[Afsluttet] A young werewolf? on this road? maybe a lone wolf? hmm.. what the fuck! WHY NOT! (Kuuma + Phoenix)

Kuuma så roligt på Phoenix imens hun rejste ørene og kiggedet på ham, han sendte hende et beroligende blidt blik imens han så hende gå hen til ham med halen mellem benene, og han så hende krybe sammen da hun var kommet okay tæt på ham, og krøb sammen for ham, dog da hun så svagt op, kiggedet han hende direkte i øjnene og slikkedet hende over panden for og vise det var iorden.

Kuuma fulgte hende's blik med øjnene, og han mærkedet det samme og rejste sig op på alle fire poter og fulgte hende's blik, han fulgte dog ikke efter hende, kun kort, for og se sig omkring, han gik dog stille og langsomt over imod Phoenix, dog meget meget langsomt så hun fik tid til og hvile sit hoved, og nogle og 30 skridt fra hende, satte han sig ned og holdt venligt øje med hende, for og vise hun ikke var alene.

Kuuma så kun den sorte kappe, ikke selve manden, dog var det nok for ham til at han for op og gøedet højt af manden i en truende gestus, han's folk hørte det og rettedet deres våben imod manden ved hjælp af target finder scope's, Kuuma hørte grinet men ikke ordene.

Kuuma så Phoenix hurtigt komme på benene, og Kuuma var allerede stormet efter, for og passe på Phoenix, han hørte det svage hyl og han hylledet for og vise han havde hørt hende, og at han var på vej, dog løb han lidt i 45 grader retning fra dem, for at storme tungt afsted dog næsten lydløst som en ulv, for til sidst at springe ned fra en bakke og ramle ind i manden, og hurtigt lukke kæben om manden's arm og bide brutalt til, for at løbe lidt væk med manden's blod i munden, og da han var ude for radius af manden, så han efter Phoenix, besluttedet sig for og vende sig imod manden og knurre truende af ham, som en ulv da beskyttedet et familie medlem.

Manden banede svagt og prøvede at ryste Kuuma af sig, men først da Kuuma selv havde sluppet ham kunne han se såret. Igen banede han svagt og i det Kuuma løb lidt væk. Så han muligheden for at stikke af. Hurtigt og adræt kravlede han så højt op i et af de nærmeste træer han kunne.

Phoenix kunne svagt se den sorte ulv og løb hen til ham, roligt lade hun ørene tilbage og prikkede til hans skulder med snuden, da fik hun en svag færd af manden. Hun krøb sammen og kiggede rundt for at finde ham, men først da en helikopter var over det træ han sad i fik hun øje på ham. Hun bjæffede svagt og krøb indtil Kuuma’s side.
’Farlig!’ skreg hendes hjerne. Hendes hale lå mellem hendes ben og ørene var lagt fladt ned. Hun var bange. Bange for hvad der ville ske hvis manden igen fik øje på hende, eller nogen af de andre. ’han skal vide det, nu må du tage dig sammen og fortælle ham det. Det SKAL du gøre.’ Hendes hjerne gav hende en lodret ordre og den var ikke til diskussion. Hun pibede svagt til Kuuma og krøb i ly da manden kravlede op ad en stige, der var blevet kastede ned til ham.
Hurtigt krøb hun hen mod en træstamme og kiggede skræmt op på Kuuma. ’Jeg vil tilbage, jeg vil ikke være her mere.’ Hun rystede svagt og begyndte at lunte svagt tilbage, til det sted hvor hendes tøj var. ’Hvordan fandt han mig? hvordan kunne han genkende mig? jeg er vokset så meget… ‘ De mange spørgsmål var på vej tilbage, og det indikerede at hun snart ville skifte form til menneske-skikkelse.

Da hun næsten var henne ved hendes tøj, rystede hun voldsomt og nåede kun lige at få fat i hendes trøje og bukser.
Ilden bredte sig hurtigt i hendes åre. Alt i hende skreg og gjorde ondt. ’Jeg vil bare gerne have det her over stået så jeg kan snakke.’ Hun fast holdte tanken og forvandlede sig tilbage.
Huden lå stram hen over hendes ryg, skuldre og arme. ”Jeg har hoved pine mumlede hun og strakte sin nye krop.
Hun trak sin trøje og bukser på. Langsomt rejste hun sig op og bevægede sig over mod mamaen. Roligt satte hun sig ved sinde af Sasha.

Kuuma så truende på manden da han prøvede og ryste ham af sig, dog nægtede han og slippe til han selv åbnede munden, han fulgte manden med øjnene før han vendte sig om imod Kuuma.

Kuuma så blidt på Phoenix som ulv imens han så hende løbe hen til ham, dog så han nysgerrigt på hende da hun lagde ørene tilbage, han prikkede tilbage med et blidt ulve smil, dog da han så helikopteren, dækkede han Phoenix med sin krop som en slags beskyttelse, med sig selv, og han så ned på Phoenix da hun bjæffede og han stod roligt hen over hende for og vise han passede på hende, og da han så stigen trak han på sine ulve skuldre, og da hun kravlede imod en træstamme, han så det skræmte blik og han smilede beroligende til Phoenix, og han fulgte roligt med hende for og sørge for hende's sikkerhed imens han så sig vagtsomt omkring.

Han fulgte roligt med Phoenix og da han så hende forvandle sig, kiggede han hurtigt væk for og vise respekt for hende, han kunne dog fornemme det gjorde ondt på hende, han kendte det selv, og han forvandlede sig roligt tilbage til sig selv da kom en banden af smerte, før han rejste sig op og trak sine kræftige muskler med en lav ed af simpel smerte, og han så roligt på Phoenix da hun var trukket i tøjet, og han svarede med et blidt grynt af træthed, han sagde dog blidt.
''vi kan få en kop kaffe og en hovedpine pille når vi er tilbage ved Mama'en.
Han var nøgen da han trådte ind men han fik sine ting af en af han's mænd og han trak roligt i tøjet, og han fulgte Phoenix ind i Mama'en og han's mænd satte sig ind i køretøjerne og lukkede lugerne, for at begynde og køre videre afsted på deres lille handel's rejse, og han så blidt spørgende på Phoenix om hun ville svare på hvad da skete eller om det var stille, han så dog ikke ud til og have noget imod nogen af delene, han slappede bare af og ventede på om hun ville svare eller ej, med et let smil.

Hun kiggede kort hen mod Kuuma, da han skiftede, men fokuserede på hans ansigt… eller rettere sagt, hans gule øjne. ’Hvor skal jeg begynde? Jeg kender ikke en gang starten… heller ikke slutningen.’ Hun sukkede svagt.
”Jeg springer kaffen over og tager bare pillen med det samme.” mumlede hun lavt og hoppede ind i Mama’en. Der var flere tanker i hendes hoved end før… hvad havde det hjulpet at skifte til ulv? Der var bare flere tanker nu. Hun satte sig ned og trak benene op foran sig, som et lille skjold.

Imens Kuuma sad og så på hende, tænkte hun så det knagede.
”Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde… Jeg kender ikke starten.” Sagde hun lavt og så Kuuma ind i øjnene. ”Jeg er så forvirret, Kuuma, jeg kender ham ikke… eller det må jeg gøre, men nej jeg kan intet huske om ham, intet… jeg ved ikke hvordan han finder mig…” hun lukkede øjnene hårdt sammen. ’tag dig sammen, fortæl det du ved, det er ikke så svært… du fortæller bare det fra starten. Begynd med hvor du først mødte ham… ‘
”Okay, det jeg husker om ham med kappen er: Han er efter mig, han finder mig gang på gang, og han har noget med min fortid at gøre… Mere ved jeg ikke. Min fortid er som et stort mørkt rum, jeg ved intet om mig selv…” hun sukkede.
Det var det hun vidste. Der var ikke mere… ’drømmene.’
Tanken borede sig ind i hendes hjerne og fik hende til at se op. ”Jo vendt… det før… der hvor jeg sov og sådan, gik for mig selv… det kan have noget med mig at gøre.” Hun kiggede op og smilede svagt. ”øm, det var noget med mig, som lille, der var den her mand… han skød efter mig… men jeg blev ikke ramt, øm, han ville havde jeg skulle hjælpe ham, men jeg ved ikke med hvad eller hvorfor.” Den sidste del sagde hun lavt. Roligt satte hun hænderne for ansigtet og sukkede dybt. Det helle var så forvirrende, hun kendte ikke sig selv, eller noget andet.

Kuuma så Phoenix kigge kort på ham, og han mødte hende's øjne med en rolig blidhed, han hørte hende og sagde venligt.
''ikke alle kender sin begyndelse eller sin ende, dog kan man altid begynde et sted, lille Phoenix''
Han lød blid og venlig, dog klukkedet han blidt ved hende's ord og sagde roligt.
''helt iorden, du kan få noget vand også så''
han havde roligt fået tøj på og gav hende en hovedpine pille fra en første hjælps kasse, gode sager, han fandt en flaske vand frem og gav den til hende med et smil, dog fulgte han hende's bevægelser med øjnene med en rolig blidhed.

Han så på hende's tænkende udtryk og lyttedet roligt til hende, sagde blidt.
''du behøver ikke begynde et sted, men bare prøve dig frem''
han så hende i øjnene og sagde roligt til hende's ord.
''det forstår jeg, og vil ikke presse dig, du kan dog sige det som du vil, kan dog ikke svare dig på dine spørgsmål, jeg er her for dig, og det er dine brødre og søstre også, okay?''
han vidste ikke hvad han skulle sige, han ville bare hjælpe Phoenix, han lyttedet roligt til hende og sagde roligt til hende med et venligt smil.
''ham med kappen tager vi os af hvis han viser sig igen, han skal ikke røre mine folk, uanset hvem han er, og tja jeg kender min fortid, ikke af den var god, men det jeg prøver at sige er, at nogen folk har nok haft en så mørk fortid, at de simpelt glemmer den for og fortrænge smertefulde minder, men det skal nok gå''
han klappede hende trøstene på skulderen, han så dog opmærksomt på hende med et blidt blik, han lyttede roligt til hende og han lyttedet roligt til ende imens han tænkte det lidt igennem og han sagde enkelt og blidt.
''har det måske, skal jeg ikke kunne sige, er dog ked af det på dine vejne, Phoenix, du behøver dog ikke forklare mere, hvis du ikke vil, okay?''
han mødte hende's blik med sine blide ord, han blinkedet venligt og lagde armen beskyttende om hende imens han sad op af hende, ikke på en grov eller krænkende måde, bare en da vidste han var der for hende, han så hende sætte hænderne for ansigtet og trykkedet hende ind til sin side, imens resten steg ind i køretøjerne og lukkedet dørene, for at begynde og køre igen, han's folk spurgte ikke, da de ville være respektfulde, dog satte Sasha sig ved siden af Phoenix og holdt om hende sammen med Kuuma, imens de kørte.

Hun smilede roligt til ham. ”Tak.” hurtigt snuppede hun pillen og drak en mundfuld af vandet. Pillen ville nok først virke om 30 min til en time… trist.

Et lille smil dannedes om hendes læber da han sagde at hendes brødre og søstre ville være der for hende. ’cool. Jeg har aldrig haft en familie… ikke så vidt jeg kan huske..’
Efter at hun havde fortalt og Kuuma havde givet hende noget at forholde sig til, var det lidt som om en sten fjernede sig fra hendes mave. ”Tak, men der er nu et eller andet ved den mand… jeg ved ikke helt hvad, men der er noget ved ham.” hun sukkede. ”Og jeg ved at ens hjerne lukker ned for onde og smerte fulde ting… men der er bare så frustrerende.”
Hun kom til at grine lidt, da Kuuma ikke pressede hende til at sige mere. ”Kuuma, der er ikke mere at fortælle. Jeg ved ikke mere.” hun så roligt op på ham da han lagde en arm om hende. Hun følte sig tryk og lænede sig blidt ind mod ham. Igen satte hun hænderne op for ansigtet og prøvede at finde tilbage til sig selv igen.
Imens de andre steg ind i køretøjet, smilede hun til de fleste. Hun prøvede at være meget i mødekommen og glad. Men det var ikke helt så let for hende som hun gerne ville have det. Da Sasha satte sig ved hendes side og lade en arm omkring hende smilede hun til Sasha. ”Tak i to, men om lidt får jeg fnat af al den kærlighed.” hendes stemme var i et drillende toneleje og hun havde drillende glimt i øjet.

Kuuma så roligt på Phoe da hun smilede til ham og sagde tak, han nikkedet blidt til hende, som svar, imens han fulgte hende med øjnene ogellers bare slappedet af.

Kuuma så roligt på Phoe's lille smil, han lagde dog hovedet på skrå og fulgte hende roligt med øjnene stadig, som en nysgerrig hvalp, selv om han's øjne var varme, ville enhver vide at de skjulte en brutalitet da kunne være hård og rå, han lyttedet og svarede blidt.
''hmm.. vi skal nok finde ham og.. tage en snak med ham, hvis du forstår mig, hehe skal Phillip nok sørge for, hehe, jeg forstår dig dog godt i sidste ende''
han nikkedet roligt til hende da han hørte hende grine, han svarede med en drillende stemme.
''ved jeg godt, men lad tiden vise, hvem ved, hehe''
han trykkede blidt sin enorme arm om hende da hun puttedet sig ind til ham, han nussedet blidt hende's arm imens han sad afslappet lænet tilbage, han nikkedet til hilsen til de andre, han skævedet til Phoe da hun havde lagt hænderne for ansigtet, han kommenteredet det ikke, han skævedet dog til Phoe med et drillende glimt selv da han hørte hende og han sagde blidt og drillende.
''var så lidt, lille søster, men du skal fanme ikke tro at du får mindre kærlighed, da kun mere at hente!''
han kildedet Phoe blidt i siden imens Sasha fnisedet og de holdt stadig om Phoe, Kuuma hørte deres mama starte og sangen Dope the life starte og folk begyndte at nikke med og enkelte kom med muntre knurre lyde, som de gale bæster de var, Kuuma nikkedet roligt med og skævedet til Phoe om hun brød sig om musikken.

Da musikken startede nikkede hun let i takt til den og smilede svagt, musik havde altid været en del af hende, men det var sjældent at hun fik lov til at høre den… men lige nu nød hun den i fulde drag og lænede sig træt ind mod Kuuma, det var jo snart at hendes træning til Marksman skulle finde sted, det var snart hun sagde farvel til et liv i rendestenen…
Med en rolig bevægelse rørte hun ved sit bælte spænde og sukkede, hvad var det dog for noget hun havde rodet sig ud i? hvor galt ville det her kunne gå? Og ville hendes minder overhovedet komme tilbage i hendes hoved?
De mange spørgsmål, fyldte en del. Så det eneste mulige redskab for at slukke for alt det her, var at sove, onde drømme eller ej… hun måtte bide det i sig.
”Kuuma? Hvor langt er der cirka til vi er i The Wolf Clan? Jeg vil nemlig se om jeg kan sove igen.” Et lille smil var omkring Phoenix’es mund. Hendes øjne var trætte og hun kunne ikke holde sig vågen mere. Inden hun nåede at høre svaret, var hun faldet i søvn op ad Kuuma og lignede faktisk en helt almindelig teenager i militær udrustning. En svag snorken indikerede at hun var faldet i søvn. Hurtigt trak hun benene op til sig og slog træt armene om dem og lænede sig ind mod Kuuma.
Den 16-årige pige følte sig tryg ved at være hos den store varulv.

//out