Now is your Chance to be Generous and Dance - Argentum/Justine/Millicent

Trætheden der var begyndt at melde sig ind over hendes krop, var tydelig at se. Et lille smil spillede om hans læber, han var klar til at bære hende op i seng hvis hun faldt i staver over bordet. Om det var fordi hun ville holde ham med selskab, eller om hun bare håbede der skete noget interessant, og om det var derfor hun forsøgte at holde sig vågen. Kunne han ikke gennemskue.
På mange måder ville det være anderledes hvis ham bare kunne møde op og slappe af uden de helt store forpligtelser. Hvis han bare kunne møde op som en gæst uden at der blev set efter ham, at han kunne møde op sammen med hvilken som helst kvinde uden der var en forventning.
Han løftede et øjenbryn og sukkede inden han rystede på hovedet.
“Du skal nu passe på med at komme for godt i gang med om det bliver sjovt. Hvorfor skulle det være andeledes at du følges med mig, eller om du havde købt en billet og taget en du måske hellere ville have kunne følges med?
Ville det ikke være langt bedre, at følges med en du virkelig holder af?
Hjælpe dig med at finde rundt til kontorene du må da være tosset hvis du tror jeg vil følge dig rundt til at bal, hvor folk til tro jeg trækker min forlovede væk. Toiletterne kan måske, men det kan jeg vis dig hvor de er men ikke mere end det.”
De glimtende øjne kunne ikke skjule den drillende glans der strålede ham i møde, igen rystede han på hovedet over hende. Han måtte nok hellere holde et lidt mere vågen øje med hende.

“Vi finder ud af noget Millicent, der er tid nok, jeg kan tage tidligere fri hvis det kommer så vidt.”
Han var godt klar over det ikke var den samme økonomiske situation de var i, hun var ikke nær så godt stillet, og det gik ham faktisk en smule på.
På en måde håbede hun kunne finde på noget, han ville helst ikke hun var i gæld til ham, tankerne om hvorvidt han bare skulle forære hende kjolen til i morgen fik ham til at smile en smule.
Han betragtede hende mens fingrende gled over hendes hage, han kunne godt forestille sig hvad det var der skete, hun tænkte på hvordan dagen i morgen skulle gå og de bebrejdede han hende ikke det var vel egentlig også et underligt spørgsmål, måske hun ville se til hendes mor, det havde de jo snakket om, at det ved at være længe siden hun havde set hende.
“Jeg ville måske ikke kalde det et dilemma der er jo ting nok at give sig I kast med det skal du huske på. Du kan lave stort set hvad du har lyst til, jeg skal bare vide om jeg skal give besked til receptionisten og vores dørmand om hvorvidt den blonde kvinde der kommer ned med mig bare skal have lov til at komme op igen.”
Hans blik hvilede forsat på hende.
“Du må da gerne begge dele, der er ikke ret meget du ikke kan få lov til andet end at rode I mine ting.”
Langsomt lod han blikket forlade hende med et kort smil.

Den tænksomme mine fik ham til at smile, og han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet over hende.
“Nejd et er kun dig der ved jeg er Argentum, alle andre kende mig som Jason Stark eller et eller de andre alias jeg burger når jeg er ude.”
Han lukkede langsomt øjnene og trak vejret tungere end normlat.
“Det er netop derfor jeg vil have folk ikke ved hvem jeg er, det er grunden til jeg er anonym, ingen behøver at vide hvem jeg I virkeligheden er.”
langsomt gled øjnene op og de grønne øjne glødede af noget ukendeligt.

Han ville gå tilbage da han så hvordan viskestykket kom mod ham, men det skulle han ikke have gjort, den let sviende smerte da kun spidsen af viskestykket ramte låret.
Hårdt blev tænderne bidt sammen.
Vandhanden løbe stadig, og ved at trække med hænderne fik han vandet til at sprøjte direkte på hende som hævn.

“Mit bedste bal ever tror der skal noget helt specielt til før det bliver opnået”
Kom der langsomt fra ham.

Hun blev straks mere opmærksom på hans ord, og med øjnene fin kæmmede hun hans ansigt.
"Om jeg ville have det sjovere ved at følges med en anden ? Deeeet har jeg ikke lige overvejet, det er jo ikke et bal jeg har været selvskreven gæst til , vel?
Nu er jeg her og vi kan dementerer jeg venter 100 børn med dig -så kan jeg ikke se nogen bedre end at følges med .Desuden regner jeg med lidt special service, når jeg nu ankommer med direktøren for det hele. Måske en gratis kuglepen?" Kom det smådrillende fra hende. Selvfølgelig ville det være en helt anden oplevelse at deltage med værten, det kunne man ikke snakke sig udenom- men Millicent ville da have nydt at følges med ham og assisterer, hvis de så havde skulle hænge overtøj på bøjler.
Men lå der mere i hans ord ? havde han lige spurgt indirekte til om hun havde en kæreste?
Millicent gned sig over panden, lod et par fingre massere lidt før hun sukkede. Måske var hun bare træt og lagde al for meget i ingenting. Et lille grin poppede frem.."Føre din forlovet væk? Altså ingen vil da tro jeg er det, når vi først har redt trådene ud .Det skal nok blive godt det hele -og hvis du bare viser mig toiletterne så er det fint...så finder jeg selv kontorene " drillede hun mildt og gemte et lille gab bag sin hånd.

"Jeg tror jeg tager en dag af gangen lige nu og efter en god nats søvn er jeg nok mere klar i tankerne og bedre til at planlægge.Lige nu tænker jeg at jeg ringer til min mor i morgen, og lader hende vide jeg er tilbage i Miami, og at jeg skal med til ballet.Det mere så hun ikke ser det i medierne , før hun har hørt det fra mig.
Og så kan jeg aflægge hende et besøg om nogle dage. Det plejer at fungerer fint med lidt varsel" forklarede hun Argentum, og så havde hun også selv tid til at hjælpe Argentum med al det baby rod som han på en måde havde skabt."Men jeg synes da HELT sikkert du skal give en besked om den blonde kvinde kan færdes helt frit på Omnicorp" sluttede hun af med et lille grin.

De grønne øjne synes at stråle på en anderledes måde som Millicent ikke forstod. Det eneste hun fik ud af det, var at det nok var noget hun ikke skulle drille med eller vade i, så hun undlod at gøre andet end at holde sig nysgerrighed på plads, og straks efter var det særlige skær igen væk- ude af hans blik.

"Déet unfair det der" hun grinede og forsøgte få et slag mere ind med viskestykket. De små vand pletter var sprunget sporadisk på hende og lod sig hurtigt suge ind af hans bomulds T-shirt . "Ai altså....nu skal jeg låne en til! Jeg kan jo ikke sove i den her nu. beklagede hun og trak ud i blusens kant."Som straf kan du tørre l op efter dig !" viske stykket blev kastet i hans favn med et småprovokerende blik. Hun sendte et lille nik i retning af køkkenbordet, hvor små vandstænk havde trukket sig sammen, og samlet sig i små bitte søer, på den vandafskyende overflade. Afslappet lænede hun sig op af køkkenbordet.
"AHA så du HAR haft mange gode baller, siden det ville kræve meget at blive dit bedste ? Millicent smilede..."Du er vel bekendt med husreglerne for Miami? De går på man er forpligtet til at oplyse enhver overnattende husgæst alt det omhandler minder og erfaringer....altsår med bal" ansigtet var lagt i bedste 'artig Verner' folder ..."Så kan det blive min bedtime story, for jeg tror jeg er nød til at sige godnat efter det.Jeg er virkelig søvnig nu og med mindre jeg skal stå i et hjørne, lønefterslæb mig op af vægen og sove hele aftenen i morgen, så er jeg nok nød til at få sovet en smule"

Og inden længe ville hun befinde sig i drømmeløs tilstand, helt uden for rækkevide.
Denne nat i en blød seng inden for trygge rammer.Ingen vilde dyr, Ingen kviste der stak i ryggen, ingen Militær milits der åndede hende i nakken og hverken schreechers eller Zombies der ville smovse hende hjerne. Men en tryg fredelig søvn.

Han mærkede hendes blik og sad mere afventende for hvad hun opfangede af hans ord, et skævt øjenbryn var en lille smule hævet.
“Ja have det sjovere med en anden Millicent. Nej er godt klar over det måske ikke ligefrem er det der har fyldt mest lige da jeg sagde du skulle med.
Ja du kan afvise du venter børn med mig i hvert fald, Det kan vi da i hvert fald bevise. Måske ville jeg være det bedste valg når det er dit første bal ved Omnicorp. Du skal nok ikke regne med nogen særbehandling andet end du vil få lidt mere opmærksomhed fra min side af end nogle andre vil få. En kuglepind kan du få nu her med det samme.”
Han drillede ikke tilbage, men gik lidt med på hendes kommentar om at kunne få en kuglepind. Han var klar over han havde givet hende en speciel mulighed, ved at lade hende følges med ham, men de havde jo lidt arbejde der skulle ordnes, nogle rygter der skulle afvises, en sand historie der skulle frem, eller i hvert fald at de ikke var forlovede eller havde et forhold til hinanden det var måske vigtigere, end at fortælle at han havde været besvimet grundet at han var fra en anden verden.
Han havde måske ikke forventet hun ville svare på det mere indirekte spørgsmål, det lå frit til den tolkning hun ville tolke det som.
Trætheden lå lidt over hende det kunne han jo også se, så bebrejde hende gjorde han nok ikke, hvis han kunne give hende en direkte ordre eller besked så ville han bede hende gå i seng med det samme, men alligevel ville han gerne have hun tilbragte lidt mere tid med ham, inden hun blev båret i seng.
“Nejd et er jo det du lige siger der, ikke vil trod et efter vi har redt trådende ud men hvad med inden, hvis vi ikke når at gøre noget inden der er noget du skal, som at putte rosenvand på kinderne?”
Han betragtede hende med et lettere gennemtrængende blik.
“Toiletterne er ikke til at overse, der er skilte og vi piller dem ikke bare ned fordi vi skal holde bal… Kontorende kommer du nok ikke til at få adgang til uden adgangskort, eller det vil sige adgangs tilladelse på vores mobiler.”
Han smilede over hendes forsøg på at skjule et gab.

“Det er nok vigtigere du tager en dag af gangen andet kan ikke betale sig, for man  kan ikke leve to dage på en gang, det er vigtigt vi husker at leve i nuet. Du skal i hvert fald snart sove unge dame, det er der vist ingen tvivl om, for ja tror du vil være bedre til at tænke og planlægge dage når du er mere frisk i hovedet. Det lyder som en god dag at planlægge i morgen på, i hvert fald det med din mor, hun har jo brug for at vide hvor du er og at du har det godt, og ja vigtigt du siger du skal med til bal end at hun finder ud af de via medierne.
Du kan sagtens få tid til at lægge et besøg hos hende i morgen, du kan låne Oswald så kan han køre dig rundt hvis du ikke vil gå så du har lidt mere tid, til hvad du har lyst til”
Han nikkede kort for at vise at han forstod hvorfor hun havde tænkt sig at gøre som hun ville. Da hun snakkede om at han skulle give hende fri adgang begyndte han at grine, en latter der ikke stoppede med det samme, det morede ham, en ægte latter der ikke bare stoppede. Da der var kommet lidt ro på kunne han trække vejret mere roligt. Samt svare med en behersket stemme.
“Jeg tror jeg har fået bevist du ikke kan håndtere den type frihed, så det ern ok det sidste jeg vil give dig ligenu, frihed til at færdes overalt ved Omnicorp.”
Han rystede på hovedet over sine egne ord, og trak vejret i en dyb indånding.

“Der er intet her der er unfair Millicent, du svippede, og jeg valgte at sprøjet vand på dig som du fortjente.”
denne gang fik han undgået slaget kun lige akkurat og valgte at fylde en flyvende boble med vand han lod flyve ind over hende.
“Pas på med hvad det er du prøver på unge dame. Eller kunne du blive mere våd end du ønsker. ”
Han små grinede mens vandet svævede over hovedet på hende.
“Så du vil låne mere tøj, så må du jo opføre dig pænt.”
Han kunne ikke andet end at more sig over situationen, for hun morede ham.
“Ønsker du jeg tørre op efter vores leg det syntes jeg ikke er okay.”
Han rakte ud efter at han havde sluppet vandet ned over hende, hvis ikke hun havde rykket sig, hvis hun havde ville vandet plaske ned over håndvasken da han flyttede den tilbage derover. Vandet ville plaske op over køkkenbordet så der var mere at tørre op.
Hvis det lykkedes ham at trække den nu mere våde Millicent ind til sig, ville han vende hende så hendes ryg hvilede mod hans bryst.
hvorefter viskestykket ville blive puttet i hendes hånd.
“Eller vi kunne hjælpes ad.”
Hvis ikke det lykkedes ville han selv tage viskestykket.
“Ellers ville vi bare kunne hjælpes ad. ”
Han ville se ned på pletterne der lå over den hvide t-shirt.
“Skal jeg finde endnu en t-shirt til dig, nu hvor du alligevel snart skal op og sove ”

“Flere gode baller, det er vel som man siger det Millicent. Men ja nogle har været mindeværdige end andre, sådan vil det vel altid være.”
Han sukkede tungt over de følgende ord fra hendes læber.
“Jeg ved godt du er interesseret i mit liv, men nogle ting får du altså ikke at vide før vi kender hinanden bedre Millicent. Sådan bliver det. Det må du leve med.”
Han rystede på hovedet.
“Nej sådan nogle ting vil du ikke ønske at høre om inden du skal sove, du vil bare blive flov over nogle af de ting, men så vil jeg fortælle dig noget andet i stedet hvis du kan overleve med ikke nogle bal historier.”
Han så på hende med et blik der sagde han håbede hun kunne leve med det alternativ.

Han havde forklaret hende hvordan det var på Draonia, det tropiske paradis, hvor Omniorp ville være oldshool teknologi, hvordan planterne var i harmoni med bygningerne den nærmest forurenings fri verden. De hvide tårnhøje bygninger, biler der og tog der kørte på magnetiske spor, selvom det ikke var nødvendigt som sådan grundet deres drageform, var det bare rart at man kunne bevæges sig uden at skulle forvandle sig, eller leve et liv som dragelignende væsen.

Han fortalte hende en smule om deres teknologi.

Han havde låst sig inde på sit kontor bag det store maleri af Omnicorp, låste han sig ind til det der lignede et lille laboratorie, der indeholdt en maskine, han lagde sig i stolen, der hørte til, lod to slanger tilkoble hans krop efter at have taget tøjet af, selv den draconianske kampdragt, slangerne koblede til
“Missi tænd op type 2 Hele kroppen tak.”
Slangerne begyndte at lukke luft ud af sig selv inden blodet begyndte at pumpes i rundt i kroppen som en blodtransfusion, det nye blod havde et radioaktivitetsniveau der passede ham bedre end det svækkede blod efter den forvandling der havde reddet deres liv.


Langsomt vågnede han klokken viste lidt over 5 om morgenen, passende for ham, han kunne komme ud og træne lidt, for brugt lidt energi inden arbejdet og ballet.
Han håbede han kunne nå morgentræningen inden Millicent ville vågne, så hun kunne vågne til en god morgenmad.

Langsomt forlod han kontoret. Gik lydløst gennem lejligheden og nedenunder, han havde først været inde og finde noget tøj der kunne holde til den udvendige pools vand, men også varmen fra flammerne.
Omkring poolen stod der små stolper der i midten indeholdt rør der slap gas ud når der var tændt for dette.
Han lod gassen tænde, inden han steg ned i poolen der dampede grundet den lettere kølige morgenluft, solen havde endnu ikke gjort sit for at stå op endnu.

Nu var Millicent slet ikke en pige der forventede eller krævede særbehandling, og måske netop derfor var det morsomt at drille med. Hun var ikke afhænig af luksus og kunne ikke imponeres med den og titler betød intet for hende, andet end de oplyste om hvilke samfundslage folk bevægede sig i og nogle gange lidt om hvilke etikette der blev forventet af hende. Om hun så leverede den var jo en helt anden sag.
Hun var sikker på Argentum havde opfanget de vibes, og eller ville han helt bestemt når han lærte Millicent endnu bedre at kende.
Hun følte sig godt tilpas med ham, og derfor lå drillerierne let på hendes tunge..som når hun feks smilede englesødt og svarede ham "Hvad...piller i ikke skiltene ned når der er bal ? det må jeg sige jeg havde forventet af sådan et fornemt sted faktisk var hans svar helt enormt sjovt...med ikke at fjerne toilet skilte fordi der var bal...hun kunne godt lide hans lidt tørre humør , eller tørre reaktion på hendes mere...spraglede.

Dagen i morgen og tilbuddet om Oswald blev blot besvaret med et lille nik. Hun ville ikke tage stilling til dette endnu, og lod derfor beslutningen stå åben til efter en nats søvn.
Millicent havde ikke lige tænkt over manden kunne styre vand, så hun himlede med øjnene og mumlede noget uforståeligt, da skyen af vand blev placeret over det blonde hoved....og PLASK ned over hende, før hun havde nået at reagerer.Måske havde hun tøvet, slinger i troen på han virkelig ville gøre det....men det ville han !
"FOR REAL?" klagede hun og forsøgte så sit smæk med viskestykket, blot for at se sig fanget ind mod hans hårde bryst, med et lille gisp.
"Det virkelig ikke ok at tage sine gæster i et...greb..eller hvad du lige laver" lo hun og ville vriste sig fri med et smil og et løfte om at hjælpe til med at tørre.
"Hør...hvis jeg tørre op efter os, vil du så ikke finde en ny T-shirt til mig? så står vi lige" sagde han nej, ville hun smække viskestykket i hans favn og forlade køkkenet.
sagde han ja, ville hun tørre det hele pænt op og efterlade køkkenet i fin stand, for så at møde ham i tide til hans godnat historie.
"Det er klart jeg gerne vil vide mere. Jo mere man ved om personer, desto mere forstår man dem og siden jeg ikke må få de juice detaljer- så er det godt med de andre og der lyder så skønt ...så smukt..i dit...hjemland.Ville ønske jeg kunne følge med og se det for mig selv en gang" lød det søvndrukkent fra hende.Hjemland...det havde ligget bedre i munden end planet...det var så surrealistsk at sige.Snart sov hun tungt og drømmeløst, på den store bløde seng.
Havde hun kunne se Argentum på hans kontor, så havde de nok skulle bekymrer sig mere om at bestille nye øjne end en kjole til det kommende bal, da de nuværende helt sikkert ville være trillet ud.

Millicent havde taget et brusebad og sat håret op i en kæmpe knold på hovedet.
Hendes tøj var nu både rent og tørt, så hun kunne møde op i køkkenet i et par grønne baggy bukser og en hvid tanktop ....og konstatere at der ingen Argentum var. Så hun lavede kaffe ,og nogle retter der mindede om brunch og dækkede op til to.
Hun tænkte ikke lige på at kigge udenfor, men troede at han enten sov eller sad og nussedes papirstak et sted i huset.
Hun tyvstartede dog med kaffen , som hun nu sad og pustede ned i og så hvordan den varme mælk blændede sig ind med den.

Smilet der hvilede på læberne da vandet ramte hendes blonde lokker, var ikke til at tage fejl af den ægte triumferende udstråling der kom fra øjnene samtidig, han havde nydt at denne interne sejr var kommet i hus til hans fordel.
“Ja for real, du havde brug for en lille lærestreg så det måtte jeg jo give dig, og da jeg ved hvor svært du har ved at lytte når det kommer til sådan noget, så måtte det jo være på den hårde måde.”
Han kunne ikke skjule fornøjelsen selvom han forsøgte at lægge ansigtet tilbage i de rette folder, hvor de fleste følelser var gemt væk.
hendes ryg mod hans bryst og hendes ord fik ham til at grine inden han langsomt slap hende, da hun forsøgte at vriste sig fri.
“Måske ikke nej, men for at undgå endnu et slag med et viskestykke tror jeg at jeg tager chancen for at blive trukket i retten af dig.”
Drillede han kort med et smil om læberne.
“Jeg skal nok finde en tør t-shirt til dig hvis du gør dit job ordenligt.”
Med de drillende ord var han for længst ude af køkkenet, og havde fundet en tør t-shirt til hende magen til den hun lånte i første omgang.
“Selvfølgelig får du ikke alle de juice detaljer Millicent, selvom du overnatter her, og jeg låner dig mit tøj, Hvilket en normal person ikke ville gøre, men okay en normal person ville heller ikke tage med en fremmed hjem, så har vi først lige lært hinanden at kende.”
Han løftede et øjnebryn da hun snakkede om at ville se Draconia med egne øjne.
“Selv hvis jeg kom tilbage ville du ALDRIG kunne se det, Millicent det ville være for farligt for dig, du ville for det første være mad, for det andet ville radioaktiviteten slå dig ihjel. ”
Kunne han ikke være ligeglad med hende hvis hun selv opsøgte den fare det ville være for hende, for nej han kunne ikke byde hende det, hun havde jo ikke været andet end venlig overfor ham.
Han havde smilet da han lod hende få sin søvn, for at gøre sig selv klar det det hans nat skulle bruges til.

Efter 2 timers træning for at finpudse evnerne for element kontrollen kom han op af vandet med et håndklæde omkring livet efter hurtigt lige at have tørret den værste fugt af hans krop, han havde ikke opdaget Millicent var stået op endnu, et bevis på han ikke var van til andres selskab på hjemmefronten, efter et hurtigt bad og tøj skifte så han nu kun havde en tæt siddende tanktop og et par sweatpants.
Det var først da han kom til køkkenet han opdagede hun var vågen.
“Åh godmorgen, jeg håber du har sovet godt.”
Lettere overrasket virkede han over at hun sad i køkkenet, gad vide hvor længe hun egentlig havde været vågen.

Drenget.
Han så langt mere drenget, glad og fri ud når han tillod sig selv at fjolle rundt, slog det hende lige før hun havnede op af hans bryst, i et solid greb.
Hun ville havde sagt det til ham lige inden, men glemte det helt grundet den nye situation som 'gidsel' som krævede lidt arbejde at slippe ud af igen.
"Millicent retten ? oh ..det er et interessant firma tror jeg" lo hun og tænkte at piger måske generelt var lidt for slemme til at lave deres egen lille retsal og dømme fyrene i. Hun skammede sig lidt ved den selverkendelse, for hun vidste at hun selv led afd en grimme 'retssal sygdom' og det var hun da ikke lige stolt af -overhovedet. Men her og nu lød er ikke en anklage gemt i Argentums ord, blot lidt dril.
Hendes ålenende bevægelser fik ham til at lukke hende ud , ellers gav han bare lov .
Snakken om hans planet fik skuffelsen til at glide over Millicents ansigt som en let skygge.Der sluttede det eventyr da lige med et."Det..øh..havde jeg ikke lige tænkt over. Hverken delen med mad eller radioaktivitet." et lille klik med tungen før hun forsatte.."Det ville jo kræve en del mere planlægning , naturligvis" men hun vidste det var umuligt at gennemføre, for selv om hun ..eller rettere Argentum havde pengene til at skaffe det absolut tip top bedste beskyttelses udstyr, ville risikoen ville al al for høj, på en planet hvor der var skruet op for fuld skrue 24-7 ...hun ville dø hurtigt og se underlig ud i processen, og så ville det nok være en ringe trøst at se på et diamant lignende æg imens, tænkte hun med et ærgeligt udtryk.

Næste morgen , blev ensomheden endelig brudt da Argentum tonede frem i køkkenet.
Hun lyste op.."Godmorgen. Jo tak, jeg har sovet som en drøm.Jeg tillod mig at lave lidt morgenmad, håber du kan spise lidt?" hun skævede mod komfuret, hvor de halvklode pander stadig stod med maden på, røræg, pølser, bacon og såd en mere traditionelle morgen mad af frugt,brød, ost og marmelade pænt arrangeret som var det en platte til ham.
Foran Millicent lå der lidt krummer og man kunne se på panden at der var 'spist af den'. "Jeg kom til at starte , du må have sovet længe, for jeg har siddet her over en time tror jeg. " smilet brød frem og hun havde rejst sig op, spadserede på de bare fødder over og rakte ham det krus kaffe hun netop havde hældt ham op."Du ser dejlig afslappet ud...god form" hun surrede sig omkring , så han ikke kunne nå at se det voksende smil , efter hendes drillende form bemærkning.Hun var sikker på adskillige andre ville gå i spåner over at have privat lunch med Jason Stark, i tætsiddende tanktop i hans køkken.
selvom omstændighederne var anderledes med Millicent og ham , og hun ikke var havnet her efter en romantisk aften, så var det nu alligevel ikke til at stå for at drille ham lidt.Desuden var hendes humør helt godt efter en god nats søvn, uden afbrydelser af skov bunds biller og små stikkende kviste, skønt.

Hun lavede endnu en kop kaffe til sig selv, og satte sig på en af de høje stole køkkenet havde. "Så Mr. CEO .... hvad sker der i dag? hvornår skal jeg stå klar og tager vi sammen derhen eller mødes vi der ? en lille pause og så tilføjede hun tøvende .."jeg googlede hende der Justin Case i morges..

Han gik langsomt frem i køkkenet mens blikket hvilede på hende da hun talte. Han smilede kort over hendes udstråling.
“Det er godt du har sovet godt, og jeg vil sige du lignede også en der virkelig havde brug for en nats søvn.”
Ved synet af maden der allerede var blevet lavet kunne han ikke holde et smil tilbage, det sparede ham den tid.
“Det ser ud til vi havde same ide men du kom åbenbart først, jeg er en lille smule sultes så jeg takker fordi jeg bare kan spise, og ikke selv skal lave noget først.”
Han fulgte hendes blik med og smilede inden han rystede på hovedet, og hun sagde hun ikke kunne lave mad.
“Ikke just sovet længe mere været ude og træne, siden klokken var lidt over fem, jeg kan ikke ligge og snue hele dagen”
Han studerede hende mens hun langsomt kom mod ham, rakte ud og tog i mod krusset, selvom han ikke var den store kaffe drikker tog han en mundfuld, hvilket han ikke skulle have gjort over den bemærkning hun kom med.
“Det ser virkelig godt ud Millicent, også maden, der har du været heldig med..”
Hun kunne da få igen af samme skuffe som hun ham, hun kunne ligeså godt vende sig til det hvis hun skulle kunne være i hans selskab.
Sådan som han stod foran hende var sådan han altid var klædt inden han tog afsted, og klædte om til det der var forventet af ham, der var to udgaver af ham, den afslappede og den der var forventet af ham offentligt.


“Min dag kommer til at gå med at få nogle aftaler I hus, angående reklame og sponsorarbejde, samt samarbejdsaftaler.”
Han lod blikket hvile på hende, mens han stillede kaffen på bordet foran sig.
Langsomt begyndte han at spise.
“Jeg regner da med jeg kommer og henter dig, så vi kan følges ad andet ville da være forkert af mig når vi nu skal følges ad.”
Han lod bestikket blive på tallerkenen med maden han skulle til at indtage, tørrede munden inden han vendte blikket mod hende.
“Du googlede hende? Og hvad fandt du ud af? Millicent… Du… Du ender i problemer på den måde, men kom med det hvad fandt du?”
Han var imponeret over hun havde taget sig den tid at gøre det, han regnede med det kun var ham der studerede sin modstander inden sådan noget, for at finde ud af hvad der muligvis ville komme af spørgsmål.

Hun skævede over til ham. Ja, Der var nok ikke så meget at sige ellers . Hun havde helt sikkert  lignet udskidt æblegrød  , været udmattet og så var de også blevet overfaldet forinden , ikke at forglemme.  Millicent havde stadig masser af rifter og afskrab, fra hendes kysse tur med asfalten og det store gab i jorden, der var lavet for at passe på hende. Måske skulle hun tænke det ind, når en kjole skulle udvælges ? Skulle der være ærmer eller kunne en med strop mon gå?

"Dejligt at du vil have lidt, for jeg brød mig ikke om du ikke spiste i aftes" lød det i en varm tone, ingen anklage hang deri, blot en knivspids bekymring for ham."Det mår jeg nok sige , sikke du imponerer mig.Er det simpelthen hverdag at du er oppe før fuglene og træner? det ville slet ikke overaske hende, hvis han gjorde.Argentum var formetlig en meget struktureret person og Millicent havde fået en ide om at hun muligvis var meget mere ...impulsiv...end noget andet i Argentums liv.

"Ok..det lyder perfekt, giv mig en tid og jeg sørger for at være klar til afgang, noget jeg skal klare for dig i den forbindelse, mens du sidder på kontoret og vipper lidt med hjørnet på din papir bunke?."drillede hun ham, men tilbuddet var nu reelt nok.
Millicent tog plads overfor ham, smilende .Kaffekruset begyndte at blive rullet , stille og forsigtig mellem hendes hænder og hun ville have nydt at kunne trække en helt ny hvid kanin op , af hendes Google hat, men det var vist kun blevet til at par uldtotter,desværre.
"NOT much. Justine Case er ny i byen og har bedrevet journalisme i et par år.  Hun bor til leje i en lejlighed, lige her i Miami faktisk. Hun er single og har ingen børn.Har ikke lavet andet end mere sladder orienteret klummer og artikler, men er ret god og har en evne til lige at twiste sandheden , så den bliver interessant...og usand...for læseren. Millicent kneb øjnene lidt sammen og stemmen fik en mere anspøndt klang. For det eneste interessante hun havde fundet....havde været krypteret så hun ikke kunne forstå indholdet, så ærgeligt . Hun lænede sig lidt ind over bordet, for at dele den spændende hemmelighed med ham, som hun ikke vidste hvad var. "Argentum...jeg fandt også noget andet...hun har været indlagt et par gange. Men filerne var krypteret , nærmest så man skulle tro en proff havde slørlagt det. tror du vi kan dekryptere dem ?
Hun så spændt på ham, ivrig efter at få en smule mere vide om damen hun skulle træde varsomt omkring.

Efter morgen maden var vel overstået ville Millicent regne med at deres veje skulle til at skilles, så de begge kunne komme videre med deres gøremål. Selv ville hun fortrække sig til værelset for lige at strukturerer  dagen i hendes hoved.Kjolen ville have første prioritet.Hun behøvede  en der var enkel, klassisk ...og være en ceo værdig. Måske kunne den være lidt kropssnær , for at aflive baby rygterne ? Hun standsede på gangen ,lige ved hendes dør...sagde (hvis Argentum var i nærheden )eller råbte ( hvis han ikke var ).."Jeg glæder mig til i aften...til det hele, vi ses".

“Du behøver virkelig ikke bekymre dig om mig Millicent jeg klare mig, det lover jeg.”
Det var et venligt men roligt blik der mødte hende, det var ikke fordi han ville skære de ud i pap endnu, men nogle ting kunne hun få at vide.
“Jeg har ikke brug for samme mængde næring i samme omfang som du har, som du fandt ud af med Vincent, normalt ville han have udgjort et måltid, og derved har jeg ikke brug for mad før jeg egentlig er lav på energi, og jeg besvimede jo fordi jeg løb tør, godt og grundig kold.  ”

“Give dig en tid, det er let nok arrangementet begynder med spisning tidligere end vi normalt ville gøre det men fordi vi skal tænke på nogle kommer længere væk fra så har vi matte rykke det frem, så 5 pm, hvis du ikke vil føle dig for stresset til det, må du meget gerne rode i mit køkken, se om der er noget der skal udskiftes. ” Det sidste tilføjede han lidt som en joke, men forsøgte at skjule det så godt han kunne, hvilket var meget godt det kunne skjules.
Han vidste ikke hvor meget det var lykkedes Millicent at finde om Justine, men han havde måske lidt mere eller Missi ville have når han bad hende om at søge alt hvad der var at finde, hendes artikler, hendes personlige liv der lå tilgængeligt elektronisk, derfor foretrak han papir sværere at spore.
“Det virker til du har gjort et godt stykke arbejde, med at finde alt hvad du kan Millicent, det er godt men kan få dig I problemer.”
Det var en smule svært for ham ikke at være imponeret over hvad det var hun havde fundet bare ved google, så hvad ville Missi ikke finde hvis noget kunne, nej han havde vel nok, så kunne han altid vente til første møde med denne frøken Case som var så ivrig efter at få en samtale med ham og Millicent.
“ Millicent, hvis der er nogen der kan dekryptere de filer er det Missi, bare se hvad hun fandt på dig, selvom jeg drejede lidt sandheden, med nogle ting, men det var fordi historierne skulle stemme overens.”

Morgenmaden havde været herlig, og smagt skønt, det var hun sluppet godt fra efter hans mening, ingen tvivl der, selvom han ikke fysisk havde brug for at indtage noget, grundet hans særlige behov, havde det været uhøfligt at takke nej, når hun havde frembragt sådan et måltid.
Argentum var sikker på hvad det var han ville bruge dagen i dag på, selvom der ikke var væssentlige aftaler der skulle i hus, eller noget væsentligt der skulle fremgå. Dagen ville foregå i et roligt tempo, hvor de sidste forberedelser til aftenens arrangement blev ordnet, han var fulgt med op af trapperne da det var vigtigt at han fik skiftet tøj, så han ikke kom rendende i det tøj han normalt kun brugte hjemme.
“Så er det jo heldigt du kun har nogle timer tilbage før det går løs”
Han lod hende komme ind på værelset han havde lånt hende, inden han selv gik videre mod hans eget.
“Ja vi ses senere i dag.”
Var det sidste han fik svaret inden han klædte om til det vante jakkesæt med tilhørende slips.
Egentlig skulle han vel have Millicent med, hvis hun nu kom tilbage før han selv så hun kunne komme op igen, og det var egentlig vigtigere at dørmanden og receptionisten hørte det fra ham selv end hende.

Det var i grunden sjovt at Millicent altid insisterede på at tænke på og behandle folk som var de menneskefødte. Mad vaner, søvn vaner ...og andre vaner...var jo meget varierende alt efter hvilken race man var. Måske var det ønsket om at man uanset race ville havde noget humanitært i sig, der fik hende til at behandle folk ...omgåes folk på lige den måde. Så hun vidste det ville efterlade 'en kløe'  der ville være uimodståelig ikke at 'kradse lidt på' , når ikke han ville spise. men så måtte hun jo enten øve sig....eller bedre endnu han måtte spise.


Stolt over at høste lidt ros, takkede hun ham.
mens hendes veninder havde festet og hygge med hallucinerende stoffer- havde Millicent travet skoven tynd og fanget dyr, solgt dem og ellers været hjemme og passe en syg mor. Tiden var bland andet slået ihjel på en pc, og hun var da ok ferm til det... skal vi sige hun var lidt over Google niveau. Ikke at man skulle kimse af Google, den var skam fin nok. De kypterede filer fandt man bare ikke der. Det var helt andre steder man skulle snuse.
"Jeg kan vidersende dem til dig ? så skal jeg lige have dit nummer" forslog hun, og håbede Missi så ville kunne dekryptere, for nu var nysgerrigheden naturlivis blevet stimuleret .

Det lød godt med den tidlige middag, hun havde haft al for mange sene nætter i dyrenes skov og hun vidste af erfaring, at det ville tage en uges tid at genfinde normal døgnrytme og føle sig helt udhvilet. Så måske hun ville blive træt, hvis middagen startede kl 22.
"Lyder helt fint...og skulle min pande alligevel falde ned i suppen, så satser jeg på du nok skal vække mig. ...og så er der også lidt til sladderbladende-kan du ikke lige se det for dig ?SÅ sjov er Jason Stark ...han keder sin ledsager i søvn" Millicent lo og kunne se det hele for sig. hendes ansigt med næsen lige ned i suppen. De Gullash farvede stænk det havde lavet, spredt ud over den snehvide dug- og en forfærdet Jason der så ned på hende, men et udtryk en gif værdig.Hun sendte ham et drillende blik og forlod ham så, ind i sit værelse.

Millicent ville ikke komme ud derfra, hun ville sætte sig og begynde undersøge hvad der lå af secondhand butikker i nærheden.Hun havde fået en ide. Hun ville finde en brugt kjole, og på gammeldaws facon , sy den om...ændre lidt på den, for det var eneste mulighed at få en fin kjole, uden at skulle ud i gadekampe for at tjene ekstra. Hun havde lovet Auriel ikke at tage imod tæsk mere, og hun turde heller ikke helt tænke på hvad Argentum ville sige hvis hun stod der i en fin lille kjole, gjort pænt i stand men med en flad skæv næse der pegede mod øst, bule i panden, et hævet blå øje i blålilla og en fortand mindre?
på den anden side DET ville være en god historie for Justine Case, tænkte hun fornøjet.

Skete der ikke andet ville Millicent finde en butik. Jage kjoler- Udvælge en kjole, bruge 98 % af tiden med at sy...sy forkert...prøve igen...stikke sig i fingeren...og sy lidt mere, for endelig at have en kjole klar.
De sidste to procent blev brugt til bad og at gøre sig præsentabel.
Nu var der kun tilbage at vente.

“Så du kan altså ikke vente med at få mit nummer, du skal bare have det med det samme hva?”
Hans stemme var rolig behersket, der var intet talemønster der afslørede at han jokede med hende, hvilket var tilfældet, han drillede hende han var klar over hun ikke hungerede efter hans nummer på den måde.
“555-010-1510”
Han talte langsomt så hun kunne nå at få skrevet nummeret ned, og sende ham hvde hun havde fundet, ikke at han regnede med der ville være noget der var for vanskeligt at komme ind til, men det ar så heller ikke hans job det havde han en væsentlig program til.

Den tidligere middag var egentlig folk kunne komme tidligere hjem, nogle kunne have børn, hvilket han var nød til at tænke med ind i det, selvom han ikke selv havde, kendte han da eget personale der var nødsaget til at anskaffe børnepassere hvilket ind i mellem blev betalt af firmaet grundet nogle rejser der var nødsaget tog uger.
“Du får slet ikke lov til at komme med, hvis jeg har den mindste mistanke om sådan noget Millicent. Der skal slet ikke være mere sladder der omhandler os.”
Hans stemme lød nærmest irriteret over den lille samtale, ikke at han ikke nød hendes selskab, men han ønskede ikke at der var flere misforståelser eller andet der kædede dem sammen når der ikke var noget der forbandt dem for alvor, han hverken havde forsøgt at indlede noget med hende, eller ville prøve på det inde for den nærmeste fremtid.

Da det stod klart hun ikke kom ud blev problemet med at få videregivet informationerne til arbejderne der skulle sørge for beboerne ikke blev forstyrret, direktører, advokater, sportsstjerner i den høje bygning, sådan var kvarteret han boede i. bydelen var ikke second-hand butikker men kun dyre butikker, hvad skulle den slags mennesker Argentum var omkring med second-hand butikker, de manglede intet. Smykkeforretninger af fineste kvalitet ligesom de bedste mekanikere, forretningerne lå samlet hvor pengene var.

Klokken nærmede sig 15 og på dette tidspunkt var alle dagen gøremål blevet fuldført, forberedelserne var færdige hele bygningen var klar til at blive brugt til aftenens arrangement. Han bevægede sig fra den øverste etage elevatoren gled lydløst, ikke engang elevator musik som engang ville have spillet, lød der, da han gled gennem forhallen bed han kæberne sammen selvom han venligt hilste på det personale der hilste og ønskede god dag og aften, selvom det var obligatorisk at fra en anden tid at hele staben skulle møde op, så gik det ham på, i denne tid var det vigtigere at passe familien, så splittet var han, for ved at kunne bidrage til omnicorp og have den indtjening var det jo at sikre familiers fremtid.

Han kørte ned i parkeringskælderen lidt over 15:30 halvanden time til at gøre sig klar var mere en rigeligt for ham. Han trådte ind i elevatoren fra p kælderen og tog en dyb indåndning, det havde været svært at forklare at Millicent skulle have tilladelse til at komme op til hans lejlighed igen nu hvor de ikke havde set hende, og normalt hvis der var fremmede der kom ned skulle de normalt ikke op igen, og hun havde jo ikke ligefrem en forklaring. Hun kunne jo ikke sige at Argentum var hendes forlovede, når de skulle afvise de rygter, og hvad skulle hun egentlig i lejligheden igen, når hun ikke havde forladt den sammen med dens beboer, der ville blive stillet spørgsmål.

Hun måbede ved hans påstand , oh han skulle da bare lige vide !
Og hun kunne nu heller ikke dy for at fortælle ham det.."ved du hvad Mr. Stark..jeg kan garanterer dig for jeg ikke er typen der tigger hverken dit eller andres mobil numre, jeg er typen der forsøger undgå al den slags futtelihut der" sådan ! så kunne han da ikke være i tvivl, mopsede hun hlavhjertet, uvidende om han drillede hende.

"Alle de ti taller...Lionel Messi" hviskede hun til sig selv, mens hun sirligt tastede hans nummer ind, og fik filerne afsendt .
Selv de andre tal, gav ti eller tyve,der så igen  kunne deles til ti, så derfor stak hendes tanker i retning af den oldgamle Barcelona angriber, som hun stadig nød at Google info om på nettet...når det altså virkede og der  kunne oprettes forbindelse.

Hun lo afværgende af hans lille trussel. "Og pleeeasee Argentum- du er bare mopset over at en pige kan falde i søvn i dit selvskab, men tag det ikke personligt, jeg kunne falde i søvn i et bungey jump eller under en cluff diving, hvis jeg var træt nok. og...det med sladder, du kan da ikke trippe over de tror jeg er din ledsager når du tager mig med son...ja, din ledsager" hun ville lade ham få det sidste ord, og snart ville tiden nærme sig til hun burde være parat til afgang.

Ok...det havde kostet lidt mere drama og lidt flere ord, at få personalet til at lukke hende back in. Til den ene af vagtmænende, en lille tæt mand med rødt overskæg , havde hun til sidst måtte påstå hun var Jason Starks forlovede og at han nok skulle regne med at finde sit næste job på Nordpolen, hvis han ikke fik fingerend ud af sin bagdel og fik låst op så Millicent kunne komme ind og gøre sig klar til ballet på Omnicorp. Det havde hjulpet på hans samarbejdsvillighed, og ind var hun kommet.
De kastede dog lange blikke efter blondinen, der nok tog sig meget anderledes ud , end man skulle forvente af en forlovet til Mr. Stark.


Millicent satte stærk kaffe over og i køkkenet måtte hun bekæmpe tiden der var ved at stikke af, med nål og tråd, for overhovedet at have en kjole at skrue sig i.
Det havde været kun med meget møje og besvær at hun havde kunne skaffe kjolen, og de creamfarvede tykke franske blonder. Kjolen var i en douche fersken farve , men en corsage fyldt med simili sten i alle regnbuens farver. Alt for meget for hendes smag, og al for let at genkende, da den havde været brugt før- men så var det hun havde fået øje på blonde stykket.  Hun hade fået skilt corsage delen fra den lette luftige tyl, og havde omsyet den samt påsyet blonderne , så de nu lignede en integreret del af kjolen....og den ville...forhåbentlig...ikke være til at genkende.
Hun var tilfreds med resultatet, og  selv om der ikke var et ocean af tid, stod hun alligevel klar, da hun skulle.En lille smule hyper på coffein, men det jog trætheden væk.

   
Håret var opsat , og lange krøllede lokker faldt random ned og blødte frisuren lidt op.
make up var sparsom, kun de mørke vipper og de grå nuancer om øjnene skinnende igennem og skildre sig ud. Kinderne havde naturlig skær da hun var spændt og læberne blot highlightet med en nude læbestift. Det mere naturlige udseende passede til den beskedene kjole og til hun ikke havde behov for at skille sig ud. I håret var nogle fake hårnåle stukket tilfældigt ind og fastgjorte det opsatte hår samt  til pynt .Ellers  så havde hun små perle øre stikkere på, intet andet bling, for smykker ejede hun stort set ikke. Desuden ville hun ikke havde haft det med sig, hvis hun havde nogen.
Millicent  så nu alligevel helt klar parat til  bal agtig ud.
Nu manglede hun blot direktøren for det hele, tænkte hun da hun lod den lille hvide mobil glide ned i en al for stor taske, og tømte guderne måtte vide hvilke nr kaffe kop, for så at sætte kruset fra sig på det rene køkkenbord.

En let latter slap hans læber da hun måbede, smilet der lagde sig omkring hans læber viste de sande følelser af at han morede sig lidt for meget på hendes bekostning.
Hendes bemærkninger gjorde ham egentlig kun i en smule bedre humør, for egentlig kunne man vel også kalde filerne på Justine en undskyldning for at gå hans nummer, så hun modsagde lidt sig selv, for hun bad om hans nummer.
“Så du siger at du ikke ligefrem tigger om telefon numre, men hellere undgår at få dem ud, det har jeg nu en lille smule svært ved at tro på når du nu beder om mit på den måde”
Drillerierne stod en smule mere tydelige frem denne gang, måske var hun lidt for nem at komme på kant med, med små bemærkninger der egentlig var stik mod hvem hun egentlig var, men derfor gjorde det kun hans morskab endnu større.

“ti-taller siger du hvilke ti-taller snakker du om, og Messi, hvorfor er jeg nu Messi, har du slået hovedet?”
alle spørgsmål kom i en smøre hvor det ikke var meningen hun skulle kunne nå at følge med til at besvare dem i hvert fald ikke med det samme.
Han måtte indrømme han ikke selv kunne drage et parallel til den forhenværende fodboldspiller, og stjerne han var tilbage i år 2000’ende og frem efter til midten af 2020’erne selvom han havde nydt at se ham spille selv inden Barcelona fik købt stjerne Neymar og Suarez havde en haft en tiltrækning af den klub.

Hendes latter fik ham til at hæve øjenbrynet og et lille smil spillede om hans læber.
“Åh den eneste kvinde der kommer til at sove I mit nærvær er hende jeg kommer til at dele seng med.”
Han vendte blikket mod vinduet. Inden han forsatte.
“og det sidste hun kommer til at føle vil være mine læber nå jeg kysser hende godnat.”
Hans stemme blev kun lavere mens han talte. Ikke mere på grund af hende men mere det var et emne der ikke på den måde skulle deles.
Sladderen hun kunne skabe om ham var på ingen måde til at undgå hun opsøgte den jo nærmest og det var uundgåeligt at hun ikke ville forhindre folk i at skabe sladder når det kom til de to.

Elevatoren bippede da han ankom til etagen og lejligheden, nu skulle han lige hurtigt vaskes for at komme i stand, og derefter ville det være i det skræddersyede jakesæt for at så komme ned i stuen påklædt, og klar til afgang, det havde kun været en kort hilsen til hende selvom han havde haft de to timer til at egentlig at gøre sig klar. Men hellere for tidligt end for sent.
“Du ser godt ud Millicent den har du været heldig med.”
Fik han sagt da han endelig fik set ordenligt på hende, han stillede sig foran hende, og rakte en hånd ud for at hun kunne tage den så de kunne følges ned til garagen. I dag havde han besluttet sig for selv at køre, og han vidste også hvilken bil der skulle gøre dem deres entre, det måtte være den sorte Audi R8 der ville være deres transportmiddel. Igen hans kærlighed for bestemte biler, biler han havde samlet gennem årene og passet og plejet, nogle stod stadig som kom de lige fra fabrikken fra produktionsåret men andre havde deres charme som den gamle Ferrari Califonia fra 1957, biler fra før 1990’erne havde han sørget lidt mere for at de stadig skulle holde charmen.

Han satte sig ind i Audien efter at have åbnet poassager døren for hende, havde stået rank og ret og ventet på hun var kommet ind.
Da han var på plads ved førersædet og motoren startede op med en let brølen intet højlydt men rullede derefter over i en mere normal rullen inden han satte i gear og satte kursen mod Omnicorp, en lille times køretur da han havde valgt to steder med lidt radioaktivitet til Omnicorp og hans hjem, men i hver sin ende af byen.

Hun viftede. Hans spørgsmål væk, med et lille grin. Det var alligevel for besværligt at forklare ham.Skulle hun opstille den tal ligning ville der gå en lille uge, hvis ikke han kunne se den med det samme, som hun gjore.
"Never mind, det for indviklet med Messi, men jeg vil sige at dit nummer måske er en god ting :jeg kan sikkert sælge det på det sorte marked. CEO´s private nummer og det hele" små drillede hun .

Det var vanskeligt at afkode ham. Og det hjalp ikke at det hun så mest af var hans ryg. Millicent kunne høre at hans stemme ændrede sig, blev mere lavmeldt og mere intens. Hun forbandt det med alvor, og ville ønske hun kunne have set hans øjne.
Alle små finurlige bemærkninger lod hun passere, for ikke at blande sig, men hun noterede sig alligevel hans ord, og de spørgsmål der dukkede op i hendes sind .
Det var ikke tid til den slags samtaler nu, de var ved at skulle bryde op og få dagens gerninger klaret.

~~~og klaret blev de som bekendt ~~~

Argentum kom hjem og snart var de klar til at forlade draconianerens penthouse.
Millicent havde drejede omkring sig selv i et enkelt spin, så han også kunne få et kik til ryggen.den del af kjolen var hun tilfreds med. "Tak. Der kommer ihvertfald ikke andre i den her! Så det er en stor fordel" smilede hun da hun tog hans hånd og forlod køkkenet. Alle piger ville ærge sig hvis de dukkede op i en kjole identisk til en anden, det var bare en ikke så fed ting. Så kunne man forsøge at joke med det og bære en god maske , men helt ærlig...så var det ikke sådan en aften man ønskede en look alike. Det var nok også den eneste bonus ved at have syet kjolen selv...og så prisen naturligvis. Nu måtte hun bare håbe den var syet ordenligt, så det ikke faldt fra hinanden ved midnat, ik.
"suit and tie becomes you" returnerede hun hans kompliment, men det var sådan set ikke for at flirte, bare et fact der var åbenlyst.

Hun kom på plads i bilen, og de drønede ud af parkerings kælderen, og lagde hans bopæl bag dem."Du meget høflig, tak Argentum" hun smilede op til ham, mens hun lige fumlede lidt med selen der skulle klikke .
Nysgerrigt kiggede hun på bilens inventar.Biler sagde hende ikke meget og hun havde ikke forstand på dem. Men at Audien kunne brødføde en hel by, tvivlede hun slet ikke på. Det var svært ikke at drille ham...og hun regnede med hun vidste lige precis hvordan..."Fik jeg sagt jeg stadig har kvalme...jeg har kastet op toi gange, så ..." hun lod som hun skulle til det igen, bare for at se hvordan han ville reagerer....han havde så fine sæder i sin bil ik.

"kan vi høre noget musik ; med mindre der en last minute info du mener jeg skal have?"  hun overvejede at trykke på nogle af de knapper der lyste i panelet, for at se om de gav lyd- men hun artede sig...endnu da.[/color]

Aftenen var mild og temperaturen behagelig.
Det var nu blevet sommer i Miami og dagene kunne være for varme hvis ikke man fandt et svalt sted at ophold sig.
Aftenen store news indslag var naturligvis velgørenheds ballet til fordel for hospitalet, og ikke et medie med respekt for sig selv ville lade det event passere udækket.
De medier der ikke havde respekt for dem selv, de stod parat til at sælge deres mor for at få en juicy detalje klemt ud, fra dette årlige event der altid vakte stor opmærksomhed.

Blandt den store mængde af fremmødt presse , stod også journalisten Justin Case.
Hun havde set frem til netop i aften, set frem til at få sit eget interview i hus, men Jason Stark. Hun havde allerede lavet flere artikler om ham, men den eneste gang det var lykkedes for hende at opnå personlig kontakt til ham , var efter artiklen om han skulle være far.
Justine havde et trumf oppe i ærmet....eller rettere i sin håndtaske, for hendes chef havde købt hende en Golden ticket, så hun skulle ikke alene få et interview...næ nej, Justine havde planer om at vriste og vride info og detaljer ud af Omnicorps flotte direktør den hele lange aften...og hun skulle gøre det med største fornøjelse også...nu håbede hun bare at rengøringsniveau var god på Omnicorp , for alle de baciller fik hendes hals at større sig sammen. Alle de mennesker med baciller all over. Euw.
Nå men Justine ville indlede med at se hvad hun kunne opnå på gade plan, før hun ville træde inden for på højborgen.
Så da hun så den store Audi nærme sig og langsomt tage af i fart, fik hun travlt med at stoppe den lille håndsprøjte i tasken, og gnide geleklatten ind i sin hånd, til den var helt tør. Så fiskede hun en lille miniature diktafon op af sin lomme, og gav den et tryk...det så ud til døren var ved at gå op i føre sædet.

En bilbørge stod klar til at tage nøglerne for Argentum og parkere bilen, så snart Argentum og Millicent var kommet ud.
"Mr. Stark, hav en god aften sir" bukkede han og ville dernæst udføre hans job.
Den store gruppe af journalister begyndte at mase sig på, men ikke mere end at Millicent og Jason kunne gå langsomt op mod indganen samtidig.

[i] Mr.Stark... hvem er deres date i aften ?
Mr.Stark... bliver Omnicorps nye mobiler frigivet i aften, kan de købes i butikkerne fra i morgen?
Mr.Stark hvad mener de om aktiefaldet for Green Bank?
Mr. Stark...hvor mange penge regner de med at indsamle i aften ?
Mr. Stark... Er datoen for deres bryllup fastsat?[/color]
Det regnede ned over dem med spørgsmål, og Millicent holdte fast i hans arm.
en enkelt stemme stak ud...eller også var det spørgsmålet der gjorde, for Millicent blegnede og slap Argentums arm....hun drejde sit ansigt til hun så ind i et par brune øjne på en ung kvinde der gentog sit spørgsmål..."Miss James...de har netop tilbragt endnu en nat sammen med Jason Stark...igen?" Millicent hævede de lyse bryn , hun formodede at dette var Justine Case ? Hun så op på Argentum...What The heck?

Argentum så på hende med et lettere irriteret blik, intet alvorligt eller noget, han var måske en smule irriteret over hun ikke ville dele hendes konklusion, men nummeret var egentlig bare et nummer for ham, så hvordan kunne hun drage en parallel linje til Messi.
“Ja du kunne jo prøve at sælge mit nummer og så se hvad der sker, når jeg finder dig igen.”
Stemmen lød en smule truende.

“Det glæder mig at høre at min ledsager syntes jeg ser godt ud i noget jeg nærmest optræder i dagligt.”
Kom der langsomt fra ham, han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet over hendes kompliment.

“så jeg er høflig ligefrem, tror mere at jeg gerne på min egen made vil gøre op for hvad du måtte igennem sammen med mig. ”
Lyden af sele der klikkede efter de havde ramt vejen, lejlighedskomplekset der blev lagt bag dem fik ham til at tage en dybere indånding.
Et løftet bryn lagde sig over hans ansigt uden at blikket blev vendt mod hende.
“Brækker du dig kommer du selv til at gøre rent.”
Kom der langsomt fra ham
“Og hvis du brækker dig skal du ikke regne med at komme ind.”
Det var tydeligt han mente hvad han sagde, lige nu var han måske en smule mere nervøs end han normalt ville være, ikke noget han ansigt viste, og den noget mere nervøse og irriterede Argentum var ikke i humør til spas, men han kunne ikke få sig selv til at reagere voldsommere hvis hun havde det skidt.

“Om du skal have en smule mere information, det ved jeg ikke om du har brug for hvad angår musik så aner jeg ikke hvad du høre, og tror ikke min direkte brede musiksmag falder i din smag.”
kom det langsomt fra ham

Den milde og behagelige temperatur var rar og behagelig mod hans krop, den passede ham fantastisk.
Han overrakte nøglerne uden med et gennemborende blik, der skulle helst ikke være noget i at han fandt den som reserve dele eller at han skulle ud og finde en ny.
“Tak og bare stil den på den sædvanlige plads.”
Han sendte et kort og skævt smil.

Argentums arm holdt var stadig rakt så Millicent kunne holde sig tæt til ham.
Spørgsmålene gik ham ikke på generede ham ikke det eneste der kom ud over hans læber var et svar på det hele.
“Alt det vil der blive plads til at få et svar senere, men lige nu vil vi gerne ind.”
han forsatte med at gå og havde fuldt forståelse og overblik over hvor Millicent var i forhold til ham.
Selv spørgsmålet om brylluppet lod ikke til at få ham til at afvige en smule.
Da han ikke længere mærkede Millicents greb om hans arm. Stoppede han op, han vendte blikket mod Millicent og derefter vendte blikket for at se hvad der havde fået hende til at miste farven i ansigtet. Denne gang opfangede han spørgsmålet og kæberne blev spændt.
Det blik Millicent sendte ham, fik ham til at gøre noget han aldrig havde gjort før eller ville komme til igen. Hans arm lagde sig først om Millicents skulder og derefter som en barriere mellem Justine.
“Som jeg sagde for et kort øjeblik siden, spørgsmålene vil der være tid til at svare på senere.”
Han forsøgte at få Millicent med sig, og var klar over at Justine muligvis først lige var gået i gang.

Velkommen til løvens hule var det sidste der røg gennem hans tanker.

Millicent gad ikke forklare Messi teorien da det ville blive for rodet så snar man satte ord på. I hendes hjerne var det bare meget enkelt.
De to 10 taller i Argentums nummer gav sis selv, for Lionel Messi spillede i nr 10, da han var på toppen af hans karriere i Barcelona.
Så var der 555 og 15 tilbage i mobil nummeret.
5+5=10
så var der et 5 og 15 tilbage.
5+15=20 og tyve var det samme som 2x10 .....alt sammen ledte til tallet  10 og dermed Messi! men det kunne hun altid forklare en anden god gang, og ikke når de skulle afsted til bal.

I bilen havde de mundhuggedes lidt for sjovt og Millicent havde slået fast at hun havde ladet sin Ajax blive hjemme, da den ikke kunne passe ned i håndtasken, så at hun selv skulle gøre rent kunne desværre ikke lade sig gøre.
Argentum var sjov fyr , også følsom sjæl for hun vidste hans hjerte var knust ,efter at have mistet hans kæreste og...ja hele hans familie og planet. Der var bare alligevel noget over ham, der fik hende til at føle sig som en ulydig hundehvalp i hans nærhed...og hun var ikke typen der var let at afrette, selv om man måske gerne ville, troede hun. Og nu sad han her....på vej til sit eget store velgørenheds arrangement, med hans "nye hundehvalp" der skulle luftes ? Hun morede sig ved tanken og tænkte på at Auriel ville have moret sig og ønsket Jason held og lykke. Auriel ville have kunne lide sådan et bal,og Millicents tanker hang et øjeblik ved ham...mon hun snart så ham igen ? selvfølgelig savnede hun ham .

Alt den opmærksomhed omkring Jason Stark og Omnicorp var ny for hende, og således også hvordan man skulle gebærde sig. Hendes øjne var store og opmærksomme på alt omkring dem, på så meget af det som hun kunne rumme at suge til sig. Hun havde et smil på læberne , så snart de stod ud af bilen, ikke kæmpe stort og bredt, men bare et lille forsigtigt et . man lærte vel noget af at læse de kulørte blade, så facaden var på plads, selv om man kunne se hun var et uskrevet blad i sammenkomster som dette, og måske klyngede sig mere til Jason Stark, end blot en let hånd på hans arm.

Argentums arm der hurtigt havde lagt sig om hendes skulder, fik Millicent til at bryde øjenkontakten hun ellers havde med Justine Case. Det snurrede i Millicents hoved og hun havde netop suget luft ind og skulle til at begynde en ord duel med Justine, for Millicent brød sig bestem ikke om pigens insinuerende tone . Men nu var ceo Jason Stark langt mere rutineret i denne leg, og han fik lagt afstand til Journalisten og fik taget over. Millicent trykkede sig ind mod ham, og diverse blist gik amok.
""Geez...og vi er ikke engang kommet ind" hviskede hun op mod ham, og mærkede godt crowden mase sig en smule på.
Millicent var dog blevet en smule bekymret over alle de spørgsmål der regnede ned over dem ...ikke mindst fra Justine Case, men det gav i det mindste en forsmag på hvad hun kunne regne med ...og dermed et mikro forspring på at forberede nogle svar- hvis der blev et øjebliks ro til det.
Det lykkedes for dem at forsætte op til hovedindgangen,  trods den anmasende menneske flok uden for - og Millicent og Jason kunne komme indenfor, hvor der var fred for journalister.....undtaget de få der var hyret til at stå for de sober presse billeder der skulle ud i reklame øjemed.

Så snart de var inde slappede hun mere af. Millicent fandt med det samme tryghed i at få afstand til alle journalisterne og blev nysgerrig på alt det nye der omgav hende.
"Pyha hva....sikke en omgang. tror du nogen sinde vi får sat dem på plads? De virker en smule...aggressive, eller er det bare mig ?" spurgte hun Argentum og rakte ud efter et champagne galskab, som en tjener bød rundt.

Argh... Et par sekunder længere var alt det krævede, så ville hun havde haft havd hun behøvede for en pragtfuld start på aftenen.
Justine fornemmede at øjnene på den blonde ledsager var meget modtagelige og lette at skabe kontakt med, men ....hun havde ikke formået at åbne op for den mentale connection - hvilke var skuffende for Journalisten.Det var forskellige fra person til person, og hun mente også at kunne mærke forskel på racerne.
Desværre var der ikke mulighed for at afprøve fuzzbuzz evnen, da Jason Stark afbrød, men det punkterede ikke Justines iver eller mod. Aftenen var ung og hun skulle nok få sit interview..og dermed en fastansættelse på avisen...og dermed mad i sin mave, der efterhånden var gået alt for mange gange i seng, skrup sulten.
da Jason Stark satte hende og de andre journalister på plads, og lod dem vide at det ikke var NU der ville blive besvaret spørgsmål...masede Justine sig efter dem og lod sine spørgsmål regne ufortrødent ned over dem , som ris efter et brudepar.
"Mr. Stark ...Miss James er første kvinde de har haft overnattende, er det ikke korrekt ?
Miss James ...hvor længe har de kendt Jason Stark?
Mr. Stark...kan du bekræfte jeres forhold ?
Miss James...de er sat i forbindelse med General Zolner...nogen kommentager?
Mr. Stark...militæret har en efterlysning ude på deres ledesager, hvad siger de til dette?" hvad end reaktion der kom...eller ikke kom...så ville Justine se Jason Stark og Millicent James forsvinde ind i Omnicorp, med et smil om læberne.

Nu til det hemmelige våben !
Justine ville forlade hendes kollegaer, trække til siden hvor hendes parkercoat ville blive krænget af og en nydelig løvgrøn aften kjole komme til syne.
Håret ville hun samle i en knold i nakken og nogle hårnåle med sten og blomster ville holde de hele på plads, samtidig med det gav et lidt elver romantisk look, til aften kjolen.
Hun ville støde til selvskabet på Omnicorp, men ligge ud med en smule mere lav profil.

“Hvis de ikke kan gøre rent I bilen må du nok hellere holde dit maveindhold indebords.”
Var hvad der var blevet svaret til hendes argument for ikke at kunne gøre rent hvis hun kastede op.

Han havde trukket Millicent væk og holdt hende en smule mere fast, og tættere end han ville gøre havde det været en der var van til dette, men Millicent var havnet i helvede ved en fejl, og derfor skulle hun holdes sikker. Han kunne overleve et blakket ry, men Millicent var han ikke sikker på havde brug for den form for omtale.
“Nej vi er ikke kommet ind endnu, men havde du regnet med de ville lade det blive let for os?”
Han spørgsmål slap kun hans læber som en lettere lav hvisken der kun var hørlig for hende.

Selvfølgelig gjorde han hvad han kunne for idet mindste at holde Millicent sikker og ude fra løvens gab, og denne Case han skulle nok få gjort sit for at lukke munden på hende, hun skulle ikke tro hun kunne komme på den måde og så bare stille sådan spørgsmål. Han havde noteret sig hende, og fornemmelsen var at det nok ikke var det sidste de fik lov til at se til hende denne aften.
“Frøken case hvis de ikke behersker dem, så vil jeg personligt sørge for at De ikke kommer til at skrive et eneste ord mere, i Deres karriere.”
Stemmen der ramte Justines øre ville ikke blot være truende, men den autoritet der kom over hans læber var ikke til at tage fejl af. Han mente hvert et ord, og den underliggende trussel var han sikker på Millicent fangede hvis hun havde hørt det. Bæstet var kigget frem.

“Det var kun første runde Millicent.”
Han så ned på hende og lod armen falde da en smule da de var kommet væk fra de mange spørgsmål.
“Er du sikker på du kan klare det?”
Han var bekymret for om hun ville kunne klare det store pres og de svære spørgsmål der ville komme senere.
De var kun kommet et pr skridt fra døren ind til han stoppede op og slap hende og stillede sig foran hende.
“Velkommen til Omnicorp, velkommen til min verden, hvor alt er muligt indenfor teknologien.”.

Hvad havde hun regnet med, spurgte Argentum ? Millicent var ikke naiv og hun var forberedt på både presseophavet og de nærgående spørgsmål ville komme. Men det var umuligt at forbered sig på hvordan det ville føles at stå der midt i det hele, og være et slag taget for deres skud. Hun var jæger, kunne lide kontrollen over sit egent liv, og denne her oplevelse gav hende intet kontrol, her var hun byttet omringet af jægere. Hun blev forvirret...og det var vigtigt ikke at lade reaktionen til dette blive et impulsivt modangreb, for så fik de da først noget at snakke om, journalisterne.
"Jeg skal nok klare den, bare rolig...jeg skal bare lige...lære det" hviskede hun til ham. Selve ordvalget var lidt uprecist, men Argentum ville sikkert forstå meningen bag. Det var overvældende.

Justine Case fik en advarelse og Millicent fik travlt med at motiverer Argentum til at komme videre. Hun var vist ikke den eneste der skulle tæmme temperament, for hvis Argentum tabte besiddelsen og forvandlede sig bare lidt, så ville folk da gå helt amok...altså dem der ikke blev slugt i en mundfuld men istedet havde nok tid til at forstå hvad der forgik.Så hun fik armen omkring hans liv og pressede hårdt mod hans lænd..."SÅ tror jeg vi skal videre, Jason ...selvskabet venter" hundsede hun som en bossy wife, men de vidste bedre...de vidste hvad der lå bag hans bydende tone og anspændtheden..vreden der ulmede.
Selv Miss.Case blev øjblikkelig stum og så tavst efter dem.
"Jer er ikke sikker..godt nok er jeg ny, men jeg tror ikke det gavner Omnicorp, hvis du æder en journalist" drillede hun. Humor løsnede altid op i de mere tilspidsede situationer og var en integreret del af Millicent efterhånden.'

Indenfor blev hun igen overvældet."wauuw" udbrød hun ved hans velkomst. "Jeg må sige ..det er imponerende, jeg aldrig aldrig set noget tilsvarende" blev det slået fast. Og det var sandt. Hun havde været i et enkelt rigt hjem , og det var Vladimirs- udover selvfølgelig Argentums stilrene penthouse. Vladimir -det var et hjem udsmykket med gamle dyre møbler, men begge var jo private opholdssteder. Omnicorp emnede af...var det håb ? Et håb for en bedre og lysere fremtid, et håb fordi det tillod drømmen om at alt var muligt. Hun anede intet om tech og hvad de kunne ...udover havd hun læste og kunne se i reklamer- men at stedet var noget helt særligt, det hang bare i hver mundfuld af luft man trak inden borde. tankerne gled over på Charlie og chokoladefabrikken, og hun følte hun var Charlie der havde vundet den gyldene billet.
"...og hvad er du så Willy Wonka?" mumlede hun vrøvlende og tog en stor slurk af hendes champagne, helt uden at huske og skåle med Argentum først.

Folk strømmede til, og man kunne høre hvordan summen af folks small talk hang som en sky over lokalet.
Millicent kendte ikke rigtig  nogen  her , men det hændte da at et ansigt stak ud af mængden og virkede bekendt.Men oftest var de videre før hun kunne nå at navngive dem.
Mangeville  nikkede eller hilste i Argentums retning, med kun på deres vej forbi-thi det var ikke god etikette at beslaglægge værten. Kun hvis man var Real close, som familie,partner eller få nære venner var dette velset på nuværende tidspunkt af ballet.
Senere på aftenen , efter kaffe ...der var der mere frit spil.
Bemærkninger blev derfor sendt som små høflige indledningen til aftenen der lå for deres fødder,  til  deres vært- når folk gled forbi.
"Mr. Stark...hvordan går det ?"
"Mr. Stark...pragtfuld aften"
"Jason...så du kursen steg på Inigma aktierne?"
"Stark..vær hilset"
"Jason...kan jeg få to min senere?"
Millicent så på og var der nogen der mødte hendes øjne, ville hun bare smile og give et høfligt nik.
Hun regnede med dem der hilste i sætninger var en blandet scareboard af både venner og forretningspartnere? Måske hun ville få mere af vide eller møde nogen af dem senere, blive præsenteret.
Et sted i mængden tonede en kendt figur frem....ham vidste hun ihvertfald godt hvem var ! Sportsfyren, Nathan Storm.
Det skulle nok blive en interesant aften, tænkte hun og førte igen glasset til underlæben og tippede det boblende vand inden for.

Indtil nu havde han haft en afslappet holdning, flere års håndtering af pressen selvom han måske nogle gange var gået over grænsen for hvad man muligvis kunne tillade sig, så var han mere van til situationen end Millicent hvilket han også kunne mærke.
“Jeg håber du klare den for vi har ikke noget personale der kan fjerne bevidstløse Millicenter fra gulvet.”
Kom der fra ham med et lille og opmuntrende smil.
“Du skal nok klare den jeg vil jo være lige her ved din side.”

Han mærkede Millicents hånd og var lige ved at rykke sig væk, det var jo ikke ligefrem noget der gavnede deres sag. Men berøringen fik også ham til at falde en smule ned. Han så ned på hende og smilede kort med et lille nik.
“Jeg… Hvad skete der lige der.”
Han så på hende med et blik, der var svært at beskrive, mens han mumlede, han fulgte af automatik med hende. Der var jo ikke engang rystelser der løb gennem hans krop, så hvad var hun egentlig bekymret for. Han havde styr på sin krop for nu i hvert fald ingen forvandlingsfare lige nu.
Han fornemmede at den kære Miss. Case blev efterladt bag dem, et lille sejrssmil spillede om hans læber.
“Æder en journalist hvem snakkede om at gøre det, lige nu… Måske senere hvis jeg fanger hende på et tomandshånd, men jeg ville da ikke gøre det nu, det ville være det andet tøjsæt på meget kort tid, og det ønsker jeg ikke.”
Han lod lydniveauet i hans stemme falde mens han tilføjede.
“Især når jeg ikke har min kampdragt på.”
Hviskede han så lavt at han ikke engang var sikker på at hun kunne høre det, hvis der var en ting han havde brug for lige nu udover at folk opdagede han ikke var fra jorden, var at have endnu en artikel der omhandlede ham nøgen foran omnicorp.

Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes udbrud, det var muligvis den reaktion de fleste havde første gang de satte foden i den store hall.
“Dette er jo egetnlig kun en brøkdel af hvad vi har gang i her. Men det er stedet hvor der er mest plads til sådanne arrangementer, vi kunne jo have lejet noget på et hotel, men dette gøre det mere relevant for os.”
Hans blik hvilede stadig på hende med et smil. Han kunne lide hendes reaktion, inden han slap hende gav han lige hendes skulder et kort og blidt klem.
“Er glad for du syntes om det Millicent, på en made et dette min største kreation.”
hans hånd faldt ned langs hans side.
Deres teknologi var alle veje, deres computere til virksomheder, nogle var kun prototyper og endnu ikke egnede til at komme til offentligheden endnu, selvom de ikke var i brug, grundet det store bal, så var det ikke til at tage fejl af at meget af deres prototyper blev testet af selskabet først, for at se hvordan de virkede men alle sekretærens og receptionisternes områder var blevet ryddet så der var plads til borde og stole, bagenden af den store forhal var formet som en støre skulptur af den Millicent havde set hos ham, og fra bjergets bund og op af toppen var en rørelevator der førte op.
“perspektivere du til Charlie og chokoladefabrikken nu?.”
Han løftede et øjenbryn og rystede på hovedet.
“Først Messi og nu dette.”
opgivende rystede han på hovedet. Sukkede en smule tungt.

Hilsnerne der kom hans vej blev kun kort besvaret tilbage, der var ikke den store lyst, lige nu skulle det bare overståes så han kunne komme tilbage til en dagligdag, og det gode var at han overvejede om det snart var tid, til en ferie, en total nedlukning af Omnicorp et par uge.

Blikket søgte rundt og han fandt på en måde hvem han søgte.
“Millicent hvis du vil være så venlig at komme med mig, jeg har en du lige skal hilse på.”
Han lagde armen om hende igen, da han langsomt begyndte at gå, ind i det ukendte for hende.

Overvældet eller ej, så havde hun ingen intentioner om at lade pressen få det bedste af hende. De kunne hyle hende lidt ud afd en, men det krævede mere end en skarp tunge og pen at vælte Millicent, og det skulle hun nok bevise ...somehow.
"Det er godt du er her..det er på sin vis også dig der bragte os i fedtfadet...og du er altså den enste af os to der indtil nu realt ER besvimet" mindede hun ham om, med et stort smil . Oh Jov , hun havde skam ikke glemt at den passed out Argentum de skulle bæres op på værelset , var direkte årsag til hun var tvunget til at finde på en historie om ....graviditet og forhold, som Justine Case så havde fordrejet helt og  fået flettet Millicent ind i. Hun lo og rystede let på ansigtet, da Argentum snakkede om Justine og at være nøgen foran Omnicorp. der var slet ingen grund til at sige noget, for de billeder han lige fik plantet hos hende var total morsomme i sig selv. Det ville HELT sikkert havde været årets største overskrift ...no doubt.

På Omnicorp, var det som at træde ind i en helt anden verden og Millicent lod sig konsumerer af den. "Ja, der er da lidt eventyr og magi over stedet, ik.
Sjovt du også kender den. Her er virkelig pragtfuldt" svarede hun .Blikket ville hele tiden skifte retning og zoome ind, der var liv og oplevelser hvor end øjet så. Figuren der var en større udgave af den Argentum havde hjemme, kunne hun lide med det samme. Den havde noget dragende...selv om den var et kopi. Ligesom Auriels ring besad en særlig aura, så gjorde Argentums skulpturer det samme- enten det..ellers var hun ved at blive clairvoyant...og DET gad hun da godt nok slet ikke! "mmhva?" hun blinkede et par gange...og hans ord trængte ind .
[color+oldlace]"Du er meget kommanderende når du spørger, har nogen fortalt dig det?"[/color] hun stak armen ind under hans , og ændrede lidt på hans forsøg på at havde den bagom hendes ryg, hvis han lod hende.
"Så hvem skal jeg præsenteres for? Din bankrådgiver...bogholder....faste bingopartner?"  hun bemærkede hvordan folk trådte til siden , når Jason gik frem. At være rig måtte virkelig føles mærkeligt. Opmærksomheden var bare en af de ting der ville være underligt. Hun nød den nu, at følges med ham og se hvordan det var. Millicent var bare ikke sikker på det var lige skønt hverdag, hvis man ikke kunne klø sig i rø... når man gik en tur-uden det ramte de kulørte forsider.
"Bare rolig, jeg skal nok gøre et godt indtryk...hvem end det er" lovede hun Jason , og holdte sig tæt på ham, for han ikke skulle glemem at få hende med frem. Et sted foran kunne også spisesalen skimtes, og hun strakte hals for at prøve få et bedre kig. der så stort ud og det lod til at være dækket op med runde borde. Nice! Så var det ikke eet langt, men måske kunne man hyggesnakke lidt med de andre der også skulle sidde ved deres? fløj tankerne igennem hende , før hun igen gav fokus til Jason Stark ved hendes side.

“Hvor vil du ellers have jeg skulle være hvis ikke her ved din side…”
Hendes kommentere fik ham til at ryste på hovedet, han var jo kun besvimet for at holde hende i live, så måske var han den eneste der var besvimet, men det var hendes skyld han besvimede, hvilket han måske ville påpege et par gange, og så var det jo hende der startede et rygte om en 17 årig forlovede og trillinger, som han måtte forsvare.
“Vi skal også lige huske at der var en grund til at jeg besvimede og den grund er her med mig i aften, der var jo en der skulle holdes i live.”
Gav han igen for at hun ikke var den eneste der skulle more sig, i hvert fald ikke på hans bekostning, og han alene skulle ikke bære skylden.
Især ikke når han var offer for en sladderhistorie.

Han havde forsøgt at indrette Omnicorp efter Draconians indretning, noget der ikke var set før.
“Magi den havde jeg dog ikke hørt før, det må jeg nok erkende.”
Kom det langsomt fra ham, et eventyr havde han nok ikke selv set Omnicorp som.
“Syntes du her er pragtfuldt det er jeg da glad og lettet over at høre, selvom stedet ikke ligefrem er til for at imponere dig.”
En smule draget af hende, var han hendes små sjove sammenlignelse Messi, Charlie og chokoladefabrikken.
Han lod hende tage hans arm, måske med et lidt stramt ansigtsudtryk end han måske ville håbe det kunne ses på ham, ansigtet blev dog hurtigt lagt tilbage i et neutralt udtryk.
“Så du syntes jeg er kommanderende det forstår jeg ikke. ”
Han var måske en smule men ikke noget han lagde mærke til i dagligdagen. Måske fordi han ikke oplevede det i samme form som Millicent blev udsat for det lige nu.

“Ja det er lige spørgsmålet ikke, hvem kunne direktøren for Omnicorp dog have en interesse I at præsentere dig for.”
Folk kom af vejen og han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af den, jo måske var han rig, berømt og sådan, men var han ikke bare et menneske, en person ligesom dem, hvis man så bort fra han bare lige som sådan var et dragelignende væsen.
“Jeg tror ikke ligefrem du vil have en interesse i at møde den type mennesker, som jeg omgås med, de kan være ret så… Ja…”
Han lo kort over hendes forslag til hvem hun skulle møde, det var ikke just dem han havde haft tankerne.
“Det er hverken min bankrådgiver, eller bogholder, ej spiller jeg heller ikke bingo selvom jeg er så gammel. Måske en du har læst om, en du tror jeg har en ting sammen med.”
Det var hvad han følte han kunne hjælpe mens de gik. Han havde jo planer med hende inden maden.
“Tror ikke du kan undgå at lave et godt indtryk, uanset hvem det er du skal møde, så virker det bare ikke til at ligge til dig at man ikke skal kunne syntes om dig.”

”Lige nu er der ingen steder jeg hellere ville have du var, for at stå face to face med dem alene lyder ikke så morsomt igen” Millicent havde stdig ikke glemt at hele Occulta var på nakken af hende og militsen gerne så hendes bagdel solidt bag zone1´s mure igen, og det bekymrede hende at der var så meget medie dække af Argentum, og nu med hende ved hans side. At håbe på militæret og alle der samarbejdede med dem, var både blinde og døve var måske at håbe på formeget. Hun var nu ikke kun bekymret for sin egen sikkerhed, men også på vegne af Jason Stark. Militæret kunne måske ikke gøre noget udadtil, for at skade ham men måske ville de finde andre metoder at spænde ben for ham, når han socialicerede med en de havde en eftersøgning ude på…og ovenikøbet ”pralede ” med det som en rød klud, i samtlige sladderblade. Puha…de tanker måtte skubbes væk i aften, der var ikke plads til dem nu.Omnicorp gjore bestemt sit til at presse bekymringerne bagud , det måtte man sige.
” jeg kan ikke lade vær med at være en smule skuffet over dit imperium ikke er bygget til ære for mig, det kan du da ikke være bekendt” lænede hun sig mod ham og klagede for sjov, mens han ledte vejen mod personen hun skulle møde.
Millicent kunne tydeligt fornemem når han var grænsesættende eller styrende, hun mente det var en del af hans personlighed generelt…og ikke nødvendigvis målrettet hende. ” Du bemærker det sikkert ikke selv, men jeg skal nok få dig til at løsne op…bare rolig” hun ville ønske hun havde kunne se hans ansigt, da de talte om han var lidt kommanderende, for hun vidste bare han ville kæmpe emd at finde de rette folder for ikke at skulle se hverken for streng ud eller overrasket, men for at være upåvirket…neutral…og det måtte være lidt svært.Hun pressede læberne sammen, for ikke at han skulle høre hun lo.
Nysgerrig over hvem hun skulle præsenteres for, nærmede de sig en endevæg hvor det så ud til en form for kø havde dannet sig. Hun bemærkede to store skærme, hvor billedet med jævne mellemrum morfede og skiftede mellem Omnicorps logo, Nathan Storm , Omnicorps nye mobil og endelig et close up af ceo Jason stark. ” wow …niiicee” en lille pause og det dæmrede hvad folk stod i kø for.
Ved et bredt hightech bord , sad sportsstjernen og Jasons underbo og lod sig fotografere med gæsterne. Han signerede små pics og havde et par prøveeksemplare af den nye mobil lagt frem på bordet. Et ganske smart reklame stunt, der fik den lille men meget rige overklasse til at punge ud. man kunne næsten høre lyden af penge der tiggede ind. Det var en fordel for Omnicorp men sandelig også for hospitalet som overskudet ville gå til.”Det Storm!...så må det blive din bingopartner en anden dag, for det var et godt bud da. udbrød hun glad og klemte Argentums arm.De var kun få meter fra bordet nu.

“Det gør mig da glad at du vil have jeg er til mit eget arrangement, det er jeg lettet over.”
han smilede og rystede på hovedet inden han forsatte.
“Ej jeg ville ikke kaste dig alene for løverne første gang, det ville være direkte ondt, og jeg vil være til stede for at se hvilke problemer du roder mig ud i.”
Det var længe siden han havde moret sig som han egentlig gjorde ved Millicent, hun var et pift til hans liv. Hun havde nok givet ham problemer, og nu stod de i dem samme, så måtte de se hvad der skete.
Han kunne ikke finde på at efterlade hende på nogen måde ikke til sådan noget i hvert fald, ikke når de stod i problemerne sammen.
Han vidste det havde været et sats at bruge hendes navn, men nu havde han gjort det, hellere en person han kunne trække med end at han skulle ud og finde en passende person og skulle opdigte en historie bag vedkommende.
“Ja jeg ved det jeg skulle have forudset for så mange år siden at jeg ville møde dig, og skulle have bygget et tempel til ære for dig, og kun dig, for at vise min store tilbedelse af dig. Du er som en gudinde for mig, det vigtigste i mit liv, det vigtigste der kommer til at ske for mig.”
Jokede han med et smil og vendte blikket mod hende for at se hendes reaktion.
Hvad hun talte om kom helt bag på ham, han anede ikke om han virkelig var sådan, og nu var han klar over han ville lægge mærke til hvad hun sagde om ham.
Han løftede et bryn ikke meget ændrede sig selvom der var antegningen af et smil om hans læber, øjnene var stadig i den neutrale let kølige blik, som om hans krop var uenig med hvad hun sagde, men samtidig morede den sig over hendes ord.
“Jeg er ikke sikker på at du kan lære mig at løsne op men du skal nok få lov til at prøve.”
Han kunne ligeså godt være åben for hendes tankegang, for han var sikker på hun ville forsøge om han havde givet lov eller ej. Han var klar over hans ansigt så morsomt ud og de sekunder Så var han atter tilbage i den neutrale facade.
Han kunne fornemme hun morede sig over det ansigt eller hvordan hun forestillede sig han så ud, han ønskede at puffe til hende, men måtte virkelig beherske sig for ikke at slippe en smule løs.
“Millicent!!”
Kom der lavt fra ham mens han så rundt.
“Folk kigger”
Nu skulle han se om han bare lige kunne få hende til at opføre sig ordentligt.
Han holdt en smule fast om hendes arm, selvom han måske hellere ville have stillet sig i kø og ventet fordi hun ikke var ’velkommen’ bag bordet valgte han at gå langs køen for at gå direkte om til bordet.
“Ja vi kan lide at prale en smule. Men det er vores hemmelighed Millicent, kan du holde på det?”
Han jokede lavt med hende. For at en smule at aflede hendes opmærksomhed.
Han gik om bag bordet og stillede sig ved siden af Nathan Storm uden at forstyrre, da han var midt i Autograferne
“Ja jeg håber ikke du er skuffet over bare at skulle møde Storm, og ikke min vildt kendte og langt mere berømte bingopartner.”
Rystede han på hovedet og ventede yderligere et minut før han rømmede sig.