der også når man tog sin røvtur, faldt på halen eller brød sammen....eller såmænd bare jokkede i livets spinat.
"Jeg ville gerne bytte mit tempel til en god dessert?" forslog hun med et lille grin. En sød tand vidste man var var, og der kunne man højest dryppe lidt på kjolen, ik ?  

Det var nok også svært at toppe Nathan Storm, hvis man skulle dømme efter den store tiltrækningskraft som han besad. Millicent lagde hovedet lidt på sned, for at betragte...ikke Nathan, men de der vimsede omkring ham. Det var sjovt at se hvordan man kunne miste hovedet, når en kendis var tilstede. og modsat Jason der godt nok var kendt, men holdte sig så tilbagetrukket som arbejdet overhovedet tillod ham- så var stjene støvet ligeså vigtig som Storms karriere, som hans sport. Fans..og merchandise, heri lå en guldgrube.
Millicent slap øjnene fra de starstruck gæster, og fulgte med i de to mænds hilsen.
Hendes underkæbe faldt dog til jorden med et overdøvende BRAG da Jason præsenterede hende som sin forlovede hun nåede både at blive forbløffet,forvirret, gal frygte hun var blevet ramt af alzheimer og ikke kunne huske hvad der var sket...og hun stirrede fuldkommen målløs på Argentum .

Nathan var vist heller ikke helt med. Han strøg en hånd gennem det halvlange lyse hår og skød et bryn ivejret. "Jovist...jeg har læst om hvor heldig du er, med børn på vej og det hele." han rakte ud efter Millicents hånd, tog den og kyssede den.Millicent lignede en der var på nippet til at falde om af iltmangel.Måske ville Argentum få sit første stik nu, hvis Millicent besvimede ...og resten af selvskabet ville tro hun dejesede om af sheeer befippelse over et håndkys fra selveste Nathan Storm.
Det virkede som en måned var passeret, før Storm slap hendes hånd og tilføjede.."...jeg troede naturligvis det blot var rygter, og uanset er det mig en glæde at hilse på dem Miss James" Nathan fornemmede der lå en god historie bag, og da Jason opfordrede Millicent til at forklare, var han lutter øre. Detaljerne måtte han vride ud af Jason på et andet tidspunkt, for der var nok en grænse for hvor meget de kunne udelukke de andre gæster.

Millicent trak hendes hånd til sig, som var den holdt over ild.Ikke at hun havde spor imod Storm...det var mere at alle synes at tro på artikel, og hun syntes ikke selv hun lignede en der bar rundt på trillinger. Argentum spurgte om hun ville forklare.
"...selvfølgelig vil jeg det....så snart jeg har skrabet min underkæbe op fra gulvet" lød det fra hende mens hun lavede en hapse bevægelse med den ene hånd.
"Spøg til siden, de har helt ret Mr.Storm.Det hele er en meget uheldig misforståelse.En journalist fik ..en lille smule information , som hun slet ikke skulle have haft . jeg kunne jo ikke vide at Jasons liv var under lup...og ja..så troede hun det var MIG og ikke pigen på 17 der var hans kommende viv." ja så enkelt kunne det da siges, mente hun og smilede til Storms lidt forvirret ansigt.
Så kunne hun ikke dy sig..hendes øjne  skiftede drillende mellem dem ,Jason og Storm og så kom den lille tilføjelse "Jeg er da sikker på i to kender alt til pressen der fordrejer en historie...eller det gør i måske ikke?" havde man som engel et særligt uskyldigt udtryk over sig, så ville Millicent emme af det lige i det øjebliks tid.

Samtalen med Nathan Storm var længe overstået ligesom tempel snakken, og tiden havde været for mad og snak, inden længe ville han skulle op for at offentliggøre hvad det hele handlede om, starte indsamlingen og ydermere lanceringen af den nye telefon, et direkte pressemøde ville der ikke være sat tid af til, men der ville nok alligevel komme spørgsmål, det gjorde der altid. Der var ikke andet tilbage end at han mærkede en følelse der normalt ikke var til stede brede sig i hans krop, en usikkerhed, han normalt ikke følte, han vidste tiden snart var inden til at Jason Stark skulle forsvinde så der ikke blev sat spørgsmål ved hans person også, måske var tiden inde til at omnicorp lukkede dørene i og forlev lukket, meget i mod hans holdninger, men det var nødvendigt at selvom han ikke lignede hvad der svarede til et normalt udseende menneske så skulle der ikke være tvivl om at han var et ganske normalt menneske, i hvert fald Stark, som person.

Argentum havde for vane at når alringen ikke satte ind for hans krop, lavede han en falsk død, hvorefter han forsvandt et årti for så at dukke op igen under et nyt alias, men altid en stark der havde retten til Omnicorp, men måske var tiden så moden til at han måtte opgive at søge hjem til Draconia, og indse han var nød til at blive på jorden, han kunne slå sig ned, og selvom han var så forskellig fra væsnerne på jorden genetisk så forskellig at han ikke ville kunne formere sig med dem, kunne han stadig slå sig ned, anskaffe sig en familie, og derved få et liv. et stille og roligt liv, langt under radaren ved andre, ingen medier.

Timerne gik, ligesom talerne efter lanceringen og indsamlingen var der nu kun tilbage at nyde resten af aftenen som man nu lystede.

Han havde ikke forladt Millicents side ret længe af gangen, kun når det var angående hans rolle i det hele.

Det havde svært. Virkelig svært at holde sig så langt i baggrunden, uden at give efter for den voksende trang til at liste sig ind på ham og få ikonet i tale. Det kriblede nærmest i hendes fingre for at begynde at skrive hendes historie om Stark, trods at hun ikke havde fået ham sådan rigtig i tale endnu.
Bevares middagen havde været udsøgt , og slet intet var at udsætte på arrangementet som helhed. Justine havde nydt det hele , men rasteløsheden .....ventetiden til hun kunne få fat i Jason Stark , og meget gerne på to mands hånd, den lå bare og ulmede...ville ikke gå væk. Hun var vel journalist...en perfekt måde at få afløb for den nysgerrighed og lyst hun havde, til at afdække de små flager af liv, som andre folk så gerne ville holde tæt på kroppen.
Middagen var overstået nu, og hun fulgte med de mange gæster som var ved at forlade salen og vandre til et andet stort lokale. Her var et podie og en taler stol blandt andet opstillet, og nogle smp runde borde hvor Chips og champagne var opsat. Justine stillede sig ved et bord, og nappede et par Chips. Hendes blik havde diskret men årvågent været optaget det meste af tiden , af Stark og hans lyshåret veninde. Hun kunne ikke helt afkode hvad deres relation egenlig var skabt af, men instinktet på Justine var helt sikker på der kunne gemme sig nogle gode historier. Hun ville helt sikkert holde øje med dem begge. Nu var selvskabet begyndt at bryde op fra den mere formelle del. Jason Stark skulle have ordet, og efterfølgende blev middagen mere uformel....kaffe og cognac...dans! Udover at skulle informere om Omnicorps nye tiltag, så ventede hun spændt som en bue, på at musikken skulle slå de første toner an, til dans. Det ville være hendes stikord til at nærme sig ham. Jason Stark .
Et par andre gæster tog plads omkring det samme bord, men udover et lille nik til hilsen , blev de ignoreret af Justine. Hun var fokuseret på Jason nu.

Et lille eventyr- det var hvad aftenen var.
I en verden der bestod mest af ødelæggelse, radioaktivitet og en hård kamp for overlevelse- der var fred, tryghed , mad og fest i overfold et lille eventyr smedet sammen af luksus, og naturligvis surfede hun med på den bølge.
Ikke så hun tabte sine værdier, holdninger eller syn på verdenen og ikke så hun ville lade hånt om de der havde mindre. Men hun tillod sig selv at nyde det, og at være glad og spændt. Desuden måtte hun give Argentum den ros, at han virkelig støtte gode formål, og ikke bare høste den gevinst Omnicorp spandt som guld, ned i egen lomme. Han gav videre til de der manglede. Mange gange under middagen , havde hun lyttet til samtaler der bekræftede dette, og hun havde fundet sig en smule facineret af hans evner som forretningsmand.
Det havde været rart at han var nær hende , stort set hele tiden, for når han skulle tage sig af andet, var hun helt klart en fisk på rulleskøjter- og hun havde fået sagt en masse fjollet ting, til de stivnakkethed forretnings kollegaer som Argentum socialiserede med.
Under middagen havde der også været 'et par ups', så de ville helt sikket kunne huske hende, måske le lidt af den 'uheldige' pige  der havde spildte sovs på en herres  slips,  der spurgte en kvinde om hun kendte kønnet på sit ufødte barn ( Direktør fruen var bare lidt buttet ) , hende der havde fortaget Heinlich maneuvren på sin bordherre, da hun troede han havde fået et stykke vildt i den gale hals ...oh jo...de ville nok huske Jason Starks ledsager.
Geez... Hun ville kunne fylde de kulørte sladderblade helt på egen hånd, over de næste 6 måneder.

Nu gik hun er, men armene om Argentums arm, afslappet.
Som hun havde forstået det, var der lige een formel opgave mere...den sidste...før de kunne slappe helt af.
"Tak for mad Jason. Jeg håber ikke jeg var al for pinlig, men manden Var altså helt bleg og så ikke ud til at trække vejret ..... Hvordan skulle jeg kunne vide han var.... vampyr?!" hviskede hun og smilede, mens hun rystede lidt på hovedet.
"Du skal tale nu , ik ? Er der noget du vil have jeg skal gøre imens...noget du behøver ?" hun afventede hans svar, mens en eller anden mand fra Omnicorp havde indledt en imponerende præsentation af Jason Stark.
Små udbrud af klapsalver brød spontant ud, rundt om de opsatte borde, og også opmuntrende jubel råb. Millicent fik store øjne og så halvmåbende på Argentum.
"Hold da op...man skulle jo tro du var en eller anden superstar" hun gav hans arm et klem og mumlede ..."...det var vist dit stikord"
, da mandens stemme  til afslutning rungede højt ud i lokalet.....så mine damer og herre, tag godt imod Omnicorps CEO ...og jeres vært for i aften...BYD velkommen til JASOOOON STAARK!"[/color]

Millicents arme omkring hans arm fik ham til at smile et kort smil. Var det ikke netop hvad der skulle undgås at folk skulle se dem som et par, alligevel gjorde han ikke noget for at fjerne sig fra hende.
Lige nu så han bare frem til at aftenen skuttede og han kunne komme hjem.
"Pinlig dig... Det kan jeg da forestille mig du har været... Men jeg stmybtes du har været et underholdende skud til aftenen" han var nød til virkelig at holde masken. Hun var underholdende og måske ville nogle andre af deltagerne havde set hende som et pinligt følge til ham.
Talen ikke ligefrem hvad han havde lyst til lige nu meninger skulle overståes og så kunne han tage og holde fri i hvert fald for resten af aftenen. Eller det håbede han, han havde ikke just set En hvis frk. Case luske rundt hele aftenen efter en kommentar fra enten Millicent eller ham selv.

Efter hvad der har føltes som timer afsluttede han sin tale og kom ned til Millicent igen.

Der var nu ikke gået et par timer, mere hen ad 25 minutter før Jason Stark rundede talen af, og kunne høste de sidste applaus fra hans gæster.
Justine noterede sig at det var vanskeligt at sige , om det var de nye mobiler, den generøse donering firmaet gav  eller Omnicorps ceo som bifaldet personligt var ment til. Justine ville ønske at der var et stort hak et sted, et svagt punkt , noget der ikke var smukt at se på- men som altid gav  Omnicorp et sympatisk indtryk , uanset hvor meget lup og forstørrelses glas hun holdte det under og ligeledes gjore Jason Stark.
Hun sukkede. Endnu en pæn , Nobel og kedelig artikel skulle skrives- men hun havde intet ekstraordinært at tilsætte den ...ingen kæbetabende eller hjerne eksploderende afsløring eller nyhed der skulle sikre hende et fast job - eller bare en ok indtægt de næste måneder da.
Noget måtte der ske!
Justine vippede resolut sit glas, tømte det for den sidste sjat  og  spankulerede  ind i det tilstødende lokale, hvor hun  tog plads i en af de små bløde sofa sidde arrangementer. Aftevnetde, som en misser efter en mus, var journalisten med det kastanjefarvet pænt opsatte hår. Selv hendes nødderne øjne synes at funkle på en besynderlig vis, gjorde de ikke ?

// første mobil indlæg , tillykke Mr.Stark :P //

Hun klappede, omend en smule langsommere end de fleste .
Smilet blev bredere som han vendte tilbage til hende.
"Flot , Jason...du leverede virkelig ! Du havde dem alle i din hule hånd " roste hun  i sandhedens navn, hvorfor ikke anerkende den gode stil det hele var formet i?
Millicent nikkede i retning af Drink and Dance lokalet og hævede de lyse bryn.
"Nå men så skal du ikke arbejde mere i aften vel? så kan vi slå os løs ...hvad med om du byder mig op til en dans ? "
Millicent begyndte at hale i ham for at få Argentum med sig.Man kunne frygte at han havde planer om at stikke halen mellem benene og bare tage  hjem. Men Millicent var blevet lovet et bal, og hun kom ikke til særlig mange, så danse delen ville hun da ikke snydes for, derfor prøvede hun sit bedste.."Mr. Stark...det er også god stil at værten viser sig ude på danse gulvet, og hvilke bedre anledning til at lufte både træben og pinlige vedhæng? Så må vi jo se om jeg også kan være underholdende på et dansegulv "
hun ville lægge ansigtet lidt på sned og se op på ham. Tonerne hvivlede allerede ud og overtog lokalet, hvad sang var det nu ?

Lidt rystende på hovedet, kom han ned og satte sig ved ved Millicent. Egentlig kun for at sidde kort før hun var ved at trække hans arm af for at komme ind til dansegulvet
"Så du har tænkt dig at vi skal danse nu"
Lettere opgivende lød han men han fulgte efter hendea alligevel, egentlig ville han gerne bare hjem, men var han ikke kommet til at love hende en dans, hvilket han jo ikke ville løbe fra, hendes kommentar om at lufte træbenet og det pinlige vedhæng, han rystede kort på hovedet over hende og sukkede så.
"pinlige vedhæng og træbenet mener da ikke jeg har nogle af delene på mig, men du ved åbenbart noget om mig som jeg ikke gør"
Han mumlede noget utydeligt, melodien der spillede havde han mistet navnet på.
Rummet kom nærmere og hans vejrtrækning blev mere usikker end den havde været før, han mente ikke han var en god danser og derfor fortrød han lidt at han var kommet til at love den dans.

Kort tid efter , befandt Argentum sig på dansegulvet, med Millicent ved hans side.Det måtte være svar nok på hans spørgsmål. Millicent havde mere eller mindre held med at forsøge fortrænge alle de mennesker der omgav Argentum og stirrede på ham, og dermed også på hende. Hun fokuserede på ham og på musikken. Melodien var en ældre en og tonerne rolige og blide.  "Mit  pinlighedsniveau er jeg da villig til at diskuterre, hvis det er... men jeg vil da gerne lige pointerer at jeg helt bestemt ved noget om dig, som du ikke selv gør...Jason." hun ventede på han ville gribe fat i hende ,så de kunne få en lille sving om... og hun ville så forsætte.."Joharis vindue...siger det dig noget ? det er gruden til jeg ved noget om dig som du selv ikke gør!" Argentums lille suk fra før, var ikke listet ubemærket forbi Millicent.Han virkede ikke sådan heeeelt vild med at skulle danse, og derfor var det oplagt at drille lidt..."Tag nu dansen her, jeg ved at du er HELT vild af begejstring over at skulle danse med mig! NÅÅÅÅ det var du nok ikke klar over, hva ?" grinede hun og sendte ham et smil.
Millicent lagde hovedet på sned med en meget blid stemme prøvede hun at gøre ham mere tryg på gulvet..."hey ..det jo bare mig...og lidt musik ik

Meliduen der lød fra højtalerne var Christina Perris thousand years Han dansede vel okay med henblik på han ikke brød sig om det men med hans alder var der da gået et par årtier i Europa da han var der hvor dans jo var en væsentlig del af de mere fornemme selskaber og med den kultur han selv kom fra på hans hjemplanet var dans en lidt anden ting end på jorden og selvom kulturen var en anden, så var der ting mand holdt fast i og ikke bare kunne glemme. Hans blik hvilede på hende med en arm om hendes liv.
"Din pinlighed kan man måske snakke om senere men syntes du det er væsentlig nu?"
Egentlig forventede han jo ikke et svar fra hende
Han blik gled rundt hvilket syn der mødte ham morede ham lidt
"Har folk stirret sådan på dig hele aftenen?"
Hans spørgsmål var mere en konstatering end et reelt spørgsmål
Han blik gled tilbage på hende med et smil hviskede han nærmest de næste ord højt nok til Millicent kunne høre dem over musikken.
"Der er nok nogle mennesker der har set hvor smuk en kvinde du faktisk er, en kvinde der ikke har brug for smykker eller andet dyrt for at ligne en Million, du har et naturlig udseende der er kønt, faktisk smukt, jeg tror de personer der har læst om os, de forventede måske ikke Den prinsesse du nu engang ligner, men måske mere en lille lurvet snavset jæger, men det er du jo langt fra sådan som du har opført dig i aften, du kunne ligne en der reelt hører til ved min side Millicent"
Et smil spillede sig om hans læber da han forsatte dansen.

Skulle de snakke mere om hendes pinlighed, så var der stor risiko for den ville optage al tid og de så ikke nåede dansen . "Nej, lad den få lidt ro " mumlede hun og lod istedet de smukke toner glide helt ind i bryst og sjæl , og trådte så ind for at tage den plads og position hun skulle.Hendes hånd lagde sig i hans og den anden på Argentums skulder, de begyndte at bevæge sig."Eh hvad ? " forvirret sig hun blikket op på ham. Der var hverken tørrede kviste eller muteret efterladenskaber fra skoven der var klistrer til hende i dag , men folks stirren var da helt klart på ham?
Millicent kunne mærke hvordan varmen steg op til kinderne , ved hans meget smukke kompliment, specielt fordi hun havde en ide om han ikke bare delte ud af dem randomly. Hun kunne dårligt se ind hans øjne da hun hviskede sit " Tak ..Jason , det var smukt sagt " men holdte istedet en smule mere fat i ham, for ikke at ryge ud af takten...nu hvor så mange øjne lå på dem. Det var især opmærksomt sagt fordi hun selvfølgelig ikke kunne skabe den samme effekt som de øvrige gæster med glitter og sten, og det vidste han.
Trods hendes lille rebelske sind generelt kunne lide at prikke til etikette , ville hun gerne gøre ham stolt denne aften...eller bare undgå at skabe et pinligt senarie omkring dem da.
Heldigt hun havde været til bal før, så hun ikke trådte sin egen kjole af sig eller hans fødder- istedet var det lidt som at svæve over gulvet ...og for et øjeblik glemte hun alt omkring sig....men kun et øjeblik, for så stod der en brunette og prikkede Millicent på skulderen...

Justine sov ikke , tværtom.
Som var hun en lille tigermis forhippet på at lege , vidste hun at timing var det alt afgørende. Hvis ikke byttet skulle glide gennem de små klør af hendes.
Så hun ventede ... Indtil de smukke toner var tæt ved en afslutning , så slog hun til.
Justine ville se både venlig og imødekommende ud , da hun skød vej gennem det nu fyldte danse gulv , intet ville afsløre at hun var på kanten af at føle væmmelse over alle de folk , alle de berøringer og alle de baciller som hun vidste havde en fest her ! Nej .... Man kunne ikke se det , da hun prikkede på skulderen af den blonde Millicent og med smil i stemmen spurgte " Undskyld , men må jeg have lov at bryde ind?"
De karamel farvede øjne var ikke vedhæftet Jason Stark men hans partner , miss. James.
Justine tænkte hun ville have sværere ved at afvise end Stark ?

// så det op til mr. Stark om han vil svare nu , eller det er Millicent igen ? //

Brunetten der prikkede til Millicent fik Argentum til at stoppe op, let slap han Millicent og sendte hende et blik, han tog en dyb indånding og henvendte sig til Millicent
"Tror min opmærksomhed er påkrævet, skal jeg finde dig igen efter det her?"
Han vendte opmærksomheden til Justine.
Egentlig vidste han ikke hvad der var forventet af ham eller om det var til Millicent hun ville i kontakt med men det ville nok snart blive afsløret.

Fortabt i toner og dans, havde Millicent ikke været opmærksom på journalisten der nærmede sig. Først med Justines finger duppende på sin skulder, standsede hun op på samme tid som Jason, uden at slippe hans hånd da hun trådte en smule til siden, for at se "afbrydelsen" i øjnene.
Hun var ikke overrasket over andre ville benytte anledningen til at få en dans med værten, mon ikke alle håbede på det...af damerne...og måske Nathan Storm? Men hun var alligevel lidt betuttet over det skete allerede i første dans , og kunne ikke helt beslutte sig om hun skulle være høflig og ydmyg eller levere en kvik bemærkning til brunetten. Det var ikke gået forbi Millicents næse at kvinden var den samme fra før, og den samme person der havde skrevet den famøse artikel- og det skærpede lysten til at holde øje med hende.Kunne hun værre ude på noget.
Millicent skævede over på Argentum, for at se om han ville bryde ind og afvise ønsket- men da det ikke skete besluttede Millicent at det nok var bedst at være høflig....og en enkelt dans kunne nok ikke skade Argentum.
" Jo , naturligvis. Det er også uhøfligt at lægge beslag på værten " kastede hun sit bedste smil efter Miss Case, og lænede sig så frem mod Argentum, og pressede læberne mod hans kind.
"jeg er oppe i baren, hvis du behøver mig " sagde hun lavt. At hun var alvorlig lyste ud af hendes øjne. Måske hun kun var menneske...eller halv engel...men det skulle ikke forhindre hende i at forsvare en Draconianer , såfrem han behøvede det.
Hun kunne godt mærke et slags beskytter gen bevæge sig, da hun trak sig væk en smule modvillig- og trippede i retning af baren. Lige nu gad hun godt have superhørelse, så hun kunne følge med hvad der skete der ude på dansegulvet.

Brunetten gik han på der var noget ved hende han ikke var sikker på. Der var ikke engang artiklen men noget andet. Men om det kun var Millicent der skulle have hans opmærksomhed vidste han ikke var opnåeligt, han kunne ikke rigtigt gøre noget, jo kunne nægte andre hans opmærksomhed, men hans egne behov var aldrig rigtigt hvad han ønskede så længe der var lange udsigter til en hjemrejse.
Et smil blev sendt Millicent. Ikke et stort men et lille skævt smil, over måden hun heller ikke virkede begejstret for den lille brunette foran dem.
Ved hendes ord kunne han ikke holde smilet skjult mere, selvfølgelig kunne hun kræve hans opmærksomhed, når man tænkte over det var hende der var hans ledsager.
Følelsen af hendes læber mod hans kind vendte han blikket mod hende, en smule forundret og overrasket, et underligt udtryk over hans ansigt, især når man tænkte på den normalt kølige facade han forsøgte at opretholde.
Et kort nik Blev sendt Millicents vej da han hørte hendes planer
"Jeg skal nok få fat i dig hvis der bliver noget, nyd du baren, og ellers gør hvad du har lyst til, så må vi se hvor dit niveau ligger når jeg fanger dig igen"
Et smil var lagt som en passende reaktion på hentydningen til den pinlighed som se havde snakket om før.
Han lod Millicent bevæge sig ud af hørevidde før han vendte sig mod Justine.
"Så hvad har du tænkt dig frøken Case?"
Hans ansigt var blevet en kende anspændt noget han ikke ønskede Millicent så, samtidig gjorde han antrit til hvis Justine ønskede en dans

Hvis der blev danset ville han stoppe pludseligt op i det interview hun sikkert var begyndt da hun havde hans udelte opmærksomhed og han ikke havde et sted at rende hen.
Grund til han stoppede var en vibration i hans lomme fra mobilen.
"Vil de have mig undskyldt Frøken?"
En høflig måde at sige på at der var andet der var mere pressende og krævede hans opmærksomhed.

Justine var vældig tilfreds med outcome af afbrydelsen , og hun gled ubesværet ind i Jason Starks kyndige favn, for at forsætte dansen, hvor Millicent havde sluppet.
Hun måtte bare huske at spritte hænder bagefter ! Så hun ikke ville vågne op med forkølelse, diarré eller andet smitsomt stads i morgen, mindede hun sig selv på, da hun placerede sine slanke hænder i hans mere brede.Justine bemærkede hans hænder var bløde og velplejede...og hun kunne dufte hans cologne, ikke på en ubehagelig måde men blot ...som han krævede opmærksomhed på alle måder han kunne. "Mr.Stark " hun plirrede med de mørke vipper og så op på ham...ville han kigge i hendes øjne, ville han blive helt fortryllet....ikke af hende...men han ville mærke en trang til at slippe sandheden ud, selv om hans hjerne ville modsige det smarte i den ide...så ville talegaven vinde og svaret sive ud. Men det var kun hvis hun fik den dybere øjenkontakt med ham jo.
" Hvad er egenlig deres relation til miss James ?" Indledte hun og lod sig svinge rundt.... " fortæl mig en dyb hemmelighed" kurrede de bløde læber så intimt nær ved hans øreflip...og hun kunne næsten fornemme hvordan betalingen for disse artikler fyldte hendes tallerken op med god mad de næste måneder.
Hun fik svar ....alt efter om hendes evne var i brug eller ej...og da han måtte afbryde grundet mobilen, lod hun ham besvare opkaldet . " Naturligvis...hvis det er vigtigt ?" Små fiskede hun efter lidt mere svar.

På intet tidspunkt var hans øjenkontakt rettet mod frøken case, mere grundet den andspændte stemning han havde forårsaget ude ved hovedindgangen. Ikke at han følte sig pinligt over det, men kan vidste han havde trådt over en vigtig grænse, en grænse der ikke skulle overskrides igen. Selvom den høflige øjenkontakt ikke blev holdt og han næsten bevidst holdt blikket over hendes hoved, hvis han kunne ellers ville det være mod hendes pande. Hendes spørgsmål fik ham til at smile, det var jo netop det her han havde ventet, og derfor han havde ledt Millicent væk fra denne kvinde, han stolede pr instinkt ikke på hende, hun var egentlig en udemærket journalist det ville han anerkende, men der var noget bag hende der virkede mistænkeligt. Duften der ville ramme hendes næsebor var en duft af moskus og fyrnåle og kanel.
Mens han førte hende rundt på dansegulvet til en rolig dans mens han gennemgik hendes spørgsmål omhyggeligt inden han svarede hende på hvert eneste.
"De er godt nok interesserer i mit privat liv frøken"
Kom der langsomt fra ham
"Min relation til frøken James er simpel, hun kunne have ladet mig ligge livløs på gaden, hvilket jeg sætter pris på hun ikke gjorde, en dag med lidt for høj temperatur og for lidt væske var hvad der forårsagede starten på det rygte som du har skrevet om. Da hun ikke genkendte mig og ikke ville have for mange spørgsmål, ja så sagde hun jeg var gået kold under en polterabend, og min forlovede var en 17 årig pige fra Miami, der ventede mine trillinger, hvilket var en løgn, og hvis det havde været sandt, ville jeg stadig aldrig blive drukket under da jeg aldrig rør alkohol eller lignende"
Han holdt stadig blikket mod hendes pande, blinkede kort og lod hende snore en omgang inden han lid hende komme tæt igen.
"Og tror ikke jeg havde kunne skjule hvis jeg havde været forlovet på noget tidspunkt."
Han kæbe spændte en smule inden han tilføjede.
"og jeg skrev til dig det var Frøken James så der ikke skulle graves frem til en uskyldig pige, der viste sig at være gravid og muligvis ønskede medie omtale, og det er jo tydeligt at se Frøken James langt fra er gravid"
Da han var færdig led at forklare lid han blikket søge efter Millicent kort men diskret.
Åh hun ville have en hemmelig hed det kunne da aflive Baby rygterne en smule hvis ikke totalt men gjorde det store forsvindingsnummer om nogle år vanskeligere.
"Jeg er steril så kan ikke blive far foreløbig"
Kom der så fra ham.
Hvilket var en hemmelighed men den kom frivilligt fra ham, som en videre confirmation af hans historie.
Da han havde fået accept på at måtte tage telefonen spejdede han efter Millicenr og mimede undskyld hvis hun kunne se ham, han viste hende telefonen og viste hende han beklagede ved at mime det var vigtigt.
Han forlod salen der var blevet brugt som Dansehal og gik ud i den store forhal, han var en smule irriteret over at skulle lade hende være alene, men at lade hende følge med sig ville bare sætte gang i rygterne han lige havde manet til jorden, det var måske lidt som en tak han havde taget hende med, et tak for ikke at lade ham ligge livløs på jorden.
Han gik hen mod elevatoren måske med et håb om Millicent ville komme halsende efter for at se hvad der skete og hære hvad der var galt.

Justine var ikke nær så høj som Jason Stark, selv ikke med høje pumps var hun i hans øjenhøjde, så hendes evne ville ikke spinde usynligebånd mellem dem. Først var dette en stor skuffelse, og bedre blev det ikke da hun fornememde hans reservation mod hende. Måske hun alligevel havde været for anmasende udenfor? Naa det kunne man ikke være , ikke som journalist.Det havde Dave lært hende. Dave Burrito...eller Burrito Dave, som han også blev kaldt. Han havde haft Justine i en form for mesterlære , og ifølge ham kunne man ikke skubbe nok på- hvis det faldt om at få fingrene i en heftig overskrift. Han skyede ihvertfald ingen midler selv- og hvorfor hans øgenavn blev burrito Dave og hvorfor han havde hele 3 skilsmisser bag sig, DET brød Justine sig ikke om at kende svaret på.
Istedet nød hun duften fra Jason Stark og smilede ud i luften, som de bevægede sig til musikken."Selvfølgelig er jeg interesseret i deres privat liv.....var det i produkterne Omnicorp fremstiller, så ville jeg bare læse i manualen" drillede hun og tog fro imod alle detaljerede informationer han gav hende , og lavede mentale notater om hans bånd til Miss.James.
"Argh...så det hele er misforståelser ?og det ønsker de jeg skal tro? Det forklare ikke hvorfor hun er ved deres side i dag...helt exclusive..de har ellers meget sjældne andre ledsagere end top modeller og aldrig navne de sættes i relation til , mere end en gang" om det blev et spørgsmål at besvare for Jason eller en konklusion tænkt højt ud af Justine, var op til den dansende ceo.

Efterladt målløs , stod hun et øjeblik efter.
Jason Stark var smuttet ud for at tage hånd om urgent business, men han havde delt gavmildt ud.Næsten på kanten til hun tvivlede på om fuzzbuzz evnen havde haft effekt aften all? *steril...I´ll be damned....tror da nok lige det var noget af et scoop du der fik miss Case* kvidrede hun i egne tanker, og var allerede på vej ud af salen og ned gennem personale entréen, hvor hun kunne slippe ubemærket ud. Efter at have afsprittet sine hænder grundigt, tog hun den lille båndoptager op af håndtasken og begyndte..." Hvem står til at arve gigant forretningen Omnicorp når ceo Jason Stark ingen efterfølger kan producere?" ....en pause ....før hun prøvede en anden overskrift..." Jason Stark , skaber af Omnicorp imperiet søger donor til at videreføre familie grenen med hans udkårende"

Oppe ved baren var Millicent ved at prøve at få et smil uf af den stivnakkede bartender, som hun mistænkte for at have boxers på der mindst var 2 størrelser for små, siden han så så syrlig ud. " To chokolader sidder i et træ...en han og en hun chokolade. Hvordan kan du kende hun chokoladen?" Krævede hun et svar.
Selv om han ikke havde antræk til skyggen af et smil, brummede han alligevel "Den lyse?" ....."Nej" svarede Millicent...."Den med de gode nødder " og så lo hun selv, og fik i samme sekundt øjenkontakt med Argentum der viftede med hans telefon.
Hvad nu ?? Skulle HUN ringe til ham ? Var der telefon til hende? Mimede han undskyld?
Han ville altså ikke score mange points i gæt og grimasser, han var jo helt umulig at tyde- skyllede hun sin ROM og cola indenbords og satte glasset fra sig.
*Ai, jeg må hellere lige se hvad der sker* hun havde jo nær glemt at holde øje med ham, da hun blev optaget af udfordringen om at få et smil på læberne af sten tjeneren - så en smule flov susede hun afsted efter den ulastelige klædte Stark, og blev tilfreds med ikke at finde Miss Case nær ham. Så havde hun nok opgivet sin snagen !
"Hey...hvad er der los?...hvad laver du?" Spurgte hun , da hun nåede ud i den store hal. De var næsten alene derude, da festens deltagere enten sad mageligt i de bløde sofasæt og nippede til gylden cognac eller svingede tyllet og smykkerne på dansegulvet. Hun hørte den genkendelige BLIIING lyd fra elevatoren , og kiggede en smule undrende på Argentum.

// Justines minus var bare en prøve - jeg troede jeg havde slettet at man kunne give minis- det var så ikke tilfældet 0.0 //

Han kunne fornemme samtalen ikke helt forløb som han egentlig kunne tænke sig den gjorde.
Hvilket var begyndt at gå ham på, men det var nok det lod han havde fået ved at tage Millicent med, et kort suk slap fra hans læber, stemningen var ikke blevet lettere på nogen måde af dansen den fik ham ikke til at slappe mere af. Måske var det et resultat af begges reaktion ved døren.
“Jeg kan nu ikke se hvad mit privatliv kommer folk ved”
Han forsøgte stadig ikke at se hende i øjnene selvom den uhøflige tone mellem dem gik ham på, han vidste det var ham der var problemet med det hvilket kun gjorde det sværere, ikke at holde høfligheden ved lige.
“Som jeg sagde, mit forhold til miss James er enkel, hun kunne have ladet mig ligge livløs på Jorden, men hun valgte at sørge for jeg ikke lå bevidstløs på jorden efter dehydrering, og hun fortalte mig hun kunne lide et bal, og så tog jeg hende med som tak, og husk på det er din historie som kædede os sammen, ikke noget miss James om jeg har foretaget os. Jeg valgte som sagt ikke opdigte en person så du kunne starte flere rygter om mig, miss Case.”
Han havde stadig ikke på et tidspunkt givet hende et blik.
Men det var tydeligt han var ved at miste tålmodigheden for første gang virkede det til tålmodigheden var ved at være brugt op hos ham.

Grunden til hun havde fået at vide han var steril betød jo der kunne lægge en dæmper på, det var ikke fordi han søgte et barn eller noget ikke endnu. Hverken ønskede han et barn eller søgte et par der kunne give ham et. Men det var bare hvad der skete han vidste der ville komme en ny artikel sådan var det at være ham.

Han fornemmede Millicent kom efter ham hvilket fik et smil til at spille om hans læber.
Han trådte ind i elevatoren og hørte hendes spørgsmål en dyb indånding blev taget, efterfulgt af at han lod to fingre glide gennem det mørke hår.
“Bare arbejde, du sagde du ville vide mere om mig så må du også følge med, selv på andre dage hvor der er sådan her kan jeg ikke holde fri.”



//Kan jeg få tilladelse af en omgang kreativ frihed og et konsekvens indlæg//

// Ja da, sålænge ingen forlader emne med et ben mind eller en ekstra arm XD //

Det undrede hende at Argentum ville forlade hele arrangementet og arbejde , for hvad var dog af sådan en vigtighed at det ikke kunne udsættes til den kommende dag ? Millicents øjne søgte ned over Argentum, som forventede hun at kunne finde svar der, et sted på hans smoking. Det var vel et eller andet som journalisten havde kickstartet? Var det alligevel lykkedes for Case at trykke på nogle af hans væsentligt knapper?
Millicent satte farten op, for at træde ind i elevatoren og tage plads ved siden af Argentum, lige før dørene lydløst lukkede foran deres næser.
" Jeg forstår ikke hvad der er så vigtigt at det ikke kan vente til i morgen ? Jeg ved dit arbejde er vigtigt...men det er det også at more sig you know?" Hun skævede op til ham før hun fokuserede på de røde tal der tog dem op af i elevatoren.
Hun overførte vægten til det andet ben, og tilbage igen...man kunne slet ikke mærke bevægelse, ikke fornemme elevatoren var på vej op, kun det stigende etage nummer afslørede det.
Men en udtryksløs mine og en stemme der forsøgte lyde alvorlig , holdte hun blikket på elevator døren " Jeg tror også jeg har et alvorligt emne, et der ikke kan vente til i morgen....Jason" der var lagt tryk på navnet.
Dørene gled op og hun undgik stadig at se på ham, men kiggede istedet stadig lige frem ....hvor var de så nu ?Hun forsatte uden at møde hans blik...
" Det er er ikke god stil at invitere en pige med til bal for så bare at droppe hende , til fordel for en smule arbejde, jeg må sige jeg er skuffet" hun forsatte uden pause...
Kender du den med de to chokolader ....der sidder i et træ? "
Det var nok de drinks hun havde fået klemt ned i aftenens løb og her i baren til slut, der fik hende til at ævle lidt mere end vanligt....drille ham behøvede hun ikke promiller for.

"Nej du ved ikke hvad der er vigtigt"
Han vendte blikket ned mod hende og lod luften i elevatoren fylde hans lunger, glas elevatoren løftede dem op, mens etagerne rullede forbi dem kunne han have en lille samtale med hende.
"Du ved ikke hvad der er vigtigt endnu"
Han stemme var blevet en smule mørkere
"Skuffet det kan jeg nu ikke forstå jeg efterlod dig ikke er du ikke her med mig lige nu?"
Han lid spørgsmålet hænge i luften mellem dem.
Da de nåede den øverste etage var det et stort for kontor med et vente område med kaffemaskiner og et køleskab med spiseligt. Samtidigt var der et skrivebord til en sekretær.
Han fulgte hende hen til hans kontor.
Kontoret som de trådte ind på var stort, hele bagvæggen var dækket af en glas væg foran glasvæggen stod et skrivebord.
Vedtægten var dækket af en installation af vand der gled over Omnicorps logo. Hele kontorer lyste at det har fra en glemt tid, men også fremmed for mange den østlige væg var dækket af et maleri af ham selv daterer langt tid før krigen brød ud under malerier stod der Nicholas Logan Stark 1955
Hvilket var det år Omnicorp blev grundlagt .
Der var ikke meget på kontoret ud over et par sofaer til samtaler og et kaffebord. Det var ikke tydeligt det var kontoret til Omnicorps CEO men alligevel var der en vis klasse over det.
Argentum trådte ind på kontoret og hvis Millicent fulgte med ville døren glide i efter dem, automatisk, med bestemte skridt gik han hen til skrive bordet og lagde hans telefon der inden han gik i gang med at arbejde og tjekke de data Missi havde oplyst ham om der var grunden til at han trak sig fra festen, både gode og dårlige nyheder for hans vedkommende. Efter de datasæt var gennemgået satte han sig ned og vendte blikket mod Millicent.
"Jeg har noget jeg skal fortælle dig"
sagde han langsomt og trak vejret tungt.
Indåndingen blev dybere.
"Du ved jeg tager piller der holder mig raske, men jeg arbejder også på nogle ting vi ikke kan offentlig gøre endnu. Men det er begrænset hvor længe de piller kan holde mig i live."
Han sad stille og ventede på hendes svar.
Hvis hun ikke havde mere at sige ville han rejse sig og gå over til hende, et lettere provokerende smil ville spille om hans læber inden han ville stille sig foran hende.
Hans hænder ville søge hendes hofter, hans blik ville fange hendes inden han ville løfte hende op og smide hende op på skrivebordet så hun ville ligge på ryggen. Hans øjne ville betragte hendes krop. Langsomt ville han lade hans hende glide op langs hendes talje, op til skuldrende og ned over hendes arme. Fingrene ville lukke sig om hendes håndled føre dem op over hendes hoved.
Langsomt ville han læne sig ned over hende, hvile læberne ud for hendes øre Med en let ru stemme ville han hviske.
"Selvom du er tiltrækkende, vil jeg ikke røre dig før du tigger om
Min berøring"
Han ville smile efter ordene havde forladt hans læber. Rejse sig op og gå hen i sofaen for at sætte sig.