[Afsluttet] Kaotiske liv mødes ofte ved kaotiske tilfælde(Phoenix + Demian)

han mærkede snuden mod sin og brummede venlligt. han mærkede nappet i øret og sprang lidt tilbage. han bjæffede muntert og logrede med halen. han undvej det andede nap og nappede så hende i øret, hvorefter han lagde den ene forpotte op på hende, som en hvalp der legede. han nappede hende legene i nakken og sprang så væk fra hende med kraftig logrene hale og en munter bjæffen. han luntede legesygt rundt om hende og lavede nogle små hop en gang imellem. han signalerede stor glæde og mærkede på samme tid hendes glæde. hans tunge hang ud af munden og en tung vejrtrækning kunne høres. han luntede så helt tæt på hende igen og nappede han let i øret og slikkede hende derefter som tegn på han kunne lide hende. igen lragde han forpotterne op på hende igen og nappede hende let i øret og nakken af ren leg. intet andet en uskylde leg mellem tog ulve.

// der er også svært at beskrive ^^

Da han legede med bjæffede hun glad til ham. Da han nappede hendes ene øre logrede hun glad til ham. Det var rart at komme på andre tanker. Da han satte en forpote op på hende drejede hun hovedet og så på ham, men inden hun nåede at nappe ham i øret eller vælte ham omkuld, var han sprunget væk fra hende. Hun sukkede blidt og rystede sig svagt, imens han hoppede rundt om hende, som en lille ulve unge.
Hun rystede kort på hovedet ad ham. Hun kunne ikke få sig selv til at nappe efter ham imens han slikkede hende. Hun bjæffede lavt og ville gendgælde hans slikken, men han var igen, sprunget væk før hun nåede det. 'jeg skal være noget hurtigere.' tænkte hun og klar gjorde et "angreb" mod han ulven.
Hurtigt kastede hun sig i mod ham og nappede ham blidt i øret. Roligt slikkede hun has kind. Hun var fast besluttet på at han bestemte, og det viste hun da også... Lige nu.
Efter at have slikket hans kind puffede hun til hans skulder med sin ene pote. Hun var træt... Og ville gerne sove. I en rolig bevægelse sænkede hun hovedet og overgav sig. Han havde vundet legen. Hun puffede til hans kind med sin snude og lagde hovedet på skrå.
Længst inde kunne hun mærke noget røre på sig, en ukendt side... Hendes ben rystede svagt og hendes hale var holt op med at logre.
Et væsen inde i ulven ville ud. Den ville have kontrollen over ulven og tvinge den væk. Hun ulven kiggede skremt rundt og krøb ind til han ulven, hun ville ikke væk, hun ville være her! Her hvor hun legede og havde det sjovt!
Men den ukendte fare var ved at fat i hende. Ulven kunne ikke holde sig oprejst, på de dirrende ben. Det gjorde ondt. Svagt klynkede hun til han ulven for at få det til at holde op.
En ild spredte sig rundt i kroppen på den snehvide ulv. Forpoter blev til fingre, bagpoter blev til hænder. Alle knoglerne forandrede sig og det hele kørte rundt i hovedet på ulven. Et hyld undslap ulvens mund.

han ulven bjæffede glad og så på hun ulven med muntre øjne. da han sænkede hovedet og overgav sig slikkede han hende blidt på kinden efter hun havde slikket ham på kinden. han opfattede godt hun var træt og gned derfor sit hoved mod hendes. hans hale logrede og han slikekde hende igen på kinden da hun havde puffet til hende. han ville vise sin glæde for hende og gjorde alle hentydninger til at han var glad for hende. dog da hendes hale stoppede med at logre, stoppede hans også. han så på hende med undrende øjne og hovedet let på skrå. der var noget galt og det lignede smerter. han mærkede hun krøv ind til ham og han slikekde hende trøstene på hovedet og tryggede let hovedet mid hendes for at trøste hende. han kunne intet gøre ved smerten. han hyldede en smule da hun begyndte at klynke og han puffede forsigtigt til hende, hvorefter han ihærdigt slikkede hende på hovedet, kinden nakken hvor han kunne komme til for at prøve at trøste hende. han gjorde hvad han kunne for at få smerterne til at stoppe, men hendes hyld vidste det ikek rigtig hjalp. han klynkede let af hun ulven og peb lidt. han ville ikke miste sin ulve ven. de hyggede sig lige og legede. han lagde sig ved hun ulvens side med forpotterne om hun ulven for at beskytte hende. han havde ikke lagt så meget mærke til forvandlingen, da han jo bare prøvede at få smerterne væk.

da han slikkede hende i nakken og oven på hovedet, var det som om han jagede smerten væk, fra de steder. Hun kunne mærke på ham, at han ikke ville have hende til at forsvinde. Hun klynkede og svagt og mærkede straks hans forben om hende. Hun prøvede at bjæffe glad, men det var bare en underlig lyd der kom ud.

Phoenix’s krop gjorde ondt. Hendes hoved var ved at eksplodere, det var som om noget hamrede og bankede mod hendes menneske form og ville ud. Hun lå uden tøj på, mellem en ulvs forpoter. ”Hvad skete der?” mumlede hun og viklede sig ud af en blød pels.
Et hurtigt blik på ulven og hun så de blå øjne. ”Demian?” hun rakte forsigtigt hånden frem mod ulven med hånd fladen opad. Han var fantastisk. Den bløde pels, med de grå pletter. Det så faktisk ret sødt ud. Et svagt smil dannedes om hendes mund.
Hun kiggede ned ad sig selv. ”Nå… jeg skal vist finde mig noget tøj.” mumlede hun og fik øje på Demian’s frakke. ”Den snupper jeg lige.” hun rejste sig roligt og gik yndefuldt mod sofaen og fik øje på hans sværd. Hun flyttede roligt sværdet og snuppede hun frakken og viklede den om sig.
Roligt kiggede hun rundt og fik øje på resterne af hendes tøj. ”Det var min ynglings trøje…” hun sukkede svagt. ”Nå hvad har jeg så lavet siden du er ulv?” spurgte hun og lagde sig på gulvet for at virke så lille som muligt. Tankerne kredsede om Demian og hans ulve form. Hvorfor var han skiftet? Hvad lavede hun mellem ulvens forben? Hun lukkede øjnene og pep lavt til ulven.

han ulven pep til hun ulven der langsomt forsvandt under ham. i det han mærkede en menneskekrop og fik øje på den nøgne pige, flyttede den sig hurtigt og begyndte at knurre med tænderne blottet. den kunne dufte hun ulven i den tobenede, men ville ikke tro det. da den to benede rakte hånden frem snuste hanulven kun kort il hende før den bevægede sig baglæns. den bjæffede ulykkeligt og hyldede efter hun ulven. de blå øjne var tydeligvis ulykkelige og ulven krøb sig sammen i en ynkelig klump. dog fulde den den to benede med blikket meget nøje og studerede hver en handling.
da hun lagde sit fladt ned så de var på samme plan kravlede han ulven meget forsigtigt og meget kontrolleret hen mod hende. han er begyndte at snuse grundigt til hende over det hele. i håret, ansigtet under frakken og alle steder den kunne komme til. hun duftede som hun ulven og frakken duftede af ham selv. den lagde sig så lige foran den to benede og stå på hendes øjne godt nok ikke direkte ind i øjnene, hvorefter han bjæffede forvirret og lagde hovedet ldt på skrå. den krøb lidt tættere på og satte næsen mod hendes og snuste lidt.

Phoenix lagde hovedet på skrå da han snusede til hendes hånd, et forvirret blik kom fra hende da han både bakkede og hyldede. ”Hvad har jeg gjort? Er det fordi jeg er menneske?” hun vidste godt at han ikke kunne snakke men det var bare noget som skulle ud…
Da han snusede til hende grinede hun lidt. ”Det kilder stop… det kilder.” grinede hun og smilede over hele ansigtet.
Roligt kiggede hun på ham da han bjæffede og så på hende med et forvirret blik. ”Tro mig, jeg er også forvirret.” hendes stemme var blid og lav, som om hun talte til et lille barn. Da han krøb, tætter på hende, lå hun bare roligt, for ikke at forskrække ham. Phoenix lukkede øjnene, da hun mærkede hans snude mod hendes næse.
Forsigtigt løftede hun sin hånd og lagde den tæt ved hans ene forpote. ”Jeg vil dig ikke noget.” et lille forsigtigt smil dannedes om hendes mund.
Langsomt og kontrolleret rejste hun sig op på alle fire og pep forsigtigt. Hun ville opføre sig som ulv, så Demian ikke ville føle sig alene. Hun lagde hovedet på skrå, så noget af det hvide hår faldt ned over hendes ansigt.

han ulven så kort på hendes hånd da hun lagde den tæt på dens pote og efter et kort stykke tid efter lagde han potten på hendes hånd for ligesom at vise han accepterede hende. han rttede hovedet lidt op da hun rejste sig på alle fire, hvorefter han hurtigt lagde hovedet ned mod gulvet igen og stirredeop på hende. da hun pep rejste han sig op med det samme og gik hen til hende, hvorefter han lagde hovedet mod hendes som en han ville gøre for at berolige og beskytte sin mage. han begyndte let at slikke hende på kinden som et tegn på beskyttelse og at han var der for hende. han vidste godt hun var en to benet, men hun duftede som hun ulven og han vidste at nogle to benede kommunikerede med ulve på ulvens sprog. han lagde en potte på hendes skulder imens han slikkede hendes i ansigtet som om han gjorde hende ren. hvilket han gjorde af respekt og som et tegn på han kunne lide hende og ville beskytte hende. dog stoppede han pludseligt og satte sig ned på rumben med et trist blik i øjnene, hvorefter han lagde en pote henover sin egen snude og pep. lidt efter begyndte ahn at ryste i hele kroppen og krøb sammen på gulven igen med en ulykkelig pipen og potterne over snuden, som om den var bange . det gjorde ondt i hele dens krop, mens knoglerne ændrede sig og pelsen voksede indad. efter en kort tid var forvandlingen fuldendt og Demian lå krøllet sammen på gulvet som ulvenhavde gjort og rystede i hele kroppen. hans tøj var blevet flænset under forvandlingen til ulv så han var ligesom Phoenix havde været hlet nøgen som han lå der. dog pep han stadig da ulvens sind ikke ville give slip og det var svært fr demian at få den fulde kontrol. han havde aldrog oplevet en forvandling til hans ulv kunne være så følelsesladen, så det gjorde ondt på ham at lukke ulven inde igen. derfor gjorde det svære for ham at finde den fulde kontrol.

Imens han lagde poten oven på Phoenix’s hånd, smilede hun. Han havde accepteret et menneske, det var ret stort for en ulv… Han accepterede en tobenet, der måtte ligge et eller andet bag det..
Da han lagde hovedet mod hendes og begyndte at slikke hende smilede hun bare og rørte blidt hans hoved med den ene hånd. Hvad gjorde han? Gjorde hende ren? Kyssede hende? Men hun ignorerede spørgsmålene og nød at Demian, eller hans ulv, ville beskytte hende. Det gjorde hende tryg.
Roligt så hun på ham da han satte sig på gulvet og begyndte forvandlingen til menneske. Hun betragtede ham, men som forvandlingen skred frem, begyndte hun svagt at rødme. ’Han skal have noget om sig, ellers vil det være pinligt for os begge..’ hun tænkte hurtigt og tog hans frakke af. ”Det her fortryder jeg sikkert om lidt…” mumlede hun svagt og lagde den over ham.
”Rolig, rolig. Du klare det fint.” hviskede Phoenix, det hun lagde frakke over ham. ”Jeg er tilbage om lidt.” hendes stemme var sød og ville have fået folk til at kigge efter hende en enkelt gang. Stemmen lød slet ikke som hendes. ’hvad fanden sker her?!’ tænkte hun og kiggede sig om efter noget at tække sig med. ’Håndklædet!’ skreg hendes hjerne og på et split sekund var hun ude på badeværelset i færd med at vikle et håndklæde om sig, der kun lige nåede ned over hendes bagdel. ”Det her må jeg lige overleve med.” mumlede hun og gik tilbage til Demian.
”Demian?” hun kiggede roligt frem og gik stille over i mod ham. Hun satte sig forsigtigt ved siden ad ham og betragtede ham.

Demian mærkede noget der føltes som han frakke over sig og hørte svagt en velkendt stemme, som dog lød mere sød og blid en den plagede. efterhånden fik han kontrol over sindet. dog blev han liggene under frakken med lukkede øjne og prøvede at slappe af så godt han kunne for hovedpinen og smerten i kroppen. han kunne huske små glimt af det hans ulv havde lavet, dog kun meget få, korte og forvirrende glimt. han hørte nogle skridt og hørte så Phoenixs stemme sige hans navn. da åbnede han roligt øjnene og fik langsomt vent sig om på ryggen, så frakken stadig lå over ham. han stirrede lidt slørret på Phoenix og tog sig let til hovedet "mmh.." brummede han træt og gned sig lidt i ansigtet med hænderne "det har jeg ikke prøvet før" mumlede han og fjernede igen sine hænder, så han kunne se ordenligt på Phoenix. han betragtede hende lidt som hun sad der med håndklædet om sig og et roligt og små drillende smil tegnede sig på hans løber, hvorefter han så hende i øjnene igen "så fik jeg alligevel til at se mere af dig" sagde han små drillende, dog mente han det kun en ren hygge sjov og ikke på nogen ond måde. han satte sig så roligt op og kørte en hånd igennem sit hår, imens han ihærdigt prøvede at huse hvad der var sket i ulve form, men der kom ikke ret meget ud af de små glimt.

”Hvad har du ikke prøvet før?” spurgte hun stille og så på ham med søde øjne. Hun havde en dunkende hovedpine og hendes menneske form passede ikke hele, endnu. Roligt betragtede hun ham da han fjernede sine hænder fra hans ansigt.
En svag rødme spredte sig i hendes ansigt da han smilede drillende til hende. ”Hey, makker, hold øjnene for dig selv.” grinede hun og rullede med øjnene, hun kunne stadig se de hvide pels med de grå pletter for sig, og trangen til bare at køre en hånd igennem hans hår var stor… bare lige for at mærke om det var det samme som hans ulve pels.
”Kan du huske noget af det der skete lige før? Hvorfor skiftede du form?” hun kiggede undersøgende på ham og lagde armene om sig selv, for at holde håndklædet oppe, så det ikke viste for meget. ”Jeg har hovedpine… igen…” brummede hun og rejste sig besværet op. ”Der må være nogle hovedpine piller i det her hus…” sukkede hun og rettede sit håndklæde.
”Og tak.” mumlede hun før. Det Demian’s ulv havde gjort, det var jo ikke normalt, så der måtte jo ligge en menneskelig tanke bag. Igen blussede hendes kinder. ’Hvis han kan huske noget af det der skete før… oh… nej, lad mig nu håbe han intet kan huske, fra hans ulve hukommelse… ‘
Da hun var kommet ud i køkkenet, kiggede hun alle skabende igennem og i et skab stod en pakke. ”Please sig der er noget i den, please!” bad hun og åbnede den. ”Tom… selvfølelig.” hun smed bøtten ned i vasken og gik ind i stuen igen. ”Ingen hovedpine piller…” mumlede hun og lænede sig op af spisebordet.

Demian overvejede om han skulle fortælle hende det eller ej "jeg havde bare svært ved at finde kontrol over sindet.. det plager jeg ikke.. jeg plager at kunne få kontrol lige så snart jeg vil og lige så hurtigt jeg vil, men det var svære denne gang" forklarede han en smule modvilligt, da han egentlig ikke have lyst til at svare, men på en måde følte hna lidt han var nødt til det. han grinte med da hun begyndte at grine "jeg ser intet" sagde han drillende og smilte skævt til hende. han sad stille og prøvede at huske "mmh jeg husker lidt.. små glimt.. og jeg skiftede fordi din ulv virkede.. fortabt og virkede som om hun hellere ville finde min ulv.. eller ja en ulv.. tror ikke kun kunne finde ud af at jeg lugtede af en ulv" forklarede han imens hans gned sig lidt i øjenkrogene med to fingre. han hørte hende igen sige noget efter fuldt af et suk og skulle til at sig til hende der ingen hovedpine piller var i huset, men han nåede det ikek før hun sagde tak... han smilte let til hende og så lidt efter hende. han havde helt glemt at sige til hende der ingen piller var, men hans hoved blev distraheret af hende. han så frem for sig igen og prøvede igen at huske noget. han flyttede sig ikke ud af stedet. han tænkte heller ikke over han intet tøj på og hele hans ryg var blottet da frakken nu kun dækkede hans underliv og ben.
han hørte så Phoenix kom ind igen og så hen på hende med et tænksomt dog roligt og mildt blik "mmh.. nej ved jeg" sagde han uden helt at tænke sig om. han betragtede hende lidt og rejste sig så roligt op, dog sikrede han sig at frakken ikke bare ville falde til jorden men at den dækkede hans mere private del. han vente så ryggen til hende og tog frakken rigtig på og knappede de midterste knapper så hans ikke var blottet hans private del, derefter vente han sig om igen og så på Phoenix med et roligt blik.

Hun lyttede opmærksomt til hans stemme og spurgte: ”Hvordan svære? Som om den kæmpede i mod?” hun så underne på ham og sukkede mildt. Hun var træt og ville enlig bare gerne sove, men hendes sind var vågent, og kroppen træt.
Hun nikkede til hans snak. Det lød rigtigt. ”Så du skriftede frivilligt til ulv, for at jeg.. eller min ulv, skulle være glad?” et lille smil tittede frem på hendes læber, det var hun ikke van til.

”vidste du det?” hun brummede og tog sig til hovedet. Den forbandede hovedpine kom altid efter at have været ulv… hun kunne intet huske og… det slog hende. ”Jeg kan intet huske… men…” hun mumlede og rejste sig lidt for hurtigt op. Hendes ben gav efter og hun landede på gulvet lige så lang hun var. ”Jeg lære det aldrig.” mumlede hun og kom vaklende på benene. ”men jeg kan ikke have været ulv i så lang tid… der må stikke noget under… der må der.” Hendes mumlede fortsatte og roligt begyndte hun at gå frem og til bage, hen over gulvet, imens hun holdte håndklædet oppe med begge hænder.
Hun stoppede op og mærkede et par øjnehvile på sig. hun tjekkede om det var hendes håndklæde der viste for meget, men det sad som det skulle. ”Hvad så?” spurgte hun stille og gik hen til ham. Da hun stod lidt fra ham kiggede hun væk. Det var underligt at hun ikke havde mere tøj på. ”Jeg har en idé.” Sagde hun forsigtigt og smilede. ”Tilbage om lidt… eller jeg ved ikke lige hvor lang tid der går..” hun grinede og smuttede hen over gulvet.
Trappen knirkede og gav lidet efter under hende. Oppe på værelset gik hun målrettet hen mod kommoden og åbnede den ene skuffe. ”Godt der må være et eller andet.” hun rodede skuffen igennem og fandt noget undertøj, en lille top og et par shorts. ”Det passer vel fint.” mumlede hun og tog tøjet på.
Undertøjet var lidt for stort og toppen lidt for lille, men bukserne passede fint. ”Hurra.” mumlede hun glad. Det var rart, med noget mere dækkende på kroppen. ”mon ikke her også er et eller andet til Demian?” hun kiggede de andre skuffer igennem og fandt nogle bokse-shorts og et par lange bukser.’ Er her ikke en trøje… eller jeg har ikke noget i mod at han går uden… ar! Tag dig sammen.’ Tænkte hun og snuppede en stor trøje.
”Hey Demian? Jeg har noget til dig.” råbte hun fra soveværelset. Hun lagde tøjet på sengen og gik ned i stuen.

Demian trak på skuldrene "ikke direkte kæmpede imod, men den var ulykkelig.. ulykkelig på en smertefuld måde.. og tro mig smerte plager ikke at være noget problem for mig at holde ud.." mumlede han små tænkene. han så lidt på hende og nikkede let. han havde jo gjort det fir hun ulvens glæde og for at se hvordan hans indre ulv ville være i en anden situation en kamp.. men nok mest for at gøre hun ulven glad. han trak let på skuldrene og nikkede kort "jep.." han vidste godt han skulle havde sagt det det ville han også havde gjort, men han kom fra det igen.
Demian så undrene på Phoenix da hun pludselig virkede som om hun huskede noget og da hun så faldt til gulvet skulle han lige til at gå hen for at hjælpe hende, men da hun så ud til at have styr på det selv, blev han ståene. de krystal blå øjne så spørgene på ehnde imens hun gik frem og tilbage på gulvet "hvad snakker du om?" spurgte han roligt og forstod ikke helt alt hendes mumlen "hvad skulle stikke under?" spurgte han undrene og så betragtene på hende. da hun spurgte kom et lille smil frem på hans læber og han så roligt ne dpå hende da hun kom hen til ham "ikke noget.. betragter dig b are" sagde han roligt og små drillende. han skulle lige til at lægge hænderne på hendes hofter, dog tsopepde han sig selv, da hun kom på en idé og smilede. han nikkede bae kort til hend eog så efter hende da hun smuttede over gulvet ud til trappen. da han hørte hun gik op af trappen sukkede han dybt og kørte en hånd igennem håret. hvad foregik der imellem dem. han havde det på fornemmelsen hun havde noget for ham.. men havde han noget for hende? han rystede hurtigt på hovedet af sig selv. hun var fra et fremmed kobbel og var derfor en fjende. dette var bare rent spil fra hans side af. igen sukkede han da han vidste han ikke kunne lyve for sig slev, men han havde ikke lyst til at tro på det.
Demian så så mod trappen da hun rpbte på ham og så hun kom ned. han så lidt på hendes tøj og smilte skævt og charmerende til hende "jamen dog.." sagde han små flabet og gik roligt hen mod hende. han så dog mod trappen, da han vidste det hun havde til ham sikkert ikke var noget hun havde taget med ned. han kunne godt regne ud det sikkert var tøj, men han kunne vel godt drille lidt. så han stilte sig foran hende og så ind i hendes øjne med det krystal blå øjne med et charmerende blik og et kækt smil.

Hun ignorerede Demian’s spørgsmål og grublede videre. ”Det kunne jo godt have noget at gøre med… nej… nej det er umuligt…” hun traskede fortsat frem og tilbage imens hun blev mere og mere frustreret over ikke at kunne huske noget.

”Jamen dog, hvad?” spurgte Phoenix forvirret, hun så på ham med et lille smil, da han stillede sig foran hende. Hun så det kække smil og det charmerende blik. ”Hvad er du ude på?” spurgte hun stille med et lige så kækt smil. Roligt tog han fat i Demian’s krage og trak lidt i den, hun stillede sig på tær og hviskede i hans øre: ”Det er oppe på værelset, jeg har det ikke med her ned.” Hun grinede lidt og slap ham. ”men den der mundering gør skam ikke noget, valget er dit.” hun kiggede lidt på hans øjne og rørte blidt ved hans kind. Et sødt smil dannedes om hendes mund. Roligt gled hendes hånd ned af hans hals og ned til hans bryst kasse. ”Nå? Hvad vælger du?” hendes stemme var blid og legesyg. En side hun ikke helt kendte til… hun havde kun befundet sig kort i den sammen med en anden, for lang tid siden. Men hun var nysgerrig og ville gerne prøve sine grænser af, og det samme med Demian’s grænse.
Et listigt glimt kom til syne i hendes øjne i kort tid, men nok til at Demian kunne opdage det.

Demian smilte kækt til hende og lagde sine hænder på hendes hofter "mmh.. hvad tror du?" mumlede han let og charmerende iemsn han betragtede hendes røde øjne. da hun hviskede ham i øret og nød det faktisk. det var rart at høre hendes stemme så tæt på. han betragtede hende da hun slap kragen og smilte skævt "kan du lide min mundering?" sagde han drillende og lod hende røre hans kind. hun havde bløde hænder.. virkelig rare bløde hænder. han fulgte let hendes hånd med blikket og s¨å derefter på hende igen med et lidt legesygt smil "mmh..det ved jeg ikke helt.. helt ærligt tiltaler tøj mig ikke lige nu" sagde han kælent til hende og kørte helt langsomt og blidt hænderne lidt længere op og videre op under hendes trøje, så han mærkede den bløde hud mod sine hænder. hun havde ikke været legesyg på den måde før, men det tiltalte ham. han så det listige glimt i hendes øjne som kun var der et kort øjeblik. let slikkede han sig over læben. langsomt kørte han hænderne ned igen videre ned til hendes lår og med et let greb fik han løftet hende op. hanhavde fuld kontrol så hun ikke ville kunne falde ned. han så hende stadig i øjnene med et charmerende blik dog var hans smil legesygt og på en måde havde den et underligt kærligt stejf over sig, som han ellers aldrig havde prøvet før.
men nu havde han været sammen med hende så længe at han kunne mærke sin tiltrækning til hende ikke bar evar nogen normal tiltrækning. der måtte ligge noget andet bag.

Hun smilede bare da han lagde hænderne på hendes hofter og besvarede hans spørgsmål. ”Tja, jeg har nogle tanker i hovedet, men jeg er nu ikke helt sikker på at det er det du vil.” hendes stemme var kælen, ufattelig kælen.
”om jeg kan.” sagde hun stille og så ind i hans øjne. De blå, fængslende øjne. Hun kunne ikke lade være med at fortabe sig i dem. hver gang hun prøvede at kigge væk eller bryde deres øjenkontakt, var det som om hun mistede sig selv.
”Nå så det gør det ikke, hm, så var det måske en fejl ad mig at tage tøj på?” Spurgte hun legesygt til ham, imens Demian lod sine hænder glide lidt op under hendes trøje. Det var som om alt gik i stå. Hans hænder på hendes hud… det føltes rigtigt. Den varme følelse der spredte sig under hans hænder, var fantastik. Hun ville gerne have mere af den vidunderlige følelse.
Det gibbede i hende da han løftede hende. ”For en i…” mumlede hun chokeret. ”Du tager snart livet ad mig.” mumlede hun og rystede på hovedet ad ham. Forsigtigt lagde hun sin ene hånd på hans kind og smilede svagt. ’hvad så nu, smarte? Det var dig der ville så langt.’ Tænkte hun og aede hans kind blidt. Hun lænede sig lidt frem mod hans ansigt. Roligt smilede hun kækt til ham og trykkede forsigtigt sine læber mod hans. Et virvar af følelser udsprang fra denne enkelte berøring, i hendes krop.
’Hvad laver jeg?!’ skreg hendes hoved og krop til hende.

Demian smilte tirrene til hende "hvad er det præcis du har i tankerne så?" spurgte han med en lav stemme imens han betragtede hendes røde øjne med et charmerende blik. han trykkede hende let op af væggen bag dem så det var nemmere at holde hende oppe og nussede hende let ved lårene hvor han holde "jeg synes det var en fejl af dig" sagde han drillende, dog stadig charmerende og smilte legesygt til hende. han nød hun var så tæt på ham og han kunen mærke hendes varme. ønsket om at mærke hendes varme tættere på og den bløde hud, det lokkede ham så meget og han havde et håb i sig at han muligvis kunne opnå det. han rystede stille på hovedet af hende "nej bare rolig jeg har styr på det" sagde med en små drillende stemme. dog havde han hundrede procent styr på hvad han lavede.. hverfald ren fysisk havde han styr på det.. hun ville ikke komme til skade. dog var hans psyke ikke ligeså meget under kontrol. han mærkede hendes bløde hånd mod sin og nød det mere end han havde troet. hendes hændre var så bløde. da hun lænede hovedet frem mod ham og sendte ham dette kække smil, kunne han mærke trængen stærkere end nogensinde før.. ikke trængen til det fysiske, men bare at mærke hendes læber. han kyssede med i det deres læber mødtes og trykkede hende lidt mere op af væggen. han havde kysset nogen før, men aldrig på denne måde. hvordan kunne noget så simpelt som et kys give så meget varme, kilden og behagelig ubehag i kroppen. han flyttede langsomt hænderne hen på hendes baller og trykkede sig tættere på hende. ikke så hun blev mast, så det selvfølgelig stadig var rart for hende. hele hans krop var fuldstændig med på det der skete lige nu, på en mde han ikke havde prøvet før.. dog var hans synd i stor krig og tanker om at dette var forkert prøvede ihærdigt at bryde igennem hans instinkter. dog kom de ikke igennem. dette føltes p hans krop mere en rigtigt og bedre end han havde prøvet det før.

”Hvilke tanker spørger du?” hun grinede lidt. ”Ja, det kunne du lide at vide.” hun blinkede til ham og smilede kælent. Et svagt suk undslap hendes læber da hun mærkede en væg op ad hendes ryg. Hun grinede roligt da han nussede hendes lår. Der var ikke den frygt som havde været der før. Hun var fuldt ud bevidst om hvad hun foretog sig og hun følte sig sikker hos ham, men der var nu noget som lurede i hende. Hun blev hevet ud af sit tankespind da han snakkede. ”Nå, så det var en fejl… så må du jo rette op på mine fejl.” sagde hun drillende og grinede lidt ad ham.
Da han kyssede hende igen, forsvandt alt det fornuftige fra hende og det samme gjorde den mur som hun havde bygget op om sine følelser. Hurtigt lagde hun begge arme om nakken på ham og trykkede ham ind til sig.
Fornuften havde tabt en gang for alle. Imens han trykkede hende ind mod vægen nussede hun ham roligt i håret, lige nu kunne hun ikke ønske sig mere. Alt dette var fint, eller bare hans nærværd var nok for hende. Roligt flyttede hun sine ben så de var på hver side af hans krop, bag på hans ryg flettede hun sine ben om ham, så hun sad lidt bedre fast.
Phoenix afbrød kysset og så ind i de blå øjne. Hvad skulle hun sige? Tak? Ej… Hun åbnede munden for at sige noget men ombestemte sig og lukkede den igen. I stedet smilede hun svagt og kyssede ham engang på kinden. ”Nå? Overrasket?” spurgte hun forsigtigt, mod hans kind. ”ikke for at være den sukker-søde-type, men… det var fantastik.” roligt lænede hun sig frem mod hans øre og nappede ham blidt i øreflippen. Nu var hun da faldet helt pladask for ham… ’Han er fra et andet kobbel… hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i?! skreg hendes sind til hende. ’Du ved ikke en gang hvilket kobbel han er fra! Du ved jo intet om ham..’ stemmen i hendes hoved blev ved med at snakke.

Demian mærkede armene om sig g havde i den gad lyst til at rette op på hendes fejl. hvis bare hans sind kunne forsvinde, så det kan var hans instinkter og følelser der spillede ind ville dette være perfekt. men han blev hele tiden ved med at blive slået i hovedet af hans logik og den del af ham der var fuld tro mod sit kobbel. dette var det mest forkerte han kunne gøre mod hans kobbel. han var blevet sendt på en mission og nu var han igang med at kysse en ung hvalp fra et andet kobbel? men han kunne ikke lade vær. der var noget over denne Phoenix der fangede ham, som havde vagt en interesse i ham.
da hun begyndte at nusse ham i håret lukkede han let øjnene helt i og nød det så meget som muligt. det var mærkeligt at bare det at hun rørte ham i håret på den måde fik ham til at føle en hvis nydelse. han mærkede benene om sig og behvede nu ikke at støtte hende lige så meget, dog holde han et fast greb i hende og sikrede sig hun ikke ville falde ned eller komme til skade.
i det hun afbrød kysset virkede det mest af alt som om Demian ikke ville have hun stoppede, så han fulgte lidt med med hovedet, dog stoppede han da det gik op for ham. han så dybt ind i de røde øjne og smilte skævt. roligt lagde han hovedet på skrå da det så ud til hun skulle sige niget, men hun forholde sig tavs. han mærkede det lille kys på kinden og lyttede til hendes stemme "jeg kan ikke give dig andet en ret.. det var.. fantastisk.. det vil jeg gerne have mere af" sagde han drillende, dog mente han det helt alvorligt. det kys.. hans tanker blev afbrudt da han mærkede hun nappede ham i øre flippen og med det samme reagerede hans private sted på det "nu skal du passe på smukke ulv" mumlede han mod hendes øre. det var tydeligt det nap havde påvirket ham. langsomt trak han hovedet tilbage så han kunne se på hende, hvorefter han let satte hende ned og tog så fat i hendes top, som han langsomt trak af hende. han smed toppen fra sig og tog fat om hende. hendes hud var så blød i hans hænder.. han trykkede så let sine læber mod hendes igen og trykkede hende tættere ind til sig.

En lille fnisen undslap hendes læber. ’nu går det da helt galt! Han får mig til at opføre mig så tøset og skrøbeligt… det må og skal stoppe… men jeg vil ikke.’ Diskussionen om hun skulle droppe ham eller blive ved ham, var tabt. Hun ville blive hos ham. ”Skal jeg passe på? Hm, hvilke knapper trykker jeg da på?” spurgte hun drillende og skulle lige til at nappe ham igen, men inden hun nåede det, blev hun sat ned på hendes fødder.
Hun sukkede svagt. ’var det, det? sluttede det her? Var det rent spil fra hans side?’ tankerne fløj igennem hendes hoved efter at han havde sat hende. Men alle stoppede da han begyndte at trække hendes top af hende. ”Nå, så du besluttede dig at rette op på min fejl?” spurgte hun mildt og lagde armene om nakken på ham, i det han kyssede hende.
Endnu en gang eksploderede hendes følelser, men efter kort tid trak hun sig. ”undskyld.” mumlede hun og så på ham med store øjne. ”Demian… hvad skal det her gøre godt for?” hun sukkede svagt. ”Jeg ved du har dit kobbel… du er forpligtiget over for det…” hun sukkede og bed sig i læben. ”Jeg er ikke fra dit kobbel,” hun snøftede en gang og kunne mærke flere års, følelser komme frem. ”Du må ikke det her…” hun sukkede blidt og holdte fast i hans krage. ”Men…” hun lukkede øjnene og snøftede svagt. ’ar! Hold kæft og kys den dreng!’ skreg hun til sig selv.
Hun lagde begge hænder på hver sin side af hans hoved og trykkede sine læber mod hans. Det føltes så rigtigt at være sammen med ham… og forkert uden ham… Hvad skulle hun sige? Hun havde jo enlig bedt ham om at stoppe og gå sin vej… men hun ville ikke have at han gik. Han skulle blive hos hende…
Et godt minde hoppede frem fra skyggerne. Hende selv og en ven… det var ikke det store, men pige i mindet var glad og smilede stort. Drengen grinede og kildede den lille pige. Hvor gammel var hun? 5? 6? Alt i Phoenix stoppede. Hun mærkede en ensom tåre bane sig vej ud af hendes øjne. En glædes tåre…

Demian svarede hende ikke før han havde startet kysset og nød at mærke hende igen. men det forsvandt hurtigt, da un stoppede kysset og undskylde. han så lidt undrende på hende, men da hun så forsatte sin snak og sukkede han svagt. han vidste hun havde ret.. en del af ham havde ikke lavdet andet en at slå ham i hovedet med den infomation. hun var ikke i hans kobbel og hun ville aldrig blive en del af hans kobbel.. det ville de aldrig gå med til. hvis hun skulle havde en chance for ta blive en del af det kobbel skulle hun igennem flere smertefulde ting en d han ville byde hende. han lukkede roligt øjnene for at skjule sin frustration og grebet om hende blev en smule løsere. dette var vel det? hun havde ret.. han mtte ikke dette.. han var også på en mission. hun kendte ikke engang noget til ham. hvis hun vidste noget om ham eller vidste hvorfor hanoverhoved var kommet til denne del af verdenen.. hun ville sikkert hade ham. alle hans tanker forsvandt dog da han mærkede hendes læber mod sine igen og igen trykkede hende tættere på sig igen. dog sad hendes ord stadig i hans hoved. hvordan skulle dette nogensinde gå. trykkede hende tættere og tættere ind til dig og holdte kysset så længe som muligt. hvis dette skulle være deres sidste kys så ville han ikke lade det stoppe med det samme. han åbnede sine øjne på klem for at nyde synet af hende.. for at nyde så meget af hende som muligt. da så han en lille tåre i hendes øjenkrog. hvad nu? hvorfor havde hun tåre i øjnene? han burde måske stoppe kysset, men han kunne ikke få sig slev til det. han lukkede derfor øjnene igen og nussede hende blidt imod den bare hud

Da huhn mærkede græbet om hende blev løsnet, så hun på hans lukkede øjne. Han skulle slte ikke have mødt hende... Og hun skulle slet ikke have mødt ham. Hvordan skulle hun sig at hun ikke ville have noget at gøre med ham? Skulle hun lyve? Nej... Den gik ikke, hun kunne lide ham, endda lidt fo meget.
Imens det glade minde fortonede sig, blev det byttet ud med et lige nu og her... Hun kunne se Demian og hende selv sammen. De stod bare og kyssede hinanden. Billedet zoomede ind på Phoenix, hun så så glad ud. Hun stod sammen med en hun stolede på, men kendte ham ikke. En ny tåre klemte sig ud. Hun var, vred, ked af det, lykkelig, glad, og fyldt med tomhed.
Phoenix kunne mærke at han trykkede hende ind til sig, skulle hun tage det næste skridt og få det bedste ud af det? Roligt åbnede hun munden og lod blidt sin tunge røre hans læber. Skulle det virkelig være enden? Sulle hun bare føle sig tom efter det her? Hun kunne mærke tårende løbe ned i hendes mundvig.
Deparart klyngede hun sig til ham, med armene om nakken på ham. 'du må ikke forlade mig, du må ikke efterlade mig her, jeg vil med dig.. Du kan ikke slippe for mig.' tænkte hun.

Demian mærkede hendes tunge mod sine læber og med ro og mag åbnede en munden og lod deres tunger mødes i en let og blid dans. det føltes så rart at kysse hende sådan. på samme tid gjorde det så ondt.. en smerte han ikek havde følt før.. en smerte værre en nogen han nogensinde havde prøvet før. han skubbede hende blidt op at væggen og lod sine hænder røre hendes overkrop med en undersøgene minde. han ville huske hende.. den minste smule af hende vil han kunne huske. han vile aldrig glemme hende. han stoppede så lige før han nåede til hendes bryster og lidt efter stoppede han kysset. han åbnede øjnene og betragtede hende lidt, hvorefter han lagde hænderne på væggen bag hende imens han stod lænet ind mod hende. han havde det som om han havde så meget at sige til hende, men intet forlod hans læber. derfor så han lidt ned mod gulvet og rystede stille på hovedet. han havde aldrig haft en s¨stor krig inde i sig før.. han havde altid kontrol over alle hans følelser og handlinger.. han havde altid fuld kontrol over alt han fortog sig, men denne pige havde taget den kontrol fra ham. han rettede sig så stille op så han stadg stod tæt på Phoenix. roligt lagde han sine hænder på hver side af hendes hoved imens han let nussede hendes snehvide hår "jeg.." han stoppede sig selv og så bare dybt ind i hendes øjne, hvis han alts havde åbne øjne "jeg har ikke lyst til at vi ikke skal ses igen.." han fik det sagt på en lidt kajted måde og han hadede den manglende kontrol. han sukkede stille og flyttede sine hænder fra hende "du har ret i at jeg ikke må det her.. og hvis du bare vidste.. arg" det var tydeligt han var frustreret. den krystal blå øjne fangede igen hendes blik "Phoenix.. jeg ved ikke hvad du har gjort.. men du har gjort noget ved mig.. jeg har ingen kontrol lige nu over noget i mig.. jeg føler ting jeg aldrig har mærket før.. du.. jeg ved ikke hvad det er men du ændre mig.. " han kunne ikke finde nogen anden måde at sige det på. han håbede bare hun forstod ham. men han kunne ikke tage chancen, så han lagde igen hænderne om hende og snuste hende let i håret, hvorefter han trykkede hende helt ind til sig, for at sikre sig hun ikke gik. han forstod ikke hvad der forgik, men han kunne ikke bare slutte det her.

En lettet følelse fyldte hende da Demian åbnede hans mund og besvarede hendes tunge. Blidt lod hun sig føre opad væggen og var bare glad for at han var her, lige nu. Hendes krop rystede svagt under hans hænder, hun ville huske følelsen af dem mod sin bare hud og varmen fra dem.
Da han afbrød kysset åbnede hun øjnene og så på ham. Det pjuskede snehvide hår, de fængslende øjne, duften af ulv.. Hun ville huske alt... Da han lagde hænderne mod væggen bag hende og så ned, begyndte tårende at løbe. Hun havde haft det så godt, nu var det slut... Skulle det virkelig ende sådan? 'Demian så sig dog for helved noget!' arrigt tørrede hun tårende væk og prøvede at gemme sig bag en ødelagt facade der bare splintredes.
Da han igen så på hende og lagde begge hænder på hver sin side af hendes hoved trillede der flere tåre. Uden et ord lyttede hun bare til ham. Den fustration der lå over ham, var tydelig at se. Hvad skulle hun sige? Hun tænkte sig lidt om... Men da Demian tog fat i hende igen kunne hun ikke gøre noget. "Demian," begyndte hun og lagde armene om ham. "jeg vil heller ikke have at det slutter... Men... Men..ar! Hvem heleved prøver jeg at narre! Jeg forstår det du siger, og jeg vil sige det samme til dig... Jeg ved knap nok hvem du er og jeg... Jeg..." hun sukkede og snøftede en gang. "jeg er faldet for dig... Du må bare ikke forlade mig... Og nu kan jeg lige så godt sige det... Det her er grunden til at jeg har en facade, for at skåne mig selv og andre... Men det virkede ikke på dig, du skød den ned..." hun snøftede en enkelt gang og skubbede sig lidt væk fra ham så hun kunne se ham. "jeg vil ikke have at du går eller forlader mig." et lille smil tittede frem på hendes læber. "jeg kan lide dig." sagde hun svagt og lagde sin ene hånd på hand kind. "og du slipper ikke af med mig lige forløbi." sagde hun sødt. "om jeg så skal gå til verdens ende." hun lænede sig ind mod ham og lagde sin pande mod hans. "om jeg så skal dø ved at dit kobbel angriber mig... Glem det makker, du hænger på mig." hviskede hun og så ind i hans øjne med et alvorligt blik.

Da tårene begyndte at trille ned over hende kinder føltes det som om en kniv hamrede igennem ham for hver lille tåre. han ville ikke se hende ulykkelig eller ked afd et.. han vil ikke skabe mere smerte i hendes liv. han hendes stemme nævne hans navn og mærkede armene om sig. han lyttede til hendes ord og hendes snøften. hun forstod ham i det mindste. da hun fortaldte hun var faldet for ham stoppede alt krig inden i ham. han loyalitet til hans kobbel klappede i og alt stoppede. et lilel smil fik tegnet sig på hans læber. det lettede sådan at han hørte hende sige de ting. han havde da haft på fornemmelsen at hun var faldet for ham det havde virket sådan op til flere gange, men nu var han helt sikker.. nu havde hun sagt det og det gav ham en ro i kroppen. han mærkede så hun træk sig lidt væk fra ham og de krystal blå øjne så på hende. et lilel smil der tittede frem på hendes læber fik et smil frem på hans. dog forsvandtd et langsomt da hun snakkede om hun ville blive der selv under et angrab fra hans kobbel. han sukkede stille og lod deres pander mødes. han sp ind i de alvorlige øjne og fik et lille smil på læben "jeg håber virkelig du mener alt det.. men du skal aldrig møde mit kobbel.. de er ikke.. ikke ligefrem de mest imødekommende" han stopepde sig selv og kyssede hende let på næsen "jeg har undret mig over hvad det var der foregik i min krop.. men det må være fordi jeg er faldet for dig også.. jeg har ikke i sinde at forlade dig.. også selvom du vil hade mig for min fortid og hvem jeg er udover det du har set.. så slipper du ikke for mig.. du hænger ikke kun på mig.. jeg hænger i den grad også på dig... lige meget hvor meget du kommer til at hade mig.." sagde han små alvorligt og så dybt ind i hendes røde øjne. han lagde begge sine hænder på hendes kinder og nussede let med tommelfingrene. der var så meget han var nød til at sige til hende nu, som han havde prøvet at undgå indtil videre.