[Afsluttet] A road to the new world(Dust, Evan og Phoenix)

"Det skulle ikke være et problem. Men det vil ikke være svært at fjerne den foranstaltning, for en der ved hvad han laver." Sagde Evan. "Men jeg kan godt lave den så den ikke kan skyde uden en chip overhved, men så skal den laves lidt om. Jeg kan sagtens gøre det."
Evan var ikke sikker på hvem Vladimir var, han mente at have hørt navnet før, men det betød intet for ham. 
"Hvis jeg møder nogen der hedder Vladimir så skal jeg nok holde mund." Sagde han. Hvis man så bort fra the Amigos, så havde Evan ikke nogen skrupler over hvem han solgte sine våben til. Dette var ikke hans våben så han ville ikke nævne det, hvis han blev bedt om det. 

Evan fortsatte med at pakke sammen, med routineret hånd. Det var noget han gjorde næsten hver dag, så det gik hurtigt og effektivt. Alt hans værktøj blev stillet ind bagerst i vognen, og spendt fast. Han gennemgik sine ting for at sikre sig at de sad godt fast, siden de skulle igennem et terrein hvor det ikke var sikkert hvor ujævn vejen var, eller om den overhovedet kunne holde til dette enorme, tonstunge køretøj.
Han så at Phoenix kom over til ham. "Hvor blev du af?" Spurte han hende. "Jeg er næsten klar til at køre, hvad gør i?" Spurte han. Det lod til at de andre biler var ved at tage af sted, men ikke igennem sumpen.

Da Dust snakkede til hende omkring det som de manglede, nikkede hun roligt og smilede svagt. Det føltes som om hun var hjemme og var i gang med at få en opgørelse af ham der havde haft vagten. Phoenix havde ingen ting at sige til det, men hun glædede sig nu til at skyde zombier og se hvad pokker der var på den anden side af tågen.
Phoenix skævede roligt til Dust da han tog et lille pendul-lignende ting frem. Et svagt sted i hende hukommelse kom et billede ad Dust frem som sad i skrædderstilling og var i hendes drøm. ”Den kender jeg.” mumlede Phoenix svagt og så hen på Evan der stadig pakkede.
Hun så op på soldaterne som pakkede deres ting og tog væk. Phoenix lod en hånd glide igennem hendes hår og lænede sig op ad det pansrede køretøj som Evan ejede.
”Jeg skulle bare lige koble af… tanker i hovedet, minder, ting som ikke vedkommer nogen andre ud over mig…” Det var ikke meningen at det skulle siges afvisende over for ham eller at hun ville bide ad ham, men hun talte ikke ret meget om ting hun gik og tumlede med eller om ting, som hun var i tvivl om…

Da Dust fortalte hende at hun kunne skifte uden at tøjet ville gå i stykker smilede hun stort og gav Dust et kram. ”Tak, det her kan nemt bruges altid.” Hun så op på sin mester, og rødmede meget. ”Hov…” Phoenix trak sig hurtigt væk fra ham og kunne mærke flovheden stige i hende. Der var nogle bivirkninger når hun havde koblet af. Alt var nedbrudt og alle hendes facader var væk… hun havde ingen ting tilbage, så hvis hun opførte sig lidt underligt, var det grundet hendes meget åbne og meget piget sind, men Phoenix havde jo heller ikke rigtig haft mulighed for at have en rigtig barndom, hvor hun bare havde været sig selv… eller Phoenix vidste ikke om hun havde haft en barndom, men det regnede hun ikke med at have haft…
Phoenix stod kort og overvejede det hun skulle gøre. ”Tja, jeg har noget energi i kroppen som gerne vil ud, så hvorfor lade min ulv nægte at have det sjovt?” hun smilede stille og grinede til Dust. Roligt vendte hun hovedet og øjnene hen mod Evan. ”Jeg løber.” Roligt trak Phoenix vejret dybt og satte i løb, bare for at prøve noget nyt. Hendes skikkelse begyndte at bevæge sig svagt og Phoenix sprang.

Da hun landede igen, havde hun forvandlet sig til den snehvide ulv. Den rystede roligt hele kroppen og strakte sig. Med elegante og lette skridt, tøffede hun hen i mod det sandlignende dyr og Evan. Phoenix snusede svagt til det underlige dyr og begyndte straks at logre med halen, da hun genkendte den fært. Phoenix så op på Evan med hendes røde øjne og begyndte at snuse til ham. Kort efter fnyste hun og rystede på det store ulve-hoved.
Hun så forventnings fuldt på de to væsner og ventede på at der skulle ske et eller andet.

"Den pågældende dna chip, fungere som en besætter chip, det er lige som en virus den rammer et sted, og spreder sig til resten af infrastrukturen, men som sagt så lad ikke de data du har komme i de forkerte hænder, for så snart andre end vi 2 har det, kan en hver med kreativ tankegang, omgås sikkerheds komponenterne!" sagde han roligt. Han krammede igen, da Phoenix gav ham et kram på grund af det med tøjet, han kunne godt se på hende, at hendes sædvanlige psykiske forsvar var nede, så hun måtte virkelig have koblet af, mens hun var inde i lastbilen. Han gav hende et roligt smil, for at indikere at det var iorden med ham, så hun behøvede ikke være flov overfor ham, og bagefter så han på, mens hun forvandlede sig til den fine varulv, han for lang tid siden havde gjort sig venner med.

"Jamen så betyder det jo, at vi er klar til at komme af sted, så ser det vist ud til vi kan komme videre!" sagde han roligt. Da Phoenix kom hen og snussede til ham, nussede Dust hende let hen over hovedet, da hun genkendte hans fært som en hun kendte, før han gav Evan et ørestykke, som havde kontakt til de halsbånds lignende ting han tog frem, den ene tog han selv på og han satte sig foran Phoenix, og gav hende den anden på "Sådan nu kan vi hurtigt og nemt, kommunikere med hinanden på vejen, jeg går ud fra at du og jeg Phoenix, vi løber foran og så køre du Evan efter os! På den måde kan vi holde en ligeværdig hastighed!" han gik op på alle fire, og gik hen til vejen gennem Muernia, så Evan kunne komme ind i bilen og følge med, og Phoenix gættede han på instinktivt ville gå med ham.

"Hvis du siger det." Sagde Evan. Han kunne muligvis godt finde på at lave våben og sælge dem, men de personer Dust havde nævnt stod ikke på hans handelsliste, desuden var dette stadig en aftale mellem de to og ingen andre, så indtilvidere var der ikke fare på fære. 
"Det lyder fint." Sagde Evan. "Jeg ville gerne løbe sammen med jer, men jeg skal ha' mit udstyr med." Evan ville nemt kunne holde trit med de to, men han kunne bedre lide at køre." 
Han så til mens Phoenix forvandlede sig. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere. Hun havde omtalt sin ulv som værene et seperat individ fra hende, men hvis hun mente at det var sikkert at forvandle sig, så stolede han på det.
Han slog over på chakra-vision, bare for nysgærrighedens skyld. Hendes generalle chakra signatur havde ikke ændret sig, selvom den flød anderledes, på grund af hende endrede krop. De tynde åre af lys der forbandt hele hendes krop virkede tykkere i hende arme og ben, men var tyndere i hovedet end før.  "Interessant." Sagde han bare. 
Han var ikke sikker på hvordan Phoenix ville reagere på at få halsbånd på, så han beredte sig på det værste. Han viste ikke hvordan denne ulv normalt opførte sig, eller reagerede på den slags.
"Tak." Sagde Evan "Men jeg har massere af radio sendere, jeg tænder bare den der sidder i bilen bare fortæl mig frikvensen."
"Jeg køre nok ikke så stærkt igennem sumpen, jeg ved ikke hvor sikker vejen er og jeg har en stor bil. Har i noget jeg skal tage med i bilen, så i ikek skal bære det?" Spurte han.

Da han var klar satte han sig ind på føresædet og startede moteren, hvis eneste lyd var et bib, så man viste at den var tændt. Han kørte den store bil i stilling, og vinkede til de to for at vise at han var klar.

Da Dust tog noget frem og gav noget til Evan. Phoenix fulgte nysgerrigt med i det der skete og fnyste svagt over at hun ikke forstod det de snakkede om, men en ting kunne hun forstå. Det Dust tog frem knurrede hun vredt ad og snappede ud efter ham, og dette var alt andet end legesyge. En dyb og advarende knurren lød fra hendes bryst og hun lagde ørene tilbage over for Dust. Denne her måde havde hun aldrig været over for Dust, ikke siden han satte sig fast på hende. Da han tog den ene på, krøb Phoenix sammen og kneb hendes øjne i så der kun var en smal rød streg til bage i den hvide ulve pels. ’Hold det der væk! Lad mig så være din…!” Phoenix prøvede at undgå at få halsbåndet på, men det lykkedes ikke helt.
Vredt så hun på Dust og snerrede ad ham. Det kunne godt være at Dust var hendes ven, men lige nu, havde hun den største trang til at bide ham i enden og se ham løbe sin vej.

Inden Phoenix fulgte efter Dust. Så hun op på Evan med hendes røde øjne og bjæffede til ham. Roligt lod hun sin kolde snude røre Evans menneske hånd og slikkede den bagefter. Kort efter sprang hun ud til Dust og snappede ud efter hans forben, for at fortælle ham at han var på spanden. Hun rettede sig op og rystede hele hendes krop og satte sig på hendes mås, og begyndte at kradse der hvor halsbåndet sad, uden held prøvede hun at bide i det, men hendes skarpe tænder kunne ikke nå ned til det og få det af.

//Sorry det blev kort, men er ikke god til at skrive når hun er en ulv ^^’’

"Jeg ved godt du ikke kan lide det Phoenix, jeg tager det af så snart vi er igennem sumpen, det lover jeg dig, så prøv ikke at tænke over det!" sagde han i håb om, at det ville berolige hende bare en lille smule, sammen med det faktum at han også selv skulle have et på "Det er bare så vi nemmere kan kommunikere med hinanden, hvis der skulle blive nogle problemer mens vi er derude!" han strøg hende forsigtigt på armen, mens han smilede nærmest uforstyrret til hende, som om hendes truende adfærd ikke var noget der gik ham på. Han strøg hende en sidste gang over hovedet, da hun sad foran vejen, og prøvede at få halsbåndet af, bare for at distrahere hende fra tanken om at hun havde det på.

"Frekvensen er 6,9 på beta kortbølge radioen, så lad os da komme afsted, så Phoenix kan få det halsbånd af, inden hun flipper ud over det eller flipper ud på mig, for at have givet hende det på!" sagde han roligt, og begyndte at sætte i løb da de alle var klar til at komme afsted. Dust havde taget vejens solide del, som en meget seriøs del af hans arbejde på den, så trods det faktum at den originalt var lavet af sand, så burde den være hårdere end cement, da en af grundene til at han havde accepteret opgaven, var fordi han brugte det som træning, en træning i at skabe en konsistens af sand, der var så hårdt og tætnet, at ild ikke kunne lave det til glas, og angreb ikke kunne bryde igennem det. Han fik trængen til at øve sig i det, efter han modtog en ring fra Vladimir, der var lavet af dette sand, han kunne styre og danne det, men så snart han stoppede med at manipulere med det, blev det til en ring igen, og den ring havde han gået med lige siden de kom her. Den kunne ikke ses lige nu, og han havde holdt den gemt det meste af tiden, men da han gik i mellemstadie havde den siddet på hans højre ring finger, og det gjorde den stadig, den var bare ikke synlig når Dust havde det ekstra lag sand på.

"Jeg tror ikke hun kan lide det." Sagde Evan, med et grin, da hun knurrede af halsbåndet. "Det kan også være lige meget, hun kan jo ikke tale, når hun er ulv." 
Han smilede da hun slikkede hans hånd, og kløede hende under kæben, som de fleste hunde plegede at kunne lide. Hvis hun bed ham, måtte det jo være sådan. "Jeg syns hun sagde at du var på god fod med hendes ulv? Hun lader da til at være meget venlig." Sagde han. 
"Du får altså ikke lov at ligge i min seng, hvis du sviner dig selv for meget til ude i den sump." Sagde han til den store hvide ulv. Han var ikke sikker på om hun kunne forstå ham eller ej, når hun var ulv, men Evan havde for vane at snakke til maskiner og elektronik, så hvorfor ikke tale til en ulv.

Evan havde sat sig ind i sin bil, og kørte i stilling. Han satte sin radion til den rigtige frekvens og sagde så. "Vil i løbe foran eller bag ved bilen?" Spurte han igennem radioen. Han talte mest til Dust da han var temmelig sikker på at Phoenix var ude af stand til at svare. Han drak en smugle af en flaske sodavand han havde sat i kopholderen, og ventede på svaret. Han tændte for radioen der kørte et nyhedsindslag om det stigende antal af stjålne biler i Las Vegas, som Evan kun lyttede til med et halvt øre. Radioen ville lukke for indslaget hvis Dust, Phoenix eller Evan talte, og ville fortsætte igen bagefter.

Phoenix blev ved med at knurre ad Dust i mens han snakkede til hende og prøvede at berolige hende, men hvis det var det Dust prøvede på, virkede det ikke rigtig for ham. Det eneste han gjorde var bare at få Phoenix til at blive mere eller mindre sur på ham.

Da Evan kløede hende under kæben knurrede hun ad ham og kneb øjnene sammen. ’Hold dig væk, jeg bad dig ikke nusse mig!’ Phoenix snappede efter hans fingre en enkelt gang og knurrede kort ad ham, for at vise at hun ikke var nogen hund. Hun lagde ørene ned og så kort på Evan med en lille smule had i øjnene, der var ikke meget, men det var der…
Phoenix lagde hovedet på skrå da han talte til hende. For at kunne kommunikere med Evan rodede Phoenix rundt i hendes ulve hjerne og kom i tanke om et system som Dust havde lavet med hende. Hun slikkede igen Evans hånd og begyndte at svinge med halen så Evan kunne forstå hvad hun mente, ellers måtte Dust forklare for ham hvad deres system gik ud på.

Hun snappede en enkelt gang mere efter Dust’es forben, efter at han havde nusset hende over hovedet. For at få på plads at han ikke skulle røre hende lige nu. Inden Phoenix satte i løb, hylede hun højt. Det halsbånd som hun havde på reagerede med det samme og opfangede lyden, med mindre at Evan var forberedt på at hun ville hyle højt og skingert, ville han nok se noget overrasket ud. ’AF STED!’ Skreg hendes hjerne og hun satte i fuld fart hen over vejen. Hendes poter skrabede ned mod jorden, og den hårde overflade hjalp hende med at sætte bedre af en hvis hun havde været på fugtig jord eller i almindeligt sand. ’Hurtigere!’ blev der sagt i hendes hjerne. Uden tøven satte Phoenix farten yderligere op og drønede af sted.

"Tja det er mest så hun nemmest kan høre os, hvis vi skulle blive adskilt eller angrebet, og normalt plejer varulve Phoenix at kunne lide mig, men selvfølgelig hvem bryder sig om at få halsbånd på, når man ikke kan lide den slags!" sagde han roligt, og bemærkede Phoenix'es reaktion på at blive nussen af Evan "Men pas hellere på, hun er en bestemt varulv, første gang jeg mødte hendes varulve side, ville hun prøve at dræbe mig så godt hun kunne, men det lykkedes mig at blive venner med hendes varulv, og træne med hende i bedre at kontrollere, den side af hende som du ser nu! Men som sagt, hvem ville ikke blive sur over, at få halsbånd på mod sin vilje?"
Han kunne godt mærke på hende, at hun bare virkede til at blive mere sur på ham, da han prøvede at berolige hende, så han droppede at prøve på mere af den slags, hvis han var heldig kunne det være han kunne få lov, at råde bod på det på et andet tidspunkt. Han noterede sig dog af, at hun prøvede at svare på det Evan sagde til hende, ved at bruge deres gamle system, og han fandt det faktisk lidt sjovt, at hun stadig kunne huske det system, selvom det var ved at være lidt tid siden de havde brugt det sidst.

"Vi løber foran, så kan du regulere din hastighed efter os!" svarede Dust over radioen, og så over på Phoenix da hun hylede højt, før han satte i løb sammen med hende, og virkede til ubesværgligt at kunne løbe i samme tempo som hende, nu hvor han var nede på alle 4, og havde rettet sin krop til så den passede bedre til at løbe på 4 ben. Allerede før de kom for langt væk fra ørken grænsen, fulgte en rimelig god portion sand efter Dust, nærmest som et flyvende skjold der var klar til at beskytte dem, i tilfælde af at noget skulle angribe dem. Men det var først da de kom ud på den anden side, at fare begyndte at vise sig for dem, nogen på den anden side havde opdaget den 'pludselige' tilstedeværelse, af en vej gennem Muernia der ikke var der før, og de antog selvfølgelig at den varulv det kom løbende, sammen med et dyre lignende sandmonster og en bil i hældende, kunne være farlige af den ene eller den anden grund. Shapeshiftere med skydevåben, stod klar på den anden side, og Dust'es første instinktive reaktion, var at bruge det sand han havde medbragt fra deres side, til at danne et skjold foran dem, idet der blev skudt imod dem. Skjoldet blev til sand pigge, der blev skudt ud mod fjenderne, så våbnene blev skudt ud af hænderne på dem, og de blev klynget op til træerne i deres tøj.
"Sikke en dejlig velkomst!" sagde han roligt, og rettede sig op mens han gik hen mod shapeshifterne, og hans krop antog normalt udseende, og noget sand befriede Phoenix for kommunikator halsbåndet "Indtil videre er jeg faktisk ikke overrasket over, hvad den her side af Amerika har at byde på, shapeshifterne er langsomme og bære våben, i stedet for kamp egnede og gode til at være deres art!"

"Hey opfør dig ordenligt!" Sagde han meget bestemt til Phoenix, og knepsede hende på snuden med højre hånd, og flyttede den venstre ud af hams way. Han knepsede ikke hårdt men mere bestemt. "Du har ikke fripas til at opføre dig som det passer dig bare fordi du har pels." Hvis hun bed den højre hånd var det ikke til hendes fordel. Han viste at ulve og hunde respekterede dominans, dette var det bedste han lige kunne tænke på. 
"Det kan godt være hun er varulv, men jeg har ikke uendligt tålmodighed, med små aggesive stik." Sagde Han. Han havde ikke opfanget at hun ville sige noget. I hans hoved var hun en ulv lige nu, og ikke mere i stand til at tale end nogen anden hund. 

Han satte det store køretøj i bevægelse efter Dust og Phoenix der løb foran. Et hyl afbrød hans musik et øjeblik, selvom det ikke lød så højt gennem bilens interne højtalere var lyden dishamonisk forvrænget gennem mikrofonen. Han havde tænkt på at det kunne ske, men der var nok ikke så meget at gøre ved det, med lidt held ville hun ikke gøre det så tit. De to holdt en fart han let kunne matche uden at skulle ricikere noget, han hold en god afstand i tilfælde af at en af dem skulle falde, eller stanse pluselig op. Han gled hurtigt ind i sine egne tanker om alt og intet, mens radioen spillede noget blid musik. Han sagde ikke meget, hvis noget over turen. Phoenix kunne ikke tale og han havde ikke meget at tale med Dust om.
Evan fik øje påde våben der blev rettet imod dem fra mændene på den anden side. Han bremsede op mens Dust afværgede skuddene. Bilen var mere eller mindre skudsikker, men med alt det ekstraudstyr den havde var der mulighed for betydelige skader på eksternt udstyr, hvilket han gerne ville undgå. 
"Hvad sker der?" Spurte han over radionen til Dust. "Jeg troede du havde lavet en aftale med de mennesker på den anden side." 

Da Evan knipsede hende på næse krøb hun hurtigt sammen og begyndte at pive svagt, men da hun fandt ud af hvad det var Evan havde gjort, knurrede hun højt og truende til Evan. Dominerende eller ej, han skulle ikke bestemme over hende, hverken i menneske skikkelse eller i ulve skikkelse. En lille rystelse løb over Phoenix’es ryg og ben. Endnu en forvandling ville finde sted, men den som ville komme frem, var langt fra venligtsindede. Det var rent ud sagt hendes forsvarsskikkelse. Men Phoenix kæmpede en brav kamp for at holde den nede og det lykkedes da også. Phoenix fnyste ad ham og vendte sig om for at komme væk fra Evan, mens hun havde nogle planer i sit hoved…

Phoenix kunne godt lugte at der var andre, da de kom længere frem ad via vejen. Men da hun så folkene stå med skydevåben peget mod dem, knurrede hun vredt og standsede op i det hun så et skjold blive dannet omkring dem.
Da noget af sandet befriede Phoenix fra hendes halsbånd, hoppede en glad ulv kort rundt inden den rystede kraftigt og begyndte at forme sig til et menneske.

”Dust, lad nu være med at analysere allerede nu, vendt dog til vi har været her i mere en 12 sekunder.” Grinede Phoenix og børstede sig. Roligt tog hun kommunikatoren op og knurrede ad den. ”Evan, jeg har lige en høne at plukke med dig, senere.” Hun vendte sig om mod Dust og hendes øjne lynede mere eller mindre af raseri. ”DUST FOR FANDEN DIN KÆMPE IDIOT!” Hvæsede hun tydeligt og satte hænderne i siden. ”Det her kommer du til at betale for!” Phoenix holdte den halsbåndslignende ting frem og prøvede at kontroller sit temperament. En svag rød glød bevægede sig hen over hendes blottede hud. Hun kylede halsbåndet efter ham og lagde armene overkors. ”Oh, og Evan, du kommer til at købe mange ting her fordi du skal, jo reparere dig selv og din bil.” Et lille kækt smil spillede om hendes læber, selvom hun stod med ryggen til Evan, kunne man nærmest fornemme at hun smilte.

"Analysere....!" gentagede Dust tænkende, da Phoenix nævnte ordet i forbindelse med, at han ikke var overrasket indtil videre, han sagde det højt nok til at Evan burde kunne høre det, over radioen han stadig havde om halsen. Dust gik roligt hen til en af shapeshifterne, og nær studerede hans tøjstil, der lige som de andres var lidt militær agtigt i det, han gennem rodet lommerne for at se hvad han bar på, og hurtigt fandt han en walkie talkie, i en af guttens dybere lommer som Dust tog op, og nær studerede for at finde ud af hvad den var i stand til "Den er ikke så langt rækkende, ikke mere end et par km ialt, den er stadig forholdsvis varm så den er blevet brugt aktivt for nyligt! I er et observerings hold, sikkert for at sikre sikkerheden i en nært liggende lejr, er det korrekt?" han så roligt shapeshifteren i øjnene, og det eneste Dust fik var en aggressiv mands ansigts udtryk, der sikrede ham i at han havde ret. I en hurtig reaktion, greb Dust kommunikator halsbåndet som Phoenix kastede efter ham, og så først da på hende med tomme øjne.
"Det er muligt vi lige skal lege lidt med en fjende lejr, før vi fortsætter vores originale planer, jeg går ikke ud fra at de her shapeshiftere har fortalt dem, at vi er kommet frem hertil, men det skulle ikke undre mig hvis de har nævnt at vejen er kommet frem, så vi bør nok lave det første træk, så vi kommer bag på dem før de kommer bag på os!" sagde han roligt, før han gik ned i knæ og rørte jorden, så omkring 2 meter af jorden rundt om ham blev til sand, der lettede i takt med st han rejste sig op igen. Dust knyttede næverne mens han lukkede øjnene, så sandet samlede sig til 10 third eyes der havde kontakt til hans synsnerve, der alle forsvandt ud i skoven så han kunne finde lejren, hvilket han hurtigt fandt. Han åbnede hænderne igen, samtidig med at han åbnede øjnene som han rettede mod de andre.

"Phoenix hvis dem i lejren er fjendtlige, kan du rette dine søde små aggressioner mod dem, de er ikke så langt herfra så kom med!" sagde han roligt, og rørte de 3 shapeshiftere en af gangen, så de tørrede ind som svesker i solen og døde af det "Evan du kan enten blive her eller komme med, jeg regner ikke med at det kommer til at tage særligt lang tid!" han gik roligt mod lejren, der ikke lå mere end 3 minutters gang derfra. Dust viste et tydeligt skift i hans opførsel, i og med at han før havde virket mere fri, men nu virkede mere krigerisk som om han var midt i en krigs situation, han så det faktisk også sådan, da dette var fremmed territorie for ham, og han kendte ingen andre end Phoenix og Evan så en hver anden, kunne være en potentiel fjende der ville angribe dem.

"Hvad er der nu i vejen Phoenix?" Spurte han irriteret over radionen. Det var nu et stykke tid siden episoden med Phoenix's snude, så han forstod ikke helt hvad hun var så sur over, men han brød sig ikke om at blive talt sådan til, så hans stemme og gemyt kunne beskrives som småirritabelt. 
Evan steg ud af bilen og smækkede døren. Han havde det store gevær han havde brugt mod zombierne i den ene hånd, denne gang var den ladet med helt anden ammunition. 
"Jeg kommer med." Sagde han bare. Med et klik på en knap i Evans bælte satte bilen i 'defence mode' Det blev normalt brugt mod zombier, men det virkede også over for intrængere. Hjulne of ruderne blev beskyttet af tykke plader, og små turrets viste sig på bægge sider af køretøjet. Han trak hætten over hovedet og tog rebreather masken no. Hans blik var blevet hårdt og nærmest mekanisk, og han så alt i alt skræmmende ud, på sine egen måde.
"Hvis du har et problem kan du bare sige det Phoenix." Sagde han mens hans øje spejdede efter biosignature. Han fik øje på tre af dem, i høj fart gennem terrenet
"Der!" Sagde han "De er på vej væk." Han begyndte at gå med hurtige skridt. Evan havde noteret sig at Dust afholdt sig fra at give Evan direkte ordre, men holdt sig til disse halve forslag. Måske havde han reget ud at Evan ikke ville følge dem, medmindre han selv ville." 

//Undskyld det har taget lang tid, har haft nogl forhindringer ^^//

Imens Dust undersøgte og spurgte den ene omkring et eller andet, som Phoenix ikke lige fik fadt i, men en ting havde hun dog lagt mærke til, det var militært tøj som de bar. ’måske der kan… nah, vi er ikke lige frem ens.’ Tænkte hun roligt og knyttede hendes hænder, inden hun tog nogle beroligende vejertrækninger. ’nøj hvor jeg dog hader det her sted allerede… ’ surmulede hun stille og lukkede øjnene for at trække luft og lade skoven berolige hende.
Da Evan spurgte hvad der var i vejen, bandede hun lavt. ”Som om du ikke… grr… glem det jeg tager den med dig senere.” Mumlede hun surt og lagde armene overkors, da hun helt ikke ville vise at hun rystede. De mange tanker som ulven havde stillet omkring det Evan havde gjort, fyldte meget både i hendes sind og i hendes hoved. Hvorfor havde han knipset hende på snuden? Hvad skete der for at han nussede hende under hagen? Hvem var han? Det var bare nogle af de få spørgsmål der poppede op i hendes ellers overfyldte hoved.

”SØDE? SMÅ?!” Phoenix bandede lavt og nikkede. ”jeg vil have en fornøjelse. Jeg vil have muligheden for at flambere en! Bare en.” Mumlede hun og så hvordan Dust fik deres velkomst komite til at tørre ind. Inden hun fulgte efter Dust ind i skoven, gik hun hen og fik fadt i færden på de tre personer, for en sikkerhedsskyld.
Da Evans stemme lød, så hun hurtigt op og satte i løb hen mod dem, ikke direkte, men nok til at hun kunne få øje på dem. ’Der… ikke brænde dem… ikke slå dem ihjel… ikke endnu.’ Phoenix fokuserede på et godt stykke foran dem og dannede en mindre mur af ild. ”STOP! Eller jeg brænder jer!” Råbte Phoenix og fast holdte den brændende mur, for at få dem til at stoppe.

/ /Undskyld jeg ikke har svaret nogen af jer i lang tid, men jeg har lige nogle ting IRL som fylder lidt meget :3//

"Phoenix min kære husk at bevare fatningen, ild kan nemt fodres af vrede, og vrede gør ilden mere ukontrollabel!" sagde han roligt, og så over på Evan da han også havde observeret, de 3 der bevægede sig gennem området i hvad Dust observerede som løbende fart. Da Phoenix satte af efter dem, var Dust hurtigt i hældende på hende, det var næsten unaturligt at en der før havde set så skide slidt ud, da de var på deres egen side af vejen, stadig var istand til at være så mål bevidst, og i stand til at holde sig aktiv på linje med en, der praktisk talt lige var stået op. Da de nåede frem til de 3 fjender, reagerede Dust med en instinktiv tankegang, efter mange års erfaring med at håndtere lærlinge, og pludselige kamp situationer.

"Phoenix sluk den ild lige nu, den kompromittere vores position!" sagde han bestemt samtidig med, at sand fløj frem fra hans krop, og lukkede munden på de 3 ofre med det "Så længe fjende lejren ikke ved vi er her, eller at vi overhoved er i nærheden af deres lejr, så har vi den bedste fordel! Vi er nød til at være fjendtlige, indtil vi ved om de er fjendtlige eller godsindet overfor os! Men de her kan vi bruge til noget interessant, et par ofre til at få deres personligheder frem i lyset, det kan vi finde nyttigt!" sand arme kom ud af Dust'es krop, og greb fat i de 3 soldater som en blækspruttes tentakler der greb fat i dens ofre. Dust så rundt om sig for at finde lejren, og det gjorde han hurtigt "Kom så vi må hellere komme videre!"

Evan så undrende på Phoenix. Hun havde ret, det var ikke tid og sted at diskuterer, men hendes humørsvingninger gav ham hovedpine. Han viste helt oprigtigt ikke hvad det var der gik ham på, og hans hjernes boostede evne til at analysere ethvert problem unden at være i stnad til at give op, havde sine bivirkninger, når han ikke havde alle infomationerne. Desuden var hans hjerne ikke lavet til at analysere sociale situationer, men konkrete problemer, så han starterde allerede under nul hvad den slags angik.

Evan fulgte efter Phoenix, med nogle enormt lange spring fra sine mekaniske ben. Hvad end hun havde tænkt sig, så lød det overiglet det hun sagde. I pausen havde han instillet radionen i masken til samme frikvens som bilen, så han kunne tale med Dust, men Phoenix havde taget halsbåndet af. De træ mænd var bevæbnet med almindelige balistiske våben, semiautomatiske, ikke noget der kunne trænge igennem hans rustning, og var derfor ikke nogen reel trussel. Dust's fangarme lod til at tage sig af dem, hvilket passede ham fint, så behøvede han spilde sin ammunition. 
"Hvis vi er fjændtlige er de fjændtlige, hvis der var noget grand af godsindethed før, så er det væk nu." Sagde Evan inde bag sin maske. "Måske er det ikke så slemt at lokke dem ud af deres huller med ild, så længe vi ikke står her fuldt synlige og blomstre. Jeg forslår en diskræt defensiv potision, hvis vi går imod dem har de fordelen af deres forsvarsværker, der måske nok ikke er lavet til at modstå, sand ild og hightech udstyr, men i hvert fald vil være bedre end ingenting."

Dust’es bestemte tone fald, fik med det samme Phoenix til at fare sammen og følte sig meget lille. Hun slukkede med det samme ilden og sænkede hovedet. ”jeg ville bare… ja mester.” Phoenix kunne mærke på sig selv at hun ikke følte sig helt klar i hovedet, eller at hun bare havde det som om hun var ved siden af sig selv.
Hun så hvordan Dust lukkede munden på de tre ofre. ”Dust, det var ikke meningen… jeg ved ikke hvad der skete.” Mumlede hun svagt og kløede sig på armen. Phoenix kunne godt se hun havde gjort noget forkert, det var tydeligt for selv den dummeste, og hun fortrød det… men på den anden side fortrød hun det faktisk ikke, det var en lidt blandet mening i hende. Lærlingen mente det var forkert, mens hendes trænede militær jeg, mente det var gjort rigtigt… ”Undskyld mester.” sagde hun lavt og sukkede svagt.
Phoenix lagde armene omkring sig selv da hun så hvordan Dust fangede de tre væsner. ”Hvad mener du med at få deres personlighed frem i lyset? Hvad skal vi overhovedet bruge dem til? Dust, de tager bare vores tid.” mumlede Phoenix lavt, da hun ikke rigtig vidste hvad han skulle med dem, de var jo kun i vejen, men selvfølelig vidste Phoenix ikke hvad Dust havde i tankerne.

Roligt fulgte hun i hælene på Dust og undgik at kommentere på Evans snak omkring fjendtlighed og hans mindre plan om at lokke dem ud med ild. Dog havde han ret. ”Dust, hvor skal vi hen? Ved du hvad vi skal?” spurgte hun svagt, med bøget hoved. Der var så mange ting som gjorde hendes hoved så tungt, det føltes som om det ville springe i luften. ’det er så nemmer at være ulv… eller… nemmere ikke at have tankegangen som mennesker… ulve er så meget nemmere at forstå… hvorfor er jeg anderledes?’ tænkte hun stille og stak hænderne i lommen.

"Nogle gange er det ikke et angreb der viser, hvordan fjendens indstilling er overfor fremmede, det er hvordan de reagere på en modstander med ofre, der afsløre om de er ondsindet eller godsindet!" sagde han til Evan, mens han gik mod lejren med bestemte skridt, og de 3 ofre han stadig holdt i et fast greb. Han havde godt registreret Phoenix'es reaktion, på hans bestemte tonefald overfor hende, derfor strøg han hende kort på ryggen mens de gik "Tag det ikke så hårdt kære Phornix, du gjorde blot hvad noget i dig fandt logisk! Det kan ske selv for den bedste, at ens følelser tager over og føre ens hånd, og ild er trossalt noget der nemt kan føres af vredens vold, så bare rolig min kære!" han smilede et tomt smil til hende, for at se om det hjalp lidt på hendes humør.

"Det jeg har tænkt mig er, at i 2 skal gemme jer uden for lejren, så ingen ved at jeg har jer med, i skal søge højt så i kan holde øje med mig, mens jeg går ind i lejren! Hvis jeg går i kamp, skal i følge trop og angribe dem som fjender, hvis i kan se på det hele at de er godsindet, så kom bare ned til mig!" sagde han roligt "Ofrene her bruger jeg, til at analysere om de er onde eller gode, deraf nævnte jeg at få deres personlighed frem i lyset!" han stoppede da de nåede til et område, hvor de kunne spotte lejren igennem træerne, og vendte sig mod dem "Hold jer samlet, Evan du har stadig radiokontakt til mig, så i kan følge med i samtalen via min radio sender, og så længe der ikke sker noget forbliver i passive okay?"

"Ja, ja." Sagde Evan. "Jeg er ved at være en lille smugle træt af gåder. Forklar mig hvorfor disse individer ikke nødvendigvis er fjentlige, når de allerede en gang uprovokeret har skudt på os." Evan pillede, hev og trykkede på forskællige kontakter på sit våben, der summede og klikkede, imens Dust snakkede med Phoenix. Han var ikke helt sikker på hvordan det var logisk at sætte ild på skoven, han havde tænkt at det kunne udnyttes men selve handlingen var ikke logisk. Phoneix handlede meget impulsivt lige nu, og han undrede sig over hvad der mon havde fået hende ud af fatningen, eller om det bare var sådan hun var under pres.
"Dust jeg er klædt i meget tungt udstyr og er omgivet af metal. Tillige har jeg en lang rød frakke på jeg har ikke nogen chance for at gemme mig herude. Tilgiv mig men jeg havde ikke forudset at vi skulle indtage en fæstning fordi vi blev andgræbet af banditter på vejen. Jeg har ikke noget stealth-tech på mig. Jeg ved ikke rigtig hvad det er du har planlagt men jeg har halvt på fornæmmelsen det er os der er the bad guys i det her. Jeg ved godt du er en mystisk dæmon, men jeg har ikke tænkt mig at spilde ammunition på folk der ikke fortjæner det. Vi har dem der andgræb os på vejen, men vi har ikke noget udeståene med deres brødre. Desuden tror jeg ikke at situationen er så sort og hvid som du siger, de er ikke onde, de er røvere. Medmindre du har en viden om disse mænd som vi ikke har eller har mødt dem før, måske sågar har en aftale med dem. Så vil jeg gerne vide det."

”Mester, jeg ved det… men jeg… jeg har det som om jeg ikke kan styre den… som om det mindste kan puffe mig ud af balance… jeg kan ikke håndtere den.” Isninger gik gennem hendes krop da Dust rørte hende. Hun kunne intet lige nu. Den mindste form for aggressivitet, ville have katastrofale følger.
Hun så ikke på Dust og ville ikke møde hans blik, eller se hans smil. Hun ville bare gemme sig væk og falde til ro. ”Logistik hører ikke til hos mig… og det kommer det heller ikke til.” Sagde hun svagt og bed sig i læben. Der var ikke noget ved Phoenix som var logistik, hverken hendes opførsel eller hendes måde at kæmpe på.

Søg højt. Gør som han siger. Vær rolig og kontrolleret. Vent til du kan se de er fjendtlige og angrib. Hvis de er venlige angrib ikke. Alt det som Dust sagde, gav mening i hendes hoved og hun slappede af. De direkte ordre gjorde hende mere rolig og satte hende tilbage hvor hun hørte hjemme. I militæret.
Evan havde til dels ret, men ikke i alt det han sagde. ”Ikke for at være dum, led eller irriterende, men De er ikke røvere, det er en militær enhed. Det kan ses på deres uniform. Og hvis jeg har ret, så er det en okay, bemandet styrke. Undskyld.” Hun så hen på Evan og trak på smilebåndet. ”Så må Evan jo forholde sig på jorden… jeg må være hans øjne og øre…” Phoenix bed sig i læben og skævede hen mod sin mester som allerede var begyndt at gå hen mod skoven.
Phoenix tog fadt i Evans håndled og så undskyldende på ham. Rolig trak hun ham hen mod Dust og slap ham kort efter.
Et kort nik fra Phoenix indikerede at hun tog i mod hendes ordre og så på Evan. ”Bare hold dig på jorden hvad end han siger. Du skal ikke op at klatre i det der.” Hviskede Phoenix i det hun gik for bi Evan og begyndte at kravle op i et nært stående træ.

//Jeg er virkelig ked af at jeg har været så meget væk drenge. Det må i virkelig undskylde:/

"Hvad jeg ved om denne side, er kun hvad de radiosignaler vores side modtog fortalte os, men min viden om mødet mellem 2 civilisationer, fortæller mig at mere end 70 til 80 procent af gangene, vil det ende med at mindst en ud af de 2 civilisationer, vil gå til angreb på den anden civilisation, i forsøget på at forsvare deres eget territorium, så hvis det her er en af de gange, hvor den anden civilisation vil gå til angreb, så kan vi lige så godt vise dem at vores side af Amerika, ved hvordan man viser hvor skabet skal stå!" sagde han roligt, og betragtede tænkende Evans udstyr, da han gjorde Dust opmærksom på, at han nok ikke havde nemt ved at gemme sig i dette udstyr "Taget i betragtning af, at jeg går ind i lejren og ligner en potentiel fjende, tror jeg ikke der er mange af dem, der går og kigger efter om jeg havde nogen med mig! Men jeg forstår hvad du mener! I øvrigt har du stadig radiokontakt til mig, så hvis Phoenix ser mig og du kan høre mig kan det gå an!" han rettede sin opmærksomhed mod Phoenix, der virkede mere rolig nu hvor hun følte, at hun havde nogle ordre at følge.

"Søde jeg tror du mener logik, logistik betyder at transportere ting fra et sted til et andet, logik er at tænke logisk og organiseret!" sagde han med et roligt smil "Men bare rolig, måske vi kan finde på nogle nemmere måder, hvorpå du kan genfinde ro i dit sind, næste gang vi træner!" Dust gik så mod lejren, og kom hurtigt derhen mens han regnede med, at Phoenix kravlede op i et træ så hun kunne holde øje med situationen. Det kunne ikke være så svært at se Dust blandt lejrens beboere, han blev hurtigt opdaget og udover det at han var det eneste væsen, der holdt 3 ofre i sand tentakler, var han også den eneste der ikke bar skyde våben, udover selvfølgelig de 2 Evan havde færdiggjort, men dem havde han jo gemt væk under hans long coat, og han havde ikke tænkt sig, at bruge dem mod levende væsner.
Til at starte med virkede de fjendtlige men også tilbageholdende, grundet de 3 ofrer han havde med sig, de prøvede at beordre ham til at slippe gidslerne fri, men de blev ved med at sigte på ham med deres våben, og det til trods for at Dust sagde at han ville slippe dem fri, hvis de sænkede våben. En autoritær leder type kom frem, og så på Dust med et bestemt blik, og forlangte at vide hvem han var, Dust forholdt sig rolig og nævnte kun, at han havde skabt en vej gennem Muernia, og derfor kom fra den anden side af den, bare for at se hvordan de ville reagere på det. Det var de slet ikke glade for, og det var nu samtalen sluttede for deres vedkommende, for lederen gav ordre til at skide højt og helligt på Dust'es fanger, og angribe ham med det samme.

Det skulle han vist ikke sige 2 gange, for lyden af alle de skydende våben kunne høres på lang afstand, Dust slap de 3 fanger der hurtigt blev skudt til døde, og brugte sandet til at beskytte de 2 zombie skydere, resten af hans krop var han lidt ligeglad med, da patronerne bare ramte hans sandkrop, uden at gøre skade på ham, patronerne førte han gennem sin krop ud på den anden side, så de faldt til jorden bag ved ham, han ventede blot på at Phoenix og Evan angreb, da han gerne ville se hvad Evan kunne, og hvor stærk Phoenix var blevet, til at bruge hendes evne i en kamp situation, så han lod dem starte deres holds angreb, før han selv gik i gang, for han vidste udemærket godt hvad han selv kunne gøre, i denne slags situationer.

"Tja", sagde Evan. "Jeg siger bare at det ikke giver mening at gæmme mig væk, det vil spilde værdifuld tid, hvis en kampsituation skulle opstå, disuden vil min tilstædeværelse måske forminske chancen for at en konflikt opstår. Men som du vil..." 

Evan fuldte med Phoenix over til træerne, før havde hun været sur på ham, og nu tog hun hans arm. Hvad forgik der her? "Du er hverken dum, led eller iriterende sagde han." Hans toneleje var ikke til at tolke på grund a masken, hans stemme kunne ligeså godt være vendlig som den kunne være vræd. "Du er måske en smugle naiv. At de er en millitærenhed forhindre dem ikke i at være røvere, snare tvært imod." Han skulle til at på peje at selv militsen kunne betegnes som røvere, men lod være. 
De nåede foden af træet som Phonix ville klatre op i, blev han ståene. "Der er ingen logik i at klatre derop, det vil kun sænke dig, når du skal ned igen. Desuden er du et let mål deroppe. Jeg kan se alt hvad jeg har behov for, hernede fra." 
Han forøgede energiforbuget i sit øje, og opfangede hurting alle lejerens biosigns. Mindst 40 soldater var posteret her, og nogle af deres våben så ud til at kunne rive en tank fra hinanden. Det der foruroligede ham mest var noget meget chakra aktivt han ikke kunne identificere, men der var ikke levende, så meget kunne han se.
Evan rakte om i sin taske og tog en stor granat frem fra en lomme, som han fastgjorde foran, i stædet for den der sad der i forvejen. Granaten havde et stort Biohazard symbol udenpå. Envidere fant han 3 andre granater, som han stak i beltet. Disse var små, flade og firkantede, de så ud til at skulle kastes. Han fuldte med i Dust's forhanlinger med lederen, igennem sin radio. 

Da han hørte lederen give order til at åbne ild imod Dust, gik Evan til andgræb. For at tilbagelægge den afstand han var nødt til, tilførte han ekstra kraft fra sin potentia-coil til sine ben. Han satte af i et hop der tog ham 8 meter frem, og stormede fremad i en serie lignende hop, der i løbet af få sekunder var han ca 20 meter fra Dust. For at forhindre at de træ ville blive overmandet af de overvældene antal mænd, måtte han tage sig af så mange af dem som muligt før de fik mulighed for at organisere sig.
Evan rettede geværet mod lejeren og affyrrede den granat han havde sat på. Den tunge metalcylender ramte midt i lejeren og en sky af mærkegrøn gas indhyldede det meste af den. "Dust. Gå ikke ind i gassen, gentager, gå ikke ind i gassen!" Gassen indeholdt en meget aggresiv genetisk modificeret svampespore, som intet havde godt af at være i nærheden af, selv den cylender gassen blev opbevaret i skulle skiftes en gang imellem. Han forventede at se de uheltigste af soldaterne komme løbende ud, med sorte sår overdet hele, mens de kastede blod op. Dem der blev derinde ville dø hurtigt, dem der nåede ud ville dø langsommere. Uheldigvis kunne granaten ikke indhylle hele lejeren, og han havde ikke flere. 
Næste trin var at knække en af de tre andre granater han havde i bæltet. Omgåene dannede der sig en tyk hvid dis rundt om evan., som om den hele tiden havde været der, men først nu blev synlig. Det tjænte som et mobil cover. Med sit mekaniske øje kunne han se gennem tågen, uden at soldaterne kunne se ham. Den ville ikke vare så længe, men han var nødt til at have et form for cover hvis han skulle kæmpe på åbent land. Dette var en god ide da flere soldater skød imod ham, et heltigt skud ramte ham i skulderen, men prellede af mod rustningen. Han håbede at Phoenix var klog nok til ikke at gå ind i lejeren, men herfra hvor han stod kunne han ikke kontakte hende, siden hun havde smidt sit radiohalsbånd væk.

”Ja du kan se noget Evan, men jeg kan ikke.” Hun grinede svagt til Evan og satte sig på hug på en bred stamme så hun kunne sidde ordentligt samtidig med at hun kunne komme ned.
Hun sad bare og opserverede hendes omgivelser og lyttede til Dust og Evan. Mange forskellige lyde var på spil rundt omkring og nogle dyr larmede et stykke væk.. ’gad vide om det er de samme arter der er hos os?’ tænkte hun og pillede lidt i barken på træet

Da De begyndte at skyde mod Dust og hans fanger, reagerede Phoenix hurtigt og rejste sig op. Det hun ville gøre, kunne hun kun overleve fordi hun havde spis hendes ildfrugt. Hun sprang ned og landede på benene, dog ude af balance, men stadig i fokus.
Evan og Dust stod allerede der inde. Dust beskyttede sig selv og Evan... øh… den tåge der var, kunne ikke være sund at befinde sig i.. hvor var han?!
Men uden videre omtanke, satte Phoenix i spring. Hun varmede sig op indvendigt og koncentrerede sig om at trække vejret uden at lade ilden komme ud. Da hun var nået op på siden ad Dust, slap hun ilden ud ved at puste. Ilden brændte lystigt i de mennesker og væsner den fik fat på. ”Jaja, videre.” mumlede hun for sig selv, og trak hendes egne skydevåben og begyndte at skyde løs på de personer som var for tæt på hende.
Den hvide tåge så skræmmende ud, og hun ville ikke der ind… der var noget ubehageligt over den…
I stedet for at stå stille og skyde løs, begyndte hun stille og roligt at bevæge sig væk fra den underlige tåge og væk fra Dust og Evan.

”FUCK!” Hvæsede hun da patronerne var brugt op. ”Fint, så må jeg jo bruge mig selv.” skud blev affyret og Phoenix fik et chok og for sammen af ren vane, men de der ramte fes igennem hende og lavede ingen skade. Hun rejste sig derfor op igen og begyndte at gå hen mod den idiot der skød på hende. ”Stop det der, det nytteløst.” luften omkring hende blev varm og tør, nærmest kvældende. Manden hun stod overfor, panikkede og begyndte at ryste, men inden han nåede at skrige om hjælp, var ilden på vej ind i ham og brændte. ”Shh, bare giv efter, så gør det ikke ondt.”
Hun så sig om efter Dust og Evan, men de var ikke til at se.. var hun gået så langt væk fra dem? var de gået uden hende?
Noget koldt og klamt, ramte Phoenix på kroppen. Hun så ned af sig selv, og hørte et skud. Smerten jo igennem hendes hofte og noget rødt og vådt viste sig. ”vand…” mumlede hun af smerte og aktiverede hendes symbol på armen. ’Hurtigt… hurtigt kom nu… ‘ tænkte hun og prøvede at komme væk, mere vand… eller var det vand?? Hun snusede ind og fik en klam fornemmelse, det var en slags gift… Vandbaseret… nok til at hun ikke kunne bruge ild.
”hvad har vi her? En lille tøs… i en kamp, du hører da ikke til her.” mumlede manden med et våben peget mod hendes hjerte. ”ikke en lyd, forstået?” Phoenix nikkede og kæmpede med ikke at skrige, dog sendte hun en stærkere sending chakra, gennem hendes skulder. ’Dust… din lærling er i knibe igen… Kæft jeg er dum..’ tænke hun og bed smerten i sig.

//Jeg er virkelig ked af at i har skulle vente i 3 måneder på det her, det må i virkelig undskylde :(

Dust bevægede sig ikke ud af flækken, lige fra starten af angrebet på ham, han noterede sig af at Evan var den første der kom, med Phoenix næsten lige bag efter ham. Sand blev trukket ud af jorden, og nærmest som om det havde sin egen vilje, angreb sandet alt levende, der angreb Dust om de skød på ham eller prøvede at angribe, med fysiske angreb. Der var ikke en der kom tæt nok på ham, til rent faktisk at ramme ham, da sandet greb fat i dem, og dræbte dem på forskellige måder, enten ved at gennembore deres kroppe som tykke sandnåle, masse deres kroppe i coconer af sand, eller smide rundt med dem som kludedukke. Det var først da et chakra signal udstrålede fra hans lærling, at Dust bevægede sig væk fra hvor han stod, han havde allerede dræbt sine ofre for længst, da han ikke skulle bruge dem til noget.

"Har du da ingen manere? Man angriber da ikke en kvinde, der intet ondt har gjort!" lød Dust'es ondskabsfulde stemme, samtidig med at hans krops sand bevægede sig op imellem banditterne og Phoenix, så han stod i vejen for pistolen, da han gjorde sig fast. Han greb våbnet med et fast greb, mens hans kolde øjne nærmest så direkte igennem mandens sjæl "Der hvor jeg kommer fra, behøver man ikke at sige noget, for at lade sine kampfæller vide, at man har brug for assistance! Og jeg er nok den du har mindst lyst til at møde i kamp!" hans stemme lød særdeles kold, da han sagde det sidste, samtidig med at våbnet blev til sand mellem fingrene på manden, hans stemme kunne nærmest skære gennem marv og ben, og i et hurtige par skridt, borede Dust sin hånd ind i maven på manden, der udstødte et forsinkede smerte skrig, hvorefter han ret hurtigt blev forvandlet til en indtørret sveske, og hurtigt efter et indtørret lig. Nu var Dust virkelig i dårligt humør, og det kunne ses på den aggression sandet angreb med, blod nærmest flossede ud til højre og venstre, i takt med at modstandere blev mast, most og dræbt på alle mulige måder.

//skal vi ikke bare sige at emnet lige som slutter her? ^^ det har udført sit formål (: