[Afsluttet] Kaotiske liv mødes ofte ved kaotiske tilfælde(Phoenix + Demian)

Hun nikkede stille, det var, nemmer flere steder, men mange gange søgte ulve til enten til at angribe eller flygte… Sådan var Phoenix ikke, hun var nysgerrig og elskede at tænke, men hun gjorde det for Demian’s skyld.
”Var det ikke noget med at din søster blev udstødt? Eller har jeg hørt forkert?” det var mere en tanke til hende selv en det var et spørgsmål der skulle siges højt, så enlig behøvede han ikke at svare hende, men den havde ikke rigtig givet mening i hendes hoved.
Imens Demian snakkede og prøvede at forklare hende hvad han mente. ”Jeg tror jeg ved hvad du fabler om, og det giver faktisk mening.” Hun lagde blidt hovedet på skrå og smilede svagt til ham. ”Men det eneste du skal gøre er at give slip på dit menneske, du tænker som en ulv selvom du er i menneske form. Du skal tænke som et menneske, reagere som et menneske, så kommer det lige så stille til dig.” Et lille smil viste sig om hendes mund og hun grinede stille. ”Demian, jeg ved det lyder skørt, men det virker, du står over for en forsøgs kanin.” Phoenix havde selv været i det han var i nu, godt nok ikke så kraftig som Demian, men næsten. ”og hvis det er fordi du frygter det ukendte, og du skal ikke begynde med at sige, at du ikke frygter det, for det ved jeg du gør… men altså, jeg står ved din side, jeg vil gerne stødte dig igennem det her, om du vil have det eller ej.” Hun smilede kækt til ham og grinede svagt, intet kunne sammenlignes med hendes stædighed, den var der og hun elskede den i nogle situationer…
”Demian!” sagde hun opgivende og bandede svagt. ”Den stolthed du bære skal jeg nok sørge for bliver pillet ad dig.” Hun var faktisk lidt vred på ham, over at han ikke havde sagt noget. ”Kom, så.” der var ikke megen glæde til bage i hendes stemme. Men Phoenix vidste godt at hendes alternative løsning, langt fra var det hun håbede, men nu skulle hun bare hen med ham, og han skulle bare være i live. Hun lagde armen om ryggen på ham og begyndte at gå lidt hurtigere med ham, da hun ikke vidste hvor lang tid hun havde tilbage, inden han ville lide et alt for stort blod tab.

Ikke langt fra byen kunne Phoenix mærke noget løbe ned over hendes egen skulder. ”Jeps, der røg min.” Mumlede hun svagt og sukkede. ”Vi er der næsten.” Phoenix rankede op og satte farten yderligere op.
”En eller anden, Hjælp!” Hendes ansigt var mere eller mindre ulykkeligt. ”Vi har brug for en hånd.” Phoenix begyndte at græde stille og hulkede svagt. ”En eller anden.” hun så op på en ældre kvinde. Kvinden smilede svagt og gik hen mod hende.
”Hvad er der dog sket mit barn?” Damens ældre stemme gav Phoenix et lille lys i øjnene. ”Vi blev jagtet af slavehandler, men slap væk. Han er blevet skud flere steder og vi har brug for lægehjælp inden han dør.” Phoenix’s tåre trillede ned af hendes kinder og den gamle dame fik medlidenhed med dem. ”Kom små børn, jeg ved hvor der er en læge.”
Phoenix smilede stort og takkede damen. Da damen var et stykke væk fra dem så hun op på Demian. ”Så meget for skuespil.” hun blinkede til ham og klemte hans hånd. ”Men hvis du tror jeg ikke er vred på dig tager du fejl, det er jeg stadig.” hun så lige ud og satte en lidt gladere maske på hendes ansigt

Efter en kort gang, viste den ældre dame dem ind i et telt med ét Røde Kors mærke på. ”Vi er redet.” Mumlede Phoenix stille og smilede som tak til den gamle kvinde.
”Vi har brug for en læge!” Råbte Phoenix ind til dem inde i telte. ”Please hjælp os.” en stor læge tøffede ud af telte og gik hen i mod Phoenix. ”Han er blevet skudt i ryggen og jeg er blevet ramt i skulderen. Please hjælp os.” Han tog et enkelt kig på Demian’s ryg og brølede en ordre på et fremmede sprog ind i telte og en mindre flok løb ud af telte for at se hvad der var sket med dem.
Tre læger tog fadt i Demian og førte ham ind i telte uden Phoenix. ”Jamen.” mumlede Phoenix. ”Bare rolig, han klare sig, kom med denne vej så skal jeg se hvad der er sket med dig.” kvinden lød rolig og Phoenix fulgte stille med hende.
Kvinden bad hende om at tage toppen af så hun kunne se på det og fjerne kuglen inden hun ville syg det sammen. Phoenix gjorde som hun sagde uden tøven og viste sin skulder med skudsåret. ”Godt jeg kan se det her kræver mere en nål og tråd.” Hurtigt løb kvinden ind for at finde en pincet og en sprøjte med noget bedøvende.
”Imens jeg gør dette, kan du så ikke fortælle mig hvad der er sket med din ven og dig selv?” Phoenix sank en lille klump og nikkede stille. Hun begyndte at fortælle om den måde de blev fanget på og fortsatte med at fortælle ind til de var kommet her til. Men hun undlod dog nogle detaljer om hvad de havde snakket om og hvad Phoenix havde sagt.

Efter cirka 20 minutter hvad kvinden pillet kuglen ud, lukket såret og bundet hende ind. ”Sikke en oplevelse i har fået, men alt der ud til at være i orden med dig nu.” Kvinden rakte hende en vandflaske og nussede hendes kind. Da hun var gået gloede hun efter hende og bandede svagt over at hun bare havde rørt hendes ansigt, det var kun få personer der bare måtte, og hun var ikke en af dem…

Demian grinte lidt af Phoenix kommentar og smilte skævt ved tanken. det var et stort minde.. på godt og på ondt "jo.. hun blev udstøt" sagde han roligt og virkede egentlig som om det morede ham en smule. dog rystede han lidt på hovedet da det jo egentlig havde været en alvorlig sag.
han så lidt på hende imens hun snakkede og tænkte videre over det. tænke og reagere som et menneske. det gjorde han da også.. han var klogere end en ulv. et lille suk forlod ham, han vidste godt hvad Phoenix mente. mennesket har at helt andet spektra af følelser en en ulv... de mindes fortiden og søger fremtiden, hvor ulve lever i nutiden. der var derfor han intet frygtede og intet fortrød. han reagerede per instinkt. han nikekde dog kun til det hun sagde hvad skulle han sige? hun havde jo ret, men det var ikke bare noget han kunne gøre.. den menneskelige natur var så klumpet også forvirrende, for mange tanker. da hun nævnte han frygtede det ukendte skulle han lige til at sige hende imod, men fik ikke rigtig lov for hun fortsatte. virkelig? han frygtede intet, han havde aldrig mærket frygt.. han kendte ikke den følelse, vel? han rynkede lidt på panden og så ind i hendes øjne "jeg takker for din støtte.. og du har vel ret i det hele.. selv det med det ukendte.. jeg kan bare ikke mærke frygten.. men siden jeg ikke kan gå til det ukendte alene.. må der vel ligge en frygt" sagde han med et lilel skulder træk. han var ikke glad for at indrømme det, men det var vel et skridt i den rigtig retning at han faktisk indrømmede det.
han lagde mærke til ehndes vrede og grinte lidt "du elsker min stolthed" sagde han drillende. hun skulleikke være vred.. og hun måtte vænne sig til han ikke reagerede på den måde. han gik dog med hende og forholdte sig tavs. hanhavde godt fanget hunikke var glad og det hjalp nok ikke at han skulle til at sige alt muligt.
da de kom tættere på stedet og Phoenix begyndte at råbe om hjælp så Demian lidt mistænksomt på hende. hvad havde hun gang i? men i det den ældre dame kom, blev hans blik helt roligt igen og han lod egentlig bare Phoenix om hendes skuespil, der så ud til at virke ret godt. han så på Phoenix med et lille smil da damen var lidt væk "du er dygtig du narrede næsten også mig" sagde han med et lille smil, som blev mere flabet over det næste hun sagde "okay.. jamen jeg elsker også dig smukke ulv" sagde han drillende og blinkede til hende med et flabet glimt i øjet. selvom hun var vred på ham ville han ikke lade hende være det i ret lang tid. da damen kom tilbage lod han smilet forsvinde og han blev mere neutral i udtrykket. han var ikke god til skuespil, så det var nemmere at være neutral.
han så lidt på de læger der kom ud og så på deres skader og meget hurtigt gik det op for ham at Phoenix og ham skulle skilles. det var han ikke glad for. dog holde han sin utilfredse knurren tilbage, da det sikkert ikke nyttede alligevel.
han blev trukket med ind i teltet og sat på en briks. det første der blev gjort var de fandt et par bukser frem til ham "dem kan du få når du vågner igen" sagde den ene læge med en venlige stemme og derefter begyndte de alle tre og finde forskellige ting frem "vi lægger dig i en dyb bedøvelse, da dine skader og blodmangel kan skabe du går i chok hvis du er vågen imens" stemme n var gruset og en smile hård, men demian stirrede bare på lægen med et mistroisk blik "mmh.. jeg skal ikke have mere med bedøvelse at gøre.. jeg klare mig få nu bare pillet de kugler ud og syet lortet sammen" knurrede han let, dog fik han ikke lov til at gøre mere før han mærkede et stik i nakken. igen i nakken. han mærkede det hele begyndte at summe og hans krop langsomt lukkede ned. han knurrede svagt og så sortnede det ellers for ham. denne gang var det som en søvn. han kunne intet tænke, intet føle og intet gøre. han var helt væk.
efter alle kuglerne var blevet pillet ud og han var syet godt sammen og forbundet med et godt lag forbinding, lå han i en gammel slidt seng inde i teltet. først efter en god time vågnede han op, rimelig grogi. det hele var ret slørret, men det skulle ikke stoppe ham. han satte sig på og mærkede det hele spændte op i hans ryg. han svang benene udover senge kanten. indtil videre havde hanikke registeret om der var noget i teltet ved ham, men det ragede ham også en pin, for han skulle finde Phoenix. med lidt besvær fik at stilt sig på gulvet, men mærkede godt gulvet gynge under ham og var nødt til at støtte sig til sengen "fandens til bedøvelse.." mumlede han roligt og tog sig lidt til hovedet. han krop var stadig ved at vågne.

Imens Demian grinte, så Phoenix op på ham med en underlig mine. "hvad er det der er så sjovt ved det? Hun måtte da have midstet alt og alle, ikke for noget men jeg kan ikke se det sjove i det..." Det kunne godt være at Violet og Demian ikke kom godt ud af det med hinanden, men at more sig over den andens nød, var ikke godt, slet ikke som ulv.
Hun smilede stille da han indrømmede at han godt kunne være bange, på sin egen lidt indviklede måde. Hun smilede bare stille til ham og klemte blidt hans hånd, så han kunne forstå at hun var glad for det. "du lære hurtigt" hun smilede stille og blinkede til ham. Det han gjorde var stort, normalt ville man benægte alt, men det gjorde han ikke...
Phoenix himlede med øjnene da han mente hun elskede hans stolthed. Det gjorde hun vel enlig også, men den var irriterne på nogen måder, og når det galt hans liv, var den bare i vejen... Men ja hun elskede den og ville helst ikke lave om på ham eller fjerne nogen af de ting som gjorde Demian, til Demian.

Da demian roste hendes skuespil smilede hun svagt. "jeg har haft lidt øvelse med at nare penge fra folk, det er enkelt." hun så op på ham med blide og øje og fortsatte. "det er en del af min facade, så jeg har haft en del øvelse."
Hun grinede stille ad ham og rystede på hovedet. "du et fjols, og hvor er det irriterne at man ikke kan være sur på dig ret længe ad gangen." hun rystede opgivedende på hovedet og sukkede stille, men hun elskede nu den flabede side af ham. Han kunne altid få hende til st smile, bare ved at være en smule flabet.

Nu hvor Phoenix sad og så hen på lægerne der grinede og hyggede sig, hørte hun en lav stemme komme inde fra telte. "han klarede det?!" mulede Phoenix overrasket og rejste sig roligt op så lægerne ikke ville fatte mistanke til hendes fæden. "Demian.." hun stillede sig tæt ved indgange og kiggede roligt ind. han sod henne ved sengen og havde en bred bandage omkring hele hans over krop.
Hun så hen i mod lægerne som var travlt optaget af at grine over et eller anden mystisk. Hun gik roligt indtil ham og hviskede stille hans navn. "Damian, læg dig tilbage i sengen." hun stoppede ikke langt fra ham og smilede blidt til han med tårre i øjnene.
Hvad havde hun gjort? De skulle aldrig have taget ud for at skyde de slavehandlere, det hele var hendes skyld... "Demian, jeg er så ked sf det." hun gik helt hen til ham og rørte blidt hans kind. "undskyld, jeg er så ked af alt det her, det er min skyld... Jeg er så ked af det." hun så op på ham med undskyldende øjne, fyldt med tårre.
Hun blev ved med at mumle undskyld til ham, det var hendes skyld, ikke hans, ikke slavehandlernes... Hendes... "Demian, jeg var så bange." det var nu hun kunne give slip på alt det hun havde holdt inde, da han havde brug for hende, men nu var det omvendt... Hun havde brug for ham...
"jeg var så bange for at midste dig..." hun gav slip på sine tårre og satte sig på sengen med et opgivende suk. "bange for at du ville forlade mig." hun hulkede stille og satte hænderne op foran øjnene og snøftede mere.
Der var kun en mere udover Demian som havde set hende græde... Kuuma, kun ham og Demian havde set den håbløse tuden fra hendes side..

Phoenix misforstod hans grin.. han grinte ikke af sin søsters ulykke, men det var ikke tid til at forklare. det måtte vente.
det morede Demian lidt at Phoenix ikke kunne stå for hans flabedhed og det passede ham godt. hun måtte godt være vred det klædte hende bare så godt at smile.


Demian hørte svagt Phoenix stemme og så med det samme hen til hende. han rystede stille på hovedet og fik at roligt smil på læben "jeg har det fi..." han opdagede hendes tåre i øjnene og hans smil forsvandt med det samme "Phoenix..." mumlede han stille. han rystede stille på hovedet og mærkede den blide berøring af sin kind "Phoenix.. du har intet at undskylde for.." det var ikke hendes skyld.. det var ingen skyld. sådan var verden bare. igen rystede han på hovedet og satte sig ned var siden af hende. det var rart at side ned, da han stadig var lidt svimmel. han sad lidt og overvejede hvad han skulle gøre. han tog let fat omkring hende og trak hende med ned og ligge "alt er okay smukke ulv.. jeg forlader dig ikke.. det vil jeg aldrig gøre... du har ikke mere at frygte, jeg er her.. hos dig og det vil jeg altid være" han trykkede hende let ind mod sig selvom der spændte og trak i hans ryg, men han ville holde om hende.. prøve at trøste hende. med en rolig minde kyssede han hende på håret "jeg elsker dig.. husk det" sagde han med en så beroligene stemme som muligt og nussede hende blidt på ryggen "og det er ikke din skyld.. du havde brug for lidt kamp og det skulle du have lov til.. en hver kamp er en risiko, men de vil nok havde fundet os alligevel ik?.. det er ikke din skyld.. men det vigtigste er vi begge overlevede og vi er sammen" igen kyssede han hende på håret og trykkede hende tættere ind til sig. han var ikke sikker på om han gjorde det rigtigt, men han var ikke van til at trøste.. et lille smil tegnede sig på hans læber igen "desuden.. har vi slet ikke tid til at forlade hinanden.. vi har så mange ting vi ikke har prøvet endnu" sagde han drillende og knurrede kælent mod hendes hår, hvorefter han kyssede hende. det var ikke rart hun græd, det var bedre hvis hun bare var sur på ham det var nemmere at håndtere. men nu gik han efter et smil. han rettede blikket ned på hende med et roligt og små varmt smil "smil smukke ulv.. alt er godt" sagde han roligt og kyssede hende let på kinden.

//sorry det blev sendt og kort ved ikke lige hvad der sker med mit hoved undskyld mange gange //

Sengen gav sig lidt da Demian satte sig ned ved siden af hende. Phoenix prøvede ikke længere at stoppe de tårer som trillede ned af hendes kinder. Hun så roligt på ham, med våde øjne og kinder. Da han tog fadt i hende og trak hende ned til sig, strittede hun først i mod, som et rent instinkt, men da hun opdagede at det var for at trøste hende, holdte hun inde og lagde sig ned sammen med ham.
Flere tåre trillede i stilhed da Demian fortalte at han altid ville være hos hende. Han ville altid være hos hende? Det kunne ikke passe, Phoenix ønskede det ikke, men hun ville gerne tro ham… det ville hun så gerne… men deres kobbeler var i vejen… den forhindrede dem i det…
Det gav et lille ryk i Phoenix da han kyssede hende på håret. Hun trykkede blidt hovedet ind i mod hans hals og hulkede stille over hans ord, det var først nu de trængte rigtig ind… Han elskede hende… Hun hulkede og hulkede, men tårerne var ikke længere triste eller smerte fulde… dette var glædes tåre der trillede ned af hendes kinder.
Phoenix smilede stille da han drillede hende en smule. ”hvad mangler vi da at prøve?” spurgte hun udfordrende til ham, hun snøftede en gang og tørrede stille sine øjne. De blanke røde øjne så op på Demian. Hun smilede stille da han kyssede hende på kinden og lagde hænderne på hans brystkasse. ”Hvorfor ender jeg altid sådan? Hvorfor ender jeg altid med at blive syet sammen på en eller anden måde?” hun grinede stille og lod sin hånd stryge ned over hans brystkasse, ned over hans mave og stoppede på den nederste stykke af maven.
”Demian?” hun trak sig lidt væk fra ham, så hun kunne se på ham. ”Du skal sove, nu.” roligt nappede hun ham i kæben og lagde en hånd på hans kind. ”Om du vil det eller ej.” Hendes stemme var lettere drillende, men hun mente nu det hun sagde, han skulle sove… det havde hans krop brug for…

Demian mærkede godt hun kæmpede lidt imod til at starte med, men hun lod ham til sidst. han mærkede hun trykkede sig ind mod hans hals og kunne mærke fugten fra hendes tåre og lyden fra hendes hulken gjorde på en måde ondt. han vidste det kunne blive svært altid at være ved hende, men han ville gøre hvad han kunne. der var deres koble i vejen, men det kunne vel løses? han ville hvertfald ikke give op på hende bare på grund af deres kobler. rykket hun gav fra sig da han kyssede hende overraskede ham lidt da han ikke var sikker på om han havde gjort det værre da hun blev ved med at hulke, men noget havde forandret sig i hendes hulk. han kyssede hende igen blidt på håret og trykkede hende ind til sig. han var ikke sikker på hvad den ændring i hendes hulken mente, men han håbede det var positivt.
han så ned på hende og så smilet, som lettede ham. han grinte lidt og smilte at udfordende smil til hende "synes du ikke der er en del vi mangler at prøve?" spurgte han drillende og kkyssede hende blidt på pandend a hun tørrede tårende væk, hvorefter han smilte mere varm til hende. de smukke blanke røde øjne. han kunne ikke tage øjnene fra dem. han mærkede hænderne på sin brystkasse og trykkede hende let tættere på sig "du er vel bare uheldig.. og så alligevel, for du overlever.. jeg synes nu du slap let" sagde han roligt med et smil imens han nussede ned over hendes ryg. hun var heldogvis kun blevet ramt det ene sted, så hun havde ikke været i en stor livs fare og det beroligede ham en del. en let knurren lød fra ham da hun strøg hpånden nedover hans mave ned på det nederste stykke. det var beroligene når hun rørte ham og han nød det. hun skulle lige til at kysse hende da han hørte sit navn og så lidt undrende på hende "mh?" han mærkede hun trak sig væk fra ham og et lille suk lød fra ham, dog havde han det rolige smil på læben "mmmh.." han brummede lidt irriteret, da han vidste hun havde ret, men han ville ikke sove længere. en lille knurren nød fra ham da mærkede nappet i kæben og hånden på sin kind "mmmh.. okay men.." han stoppede sig selv og trykkede hende igen helt ind til sig "skal du blive ved mig.. hvis jeg skal sove vil jeg have dig lige her" han smilre flabet til hende og kyssede hende igen på panden. han lukkede sine øjne og sukkede tungt. han ville stadig ikke sove, egentlig ville han bare væk fra det fremmede sted og komme tilbage til nogle af de større byer.

Hun grinede svagt og blinkede ad ham. ”Jo, Demian, der er en del vi mangler at prøve.” Phoenix begyndte stille og roligt at blive mere og mere glad, om det var på grund af Demian, der trøstede hende eller om det var fordi hun var ved at være over det, vidste hun ikke. Men en ting var sikket, han fik hende i bedre humør. Da ham kyssede hende på panden lukkede hun kort øjnene og nød at han kyssede hende.
Varmen spredte sig i Phoenix’s krop da han trykkede hende ind mod sig, her kunne hun ligge i al evighed, men hun blev revet væk fra hendes varme dejlige tanker da Demian snakkede til hende. ”Jeg overlevede kun på grund af dig.” med en rolig hånd gav hun hans skulder et klem og smilede over at hans hænder nussede hendes ryg, og sank igen tilbage i en verden hvor alt var godt. En verden hvor Demian og hende selv kunne være uden nogen forstyrrede dem eller bestemte over dem.
Phoenix så godt at han lige skulle til at kysse hende, men det her var nu en smule vigtigere end at kysse, men han skulle nok få et. Hun grinede stille da han brummede utilfreds og hun kunne da enlig godt forstå ham. Nu hyggede de sig lige og så skulle Phoenix være den dumme der stoppede legen, men hvis ikke Demian fik sovet, ville der ingen leg blive senere…
Phoenix nikkede stille til ham, da han bad hende om at ligge sammen med ham. ”Jeg bliver her Demian, det lover jeg.” Hun så roligt på det flabede smil og smilede selv skævt da han kyssede hende på panden. ”Sov så længe du kan.” Hun kyssede ham forsigtigt på munden da han havde lukket sine øjne.
Efter kysset lagde hun hovedet mod hans brystkasse, og begyndte at nusse ham stille og roligt på maven, til at han bare skulle føle sig tryg og ikke tvivle på hende.
Efter at Phoenix havde ligget der i et stykke tid, kunne hun mærke hvor træt hun var. Søvnen og trætheden listede sig langsomt ind på hende og overmandede Phoenix. Med et stille suk, lukkede hun øjnene og faldt i en stille og drømme løs søvn.

Phoenix vågnede ved lyden af stemmer der snakkede inde i telte. ”Hvad sker der?” mumlede Phoenix søvn drukkent og flyttede forsigtigt hovedet så hun kunne se hen over Demian’s skulder. 4 mænd stod og betragtede dem, med mistænksomme blikke. ”Har i aldrig set to personer sove sammen? Seriøst få jer et liv og smut med jer, vi er nogen som GERNE vil sove i fred og ro…” Phoenix’s stemme var kold og irriteret, men den var også meget sløv. Det sløve kom jo fra at hun lige var vågnet op.
Men da de 4 mænd stadig snakkede brummede Phoenix svagt og flyttede sig roligt fra Demian’s arme. ”Jeg kommer om lidt.” hviskede hun og kyssede ham blidt på kinden.
Hurtigt og adræt kravlede hun hen over Demian og begav sig over i mod mændene. ”Godt hvilken del af smut for stod i ikke?” hun lagde armene på kors og lignede en der var godt og grundigt sur. ”Jeg vil sove så skrid med jer og luk jeres ædespalte.” Mændene studerede Phoenix med et roligt blik og nikkede. De gik små snakkende ud af telte og hen mod lægerne.
En normal person ville gå tilbage til Demian og lægge sig ned igen, men Phoenix var ikke sådan. Hun bevægede sig hen mod udgangen og lyttede til deres snak.
”Jah, i har ret, de ser friske ud, og fejler ikke det store. De ville nok godt kunne holde til at arbejde i et par år, ude på en plantage eller være andre former for slaver.” Phoenix frøs til is. Slaver… men de var jo lige stukket af…
Hurtigt smuttede hun hen mod Demian og begyndte at ruske i ham. ”Demian vi skal væk, nu.” det der havde været en søvndrukken pige før var, var nu en vågen pige med en lettere skræmt stemme. ”Hurtigt Demian, inden de kommer igen.”

"så der er ikke tid til at dø.. den tager vi senere" sagde han drillende og trykkede hende ind til sig. han havde ikke tid til døden.. ikke når han havde Phoenix. Han puttede hende godt ind til sig imens han let snuste til hendes hår. hendes duft var beroligene. en duft han aldrig ville glemme. han lyttede til hendes ord og tænkte længe over dem. hun ville havde overlevet uden ham, hvis hun ikke skulle havde fundet ham først det var han sikker på. det at hun ville finde ham først bragte hende i større fare.. så i bund og grund var det hans skyld. han sukkede stille "tænk ikke mere over det smukke" mumlede han mod hendes hår og smilte roligt. han nussede hende fortsat på ryggen med blide bevægelser og havde lukket sine øjne. smilte varm og roligt "godt.. jeg sover så længe jeg kan min smukke ulv" mumlede han træt. da han mærkede det forsigtige kys, trykkede han hende tættere ind til sig og kyssede forsigtigt med. hans vejrtrækning blev stille og rolig mere tungt i takt med hun nussede ham på maven. til sidst ende det med en faldt i en tryg og tung søvn, med hende i sine arme.

Demian vågnede svagt af Phoenix stemme og en træt brummet lød fra ham imens han let trykkede hende mod sig. han var for træt til at høre mændene.. men da Phoenix flyttede på sig og sagde hun kom om lidt, åbnede han øjenne på klem med en utilfreds brummen imens han så lidt efter hende. han så der de 4 mænd og satte sig en smule op hvor han støttede sig på sine albuer. et roligt smil tegnede sig på hans læber da han hørte det hun sagde og han så mændende begyndet at gå ud. da lagde han sig ned igen og faldet hurtigt hen i en let søvn igen. han var tæt på udvildet, men han kunne nok sove at godt stykke tid endnu. pludselig mærkede han en rusken i sig igen og brummede irriteret, ind til han hørte hendes stemme "hva'?" mumlede han spørgende og så på hende med trætte øjne. han hørte det skræmte i hendes stemme og blev pludselig helt vågen "hvad.. før de kommer ind? hvad nu" spurgte han undrende men lavt. han så mod åbningen og satte sig så hurtigt op. lidt for hurtigt. han skar kort ansigt og rystede hurtigt på hovedet, hvorefter han rejste sig op og listede mod indgangen. han så studerende ud på de fire mænd der snakkede og derefter hen på Phoenix. der måtte være noget godt med de mænd siden hun var så skræmt. hurigt gik han hen til hende ien og uden at tænke mere over hvad grunden kunne være, stolede han på hendes instinkt og ledte efter en anden udgang med blikket "jeg har ikke mit svær... find en anden udgang måske lidt våben agtige ting til os.." sagde han roligt dog alvorligt til hende, hvorefter han kyssede hende hurtigt på munden og havde fået et roligt smil på læberne "husk.. vi har for meget vi mangler at prøve til at dø.. og de stærkeste overlever.. vi er de stærkeste" sagde han roligt imens han så dybt ind i hendes øjne. der skulle ikke ske dem noget.. lige meget hvad der foregik, ville han gøre alt for at beskytte Phoenix. han gik derefter hen og tog de bukser en af lægerne havde fundet frem til ham tidligere og fik hurtigt taget dem på, hvorefter han kiggede efter alt der kunne bruges som våben, så stille som muligt så de ikke skulle blive opdaget.

Da han stillede spørgsmålet, rystede hun på hovedet. ”Jeg har ikke tid til at forklare. Men vi skal væk inden de kommer igen.” Hun så samme retning som Demian og nåede kun lige at dreje hovedet og se Demian skære ansigt. ’Det gør ondt på ham… det må det ikke… ’ tænkte hun og bed sig stille i læben.
Hun betragtede Demian da han listede hen i mod udgangen og så de 4 mænd, hvad han regnet ud hvad de snakkede om, eller var han lige så forvirret som før?
”Demian, kan du…” hun blev afbrudt da han kyssede hende, og hun rødmede svagt, hun var for overrasket til at besvare kysset, men hendes øjne viste at hun nød det og at dette aldrig måtte stoppe.
”Jeg ved det, og jeg nægter at dø.” Hun smilede skævt til ham og begyndte svagt at snakke til ham igen. ”Demian, da jeg mødte dig, her for kort tid siden, der var jeg ligesom i et bur… du lavede det, det ved jeg.” hendes ansigt var alvorligt. ”Kan du gøre det igen?”
Hun lagde hænderne for øjnene da han smed bukserne og tog nogle andre på. Det var vidst på tide at Demian fandt ud af hvorfor hun hed Phoenix.
Hun gik hen til ham, og så ham dybt ind i de blå øjne. ”Gør som jeg siger og jeg kan få os væk her fra, men du må ikke røre mig, ikke forstyrre mig og ikke snakke til mig…” Hendes stemme var alvorlig og intet afslørede hvad hun ville gøre. ”Nu skal jeg vise dig grunden til mit navn.” Hun blinkede kort til Demian og kyssede ham hurtigt på kinden. Roligt trådte hun et skridt væk fra ham og smilede svagt.
Hun trak vejret dybt og tømte hendes hoved for alle tanker. Phoenix, begyndte stille og roligt at blive mere og mere ustabil i hendes skikkelse, og varmen strålede ud fra hendes krop. Det tøj hun havde på kunne ikke holde til den høje temperaturer og begyndte at brænde. Stille og roligt begyndte hendes hænder og fødder at flamme op og omslugte Phoenix.

Efter kort tid, var den menneskelige Phoenix, væk og en person lavet af; levende ild, stod foran Demian. ”Det er okay. Ikke røre mig, og lyt til hvad jeg siger.” de eneste ting der indikerede at dette var Phoenix, var hendes øjne og hendes stemme, men ellers kunne det være hvem som helst. ”Jeg kan få alt her til at flamme op. Jeg kan få os ud, men jeg ved ikke helt hvordan jeg kan undgå at du dør eller bliver brændt. Så jeg har brug for at du gør det som du gjorde mod mig, i går eller i forgårs… okay?” Phoenix talte hurtigt og smilede svagt, så en hvid række af tænder bekendtgjorde hvor hendes mund var.
”Find et tæppe til mig så jeg er mere eller mindre dækket når jeg dropper den her flammende skikkelse.” hun satte den ene hånd i siden og smilede glad.
Det bedste ved Phoenix’s evne var at hun aldrig rigtig blev udmattet… eller det var kun hvis hun skulle koncentrere sig om en ting i længere tid, kunne hendes energi godt svinde ind…

Demian accepterede der ikke bar tid til at forklare, han stolede på hendes instinkt. han smilte små flabet da hun så ud til at være blevet en smyle overrasket over kysset "godt.." sagde han roligt og varm og blinkede let til hende. da hun begyndte at snakke om et bur blev han først lidt forvirret og så e smule undrende på hende. hvad var det hun mente med et bur? "øhm okay.. et bur?" sagde han lidt undrende og forstod ikke først hvad hun snakkede om. var det skjoldet hun mente? hans tanker blev fejet af banden da han så hendes dybe røde øjne så ind i hans og lyttede til hendes ord. han vidste ikke helt hvad hun mente, men forstod han bare skulle holde sig fra hende, så han nikkede forstående "okay.. forstået" alvoren i hendes stemme fik ham bare til at adlyde hende bedre. han regnede med hun mente det og derfor var spørgsmål ikke nødvendige.
han mærkede varmen strømme fra hende og et skævt tegnede sig på hans læber da han så hvordan hun forvandlede sig. Phoenix.. selvfølgelig. han forstod nu hvad hun snakkede om og lagde armene tilfreds over kors. hun blev ved med at overraske ham. da hun begyndte at snakke kørte han en hånd igennem det snehvide hår. han forstod mere og mere hvorfor han holde så meget af hende. hun kunne få det hele til at flamme? også ham. han tænkte lidt. hun havde ment hans skjold. han havde jo helder aldrig rigtig fortalt hende om sin evne. hun nikkede derfor kort, som bevis på han havde fprstået, hvorefter han gik hen til sengen de havde lagt i og tog tæppet. han lagde tæppet over skuldrende og slog derefter sine hænder sammen, så et kraftfælt omringede ham og intet ville kunne skade ham. han nikkede som tegn på han var klar, da han ikke var helt sikker på om han måtte snakke til hende lige nu, men tog ikke chancen, så lod hver med at sige noget. men det rolige smil var stadig på hans læber og det var tydeligt han var begrajstred for hendes evne. selv om denne skikkelse ikke lignede Phoenix, var det en smuk skikkelse. hendes røde øjne og smilet mindede ham meget om Phoenix's.

//sorry det blev så kort og det er et så forsinket svar :) //

Da han stillede spørgsmålet, nikkede hun. ”Jah, er bur.” Hun smilede svagt og så ned, ”Jeg ved det lyder tosset, men det føltes ligesom et bur, jeg kunne ikke komme ud og de kunne ikke komme ind..” det Phoenix stod og fablede om, gav måske ikke mening for Demian, men Phoenix kunne ikke rigtig forklare hvad pokker det var..
Det at Demian adlød hende uden at stille spørgsmål, gav hende faktisk ro, hun smilede stille til ham og takkede ham venligt med øjnene.

Under forvandlingen åbnede hun svagt øjnene og fik øje på Demian der stod og smilede skævt ad hende. Det var åbenbart stadig muligt at overraske Demian, og hvis der ikke skulle mere til end det her, var der nogle ting han ville tabe næsen over.
Phoenix, stod stille og roligt og betragtede Demian’s bandager da han tog tæppet. ’Fint, okay, en måde hvor på de ikke følger efter os… Jeps jeg har den perfekte idé.’ Tænkte hun og smilede da Demian slog hænderne sammen og… der skete intet, ikke så vidt hun kunne se, men det var tit at øjet bedrog det der var. ”Godt.” mumlede Phoenix gik hen til enden af telte og satte hænderne på de såkaldte vægge.”Ud den vej.” Phoenix smilede stille og grinede svagt over den måde hun talte til ham på. Han skulle nok få en undskyldning når de var mere i sikkerhed og hun ikke var et omvandrende bål.
Væggen flammede op, men Phoenix, havde styr på det. Hurtigt kvalte hun flammerne så et nyt hul opstod. ”ud den vej, begynd at løb jeg kommer om lidt.” Hun sendte et fingerkys til ham og smuttede hen til sengen, hurtigt lod hun sine hænder løbe hen over sengen så den blev antændt, og fortsatte hen over væggen. Da ilden havde nogenlunde fadt, råbte hun på lægerne. ”HJÆLP! ILDNEN!” Hurtigt sendte hun en masse varme ud i luften som dannede en eksplosion af ild. Hurtigt lagde hun sig ned på jorden og lod noget af den ild der dækkede hende forsvinde. Så det lignede at hun var ved at blive ædt op ad flammerne. ”En eller anden…” Hendes stemme døde hen da hun fik øje på lægerne.
”Lad hende ligge, hun er død af de skader hun får.” sagde en af de mænd der ville have købt både Demian og hende selv. De vendte sig om og gik hen for at finde spande og noget vand til at slukke ilden med. ”Så meget for medlidenhed..” mumlede Phoenix, og lod sig igen omslutte af ilden.
Hurtigt og lydløst satte hun i løb, af sted ud mod Demian.

Efter at have løbet i et stykke til fik hu øje på ham. Phoenix, slukkede ilden der dækkede hende og satte prøvende tempoet op.
Da hun kunne begynde at se hans krop skrapt, råbte hun hans navn, ikke sådan at folk i miles omkreds kunne høre det, men sådan at en varulv kunne opfange det hun sagde. ”Demian, vendt, stop…” Hun satte tempoet ned og pustede stille ud.

//Gør ikke noget ^^ der er jo også et liv uden for spillet man skal passe :3//

Demian forstod hendes forklaring, det måtte være hans kraftfælt hun snakkede om. han fulgte hende med blikket og klækkede let nakken. så var det nu. dette kunne blive en virkelig belastende løbe tur. han føs med det skæve smil på læben.. han var ikke van til at blive snakket sådan til af en pige, men Phoenix havde leder evnerne i sig, så han fulgte hendes ordre. hun smuttede igennem hulet hun lavede og satte med det samme i løb. han prøvede at undgå en masse så ham, da det nok ville få nogle af dem til at sætte efter ham. han kom ud fra lejreren og så lidt tilbage. han kunne høre Phoenixs råben om hjælp, som fik det til at rive lidt i kroppen. hun havde det sikkert fint, men hans instinkter ville tilbage og hjælpe hhende. det var stadig underlig at havde den lyst til at hjælpe, han var stadig ikek van til det. lidt efter fik han tvunget sig selv til at se frem igen og fortsætte sit løb, da det var det han blev bedt om dog lod han kraftfæltet falde, da det tog energi, som han sikkert fik brug for senere og lige nu var han ikke på den måde i fare.
han spidsede ørene lidt da han hørte Phoenix stemme og roligt satte han farten ned og så sig tilbage da an var stoppet helt op. han vente sig roligt rundt og gik hen mod hende, dog uden af røre hende "må jeg snakke nu" sagde han roligt og vidste det var et dumt spørgsmål, da det jo ligesom resulterede i han snakkede. men sådan var det. han tog tæppet fra skuldrende og var klar til at dække hende til hvis hun skiftede skikkelse. dog var han også klar til at tage det på skuldrene igen og lagde endnu et kraftfælt, hvis nu hun skulle mere som denne ild skikkelse. han havde et roligt smil på læben og betragtede de røde øjne. de stod frem, selv i flammerne.

//det er jo det og mit irl live har bare tænkt sig at bruge min tid Oo //

Hun smilede da Demian stoppede op og grinede over hans spørgsmål. ”Fjols.” Mumlede hun og himlede med de røde øjne. ”Men ja du må godt snakke.” Hun pustede langsomt ud og flammerne fra hende fortonede sig. De hvide hår tittede frem og hendes menneskelige jeg blev igen helt synligt. Alt faktisk… Det tæppe Demian holdte frem snuppede hun hurtigt og viklede det omkring sit. Hun rev en strimmel af tæppet og bandt det rundt om livet, så den alternative kjole blev holdt oppe.
Forsigtigt lagde hun panden mod hans brystkasse og lagde armene om ham. ”Undskyld jeg har givet dig ordre… men jeg ville ikke have at du blev omslugt af flammer.” Hun så roligt op på Demian og smilede svagt.
Det var virkelig ikke hendes mening at sige hvad han skulle gøre, men Phoenix ville ikke bringe ham i fare, når nu hun selv sørgede for at lave faren.
Roligt fjernede hun sine hænder fra hans ryg og lagde dem omkring hans nakke. ”Tak, Demian.” mumlede hun og stillede sig på tær, så hun kunne trykke sine læber i mod hans, i et taknemligt kys. Forsigtigt brød hun kyset og hviskede: ”Jeg elsker dig, og tusinde tak.” roligt lagde hun sin hånd mod hans kind og smilede skævt til ham.

Længere væk kunne man svagt se flammerne slikke op mod himmelen i et forsøg på at æde teltet helt. ”Hm, det er nu ret godt gjort ad mig.” Hun smilede tilfreds og kunne mærke inderst inde var hun som sin læremester… allerinderst inde. Men det var ikke kun flammerne man kunne se og høre, en bils motor startede. ”Hm… tror vi for selskab.” Grinede Phoenix og så op på Demian med et bredt smil. ”Skal vi overraske dem?” det var tydeligt at Phoenix, ikke havde fået nok spænding for en eller to dage, hun var som et grådigt menneske, der bare ville have mere og mere, men intet var nok.
Med en hurtigt bevægelse bandt hun knuden op og lod tæppet flade til jorden. Samtidig med at hun tændte ild til sig selv, så hun på et øjeblik var omsluttet af flammerne. Hun så forventningsfuldt på ham og smilede. ”Hvad syntes du vi skal? Nu har jeg jo bestemt en del, din tur, jeg følger dig bare.” hun blinkede med de røde øjne og ventede på, at Demian lavede sit træk eller sagde hvad hun skulle gøre.

//Jah, sådan er det :3 Men bare du klare dig er jeg tilfreds ^^//

//out