[Afsluttet] Kaotiske liv mødes ofte ved kaotiske tilfælde(Phoenix + Demian)

Demian kunne kun se Phoenix silhuet da hun blev smidt på jorden foran ham. han mærkede hvordan hele hans krop lidt efter lidt lukkede ned og mistede alt følelse, hvorefter giften tog langsomt alle hans sanser fra ham. så det ende med han var i sit mørke sind hvor han intet andet en at tænke kunne. han kunne hverken dufte, smage, høre, se eller mærke. så han var i mørket med sine tanker om hvor Phoneix kunne være og om hun var okay. han havde ingen fornemmelse af tid. det føltes som om det tog en evighed og han havde ingen idé om hvor han var da han bare var i dette mørke. men pludselig kunen han mærke en summen i hans krop og hans sanser langsomt kom til sin ret. han så lidt rundt i det mørke han sad i. det måtte godt snart komme noget lys. han sukkede stille og studerede alle de fanger der sad derinde sammen med ham. han kunne ikke så Phoenix nogen steder og hendes færd var heller ikke til at finde. han prøvede ihærdigt at lave at kraftfælt så han kunne få ødelagt det han var bundet med, men hans krops mangel på energi gjorde det umuligt. så lige nu var hans evne at ude af spillet. igen lod hans blikket studere de forskellige fanger og det gik op for ham det var beborende fra byen. det var ikke ligefrem en god ting. et lille suk forlod hamimens han prøvede at få sine hænder fri. hele hans krop summede og det føltes som om han havde tømmemænd. han mærkede et lille smerte i det ene håndled og hans hænder var fri. med det samme begyndte han at binde sine fødder fri. da mærkede han så en spyttede ham i ansigtet "dit bæst, så fangede de dig endeligt jeg håber du vil rådne op" stemmen var bekendt. han så roligt op og fik øje på en mand hanhavde set før. manden der havde boet i det hus som Phoenix og ham selv havde været i til nu. han så roligt ind i mandens øjne "jeg beklager.." sagde han roligt og fik sine fødder fri, hvorefter han kravlede hen til døren. låst. han tog en ordenlig snus ind i næse bordene for at få færden af Phoenix og han fangede den. hun var i bevægelse "DER ER EN DER ER SLUPPET FRI!" Demian så hurtigt hen på manden som sad med et ondt smil. døren blev åbnet og Demian faldt ud og ned på jorden. med det samme mærkede han et hårdt sparkt i maven og alt luften forsvandt fra hans krop. smagen af jern bredte sig i hans mund. han tog så fat i ham der havde sparket ham, fod og vred den om, hvorefter han rejste sig og og spyttede blod ud på jorden. han så lidt rundt og var allerede nu omringet af slavehandlere. han var stadig svag i kroppen efter giften. giften havde ramt ham rigtig hårdt og påvirket ham mere end han havde prøvet før "phoenix.. jeg mangler dig" mumlede han imens han prøvede at få overblikket. men han havde ikke sit sværd og hans evne kunne han ikke bruge.

Pulsen røg op i vejret. Hun pustede. ’Demian, for fanden hvor er du?’ hun lyttede og snusede efter ham, men kunne ikke lugte ham.
”Åben ild!” Hun vendte hovedet svagt og så 3 personer der holdte gevær mod hende. ”Oh, fuck.” mumlede hun og strammede grebet om hendes improviserede våben. Hun hørte et skud og mærkede en stor smerte i hendes skulder. Hun tog sig til skulderen og bandede højt. ”hun er ramt, fang hende så!” brølede manden og Phoenix satte farten op, igen.
Lugten slog i mod hende. ”Han er her.” tænkte hun og snusede op i luften. Uden at tænke over det løb hun alt hvad hun kunne over i mod lugten. Da hun kom til en dør, var færden overvældende. ’ja, ja, ja, ja!’ skreg hendes hjerne. Hun havde fundet ham, men han var ikke alene. Uden at gøre mere ved tanken løb hun ind og ramlede ind i en slave handler.
”Hvad helvede?!” han tårnede sig op over hende og vendte ryggen til Demian og hævede hånden for at smække hende en på siden af hovedet, men inden han nåede det, havde hun losset ham i nosserne og hamrede sin hånd ind i hans kæbe. Han røg bag over og afslørede hende. Hendes øjne lyste. ’Demian!’ hun kiggede rundt på de andre slavehandler der bare gloede på hende.
”Hvor fanden er hun?!” lød en brølen. hun løb hen mod Demian, men inden hun nåede helt hen til ham, havde en af slavehandlerne taget fadt om livet på hende. Han trak hende ind til sig og lagde en arm om hendes hals. ”Hun er her.”gispede ham der havde fået en på kassen. ” knægt, hvis du så meget overvejer at gøre noget, mister hun livet, ret hurtigt.” han var kommet op på sine ben og så hen på Demian, han skulle lige til at sige noget, men han blev afbrudt af, ham som havde taget sig af Phoenix tidligere. ”Du skal fandeme ikke stikke… Hvordan fandt du ham? Og du skal fandeme ikke lyve for mig. jeg syntes du sagde han ikke betød noget, at han var en tosse som var fulgt efter dig.” han grinede og så hen på Demian. ”Hvis du overvejer at angribe, bliver det værst for hende.” endnu et grin for lod hans mund.

Demian så med det samme hen på døren da en kom ind, men han kunne ikke se hvem før den ene af slavehandlerne var blevet slået i gulvet. et smil tegnede sig på hans læber Phoenix kom til syne, dog forsvandt det hurtigt da hun blev taget fat i og Demian skulle lige til at gå frem, da slavehandleren sagde han skulle blive stående eller hun ville komme tilskade. han ville ikke lade der ske Phoenix noget så han stod stille. dog blev hans blik på Phoenix. han skulle bare samle krafter nok til at lave et kraftfælt eller havde et våben. da den anden mand kom ind holde han en vred knurren inde. roligt rettede han sig op og fik et roligt blik i øjnene. der var intet han kunne gøre.. jo han kunne lade sin kamp ulv komme til sin ret og flænse disse folk, men det kunne også ende kaldt. især fordi hans manglende energi gjorde han muligvis ikke ville kunne kontrollere den. men det var hans eneste mulighed. dog skulle det også være det rigtige tidspunkt. måske kunne han trække den lidt ud og derfor få mere energi selv så chancen for succes ville være større? han tog en dyb vejrtrækning og så ind i Phoenix øjne med det rolige blik. han flyttede dog hurtigt blikket da han ikke vidste om Phoenix måske ville handle videre på hun ikke kendte ham? for det havde hun vel kun sagt for at narre dem? han rystede hurtigt sine tanker væk. selvfølgelig havde hun kun fortalt dem det for at narre dem. han var aldrig i tvivl om ting, men denne ulv havde virkelig vent tingene op og ned for ham "jeg står helt stille" sagde han så stille og prøvede at samle mere energi. men han kunne nok ikke trække den meget længere. så langsomt og diskret som muligt lod han den indre kamp ulv overtage. en smertefuld forvanling men den var nødvendig. hans menenskelige skikkelse bleb langsomt blandet med en ulvs. hans tænder blev længere og skarpere. pelsen voksede ud forskellige steder på hans krop. hans knokler i benene blev længere og mere ulve agtige og hans hænder blev som længe krogede potter. en blanding af menenske og ulv et uhyggeligt syn og en stærk modstander. han knurrede aggresivt og de krystal blå øjne var mere dyriske nu. han sprang med det samme på den mand der holde fast i phoenix og væltede ham om kuld så han ville slippe Phoenix, hvorefter han brutalt bed sine dødelige tænder ned i halsen på manden og flåede struben ud. han vente sig arrigt mod de andre og hyldede, hvorefter han sprang på den næste mand. ham som havde jagtet Phoenix. dog var kontrollen over dette bæst ikke fuldendt og den gik mere amok på denne mand en nødvendigt.

Hun kiggede væk da han så blidt ind i hendes øjne, hun ville ikke lade tvivlen komme disse mænd til gode. Hendes indre kæmpede om at skrige op og komme væk nu og alene, mens den anden side kæmpede om at komme frem til Demian og bare blive hos ham… om det så var enden…
Hendes tanker blev afbrudt da en kraftig duft af ulv slog mod hendes næse. ’Genialt, Demian.’ Hun smilede svagt og så rundt, nogen få havde da lagt mærke til at hans skikkelse ikke var helt naturlig, men jo længere forvandlingen skred frem, begyndte alle slavehandlerne at blive lidt urolige.
Da han kastede sig i mod manden som holdte hende, smilede hun roligt og stolede på hans kamp skikkelse. ’slap af, stol på ham, han vil ikke dig noget ondt.’
Da manden blev flået væk, mærkede hun et jag af smerte i hendes skulder. Kuglen. Hun havde glemt alt om det, hun snak ned på knæ og et øjeblik blev alt sort for hende og smerten fyldte alt. ’For fanden.’ Tænkte hun og fokuserede på Demian. De blå dyriske øjne, som han havde vist for kort tid siden, gav hende lidt styrke. Hun kom op og stå og så hvordan Demian gik amok på manden.
Hun knurrede ad Demian for at få ham til at stoppe. Igen knurrede hun og denne gang vredt. Hun tog sig til skulderen og så hen mod nogen af de andre slavehandlere. ”Jeps, i ender sådan hvis, i angriber mig og ham!” roligt gik hun hen mod Demian men stoppede et stykke fra ham og så på ham. Det kunne godt være at han var i kampform, men der måtte være noget der inde som ikke ville skade hende, og nok nærmere ville han beskytte hende.

Demian hørte hende knurren og kæmpede lidt for at stoppe, men ulven ville ikke. derfor tog det lidt før han fik kontrollen hundred procent. han rettede sig så op og så på Phoenix med de dyriske blue øjne. hele hans mund var dækket af blod. da hun gik mod ham knurrede han let da han kontrol var svag, men den angreb ikke, istedet så han rundt på de sidste mænd og stilte sig i kamp stilling og knurrede vredt med blottede tænder. han ville bevise Phoenix var hans og han ville gøre alt for at beskytte hende. slavehandlerne gik et par skridt tilbage og deres ansigter var fyldt med frygt for det store monster. nu lå der også en mand med struben flået ud og en anden fuldstændig massakreret og uigenkendelig mand. med nogle tung skridt gik den tæt på Phoenix og så på hende med de dyriske øjne og en let brummet. han løftede den ene krogede potte mod hende og trak hende ind til sig, hvorefter han løftede hende over skulderen. Demian kæmpede virkelig for at få sin nuværende krop til at reagere som han ville de den vrede ulve form ikke havde andet i tankerne en at dræbe og Demian havde ikke meget energi tilbage.
igen så han mod slavehandlerne og brølede alt hvad den kunne, hvorefter hun smadrede døren op og satte i et utrolig hurtig løb med Phoenix over skulderen. der blev skudt efter dem. der blev det virkelig svært for Demian at holde kontrollen. ulven ville forsvare sig selv, kæmpe til døden. han gjorde alt for at løbe videre og bare komme væk. flere skud ramte ham, men kampformen kunne holde til en hel del. intet stopepde det voldsomme bæst der løb afsted med den utrolig hurtige fart og den var ikke til at stoppe.
de nåede ud af lejeren og godt stykke væk, så de ikke bare lige kunne komme efter dem. men Demian stoppede ikke der. han fortsatte så længe det var muligt for at komme så langt væk fra dem som muligt, vel videne at hans elskede sværd var i deres besiddelse. men Phoenix kom først og hun skulle i sikkerhed. efter en tid sank farte og det ene med det store bæst gik med tunge og trætteskridt, hvor den til sidst faldt på knæ. han lagde forsigtigt Phoenix fra sig, hvorefter han faldt til jorden i et ordnelig bumb. han havde 4- 5 skud i ryggen og snit sår i arme og ben eftre skudene. bæstet kå forpustet med slørrede øjne og tungen let ude af munden. der var ikke mere energi tilbage i hverken ulven eller Demians krop, men Phoenix var reddet.. hun var i sikkerhed. de blå øjne blev mere og mere menneskelige og han skikkelse svandt langsomt ind til hans menneske form. de bukser han havde haft på var næsten blevet flænset i stykker, dog var det stadig nok til han havde dæket sin private del.

Et lille smil bredte sig om hendes mund da han rakte ud efter hende og trak hende ind til sig. Varmen fra ham var fantastisk. Da han tog hende hen over skulderen tog hun sig til skulderen og banede. Hun trykkede to fingre ind i såret for at holde blødningen under kontrol.
Det gav et sæt i hende da Demian brølede og skaffede dem en udvej. Hun prøvede at holde så godt fast som overhovedet muligt, men hvad skulle hun holde fast i?! hun for sammen da de begyndte at skyde efter dem. Så hun prøvede at gøre sig så lille som overhovedet muligt og bare presse sig ind mod hans krop.
Det gjorde ondt. Hendes skulder pindede hende imens Demian løb, men det var imponerende. Hun ville ikke selv kunne holde til at styre sin kampskikkelse.
Da de var et stykke fra lejeren skævede hun til Demian. ”Bare stop.” hun prøvede at lyde så rolig og fattede som muligt, men han stoppede ikke. Hun sukkede svagt og tænkte over det der var sket. Det var anden gang hun var blevet båret hen over skulderen på en fyr. Hun blev revet ud af hendes tanker da han lagde hende ned på jorden.
Hurtigt satte hun sig op så Ind i Demian’s øjne. Hun lagde roligt hendes ene hånd på hans kind og smilede til ham imens han skiftede form. ”Tak.” hun så ind i de menneskelige øjne.
Da han havde skiftet helt lænede hun sig ned til hans hoved og kyssede ham blidt på kinden. ”Rolig jeg skal nok passe på.” Hun flyttede sig og så ned på hans ryg. ”Fuck.” mumlede hun svagt og lagde en hånd på hans side. ”Demian, vi skal ind i sikkerhed. Vi er udsatte her midt i igen ting. Kom.” Hun så kort ned på ham og satte sig på hug ved hans hoved. ”Jeg ved du vil sove, men ikke lige her. Kom, jeg hjælper dig.” hun lagde forsigtigt hendes hånd på hans skulder og smilede roligt til dig. ”Kom.” igen var hendes stemme en helt anden end den plejede at være.
”Du må ikke sove her. Kom.” hun så bedende på ham og kiggede rundt. Der var et enkelt træ som kunne give skygge. ”Der er et træ der. Det er nogle skridt væk. Jeg hjælper dig, det lover jeg.” hun kunne mærke tåre presse på bag ved hendes øjne, men det var ikke lige nu de skulle ud.

Demian kunne høre Phoenix stemme, men kunne ikke svare. et lille smil tegnede sig på hans læber og hans blik gav udtryk på han var færdig. han havde ikke flere kræfter i kroppen. de var brugt op. han mærkede lidt hendes hånd mod sin skulder og betragtede svagt hendes røde øjne. nu flere gange hendes stemme lød nu mere svandt hans energi ind. hun var i sikkerhed. det var første gang i hans liv han havde sat sig selv på spil for at redde en anden.. han sukkede stille og lod øjnene falde i selvom han kunne høre Phoenix bedene stemme "f...fær...færdig.." mumlede han svagt mellem hans tunge vejrtrækninger. hun lovede at hjælpe ham.. hvad skulle hun gøre bære ham? han kunne ikke mærke andet en smerte i sin krop og der var ikke nogen energo tilbage.
han mærkede så ulven i sig. den ville ikke give på som alle andre dyr.. den ville ikke give op for døden fordi den ikek vidste det eksisterede. han åbnede så stille øjnene igen.. han kunne ikke give op endnu, ikke når Phoenix var der. han sank stille en klump og fik tvunget sine hænder i jorden og kæmpede for at komme op på knæ. hele hans krop rystede og blodet løb ned over hans ryg fra skud sårene. hans arme var hele tiden ved at give efter, men han gjorde hvad han kunne for at kæmpe mod energi manglen og den latterlig store smerte i kroppen. han bed tænderne hårdt sammen og prøvede at komme op at stå selv, dog fladt han til knæ med det samme igen. det vilel være så nemt bare at lade døden tag sig med, men han kunne ikek få sig slev til det "Phoenix.." mumlede han svagt og prøvede endnu en gang at komme op og stå, hvor hans tanker kun var fokuseret på Phoenix. hun havde givet ham energi før, da han ikke ville lade nogen skade hende. så måske tanken om hendes sikkerhed igen kunne give ham bare lidt energi og så med hendes støtte kunne det måske lykkes dem at komme hen til træet. han kunen mærke hvordan hans ben var ved et give op under ham. han kunne ikke selv.

Hun kunne høre at han mumlede ordet: færdig. "jeg ved det, men kom nu, du skal ikke sove her, du må ikke sove." bad hun inderligt. Han måtte ikke sove, han skulle ikke forlade hende. Det havde taget på ham at rede hende, det vidste hun og nu skulle hun så bare gengælde det.
Hun så godt hvordan han fik tvunget sig selv til st komme op. Et lille smil dannedes om hendes læber, men skudsårende som blødte. Fik hendes smil til at faldme. "det er fint, bliv ved, jeg ved du kan." sagde hun opmundrende.
Hun så hvordan han faldt sammen og sagde hendes navn. Hun reagerede hurtigt og så på ham med et bedrøvet blik. Det var hendes skyld. Hun skulle ikke have taget ud og prøve at skyde dem. Det var hendes fejl at han var endt sådan, hendes skyld at han lå for døden.
Da han var kommet op at stå skyndte hun sig at tage fadt om livet på ham og tage hans ene arm over hendes skuldre. "jeg ved du kan Demian, kom nu, jeg vil ikke midste dig." hun så bedende på ham og sukkede. "jeg kan ikke leve uden dig. Jeg... Jeg..." hun kunne mærke hendes mur brød sammen og en smule af hendes tåre brød igennem. "jeg elsker dig." hun så på ham og håbede at det ville give ham en lille smule energi til at komme hen til træet. "jeg vil ikke midste dig. Kom nu." hun begyndte forsigtigt at gå frem ad. Han skulle følge med hende, om hun så skulle slæbe ham. "kom så." sagde hun på grådens rand.

Demian mærkede hun tog fat om livet på ham og hans arm om hendes skulder. han hørte hendes ord og prøvede bare at fokusere på hendes stemme. hendes ord ramte ham og hans øjne åbnede sig lidt mere. passede det hun sagde? kunne hun ikke lave uden ham og elskede hun ham virkelig? han lukkede sine øjne hårdt sammen og tykkede tænderne hårdt sammen. han holde hendes ord i hans hoved og gik med meget tunge og rystene skridt med hende. hendes ord hjalp. hvos hun virkelig elskede ham kunne han ikke tillade sige at forlade hende. han ville ikke dø nu. han åbnede stille øjnene og fik svagt øje på hendes tåre. hun måtte ikke græde. han rettede blikket mod træet og fik med meget tvang sat farten op så de kunne komme hurtigere hen til træet "lov mig.. det du siger..er sandt" hans stemme var svag, men alvorlig. hendes ord hjalp ham til at komme frem af. dog var han flere gange ved at falde sammen da hans ben var tæt på et give efter, men han fik tvunget sig helt hen til træet med hendes hjælp og hendes ord. dog faldt han også sammen med det samme de nåede til træet. han rystede i hele kroppen og hans vejrtrækning var tung og ujævn "lov mig.." mumlede han igen. han ville være sikker på hun virkelig mente det. hun måtte ikke lyve. han skulle være sikker.


//sorry det blev så kort :)

//gør ikke noget ^^

Hun kunne mærke på ham at hendes ord havde hjulpet ham og gav ham en smule styrke. Et glad smil dannedes sig om hendes mund. Hans styrke var imponerende. At han kunne tvinge sig selv til at komme frem ad selv om han var tømt for energi, det krævede vlije og stor beslutsomhed.
Han brød hendes tanker da han snakkede. Hun svarede ham ikke og ville bare have ham hen til træet. Han skulle ikke snakke, han skulle gemme den energi han havde og sende den ned i hans ben. Flere gange kunne hun mærke at han var ved at falde sammen, men hun var der til, at hjælpe ham, med at holde sig oprejst.
Da de var nået hen til træet og han faldt om på jorden kunne hun heller ikke selv mere. "jeg lover det Demian, det er ikke bare noget jeg siger, jeg elsker dig. Det ved du." hun bøgede sig ned mod hans ansigt og kyssede ham forsigtigt på munden, som om han kunne gå i stykker. "men du skal love mig en ting, du forlader mig ikke." hun så på ham med bedende øjne og sukkede svagt. "du skal fikses. Og jeg siger allerede undskyld nu." hun lagde roligt sine hænder under hans ryg og tippede ham om på siden så hun kunne se hvor slemt det var. "fuck... Det her kommer ril at gøre ondt."hun lukkede hårdt øjnene sammen og hev halv delen af hendes trøje i stykker så hun kunne stoppe blødningen. Roligt begyndte hun at lave nogle firkantede stykker stof. De skulle bruges til at stoppe blødningen så meget som muligt. "undskyld." mumlede hun svagt og skubbede noget af stoffet ned i skud hulet, så blødningen måske stoppede. Hun gjorde det 4 gange til så alle hulerne var stoppet. "undskyld." sagde hun igen. Og lukkede øjene. Hun kunne ikke lide at han var døden nær og at hun ikke havde noget som kunne dulme hans smerte.
Forsigtigt lagde hun ham i aflåst sideleje så han ikke kunne falde nogen steder. Da hun vill lægge sig ved siden af ham. Gav det et jag af smerte i hendes skulder, hun havde glemt alt om det skud der havde ramt hende. Så hun besluttedebsig for at sidde ved siden ad Demian og sørge for at han trak vejret og var i live.

Demian lyttede til hendes stemme. hun lovede "Phoenix.." sagde han lavmælt og nød det forsigtige kys, han kunne dog ikke rigtig kysse med så lidt energi havde han "jeg elsker også dig" hviskede han så og smilte let. det gjorde han.. han elskede virkelig denne smukke unge ulv som han ikke engang burde være sammen med.men hun havde ændret ham, han var en helt anden når han var sammen med hende. hun gjorde ham til en bedre person "jeg forlader dig ikke.. det vil jeg aldrig gøre" hviskede han mere svagt en før. nu mere blod der løb nu mere træt blev han. han kunne mærke døden langsomt kravlede tættere på ham, men han kæmpede for at overleve, for han ville ikke forlade hende.
han så ud i luften. undskyld for hvad? han mærkede en stor smerte da hun vente ham om og bed tænderne hårdt sammen. normalt ville han kunne holde smerte ud og slet ikke reagere på den, men hans energi var ikke til at holde smerten væk. han lyttede til lyden af stof der blev revet i stykker. han lukkede øjnene hprdt sammen og lavede en sammen bidt lyd af ren smerte "fuck" mumlede han i smerte. det gjorde ondt, mere ondt end selve skudene.. mere ondt end noget han havde prøvet før. sikkert fordi han var så svag i kroppen. da hun endleig var færdig træk han vejret meget ujævnt og lod hende egentlig bare rykke rundt på ham. han havde stadig lukkede øjne og koncentrerede sig bare om at få styr på sin vejrtrækning "Phoenix.. hvorfor kan jeg lugte dit blod så kræftigt?" spurgte han så helt stille og med et meget lav stemme. han havde kunne lugte hendes blod i noget tid, men ikke rigtig kunne reagere på det.. nu lå han jo bare der og kæmpede for at holde sig vågen og i live. så nu kunne han reagere. han håbede virkelig ikke hun var meget skadet, for så havde han slet ikke tid til at ligge der. det var meningen han skulle passe på hende.. beskytte hende. en ting han ikke var van til at gøre og han havde da også fejlet til det. langsomt åbnede han sine øjne og så lidt op mod hende med et svagt blik i øjnene.

Hun Så på ham da han havde lukkede øjne. Lige i det hun skulle bede ham åbne øjnene snakkede han. Hun lyttede til ham og kunne mærke en sten i maven. ”Jeg aner ikke hvad du taler om. Der er ikke sket noget med mig…” hun prøvede at lyde rolig, men det lykkedes ikke helt. Hun sukkede irriteret og lukkede øjnene. ”Jeg blev selv ramt da jeg flygtede… for at finde dig. Det er ikke noget, jeg klare mig. Imens han så på hende følte hun sig meget lille.
”Demian det jeg sagde der inde, det passer ikke… jeg ved godt hvem du er, og sådan.” hun smilede lidt. ”Men hvis de fandt ud af at jeg kunne lide dig, og omvendt, ville ingen af os nogen sinde komme ud igen.” hun smilede svagt og rejste sig op. De skulle finde vand, hvis de ville overleve. ”Det skal der være her i omegnen.” mumlede hun. Hun stak næsen op i luften og prøvede at finde færden af vand. Men der var igen ting.
Smilede hun havde om munden forsvandt. Skuddet gjorde ondt, og var ved at være for meget. ”Hvis du vil hjælpe mig,” hun rev en lille firkant af sin trøje, så toppen gik hende til lige under brystet. ”Så skal denne stoppe blødningen.” Hun holdte den op foran ham og viste hvordan det skulle gøres. ”Okay?” hun så roligt på ham. Han skulle gøre det, om hun så skulle tvinge Demian til det. ”Den skal ca. halvt ind. Og nu kommer det her til at gøre ondt på dig… igen, Undskyld.” hun satte sig på hug ved hans hoved og bed tænderne sammen. ”En, to, tre.” på talte tre tog hun fadt i hans skuldre og fik ham rejst op og sidde. ”En ting til. For gud skyld hold dine øjne åbne.” hun så ind i hans blå øjne, med sine egne røde.
Hurtigt rørte hun hans kind og smilede svagt. ”Godt placer den.” det var ikke bare en simpel sætning, det var en ordre. Hun gav ham stoffet og satte sig foran ham. Hurtigt tog hun trøjen af så skudhullet blev synligt. Hun lukkede øjnene og ventede på smerten.

Demian kunne tydeligt høre hun løj.. hun var kommet tilskade og det vidste han. så han så lidt mistroisk på hende til at starte på, men da hun fortalte sandheden og sukkede han stille og så mildt p hende "jeg skulle havde beskyttet dig bedre" mumlede han lavt. han lukkede sine øjne meget kort, da det virkelig var svært at holde dem åbne. dog fik han dem åbnet ret hurtigt igen "jeg ved det.. du gjorde det rigtige, sp det er helt iorden.. så længe du lover du faktisk elsker mig er jeg tilfreds" sagde han lavmælt og prøvede at samle energi. han lyttede lidt til hendes snusen. hvad ledte hun efter? han snuste stille ind og prøvede at få færden af noget, men der var ikke meget færd der kunne være interessant i nærheden. hverfald ikke noget han kunne finde i hans tilstand og Phoenix havde vidst heller ikke findet det endnu. da det firkantet stykke stof blev vidst til ham så han lidt tlnksomt på Phoenix. han lyttede grundigt til det hun sagde og var ikke sikkerpå om han var glad for dette. men det skulle jo gøres. han sagde derfor intet til det, lod hende bare tage fat i ham. han lukkede øjnene hårdt sammen de ordet 3 blev nævnt og han igen mærkede smerten pulsere kræftigt igennem kroppen "nnnggrraarg" han hadede smerte.. når han ikke kunne ignorere den var det da noget af det væreste. men han kom da op og sidde. han var blevet en smule svimmel af smerten og tag nogle dybe vejrtrækninger, hvorefter hna tog imod stoffet og ventede på hun satte sig klar. han så på skudsåret da hun havde trukket trøjen af.. det så ikke godt ud. de skulle altså snart finde ly, vand og ordenlig forbinding. de kune ikke blive ved med at have åbne skudsår på denne måde "okay.. på tre... 1..2..3" han fik puttet stoffet o skudsåret, halvt inde som hun havde sagt. det stoppede blødningen og ville holde indtil videre.

Hun grinede. ”Beskyttet mig bedre? Den eneste muligt plan var at splitte dig op i to og danne et skjold om mig… og det vil overhovedet ikke kunne lade sig gør.” Hendes stemme var knapt så venlig, men hun kunne ikke være det bekendt. ”Undskyld.” mumlede hun og så at han kort lukkede øjnene. ’Hold dem nu åben!’ skreg hun til ham i tankerne.
”Som jeg allerede har sagt. Jeg lover at jeg elsker dig, og jeg mener det.” hendes stemme var lettere frustreret. Hun ville finde vand, og hun var den eneste som kunne finde det af de to. Hun så roligt på ham med et svagt smil. Hvad skulle der blive af de to?
Da han udstødte smerte, fik hun tåre i øjnene. Det måtte ikke gøre ondt på ham. Han skulle ikke lide… et lille smil viste sig da han tog stoffet, men hun havde godt lagt mærke til at han havde taget nogle dybe vejrtrækninger.
Imens hun lukkede øjnene kunne hun mærke smerten bore sig ind i hendes skulder. Da han var færdig, sad hun i et kort øjeblik og prøvede at få kontrol over sig selv.
Roligt vendte hun sig om og så på Demian, med et bestemt blik. ”Godt, jeg ved du ikke kan, men vi skal finde vand, og det er nu.” hendes tone var bestemt, men det var det som skulle til. ”Jeg skal nok hjælpe dig så meget som over hovedet muligt, men vi skal væk.” hun sukkede mildt, satte sin hånd bag hans nakke og trykkede panden mod hans. ”Du skal nok klare det, det ved jeg.” med et roligt og fattet blik så hun ind i hans øjne. ”Kom.” hun slap hans nakke og flyttede sin pande fra hans. ”Jeg hjælper.” forsigtigt rejste hun sig op og rakte begge hænder ned mod ham.

Phoenix knaps så venlige stemme og frusstrerede minde havde fået Demian til at holde mund. han kunne godt se alt han havde af undskyldinger eller indveninger ikke ligefrem hjalp noget. så han forholde sig tavs. han skulle også lære at holde sin kæft de rigtig tidspunkter. det var han ikke god til, nok også derfor så mange synes han var noget af en flab. han havde dog lige nået at se tårene i hendes øjne da hun havde hjulpet om op at side. hun måtte ikke få det sådan på grund af ham, så han måtte begynde at tage sig sammen og få noget kontrol.
Demian nikkede roligt da hun sagde de skulle finde vand og det havde hun ret i. det begge havde nogle voldsomme sår de skulle havde renset og nogle kugler de skulle havde ud af kroppen.. også vil lidt væske i kroppen nok hjælpe en del også. han mærkede hendes hånd bag sin nakke og hendes pande mod sin. han smilte at svagt roligt smil "ja..takket hver dig" mumlede han små drillende. dettte var en alvorlig situation, men han kunne ikke blive ved på denne måde, hvis han skulle havde en chance for at klare dette skulle der være noget sjov.. han ville have lov til at nyde den eventuelt sidste tid med Phoenix. hendes fattede blik gav ham lidt styrke i kroppen. hvis hun kunne være så fattet.. den unge hvalp.. ja så kunne han også. han var trænet til at overleve og klare en hver situation. han tog fat i hendes hænder "lad os finde det vand.." sagde han svagligt dog med mere kræft i stemmen en før. han prøvede virkelig at virke overskudsagtig og få samlet energi til at klare dette uden hun skulle lide for meget overlast. han trak sig selv op og stå, med tænderne hårdt bidt sammen for at holde smerten en smule ud. hele hans krop rystede og gjorde ondt som bare fanden. han snuste dybt ind.. ingen færd af vand. han ellers så overlegne lugtesans var ikke til meget nytte lige nu. han holde stadig fast i hendes hænder og blikket rettet direkte ind i hendes røde smukke øjne. langsomt slap han hendes hænder og begyndte at se rundt. prøvede at øjntere sig om hvor de var henne og hvilken vej der førte dem tilbage til byen.. men det var ikke noget som rigtig afslørede det. det var bare tomt.

Hun grinede kort og rystede på hovedet. ”Delvist, men din vilje styrke hjælper nu en del.” Hun smilede skævt og varmt til ham. Phoenix kunne godt se hvad det var han prøvede på. Psykisk at have det godt var en stor hjælp og på den måde gik det nemmere og smerten var lettere at ignorere.
Da han tog fadt i hendes hænder smilede hun glad til ham og nikkede. Da han kom op at stå kunne hun se hele hans krop ryste. ’Du må ikke falde sammen, du må ikke falde sammen!’ skreg hun til sig selv og var klar til at gribe ham, eller prøve det, hvis han faldt.
Hun smilede svagt da han snuste ind og så sig om. Han prøvede virkelig at gøre noget. ”Se,” hun kløede sig i håret og så rundt. ”Vi kom fra vest og det var den vej lejeren er. Så den vej skal vi ikke.” hun bed sig kort i læben og så op. Solen var i vest. ”hvis vi går mod øst, har vi en nogenlunde kurs, men jeg er ikke sikker på om der er vand.” hun klemte hans ene hånd og gik helt tæt på ham. ”Tak.” hun kyssede hans kind og slap hans ene hånd, så hun kunne gå på den ene side af ham. ”Nå, det nytter ikke at stå som to træer. Kom” roligt lagde hun hans ene arm om hendes skuldre og lagde forsigtigt sen egen arm bag hans ryg. Hun prøvede så vidt som muligt ikke at ramme hans sår, men hun kom til at røre 1 af hans skudsår. ”Undskyld.” hendes stemme var blid og hun sendte ham et blidt blik.
”Demian, hvad skete der? Hvorfor var de mænd der? Og en anden ting, kan du huske noget som helst? Jeg kan huske jeg flygtede og rendte ind i det rum… og ham der snakkede til mig, det var ham fra i forgårs, han var en af dem der udsendte en ordre til at få fingrende i mig… Demian, han ved hvem jeg er, han ved jeg er fra The Wolf Clan.” hun så kort på ham og begyndte roligt af gå.

Demian holde sit rolige smiil på læben og prøvede så vidt muligt også at gøre det en smule varm når han så på Phoenix. men det var svært at holde humøret oppe. han var van til store smerter, men dette var helt dumt. han så en smule rundt imens han lyttede til hende og nikkede en smule. det var det bedste ud de havde. han havde hvertfald ingen ideer lige nu. han kunne ikke rigtig øjneter sig med den manglene energi og smerterne. men han prøvede stadig at få færd af bare et eller andet. han rettede blikket mod øst og nikkede kort "øst bliver det" sagde han roligt. da mærkede han hun kom tæt på og kysset p kinden fik et kærligt smil på læben. han rystede stille på hovedet og lod sig kun støtte sig til hende meget lidt. hun var også skadet og det ville han ikke gøre værre. han kom med en kort lyd da han mærkede hun rørte det ene skudsår "det er okay" sagde han en smule sammenbidt, men smilte så til hende for ligesom at sikre sig hun vidste det var okay.
Demian gik så roligt han kunne med imens han lyttede til det hun sagde. dog var hans gang ikke særlig jævn og en gang i mellem træk han været mere tradt. dog lyttede han opmærksomt til det hun sagde. hvorfor var de efter hende? var der noget ved the wolf clan han ikke var bevidst om, som kunne gøre dem en dusør værd? "hmm.. jeg husker ikke meget.. jeg huske jeg bliver stukket af noget og derfra er det ret sløret og så blev det ligesom helt mørkt.. men jeg ved ikke hvordan de kender dig, har dit kobbel lavet noget som kunne havde gjort sådan nogle som dem vrede?" spurgte han yænksomt imens han så frem og prøvede bare at holde tankerne på Phoenix så han ikke skulle tænke over sine smerter.

Hun så godt hvordan han prøvede at smile til hende, men hun forlangte det ikke. ”Lad være med at spile dine kræfter på at smile til mig. Du har brug for det i resten af kroppen.” hendes stemme var rolig og havde en lille snert af glæde i sig. Det var nu, hendes enskaber som kaptajn kom ind i billedet, hun behøvede ikke at folk smilede til hende. Bare de gjorde som hun sagde, så var hun tilfreds og skulle nok stødte personen med den glæde hun kunne give.
”Demian, stødt dig til mig, jeg er kun ramt et sted. Seriøst, du må slække lidt på din stolthed og lade mig hjælpe dig, jeg kan godt klare det.” hendes øjne viste at hun kunne klare det, og hendes stemme var en smule mere bestemt end hun havde regnet med. ”Jeg skal nok brokke mig hvis du gør noget forkert, men det har du vidst, fundet ud af efter hånden.” et lille kækt smil dannedes om hendes mund.
I stilhed lyttede hun til Demian, imens hun prøvede at tage så meget af hans vægt som muligt, roligt flettede hun fingrene ind i hans ene hånd og smilede til ham, han skulle over leve dette, det skulle han bare. Hun tænkte kort over det første han havde sagt og svarede: ”det tyder på bedøvelses pile, med kraftig bedøvelse, kan du huske helt præcis hvor du blev skudt?” hendes stemme var en smule urolig, hvis der havde været en sporings enhed sat fast på det som de havde skudt med, kunne det sagtens sidde i hans hud. Selv var hun blevet skudt, og det var nogenlunde de samme virkninger i hendes. Hun skulle tjekke det når de nåede til et sted at ligge i ly. ”Jeg ved ikke om der er noget som vi har gjort, men vi kæmper for varulve, og de kan jo sagtens have haft nogen ulve ved dem og vi så har fundet ud af det… jeg ved det ikke, men der er ikke ret mange som undgår at hører at The Wolf Clan har fået en ny kaptajn… eller også må de have bluffet og jeg så var faldet for det.. jeg ved det virkelig ikke…” hun så roligt på ham, med et lettere uroligt blik.

Demian sukkede stille og lod smilet falme, dog var der stadig et svagt roligt smil tilbage. han sagde intet, indrettede sig egentlig bare efter det hun sagde. dog forsvandt smilet helt over det næste hun sagde. han så en smule på hende "jeg er ikke van til at skulle have hjælp.. det har ikke så meget med stolthed at gøre.. sådan har jeg bar altid levet" sagde han roligt og det rolige smil kom langsomt frem igen, efterfuldt af et kort grin som gik over i en lille smerte lyd og så et opgivende smil "du må ikke få mig til at grine" sagde han med et skævt smil. det gjorde ondt at grine. han havde bestemt fundet ud af hun nok skulle brokke sig hvis der var noget og det kække smil havde bare mundret ham op.
først da lod han sig støtte lidt mere på af Phoenix. han brød sig ikke om at være nødsaglig til at få hjælp, men han kunne ikke tillade sig andet end at tage imod det for hvis ikke han gjorde det ville han ikke overlever og det ville han ikke byde Phoenix. han flettede roligt sine fingre med hendes og gav hendes hånd et lilel klem "i nakken.. jeg har prøvet bedøvelse før men ikke så voldsomt. det fjernede alt følelse i kroppen og alle mine sanser var væk.. kun min etanker var tilbage og det har jeg ikke ligefrem prøvet før" forklarede han og så på hende med et betragtene blik. hun var urolig, det kunne han høre. det var nu heller ikke ret betryggende at de vidste hvem hun var.
han lyttede mere opmærksomt til det hun sagde og studerede hendes uro i blikket "hmm.. måske du skulle fortælle Kuuma da.. det vil måske være en god idé han vidste at der er nogle efter jer.. eller dig.. sagde de noget om det bare var dig de var efter eller er det hele koblet?" spurgte han så tænksom med blikket på hende.

"jammen, det må du til at lære at lev på en lidt anden måde lige nu." sagde hun kækt og Grinede svagt. Han var nød til at acceptere at hun havde komandoen lige nu, og sådan var det bare. Hn kunne klare det, men hans tilstand var nu stadig ustabil, kg hun vidste ikke hvor længe hendes altenative behandling virkede.
da han grinede smilede hun, men det forsvandt da det lød som en mindre anstrengelse for ham. "skal jeg nok, men... Okay, jeg skal nok prøve." hun så roligt op igen og så til siden for at se på ham. Han var blevet noget lidt andet for hende, end da hun først hvad snakket med ham. Han var attraktiv for hende på det tidspunkt, men hun havde følt sig som en kæmpe tumpe og var sikker på at hun bare savnede noget som var ungt... Men det havde endre sig. Hun holdte af ham nu...Måske lidt for meget... Men Fra deres første møde til nu, havde han ændret sig, meget.
Da han klemte hendes hånd, rev han hende ud af de tanker hun havde gjort sig. "i nakken siger du... Hm, navebanerne går den vej op og vil derfor hurtigst muligt gøre dig føelsesløs, og lamme dig i hene kroppen... Men det med tankerne kan jeg ikke helt forstå.. Det kunne selv følelig have været nave gift, men så ville du over hovedet ikke have kunne bevæget dig og du ville dø... Men det passer bare ikke ind i dette puslespil... Jeg for hovedpine..." den sideste del mumlede hun sarkastisk for sig selv og smilede svagt, alle disse ting hun havde lært på så kort tid, var begyndt at være nyttige... Men hun havde nu håbet på aldrig at skulle bruge alt dette.
"han spurgte kun hvad Kuuma ville give for mig... Eller militærmilitsen..." hun sukkede irriteret og så på Demian, "jeg skal nok fortælle Kuuma det her, og desuden... Tja... Han vil vide hvor fanden jeg har været og hvad jeg har lavet... Selv om der er nogen ting han ikke for at vide." hun blinkede indforstået til ham og så frem ad igen.
Solen bag dem var på vej ned og himmlen var begyndt at få en lettere mørke blå farve. "det har altid været min ynglings. Altid." hun så op og smilede så hele hendes tandsæt kunne ses. Mørke blå havde altid beroliget hende og gjort hende tryg, og det var det som hun behøvede lige nu.

Demian himlede lidt med øjnene på så på hende med et drillende glimt i øjet "ja ja jeg skal nok leve med et" sagde han lidt forsjov, det han sagtens kunne leve efter hende kommandoer selvom det ikke var noget han ellers ville gøre. men i denne situation var det nødvendigt og så det er det var hende gjorde det mere muligt for ham. roligt nikkede han og sukkede stille. han var virkelig træt og udmattet. han vidset han nok skulle klare den, men det ville blive noget af en kamp, men sammen med Phoenix skulle det nok gå, det måtte han nødt til at tænke. han kunne ikke lade Phoenix i stikken.
hendes forklaring på hvad det kunne være for en gift gav ikke megen mening, men det var det bedste bud nu betød det nok heller ikke så meget. så længe de overlevede "lad hver med at tænke mere over det smukke ulv.. det hjælper ikke du for hovedpine" sagde han roligt med et varmt smil på læben.
Demian kunne ikke helt regne ud hvorfor de var ude efter hende, men Kuuma ville sikkert give en del for hende.. eller slå dem alle sammen ihjel. han havde virket som et kæmpe barbarisk væsen som smadrede hver pg en der bare var den minstre grund til at havde noget imod. han havde værtfald ikke taget særlig godt imod Demian. han rystede tankerne af sig og grinte helt kort "ja du skal nok holde lidt infomation tilbage.. jeg har på fornemmelsen han vil blive en smule sur hvis han høre mere om mig" sagde han med et skævt smil. den kæmpe varulv brød sig ikke en skid om Demian og ville nok havde gjort alt for at havde slået ham ihjel nu hvis Violet ikke havde bedt ham om at lade Demian være "han virker meget voldsom ham Kuuma" sagde han dog med respekt i stemmen. lige meget hvor meget Demian syntes Kuuma var en barbarisk kampdyr havde han respekt for det store brød. alle hans tanker forsvandt da han hørte Phoenix stemme og så op mod himlen som hun gjorde. hendes ynglings? ynglings farve? han rettede blikket på hende igen og betragtede smilet "mørke blå.. hmm.. det er også smukt" sagde han roligt og så igen mod himlen. ynglings farve.. tiden med Phoenix havde fået ham til at opdage mere og mere hvor mange følelser og følelsesmæssig indtryk han manglede. himlen var smuk nu, men det virkede som om at den gjorde Phoenix i bedre humør.. mere rolig. Demian havde aldrig oplevet at noget som en farve kunne påvirke en på den måde.. hvertfald ikke ham. det var meget han manglede at opleve med hensyn til følelse og indtryk det var han blevet meget bevidst om. han var altid rolig og blev ikke påvirket af ret meget.. han kunne stå og se på et lilel barn græde af smerte og ulykke, mens det langsomt blev dræbt, uden at han følte en ting. mon Phoenix kunne lære ham det? hun var de første han nogensinde havde reddet, som ikke var en vigtig del af hans kobbel. han kyssede hende let på hovedet "jeg tror jeg kan lære meget af dig" mumlede han tænksomt imens han så frem for sig.

”jeg får mere hovedpine hvis jeg ikke ved hvad det var, og jeg er en smule bekymret for bivirkningerne… hvis der er nogen, men stadig væk…” hun mumlede svagt for sig selv og blev mere og mere irriteret over at være så uvidende om det der enlig var sket for dem…
Hun grinede svagt og rystede på hovedet. ”Hvis han finder ud af at jeg har været sammen med en anden varulv uden for kobbelet… oh, du kommer til at dø…” hendes stemme havde et strejf af alvor og hun så roligt på ham. Der var 2 regler i kobbelet som skulle over holdes. 1. man måtte ikke skade nogen fra sit eget kobbel. 2. ingen sex mm. Uden af den overordnede har givet lov.
Demian var på spanden hvis Kuuma fandt ud af at de havde været sammen uden af Demian havde spurgt om lov…
Demian rev hende ud af hendes tanker, og hun så forvirret op på ham, hun havde ikke hørt halvdelen af sætningen og gættede sig en smule frem til det han havde sagt.
”Øm… det er han.. men da jeg nærmest er hans lille søster, er det ikke så slemt, med mindre du tager det sidste våben eller det sidste stykke kød.” hun blinkede i sjov til ham og grinede svagt. Kuuma var voldsom og ekstremt aggressiv, men hvis man lærte ham at kende blev det meget værre.. men alt i alt, prøvede han bare at beskytte sig selv og andre..
Imens Demian snakkede for sig selv, blev hun mere og mere betaget af farven på himmelen og dets stjerner. Når hun var alene i en by eller der hjemme, søgte hun altid uden for, bare lige for at få en lille smule ro i kroppen af den berusende farve.
De aftner hun kunne huske havde hun ofte siddet i en by og set ud over tagende og set på den blå himmel. Lige nu havde den bare en støre kraft på hende, måske fordi hun var sammen med Demian?
Hun fik et mindre chok da han kyssede hende på hovedet og havde nært givet ham en knytnæve i maven, men inden hun nåede det, havde Phoenix stoppet sig selv.
”Lære noget af mig? ha! Nu må jeg le.” hun grinede svagt og så på ham. ”Hvad pokker vil du lære af mig? jeg er lige så uvidende som en spand med huller.” hun så roligt på ham og klemte hans hånd.

Efter at have gået et langt stykke tid, kunne Phoenix svagt ane det der mindede om nogle huse… eller var det telte? ”Demian? Kan du også se det der ude?” hun slap hans hånd og pegede ud mod horisonten.

Demian rystede en smule på hovedet "du tænker for meget smukke ulv.. alt den tænken høre ikke til ulvens natur" sagde han med et skævt smil og kunne mærke energien mere eller mindre komme tilbage. dog så føltes det som om Phoenixs løsning snart ikke ville holde på mere blod i hans ryg. han grinte lidt over det hun sagde, hvorefter han let ømmede sig. det gjorde stadig ondt "endnu en grund til han vil slå mig ihjel.. fantastisk" sagde han ironisk, men med et smil på læben. han kunne ikke tage det seriøst og hvis Kuuma skulle flippe ud og ville slå ham ihjel jamen så var en mere en velkommen til at prøve. han vidste han skulle tage det alvorligt, men lige nu kunne han ikke rigtigt. han nikkede stillle til det hun sagde med et skævt smil på læben "han hader mig allerede for at være Violets bror.. og nu dette, hvorfor skulle han dog også lige holde så meget af dig" sagde han med et lille grin. det var for dumt. Demian kunne snart ikke rode sig ud i flere problemer med Kuuma.. jo, hvis hans plan om at få Ellie med sig til hans eget kobbel lykkedes, det vil nok være endnu et problem. han havde på fornemmelsen at Kuuma nok aldrig ville kunne komme til at lide ham.
Demian lagde godt mærke til at Phoenix lige skulle til at slå ham fra chokket, men havde nået at stoppe sig selv. de var energi i hende.. han kunne mere og mere se hvorfor han holde af denne ulv. et lille suk lød fra ham og ham smilte så bare til hende "jeg ved ikke præcis hvad.. men du har en kræft og dine følelser er intakt.. det vil jeg kunne lære mig af ved dig.. du har fornemmelser i dig som ikke findes i mit sind..." forklarede han roligt og så derefter frem for sig. han ville ikke sige mere til hende om det.. ikke lige nu hvertfald.
Demian kneb øjnene sammen da Phoenix pegede frem "hmm mmh ja.. det kan jeg.. det ser ud til det er vores bedste mulighed" sagde han roligt og prøvede at strække sig lidt. det gjorde ondt i kroppen, men han havde fået energi nok i kroppen til han kunne ignorere smerten. de små stof kugler holde dog ikke rigtig længere, så blodet var svagt begyndt at trille ned over hans bare ryg igen.

Phoenix så op på Demian. ”Nej, det ligger ikke til ulvenes natur, men det ligger til menneskenes.” hun sank en klump og skubbede se bange anelser til side, hun skulle ikke male fanden på væggen, før han havde vist sig.
”Hvis han finder ud af hvor meget jeg holder af dig, og hvor vred jeg bliver hvis han så meget som lægger en hånd på dig, gør han ikke noget… eller det er tys, tys om det vi har lavet.” hun slap kort hans hånd på at lægge en finger på hendes læber, for at vise at han skulle være stille. Hurtigt snuppede hun hans hånd igen og smilede svagt. ”Men hvorfor hader han dig for at være hendes bror? Det er vel som det er…” hun så spørgende op på ham. Han kunne vel ikke gøre for at han var hendes bror og at de var i familie og sådan.
Phoenix tænkte lidt over Violet. Hun havde aldrig mødt hende, eller snakket med hende… men der var forskellige folk som forbandt hende med Violet. Ellie, Kuuma, Nagato, Demian… de havde alle noget med Violet at gøre…
Phoenix nikkede en smule, men fattede minus af hvad han snakkede om. ”Fornemmelser? Intakte følelser? Kræft? Ikke for noget vel… men… øm… for mig giver det ingen mening.” hun så op på ham og tænkte over det. ”Vendt, du sagde at du ikke havde hjulpet andre end mig… eller noget i den stil, men er det, det du vil lære? At være menneskelig? At have følelser?” Hun stoppede op og drejede sig så hun stod med fronten mod ham. ”Demian, det er ikke noget jeg kan lære dig, det kan du kun selv, men det kræver at du vil, og at du giver slip på din fortid i dit kobbel. Du skal bruge det.” hun slap igen hans hånd, og placerede den på hans bare brystkasse, hvor hans hjerte var.
Hun lod hånden glide ned over hans mave og sukkede inden hun drejede sig igen og tog hans hånd i hendes.
Et stort smil dannedes om hendes læber, det var ikke bare noget hun bildte sig ind. ”Du har ret, kom så.” Phoenix begyndte at gå igen. Hun nynnede en glad lille melodi, ind til hun mærkede noget fugtigt løbe ned over hendes arm. ”Hvad i?” mumlede hun for sig selv og stoppede hun, forsigtigt trak hun sin arm til sig og så Demian’s blod på hendes arm.
”Hvor længe har det løbet?” Spurgte Phoenix alvorligt og så op på ham. ”Du skal ikke lyve for mig, hvor længe har det løbet?” hendes stemme rystede en smule og i hendes øjne lå et bekymret glimt.

Demian tænkte lidt over det og tral en smule på skuldrende, dog kun meget lidt da det jo gjorde ondt "mmh.. ja men nogen gange er ulvens natur nemmere at have en menneskets" sagde han roligt og smilte til hende. hun skulle ikke bekymre sig så eget, men han kunne også godt se hun vidst lagde det lidt fra sig. han rystede en smule på hovedet "jeg siger intet, men hvis han finde ud af det håber jeg du har ret i det du siger" sagde han med et lille grin. han vidste Kuuma kunne blive noget af en hård modstander, så han ville da helst undgå kampen med ham, men hvis den kom ville han tage den med glæde. sådan var hans opdragelse. han sukkede stille over hendes spørgesmål, men smilede roligt til hende "hun.. hvad kan man sige, har det svært med sin familie.. der er sket ting som ikke ligefrem har skabt kærlighed i min familie" sagde han med en rolig og små tænksom stemme. nogle gange savnede han da sin gamle storesøster, men det var hende der havde lagt had til ham og ikke omvent. det var en indviklet historie.
han så på hende igen da huns nakkede og lagde hovedet en smule på stå. et lille grin forlod ham da hun stoppede ham og stod foran ham. han så ned på hende med de rolige øjne og betragtede hendes skønhed. han lyttede til det hun sagde og mækede hånden mod hans brystkasse "jeg vil ikke lære at hjælpe andre.. jeg vil lære at føle.. der er så mange følelser jeg har set i dig, der slet ikke findes i mig.. du har nogle instinkter og fornemmelser som jeg aldrig har følt aldrig har mærket før.. jeg ved du ikke kan lære mig hvordan.. men bare det du siger nu lære mig noget.. guider mig i den 'rigtig' retning.. det at jeg kan se dig med sine følelser, fornemmelser og instinkter lære mig mere end hvis jeg ikke kunne se dig.. forstår du.." han stemme var rolig, men han mente hvert at ord. han vidste hun ikek kunne lære ham tingene ligesom man lære at slås og det meste nok stod til ham, men det han havde kunne se de kvaliteter ved hende og hun kunne sige sådanne ting til ham lærte ham noget. dog var han ikke sikker på hans fortid nogensinde kunne skubbes til side.. koblet var hans liv det han kendte, han kunne ikek bare gå ud i verden alene og lære alle de ting på egen hånd. det ville ende med han blev sindsyg og bare slog random ihjel.
han mærkede hun tog hans hånd igen og gik roligt med hende. det blev godt at komme ind i noget ly og få gjort noget ordenlig ved de sår. forhåbentlig også få en smule mad. han lyttede til hendes glade nynnen.. det var en af de ting han snakkede om.. den glæde hun fik ud med nynnen.. en enkel melodi.. hans tanker blev afbrudt da hun stoppede og flyttede armen. de krystal blå øjne så ned på hendes arm der var fyldt med hans blod og derefter så han ind i hendes øjne. han hørte det rystede i hendes stemme og så det bekymrede blik i hendes øjne "øhm.. 5 minutter måske 10 ikke længe.. det er fint Phoenix... lad os nu gå videre" han følte han havde mere energi og der var jo ikke langt igen. han tog et skridt uden hendes støtte og kunne der pludsleig mærke svimmelheden vænne tilbage. han havde ikke regnet med at hendes støtte havde betydet så meget for hans tilstand. han lad den ene hånd køre på det nederste højre del af ryggen, som var efter hånden smurt ind i blod. han så lidt på blodet på sin hånd og derefter på Phoenix "måske.. mere end 5- 10 minutter" sagde han så og sukkede lidt. han havde jo ikke tænkt over det. han havde godt kunne mærke blodet, men det havde ikke påvirket ham som sådan.. men det var jo nok fordi hun havde støttet ham.