[Afsluttet] Kaotiske liv mødes ofte ved kaotiske tilfælde(Phoenix + Demian)

Da han stillede spørgsmålet svarede hun: ”Nej, det gør jeg ikke.” rystede på hovedet så en vildfaren tot faldt ned i hendes ansigt, hurtigt fjernede hun den og satte hendes løst hængende hår op i en slap hestehale. ”Elastikken bliver i nu.” Sagde hun kort og smilede svagt til ham.
Hun himlede kort med øjnene over hans ord og grinede svagt.
”jeg har ikke mere… eller vendt…” hun lukkede øjnene og fokuserede. Der var noget som rørte på sig, en drøm hun havde haft. ”Jeg har haft de her drømme… øm…” Hun sukkede svagt og tvang sig selv til at huske dem. ”Det var om mig… mig som lille.. nej, jeg tror jeg har været omkring de 8.. men de her mænd skød efter mig, men de ramte ikke… han ville have min hjælp…” hun tog hænderne op til ansigtet og mærkede hendes ben dirrer. ”Men jeg ved ikke med hvad.” hun åbnede øjnene og kiggede på Demian. ”Det var det… så ved du alt jeg ved.” det sidste havde taget på hendes kræfter. Drømmen havde været utydelig og var svær at læse.
Varmen fra ham strømmede over i hende. Hun smilede svagt og kiggede på hendes fingre. De rørte ham knap nok, men det var nok. Roligt trak hun sin hånd til sig og rødmede svagt. ”Undskyld…” mumlede hun svagt og så ned. Der var en underlig følelse i hendes krop. Som om den ville have mere… men det fik den ikke. Så hun besluttede sig for noget andet. ”Ved du om der er et soveværelse her? Bare så jeg kan få hvilet mit hoved…” hun rødmede svagt da hun kom i tanke om at det også kunne betyde noget andet, men hun var træt og ville bare gerne sove.
Hendes ben rystede svagt af udmattelse og hendes hoved dunkede igen. ”Jeg er så træt.” mumlede hun og gabte en enkelt gang.

Demian sukkede roligt da hun satte håret op igen. hendes hals var de smuk og det klædte hende vel også med håret sat op, men det løse hår klædte hende bedre.. efter hans mening. han lod tankerne passere da det ikke var det dette handlede om. så han lod hende også havde elastikken i håret... fornu. det var godt at høre et lille smil fra hende, men det forsvandt nu også hurtigt igen. da hun så nævnte drømmene spidsede han øre igen og lyttede opmærksomt til hendes fortælling. samtidig kunne han se det tog på hende at fortlle ham dette og hun så mere en smadret ud. de kunne ikke forsætte idag.. Demian sukkede tænksomt og nikkede stille "okay... det er rodet.." sagde han lavmælt og med en tænksom tone. han så så hvordan hendes ben dirrede og den måde hun tydelig ikke havde mere energi tilbage. han mærkede hun fjerende fingerspidserne igen og hørte hendes undskyld. han betragtede den lette røde farve der pyntede hendes kinder "du skal ikke undskylde.." sagde han roligt og lod sit blik falde ind i hendes øjne igen. der var noget over hende der påvirkede ham på en underlig måde til bare at være flink.. det var han ikke generelt.. hvis en anden pige havde rørt ham, ville han nok havde været meget flabet og nok havde trådt over nogle grænser, men med hende her havde han ikke lyst til at behandle hende som han ellers gjorde ved andre fremmede. han forstod det hun sagde med det samme, misforstod det slet ikke. han kunen se hun var træt og efter alt det hun havde fortalt var muligheden for noget andet ikke muligt. han nikkede roligt og tog en hurtigt beslutning, hvorefter han løftede hende op i sine arme så han havde fat om hendes ryg og om hendes ben "der er soveværelser ovenpå" sagde han rolig, hvorefter han gik ud i gangen og drejede op af en trappe imens han bar hende. om hun ville havde det eller ej så bar han hende, for hendes rystende ben tydede på hun nok ikke havde den bedste styrke i kroppen til at skulle gå selv. han kom op af trappe og bevægede sig sikketr hen til en dør som stod åben. det gik igen som om han kendte huset ud og ind. inde i rummet var det en dobbel seng som var redt nogenlunde op og egentlig så meget god ud. eller var der en komode og et skab i rummet meget enkelt. han gik hen og lagde hende forsigtigt på sengen "vi kan snakke videre imorgen hvis du ønsker det.." sagde han roligt, hvorefter han tog fat i dynen som han let puttede om hende. han forstood slet ikke hvor den omsorg kom fra, men den var der lige der. han så lidt på hende med det rolige blik og derefter fik han et rolig smil med det lille strejf af charme over sig, på læben igen "sov godt.. og når ja.. en lille flamme og en stor flamme.. der findes kun få af dem tilbage og de er farlige.. hmm jeg gætter på Phoenix" sagde han roligt og smilte kækt til hende.. han håbede han havde ret, da det var det eneste der rigtig gav mening for ham. dog forsvandt det kække smil langsomt igen.. han kunne ikke lade være, så han strøg hende let over kinden og betargtede hende lidt med det rolige blik.

"jeg ved det er rodet... Og forvirrende.." den sidste del mumlede hun svagt og kløede sig på armen. Hun havde nærmest vendt vrangen ud på sig selv. Hendes hoved var blevet vendt op og ned, alt det hun havde ignoreret var kommet frem og lå nu lige under overfladen
Da han snakkede så hun ham ind i øjnene. Hun skulle ikke undskylde... Wow... Det kom faktisk lidt bag på hende, hun havde jo bare rørt ham uden sådan en tilladelse..

Da han løftede hende ville hun gør modstand. Sparke og komme ned... Men hun kunne ikke, så hun lod ham gøre det og for at holde bedre fast, lagde hun armen om hans nakke. Hendes øre opfangede lyden af hans trin. Hun lukkede øjnene og fokuserede på lyden. Der var ikke en lyd i huset. Lidt som om det var dødt...
Hun åbnede igen øjnene da han var kommet ind i soveværelset og så sengen. Dobbelt. Imens han lagde hende ned smilede hun svagt og tog armen til sig.
Sengen gav lidt efter under hendes vægt. "tak." mumlede hun utydeligt og gabte endnu en gang. Imens han lagde dynen over hende, kunne hun mærke ham putte ned om hende. Hun smilede udmattende og grinede svagt. "Er du altid så omsorgsfuld?" spurgte hun træt.
Roligt kom hun i tanke om at han før havde sagt noget. "jah, vi kan snakke om det når jeg har sovet..."
Hun reagerede på hendes navn og kom i tanke om gåden. "ja, jeg er Phoenix." langsomt kunne hun mærke søvnen vende ind på hende. "godnat." mumlede hun og vendte sig om på siden og faldt i søvn.

Drømmen var underlig. Den var om hende. Hun Kunne se sig selv som lille. Hvordan hun blev efterladt ved døren hos en familie. "Vi kan ikke have hende hos os længere, hun er for stort et ansvar for os."Sagde en kvinde stemme. Hun kunne se kurven med et rødt stykke stof og et lille barn. De ringede på døren og satte hende på trappen. Der efter forlod de kurven.
Phoenix fulgte med ind i huset og kunne se familien. Det var en dame og en mand. Hvem eller hvad de var, kunne hun ikke sige. Men en ting var dog sikkert. De var ikke normale. Flere totur redskaber hang rundt om i huset.

Phoenix vågnede med et skrig. Hun satte sig op og kunne mærke sved på panden. "Oh, Fuck..." Mumlede hun og viklede sig ud ad dynene. "Hvad fanden var nu det..." Hun rejste sig op og kiggede rundt i det lille værelse. "Er det noget fra min fortid?" spurgte hun sig selv og kunne mærke flere spørgsmål presse på inde i hendes hoved.

Demian havde godt mærket at pigen til at starte med ikke var helt glad for ha løftede hende, men hun faldt vidst til ro meget hurtigt igen.
han hørte hendes spørgsmål om han altid var så omsorgsfuld? han så lidt med døren ud til trappen.. det kunne man ikke ligefrem sige, han så derefter på hende med et rolig blik og rystede stille på hovedet "nej.. aldrig" sagde han rolig, imens han så hvordan trætheden sneg sig ind på hende. han nikkede stille til det hun sagde og da hun godkendte hans navn lod han et lille meget lavmælt grin komme ud. ellers var han helt tavs så bare hvordan hun faldt ind i søvnens varme dyne. han sukkede stille og rettede sig op. så nu havde en chance for at stikke af... han rystede stille på hovedet. det kunne han ikke, hun virkede som om hun havde brug for hjælp og Demian havde af en eller anden grund lyst til at hjælpe hende. de krystal blå øjne betragtede lidt den sovende Phoenix. han smagte lidt på navnet. det passede nu meget godt til hende.
han fik så taget sig sammen og gik med hurtige lydløse skridt ud, ned af trappen og direkte ind på badeværelset. han så lidt på badeforhænget, fjernede det og stirrede lidt på den døde unge kvinde. han løftede så liget op og fik taget det med ud af døren. han gik ind imellem to hus og lagde hende der, som om det var der hun var død. han stirrede lidt på liget med et roligt blik, hvorefter han så gik ind igen og kiggede lidt på det blodige bad. han sukkede stille og skulle igen til at finde ting så hankunne få blodet fjernet, dog blev alt i ham afbrudt da han hørte skriget oppe fra værelset af. han så lidt ned af sig selv. han havde blod på sig, men det var ikke meget, forhåbentlig ikke noget Phoenix ville ligge mærke til. han skynde sig derfor ud af badeværelset, videre og af trappen og ind til Phoenix. han stoppede i dørkarmen og gennemstuderede Phoenix for sår, men det var intet. han hørte så det hun sagde og gi rolig hen mod hende "hvad var det? hvad skete der?" spurgte han roligt og forsigtigt om, for ikke at gøre hende forskrækket eller noget i den stil. han stoppede et skridt fra hende og søgte hendes blik. han havde mest af alt lyst til at røre hende og for hendes opmærksomhed på den måde, men han vidste jo nu det sikkert kun ville gøre det værre. så han lod hver. hun måtte gå til ham hvis det skulle være sådan.

Phoenix for sammen da Demian kom løbende. Hun kiggede på ham med bange øjne. Hun satte hænderne op til ansigtet og fik færden af blod. Hun kiggede op på ham og spurgte: "Hvad er det sket mens jeg har været væk?" spurgte hun med alvorlig stemme. "Hvad har du lavet?" hendes øjne var kneben sammen og stirrede ind i Demian's blå blik. Hun kunne mærke uroen ligge lige under over fladen. Ulven lurrede. hun kunne mærke at det kildede i fingerspidserne. 'Du bliver bare nede!' skreg hun til dyre.
Hun sukkede op opgav at være kold over for ham. "For en i helvede." mumlede hun svagt og smed sig på sengen. "Jeg ved ikke hvad det var... eller jo... men jeg er ikke sikker på hvad det betyder..." hun rejste sig og gik hen til Demian. "Jeg ved ikke hvad det betyder... jeg ved bare det er noget om mig..." Hun gik et skridt tætter på ham så hun kunne mærke varmen fra ham. "Det gør ondt at tænke på..." hun lukkede øjnene og ville bare have alt til at stoppe. Få alt til at forsvinde, smerte, glæde... Det hele.
"Jeg har brug for hjælp... meget hjælp...." hun sukkede og mærkede flere tåre presse på. Hun sukkede og begyndte at fortælle.
"Det var mig, mig som blev efterlad... hos en eller anden familie... De havde toturredskaber hængende over alt... så var der en kvinde stemme, jeg tror det var min mor... men jeg tør ikke håbe." hun kiggede op. hun kunne se det meste af hans snehvide hår. Det ville være så nemt at køre en hånd gennem det og bare smile... men hun gjorde det ikke. Hun stod bare stille og ventede på en reaktion.

Demian så på det bange blik i hendes røde øjne og knyttede let hænderne da hun spurgte om hvad han havde lavet. han var ikke sikker på hvad han skulle svare, da han ikke var sikker på hvordan hun ville reagere, dog var hendes opgivende til hans held, da hun smed saíg på sengen lod han diskret hver med at sige noget. han stod stille og betragtede hende imens hun snakkede. han var tavs og fulgte hende egentlig bare med blikket. de hun kom tættere på ham kunne han mærke hendes naturlige varulve varme og mærkede hvordan det sitrede i fingrene. hans ulv var helt bestemt tiltrukket af hendes.. han så ind i hendes røde øjne og kunne se tårene presse på, da de var en smule fugtige. hendes ord om hun havde brug for hjælp skar direkte igennem og en underlig stikken i brystet kom frem. han lyttede i tavshed til hendes fortælleing og tænkte så meget over det hun fortalte som han kunne. sådan stod han længe.. i stilhed uden at reagere eller sige noget. så så han hende igen direkte ind i øjnene og så ud til at tænke "hvis vi nu antage at stemmen var din mor.. var det så din mor der efterlod dig hos familien.. " han stoppede så sig selv. var det en familie hun havde været ved fra hendes unge alder og ikke kunne huske? "hvor gammel var du i drømmen?" han anede ikke om nogle af hans antagelser hjalp eller var rigtige, men det gav lige så meget mening for ham som det gjorde for hende. dette blev mere og mere indviklet og de måtte altså tage det fra en ende af, ellers var det umuligt at finde ud af noget som helst. men det var jo svært når hun havde så meget der roede rundt i hendes hoved og tog alt hendes energi.

Hun så på Demian imens han tænkte. 'sig nu noget! Et eller andet! Du skal ikke bare så der, kom med en reaktion!' skreg hendes hjerne og da han endelig snakkede gav det ikke mening. "jeg blev efteladt i en kurv, så jeg må have været spæd... Eller noget i den stil.." hun så op på Demian. " jeg ville bare ønske jeg kunne se noget mere... Eller bare forlade alt og alle." hun sukkede og kiggede ned. Hvad var det hun sagde? Forlade alt og alle... Hn ville ikke glemme ham, eller Kuuma eller nogen af de andre fra klanen... Men det ville være skønt at starte på en frisk...
"giver det her over hovedet mening? Det jeg fortæller... Alså, jeg fatter minus..." hun gik et skridt væk fra ham og sukkede tungt ud. Det tog på hendes kræfter, at tænke så meget på fortid. Hun ville bare sove. "vil du ikke sørge for at jeg ikke pludselig vågner sådan igen? Vil du ikke ligge ved siden af mig?" hun sagde det med en svag stemme, hun havde brug for at sove helt ud, uden at vågne. "vil du ikke gøre det for mig?" hun så op på ham med et blidt blik og en svag rød farve i kinderne. "med mindre du vil tilbage til det før... Og hvad var det lige du lavede?" hendes stemme var svag, men nok til at han burde kunne høre det.
Roligt gik hun hen til sengen og satte sig ned, fjedrene gav sig lidt under hende, mens hun sank ned i sengen kiggede hun forsigtigt op på Demian med sit røde blik. Hun kunne mærke at ulven var der og kun vendtede på at springe ud af sit skjul og tage over.

Han sukkede træt over det hun sagde. han var vidst selv træt. det var svært at få det til at hænge sammen. hans blik blev så meget alvorlig da hun sagde hun ville forlade alt og alle. det var han bestemt ikke glad for at høre "det er dumt at ønske at forlade alt og alle..." sagde han roligt og lagde armene let over kors. han kunne se trætheden i hendes øjne og hendes signaler.. hun skulle havde mere søvn før nogle af dem kunne få noget ud af dette her "som sagt vi må tage det fra en ende af.. men det er du ikke istand til lige nu" sagde han nu mere bestemt.
et lilel smil tegnede sig på hans læber da han hørte hendes spørgsmål, dog skjulte han det så godt han kunne. han betragtede hendes røde øjne og de små røde kinder. han nikkede så stille "jeg kan godt ligge ved din side.." sagde han roligt og gik hen imod hende, dog stoppede han ved hendes spørgsmål og så mod døren "det skal du ikke tænke på.. det er ikke vigtigt" sagde han roligt og forsatte så hen til sengen. dog satte han sig på den modsatte side af hende og lagde sig ned. han var ikke sikker på hvordan hun vilel have han skulle ligge ved hendes side, men lige meget hvad hun ønskede ville han nok gøre det. hans indre ulv kæmpede for at komme ud og hans instinkter blev tiltrukket til denne situation på en helt forkert måde, men han havde da en god kontrol over den og kunne styre den så intet ubehageligt for hende ville ske. han lå på ryggen med hænderne under hovedet, med hovedet drejet så han stadig så på hende. det krystal blå øjne studerede hende med et betragtene blik og et roligt smil sad nu på hans læber. måske hvis han ikek var så alvorlig kunne hun slappe mere af? han vidste det faktisk ikke, for indtil videre havde han haft en mærkelig effekt på hende af hvad han kunne opfatte.

Da han lagde armene overkors smilede hun stille. ”Bliver du fornærmet over at jeg vil forlade alt og alle? Du vil ikke have at jeg forlade det.” Roligt fandt hun et venligt smil frem og grinede blidt. ”Jeg er helt enig…” Hun gabte og lagde hovedet på skrå så hun kunne se på Demian.
Da han godt ville ligge hos hende, jublede hun indvendigt, men da han stoppede på vejen hen mod hende kiggede hun undersøgende på ham. Hvad havde han fortaget sig?
I et kort sekund overvejede hun bare at springe ned ad trappen og finde ud af det, men hun havde en smule pli og lod det passere.
Da han havde lagt sig ned kunne hun mærke hans blik på sig. ”Hvem eller hvad kigger du på?” spurgte hun drillende og lagde sig ned og trak dynen over sig. Hun rystede svagt og sukkede hen enkelt gang. Langsomt drejede hun hele kroppen, så hun lå med fronten mod ham. Hans blå øjne og det hvide hår, en muskuløs overkrop… ’Hold op med at tænke og SOV!’ skreg en hæs stemme i hendes hoved og som den sagde det lukkede hun øjnene og puttede sig ned i sengen. Hun følte sig tryg.

En ny drøm var ved at tage form i hendes hoved. Hun kunne se sig selv, hun havde nok været omkring de 8, men hun så sig selv stikke af. Pigen havde store røde øjne og langt snehvidt hår. ’Mig’ hun stod og betragtede sig selv. Men hun blev af brudt, da lyden fra et gevær blev af fyret. Hun så på pigen. Hun var ikke blevet ramt. Pigen rystede voldsomt og faldt om op jorden. Phoenix stod stadig bare og betragtede pigen, som nu var i gang med at skifte form. ’Ulv…’ Det der før havde været en lille pige, var nu en snehvid ulv, men inden ulven nåede at komme væk, lød et skud fra et ukendt våben. Ulven var faldet. En lille rød pil sad i hoften på ulven. ’Bedøvelses pil… ‘ Phoenix kunne se en mand og en kvinde komme løbene, men deres ansigter var sløret. Da de var kommet hen til ulven, tog de fat i dens ben og hev den tilbage den vej de var kommet fra.

Midt om natten vågnede Phoenix pludselig. I hendes røde øjne var panikken malet. Hvad skulle hun sige? Hvad var der lige sket? Hvad skulle det gøre godt for? Det forvirrede hende bare endnu mere. Hun sattes sig op og i en kort øjeblik glemte hun alt om Demian. Hun lagde armene om sig selv og begyndte svagt at hulke. De mange tanker hobede sig op og gjorde hende mere forvirret. Nogle få tåre var sluppet ud. De trillede roligt ned af hendes kinder.

Demian smilte lidt af det hun sagde og træk let på skuldrene. dog ssagde han ikke noge, var egentlig var glad for hun kunne lavde lidt sjov. han lå roligt og betargede hende med et roligt smil "dig.. hvem ellers" sagde han roligt og smilte skævt og små flabet til hende. da hun vente sig med fronten mod ham og puttede sig ned i sengen, overvejede Demian lidt om han skulle vende sig, men han kunne ikke rigtig få sig slev til det. så han blev liggene og da hun var faldet i søvn, så han op på loftet med et tænksomt blik. efter lidt tid lod han sine øjne falde i.. ikke for at sove, bare for at få lidt vilde. han burde sikkert også sove, men han kunne ikke få sig selv til det nu nar Phoenix var så ustabil.
sådan lå han længe, da han pludsleig mærkede et ryk i sengen og åbnede roligt øjnene. han så lidt undrende på hende, men lige i det han hørte hende hulke satte han sig op "Phoenix.." hans stemme var lavmælt og forsigtigt. han fik lagt sig under dynen, hvorefter han helt forsigtigt og let tog fat i Phoenix og træk hendes meget forsigtigt med ned og ligge "jeg gør dig ikke noget det lover jeg.." sagde han i håb om hun ikke ville panikke eller få der skidt ved hans handling "hvad sker der?" han havde godt set de få tåre der var undsluppet hendes øjne og med en forsigtig hånd tørrede ham dem væk med et let strøg, hvorefter han lagde armen om hende igen. han holdte kun lige om hende, så hun sagtens ville kunne flytte sig fra ham. dog gjorde han det også tydeligt han kun prøvede at trøste hende.. eller han forsørgte da på at trøste hende. han var ikke så dygtig til alt dette, men han gjorde da hvad han kunne.

Da han tog fat i hende reagerede hun ikke med det samme. Men da han trak hende ned til sig, skævede hun til ham for at se hvad han havde gang i. Hun kunne mærke varmen fra ham gennem dynen. Den var beroligende.
Hun stolede på ham og hun ville gerne ligge hos ham. Da hun mærkede hans hånd tørre tåre væk, smilede hun meget lidt. Han prøvede at trøste hende. Hun snøftede en enkelt gang før hun krøb helt ind til ham. "det var mig..." hun tog fat i kanten af dynen og klemte den. "jeg prøved at stikke af, jeg tror jeg har været omkring de 8... Jeg skiftede til ulv... Demian, jeg var ulv som 8 årig, jeg har måske været det hele mit liv." hun smiled lykkeligt til ham, men da hun fortsatte forsvandt det hurtigt igen. "men inden jeg skiftede skød de efter mig, men jeg blev ikke ramt..." hun sukkede og fortsatte. "efter jeg blev forvandlet, skød de mig med en bedøvelses pil... Jeg faldt om... Så kom manden og damen og trak mig væk... Normal ville man jo tage kroppen og løfte, men de tog mig bare i bagbenene og trak..." hun snøftede igen og lagde hovedet ind mod hans hals. "jeg kunne ikke se deres ansigter... De var sløret.." hun lukkede øjnene, men det eneste hun kunne se var hvordan hun blev trukket væk.
"jeg hader mit hoved..." mumlede hun og sukkede blidt. Demians varme beroligede hende igen og hun ville bare sove her og nu, men hver gang hun lukkede øjnene dukkede billedet af hende og de to mennesker op igen.
"Demian, jeg kan ikke sove, fortæl et eller andet, nej vendt forklar mig lige noget... Du sagde tidligere at du ikke var omsogsfuld, hvorfor er du ikke det? For du virker ret god til det..." roligt lod hun sine fingre slippe kanten af dynen og rørte blidt hans hud.

Demian var egentlig lidt overrasket over at hun ikke blev panikken af ham rørte hende, men faktisk virkede som om hun slappede af ved ham. han så det lille smil og mærkede hvordan hun krøb helt ind til ham. det fik ham til at holde tættere om hende for at holde hende varm og havde hende ind til sig. han nussede hende blidt på ryggen imens han lyttede til det hun fortalte. det lykkelige smil fik et smil frem på hans læber. godt hun blev glad ved tanken om hun sikkert altid havde været en ulv.. det var odt hun kunne lide det.. det klædte hende også med den ulve duft hun havde. han stopped ehurtigt sine tanker og lyttede videre til det hun fortalte og en lav knurren lød fra ham. han lagde ikke selv mærke til det før det var sluppet ud. det var sjældent han knurrede eller noget i den stil, men at trække en ulv med i bagbenene var modbydeligt. han lagde let end hånd i hendes hår og nussede hende blidt i håret "de var dårlige folk...." mumlede han og trykkede hende let ind til sig. et lilel suk lød fra ham "du skal ikke hade dit hoved.. had de folk der har fået dit hoved til at rode sådan.. jeg tror den mand og den kvinde er skyld i dit hul i hukommelsen" mumlede han små frustreret mod hendes hår. han vidste ikke hvorfor, men at hun ahde de drømme gjorde ham vred og gav ham en lyst til at hævne hende.. nu længere tid e var sammen, nu mere havde han lyst il at hævne hende mod alle dem der havde gjort hende fortræd og ødelagt hende så meget. dog stoppede alle tanker da hun sagde noget igen.. han mærkede hun rørte ved hans hud og stille lukkede han øjnene "mmh.. det ligger ikke til mig at være omsorgsfuld.. jeg er normalt ligeglade med alle andre end mig selv og mit koble..." han stoppede så sig selv og rystede ne stille på hovedet "nu skal vi ikke snakke om mig.. du skal havde noget søvn.. jeg skal nok ligge her hele natten og holde om dig.. og passe på dig" det sidste sagde han lidt langsommere, da det stille og rolig gik op for ham hvad det var han sagde. han forstod det ikke.. hvorfor han var sådan over for hende? godt nok var han altid høflig over for kvinder, men denne side af ham havde han aldrig før oplevet. han stak let sin næse i hendes hår og stirrede tænksomt ud i luften og koncentrerede sig om hendes duft.

Da Demian knurrede smilede hun svagt. Det var tydeligt for hende at han ikke kunne lide dem. DA han trykkede hende ind til sig kunne hun ikke rigtig ønske sig mere. Trygheden ved det og hans kropsvarme svar nok til at få hende i nogenlunde okay humør, eller bare føle sig hel..
”tro mig, dem hader jeg også.. men det er jo som sådan mit hoved jeg kun kan hade… ” hun sukkede stille og kunne mærke varmen fra hans mumlen ned i hendes hår.
Imens han snakkede lyttede hun og lod fingrespidserne, forsigtigt, røre hans kraveben, men hun stoppede bevægelsen da han nåede til hans kobbel. ”Har du et Kobbel?” mumlede hun svagt og genoptog bevægelsen. Hun kiggede svagt op på ham og kunne fornemme hans ulve-duft. Hun lyttede roligt til ham og smilede svagt. ”Jeg skal prøve.” og hurtigt kravlede hun ned under dynen til ham. Roligt lagde hun sig helt ind til ham for at få varmen, men også for at få den samme tryghedsfornemmelse som før. Og det varede da helle ikke længe før hun faldt i en drømmeløs søvn.

Da Phoenix vågende igen kunne hun ane solen udenfor. Stråler af sollys slap ind igennem vinduet og ladede på sengen. ’Det var søvn uden en drøm… eller også har jeg glemt drømmen… nej, jeg er sikker jeg har ikke drømt.’ Roligt viklede hun sig ud af Demian’s arme og bevægede sig ud af sengen. I en elegant bevægelse rejste hun sig op og strakte sin krop. Hun gik langsomt ned af trappen og ind på badeværelset.
Det syn der mødte hende var et blodigt bad og stanken af død. ”Hvad i alverden?” hun kiggede forundret på badet og rundt på gulvet, men det var kun i badet at der var blod. ”Var det det her han lavede før? Hvem skulle yde uskyldigt blod?” hun ture slet ikke tænke på det stakkels væsen, eller om det var Demian’s skyld. ”Nå… men skal man så skal man.” mumlede hun svagt og lukkede døren.
Da hun var færdig stillede hun sig ved spejlet og kiggede på pigen med de røde øjne. Hende brune hår var næsten ved at forsvinde og det hvide hår ville have styringen. ”Okay. Resten skal vaskes ud… og det skal være nu.” Hun tog håndbruseren og spulede bade karet. ”Nu da jeg tænker over det burde jeg nok tage et bad…” hun sukkede og færdig gjorde karet, så der ikke var en dråbe blod tilbage. Der efter tog hun sit tøj af og lage det på gulvet. Hun tog forsigtigt hendes bandage af og folede den pænt sammen. Syningen var flot.. eller den var ikke flot, men det holdte da.
Roligt steg hun op i badekaret og tændte for vandet. Den blide vandstrøm skyllede alt støv og blod af hende. Hun skyllede sit hår og fandt en flaske shampoo. Alt indholdet blev hældt ud i hendes hår og der begyndte skrubningen. Den brune hårfarve forsvandt og en snehvid kom frem i stedet. ”Godt det kun var skyllefarve.” mumlede hun glad og vaskede sæben ud. Det sved en smule da sæben løb ned over syningen. ”Av!” mumlede hun og bed tænderne sammen.
Efter små 5 minutter gik hun ud af badet og tørrede sin, nu nyvaskede, krop. Hurtigt viklede hun et håndklæde om håret og tog der efter sit tøj på.
Da hun var færdig gik hun ud i køkkenet og ledte efter noget at spise, men det eneste hun fandt, var dåsemad. ”Jah… okay dem der boede her før var vist ikke meget for almindelig mad…” hun snuppede dåsen og fandt en pande og begyndte at stege indholdet. Lugten af mad begyndte blidt at sprede sig i det lille hus.
Imens hun gik rundt havde hun glemt at Demian også var der. Hun begyndte roligt at nynne.

Demian nød hendes ulve duft og at mærke hendes fingre mod sin hud. han var ikke blevet rørt sådan længe.. hvis han nogensinde var blvet rørt sådan så blidt før. han mærkede hun kort stoppede og han nikkede meget let som svar på han havde et kobbel. han havde hvrtfald et kobbel han kom fra, om de ville godkende ham hvis han ikke klarede missionen og han lugtede af hende.. ja sp var det ikke sikkert han havde et kobbel længere. han forholdte sig dog tavs da han helst ikke ville snakke om hans kobbel eller ham selv. hun lyttede til hendes milde stemme og mærkede hvordan hun igen puttede isg ind til ham. han holdte trygt om hende og lukkede stille sine øjne.. han nussede hende let på skuldrene og mærkede hvordan hendes krop blev tungere og gættede på at hun sov "bare jeg ikke havde mødt dig Phoenix.. du ødelagger mine planer og gør mig svag" mumlede han lavt og tryggede hende let ind tilsig.. ikke ret længe efter gav hans krop efter for søvnen og han faldt i en tung søvn.
Demian vågnede lidt ved at Phoenix bevægede sig og mumlede træt, dog faldt han hurtigt hen i en søvn igen. han havde ikke sovet i mange nætter og hans krop havd evirkelig brug for søvn. så han lå fortsat og sov fik samlet energi til kroppen.
da duften af mad så spredte sig i huset, gik hans næse igang og ikke ret lang tid efter vågnede han og åbnede øjnene. han så lidt om sig imens han snuste. derefter rejste han sig hurtigt fra sengen og snuste dybt ind. han var sulten så duften af mad lokkede ham meget. han gik ned af trappen med et søvning krop. men i det han så Phoenix inde i køkkenet med helt snehvidt hår og lavede mad, stoppede han op. han snuste lidt mere opmærksomt og han kunne dufte shampoo.. han så lidt mod døren til badeværelset og derefter forsigtigt hen mod Phoenix.. hun måtte havde set blodet... han sukkede lavt og gik så lydløst hen til hende med et roligt smil på læben. han stilte sig bag hende, lagde hænderne på hendes hofter og snuste til hendes hår "den hvide farve klæder dig smukke ulv" hviskede han charmerende mod hendes øre. han nævnte ikke badeværelset og undlod at se mod badeværelset, i håb om at hun måske ikke ville spørge ind til det.

Hun for sammen da hun mærkede et par hænder på sine hofter. Hun skulle lige til at dreje sig og hamre en næve i hovedet på personen, men stemmen og duften stoppede hende. ”For helvede, Demian, på et eller andet tidspunkt så får du altså en knyt næve lige i hovedet!” grinede hun og vendte sig om så hun stod på ad ham. ”Du leger med livet.” Mumlede hun mod ham og blinkede. Lige nu havde hun det faktisk godt, der var stadig et hul i hendes hukommelse, men drømmene der havde været om natten, de plagede hende ikke.
”Er du sulten?” spurgte hun med en sød stemme og lagde sin hånd på hans brystkasse. ”For det er snart færdigt.” hun smilede blidt til ham og roligt vendte hun sig mod panden igen og rørte lidt rundt så det ikke brændte på. ”Der er ikke noget andet at spise, med mindre at der er en skive normalt brød.” hun kiggede på Demian’s blå øjne og flyttede sig fra ham. Hun tog to tallerkner og hældte maden op på dem. Hurtigt to hun begge og gik ind i stuen hvor der stod et lille spisebord. ”Hold op hvor er jeg sulten.” mumlede hun og gik ud i køkkenet for at finde bestik.
Uden at lægge mærke til det gik hun stadig og nynnede en glad lille melodi for sig selv. Hun snuppede to sæt bestik og to glas. Da hun gik forbi badeværelset kom hun i tanke om hvad der var sket der ude… eller hun vidste det ikke, men hun havde set det der var sket efter.
Beslutsomt gik hun ind i stuen og satte sig ned på den ene stol. Hun kiggede roligt rundt og sukkede så. ”Hvad foregik der i går?” hun pillede lidt ved hendes trøje. ”Hvorfor var der blod i det badekar og på dig? Og du skal ikke bare sige ingen ting, eller det er lige meget. Jeg vil vide det.” imens hun snakkede havde hun flettet det stadig fugtige hår, så det hang i en lang fletning ned over hendes ene skulder.

Demian grinte lidt over det hun sagde og smilet charmerende til hende "det er ikke sket endnu, så mån ikke jeg overlever" sagde ha og smilte drillende til hende. han tog let fat om hende da hun stod op af ham "det er da kedeligt hvis man ikke leger lidt" agde han charmerende og smilte til hende med det drillende drenge smil. han så let ned på hendes hånd på hans brystkasse, hvorefter hna så direkte ind i hendes øjne "det er jeg.. meget endda". han nikekde let og stod stadig ved hende slveom hun vente sig om, dog havde han slippet grebet om hende "jeg spiser det du laver der.. der er bedre en brød" sagde han med et lille skuldertræk. han vidste også at der ikke rigtigvra andet af mad i dette hus. da hun flyttede sig fra ham strakte han sig lidt og fulgte hende med blikket. hans blik var meget betragtende og det rolige smil, så nu mere muntert ud. han var ren faktisk glad. en følelse han ikke havde haft i mange år. da hun så gik ind i stuen fulgte han roligt medog lyttede til hendes nynnen. det glade humør klædte hende virkelig og det snehvide hår.. han rystede hurtigt tankerne fra sig og satte sig ved bordet. dog forsvandt både smil og muntre blik da hun spurgte til blodet. han så lidt på maden og nulrede sine fingre mod hinanden med en underlig minde. han så lidt op på hende og betragtede fletningen lidt.. sp rettede han sig op og fik det rolige smil på læben og så dirkte ind i hendes øjne "fordi der lå en død pige derude.. jeg flyttede hende igår for du ikke skulle støde ind i hende, men jeg nåede ikke fjerne blodet før... du vågnede igen.." sagde han oligt og begyndte så at spise. han fortalte jo sådan set sandheden.. de Krystal blå øjne så stadig på hende, men det var tydeligt han ikke brød sig om at de snakkede om ham eller noget med ham at gøre.

”du overlevede pga. en ting lige nu. Din stemme og din færd. Elles var du endt med et blåt øje eller blå mærker andre steder.” hun grinede til ham. Et lille suk undslap hendes læber da han tog fat om hende. ”Jah, det er det, men jeg kan nu godt lide at have mit liv.” hun grinede stille og rystede svagt på hovedet da han smilede til hende.

Hun nikkede tavst det det han sagde. Hun troede ham. Hvorfor skulle hun ikke det? han havde jo kun været flink, og lidt til, mod hende. ”Hvorfor…” hun stoppede sig selv midt spørgsmålet og kiggede på ham med hovedet på skrå. Hun betragtede ham roligt og smilede lidt. ’Hvad har jeg gang i? hvad har han gang i?’ tænkte hun og begyndte at spise stille. Det var ikke den bedste mad hun havde smagt, men den gik da an og mættede hende. ”Du bryder dig ikke om at snakke om dig selv. Er det rigtig forstået?” roligt lagde hun gaflen ned på tallerknen og kiggede på ham med et spørgende blik. Ville han slet ikke snakke om sig selv eller noget med ham at gøre? Langsomt genoptog hun spisningen og tænkte. *Stemningen var så rar før… det er den ikke længere. Jeg havde det så godt… nu er det væk… kom med et eller andet som kan holde mig beskæftiget… ‘ da slog det hende pludselig.
”Jeg har ikke mine våben.” mumlede hun svagt og kiggede rundt med et søgende blik. ”Havde jeg noget våben da vi kom her til?” hun rejste sig hurtigt og gik hen mod sofaen. ”For en i helvede!” banede hun og knurrede svagt.
Imens hun knurrede kunne hun mærke vreden under huden, sammen med hendes ulv. ’Nej! Du bliver nede!’ råbte hun indvendigt og mærkede en sitren igennem kroppen. ”Ar… ikke nu.. seriøst!” mumlede hun surt og mærkede den typiske krassen under huden. ”Se der er to ting jeg hader ved at være varulv.. 1 det gør helvedes nas at skifte og 2 jeg skifter på de mest underlige tidspunkter…” hun sukkede og prøvede at gå hen til bordet hvor Demian sad, men nåede ikke hele vejen. Hun faldt ned på gulvet og mærkede ilden sprede sig i hendes krop. Knoglerne blev længer og hendes muskler forandrede sig. Hun kiggede op på Demian med smerte i øjnene.

Demian så lidt tid på hende da hun stoppede sig slev og da dder ikke kom mere ud med det samme spiste han videre. mad var mad for ham når han var på rejse.. dog fik han altid det lækreste mad ved koblet.. hans tanker stoppede da han hørte det hun sagde g igen så han på hende med det krystal blå øjne "mmh.. jeg snakker generelt ikek om mig selv" det gjorde han ikke, men ikke på denne måde.. denne måde han virkelig prøvede at undgå alt negativt om sig selv.. det plagede han ikke at gøre. han kunne godt mærke stemningen var blevet trykket og det irriterede ham.. det var det der skete når de snakkede om ham. ha lyttede til hendes mumlen og så lidt tænkene på hende.. og da hun begyndte at knurre og blive vred over hun ikke kunne finde sine våben, lagde hans roligt bestikket fra sig "du havde ikke våben på dig da jeg fandt dig..." sagde han små undrende over hendes udbrud. han kunne dufte hvordan hendes ulve gener slog mere og mere til og han vidste hvad det betød. han rejste sig roligt op og så meget opmærksomt på hende. hendes ord faldt lidt til jorden for ham, da han eget hurtigt blev opmærksom på at hun faldt til gulvet. han så let mod hans sværd og frakke som lå over ved sofaen, derefter så han på Phoenix og fik med det samme øje på de smertefulde øjne. han gik så med hurtige præcise skridt hen til hende og satte hende på hug "find kontrol" sagde han roligt og så hende roligt i de røde øjne. det var ikke sikkert han havde mulighed for at stoppe forvandlingen, men han plagede at omgåes meget godt med andres ulve form.. generelt gik han bedre sammen med ulve. så muligvis kunne det være til hans fordel hvis han ikke kunne stoppe hendes forvandling. han træk hende helt forsigtigt op til sig og lagde sit hoved mo dhendes, som en han ulv ville gøre ved sin mage. han knurrede beroligene mod hendes øre og prøvede at få hende til at falde ned og måske finde noget kontrol.

Med et tænksomt blik kiggede hun væk fra Demian. Havde hun ikke våben på sig da han fandt hende? Hun små undrede sig, hun havde altid våben på sig… minimum et… ”underligt.” mumlede hun svagt. De mænd der havde jagtet hende måtte have fået fat i dem på en eller anden måde…

’KONTROL?!’ skreg hun indvendigt. Det var sku da umuligt i sådanne et helvede! Hun lukkede øjnene hårdt sammen og koncentrerede sig. Hun havde den næsten, hun havde næsten stoppet forvandlingen, men i det Demian trak hende indtil sig, glemte hun at holde fokus og mistede det hele.
Hendes tøj blev flænset, det hele blev ødelagt. Efter nogle minutter i, et smerte helvede. Vred en snehvid ulv sig ud af hans arme. Den kiggede på ham med et par røde øjne. ’hvem pokker er du?’ tænkte ulven og snusede forsigtigt til ham. En velkendt duft fyldte ulvens næsebor. ’jeg kender dette tobenet væsen!’ skreg hendes hjerne.
Ulven lagde hovedet på skrå og logrede med halen. Roligt satte hun snuden mod hans kind og puffede til ham med den ene forpote. ’jeg kender dig!’ blev hendes hjerne ved med at fortælle hende. Hun fjernede sig kort efter fra ham og satte sig tungt ned på gulvet, men halen lå ikke stille. Den bankede roligt mod gulvet i et fast tempo. Skulle hun gøre? Hun kendte ikke til hvordan de tobenede væsner gjorde, men hvad var det han gjorde før? Han sad med hende… som om hun var hans mage… det kunne ikke passe, han var jo ikke som hende… langt fra. Roligt lagde hun hovedet på skrå og kiggede på hans blå øjne. De var dragende.

Da hendes tøj blev flænset og hendes forvandling fuldendt. mærkede han den pjuskede bløde snehvide pels mod sine hænder og overkrop. han lod ulven trække sig væk fra ham og så roligt på den. han gjorde sig umage med et vise ulven respekt. da han mærkede den fugtige snude mod sin kind smilte han skævt og lod blidt hånden glide nedover dens pels. forpoten der puffede til ham fangede hans opmærksomhed samt den logrene hale. ulven virkede til at havde accepteret ham. da hun flyttede sig fra ham fulgte han hende opmærksomt med øjnene og så ind ihendes røde øjne med sine blå. hun var ikke bare smuk i menenske form, men hendes ulv var virkelig også smuk. han så lidt på den logrene hale som slog mod gulvet imens hun sad og så på ham med hovedet på skrå. han sad helt stille og betragtede hend emed rolig øjne, dog kravlede han med stor kontrol og sikkerhed hen til hende på alle fire, hvorefter han forsigtigt satte sig på knæ foran hende. han sørgede for hele tiden at være på niveau med ulven så. langsomt løftede hans sin hånd let op så hun kunne snuse. han brummede lavt som tegn på han godt kunen lide ulven, imens hans betragtede de dyriske røde øjne. han mærkede selv ulven i sig kæmpe for at komme ud, men han var ikke glad for at slippe den fri. han havde bedst kontrol over sin indre ulv i sin menneske form, så han følte det ikke sikkert at lade den komme frem hvis det ikke handlede om kamp. han betragtede den snehvide pels og den flotte ulve kropsbygning.

// sorry det blev lidt kort :) //

Da han kravlede hen til hende kiggede hun på ham. Hånden som blev håndt op mod hende lugtede svagt af ulv. 'hvor er den?' hun kiggede forvirret rundt og kiggede så på mennesket. Var han en ulv?! Roligt snusede hun til hans hånd, jo, det var ham. Han lugtede af ulv.
Hun høret hans brummen og besvarede den med et lille bjæf. Han var ulv... Eller han talt hendes sprog.
Af glæde rejste hun sig op og bjæffede ad ham. Hun gik helt hen til ham og lagde ørene tilbage, halen mellem benene og slikkede ham under hagen, for at vise respekt og at hun ikke var farlig. Roligt trådte hun et skridt tilbage og kiggede på ham, men ikke direkte ind i øjnene.
Hvordan kunne han være ulv? Han var jo en af de tobenede. En af dem som jagtede hende... Men ham her var anderledes, han komunikerede jo med hende, på hendes sprog... Det gav ikke mening for ulven.
Hun logrede med halen og lavede et lille ulve smil til ham. Hun kunne lide dette væsen, men han var ikke en ulv...
Hun skrabede i gulvet med den ene pote. Der skulle være en ulv et eller andet sted, den måtte være her... Lugten var her jo, men den kom fra ham... Hun peb stille og kiggede forvirret på ham.

Demian lagde hovedet let på skrå da han godt kunne se der var noget der forvirrede ulven. han så en smuule rundt og så på ulven igen. var det ham? måske var denne ulv ikke bevidst om den egentlig var ulve delen af en varulv? han så lidt på sin hånd og da ulven bjæffede. det fik et lilel grin frem, da det morede ham at ulven blev så glad. da den så kom han og lagde ørene tilbage, halen mellem benene og slikkede ham på hagen.. ja han lod hende gøre det og så mildt på ulven da den igen gik lidt roligt tilbage og igen kunne han se forvirringen i ulvens blik. hvad mpn det var.. det virkede som om den var forvirret over duften og at han sendte den signaler som ulve gjorde det. han snuste lidt til sig selv og så derefter på ulven som skarbede i gulvet.. han smil forsvandt langsomt da den peb.
det fik ham til at gen overvej hvad han skulle gøre. han lukkede stilleøjnene og slappede hlet af i kroppen. han skulle til at gære noget han ellers aldrig gjorde andre steder ind i kamp, men han vilel se hvad der skete hvis han lod sin indre ulv komme frem og føle noget andet en kamp. han slap derfor tøvene kontrollen og mærkede hvordan smerten spredte sig i hele hans krop på få sekunder. han spændte op i musklerne og tykkede hårdt sine tænder sammen. det var en hård smerte. han kunne ydleigt mærke hvordan hans knogler og muskler ændrede sig og blev længere. pelsen voksede langsomt ud og på en kort tid var forvandlingen fuldendt. nu lå en ulv som var snehvid det meste af pelsen, dog havde den nogle grålige plamasher ved halsen og bryst ben og videre ned over maven.
ulven lå helt flat på gulvet og stirrede på den fremmede ulv med de krystal blå øjne. han snuste voldsomt og efterhånden begyndte halen at slå mod gulvet. der var noget velkendt ved den duft, men ulven havde han aldrig set før. den krøb meget forsigtigt tættere på hun ulven. det var dog tydeligt den var på vagt, dog slog halen stadig af begejstring for hunulven hvis duft ulven kunne huske.

Ulven så på Demian, i mens han skiftede. Hun kiggede uroligt på ham da hun kunne se det gjorde ondt, men før hun vidste af det, var det en ulv der lå på gulvet, foran hende. ’Hvad i? ULV!’ tænkte hun og snusede forsigtigt. Jo, duften var god nok, det var ham fra før.
Hun kiggede på ham da hans hale bankede ned mod gulvet. Imens han krøb hen mod hende, logrede hun igen. Roligt lagde hun sig ned så de ville være på samme plan.
Hun snusede hen mod ham og bjæffede svagt. Hun kunne lide han-ulven, det var noget andet end det med det tobenede væsen. Igen bjæffede hun, og lagde hovedet ned på hendes forpoter. Det hun gjorde var at gøre sig så lille, som muligt, for at indikere at hun ikke var det mindste farlig. Hun så på han-ulven og undgik, at se ham direkte i øjnene.
Men hun rejste sig igen og begav sig over i mod sofaen, hun var træt. Forsigtigt snusede hun til den og opfangede hendes egen lugt. ’har jeg været her før?’ tænkte hun og hoppede op. Sofaen gav sig under hendes vægt og knagede lidt. Tungt lagde hun sig til rette og lagde hovedet på forpoterne, imens hun sukkede tungt.
hun løftede igen hovedet og så hen mod den anden ulv. Hun bjæffede glad til ham for at få ham hen mod hende selv.

hanulven snusede konstant og bræffede da hun ulven gjorde. han logrede med halen og mærkede respekten. han bjæffede muntert og fulgte hun ulven med blikket, da hun gik over til sofaen. denne hun ulv væggede alle instinkter i ham og gjorde den ellers sky og lone wolf små lege syg. så han luntede over til sofaen og lagde sine forpoter op hun ulven som en glædelig hilsen. som et bevis på han kkunne lide hende, hvorefter han gav at bjæf fra sig og satte næsen mod hendes. han så på de røde øjne dog ikke direkte ind i. efter gned han let hovedet mod hendes som et tegn på han kunne lide hende. han genkendte duften fra hende tydeligt og kunne mærke et vis begær til hende. et begær der lå i hans krop før han mødte denne ulv. let tog han potterne ned på gulvet igen og let sprang han rundt i ring imens han bjæffede legesygt. han havde ikke leget med andre ulve før.. han huskede kun kampe. ikke andet en kampe og råben. så at der var en ulv med venligt sind og så en hun ville han da lege. han luntede lidt rundt i stuen med blikket på hun ulven og en logrene hale. det var tydeligt han var legesyg.


// sorry dte blev kort.. jeg er ikke van til at skrive som et dyr :)

Da han lagde forpoterne op på hende. Knurrede hun svagt, men opfangede glæden fra ham. hun logrede kraftigt med halen og lagde ørene tilbage, imens han gned sit hoved mod hendes. Hun kunne ikke stå for ham længere.Denne glade ulv med en legesyg udstråling, fangede hendes opmærksomhed. roligt hoppede hun ned fra sofaen, efter at have betragtet ham lidt. Han lignede jo en eller anden hare, sådan som han hoppede rundt.
roligt gik hun hen mod ham og lagde hovedet på skrå. De blå øjne virkede ikke som ulve øjne... men de passede nu meget godt til ham.
kort satte hun snuden mod hans, som han havde gjort tideligere. der efter nappede hun efter hans øre og sprang til siden. Hun ville da gerne lege, hvis det var. en indre glæde strålede fra hende. hurtigt nappede hun igen efter hans øre og sprang igen til siden. det var jo sjov! hun kunne da godt forstå at han ville lege!
selv havde hun aldrig leget... kun flygtet og kæmpet... ingen tid til sjov. hendes hale logrede kraftigt og hendes mund, stod halv åbent og tungen hang ud i et rigtigt ulve grin.

//gør ikke noget^^ er heller ikke den bedste til det :)