[Afsluttet] A road to the new world(Dust, Evan og Phoenix)

Da Evan vente sig efter at have taget sin vævs-prøve. Hans hoved boblede over med rusen fra kampen. Han havde egentlig aldrig brudt sig om kamp, men han elskede spænding. Det var man nødt til når man var engineer. Desuden var det at dræbe zombier noget andet. Det var ikke en kamp, men snare en routine for ham efterhånden og Evan elskede alle sine routiner. Desuden var det ikke hvergang man havde lejlighed til at fange dem levende - eller så levene som de nu var.
Der var to tilbage foran ham, henholdsvis 2 og 3 meter væk. Han greb granatkasteren og affyrede den i maven på den nærmeste af dem. Kraften i geværet kastede udyret tilbage og væltede den, indhyldet i et net, om på jorden.
Nu var der kun en tilbage ved ham. Han kiggede på den, hvad gjorde han ved den. Han havde ikke tid til at lade en granat mere, men på den anden side. Granaten virkede lige så godt hvis man bare kastede, så længe man ikke kastede som en pige og i øvrigt kunne ramme. Så Evan greb en net-granat og tyrede den i brystet på zombien, der lynstart blev forvandlet til en stor, sprælleende julegave.

Evan rev masken af og lod den hænge fra sin strop samtidig med at han fjernede sin hætte. Det forvandele omgående hans, for nogle, temmeligt creepy robot-look til en storsmilende ung mand, med neonblå tatoveringer i ansigtet og mørkt hår. Han slyngede glad den ene zombie over skulderen med venste arm og slæbte de andre to efterham på den sandede jord. 
Netop da Dust talte til ham, dukkede han frem fra tågen med sin last. 
"Yep, jeg har det hele." Sagde han, storsmilende. 
"Hvis nogen gider at tage ham der..." Evan gjorde et kast med hovedet mod en af de døde zombier, da han ikke havde nogen frie hænder. "... Jeg skal bruge noget fra ham, men så har jeg også det hele - Hvad helvede har du gjort ved ham?" Tilføjede Evan og gjorde endnu et hovedkast mod den mildest talt vanseride vampyr. 
Han begyndte at gå med de andre tilbage til stien, han var helt ovenpå. Han lyttede på deres samtale, og Dust's drillerier. Det var som om den moody fyr han havde mødt før var blevet en helt anden.

"Du behøver ikke tag tøj på for min skyld." Sagde Evan til Phoenix, og kluklo. Det var noget han ellers ikke ville ha' sagt medmindre han var fuld, men dette havde været næsten det samme.
"Jeg viste ikke at du var varulv."
Evan blev om muligt endnu mere opstemt da Dust begyndte at tale om mad. Han følte sig glubende sulten, ligepludselig. Det var nu heller ikke så mærkeligt, han havde ikke spist siden han var kommet, og han havde brugt meget energi på at kæmpe. Siden hans bionics var biologiske behøvede han ikke en kraftkilde til den, men de tog hårdt på hans energi når han brugte dem så meget. 
Evan lagde mærke til at Dust skiftede størresle, men hvordan hang det sammen? Han var en mærkelig fyr.

Da Dust stillede sig ved siden af hende, kom der et lille grin. At han var en lille dværg, var hun ikke van til, men en gang skulle jo også være den første.

”Har du? Fedest! Dust, du er sku den bedste.” sagde hun glad og smilede stort. At han havde tøj til hende kunne da ikke være bedre… eller kunne det?
Phoenix så hen imod Evan da Dust snakkede til ham. Hun fik en mindre overraskelse da hun så ham. Han var ikke den robot fyr længere… eller jo det var han, men ikke på samme måde som med masken…
”Jeg, tager den.” mumlede Phoenix, da Evan gerne ville have den med. Phoenix tøffede over i mod zombien, og svang den over skulderen. Phoenix holdte sig for sin sarte næse. Lugten af dem på afstand var slem, men dette… det var jo nærmest ubeskriveligt. ”Kæft hvor det her stinker.” mumlede Phoenix og gik over i mod Dust og Evan.

”Det der spurgte du bare ikke om vel?” hun grinede stort og nikkede. ”Men fordi det kommer fra dig er det.” hun blinkede ned til ham og grinede videre. Dust var nu en spøjs fyr, men han kunne få folk til at tænke på noget andet end det der lige var sket…
Da Evan sagde at hun ikke behøvede at have tøj på rødmede hun svagt. ”Nah, jeg beholder mit tøj på, der sker nogen ting hver gang jeg ikke har tøj på.” hun gik over i mod Evan og daskede til hans baghoved. Ikke hårdt, men heller ikke blødt. ”Næste gang holder du lige øjnene for dig selv ik?” spurgte hun drillende og grinede hult.
Da Evan påpegede at hun var varulv så hun op på ham og smilede roligt, men der var nu alligevel et kækt glimt i hendes øje. ”Tja, der er vidst mange ting du ikke kender til om mig, og der er også nogen ting som selv min læremester ikke kender til, og ikke har set.” hun så hen på Dust med et mindre alvorligt blik. ”Og så har jeg nogle småting at informere dig om… bare en enkelt ting eller to måske… Nah… tror kun det er en lille ting.” hun så ned og begyndte at gå lidt hurtigere for at følge med begge fyre.

Phoenix kunne høre sin mave knurre da Dust nævnte maden. ”MAD! Klart, jeg kan altid spise.” hun smilede og rettede på zombiens døde krop, da den var ved at glide ned over hendes ryg. Da Dust skiftede højde, smilede hun igen svagt, men der var nok mere fordi hun var van til at han var i øjenhøjde…

"Jeg redekorerede hans udseende, ved hjælp af Nuibari mit synål sværd! Når man dræber en vampyr, kan man lige så godt sikre sig han dør første gang, i stedet for at risikere at den kommer tilbage efter hævn!" sagde han tænkende til Evan, og tog et hvæs på sin cigar, så en røgsky spredte sig fra hans lunger. Han ville godt have hjulpet, men da Evan spurgte var han stadig lille, og Phoenix kom ham lige som i forkøbet "Og hvis det er sexikane, at spørge om sådan noget mens jeg er i denne højde, må jeg vel hellere lade vær med at spørge om det! Og hvad er det i øvrigt for nogle ting, jeg ikke ved om min egen lærling?" han smilede roligt til Phoenix, mens hans øjne kort hvilede på hende. Da han var blevet normal igen i højden, var de ikke så langt fra vejen, hvilket var en god hjælp for Dust, hans sandterræn som han lavede under kampen, rakte ikke hele vejen tilbage til vejen, og det ville kun være besværligt at gå i mudder, med så korte ben som han havde, under den mærkelige ulempe.

"Nå det er da altid noget, at jeg ikke er den eneste der er sulten, så giver jeg besked til soldaterne om at skaffe mad, er der noget specielt i gerne vil have? De skal alligevel hente min mad, så det kan være de kan skaffe noget lækkert til jer, alt efter hvad i gerne vil have!" sagde han og trådte op på vejen, da de var nået frem til den. Han vinkede en af soldaterne hen til sig, der så lettere overrasket over på dem, da man godt kunne se de havde været i kamp, soldatens øjne gik dog langsommere forbi Phoenix end hos mændene, men Dust fik soldatens opmærksomhed ved at knipse foran hans ansigt, så soldaten hørte efter igen og så på Dust.
"Phoenix og Evan fortæller dig hvad de vil have at spise, jeg selv 15 blandede væsner, derefter send bud efter maden uden for Muernias grænse! Vi holder en pause nu, så få også noget til jer selv, en sulten kriger bliver nemt til en træt kriger, og lige så hurtigt som du kan blive træt, lige så hurtigt kan man ende med at dø!" sagde han roligt, og gjorde plads til at soldaten kunne gå hen til de andre, og spørge hvad de ville have. Imens vinkede Dust endnu en soldat hen til ham, og bad soldaten hente den pakke med tøj, han havde givet dem med sidst de sås, og giv den til Phoenix når de kom ud til køretøjerne. Soldaten nikkede og gjorde som der blev sagt, mens Dust så over på de andre.

"Når ellers i er færdige med at fortælle hvad i vil have, så kom med mig uden for Muernia, der kan vi slappe af og sumpen på afstand, og vi kan spise i fred derude!" sagde han roligt, og ventede på de var klar til at komme med, før han begyndte at gå.

"Nuriba-what?"
Var det eneste Evan kunne svare. Han forstod ikke ret meget om hvordan den slags magiske genstande virkede. Dust havde et sværd på ryggen der godt kunne ligne en synål, men hvordan man kunne få sin fjende til at se sådan ud, det forstod han ikke helt.

Han nåede heller ikke at sige mere, før han fik et drag over nakken af Phoenix. 
"Av!" Sagde han indigneret. "Så lad være med at smide tøjet midt i det hele." 
Hun havde ikke slået ham hårdt, så det havde ikke gjort ret ondt men det var alligevel. Han var trods alt kun 16, så man kunne vel ikke forvente andet af ham. 
"Jeg har jo kun kendt dig et par timer, jeg har ikke taget en dna-test endnu." Sagde han. "Men det var åbnebart tid nok til at se dig uden tøj." Han grinede. Det med dna-testen blev sagt på en måde der antydede at det måske, eller måske ikke, var en joke.

Evan tog det sidste hop op på vejen. "Hvad som helst?" Spurte han, undrende. Han havde forventet at der blev disket op med soldaterrationer eller en anden form for udendørs mad. Hvor i alverden ville de skaffe lige maden fra, hvis ikke de havde den med. Han lyttede kun halvejs til Dusts tale om vigtigheden af mad, mens han jousterede hvordan den sprellende zombie lå over hans skulder. "Lig stille, fleshbag." Sagde han til den, godt klar over at den ikke lyttede til ham. Han havde bare en vane med at tale til alting. 

Han måtte lige tænke over hvad han ville ha at spise, men hen endte på noget trivielt, bare noget han godt kunne lide. Der var ingen grund til at overdrive og drille de stakkels soldater. "500 g kogt pasta, 75 g stegt bacon, to kogte æg og 0.7 liter koldt vand." Sagde Evan til soldaten, det var en ret stor mængte mad til en person, men det var svært at visualisere ud fra tallene så soldaten nikkede, men så underligt på Evan over den måde han fremsatte sin bestilling på.
"Lad os gå." Sagde han, når alle var klar.

Hun så ned da Dust spurgte hende om hvad det var han ikke vidste. ”Tja, vi har ikke haft kontakt siden vi slap ud fra det der royal- noget… der er sket en del siden.” Hun så hen på Dust og smilede svagt. ”Jeg er for eksempel udstyret med en mekanisme ved mit hjerte som kan slå mig ihjel via en knap… hm… og så er jeg blevet pilot, min fine ven.” Hun smilede stille og kløede sig i håret. ”det tror jeg faktisk var det, der er ikke rigtig andet lige som sådan jeg kan komme i tanke om..” hun smilede svagt, og tog sig til hendes brystkasse i venstre side, der hvor den lille mekanisme sad, for at mærke om det var sprunget op efter hendes forvandling, men sygeplejerskerne der hjemme havde klaret det suverænt, så det var ikke sprunget op.

”hm, skal jeg overveje til næste gang, men det er ikke min skyld, at jeg ikke lige frem føler mig sikker i min klodsede menneskeskikkelse, undskyld.” hendes stemme havde en snert af ironi og en drillende undertone. Hun var overhovedet ikke ked af at have smit tøjet, det var bedre at hun havde smit det og der efter kunne tage det på igen, en at hun havde skiftet med tøj på og skulle gå nøgen rundt resten af dagen..
”Du holder dit grej for dig selv, jeg skal ikke i nær heden af nogle nåle eller andre dingenot lignende dimser, glem det makker.” men hun kunne ikke holde den alvorlige mine længere, hun grinede over hele hovedet og rystede på hovedet. ”tja, du var nok bare heldig.” hun kunne ikke tage noget seriøst lige nu, så Dust og Evan skulle passe på med hvad de sagde til hende.

Phoenix trådte op på vejen og sukkede svagt. Sulten var der, og den gnavede, men hun glemte alt om det da hun så soldaternes sultne øjne. Hun kommenterede det ikke, men nøjes dog kun med at grine, da Dust fangede soldatens opmærksomhed ved at knipse foran hans ansigt.
Phoenix stod lidt og truttede med munden i mens hun tænkte. ”Jeg skal bare have noget vildt, gerne frisk kød, også skal jeg bare have en protein-bar, og tja, noget koldt vand.” soldaten nikke og Phoenix så hen på Evan og Dust. ”Inden vi går, kan vi så ikke godt komme af med de her stinkende væsner, min næse falder snart af.” hun rynkede svagt på næsen og gabte svagt. Hun kunne godt bruge en lille lur oven på alt det som hun havde lavet.

"Nuibari er blot et af mine sværd, mere præcist det synåle lignende sværd jeg har, jeg er en samler af den slags men mine foretrukne sværd, er min sjældne 7 sværds samling!" forklarede han kort "Med Nuibari kan jeg skære et væsen fra hinanden, og sy dem sammen igen, i en twistet udgave som offeret ikke kan overleve!" han så om på Phoenix, da hun fortalte hvad han ifølge hende ikke vidste om hende, og lige det med dimsen i hende vidste han da heller ikke, men pilot delen havde han skam hørt om. Han holdt trossalt lidt øje med hans yndlings lærling, så lidt havde han da opsnappet, men han havde haft for travlt til at vide alt hvad der foregik.
"Jeg vidste godt du var blevet pilot, det var inde for militæret ikke? Men hvad angår den eksplosive dims i dig, og det ar du har fået efter det, hvorfor fjerner du det ikke bare, ved at forvandle dig til ild? Og aret burde heale hurtigt, logia frugt spisere har en ekstra fordel, i form af at spiseren hurtigere kommer på benene, og hurtigere kan heale skader, mens den temperatur du kan opnå når du selv antænder, kan smelte metal mens eksplosionen ikke skader dig, fordi du bare skal samle dig igen og gøre dig normal!" sagde han, dog med en hvis undren i hans stemme, grundet det faktum at hun ikke havde tænkt på det lidt tidligere.

Da de andre havde 'bestilt' det de ville have at spise, tog soldaten afsted ved at gå ud til mama køretøjet, sige bestillingen over en radio, og tage afsted mod den nærmeste by. På den måde ville maden være klar når han nåede frem, og det der skulle holdes varmt, ville være pakket i bokse der kunne holde det sådan, indtil soldaten var kommet tilbage. Imens gik Dust hen til Phoenix, og tog zombien fra hende, så hun ikke skulle have lugten så tæt på sig, han smilede roligt til hende og lavede et nik med hovedet til dem alle, da han ville have dem til at følge med, ud til de andre tilstedeværende køretøjer.
"Evan du kan jo gøre våbnende færdige, mens vi venter på vores mad, Phoenix du ligner en der kunne trænge til en lur, så du kan skifte i lastbilen og der ligger en sovepose og en hovedpude, som jeg tog med til dig hvis opgaven, skulle tage mere tid end hvad godt er, jeg skal nok vække dig når der er mad!" sagde han roligt, og begyndte at gå hen af vejen hen til udkanten af Muernia, hvor køretøjerne befandt sig. En røgsky forlod hans mund en gang imellem, og da han kom derud, lagde han zombien hvor Evan nu gerne ville have den lagt henne, mens den soldat han havde anvist til det, viste Phoenix hvor hendes pakke med det nye tøj var, og viste hende ind i lastbilen hun kunne lukke efter sig, og holde den behagelige aircondition i lastbilen inde. Dust brugte sin evne, til at lave en skærm af sand mod solen, som lignede en halv kuppel han satte sig ved, så han ikke blev overdænget med den bagende sol. Hvis Evan ville have det, lavede Dust også en til ham, så han ikke skulle stå i bagende sol, og gøre det sidste af hans arbejde færdigt.

"Det er da lidt af en sygt våben" Påpegede Evan, hvad angik Dusts Nuribari.
Evan stansede op og så på Phoenix, han var et øjeblik overvældet af chok. "Du er blevet udstyret med et Cardiac Terminus Moduel?" Det var i hvert fald det navn han kendte den eksplosiv, under. "Det er ulovligt, hvem har gjort det?" Spurte han. Han viste godt at det muligvis ikke kom ham ved, men den slags maskiner var noget der kunne bringe gru til enhver. Ikke alene det, så var den slags maskiner en hån mod Evans fag. Maskiner af den art var skyld i af mange mennesker hadede cyborgs.
Da Dust forslog at hun kunne brænde den ud, blev Evan en smugle mere bleg. "Nej! Hvis ikke du kender maskinens kvalitet kan du kun gøre situationen værre. Hvis du udsætter den for for meget varme kan du risikere at den går af!" 

De nåede tilbage til bilerne og Evan smed de tre bundter hen ved et af de store hjul på hans bil. "Hjælp mig lige med at holde et halvt øje med de tre, bare for en sikkerhed skyld." Sagde Evan. Man kunne jo aldrig vide om de, på en eller anden måde, ville kæmpe sig ud af deres net. 
"Der kommer til at gå lidt tid med den færdige model. De bliver nok ikke færdig idag." Sagde Evan "Jeg skal ha' kort lagt sekvensen for zombiens hjerne, og brystmuskulatur. Det er det der kommer til at tage lang tid. Det kræver lidt forarbejde, hvorefter computeren bare skal stå og kværne et stykke tid." Sagde han. Det var store mængder infomation der skulle udredes, og det var det der tog tid.
Evan gik ind i sin vogn et øjeblik. Han tog den store, meget varme frakke af samt masken han havde om halsen.
Han åbnede den den lille chip-printer og tog den færdige chip ud. Den så ikke ud til at have nogen fejl, men det ville vise sig når han satte den i. 
Han gik udenfor igen. Den sorte armerede vest havde ingen ærmer, så Evans normale, men veltrænede venstre arm og hans mekaniske højre arm var synlige. Hans højre arm havde nogle kraftige plader boltet direkte fast til huden, så det ud til. Man kunne let se de to separerende dele der gjorde at armen kunne forlænges, mellem skulder og albue, og albue og håndled. Så man ham bagfra kunne man også se et kraftigt rundt dæksel ca. 10 cm i diameter. Dækslet sad fast på hans højre skulderblad.
Evan samlede plasmapistolen op fra bordet og satte chippen tilbage i. Han skruede dækslet fast og satte både batteri og magasin tilbage i. "Nu har du i hvert fald en protottype at skyde med." Sagde han, og så over på Dust der sad i skyggen. "Den er sat til at skyde efter zombiens hud, så det er ikke til at sige, hvor på zombien den rammer. Jeg går igang med en bedre gensekvens om ikke så længe, først skal jeg have noget mad, jeg er ved at dø af sult."

”Nå, så du har hørt lidt, og jo. Militær Militsen… selv om det er ret imponerende at et væsen har fået lov til at komme ind i et rent menneske område…” Phoenix trak på skuldrene og smilede svagt.
Da Evan spurgte om det var den, trak hun på skuldrene. ”Evan jeg aner det ikke, jeg ved bare at det er et lille sølv spyd, som går af på kommandoen fra en kontormus, som ikke kan lide mig.” hun trak kort på skuldrene og så op. ”Militær Militsen gjorde det, efter at jeg havde skrevet under på at jeg ville melde mig som pilot, og der efter blev jeg skudt med en eller anden form for bedøvelse og var bevidst løs i cirka 18 timer.” hun så først hen på Dust og der efter hen på Evan.
”Og jeg ved intet.” hun så opgivende op i tågen og mumlede et eller anden med at hun var lige glad. ”Hør, hvis jeg bare gør som de siger, sker der mig ikke noget og sådan er det altså, jeg skal ikke brænde den ud, og jeg skal heller ikke havde den pillet ud, slut.” hun tog sig til hovedet og sukkede roligt. ”og det er ikke fordi jeg er sur, men jeg skal ikke rode mig ud i flere problemer end jeg allerede er i.” hun tog sig til munden og bandede inderligt. ”Glem det sidste jeg sagde…”

Da Dust tog zombien, åndede hun lettet op og smilede. ”takker.” i et roligt tempo gik hun sammen med Dust og Evan, hen til deres lejer plads.
Hun klemte hurtigt Dust’s hånd, da han bad hende gå ind og lægge sig. ”Tak, igen.” hun smilede stort og sprintede hen mod lastbilen. Hun sparkede hurtigt sine støvler af inden hun sprang ind og lukkede døren til bilen.
Da hun endelig var alene, snuppede hun soveposen og hovedpuden. Hun så hen på pakken med hendes tøj og sukkede svagt.
”Nu skal jeg sove.” mumlede hun stille og roligt og puttede sig ned i soveposen.

Phoenix vågnede kort tid efter, med et spjæt. Hun havde sved på panden og et mindre skræmt udtryk i øjnene. ”Det var bare en drøm.. det var bare en drøm…” hun satte sig op og gned sine øjne, hvor længe havde hun sovet? 30 minutter?
Phoenix rejste sig roligt op og smed hendes tøj på gulvet så hun kun var i ført hendes undertøj, i et roligt tempo tog hun det der lignede en sort T-shirt, og et par lavt hængende camouflage bukser på. Hun smilede kort, snuppede sin vest og fandt et par sokker inden hun rullede soveposen og hovedpuden sammen.

"Så skulle du bare vide, hvad sværdets 6 søskende er i stand til, Nuibari er blot en af de få af dem i samlingen, som har magi over sig men ikke bruger magien i kamp, men derimod hvis nogen det ikke acceptere rør ved det!" sagde han roligt, og så om på ham "I øvrigt gør det ikke noget, jeg bad hende futte dimsen af, fordi de evner hun og jeg har, gør vi kan forvandle os til vores element når det passer os, hvilket gør at hvis hun forvandler sig til ild på noget tidspunkt, bør ladningen eksplodere af varmen uden at det gør skade på hende!" han sugede en gang på cigaren, og pustede en røgsky ud efter sig. Ved lejren brugte Dust sand, til at indkapsle zombierne i et tyndt lag sand, så de blev immobiliseret, og ikke fik nogen chance for at gøre skade på hverken deres net, dem selv eller andre.
"Phoenix hvad du går og laver, er selvfølgelig op til dig, men jeg havde nu ikke lige tænkt mig, at en af mine yndlings lærlinge af alle dem jeg har haft, skulle vælge at arbejde for dem, der har sat den største dusør der er på mit hoved! Men jeg foreslår du fjerner den dims, i tilfælde af den skulle blive futtet af, mens du er påvirket af vores svagheder, jeg ville så nødigt miste min yndling alt for tidligt, det ville bare være præcis det samme, som at erklære krig mod min vrede!" sagde han roligt "Men tænk ikke mere på det, vi snakker nærmere om det når vi har mere tid og overskud!" han klemte roligt igen, lige efter hun havde givet hans hånd et klem.

"Våbnende skal som basis, bare kunne skælne mellem dig og en zombie, og vide hvem af jer den skal skyde, så klare den del mine mænd har lavet resten, men en mere detaljeret forsikring ville være det bedste, for hvis den bare søger efter noget der kan skale af zombierne, og ende på hvem som helst, kan det ende med våbnet skyder på den forkerte, bare fordi de har noget zombie på sig!" sagde han roligt, og tog prototypen "Hvor den rammer er totalt lige meget, det er det der gør våbnet er så genialt, det er bygget til at når den rammer et biologisk væsen, med en solid form, spreder energien sig i hele målet, og splitter infrastrukturen ad så målet bliver forvandlet, til en flydende materie!" Dust frigav en af zombierne og skød på den med prototypen, der straks sendte ladningen mod zombien, som en hund mod et kødben, og i det ladningen ramte ændrede hudfarven så en lille smule, grundet ladningen der spredte sig, og på få sekunder gik zombien fra hel, til at smelte som et stearinlys i et bål, indtil en klam zombie snot lignende kæmpe plet, lå hvor den zombie havde stået.
Efter noget tid, fik Dust afvise at maden snart var her, så han gik hen til lastbilen, og gik ind til Phoenix med lukked dør bag sig. Han strøg blidt hendes kind, da han så hun allerede var oppe.
"Har du sovet godt, min kære?"

"Det overasker mig ikke at sværdene virker på den måde. Mange maskiner har på en måde deres egen vilje." Sagde Evan. "Hvis maskinen så at sige, ikke bryder sig om personen der har med dem at gøre, så er der ikke så kan der ske underlige ting." Dette var ikke blot en af Evans lidt særlige meninger, det var også hans erfaring. Dette var også en af grundene til at mange der mødte ham mente, at Evan var lidt skør.

"Nu ved jeg ikke hvad det er for en model du er udstyret med Phoenix. Dengang de var mere almindelige var det som regel bare en springladning, men den du har indeholder et sølvspyd, siger du." Nu talte Evan mere ud af interesse end af bekymring. "De fantes i forskællige kvaliteter, alt efter hvor mange penge man var villig til at bruge på sit offer." Evan kom til at tænke på at Phoenix måske ikke brød sig om at tale om den tingest der kunne udradere hende når som helst.
Desværre kunne han godt se Dust's bekymring. Hvis Phoenix arbejdede for nogen der ønskede Dust død, og de samme personer kunne dræbe Phoenix hvornår det passede dem, så var det nemt for dem at afpresse Phoenix til at gøre alt muligt imod Dust, måske endda myrte ham på en eller anden måde.
Evan viste også godt at dette ikke vedkom ham, men det var ikke første gang han blandede sig i ting der ikke vedkom ham. Det var jo sådan man blev klogere.

Evan betragtede Dust afprøve sit nye 'legetøj'. Pistolen virkede som Dust gerne ville have den til, så Evan var glad for at have udført sit arbejde. Problemet var at han ikke var tilfreds med den måde pistolen fungerede på. 
"Er det virkelig nødvendigt at smelte zombien helt på den måde?" Spurte han. "Du bruger al den energi og alt den plasma på noget der ikke er nødvendigt. Der er max 3 skud tilbage i den kapsel, for slet ikke at tale om hvor meget strøm den bruger."

”Evan, jeg er en varulv. For at myrde en varulv for eksempel, sølvspyd igennem mit hjerte.” hun trak på skuldrene. Phoenix skulle aldrig have fortalt dem og spyddet… hvorfor havde hun lavet så mange fejl på det seneste? Hvad havde hun fortaget sig?
Phoenix lagde armene overkors og så op på Dust, hun havde det som om at han ville bestemme over hende… ”Dust, hør, jeg bliver betalt pisse godt, jeg har 2 fly, og jeg har muligheden for at koste rundt med latterlige mennesker som tror de er bedre end mig, men jeg kan godt se din bekymring.” Hun så op på ham med et lidt for hårdt blik. ”Men de ved ikke jeg er din lærling, med mindre der er nogen som fortæller dem det. Så de elitesoldater du har hyret, har bare at holde deres kæft lukket.” Vreden var begyndt at boble under hendes hud og hun kunne mærke at der ikke skulle meget til før hun ville blive pisse tosset.
Da han klemte hendes hånd, faldt vreden en smule, men ikke meget.

Hun så hen mod døren da Dust trådte ind. Hun smilede svagt da han strøg hendes kind. ”Tja, kan man vel godt sige.” Hun nikkede stille og sukkede. ”Dust, det var ikke min mening at blive sur på dig, jeg har bare rigtig meget at tænke på… og jeg vidste ikke at de have sat en dusør på dig…” hendes stemme var svag, som om hun virkelig fortrød at have været en smule vred på ham.
Men Phoenix kunne ikke trække sig ud af kontrakten, hun havde lavet, så var en ting sikkert, så var hun så godt som død. Men hun havde ikke tænkt over konsekvenserne, ja, hun ville blive sendt ud på forskellige missioner og sådan, men ellers havde hun bare siddet og gloet, desuden var 550.000 dollars ikke dårligt.

"Disse våben indeholder ikke kapsler, med mængder af plasma skud der kan tælles, de indeholder en selvstændig kerne der producer plasma energien, og sender det videre til en beholder, der gemmer det til plasmavåbnet skal affyres, således at kernen ikke bliver overbelastet af det den producere, på den måde kan våbnet affyres 3 gange i træk, hver gang den har en fuld opladning, og bruger cirka 3 minutter på at reproducere endnu et skud!" sagde han roligt, og lagde hovedet på skrå "Og det gælder så de mindste, de store af dem har samme reproducering, men plads til 7 skud som er større og mere effektive! I øvrigt er denne nedsmeltning af zombierne, den mest effektive måde at sikre sig, at de rent faktisk er færdige, zombier har jo normalt den irriterende fordel at de kan blive ved, selvom de mangler største delen af deres krop, og de viser tegn på hurtig tilpasning, når man skiller dem ad, så ja nedsmeltning får has på dem med det samme!"

Da han var kommet ind til Phoenix, lyttede han til hvad hun sagde, og han havde også tænkt over hvad hun havde fortalt, før hun var gået ind i lastbilen. Han lagde roligt armene om hende, og gav hende et let kram, for at vise hende at han stadig holdt af hende, og det kunne kun ændres hvis Phoenix gik imod ham, og prøvede at dræbe ham for militær militsen.
"De soldater arbejder for Vladimir, og jeg har sikret mig proceduren for at de ikke husker vores forbindelse, når vi er færdige med denne opgave, men du må huske på at mit rygte bider folk i bagdelen, hvis nogen som foreksempel militær militsen finder ud af, at du er en af mine!" sagde han roligt og så hende i øjnene, mens han snakkede med hende "Jeg bære den næststørste dusør på vores side af Muernia, og jeg vil bare ikke have at det går udover dig, du ved hvordan jeg har det med dig! Derfor vil jeg gerne have den tingest ud af dig, jeg kunne bruge den mod kontornusseren der har trickerknappen!" med en blid hånd, strøg han hendes kind og virkede virkelig til, at han ikke ville have at der skete hende noget "Men lad nu alt det ligge, jeg ved du har meget at tænke på, og hvis du vil ud med noget eller har problemer, kan du regne med mig! Der er nemlig mad nu, så lad os komme ud og spise!"

Han lagde hænderne på de sædvanlige steder, henholdsvis hendes mave og ryg, og gav hende en ny fyldning chakra, eftersom hun havde brugt den sidste ude i sumpen, før han gav hende et kram, og gik mod døren. Han smilede roligt til hende, før han åbnede døren og hoppede ud igen, soldaten der var ude efter maden kom kun få øjeblikke efter, og holdt ind. Man kunne høre han havde nogen med sig, det var dem Dust ville spise, mens Evans og Phoenix'es mad lå i en varme boks, på sædet ved siden af soldaten. Han trådte ud og tog maden med sig, mens Dust gik hen til mama bilen, da han ville spise lidt på afstand af de andre, så de ikke skulle se på hans uhyggelige spise vaner, når det galt skygge spisning. Soldaten satte kassen på et bord, som en af de andre havde hentet fra lastbilen, efter Phoenix var kommet ud, og han stillede maden op til dem og sagde værsgod, mens Dust trådte ind i mama bilen og begyndte at holde sin mad fast og stille, ved hjælp af sand fra ørknen, så de ikke virkede forstyrrende ved at skrige i smerte, imens de blev dræbt af at få spist deres skygger.

"Jeg ved godt hvordan den virker, men plasma er ikke ren energi." Sagde Evan. "Plasma er materie, det fjerde stadie materie kan befinde sig i. I teorien har alting et plasmastadie, selvom vi dog ikke kan bruge luften omkring os, da det vil sprede plasmaet ud og bare give en masse varme. At lave noget til plasma er en meget omfattende process der kræver meget energi, det kræver også meget energi bare at holde plasmaet, på plasmaform. Derfor bruger man som regel forbehandlet helium som pistolen relativt let kan lave om til plasma og skyde af." Evan så over på den smeltede zombie. "Jeg ved ikke hvor du har fundet et batteri der har kraft nok til at lave plasma fra bunden, det tager jeg hatten af for. Problemet er at det vil løbe alt for hurtigt tør." 

Evan gik over til en af de andre zombie der stod fanget i sand. "Jeg indstiller den anden pistol til kun at smelte hovedet væk. Det sikre jobbet bliver gjort og du vil ha 10 gange så mange skud at lege med og du vil være sikret at zombien er død."
Med disse ord var Evan færdig mad at vise hvad han havde lavet. Han gik tilbage ind i sit køretøj og skiftede fra sin rustning til nået mere almindeligt tøj. Da det var temmelig varmt udenfor tog han en almindelig grå tanktop og et par kraftige mekanikerbukser, fuld af lommer. 
Da han kom ud igen så han at der var blevet rettet and til spisning. Evan mave knurrede allerede ved tanken.
Han satte sig på en stol ved bordet og åbnede den kasse der havde hans navn på. Inde i den var der en andretning med en helt uforholdsmæssig stor potion pasta med bacon og æg. Evan begyndte at spise med velbehag. Det smagte udmærket men også som noget der var fra et storkøkken. 
Han lagde mærke til at Dust ikke spiste sammen med de andre, det undre ham en del man han valgte ikke at kommentere det.

Da han krammede Phoenix, lagde hun panden mod hans skulder og krammede ham blidt igen.
Phoenix stod bare og lyttede til Dust. Hun kunne godt se at han var bekymret for hende, og at de kunne bruge hende i mod Dust, men det lå alligevel så langt væk for hende, hun skulle jo bare flyve våben, folk, ting og sager, frem og tilbage mellem de baser som Militsen gerne ville havde noget transporteret til.
Hun smilede svagt da han strøg hendes kind. Et lille suk forlod hendes læber og hun så roligt op på ham. Det var rart at hvide at hun havde en hun kunne komme til eller snakke med, hvis der var noget der pressede på…
Da Dust nævnte maden lyste Phoenix’s ansigt op, hun fik både en lur, mad og tøj, det kunne umuligt blive bedre… men det kunne det da. Phoenix havde glemt alt om at hun havde brugt den energi som var i hendes juin mærke. Den berusende følelse brusede ud i hendes krop og samlede sig i hendes skulder.

Hurtigt efter at Dust var smuttet ud satte Phoenix sig ned i vognen og tog sine støvler på. Kort efter hoppede hun helt ud og smækkede døren i efter sig. ”Det var nu skønt med en lille en på øjet.” Hun så roligt hen på Evan, som ikke længere havde sin udrustning på.
Phoenix betragtede hans ansigt kort. ”Undskyld jeg spørger, men hvad er det for tatoveringer du har?” Hun så undskyldende på ham, men en ting Phoenix aldrig lærte at styre var hendes forbandede nysgerrighed…
Men om han ville dele det med hende, var vel op til ham selv og ellers måtte Phoenix jo bare holde næsen for sig selv og leve med det…
Med ivrige fingre åbnede hun boksen og fik øje på en protein-bar og en dunk med vand, samt noget frisk kød. ”Nam.” hun smilede over hele hovedet snuppede et sæt bestik der lå nede i boksen og begyndte stille at skære det friske kød ud i mindre bider så det var, nemmer at spise og så lidt pænere ud, da hun normalt spiste med stor appetit, men lige i dag, havde hun manere og kunne spise ordentligt og pænt.

Dust vidste godt at det kunne virke asocialt, at han sådan spiste alene, men når han spiste skygger var det ikke et kønt syn, han var vant til at den del af hans kost muligheder, var noget han spiste når han kunne komme til det, og ret ofte foregik dette alene, og største delen af tiden var det for at overleve. Grunden til han gjorde det her, var fordi Vladimir som en del af hans betaling, til Dust'es udførelse af denne opgave, havde sørget for han kunne få så mange skygger Dust ville have, og det kunne man lige så godt nyde, mens muligheden var der. Efter Dust havde spist sine 15 ofre, trådte han ud af bilen, og brugte sand til at tage ligende ud med sig, blot for at begrave dem under jord højde, så da han maste ligende til ukendelighed, fossede blodet ikke udover det hele.
Han så over mod de andre, for at se hvor langt de var kommet med deres måltider, og gik hen til dem, for at sætte sig ned ved siden af Phoenix mens de spiste færdigt.

"Herefter når i er færdige med at spise, så kan du jo fortsætte med din del af arbejdet med våbnene Evan, imens du og jeg Phoenix, vi kan gå ind igen og fortsætte med vores arbejde på vejen!" foreslog Dust. Han ventede pænt med at tænde sin cigar, indtil de andre var færdige med at spise, da han ikke vidste om røgen ville irritere dem "I øvrigt har soldaten, taget en køleboks med flaske vand med, så hvis i bliver tørstige kan i bare tag for jer, jeg vil nødigt at i passer ud af vand mangel, nu hvor det bliver varmt her til eftermiddag!"

Evan havde sat sig ved boret og hældt sin enorme mængte mad ud på en tallerken. Mens han spiste med venstre hånd, bladrede han igennem nyhedene en Data-slate, der lå på bordet, med den højre. Nyhederne bestod mest af den opflammede bandekriminalitet, hvor en eller anden wolf-klan var blevet sur på The Amigos, han var ikke sikker på hvem der var fjende med hvem.

"Mhvad?" Sprurte han, med mad i munden og så op, da Phoenix stillede ham et spørgsmål. "Mine tatoveringer?" Han pegede dumt på sit eget andsigt. De neonblå tatoveringer der var tegner rundt om i hans ansigt, nu hvor han ikke længere havde så meget tøj på kunne man se at de gik helt ned over halsen og fortsatte ned under hans tanktop. "Det er bare nogle tatoveringer, jeg har. Hvis de har en funktion så kender jeg den ikke, men de gløder under uv-lys, ret sejt ikke?" sagde han efter at ha sunket sin mad. 
Evan spiste videre efter at have talt, men ville gerne fortsætte samtalen "Har du nogle tatoveringer?" Spurte han. "Jeg har altid været meget glad for mine så det kan godt anbefales."

Dust kom over til dem efter at ha spist for sig selv. Evan havde efterhånden lært at Dust begav sig af med nogle mærkelige ting, så han kommenterede det ikke. Måske brød han sig ikke om at spise foran andre. Han lyttede til hvad Dust sagde. "Jeg har lang tids tastearbejde foran mig, efterfulgt af lang tid hvor computeren bare skal stå og regne. Hvor lang tid det tager afhænger i høj grad af hvor meget strøm jeg kan få ud af dagens sol, og hvor effektivt kølet jeg kan holde computeren." Sagde han. Hans computer havde det med at overophede når han satte den til den slags arbejde. "I mellemtiden vil jeg nok se om jeg kan få lidt flere vævs-prøver ud af vores døde ven derover." 
Det generede ikke Evan at de sad og spiste ikke 20 meter fra en død, halvrådden zombie. Hans arbejde havde for længst givet ham en vis tolerance for biologi.

Phoenix nikkede og prøvede forgæves at holde et grin tilbage. ”Nej, dine støvler… selvfølelig dine tatoveringer.” Hendes stemme var kæk og hun kunne ikke helt lade være med at grine ad ham.
Imens han fortalte om det underlige de kunne, tyggede hun på sit friske kød og sank det da han spurgte om hun selv havde nogen. ”Jah, jeg har en del… eller i sammenhænge er der tre, men de er delt i små snoninger og streger. En på ryggen, en omkring min navle og en på skulderen. To af dem har jeg altid haft og jeg aner ikke hvad pokker det står for, den på skulderen har Dust lavet til mig.” Hun nikkede stille. ”Og jeg er langt fra færdig med at få tusser.” hun smilede stille og planlagde hvilke andre hun skulle have.
En på den anden skulder med hendes delings mærke, måske en ulv… hm der var mange muligheder hun kunne vælge i mellem, men der var en hun syntes var selv skreven til hende. En flamme.

Da Dust kom hen og satte sig ved siden af hende smilede hun til ham.
Phoenix sad bare og tyggede på kødet imens Dust og Evan kort snakkede sammen. Phoenix nikkede stille og smilede, der var ikke rigtig noget hun kunne sige til det.
Kort efter at Dust havde sat sig, var Phoenix færdig med det hun havde fået. Roligt proppede hun protein-baren ned i en af lommerne på hendes bukser og snuppede vandflasken. Hun tømte den stille i nogle få slurke og gik hen til køleboksen. Hun tog en flaske, fandt sin feltdunk frem og tømte vandflasken ned i hendes. Nu var hun sikker på at der var vand til hende og det var koldt.
I dag havde Phoenix så lært at hun kunne gå, ned hvis hun brugte sin ildfrugt evne, så protein-baren var til senere så hun ikke gik ned, den vej igennem.
Hun satte sig ned ved siden af Dust igen og ventede pænt på at Evan blev færdig. ’sikke mange manere jeg har i dag! Jeg overrasker mig selv gang på gang..’ tænkte hun og grinede svagt af hende selv.

"Hvis du har brug for det, har soldaterne ekstra solceller med, det kan jo være du kan bruge dem til hjælp, med indsamlingen af strøm til dit maskineri!" sagde han roligt, og rejste sig op, tog en af sine karakteristiske cigarer frem og tændte den, så han lignede sit sædvanlige jeg, med cigaren siddende i kæften og røgen kommende ud af hans mund, en gang imellem "De ligger over i mama bilen hvis du vil have dem, og du er fri til at beholde dem, jeg har ikke selv brug for dem mere! Og Phoenix vi må hellere komme i gang igen! Forøvrigt har jeg et par ændringer af arbejds proceduren, som du nok vil synes om, du kan spare på kræfterne og nøjes med at opvarme luften omkring os flydende, med intervaller på cirka 15 minutters mellemrum fra sidst du gjorde det, jeg synes jeg lagde mærke til at tågen, ikke trænger ind over vejen særlig hurtigt, så derfor mente jeg du kunne holde disse pauser, i stedet for at brænde energi af på konstant, at varme luften op!"

Han strøg roligt en hånd gennem hendes hår, før han nikkede til soldaterne, der delte sig op i samme gruppering som sidst, 3 soldater til Evan og 2 der fulgte med Phoenix og Dust, ind i selve Muernia. Dust begyndte at gå hen af den indtil videre byggede del af vejen, og den så ud til at klare sig ganske fint, der var ingen tegn på at den solide vej af stærkt hærdede sand, lod sig påvirke af det fugt og vand der omgav den, og det var lige hvad Dust havde håbet på. Denne opgave var til dels en træning for ham, for st træne i at hærde sand på en måde, der gjorde det så solidt at det ikke var til at bryde med råstyrke, og indtil videre så det ud til at han var godt på vej til at nå sit mål.
"Sikke manere du viser i dag min kære ild ulv, det er lige før det overrasker mig, at sådan en lille bøllespire som dig, kan udvise den slags pæne manere, og så endda op til flere på samme dag!" sagde han roligt, dog med en drillende undertone i stemmen. Han havde også lagt mærke til, at hun udviste disse manere, men man kunne vel sige sig selv, at et så observant væsen som Dust der kendte Phoenix nogenlunde godt, i form af at han var hendes mester, og blev venner med hendes ulv fra dag 1 han så den side af hende, han af alle burde da kunne lægge mærke til bare lidt af den slags.

"Der er selvfølgelig nogen fare forbundet med det." Sagde Evan tankefuldt. "Hepatitis, allergi og så kan man selvfølgelig ende med et billede men ikke kan lide, efter et stykke tid." Han spiste videre, hans potion var næsten væk nu men der var stadig noget tilbage. "Man kan efterhånden få nogle lidt specielle nogle. Der er nogen er ikke kan ses medmindre lokalet er varmt nok, eller kun hvis huden er våd." Sagde han. Han fulgte meget med i nyhederne, selvom han ikke havde planlagt at få flere tatoveringer. Han havde ikke engang selv valgt at få dem han havde nu. 

Evan lyttede til hvad Dust havde at sige. "Så siger jeg mange tak." Sagde Evan. "Man kan aldrig få nok solceller." Sagde han. Han færdiggjorde sin mad imens Dust forklarede Phoenix om deres nye fremgangsmåde. Han hørte ikke efter hvad den gik ud på, men faldt i stedet tilbage i sine egne tanker. Han overvejede for eksempel hvor han skulle installere de nye solceller. 
"Kom godt afsted." Sagde Evan smilende, jeg regner med at vi ses i aften når i holder, fyraften eller sådan noget." 

Evan trykkede på skærmen, på sin data-slate, mens Dust og Phoenix var på vej ind i sumpen. De solceller der sad i et trekantform på toppen af hans køretøj gled ud til hver sin side of afslørede et gigantisk solsejl, der begyndte at folde sig selv ud til noget der lignede en stor forkromet og kobolt-blå insektvinge. Det ligenede noget der engang havde siddet på en satellit eller en rumstation og strakte sig en 10-11 meter op i luften. Den kunne levere strøm nok til computeren når den skulle arbejde på denne måde, men Evan brugte den sjældent. Den gik let i stykker under dårligt vejr, og han kunne ikke køre mens den var foldet ud. Den store solfanger drejede sig automatisk efter den bagende sol. De tre soldater kikkede på den som om den var en lavalampe, mens den foldede sig ud. 
Imens fandt Evan de ekstra solceller og forbandt dem hurtigt med nogle kabler fra sin bil.

Det meste af eftermiddagen gik med taste arbejde, samt en del skanninger og gloen ned i et mikroskop. Han sad udenfor sin vogn når han kunne, for vejret var dejligt og Evan kunne godt lide at arbejdede ude. Da han endelig fik gjort alting klar til at computeren kunne begynde, hvilket som sædvanligt tog længere end beregnet, var en sær ro faldet over lejeren. Det lod til at de tre soldater kedede sig en smugle. To af dem spillede skak ved bordet de havde spist ved, og den sidste, der egentlig skulle holde vagt sad i solen og var faldet i søvn med et pornoblad henover sit hoved, mens han snorkede. Det eneste spænende der skete var at en enkelt zombie kom gående ud af tågen mod dem. Men en af de to der spille skak gjorde kort process med den, med sit gevær.

Phoenix nikkede roligt til den nye fremgangs måde og smilede stille. Pauser, hvor hun kunne samle energi, tja, det var bestemt ikke dårligt.
"den er jeg med på." hun så hen mod Evan og nikkede roligt som tegn på at han måtte hygge sig med sit elektronik-hejs.

Phoenix gik roligt ved siden af Dust på den ny byggede vej. Hun gik lidt og tænkte over havd det var der var sket med hende, hun var ikke så spydig som hun plejede at være og hun udviste manere... 'hvad fanden fejler jeg?! Det må være solen der gør det.... Det må det være...'
Med store øjne så hun hvad hun enlig var med til at gøre. Hun havde fået det meste af tågen til at forsvinde og holde den væk fra vejen... Der var måske alligevel en eller anden ting hun kunnne finde ud af at gøre rigtig...
Dust rev hende ud af tankerne da han kommenterede på at hun havde haft manere. Hun rystede på hovedet og himlede med øjnene af ham.
"tak for de fine ord.." mumlede hun kækt og puffede til ham. "jeg ved det ikke... Jeg har ikke oplevet det før... Ikke en gang over for Demi.... Glem det, ikke noget." hun sukkede op givende og tog sig til hovedet. "det er solens skyld." hun pejede op og grinede svagt.
Phoenix stoppede pludselig op og så på Dust. "sagde du lige at jeg næsten overraskede dig?" det kunne da være umuligt... Dust blev nærmest aldrig overrasket over noget... Og det blev han over at hun havde manere... Var hun virkelig så slem at være sammen med? Og siden hvornår og hvordan havde hun fået manere?!

Dust nikkede også til Evan før han gik, da hans arbejde med disse våben, var en evolutions udvikling i Dust'es hoved, så selvom Dust godt gad at det gik lidt hurtigere, så kunne han ikke forvente mere af Evan, da det at udvikle et våben på denne måde, godt kunne tage sin tid. Mens Phoenix og han gik hen af vejen og snakkede, så han på hende med et roligt blik, da hun afslørede sig selv i at hun ikke engang var sådan, overfor hvad han gik ud fra, var et andet menneskelignende væsen, og et tomt smil kom frem på hans læber, mens han klappede hende på hovedet.
"Nå så du har fundet dig en lille ven? Det skulle vel aldrig være en af din egen race, du kunne finde på at få et godt øje til vel?" spurgte han lettere drillende, og puffede lidt til hende, mens det sted på vejen de var nået til kom nærmere "Og ja jeg sagde du næsten overraskede mig, men det er også kun næsten, du af alle ved jo at det nærmest aldrig sker! Men det undre mig nu bare, at du har ændret dig på den måde, du plejer ellers at være en frisk og frejdig, ja endda kæk lille ballademager, og efterhånden er den side af dig ændret, til en pæn kvinde med manere der arbejder for militæret! Jeg værdsætter selvfølgelig, at du er ved at finde dig selv eller noget i den retning, men jeg havde nu håbet min personlighed havde smittet lidt af på dig!" han smilede roligt til hende, og stoppede for enden af vejen, og gik ned i knæ for at lægge hænderne mod jorden, for at begynde på arbejdet igen.

Efterhånden som dagen skred frem, burde Phoenix'es del af arbejdet blive det nemmere, nu hvor hun skulle arbejde i intervaller sammen med det faktum, at ørkenen uden for Muernias grænse, var på sit varme mæssigt højeste punkt hen af eftermiddagen og lidt af aftenen. Det var først hen af aftenen, efter solen lige så stille var gået ned at Dust kaldte til fyraften, og på dette tidspunkt var de også nået over halvvejs igennem Muernia, så de manglede ikke engang en dags arbejde, før de var færdige med denne vej, og kunne kalde det for færdigt arbejde.
"Nå Phoenix lad os hellere komme tilbage til Evan, du fortjener at slappe af få noget mad og en god nats søvn!" sagde han roligt, og rettede sig op efter de sidste finjusteringer af det sidste stykke vej, som de havde lavet her til sidst "Du har sku gjort et rigtig godt stykke arbejde, din mester kan jo ikke andet end være stolt af, at du er blevet så god siden vi mødtes!" han tog en ny cigar i mundvigen, og lagde sin ene arm om livet på hende, så hun kunne støtte sig til ham, hvis hun følte sig udmattet nok til at hun gerne ville have det. Da de kom tilbage til lejre pladsen, så Dust over mod Evans køretøj, for at se hvad han gik og lavede "Evan vi bestiller maden nu, og holder fyraften hvis du ellers kan løsrive dig, så tag du den bare med ro!" en af soldaterne tog en notesblok frem, for at notere hvad de ville have at spise. Dust skulle bare have det samme som sidst, 15 væsner han kunne fortærre skyggerne fra, han gik derefter hen og satte sig i bagdøren ind til lastbilen, og så op på himlen med et tænksomt blik mens han røg sin cigar.

Evans øje registrerede at nogen kom gående fra vejen, men Evan lagde dårligt mærke til det. Han havde meget let ved at falde ned i et stadie hvor han ikke ænsede andet omkring sig end sin arbejde. Der var temmelig rodet omkring ham efterhånden. Der stod borde med udstyr, med ledninger på kryds og tværs. Det opsprættet lig af den døde zombie Phoenix havde slæbt hjem lå opsprættet på jorden, med koaguleret, brunlig blodvæske og grønlig indvolde stænket rundt om.  

Evan var faktisk ikke igang med plasmavåbnene lige nu. Computeren var ikke færdig med dens udregninger og siden det var halvmørkt nu, kunne computeren ikke arbejde så hurtigt som den kunne midt på dagen. I stedet sad han med en række reagensglas hver især fyldt med en grønligbrun væske der, hvis man kunne overkomme lugten fra liget, lugtede en smugle af diesel. 

Han kiggede op med et set som om han var blevet forskrækket. "Oh... hej." Han kiggede på uret på sin data-slate, der lå på bordet. "Er klokken så mange? Jeg kommer nu."
Han rejste sig op, og satte propper på reagensglassene. Han satte sig hen til de andre, med et træt udtryk i øjnene.  "Jeg er ikke helt færdig, computeren arbejder stadig." Sagde han. 
Han vente sig kort imod den soldat der tog bestilling, men han måtte lige tænke sig om før han sagde hvad han ville have. "Øh... bare en omelet." Sagde Evan. Han ville hellere ha' at det gik hurtigt end at det var godt.

Phoenix blev rød i hovedet og så ned. ”AR! Klap i Dust.” mumlede hun drillende og himlede med øjnene, hun grinede stille da han puffede til hende. ”Det raver ikke dig.” Svarede Phoenix kækt, til hans spørgsmål om det var en fra hendes egen race. Hun rystede på hovedet, de eneste det ravede var hende selv, Kuuma og Demian.
Phoenix lyttede i stilhed til Dust og bandede svagt. Militsen havde næsten fået hende knækket. ”Der er en grund til at jeg er som jeg er, og ikke mere.” Hun lagde armene overkors og sukkede svagt. ”Hvis jeg så meget som svare igen, over for Militsen ender jeg med en seriøs skideballe og hvis jeg ikke tager min status som Kaptajn alvorlig, vil folk miste respekten for mig…” Hun brummede irriteret og skubbede de nagende tanker til side.
”men hvis det er ballade du vil have, er det ballade du skal få.” Phoenix smilede kækt og en flamme op stod i det nederste af hans bukser. ”Hyg dig med varmen.” Grinede Phoenix og begyndte at varme luften op.
Imens hun arbejdede de korte perioder fik hun muligheden for at tænke nærmere over det Dust havde sagt, var hun virkelig ved at være så ordentlig? Nej, det skulle der laves om på… Det var jo sådanne tidspunkter hun skulle være så irriterende og rapkæftede som mulig men det var hun slet ikke… forandringen skulle stoppe og det var nu.

Hun brummede noget der mindede om et tak til Dust og skubbede hans arm væk. Hun var ikke træt og hun havde en indre diskussion kørerne med sig selv. Det sidste hun havde brug for var at Dust skulle distrahere hende, og bare i det hele taget forstyrre hende, i mens hun vejede for og i mod forslag med sig selv. hun skulle helt sikkert ud og have nogle små aggressioner ud efter at hun havde spist…
Da de kom til lejeren bad hun bare om noget kød og en protein-bar, hun skulle ikke have mere. Kort så Phoenix hen mod Evan og så den opsprættede zombie. ”Hygget dig med din veninde?” Spurgte Phoenix kækt og blinkede kort til ham. Phoenix snuppede den protein-bar hun havde i lommen og spiste den stille i mens hun gik væk fra lejerne og de forskellige mennesker…
Phoenix satte sig på jorden i udkanten af lejeren og kiggede ud mod tågen. Hvordan kunne noget så enkelt som en personlighed, fylde så meget i ens hoved? Hvordan kunne det over hovedet lade sig gøre?!
Hun bandede opgivende og tog en lille mp3 afspiller frem og skruede så højt op som muligt for musikken så lyden af: Phoenix med Fall Out Boys, overdøvede alt i nærheden af hende.
Phoenix havde en trang til bare at skrige og skrige. Der var så meget i hendes hoved, så mange tanker, så mange ubesvarede ting, opgaver hun skulle løse, ting hun skulle sørge for var i orden… det hele…
Efter at sange var spillet færdig, tog hun musikken ud af ørene og lagde sig ned, så hun lå på ryggen i sandet og kiggede op i luften. Der var ikke noget bestemt hun kiggede efter, men de mange stjerner og den lettere blå farve beroligede hende lidt.

Dust kiggede kort over på Evans selv lavede arbejdsplads, der lignede noget Dust selv kunne finde på at gøre, når han var dybt koncentrerer i sit arbejde, men det var som regel også kun når han virkelig var i sin egen verden, at Dust var et rodehoved når han arbejdede med lig, eller andre ting af hans interesse, og i den slags situationer var det nærmest kun ham, der kunne finde rundt på hans arbejdsområde, for hans krop vidste nærmest instinktivt, hvor henne i rodet tingene ham brugte lå henne, ellers plejede han at gå lidt mere op i, at sørge for at der var rimelig overskueligt for andre også. Dust så roligt på Evan mens han snakkede, og lyttede til hans opdatering af hvor langt han var nået.
"Godt så, men bare husk at hold en ordentlig pause, og få sovet ud i nat så du er frisk til i morgen, hvis altså du kan tillade dig at lade tingene stå når maskineriet er færdigt!" sagde han roligt til Evan "Og få hellere pakket tingene sammen, zombier sover ikke og hvis de kommer i løbet af natten, skal alt flyttes på afstand af dem så hurtigt så muligt! Jeg vil ikke risikere jeres liv, selv på grund af den mindste ting!"

Han så roligt mod Phoenix, der efter hun havde bestilt sin mad, gik lidt væk fra de andre. Dust tænkte at det sikkert var for at samle tankerne lidt, så han lod hende være alene lidt tid, da han efterhånden vidste hvor rart det kunne være, bare at være alene en gang imellem og have tid, til at tænke sine egne tanker uden nogen forstyrrede en. På den anden side vidste han også, at Phoenix var en ung dame med hovedet fuld af flere tanker, end hvad de fleste kunne rumme i et helt liv, så efter noget tid gik han roligt hen til hende. Han kastede cigaren fra sig på vejen derhen, og lagde sig ned ved siden af hende, og til at starte med sagde han ikke rigtig noget, han lå bare stille og roligt, og så på himlen sammen med hende.
"Vidste du, at kaotiske væsner oftest set har et genialt sind, men en totalt mangel på kontrol over deres genialitet? Det der adskiller kaotisk fra organiseret er, at alle kan være kaotiske, det kræver ingen træning eller øvelse, du går bare i gang med tilfældige ting og så er den der, hvorimod organisering er noget der kræver at man kan skabe overblik, og skabe system i noget hvor der ellers ikke er system!" sagde han tænkende, og smilede til hende mens han så på hende "Jeg har tænkt på dig siden sidst Phoenix, du betyder jo noget for mig, og derfor vidste jeg du var i militæret, men en af de ting jeg har tænkt på, er at jeg ved hvor irriterende det er at ens hoved er fuld af kaotiske tanker, og siden jeg mødte dig har jeg observeret, at du også virker til at have det sådan, og måske jeg kender en måde hvorpå, jeg kan hjælpe dig med at få bedre styr, på alle de tanker der flyver rundt inde i dit hoved!"

"Jeg har stjålet hendes hjerte." Sagde Evan, storsmilende til Phoenix's kommentar. Han tog et glas på bordet der var forseglet med et låg i toppen og fyldt med en klar væske samt et indskrumpet gråt menneskehjerte. Han hold glasset op så de to kunne se dens indhold.

Evan så hen på Dust. "Der er ikke noget her en zombie vil finde interessant ud over os, hvis de kommer så kommer de efter os, ikke mine ting. Jeg er mere bekymret for vejret, det kan skifte på ingen tid herude. Jeg ved ikke med jer, men min bil er zombie sikker. Jeg har tilbragt nætter fuldstendig omringet af dem, herinde." Evan bankede to gange på det tunge armerede køretøj. "Jeg pakker det vigtigste sammen om lidt, når vi har spist. Hvis du insistere på at vi flytter lejeren, skal vi så ikke gøre det med det samme, så vi ikke står med det når zombierne er her?" 
Imens Phoenix og Dust havde deres samtale rykkede Evan sit udstyr indenfor i sin vogn. Efterhånden som solen gik ned tændtes de eksterne projektøre på Evans vogn. Det store solsejl foldede sig selv ind igen, da det ikke havde noget at lave om natten. Meget forsigtigt pakkede han den døde zombie ind i sort plastic og slæbte det hen til udkanten af lejeren. 
Da han var færdig var maden kommet, så Evan disinficeredie sine arme og satte sig hen ved bordet de tidligere. Han kaldte på de andre. "Maden er her!" Råbte Evan til dem.