[Afsluttet] A road to the new world(Dust, Evan og Phoenix)

Da Dust kom og satte sig. Bandede hun indvendigt, der var en grund til at hun var gået væk fra de andre, for at være alene og for at slå koldt vandt i blodet, så hun ikke ville gå amok på hverken Evan, eller Dust.
Phoenix satte sig roligt op og slog armene om benene da Dust begyndte at tale. ’Hvad pokker er det for noget at sige?! Seriøst… og det var så det mest kærlige Dust kunne sige… hurra.’ Phoenix’s tanker var spydige og lettere flabet, men hun sagde dem ikke højt…
Hun skævede til ham da han snakkede om at hun betød et eller andet for hende, og at han ville hjælpe hende, men hvordan pokker skulle han det? Demian havde forgæves prøvet at hjælpe hende med at få styr på tankerne, men det var endt med flere tanker end hun startede med… og det ville nok også ende sådan igen hvis Dust prøvede at hjælpe hende.
”Dust, jeg skal bare lige have noget på plads i mit hoved, der er intet.” løj hun, det lød ikke helt overbevisende, men det hun sagde, var som sådan også sandt og alligevel ikke.

Hun skulle til at sige noget mere da Evan kaldte på mad. Uden et ord rejste Phoenix sig, stak hænderne i lommen og begyndte at gå hen i mod Evan og maden. Hun sukkede irriteret og mumlede noget i retningen af at hendes hoved tænkte for meget og at hun var en dårlig varulv…
”Mad, hurra…” sagde hun mindre optimistisk og prøvede igen, at skubbe alle tankerne ud af hovedet og koncentrere sig om at spise og være mere eller mindre glad, så de andre ikke skulle bekymre sig om hende. Og fordi hun vidste der kom flere spørgsmål hvis hun blev ved med at tænke over en masse andet.
Roligt ned overfor Evan og begyndte at åbne sin boks, uden så meget som at se op på Evan. Lige nu kunne faktisk godt ligne en teenager der bare var skide sur og mega træt.
Phoenix begyndte at skære kødet ud i mindre stykker så det var, nemmer at spise, imens begyndte hun svagt at nynne en lille melodi som hun havde fået på hjernen efter at have hørt The Phoenix.

"Jeg kender dig for godt til at vide, at det ikke blot er en ting der foregår mellem dine øre, lige som du kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke ville sige jeg ville hjælpe dig, uden at have en gakked måde at hjælpe dig på!" sagde han roligt, og så kort om mod Evan da han sagde, at maden var kommet "Mit hoved var engang en kaotisk kamp plads, jeg kunne ikke styre mine skift mellem engel og dæmon, og jeg havde intet mellemstadie, men mit mellemstadie kom da jeg fandt balance, og dannede ro i mit sind på min egen gakkede måde!" han rejste sig op samtidig med Phoenix, og gik hen til lejren igen.

"Evan grunden til vi bliver hængende her, er basisk set fordi det er her vejen er, at vi skal være klar til at komme væk, er kun en sikkerheds foranstaltning, i tilfælde af at vi skulle blive angrebet! Zombier kommer ikke ud af Muernia på denne side, fordi solen fremskynder deres forrådnelse, hvilken får deres kroppe til at falde hurtigere fra hinanden, men om natten har vi ikke den sikkerhed!" forklarede han roligt "Jeg vil nødig spilde noget af i morgen, hvis jeg kan slippe for det, så vi kan blive hurtigst muligt færdige!" han gik roligt hen til mama bilen, og begyndte at spise for sig selv, lige som han havde gjort sidste gang. Han blev hurtigere færdig denne gang end sidste gang, selvom han havde lige så meget at spise, men han var også rimelig sulten og havde planer for denne nat. Han overvejede at fortsætte arbejdet når de andre sov, så blandt andet Phoenix kunne slippe for arbejdet, og få lidt tid til sig selv, Dust sov alligevel aldrig grundet hans forbandelse, som han fik da han spiste djævlefrugten som gav ham sand kræfter. Han ryddet ligene afvejen da han var færdig, og kom over til de andre, bare for selskabets skyld mens de spiste færdig, og hvis de havde noget på hjerte, kunne de jo snakke med ham om det.

"Det giver overhoved ingen mening." Sagde Evan til Dust da han begyndte at forklare om zombiernes adfærd. For et normalt lig ville sumpen være meget hurtigere når det kommer til nedbrydning og forrådnelse. Fugten og varmen ville nedbryde zombierne på nogle få uger hvis ikke det var fordi sygdommen forhindrede forrådnelse, mens solen nedbrød denne bevarelse. "Om solen er oppe eller ej kommer zombierne når de høre eller ser os. Zombierne kommer normalt ikke ud af Muernia fordi der er med derinde, dyr og den slags, som ikke er herude. Zombier er ikke i stand til at tænke og ligge strategi eller tænke på deres egen sikkerhed, medmindre nogen styre dem, hvilket kun meget få zombier bliver. Hvis vi bare lader være med at larme så er vi ligeså sikre her som vi er længere ude."

Evan tog sin kasse til sig og hældte sin omelet ud i en tallærken. Den var lidt varm men det gjorde ikke noget, for han var blevet enormt sulten af den lange arbejdsdag. "Han er lidt sær, ham Dust." Sagde Evan til Phoenix, da Dust var uden for hørevigide. "Hvorfor spiser han ikke med os andre?" Ikke fordi det betød så meget, det var bare noget Evan havde spekuleret på.

”Dust, det her er noget jeg selv skal løse, og selv finde ud af, der er ikke flere som skal blande sig i mit hoved, med mindre jeg selv beder om det.” Hendes tone var ikke dissideret afvisende, men i mødekommen var den langt fra.

Da Dust var smuttet over i mama bilen sukkede Phoenix opgivende. Dust ville gerne hjælpe hende men hun ville ikke have hans hjælp… Phoenix havde nogle tanker der bare nagede hende, men enlig ville hun ikke havde svar på dem alligevel, da det muligvis kunne koste hende livet.
Phoenix så forvirret op på Evan da han begyndte at snakke. ”Hu?” Phoenix lignede mere eller mindre et spørgsmålstegn og da Evan snakkede færdig smilede hun kækt. ”Vil du se Dust spis?” hun grinede svagt og så over på ham. ”Kan godt være du ikke kan hører det. Men de væsner har ikke just en behagelig død.” hun tyggede på noget af hendes mad, og sank det hurtigt. ”Du ønsker ikke at se ham spise… tro mig, men fint, hvis du vil hører på døds skrig og en der spiser skygger, er du velkommen til at slutte dig til ham.” hun nikkede kort hen mod bilen og så igen på Evan. Phoenix havde ikke selv se ham spise, og ønskede det heller ikke…

Da Dust kom hen til dem, smilede hun svagt og prøvede at opføre sig så normalt som hun plejede for ikke at tænke så forfærdelig meget. Hun spiste roligt resten færdigt og tog protein-baren ned i lommen som tidligere. ”Noget vi skal lave ellers Dust? Eller er det bare fri til i morgen?” Hun så roligt hen på Dust med et skævt smil, hun kunne lige så godt prøve at være glad, og maden havde givet hende en smule energi, at køre på.

"Inde i Muernia, har zombierne den fordel at varmen er mindre, de befinder sig ofte nede under jorden, i vand eller i jord så vådt at insekterne ikke kan tåle det, og hvis du kendte lidt mere til din zombieologi, ville du vide at zombier ikke spiser fordi de har brug for det, men fordi det er et instinkt de har, og faktisk er de istand til at lære gennem gentagende observering, af en andens eller fleres fejltagelser!" sagde Dust tænkende, efter han var kommet tilbage til dem "Ser du, op til den zombie epidemi der spredte sig i Las Vegas, her for lidt tid siden, studerede jeg zombie intelligens og opførsel, for at finde ud af hvordan de fungerede, og du kan faktisk lære dem at åbne døre, og genkende lyde! Der har boet zombier herinde, i flere årtier, tror du ikke nogen af dem har set hvad der sker, når en zombie går ud i solen og bliver indtørret, som var det en sveske i en ovn?"

Dust var ikke hård i sin tone, dette betragtede han mere som en stille og rolig, udveksling af information og viden, mellem 2 selvstændigt tænkende væsner, og derfor var han så rolig og tænkende i hans tonefald. Han strøg roligt Phoenix på ryggen, for at vise hende at han ikke, ville blande sig mere i hendes sager, medmindre hun selv kom og spurgte efter hans hjælp, han smilede tomt til hende mens han så hende i øjnene, og lod hende spise færdig, mens hun kunne vælge om hun ville deltage i snakken.
"I har begge 2 fri for resten af dagen, så vi skal først i gang igen i morgen når vi har spist, så slap du bare af og husk at få en god nats søvn!" sagde han roligt som svar på hendes spørgsmål "Hvis du vil bruge den, har jeg taget drømme maskinen med, den kan bruges af en enkelt af gangen, så kan du få en god tid for dig selv!"

"Jeg beklager Dust, men jeg kender rigtig meget til dem jeg har også studeret dem, de er et helt enestående biologisk fenomen. Det er sandt at zombier kan lære at åbne døre, men de kan ikke observere og drage konklusioner. De kan ikke samarbejde og de går ikke i stykker på grund af lidt sol. Den eneste grund til at zombier andgriber samlet, er fordi deres lyde tiltrækker andre zombier så de ender som en stor gruppe. Den sump er ligeså meget et fængsel for zombierne som den er en kilde til føde for dem, derfor. Det store zombie andgreb skete højst sandsynligt fordi noget tiltrak sig opmærksomheden fra en af de store grupper. Desuden hjælper fugten kun med til at nedbryde dødt kød, jo tørre det er jo langsommere går det." Evan stansede sig selv, han var kommet til at tænke på noget. "Faktisk kan det blive katastrofalt hvis en kæmpegruppe finder vejen gennem sumpen, den kan lede dem direkte ud, og føre til et nyt andgreb." Sagde Han. Vi burte faktisk sikre udgangen her på en eller anden måde." Evan endte med at ville stanse situationen her. Evan og Dust havde tydeligvis meget forskællige meninger og deres forsøg havde åbenbart givet meget forskællige resultater. Evans resultater viste meget konkret at de var mindless væsner der uanset hvad man gjorde, aldrig udviste tegn på ville gøre andet end at spise, selvom de ikke brugte maden til noget som helst og aldrig udviste omtanke for deres egen sikkerhed. "Under alle omstændigheder så har vi forskællige resultater, du må gerne få en kopi af mine, jeg var faktisk ved at skrive en afhandling om emnet." En bog var måske så meget sagt. Evan skrev meget for at holde styr på det han lavede. I hvert fald havde han 400 sider med den infomation han havde fået samlet her og der, gennem nogle år. Meget af teksten var obduktioner han havde lavet, noget af den var beskrivelser af observeringer og andet igen var forskellige teorier, der skulle eller var blevet afprøvet. Meget af det Dust havde sagt om zombiene passede til det han selv havde observeret, men hypotesen om at zombier havde mere hjerne end de blev givet credit for at have, passede på ingen måde til det Evan havde observeret. 

Evan nikkede da Dust gav dem fri. Ikke at det ville betyde noget for ham, for han ville sikkert sætte sig og arbejde på et eller andet. Computeren kunne ikke køre om natten med mindre han satte diesel generatoren igang. Det gjorde han ikke, mest fordi den larmede. Udover at det ville holde lejren vågen, ville det også tiltrække alle zombier i miles omkreds. 
Da Evan sad og spiste med Phoenix og hun begyndte at grine forstod han ingen ting. "Hvad i alverden snakker du om?" Spurte Evan. Evan var jo ikke klar over hvad Dust i virkeligheden spiste. "Jeg forstår bare ikke hvorfor han ikke spiser sammen med os, hvad er der så mærkelig i det?" Nu snakkede hun om at spise skygger, hvad betød det? "Hvad mener du med 'de væsner han spiser?'" Evan for stod ingenting.

Inden Dust kom grinede Phoenix svagt og rystede på hovedet. ”Ved du hvad, den snak kan vi tage senere.” hun grinede kækt og smilede skævt over at Evan ikke fattede det store af det hun fortalte ham.

Imens Dust og Evan snakkede sammen angående zombierne, mistede hun appetitten mere og mere. ’Seriøst!? Jeg sidder og spiser, det kan godt være i kan spise imens, i snakker om det… MEN det kan JEG ikke.’ Tænkte hun. Al den snak om zombier havde vækket gamle minder om de forskellige tin hun havde været udsat for i

Da Dust nussede hende på ryggen så hun overrasket op. ’Rolig.’ Tænkte hun og smilede svagt til ham. Imens han fortalte at han havde drømme maskinen med, smilede hun svagt og så op på ham. ”Desværre Dust, men den skal jeg ikke bruge.” hun klappede ham en gang på skulderen og snuppede resten af hendes mad. ”Godt, i fortsætter med jeres zombie-snak, for så vil jeg se om jeg kan finde min appetit, da den løb skrigende bort fra jer.” Hun smilede kækt og rejste sig, men inden hun forlod dem så hun roligt på Evan. ”Hvis du vil have det andet forklaret nærmere, Evan, spørg Dust, han har nok mere forstand på det en jeg har.” hun hentydede kraftigt til det Evan og hende selv havde snakket om før Dust kom tilbage.
I et roligt tempo smuttede hun ind i den bil hvor hun havde været og sove til middag. Hun åbnede hurtigt døren og lukkede den med et brag bag sig.
”Endelig fred… endelig stilhed.” mumlede hun for sig selv og tændte en lille lampe som var stillet der ind. Phoenix satte sig roligt ned på hendes mås og sukkede stille.
”Hvorfor er de fandens tanker også kommet igen?” For at glemme alle tankerne, fandt hun sin mp3 afspiller frem og satte den i ørene så hun kunne få lidt styr på sig selv.

Efter at Phoenix var færdig med at spise, åbnede hun stille døren og satte kassen hun havde taget med, ude foran døren, så den ikke fyldte inde ved hende når hun nu gerne ville slappe af.
Roligt foldede hun soveposen ud, satte pude hvor den skulle være og lagde sig ned på siden, så hun lå med ryggen mod døren og Musikken bragede i hendes øre. Så hun ikke kunne hører det mindste af hvad der foregik ude ved Evan og Dust.

"Hvis jeg ikke tager fejl, er du omkring samme alder som Phoenix, det giver dig 16 år hvor du kan have studeret dem, minus cirka 5-10 år tildelt til opvækst og interesse muligheder, jeg derimod er cirka 1050 år gammel, jeg er tidsrejsende og jeg har haft god mulighed for, at studere udviklingen af zombierne siden sygdoms spredningen startede, men lad nu det lægge, som du selv så smart påpegede er vi begge af forskellige meninger!" sagde han roligt, og så på Phoenix da hun rejste sig for at spise færdig for sig selv "Lige præcis andres appetit, er ellers derfor jeg spiste alene, men jeg håber da du kan fange din appetit igen!" han smilede tomt til hende, og rettede sin opmærksomhed mod Evan igen, så Phoenix kunne få sin tid for sig selv, inde i lastbilen.
"Rolig nu Evan, zombierne bevægede sig ikke herfra til Las Vegas af sig selv, Muernia zombier aner ikke engang hvad der er, uden for den sump de lever i, den eneste grund til at der startede en zombie epidemi i Las Vegas, var fordi jeg sendte en gut dertil, med hans niece der var blevet bidt af en zombie, da han troede der var nogen der kunne helbrede hende, den inficerede pige blev til en zombie og bed alt omkring sig, hvorefter epidemien brød ud på få dage, så alt i alt epidemien startede fordi jeg ønskede det!" sagde han roligt, og så Evan i øjnene for at indikere at det han sagde, var så sandt som det overhoved kunne blive. Omkring zombie epidemien løj han aldrig, det var en af de chaos test runs han havde lavet, som havde haft et vellykkede resultat, selvom mange sikkert ville være ham dybt uenig, da dette havde kostet mange liv, og efterladt byen totalt ødelagt.

Phoenix'es ord til Evan, havde fået Dust til at tænke på hvad det var hun mente med, at Evan kunne spørge ham om noget, som han kunne forklare en del bedre end hende. Han regnede ikke lige just Phoenix for dum, hun kunne være ret smart af en på hendes alder, men der var nok en del han kunne forklare en del bedre, og det galt i forhold til mange, for det var sjældent Dust stødte på nogen der havde en intelligens, som matchede eller overgik hans. Han havde trossalt også brugt flere århundrede på at samle viden, og hans galskab udsprang af, at hans hævnlystne sind havde fået ham til at udvikle sin intelligens, sammen med det våben han lavede ud af sig selv.

"Eller du kunne også bare fortælle mig det." Sagde Evan til Phoenix, da hun forslog at han bare spurte Dust. "Jeg har på fornemmelsen at der er et eller andet hokus-pokus over det." Tilføjede han med et lille smil.
Evan fik smalle øjne da Dust talte. "Jeg har mødt folk der påstår at de er ældre end du er." Sagde Evan. "Nogle af dem har utvivlsomt løjet, jeg forholder mig altid skeptisk, men alt peger på at en høj alder ikke er lig med hverken intelligens eller viden." Evan nægtede lodret at tro på at Dust havde rejst i tiden. At det var muligt i teorien betød ikke at det var muligt i praksis. Selv med sin næsten ikke eksisterende viden om magi, viste han dog at magi ikke kunne bruges til alt. Han brød sig meget lidt om at folk forsøgte at bruge hans alder imod ham, og hans temperament begyndte at røre på sig."
Misforstå mig ikke jeg beskylder dig ikke for at være dum, men jeg bryder mig ikke om at du antyder at jeg ikke ved hvad jeg taler om." Evan kendte godt denne samtales drejning. Det var faktisk lidt latterligt at Evan overhovedet deltog i den. Det var så klassisk at to der havde forsket i det samme nu stod med hver deres fund og diskuterede. Nu havde Dust bevæget sig ind i den fase der gik ud på at miskreditere den anden, i dette tilfælde havde Dust sat lighedstegn mellem alder og inkompetence, men Evan gad ikke den leg. Så blev de afbrudt af Phoenix der ikke ville have zombie snak ved bordet men han lod Dust om at svare hende. Han mistænkte hende for at ville have en undskyldning for at forlade bordet, så hun ikke behøvede at høre på deres diskusion, der langsomt taktede op til et mindre videnskabeligt skænderi. Når alt kom til alt havde de ikke snakket så meget om indvolde og råd, mest psykologi og adfærd.
Evan spurte ikke Dust om hans spisevaner. 
Da Dust lidt efter talte igen, kunne Evan alligevel ikke lade være med at svare. "Zombierne ved ikke noget som helst, de går derhen hvor der er mad og hvis de får det miste vink om at maden er i retning af Las Vegas så er det der de går hen. Jeg siger bare at vejen kunne være et vink, når folk begynder at køre på den så følger zombierne efter bilerne. Min vurdering er at en kontrolpost her vil kunne tage sig af små zombie grupper. Skulle en af de større grupper dukke op så er folk i hvert fald advaret, og kan tage sig af truslen på forhånd. Men det er dig der er chef." Sagde Evan med monoton stemme. Det næste Dust sagde troede Evan heller ikke rigtig på. "Hvofor i alverden ville du inficere en by på den måde?" Spurte Evan med en stemme der dryppede af skepsis. 

Da Evan var færdig med at spise rejste han sig fra bordet, han var i temmelig dårligt humør efter den samtale han havde haft. Han undrede sig også lidt over hvorfra Dust viste at Evan var 16. Han havde fortalt det til Phoenix imens Dust var ude i sumpen. Evans krops alder var svær at læse, især når han havde alt det tøj på han havde haft i starten. Han var muskuløs, bredskulderet når man først fik skrællet de yderste lag af metal, ledninger og stof af, men samtidig havde han ingen naturlig skægvægts. Måske var det, det der havde fået ham til at virke ung. 

Efter at have smidt de sidste ting ind i sin bil, og skiftet brynjen ud med en t-shirt og en marineblå hættetrøje, satte han sig ved et bord og bænke set der kunne klappes ud fra bilens side. Her sad han med en kop kaffe, med det ene ben oppe på bænken og med ryggen lænet mod bilens side og så aftnens nyhedsudsendelse på sin data-slate. Derefter rensede og gennemgik han den riffel, han havde brugt til at jage zombier med tidligere. Der var en del myg nu, så ved siden af ham på bordet stod en insektlampe og gløde med et lilla skær.

Phoenix havde nu ligget i et par minutter hvor hendes øjne stille og roligt var gledet i. Hun faldt i søvn med høj musik og trak vejret i takt, til den. Hun rullede roligt om på ryggen og mumlede et eller andet om den mad hun havde fået og noget om hvor pokker hun havde smit sine våben henne. Men Phoenix blev afbrudt af sig selv.
Hun havde ikke dissideret drømt eller noget i den stil, men et minde dukkede op foran hendes øjne og afspillede sig gang på gang.

zombier kom og gik, de flyttede sig langsomt hen mod den lille pige, med det hvide hår. Hun var forsvarsløs og fortabt. Pigen skreg og bakkede baglæns. Zombierne reagerede på hendes skrig og den lugt hun udsendte. Den lille pige på knap 10 år, var Phoenix, dette var hende da hun levede på gaden og intet havde. Igen skreg pigen og en af de første zombier nåede hen til hende og greb fadt. Hun skreg og sparkede højt, så højt hun kunne, men intet hjalp… denne lille pige var dømt til at lide en grufuld død.

Phoenix vågende med et sæt og rev mp3’eren ud af ørene på hende. Hun så klokken og indså hun ikke havde sovet mere end nogle få minutter. ”Okay, en ting er sikkert… jeg får ikke sovet ret meget..” Phoenix rejste sig stille op og åbnede stille døren. Hurtigt hoppede hun ud af bilen og satte sig i sandet. Hun kunne ikke sove og hun ville helst ikke være til ret meget besvær… Hendes røde blik søgte over i mod Evans bil og fik øje på knægten der havde skiftet tøj og sad med sit våben.
Roligt rejste hun sig op og gik over i mod Evan. ”Fik du spurgt ham?” Hun satte sig stille ned og så roligt på Evan. Hun anede ikke hvad hun skulle lave, med mindre hun skulle larme helt vildt…

"Det har jeg heller aldrig sagt, intelligens stiger ikke bare fordi man bliver ældre, det jeg sagde var at jeg har haft mange flere år end du har, til at studere ting så som zombieologi, og andre emner der har interesseret mig, så derfor burde min viden omkring emnet, være nået højere eftersom jeg ikke har lavet et slatten job, hvad angår mine studier i det!" sagde han roligt. Dust lod sig ikke irritere af sådanne bagateller, i form af væsner der misfortolkede hvad han sagde, det ville blot være dumt at blive gnaven, over at man ikke var enig med andre, eller at de ikke forstod hvad man mente, med det man sagde. Han regnede ikke lige just Evan for at være dum, men det så ud til at hans skeptisk var lidt for høj, og hans viden var basseret på andre faktaer, end dem Dust havde fundet.
"Vejen her starter midt imellem grænsen til en sump, og grænsen til en ørken, og med deres gå hastighed kan de umuligt overleve turen, herfra og til Las Vegas, og trods det faktum at zombier kan lære gennem repetition, så tror jeg ikke de regner ud at der er mad i retning af Las Vegas, de aner jo alligevel ikke hvor de skal gå hen, så statistikerne for at de når til Las Vegas, gør at oddsene er totalt små!" sagde han roligt, og fremdrog en cigar som han tændte, da Evan var ved at være færdig med hans mad "Fordi jeg har hadet og hævnlysten til at drive det ud i livet, og for at teste hvordan et vel befolket område, ville reagere på et uforberedt zombie angreb! At bringe en inficeret ind, før væsnet blev forvandlet til en zombie, af en anden som umiddelbart er ukendt, ville være den nemmeste måde at se om en storby som Las Vegas, ville kunne klare det før det spredte sig, eller om det ville gå i totalt kaos hvilket det så gjorde!"

Dust rejste sig roligt op, efter Evan var gået hen til sin bil, og gik hen til midten af lejren, hvor han satte sig ned i meditations stilling, da han ville begynde at lægge en jernring rundt om lejren, for at beskytte dem mod uventede angreb af zombier. Der var ingen grund til at de skulle blive angrebet, fordi han mente de ikke skulle flytte lejren, så at sikre sig mod angreb ville være bedre end at være totalt ligeglad. Efter omkring et minut eller 2, hvor han havde siddet og mediterret, begyndte der at ske noget et par meter uden for lejren, sandet begyndte at rejse sig samtidig hele vejen rundt, og dannede Dust kloner set fra bæltestedet og opefter, alle sammen med en lille chakra beholdning fra Dust, som ville blive aktiveret hvis de blev rørt af noget farligt, og på den måde ville Dust straks vide hvis noget nærmede sig, og hvor det kom fra, så han hurtigst muligt kunne reagere på indtrængeren, eller indtrængerne.

"Jo det var det du sagde. Jeg mener at du giver zombierne for meget credit for hvad de kan oppe i hovedet og for lidt i hvad deres krop kan tåle. Jeg ved ikke hvordan virussen var da den først kom til, men noget kunne tyde på at det er længe siden du har bekymret dig om dem. En zombie kan holde i årevis i en ørken, de behøver ikke vand, eller mad, eller skygge. Hvis der begynder at komme trafik ind og ud af sumpen, så følger zombierne efter, fordi deres instinkt siger dem at det er det de skal. Hvis folk er bare minimalt opmærksom på at der er andet i den sump end mudder, så sker der ingenting. Men det lyder også som om du ikke kunne interessere dig mindre for om nogen mennesker blev ædt, hvis det du siger er sandt. 

Evan gik før Dust kunne nå at svare. Han ville ikke udsættes for mere af denne underlige mands arrogance. En ting var at de var uenige, men de der kaldte Evans arbejde for slattent fik normalt en meget grim påmindelse om hvor farligt det han lavede, egentlig var. Han ville lade det ligge nu. Hans inderste programmering fortalte ham at hans arbejde kom i første række, intet skulle stå i vejen for hans arbejde. Mens han så nyhederne byggede Dust en mur. Hans auspex-øje reagerede igen på den mærkelige energi, der kunne ses på den rette bølgelængde. Han havde brugt den tidligere, på at få sandet til at flyve, og på Phoenix. Det var åbenbart magi eller noget i den retning. 

Han var igang med at rense sit gevær, da Phoenix kom over til ham gennem mørket. Han havde ikke nigthvision på så han så hende ikke før hun var helt tæt på. Han løftede hovedet da hun satte sig ned, men blev ved at skrue det dæksel op han skruede på. "Nej, det gjorde jeg ikke." Sagde han tungsindigt. "Men hvis man skal to hvad han siger, så skulle det ikke undre mig om han drikker en smoothee lavet af blændede babyer og hundehvalpe, hver aften. Det er jeg helst fri for at se." Han fnyste let af morskab over sin egen spøg. "Vil du ha kaffe?" Spurte han.

Phoenix havde ikke lagt mærke til muren da hun var gået hen i mod Evan, det eneste hun havde set var at Dust sad og mediterede midt i det hele
Imens Evan snakkede grinede hun svagt. ”Nej, drikker ikke kaffe.” hun kløede sig lidt i håret og smilede svagt. ”Du har ikke lyst til at se det Dust spiser her, men om det er babyer, ved jeg ikke… jeg tvivler på det, men der er ikke nok på dem.” hun truttede munden svagt og fugtede hendes læber.
”Spøg til side, nå, men det han spiser er skygger. Og ja, du hørte rigtigt, skygger.” hun så alvorligt på Evan. ”Han spiser skyggerne på væsner og lader dem der efter, dø en smertefuld død uden deres skygge. Ser du, du kan ikke leve uden din skygge, men hvis du kun mangler en fod eller en hånd, danner skyggen sig selv og der vil intet ske.” Hun forklarede det så godt som hun kunne, men det var længe siden at Dust havde fortalt hende, at han spiste skyggerne. ”Det kan godt være at jeg ikke forklare det her særlig godt, men der er længe siden jeg sidst har snakket om det…” hun sukkede stille og lagde panden ned mod bordet. ”Jeg er så træt…” mumlede hun gnavent og knurrede ad sig selv.
Hun ville så gerne sove, og bare sove… men den ene drøm kom altid efter den anden… når Phoenix tænkte nærmere over det, var det faktisk længe siden hun havde sovet helt ud uden at blive vækket fordi hun havde onde drømme…

Phoenix så roligt op på Evan, med et mindre uroligt blik. ”Evan? kan jeg sove hos dig?” Phoenix’s stemme var spæd og meget forsigtig. Det lå nemlig ikke til hende at spørge om det, og slet ikke en hun næsten lige havde mødt, men Dust sov ikke og hun havde brug for et væsen der kunne berolige hende og hendes mange onde drømme, som hjemsøgte hende. ’Phoenix tag dig sammen, det er jo bare drømme… ‘ men det var ikke sandt… det hun lige havde set var ikke en drøm… men et minde…

Dust gad ikke rigtig den samtale mere, ungdommens inkompetente stædighed var som regel utilbøjelig, og havde tendens til at gøre at folk nægtede at lytte, når de havde den slags ting i sig, så lige meget hvor mange gange man forklarede det, ville logik ikke trænge ind. Nogle ting kunne Evan have ret i, såsom at Dust var ligeglad med om mennesker døde, hvis det ikke var nogen han interesserede sig for, kunne han ikke være mindre ligeglad med, om de blev bidt af zombier og forvandlet, eller smadret af en eller anden syg morder, der ville tømme deres lommer for værdier.
Den såkaldte mærkelige energi, som Evan kunne se på en bestemt frekvens med hans øje, var som tidligere nævnt chakra, en ting et hvert væsen kunne smede i sit indre, og mange brugte uden rigtig at være klar over, det var basisk set energi i sin reneste form, som Dust bare havde lært at bruge en del mere effektivt, så han ikke blev udmattet så hurtigt, og han havde trænet for at have mere af det. Han måtte ofte sørge for at have et lager at tære på, så han kunne holde sig vågen i tider, hvor han ikke havde adgang til så meget mad, eller måtte klare sig i længere tid uden.

Som han sad der og mediterede, var det sidste han mærkede før han gik ind i sit sind, Phoenix der trådte ned på sandet, henne ved lastbilen, og gik hen til Evan og begyndte at snakke med ham. Han forsvandt dybt ind i hans eget sind, og det blev indikeret af at et tyndt lag af sand, svævede i en kuppel rundt om ham, et lag så tyndt at det lignede et lag støv, og hvis det blev brudt ville han komme tilbage til sig selv igen, men inde i hans sind havnede han i hans dæmon forms side af hjernen. Hans hjerne var delt op i 2 dele, den højre side var engle siden, et lyst og varmt sted som at være i himlen, mens den venstre side var dæmonens side, et koldt og dunkelt sten sted, med trapper og døre overalt, ingen tyngdekraft og bygget som en labyrint. Stedet midt imellem dem var som en evig gang, med en dør ind til hver side placeret over for hinanden, og der stod hans mellemstadie form passivt, med armene lænket fast med usynlige lænker inden for hver dør, og engle siden stod og snakkede med ham, inde i hans egen del af hjernen. Dust kom hen til hans dør, ind til dæmon siden, for at begynde at snakke med sine 2 alter egoer, omkring hvordan situationen stod lige nu.

Dæmonen "Vejen er mere end halvvejs færdig, vi kan færdig gøre den i morgen, medmindre i er med på, at vi fortsætter arbejdet i løbet af natten?"
Mellem stadiet "Har vi overhoved chakra til, at opretholde sikkerheds ringen og arbejde alene, på hele det stykke?"
Dæmonen "Jeg havde den samme tanke, derfor overvejede jeg at den mest besparende metode var, at i overtog sikkerheds ringen og styrede den, mens jeg arbejdede på vejen!"
Englen "Vi må passe på dæmon, kan du ikke huske hvad der skete sidste gang, vi overanstrengte os, og mistede kontrollen over sandbehemuthen?" dæmonen så stille på de andre, med et blik fuld af tanker og minder om det kaos, den før nævnte sandbehemuth havde lavet.
Dæmonen "Vi begynder at oplagre chakra til i morgen, gå i bare i dvale så holder jeg øje med forsvaret, og den virkelige verden!" idet dæmonens sind kom tilbage til Dust, frøs de 2 andres områder fuldstændig, og de tilhørende væsner var forsvundet, da de var gået i dvale. Dust åbnede sine øjne, og det tynde lag sand faldt til jorden igen. Stille så han over på de andre, mens han tænkte på hvor heldige de var, de kunne sove med kun mareridt som deres frygt, de kunne tage sig en del flere friheder en han kunne. Alle havde deres kvaler, det havde han vidst hele sit liv, men sjældent mødte han nogen der bar de byrder, som Dust fik givet da han var 4 år gammel, og de havde tynget ham hårdere for hver dag der gik.

Evan kiggede op på Phoenix mens han undersøgte en lademekanisme, der fik et par tandhjul og et stempel til at dreje hurtigt rundt. Mens han talte smurte han dem med olie fra en lille pipette. "Nej det er måske ikke så smart at drikke kaffe lige inden senge tid." Sagde han og så på sin egen halvt fulde kop kaffe, for ham var det ligemeget. Han fik aldrig mulighed for at nyde effekterne af den slags stimulanser i mere end korte perioder ad gangen, på grund af hans ekstra nyre. 
"Hvis det er så har jeg værdens bedste sove medicin." Sagde Evan. Han rejste sig og forsvandt ind i vognen for at komme tilbage med en uåbnet flaske whisky. Han viste hende flasken, hvis sagde ja ville han skænke op til hende i et glas og tage et selv. Hvis hun sagde nej ville han hælde noget op i sit eget krus med kaffe. 
Mens han hældte fulgte snakken om Dust's spidse vaner. "Du må have misforstået ham, det er ikke fysisk muligt at spise en skygge." Sagde Evan, med træt stemme. "Skygger er jo bare fravær af lys der opstår fordi noget står i vejen for lyset. Vil du påstå at han spiser et hul i lys?" Han sagde det sidste på en måde der antydede at han ikke gjorde nar ad hende. Af alt hvad Dust havde påstået var dette dog det han troede mindst på, men nu havde han jo også hørt den fra anden part, så i teorien var det ikke Dust der havde påstået det. Der var sikkert noget mere hvis man gravede i det." 
Han vente tilbage til samtalen. Evans øjenlåg var også tunge. "Det er ikke så mærkeligt du er træt. Både du og Dust har brugt meget af den energi... var det chakra han kaldte den? Jeg har set den forlade jeres kroppe meget hurtig hele dagen, når i har brugt jeres evner." Sagde Evan, stadig med træt stemme. "Jeg er mest træt i mit hoved, men jeg har også brugt mine bionics en hel del, det var derfor jeg spiste så meget frokost. Jeg går i hvert fald ind og ligger mig lige om lidt." Sagde han.

"Øøøh... jo." Sagde Evan forbløffet. Han havde slet ikke forventet det spørgsmål. Han spekulerede om hun ville sove oppe i sengen sammen med ham, eller hvor hun skulle sove. Det måtte det betyde, hvorfor skulle hun ellers sove derinde. "Det kan du sagtens, jeg har plads nok." Han havde med vilje lavet god plads i sengen. Både fordi han godt kunne lide at brede sig, men også hvis han skulle få besøg. Ikke at det nogensinde var sket. Evans særprægede personlighed og ikke at forglemme det faktum at han var cyborg, havde det med at jage de fleste væk fra hans seng. Han rødmede en smugle, selvom det ikke kunne ses i det lilla skær fra insektlampen. Evan kunne ikke finde på mere at sige efter dette. "Jamen, så lad os gå i seng." Sagde han og rejste sig.

Køretøjet var delt op i tre rum. Værkstedet, stuen og førehuset. Hvis man gik ind bagfra i vognen, de kunne åbnes helt til verden udenfor, kom man ind i værkstedet. Det var det største rum i vognen, og var for en udefra kommene, meget rodet. Der stod maskiner i den ene side og en arbejds bænk sammen med et skrivebord og en slukket computerskærm, i den anden side. Der lå papirer, arbejdstegninger og værktøj af alle slags over alt. Evans projekter var også at se alle vejene. En meget smal midtergang førte til en lille dør i den anden side, der førte ind til stuen. 
Stuen var domineret af Evans brede seng, der ikke var blevet redt, siden sidst han sov i den. I den anden side var der et lille køkken, der var et bord og en bænk der kunne klappes op, hvis man skulle bruge pladen. I den side med sengen var der også et meget lille badeværelse. Et forhæng skjulte vejen ud til førehuset. Dette rum havde også et vindue i hver side, disse vinduer kunne man ikke se udefra da de næsten gik i et med bilens sorte maling. 
Evan lukkede bagvognen efter dem, så der kun var lyset fra lofts lamperne, i værkstedet. Han gennede Phoenix videre frem i vognen, da han ikke så nemt kunne komme udenom hende i det trænge rum. Da de kom ind i stuen, slog Evan ud med armene i en gestus. "Ja det er så her, jeg bor." Sagde han. Han satte sig på bænken og åbnede spænderne i sine støvler, og tog både dem og strømperne af. "Jeg har altså kun én dyne." Sagde han.

Hun små grinede og så ned på Evans kop. ”vågner du slet ikke ved at drikke det der stas?” Hun pegede op koppen og smilede. Hvis hun drak kaffe ville hun aldrig kunne falde i søvn igen, og så var smagen desuden forfærdelig…
Da Evan smuttede ind for at hente ”sove medicin” hun så rundt omkring og fik øje på Dust der havde dannet en lille kugle af sand rundt om sig... hvad lavede han? Ud over at meditere… hun betragtede underne Dust og fik så øje på muren bag Dust. ’okay… hvornår er den så lige kommet op?! Har jeg hørt så høj musik?!’ tænkte Phoenix og grublede lidt for sig selv over det.
Phoenix fik et lille chok da Evan kom tilbage med en flaske whisky, fordi hun havde været så optaget af noget andet. ”Alkohol? Evan, du vil ikke være i nærhed af mig hvis jeg bliver den mindste smule fuld…” Hun smilede kort og fortsatte. ”Men, nej. Jeg skal ikke have noget…” hun trak på smile båndet og så ned. Sidst hun havde været fuld, var det endt med, en masse ballade for hende og en regning på cirka 1000 dollars… hun havde haft det en smule vildt…
Hun lyttede stille til Evan og smilede svagt. ”Evan, det jeg siger, er sandt… men jeg kan godt se hvad du mener,” Phoenix slikkede sig om munden og så over på Dust med et venligt blik. ”Der er så meget som er umuligt nu til dags.” Hun drejede hovedet og betragtede sine fingre. ”For eksempel, så har Dust 3 personligheder hvis man kan sige det på den måde… eller han har 3 personer i sit indre, og sådan. Han kontrollere sand og chakra. Der er så mange ting der er umuligt i denne verden. Lige nu sidder du og kigger på en varulv der kan styre ild.” Hun knipse med fingrene, så gnisterne fløj. ”Vi lever i en verden der er umulig at leve i.” hendes stemme var ikke bestemmende, men den antydede da, at hun vidste hvad hun snakkede om…
Da han spurgte om det var chakra nikkede hun stille og smilede svagt. hun havde brugt den ladning Dust havde placeret i hende i dag.. ”Vendt…” hurtigt kiggede hun på den trætte dreng. ”Se den forlade vores kroppe?! Kan jeg lige få bare lidt af vide?” hun så roligt på Evan med et lettere forvirret blik… hvis han kunne se chakra… hvad kunne han så ellers se?! hun nikkede stille til at han ville lægge sig ind og sove en smule.

Da han sagde god for at hun måtte sove der, tegnede sig et venligt smil om hendes mund. ”Tak, og du skal ikke misforstå mig her.” hun grinede stille og rejste sig sammen med ham, så hun kunne få lov til at sove ved hans side. Nu kunne hun måske få lov til at sove en hel nat uden forfærdelige mareridt. Hun vendte sig om i mod Dust der vidst var kommet til sig selv, da sandet ikke længere dannede en kugle om ham. ”Ses i morgen Dust.” Hun smilede svagt til ham og vendte sig i mod Evan for at følge med ham ind i bilen.

Da Evan første hende ind i bilen kiggede hun rundt og var ret imponeret. Det her var jo et hus på fire hjul og en motor… Hun skyndte sig igennem huset, imens Evan gennede hende frem ad. Stuen var ikke ret stor, men det kunne jo også have noget at gøre med Evans kæmpe dobbelt seng, stod midt i det hele. ”Det her er faktisk okay.” mumlede hun for sig selv og så rundt i mini huset og der efter tilbage på Evan der påpegede at han kun havde en dyne. Hun bed sig i læben og nikkede stille. Det kunne da også være meget hyggeligt at dele dyne.
Phoenix satte sig på senge kanten og bandt sine støvler op. Hurtigt stillede hun dem væk og tog strømper, vest og bh af. Hun foldede det hele sammen, og smilede svagt til Evan. Søvnen vendte langsomt ind på hende og hun gabte en smule. ”Igen tak fordi jeg må sove her. Nu kan det måske være jeg kan sove en hel nat.” roligt lagde hun sig ned i sengen og smilede svagt.

"Du er vist mere skeptisk, end hvad sundt er Evan!" sagde Dust roligt, mens han kom gående hendes til dem, da han havde overhørt hvad han sagde om skygger, Dust havde et roligt og tomt smil på læben, der indikerede at han ikke mente noget ondt, med det han skulle til at sige "Ser du normale skygger, fra døde ting som huse, biler og andet i den retning, er præcis de ting du lige forklarede, nemlig mørke fremkaldt af noget der spære for lys, men levende væsners skygge er forbundet med deres sind, og lige som personligheder gør det hver skygge fra et levende væsen, lige så unik som vbæsnet selv! Men for at gøre det nemmere at forstå, så spiser vi skygge dæmoner skygger, af samme grund som vampyre spiser blod, og sjæledæmoner spiser sjæle, vi lever af andre væsner lige som du gør, når du spiser kød og planter!"
Efter hans forklaring, forstyrrede han ikke deres samtale sammen, og da de gik ind for at gå i seng, vinkede han en enkelt gang med hånden, og ønskede dem en god nats søvn, før han gik hen til soldaterne for at snakke lidt med dem. Han fortalte dem at de bare kunne gå til køjs, han skulle nok selv klare nattevagten, da han alligevel ikke sov overhoved, men han bad dem sove med det ene øje åbent, i tilfælde af der skulle blive brug for dem, dødsfald blandt dem han havde med her var ikke i hans interesse, soldaterne nikkede en enkelt gang og begyndte at gøre klar, til at de kunne gå til køjs for natten. Siden Phoenix ikke brugte lastbilen alligevel, var der et par stykker der lagde sig til at sove der, resten tog mama bilen som soveplads, men de lod alle dørene stå åbne, så de hurtigt kunne høre hvis nogen kaldte, og reagere på det med det samme.

//håber ikke det gør noget, jeg lige lader natten gå lidt hurtigere ^^

Timerne om natten når man ikke havde noget som helst at lave, kunne føles som en ren evighed for dem, der ikke lukkede et øje, og det samme galt for Dust, så derfor da alle var gået ind i bilerne, og gjorde sig klar til at sove og lige så stille lod Ole Lukøje, puste søvnen ind i deres trætte kroppe, begyndte Dust at vedligeholde sig selv ved at træne, han startede med taichi for at løsne op for hans tenketsuer, der med andre ord var chakraens blodårer, som lige som de rigtige blodåre gik gennem hele kroppen. De første bevægelser han lavede virkede ret nemme for en hver, det foregik med begge ben solidt plantet på jorden, men efterhånden som hans træning skred frem, udviklede det sig til mere hardcore øvelser. Efter en times tid, stod Dust på hænderne og lavede de langsomme bevægelser, han lagde vægten over på den ene arm og lavede hvad der lignede, utroligt langsomme og beherskede armbøjninger på sin ene arm, mens han bevægede sin krop og ben, i takt med han gik op og ned.
Han gik ned en sidste gang og satte af med armen, så han kunne lave et hop og lande sikkert på benene, da han ville fortsætte med det, nu bare hvor han brugte sin evne undervejs, så han kunne løsne op i tenketsuernes udmundinger, der befandt sig overalt på kroppen. Dust blev ved med sin træning helt uforstyrret, mens timerne bare gik og nattens væsner, lige så stille kom frem uden for lejren, som om de ikke kunne lide at komme i nærheden, af den dyriske og onde chakra Dust besad, og som han havde sat en lille smule af i alle sandfigurene, der omringede hele lejren, men det gjorde så også bare, at alt åndede fred her i lejren og de eneste lyde man kunne høre, var lydende af dem der sov, og den næsten uhørlige lyd af Dust der bevægede sig, og sandet han styrede rundt om sig. Det var først da det blev tidligt morgen at han stoppede, hvilket blev indikeret af solopgangens begyndelse, som han kunne se i den fjerne horisont da himlen blev lysere i det fjerne, da kravlede han lydløst op på lastbilens tag for ikke at gække vagterne i den, satte sig med front mod solopgangen, og tog en cigar i munden som han tændte, så han kunne sidde og nyde udsigten mens solen stod op.

Evans øjne fik et muntert men træt glimt. "Der skal mere end en kop kaffe til at holde mig vågen i nat." Sagde Evan. "Desuden virker det ikke så længe, det skal min forbandede ekstra nyre nok sørge for." 
Da Evan kom tilbage med flasken og fik en reprimande for det, trak han bare på skuldrene, og hældte op i sin kaffe. "Det er jo bare lidt at falde i søvn på." Sagde han, han viste godt at han måske havde lidt af et alkohol problem, men det var ikke rigtigt et problem når alkoholen blev filtræret ud af blodet så hurtigt som det gjorde. Han sagde ikke mere om det, men drak bare af sin halvt færdige Irish coffie, mens han hørte på hendes skyggespisnings forklaring. Det gav ikke mere mening denne gang og da Dust blande sig for at forklare, blev det sådan set ikke meget bedre. 
Blod og sjæle kunne han godt forstå. Blod var indlysende nok og sjæle måtte et eller andet sted indeholde en form for energi. Men skygger gav ikke mening for ham, han kom frem til at skygger var en anden måde at æde sjælen på, og at dette åbenbart gjorde et menneske transparent nok til at lys kunne skinne igennem dem. Det var i hvert fald det eneste billede han kunne danne sig i hovedet. 
Det hjalp heller ikke at Dust forklarede hvad mad var. Det viste Evan godt, han var bioingeniør og havde derfor en dybere forståelse af hvad liv var, og hvordan kroppen fungerede som et stykke velafbalanceret mekanik. "Dust jeg ved godt hvad mad er. Det jeg ikke ved er hvordan man tager noget der ikke er der, og spiser det. Men så er det vel sjælen du spiser, bare på en anden måde, end andre dæmoner." Sagde han med træt stemme. 

Han kiggede tilbage over på Phoenix, da Dust var gået, med et blik der antydede at han mente Dust var en smugle gak. Evan forstod så mange ting, men når det kom til magi, var han mere eller mindre lost. 
"Altså ja det kan jeg." Sagde Evan som om det egentlig ikke burde komme bag på nogle, at han kunne se chakraen. Han fandt igen de bølgelængder som chakraen åbenbart var synlig på. Det var bare et lille knivsblad på det elektromagnetiske spektrum, smallere end det øjet normalt så, men han fandt det. For hans mekaniske øje blev Phoenix til en sort silouette, gennemstrømmet af en masse næsten usynlige blå linjer. Hun havde nogle store samlinger af disse linjer der var nemmere at se, men dog stadig utydelige. Samlingerne fantes blandt andet ved hendes pande, hendes hjerte, og hendes mave. Hvad der ikke var utydeligt var det sted hvor den blå energi, lå mast sammen, og langsomt sivede ud, som en langsomt dryppene vandhane. "Altså, hvis jeg indstiller øjet rigtigt så kan jeg se noget der nærmest ligner blodåre." Sagde han. "Jeg kan også se når du laver ild, flyver noget af energien af din hud, og bliver til flammer og varme." Han holdt en kort pause. "Desuden siver der meget, meget langsomt en smugle ud lige der heletiden." Han pegede der hvor hendes specielle tatovering sad. 

Evan trak sit tøj af, mens han forsøgte ikke at kigge formeget på Phoenix, men det var ikke så let. Han var kun i sine underbukser, så man kunne se hvordan hans bionics glidene overgang fra metal til hud, der så temmligt surrealistisk ud. Man kunne også se at de tatoveringer han havde i hovedet, fortsatte ned af hans hals og ned på brystkassen. Han tog et hurtigt smut ud på badeværelset for at tisse, rense tænder og tage noget vand og overkrop. Da han kom ud igen havde Phoenix lagt sig. Han lagde sig ned under dynen, til hende. Han lagde sig på højre side af hende så hun ikke lå ved det kolde metal på hans højre arm, men lå ved hans normale venstre. Han lagde sig helt ind til hende, ellers var der ikke plads under dynen. "Ligger du ok." Spurte han, og sagde "Det var så lidt." Da hun takkede ham. Han faldt temmelig hurtigt i søvn, hvis Phoenix ikke sagde mere.

Jeg har vand i ørene.
Det er ubehageligt.
Et billede af et tandhjul, der drejer et andet.
Vandet er behageligt varm, men det sviger i øjnene.
Jeg vil ikke åbne dem.
Vågn.
Jeg er nøgen, men vandet er så varmt.
Jeg svæver eller også flyder jeg.
Et billede af en ledning.
Noget klemmer om mit hoved
Min næse klør
Vågn.
Jeg trækker ikke vejret
Jeg har vand i lungerne, det er ikke rart.
Et billede af Ohms lov, skrevet på en tavle.
Noget sidder fast i min skulder
Jeg sidder fast.
Vågn.
Jeg slår øjnene op, det sviger.
Alting er grønt.
Et billede af en bakterie kultur i et mikroskop.
Grønne ansigter, ikke langt væk.
Jeg rækker ud og rammer en overflade af glas.
Vågn.
Alting drejer rundt.
Jeg falder ned, rammer den hårde bund.
Ikke flere billeder
Jeg hoster vand op
Hiver desperat efter vejret
VÅGN!


Evan satte sig brat op i sengen med et gisp efter luft, som havde han været ved at drukne. Han havde haft den drøm igen. Det skete efterhånden oftere og oftere. Han kunne mærke at han svedte voldsomt, og havde det varmt. Han glibbede med øjnene og så sig omkring. Der kom sollys ind af vinduet, så var det altså morgen. Han så ned og blev et øjeblik forskrækket over at se Phoenix lå der, men så kom han i tanke om at hun havde sovet herinde, sammen med ham. Hun havde stjålet dynen - typisk. Evan mærkede morgentrætheden og lod sig falde tilbage på sin pude, han havde heldigvis to hovedpuder. Dust havde ikke nævn noget om noget mødetidspunkt, så det kunne tolkes som at han kunne ligge lidt endnu.

Phoenix smilede stille da Dust sluttede sig til deres samtale. Det var rart at Dust begyndte at forklare hvad pokker det var med at han spiste skygger.
Phoenix sad under den korte samtale og lavede intet, hun pillede i en indtørrede klat på bordet og nikkede bare. Hvad skulle hun sige? ’Se hvad sagde jeg?’
Phoenix bandede indvendigt da Evan stadig ikke forstod det. Hvor svært kunne det være? Der var ikke noget at forstå, det var bare sådan det var… videnskabsmænd, og andre folk inde for det fag, skulle da også have et bevis på det som var der…

Et lille grin forlod hendes læber da Dust var smuttet og Evan sad og lignede en der forstod intet. Magi, og andre former for spirituelle kræfter, var ikke altid nemt at forstå og det gav heller ikke megen mening, men hvem havde også fortalt at alt dette skulle give mening?
Da Evan fortalte at han godt kunne se den, lød det som om hun burde vide det.
Imens han lavede et eller andet sad Phoenix bare med et løftet øjenbryn og en lidt underlig mine. Det var lidt forkert at han kunne se hvad der foregik inde i hendes krop… noget som man normalt ikke burde kunne se, men kun føle og kontrollere det via træning.
”Det er da ret smart.” mumlede hun for sig selv, men blev revet tilbage til virkeligheden da Evan begyndte at snakke til hende. Imens han fortalte nikkede hun stille. Chakraen var jo en delt af hendes system og gled over at i hendes krop. Så at det var blodåre, kom ikke meget bag på Phoenix. Da han pegede på hendes juin mærke kiggede hun ned på det og bed sig lidt i læben. ”Det tror jeg faktisk at jeg har en forklaring på.” Hun så stadig ned på hendes mærke og begyndte en stille forklaring. ”Det kan nemt være at det er utæt eller at det er fordi det ikke er min chakra og det ved presser det ud af min krop.” hun trak kort på skuldrene og smilede svagt. Hun havde ikke rigtig nogen andre forklaringer…

Phoenix prøvede med alt held ikke at over beglo Evans ben og arm. Men hun var ikke van til at omgås cyborgs eller mennesker med metal dele.
Da Evan smuttede ud på det lille bade værelse, så hun sit snit til hurtigt at smide bukserne og lægge dem hen til sit tøj.
Da Evan havde lagt sig ved hendes side, smilede hun til ham og nikkede. Hun lå godt og behageligt, men nu kom det mest spændende så… kunne hun sove?
Evan faldt hurtigt i søvn, imens Phoenix kæmpede for ikke at lade alle tankerne kører rundt i hendes hoved og forvirre hende mere end højest nødvendigt. Men efter hånden som natten skred frem, blev hun mere og mere søvnig, og Evans langsomme vejrtrækning beroligede hende også, så det endte med at hun faktisk faldt en let søvn.

Det gav et ryk i hele sengen da Evan satte sig op og gispede efter vejret. Hvad havde han drømt? Det kunne umuligt have været noget behageligt, ellers var han vel ikke vågnet så bræt. Da han faldt tilbage på puden var det først der, at hun opdagede, at han ikke havde nogen dyne. ’Hovsa.’ tænkte hun og smilede svagt.
Phoenix satte sig roligt op og så ned på Evan med et venligt blik. ”Hvad skete der?” hun drejede sig så hun sad med fronten mod ham. Det lå normalt ikke til Phoenix, at være så venlig, men det bekymrede hende faktisk lidt at hun fik sovet og han havde haft en eller anden underlig drøm.
Uden at tænke videre over det, eller tænke på hvad Evan mente om det, strakte hun armen og lod en finger følge den neon blå tatovering.

Det lod til at de andre begyndte at vågne, Dust kunne mærke at Evan pludseligt vågnede op, efterfulgt af Phoenix, sikkert fordi han vækkede hende med hans pludselige reaktion. De kunne lige få lov til at vågne lidt op, og nyde at det var morgen før Dust, ville komme og jage dem ud af lagnerne, han ville lige ryge færdig og få hans øjne på ret køl igen, efter en hel nat med mørke og chakra regulerende taichi, hvilket som regel fik gang i hans nattesyn, der gjorde han så alle væsner anderledes, de var formet som dem selv, forskellen var bare at han så deres aura og chakra lyse deres krops form op, en ekstra effekt der kom af at træne sine sanser i, at mærke andres aura og chakra når de var inden for rækkevide, hvilket var en rigtig god hjælp at have når man jagtede i totalt mørke. Han sad med cigaren i mundvigen, mens han kiggede på solen stige op i horisonten, en røgsky forlod hans mund en gang imellem, og han virkede fjern i lidt tid mens han bare sad der, og kiggede frem for sig.
Men han kunne heller ikke sidde der for evigt, de skulle i gang igen så de kunne blive færdig med vejen, så han hoppede ned fra lastbilens tag, og bankede et par gange på siden, så soldaterne inden i den vågnede op, han gik derefter hen til mama bilen og gjorde det samme, for at vække dem også så han kunne give dem besked på at gøre klar, og at en af dem skulle gøre sig klar til at afhente mad, da han ville få gang i de andre, så de kunne få det bestilt. Han skulle selv blot have det sædvanlige, 15 blandede væsner hvis skygger han ville æde, og idag kunne han vel vise Evan hvordan Dust spiste, så han måske bedre lunne forstå hvordan det fungerede. Evans bil var den sidste han gik hen til, han bankede roligt på det vindue der var cirka midt på bilen, for at være sikker på de hørte ham, hvor end de befandt sig henne derinde.

"Det er tid til at komme i gang, kom ud af lagnerne og få noget tøj på, en af soldaterne er klar til at tage imod mad bestillinger, så i kan få noget at spise før vi går i gang med arbejdet!" sagde han roligt, og gik så hen til mama bilen for at gribe en flaske vand, som han begyndte at tømme på få øjeblikke. Han drak ikke så tit rent vand, men selv Dust måtte sørge for at drikke væske engang imellem, selvom skygger kunne stå for 100 procent af hvad han havde brug for, så var han stadig halvt engel og fik derfor også lyst, til at drikke og spise normale ting.

"Jeg er godt med på at Dust fyldte noget chakra over i dig, jeg så det ske. Hvad er det mærke til, helt nøjagtigt?" Spurte han. Da Phoenix havde brugt mærket, var Evan optaget af noget andet, og havde ikke set hvad hun gjorde.

Evan lukkede øjnene igen med hovedet på sin pude. "Århhhh det er tidligt." Klagede han, svagt. Han havde håbet på at sove længere. Af alle de bioaugmentations han havde, hvorfor havde han så ikke en der kunne gøre ham frisk om morgnen. Det kom måske bare med at være 16, at man bare ikke kunne stå op. Han hadede den drøm, det var altid som om han ikke kunne trække vejret når han havde den. De grønne forvredne ansigter, var stadig på hans nethinde. 
"Ikke noget." Mumlede han da Phoenix talte til ham. Han ville helst ikke ud med sine drømme, det var jo ikke andet end drømme. Da hun rørte ved ham, spjettede han. Halv af forskrækkelse, halvt fordi det kildede. "Lad være med det." Sagde han smågrinene, mens han pjattet skubbede heneds hænder væk. 
Dust bankede på vinduet, og råbte til dem. "Ja ja." mumlede han søvndrukkent. "Det haster vel ikke mere end det jager." Han satte sig op, med ryggen til Phoenix. Herfra så han næsten normal ud, hvis man så bort fra det kraftige dæksel der sad på hans skulderplade. "Bare havregrød, 1 liter." Råbte han, ud til Dust. " Og appelsin juice, 50 cl." Han greb sine bukser, der lå helt over på bænke, ved hjælp af sin højre arm, og begyndte at klæde sig på. Han tog rustningen, de var trods alt i fælten. "Fik du sovet ok?" Spurte Evan Phoenix. Hun havde nævnt at hun havde svært ved at sove.

Da Evan kom ud, med morgenhår og det hele, piftede en af soldaterne højt. Evan kunne ikke lade være med at smile, men han syns alligevel det var barnligt. Han satte sig over ved morgenbordet. "Få hovedet ud af rendestenen." Sagde han med træt stemme.

Hun så roligt op på Evan da han spurgte til hendes mærke. ”Oh, øm… det er en slags kalder. Hvis jeg blander min chakra med hans udgiver det et signal, så Dust kan finde mig.” Phoenix smilede stille og rørte forsigtigt mærket. I al den tid hun havde haft det, var det kun blevet udløst 2 gange, første gang fordi hun skulle prøve det og anden gang… jah, ude i sumpen.

Hun klukkede stille og drejede sig i mod ham. ”solen er lige stået op… oversat til at klokken måske er omkring 6 eller 7.” Phoenix’s stemme var sløv og meget søvnig, men hvad kunne man forvendte af en pige på 16 år som lige var vågnet.
Hun himlede med øjnene og lænede sig hen mod ham. ”Evan, spyt ud med det.” Hun så roligt på ham med et drillende smil. Da Evan spjættede fik Phoenix, mere eller mindre et chok, hun havde ikke lige set det komme, men fair nok. Det var jo måske heller ikke lige frem normalt at røre en drengs tatovering, bare sådan uden at spørge… eller i det hele taget røre ved ham… ”Hvorfor det?” Phoenix lod igen sin hånd røre tatoveringen, men denne gang fulgte hun den op ad halen og op til hans kæbe.
Phoenix fik, igen, et mindre chok da Dust bankede på bilen. ”Fuck…” mumlede Phoenix, og tog sig til hendes hjerte. ”Den fyr skræmmer livet af mig.” mumlede hun og gned sine øjne. ”Jeg kunne godt bruge en time eller to mere.” hun smilede stille til Evan og så ham sætte sig op. ’Hvad pokker er det?’ tænkte Phoenix da hun fik øje på dimsen. Hurtigt flyttede hun dynen, så hun kunne bevæge sig frit. Helt forsigtig rykkede hun tæt på ham og lagde hånden på hans skulder. ”Evan… hvad er det?” hendes spørgsmål lød imens han sagde hvad han skulle have.
Phoenix studerede den dæksel formede tingest og bankede på den en gang. ”Hvad skal den dog bruges til?”
Hun så på Evan med et venligt, men træt blik, da han spurgte hende om hun fik sovet okay. ”Ja, bedre end hvis jeg havde sovet alene og være blevet hjemsøgt af mine onde minder, så ja. Hm, jeg kunne godt fristes med en nat mere af dem.” hun så på Evan med et frækt blik, imens han tog sin rystning på.
Hurtigt og elegant rejste hun sig fra sengen og stillede sig med ryggen til Evan imens hun tog sin bh på. Hun tog resten af hendes tøj på og nynnede en stille og rolig lille glad melodi.
”Dust, jeg skal bare have en skål med yoghurt, og noget mysli.” hendes stemme var ved at komme til sig selv og hun var begyndt at være rigtig vågen.

Phoenix, hoppede stille ud af vognen lidt tid efter Evan. ”Morgen folkens.” Mumlede Phoenix og satte sig overfor Evan og så hen i mod Dust. ”Tror du vi bliver færdig med vejen i dag?” Phoenix, havde tænkt en smule på det, men det sagde hende ikke rigtig noget efter som hun ikke havde nogen planer for hverken i dag eller i morgen…

Dust så roligt hen på soldaten, der skulle tage imod bestillingen af maden, han stod og skrev Evans og Phoenix'es ønsker ned, nikkede til Dust og gik hen til mama bilen for at tage afsted efter det. Dust gik roligt hen til hans Shibuki sværd, som han havde lagt fra sig aftenen før, grundet dets utrolige størrelse i forhold til andre sværd, og tog det med sig hen til bordet, og tjek op på om det manglede en rensning af nogen art, han satte sig ned ved siden af Phoenix, og brugte sand til at løfte sværdet op, så han kunne nær studere det fra forskellige vinkler, mens han rensede det ved hjælp af en våd klud de steder det manglede, bladet fik en finpudsning ved hjælp af en tynd sandslibning, efterfulgt af en pudsning med nellike olie, så det blev skinnende rent.
"Jeg ved vi bliver færdige med vejen i dag, vi nåede over halvvejs igår og der startede vi, da det var lidt sen formiddag, og idag mangler vi mindre end 40 procent vej, og starter et par timer tidligere, så vi skal nok blive hurtige færdige, så du kan komme tilbage til din forelskelse!" sagde han roligt, mens han sad og rensede sværdet, han puffede dog drillende til Phoenix, og smilede tomt til hende "Jeg tænkte at når vi var færdige, kunne vi opsnuse en kro på den anden side, så giver jeg hvad end i har lyst til! Hvad synes i om den ide?" han så op på Evan og Phoenix, for at høre deres svar. Han blev ret hurtigt færdigt med sværdet, og stillede det i en sand holder op af bordet, så selve bladet ikke blev sløvt af, at være stukket ned i sandet eller stå på det.

"I øvrigt Evan, når du er færdig med våvnene, kan du bare beholde det andet hvis de virker som de skal, jeg tænkte det kunne være en del af din belønning, for et veludført stykke arbejde!" sagde han roligt, mens han så på ham "Hvis du på et tidspunkt får brug for et job, hos mig, lovligt eller sort, så kan du altid kontakte mig, jeg ved hvordan man får tingene gjort, i en verden som den vi lever i for tiden!" han så over mod Mama bilen, da den kom kørende tilbage, morgenmaden var næsten altid det nemmeste og lave, så det gik hurtigere at få det herud, end aftensmad der skulle tilberedes og pakkes i varme kasser "Åh ja og nu kan jeg jo vise dig, hvordan skygge dæmoner spiser, hvis ellers du ikke er sart?" han så på Evan igen, og løftede det ene øjenbryn for at skabe, en lettere spørgende mine i hans ellers følelses forladte ansigt.

"Men hvorfor så tidligt?" klagede han videre. Han stod aldrig op på dette tidspunkt, det var ikke et menneskeligt tidspunkt at være vågen på. 
"Det var bare en dum drøm." Sagde Evan hans ville ikke fremstå som endnu mere underlig end han allerede gjorde. Desuden kunne det være lige meget det, var jo bare en drøm. "Det sker en gang imellem, det kender du jo godt." 
Han greb fat i hendes arme for at forhindre hende i det, det var hverken hårdt eller irettesættende, bare for at reagere på hendes drillerier. "Fordi det kilder." Sagde han med latter i stemmen. Han holdt hende kort indtil han endelig gav slip og satte sig op, med ryggen til hende. Mens han bestilte mad, hørte han hendes spørgsmål. "Hvad for..? Når den." Han tog en dyb indånding. Her var endnu et bevis på at han ikke viste ret meget om sig selv. "Det er... det ved jeg faktisk ikke." Sagde han. "Jeg tror muligvis at det er en neurologisk uplink, eller også er det en mulighed for en ekstern kraftkilde, men siden jeg ikke køre på strøm, så tror jeg det ikke. Jeg har aldrig nogensinde fundet et stik der passer til, så jeg ved det simpelthen ikke." 
Evan tog sin brynje over hovedet og lukkede spænderne i siden. "En nat mere, siger du?" Han rødmede en smugle, men forsøgte at skjule det ved at tage sko på, og se på spænderne. Han var ikke sikker på hvordan han skulle tolke hendes blik. "Du er altid velkommen i min seng." Sagde Evan, med et grin. "Medmindre du har været ude og rulle dig i et eller andet." Sagde han, og refererede til at hun var varulv. Han begyndte at grine inden han var færdig med at tale. 

På vejen ud af køretøjet trykkede Evan på computerskærmen i værkstedet. På den sorte skærm dukkede et stort pause-logo op, som han trykkede en enkelt gang på. Dem udenfor kunne se den store solfanger folde sig ud oven på taget. Computeren fortsatte de beregninger den ikke var blevet helt færdig med den forgåene aften. Derefter gik han over til bagudgangen på bilen og trykkede på knappen, der åbnede den hele bagenden ud til friheden. Han tændte for kaffemaskinen, inden han forlod køretøjet.
Han sagde ikke noget da Dust snakkede med Phoenix om deres opgave, han satte sig bare ved bordet og så morgentræt ud. Han lagde mærke til at soldaterne sendte ham, og Phoenix smørrede grin og sigende fagter. 
"Hvis du er ude efter en god kro ligger der en lansby 50 clicks her fra, med en meget god bar. Der er et sted tættere på, men de har ikke noget ordenligt, og de tager overpriser." Sagde Evan. Som en der rejste meget og drak en hel del, havde han temmelig godt styr på barre og kroer. Evan betragtede sværdet der stod på en lille holder af sand ved siden af bordet. Han skiftede til chakra-vision, som han ubevist havde døbt den smalle serie bølgelængder der kunne se chakra. Der var en meget i den, men det havde han også forventet. Han undrede sig over hvor godt dette sværd havde bondet med Dust. 

"Øhh, tak." Sagde Evan, en smugle overrumblet. Det var ikke hver dag, man blev tilbudt et plasmavåben. "Hvad angår job, så tager jeg aldrig noget permanent. Men hvis du har brug for at få lavet noget, eller mangler en med viden om maskineri eller særlig viden om biologi og biomekanik, så har du mit nummer." Sagde han. "Jeg er ligeglad med om det er lovligt." Sagde han. Evan tog aldrig den slags jobs, fordi Evan ikke fungerede når han havde et regelsæt han skulle følge, eller hvis han ikke kunne arbejde på sit eget initiativ. Dette var uundgåeligt hvis han skulle arbejde fast for nogen. Desuden kunne han godt lide livet på vejene.
Han fik øje på madvognen der kom tilbage imod dem lejeren. Det var hurtigere end de andre gange, men det gav god mening. Det var trods alt kun morgenmad. 
"Igår desikerede jeg en zombie, uden at tænke to gange over det. Jeg er sikker på jeg kan tåle det." Sagde han. "Jeg vil også gerne se nærmere på dette sværd. Det behøver ikke være nu, nu skal vi spise, men senere." Evan viste instinktivt at det sværd, og de andre han havde set, havde mere personlighed end våben normalt havde, især for et der ikke var mekanisk.

Phoenix grinede stille over at han brokkede sig. ”Fordi man skal starte tidligt for at blive hurtigere færdig, og du vil aldrig nogensinde kunne klare dig i militæret.” Phoenix satte hovedet drillende på skrå, med et bredt smil om munden.
Hun sad lidt og så på Evan med en underne mine og nikkede. ”Jah, jeg kender det… men det er ikke altid at det bare er drømme.” sagde hun stille og lod en hånd glide over sit ansigt. ”Det jeg har, er ikke lige frem drømme…” Hun vippede med øjenbrynene og bed sig i læben. Største delen af det hun drømte om natten var minder som blev vækket fra den sorte del af hendes hjerne… og langt fra alle var lige gode.
Hun lod Evan tage fadt i hendes arme da hun prøvede at røre hans tatovering på halsen. ”Come on! Så meget kilder det vel heller ikke.” Hun små grinede og rystede på hovedet ad ham så hendes hår faldt ned foran hendes ansigt, så det snehvide hår blev meget mere synligt end det man havde set, hvis det var sat op.
Phoenix, lyttede opmærksomt til Evans forklaring. ’En slags oplader?’ tænkte hun og kiggede nærmere på dækslet. ”kan vi lige få den igen, men hvor varulven også forstår hvad robot fyren siger?” spurgte hun drillende. Der var mange ting som Evan snakkede om som hun ikke helt forstod hvad, var, Neurologisk Uplink, var et af de ord.
Phoenix prøvede at fange Evans blik da han så ned mod spænderne i sine sko, men forgæves, knægten nægtede tydeligt at se op på hende. ”Og ja, en eller to nætter mere af den slags.” Hun smilede skævt og lynede sine bukser og stak fødderne ned i hendes store militærstøvler. Da Evan drillede hende med at være en varulv, snuppede hun hurtigt en af puderne og kastede over i mod Evan. ”Evan dit fjols.” Grinede hun men kom i tanke om at hun var velkommen i hans seng. ”Og det vil jeg sandelig huske dig på.” Små grinede hun og snørede sine støvler helt op.

Phoenix, lyttede stille til det Dust sagde og nikkede. ’vi er snart færdige, jay.’ Tænkte Phoenix og reagerede på det med forelskelsen og samtidig faldt hendes øjne på soldaterne… tja, de mente i hvert fald at der skete noget andet end der virkelig gjorde. ”Dust, jeg aner ikke hvad du fabler om…” hun rødmede kraftigt og lagde panden ned mod bordet. ”Jeg mangler kvindeligt selskab.” Mumlede Phoenix ned mod bordet og kunne mærke at den røde farve fortonede sig. hun rettede sig stille op og puffede til Dust. ”Jeg aner ikke hvad du snakker om.” Hun grinede stille og lagde armene over kors. Der var Demian, men han levede ikke i kobbelet og vandrede rundt på må og få. Hun så roligt over på Evan da Dust havde spurgt om de ville med ud, men Evan kom hende i forkøbet med at anbefale en eller anden kro. Da han var færdig med at snakke, nikkede Phoenix stille og smilede. Hun var frisk på at komme lidt væk fra den normale hverdag og måske få lidt at drikke…

Phoenix, sad bare og så ud i horisonten efter deres mad og lyttede stille til Evans og Dust’s snak. Hun faldt lidt hen i staver og reagerede først da mama vognen holdte stille. ”Uh, mad.” Jublede Phoenix og sprang hen over sandet og stansede lige før mama bilen. Hun fik en lille boks og åbnede det. ”Jay.” Hun smilede glad og satte sig hen mod bordet. Hun snuppede skålen og satte den på bordet så det var nemmere at spise det. ”Dust kan du så ikke vendte til jeg har spist med at æde, dine skygger, jeg skal ikke til at rende efter min appetit igen.” Hun hentydede kraftigt til den snak de havde haft dagen før om zombierne.